61990C0159

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. De praejudicielle spoergsmaal, som High Court, Dublin (herefter benaevnt "den forelaeggende ret") har forelagt, er rejst i forbindelse med en retssag, som Society for the Protection of Unborn Children Ireland Limited (herefter benaevnt "SPUC" eller "sagsoegeren i hovedsagen") har anlagt mod en raekke personer i deres egenskab af bestyrelsesmedlemmer i foelgende tre studenterorganisationer: Union of Students in Ireland (herefter benaevnt "USI"), University College Dublin Students Union (herefter benaevnt "UCDSU") og Trinity College Dublin Students Union (herefter benaevnt "TCDSU").

Faktiske omstaendigheder og retlig baggrund

2. SPUC er en irsk sammenslutning, der er stiftet for at forhindre afkriminalisering af abort og mere generelt beskytte retten til liv allerede fra undfangelsen.

UCDSU og TCDSU offentliggoer begge en studenteraarbog. Som de tidligere udgaver indeholdt 1989/1990-udgaven af de to aarboeger et kapitel med oplysninger til gravide studenter. Abort er dér beskrevet som en mulighed i forbindelse med en uoensket graviditet. AArboegerne anfoerer i denne sammenhaeng navn, adresse og telefonnummer paa flere klinikker i Det Forenede Kongerige, hvor det er muligt at faa foretaget en svangerskabsafbrydelse under laegekontrol.

USI offentliggoer hver maaned et studentertidsskrift, kaldet "USI News". Navnlig februar 1989-udgaven indeholdt oplysninger om muligheden for at faa foretaget abort i Det Forenede Kongerige, og hvorledes der kan opnaas kontakt med de klinikker, der udfoerer dette indgreb.

3. Tvisten mellem SPUC og bestyrelsesmedlemmerne i studenterorganisationerne skal ses paa baggrund af den irske lovgivning om svangerskabsafbrydelse. I henhold til artikel 58 i Offences Against the Person Act 1861 straffes en gravid kvinde, som ulovligt soeger at fremprovokere en abort, og den der medvirker hertil. I henhold til lovens artikel 59 straffes ligeledes enhver person, som yder ulovlig bistand med henblik herpaa. Bl.a. paa grundlag af disse straffebestemmelser har de irske retter anerkendt det ufoedte barns ret til liv ("the right to life of the unborn") fra undfangelsestidspunktet.

Efter en folkeafstemning i 1983 er det ufoedte barns ret til liv udtrykkeligt fastslaaet i den irske forfatning. Teksten til forfatningens nye artikel 40, stk. 3, tredje afsnit, lyder saaledes:

"The State acknowledges the right to life of the unborn and, with due regard to the equal right to life of the mother, guarantees in its laws to respect, and, as far as practicable, by its laws to defend and vindicate that right."

Den 16. marts 1988 afsagde den irske Supreme Court dom i sagen The Attorney General at the relation of Society for the Protection of Unborn Children (Ireland) Ltd mod Open Door Counselling Ltd og Dublin Wellwoman Centre Ltd (1), hvori det bl.a. fastslaas:

"The court doth declare that the activities of the defendants, their servants or agents in assisting pregnant women within the jurisdiction to travel abroad to obtain abortions by referral to a clinic; by the making of their travel arrangements, or by informing them of the identity and location of and method of communication with a specified clinic or clinics are unlawful, having regard to the provisions of Article 40.3.3. of the Constitution." (Min understregning).

4. I september 1989 gjorde SPUC de ovenfor naevnte studenterorganisationer opmaerksom paa Supreme Court' s dom og anmodede dem om at forpligte sig til ikke at offentliggoere navn, adresse og telefonnummer paa klinikker, der udfoerer abort, i deres publikationer i det akademiske aar 1989/1990. Studenterorganisationerne paatog sig ikke denne forpligtelse.

Den 25. september 1989 indstaevnede SPUC repraesentanterne for de tre studenterorganisationer (herefter benaevnt "de sagsoegte i hovedsagen") for High Court med henblik paa at faa fastslaaet, at enhver offentliggoerelse af de ovennaevnte oplysninger er uforenelig med forfatningens artikel 40, stk. 3, tredje afsnit. Samtidig indgav SPUC begaering til samme ret om - forinden der traeffes realitetsafgoerelse i sagen - at faa nedlagt et foreloebigt forbud mod offentliggoerelse af saadanne oplysninger.

Under sagen om nedlaeggelse af forbud har de sagsoegte i hovedsagen gjort gaeldende, at gravide kvinder, der bor i Irland, i henhold til faellesskabsretten har ret til at rejse til en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse er tilladt, for at faa foretaget abort i en laegelig institution i dette land. De har ligeledes anfoert, at denne frihed i henhold til faellesskabsretten ogsaa medfoerer ret for de paagaeldende kvinder til i Irland at indhente oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa de klinikker i andre medlemsstater, hvor svangerskabsafbrydelse foretages. De har endelig gjort gaeldende, at den ret til oplysning, som gravide kvinder, der bor i Irland, har, ogsaa indebaerer, at studenterorganisationerne paa grundlag af faellesskabsretten kan udbrede saadanne oplysninger i Irland.

Den 11. oktober 1989 afsagde High Court kendelse om at forelaegge Domstolen flere praejudicielle spoergsmaal, der paa dette tidspunkt endnu ikke var formuleret. High Court tog imidlertid ikke stilling til det af SPUC kraevede forbud mod offentliggoerelse. Denne appellerede afgoerelsen til Supreme Court, der den 19. december 1989 nedlagde det begaerede forbud mod offentliggoerelse, indtil der kunne traeffes realitetsafgoerelse i sagen. Supreme Court aendrede i oevrigt ikke High Court' s afgoerelse om at forelaegge praejudicielle spoergsmaal for Domstolen. Den gav imidlertid parterne tilladelse til at indgive begaering til High Court om aendring af forbuddet mod offentliggoerelse i lyset af Domstolens afgoerelse vedroerende de praejudicielle spoergsmaal.

5. Efter at Supreme Court havde afsagt denne dom, besluttede High Court den 5. marts 1990 i forlaengelse af dens kendelse af 11. oktober 1989 at forelaegge Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er organisering eller faktisk udfoerelse af abort eller laegelig afbrydelse af svangerskab omfattet af definitionen af 'tjenesteydelser' i EOEF-Traktatens artikel 60?

2) Kan en medlemsstat i mangel af foranstaltninger vedroerende indbyrdes tilnaermelse af medlemstaternes lovgivning om organisering eller faktisk udfoerelse af abort eller laegelig afbrydelse af svangerskab forbyde udbredelse af konkrete oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa én eller flere klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse foretages?

3) Har en person i medlemsstat A i henhold til faellesskabslovgivningen ret til at udbrede oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa én eller flere klinikker i medlemsstat B, hvor svangerskabsafbrydelse foretages, naar foretagelse af abort er forbudt ifoelge baade forfatningen og straffeloven i medlemsstat A, men er lovlig under visse betingelser i medlemsstat B?"

Domstolens kompetence

6. Kommissionen har i sine indlaeg anfoert, at det ikke er klart, om High Court har forelagt de praejudicielle spoergsmaal som et led i behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler eller i forbindelse med hovedsagen.

Jeg er som Kommissionen af den opfattelse, at til trods for Pardini-dommen (2) er denne usikkerhed ikke af en saadan karakter, at der kan saettes spoergsmaalstegn ved Domstolens kompetence til at besvare de praejudicielle spoergsmaal. Saafremt spoergsmaalene er blevet stillet som et led i behandlingen af hovedsagen, er de uden tvivl relevante for den afgoerelse, som den forelaeggende ret skal traeffe. Det samme er imidlertid tilfaeldet, saafremt de er blevet stillet som et led i behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler. Den begaerede forholdsregel er ganske vist i mellemtiden taget til foelge af Supreme Court, men da denne har givet parterne adgang til at indgive begaering til High Court om - naar den praejudicielle afgoerelse er blevet truffet - at aendre det nedlagte forbud, er en praejudiciel forelaeggelse ogsaa relevant i dette tilfaelde.

7. Sagsoegeren i hovedsagen og den irske regering er af den opfattelse, at der ikke foreligger faellesskabsretlige spoergsmaal under hovedsagen. Den drejer sig nemlig om, hvorvidt de sagsoegte bestyrelsesmedlemmer i studenterorganisationerne har ret til at distribuere de paagaeldende oplysninger til gravide kvinder. Da oplysningerne distribueres gratis, og da de sagsoegte ikke handler som repraesentanter for de abortklinikker, der gives oplysninger om, kan der ikke vaere tale om en oekonomisk virksomhed som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 2. Sagsoegeren og den irske regering tilfoejer, at de sagsoegtes udbredelse af oplysningerne under alle omstaendigheder er begraenset til det irske omraade og saaledes ikke graenseoverskridende, hvorfor Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse.

De sagsoegte i hovedsagen bestrider dette. Som jeg har anfoert ovenfor (punkt 4), mener de i henhold til faellesskabsretten at have en ret til at udbrede oplysninger, som er en naturlig foelge af oplysningsfriheden, der, for saa vidt angaar gravide kvinder, der bor i Irland, foelger af den frihed, de er sikret ved Traktaten, til at modtage laegebehandling i andre medlemsstater. De af de sagsoegte udbredte oplysninger kan derfor ikke ses isoleret fra de oekonomiske ydelser, der praesteres i en anden medlemsstat.

8. De sagsoegtes synspunkt er efter min opfattelse korrekt. Med de forelagte spoergsmaal soeger den forelaeggende ret at faa praeciseret, om den virksomhed, der udfoeres af klinikker, der foretager abort, er tjenesteydelser som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 60, og i bekraeftende fald om Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det er forbudt at udbrede oplysninger om svangerskabsafbrydelse, der udfoeres i en anden medlemsstat. Den anden del af spoergsmaalet drejer sig saaledes om fremskaffelse af oplysninger til gravide kvinder, der bor i en medlemsstat, og som eventuelt oensker at begive sig til en anden medlemsstat for dér at modtage en bestemt tjenesteydelse. Forstaaet saaledes drejer spoergsmaalet sig ikke om aktiviteter, hvor "samtlige deres relevante elementer findes inden for en enkelt medlemsstat" (3). Forbuddet mod at udbrede disse oplysninger i Irland kan nemlig medfoere en nedsaettelse af antallet af kvinder, som har kendskab til de tjenesteydelser, der udfoeres i en anden medlemsstat, og derfor anvender dem. Forbuddet kan derfor have en skadelig indflydelse paa udvekslingen af tjenesteydelser i Faellesskabet (4). Spoergsmaalene har derfor en faellesskabsretlig dimension.

Begrebet tjenesteydelse i EOEF-Traktatens artikel 60

9. Den forelaeggende ret har forelagt det foerste spoergsmaal med henblik paa at faa oplyst, om "organisering eller faktisk udfoerelse af abort eller laegelig afbrydelse af svangerskab" skal anses for en tjenesteydelse ifoelge EOEF-Traktatens artikel 60.

Der kan efter min menig ikke vaere nogen tvivl om, at "laegelig afbrydelse af svangerskab" omfatter en raekke ydelser, som, naar de "normalt udfoeres mod betaling" - hvilket ingen af parterne bestrider i dette tilfaelde - udgoer en tjenesteydelse ifoelge EOEF-Traktatens artikel 60. Ordlyden i artikel 60, stk. 2, hvorefter "de liberale erhvervs virksomhed" bl.a. anfoeres som tjenesteydelser, indicerer allerede, at begrebet "tjenesteydelser" omfatter saadanne ydelser. I Luisi og Carbone-dommen (5) har Domstolen i oevrigt udtrykkeligt (i praemis 16) fastslaaet, at "kurrejsende" skal anses for modtagere af tjenesteydelser ifoelge artikel 60. Ydermere er laegegerning eller lignende virksomhed udtrykkeligt naevnt i EOEF-Traktatens artikel 57, stk. 3 (vedroerende etableringsretten), hvortil artikel 66 (der handler om fri udveksling af tjenesteydelser) henviser.

