61990J0003

1. Fri bevaegelighed for personer - arbejdstager - begreb - et arbejdsforhold forudsat - udoevelse af faktisk og reel beskaeftigelse - arbejdstager i praktik som led i faglig uddannelse - omfattet

(EOEF-Traktaten, art. 48; Raadets forordning nr. 1612/68)

2. Fri bevaegelighed for personer - arbejdstager - begreb - studium efter erhvervsmaessig beskaeftigelse - bevarelse af arbejdstagerstatus - betingelser

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 2)

3. Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - sociale fordele - begreb - stoette til studerendes underhold og uddannelse - ydelse til boern af en arbejdstager med statsborgerskab i en anden medlemsstat - betingelser

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 2)

1. Begrebet arbejdstager i Traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 er et faellesskabsretligt begreb, som ikke maa fortolkes snaevert. Enhver, der udoever en faktisk og reel beskaeftigelse, skal betragtes som arbejdstager, hvorved der skal ses bort fra en beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremtraeder som et rent marginalt supplement. Det vaesentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Den omstaendighed, at en praktikant har en lav produktivitet, at han kun arbejder nogle faa timer om ugen, og at han derfor kun oppebaerer en lille loen, er ikke til hinder for, at en statsborger fra en medlemsstat, der som led i en faglig uddannelse har arbejdet som praktikant i en anden medlemsstat, opnaar status som arbejdstager i de naevnte bestemmelsers forstand, naar praktikantarbejdet gennemfoeres under de vilkaar, der gaelder for faktisk og reel beskaeftigelse.

2. En vandrende arbejdstager, som frivilligt forlader sit arbejde i modtagerlandet for efter en pause at foelge et fuldtidsstudium i det land, hvor han er statsborger, skal anses for at have bevaret sin status som arbejdstager og er som saadan omfattet af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, dog forudsat, at der er forbindelse mellem hans tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse og det paagaeldende studium.

3. En medlemsstats studiestoette til arbejdstageres boern udgoer for en vandrende arbejdstager en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, naar arbejdstageren fortsat forsoerger barnet. I et saadant tilfaelde kan barnet paaberaabe sig denne bestemmelse for at opnaa denne stoette, saafremt den ifoelge den nationale lovgivning ydes direkte til den studerende. Stoetten skal ydes paa de samme betingelser som for indenlandske arbejdstageres boern, og der kan herved navnlig ikke stilles et krav om bopael, som indenlandske arbejdstageres boern ikke skal opfylde.

1 Ved kendelse af 22. december 1989, indgaaet til Domstolen den 5. januar 1990, har College van Beroep Studiefinanciering i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 48 samt artikel 7, stk. 2, og artikel 12 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en retssag mellem M. J. E. Bernini, sagsoegeren i hovedsagen, og Minister van Onderwijs en Wetenschappen, sagsoegte i hovedsagen, vedroerende Bernini' s ansoegning om studiestoette i medfoer af Wet op de Studiefinanciering (den nederlandske lov om studiestoette af 24.4.1986, herefter benaevnt "WSF").

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Bernini, som er italiensk statsborger, har boet i Nederlandene, fra hun var to aar gammel, dvs. siden 1964. Det er ubestridt, at hendes far, som ogsaa er italiensk statsborger, er vandrende arbejdstager i EOEF-Traktatens og forordning nr. 1612/68' s forstand. Efter at have gennemfoert hele sin under- og mellemskoleuddannelse i Nederlandene fulgte Bernini en faglig uddannelse, hvorunder hun havde et loennet praktikophold paa en moebelfabrik i Haarlem, "afdelingen for design og forarbejdning", i en periode paa ti uger fra marts til maj 1985.

4 Bernini paabegyndte i november 1985 en arkitektuddannelse ved universitetet i Napoli (Italien) og ansoegte i juli 1986 Minister van Onderwijs en Wetenschappen (herefter benaevnt "ministeriet") om studiestoette i henhold til WSF.

5 Ansoegningen blev afslaaet. Ministeriet afviste ogsaa en klage over afslaget blandt andet med den begrundelse, at Bernini for saa vidt angik studiestoetteordningen efter WSF ikke kunne ligestilles med en nederlandsk statsborger, da hun ifoelge ministeriet ikke var bosat i Nederlandene, men i Italien. Det er ubestridt, at en nederlandsk statsborger, som studerer arkitektur ved det samme universitet, ville vaere berettiget til studiestoette i henhold til denne lov.

