61989A0156

++++

1. Tjenestemaend - soegsmaal - ansoegning efter betydningen i vedtaegtens artikel 90, stk. 1 - begreb - ansoeger til en ledig stilling - omfattet

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90, stk. 1)

2. Tjenestemaend - soegsmaal - retlig interesse - sag anlagt til proevelse af afslag paa ansoegning om en ledig stilling - ansoegeren overflyttet til en anden institution - antagelse til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

3. Tjenestemaend - forfremmelse - den i loenklassen kraevede minimumsanciennitet - beregning - udgangspunkt - fastansaettelse

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 45, stk. 1)

4. Tjenestemaend - midlertidig tjeneste - udpegelse af den tjenestemand, der midlertidigt skal beklaede en stilling - anvendelse af en udvaelgelsesprocedure - tjenestemanden forfremmelsesvaerdig som foelge heraf - ingen saadan virkning

5. Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - udnaevnelse af en bestaaet ansoeger i en anden stilling end omhandlet i meddelelsen om udvaelgelsesproeven - ulovligt

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 27, stk. 1, og art. 29, stk. 1)

6. Tjenestemaend - forfremmelse - loefter - tilsidesaettelse af vedtaegtsbestemmelser - berettiget forventning - ingen

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 45)

7. Institutionernes retsakter - gyldighedsformodning - nullitet - begreb

8. Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - udvaelgelseskomité - sammensaetning - ansaettelsesmyndighedens og personaleudvalgets skoen ved udvaelgelsen af medlemmerne - domstolskontrol - graenser

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag III, art. 3)

9. Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever - et medlem af udvaelgelseskomitéen i stand til at bryde anonymiteten ved proeverne - virkninger

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag III)

10. Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever - proevernes indhold - udvaelgelseskomitéens skoen - domstolskontrol - graenser

11. Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever - afgoerelse om ikke at opfoere en person paa egnethedslisten - begrundelsespligt - raekkevidden af fortrolighedskravet ved udvaelgelseskomitéens arbejde - utilstraekkelig begrundelse - afhjulpet under retssagen

(Tjenestemandsvedtaegten, bilag III, art. 6)

12. Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - paastand om, at tjenstlig fejl fastslaas - antagelse til realitetsbehandling - fejlen begaaet i anledning af en af tjenestemanden indgivet ansoegning - uden betydning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

13. Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - anbringender -ulovligheden af en afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden ikke anfaegtet fristmaessigt - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

14. Tjenestemaend - soegsmaal - genstand - paabud til administrationen - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

1. En tjenestemands ansoegning til en ledig stilling udgoer en ansoegning efter betydningen i vedtaegtens artikel 90, stk. 1, da ansoegningen er en opfordring til ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for ansoegerens vedkommende.

2. Et soegsmaal, hvorunder der er nedlagt paastand om annullation af et afslag paa en tjenestemands ansoegning om udnaevnelse i en ledig stilling ved forfremmelse, kan ikke afvises paa grund af manglende retlig interesse, blot fordi sagsoegeren i mellemtiden er overflyttet til en anden institution. En saadan overflyttelse umuliggoer ikke opfyldelsen af en eventuel dom om annullation.

3. Den minimumsanciennitet i loenklassen, som kraeves i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, for at en tjenestemand kan forfremmes, skal, saafremt der er tale om den foerste forfremmelse efter ansaettelsen, beregnes fra fastansaettelsen.

4. Lige som det ikke bestemmes i vedtaegten, hvordan ansaettelsesmyndigheden skal udvaelge de tjenestemaend, som midlertidigt paalaegges at goere tjeneste i en hoejere tjenestegruppe, indeholder den heller ingen bestemmelser om, at en udvaelgelsesprocedure, som afholdes med henblik herpaa, har retsvirkninger med hensyn til forfremmelsen af de udvalgte tjenestemaend. For saa vidt angaar muligheden for at forfremme tjenestemaend, som ikke har den i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, kraevede minimumsanciennitet, kan en saadan udvaelgelsesprocedures virkninger ikke sidestilles med en udvaelgelsesproeves.

5. Naar ansaettelsesmyndigheden traeffer afgoerelse om at besaette de stillinger, med henblik paa hvilke en udvaelgelsesproeve er blevet afholdt, skal den tage hensyn til resultaterne af den paagaeldende udvaelgelsesproeve. Derimod kan ansaettelsesmyndigheden ikke paa grundlag af disse senere udnaevne en af de ved denne udvaelgelsesproeve bestaaede ansoegere i en stilling, som udvaelgelsesproeven ikke blev afholdt for at besaette.

En saadan udnaevnelse, som ikke ville give andre muligheden for ved en ny udvaelgelsesproeve at godtgoere, at de har de noedvendige kvalifikationer for den paagaeldende stilling, ville klart stride mod formaalet med vedtaegtens artikel 27, stk. 1, og artikel 29, stk. 1, nemlig udnaevnelse af tjenestemaend, der opfylder de hoejeste kvalifikationskrav.

6. Med hensyn til forfremmelse af tjenestemaend skal ansaettelsesmyndigheden respektere vedtaegtens artikel 45. Loefter, der ikke respekterer vedtaegtens bestemmelser, kan ikke skabe en berettiget forventning hos den person, som de er afgivet til.

7. Under saerlige omstaendigheder kan en forvaltningsakt anses for en nullitet, saafremt den er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler.

For at afkraefte den af indlysende retssikkerhedsgrunde opstillede formodning for, at institutionernes retsakter er gyldige, selv naar de ikke er forskriftsmaessige, kraeves det, at retsakten er behaeftet med en saerlig grov og aabenbar mangel, der ligger helt uden for omraadet for "saedvanlige" mangler, der skyldes en faktisk vildfarelse eller ukendskab til loven.

8. En udvaelgelseskomité for en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever skal, for at den kan anses for oprettet i overensstemmelse med vedtaegtens bestemmelser og artikel 3 i dennes bilag III, vaere sammensat saaledes, at det sikres, at den kan foretage en objektiv bedoemmelse af ansoegernes faglige kvalifikationer ud fra deres praestationer ved proeverne. I den forbindelse har ansaettelsesmyndigheden og personaleudvalget et vidt skoen ved bedoemmelsen af de personers kompetence, som de udpeger til medlemmer af udvaelgelseskomitéen, og Retten kan kun tilsidesaette deres valg, saafremt graenserne for dette skoen ikke er overholdt.

At en midlertidigt ansat udpeges til medlem af udvaelgelseskomitéen goer ikke dennes sammensaetning uforskriftsmaessig, da artikel 3 i vedtaegtens bilag III ikke kraever, at en udvaelgelseskomités medlemmer noedvendigvis skal vaere tjenestemaend.

9. Anonymitet er ikke et krav i henhold til bestemmelserne for udvaelgelsesproceduren, som er fastsat i vedtaegtens bilag III. Derfor er det forhold, at et af udvaelgelseskomitéens medlemmer muligvis har kunnet identificere ansoegerne ved hjaelp af deres haandskrift og deres valg af sprog, ikke tilstraekkeligt til, at Retten maa fastslaa, at udvaelgelseskomitéens sammensaetning var ulovlig eller ikke gav sikkerhed for en objektiv bedoemmelse af ansoegernes faglige kvalifikationer.

10. Udvaelgelseskomitéen for en udvaelgelsesproeve har et vidt skoen med hensyn til indholdet af proeverne i en udvaelgelsesproeve. Retten og Domstolen kan kun tilsidesaette udvaelgelseskomitéens valg, saafremt dette gaar ud over den i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte ramme eller ikke er i overensstemmelse med formaalet med proeven eller udvaelgelsesproeven. Retten kan ikke saette sin vurdering i stedet for udvaelgelseskomitéens for saa vidt angaar proevernes svaerhedsgrad. Ved udoevelsen af sit skoen skal udvaelgelseskomitéen dog paase, at proeverne har nogenlunde samme svaerhedsgrad for alle ansoegere.

11. En udvaelgelseskomités forpligtelse til at begrunde sin afgoerelse om ikke at opfoere en ansoeger paa egnethedslisten er ikke uforenelig med, at udvaelgelseskomitéens arbejde i henhold til artikel 6 i vedtaegtens bilag III er fortroligt. Tavshedspligten er til hinder for, dels at der videregives oplysninger om de enkelte komitémedlemmers stillingtagen, dels at der afsloeres forhold, der angaar en vurdering af de enkelte ansoegere eller disse indbyrdes. Overholdelsen af tavshedspligten er derimod ikke til hinder for, at hver ansoeger underrettes om de point, han har opnaaet ved vurderingen af hans kvalifikationsbeviser eller som resultat af hans deltagelse i proeverne. Den blotte almindelige oplysning om resultaterne af proeverne i den afgoerelse, hvorved den paagaeldende underrettes om, at han ikke er blevet opfoert paa egnethedslisten, er ikke en tilstraekkelig begrundelse.

Denne mangel kan dog afhjaelpes ved, at den paagaeldende under retssagen bliver underrettet om de point, han har opnaaet ved de forskellige proever. En annullation alene paa grundlag af denne formelle mangel kan nemlig kun faa den virkning, at der traeffes en ny afgoerelse, der har samme indhold som den annullerede.

12. Under en erstatningssag kan en tjenestemands paastand om, at det fastslaas, at administrationen har begaaet en tjenstlig fejl, ikke afvises alene af den grund, at den paastaaede fejl er opstaaet som foelge af en ansoegning fra tjenestemanden.

13. En tjenestemand, som ikke inden for de i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte frister har anfaegtet en afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden, som indeholder et klagepunkt i forhold til ham, kan ikke goere afgoerelsens paastaaede ulovlighed gaeldende under en erstatningssag.

14. Retten og Domstolen kan ikke uden at gribe ind i den administrative myndigheds befoejelser give en faellesskabsinstitution paabud. Under et annullationssoegsmaal medfoerer dette princip ikke alene, at paastande om, at den sagsoegte institution skal tilpligtes at traeffe de foranstaltninger, som fuldbyrdelsen af en dom om annullation indebaerer, skal afvises, men det finder som udgangspunkt ogsaa anvendelse under en sag, hvorunder der er fuld proevelsesret. Heraf foelger, at en sagsoeger ikke under en erstatningssag kan nedlaegge paastand om, at den sagsoegte institution tilpligtes at traeffe bestemte foranstaltninger for at erstatte det paastaaede tab.

A - Sagens baggrund

1 Med henblik paa oprettelsen af den spanske oversaettelsesafdeling i anledning af Spaniens tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber afholdt De Europaeiske Faellesskabers Domstol (herefter benaevnt "Domstolen") to generelle udvaelgelsesproever paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever. Udvaelgelsesproeve CJ 12/85 vedroerte ansaettelse af juridiske sprogeksperter i loenklasse LA6, mens udvaelgelsesproeve CJ 11/85 vedroerte oprettelsen af en reserveliste for juridiske sprogrevisorer i stillingsgruppe LA5/4.

2 Sagsoegeren deltog i begge udvaelgelsesproever. Han bestod proeverne i udvaelgelsesproeve CJ 12/85, men ikke de skriftlige proever i udvaelgelsesproeve CJ 11/85. Under den mundtlige proeve i udvaelgelsesproeve CJ 12/85 i maj 1986 sagde udvaelgelseskomitéens formand, Koegler, som paa davaerende tidspunkt var direktoer for Oversaettelsesdirektoratet, til sagsoegeren, at han hurtigt kunne forfremmes til en hoejere stillingsgruppe (LA5), hvis han snarest blev ansat. Sagsoegeren tiltraadte den 16. september 1986 tjenesten som juridisk sprogekspert paa proeve. I udnaevnelsen blev han indplaceret paa tredje loentrin i loenklasse LA6. Oprykning til naeste loentrin var fastsat til 1. september 1988. Efter at der var afgivet en saerdeles god udtalelse ved proevetidens udloeb, blev sagsoegeren fastansat som tjenestemand fra den 16. juni 1987.

3 Da et tilstraekkeligt antal ansoegere til at besaette alle de ledige stillinger som juridisk sprogrevisor i den spanske oversaettelsesafdeling ikke bestod udvaelgelsesproeve CJ 11/85, blev der indledt en udvaelgelsesprocedure med henblik paa at bringe en raekke personer i forslag over for ansaettelsesmyndigheden, saaledes at denne i medfoer af artikel 7, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") kunne paalaegge tre juridiske sprogeksperter midlertidigt at goere tjeneste i stillinger som juridiske sprogrevisorer. Denne uformelle procedure, som i overensstemmelse med Oversaettelsesdirektoratets direktoers anvisninger blev ivaerksat af den fungerende kontorchef for den spanske oversaettelsesafdeling, Elizalde, havde to faser.

4 Under den foerste fase blev kandidaternes fortjenester bedoemt paa grundlag af visse kriterier, dels deres kvalifikationsbeviser og erfaring fra tidligere, dels de fastansatte revisorers og den fungerende kontorchefs bedoemmelse af deres arbejde. Kandidaterne blev gjort bekendt med kriterierne i et notat af 11. november 1986 fra den fungerende kontorchef, som blev omdelt til de juridiske sprogeksperter i afdelingen med opfordring til dem om at ansoege om midlertidigt at goere tjeneste som revisor. Det anfoertes i notatet, at den midlertidige udnaevnelse "kunne blive permanent ved forfremmelse ved udloebet af de i vedtaegten fastsatte to aar". Den fungerende kontorchef sendte den 29. januar 1987 Oversaettelsesdirektoratets direktoer et memorandum, hvori han foreslog direktoeren de personer, som var udvalgt efter de ovennaevnte kriterier, deriblandt sagsoegeren, som var paa foerstepladsen. Forslaget blev dog ikke taget til foelge.

5 Derimod blev der indledt en anden fase, hvorunder de kandidater, den fungerende kontorchef havde udpeget, som en del af deres arbejde udfoerte sprogrevision. De fastansatte revisorer og den fungerende kontorchef kontrollerede og bedoemte dette arbejde i omkring fire maaneder. Da denne anden fase var slut, optraadte sagsoegerens navn igen paa foerstepladsen paa listen over de kandidater, som den fungerende kontorchef indstillede til midlertidigt at goere tjeneste som juridisk sprogrevisor. Sagsoegeren blev ved ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 7. august 1987 paalagt midlertidigt at goere tjeneste i en stilling som juridisk sprogrevisor med virkning fra 1. juli 1987.

6 Domstolen havde i mellemtiden den 27. maj 1987 offentliggjort en tredje meddelelse om udvaelgelsesproeve, som vedroerte den interne udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser CJ 24/86, der blev afholdt med henblik paa ansaettelse af en kontorchef for den spanske oversaettelsesafdeling. I september 1987 blev sagsoegeren opfoert paa den reserveliste, som blev opstillet efter udvaelgelsesproevens afholdelse. Ifoelge meddelelsen om udvaelgelsesproeve var denne liste gyldig et aar fra dens oprettelse med mulighed for forlaengelse.

7 Paa samme tid blev ogsaa meddelelsen om ledig stilling CJ 66/87 offentliggjort, hvoraf det fremgik, at der var tre ledige stillinger som spansksprogede juridiske sprogrevisorer. Sagsoegeren ansoegte den 2. september 1987 om en af disse stillinger.

8 Sagsoegeren havde den 18. marts 1988 en samtale med den nye chef for den spanske oversaettelsesafdeling, Cervera, hvorunder sagsoegeren fremfoerte, at det var noedvendigt at traeffe en afgoerelse med hensyn til disse ledige stillinger, foer de midlertidige revisorers periode udloeb, hvilket i henhold til vedtaegtens artikel 7, stk. 2, ville ske den 1. juli samme aar. Nogle dage senere fik han det svar, at der ville blive afholdt en udvaelgelsesproeve for at besaette de naevnte ledige stillinger, uden at det blev angivet, om der ville vaere tale om en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser eller en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever. Den midlertidige periode udloeb imidlertid, uden at en meddelelse om udvaelgelsesproeve blev offentliggjort. Sagsoegeren fortsatte imidlertid med at arbejde som revisor og oppebar herfor det i vedtaegtens artikel 7 hjemlede udligningstillaeg.

9 Sagsoegeren sendte den 17. juni 1988 et notat til Oversaettelsesdirektoratets nye direktoer, Fell, hvori han bad denne om at henvende sig til ansaettelsesmyndigheden, for at hans ansoegning kunne blive imoedekommet. Oversaettelsesdirektoratets direktoer svarede ham den 4. juli 1988, at han ikke kunne foreslaa ham udnaevnt til juridisk sprogrevisor. Han henviste dels til, at sagsoegeren ikke havde den anciennitet, som er noedvendig i henhold til vedtaegtens artikel 45, stk. 1, for at blive forfremmet, dels til det forhold, at han havde bestaaet den udvaelgelsesproeve, som var afholdt for at ansaette en kontorchef i loenklasse LA3, ikke fritog ham fra at skulle deltage i en udvaelgelsesproeve, foer han kunne udnaevnes til juridisk sprogrevisor.

