1. 

I nærværende sag spørger Tribunal Fiscai Aduaneiro do Porto Domstolen, hvorvidt den automobilafgift, der er indført ved lovdekret nr. 152 af 10. maj 1989, er forenelig med EØF-traktatens artikel 12 og 95.

Som det fremgår af dette lovdekrets artikel 1, drejer det sig om en særafgift afhængig af cylindervolumen, som er pålagt lette personbiler, herunder køretøjer til blandet brug, til anvendelse ved motorløb og andre køretøjer, der især er bestemt til persontransport, under udelukkelse af motorkøretøjer indrettet til campingbrug. Afgiften er pålagt både nye og brugte importerede køretøjer samt køretøjer, der er samlet eller fremstillet i Portugal og allerede registreret.

2. 

Sagsforholdet, således som det kan udledes af forelæggelseskendelsen og sagens akter, er følgende. Firmaet Automóveis Citroen, med hjemsted i Lissabon, indførte i november 1989 et nyt motorkøretøj af mærket Citroen med et cylindervolumen på 1360 cm3 til Portugal. Toldmyndighederne henførte motorkøretøjet under kategorien let varebil, fordi det var forsynet med en fast adskillelse mellem førerrum og varerum.

Af denne grund blev indførslen ikke pålagt den automobilafgift, som er foreskrevet ved lovdekret nr. 152/89. Importøren var dog forpligtet til ikke at ændre de dele af køretøjets indretning, som er afgørende for dets afgiftsmæssige klassificering som let varebil under straf af bøde på mellem 10000 og 10000000 ESC for toldmæssigt bedrageri.

Motorkøretøjet blev senere, inden den 31. december 1981, solgt til et portugisisk firma, der lod det registrere som let varebil.

Den 20. juli 1990 optog Polícia de Segurança Pública en rapport på grund af toldmæssigt bedrageri mod Lourenço Dias, som er ansat ved nævnte firma, og som førte motorkøretøjet, idet den faste adskillelse mellem førerrum og varerum var blevet fjernet.

3. 

Efter at være blevet pålagt en bøde på 200000 ESC anlagde Lourenço Dias sag ved Tribunal Fiscal Aduaneiro med påstand om annullation af den trufne foranstaltning; den nationale ret, der nærer tvivl med hensyn til lovdekret nr. 152/89's forenelighed med fællesskabsretten, har forelagt Domstolen følgende otte præjudicielle spørgsmål:

4. 

Jeg skal for det første anføre, at den portugisiske regering, anklagemyndigheden ved Tribunal Fiscai Aduaneiro og i mindre omfang Kommissionen har udtrykt alvorlig tvivl om de forelagte spørgsmåls relevans.

Jeg mener, at disse forbehold, bortset fra det ottende spørgsmål, der under alle omstændigheder må omformuleres, og som jeg senere skal drøfte, er fuldt ud berettiget. Under hensyn til sagens faktum forstår man faktisk ikke, hvorledes svaret på de således formulerede spørgsmål kan være til nogen nytte for den forelæggende ret ved afgørelsen af den verserende tvist; man får faktisk det indtryk, at Domstolen anmodes om i generelle og abstrakte vendinger at afsige dom om de portugisiske retsforskrifters forenelighed med fællesskabsretten, herunder i forbindelse med en gennemgang af nationale retsforskrifter, der ikke har nogen sammenhæng med tvistens genstand, og som derfor overskrider Domstolens kompetence i henhold til EF-traktatens artikel 177.

Jeg skal bemærke, at den præjudicielle procedure, som det fremgår af ordlyden af EØF-traktatens artikel 177, og som Domstolen endvidere selv har udtalt, er et samarbejdsinstrument mellem Domstolen og de nationale dommere, som gør det muligt for Domstolen at forsyne dem med de fortolkningselementer vedrørende fællesskabsretten, som er nødvendige for retterne til løsning af de tvister, som de skal afgøre ( 1 ); desuden tillægger artikel 177 ikke Domstolen den opgave at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne ( 2 ).

Desuden har Domstolen i medfør af disse principper dels altid afvist at besvare spørgsmål fra de nationale retter, når den fællesskabsretlige bestemmelse, som er forelagt Domstolen til fortolkning, klart ikke finder anvendelse ( 3 ), dels ofte omformuleret uhensigtsmæssigt affattede, præjudicielle spørgsmål.