6 Efter at have faaet afslag paa sin klage anlagde Bernini sag ved College van Beroep Studiefinanciering (den retsinstans der som sidste instans afgoer sager vedroerende studiestoette i henhold til WSF). Bernini har for denne ret gjort gaeldende, at hun i kraft af sit praktikophold havde opnaaet status som vandrende arbejdstager i henhold til EOEF-Traktatens artikel 48 og derfor var berettiget til studiestoette i medfoer af WSF, idet studiestoetten efter hendes opfattelse maatte anses for en social fordel efter artikel 7, stk. 2, i forordning nr.1612/68.

7 Bernini har endvidere gjort gaeldende, at hun som barn af en vandrende arbejdstager er berettiget til studiestoette i medfoer af artikel 12 i forordning nr. 1612/68, og endelig, at betaling af studiestoette til hende udgoer en social fordel for hendes far som omhandlet i den naevnte forordnings artikel 7, stk. 2.

8 Paa denne baggrund har den forelaeggende ret besluttet at udsaette sagen, indtil Domstolen har afgjort foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal en person som Bernini i en situation,hvor vedkommende har arbejdet som praktikant som led i en uddannelse i en medlemsstat (i dette tilfaelde Nederlandene) og derefter viderefoerer sine studier i den medlemsstat, hvori han eller hun er statsborger, anses for vandrende arbejdstager, som er omfattet af anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 48 og 49 og forordning (EOEF) nr. 1612/68?

2) Skal Domstolens praksis, jf. dommene af 21. juni 1988 i sag 39/86 (Lair) og i sag 197/86 (Brown), forstaas saaledes, at en vandrende arbejdstager i et tilfaelde som det foreliggende, hvori der kan paavises en (vis) materiel forbindelse mellem arten af den tidligere (reelt og faktisk) udoevede erhvervsmaessige beskaeftigelse og det studium, som denne arbejdstager senere foelger, ogsaa bevarer sin status som vandrende arbejdstager i den betydning, der forudsaettes i EOEF-Traktatens artikel 48 samt i artikel 7 i forordning (EOEF) nr. 1612/68, saafremt den paagaeldende ikke ufrivilligt er blevet arbejdsloes (f.eks. ved at arbejdstageren helt af egen drift har ophoert med den tidligere beskaeftigelse for at studere), og saafremt den paagaeldende efter den tidligere udoevede beskaeftigelses ophoer ikke umiddelbart derefter, men foerst laengere tid derefter begynder at studere?

3) Paa grundlag af hvilke kriterier skal det bedoemmes, om et barn af en statsborger i en medlemsstat, som arbejder eller har arbejdet paa en anden medlemsstats omraade, er 'bosat' i denne anden medlemsstat i den i artikel 12 i forordning (EOEF) nr. 1612/68 forudsatte betydning? Er det herved muligt, at et barn, som i nogle aar opholder sig uden for denne anden medlemsstat, mens det foelger et studium, alligevel stadig kan anses for at vaere bosat i denne anden medlemsstat?

4) Medfoerer faellesskabsretten, at en medlemsstat (som f.eks. Nederlandene) - som paa visse betingelser giver indenlandske arbejdstageres boern oekonomisk mulighed for at foelge bestemte uddannelser i en anden medlemsstat, uden at der derved stilles krav om bopael i hjemlandet (Nederlandene) - ogsaa skal give boern af faellesskabsarbejdstagere, der er beskaeftiget i denne medlemsstat, den samme mulighed paa de samme betingelser, eller skal disse boern foerst anses for at vaere 'bosat' i denne medlemsstat i artikel 12' s forstand i forordning nr. 1612/68, men ikke laengere anses for at vaere det efter studiets paabegyndelse? Maa kravet om at vaere bosat i modtagermedlemsstaten, som stilles til en faellesskabsarbejdstagers barn i denne forbindelse, da ikke laengere stilles i forbindelse med anvendelsen af artikel 12, fordi denne anvendelse ellers kommer i strid med EOEF-Traktatens artikel 48?

