61990C0027

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

A - Faktiske omstaendigheder

1. Den foreliggende sag har tilknytning til sag C-87/89. Sagsoegeren i hovedsagen var dengang blandt de virksomheder, som havde anlagt sag mod Kommissionen. Domstolen traf afgoerelse i den paagaeldende sag ved dom af 17. maj 1990 (1).

2. Paa baggrund af denne dom og retsmoederapporten i den foreliggende sag behoever jeg ikke at komme naermere ind paa enkelthederne i sagens retlige spoergsmaal. Det drejer sig i denne sag igen i det vaesentlige om de virkninger, som forordning (EOEF) nr. 989/84 om indfoerelse af en ordning med garantitaerskler for visse produkter forarbejdet paa basis af frugt og groensager (2) havde paa producentstoetten til produkter forarbejdet paa basis af tomater. Forordningen bestemmer, at hvis den i artikel 1 fastsatte garantitaerskel - svarende til 4 700 000 tons friske tomater - overskrides, nedsaettes stoetten for det efterfoelgende produktionsaar under hensyn til omfanget af overskridelsen (artikel 2, stk. 1). I henhold til artikel 2, stk. 2, beregnes overskridelsens omfang ud fra den gennemsnitlige produktion i de tre produktionsaar, der gaar forud for det produktionsaar, for hvilket stoetten skal fastsaettes.

3. Som bekendt fastsatte Kommissionen producentstoetten for produkter forarbejdet paa basis af tomater for produktionsaarene 1984/1985-1987/1988 (3) under hensyntagen til overskridelser, hvilket i medfoer af artikel 2 i forordning nr. 989/84 foerte til nedsaettelse af stoetten for visse eller alle produkters vedkommende.

4. Mens sagen verserede paa nationalt administrativt plan, fremfoerte en fransk tomatforarbejdningsvirksomhed, Société industrielle de transformation de produits agricoles (SITPA, herefter benaevnt "sagsoegeren"), den opfattelse, at de forordninger, hvorved Kommissionen havde fastsat stoetten for de naevnte produktionsaar, var ugyldige. Selskabet anmodede derfor Office national interprofessionnel des fruits, des légumes et de l' horticulture (Oniflhor) om at faa udbetalt differencen mellem det fulde stoettebeloeb, som ville vaere kommet til udbetaling uden nedsaettelserne, og den stoette, som faktisk var blevet ydet. Oniflhor meddelte afslag paa anmodningen med den begrundelse, at det ikke var muligt at yde en stoette, der oversteg de i forordningerne fastsatte beloeb.

5. SITPA anlagde sag til proevelse af afslaget ved Tribunal administratif de Dijon, som i henhold til EOEF-Traktatens artikel 177 har anmodet Domstolen om at afgoere,

"dels om Raadets forordning (EOEF) nr. 989/84 samt Kommissionens forordninger (EOEF) nr. 1925/84, nr. 2222/85, nr. 2077/86 og nr. 2160/87 er gyldige efter artikel 190 i Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og det i Traktaten indeholdte forbud mod forskelsbehandling, dels, hvilke oekonomiske virkninger forordningernes ulovlighed har for Oniflhor' s forpligtelser, saafremt de kendes retsstridige".

B - Stillingtagen

Foerste del af spoergsmaalet (de anfaegtede forordningers gyldighed)

I - Forordning nr. 989/84

1. Anbringendet om manglende begrundelse (EOEF-Traktatens artikel 190)

6. Sagsoegeren har anfaegtet gyldigheden af forordning nr. 989/84 ud fra et synspunkt om manglende begrundelse. Ifoelge sagsoegeren indeholder den tredje betragtning til forordningen (4), som er relevant i denne forbindelse, ikke nogen beskrivelse af de "markedsforhold", som Raadet har baseret sine foranstaltninger paa, og desuden gives der ikke nogen forklaring paa, hvorfor man netop har besluttet sig for at nedsaette det nominelle stoettebeloeb i stedet for at begraense stoetten til kun at gaelde for en bestemt maengde produkter.

7. a) Inden jeg kan beskaeftige mig med enkelthederne i dette anbringende, skal jeg kort erindre om de grundsaetninger, som Domstolen har opstillet for omfanget af begrundelsespligten i relation til forordninger. Ifoelge fast retspraksis (5) skal begrundelsen, jf. EOEF-Traktatens artikel 190, tilpasses den paagaeldende retsakts karakter. De betragtninger, der er lagt til grund af den faellesskabsmyndighed, som har udstedt retsakten (6), skal klart og utvetydigt fremgaa af begrundelsen, saaledes at den beroerte kan saette sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning og Domstolen udoeve sin kontrol.

8. Grundsaetningen er dog i to henseender blevet praeciseret af Domstolen for at forhindre, at der stilles for store krav i relation til begrundelsespligten.

9. For det foerste kan det ikke kraeves, at begrundelsen af forordningerne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordningerne, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar (7). For det andet skal en begrundelse ikke kun bedoemmes ud fra ordlyden, men ogsaa paa baggrund af sammenhaengen og samtlige regler paa det paagaeldende omraade (8).

10. b) Paa baggrund af disse grundsaetninger har Raadet og Kommissionen med rette antaget, at betragtningerne til forordning nr. 989/84 opfylder kravene i henhold til EOEF-Traktatens artikel 190.

11. aa) Sagsoegeren har indledningsvis gjort gaeldende, at Raadet med henvisningen til "markedsforholdene" (den tredje betragtning) ikke i tilstraekkelig grad har beskrevet den situation, som danner grundlag for dets foranstaltning.

12. Dette synspunkt kan jeg ikke tilslutte mig. Begrebet markedsforholdene er uddybet i de retsakter, som indeholder bemyndigelsen til forordning nr. 989/84, nemlig forordning nr. 516/77 (9) (artikel 3, stk. 3 (10), og den tredje betragtning til aendringsforordningen (EOEF) nr. 1152/78 (11), hvorved man indfoerte den bemyndigelse, som nu er indeholdt i artikel 2, stk. 3, i forordning (EOEF) nr. 426/86 (12)) og senere forordning nr. 426/86 (artikel 2, stk. 3, og den femte betragtning). I den anden henvisning i den anfaegtede forordning nr. 989/84 refereres der udtrykkeligt til den paa davaerende tidspunkt gaeldende forordning nr. 516/77 saavel som til den relevante aendringsforordning, forordning (EOEF) nr. 988/84. Henvisningen bliver derpaa gentaget i den foerste betragtning. Sagsoegeren har ogsaa vaeret opmaerksom paa denne sammenhaeng, idet selskabet i sin argumentation stoetter sig paa de netop anfoerte bemyndigelsesbestemmelser.