Det fremgår endvidere af fast praksis, at inden for rammerne af kompetencefordelingen i henhold til artikel 177 mellem de nationale retter og Domstolen påhviler det den nationale ret, som alene har direkte kendskab til sagens faktiske omstændigheder og til de af parterne fremførte argumenter, og som har ansvaret for den afgørelse, der skal træffes, under fuld kendskab til sagen at bedømme, om de retsspørgsmål, som den for retten indbragte tvist giver anledning til, er relevante, og om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at retten kan afsige dom ( 4 ). Det fremgår endvidere af samme praksis, at såfremt Domstolen får forelagt spørgsmål, der er affattet uhensigtsmæssigt eller på en sådan måde, at de i den form, de har, går ud over rammerne for Domstolens beføjelse i henhold til artikel 177, kan den dog af alt det materiale, der er fremlagt af den nationale ret, udlede de fællesskabsretlige elementer, som under hensyn til sagens genstand nødvendiggør en fortolkning eller bedømmelse af gyldigheden ( 5 ).

5. 

Efter disse indledende bemærkninger skal jeg kort angive grundene til, at jeg skal foreslå Domstolen at undlade at besvare næsten alle de spørgsmål, der er forelagt af den nationale ret.

Det første spørgsmål vedrører den eventuelle diskriminerende karakter af den portugisiske lovgivning for så vidt angår brugte motorkøretøjer indført fra andre medlemsstater. Som jeg har anført, drejer det sig i den foreliggende sag om et motorkøretøj, der er importeret som nyt, hvorfor Lourenço Dias' stilling i tvisten i hovedsagen ikke på nogen måde vil blive ændret som følge af en eventuel konstatering af, at den pågældende lovgivning er diskriminerende i forhold til brugte motorkøretøjer.

Det samme gælder for det andet og tredje spørgsmål, såfremt man tager hensyn til den omstændighed, at det pågældende motorkøretøj har et cylindervolumen på 1360 m3, mens den forelæggende ret — således som det klart fremgår af forelæggelseskendelsens begrundelse — spørger om, hvorvidt den skærpede afgiftspligt for motorkøretøjer med et cylindervolumen på over 1750 cm3 er i strid med fællesskabsretten, og understreger, at de pågældende retsforskrifter favoriserer modeller med et cylindervolumen på mellem 801 og 1500 cm3.

Jeg mener imidlertid, at det er ganske klart — også selv om Domstolen skulle fastslå, at den pågældende portugisiske lovgivning er uforenelig med traktatens artikel 95, for så vidt som den straffer importerede motorkøretøjer med et cylindervolumen på over 1500 m3 eller 1750 cm3 — at en sådan konstatering er uden følger for opkrævning af afgift af motorkøretøjer med mindre cylindervolumen.

Jeg mener derfor, at det følger heraf, at Domstolen ikke bør besvare disse spørgsmål, men højst — for at give et udtømmende svar — kan henvise til de kriterier, der er fastsat i praksis vedrørende progressive afgiftsordninger, under henvisning til den særlige afgift, der er genstand for sagen, dvs. afgiften på motorkøretøjer med et cylindervolumen på 1360 cm3.

Det fjerde, femte og sjette spørgsmål vedrører dernæst betingelserne for opkrævning af afgift og de toldformaliteter, som er foreskrevet i portugisisk ret.

Også her må det imidlertid fremhæves, at det pågældende motorkøretøj er blevet indført under fritagelse for automobilafgift, idet denne først forfaldt efter motorkøretøjets ombygning og på samme betingelser, som ville være blevet anvendt på et motorkøretøj fremstillet i Portugal; også i dette tilfælde vil den eventuelle konstatering af, at betingelserne for opkrævning af afgift på indførselstidspunktet er diskriminerende, klart ikke være til nogen nytte for afgørelsen af den tvist, der verserer for Tribunal Fiscai Aduaneiro.

Tilsvarende betragtninger gælder også for det syvende spørgsmål, hvorved den forelæggende ret rejser problemet om lovligheden af bestemmelserne i lovdekret nr. 152/89 om ældre motorkøretøjer.

6. 