10 Sagsoegeren steg den 1. september 1988 til fjerde loentrin i loenklasse LA6. Kort tid efter blev meddelelse om ledig stilling CJ 41/88 vedroerende en fjerde stilling som spansksproget juridisk sprogrevisor offentliggjort. I meddelelsens punkt IV opfordredes interesserede tjenestemaend, som kunne forflyttes eller forfremmes, til at indgive ansoegning. Ifoelge meddelelsens punkt V kunne Domstolens oevrige tjenestemaend og ansatte indgive ansoegning om stillingen. Sagsoegeren sendte den 28. oktober 1988 et notat til kontorchefen for Domstolens Personaleafdeling, som blev registreret i afdelingen den 3. november. Det hed heri:

"Under henvisning til meddelelsen om ledig stilling tillader jeg mig hermed at ansoege om stillingen som spansksproget juridisk sprogrevisor."

11 Inden Domstolen afholdt en udvaelgelsesproeve med henblik paa ansaettelse af spansksprogede juridiske sprogrevisorer, hoerte den i overensstemmelse med vedtaegtens bilag III' s artikel 1, stk. 1, det paritetiske samarbejdsudvalg. Udvalget gik i sin udtalelse af 3. august 1988 ikke ind for at afholde en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever og henstillede til ansaettelsesmyndigheden, at den undersoegte muligheden for at besaette revisorstillingerne ved forfremmelse. Domstolen offentliggjorde imidlertid den 25. oktober 1988 en meddelelse om intern udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever CJ 32/88. Det fremgik af meddelelsen om udvaelgelsesproeve, at der skulle oversaettes "juridiske tekster" ved de skriftlige proever.

12 Udvaelgelseskomitéen for denne udvaelgelsesproeve havde som medlemmer Oversaettelsesdirektoratets direktoer Fell, hvis modersmaal er tysk, den spanske oversaettelsesafdelings kontorchef Cervera, og Dastis, som var referendar for et af Domstolens medlemmer, havde spansk som modersmaal og var udpeget af personaleudvalget.

13 Sagsoegeren indgav ansoegning til udvaelgelsesproeven den 24. november 1988. Domstolens Personaleafdeling sendte udvaelgelseskomitéens formand listen over ansoegere til udvaelgelsesproeven ved notat af 29. november 1988. Udvaelgelseskomitéen gav den 7. december 1988 alle ansoegerne adgang til de skriftlige proever, som fandt sted den 14. december 1988. Blandt de obligatoriske proever var oversaettelse til spansk af en fransk tekst, som vedroerte en saerlig form for haandpantsaetning og dennes virkninger.

14 Den 16. december 1988 sendte administrationen udvaelgelseskomitéens formand ansoegernes oversaettelser i anonym form, idet ansoegerne kun var betegnet med et nummer. Udvaelgelseskomitéen tildelte sagsoegeren, hvis nummer var 50, karakteren 12 point af 20 mulige for oversaettelsen fra fransk og ved anvendelse af de i meddelelsen om udvaelgelsesproeve fastsatte kvotienter et samlet antal point paa 95 for de skriftlige proever. Da sagsoegeren derved havde opnaaet det mindsteantal point, som kraevedes, fik han adgang til at deltage i den mundtlige proeve. Ved dennes afslutning fik han tildelt 124 point for samtlige obligatoriske proever, dvs. 62% af det maksimale antal point, som kunne opnaas ved proeverne. Ifoelge meddelelsen om udvaelgelsesproeven ville kun ansoegere, som havde opnaaet mindst 65% af pointene for samtlige obligatoriske proever, blive opfoert paa reservelisten. Ved notat af 2. februar 1989 fra den sagsoegte institutions Personaleafdeling blev sagsoegeren underrettet om, at "udvaelgelseskomitéen kan ikke opfoere Dem paa reservelisten som foelge af de resultater, De har opnaaet ved proeverne". Tre ansoegere var optaget paa listen.

15 Sagsoegeren indgav den 28. februar 1989 en klage, bl.a. over udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at opfoere ham paa egnethedslisten. Idet han indledningsvis understregede fordelene ved udvaelgelsesproceduren for midlertidige revisorer, anfoerte han, at ansaettelsesmyndigheden ved flere lejligheder havde anerkendt hans arbejde, bl.a. ved fortsat at udbetale ham det dertil hoerende udligningstillaeg efter udloebet af den i vedtaegten tilladte periode paa ét aar for midlertidig tjeneste. Under henvisning til princippet "non bis in idem" og argumentet om, at "den, som kan mere, kan mindre", anfoerte han, at han havde ret til at blive udnaevnt til juridisk sprogrevisor uden at skulle bestaa en ny udvaelgelsesproeve, paa grund af at han var opfoert paa den efter udvaelgelsesproeve CJ 24/86 oprettede reserveliste (kontorchef for den spanske oversaettelsesafdeling). Han understregede ogsaa, at der manglede en udtrykkelig begrundelse med hensyn til vurderingen af de evner, han i oevrigt havde godtgjort at vaere i besiddelse af.

16 Han kritiserede desuden selve afgoerelsen om at afholde en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever med den begrundelse, at man ved denne procedure med henblik paa vurderingen af hans egnethed som revisor tillagde ca. 10 siders arbejde stoerre betydning end hele det arbejde, han havde udfoert i naesten to aar. Han understregede, at det paritetiske samarbejdsudvalg i dette tilfaelde var gaaet ind for afholdelsen af en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser. Sagsoegeren anfoerte ogsaa, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning var tilsidesat i forhold til ham. Desuden kritiserede han sammensaetningen af udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve CJ 32/88 samt valget af tekster til de skriftlige opgaver ved udvaelgelsesproeven. Endelig gjorde sagsoegeren gaeldende, at udvaelgelseskomitéens afgoerelse var behaeftet med magtfordrejning.

17 Sagsoegeren forlangte, at ansaettelsesmyndigheden dels skulle anerkende, at den uden foeje henviste ham til at deltage i udvaelgelsesproeve CJ 32/88, dels skulle udnaevne ham til juridisk sprogrevisor. Subsidiaert kraevede han annullation af omhandlede udvaelgelsesproeve og afholdelse af en ny udvaelgelsesproeve med samme formaal alene paa grundlag af kvalifikationsbeviser og, mere subsidiaert, annullation af ovennaevnte udvaelgelsesproeve og afholdelse af en ny udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, men med en udvaelgelseskomité sammensat af tjenestemaend fra de oevrige institutioners sprogtjeneste, som kunne sikre upartiskhed og objektivitet samt foretage en kompetent bedoemmelse af det "fuldstaendige kendskab til det spanske sprog", som kraevedes af ansoegerne.

18 Den 16. marts 1989 blev sagsoegeren underrettet om, at ansaettelsesmyndigheden havde besluttet at udnaevne de tre bestaaede ansoegere ved udvaelgelsesproeven, som var tjenestemaend i den spanske oversaettelsesafdeling, i tre af de fire ledige stillinger som juridiske sprogrevisorer og at lade hans periode som midlertidig juridisk sprogrevisor ophoere med virkning fra 28. februar 1989. Sagsoegeren indgav den 17. marts 1989 en klage nr. 2, der vedroerte disse tre udnaevnelser. Han anfoerte, at udnaevnelserne var sket paa grundlag af en egnethedsliste, som var oprettet paa grundlag af en udvaelgelsesproeve, der ikke var forskriftsmaessig, hvorfor de var ugyldige i samme omfang som den omhandlede udvaelgelsesproeve. Endvidere gjorde han gaeldende, at han selv havde ansoegt om forfremmelse, at han havde en stoerre anciennitet end to af de udnaevnte personer, og at hans objektive fortjenester var mindst de samme som alle tre personers. Han forlangte principalt at blive udnaevnt til juridisk sprogrevisor paa samme betingelser og maade som de tre bestaaede ansoegere og subsidiaert, at deres udnaevnelser annulleredes.

19 Domstolens praesident underrettede ved skrivelse af 18. august 1989 sagsoegeren om, at Domstolens Administrative Udvalg paa sit moede den 16. juni 1989 havde besluttet at afvise klagerne. Det hed i skrivelsen, at udvalget, som havde forstaaelse for sagsoegerens skuffelse, havde forkastet argumentet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med den begrundelse, at da varigheden af den midlertidige periode i princippet var begraenset til ét aar, kunne ansaettelsesmyndigheden kun via afholdelse af en udvaelgelsesproeve i rette tid strukturere den spanske oversaettelsesafdeling, hvorfor ansaettelsesmyndigheden i tjenestens interesse havde besluttet at opslaa et vist antal stillinger som juridiske sprogrevisorer ledige i afdelingen. Med hensyn til de oevrige klagepunkter fremgik det af skrivelsen, at Det Administrative Udvalg ogsaa havde forkastet dem, da det fandt, at udvaelgelseskomitéen havde vaeret hensigtsmaessigt sammensat, og at den ikke havde overskredet graenserne for sit skoen ved de valgte tekster til proeverne.

20 Sagsoegeren blev overflyttet til Europa-Parlamentet med virkning fra den 1. januar 1990. Det fremgaar af hans personlige aktmappe, at han i den forbindelse bevarede sin indplacering i loenklasse og paa loentrin.

B - Retsforhandlinger

21 Valverde' s staevning blev registreret paa Rettens Justitskontor den 17. november 1989. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt.

22 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Efter anmodning fra Retten har sagsoegte fremlagt sagsmappen for udvaelgelsesproeve CJ 32/88 - bortset fra ansoegernes opgaver - teksten til meddelelse om ledig stilling CJ 41/88, samt en kopi af notatet af 2. februar 1989, hvori sagsoegeren blev underrettet om, at han ikke var opfoert paa udvaelgelsesproevens egnethedsliste. Sagsoegerens repraesentant under den mundtlige forhandling, advokat Figueroa Cuenca, Madrid, har paa Justitskontoret gennemgaaet disse dokumenter.

23 Parterne afgav mundtlige indlaeg i retsmoedet den 5. december 1990. Under retsmoedet blev Retten gjort bekendt med det antal point, sagsoegeren havde opnaaet ved proeverne i udvaelgelsesproeve CJ 32/88, jf. naermere herom ovenfor, og sagsoegerens repraesentant fremsatte sine bemaerkninger hertil. Paa Rettens anmodning tog parterne stilling til den i udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten for udvaelgelsesproeve CJ 32/88 givne begrundelse, saaledes som denne blev meddelt ham ved det naevnte notat af 2. februar 1989. Formanden erklaerede den mundtlige forhandling for tilendebragt med afslutningen af retsmoedet.

24 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling.

- Den af ansaettelsesmyndigheden ved Domstolen trufne afgoerelse af 19. juli 1989, der blev meddelt sagsoegeren den 18. august 1989, og hvorved hans klage af 28. februar 1989, suppleret med klage af 17. marts 1989, blev afvist, annulleres; foelgelig

- tilpligtes ansaettelsesmyndigheden at anerkende, at den uden foeje henviste sagsoegeren til at deltage i den interne udvaelgelsesproeve CJ 32/88 angaaende "juridiske sprogrevisorer", og den tilpligtes foelgelig at udnaevne sagsoegeren til juridisk sprogrevisor med tilbagevirkende gyldighed fra 1. september 1988

- annulleres samtlige foranstaltninger i forbindelse med udvaelgelsesproeve CJ 32/88 saavel som de udnaevnelser til tjenestemaend, der er foretaget paa grundlag heraf

- tilpligtes Domstolen at betale det forskelsbeloeb i loen, som sagsoegeren er blevet forholdt fra det tidspunkt, da han ikke laengere gjorde midlertidig tjeneste som juridisk sprogrevisor, indtil hans endelige, formelige udnaevnelse som juridisk sprogrevisor faar virkning.

- Domstolen tilpligtes at betale én ECU som symbolsk erstatning for den sagsoegeren paafoerte tort.

- Domstolen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsoegerens.

25 Domstolen har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises, bortset fra erstatningspaastanden.

- Under alle omstaendigheder afvises:

- kravet om, at ansaettelsesmyndigheden tilpligtes at anerkende, at den uden foeje henviste sagsoegeren til at deltage i den interne udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever CJ 32/88 angaaende "juridiske sprogrevisorer"

- kravet om, at ansaettelsesmyndigheden tilpligtes at udnaevne sagsoegeren til juridisk sprogrevisor med tilbagevirkende gyldighed fra 1. september 1988

- og kravet om annullation af samtlige foranstaltninger i forbindelse med udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever CJ 32/88 saavel som de udnaevnelser til tjenestemaend, der er foretaget paa grundlag heraf.

- I oevrigt frifindes sagsoegte.

- Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter gaeldende regler.

C - Sagsoegerens annullationspaastande

26 Blandt sagsoegerens syv paastande indeholder to, nemlig den anden og fjerde, krav om annullation. Med hensyn til kravet om annullation af afgoerelsen, hvorved sagsoegerens klager af 28. februar og 17. marts 1989 blev afvist, bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis medfoerer et soegsmaal, selv om det formelt er rettet mod afvisningen af en tjenestemands klage, at Retten ogsaa maa proeve den akt, der indeholder det klagepunkt, som har vaeret genstand for klagen (jf. f.eks. Domstolens dom af 21.11.1989, forenede sager C-41/88 og C-178/88, Becker og Starquit mod Parlamentet, Sml. s. 3807). Ved at fremsaette krav om udnaevnelse til juridisk sprogrevisor i de to klager har sagsoegeren anfaegtet afslaget paa hans ansoegning om den stilling, som blev opslaaet ved meddelelse om ledig stilling CJ 41/88. Denne sag vedroerer derfor foerst og fremmest denne afgoerelse. Den fjerde paastand indeholder to krav om annullation, som ogsaa fremgaar af sagsoegerens klager, og som henholdsvis vedroerer gennemfoerelsen af udvaelgelsesproeve CJ 32/88 og de udnaevnelser, der blev foretaget paa grundlag heraf.

27 Til stoette for sine tre krav om annullation har sagsoegeren fremsat otte anbringender. For det foerste tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik og overtraedelse af vedtaegtens artikel 7 og 29. For det andet tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. For det tredje og fjerde overtraedelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1 og 2. For det femte overtraedelse af Raadets direktiv (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3517/85 af 12. december 1985. For det sjette overtraedelse af artikel 3, tredje afsnit, i vedtaegtens bilag III. For det syvende magtfordrejning og endelig for det ottende, at udvaelgelseskomitéen har begaaet en "alvorlig fejl" med valget af teksterne til de skriftlige proever. Det paahviler i oevrigt Retten ex officio at efterproeve begrundelsen for udvaelgelseskomitéens afslag paa at opfoere sagsoegeren paa den egnethedsliste, som blev oprettet paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 32/88.

1. Paastanden om annullation af den stiltiende afvisning af sagsoegerens ansoegning om stillingen i meddelelse om ledig stilling CJ 41/88

a) Formaliteten

aa) Den administrative procedure

28 Det bemaerkes, at sagsoegeren ved at ansoege om den i meddelelse om ledig stilling CJ 41/88 omhandlede stilling forelagde en ansoegning for ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for sit vedkommende. Det notat, hvorved sagsoegeren indgav sin ansoegning, gaelder herefter som ansoegning efter betydningen i vedtaegtens artikel 90, stk. 1, uden at det i den forbindelse kraeves, at notatet udtrykkeligt henviser til den omhandlede bestemmelse (jf. Domstolens dom af 17.12.1981, sag 178/80, Bellardi-Ricci mod Kommissionen, Sml. s. 3187, paa s. 3199).

29 Sagsoegerens ansoegning, som blev registreret paa Domstolens Personaleafdeling den 3. november 1988, blev ikke afvist ved afgoerelsen om at afholde udvaelgelsesproeve CJ 32/88, idet denne afgoerelse ikke henviste til eventuelle ansoegninger om forfremmelse. Foelgelig skete afslaget kun stiltiende ved udloebet af fristen paa tre maaneder i vedtaegtens artikel 90, stk. 1, dvs. den 3. marts 1989. Det foelger heraf, at den klage, som sagsoegeren havde indbragt den 28. februar 1989, bl.a. over det stiltiende afslag paa hans ansoegning om forfremmelse, var for tidligt indbragt.

30 Sagsoegeren indbragte imidlertid den 17. marts 1989 endnu en klage, hvori han gjorde gaeldende, at han "kunne forfremmes", og hvori han i det vaesentlige ansoegte om, at ansaettelsesmyndigheden aendrede sin stiltiende afgoerelse om ikke at forfremme ham. Selv om denne anden klage foerst og fremmest vedroerte de udnaevnelser af andre tjenestemaend, der var foretaget paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 32/88, henviste den dog udtrykkeligt til den foerste klage og omfattede dermed ogsaa det stiltiende afslag paa sagsoegerens ansoegning om stillingen som juridisk sprogrevisor. Denne klage blev udtrykkeligt afvist ved Domstolens Administrative Udvalgs afgoerelse, som blev meddelt sagsoegeren den 18. august 1988.