13. I den tredje betragtning til forordning nr. 1152/78 er der tale om, at "ydelse af en stoette til producenter af forarbejdet frugt og groensager" "paa grund af de store disponible maengder af raavarer og forarbejdningskapacitetens elasticitet ... kan medfoere en betydelig foroegelse af denne produktion", hvilket kan foere til "vanskeligheder med afsaetning". Foelgelig er bemyndigelsesbestemmelsen i alle udgaver knyttet til den situation, at "Faellesskabets produktionskapacitet for et af de ... omhandlede produkter [vil] kunne fremkalde en vaesentlig uligevaegt mellem produktionen og afsaetningsmulighederne".

14. For saa vidt som formaalet med reglerne saaledes er at modvirke en trussel om en skadelig udvikling inden for den paagaeldende sektor, fremgaar det i hvert fald "i det vaesentlige" (13) af henvisningen til markedsforholdene i den tredje betragtning sammenholdt med de bestemmelser og betragtninger, som udgoer det retlige grundlag for den anfaegtede forordning, hvorledes Raadet vurderede den situation, som man havde til hensigt at reagere paa. Risikoen - en uligevaegt mellem produktionen og afsaetningsmulighederne - og aarsagerne dertil - store disponible maengder af raavarer og forarbejdningskapacitetens elasticitet - er beskrevet tilstraekkelig tydeligt.

15. For saa vidt som begrundelsespligten i foerste raekke tjener til at informere de erhvervsdrivende, maa det i oevrigt antages, at tomatforarbejdningsvirksomhederne havde et noeje kendskab til den i Raadets oejne uacceptable udvikling, idet de selv var direkte konfronteret med bevaegelserne paa markedet.

16. Betragtningerne til forordning nr. 989/84 giver ogsaa mulighed for en proevelse ved Domstolen. Den situation, som Raadet fandt utilfredsstillende, fremgaar saa tydeligt af alle de anfoerte betragtninger og bemyndigelsesbestemmelser, at Domstolen i givet fald vil kunne konstatere, om eksempelvis maalsaetningen med indgrebet eller de i forbindelse hermed anvendte midler er i strid med principperne for den faelles landbrugspolitik, eller om de paagaeldende midler er aabenbart uegnede eller gaar videre end paakraevet.

17. bb) Paa denne baggrund kan begrundelsen henset til de hidtil fremfoerte betragtninger ikke kritiseres. Sagsoegeren har yderligere anfoert, at Raadet ikke i tilstraekkelig grad har gjort rede for, hvorfor man besluttede sig for at nedsaette det nominelle stoettebeloeb i stedet for at begraense stoetten til kun at gaelde en del af produktionen (kvoteordning). Ogsaa her henvises der i forordningen alene til "markedsforholdene", uanset artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 426/86 naevner begraensning af stoetten til en del af produktionen som den karakteristiske foranstaltning, og den foranstaltning i den femte betragtning til forordningen endog fremstaar som den eneste mulige.

18. Disse argumenter finder jeg heller ikke holdbare. Faellesskabslovgivers motiver kan nemlig udledes af forordningens kontekst, navnlig af foranstaltningens karakter og omstaendighederne forud for dens tilblivelse.

19. Hvad angaar det foerste af disse to forhold, har Kommissionen og Raadet med rette anfoert, at indfoerelsen af en garantitaerskel og nedsaettelsen af det nominelle stoettebeloeb med den metode, man valgte i det foreliggende tilfaelde, gennemsnitligt klart medfoerer en mindre belastning for den enkelte producent end en kvoteordning, der er baseret paa den samme maengde. Da omfanget af taersklens overskridelse beregnes ud fra den gennemsnitlige produktion i de tre produktionsaar, der gaar forud for det produktionsaar, som der er tale om (artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84), opstaar ulemperne for producenterne ved en overskridelse nemlig kun lidt efter lidt og med en vis forsinkelse, saaledes at de gradvis kan tilpasse sig den aendrede situation. Hvis man med virkning fra det samme tidspunkt havde foretaget en begraensning af stoetten paa grundlag af de samme maengder, som er anvendt i forbindelse med garantitaersklerne, ville virkningerne heraf vaere indtraadt hurtigere og mere pludseligt, og en saadan foranstaltning ville saaledes have fremstaaet som mere indgribende for gennemsnitsproducenten. En saadan ordning blev foerst indfoert senere, nemlig ved forordning (EOEF) nr. 1320/85 (14), der da ogsaa i den tredje betragtning angives som det retlige grundlag for "mere restriktive foranstaltninger".

20. Disse betragtninger taler samtidig mod at anerkende sagsoegerens opfattelse, hvorefter forordning nr. 426/86 efter ordlyden kraever en saerlig begrundelse. Naar artikel 2, stk. 3, i forordningen (15) som eksempel paa foranstaltningerne - som i oevrigt kun beskrives naermere med bemaerkningen om, at de skal vaere "egnede" - naevner en saerlig indgribende foranstaltning, sker dette for at tydeliggoere raekkevidden af skoensbefoejelsen. Den omstaendighed, at dette eksempel er naevnt udtrykkeligt, kan saaledes ikke foere til den slutning, at enhver anden foranstaltning forudsaetter en saerlig begrundelse - navnlig ikke, naar der er tale om foranstaltninger, der gennemsnitligt er mindre indgribende over for producenten. Endelig aendrer det ikke noget herved, at betragtningerne til forordningerne nr. 426/84 og nr. 1152/78 udelukkende naevner muligheden for at begraense ydelsen af stoette til en del af produktionen. I mangel af holdepunkter for det modsatte maa det laegges til grund, at de to tekster (bestemmelserne og betragtningerne) skal forstaas paa samme maade paa dette punkt. Da det er klart, at en begraensning af ydelsen af stoette til en bestemt maengde er en saerlig indgribende foranstaltning, kunne lovgiver efter min opfattelse ogsaa bevare ordlyden af den tilsvarende betragtning uforandret, da der ved forordning nr. 988/84 (16) blev skabt mulighed for ogsaa at traeffe andre "egnede" foranstaltninger.