I lyset af disse konstateringer og under hensyn til de elementer, som den nationale ret har fremlagt, og som fremgår af sagens akter, mener jeg, at Domstolen kun behøver at tage stilling til det problem, som rejses med det ottende spørgsmål fra den nationale ret, nemlig spørgsmålet vedrørende kvalificeringen af afgiften som en afgift med tilsvarende virkning efter traktatens artikel 9 og 12 eller som en intern afgift efter artikel 95 ( 6 ).

Jeg skal for det første anføre, således som det fremgår af Domstolens faste praksis ( 7 ), at samme afgift ikke i henhold til traktatens ordning samtidig kan tilhøre kategorien afgifter med tilsvarende virkning som told efter traktatens artikel 9, 12 og 13, og kategorien interne afgifter efter artikel 95, eftersom artikel 9 og 12 forbyder medlemsstaterne at opkræve told ved ind- og udførsel eller afgifter med tilsvarende virkning, mens artikel 95 begrænser sig til at forbyde interne afgifter, der har en diskriminerende funktion i forhold til produkter fra andre medlemsstater.

Nærmere bestemt beror det væsentlige kendetegn ved en afgift med tilsvarende virkning som told, som adskiller den fra en intern afgift, på den omstændighed, at førstnævnte udelukkende rammer det indførte produkt som sådan, mens sidstnævnte både rammer indførte og indenlandsk fremstillede produkter.

Endelig fremgår det af Domstolens praksis, at en afgift, der rammer et produkt, som er indført fra en anden medlemsstat, når der ikke findes en tilsvarende indenlandsk produktion, ikke udgør en afgift med tilsvarende virkning, men en intern afgift efter traktatens artikel 95, såfremt den er et led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af varer, uanset disses oprindelse.

7. 

Såfremt man undersøger de pågældende retsforskrifter i lyset af det nævnte princip, må det fastslås, at automobilafgiften finder anvendelse uden forskel både på motorkøretøjer, som er samlet eller fremstillet i Portugal, og på motorkøretøjer, som importeres, både nye og brugte, på grundlag af cylindervolumen, for hvilke der er fastsat værdier udtrykt i kubikcentimeter, og som derfor i princippet frembyder sådanne særegenheder, at afgiften i lyset af Domstolens praksis kan anses for en intern afgift efter traktatens artikel 95.

Modsat den forelæggende rets antagelse fremgår det desuden af oplysningerne fra den portugisiske automobilindustri (hvilke oplysninger ikke bestrides af Kommissionen), at den indenlandske automobilproduktion (fremstillede eller samlede motorkøretøjer) ikke er fuldstændig ubetydelig.

Under hensyn hertil mener jeg derfor, at ovennævnte spørgsmål bør besvares med, at en afgift, der betegnes som automobilafgift, der rammer både importerede og indenlandsk fremstillede produkter, ikke udgør en afgift med tilsvarende virkning som told ved indførsel efter traktatens artikel 9 og 12, såfremt den er led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af varer, uanset disses oprindelse; den har snarere karakter af en intern afgift efter traktatens artikel 95.

8. 

Med hensyn til sidstnævnte bestemmelse er det tilstrækkeligt at anføre, dels at det fremgår af Domstolens praksis, at medlemsstaterne på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin i princippet frit kan indføre en afgiftsordning for produkter som motorkøretøjer, hvis satser stiger progressivt efter et objektivt kriterium, som f.eks. skattehestekræfter eller cylindervolumen ( 8 ), dels, at i et tilfælde som det foreliggende — hvilket den forelæggende ret selv synes at anerkende, og som det klart fremgår af tabellen i bilaget til lovdekret nr. 152/89 ( 9 )— er den afgift, som opkræves af automobiler med et cylindervolumen på 1360 cm3, ikke af en sådan art, at den har en diskriminerende eller beskyttende virkning.

9. 

I lyset af ovenstående betragtninger skal jeg foreslå, at den nationale ret gives følgende svar:

»En afgift, der betegnes som automobilafgift, og som pålægges importerede og indenlandsk fremstillede varer, udgør ikke en afgift med tilsvarende virkning som en told ved indførsel efter traktatens artikel 9 og 12, såfremt den er led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af varer, uanset disses oprindelse.«