5) Kan tildelingen af studiestoette (som f.eks. studiestoette i henhold til den nederlandske WSF) til et barn af en arbejdstager som omhandlet i artikel 7 i forordning (EOEF) nr. 1612/68 anses for en social fordel som omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 2, saafremt den paagaeldende arbejdstager ellers helt eller delvis skulle afholde udgifterne til dette barns underhold og studier, og saafremt den naevnte tildeling derfor paaviseligt er en oekonomisk besparelse for den paagaeldende arbejdstager?

Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, medfoerer dette da, at denne arbejdstagers barn kan goere et selvstaendigt krav paa studiestoette gaeldende i et tilfaelde, hvor medlemsstatens nationale bestemmelser (f.eks. den nederlandske WSF) udelukkende giver det studerende barn og ikke den af foraeldrene, der er arbejdstager, dette krav? Bestaar der da et fuldstaendigt krav paa studiestoette, eller f.eks. kun et krav, der er afhaengigt af det omfang, hvori tildeling af studiestoette til barnet giver den paagaeldende arbejdstager en paaviselig oekonomisk besparelse? Goer det herved nogen forskel, om det paagaeldende studerende barn bor i den medlemsstat, hvor den af foraeldrene, der er arbejdstager, er beskaeftiget, saafremt den nationale lovgivning i denne medlemsstat (som f.eks. den nederlandske WSF) ikke stiller krav om bopael i medlemsstaten for sine egne, indenlandske arbejdstageres boern?"

9 Den fungerende formand for College van Beroep Studiefinanciering har ved skrivelse af 1. marts 1991 meddelt Domstolen, at ministeriet havde aendret opfattelse efter afsigelsen af Domstolens dom af 13. november 1990 (sag C-308/89, Di Leo, Sml. I, s. 4185) og fandt, at Bernini som barn af en vandrende arbejdstager var berettiget til studiestoette. I skrivelsen anfoerer den forelaeggende ret dog, at den oensker en saa omfattende besvarelse som muligt af de "endnu ubesvarede" praejudicielle spoergsmaal. Under retsmoedet oplyste den nederlandske regerings repraesentant desuden, at Bernini havde faaet tildelt og udbetalt den studiestoette, hun havde ansoegt om.

10 Selv om Bernini har faaet tildelt den studiestoette, hun ansoegte om, fremgaar det hverken af den forelaeggende rets skrivelse eller af indlaeggene under retsmoedet, at Bernini har haevet sagen. Heraf foelger, at der stadig verserer en sag for den forelaeggende ret, hvori den skal traeffe en afgoerelse, som en praejudiciel dom kan vaere relevant for.

11 Det tilkommer den nationale retsinstans at bedoemme, om de retsspoergsmaal, tvisten giver anledning til, er relevante, og om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig, for at retten kan afsige dom (jf. bl.a. dom af 21.4.1988, sag 338/85, Pardini, Sml. s. 2041, praemis 8). Det fremgaar af den forelaeggende rets skrivelse, at den finder, at besvarelsen af det tredje og det fjerde spoergsmaal kan udledes af Domstolens praksis, navnlig Domstolens dom af 13. november 1990 (Di Leo). Derimod oensker den de oevrige spoergsmaal besvaret. Det er herefter alene fornoedent at besvare den forelaeggende rets foerste, andet og femte spoergsmaal.

12 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg indgivet til Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

13 Den forelaeggende ret oensker med det foerste spoergsmaal fastslaaet, om en statsborger fra en medlemsstat, der som led i en faglig uddannelse har arbejdet som praktikant i en anden medlemsstat, skal anses for vandrende arbejdstager i henhold til EOEF-Traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68.

14 Indledningsvis bemaerkes, at arbejdstagerbegrebet ifoelge fast praksis er et faellesskabsretligt begreb, som ikke maa fortolkes snaevert. For at kunne betragtes som arbejdstager skal den paagaeldende udoeve en faktisk og reel beskaeftigelse, hvorved der skal ses bort fra en beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremtraeder som et rent marginalt supplement. Det vaesentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. bl.a. dom af 21.6.1988, sag 197/86, Brown, Sml. s. 3205, praemis 21).

15 Domstolen fastslog i dom af 3. juli 1986 (sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, praemis 19-21), at en person, der som led i en faglig uddannelse har arbejdet som praktikant, skal betragtes som arbejdstager, naar praktikantarbejdet gennemfoeres under de vilkaar, der gaelder for faktisk og reel loennet beskaeftigelse.

