Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 3. oktober 1991. - FEDERATION NATIONALE DU COMMERCE EXTERIEUR DES PRODUITS ALIMENTAIRES OG SYNDICAT NATIONAL DES NEGOCIANTS ET TRANSFORMATEURS DE SAUMON MOD DEN FRANSKE REPUBLIK. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: CONSEIL D'ETAT - FRANKRIG. - STATSSTOETTE - FORTOLKNING AF TRAKTATENS ARTIKEL 93, STK. 3, SIDSTE PKT. - FORBUD MOD AT GENNEMFOERE DE PAATAENKTE FORANSTALTNINGER. - SAG C-354/90.
Samling af Afgørelser 1991 side I-05505
svensk specialudgave side I-00463
finsk specialudgave side I-00495
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Den foreliggende sag boer ses paa baggrund af, at visse medlemsstater vedholdende vaegrer sig ved at efterkomme deres forpligtelser efter statsstoettebestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, 93 og 94. Sagen er forelagt Domstolen af Frankrigs Conseil d' État, som anmoder om en praejudiciel afgoerelse af, hvorledes de nationale retter skal forholde sig, naar der er ydet statsstoette i strid med procedureforskrifterne i artikel 93. Det praejudicielle spoergsmaal er naermere, om "... bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, i Traktaten ... [skal] fortolkes saaledes, at den paalaegger medlemsstaternes myndigheder en forpligtelse, hvis tilsidesaettelse har betydning for gyldigheden af retsakter udstedt til gennemfoerelse af stoetteforanstaltninger, blandt andet under hensyn til, at Kommissionen senere har truffet beslutning om, at stoetteforanstaltningerne er forenelige med faellesmarkedet".
2. Spoergsmaalet er opstaaet under en sag, som er anlagt af Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon (herefter benaevnt under ét "sagsoegerne") med paastand om annullation af en interministeriel bekendtgoerelse af 15. april 1985. Bekendtgoerelsen (herefter benaevnt "den anfaegtede bekendtgoerelse") traadte i kraft paa datoen for sin offentliggoerelse, den 20. april 1985, og indeholdt bestemmelser til gennemfoerelse af dekret nr. 84-1297 af 31. december 1984 om indfoerelse af parafiskale (skattelignende) afgifter til fordel for Comité central des pêches maritimes (Det Centrale Havfiskeriudvalg), de lokale havfiskeriudvalg og Institut français de recherche pour l' exploitation de la mer (Det Franske Forskningsinstitut for Udnyttelse af Havets Ressourcer). Jeg skal senere i fornoedent omfang beskrive baggrunden for disse foranstaltninger.
3. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den anfaegtede bekendtgoerelse er udstedt i strid med Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Foer jeg gennemgaar retsvirkningerne af denne traktatbestemmelse, skal jeg kort beskrive Traktatens statsstoetteregler og proceduren for haandhaevelse af disse regler, for saa vidt dette har relevans for sagen ved den nationale ret.
Traktatens statsstoetteregler
4. Hovedreglen findes i Traktatens artikel 92, stk. 1, som lyder saaledes: "Bortset fra de i denne Traktat hjemlede undtagelser er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne." I artikel 92, stk. 2, opregnes tre forskellige typer af stoetteforanstaltninger, som paa trods af hovedreglen i artikel 92, stk. 1, betragtes som forenelige med faellesmarkedet. I artikel 92, stk. 3, opregnes yderligere fire forskellige typer af stoetteforanstaltninger, som kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet.
5. Det er Kommissionen, som har hovedansvaret for, at artikel 92 overholdes. Ifoelge artikel 93, stk. 1, skal Kommissionen "foretage ... en loebende undersoegelse af de stoetteordninger", som findes i medlemsstaterne. Ifoelge artikel 93, stk. 2, traeffer Kommissionen, saafremt den - efter at have givet de interesserede parter lejlighed til at fremsaette deres bemaerkninger - finder, at en stoette er uforenelig med faellesmarkedet i artikel 92' s forstand, beslutning om, at den paagaeldende stat skal ophaeve eller aendre stoetteforanstaltningen inden en vis frist. Hvis medlemsstaten ikke efterkommer Kommissionens beslutning, kan Kommissionen indbringe sagen direkte for Domstolen.
6. Artikel 93, stk. 3, indeholder en raekke forskrifter, som skal foelges, naar der paataenkes indfoert nye stoetteforanstaltninger, eller allerede bestaaende stoetteforanstaltninger paataenkes aendret. Denne bestemmelse lyder saaledes:
"Kommissionen skal underrettes saa betids om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil. Er Kommissionen af den opfattelse, at det paataenkte er uforeneligt med faellesmarkedet i henhold til artikel 92, ivaerksaetter den uopholdeligt den i stk. 2 fastsatte fremgangsmaade. Den paagaeldende medlemsstat maa ikke gennemfoere de paataenkte foranstaltninger, foer den naevnte fremgangsmaade har foert til endelig beslutning."