10. Ifoelge SPUC er laegelig afbrydelse af svangerskab imidlertid ikke omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 60, fordi der er tale om at afbryde en anden persons liv, nemlig et ufoedt barns liv, hvilket i Irland er forbudt ifoelge forfatningen, der beskytter livet foer foedslen (6), og som forbyder provokeret abort. Provokeret abort er i princippet ogsaa forbudt i de andre medlemsstater, men kan dog foretages - naermere bestemt i loebet af den foerste svangerskabsperiode - paa visse betingelser og under visse saerlige omstaendigheder, der er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Det tredje spoergsmaal kan i oevrigt forstaas saaledes, at den forelaeggende ret henviser til den situation, at den paagaeldende tjenesteydelse, hvorom der udbredes oplysninger i Irland, udfoeres i en anden medlemsstat, i dette tilfaelde Det Forenede Kongerige, under betingelser, der er fastsat ved lov.

Under disse omstaendigheder behoever jeg ikke at gennemgaa det spoergsmaal her, som allerede har vaeret behandlet gentagne gange i Domstolens praksis vedroerende frie varebevaegelser (7), nemlig spoergsmaalet, om ulovlige tjenesteydelser falder uden for anvendelsesomraadet for Traktatens bestemmelser om udveksling af tjenesteydelser. Som det fremgaar af det praejudicielle spoergsmaal, er der i denne sag tale om en tjenesteydelse i form af laegelig afbrydelse af svangerskab, som i det land, hvor den udfoeres, er lovlig (se ogsaa punkt 14 nedenfor), og som i oevrigt har en graenseoverskridende karakter, hvilket jeg har paavist ovenfor (punkt 8).

Jeg skal derfor foreslaas, at det foerste spoergsmaal besvares saaledes:

"Et laegeligt indgreb, som normalt udfoeres mod betaling, og hvorved der foretages en svangerskabsafbrydelse paa en kvinde fra en anden medlemsstat under overholdelse af lovgivningen i den medlemsstat, hvor indgrebet foretages, er en (graenseoverskridende) tjenesteydelse, jf. EOEF-Traktatens artikel 60."

Raekkevidde og sammenfald af andet og tredje spoergsmaal

11. Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om en medlemsstat paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin kan forbyde udbredelse af konkrete oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa en eller flere klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse foretages. Under hensyn til sammenhaengen med det foerste spoergsmaal maa retten antages at henvise til bestemmelserne om udveksling af tjenesteydelser. Spoergsmaalet er derfor, om Traktatens bestemmelser vedroerende fri udveksling af tjenesteydelser goer det muligt for en medlemsstat at forhindre adgang til en tjenesteydelse i form af en lovligt udfoert svangerskabsafbrydelse i en anden medlemsstat ved at forbyde tilvejebringelse af oplysninger om disse tjenesteydelser.

12. Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om faellesskabsretten giver en person i medlemsstat A ret til at udbrede de ovenfor naevnte oplysninger om klinikker, der foretager svangerskabsafbrydelse i medlemsstat B, naar svangerskabsafbrydelse er forbudt ifoelge baade forfatningen og straffeloven i medlemsstat A, men er lovlig under visse betingelser i medlemsstat B. Det fremgaar af hovedsagens akter, at det drejer sig om oplysninger, der udbredes i medlemsstat A af personer, som ikke bliver betalt for denne virksomhed, og som ikke har nogen forbindelse med klinikkerne i medlemsstat B. Den forelaeggende ret oensker oplyst, om faellesskabsretten, dvs. Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser, giver disse personer ret til at distribuere de paagaeldende oplysninger.

Retten oensker ogsaa at faa fastslaaet, hvilket forklarer den vaegt, der bliver lagt paa forskellen mellem lovgivningen i medlemsstat A (Irland) og lovgivningen i medlemsstat B (Det Forenede Kongerige) (8), om - saafremt Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser er til hinder for et forbud mod at tilvejebringe de ovenfor beskrevne oplysninger - situationen er anderledes, naar forbuddet foelger af grundlaeggende bestemmelser i den foerste medlemsstats forfatning og straffelov. Med andre ord, kan saadanne nationale regler alligevel vaere begrundede i overvejelser af ufravigelig karakter eller den offentlige orden, der fremgaar af den nationale retsordens forfatningsretlige og strafferetlige bestemmelser?

13. Det foelger af det foregaaende samt det, jeg anfoerer nedenfor, at de praejudicielle spoergsmaal ikke direkte drejer sig om, hvorvidt forbuddet mod, at gravide kvinder faar foretaget en svangerskabsafbrydelse er foreneligt med faellesskabsretten, men om det er foreneligt med faellesskabsretten at nedlaegge forbud mod, at tredjemand bistaar og mere praecist giver oplysningerne til gravide kvinder, der oensker at faa foretaget en abort i en anden medlemsstat. Forbuddet mod abort er imidlertid indirekte relevant i det omfang, det paaberaabes som grundlag for forbuddet mod at distribuere oplysningerne (se hertil punkt 26 og 33).

De praejudicielle spoergsmaal drejer sig nemlig om forbuddet mod at udbrede "konkrete oplysninger om navn, adresse og telefonnummer" paa de britiske klinikker, hvor svangerskabsafbrydelse foretages. Denne beskrivelse ligger taet op ad den formulering, som den irske Supreme Court anvendte i den ovenfor naevnte Open Door Counselling-sag (ovenfor punkt 3), hvori Supreme Court fastslog, at saavel udbredelsen af saadanne oplysninger som henvisning af gravide kvinder til klinikker i udlandet, som foretager svangerskabsafbrydelse, samt organisering af rejser med dette formaal, anses for en ulovlig bistand til gravide kvinder, der bor i Irland, til at opnaa svangerskabsafbrydelse. Kommissionen har i sine skriftlige indlaeg med rette anfoert, at dette forbud mod at yde bistand er et generelt forbud i Irland, der gaelder for enhver tjenesteyder og/eller anden person, der tilvejebringer oplysninger, uafhaengigt af den paagaeldendes nationalitet eller forretningssted, og at det forhindrer gravide kvinder, der bor i Irland, uanset deres nationalitet, i at modtage de paagaeldende tjenesteydelser baade i Irland og i andre medlemsstater.

De praejudicielle spoergsmaal drejer sig kun om, at Domstolen skal udtale sig om lovligheden af forbuddet mod at yde bistand og tilvejebringe oplysninger. Specielt angaar spoergsmaalene ikke den straf, som i Irland kan paalaegges gravide kvinder, der faar foretaget abort i udlandet. Det fremgaar i oevrigt ikke tilstraekkeligt klart af de oplysninger, som Domstolen har kendskab til, eller af parternes indlaeg, om irsk lovgivning indeholder en straffehjemmel under disse omstaendigheder. Det fremgaar dog af de skriftlige indlaeg fra de sagsoegte i hovedsagen, at Irland ikke forbyder eller soeger at forhindre gravide kvinder i at goere brug af deres ret til at rejse til udlandet og modtage tjenesteydelser i form af svangerskabsafbrydelse dér.

14. Jeg skal kort omtale et andet spoergsmaal. Som jeg allerede har anfoert, drejer spoergsmaalene sig om laegelig afbrydelse af svangerskab, der udfoeres i en anden medlemsstat i overensstemmelse med denne stats love. Jeg antager, at dette ogsaa betyder - det synes ikke at vaere bestridt i denne sag - at de oplysninger, som de de sagsoegte i hovedsagen distribuerer i Irland, opfylder de gaeldende regler i Det Forenede Kongerige, for saa vidt angaar de situationer, hvor svangerskabsafbrydelse lovligt kan foretages i dette land. Der er nemlig i de medlemsstater, hvor abort er tilladt under visse betingelser, ofte opstillet betingelser med hensyn til oplysning og raadgivning for at forhindre, at svangerskabsafbrydelse bliver til banal rutine og udnyttes erhvervsmaessigt (9), eller for at sikre, at oplysningerne kun gives af kompetente personer (10), og at beslutningen om at faa foretaget abort traeffes paa grundlag af fuld forstaaelse af situationen, dvs. efter at den paagaeldende har faaet noedvendig oplysning og raadgivning (11).

Jeg antager derfor, at udbredelsen af oplysningerne i Irland ligger inden for rammerne af det, der er tilladt i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udfoeres. Denne detalje er vigtig, fordi den af de sagsoegte i hovedsagen paaberaabte ret til at udbrede oplysningerne under ingen omstaendigheder kan raekke ud over den frihed til at yde tjenesteydelser, som den faktiske tjenesteyder i en anden medlemsstat har, idet, som de sagsoegte i hovedsagen anfoerer, denne ret er en foelge heraf. Dette foelger af den generelle regel om, at kun varer og tjenesteydelser, der er lovligt "fremstillet" eller "bragt i omsaetning" i oprindelsesmedlemsstaten, er omfattet af den ret til fri omsaetning, der foelger af de frie varebevaegelser og den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Faellesskabet.

15. Det foelger heraf, at andet og tredje spoergsmaal er taet forbundet, og at de under ét skal forstaas saaledes:

"Er Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser til hinder for, at en medlemsstat, hvori svangerskabsafbrydelse er forbudt saavel i henhold til forfatningen som straffeloven, forbyder enhver, uanset om vedkommende er tjenesteyder eller uafhaengig af tjenesteydere, og uanset vedkommendes nationalitet eller etableringssted, at yde bistand til kvinder, der bor i denne medlemsstat, uanset deres nationalitet, til at opnaa svangerskabsafbrydelse, navnlig i form af udbredelse af oplysninger om navn, adresse og telefonnummer paa klinikker, der er etableret i en anden medlemsstat, og som foretager svangerskabsafbrydelse, selv om laegelig afbrydelse af svangerskab og tilvejebringelsen af oplysninger herom er i overensstemmelse med gaeldende lov i den anden medlemsstat?"

Med henblik paa at besvare dette spoergsmaal vil jeg behandle tre aspekter. For det foerste gennemgaar jeg i lyset af Domstolens praksis vedroerende fri udveksling af tjenesteydelser spoergsmaalet, om det anfaegtede informationsforbud i princippet henhoerer under anvendelsesomraadet for Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser (punkt 16-21). For det andet - saafremt dette spoergsmaal maa besvares bekraeftende - om forbuddet alligevel kan vaere berettiget i henhold til faellesskabsretten paa grund af tvingende almene hensyn, teoretisk (punkt 22, 23 og 24) og konkret (punkt 25-29). Endelig vil jeg gennemgaa spoergsmaalet, om Domstolen er kompetent til at behandle det paagaeldende informationsforbud i lyset af faellesskabsrettens almindelige principper vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder (punkt 30 og 31), og i bekraeftende fald resultatet af denne gennemgang (punkt 32-38).

Henhoerer informationsforbuddet under anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 59 og 60?

16. Efter udloebet af overgangsperioden er EOEF-Traktatens artikel 59 og 60 umiddelbart anvendelige (12). I det andet spoergsmaal goer den forelaeggende ret opmaerksom paa, at der ikke er truffet foranstaltninger til indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om laegelig afbrydelse af svangerskab. Denne mangel paa harmonisering er ikke til hinder for den umiddelbare anvendelighed af Traktatens bestemmelser.

17. I henhold til Domstolens faste praksis (13) skal ifoelge EOEF-Traktatens artikel 59, enhver restriktion afskaffes, der har til formaal eller bevirker, at en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen praesteres, paa grund af sin nationalitet eller sit etableringssted behandles mindre fordelagtigt end tjenesteydere, der er etableret i sidstnaevnte medlemsstat.

Men selv om tjenesteyderen er etableret i den medlemsstat, hvor ydelsen praesteres, og modtageren af ydelsen kommer til denne medlemsstat fra en anden medlemsstat, kraeves det ifoelge EOEF-Traktatens artikel 59, at restriktioner, der rammer modtageren paa grund af hans nationalitet eller bopael i en anden medlemsstat end den, hvortil han begiver sig for at modtage ydelsen, afskaffes. Domstolen har begrundet dette i praemis 10 i Luisi og Carbone-dommen paa foelgende maade:

"Med henblik paa udfoerelsen af tjenesteydelser kan tjenesteyderen enten begive sig til den medlemsstat, hvor modtageren bor, eller modtageren kan begive sig til den stat, hvor tjenesteyderen er etableret. Foerstnaevnte situation omtales udtrykkeligt i artikel 60, stk. 3, hvorefter tjenesteyderen midlertidigt kan udoeve sin virksomhed i det land, hvor ydelsen praesteres; modstykket hertil er noedvendigvis den sidstnaevnte situation, idet formaalet er at liberalisere al erhvervsvirksomhed, der ikke omfattes af bestemmelserne om fri bevaegelighed for varer, personer og kapital."