16 Det goer herved ingen forskel, at praktikantens produktivitet er lav, at han kun arbejder nogle faa timer om ugen, og at han derfor kun oppebaerer en lille loen (jf. naevnte dom af 3.7.1986, Lawrie-Blum, praemis 21, og dom af 31.5.1989, sag 344/87, Bettray, Sml. s. 1621, praemis 15). Dog skal det bemaerkes, at praktik som led i en faglig uddannelse isaer skal udvikle faglige faerdigheder, hvorfor den nationale ret ved bedoemmelsen af, om det paagaeldende arbejde har karakter af faktisk og reel beskaeftigelse, blandt andet ogsaa kan undersoege, om den paagaeldende har arbejdet et tilstraekkeligt antal timer til at blive fortrolig med arbejdet.

17 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at en statsborger fra en medlemsstat, der som led i en faglig uddannelse har arbejdet i en anden medlemsstat, skal betragtes som arbejdstager efter betydningen i EOEF-Traktatens artikel 48 og i forordning nr. 1612/68, saafremt han har praesteret ydelser mod vederlag, forudsat at beskaeftigelsen var faktisk og reel.

Det andet spoergsmaal

18 Den forelaeggende ret oensker med det andet spoergsmaal fastslaaet, om en vandrende arbejdstager bevarer sin status som arbejdstager og derfor kan goere krav paa de fordele, som er hjemlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, saafremt han frivilligt forlader sit arbejde i modtagerlandet for efter en pause at foelge et fuldtidsstudium, som har en vis forbindelse med hans tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse.

19 For saa vidt angaar stoette i forbindelse med en universitetsuddannelse har Domstolen allerede fastslaaet, at bortset fra tilfaelde af ufrivillig arbejdsloeshed kraeves det for at bevare status som arbejdstager, at det paagaeldende studium har tilknytning til den tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse (dom af 21.6.1988, sag 39/86, Sml. s. 3161, praemis 37). Det tilkommer den nationale ret at bedoemme, om der er en forbindelse mellem den i modtagermedlemsstaten tidligere udoevede erhvervsmaessige beskaeftigelse og det paagaeldende studium, hvorved det er uden betydning, om beskaeftigelsen har vaeret afbrudt af undervisning eller omskoling eller andre foranstaltninger med henblik paa den paagaeldendes genindtraeden paa arbejdsmarkedet. Den nationale ret skal herved tage hensyn til de forskellige omstaendigheder, der har betydning for bedoemmelsen, herunder indholdet af og forskellene mellem de udoevede former for beskaeftigelse, og hvor lang pausen er mellem beskaeftigelsens ophoer og studiets paabegyndelse.

20 Med hensyn til den danske regerings argument om, at en arbejdstager, som forlader modtagermedlemsstaten for at studere i den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, ikke kan paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, bemaerkes, at naar en medlemsstat giver indenlandske arbejdstagere stoette til at foelge undervisning i en anden medlemsstat, maa denne mulighed derfor ogsaa gaelde for faellesskabsarbejdstagere, der er bosat paa dens omraade (jf. dom af 27.9.1988, sag 235/87, Matteuci, Sml. s. 5589, praemis 16). Det fremgaar af den tidligere naevnte dom af 13. november 1990 (Di Leo), at det i den forbindelse er uden betydning, at uddannelsen gennemfoeres i den stat, hvor den paagaeldende er statsborger.

21 Den forelaeggende rets andet spoergsmaal maa derfor besvares med, at en vandrende arbejdstager, som frivilligt forlader sit arbejde for efter en pause at foelge et fuldtidsstudium i det land, hvor han er statsborger, bevarer sin status som arbejdstager, saafremt der er forbindelse mellem hans tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse og det paagaeldende studium.

Det femte spoergsmaal

22 Den forelaeggende ret oensker med sit femte spoergsmaal fastslaaet, om tildeling af studiestoette til en vandrende arbejdstagers barn udgoer en social fordel for arbejdstageren som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, naar arbejdstageren fortsat forsoerger barnet. I bekraeftende fald oensker den klarlagt, om barnet i medfoer af samme bestemmelse kan goere et selvstaendigt krav paa studiestoette gaeldende, saafremt den nationale lovgivning bestemmer, at studiestoette ydes direkte til den studerende, og om barnets bopael i den forbindelse er af betydning, naar der ikke stilles krav om bopael for indenlandske arbejdstageres boern.