31 Det foelger heraf, at en administrativ procedure som foreskrevet i vedtaegtens artikel 90 blev gennemfoert forud for den her omhandlede annullationspaastand.

bb) Retlig interesse

32 Den sagsoegte institution er af den opfattelse, at sagsoegerens retlige interesse er "betragteligt svaekket" som foelge af hans overflytning til Europa-Parlamentet. Den har dog erkendt, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 10.6.1980, sag 155/78, frk. M. mod Kommissionen, Sml. s. 1797), at det forhold, at vedkommende er udnaevnt til tjenestemand ved en anden institution efter at have anlagt sag, ikke noedvendigvis udelukker, at der foreligger en saadan interesse. Ifoelge Domstolen adskiller sagsoegerens situation sig dog fra den situation, som sagsoegeren i den naevnte sag var i, derved, at det davaerende moment, som bestod i sagsoegerens ideelle interesse i, at ethvert spor af en erklaering om psykisk uegnethed fjernedes, ikke foreligger i denne sag. Domstolen har desuden anfoert, at det er vanskeligt at forestille sig, hvordan sagsoegeren, saafremt hans paastande maatte blive taget til foelge, i sin aktuelle situation uden for Domstolen kunne udnaevnes i en stilling i Domstolen, som han havde oensket at opnaa via en intern udvaelgelsesproeve. Ifoelge den sagsoegte institution er sagsoegerens retlige interesse dermed indskraenket til at kraeve erstatning for det tab, han mener at have lidt.

33 Sagsoegeren har hertil anfoert, at man ikke kan tale om, at den retsundergivne i forbindelse med et sagsanlaeg har stoerre eller mindre retlig interesse. Ifoelge sagsoegeren foreligger en saadan interesse, eller den foreligger ikke, og han har understreget, at den sagsoegte institution har anerkendt, at der foreligger en saadan interesse for sagsoegeren. Sagsoegeren har tilfoejet, at han ikke straebte efter at blive forfremmet via en intern udvaelgelsesproeve, som efter hans opfattelse var ulovlig, men efter at blive forfremmet "som det overvaeldende flertal af de forudgaaende generationer af revisorer ..., dvs. ved en regulaer forfremmelse paa grundlag af en regulaer kontrol og bedoemmelse af deres daglige arbejde".

34 Retten bemaerker, at det ikke kan udledes af Domstolens dom af 10. juni 1980, at der kraeves en moralsk interesse, for at sagsoegeren efter sin overflytning til Europa-Parlamentet bevarer sin interesse i, at afslaget fra ansaettelsesmyndigheden ved Domstolen paa hans ansoegning annulleres. I den naevnte sag tog Domstolen tillige stilling til argumentet om, at udnaevnelsen ved en anden institution af en ansoeger, som havde faaet afslag fra den sagsoegte institution, medfoerer, at ansoegeren mister sin retlige interesse, naar der gives ham mulighed for en overflytning og saaledes mulighed for, at han kan opnaa den samme stilling, som han ville have haft, saafremt hans ansoegning var blevet imoedekommet. Domstolen fandt, at denne hypotetiske mulighed ikke var et tilstraekkeligt grundlag for at afvise den retlige interesse. Denne argumentation boer i endnu hoejere grad finde anvendelse i denne sag, hvor man ikke kan anse sagsoegerens overflytning til Parlamentet, hvor vedkommende bevarede sin indplacering i loenklasse LA6, for at have bragt ham i en stilling, som svarer til den, hvori han ville have befundet sig, saafremt han ved Domstolen var blevet udnaevnt til juridisk sprogrevisor i loenklasse LA5. Det tilfoejes, at det samme gaelder, saafremt sagsoegeren i Parlamentet i mellemtiden var blevet forfremmet til loenklasse LA5 (jf. Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, s. 23, paa s. 39).

35 Med hensyn til argumentet om, at sagsoegeren ikke har retlig interesse i en annullation, fordi det efter hans overflytning til Parlamentet var blevet umuligt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 176 at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis kan en tjenestemand faktisk kun anlaegge sag i medfoer af vedtaegtens artikel 90 og 91 til proevelse af en af ansaettelsesmyndigheden truffet afgoerelse, saafremt han har en personlig interesse i den anfaegtede akts annullation (jf. f.eks. Domstolens dom af 29.10.1975, forenede sager 81/74-88/74, Marenco mod Kommissionen, Sml. s. 1247, paa s. 1255). Domstolen har naermere bestemt udtalt, at en sagsoeger ikke har en retlig interesse i, at udnaevnelsen af en anden ansoeger til en stilling, som han ikke selv kommer i betragtning til, annulleres (jf. f.eks. Domstolens dom af 10.3.1989, sag 126/87, Del Plato mod Kommissionen, Sml. s. 643, paa s. 665, og af 30.5.1984, sag 111/83, Picciolo mod Parlamentet, Sml. s. 2323, paa s. 2340).

36 I naervaerende sag maa der imidlertid tages hensyn til, at sagsoegeren, som stadig er tjenestemand ved Faellesskaberne, bevarer muligheden for at blive udnaevnt i en stilling i Domstolen ved hjaelp af en overflytning i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra c). Under henvisning hertil finder Retten, at det ville vaere en for restriktiv fortolkning af EOEF-Traktatens artikel 176 at anse sagsoegerens overflytning til Parlamentet for uden videre at goere det umuligt at gennemfoere de til en annullationsdoms opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Det maa derfor fastslaas, at sagsoegerens retlige interesse ikke er paavirket af hans overflytning til Parlamentet. Retten maa derfor paa dette punkt fastslaa, at der intet er til hinder for at antage denne paastand til realitetsbehandling.

b) Anbringenderne til stoette for paastanden

37 Blandt de af sagsoegeren paaberaabte otte anbringender vedroerer fire kun spoergsmaalet om den forskriftsmaessige gennemfoerelse af udvaelgelsesproeve CJ 32/88 og er derfor ikke relevante for bedoemmelsen af, hvorvidt den her omhandlede paastand om annullation af afslaget paa at forfremme sagsoegeren til en stilling som juridisk sprogrevisor, uden at han skal bestaa en udvaelgelsesproeve med henblik herpaa, kan tages til foelge. Retten finder, at de fire anbringender til stoette for denne paastand skal bedoemmes i foelgende logiske raekkefoelge: For det foerste anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, og af ligebehandlingsprincippet; for det andet anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 2; for det tredje anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik og af vedtaegtens artikel 7 og 29; for det fjerde anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

aa) Anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, og af ligebehandlingsprincippet

38 Sagsoegeren er af den opfattelse, at han i henhold til ovennaevnte bestemmelse kunne vaere blevet forfremmet to aar efter sin udnaevnelse til tjenestemand paa proeve, dvs. fra den 1. september 1988. Sagsoegeren har anfoert, at han ikke er enig i Domstolens praksis (dom af 13.12.1984, forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos mod Domstolen, Sml. s. 4149, paa s. 4163, og kendelse af 7.10.1987, sag 248/86, Brueggemann mod OESU, Sml. s. 3963, paa s. 3966), hvorefter fristen paa to aar i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, begynder at loebe fra tjenestemandens fastansaettelse. For det foerste soeger sagsoegeren at godtgoere sit synspunkt ved en grammatisk og sproglig analyse af fem af de sproglige versioner af artikel 45, stk. 1. Han udleder af placeringen af saetningsleddet "a partir de su nombramiento definitivo" (regnet fra tidspunktet for deres fastansaettelse) i den spanske version og tilsvarende i den italienske version, at denne bestemmelse kun vedroerer tjenestemaend, der er placeret i foerste loenklasse inden for deres tjenestegruppe eller kategori. Han har anfoert, at denne betydning fremgaar med en saerlig klarhed af den engelske og den tyske version af samme artikel.

39 For det andet er sagsoegeren paa baggrund af en formaalsfortolkning af artikel 45, stk. 1, af den opfattelse, at bestemmelsen har til formaal at begunstige en tjenestemand, som indtraeder i en faellesskabsinstitution i foerste loenklasse i sin kategori, idet han saerlig bliver godskrevet nogle maaneder. Han har anfoert, at en tjenestemand ansat i loenklasse A7 eller LA7 kun skal vente seks maaneder efter afslutningen af proevetiden paa ni maaneder for at kunne forfremmes, hvilket udgoer en samlet anciennitet paa femten maaneder. Derimod skal en tjenestemand, som er ansat i en hoejere loenklasse, efter Domstolens fortolkning af denne bestemmelse i dom af 13. december 1984 (forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos, naevnt ovenfor) vente 33 maaneder, dvs. atten maaneder laengere end foerstnaevnte. Sagsoegeren finder ikke denne forskel logisk og goer gaeldende, at der kun finder udnaevnelser sted i loenklasserne A6 eller LA6, naar der foreligger klar dokumentation for den omhandlede tjenestemands erfaring eller saerlige kundskaber, saaledes at det ikke kan goeres gaeldende over for hans argumentation, at det allerede udgoer en tilstraekkelig fordel, at tjenestemanden kan begynde sin karriere i denne loenklasse.

40 Sagsoegeren har dernaest gjort gaeldende, at saaledes som kapitel 3 i vedtaegtens afsnit III er opbygget, foelger artikel 45 umiddelbart efter artikel 44, ifoelge hvilken enhver tjenestemand, naar der er gaaet to aar, opnaar en automatisk forfremmelse inden for sin loenklasse, nemlig et hoejere loentrin. Heraf udleder sagsoegeren, at fristen paa to aar er den normale periode for et avancement. Han har anfoert, at det ikke er rimeligt, at en tjenestemand, som paa grund af sin alder og stoerre erfaring er blevet ansat i en hoejere loenklasse end foerste loenklasse, skal vente ni maaneder laengere, som netop er de maaneder, hvorunder han har godtgjort sin duelighed, mens en anden tjenestemand, som er yngre og mindre erfaren, faar godskrevet, hvad der ogsaa svarer til ni maaneder i forhold til den ovennaevnte normale periode.

41 Sagsoegeren er endelig af den opfattelse, at den fortolkning af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, som goeres gaeldende over for ham, er en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, naar der sammenlignes med tjenestemaendene ved visse institutioner. I Kommissionen og i Parlamentet antages fristen paa to aar i den omhandlede artikel saaledes at loebe fra udnaevnelsen til tjenestemand paa proeve. Sagsoegeren har anmodet Retten om at indhente oplysninger fra de to institutioners administration med hensyn til deres praksis vedroerende anvendelsen af vedtaegtens artikel 45, stk. 1. I samme forbindelse har han begaeret, at Retten tilpligter Domstolens Personaleafdeling at fremlaegge det originale moedereferat fra et moede mellem administrationscheferne vedroerende dette spoergsmaal, hvoraf en kopi med et uddrag er vedlagt staevningen.

42 Den sagsoegte institution har under henvisning til Domstolens praksis fastholdt, at en tjenestemand for at kunne forfremmes skal have en minimumsanciennitet paa to aar fra fastansaettelsen.

43 Domstolen har desuden i duplikken gjort gaeldende, at anbringendet er for sent fremsat. Da sagsoegeren i forbindelse med dette anbringende klager over, at ansaettelsesmyndigheden ikke forfremmede ham i anledning af hans ansoegning af 28. oktober 1988, hvorved han soegte om den stilling, som var opslaaet ledig ved meddelelse CJ 41/88, fremgaar det ifoelge sagsoegte allerede af en sammenligning af datoerne, at dette anbringende er for sent fremsat.

44 Med hensyn til spoergsmaalet, om dette anbringende kan realitetsbehandles, har Retten ovenfor fastslaaet (praemis 30), at sagsoegeren rettidigt klagede over afslaget paa at forfremme ham til den stilling, som var opslaaet ledig ved meddelelse CJ 41/88. I klagen af 17. marts 1989 paaberaabte sagsoegeren sig ganske vist ikke udtrykkeligt en overtraedelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1. Det foelger af Domstolens faste praksis, at i tjenestemandssager kan der for Domstolen dels kun nedlaegges paastande, som har samme genstand som de i klagen anfoerte, dels kun fremsaettes indsigelser, der hviler paa samme grundlag som de i klagen anfoerte. Disse indsigelser kan imidlertid for Domstolen uddybes ved fremfoerelse af anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som staar i noeje forbindelse med den (jf. f.eks. Domstolens dom af 20.5.1987, sag 242/85, Geist mod Kommissionen, Sml. s. 2181, paa s. 2196). Sagsoegeren har i sin klage gjort gaeldende, at han "kunne forfremmes", og har i den forbindelse anfoert sin anciennitet. Han har derfor i klagen paaberaabt sig en fortolkning af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, som er identisk med den, han senere har fremfoert i staevningen. Dette anbringende kan derfor antages til realitetsbehandling.

45 Med hensyn til spoergsmaalet, om anbringendet kan tages til foelge, har Retten foerst foretaget en indgaaende sproglig analyse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1. Gennemgangen har dog intet frembragt, som kan rejse tvivl om, at den fortolkning, Domstolen i sin praksis har givet bestemmelsen, er i overensstemmelse med ordlyden. Denne fortolkning, hvorefter den minimumsanciennitet, som kraeves i vedtaegten for at kunne forfremmes, beregnes fra tjenestemandens fastansaettelse, uanset om han blev ansat i foerste loenklasse inden for sin tjenestegruppe eller kategori eller i en anden loenklasse (jf. dom af 13.12.1984, forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos, og kendelse af 7.10.1987, sag 248/86, Brueggemann, begge naevnt ovenfor), svarer nemlig bedre til ordlyden af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, end den modsatte fortolkning, som sagsoegeren har fremfoert. Sammenstillingen i én saetning af de anciennitetsperioder paa seks maaneder og to aar, som tjenestemaend ansat i foerste loenklasse, henholdsvis andre tjenestemaend skal have, viser, at disse to perioder begynder at loebe fra samme tidspunkt, dvs. fra tjenestemandens fastansaettelse. Dette resultat aendres ikke ved en sammenligning af den omhandlede bestemmelse i de af sagsoegeren paaberaabte forskellige sproglige versioner.

46 Med hensyn til formaalet med vedtaegtens artikel 45, stk. 1, viser den omhandlede sammenstilling ogsaa, at bestemmelsen har til formaal at give tjenestemaend, der blev ansat i foerste loenklasse inden for deres tjenestegruppe eller kategori, et forspring paa atten maaneder i forhold til andre tjenestemaend med hensyn til at komme i betragtning til den foerste forfremmelse. Endvidere bemaerkes, at vedtaegtens artikel 44 kun vedroerer den anciennitet, som kraeves for automatisk at kunne stige et loentrin. I modsaetning til det af sagsoegeren fremfoerte, fastsaetter denne bestemmelse ikke en normal periode for avancement, som kan aendre reglerne i artikel 45 om den minimumsanciennitet, en tjenestemand skal have for at kunne forfremmes. Den er derfor ikke til hinder for, at vedtaegten kraever, at en tjenestemand, der ved ansaettelsen blev placeret i en hoejere loenklasse end i foerste loenklasse, skal have en anciennitet paa to aar regnet fra tidspunktet for fastansaettelsen, foer vedkommende kan forfremmes.

47 Det foelger heraf, at sagsoegeren, som blev udnaevnt til tjenestemand paa proeve fra den 16. september 1986 og fastansat tjenestemand fra den 16. juni 1987, hverken kunne forfremmes fra den 1. september 1988 - den dato, han anfoerer som relevant, og hvor han steg til naeste loentrin i sin loenklasse - eller fra den 16. september 1988, men fra den 16. juni 1989, hvor fristen paa to aar regnet fra hans fastansaettelse udloeb.

48 Sagsoegeren kan ikke under henvisning til ligebehandlingsprincippet anfaegte denne anvendelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, paa hans tilfaelde. Selv hvis det laegges til grund, at andre institutioner har fortolket bestemmelsen saaledes, at de har ment at kunne forfremme tjenestemaend, som kun har to aars anciennitet fra datoen for deres udnaevnelse til tjenestemaend paa proeve, foelger det dog af ovenstaaende, at en saadan praksis strider mod vedtaegten. Sagsoegeren kan ikke til egen fordel paaberaabe sig ulovligheder, der er begaaet til fordel for andre (jf. Domstolens dom af 4.7.1985, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 2225, paa s. 2233).