7. I dommen i sag 120/73, Lorenz mod Tyskland (Sml. 1973, s. 1471, praemis 3), udtalte Domstolen foelgende:
"Ved at erklaere, at Kommissionen skal underrettes om paataenkte stoetteforanstaltninger eller aendring heraf 'saa betids, at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil' , har Traktatens faedre villet give denne institution en overvejelses- og undersoegelsesfrist af tilstraekkelig laengde til, at den kan danne sig en foerste opfattelse vedroerende de meddelte foranstaltningers stoerre eller mindre forenelighed med Traktaten;
foerst naar Kommissionen har faaet mulighed for at danne sig denne mening, er den i det tilfaelde, hvor den anser det paataenkte for uforeneligt med faellesmarkedet, forpligtet til uopholdeligt at indlede den i artikel 93, stk. 2, omhandlede formelige fremgangsmaade og at give medlemsstaterne en frist til at udtale sig."
Domstolen fastslog herefter, at selv om Kommissionen skal raade over en passende frist til at kunne danne sig en foreloebig opfattelse af, om de anmeldte stoetteforanstaltninger er forenelige med Traktaten, skal den dog tage stilling inden for en rimelig frist, da den paagaeldende medlemsstat kan taenkes at ville indfoere stoetten som en hasteforanstaltning. Ud fra en analogi med Traktatens artikel 173 og 175 fastsatte Domstolen som udgangspunkt fristen herfor til to maaneder, og den fastslog, at hvis denne frist er udloebet, uden at Kommissionen har taget stilling, kan medlemsstaten gennemfoere den paataenkte stoetteforanstaltning, forudsat at den giver Kommissionen forudgaaende underretning herom. Domstolen tilfoejede, at saafremt Kommissionen efter sin indledende undersoegelse naar til det resultat, at stoetteforanstaltningen er forenelig med Traktaten, skal den give medlemsstaten meddelelse herom, men er ikke paa dette stadium forpligtet til at traeffe en beslutning i Traktatens artikel 189' s forstand. Dette er foerst noedvendigt ved afslutningen af den kontradiktoriske procedure i henhold til artikel 93, stk. 2.
8. I flere andre domme, som blev afsagt samme dag som dommen i Lorenz-sagen, traf Domstolen tilsvarende afgoerelser, jf. sag 121/73, Markmann mod Tyskland (Sml. s. 1495), sag 122/73, Nordsee mod Tyskland (Sml. s. 1511), og sag 141/73 Lohrey mod Tyskland (Sml. s. 1527). En raekke af de betragtninger, som Domstolen lagde til grund i disse afgoerelser, er siden blevet gentaget i sag 84/82, Tyskland mod Kommissionen (Sml. 1984, s. 1451).
9. De nationale domstole har en vigtig, om end subsidiaer funktion ved anvendelsen af Traktatens bestemmelser om statsstoette. De har saaledes ikke kompetence til at afgoere, om stoetteforanstaltninger er forenelige med faellesmarkedet i artikel 92' s forstand, men kan dog "vaere noedt til at fortolke og anvende det i artikel 92 omhandlede stoettebegreb for at fastslaa, om en statslig foranstaltning, som er indfoert uden iagttagelse af den forudgaaende kontrolprocedure efter artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret underkastet denne procedure", jf. dommen i sag 78/76, Steinike & Weinlig mod Tyskland (Sml. 1977, s. 595, praemis 14). Problemet om de nationale domstoles kompetence til at anvende artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er rejst i den forelaeggende rets spoergsmaal og behandles nedenfor.
Baggrunden for den anfaegtede bekendtgoerelse
10. For at forklare hvorfor sagsoegerne paaberaaber sig artikel 93, stk. 3, sidste punktum, skal jeg kort beskrive baggrunden for den anfaegtede bekendtgoerelse. Igennem en aarraekke blev der foert forhandlinger mellem den franske regering og Kommissionen om, hvorvidt forskellige typer af stoetteforanstaltninger til virksomheder inden for fiskerisektoren var forenelige med Traktaten. Ved skrivelse af 15. juni 1982 meddelte Kommissionen de franske myndigheder, at den havde besluttet at lade en i forvejen verserende undersoegelse, som var ivaerksat i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, udvide til at omfatte visse aspekter af de naevnte stoetteforanstaltninger, samt at ivaerksaette en ny undersoegelse vedroerende visse andre aspekter. I begyndelsen af 1984 tilsendte de franske myndigheder derpaa Kommissionen en skrivelse om en fransk institution ved navn Fonds d' intervention et d' organisation du marché des produits de la pêche maritime et des culture marines (Interventions- og Markedsordningsfonden for Fiskerivarer og Havbrug, herefter benaevnt "FIOM") og om institutionens organisation, finansiering og virksomhed. Institutionens funktioner omfattede ogsaa prisstoette, produktionsstyring, udfoerelse af handelsundersoegelser samt udbetaling af en ydelse til fiskere, som forhindres i at arbejde paa grund af vejrforholdene.