I praemis 16 har Domstolen fastslaaet foelgende:

"Det foelger heraf, at fri udveksling af tjenesteydelser omfatter frihed for modtagerne af tjenesteydelserne til at begive sig til en anden medlemsstat for at modtage en ydelse dér, og at de ikke herved kan hindres af begraensninger, heller ikke for saa vidt angaar betalinger ..."

Domstolen har udtrykkeligt bekraeftet dette i praemis 15 i Cowan-dommen (14).

Det foelger af denne retspraksis, at ikke alene tjenesteydere, der handler erhvervsmaessigt, men ogsaa Faellesskabets borgere, der oensker at opnaa ydelserne, afleder rettigheder af Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser. De giver mere praecist borgerne en ret til at begive sig til en anden medlemsstat for at modtage en ydelse, der praesteres dér.

18. Spoergsmaalet er nu, om faellesskabsborgernes ret til at modtage ydelser i en anden medlemsstat omfatter en ret til i deres egen medlemsstat at modtage oplysninger om tjenesteydere, der er etableret i denne anden medlemsstat, og om, hvorledes man kommer i kontakt med dem. Det er min opfattelse, at dette spoergsmaal skal besvares bekraeftende.

I GB-INNO-BM-dommen (15) har Domstolen i forbindelse med tilbud paa varer fastslaaet, at det er vigtigt, at forbrugeren informeres. Domstolen har (i praemis 8) fastslaaet, at forbrugerens frihed til at forsyne sig i en anden medlemsstat bringes i fare, saafremt de naegtes adgang til de reklamer, som er disponible i koebslandet. Jeg kan ikke se nogen grund til, at situationen skulle vaere en anden, for saa vidt angaar oplysninger om en tjenesteydelse. Privates frihed til at begive sig til en anden medlemsstat for dér at modtage en ydelse kan bringes i fare, saafremt de i deres egen stat kan naegtes adgang til oplysninger, navnlig om navn og adresse paa tjenesteyderen og/eller de ydelser, der praesteres.

19. Svaret gaelder efter min opfattelse ogsaa, naar oplysningerne gives af en person, der ikke selv er tjenesteyder, og som ikke handler paa dennes vegne. Friheden til at begive sig til en anden medlemsstat, som Domstolen har anerkendt for en modtager af tjenesteydelser, og den deri indeholdte ret til at faa adgang til oplysninger (lovligt tilvejebragte) om disse ydelser og yderne heraf foelger af Traktatens grundlaeggende principper, der skal gives saa megen gennemslagskraft som muligt. Med forbehold af begraensninger, som jeg vil gennemgaa senere, og som udspringer af tvingende hensyn eller andre berettigende grunde, er friheden til at udveksle tjenesteydelser et grundlaeggende princip i Traktaten. Denne frihed skal overholdes af alle og kan fremmes af enhver, navnlig ved mod vederlag eller vederlagsfrit at tilvejebringe oplysninger om tjenesteydelser, der udfoeres af den paagaeldende eller af andre.

En saadan fortolkning af faellesskabsretten er i oevrigt i overensstemmelse med artikel 10 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder, hvis grundlaeggende principper Domstolen har anerkendt som en del af Faellesskabets retsorden, ligesom den er i overensstemmelse med artikel 5 i Europa-Parlamentets erklaering om grundlaeggende frihedsrettigheder (16). I henhold til disse bestemmelser har enhver med forbehold af restriktioner, der er foreskrevet ved lov, ret til "at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til graenser" (artikel 10, stk. 1, i den europaeiske menneskerettighedskonvention). Beskyttelsen i disse bestemmelser drejer sig isaer om oplysninger med henblik paa at oeve indflydelse paa den offentlige mening, men gaelder ogsaa oplysninger af kommerciel karakter (17). Jeg skal senere vende tilbage til disse bestemmelser i detaljer (punkt 34).

20. Som jeg har anfoert ovenfor (punkt 13) er forbuddet mod at tilvejebringe oplysninger om svangerskabsafbrydelse, der udfoeres i udlandet, en generel foranstaltning i Irland, der foelger af landets forfatning, og som paa samme maade og uden diskrimination gaelder for dem, der praesterer ydelser og oplysninger, og for modtagere af tjenesteydelser, uanset om de er indlaendinge eller udlaendinge. Kommissionen har i sine indlaeg til Domstolen anfoert, at denne ikke-diskriminatoriske foranstaltning falder uden for anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 59 og 60. Den stoetter denne opfattelse paa dommene Koestler (18) og Debauve (19).

Ganske vist har Domstolen endnu ikke udtrykkeligt fastslaaet, at EOEF-Traktatens artikel 59 finder anvendelse paa foranstaltninger, som uden at vaere diskriminerende alligevel (faktisk eller potentielt) paavirker udvekslingen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne. Paa den anden side har Domstolen heller ikke begraenset anvendelsesomraadet for artikel 59 til foranstaltninger, som indebaerer en forskelsbehandling (aabenbar eller skjult). Generaladvokat Jacobs har for kort tid siden i sit forslag til afgoerelse i Saeger-sagen (20) udtalt, at dette uden tvivl skyldes, at der i de fleste sager er tale om en situation, hvor tjenesteyderen har begivet sig til en anden medlemsstat, og dér er blevet konfronteret med nationale regler, som beroerer udenlandske tjenesteydere mere end indenlandske tjenesteydere, hvilket giver disse regler en "diskriminerende" virkning (dvs. skadelig) for de foerstnaevnte.

Generaladvokat Jacobs har i forslaget anfoert, at ikke-diskriminerende hindringer for levering af tjenesteydelser boer behandles som ikke-diskriminerende restriktioner for frie varebevaegelser i henhold til retspraksis efter "Cassis de Dijon"-dommen. Efter hans opfattelse er en saadan analogi navnlig relevant, naar leverandoeren af ydelsen ikke bevaeger sig fysisk mellem medlemsstaterne (21). Et krav til tjenesteyderen om i en saadan situation at overholde den ofte detaljerede lovgivning i hver medlemsstat, naar tjenesteydelsen leveres pr. post eller telekommunikation (eller saa meget desto mere lovgivningen i den medlemsstat, hvor modtageren af tjenesteydelsen er bosiddende), vil indebaere en alvorlig hindring for opnaaelsen af et enhedsmarked for tjenesteydelser i Faellesskabet (22). Med dette synspunkt tilslutter generaladvokat Jacobs sig den holdning, som flere generaladvokater tidligere har givet udtryk for (23).

Jeg er helt enig i dette synspunkt. Udelukker man paa forhaand fra anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 59 de foranstaltninger, som - selv om de ikke er diskriminerende - hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne, maa dette antages vaesentligt at forringe den praktiske betydning af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, hvis betydning er stigende i et samfund, hvor servicesektoren fortsat udvikler sig. Dette ville ogsaa skabe en uheldig forskel mellem Domstolens retspraksis vedroerende frie varebevaegelser og udveksling af tjenesteydelser i situationer, hvor enten ydelsen eller modtageren af ydelsen overskrider de indre graenser i Faellesskabet, og som faktisk ikke adskiller sig fra de situationer, hvor varer eller koebere krydser disse graenser, eller fra situationer, hvor tjenesteydelser ofte praesenteres som "produkter", hvilket er tilfaeldet inden for den finansielle sektor.

I oevrigt er begrebet diskrimination allerede gjort saa rummeligt i Domstolens retspraksis, at det daekker en situation, hvor tjenesteydere i én medlemsstat - paa grund af forskelle mellem lovgivningerne i de beroerte medlemsstater - befinder sig i en mindre fordelagtig situation, fordi en tungere byrde er paalagt dem paa grund af denne forskel, saafremt de oensker at udoeve deres erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat (24). Saafremt den her forsvarede brede fortolkning af artikel 59 laegges til grund, vil en saadan tungere byrde mere naturligt blive betragtet som en restriktion, uden at det er noedvendigt at give forbuddet mod diskrimination en urimelig betydning (25).

21. Min konklusion er derfor, at nationale bestemmelser, som, selv om de ikke er diskriminerende, maa antages - aabent eller skjult, faktisk eller potentielt - at hindre den frie udveksling af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne, i princippet er omfattet af anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 59 og 60. Det er velovervejet, naar jeg siger i princippet, for saadanne nationale bestemmelser kan alligevel vaere forenelige med de naevnte bestemmelser i Traktaten, saafremt de er begrundede i tvingende almene hensyn (se punkt 22 ff. nedenfor). Jeg er endvidere af den opfattelse, at artikel 59 og 60 - naar de finder anvendelse - i princippet giver Faellesskabets borgere en ret til at modtage oplysninger om tjenesteydelser, der lovligt praesteres i en anden medlemsstat, ligesom borgerne ifoelge de samme artikler har ret til at udbrede saadanne oplysninger, mod vederlag eller vederlagsfrit.

Tvingende almene hensyn, der kan begrunde restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser

22. Domstolen har konsekvent fastslaaet - bl.a. i Webb-dommen (26) (i praemis 17, som der ogsaa henvises til i Van Wesemael-dommen (27)) - at

"i betragtning af, at visse tjenesteydelser er af speciel karakter, kan saerlige krav til tjenesteyderne, der er begrundet i anvendelse af faglige regler, ikke anses for uforenelige med Traktaten. Den frie udveksling af tjenesteydelser, der er et grundlaeggende princip i Traktaten, kan dog kun begraenses ved regler, der er begrundet i almenvellet, og som paahviler enhver person eller enhver virksomhed, der udoever en aktivitet paa denne stats omraade, i det omfang disse interesser ikke varetages i kraft af bestemmelser, som tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvor han er etableret".

I sagen Kommissionen mod Tyskland (28) har Domstolen fastslaaet, at saerlige krav til tjenesteyderen paa grund af de paagaeldende tjenesteydelsers specielle karakter (forsikring) skal vaere

"objektivt noedvendige for at sikre overholdelsen af de regler, der gaelder for det paagaeldende erhverv, og for at beskytte de hensyn, som varetages med reglerne" (praemis 27),

hvortil Domstolen foejer kravet om, at

"det er umuligt at naa til samme resultat ved mindre restriktive regler" (praemis 29).

Domstolen har senest i "turistfoerer"-dommene (29) formuleret sin praksis saaledes:

"Heraf foelger, at saadanne krav kun kan anses for at vaere forenelige med Traktatens artikel 59 og 60, hvis det godtgoeres, at der, for saa vidt angaar den paagaeldende form for virksomhed, foreligger tvingende almene hensyn, som kan begrunde restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser, og disse hensyn ikke allerede tilgodeses af reglerne i den stat, hvor tjenesteyderen er etableret, og at samme resultat ikke kan naas ved hjaelp af mindre indgribende regler."

Det foelger af den ovenfor naevnte praemis i Webb-sagen, at der i disse afgoerelser er tale om lovgivning, som finder anvendelse uden forskel, dvs. "som paahviler enhver person eller enhver virksomhed, der udoever en aktivitet paa den medlemsstats omraade, hvor ydelsen modtages" (herunder lovgivning, som paa grund af forskelle mellem lovgivninger kan udgoere en tungere byrde for tjenesteydere, der er etableret i en andre medlemsstater, og som paa denne maade er "diskriminerende", se punkt 20 ovenfor). Nationale forskrifter, som i sig selv (aabent eller skjult) er diskriminerende over for tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater, kan dernaest vaere "begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed" (30), jf. EOEF-Traktatens artikel 56, stk. 1, sammenholdt med artikel 66.