21. Det er imidlertid sagsoegerens opfattelse - som uddybet under den mundtlige forhandling - at forarbejdningsvirksomhederne indtil udstedelsen af den omtvistede forordning nr. 989/84 objektivt kunne og maatte regne med, at Raadet som foranstaltning mod en overproduktion udelukkende ville vedtage en begraensning af stoetten til bestemte maengder. Derfor skulle Raadet have givet en saerlig begrundelse for sin beslutning om at vaelge en anden foranstaltning i den naevnte forordning. Sagsoegeren stoetter sig i det vaesentlige her paa, at den omtalte udvidelse af det retlige grundlag til at omfatte andre former for foranstaltninger er vedtaget samme dag som forordning nr. 989/84.

22. Jeg kan ikke tilslutte mig denne opfattelse. For det foerste finder jeg, at det selv under saadanne omstaendigheder er tilstraekkeligt, at lovgiver - som i det foreliggende tilfaelde - lader foranstaltningens karakter tale for sig selv. For det andet var det allerede ved udstedelsen af forordning (EOEF) nr. 1206/82 (17) klart, at Raadet, saafremt der skulle blive behov for foranstaltninger, ikke noedvendigvis ville vaelge en kvoteordning. Denne forordning indfoerte med virkning fra 1. juli 1982 en garantitaerskel for hvert produktionsaar for tomatkoncentrater og flaaede tomater svarende til taersklerne i forordning nr. 989/84 (artikel 1, stk. 1). Saafremt taersklerne blev overskredet, skulle Raadet paa forslag af Kommissionen traeffe "passende foranstaltninger". Der tales ikke herved om en eventuel kvoteordning. Betragtningerne til forordningen gaar i samme retning. Ganske vist siges det her indledningsvis:

"Ved artikel 3a i forordning (EOEF) nr. 516/77 blev der indfoert en producentstoetteordning for visse produkter forarbejdet paa basis af frugt og groensager; saafremt den i naevnte artikels stk. 5 omhandlede situation opstaar, er det muligt at begraense ydelsen af produktionsstoette til en bestemt maengde ...".

23. I den efterfoelgende betragtning, der angiver den egentlige baggrund for forordningen, undlades det imidlertid at praecisere karakteren af de foranstaltninger, som Raadet forbeholder sig ret til at traeffe:

"Den naevnte situation kan opstaa for tomatkoncentrater og hele flaaede tomater; paa naervaerende stadium boer der fastsaettes en garantitaerskel for disse produkter; det er vigtigt, at der fastsaettes mulighed for at traeffe passende foranstaltninger i tilfaelde af, at denne taerskel overskrides" (18).

24. Allerede her kunne man efter min opfattelse se en aabning hen imod andre - eventuelt mindre indgribende - foranstaltninger, ogsaa selv om det retlige grundlag herfor foerst blev skabt senere.

25. Det foelger af det hidtil anfoerte, at lovgivers motiver fremgik af reglernes kontekst - deres karakter og forhistorie - paa en saadan maade, at de beroerte personer kunne goere sig bekendt hermed, og der kunne udoeves en retslig kontrol.

26. Man kan heraf ligeledes udlede Raadets bedoemmelse af situationen. Ifoelge Raadet havde overproduktionen endnu ikke naaet et saadant omfang, at det var noedvendigt at indfoere en kvoteordning, ogsaa ud fra det synspunkt, at de forarbejdningsvirksomheder, som ikke eller kun i ringe omfang havde medvirket til produktionsstigningen, maatte beskyttes ved en saadan ordning. Spoergsmaalet om, hvorvidt denne vurdering var korrekt, er ikke et spoergsmaal om (formel) begrundelsespligt, men derimod om den materielle lovlighed af den anfaegtede forordning.

27. Af de saaledes anfoerte grunde maa anbringendet om manglende begrundelse afvises.

2. Anbringendet om, at forordning nr. 989/84 strider mod forbuddet mod ulovlig forskelsbehandling

28. Det staar ikke helt klart, om ogsaa forordning nr. 989/84 - ved siden af de enkelte forordninger for produktionsaarene 1984/1985-1987/1988 - skal bedoemmes i relation til forbuddet mod ulovlig forskelsbehandling (EOEF-Traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit). Sagsoegeren har ikke under hovedsagen gjort gaeldende, at der foreligger en overtraedelse af forbuddet i saa henseende. I forelaeggelseskendelsen henfoeres de anbringender, som er gjort gaeldende, heller ikke separat til de anfaegtede forordninger. Sagsoegeren har dog i det indlaeg, der er indgivet den 23. april 1990, og under retsmoedet gjort gaeldende, at den naevnte forordning er uforenelig med artikel 40, stk. 3, andet afsnit. Jeg skal derfor ogsaa behandle dette spoergsmaal.

29. Som bekendt er forbuddet mod forskelsbehandling i den naevnte bestemmelse blot et konkret udtryk for det generelle lighedsprincip, hvorefter ensartede situationer ikke maa behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet (19). Forbuddet mod forskelsbehandling indebaerer desuden, at vaesentligt forskellige situationer ikke maa behandles ens uden begrundelse (20).

30. Som Raadet med rette har anfoert, kan forordning nr. 989/84 i hvert tilfaelde ikke anfaegtes paa grundlag af den foerste del af forbuddet mod forskelsbehandling, nemlig at ensartede situationer skal behandles ens. Dette ville nemlig forudsaette, at forordningen goer forskel paa producenterne, hvilket netop ikke er tilfaeldet her.

31. Det er imidlertid sagsoegerens opfattelse, at forordningen er i strid med EOEF-Traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, fordi den ifoelge selskabet rammer de erhvervsdrivende, selv om de faktisk ikke har medvirket til overproduktionen. Dette argument er ensbetydende med et anbringende om, at forskellige situationer - om ikke ud fra reglernes udtrykkelige indhold, saa i praksis - behandles ens. Dette kan ikke uden videre afvises.