11. Ved skrivelse af 27. juli 1984 meddelte Kommissionen de franske myndigheder, at den havde besluttet at ivaerksaette en saerskilt undersoegelse i henhold til artikel 93, stk. 2, vedroerende FIOM' s virksomhed og gav den franske regering en frist til at fremsaette sine bemaerkninger. Der var saerlig to forhold i forbindelse med FIOM' s virksomhed, som Kommissionen naerede betaenkelighed ved. For det foerste skulle FIOM' s virksomhed i vid udstraekning komme franske produkter og franske producenter til gode, men finansieringen skulle delvis ske ved hjaelp af en parafiskal afgift paa indfoerslerne. For det andet fandt Kommissionen, at FIOM' s markedsstoette var uforenelig med EF' s forskrifter om den faelles markedsordning for fiskerivarer.
12. De franske myndigheder gav efterfoelgende Kommissionen meddelelse om en raekke aendringer i bestemmelserne vedroerende FIOM. Navnlig skulle afgiftssatsen for indfoersler fremover vaere lavere end afgiftssatsen for franske produkter, og afgiftsprovenuet skulle anvendes til finansiering af generelle foranstaltninger og til fremme af brugen af fiskerivarer, uanset disses oprindelse. AEndringerne blev gennemfoert ved dekret nr. 84-1297 og den anfaegtede bekendtgoerelse, som begge blev tilsendt Kommissionen den 14. juni 1985 gennem Frankrigs Faste Repraesentation ved De Europaeiske Faellesskaber. Ved skrivelse af 25. oktober 1985 meddelte Kommissionen derpaa de franske myndigheder, at den indstillede den procedure, som var ivaerksat vedroerende FIOM i henhold til artikel 93, stk. 2, bortset fra visse aspekter af FIOM' s virksomhed, som ikke er omtvistet under naervaerende sag for den nationale ret. Kommissionen erklaerede ikke udtrykkeligt i skrivelsen, at den betragtede de aspekter, for hvilke den indstillede proceduren, for at vaere forenelige med faellesmarkedet, men skrivelsen synes at vaere blevet fortolket paa denne maade af den nationale ret. Den 9. oktober 1985 havde Kommissionen vedtaget en beslutning om de oevrige aspekter af FIOM' s virksomhed, som var omfattet af den ivaerksatte undersoegelse, og disse blev ved beslutningen fundet uforenelige med faellesmarkedet og paalagt ophaevet. Beslutningen blev dog foerst offentliggjort den 23. maj 1986, jf. beslutning 86/186/EOEF (EFT L 136, s. 55).
13. For fuldstaendighedens skyld skal jeg naevne to processuelle problemer. Jeg skal goere det kort, da jeg ikke anser det for noedvendigt at loese dem under naervaerende sag. For det foerste er det ikke blevet gjort gaeldende under sagen, at Kommissionens skrivelse af 25. oktober 1985 var uden retsvirkning, jf. dommen i Lorenz-sagen, hvori Domstolen antog, at en undersoegelse i henhold til artikel 93, stk. 2, kun kan afsluttes gennem vedtagelse af en beslutning i artikel 189' s forstand. Paa trods af denne afgoerelse forklarede Kommissionens befuldmaegtigede under den mundtlige forhandling, at Kommissionen kun vedtager udtrykkelige beslutninger, naar den er naaet frem til, at den paagaeldende stoette er uforenelig med faellesmarkedet eller kun er forenelig med faellesmarkedet, saafremt naermere angivne betingelser er opfyldt. Baade den forelaeggende ret og Kommissionen anser imidlertid tilsyneladende skrivelsen af 25. oktober 1985 som en beslutning i artikel 189' s forstand. Kommissionen har fundet stoette for dette synspunkt i dommen i sag 169/84, Cofaz mod Kommissionen (Sml. 1986, s. 391), hvori Domstolen anerkendte, at en beslutning, som traeffes under et moede i Kommissionen, om at afslutte en undersoegelse i henhold til artikel 93, stk. 2, og som meddeles den paagaeldende medlemsstat ved en skrivelse, kan tages under paakendelse i medfoer af Traktatens artikel 173. Der kan imidlertid opstaa det spoergsmaal, om der i praksis behoever vaere nogen formel forskel mellem en meddelelse, som gives ved afslutningen af en indledende undersoegelse, og som gaar ud paa, at stoetten er forenelig med Traktaten - hvilket ifoelge dommen i Lorenz-sagen ikke behoever at ske i form af en beslutning i artikel 189' s forstand - og en beslutning, som traeffes ved afslutningen af den kontradiktoriske procedure, og som ifoelge Domstolen skal have form af en beslutning i artikel 189' s forstand. Da gyldigheden af Kommissionens skrivelse imidlertid ikke er blevet anfaegtet, er jeg for mit vedkommende under denne sag indstillet paa at anerkende, at det synspunkt, som den forelaeggende ret og Kommissionen har indtaget, er korrekt.