23. Det er meget fristende at drage en parallel mellem den anfoerte retspraksis vedroerende fri udveksling af tjenesteydelser og retspraksis vedroerende tvingende hensyn (EOEF-Traktatens artikel 30) eller almene hensyn (EOEF-Traktatens artikel 36).

Henset til sagens komplicerede karakter har jeg ikke besvaer med at modstaa denne fristelse, og jeg skal derfor indskraenke mig til nogle bemaerkninger med henblik paa at placere begrebet tvingende almene hensyn inden for faellesskabsrettens generelle rammer.

Inden for begge omraader (varebevaegelser og udveksling af tjenesteydelser) skal de grunde eller hensyn, der kan begrunde nationale regler (uanset om de er diskriminerende), vaere i overensstemmelse med faellesskabsretten. Vedroerende frie varebevaegelser fastholder Domstolen, for saa vidt angaar begrundelser i henhold til artikel 36, den udtoemmende liste, som fremgaar af Traktaten, mens den, for saa vidt angaar de tvingende hensyn i artikel 30, i retspraksis accepterer en begraenset gruppe identiske begrundelser (nemlig forbrugerbeskyttelse, redelig handelsskik og gennemskuelighed paa markedet, miljoebeskyttelse og beskyttelse af arbejdsmiljoeet, effektiv afgiftskontrol). For saa vidt angaar fri udveksling af tjenesteydelser derimod, synes Domstolen - bortset fra hensynene i artikel 56 sammenholdt med artikel 66 - at have afgraenset gruppen af tvingende almene hensyn mindre praecist. Alligevel drejer det sig ogsaa der om hensyn, der er analoge til hensynene i artikel 36 (beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret (31) og beskyttelse af kunstneriske og arkaeologiske rigdomme (32)) og/eller hensyn, der henhoerer under artikel 30 (beskyttelse af arbejdstagere (33) og forbrugere, navnlig forsikringstagere (34)).

Ifoelge nyere retspraksis synes Domstolen paa begge omraader at vaere parat til under tvingende hensyn i "artikel 30" eller almene hensyn i "artikel 59", ogsaa at inkludere hensyn, som "afspejler ... en raekke politiske og oekonomiske valg", og som knytter sig til "saerlige socio-kulturelle forhold paa nationalt eller regionalt plan, som det paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin tilkommer medlemsstaterne at tage hensyn til" (35). For saa vidt angaar frie varebevaegelser, er det synspunkt udtrykt i Cinéthèque-dommen (36) (der drejede sig om et kulturelt formaal, nemlig fremme af filmindustrien) og i forskellige domme vedroerende soendagslukning (37) (der vedroerer fordeling af arbejds- og hviletid og derfor har et socio-rekreativt formaal). For saa vidt angaar fri udveksling af tjenesteydelser, var der allerede tidligere tegn herpaa i domme som Koestler (38) (hvori ikke-diskriminerende nationale forskrifter, som udelukkede inddrivelse af spillegaeld ved retsforfoelgning af hensyn til den "sociale orden", og som derfor havde baade en politisk og en etisk side, blev opretholdt) og Debauve-dommen (hvori Domstolen fandt et nationalt forbud, som anvendtes "uden forskel" paa udsendelse af reklame via kabel-tv, berettiget; formaalet med forbuddet var hovedsagelig at sikre en alsidig skreven presses overlevelse (39)).

Det er uundgaaeligt, at Domstolen har maattet indtage et saadant synspunkt i et samfund, hvor myndighederne har ansvaret for almenvellet paa en raekke forskellige omraader, hvoraf mange ikke eller kun indirekte er beroert af faellesskabsretten. Det er vigtigt at sikre, at saadanne hensyn til almenvellet og konkrete virkninger af generelle nationale lovgivninger, der er noedvendige af hensyn til disse formaal, er forenelige med faellesskabsretten. Dette er grunden til, at Domstolen laegger vaegt paa, at nationale foranstaltninger forfoelger formaal, der er begrundede i henhold til faellesskabsretten, enten - naar der er tale om formaal, der falder inden for anvendelsesomraadet for Traktatens bestemmelser - fordi de ligger i forlaengelse af de formaal, der forfoelges heri, eller - naar der er tale om formaal uden for Traktatens anvendelsesomraade - fordi de ikke er i strid med formaalene med Traktatens bestemmelser, navnlig indfoerelsen af et enhedsmarked. Dette er ligeledes baggrunden for Domstolens krav om, at hindringer for samhandelen i Faellesskabet som foelge af de paagaeldende nationale foranstaltninger ikke maa gaa ud over, hvad der er objektivt noedvendigt for at gennemfoere det formaal, der forfoelges med de naevnte nationale foranstaltninger, hvilket forudsaetter, at dette hensyn endnu ikke er sikret ved en tilsvarende lovgivning i oprindelsesmedlemsstaten (for varen eller tjenesteyderen), og at det samme resultat ikke lige saa godt kan naas ved hjaelp af en national foranstaltning, der er mindre indgribende for faellesskabshensynet.

24. Dette er efter min opfattelse rammerne (der er ens for varebevaegelser og udveksling af tjenesteydelser) for gennemgangen af den anfaegtede nationale regel. De spoergsmaal, der rejser sig i denne sammenhaeng, er, om forskriften forfoelger et formaal, der er berettiget i henhold til faellesskabsretten, dvs. om der kan henvises til tvingende almene hensyn i overensstemmelse med de formaal, der fremgaar af Traktatens bestemmelser, eller som ikke er uforenelige med disse, samt om forskriften ikke har virkninger, som gaar ud over det noedvendige og navnlig ikke er uforholdsmaessig, dvs. om den opfylder kravene i proportionalitetsprincippet.

Gennemgang af en national forskrift om forbud mod udbredelse af oplysninger om laegelig afbrydelse af svangerskab

25. Som jeg tidligere har anfoert, er der her tale om en national forskrift, der indeholder et generelt forbud - uden den mindste diskrimination paa grundlag af nationalitet eller bopael - mod i den paagaeldende medlemsstat at udbrede oplysninger, der har karakter af at hjaelpe eventuelle modtagere, der bor i denne medlemsstat, til laegelig svangerskabsafbrydelse, der lovligt foretages i en anden medlemsstat; en tjenesteydelse, som jeg har accepteret i princippet henhoerer under anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 59 og 60.

Jeg skal ligeledes erindre om, at det naevnte informationsforbud ifoelge den irske Supreme Court fremgaar af en bestemmelse, som blev indfoejet i den irske forfatning i 1983 efter en folkeafstemning, og som med forbehold af moderens tilsvarende ret til liv skal beskytte det ufoedte barns liv; en beskyttelse, som i henhold til bestemmelsen skal respekteres "saa vidt muligt". Med andre ord er der opstaaet en modsaetning mellem to regler, der foelger af grundrettighederne, paa den ene side de sagsoegtes frihed til at udbrede oplysninger, en frihed som jeg (under punkt 19) har accepteret foelger af friheden til at praestere tjenesteydelser, som er sikret tjenesteyderne i faellesskabsretten, og paa den anden side forbuddet mod ved hjaelp af udbredelse af oplysninger at bistaa gravide kvinder, som oensker at opnaa en abort; et forbud, som ifoelge den irske Supreme Court foelger af beskyttelsen af det ufoedte liv i forfatningen.

26. Det kan ikke naegtes, at et forbud som det, denne sag drejer sig om, mod at yde bistand og i dette tilfaelde udbrede oplysninger, er inspireret af et formaal, som den paagaeldende medlemsstat anser for et tvingende alment hensyn. Den i forfatningen fastslaaede beskyttelse af det ufoedte liv (og det tilhoerende forbud mod abort) samt det deraf foelgende behov for at forhindre svangerskabsafbrydelser - naturligvis inden for den paagaeldende medlemsstats jurisdiktion - ved at forbyde udbredelsen af oplysninger herom paa dens omraade, anses af den paagaeldende medlemsstat som vaerende en del af samfundets fundament.

Uden at foregribe besvarelsen af spoergsmaalet om de grundlaeggende frihedsrettigheder (punkt 32), er et saadant formaal berettiget efter faellesskabsretten, naar der er tale om et politisk valg af etisk og filosofisk karakter, som det tilkommer medlemsstaterne at foretage, og hvor de kan paaberaabe sig hensynet til den offentlige orden, jf. EOEF-Traktatens artikel 56 sammenholdt med artikel 66 (ligeledes anfoert i artikel 36; et hensyn, der endog kan berettige diskriminerende foranstaltninger); det vil i henhold til Domstolens praksis sige et hensyn, hvis tilsidesaettelse indebaerer en "virkelig og tilstraekkelig alvorlig trussel mod et grundlaeggende samfundshensyn" (40). Selv om indholdet af begrebet den offentlige orden "ikke ensidigt kan afgoeres af den enkelte medlemsstat uden faellesskabsinstitutionernes kontrol", er det alligevel noedvendigt, da der er tale om omstaendigheder, som "kan vaere forskellige fra land til land og fra periode til periode", at "de nationale kompetente myndigheder (maa indroemmes) et skoen inden for de rammer, som er afstukket af Traktaten og gennemfoerelsesbestemmelserne hertil" (41). Det er efter min opfattelse ubestrideligt, at de vaerdier, som efter deres indsaettelse i forfatningen i en medlemsstat udgoer en del af "det samlede kompleks af hoejere vaerdier, som en nation hoejtideligt bekender sig til" (42), henhoerer under det omraade, hvor medlemsstaterne har en skoensmaessig befoejelse, som de hver isaer kan udoeve "i overensstemmelse med sine egne vaerdinormer og i den af staten valgte form" (43).

27. Det er imidlertid ikke tilstraekkeligt, at en national forskrift beror paa tvingende almene hensyn, der er anerkendt i henhold til faellesskabsretten, idet virkningerne heller ikke maa gaa videre end noedvendigt. Proportionalitetsprincippet skal med andre ord overholdes.

Dette princip har to aspekter. For det foerste skal den nationale forskrift for at vaere begrundet i henhold til faellesskabsretten vaere objektivt noedvendig til opnaaelsen af det formaal, som forfoelges med forskriften; dette betyder, at den paa én gang skal vaere nyttig (eller relevant) og uomgaengelig noedvendig, med andre ord, at den ikke skal kunne erstattes af en anden forskrift, der er ligesaa nyttig, men som indebaerer faerre hindringer for den frie bevaegelighed (44). For det andet skal medlemsstaten, ogsaa naar den nationale forskrift er nyttig og uomgaengelig noedvendig for at naa det forfulgte formaal, alligevel saette den ud af kraft eller erstatte den af en mindre indgribende forskrift, naar hindringerne for samhandelen mellem medlemsstaterne, som forskriften medfoerer, er uforholdsmaessige, dvs. naar den saaledes opstaaede hindring staar i misforhold til det formaal, der soeges opnaaet, eller det resultat, som den nationale forskrift medfoerer (45).

28. Selv om det ikke er Domstolen, men den nationale ret, der har til opgave at fastslaa en national forskrifts forenelighed med faellesskabsretten, paahviler det Domstolen at forsyne den nationale ret med alle de elementer, der maa antages at sikre, at den nationale rets vurdering ligger inden for rammerne af faellesskabsretten, som er ens for alle medlemsstater. Blandt disse elementer i faellesskabsretten er proportionalitetsprincippet, som for at vaere nyttig for den forelaeggende ret af Domstolen skal relateres saa konkret som muligt til den gaeldende nationale forskrift og de faktiske omstaendigheder i sagen. Domstolen skal imidlertid derved holde sig strengt til redegoerelsen for den nationale forskrift og de omstaendigheder, der laegges til grund og anses for relevante under den nationale procedure, saaledes som de fremgaar af forelaeggelseskendelsen og dens bilag.