49 Herefter, og idet det findes ufornoedent at foretage den af sagsoegeren begaerede bevisoptagelse vedroerende den praksis, som foelges af de andre institutioner, finder Retten, at anbringendet om en overtraedelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 1, er ubegrundet.

bb) Anbringendet om overtraedelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 2

50 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Domstolen i medfoer af denne bestemmelse burde have udnaevnt ham til juridisk sprogrevisor paa grund af, at han var opfoert paa den reserveliste, som var oprettet paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 24/86 (kontorchef i den spanske oversaettelsesafdeling). Han har anfoert, at det foelger af en formaalsfortolkning af vedtaegtens artikel 45, stk. 2, hvis formaal ifoelge ham klart er at sikre, at ansoegerne er egnede til at besaette de ledige stillinger, at det er ulogisk, at en person, som i forbindelse med en udvaelgelsesproeve er erklaeret egnet til at bestride en LA3-stilling, ikke skulle vaere egnet til at bestride en LA5-stilling, som indebaerer de samme arbejdsopgaver, bortset fra ledelsesopgaver. Til stoette for dette synspunkt har sagsoegeren fremfoert argumentet "den, som kan mere, kan mindre" og princippet "non bis in idem". Han har anfoert, at ansaettelsesmyndigheden har overtraadt vedtaegtens artikel 45, stk. 2, ved et stiltiende afslag paa hans ansoegning om en af de stillinger, som blev opslaaet ledige ved meddelelse CJ 66/87.

51 I replikken har han desuden gjort gaeldende, at det intetsteds staar skrevet, at en udvaelgelsesproeves virkninger er begraenset til de stillinger, udvaelgelsesproeven er afholdt for at besaette. Han mener, at i lyset af den sagsoegte institutions opfattelse paa dette punkt, kraeves der en forklaring paa, hvorfor der oprettedes en reserveliste for udvaelgelsesproeve CJ 24/86, skoent der kun var tale om at besaette en enkelt stilling, som det havde vaeret fuldt ud tilstraekkeligt at oprette en egnethedsliste for. Sagsoegeren har desuden anfoert, at den omstaendighed, at udvaelgelsesproeve CJ 24/86, som han bestod, var en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser, mens udvaelgelsesproeve CJ 32/88 var en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, ikke har betydning, da der hverken i lovgivning eller retspraksis findes nogen stoette for, at en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever har stoerre vaegt end en udvaelgelsesproeve alene paa grundlag af kvalifikationsbeviser. Han har endelig anfoert, at Domstolens dom af 28. april 1983 (sag 143/82, Lipman mod Kommissionen, Sml. s. 1301, paa s. 1311) intet har til faelles med den foreliggende sag. Ifoelge dommen kan en ansoeger i forbindelse med en udvaelgelsesproeve ikke anfaegte udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at give ham adgang til proeverne under paaberaabelse af adgangsbetingelserne til en anden udvaelgelsesproeve, som afholdes af den samme institution for at besaette stillinger i samme stillingsgruppe, men som afholdes paa andre betingelser og forfoelger en anden maalsaetning. Ifoelge sagsoegeren var den eneste forbindelse mellem de i dommen af 28. april 1983 omhandlede udvaelgelsesproever, at de vedroerte stillinger i kategori A, men paa forskellige omraader, og for hver kraevedes forskellige kvalifikationsbeviser. Han har understreget, at udvaelgelsesproeverne i denne sag derimod har en meget snaever sammenhaeng.

52 Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at en udvaelgelsesproeves virkninger er begraenset til de stillinger, udvaelgelsesproeven er afholdt for at besaette. Den har anfoert, at der er tale om et almindeligt princip, som er noedvendigt, for at ordningen med udvaelgelsesproever til besaettelse af tjenestemandsstillinger kan fungere. Desuden har den gjort gaeldende, at det ved en saadan ordning ville give anledning til kaos, hvis en udvaelgelsesproeves resultater gjaldt uden tidsbegraensning og paavirkede og forudbestemte resultatet af senere udvaelgelsesproever af andet indhold.

53 Den sagsoegte institution har desuden gjort gaeldende, at udvaelgelsesproeve CJ 32/88 var en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, hvor sagsoegeren ikke bestod proeverne, mens udvaelgelsesproeve CJ 24/86 var en "simpel udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser". Den har anfoert, at denne forskel mellem de to udvaelgelsesproever forklarer, hvorfor sagsoegeren har bestaaet den ene, men ikke den anden. I duplikken har den praeciseret, at den ikke har haevdet, at en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever har stoerre vaegt end en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser, men blot at der er tale om to forskellige udvaelgelsesprocedurer, hvorfor resultaterne af udvaelgelsesproeve CJ 24/86 ikke kan overfoeres paa udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever CJ 32/88. Den har tilfoejet, at det forhold, at sagsoegeren blev opfoert paa reservelisten for udvaelgelsesproeve CJ 24/86, maaske "faar sine rette proportioner, naar man tager i betragtning, at alle ansoegere til udvaelgelsesproeven blev opfoert paa denne reserveliste, hvilket var en let afgoerelse at traeffe, fordi den ikke gjorde nogen utilfreds, og fordi den ikke havde nogen virkning for afdelingens arbejde". Endelig har den gjort gaeldende, at dette anbringende er fremsat for sent, da overtraedelsen af vedtaegtens artikel 45, stk. 2, som sagsoegeren goer gaeldende, ifoelge Domstolen forelaa med det stiltiende afslag paa ansoegningen om en af de stillinger, som blev opslaaet ledige ved meddelelse CJ 66/87.

54 Med hensyn til spoergsmaalet, om dette anbringende er for sent fremsat, bemaerkes, at selv om sagsoegeren med anbringendet henviser til meddelelse om ledig stilling CJ 66/87, er naervaerende sag anlagt til proevelse af afslaget paa at forfremme ham til den stilling, som var omhandlet i meddelelse om ledig stilling CJ 41/88. Det forhold, at sagsoegeren ikke har anfaegtet afslaget paa hans ansoegning om en af de stillinger, som var opslaaet ledige ved den foerste meddelelse, en afgoerelse, som ifoelge sagsoegeren var ulovlig paa samme punkt som de under denne sag anfaegtede retsakter, forhindrer ikke, at han kan paaberaabe sig dette anbringende i forbindelse med sidste meddelelse.

55 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om anbringendet er begrundet, bemaerkes, at vedtaegtens artikel 45, stk. 2, kun betinger en tjenestemands overgang fra en tjenestegruppe eller kategori til en anden tjenestegruppe eller hoejere kategori af, at han har bestaaet en udvaelgelsesproeve. Derimod regulerer bestemmelsen ikke problemet vedroerende overgang fra en loenklasse til en hoejere loenklasse inden for samme kategori i tilfaelde af, at den paagaeldende ikke har den anciennitet, som kraeves for at blive forfremmet, hvilket er det spoergsmaal, denne sag omhandler. Bestemmelsen er derfor uden betydning for denne sag.

56 Retten finder, at sagsoegeren med dette anbringende i det vaesentlige vil goere gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden ikke overvejede muligheden for i henhold til vedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra b), at udnaevne ham til juridisk sprogrevisor i den stilling, som var opslaaet ledig, paa grundlag af at han havde bestaaet udvaelgelsesproeve CJ 24/86 vedroerende kontorchefstillingen. Dette klagepunkt boer derfor bedoemmes i forbindelse med det foelgende anbringende, hvorved sagsoegeren bl.a. har gjort gaeldende, at vedtaegtens artikel 29 er overtraadt.

cc) Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik og af vedtaegtens artikel 7 og 29

57 Til stoette for dette anbringende har sagsoegeren gjort gaeldende, at den sagsoegte institution, i stedet for endeligt at besaette de ledige stillinger som juridiske revisorer i henhold til vedtaegtens artikel 29, blot gennemfoerte en udvaelgelsesprocedure for midlertidige revisorer, som, skoent den havde alle en udvaelgelsesproeves vaesentlige traek, ikke var det i henseende til proceduren. Han har desuden gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndigheden i strid med vedtaegtens artikel 7, stk. 2, andet afsnit, opretholdt den midlertidige situation laengere end et aar, hvilket skete med den uholdbare begrundelse, at de tjenestemaend, som kom paa tale til at besaette revisorstillingerne, ikke kunne forfremmes, eftersom den kraevede frist paa to aar fra deres fastansaettelse endnu ikke var udloebet. Sagsoegeren er af den opfattelse, at det forhold, at denne forlaengelse er kommet ham til gode, ikke forhindrer ham i at anfaegte den, da en tjenestemand ikke maa fravige den tilrettelaeggelse af arbejdet, som ansaettelsesmyndigheden har bestemt. Han har desuden gjort gaeldende, at han ved flere lejligheder havde bedt Oversaettelsesdirektoratets direktoer om at loese spoergsmaalet efter vedtaegtens bestemmelser, men der blev ikke taget noget som helst hensyn til hans oensker. Sagsoegeren har bemaerket, at ansaettelsesmyndigheden kunne have afholdt en forskriftsmaessig udvaelgelsesproeve allerede i begyndelsen af 1987 efter at have offentliggjort tre meddelelser om ledige stillinger som juridiske revisorer. I replikken har sagsoegeren tilfoejet, at selv om det er korrekt, at ansaettelsesmyndigheden i sin tid havde afholdt udvaelgelsesproeve CJ 11/85 for juridiske revisorer, var der dog gaaet tre aar mellem denne udvaelgelsesproeve og afholdelsen af udvaelgelsesproeve CJ 32/88. Han har begaeret, at Retten paalaegger den sagsoegte institutions administration at fremlaegge alle de originaldokumenter, som findes i arkiverne vedroerende den udvaelgelsesprocedure for midlertidige revisorer, som gennemfoertes i 1987 i den spanske oversaettelsesafdeling.

58 Hertil har den sagsoegte institution indledningsvis gjort gaeldende, at sagsoegeren staerkt overdriver betydningen af udvaelgelsesproceduren for midlertidige juridiske sprogrevisorer, og har anmodet om, at Retten lader chefen for Domstolens spanske oversaettelsesafdeling, Cervera, afgive vidneforklaring om de saerlige forhold, der forelaa ved denne procedure. Under retsmoedet har sagsoegte tilfoejet, at man ikke kan give en saadan procedure, selv om udvaelgelsen blev gennemfoert serioest og omhyggeligt, forrang i forhold til en procedure, som afvikles efter vedtaegtens bestemmelser. Den sagsoegte institution har desuden henvist til, at den afholdt udvaelgelsesproeve CJ 11/85 med henblik paa at oprette en reserveliste for juridiske revisorer. Med hensyn til det af sagsoegeren anfoerte om, at der gik tre aar mellem afholdelsen af denne udvaelgelsesproeve og den anden udvaelgelsesproeve, har sagsoegte anfoert, at afgoerelsen af, hvornaar der boer afholdes en udvaelgelsesproeve, henhoerer under institutionens befoejelse til at opbygge sine tjenestegrene efter eget skoen. Den har tilfoejet, at i betragtning af, at udvaelgelsesproeve CJ 11/85 ikke resulterede i et tilstraekkeligt antal kvalificerede ansoegere, var det rimeligt at vente relativt lang tid, saaledes at egnede ansoegere til stillingerne som juridiske sprogrevisorer kunne blive oplaert og indgive deres ansoegning.

59 Sagsoegte er af den opfattelse, at forlaengelsen af den midlertidige periode ud over de i vedtaegtens artikel 7, stk. 2, fastsatte graenser er uden betydning for denne sags afgoerelse, og at sagsoegeren, som har haft fordel heraf, ikke nu kan kritisere forholdet. Sagsoegte har bemaerket, at det forhold, at sagsoegeren og dennes kolleger ikke kunne forfremmes til en hoejere loenklasse, fordi det tidsrum, som kraeves for en saadan forfremmelse, ikke var forloebet, ikke kan betegnes som et uholdbart paaskud for at opretholde ordningen med midlertidige revisorer.

60 Det skal undersoeges, om de af sagsoegeren paaberaabte omstaendigheder kan godtgoere, at afslaget paa at forfremme ham til stillingen som juridisk sprogrevisor, der omhandledes i meddelelse om ledig stilling CJ 41/88, er behaeftet med en mangel.

61 Med hensyn hertil skal det for det foerste understreges, at den udvaelgelsesprocedure for midlertidige juridiske sprogrevisorer, som sagsoegeren deltog i med held, ikke blev afviklet efter vedtaegtens bestemmelser om udvaelgelsesproever. Lige som det ikke fastlaegges i vedtaegten, hvordan ansaettelsesmyndigheden skal udvaelge de tjenestemaend, som midlertidigt paalaegges at goere tjeneste i en hoejere stilling, indeholder den heller ingen bestemmelse om, at en udvaelgelsesprocedure, som afholdes med henblik herpaa, har retsvirkninger for saa vidt angaar de omhandlede tjenestemaends forfremmelse. Det er derfor udelukket at sidestille virkningerne af en saadan procedure med en udvaelgelsesproeves virkninger, for saa vidt angaar muligheden for at forfremme tjenestemaend, som ikke har den i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, kraevede minimumsanciennitet. At ordningen med midlertidige revisorer blev opretholdt ud over de vedtaegtsmaessige graenser aendrer intet herved. En saadan forlaengelse, som er uforenelig med vedtaegtens artikel 7, stk. 2, kan nemlig ikke have retsvirkninger, der gaar videre end retsvirkningerne af en midlertidig tjeneste, der er forskriftsmaessig. Da vedtaegtens artikel 7 ikke gav ansaettelsesmyndigheden mulighed for at forfremme sagsoegeren, foelger det heraf, at det ikke er fornoedent for Retten at bedoemme betydningen af udvaelgelsesproceduren for revisorer eller at foranstalte den bevisoptagelse, som parterne har begaeret herom. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0156.1

62 Med hensyn til tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 29 og af princippet om god forvaltningsskik bemaerkes, at der hos sagsoegeren foreligger en vildfarelse med hensyn til retsvirkningerne af, at han blev opfoert paa den paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 24/86 oprettede reserveliste. Ansaettelsesmyndigheden skal ganske vist, naar den besaetter de stillinger, med henblik paa hvilke en udvaelgelsesproeve er blevet afholdt, tage resultaterne af den paagaeldende udvaelgelsesproeve i betragtning (jf. f.eks. Rettens dom af 20.9.1990, sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463, praemis 48). Ansaettelsesmyndigheden kan imidlertid ikke paa grundlag af resultaterne af naevnte udvaelgelsesproeve udnaevne en tjenestemand, der er opfoert paa reservelisten i en stilling, som udvaelgelsesproeven ikke blev afholdt for at besaette (jf. f.eks. Domstolens dom af 9.10.1974, forenede sager 112/73, 114/73 og 145/73, Campogrande mod Kommissionen, Sml. s. 957, paa s. 977). Saafremt ansaettelsesmyndigheden i mangel af tjenestemaend, der kunne forfremmes, udnaevnte de ansoegere, der havde bestaaet en intern udvaelgelsesproeve, afholdt for at besaette en bestemt stilling, i andre stillinger, ville ingen andre ved en ny udvaelgelsesproeve faa mulighed for at godtgoere, at de har de kvalifikationer, som kraeves for at besaette en af disse stillinger. Ansaettelsesmyndigheden ville dermed udelukke sig selv fra at kunne udvaelge tjenestemaend, som ikke havde deltaget i den foerste udvaelgelsesproeve, enten fordi de endnu ikke var ansat, eller fordi de ikke var interesseret i den stilling, som var ledig paa davaerende tidspunkt. Denne situation har ingen sammenhaeng med disse personers faglige kvalifikationer til at besaette en anden stilling, hvis saerlige indhold der ikke kunne tages hensyn til i forbindelse med en tidligere udvaelgelsesproeve. En saadan udelukkelse af muligvis velegnede ansoegere paa grundlag af et reelt tilfaeldigt kriterium, som desuden intet har at goere med deres fortjenester, kan ramme personer, der er lige saa, eller bedre, kvalificeret til den stilling, som skal besaettes, end de ansoegere, som har bestaaet en tidligere udvaelgelsesproeve. Et saadant resultat ville klart vaere i strid med formaalet med vedtaegtens artikel 27, stk. 1, og artikel 29, stk. 1, nemlig ansaettelse af tjenestemaend, der opfylder de hoejeste kvalifikationskrav (jf. Rettens dom af 8.11.1990, sag T-56/89, Bataille mod Parlamentet, Sml. II, s. 597, praemis 48).

63 Det er i oevrigt i overensstemmelse med dette formaal, at gyldigheden af de reservelister, som oprettes paa grundlag af en udvaelgelsesproeve, efter fast praksis begraenses, saaledes at nye ansoegere efter et vist stykke tid faar mulighed for at proeve at komme i betragtning. Det bemaerkes herved, at gyldigheden af den reserveliste, som sagsoegeren var opfoert paa, og som blev oprettet i september 1987 paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 24/86, saaledes var begraenset til et aar, dog med mulighed for forlaengelse. Naar en reserveliste efter udloebet af dens gyldighedsperiode end ikke kan anvendes til at udnaevne en bestaaet ansoeger i den konkrete stilling, udvaelgelsesproeven blev afholdt for at besaette, foelger det saa meget desto mere af det netop anfoerte, og uden at spoergsmaalet om listens gyldighedsperiode har betydning, at en saadan liste ikke kan anvendes til at besaette andre stillinger.