14. Det andet problem er, at det ikke helt klart fremgaar af sagens akter, om det maa laegges til grund, at Kommissionen modtog underretning om samtlige aspekter af de i denne sag omhandlede stoetteforanstaltninger. Det fremgaar saaledes af den foerste betragtning til beslutning 86/186, at den franske regering "underrettede ... Kommissionen om, at den havde til hensigt at yde forskellige former for stoette til virksomheder, der driver havfiskeri", men senere i betragtningerne (jf. s. 60) udtales det, at Kommissionen foerst blev underrettet om visse aspekter af FIOM' s virksomhed paa et tidspunkt, hvor stoetteforanstaltningerne var blevet gennemfoert og efter, at Kommissionen flere gange havde anmodet derom. Dette er en gentagelse af en kritik, som var kommet til udtryk i Kommissionens skrivelse af 27. juli 1984, hvori denne haevdede, at de oplysninger, som den havde modtaget vedroerende FIOM fra de franske myndigheder, var ufuldstaendige, fragmentariske og fremsendt for sent. Da Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, imidlertid har samme retsvirkning under de foreliggende omstaendigheder, uanset om den paataenkte stoette er anmeldt eller ej, finder jeg det ikke noedvendigt at gaa naermere ind paa dette spoergsmaal.
Retsvirkningen af bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum
15. Som tidligere anfoert, traadte den anfaegtede bekendtgoerelse om gennemfoerelse af dekret nr. 84-1297 i kraft den 20. april 1985, dvs. et godt stykke tid foer Kommissionen fremsendte sin skrivelse af 25. oktober 1985, hvorved den afsluttede proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2. Dette betyder, at Frankrig tilsidesatte sin forpligtelse efter artikel 93, stk. 3, sidste punktum, til at undlade at ivaerksaette foranstaltningerne, indtil proceduren var afsluttet med en endelig beslutning. Den nationale ret oensker paa denne baggrund oplyst, hvilke retsvirkninger det eventuelt har, at denne forpligtelse er tilsidesat, naar Kommissionen senere har fundet, at foranstaltningerne er forenelige med faellesmarkedet.
16. Indtil for nylig kunne svaret paa dette spoergsmaal synes at vaere temmelig klart. I dommen i Lorenz-sagen udtalte Domstolen foelgende:
"Det i artikel 93, stk. 3, sidste pkt., indeholdte gennemfoerelsesforbud har umiddelbar virkning og giver de enkelte rettigheder, som skal beskyttes af de nationale domsmyndigheder.
Den umiddelbare virkning udstraekkes til hele det tidsrum, hvor forbuddet er gaeldende.
Forbuddets umiddelbare virkning udstraekkes til enhver stoette, som skulle blive gennemfoert uden underretning herom, eller som i tilfaelde af underretning ydes i den indledende fase eller - hvis Kommissionen ivaerksaetter den kontradiktoriske fremgangsmaade - foer vedtagelsen af den endelige beslutning." (Praemis 8).
17. Dette aspekt af Domstolens dom i Lorenz-sagen forudskikkes til en vis grad allerede i dommen i sag 6/64, Costa mod Enel (Sml. 1954-1964, s. 531), og det gentages i den naevnte dom i sagen Steinike & Weinlig. Som jeg anfoerte i punkt 37 i mit forslag til afgoerelse i sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, "Boussac"-sagen (Sml. 1990 I, s. 307), maa disse domme efter min opfattelse forstaas paa den maade, at saafremt forbuddet i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, overtraedes - det vaere sig fordi der ivaerksaettes nye stoetteforanstaltninger, uden at der gives underretning, eller allerede anmeldte stoetteforanstaltninger gennemfoeres, inden Kommissionen har godkendt dem - er de nationale domstole forpligtet til at haandhaeve forbuddet i sager, som anlaegges af en beroert part. Foelgelig maa de nationale domstole kende enhver foranstaltning ulovlig, som er truffet i strid med artikel 93, stk. 3, sidste punktum, og stille alle retsmidler, som er noedvendige for at sikre haandhaevelsen af forbuddet i denne traktatbestemmelse, til raadighed.