29. Opfylder en national forskrift, der forbyder udbredelse af oplysninger til gravide kvinder, proportionalitetsprincippet? I det omfang, der alene er tale om oplysninger med henblik paa at hjaelpe (46) gravide kvinder med at afbryde et ufoedt liv (herefter benaevnt "oplysninger i form af hjaelp"), er en medlemsstat efter min opfattelse inden for rammerne af dens skoen berettiget til at mene, at et saadant forbud er nyttigt og noedvendigt for det forfulgte maal og ikke uforholdsmaessigt i forhold hertil, naar formaalet er at gennemfoere den vaerdidom, der er indskrevet i forfatningen, hvorefter det ufoedte liv fortjener en udstrakt beskyttelse. Et saadant forbud indeholder ganske vist en potentiel hindring for udvekslingen af tjenesteydelser i Faellesskabet, fordi det maa antages at nedsaette antallet af kvinder, som uden forbuddet ville vaere rejst til udlandet; det skal dog bemaerkes, at forbuddet ikke udelukker enhver form for oplysning, men alene de oplysninger, som har karakter af hjaelp, og at det forfulgte formaal hviler paa en vaerdidom vedroerende den grad af beskyttelse af det ufoedte liv, som anses for fundamentalt i den paagaeldende medlemsstat. Uforholdsmaessige foranstaltninger - fordi de ville udgoere en overdreven hindring for fri udveksling af tjenesteydelser - ville f.eks. vaere et forbud mod, at gravide kvinder rejser til udlandet, eller at de skal underkastes ubetimelige undersoegelser, naar de kommer tilbage fra udlandet. De praejudicielle spoergsmaal drejer sig imidlertid ikke herom.

Det kunne indvendes, at forbuddets begraensede raekkevidde viser, at de kompetente nationale myndigheder ikke har truffet alle mulige foranstaltninger for at forhindre aborter, og at myndighederne ikke selv har sikret en maksimal beskyttelse af ufoedte boerns liv, som de anser for saa vigtigt. Indvendingen har dog ikke noget grundlag; man kan ikke bebrejde nationale myndigheder, at de holder de foranstaltninger, som de udsteder for at beskytte et fosters liv, inden for visse graenser, da faellesskabsretten selv paalaegger dem et krav om proportionalitet. Myndighedernes beslutning om at koncentrere indsatsen omkring de handlinger, som efter myndighedernes opfattelse er i klarest modstrid med det prioriterede formaal, i dette tilfaelde udbredelse af oplysninger i form af hjaelp, maa efter min opfattelse antages at opfylde proportionalitetskravet.

Gennemgang af de nationale regler paa baggrund af de grundlaeggende frihedsrettigheder, der beskyttes af faellesskabsretten

30. Som jeg allerede har anfoert ovenfor (punkt 15), er det noedvendigt at undersoege, om det paagaeldende informationsforbud er foreneligt med de generelle principper i faellesskabsretten vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder, idet jeg antager, hvilket bekraeftes nedenfor (punkt 31), at Domstolen er kompetent til at vurdere en national lovgivning i lyset heraf.

Det er Domstolens faste praksis, at:

"Disse grundrettigheder hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, som den skal beskytte.

Under udoevelsen heraf skal Domstolen laegge de forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund og kan foelgelig ikke anerkende foranstaltninger, der er uforenelige med de i disse staters forfatninger anerkendte og beskyttede grundrettigheder.

De internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt, kan ligeledes give anvisninger, som skal tages i betragtning inden for rammerne af faellesskabsretten.

De klagepunkter, som er gjort gaeldende af sagsoegeren, skal bedoemmes paa basis af de anfoerte principper." (47)

Blandt de naevnte "internationale traktater" indtager den europaeiske menneskerettighedskonvention en saerlig plads, saaledes som det ogsaa udtrykkelig anerkendes i praeamblen til Den Faelles Akt (48). Domstolens praksis og de principper, den har udledt af medlemsstaternes forfatningsmaessige traditioner og internationale traktater, er ligeledes grundlaget for den erklaering om de grundlaeggende frihedsrettigheder, som Europa-Parlamentet vedtog den 12. april 1989 (49).

Det er karakteristisk for denne retspraksis, at den - uden at anerkende en direkte virkning i Faellesskabets retsorden af bestemmelserne i de ovenfor naevnte internationale traktater - alligevel gaar ud fra, at Traktaterne og de forfatningsmaessige traditioner, der er faelles for medlemsstaterne, ogsaa er afgoerende for indholdet af faellesskabsrettens generelle principper. Dette giver Domstolen mulighed for, naar den praeciserer disse grundlaeggende principper inden for faellesskabsrettens (socio-oekonomiske) rammer, ogsaa at tage hensyn til kravene i frihedsrettighederne og i Faellesskabets markedsordninger, som har til formaal at skabe enhedsmarkedet (50). Det forhindrer imidlertid ikke Domstolen i at haandhaeve disse grundlaeggende frihedsrettigheder, der er indfoert i faellesskabsretten i form af generelle principper, paa samme maade som den haandhaever konkrete bestemmelser, naar der er tale om at vurdere faellesskabsinstitutionernes retsakter i lyset af disse principper og ophaeve eller erklaere dem ugyldige, naar Domstolen finder dem uforenelige hermed.

31. Et spoergsmaal, som Domstolen endnu ikke klart har besvaret, er, i hvilket omfang den er kompetent til at afgoere, om nationale forskrifter er i overensstemmelse med faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger vedroerende grundlaeggende frihedsrettigheder (51).

I Cinéthèque-dommen (52), der angik et problem i forbindelse med ytringsfriheden, har Domstolen vedroerende artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention udtalt foelgende:

"Det tilkommer ganske vist Domstolen at sikre, at de grundlaeggende rettigheder beskyttes i faellesskabsretlig sammenhaeng, men Domstolen har ikke af den grund adgang til at afgoere, om en national lov - der som tilfaeldet er i den foreliggende sag, omfatter et omraade, paa hvilket den nationale lovgiver er kompetent - er i overensstemmelse med den europaeiske konvention" (praemis 26).

I Demirel-dommen, der er afsagt senere (53), har Domstolen omformuleret den sidste del af den ovennaevnte saetning saaledes:

"... at Domstolen ikke kan efterproeve, om nationale retsforskrifter, som ikke er en del af Faellesskabets retsorden, er forenelige med den europaeiske menneskerettighedskonvention" (praemis 28).

I den endnu nyere Wachauf-dom (54) har Domstolen behandlet spoergsmaalet, om en faellesskabslovgivning var forenelig med de krav, der foelger af beskyttelsen af grundrettighederne, og den fastslog, at

"disse principper (ogsaa) er ... bindende for medlemsstaterne, naar disse gennemfoerer faellesskabsbestemmelserne" (praemis 19).

Det foelger af denne praksis, at naar Domstolen skal efterproeve en national forskrift til gennemfoerelse af en faellesskabsretlig bestemmelse, vurderer den, om bestemmelsen er forenelig med de grundlaeggende frihedsrettigheder. I denne sag kan det ikke haevdes, at informationsforbuddet, der udledes af en bestemmelse i forfatningen, gennemfoerer faellesskabsret. Demirel-dommen indeholder dog en bredere formulering, fordi det forhold, at den nationale forskrift er en del af Faellesskabets retsorden, anses for tilstraekkeligt. Spoergsmaalet er nu, om det ikke skal antages, at en national forskrift, som - for at vaere forenelig med faellesskabsretten - skal henvise til retlige begreber som tvingende almene hensyn eller den offentlige orden - som efter Domstolens opfattelse ikke kan fastlaegges ensidigt af medlemsstaterne (ovenfor punkt 26) - er "en del af" Faellesskabets retsorden? Ganske vist kan medlemsstaterne i vidt omfang definere disse begreber, men det forhindrer ikke, at de skal vaere begrundet og begraenset paa ensartet maade i hele Faellesskabet i henhold til faellesskabsretten, dvs. ogsaa under hensyn til de almindelige grundsaetninger vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder, som udgoer en integrerende del af faellesskabsretten, og som Domstolen skal beskytte.

Ret beset er denne fortolkning i oevrigt ikke uforenelig med Domstolens holdning i Cinéthèque-sagen. I denne dom har Domstolen fastslaaet, at dens proevelse ikke sker paa "et omraade, paa hvilket den nationale lovgiver er kompetent"; en udtalelse, der som princip er rigtig. Naar der imidlertid er tale om en national forskrift, der har virkninger paa et af faellesskabsretten omfattet omraade (i dette tilfaelde EOEF-Traktatens artikel 59), og som for at vaere lovlig i henhold til faellesskabsretten skal kunne begrundes ved hjaelp af faellesskabsretlige begreber eller principper, henhoerer vurderingen af den nationale forskrift ikke laengere under den nationale lovgivers eksklusive kompetence (55).

Informationsforbuddets forenelighed med Faellesskabets almindelige retsgrundsaetninger vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder

32. Hvis man anerkender de ovenfor anfoerte betragtninger, er det herefter noedvendigt - denne gang paa grundlag af faellesskabsrettens almindelige retsgrundsaetninger vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder - at vurdere, om et generelt forbud mod at yde gravide kvinder oplysninger med karakter af hjaelp til svangerskabsafbrydelse, der lovligt udfoeres i udlandet, kan vaere berettiget i henhold til faellesskabsretten. Paa baggrund af dette nye udgangspunkt boer vurderinger omfatte to aspekter, nemlig for det foerste, om det af den nationale lovgivning forfulgte formaal, dvs. at fremme en etisk vaerdidom om beskyttelse af et fosters liv - et princip der fremgaar af den paagaeldende medlemsstats forfatning - er foreneligt med de naevnte almindelige grundsaetninger; for det andet om ytringsfriheden, der er en del af faellesskabsretten, og som eksisterer parallelt med den frie udveksling af tjenesteydelser i Faellesskabet, som er beskyttet af faellesskabsretten (herunder frihed til at modtage de paagaeldende ydelser og udbrede oplysninger om dem), ikke begraenses paa ulovlig maade af den paagaeldende nationale forskrift.

33. Den forelaeggende ret har ikke spurgt Domstolen (punkt 13), om en national forskrift, der beskytter et fosters liv ved et strengt forbud mod abort, er forenelig med faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder.

Parterne har i oevrigt heller ikke behandlet dette punkt i deres indlaeg for Domstolen. Denne har heller ikke modtaget retlige eller faktiske oplysninger vedroerende raekkevidden og anvendelsesomraadet for den gaeldende abortlovgivning i den paagaeldende medlemsstat (naermere bestemt vedroerende den maade, hvorpaa der tages hensyn til moderens ligevaerdige ret til liv, som den irske forfatnings artikel 40, stk. 3, tredje afsnit, udtrykkeligt naevner). Dette er grunden til, at jeg gaar ud fra den antagelse, at det ikke kan haevdes om informationsforbuddet, som denne sag drejer sig om - og som skal forhindre, at der kan ydes bistand til gennemfoerelse af en svangerskabsafbrydelse - at det forfoelger et formaal, der i sig selv er uforenelig med de naevnte almindelige faellesskabsretlige grundsaetninger.

For fuldstaendighedens skyld skal jeg dog pege paa, at Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol indtil nu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om abortlovgivningers overensstemmelse med den europaeiske menneskerettighedskonvention, men at Den Europaeiske Menneskerettighedskommission har udtalt sig herom. Kommissionen har imidlertid afstaaet fra generelt at tage stilling til spoergsmaalet om, om konventionens artikel 2 beskytter et fosters liv, og i bekraeftende fald i hvilken udstraekning (56). Kommissionen har alene anfoert, at paa baggrund af beskyttelsen af moderens liv, som klart er beskyttet af konventionen, kan fostret under ingen omstaendigheder vaere beskyttet af en ubegraenset ret til liv (hvilket blev anfoert af en mand, der havde indgivet klage over, at en national lovgivning ikke forhindrede hans kone i at faa foretaget en abort) (57). I en tidligere sag havde Den Europaeiske Menneskerettighedskommission afvist en klage fra to kvinder, der paaberaabte sig den europaeiske konventions artikel 8 for at faa fastslaaet, at en national lovgivning, som kun tillod svangerskabsafbrydelse i en vis periode og/eller under visse betingelser, indebar en tilsidesaettelse af retten til respekt for familielivet (58).

Det foelger heraf, at Den Europaeiske Menneskerettighedskommission hidtil har afstaaet fra at anbefale de enkelte stater at garantere en saerlig beskyttelse af et fosters liv, for saa vidt som moderens ret til liv er vaernet i den paagaeldende nationale lovgivning, og at Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om dette spoergsmaal.