32. Spoergsmaalet er saaledes, om det er begrundet at behandle situationerne ens, selv om de er forskellige. Hvis der foreligger en saadan begrundelse, er den ens behandling ikke vilkaarlig og saaledes heller ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling (21). En saadan ikke vilkaarlig begrundelse kan vaere baseret paa de generelle maal med den faelles landbrugspolitik (22). Eftersom faellesskabslovgiver raader over vide skoensmaessige befoejelser ved realiseringen af disse maal (23) er der kun tale om vilkaarlighed, naar det er fuldstaendig umuligt at faa oeje paa sagligt indlysende grunde til den valgte loesning.

33. Paa baggrund af disse principper mener jeg ikke, at forordningen er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling. Som allerede naevnt var formaalet med foranstaltningerne paa et saa tidligt stadium som muligt at laegge et moderat pres paa produktionen, for derved at fjerne en uligevaegt paa markedet for produkter forarbejdet paa basis af tomater eller forhindre en saadan uligevaegt fremover. Et saadant tidligt moderat indgreb sigter paa den ene side - om end ikke i samme grad som en kvoteordning - mod (paa langt sigt) at stabilisere markederne [EOEF-Traktatens artikel 39, stk. 1, litra c)]. Paa den anden side er indgrebet - i hoejere grad end en mere drastisk foranstaltning - i overensstemmelse med bestraebelserne paa at sikre de i landbruget beskaeftigede personer en rimelig levestandard [EOEF-Traktatens artikel 39, stk. 1, litra b)]. Endvidere er der ved et saadant indgreb taget hensyn til aanden i EOEF-Traktatens artikel 39, stk. 2, litra b), hvorefter de oenskelige tilpasninger skal gennemfoeres gradvis.

34. Hvis lovgiver derfor ved den afvejning, som skal foretages (24), har tillagt bestemte landbrugspolitiske maal stoerre vaegt, end det ville have vaeret muligt ved en anden foranstaltning, og har handlet ud fra et oenske om forholdsvis tidligt (25) at modvirke en uheldig udvikling, kan den loesning, som dette resulterer i, og som alle producenterne i Faellesskabet paa lige fod i foerste omgang deltager solidarisk i, ikke betragtes som vilkaarlig.

35. Det er naturligvis et andet spoergsmaal, om Raadet ved at vaelge det saaledes anvendte middel har vurderet den oekonomiske situation korrekt. Men ogsaa i saa henseende har faellesskabslovgiver en meget vid skoensbefoejelse. Domstolen maa ved proevelsen af, om denne befoejelse er udoevet retmaessigt, begraense sig til at undersoege, om der ved vedtagelsen af den paagaeldende foranstaltning er sket et aabenbart fejlskoen (26). Dette gaelder navnlig, naar faellesskabslovgiver paa tidspunktet for vedtagelsen af en ordning skal bedoemme dennes fremtidige virkninger, som imidlertid ikke kan forudses med noejagtighed (27).

36. I det foreliggende tilfaelde mener jeg ikke, at der har vaeret tale om en saadan aabenbar fejlvurdering.

37. Det maa erkendes, at der i produktionsaaret 1984/1985 - det foerste produktionsaar, hvor forordning nr. 989/84 af 31. marts 1984 fandt anvendelse - indtraf endnu en betydelig stigning i produktionen af de her omhandlede forarbejdede produkter. Producenterne forsoegte at bevare og forhoeje deres andel i stoetten ved at oege produktionen. Dette kan imidlertid kun under to forudsaetninger danne grundlag for at tale om en aabenbar fejlvurdering med de paagaeldende foranstaltninger.

38. For det foerste maa det vaere klart, at saafremt Raadet entydigt havde forudset den paagaeldende udvikling, skulle det (allerede paa dette tidlige tidspunkt) have indfoert en ordning baseret paa individuelle kvoter for at forhindre en ulovlig forskelsbehandling af producenterne. Dette rejser et vanskeligt spoergsmaal, som efter min opfattelse kun kan besvares med naermere kendskab til foelgerne for den enkelte forarbejdningsvirksomheds produktion i produktionsaaret 1984/1985. Disse foelger kan imidlertid kun fastslaas gennem en omfattende sammenligning af tal, som jeg ikke har noget grundlag for at foretage. En saadan indskraenkning af skoensbefoejelsen boer i alt fald normalt kun ske under helt ekstraordinaere omstaendigheder.

39. Jeg behoever dog ikke at komme naermere ind paa dette punkt. Anbringendet forudsaetter nemlig for det andet, at Raadet maatte gaa ud fra, at dets foranstaltning klart ikke ville kunne bremse den indtrufne udvikling. Dette er der ikke grundlag for at antage. Det er jo klart, at overskridelsen af garantitaersklen paa mellemlangt sigt har negative foelger for forarbejdningsvirksomhederne. Forarbejdningsvirksomhederne kunne ved at fortsaette med at oege produktionen kun undgaa disse ulemper i et begraenset tidsrum, da denne foroegelse af produktionen senere maatte foere til yderligere nedsaettelser. Set fra den enkelte forarbejdningsvirksomheds synspunkt indebar fordelene paa kort sigt ved en overproduktion ulemper paa mellemlangt sigt, som navnlig kunne skade den enkelte virksomheds muligheder for en harmonisk udvikling.

40. I oevrigt havde Raadet som naevnt endnu ikke udnyttet sin skoensbefoejelse fuldt ud med den paagaeldende foranstaltning. Forarbejdningsvirksomhederne maatte saaledes regne med, at Raadet i tilfaelde af en vaesentlig overskridelse af garantitaersklen ville gribe til mere drastiske midler, hvilket altsaa ogsaa skete.

41. Domstolen maa modstaa enhver fristelse til at bedoemme Raadets foranstaltninger paa grundlag af senere oplysninger, som Raadet ikke var i besiddelse af, da det skulle traeffe foranstaltningerne. Domstolen skal med andre ord undgaa at bedoemme foranstaltningen fra 1984 ud fra forholdene, som de ser ud i 1990, og ikke som de saa ud i 1984.

42. Under disse omstaendigheder finder jeg ikke grundlag for at antage, at Raadet har foretaget en aabenbar fejlvurdering.

43. Af denne og af de tidligere anfoerte grunde maa anbringendet om, at forordning nr. 989/84 er i strid med forbuddet mod ulovlig forskelsbehandling, forkastes.