18. I den foreliggende sag er det imidlertid blevet gjort gaeldende af den franske regering, at dommen i Boussac-sagen, hvoraf de relevante dele kort efter blev gentaget i sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen ("Tubemeuse"-sagen, Sml. 1990 I, s. 959), indirekte indebar en aendring af Domstolens hidtidige praksis vedroerende den direkte virkning af bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Det samme synspunkt har commissaire du gouvernement gjort gaeldende i sit indlaeg for Frankrigs Conseil d' Etat, foer denne forelagde Domstolen det praejudicielle spoergsmaal.
19. I Boussac-sagen havde Kommissionen blandt andet gjort gaeldende, at den er berettiget til at anse en stoetteforanstaltning, som ikke er blevet anmeldt, for ulovlig alene af denne grund, og at den ikke har ret til at efterproeve, om en saadan stoetteforanstaltning er forenelig med faellesmarkedet. Domstolen ville imidlertid ikke anerkende, at den omstaendighed, at en medlemsstat har undladt at anmelde en stoetteforanstaltning, fritager Kommissionen fra forpligtelsen til at undersoege stoettens forenelighed med faellesmarkedet, saa snart den faar kendskab til forholdet.
20. Domstolen antog derimod, at Kommissionen - i tilfaelde hvor en medlemsstat har indfoert eller aendret en stoetteforanstaltning uden at give Kommissionen forudgaaende underretning herom - efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger, ved en midlertidig beslutning kan paalaegge medlemsstaten at suspendere udbetalingen af stoetten, indtil resultatet af undersoegelsen foreligger, og paalaegge medlemsstaten at fremkomme med alle de oplysninger, som er noedvendige for at vurdere, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet. Domstolen tilfoejede, at Kommissionen raader over den samme befoejelse "i tilfaelde af, at der er givet Kommissionen underretning om en stoetteforanstaltning, men vedkommende medlemsstat uden at afvente udfaldet af den i Traktatens artikel 93, stk. 2 og 3, fastlagte procedure gennemfoerer stoetteforanstaltningen i strid med forbuddet i artiklens stk. 3" (jf. dommens praemis 20).
21. Dommen maa forstaas saaledes, at Kommissionen er forpligtet til - for alle paataenkte stoetteforanstaltninger og for alle paataenkte aendringer af stoetteforanstaltninger, som den faar kendskab til - at undersoege, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet, selv om den paagaeldende medlemsstat i strid med artikel 93, stk. 3, sidste punktum, har gennemfoert foranstaltningerne uden at afvente Kommissionens godkendelse. Kommissionen kan ikke erklaere en stoette for ulovlig alene med den begrundelse, at den omhandlede traktatbestemmelse er tilsidesat.
22. Den franske regering har af dommen i Boussac-sagen sluttet, at heller ikke de nationale domstole kan erklaere en stoette for ulovlig, blot fordi bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er tilsidesat. Det Forenede Kongeriges regering, som ikke har afgivet skriftligt indlaeg under sagen, men var repraesenteret under den mundtlige forhandling, har til en vis grad tilsluttet sig denne opfattelse, idet den gentog sin argumentation fra Boussac-sagen om, at en tilsidesaettelse af artikel 93, stk. 3, sidste punktum, ikke uden videre goer stoetteforanstaltningen ulovlig. Den var dog villig til at anerkende, at nationale domstole kan traeffe afgoerelse om foreloebige forholdsregler, hvis dette, i tilfaelde hvor traktatbestemmelsen er tilsidesat, er noedvendigt for at beskytte tredjemands rettigheder, mens Kommissionens undersoegelse staar paa.
23. Jeg er ikke enig i, at dommen i Boussac-sagen maa forstaas paa den maade, at den indebaerer en aendring af Domstolens hidtidige praksis, for saa vidt angaar den direkte virkning af bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum. I mit forslag til afgoerelse i Boussac-sagen foreslog jeg endog, at man under hensyn til, at de nationale domstole kan erklaere en stoetteforanstaltning for ulovlig som truffet i strid med artikel 93, stk. 3, sidste punktum, fortolker Traktaten saaledes, at der tilkommer Kommissionen en tilsvarende befoejelse (jf. forslagets punkt 38). Domstolens afgoerelse om, at der ikke tilkommer Kommissionen en saadan befoejelse, paavirker dog ikke efter min opfattelse de nationale domstoles befoejelser og forpligtelser. Det paahviler Kommissionen at undersoege, om den paataenkte stoetteforanstaltning materielt er forenelig med faellesmarkedet, mens de nationale domstole har til opgave at sikre, at den paataenkte stoetteforanstaltning ikke gennemfoeres, foer Kommissionens undersoegelse er afsluttet.