34. Der udestaar spoergsmaalet, om det er i overensstemmelse med Faellesskabets almindelige retsgrundsaetninger vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder, at en medlemsstat forbyder at udbrede og modtage oplysninger, der har karakter af hjaelp til svangerskabsafbrydelse, der lovligt udfoeres i andre medlemsstater, hvorved privates ytringsfrihed tilsidesaettes. Der er her tale om at opretholde en balance mellem to grundlaeggende rettigheder, paa den ene side retten til liv som den er defineret i den medlemsstat, der erklaerer den anvendelig paa et fosters liv, og paa den anden side ytringsfriheden, som indgaar i Faellesskabets almindelige retsgrundsaetninger via medlemsstaternes forfatningsmaessige traditioner og de europaeiske og internationale traktater og erklaeringer om de grundlaeggende rettigheder, navnlig artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

Det fremgaar af konventionens artikel 10, stk. 1, der beskytter enhver "meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til graenser", at et saadant forbud er i strid med ytringsfriheden som beskrevet i denne artikel. Som jeg allerede har anfoert ovenfor (punkt 19), foelger det af praksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europaeiske Menneskerettighedskommission vedroerende konventionens artikel 10, at oplysninger af kommerciel karakter er omfattet af beskyttelsen i artikel 10, hvorfor oplysninger, der soeger at influere den offentlige mening, saa meget desto mere boer vaere beskyttet. I denne sag drejer det sig om oplysninger, der udbredes, ikke af tjenesteyderne, der er etableret i Det Forenede Kongerige, men af irske studenterorganisationer, der udbreder disse oplysninger i Irland vederlagsfrit, fordi de er overbevist om, at gravide kvinder har ret til at modtage nyttige oplysninger om klinikker, hvor de kan faa foretaget svangerskabsafbrydelse.

Det fremgaar imidlertid af teksten til konventionens artikel 10, stk. 2, samt af retspraksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol og -kommission, at medlemsstaterne kan underkaste ytringsfriheden begraensninger, "som er foreskrevet ved lov" (hvilket ogsaa omfatter uskrevne retlige regler, naar de er tilstraekkeligt tilgaengelige og klare for borgeren, som skal kunne tilrettelaegge sin adfaerd efter dem; se ogsaa nedenfor punkt 36) (59) paa betingelse af, at disse begraensninger "er noedvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed ... for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte andres ... rettigheder ...". De enkelte stater har i denne sammenhaeng et skoen, som de imidlertid udoever under domstolskontrol (60). Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol efterproever i denne sammenhaeng, om de nationale foranstaltninger forfoelger et lovligt formaal og er noedvendige i et demokratisk samfund for at opnaa dette formaal, dvs. om de opfylder et uopsaetteligt socialt behov og er forholdsmaessige i lyset af det forfulgte formaal (61).

Parallelt med artikel 10, stk. 1, i den europaeiske menneskerettighedskonvention bestemmer artikel 5 i Europa-Parlamentets erklaering om de grundlaeggende frihedsrettigheder, at enhver har ret til ytringsfrihed, hvilket omfatter "meningsfrihed og frihed til at modtage eller give meddelelser eller tanker af bl.a. filosofisk, politisk eller religioes art". Ifoelge ordlyden i artikel 26, der er en generel bestemmelse om graenserne for de frihedsrettigheder, der fremgaar af erklaeringen, kan friheden kun "begraenses inden for de i et demokratisk samfund rimelige og noedvendige graenser, og kun i henhold til en lovbestemmelse, der under alle omstaendigheder respekterer deres vaesentlige indhold".

35. Det foelger af det foregaaende, at i et tilfaelde som dette, hvor der opstaar konflikt mellem grundrettigheder, anvendes der i retspraksis vedroerende den europaeiske menneskerettighedskonvention et kriterium, der svarer til det i faellesskabsretten anvendte proportionalitetsprincip. Dette foelger ligeledes af Hauer-dommen (62), som Domstolen afsagde i en sag vedroerende en konflikt mellem et formaal i almenvellets interesse i Faellesskabet (gennemfoerelse af strukturpolitiske foranstaltninger i forbindelse med en faelles markedsordning) og ejendomsretten, der er beskyttet af de almindelige faellesskabsretlige grundsaetninger. Under behandlingen af forskrifterne (i dette tilfaelde faellesskabsretlige) undersoegte Domstolen, om begraensningerne i medfoer af disse forskrifter kunne anses for lovlige (praemis 22), og om de virkelig var i overensstemmelse med

"de formaal, som Faellesskabet forfoelger i almenhedens interesse, og om begraensningerne, naar henses til de forfulgte formaal, ikke er et uforholdsmaessigt og uacceptabelt indgreb i ejerens saerlige rettigheder, som kraenker selve ejendomsrettens kerne" (praemis 23).

Jeg antager, at Domstolen i overensstemmelse med dens almindelige holdning til spoergsmaal vedroerende grundrettighederne (se ovenfor, punkt 30), for saa vidt angaar anvendelsen af proportionalitetsprincippet, tager saerlige hensyn til den maade, hvorpaa princippet er anvendt i den europaeiske menneskerettighedskonvention saavel som i retspraksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol og -kommission. Dette er i oevrigt ikke vanskeligt, da hovedelementerne - bortset fra enkelte nuancer (63) - i proportionalitetsprincippet, som de anvendes i konventionen og i faellesskabsretten, synes at vaere de samme. I forbindelse med den problematik, der behandles i denne sag, og under hensyn til disse elementer, er der efter min opfattelse behov for at behandle foelgende punkter i forhold til proportionalitetsprincippet. For det foerste: Er det med informationsforbuddet forfulgte formaal et lovligt formaal i almenvellets interesse, der opfylder et tvingende socialt behov? Virkeliggoeres for det andet dette formaal ved hjaelp af midler, som er noedvendige (og acceptable) i et demokratisk samfund for at opnaa dette formaal? Er for det tredje de anvendte midler forholdsmaessige i forhold til det forfulgte formaal og kraenker de ikke alvorligt den paagaeldende grundrettighed, nemlig ytringsfriheden?

36. Paa dette punkt i mit forslag finder jeg det noedvendigt at rette opmaerksomheden mod den sag, som blev indbragt for Den Europaeiske Menneskerettighedskommission efter dommen i Open Door Counselling-sagen (jf. ovenfor, punkt 3), der blev afsagt af den irske Supreme Court den 16. marts 1988. Denne sag drejer sig netop om, om det samme informationsforbud i Irland, som denne sag vedroerer, er foreneligt med navnlig artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

Efter at have antaget sagen til behandling ved afgoerelse af 15. maj 1990 fremlagde Kommissionen den 7. marts 1991 en rapport om sagens realitet, der imidlertid ikke giver megen vejledning vedroerende anvendelsen af proportionalitetsprincippet. Kommissionen konstaterer ganske vist, at der foreligger en begraensning i ytringsfriheden, der er beskyttet i konventionens artikel 10, stk. 1, og fastslaar, at konventionens artikel 10, stk. 2, ikke finder anvendelse. Baggrunden for denne afgoerelse (rapportens punkt 52) var en betragtning om, at den paagaeldende begraensning ikke var "foreskrevet ved lov" "paa det relevante tidspunkt" ("at the material time"), dvs. "foer Supreme Court' s afsigelse af dommen" ("prior to the Supreme Court judgement") af 16. marts 1988. Dette gaelder saavel for de betragtninger (rapportens punkt 44-53), der vedroerer klagerne fra de to raadgivende centre og de to ansatte paa et af centrene, som for overvejelserne (punkt 54-57), der vedroerer de individuelle klager fra to kvinder (som ikke var gravide). For saa vidt angaar de to foerste klager, havde den irske regering anerkendt, at der var tale om en begraensning som omhandlet i konventionens artikel 10, stk. 1, hvilket den benaegtede, for saa vidt angaar den anden gruppe klager. Den Europaeiske Menneskerettighedskommission erkender, for saa vidt angaar begge klagergrupper, at der faktisk er tale om en begraensning i ytringsfriheden (herunder friheden til at modtage meddelelser), og at begraensningen var ulovlig i henhold til artikel 10, stk. 2, fordi den paa det paagaeldende tidspunkt ikke var foreskrevet "ved lov" (et begreb som omfatter en uskreven retlig regel) paa en tilstraekkelig tilgaengelig og klar maade. Kommissionen undersoegte saaledes ikke behovet for den anfaegtede foranstaltning og/eller dens proportionalitet, ligesom den heller ikke gennemgik lovligheden som saadan af det med foranstaltningen forfulgte formaal (se rapportens punkt 52 in fine sammenholdt med punkt 43).

Det foelger derimod af Den Europaeiske Menneskerettighedskommissions rapport, at efter at Supreme Court i Open Door Counselling-dommen af 16. marts 1988 paa en tilstraekkelig tilgaengelig og klar maade har defineret konsekvenserne af den irske forfatnings artikel 40, stk. 3, tredje afsnit, for saa vidt angaar oplysninger om udfoerelse af svangerskabsafbrydelse, er det naevnte nationale forbud paa nuvaerende tidspunkt (64) netop "foreskrevet ved lov" i tilstraekkeligt omfang (nemlig ved hjaelp af en uskreven, men anerkendt, retsregel i common law).

37. Det er ikke saerlig vanskeligt at formulere proportionalitetsprincippet (se ovenfor punkt 35), hvorimod dets anvendelse rejser et andet spoergsmaal, nemlig om udstraekningen af medlemsstaternes skoen, naar de skal vurdere, hvad der en noedvendig og forholdsmaessig - og derfor lovlig - begraensning i en af de grundrettigheder, der er beskyttet ved konventionens artikel 8-11. I Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol og -kommissions praksis afhaenger besvarelsen af dette spoergsmaal meget af det behandlede omraade (65).

Spoergsmaalet er saa meget desto mere foelsomt, naar det som i denne sag drejer sig om at vurdere to grundrettigheder, der er saa foelsomme som paa den ene side ytringsfriheden, hvis grundlaeggende karakter i et demokratisk samfund understreges af Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, og paa den anden side retten til liv, som den anvendes paa ufoedt liv i den paagaeldende medlemsstat paa grundlag af en grundlaeggende etisk vaerdidom, der fremgaar af forfatningen. For saa vidt angaar etiske vaerdidomme, findes der imidlertid en fast praksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, hvorefter - i mangel af et ensartet europaeisk moralbegreb -

"by reason of their direct and continuous contact with the vital forces of their countries, State authorities are in principle in a better position than the international judge to give an opinion on the exact content of these requirements (of the protection of morals) as well as on the 'necessity' of a 'restriction' or 'penalty' intended to meet them" (66).

For saa vidt angaar beskyttelsen af det ufoedte liv, findes der ikke et ens moralbegreb (bortset fra respekten for moderens ret til liv) i medlemsstaterne eller i hver medlemsstat, for saa vidt angaar de betingelser, hvorunder svangerskabsafbrydelse er eller burde vaere tilladt, og der findes heller ikke (bortset fra ovennaevnte forbehold) i praksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedskommission eller i Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol retningslinjer herfor (jf. ovenfor punkt 33). Dette fremgaar ogsaa klart af de talrige dissenser, som medlemmer af Den Europaeiske Menneskerettighedskommission har afgivet i forbindelse med den ovenfor under punkt 36 omtalte rapport, og som udtrykker modsatte synspunkter paa dette punkt (67).

Under disse omstaendigheder er det min opfattelse, for saa vidt angaar denne sag, at den enkelte medlemsstat maa overlades en ikke- ubetydelig skoensmaessig margen. Dette foelger ogsaa af Domstolens praksis vedroerende det skoen, der er overladt til medlemsstaterne, naar der er tale om inden for de graenser, der foelger af faellesskabsretten, at definere begrebet den offentlige orden og den offentlige saedelighed. Det paahviler medlemsstaterne at definere disse begreber paa grundlag af den paagaeldende medlemsstats "egen vaerdiskala" (jf. ovenfor under punkt 26).