64 Den af sagsoegeren paaberaabte sammenhaeng mellem opgaverne i stillingen som kontorchef, som han havde bestaaet udvaelgelsesproeven for, og opgaverne i en stilling som juridisk sprogrevisor er i denne forbindelse uden betydning, da der var tale om forskellige stillinger, som i det mindste til dels stillede krav om forskellige kvalifikationer. Foelgelig, og uafhaengigt af betydningen af udvaelgelsesproeve CJ 24/86, kan hverken det paastaaede princip om "non bis in idem" eller argumentet om, at "den, som kan mere, kan mindre", paaberaabes til stoette for at forfremme sagsoegeren til en stilling som juridisk sprogrevisor paa grundlag af den omhandlede udvaelgelsesproeve.

65 Under henvisning hertil har den sagsoegte institution med rette ment, at sagsoegeren ikke kunne blive udnaevnt til juridisk sprogrevisor uden at deltage i en ny udvaelgelsesproeve afholdt med henblik herpaa.

66 Med hensyn til de oevrige omstaendigheder, sagsoegeren har anfoert i forbindelse med dette anbringende, bemaerkes, at under de konkrete omstaendigheder kan ansaettelsesmyndigheden ikke kritiseres for at have udsat afholdelsen af en udvaelgelsesproeve med henblik paa besaettelse af stillingerne som juridiske sprogrevisorer i relativt lang tid for at oege antallet af ansoegere med tilstraekkelig erfaring. Ansaettelsesmyndigheden har nemlig et vidt skoen med henblik paa at finde frem til ansoegere, der opfylder de hoejeste kvalifikationskrav (jf. Domstolens dom af 8.6.1988, sag 135/87, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 2901, paa s. 2915). Af samme grund kan det ikke antages, at vedtaegtens artikel 29 og princippet om god forvaltningsskik er tilsidesat ved, at ansaettelsesmyndigheden midlertidigt har paalagt visse tjenestemaend at udfoere arbejde som revisor og derved givet dem lejlighed til at faa en vis erfaring paa omraadet, foer den afholdt en udvaelgelsesproeve.

67 Heraf foelger, at anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik og af vedtaegtens artikel 7 og 29 maa forkastes.

dd) Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

68 Til stoette for dette anbringende har sagsoegeren anfoert, at den davaerende direktoer for Oversaettelsesdirektoratet, Koegler, under de mundtlige proever ved udvaelgelsesproeve CJ 12/85 havde lovet ham, at han hurtigt ville blive forfremmet, og at dette loefte blev bekraeftet skriftligt ved det ovenfor naevnte memorandum af 11. november 1986, hvori den fungerende kontorchef, Elizalde, anfoerte, at den midlertidige placering som revisor "kunne blive permanent ved en forfremmelse ved udloebet af de i vedtaegten fastsatte to aar". Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det laenge har vaeret kutyme ved Domstolen at forfremme juridiske sprogeksperter til en hoejere stillingsgruppe efter den fremgangsmaade, Koegler havde lovet, og uden at anvende en saa omstaendelig udvaelgelsesprocedure som den, der blev anvendt i dette tilfaelde. Sagsoegeren har erkendt, at Elizalde' s memorandum var i form af et cirkulaere, som ikke var rettet til ham personligt, men han har understreget, at han var en af adressaterne, og at han deltog i den omhandlede udvaelgelsesprocedure, samt opfyldte alle de i dette dokument anfoerte betingelser.

69 Sagsoegeren har desuden henvist til fem akter fra forskellige niveauer inden for administrationen, som efter hans opfattelse godtgoer hans evner som revisor. Der er naermere bestemt tale om: For det foerste og for det andet to memoranda fra den fungerende kontorchef, hvori han foreslaas som midlertidig revisor. For det tredje ansaettelsesmyndighedens efterfoelgende afgoerelse. For det fjerde den afgoerelse, hvorved udvaelgelseskomitéen for den udvaelgelsesproeve, som blev afholdt for at besaette kontorchefstillingen i den spanske oversaettelsesafdeling, opfoerte ham paa reservelisten for denne udvaelgelsesproeve. For det femte ansaettelsesmyndighedens stiltiende forlaengelse, uanset om den var ulovlig, af hans periode som midlertidig revisor efter udloebet af den i vedtaegten fastsatte periode. Han er af den opfattelse, at disse akter viste, at ansaettelsesmyndigheden havde accepteret, at han udfoerte arbejde som revisor, og at de var tilstraekkelige til at give ham berettigede forventninger. Under retsmoedet har han endvidere gjort gaeldende, at Det Paritetiske Samarbejdsudvalgs udtalelse af 3. august 1988, hvori udvalget gik imod afholdelsen af en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, bekraefter, at han havde et begrundet haab om at blive forfremmet.

70 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Domstolen ikke har holdt de loefter, som den havde givet ham, og som var blevet bekraeftet ved akter i tiden, der fulgte, men i stedet afholdt udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever CJ 32/88, "hvorved udvaelgelseskomitéen har gjort sig umage for at udelukke sagsoegeren ved at saette ham paa en ubrugelig fjerdeplads og kun acceptere tre ansoegere", hvorved der blev lagt mere vaegt paa "en saakaldt objektivitet, som kun baserer sig paa omkring 10 siders oversaettelse/revision", end paa sagsoegerens arbejde gennem tre aar, som havde omfattet tusinder af sider, og som alle overordnede udtrykkeligt havde sagt god for.

71 Sagsoegeren har tilbudt at godtgoere sine anbringender om de loefter, som blev givet ham, ved som vidner at foere den tidligere direktoer for Oversaettelsesdirektoratet, Koegler, Keeling, som er tjenestemand ved Domstolen og var medlem af udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve CJ 12/85, og den tidligere kontorchef for Domstolens spanske oversaettelsesafdeling, Elizalde, som nu er tjenestemand ved Kommissionen.

72 Til disse argumenter har den sagsoegte institution indledningsvis anfoert, at de udtalelser, som sagsoegeren har betegnet som loefter, blot var en information om karrieremulighederne i stillingsgruppen juridisk sprogekspert, den stillingsgruppe sagsoegeren var blevet indplaceret i paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 12/85. Ifoelge institutionen bekraeftes dette bl.a. ved, at notatet fra Elizalde, som sagsoegeren har paaberaabt sig, var holdt i konditionalis, samt ved, at notatet ikke var rettet personligt til sagsoegeren, men kun var et cirkulaere, hvoraf han ikke kunne udlede nogle saerlige garantier for senere forfremmelse. Domstolen har anfoert, at de oevrige omstaendigheder, som sagsoegeren har anfoert, kun er normale variationer i hans arbejde ved den spanske oversaettelsesafdeling, og at han vidste eller burde vide, at hans forfremmelse afhang af en udvaelgelsesprocedure, som er fastlagt i vedtaegten, og hvorunder hverken hans hidtidige tjeneste eller visse personers loefter kunne garantere ham et heldigt udfald. Under retsmoedet har sagsoegte tilfoejet, at sagsoegeren ikke under henvisning til den skete - uhjemlede - forlaengelse af hans midlertidige periode som juridisk sprogrevisor kan stoette ret paa princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

73 Den sagsoegte institution har paaberaabt sig retspraksis om anvendelsen af det omhandlede princip i tjenestemandssager. Ifoelge denne praksis kan loefter, der ikke respekterer vedtaegtens bestemmelser om udvaelgelsesproeve som betingelse for at opnaa en stilling, ikke skabe en berettiget forventning hos den paagaeldende (dom af 6.2.1986, sag 162/84, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 481, paa s. 492, og dom af 20.6.1985, sag 228/84, Pauvert mod Revisionsretten, Sml. s. 1969, paa s. 1978). Sagsoegte mener, at dette ogsaa maa vaere resultatet i denne sag, saa meget mere som der ikke var tale om virkelige loefter, men om blotte oplysninger, der oven i koebet og til forskel fra det, der var tilfaeldet i Pauvert-sagen, ikke stammede fra ansaettelsesmyndigheden.

74 I duplikken har den sagsoegte institution desuden gjort gaeldende, at anbringendet er fremfoert for sent, da sagsoegeren ikke paastaar, at princippet om den berettigede forventning er blevet tilsidesat ved den afgoerelse, udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve CJ 32/88 traf i forhold til ham, men som foelge af undladelsen af at udnaevne ham til revisor paa proeve i september 1988.

75 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om dette anbringende kan realitetsbehandles, bemaerkes, at sagsoegeren hermed anfaegter det stiltiende afslag paa hans ansoegning om den stilling, som blev opslaaet ved meddelelse om ledig stilling CJ 41/88, og at han har anfaegtet dette afslag i rette tid. Derfor kan det ene forhold, at sagsoegeren i forbindelse med dette anbringende kritiserer, at den sagsoegte institution ikke forfremmede ham i september 1988, ikke have den foelge, at anbringendet i sin helhed er for sent fremsat.

76 Hvad angaar spoergsmaalet, om anbringendet er begrundet, fremgaar det af bedoemmelsen af de tre foregaaende anbringender, at sagsoegeren ikke kunne forfremmes til en stilling i loenklasse LA5 paa det tidspunkt, da der blev givet et stiltiende afslag paa hans ansoegning. Derfor ville et loefte om alligevel at udnaevne ham til en stilling som juridisk sprogrevisor have vaeret i strid med vedtaegtens artikel 45. Det foelger af fast retspraksis, at loefter, der ikke respekterer vedtaegtens bestemmelser, ikke kan skabe en berettiget forventning hos en tjenestemand (jf. Domstolens naevnte dom af 6.2.1986, Vlachou, og af 20.6.1985, Pauvert, samt Rettens dom af 27.3.1990, sag T-123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131).

77 Det fremgaar i oevrigt af sagsoegerens egne forklaringer, at ingen af de udtalelser, han har paaberaabt sig, naevnte noget om, at han kunne forfremmes, uden at den i vedtaegtens artikel 45, stk. 1, kraevede anciennitet forelaa. I Elizalde' s cirkulaere, som sagsoegeren bygger paa, var "permanentiseringen" af de midlertidige udnaevnelser i form af forfremmelser udtrykkelig betinget af, at vedtaegtens periode var gaaet til ende.

78 Heraf foelger, at hverken udtalelserne fra den tidligere direktoer for Oversaettelsesdirektoratet, den fungerende kontorchefs cirkulaere eller de forskellige akter fra administrationen, som sagsoegeren har paaberaabt sig, kunne skabe en berettiget forventning hos ham om, at han ville blive forfremmet uden at opfylde vedtaegtens betingelser herfor.

79 Retten finder herefter, og uden at det er fornoedent at afhoere vidner om indholdet af de udtalelser, de haevdes at vaere fremkommet med over for sagsoegeren, at den sagsoegte institution ikke har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at give sagsoegeren et stiltiende afslag paa hans ansoegning om en stilling som juridisk sprogrevisor.

80 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegerens paastand om annullation af det stiltiende afslag paa hans ansoegning om den stilling, som blev opslaaet ledig ved meddelelse om ledig stilling CJ 41/88, ikke kan tages til foelge.

2. Paastanden om annullation af foranstaltningerne i forbindelse med udvaelgelsesproeve CJ 32/88

a) Formaliteten

81 Den sagsoegte institution er af den opfattelse, at paastanden om, at Retten "annullerer samtlige foranstaltninger i forbindelse med udvaelgelsesproeve CJ 32/88", ikke kan antages til realitetsbehandling. Sagsoegte finder, at denne sags genstand er begraenset til spoergsmaalet om, hvorvidt den afgoerelse, som i forbindelse med denne udvaelgelsesproeve blev truffet i forhold til sagsoegeren, var gyldig. Ifoelge sagsoegte kan sagsoegeren ikke godtgoere en retlig interesse i at nedlaegge paastand om mere end annullation af den afgoerelse, som vedroerte ham. Sagsoegte har gjort gaeldende, at sagsoegeren heller ikke laengere kan anfaegte afholdelsen af den omhandlede udvaelgelsesproeve. Dette skulle han ifoelge Domstolens praksis (dom af 11.3.1986, sag 294/84, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 977, paa s. 988, og dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio mod Kommissionen, Sml. s. 1399, paa s. 1430) have gjort ved at indgive en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, inden for en frist paa tre maaneder fra offentliggoerelsen af meddelelsen om udvaelgelsesproeven.

82 Sagsoegeren har anfoert, at den anfaegtede udvaelgelsesproeve er ugyldig, fordi den blev afholdt i strid med Raadets forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3517/85 af 12. december 1985 om indfoerelse af saerlige og midlertidige foranstaltninger vedroerende ansaettelse af tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber i anledning af Spaniens og Portugals tiltraedelse (EFT L 335, s. 55, herefter benaevnt "forordning nr. 3517/85"). Han har endvidere anfoert, at de af den sagsoegte institution anfoerte domme til stoette for indsigelsen om, at hans paastand er for sent nedlagt, ikke er af betydning, da han ikke paa det tidspunkt, hvor han deltog i udvaelgelsesproeven, kunne vide, om denne ville blive afviklet paa forskriftsmaessig maade.

83 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at genstanden for hans sagsanlaeg ikke er begraenset til annullation af den afgoerelse, som udvaelgelseskomitéen traf for hans vedkommende. Han har anfoert, at da udvaelgelsesproeven er en nullitet, idet den i det hele var ulovlig som foelge af udvaelgelseskomitéens sammensaetning og som foelge af magtfordrejning begaaet af det eneste af udvaelgelseskomitéens medlemmer, som var kompetent til at vaere medlem, boer alle foranstaltninger paa grundlag af udvaelgelsesproeven, herunder egnethedslisten, annulleres.

84 Retten skal foerst undersoege sagsoegerens argument om, at udvaelgelsesproeve CJ 32/88 er en nullitet. Med dette argument henvises i det vaesentlige til den i Domstolens praksis anerkendte regel om, at en retsakt under saerlige omstaendigheder kan vaere en nullitet, fordi den er behaeftet med saerlig grove og aabenbare mangler (jf. f.eks. Domstolens dom af 26.2.1987, sag 15/85, Consorzio cooperative d' Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005, paa s. 1035 f., og dom af 10.12.1957, forenede sager 1/57 og 14/57, Sociétés des Usines à tubes de la Sarre mod Den Hoeje Myndighed for Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, Sml. 1954-1964, s. 51). For at afkraefte den formodning for, at en retsakt er gyldig, som Traktaten af indlysende retssikkerhedsgrunde opstiller selv for institutionernes ikke forskriftsmaessige retsakter, kraeves det, at den er behaeftet med en saerlig grov og aabenbar mangel, der ligger helt uden for omraadet for "saedvanlige" mangler, som skyldes en faktisk vildfarelse eller ukendskab til loven (jf. Domstolens naevnte dom af 26.2.1987, Consorzio cooperative d' Abruzzo, og generaladvokat Mischo' s forslag til afgoerelse i sagen, Sml. s. 1014, paa s. 1019).

85 Herom bemaerkes, at den ugyldighed, sagsoegeren haevder, udvaelgelsesproeve CJ 32/88 er behaeftet med, skulle foelge af en overtraedelse af en retsregel i afledt ret, nemlig forordning nr. 3517/85. Forordningen blev udstedt med henblik paa at tage hoejde for den saerlige situation i forbindelse med Spaniens og Portugals tiltraedelse af Faellesskaberne og indfoerte en midlertidig ansaettelsesordning, som fraveg visse af vedtaegtens praeceptive bestemmelser, bl.a. forbuddet mod at tage hensyn til ansoegernes nationalitet og mod foerst og fremmest at anvende interne ansaettelsesprocedurer. En eventuel overtraedelse af en saadan forordning, hvis anvendelse er saavel tidsmaessigt som materielt begraenset, og som goer undtagelser fra visse af vedtaegtens grundlaeggende principper, er ikke blandt de saerlige tilfaelde, hvor en mangel er saa alvorlig og aabenbar, at den goer den retsakt, som er behaeftet hermed, til en nullitet. Det tilfoejes, at eventuelle mangler ved udvaelgelseskomitéens sammensaetning og den maade, hvorpaa denne har udfoert sit arbejde, heller ikke kan medfoere, at samtlige foranstaltninger i forbindelse med en udvaelgelsesproeve rammes af en nullitetsvirkning.