24. I Boussac-dommen drages der saaledes ikke nogen parallel, men fastslaas tvaertimod en forskel mellem Kommissionens og de nationale domstoles opgaver. Kommissionen er ikke fritaget for at undersoege indholdet af en stoetteforanstaltning, fordi en medlemsstat tilsidesaetter artikel 93, stk. 3, men har tvaertimod et hovedansvar for en saadan undersoegelse. De nationale domstoles rolle er kun at anvende processuelle kriterier, som kan sikre den direkte virkning af bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum. De nationale domstole og Kommissionen har altsaa forskellige opgaver, som dog supplerer hinanden, da befoejelsen for de nationale domstole til at erklaere foranstaltninger ulovlige, saafremt de ikke er anmeldt, eller saafremt de er ivaerksat for tidligt, vil medvirke til at sikre, at medlemsstaterne opfylder deres forpligtelser, og til at lette Kommissionen i dens opgave med at undersoege de paataenkte stoetteforanstaltningers naermere indhold. Dette er begrundelsen for, at de nationale domstole skal haandhaeve bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, under omstaendigheder, hvor Kommissionen maa antages at skulle undersoege, om stoetteforanstaltningen er forenelig med faellesmarkedet.
25. For mig at se fremgaar det derfor klart, at Domstolens dom i Boussac-sagen ikke indebaerer nogen aendring af dens faste praksis vedroerende den direkte virkning af bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Dommen indeholder saaledes ingen udtalelser, der kan forstaas saaledes, at der tilsigtes en aendring af hidtidig praksis. Tvaertimod gentog Domstolen sin tidligere udtalelse fra dommen i de forenede sager 91/83 og 127/83, Heineken Brouwerijen mod Inspecteurs der Vennootschapsbelasting (Sml. 1984, s. 3435, praemis 20), hvori det hedder, at "artikel 93, stk. 3, sidste pkt., [udgoer] en beskyttelse af den kontrolmekanisme, der er indfoert ved denne artikel, og som er vigtig til sikring af faellesmarkedets funktion".
26. I oevrigt ville det efter min opfattelse vaere hoejst uoenskeligt, om Domstolens praksis vedroerende den direkte virkning af bestemmelsen i Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, blev aendret i den foreliggende sag. Som Kommissionen har anfoert, er formaalet med denne traktatbestemmelse at forhindre medlemsstaterne i at gennemfoere paataenkte stoetteforanstaltninger, foer Kommissionen har truffet beslutning om, hvorvidt de er forenelige med faellesmarkedet. Det fremgaar af det talmateriale, som Kommissionen har fremlagt under sagen, at denne praksis fortsat anvendes i uacceptabelt omfang. Traktatbestemmelsen har her den funktion at sikre, at medlemsstaterne overholder Traktatens statsstoettebestemmelser, hvilket er baggrunden for Domstolens udtalelse om, at det vil vaere uacceptabelt, saafremt artikel 93 fortolkes paa en saadan maade, at "den foerer til at beroeve bestemmelserne i stk. 3 deres bindende virkning og endog til at begunstige overtraedelser heraf" (jf. sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709, praemis 15).
27. Som Domstolen antog i Lorenz-dommen, omfatter den direkte virkning af forbuddet i traktatbestemmelsens sidste punktum enhver stoetteforanstaltning, som er blevet gennemfoert uden at vaere anmeldt, og dette gaelder, for saa vidt angaar stoetteforanstaltninger, som er blevet anmeldt, i hele den indledende fase, og, i tilfaelde, hvor Kommissionen ivaerksaetter en kontradiktorisk procedure, helt indtil den endelige beslutning er truffet. I overensstemmelse hermed paahviler det de nationale domstole at drage alle de noedvendige konsekvenser heraf, og at traeffe alle forholdsregler, som efter omstaendighederne er noedvendige for at ophaeve virkningerne af, at bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er blevet tilsidesat. Foelgelig kan de nationale domstole efter omstaendighederne vaere forpligtet til at kende nationale lovregler om ivaerksaettelse af stoetteforanstaltningen ulovlige og traeffe afgoerelse om tilbagebetaling af allerede udbetalt stoette. Saafremt stoetten er finansieret ved afgifter, som paalaegges virksomheder, kan de nationale domstole vaere forpligtet til at bestemme, at afgifterne skal tilbagebetales.