38. Der udestaar endnu i forbindelse med den nationale forskrift, som denne sag drejer sig om, spoergsmaalet om en medlemsstat inden for rammerne af dens ikke-ubetydelige skoen kan fastslaa, at et generelt forbud (der er tilstraekkelig tilgaengeligt og klart paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder) mod paa dens omraade at udbrede oplysninger i form af hjaelp til svangerskabsafbrydelse, der udfoeres i denne medlemsstat eller andre medlemsstater, maa anses for en noedvendig og ikke-uforholdsmaessig begraensning af ytringsfriheden under hensyn til den etiske vaerdidom, som forbuddet skal konkretisere, og som er anset for grundlaeggende i denne medlemsstat, hvor man mener, at det ufoedte liv fortjener enhver beskyttelse. Det er min opfattelse, at en medlemsstat har ret til at indtage dette synspunkt paa grundlag af den anvendelse af proportionalitetsprincippet, som jeg har beskrevet det ovenfor (punkt 35), og hvor jeg nu skal gennemgaa de tre hovedelementer.

Det bestrides ikke i denne sag, at det formaal, der forfoelges med informationsforbuddet, er lovligt (jf. ovenfor punkt 33). Dette bestrides i oevrigt heller ikke i de indlaeg, der er bilagt Den Europaeiske Menneskerettighedskommissions rapport, som er omtalt ovenfor (punkt 36), idet de medlemmer af den naevnte kommission, som paa grundlag af proportionalitetsprincippet fandt, at den paagaeldende nationale forskrift er uforenelig med artikel 10, stk. 2, i den europaeiske menneskerettighedskonvention (68), ogsaa er af den opfattelse, at beskyttelsen af saedeligheden er en retmaessig begrundelse. Den korrekte begrundelse findes efter min opfattelse i henhold til faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger i hensynet til beskyttelsen af den offentlige orden og/eller den offentlige saedelighed, fordi der her er tale om en forskrift, der henter sin begrundelse i en etisk vaerdidom, som i den paagaeldende medlemsstat anses for en del af grundlaget for retssystemet (69), og som blev indfoejet i forfatningen, efter at befolkningen havde udtalt sig ved en folkeafstemning i 1983. Det foelger ligeledes heraf, at der er tale om et formaal i almenvellets interesse, som opfylder et uopsaetteligt krav.

For saa vidt angaar kravet om, at begraensningen skal vaere noedvendig i et demokratisk samfund for naa det forfulgte formaal, er jeg af den opfattelse under hensyn til det foregaaende punkt og beskrivelsen af den nationale forskrift og den faktuelle sammenhaeng, som den fremgaar af de praejudicielle spoergsmaal (70), at de paagaeldende nationale myndigheder med rette kan vaere af den opfattelse, at et forbud mod at udbrede oplysninger i form af hjaelp er noedvendig for at gennemfoere den vaerdidom, der fremgaar af forfatningen, for saa vidt angaar hensynet til at beskytte et ufoedt liv. Paa baggrund af forbuddets begraensede karakter (jf. nedenfor) og dets hjemmel, nemlig en bestemmelse i forfatningen, der er udstedt efter en folkeafstemning om respekten for det ufoedte liv, er det min opfattelse, at de nationale myndigheder med rette kan mene, at forbuddet er acceptabelt i et demokratisk samfund.

For saa vidt angaar kravet om, at den paagaeldende forskrift ikke maa vaere uforholdsmaessig i forhold til det formaal, der forfoelges dermed, mener jeg, at de nationale myndigheder med rette kan antage, at dette ikke er tilfaeldet i forbindelse med en forskrift som den, der optager os i denne sag, der begraenser sig til at forbyde oplysninger i form af hjaelp uden at opstille hindringer for andre typer oplysninger eller for friheden til at ytre sig om det tilladelige i at udfoere svangerskabsafbrydelser, og som heller ikke udstraekkes til foranstaltninger, der begraenser gravide kvinders bevaegelsesfrihed eller paalaegger dem uoenskede undersoegelser.

Konklusion og gennemgang af EOEF-Traktatens artikel 62

39. Paa grundlag af det foregaaende er det min opfattelse, at Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat, hvor beskyttelsen af et fosters liv udgoer et grundlaeggende princip i forfatningen og i lovgivningen, udsteder et generelt forbud, hvorved det forbydes enhver - uanset nationalitet eller etableringssted - at hjaelpe kvinder, der er bosiddende i medlemsstaten - uafhaengigt af deres nationalitet - til at opnaa svangerskabsafbrydelse, mere praecist via udbredelse af oplysninger om navn og adresse paa klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse foretages, samt om, hvorledes man kommer i kontakt med disse klinikker, selv om tjenesteydelsen i form af en laegelig svangerskabsafbrydelse og oplysningerne herom er i overensstemmelse med den dér gaeldende lovgivning. Som det foelger af den foregaaende gennemgang er denne konklusion ikke uforenelig med de almindelige faellesskabsretlige retsgrundsaetninger vedroerende de grundlaeggende frihedsrettigheder.

40. Paa baggrund af denne konklusion skal jeg kort behandle det argument, som de sagsoegte i hovedsagen soeger at udlede af EOEF-Traktatens artikel 62. Denne bestemmelse lyder saaledes: "Medmindre andet er bestemt i denne Traktat, maa medlemsstaterne ikke indfoere nye begraensninger i den frihed til udveksling af tjenesteydelser, der faktisk er opnaaet ved Traktatens ikrafttraeden". De sagsoegte i hovedsagen har anfoert, at denne traktatbestemmelse har betydning for fortolkningen af den bestemmelse, som er indsat i den irske forfatning i 1983, og som Supreme Court har anvendt som grundlag for det ovennaevnte informationsforbud. Efter de sagsoegtes opfattelse maa denne forfatningsforskrift ikke fortolkes saaledes, at den danner grundlag for en ny begraensning i udvekslingen af tjenesteydelser i forhold til den situation, der var opnaaet, da Irland tiltraadte Faellesskabet.

Det er i denne sammenhaeng tilstraekkeligt at bemaerke, at EOEF-Traktatens artikel 62 ikke kan finde anvendelse paa nationale forskrifter, der omfatter en restriktion for udvekslingen af tjenesteydelser, der som det ovenfor omhandlede informationsforbud ikke henhoerer under anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 59 og 60 paa grund af de tvingende almene hensyn, som jeg tidligere har omtalt. Resultatet ville kun vaere et andet, saafremt den nye nationale bestemmelse medfoerte, at den nationale forskrift faldt ind under disse artiklers raekkevidde, hvilket, som jeg har paavist i gennemgangen ovenfor, ikke er tilfaeldet.

For fuldstaendighedens skyld skal jeg paapege, at EOEF-Traktatens artikel 62 - og i oevrigt ogsaa artikel 53 - der vedroerer etableringsretten, skal fortolkes paa samme maade som EOEF-Traktatens artikel 32, stk. 1. Ifoelge denne artikel er medlemsstaterne forpligtet til at afstaa fra at goere de kontingenter og foranstaltninger med tilsvarende virkning, der fandtes paa tidspunktet for Traktatens ikrafttraeden, mere restriktive. Hertil har Domstolen i Motte-dommen (71) udtalt foelgende:

"Formaalet med naevnte bestemmelse var udelukkende at undgaa, at medlemsstaterne i overgangsperioden skaerpede de restriktive foranstaltninger, der skulle vaere afskaffet senest ved denne periodes udloeb. Efter overgangsperioden udloeb er der intet i denne bestemmelse, der ikke foelger af bestemmelserne i Traktatens artikler 30 og 36."

Efter min opfattelse har EOEF-Traktatens artikel 62 samme formaal som artikel 32, nemlig at undgaa, at medlemsstaterne i loebet af overgangsperioden goer foranstaltninger, som skulle vaere afskaffet senest ved udloebet af den naevnte periode, mere restriktive. Ved udloebet af overgangsperioden har EOEF-Traktatens artikel 59, hvorefter restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser skal afskaffes, haft direkte virkning (72). Efter dette tidspunkt tilfoejer EOEF-Traktatens artikel 62 intet til Traktatens bestemmelser om tjenesteydelser. Ogsaa af disse grunde kan de sagsoegtes argument vedroerende artikel 62 ikke tages til foelge.

Forslag til besvarelse

41. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare de spoergsmaal, som den nationale domstol har forelagt, saaledes:

"1) Et laegeligt indgreb, som normalt udfoeres mod betaling, og hvorved der foretages en svangerskabsafbrydelse paa en kvinde fra en anden medlemsstat under overholdelse af lovgivningen i den medlemsstat, hvor indgrebet foretages, er en (graenseoverskridende) tjenesteydelse, jf. EOEF-Traktatens artikel 60.

2) Traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed for tjenesteydelser er ikke til hinder for, at en medlemsstat, hvor beskyttelsen af et fosters liv udgoer et grundlaeggende princip i forfatningen og i lovgivningen, indfoerer et generelt forbud, hvorved det forbydes enhver - uanset nationalitet eller etableringssted - at hjaelpe kvinder, der er bosiddende i medlemsstaten - uafhaengigt af deres nationalitet - til at opnaa svangerskabsafbrydelse, bl.a. via udbredelse af oplysninger om navn og adresse paa klinikker i en anden medlemsstat, hvor svangerskabsafbrydelse foretages, samt om hvorledes man kommer i kontakt med disse klinikker, selv om tjenesteydelsen i form af en laegelig svangerskabsafbrydelse og oplysningerne herom er i overensstemmelse med gaeldende lov i denne anden medlemsstat."

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) - Irish Reports 1988, s. 593.

(2) - Dom af 21.4.1988 (sag 338/85, Sml. s. 2041 ff.).

(3) - Dom af 18.3.1980 (sag 52/79, Debauve, Sml. s. 833, praemis 18).

(4) - Se til sammenligning, for saa vidt angaar frie varebevaegelser, Domstolens dom af 15.12.1982 (sag 286/81, Oosthoek' s Uitgeversmaatschappij, Sml. s. 4575, praemis 15) og af 7.3.1990 (sag C-362/88, GB-INNO-BM, Sml. I, s. 667, praemis 7).

(5) - Dom af 31.1.1984 (forenede sager 286/82 og 26/83, Sml. s. 377).

(6) - Med forbehold af moderens ligevaerdige ret til liv ( saa vidt muligt ), jf. den irske forfatnings artikel 40, stk. 3, tredje afsnit, som jeg har citeret ovenfor under punkt 3.

(7) - Se bl.a. dom af 5.2.1981 (sag 50/80, Horvath, Sml. s. 385) om indfoersel af narkotika og dom af 6.12.1990 (sag C-343/89, Witzemann, Sml. I, s. 4477) om indfoersel af falske penge.

(8) - Den britiske lov fra 1967 om abort (Abortion Act 1967), hvorefter det er tilladt at foretage svangerskabsafbrydelse under visse betingelser, gaelder ikke i Nordirland. I denne del af Det Forenede Kongerige er abort forbudt. Det fremgaar ikke af de skriftlige eller mundtlige indlaeg for Domstolen, om der findes et tilsvarende problem som i hovedsagen, for saa vidt angaar tilvejebringelse i Nordirland af oplysninger om den i andre dele af Det Forenede Kongerige tilladte adgang til svangerskabsafbrydelse.

(9) - Se f.eks. artikel 219 b i den tyske straffelov, som principielt forbyder ethvert offentligt tilbud om foretagelse af abort.

(10) - Se f.eks. de franske regler i artikel L 162-3, L 645 og L 647 i den franske lov om offentlig sundhed, som giver laeger og specialiserede klinikker en eneret til at udbrede oplysninger om abort.

(11) - Se f.eks. artikel 350 i den belgiske straffelov, som kun tillader afbrydelse af svangerskab i institutioner, der har en oplysningstjeneste, som modtager den gravide kvinde og giver hende dybtgaaende raadgivning om mulighederne for at faa hjaelp til barnet.

(12) - Dom af 3.12.1974 (sag 33/74, Van Binsbergen, Sml. s. 1299).

(13) - Se senest Domstolens domme af 26.2.1991 vedroerende turistfoereres tjenesteydelser (sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, praemis 12, sag C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, praemis 15, og sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727, praemis 16).

(14) - Dom af 2.2.1989 (sag 186/87, Sml. s. 195).