23 Indledningsvis bemaerkes, at stoette, der tildeles den studerende til underhold og uddannelse, for at vedkommende kan foelge en universitetsuddannelse, som giver ham faglige kvalifikationer, for den studerende udgoer en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 (jf. bl.a. den naevnte dom af 21.6.1988, Lair, praemis 23).

24 Det maa derfor undersoeges, om tildeling af saadan stoette til en arbejdstagers barn for denne arbejdstager udgoer en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, naar arbejdstageren fortsat forsoerger barnet.

25 Det fremgaar af Domstolens dom af 20. juni 1985 (sag 94/84, Deak, Sml. s. 1873), at en vandrende arbejdstager kan paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 for at opnaa sociale ydelser, som modtagermedlemsstatens lovgivning hjemler indenlandske arbejdstageres boern (praemis 24). Ydelserne udgoer dog kun en social fordel for arbejdstageren i denne bestemmelses forstand, for saa vidt som han fortsat forsoerger barnet (jf. dom af 8.6.1987, sag 316/85, Lebon, Sml. s. 2811, praemis 13).

26 Den forelaeggende ret oensker dernaest klarlagt, om arbejdstagerens barn i medfoer af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 kan goere et selvstaendigt krav paa studiestoette gaeldende. Herved bemaerkes, at det fremgaar af den naevnte dom af 8. juni 1987 (Lebon), at familiemedlemmer, som arbejdstageren forsoerger, indirekte nyder den ligebehandling, som arbejdstageren er hjemlet. Heraf foelger, at naar en stoette, der ydes til en vandrende arbejdstagers barn, udgoer en social fordel for den vandrende arbejdstager, kan barnet selv paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, for at opnaa denne stoette, saafremt stoetten ifoelge national lovgivning ydes direkte til den studerende.

27 Den forelaeggende ret oensker endelig fastslaaet, om studiestoette som en social fordel kan betinges af, at faellesskabsarbejdstagerens barn bor paa den paagaeldende medlemsstats omraade, naar den samme betingelse ikke stilles for indenlandske arbejdstageres boern.

28 Hertil skal blot bemaerkes, at princippet om ligebehandling i artikel 7 i forordning nr. 1612/68 ogsaa har til formaal at forhindre forskelsbehandling til skade for de efterkommere af en arbejdstager, som forsoerges af denne (jf. naevnte dom af 20.6.1985, Deak, praemis 22). Det foelger heraf, at saafremt den paagaeldende nationale lovgivning ikke indeholder et krav om bopael for indenlandske arbejdstageres boern, kan et saadant krav ikke stilles for faellesskabsarbejdstageres boern.

29 Den forelaeggende rets femte spoergsmaal maa derfor besvares med, at en medlemsstats studiestoette til arbejdstageres boern for en vandrende arbejdstager udgoer en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, naar arbejdstageren fortsat forsoerger barnet. I et saadant tilfaelde kan barnet paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, for at faa studiestoette paa de samme betingelser som indenlandske arbejdstageres boern, og der kan herved navnlig ikke stilles et yderligere krav om bopael for barnet.

Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske, franske, italienske, danske og belgiske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af College van Beroep Studiefinanciering ved kendelse af 22. december 1989, for ret:

1) En statsborger fra en medlemsstat, der som led i en faglig uddannelse har arbejdet i en anden medlemsstat, skal betragtes som arbejdstager efter betydningen i EOEF-Traktatens artikel 48 og i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, saafremt han har praesteret ydelser mod vederlag, forudsat at beskaeftigelsen var faktisk og reel.

2) En vandrende arbejdstager, som frivilligt forlader sit arbejde for efter en pause at foelge et fuldtidsstudium i det land, hvor han er statsborger, bevarer sin status som arbejdstager, saafremt der er forbindelse mellem hans tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse og det paagaeldende studium.

3) En medlemsstats studiestoette til arbejdstageres boern udgoer for en vandrende arbejdstager en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 1612/68, naar arbejdstageren fortsat forsoerger barnet. I et saadant tilfaelde kan barnet paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, for at faa studiestoette paa de samme betingelser som indenlandske arbejdstageres boern, og der kan herved navnlig ikke stilles et yderligere krav om bopael for barnet.