28. Hvad er da retsstillingen, saafremt Kommissionen, inden den nationale ret har truffet sin afgoerelse, erklaerer, at stoetteforanstaltningen materielt er forenelig med faellesmarkedet, selv om den er ulovligt ivaerksat? Efter min opfattelse kan den nationale ret ogsaa i dette tilfaelde vaere forpligtet til at kende de foranstaltninger, som er ivaerksat, foer Kommissionen har taget stilling, ulovlige og drage de noedvendige konsekvenser heraf. Jeg vil her gerne understrege, som anfoert af Kommissionen, at naar der ved afslutningen af en kontradiktorisk procedure er truffet en beslutning af Kommissionen, kan denne ikke have tilbagevirkende kraft og kan derfor ikke afhjaelpe de processuelle mangler, som har betydning for gyldigheden af en national foranstaltning, hvorved en stoette er ivaerksat paa et for tidligt tidspunkt. Dette gaelder efter min opfattelse, uanset om stoetten erklaeres forenelig med faellesmarkedet eller ej, da formaalet med bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er at forhindre medlemsstaterne i at ivaerksaette paataenkte stoetteforanstaltninger, inden Kommissionen har truffet en beslutning. Hvis en overtraedelse af denne traktatbestemmelse var uden retsvirkning i det tilfaelde, hvor Kommissionen senere naar frem til, at stoetten er forenelig med faellesmarkedet, ville medlemsstaterne blive tilskyndet til ikke at afvente resultatet af Kommissionens undersoegelse, da de derved ville kunne gennemfoere stoetteforanstaltningerne hurtigere. Dette ville i vaesentlig grad svaekke proceduren for haandhaevelse af Traktatens statsstoettebestemmelser og ville give de virksomheder, som har modtaget stoetten, en uberettiget fordel. De nationale domstole er derfor principielt forpligtet til at paase, at al stoette, som ydes paa for tidligt et tidspunkt, betales tilbage. Saafremt det er noedvendigt at give en virksomhed tilladelse til at beholde en saadan stoette, og det sker paa den maade, at stoetten modregnes i en anden stoette, som senere ivaerksaettes, og som er fundet forenelig med faellesmarkedet, kan det efter omstaendighederne vaere noedvendigt at foretage en justering for at udligne de konkurrencefordele, som den paagaeldende virksomhed ellers ville faa paa grund af det for tidligt udbetalte beloeb.
29. For mig at se er det klart, at en kommissionsbeslutning, hvorved en paataenkt stoetteforanstaltning erklaeres forenelig med faellesmarkedet, ikke kan siges at skabe en berettiget forventning om, at en allerede udbetalt stoette er lovlig. Kommissionen offentliggjorde en meddelelse i EF-Tidende i 1983 (EFT C 318, s. 6), hvori den advarede potentielle stoettemodtagere om, at stoetten eventuelt maatte betales tilbage, saafremt den skulle vise sig at vaere ulovligt udbetalt. Endvidere fremgaar det af Domstolens dom i sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland (Sml. 1990 I, s. 3437), at under hensyn til de vaesentlige befoejelser, som er tillagt Kommissionen efter Traktatens artikel 93, kan stoettemodtagere som hovedregel ikke have en berettiget forventning om, at stoetten er lovlig, medmindre procedureforskrifterne i artikel 93 er overholdt. Domstolen fremhaevede i den forbindelse, at en paapasselig erhvervsdrivende normalt vil have mulighed for at forvisse sig om, at disse procedureforskrifter er blevet overholdt.
30. Domstolen udelukkede dog ikke, at en stoettemodtager, som har oppebaaret en ulovligt udbetalt stoette, under visse omstaendigheder vil kunne goere gaeldende at have haft en berettiget forventning om, at stoetten var lovlig, og dermed modsaette sig, at den tilbagesoeges. Domstolen fastslog imidlertid udtrykkeligt, at dette kun kan ske, saafremt der foreligger ekstraordinaere omstaendigheder. Det tilkommer de nationale domstole at efterproeve, om der foreligger saadanne omstaendigheder, hvorved de i givet fald kan indhente vejledning herom hos Domstolen ved en praejudiciel forelaeggelse i medfoer af Traktatens artikel 177.