(15) - Jf. ovenfor, fodnote 4.

(16) - EFT 1989 C 120, s. 51.

(17) - Se dom afsagt af Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol den 20.11.1989 i sagen Markt Intern Verlag GmbH and Klaus Beermann, Series A, nr. 165.

(18) - Dom af 24.10.1978 (sag 15/78, Sml. s. 1971).

(19) - Jf. ovenfor, fodnote 3.

(20) - Forslag til afgoerelse fremsat den 21.2.1991 i sag C-76/90, Sml. I, s. 4221, paa s. 4229.

(21) - Se punkt 24 i forslaget, hvor der henvises til P. J. G. Kapteyn og P. VerLoren van Themaat: Introduction to the Law of the European Communities, Second edition, edited by L. W. Gormley, 1989, s. 443-452.

(22) - Forslagets punkt 23 og 27.

(23) - Se forslagene til afgoerelse i Debauve- og Coditel-sagerne (Sml. 1980, s. 860, 870-873 og 905), fremsat af generaladvokat Warner, som kommer frem til denne holdning efter en dybtgaaende analyse af Traktatens bestemmelser; generaladvokat Sir Gordon Slynn' s forslag til afgoerelse i Webb-sagen (Sml. 1981, s. 3328 og 3330-3333), hvori udtrykkeligt henvises til EOEF-Traktatens artikel 65, der giver grundlag for at antage, at artikel 59 ogsaa omfatter andre restriktioner end dem, der medfoerer forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet eller bopael; se endelig generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i de ovenfor naevnte sager om turistfoererne (punkt 26-30). Opfattelsen er i mellemtiden tiltraadt af generaladvokat Tesauro i de forslag til afgoerelse, han fremsatte den 18.4.1991, i sagerne Kommissionen mod Nederlandene (sag C-353/89) og Gouda (sag C-288/89), punkt 12.

(24) - Se f.eks. dom af 3.2.1982 (forenede sager 62/81 og 63/81, Seco mod EVI, Sml. s. 223, praemis 8 og 9).

(25) - Den samme tendens til at fortolke begrebet diskrimination bredt moeder vi ogsaa paa det etableringsretlige omraade. Se mit forslag til afgoerelse, som jeg fremsatte den 28. 11.1991 i sag C-340/89, Vlassopoulou, punkt 6 ff., hvor jeg har kommenteret denne retspraksis (dommen er afsagt den 7.5.1991, Sml. I, s. 2357, paa s. 2365).

(26) - Dom af 17.12.1981 (sag 279/80, Sml. s. 3305).

(27) - Dom af 18.1.1979 (forenede sager 110/78 og 111/78, Sml. s. 35).

(28) - Dom af 4.12.1986 (sag 205/84, Sml. s. 3755).

(29) - Se de ovenfor naevnte domme (fodnote 13), sag C-154/89, praemis 15, sag C-180/89, praemis 18, og sag C-198/89, praemis 19.

(30) - I modsaetning til EOEF-Traktatens artikel 36 indeholder artikel 56, stk. 2, en samordningspligt, som Raadet har opfyldt ved at udstede direktiv 64/221/EOEF af 25.2.1964 om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (EFT 1963-1964, s. 109). I Domstolens retspraksis er bestemmelsen hovedsageligt blevet behandlet i forbindelse med medlemsstaternes mulighed for at indfoere begraensninger i retten til fri bevaegelighed i konkrete tilfaelde (se dommen af 8.4.1976 (sag 48/75, Royer, Sml. s. 497, praemis 29) og af 5.2.1991 (sag C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, praemis 30) ). I dommen af 26.4.1988 (sag 352/85, Bond van Adverteerders, Sml. s. 2085, praemis 31-39) har Domstolen dog ogsaa behandlet spoergsmaalet, om overvejelser vedroerende den offentlige orden kan begrunde en national lovgivning af generel karakter.

(31) - Se dom af 18.3.1980 (sag 62/79, Coditel, Sml. s. 881, praemis 15).

(32) - Se de ovenfor naevnte domme om turistfoerere (fodnote 13).

(33) - Se praemis 18 i den ovenfor naevnte Webb-dom (fodnote 26), praemis 14 i Seco mod EVI-dommen (fodnote 24) samt praemis 18 i dommen af 27.3.1990 (sag C-113/89, Rush Portuguesa, Sml. I, s. 1417).

(34) - Se ovenfor naevnte dom, Kommissionen mod Tyskland (fodnote 28) praemis 30-33.

(35) - Dom af 23.11.1989 (sag C-145/88, Torfaen mod B. & Q., Sml. s. 3851, praemis 14).

(36) - Dom af 11.7.1985 (forenede sager 60/84 og 61/84, Sml. s. 2605).

(37) - Se den ovenfor naevnte Torfaen mod B. & Q.-dom (fodnote 35) samt dommene af 28.2.1991 (sag C-312/89, Conforama, Sml. I, s. 997 og sag C-332/89, Marchandise, Sml. I, s. 1027).

(38) - Jf. ovenfor, fodnote 18.

(39) - Dette formaal er ikke direkte naevnt i Debauve-dommen, men fremgaar af Bond van Adverteerders-dommen, der behandler en tilsvarende national lovgivning, (jf. ovenfor, fodnote 30).

(40) - Dom af 27.10.1977 (sag 30/77, Bouchereau, Sml. s. 1999).

(41) - Samme dom, praemis 33 og 34, hvori der henvises til dom af 4.12.1974 (sag 41/74, Van Duyn, Sml. s. 1350).

(42) - Generaladvokat Darmon' s forslag til afgoerelse (punkt 21) i dommen af 28.11.1989 (sag C-379/87, Groener, Sml. s. 3967), der drejede sig om en bestemmelse i forfatningen om udpegelse af et officielt nationalt sprog.

(43) - Domstolens udtalelse i forbindelse med begrebet den offentlige saedelighed i dommen af 11.3.1986 (sag 121/85, Conegate, Sml. s. 1007, praemis 14).

(44) - Dette indebaerer, at den nationale regel skal tage hensyn til og ikke gentage, hvad der allerede er opnaaet i en anden medlemsstat med henblik paa at gennemfoere det samme hensyn til almenvellet.

(45) - En saadan uforholdsmaessighed kan f.eks. foelge af, at forskriften medfoerer en alvorlig opdeling af markedet. Se i denne sammenhaeng punkt 17-25 i mit forslag til afgoerelse i Torfaen mod B. & Q.-sagen samt punkt 12 i mit forslag til afgoerelse i de ovenfor naevnte sager Conforama og Marchandise, jf. fodnote 37.

(46) - Se Supreme Court' s dom i den ovenfor naevnte Open Door Counselling-sag (punkt 3).

(47) - Dom af 14.5.1974 (sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. s. 491, praemis 13).

(48) - EFT 1987 L 169, s. 1. Se ligeledes faelleserklaering fra Europa-Parlamentet, Raadet og Kommissionen af 5.4.1977 (EFT C 103, s. 1) samt dommen af 15.5.1986 (sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18).

(49) - Jf. ovenfor, fodnote 16.

(50) - Disse faellesskabsfriheder giver ofte de traditionelle grundrettigheder en supplerende dimension; dette er tilfaeldet i dommene af 28.10.1975 (sag 36/75, Rutili, Sml. s. 1219) og den ovenfor naevnte Johnston-dom. Derimod opstaar der ofte konflikt mellem de regler, der er grundlaget for de faelles markedsordninger, og de traditionelle grundrettigheder, jf. dom af 13.12.1979 (sag 44/79, Hauer, Sml. s. 3727). Vedroerende denne sidstnaevnte dom henvises ogsaa til punkt 35 nedenfor.

(51) - Se paa dette punkt J. Weiler: The European Court at a Crossroads: Community Human Rights and Member State Action , i Du droit international au droit de l' intégration, Liber Amicorum Pierre Pescatore, 1987, s. 821 ff. med henvisning s. 836-837 til De Forenede Stater, hvor problemet ogsaa er opstaaet.

(52) - Jf. ovenfor, fodnote 36.

(53) - Dom af 30.9.1987 (sag 12/86, Sml. s. 3719).

(54) - Dom af 13.7.1989 (sag 5/88, Sml. s. 2609).

(55) - J. Weiler giver udtryk for samme synspunkt i den ovenfor naevnte artikel (fodnote 51) s. 840-841, hvor det ogsaa paapeges, at Domstolen allerede vurderer saadanne nationale forskrifter i lyset af faellesskabsretten og navnlig proportionalitetsprincippet.

(56) - Se i denne sammenhaeng W. Peukert: Human rights in international law and the protection of unborn human beings i Protecting Human Rights: the European Dimension. Studies in honour of Gerard Wiarda, 1988, s. 511 ff., og isaer P. Van Dijk og G. Van Hoof: De Europese conventie in theorie en praktijk, 1990 (tredje reviderede udgave), s. 243 ff. I 1990 blev den anden udgave af denne bogs engelske version, som jeg senere skal henvise til, udgivet under titlen Theory and practice of the European Convention on Human Rights. Den problematik, jeg her omtaler, behandles paa s. 218 ff.

(57) - Beretning i sag 8416/79, X mod Det Forenede Kongerige, Collection of Decisions 19 (1980), s. 244.

(58) - Beretning i sag 6959/75, Brueggemann og Scheuten mod Tyskland, Collection of Decisions 10 (1978), s. 100.

(59) - Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, Sunday Times-sagen, dom af 26.4.1979, Series A, nr. 30, s. 30-31.

(60) - Se den ovenfor naevnte Markt Intern-dom (fodnote 17), punkt 33.

(61) - Se navnlig Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Silver m.fl., dom af 25.3.1983, Series A, nr. 61, s. 37-38.

(62) - Jf. ovenfor, fodnote 50.

(63) - Se f.eks. vedroerende betydningen af ordet noedvendige i artikel 10, stk. 2, i menneskerettighedskonventionen, ovennaevnte Van Dijk og Van Hoof (fodnote 56), s. 588-589 i den engelske udgave.

(64) - Paa nuvaerende tidspunkt vil sige det tidspunkt, hvor hovedsagens faktiske omstaendigheder fandt sted, idet sagsoegeren SPUC netop har stoettet sig til Supreme Court' s dom af 16.3.1988 som grundlag for soegsmaalet mod de sagsoegte (se ovenfor punkt 3 og 4).

(65) - Se hertil ovennaevnte Van Dijk og Van Hof (fodnote 56), s. 583-606 i den engelske udgave, navnlig s. 604-606.

(66) - Se Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7.12.1979 i Handyside-sagen, Series A, nr. 24, s. 22, samt dom af 24.5.1988 i Mueller-sagen, Series A, nr. 133, punkt 35.

(67) - For saa vidt angaar spoergsmaalet om behov og forholdsmaessighed, er tre medlemmer af den opfattelse, at informationsforbuddet ikke er en lovlig begraensning, hvorimod 5 medlemmer finder forbuddet retmaessigt.

(68) - H. G. Schermes, litra b), i hans concurring opinion ( overensstemmende udtalelse ); Sir Basil Hall i punkt 9 i hans partly concurring and partly dissenting opinion (delvis overensstemmende mening og delvis dissens).

(69) - Se Domstolens definition af begrebet offentlig orden ovenfor under punkt 26. Begrebet anvendes ikke entydigt i den europaeiske menneskerettighedskonvention, se ovenfor naevnte Van Dijk og Van Hoof (fodnote 56), den engelske udgave s. 584 ff.

(70) - Det paahviler ikke Domstolen at tage hensyn til faktiske argumenter af den karakter, som de sagsoegte i hovedsagen har fremfoert, nemlig at informationsforbuddets konsekvens er, at svangerskabsafbrydelse foretages paa et senere tidspunkt i svangerskabet, hvilket medfoerer risici for kvindens helbred - og som den forelaeggende ret ikke har bragt til Domstolens kundskab som ubestridte faktiske omstaendigheder.

(71) - Dom af 10.12.1985 (sag 247/84, Motte, Sml. s. 3887, praemis 15).

(72) - Dom af 3.12.1974 (sag 33/74, Van Binsbergen, Sml. s. 1299).