86 Endvidere bemaerkes, at saafremt sagsoegeren ville anfaegte afgoerelsen om at afholde udvaelgelsesproeven eller indholdet i meddelelsen om udvaelgelsesproeve, skulle han indgive en klage inden for en frist paa tre maaneder at regne fra offentliggoerelsen af meddelelsen om udvaelgelsesproeve (jf. Domstolens dom af 11.3.1986, sag 294/84, Adams, s. 988, og ovennaevnte dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio, paa s. 1429 f.). Det forhold, at han indgav ansoegning til den anfaegtede udvaelgelsesproeve, og at han fik adgang til at deltage, ville ikke have vaeret til hinder herfor. Foranstaltningerne i forbindelse med en udvaelgelsesproeve kan ikke i deres helhed indeholde et klagepunkt i forhold til en ansoeger, der med held har deltaget i de foerste etaper af denne udvaelgelsesproeve, som han ikke anfaegter som saadan (jf. Domstolens dom af 6.7.1988, sag 164/87, Simonella mod Kommissionen, Sml. s. 3807, paa s. 3817 f.). Den saerlige situation for sagsoegeren, som goer gaeldende, at den omtvistede udvaelgelsesproeve ikke kunne have vaeret afholdt, foer han var blevet forfremmet, er imidlertid en anden. Under disse saerlige omstaendigheder havde sagsoegeren en begrundet interesse i at anfaegte meddelelsen om udvaelgelsesproeve, samtidig med at han deltog i udvaelgelsesproeven for at sikre sine rettigheder i det tilfaelde, at hans klage blev afvist. Han kunne derfor indbringe klage over meddelelse om udvaelgelsesproeve CJ 32/88.

87 Den omhandlede meddelelse om udvaelgelsesproeve blev offentliggjort den 25. oktober 1988, og sagsoegeren indgav sin ansoegning den 24. november 1988. Den klage, som sagsoegeren indgav den 28. februar 1989 med krav om, at udvaelgelsesproeven annulleredes, er derfor for sent indgivet.

88 Sagsoegerens argument om, at han ikke i tide kunne vide, om udvaelgelsesproeven ville blive afviklet forskriftsmaessigt, kan ikke begrunde denne forsinkelse, da han henviser til eventuelle uregelmaessigheder i den senere afvikling af udvaelgelsesproeven. Saadanne uregelmaessigheder kunne under alle omstaendigheder ikke faa betydning for spoergsmaalet, om selve afgoerelsen om at afholde en udvaelgelsesproeve og indholdet af meddelelsen om udvaelgelsesproeve var i overensstemmelse med vedtaegten. De omstaendigheder, der gav svaret paa disse to spoergsmaal, var kendt paa tidspunktet for meddelelsens offentliggoerelse, og sagsoegeren kunne paaberaabe sig dem inden for fristerne. Det ville vaere i strid med retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og god forvaltningsskik at anerkende, at sagsoegeren kunne afvente, at foranstaltningerne i forbindelse med den anfaegtede udvaelgelsesproeve blev afsluttet, og at resultaterne af proeven var kendte, foer han anfaegtede de akter, som vedroerte afholdelsen af udvaelgelsesproeven.

89 Foelgelig maa denne paastand afvises, for saa vidt som den vedroerer annullation af afgoerelsen om at afholde udvaelgelsesproeve CJ 32/88 og annullation af meddelelsen herom.

90 For saa vidt som paastanden derimod vedroerer den egnethedsliste, der blev opstillet som resultat af udvaelgelsesproeven, bemaerkes, at en administrativ procedure ikke var noedvendig (jf. f.eks. Domstolens dom af 14.6.1972, sag 44/71, Marcato mod Kommissionen, Sml. s. 105). Sagsoegeren indgav imidlertid alligevel en klage, og soegsmaalsfristen i medfoer af vedtaegtens artikel 91 loeb da fra den dag, hvor han fik meddelelse om den afgoerelse, der blev truffet som svar paa klagen, (dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti mod Domstolen, Sml. s. 2421, paa s. 2434). Heraf foelger, at sagsoegeren har anfaegtet egnethedslisten fristmaessigt efter vedtaegten.

91 Det maa imidlertid undersoeges, i hvilket omfang denne liste er en akt, som kan indeholde et klagepunkt mod sagsoegeren. I den forbindelse bemaerkes, at en egnethedsliste er resultatet af to forskellige afgoerelser truffet af udvaelgelseskomitéen. Paa den ene side beslutter udvaelgelseskomitéen at opfoere visse ansoegere paa listen. Paa den anden side beslutter den ikke at opfoere andre ansoegere, som har deltaget i udvaelgelsesproeven, herpaa.

92 Med hensyn til paa listen opfoerte ansoegere er afgoerelsen en forberedende akt i forhold til afgoerelsen om udnaevnelse (jf. Domstolens dom af 6.2.1986, sag 143/84, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 459, paa s. 476). Med hensyn til de ikke opfoerte ansoegere aendrer den ene omstaendighed, at andre ansoegere er opfoert paa listen, ikke ved deres retsstilling, som foerst paavirkes, naar der faktisk udnaevnes en anden person til den stilling, udvaelgelsesproeven blev afholdt for. Derimod er afgoerelsen om ikke at opfoere en ansoeger paa egnethedslisten en akt, som indeholder et klagepunkt (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti).

93 Foelgelig kan paastanden om annullation af udvaelgelsesproeve CJ 32/88 kun antages til realitetsbehandling, for saa vidt den vedroerer udvaelgelseskomitéens afslag paa at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten.

b) Anbringenderne til stoette for paastanden

aa) Irrelevante anbringender

94 Da sagsoegeren ikke har anfaegtet afgoerelsen om at afholde udvaelgelsesproeve CJ 32/88 inden for fristen, kan han ikke paaberaabe sig anbringender om, at den omhandlede afgoerelse skulle vaere ugyldig, til stoette for paastanden om annullation af afslaget paa at opfoere ham paa egnethedslisten (jf. Domstolens dom af 11.3.1986, sag 294/84, Adams, og ovennaevnte dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio). Det er derfor i denne sammenhaeng ufornoedent at undersoege anbringenderne om tilsidesaettelse dels af princippet om god forvaltningsskik og af vedtaegtens artikel 7 og 29, dels af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da disse anbringender kun vedroerer afgoerelsen om at afholde udvaelgelsesproeven og ikke den maade, hvorpaa den derefter blev gennemfoert.

95 Med hensyn til anbringendet om tilsidesaettelse af forordning nr. 3517/85, har sagsoegeren gjort gaeldende, at artikel 1, stk. 2, i denne forordning, hvori det hedder, at

"Ansaettelse i loenklasserne A3, A4, A5, LA3, LA4, LA5, B1, B2, B3 og C1 sker ved udvaelgelse paa grundlag af kvalifikationsbeviser, der tilrettelaegges i overensstemmelse med den i bilag III til vedtaegten fastsatte fremgangsmaade",

er praeceptiv og udelukker muligheden for at anvende udvaelgelsesproever paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever ved udnaevnelser til de hoejere stillingsgrupper i hver kategori, idet udvaelgelsesproever paa grundlag af kvalifikationsbeviser er den ordning, der skal bruges. Han er af den opfattelse, at Domstolen var bundet af denne forordning, uanset at den kun gjaldt indtil 31. december 1988, og selv om forfremmelserne, som fandt sted paa grundlag af den omtvistede udvaelgelsesproeve, skete i 1989, da de omhandlede stillinger havde vaeret opslaaet ledige siden september 1987, og deres midlertidige besaettelse skulle vaere ophoert i juni 1988.

96 Den sagsoegte institution bestrider dette anbringende under henvisning til, at den saerlige udnaevnelsesordning, som blev indfoert ved forordning nr. 3517/85, var fakultativ, men ikke praeceptiv. I duplikken har den tilfoejet, at den omhandlede forordning kun vedroerer besaettelse af tjenestemandsstillinger via generelle udvaelgelsesproever, som er aabne for ansoegere uden for Faellesskabets institutioner. Den er af den opfattelse, at bemyndigelsen i forordning nr. 3517/85 til at fravige vedtaegtens bestemmelser ikke kunne finde anvendelse paa udvaelgelsesproeve CJ 32/88 paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, da denne var en intern udvaelgelsesproeve. Den sagsoegte institution har desuden henvist til, at ingen af bestemmelserne i kapitel 3 ("bedoemmelse, avancement til et hoejere loentrin og forfremmelse") er naevnt blandt de bestemmelser, ansaettelsesmyndigheden kan fravige i medfoer af forordning nr. 3517/85.

97 Det bemaerkes, at anbringendet om overtraedelse af forordning nr. 3517/85 kun vedroerer afgoerelsen om at afholde udvaelgelsesproeve CJ 32/88. Dette anbringende er foelgelig irrelevant, for saa vidt angaar udvaelgelseskomitéens afslag paa at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten. Da udvaelgelseskomitéen var bundet af bestemmelserne i meddelelse om udvaelgelsesproeve CJ 32/88 paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, kunne den ikke vaere forpligtet til at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten i medfoer af en forordning, som vedroerte afholdelsen af udvaelgelsesproever paa grundlag af kvalifikationsbeviser.

98 Desuden maa det under alle omstaendigheder tilfoejes, at den omhandlede forordning ikke indeholder en pligt for institutionerne til at afholde interne udvaelgelsesproever for statsborgere fra de nye medlemsstater. Det hedder i artikel 1, at besaettelse af stillinger i de hoejere loenklasser, f.eks. loenklasse LA5, "kan" ske ved udvaelgelse paa grundlag af kvalifikationsbeviser. Ansaettelsesmyndighederne ved institutionerne var derfor ikke forpligtet til automatisk at afholde saadanne udvaelgelsesproever. Desuden vedroerer forordningen kun "ansaettelse" i loenklasse LA5, men ikke forfremmelse eller vedtaegtens artikel 45. Sagsoegeren, som allerede var tjenestemand ved Domstolen, havde derfor ikke krav paa, at der paa grundlag af forordningen blev afholdt en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser.

bb) Anbringendet om sammensaetningen af udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve CJ 32/88

99 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at ansoegerne foerst - officielt - fik kendskab til udvaelgelseskomitéens sammensaetning ved de skriftlige proevers begyndelse. Ifoelge sagsoegeren var sammensaetningen i strid med ordlyden af og formaalet med artikel 3, stk. 3, i bilag III til vedtaegten, hvori det hedder, at "De blandt tjenestemaendene udvalgte medlemmer af udvaelgelseskomitéen skal mindst tilhoere samme loenklasse som den stilling, der skal besaettes." Han finder, at denne bestemmelse har til formaal at sikre, at alle udvaelgelseskomitéens medlemmer er kompetente til at vurdere ansoegernes egnethed til at udfoere det arbejde, som er forbundet med den stilling, der skal besaettes. Sagsoegeren har understreget, at det kraevedes i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, at ansoegerne skulle have "perfekt kendskab til spansk". Han har anfoert, at udvaelgelseskomitéens formand, Fell, hvis modersmaal er tysk, ikke havde perfekt kendskab til spansk. Uanset at hans opgave som udvaelgelseskomitéens formand principielt bestod i at sikre en ensartet anvendelse af de fastlagte kriterier, var det ifoelge sagsoegeren vanskeligt for ham at udfoere denne opgave for saa vidt angaar et sprog, "som han ikke mestrer".

100 Sagsoegeren har ogsaa anfaegtet udnaevnelsen af Dastis til medlem af udvaelgelseskomitéen. Han var midlertidigt ansat i loenklasse A5 og tilknyttet et af Domstolens medlemmers kabinet som referendar. Under henvisning til den sondring, som vedtaegtens artikel 45, stk. 2, sammen med vedtaegtens bilag I fastsaetter mellem tjenestemaend i kategori A og sprogtjenesten ved at stille krav om, at man skal bestaa en udvaelgelsesproeve for at kunne overgaa fra den ene tjenestegruppe til den anden, goer han gaeldende, at man ikke kan anse en A5-tjenestemand og en LA5-tjenestemand for at vaere i samme loenklasse. Han har tilfoejet, at man aldrig kraever af ansoegere til stillinger i kategori A, at de har kendskab til mere end to faellesskabssprog, mens man altid kraever af juridiske sprogrevisorer, at de har kendskab til mindst tre sprog. Han har endelig gjort gaeldende, at midlertidigt ansatte efter artikel 3, stk. 3, i vedtaegtens bilag III ikke maa vaere medlemmer af en udvaelgelseskomité.

101 Sagsoegeren har herefter konkluderet, at reelt var kun én person gyldigt udpeget til medlem af udvaelgelseskomitéen, nemlig kontorchefen for den spanske oversaettelsesafdeling. Sagsoegeren har anfoert, at denne ikke var i besiddelse af den noedvendige objektivitet, fordi han kendte ansoegernes sprogvalg og deres haandskrift. Under retsmoedet anfoerte sagsoegeren endvidere, at han paa tidspunktet for proevernes afholdelse havde revideret i mere end ét aar, og dette arbejde ikke tillod ham at anvende diktafon eller skrivemaskine. Han har understreget, at da der ikke blev udnaevnt en bisidder til at loese disse problemer, var de betingelser om objektivitet, som artikel 3 i vedtaegtens bilag III skal sikre, ikke opfyldt i dette tilfaelde, hvoraf han konkluderer, at udvaelgelsesproeven er ugyldig.

102 Den sagsoegte institution har indledningsvis anfoert, at udvaelgelseskomitéens formand, Fell, skrev sin doktorafhandling om spansk familieret, og at han i en vis periode arbejdede som juridisk konsulent ved Det Tyske Handelskammer i Madrid, hvorfor han baade har et godt kendskab til spansk i almindelighed og til spansk juridisk terminologi. Den har tilfoejet, at hans opgave som formand for udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve CJ 32/88 var at sikre, at de benyttede kriterier ved bedoemmelsen af ansoegerne blev anvendt paa samme maade som de kriterier, der anvendes ved alle udvaelgelsesproever. Sagsoegte er af den opfattelse, at der i hver udvaelgelseskomité boer sidde en person, som kender og repraesenterer institutionens normer og traditioner samt arbejdsmetoder, og at Fell var saerlig egnet til at udfoere dette arbejde paa grund af hans store erfaring med juridisk oversaettelse.

103 Domstolen har dernaest understreget, at Dastis kom fra diplomatiet og derfor ved vanskelig udvaelgelsesproeve havde skullet vise, at han i det mindste havde et udmaerket kendskab til fransk og engelsk, samt en god juridisk uddannelse. Domstolen har anfoert, at sagsoegeren kendte disse forhold, og at han selv havde sagt til sin kontorchef, at Dastis var en af de bedst egnede personer til at sidde i udvaelgelseskomitéen for den i sagen omhandlede udvaelgelsesproeve. Den har anmodet Retten om at lade kontorchef Cervera afgive vidneforklaring om disse udtalelser. Med hensyn til Dastis' status som midlertidigt ansat har den sagsoegte institution henvist til Domstolens faste praksis om, at hverken medlemmerne af eller formanden for udvaelgelseskomitéen noedvendigvis skal vaere tjenestemaend (dom af 16.10.1975, sag 90/74, Deboeck mod Kommissionen, Sml. s. 1123, paa s. 1136, og ovennaevnte dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio).

104 Den sagsoegte institution er af den opfattelse, at i sagsoegerens anbringende om, at der i udvaelgelseskomitéen kun sad én person, som var gyldigt udpeget, genfinder man det argument, sagsoegeren flere gange har fremfoert i forhold til Cervera, nemlig at han "ikke havde den objektivitet, som er afgoerende under hensyn til formaalet med udvaelgelsesproever paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever", eftersom han bl.a. kendte alle ansoegernes haandskrift. Ifoelge Domstolen er det ufornoedent at dvaele ved dette anbringende, og den understreger, at flertallet af ansoegerne dikterer eller skriver paa maskine. Den sagsoegte institution har henvist til Domstolens dom af 28. februar 1981 (sag 34/80, Authié mod Kommissionen, Sml. s. 665, paa s. 681), hvori en kritik, som paa samme maade gik paa et af udvaelgelseskomitéens medlemmer, ikke blev taget til foelge, idet det understregedes, at en saadan kritik afsloerer "et manglende kendskab til ... udvaelgelseskomitéer, der er fuldt uafhaengige kollegiale organer ...".

105 Det bemaerkes, at en udvaelgelseskomité for en udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, for at den kan anses for oprettet i overensstemmelse med vedtaegtens bestemmelser og artikel 3 i vedtaegtens bilag III, skal vaere sammensat saaledes, at den kan foretage en objektiv bedoemmelse af ansoegernes faglige kvalifikationer ud fra deres praestationer ved proeverne (jf. Rettens dom af 22.6.1990, forenede sager T-32/89 og T-39/89, Marcopoulos mod Domstolen, Sml. II, s. 281).