31. Domstolen tilfoejede, at en medlemsstat, som har ydet stoette i strid med procedureforskrifterne i artikel 93, ikke selv kan paaberaabe sig, at stoettemodtageren har haft en berettiget forventning om at kunne beholde stoetten, som begrundelse for ikke at gennemfoere en kommissionsbeslutning, der indeholder et paalaeg om stoettens tilbagebetaling. Saafremt man anerkendte dette, ville man nemlig give de nationale myndigheder mulighed for at paaberaabe sig deres egen ulovlige adfaerd med henblik paa at forhindre den effektive gennemfoerelse af beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af Traktatens statsstoetteregler (jf. ogsaa dom af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433). Dette maa for mig at se tillige indebaere, at en medlemsstat ikke kan paaberaabe sig stoettemodtageres berettigede forventninger som begrundelse for at modsaette sig en afgoerelse fra en national domstol, hvorved en for tidligt udbetalt stoette kraeves tilbagebetalt.
32. Saafremt Kommissionen ved sin endelige beslutning erklaerer de paataenkte stoetteforanstaltninger forenelige med faellesmarkedet, som tilfaeldet er i denne sag, maa jeg dog erkende, at det kan vaere forbundet med en vis ulempe og forsinkelse, hvis en national domstol i mellemtiden kender den ivaerksatte stoette ulovlig, fordi bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, er tilsidesat. Hertil kommer, som Domstolen anerkendte i Lorenz-dommen, at stoetteforanstaltninger ofte traeffes for sektorer, hvor det er noedvendigt at handle hurtigt, saafremt de paataenkte foranstaltninger skal have den oenskede virkning. Paa trods heraf maa det rette middel for medlemsstaterne til at holde ulemper og forsinkelser paa et minimum vaere, at de afholder sig fra at gennemfoere paataenkte eller aendre allerede bestaaende stoetteforanstaltninger, foer Kommissionen har givet sin godkendelse.
33. Jeg deler dog ikke den opfattelse, som er gjort gaeldende af Kommissionen, og hvorefter en medlemsstat, saafremt den oensker at genindfoere en stoetteforanstaltning, som er kendt ulovlig af en national domstol, fordi den er ivaerksat i strid med bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, men som Kommissionen materielt har erklaeret forenelig med faellesmarkedet, skulle vaere noedt til at anmelde stoetteforanstaltningen paa ny. Det er nemlig ikke selve den paataenkte stoette, der i saa fald kendes ulovlig af den nationale domstol, men de nationale foranstaltninger, hvorved den paataenkte stoette ivaerksaettes paa et for tidligt tidspunkt. Den nationale domstols afgoerelse paavirker derfor ikke selve stoetteprojektets gyldighed. Naar Kommissionen altsaa har erklaeret stoetteprojektet foreneligt med faellesmarkedet, kan medlemsstaten ivaerksaette det uden yderligere formaliteter. Det synspunkt, som Kommissionen har gjort gaeldende, ville medfoere unoedvendige procedurekrav. Hertil kommer, at saafremt man antog, at en afgoerelse fra en national domstol, hvorved en national foranstaltning kendes ugyldig som truffet i strid med bestemmelsen i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, skulle bevirke, at selve indholdet, at det stoetteprojekt, som tilsigtedes gennemfoert med den nationale foranstaltning, blev ugyldigt, kunne det haevdes, at en saadan afgoerelse ville fritage Kommissionen for dens forpligtelse til at undersoege de paataenkte foranstaltningers forenelighed med faellesmarkedet, naar den nationale domstol havde truffet sin afgoerelse, inden Kommissionen afsluttede sin undersoegelse. Denne opfattelse, som det kunne taenkes at vaere vanskeligt at afvise, ville imidlertid for mig at se vaere i strid med Domstolens dom i Boussac-sagen.
Forslag til afgoerelse
34. Sammenfattende skal jeg foreslaa, at spoergsmaalet fra Frankrigs Conseil d' État besvares paa foelgende maade:
"1) Bestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat ikke maa ivaerksaette en paataenkt eller aendre en bestaaende stoetteforanstaltning, foer Kommissionen - enten ved afslutningen af den indledende undersoegelse eller, saafremt der gennemfoeres en kontradiktorisk procedure, ved afslutningen af denne - har taget stilling til, om stoetteforanstaltningen er forenelig med faellesmarkedet. Bestemmelsen tillaegger borgerne rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte.
2) Det paahviler foelgelig de nationale domstole at kende enhver foranstaltning ulovlig, som en medlemsstat traeffer i strid med artikel 93, stk. 3, sidste punktum, og at drage alle de noedvendige konsekvenser af ulovligheden.
3) Er en foranstaltning, som en medlemsstat har ivaerksat i strid med artikel 93, stk. 3, sidste punktum, kendt ulovlig, afhjaelpes forholdet ikke ved en efterfoelgende beslutning fra Kommissionen, hvorved stoetten erklaeres forenelig med faellesmarkedet."
(*) Originalsprog: engelsk.