44. Da intet af de anbringender, som er fremfoert, kan rejse tvivl om forordningens gyldighed, boer det praejudicielle spoergsmaal besvares i overensstemmelse hermed.

II - De forordninger, der fastsaetter stoetten for produktionsaarene 1984/1985-1987/1988

1. Anbringendet om manglende begrundelse

45. Sagsoegeren er af den opfattelse, at de i Kommissionens naevnte forordninger anfoerte begrundelser i flere henseender ikke opfylder kravene i henhold til EOEF-Traktatens artikel 190. Eftersom nogle dele af anbringendet vedroerer alle fire forordninger, mens andre kun vedroerer flere af disse, finder jeg det hensigtsmaessigt at behandle de enkelte dele af anbringendet enkeltvis.

46. a) Det er for alle fire forordningers vedkommende gjort gaeldende, at der i betragtningerne intet anfoeres om, i hvilket omfang garantitaersklen er overskredet og hvorledes stoetten er beregnet i detaljer.

47. Jeg skal begynde med det sidste af disse forhold, da det er det mest generelle.

48. De omtvistede forordninger er kendetegnet ved, at deres indhold i sidste ende bestaar af en raekke tal og nogle angivelser, som er noedvendige for at kunne anvende tallene paa den situation, som forordningerne vedroerer. I saadanne tilfaelde behoever betragtningerne - i modsaetning til hvad sagsoegeren aabenbart mener - ikke at indeholde nogen forklaring paa, hvorledes de enkelte tal er fremkommet. Som naevnt under min behandling af forordning nr. 989/84 foelger det af Domstolens faste praksis (28), at "de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer", som omfattes af en forordning, ikke behoever at blive specificeret, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar.

49. En saadan begraensning er netop berettiget i det foreliggende tilfaelde. Hvis man forlangte en opstilling af resultaterne i form af detaljerede beregninger, ville dette ofte, alt efter omfanget af de regler, som skal forklares, rent faktisk stille lovgiver over for uoverstigelige vanskeligheder ved offentliggoerelsen. Domstolen har imidlertid (for saa vidt angaar beslutninger) gentagne gange udtalt, at kravene til en retsakts begrundelse maa afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmaessige betingelser (29). Desuden ville det skabe adskillige fejlkilder i begrundelsen, hvilket i sidste ende heller ikke ville vaere til gavn for den, som anvender retten, og for en behoerig retslig kontrol.

50. Jeg skal som sidebemaerkning henvise til, at Kommissionen for den omhandlede sektors vedkommende til en vis grad har kompenseret for manglen paa oplysninger - om end ufuldstaendigt, idet der ikke er tale om bindende retsforskrifter - ved at oprette en Raadgivende Komité for Friske og Forarbejdede Frugter og Groensager (30), som bl.a. bestaar af repraesentanter for forarbejdningsindustrien.

51. For det tilfaelde, at der skulle opstaa en tvist, har Kommissionen i anden og tredje betragtning til forordning nr. 1925/84, henholdsvis tredje og fjerde betragtning til forordningerne nr. 2222/85, nr. 2077/86 og nr. 2160/87 angivet det retlige grundlag for sine beregninger og opregnet de synspunkter, som den navnlig har lagt til grund herfor. Hermed fremstaar grundene til den vedtagne foranstaltning klart, og Domstolen saettes i stand til at udoeve sin kontrol. Jeg ser i denne forbindelse ikke noget holdepunkt for en tilsidesaettelse af EOEF-Traktatens artikel 190.

52. De samme overvejelser gaelder i princippet ogsaa for saa vidt angaar det af sagsoegeren anfoerte om, at Kommissionen i hver enkelt tilfaelde skulle have angivet, med hvilket beloeb garantitaersklen var blevet overskredet. Det ville utvivlsomt ikke have medfoert nogen saerlig foroegelse af arbejdsbyrden at medtage disse tal, hvorfor man vel kunne have kraevet dette af Kommissionen. Paa den anden side ville disse oplysninger alene - uden naermere redegoerelse for udregningerne i oevrigt - ikke have bidraget vaesentligt til forstaaelsen af de tal, som blev fastlagt i den sidste ende. Der er saaledes heller ikke paa dette punkt sket nogen tilsidesaettelse af EOEF-Traktatens artikel 190.

53. b) Sagsoegeren har videre gjort gaeldende, at de i tredje betragtning til forordning nr. 1925/84 saavel som fjerde betragtning til forordningerne nr. 2222/85, nr. 2077/86 og nr. 2160/87 indeholdte angivelser om de produktionsaar, som blev lagt til grund ved overskridelsen af garantitaersklen, er mangelfulde. I forordningerne for produktionsaarene 1984/1985 og 1985/1986 (31) udtales det, at produktionen i de respektive forudgaaende produktionsaar overskred garantitaersklen. Ifoelge artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84, der ligeledes er citeret, er det imidlertid den gennemsnitlige produktion i de tre produktionsaar, der gaar forud for det paagaeldende produktionsaar, der er afgoerende for beregningen af overskridelsens omfang. Begrundelsen er saaledes ifoelge sagsoegeren uklar og selvmodsigende.

54. I forordningerne for produktionsaarene 1986/1987 (32) og 1987/1988 (33) forekommer denne selvmodsigelse ganske vist ikke laengere, men der mangler stadigvaek en udtrykkelig henvisning til de produktionsaar, der er taget hensyn til.

55. Disse anbringender har foranlediget mig til at foretage en sammenligning af alle de sproglige versioner af de omtvistede kommissionsforordninger, som alle er bindende paa lige fod. Det har herved vist sig, at vi maa basere vores undersoegelse paa lidt anderledes faktiske omstaendigheder end dem, sagsoegeren har lagt til grund i de paagaeldende anbringender. Det ville foere for vidt at citere ordlyden af de enkelte versioner. Med udgangspunkt i den franske udgave, som sagsoegeren baserer sig paa, danner der sig sammenfattende foelgende billede.