106 Retten finder, at de kompetencekrav, som stilles til medlemmerne af en udvaelgelseskomité, som skal bedoemme ansoegernes kvalifikationer til stillinger som juridiske sprogrevisorer, har lighed med de krav, som er opstillet i Domstolens dom af 22. juni 1990 (ovennaevnte forenede sager T-32/89 og T-39/89, Marcopoulos), uden dog at vaere identiske. For det foerste skal udvaelgelseskomitéens medlemmer have et godt kendskab til det sprog, som ansoegeren skal foretage revisionerne paa, hvilket dog ikke indebaerer, at alle medlemmerne noedvendigvis skal have et perfekt kendskab til dette sprog. Medlemmerne skal for det andet have juridiske kundskaber. For det tredje er det noedvendigt, at udvaelgelseskomitéen har praktisk erfaring med revision af juridiske tekster.

107 Det bemaerkes endvidere, at ansaettelsesmyndigheden og personaleudvalget har et vidt skoen ved bedoemmelsen af de personers kompetence, som de i medfoer af artikel 3 i vedtaegtens bilag III udpeger til medlemmer af udvaelgelseskomitéen. Retten kan kun tilsidesaette deres valg, saafremt graenserne for dette skoen ikke er overholdt.

108 I denne sag havde to af udvaelgelseskomitéens medlemmer spansk som modersmaal, og den tredje havde et godt kendskab til dette sprog. To af medlemmerne havde erfaring med juridisk oversaettelse og revision, og det tredje medlem var spansksproget jurist og havde som referendar i et af Domstolens medlemmers kabinet erfaring med at arbejde i et flersproget miljoe, som indebaerer en regelmaessig anvendelse af oversaettelser. Retten konstaterer, at sammensaetningen af en saadan udvaelgelseskomité er i overensstemmelse med de foran i praemis 106 opstillede krav og garant for, at der foretages en objektiv bedoemmelse af ansoegernes praestationer.

109 At et af udvaelgelseskomitéens medlemmer var en midlertidigt ansat kunne ikke goere udvaelgelseskomitéens sammensaetning ugyldig. Ifoelge Domstolens praksis stiller artikel 3 i vedtaegtens bilag III nemlig ikke krav om, at medlemmerne af en udvaelgelseskomité noedvendigvis skal vaere tjenestemaend (ovennaevnte dom af 16.10.1975, sag 90/74, Deboeck, og af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio). De udtalelser, som sagsoegeren har kunnet fremsaette med hensyn til Dastis' egnethed til at vaere medlem af udvaelgelseskomitéen, er derfor uden betydning for spoergsmaalet, om dette anbringende kan tages til foelge. Foelgelig er den vidnefoersel, som den sagsoegte institution har tilbudt, unoedvendig.

110 For saa vidt endelig angaar den tvivl, sagsoegeren har udtrykt med hensyn til en af udvaelgelseskomitéens medlemmers objektivitet, Cervera, under henvisning til at han kendte alle ansoegernes haandskrift og sprogvalg, bemaerkes, at sagsoegeren intet har fremfoert, hvoraf det kan udledes, at Cervera var forudindtaget imod ham. Det tilfoejes, at ordningen med numre paa proeverne i videst muligt omfang sikrede ansoegernes anonymitet (jf. Domstolens dom af 19.4.1988, sag 149/86, Santarelli mod Kommissionen, Sml. s. 1875, paa s. 1888, praemis 25), hvilket under alle omstaendigheder ikke kraeves efter bestemmelserne for udvaelgelsesproceduren, som er fastsat i vedtaegtens bilag III. Muligheden for, at et af udvaelgelseskomitéens medlemmer kunne identificere ansoegerne ved hjaelp af deres haandskrift og deres sprogvalg, giver derfor ikke Retten tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at udvaelgelseskomitéens sammensaetning var ulovlig eller ikke gav sikkerhed for en objektiv bedoemmelse af ansoegernes faglige kvalifikationer.

111 Heraf foelger, at hverken ansaettelsesmyndigheden eller personaleudvalget har overskredet graenserne for deres skoen i henhold til artikel 3 i vedtaegtens bilag III, og at anbringendet om, at udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve CJ 32/88 ikke skulle vaere forskriftsmaessigt sammensat, er uden grundlag.

cc) De to anbringender om, at udvaelgelseskomitéen ved valget af tekster til proeverne ved udvaelgelsesproeve CJ 32/88 begik magtfordrejning og en "alvorlig fejl"

112 Skoent sagsoegeren har betegnet sine klagepunkter vedroerende indholdet af de skriftlige proever ved udvaelgelsesproeve CJ 32/88 som "magtfordrejning", har han i tilknytning hertil fremsat endnu et anbringende, nemlig at udvaelgelseskomitéen har begaaet en "alvorlig fejl" ved valget af tekster til proeverne. Ifoelge sagsoegeren var proeven i oversaettelse til spansk af en fransk tekst uegnet, fordi den ikke fremboed sproglige vanskeligheder, og fordi den var hasardpraeget. Han har anfoert, at den valgte tekst bestod af nogle faa loesrevne afsnit fra et retsvidenskabeligt vaerk med kommentarer til "en obskur forvaltningsretlig regel", som ikke har den mindste forbindelse med faellesskabsretten og at den saakaldte kontrol med ansoegernes kundskaber, som denne proeve havde til formaal, udelukkende hvilede paa, hvorvidt ansoegeren kendte de to eller tre termer, som gav noeglen til hele teksten. Sagsoegeren er af den opfattelse, at denne proeves karakter af "knald eller fald" understreges af, at proeven udgjorde 60 point, dvs. 37,5% af samtlige point for de skriftlige proever. Sagsoegeren har bemaerket, at den tekst, som var valgt til proeven i oversaettelse fra tysk, derimod vedroerte et tema, som klart var faellesskabsretligt og let for ansoegere ved saadanne interne udvaelgelsesproever. Han har tilfoejet, at denne tekst, efter visse oversaetteres mening, heller ikke indeholdt stoerre sproglige vanskeligheder. Han finder, at denne proeve, som kunne give 40 point, favoriserede dem, som deltog i den, hvilket han ikke gjorde. Under retsmoedet har han understreget, at sagsmappen for den anfaegtede udvaelgelsesproeve, som den sagsoegte institution har fremlagt paa Rettens opfordring, ikke indeholdt de tekster, som blev givet ved proeverne, hvorfor han ikke kunne godtgoere, at teksterne var af meget uens svaerhedsgrad. Ifoelge sagsoegeren er der her tale om en mangel, som har forhindret Retten i at fastslaa, hvor uens teksterne var.

113 Sagsoegeren har i den sammenhaeng gentaget, at udvaelgelseskomitéen kendte alle ansoegernes valg af sprog, og at Cervera, som var det eneste af udvaelgelseskomitéens medlemmer, som ifoelge sagsoegeren var formelt kvalificeret til at vaere medlem, ikke besad den fornoedne objektivitet. Sagsoegeren finder det maerkeligt, at skoent han bestod de skriftlige proever og fik adgang til den mundtlige proeve, hvor han fik 30 point af 40 mulige, optog udvaelgelseskomitéen ham ikke paa egnethedslisten, fordi han ikke skulle have opnaaet det antal point, som var noedvendigt for at bestaa samtlige proever. Sagsoegeren er af den opfattelse, at dette resultat isaer er overraskende, eftersom han igennem en periode paa mere end to aars arbejde og efter tusinder af siders revision og oversaettelse bestod de fem kvalitetskontroller, som han har naevnt til stoette for sit anbringende om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. praemis 69 ovenfor).

114 Sagsoegeren konkluderer heraf, at valget af tekster til proeverne i fransk og tysk udgjorde en "alvorlig materiel fejl", der indebar et magtfordrejningsmisbrug af den kompetence, som ansaettelsesmyndigheden har givet udvaelgelseskomitéen, hvis hovedopgave var objektivt at finde frem til de bedste oversaettere for at udnaevne dem til revisorer. Denne opgave kunne ifoelge sagsoegeren ikke loeses med de personer, der var udvalgt som medlemmer af udvaelgelseskomitéen, og med de udvaelgelsesmetoder, disse havde fastlagt.

115 I replikken har sagsoegeren indledningsvis praeciseret, at den argumentation, han har fremsat til stoette for det foregaaende anbringende, som stoettedes paa, at udvaelgelseskomitéen ikke var forskriftsmaessigt sammensat, ogsaa boer tages i betragtning i forbindelse med anbringendet om magtfordrejning. Han har derefter anfoert, at Domstolens dom af 24. marts 1988 (sag 228/86, Goossens mod Kommissionen, Sml. s. 1819), hvori det hedder, at det kun tilkommer Domstolen at efterproeve det detaljerede indhold af en proeve, saafremt dette gaar ud over den i meddelelsen om udvaelgelsesproeve fastsatte ramme eller ikke er i overensstemmelse med formaalet med proeven eller udvaelgelsesproeven, ikke er relevant i denne sag. Han har understreget, at han ikke, til forskel fra sagsoegerne i Goossens-sagen, goer gaeldende, at proeverne laa paa et for hoejt niveau i forhold til de stillinger, som skulle besaettes, og i forhold til de undervisningsforanstaltninger, som forud herfor var organiseret, men at proeverne var uegnede til at klarlaegge forskellene mellem ansoegernes sprogkundskaber for paa dette grundlag objektivt at kunne udvaelge de bedste.

116 Sagsoegeren har tilfoejet, at man som bevis for de anfaegtede proevers vaerdi ikke kan henvise til, at to af de ansoegere, som bestod den anfaegtede udvaelgelsesproeve, havde opnaaet de bedste resultater ved en tidligere udvaelgelsesproeve afholdt for at besaette stillinger i loenklasse LA6. Han finder, at det strider mod Domstolens dom af 28. april 1983 (naevnte sag 143/82, Lipman) at paaberaabe sig resultater fra en udvaelgelsesproeve afholdt med henblik paa at besaette stillinger i loenklasse LA6 for at begrunde et anbringende vedroerende en anden udvaelgelsesproeve afholdt med henblik paa at besaette stillinger i en hoejere loenklasse. Ifoelge sagsoegeren er denne irrelevante argumentation maaske det, der klarest viser, at der faktisk foreligger magtfordrejning, samt at det allerede var bestemt, hvilke personer der skulle naevnes som resultat af udvaelgelsesproeven, foer den havde fundet sted.

117 For at faa bevis for, at teksterne til de skriftlige proever ved udvaelgelsesproeve CJ 32/88 var uegnede, havde sagsoegeren i staevningen foreslaaet at indhente en udtalelse fra en ekspert fra direktoratet "Oficina de Interpretación de Lenguas del Ministerio de Asuntos Exteriores del Reino de España" (Kongeriget Spaniens Udenrigsministeriums Tolketjeneste) med hensyn til, om proeverne, isaer proeverne i fransk og tysk, var i overensstemmelse med de i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte formaal, dvs. efterproevelsen af et "perfekt kendskab til spansk, indgaaende kendskab til fransk og et godt kendskab til to af Faellesskabets oevrige officielle sprog". I replikken frafaldt sagsoegeren dog begaeringen om en saadan ekspertudtalelse, under henvisning til at Retten var i stand til at bedoemme disse tekster.

118 Den sagsoegte institution er af den opfattelse, at sagsoegeren hverken har godtgjort eller endog paastaaet, at der er begaaet magtfordrejning. Ifoelge sagsoegte bestaar dette anbringendes virkelige indhold i en kritik af de skriftlige proever ved udvaelgelsesproeven "med visse sidebemaerkninger ... vedroerende et af udvaelgelseskomitéens medlemmer". Den anser det ikke for noedvendigt at modbevise den, ifoelge sagsoegte litteraere, kritik, som sagsoegeren har rettet mod udvaelgelsesproevens skriftlige proever. Til stoette herfor har den paaberaabt sig Domstolens praksis om, at udvaelgelseskomitéen har et vidt skoen med hensyn til de naermere bestemmelser for og det detaljerede indhold af proeverne i en udvaelgelsesproeve (ovennaevnte dom af 24.3.1988, sag 228/86, Goossens, og af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio). Den sagsoegte institution har anfoert, at de ved udvaelgelsesproeven anvendte tekster svarer til proevens formaal og ikke gaar ud over den i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte ramme. Som et tegn paa den omhu, hvormed teksterne til proeverne blev udvalgt, har den understreget, at to af de ansoegere, som bestod udvaelgelsesproeve CJ 32/88, havde opnaaet de bedste resultater i forbindelse med udvaelgelsesproeve CJ 160/86 paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, som blev afholdt for at ansaette spansksprogede juridiske sprogeksperter, hvilket ifoelge sagsoegte udelukker, at man kan anse proeverne ved den anden udvaelgelsesproeve for en "karikatur paa en udvaelgelse efter den saakaldte knald eller fald-metode", saaledes som sagsoegeren goer det.

119 For at afgoere, om anbringendet om magtfordrejning er begrundet, maa det undersoeges, hvorvidt udvaelgelseskomitéen konkret har anvendt sin kompetence til at udvaelge de skriftlige proevers tekster med et andet formaal for oeje, end det som var formaalet med at tillaegge den denne kompetence, dvs. at udvaelge de ansoegere, som var bedst egnede til at blive revisorer.

120 Det bemaerkes, at sagsoegeren kun har fremsat vage hentydninger til det maal, som udvaelgelseskomitéen ifoelge hans opfattelse i virkeligheden forfulgte. En del af det fremfoerte kan forstaas saaledes, at udvaelgelseskomitéen skulle have haft det formaal at udelukke ham fra egnethedslisten eller i det mindste at favorisere andre ansoegere, men sagsoegeren har dog ikke fremfoert noget udtrykkeligt, konkret og underbygget anbringende om de ikke vedtaegtsmaessige maal, udvaelgelseskomitéen skulle have forfulgt. Da franskproeven var obligatorisk for alle ansoegere ved udvaelgelsesproeven, er der intet holdepunkt for at antage, at den valgte tekst var valgt for at udelukke sagsoegeren fra egnethedslisten eller for at favorisere andre ansoegere. Da sagsoegeren ikke har anfoert objektive, relevante og samstemmende indicier, paa grundlag af hvilke det maa antages, at der er begaaet magtfordrejning, har han ikke tilstraekkeligt godtgjort sine anbringender herom (jf. Domstolens dom af 13.7.1989, sag 361/87, Caturla-Poch og de la Fuente mod Parlamentet, Sml. s. 2471, paa s. 2489). Det foelger heraf, at dette anbringende maa forkastes.

121 Med hensyn til anbringendet om, at udvaelgelseskomitéen har begaaet en "alvorlig fejl" ved valget af tekster til oversaettelsesproeverne, bl.a. proeverne fra fransk og tysk, bemaerkes, som Domstolen med rette har gjort gaeldende, at udvaelgelseskomitéen for en udvaelgelsesproeve har et vidt skoen med hensyn til indholdet af proeverne. Retten og Domstolen kan kun tilsidesaette udvaelgelseskomitéens valg af proever, saafremt dette gaar ud over den i meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte ramme eller ikke er i overensstemmelse med formaalet med proeven eller udvaelgelsesproeven (Domstolens ovennaevnte dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio, og af 24.3.1988, sag 228/86, Goossens). Tilsvarende gaelder det, at Retten ikke kan saette sin vurdering i stedet for udvaelgelseskomitéens for saa vidt angaar proevernes svaerhedsgrad (jf. Domstolens dom af 1.10.1981, sag 268/80, Guglielmi mod Parlamentet, Sml. s. 2295, paa s. 2303).

122 Det bemaerkes, at meddelelsen om udvaelgelsesproeven fastsatte antallet af obligatoriske skriftlige proever. Meddelelsen praeciserede endvidere, at proeverne ville bestaa i oversaettelse af "juridiske tekster". Med hensyn til den franske proeves paastaaede karakter af hasard konstaterer Retten, at den omhandlede tekst, selv om den vedroerte et meget specifikt emne, som tilsyneladende ikke havde sammenhaeng med faellesskabsretten, var det dog ikke desto mindre en juridisk tekst, som en juridisk sprogrevisors faglige kvalifikationer kunne vurderes paa grundlag af. Valget af denne tekst var derfor ikke uforeneligt med ordlyden af og formaalet med meddelelsen om udvaelgelsesproeve CJ 32/88. Heraf foelger, at udvaelgelseskomitéen ved at traeffe dette valg ikke overskred graenserne for sit skoen og ikke anvendte sit skoen paa en aabenbart fejlagtig maade.

123 Med hensyn til det af sagsoegeren fremfoerte om, at den tekst, som var valgt til oversaettelsen fra tysk, skulle have favoriseret de ansoegere, som havde valgt dette sprog, bemaerkes, at ligebehandlingsprincippet faktisk har en meget stor betydning ved afholdelsen af udvaelgelsesproever (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti), og at udvaelgelseskomitéen, som har et vidt skoen paa omraadet, skal paase, at proeverne har nogenlunde samme svaerhedsgrad for alle ansoegere (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 24.3.1988, sag 228/86, Goossens).