56. I de franske versioner af forordningerne for produktionsaarene 1984/1985 (tredje betragtning) og 1985/1986 (fjerde betragtning) tages der, hvis man ser bort fra henvisningen til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84, ved beregningen af overskridelsen af garantitaersklen udgangspunkt i produktionen i det respektive forudgaaende produktionsaar ("... production communautaire au cours de la campagne 1983/1984", henholdsvis "1984/1985"). Dette er i overensstemmelse med de tyske, de danske og de graeske versioner. Derimod siges det i den engelske og den nederlandske version, at den "i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84 beregnede" produktion "overskrider garantitaersklen for produktionsaaret" 1983/1984 henholdsvis 1984/1985. Paa den maade henvises der klart kun til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84 i relation til den produktion, som der skal tages hensyn til. Man kan ikke faa det indtryk, at overskridelsen udelukkende er fastlagt paa grundlag af det aar, som er angivet i de enkelte tilfaelde. Den italienske version er paa grund af den valgte syntaks ikke helt saa entydig, men den er dog tilstraekkelig praecis til, at den ikke kan antages at vaere i modstrid med artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84 (34).

57. For saa vidt angaar forordningerne for produktionsaarene 1986/1987 og 1987/1988 (i begge tilfaelde den fjerde betragtning), har den franske version (35) samme betydning som de netop omtalte engelske og nederlandske versioner, som for deres vedkommende ikke er blevet aendret. De spanske og portugisiske versioner er i overensstemmelse hermed, og de tyske og italienske versioner er formuleret ganske tilsvarende. Alene de danske og graeske versioner bibeholder den - af sagsoegeren anfaegtede - ordlyd.

58. Der er saaledes to sprogversioner (dansk og graesk) af de her omhandlede fire kommissionsforordninger, og for saa vidt angaar de to foerste produktionsaar yderligere to versioner (tysk og fransk), som har den af sagsoegeren anfaegtede formulering. Det maa uden videre medgives sagsoegeren, at denne formulering ikke er i overensstemmelse med den samtidig naevnte artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84, hvor der tages udgangspunkt i de tre produktionsaar, der gaar forud for det omhandlede produktionsaar, og ikke kun i det sidste produktionsaar. Man kan her - ogsaa under indtryk af den manglende overensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner - bestemt ikke tale om nogen saerlig noejagtighed fra Kommissionens side.

59. Paa trods heraf vil jeg foreslaa Domstolen at afvise, at der er sket en tilsidesaettelse af EOEF-Traktatens artikel 190. Ganske vist skal begrundelserne for en retsakt vaere "klare og utvetydige", men ligesom det er tilfaeldet med selve bestemmelserne, maa man kunne kraeve, at laeseren goer sig visse anstrengelser for at fortolke begrundelserne, hvis meningen ikke umiddelbart kan udledes af ordlyden. Hvis man ved en saadan fortolkning kan raade bod paa selvmodsigelser, foreligger der efter min opfattelse ikke nogen tilsidesaettelse af EOEF-Traktatens artikel 190. Dette stoetter jeg paa to vaesentlige forhold.

60. For det foerste anser jeg ikke den anfaegtede del af begrundelsen for en vaesentlig bestanddel af denne, saaledes at forstaa, at det ikke er afgoerende for en retmaessig begrundelse, at det udtrykkeligt er angivet, hvilket produktionsaar der er taget hensyn til. Man kunne lige saa godt i hver enkelt betragtning blot have henvist til, at forordning nr. 989/84 er anvendt, og at dette har haft indflydelse paa stoerrelsen af stoetten for de omhandlede produkter, naar der er konstateret en overskridelse af garantitaersklen - en henvisning, som jo i forvejen er indeholdt i betragtningerne. Med en saadan henvisning bliver de beroerte personer orienteret om anvendelsen af en vaesentlig beregningsfaktor, som skal laegges til grund i henhold til de relevante bestemmelser. Det bliver bekraeftet, at Kommissionen ikke har undladt at tage hensyn til den saa vigtige nedsaettelsesmekanisme. De oevrige foelger af anvendelsen af forordning nr. 989/84 holder sig - for at anvende terminologien fra dommen "Eridania" (36) - inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar. Det foelger ligeledes af Domstolens praksis, at saafremt saadanne supplerende angivelser, som ikke umiddelbart er paakraevet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 190, er forkerte, er det afgoerende, om begrundelsen i oevrigt opfylder de gaeldende krav (37). Dette er tilfaeldet, for saa vidt angaar de her omhandlede forordninger.

61. Det er klart, at sidstnaevnte hovedregel ikke umiddelbart kan anvendes paa det foreliggende tilfaelde, idet henvisningen til det respektive forudgaaende produktionsaar skaber tvivl om henvisningen til bestemmelsen om beregningsmetoden. Da den foerste henvisning imidlertid ikke er noedvendig, har den anden forrang. Betragtningen viser jo, at Kommissionen oenskede at anvende forordning nr. 989/84 korrekt. Der maa ved fortolkningen tages hensyn til denne rangorden. Denne taler for udelukkende at fortolke betragtningen ud fra henvisningen til den omtalte bestemmelse. Dette er ogsaa i overensstemmelse med den foernaevnte hovedregel i henhold til retspraksis, hvorefter en begrundelse skal bedoemmes paa baggrund af sammenhaengen og de relevante retsforskrifter.

62. Som Kommissionen med rette har anfoert, bliver det dermed ogsaa muligt at forstaa henvisningen til det respektive forudgaaende produktionsaar rigtigt. I lyset af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 989/84 er det nemlig uden videre klart, at der herved er tale om det aar, hvor overskridelsen blev konstateret, og at den anderledes formulering tydeligvis blot er en formuleringsfejl.

63. For det andet foreligger der for alle produktionsaarenes vedkommende tre - for de sidste to produktionsaars vedkommende endog syv - sprogversioner, som ikke indeholder den paaberaabte mangel. Blandt disse versioner er for alle produktionsaarenes vedkommende versionen paa sproget i det land, der har den stoerste produktion - Italien - og for de sidste to produktionsaars vedkommende ligeledes versionerne paa sprogene i de oevrige producerende lande med undtagelse af Graekenland. I disse versioner er betragtningens ordlyd helt i overensstemmelse med henvisningen til forordning nr. 989/84. Det er navnlig haevet over enhver tvivl, at henvisningen til det respektive forudgaaende produktionsaar vedroerer tidspunktet for den relevante konstatering. Fra fortolkningen af forskellige dele af faellesskabsretten kendes den regel, at det i tilfaelde af uoverensstemmelser mellem sprogversionerne i sidste ende er systematiske og teleologiske overvejelser, der er udslagsgivende for valget af den ene eller den anden version. Dette betyder samtidig, at forekomsten af sprogversioner, der er i overensstemmelse med formaalet med hele regelsaettet, udgoer et yderligere argument for at fortolke forordningens tekst i lyset heraf. Ud fra disse principper skal den her behandlede tekst forstaas i overensstemmelse med ordlyden af de korrekt formulerede sprogversioner.

64. Jeg gaar i det hele ud fra, at Kommissionen, som den selv har gjort gaeldende, har anvendt forordning nr. 989/84 korrekt. Sagsoegeren bestrider ikke dette, men mener blot, at dette ikke i tilstraekkelig grad fremgaar af de omhandlede betragtninger. Som det foelger af min foregaaende redegoerelse, holder dette anbringende imidlertid ikke stik.

65. c) Ifoelge sagsoegeren foreligger der yderligere en tilsidesaettelse af EOEF-Traktatens artikel 190 derved, at den fjerde betragtning til forordning nr. 2160/87 indeholder en faktisk fejl, idet det angives, at Kommissionen har konstateret en overskridelse af garantitaersklen for alle produkter. Dette gaelder ikke for hele flaaede tomater, hvorfor stoetten heller ikke blev nedsat paa dette punkt. Kommissionen bestrider ikke, at den har begaaet en saadan fejl, hvilket derfor kan laegges til grund.

66. Den saaledes paaberaabte mangel adskiller sig fra den netop behandlede ved, at forordningen paa ingen maade kan opfattes som selvmodsigende i den her relevante henseende. Der er snarere tale om, at en detalje i oplysningerne er materielt urigtig. I henhold til den foernaevnte retspraksis (38) er det herefter afgoerende, om fejlen vedroerer en vaesentlig bestanddel af begrundelsen, eller om den oevrige del af begrundelsen isoleret betragtet opfylder kravene i henhold til EOEF-Traktatens artikel 190.

67. Efter min opfattelse maa det sidstnaevnte siges at vaere tilfaeldet. De beregningsresultater, som inden for rammerne af forordning nr. 989/84 er fremkommet i relation til de enkelte produkter, er den direkte foelge af anvendelsen af forordningen. Da de saaledes holder sig inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar, var det ikke noedvendigt at naevne dem. Dette resultat er ligeledes i overensstemmelse med det tidligere fremfoerte synspunkt om, at det ikke ville vaere rimeligt at forlange en fremstilling af de enkelte beregningsprocedurer i betragtningerne.

68. Saaledes maa anbringendet om manglende begrundelse ogsaa paa dette punkt - og dermed i det hele - afvises.

69. 2. Anbringendet om, at forordningerne hviler paa en aabenbar fejlvurdering og dermed udgoer en overtraedelse af forbuddet mod ulovlig forskelsbehandling.

Dette anbringende er baseret paa det af sagsoegeren fremfoerte om, at de italienske og de graeske forarbejdningsvirksomheder har angivet deres produktion for hoejt. Kommissionen burde derfor ikke have stoettet sig paa disse medlemsstaters erklaeringer vedroerende de forarbejdede maengder ved antagelsen af en overskridelse af garantitaersklen.

70. Dette spoergsmaal er allerede blevet grundigt behandlet i sag 87/89. Domstolen har i den i begyndelsen af mit forslag naevnte dom afvist, at Kommissionen har handlet retsstridigt paa dette punkt, idet Kommissionen kun var i besiddelse af enkelte og usikre oplysninger om de paastaaede bedragerier. Den kontrol, som Kommissionen selv gennemfoerte, kunne ikke frembringe beviser for saadanne bedragerier.

71. Der er ikke under sagen fremkommet nye forhold, som kan aendre denne bedoemmelse. Ogsaa dette anbringende maa derfor afvises.

III - Resultatet af behandlingen af foerste del af spoergsmaalet

72. Som det fremgaar af mine bemaerkninger til hvert enkelt punkt, har behandlingen af denne del af spoergsmaalet intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Kommissionens forordninger nr. 1925/84, nr. 2222/85, nr. 2077/86 og nr. 2160/87.

Anden del af spoergsmaalet

73. Paa baggrund af besvarelsen af foerste del af spoergsmaalet bortfalder den anden del.

C - Forslag til afgoerelse

74. Gennemgangen af det praejudicielle spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Raadets forordning (EOEF) nr. 989/84 eller Kommissionens forordninger (EOEF) nr. 1925/84, nr. 2222/85, nr. 2077/86 og nr. 2160/87.

(*) Originalsprog: tysk.

(1) Dom af 17.5.1990 (sag C-87/89, Sonito m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981).

(2) Raadets forordning af 31.3.1984 (EFT L 103, s. 19).

(3) - For produktionsaaret 1984/1985 ved forordning (EOEF) nr. 1925/84 af 5.7.1984 (EFT L 179, s. 15).

- For produktionsaaret 1985/1986 ved forordning (EOEF) nr. 2222/85 af 31.7.1985 (EFT L 205, s. 16).

- For produktionsaaret 1986/1987 ved forordning (EOEF) nr. 2077/86 af 30.6.1986 (EFT L 179, s. 11).

- For produktionsaaret 1987/1988 ved forordning (EOEF) nr. 2160/87 af 22.7.1987 (EFT L 202, s. 32).

(4) Betragtningen har foelgende ordlyd: "Paa grund af markedsforholdene for produkter forarbejdet paa basis af henholdsvis tomater og toerrede druer er den mest hensigtsmaessige foranstaltning, alt efter tilfaeldet, at nedsaette stoetten eller minimumsprisen til producenten i det efterfoelgende produktionsaar i forhold til den maengde, hvormed taersklen er overskredet."

(5) Dom af 22.1.1986 (sag 250/84, Eridania m.fl. mod Cassa conguaglio zucchero m.fl., Sml. s. 117, praemis 37); dom af 7.7.1988 (sag 55/87, Moksel mod Bundesanstalt fuer landwirtschaftliche Marktordnung, Sml. s. 3845, praemis 23); dom af 8.6.1989 (sag 167/88, AGBP mod ONIC, Sml. s. 1653, praemis 34); dom af 14.3.1990 (sag C-156/87, Gestetner mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 781, praemis 69); dom af 2.5.1990 (sag C-27/90, Scarpe mod ONIC, Sml. I, s. 1701, praemis 27); dom af 11.7.1990 (forenede sager C-304/86 og C-185/87, Enital mod Kommissionen, Sml. I, s. 2939, praemis 35).

(6) Der er med andre ord tale om "grunde" eller "faktiske og retlige forhold": dom af 7.7.1981 (sag 158/80, Rewe mod Hauptzollamt Kiel, Sml. s. 1805, praemis 25); dom af 26.3.1987 (sag 45/86, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 1493, praemis 5).

(7) Dom i sag 250/84, praemis 38; dom i sag 55/87, praemis 23; dom i sag 167/88, praemis 34; dom i sag 27/89, praemis 27.

(8) Dom af 23.2.1978 (sag 92/77, An Board Bainne Coopérative mod landbrugsministeren, Sml. s. 497, praemis 36 og 37); dom af 25.10.1978 (sag 125/77, Koninklijke Schoten-Honig m.fl. mod Hoofdproduktschap voor Akkerbouwprodukten, Sml. s. 1991, praemis 19); tilsvarende retspraksis vedroerende beslutninger: dom af 25.10.1984 (sag 185/83, Interfacultair Instituut Electronenmicroscopie der Rijksuniversiteit Groningen mod Inspecteur der Invoerrechten en Accijnzen, Groningen, Sml. s. 3623, praemis 38); dom af 7.2.1990 (sag C-213/87, Amsterdam Kommune mod Kommissionen, Sml. I, s. 221, praemis 27); dom af 14.2.1990 (sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 7).

(9) Raadets forordning af 14.3.1977 om den faelles markedsordning for produkter forarbejdet paa basis af frugt og groensager (EFT L 73, s. 1).

(10) Som affattet ved forordning nr. 988/84 (EFT L 103, s. 11).

(11) EFT L 144, s. 1.

(12) Raadets forordning af 24.2.1986 om den faelles markedsordning for produkter forarbejdet paa basis af frugt og groensager (EFT L 49, s. 1).

(13) Jf. dommen i sag 250/84, praemis 38.

(14) EFT L 137, s. 41.

(15) Tilsvarende artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 516/77 som affattet ved forordning nr. 988/84.

(16) Raadets forordning af 31.3.1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 516/77 om den faelles markedsordning for produkter forarbejdet paa basis af frugt og groensager og forordning (EOEF) nr. 950/68 om Den Faelles Toldtarif (EFT L 103, s. 11).

(17) Raadets forordning af 18.5.1982 om fastsaettelse af en garantitaerskel for tomatkoncentrater og hele flaaede tomater (EFT L 140, s. 50).

(18) Min fremhaevelse.

(19) Dom af 19.10.1977 (forenede sager 117/76 og 16/77, Ruckdeschel mod Hauptzollamt Hamburg-St. Annen, Sml. s. 1753, praemis 7), senest bekraeftet ved dom af 21.2.1990 (forenede sager C-267/88-C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 13).

(20) Dom af 17.7.1963 (sag 13/63, Italien mod Kommissionen Sml. 1954-1964, s. 433); dom af 23.2.1983 (sag 8/82, Wagner mod Bundesanstalt fuer landwirtschaftliche Marktordnung, Sml. s. 371); dom af 13.12.1984 (sag 106/83, Sermide mod Cassa Conguaglio Zucchero, Sml. s. 4209, praemis 28).

(21) Dom af 13.6.1978 (sag 139/77, Denkavit mod Finanzamt Warendorf, Sml. s. 1317, praemis 15); dom af 15.9.1982 (sag 106/81, Kind mod EOEF, Sml. s. 2885, praemis 22 og 24).

(22) Jf. Kind-dommen (forrige note) samt dom af 13.6.1972, (forenede sager 9/71 og 11/71, Compagnie d' approvisionnement, de transport et de crédit m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 101, praemis 42).

(23) Dom af 21.2.1979 (sag 138/78, Stoelting mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas, Sml. s. 713, praemis 7); dom af 9.7.1985 (sag 179/84, Bozzetti mod Invernizzi samt Ministeriet for Statskassen, Sml. s. 2301, praemis 11); dom af 21.2.1990 i de forenede sager C-267/88-C-285/88, a.st., praemis 14.

(24) Jf. f.eks. dom af 6.12.1984 (sag 59/82, Biovilac mod EOEF, Sml. s. 4057, praemis 16).

(25) Dvs. paa et tidspunkt, da de forskellige grader af ansvar for overproduktionen endnu ikke spillede nogen saerlig stor rolle.

(26) Dom af 8.6.1989 (sag 167/88, AGPB mod ONIC, Sml. s. 1653, praemis 29), og henvisningen til dommen af 25.1.1979 (sag 98/78, Racke mod Hauptzollamt Mainz, Sml. s. 69, praemis 5).

(27) Jf. dom af 21.2.1990 (forenede sager C-267/88-C-285/88, Wuidart m.fl. mod Laiterie coopérative eupenoise m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 14).

(28) Jf. note 7.

(29) Dom af 1.12.1965 (sag 16/65, Schwarze mod Einfuhr- und Vorratsstelle fuer Futtermittel Sml. 1965-1968, s. 131); dom af 14.2.1990 (sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 16).

(30) Jf. Kommissionens afgoerelse 87/79/EOEF af 7.1.1987 (EFT L 45, s. 28).

(31) Forordning nr. 1925/84, tredje betragtning; forordning nr. 222/85, fjerde betragtning.

(32) Forordning nr. 2077/86, fjerde betragtning.

(33) Forordning nr. 2160/87, fjerde betragtning.

(34) "... la produzione de la Comunità per la campagna ..., calcolata ..., supera il limite ..."; min fremhaevelse.

(35) " ... la production communautaire, calculée conformément ... dépasse le seuil fixé pour la campagne 1985/1986" henholdsvis "1986/1987".

(36) Jf. note 5.

(37) Jf. dom af 20.10.1987 (sag 119/86, Spanien mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 4121, praemis 48 ff., navnlig praemis 51).

(38) Jf. note 37.