124 Sagsoegeren har dog ikke fremfoert noget konkret til stoette for, at udvaelgelseskomitéen har overskredet graenserne for dette skoen. I den forbindelse understreges det, at man, for at efterproeve om ligebehandlingsprincippet er blevet overholdt i denne sag, ikke kan sammenligne teksten i den franske proeve, som var obligatorisk for alle ansoegere, med teksten i den tyske proeve, som kun en del af ansoegerne har deltaget i. Kun hvis der var et misforhold mellem de proever, ved hvilke ansoegerne kunne vaelge sprog, kunne sagsoegeren vaere stillet ringere end ansoegere med andre sprogkombinationer end hans.

125 Med hensyn til teksterne til proeverne i andre sprog end fransk (engelsk, portugisisk og italiensk), som sagsoegeren deltog i, har han under den skriftlige forhandling kun gjort gaeldende, at de ikke vedroerte faellesskabsretten, hvilket teksten til den tyske proeve gjorde, og at proeverne i deres helhed var uegnede som grundlag for at vaelge de bedste revisorer. Det bemaerkes, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget konkret med hensyn til de proever, han selv deltog i. Foelgelig har sagsoegeren, skoent han kendte proevernes indhold og svaerhedsgrad, ikke understoettet sin paastand om, at de tekster, ansoegerne fik forelagt ved proeverne, ikke svarede til udvaelgelsesproevens maal. Med hensyn til den tyske proeve har sagsoegeren blot anfoert, at den ikke fremboed stoerre sproglige vanskeligheder. Dette goer det heller ikke muligt at fastslaa, at udvaelgelseskomitéen har overskredet graenserne for sit skoen ved valget af den omhandlede tekst, eller at der var et misforhold mellem denne tekst og teksterne i proeverne i engelsk, portugisisk og italiensk. Selv om sagsoegeren i sin klage af 28. februar 1989 gjorde gaeldende, at den nederlandske tekst havde tilknytning til faellesskabsretten, fordi den vedroerte sociallovgivning, har han ikke haevdet, at udvaelgelseskomitéen havde begaaet nogen form for fejl eller skabt ulige vilkaar ved at vaelge denne tekst. Paa denne baggrund har Retten anmodet den sagsoegte institution om at fremlaegge sagsmappen for udvaelgelsesproeven, men ikke ansoegernes proever.

126 Under retsmoedet gjorde sagsoegeren gaeldende, at sidstnaevnte forhold var en rettergangsfejl. Han har dog ikke naermere redegjort for sin paastand om, at der var et misforhold mellem de skriftlige proevers indhold. Foelgelig fandt Retten ikke, at det var fornoedent at foranstalte bevisoptagelse med hensyn til de tekster, ansoegerne fik forelagt ved de forskellige proever.

127 Heraf foelger, at anbringendet om, at udvaelgelseskomitéen har begaaet en aabenbar fejl ved udvaelgelsen af tekster til proeverne, ogsaa maa forkastes.

dd) Afgoerelsens begrundelse

128 Sagsoegeren, som i sin klage af 28. februar 1989 havde kritiseret, at afslaget paa at opfoere ham paa egnethedslisten ikke var begrundet, har ikke formelt rejst dette anbringende under den skriftlige forhandling. I forbindelse med anbringendet om magtfordrejning har han anfaegtet gyldigheden af udvaelgelseskomitéens afgoerelse med henvisning til, at han ikke kendte de noejagtige resultater, som han havde opnaaet ved de skriftlige og mundtlige proever. Det bemaerkes, at Retten under disse omstaendigheder ex officio skal undersoege, om pligten til at begrunde afslaget paa at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten er opfyldt (jf. Domstolens dom af 4.2.1959, sag 18/57, Nold mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964 s. 131, og af 1.7.1986, sag 185/85, Usinor mod Kommissionen, Sml. s. 2079, paa s. 2098, samt Rettens tidligere naevnte dom af 20.9.1990, sag T-37/89, Hanning).

129 Under den mundtlige forhandling anfoerte sagsoegeren som svar paa et spoergsmaal fra Retten herom, at han anser den anfaegtede afgoerelses begrundelse, saaledes som den fremgik af notatet af 2. februar 1989, for utilstraekkelig. Den sagsoegte institution har hertil anfoert, at begrundelsespligten i forbindelse med en udvaelgelsesproeve foerst og fremmest vedroerer afslag paa at deltage i udvaelgelsesproeven. Den har tilfoejet, at sagsoegeren havde kunnet anmode om yderligere oplysninger, saafremt han havde anset den anfaegtede afgoerelses begrundelse for utilstraekkelig.

130 Med hensyn til pligten til over for en ikke bestaaet ansoeger at begrunde afgoerelsen om ikke at opfoere ham paa en egnethedsliste, der udarbejdes paa grundlag af en udvaelgelsesproeve, bemaerkes, at pligten ikke er uforenelig med, at udvaelgelseskomitéens arbejde i henhold til artikel 6 i vedtaegtens bilag III er fortroligt. Tavshedspligten er til hinder for, dels at der videregives oplysninger om de enkelte komitémedlemmers stillingtagen, dels at der afsloeres forhold, der angaar en vurdering af de enkelte ansoegere eller disse indbyrdes (jf. Domstolens dom af 28.2.1980, sag 89/79, Bonu mod Raadet, Sml. s. 553, paa s. 563). Overholdelsen af tavshedspligten er derimod ikke til hinder for, at hver ansoeger bliver underrettet om det antal point, han har opnaaet ved bedoemmelsen af hans kvalifikationsbeviser eller som resultat af hans deltagelse i proeverne (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio, s. 1439, og af 14.7.1983, sag 144/82, Detti, Sml. s. 2421, paa s. 2436). Heraf foelger, at den blotte almindelige oplysning om resultaterne af proeverne i det notat, hvorved sagsoegeren fik underretning om udvaelgelseskomitéens afgoerelse, ikke var en tilstraekkelig begrundelse. Domstolens praesidents skrivelse af 18. august 1989 til sagsoegeren indeholdt heller ikke oplysning om resultaterne i tal.

131 Det bemaerkes imidlertid, at sagsoegeren under den mundtlige forhandling blev underrettet om de resultater, han opnaaede ved de forskellige proever. Foelgelig kunne sagsoegeren forvisse sig om, at de point, han havde opnaaet ved de skriftlige proever, var tilstraekkelige for at faa adgang til den mundtlige proeve, men at antallet af point, han havde opnaaet ved alle proeverne tilsammen, ikke svarede til det antal point, der i henhold til meddelelsen om udvaelgelsesproeven kraevedes for at blive opfoert paa egnethedslisten. Den kritik, han har fremfoert paa dette punkt, maa derfor afvises. Sagsoegeren har desuden haft lejlighed til under den mundtlige forhandling at fremsaette sine bemaerkninger til udvaelgelseskomitéens bedoemmelse af hans deltagelse i proeverne og uddybe sine anbringender herom.

132 Imidlertid har hverken gennemgangen af udvaelgelsesproevens resultater i tal, saaledes som de er blevet meddelt Retten, eller sagsoegerens indlaeg under den mundtlige forhandling frembragt noget nyt, som kan rejse tvivl med hensyn til lovligheden af den af udvaelgelseskomitéen fulgte procedure eller af de resultater, proceduren gav. Tilsvarende har meddelelsen af resultaterne i tal gjort det muligt for Retten at kontrollere, at egnethedslisten, som blev oprettet paa grundlag af udvaelgelsesproeven, er forskriftsmaessig, i det omfang det er foreneligt med det vide skoen, som enhver udvaelgelseskomité har ved sine vaerdidomme.

133 Da sagsoegerens anbringender om den anfaegtede afgoerelses materielle ulovlighed ikke kan tages til foelge, maa det fastslaas, at en annullation af denne afgoerelse som foelge af manglende begrundelse kun kunne foere til, at der traeffes en ny afgoerelse, der har samme indhold som den annullerede afgoerelse, men som en supplerende begrundelse angiver de af sagsoegeren opnaaede resultater i tal. I dette tilfaelde har udvaelgelseskomitéen intet skoen og den sagsoegte institution maatte blot paa ny underrette om det ved proeverne opnaaede antal point. I et saadant tilfaelde har en sagsoeger ikke retlig interesse i annullation af en afgoerelse paa grund af en formel mangel (jf. Domstolens dom af 20.5.1987, sag 432/85, Souna mod Kommissionen, Sml. s. 2229, paa s. 2248, og af 6.7.1983, sag 117/81, Geist mod Kommissionen, Sml. s. 2191, paa s. 2207). Herefter kan den utilstraekkelige begrundelse af den anfaegtede afgoerelse ikke laengere betegnes som en vaesentlig formel mangel, der i sig selv giver grundlag for at annullere denne afgoerelse (jf. Domstolens ovennaevnte dom af 8.3.1988, forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86 og 78/86, Sergio).

134 Foelgelig kan paastanden om annullation af udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten for udvaelgelsesproeve CJ 32/88 ikke tages til foelge.

3. Paastanden om annullation af udnaevnelserne paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 32/88

135 Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at denne paastand ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi sagsoegeren ikke har en retlig interesse i at paastaa annullation af andet end den afgoerelse, udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeven har truffet for hans vedkommende. Sagsoegeren er af den opfattelse, at udnaevnelserne paa grundlag af den anfaegtede udvaelgelsesproeve i lighed med de oevrige retsakter, som er udstedt paa grundlag heraf, boer annulleres paa grund af udvaelgelsesproevens nullitet.

136 Da de anbringender, hvormed sagsoegeren har anfaegtet operationerne i forbindelse med udvaelgelsesproeve CJ 32/88, maa forkastes, har sagsoegeren ingen retlig interesse i at kraeve tidligere retsakter, og navnlig de udnaevnelser, der er foretaget paa grundlag af den omhandlede udvaelgelsesproeve, annulleret (jf. Domstolens dom af 13.7.1989, sag 108/88, Jaenicke-Cendoya mod Kommissionen, Sml. s. 2711, paa s. 2741 f.). Heraf foelger, at denne paastand maa afvises.

D - Erstatningspaastandene

137 Ved sin tredje, femte og sjette paastand har sagsoegeren fremsat fire krav om erstatning af det tab, han mener at have lidt. Han har nedlagt paastand om, for det foerste, at den sagsoegte institution tilpligtes at anerkende, at den uden foeje henviste ham til at deltage i udvaelgelsesproeve CJ 32/88, for det andet, at den tilpligtes at udnaevne ham til juridisk sprogrevisor med tilbagevirkende kraft, for det tredje, at den tilpligtes at betale det forskelsbeloeb i loen, som han er blevet forholdt fra det tidspunkt, da han ikke laengere gjorde midlertidig tjeneste som juridisk sprogrevisor, og indtil han formeligt udnaevnes til revisor, og endelig, at den tilpligtes at betale én ECU som symbolsk erstatning for den sagsoegeren paafoerte tort.

1. Paastanden om "at ansaettelsesmyndigheden tilpligtes at anerkende, at den uden foeje henviste sagsoegeren til at deltage i udvaelgelsesproeve" CJ 32/88

a) Formaliteten

138 Domstolen har gjort gaeldende, at denne paastand boer afvises. Ifoelge Domstolen kan paastanden kun forstaas saaledes, at afgoerelsen om at afholde den omhandlede udvaelgelsesproeve anfaegtes, hvilket sagsoegeren ikke gjorde rettidigt.

139 Sagsoegeren har anfoert, at den tredje paastand, som indeholder dette krav samt kravet om at blive udnaevnt til juridisk sprogrevisor, er den maade, hvorpaa han lettest kan faa erstattet det tab, han har lidt, og at den foerst og fremmest bygger paa administrationens stiltiende afslag paa hans ansoegning om den stilling, som blev opstaaet ledig ved meddelelse CJ 41/88. Han er af den opfattelse, at han rettidigt har anfaegtet dette stiltiende afslag. Ifoelge sagsoegeren vedroerer hans krav om, at ansaettelsesmyndigheden anerkender den fejl, den begik ved ikke at give ham noget andet valg end at deltage i udvaelgelsesproeven, ikke afholdelsen af udvaelgelsesproeven, men ansaettelsesmyndighedens fortolkning af vedtaegtens artikel 45 og "dens staedige afvisning af, at en udvaelgelsesproeve til en LA3-stilling, som udtrykkeligt omfatter det for en LA5-stilling karakteristiske, er tilstraekkelig til at godtgoere, at en tjenestemand har kvalifikationer, der goer ham 'forfremmelsesvaerdig' ". Han har gjort gaeldende, at saafremt man gav ansaettelsesmyndigheden medhold paa dette punkt, ville man give formelle betragtninger forrang frem for det reelle i sagen.

140 Indledningsvis maa det undersoeges, om sagsoegeren ikke reelt har nedlagt paastand om, at Retten generelt tager stilling til gyldigheden af meddelelsen om udvaelgelsesproeve CJ 32/88. Saadanne paastande til stoette for et annullationssoegsmaal kan ifoelge Domstolens praksis ikke admitteres (jf. Domstolens dom af 10.12.1969, sag 12/69, Wonnerth mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 167, og den tidligere naevnte dom af 13.7.1989, Jaenicke-Cendoya, Sml. s. 2737).

141 Retten finder imidlertid, at sagsoegeren med denne paastand i det vaesentlige oensker at opnaa, at Retten fastslaar, at den sagsoegte institution har begaaet en tjenstlig fejl ved at henvise ham til at deltage i den anfaegtede udvaelgelsesproeve i stedet for at forfremme ham. En saadan paastand kan fremsaettes under en erstatningssag (jf. Domstolens dom af 12.7.1973, forenede sager 10/72 og 47/72, Di Pillo mod Kommissionen, Sml. s. 763, jf. s. 765 og s. 772, og af 8.7.1965, sag 68/63, Luhleich mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 103).

142 Det bemaerkes, at det forhold, at sagsoegeren selv havde indgivet sin ansoegning til den anfaegtede udvaelgelsesproeve, ikke noedvendigvis medfoerer, at paastanden ikke kan admitteres. I forbindelse med et lignende annullationssoegsmaal har Domstolen anerkendt, at en afgoerelse, som sagsoegeren selv havde anmodet om, var en akt, som indeholdt et klagepunkt, under henvisning til, at en ulovlig afgoerelse altid skal kunne goeres til genstand for et soegsmaal (jf. Domstolens dom af 2.7.1969, sag 20/68, Pasetti-Bombardella mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 63). Paa tilsvarende maade boer en tjenstlig fejl, der er opstaaet som foelge af en tjenestemands anmodning, altid kunne give anledning til en erstatningssag.

143 Da sagen hidroerer fra det ansaettelsesforhold, som knytter sagsoegeren til den sagsoegte institution, skal det herefter bedoemmes, om bestemmelserne i vedtaegtens artikel 90 og 91 er overholdt (jf. Domstolens dom af 22.10.1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, paa s. 1181, og af 7.10.1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, Sml. s. 3911, paa s. 3929). Herom bemaerkes, at den adfaerd fra institutionen, som sagsoegeren paastaar forkastet, dels bestaar i afgoerelserne om afholdelse af udvaelgelsesproeve CJ 32/88 og om at give sagsoegeren adgang til denne, dels i det stiltiende afslag paa at forfremme ham til en stilling som juridisk sprogrevisor, uden at han havde bestaaet udvaelgelsesproeven. I forhold til disse tre elementer maa det derfor undersoeges, om der er gennemfoert en vedtaegtsmaessig administrativ procedure.

144 I den forbindelse henvises til, at sagsoegeren ikke anfaegtede afgoerelsen om at afholde den omhandlede udvaelgelsesproeve inden for fristerne (jf. ovenfor praemis 86-89). Foelgelig kan han ikke under en erstatningssag goere gaeldende, at denne afgoerelse skulle vaere ulovlig (jf. ovennaevnte dom 7.10.1987, sag 401/85, Schina). Derimod fremgaar det af de af den sagsoegte institution fremlagte dokumenter, at sagsoegeren blev underrettet om sin adgang til udvaelgelsesproeven ved administrationens notat af 9. december 1988. Da sagsoegeren i sin klage af 28. februar 1989 havde medtaget kravet om, at "det bedes anerkendt ... at det var uden foeje at henvise mig til at deltage i udvaelgelsesproeven ...", konstaterer Retten, at han har anfaegtet, at han fik adgang til udvaelgelsesproeven, inden for vedtaegtens frist. Endelig havde sagsoegeren indgivet en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, med henblik paa, at han blev udnaevnt til en stilling som juridisk sprogrevisor, og han havde rettidigt anfaegtet det stiltiende afslag paa denne ansoegning med en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Naervaerende paastand kan derfor admitteres, for saa vidt som der derved er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at det var en tjenstlig fejl at give sagsoegeren adgang til den omtvistede udvaelgelsesproeve i stedet for i overensstemmelse med hans ansoegning at forfremme ham til en stilling som juridisk sprogrevisor.

b) Realiteten

145 Vedroerende spoergsmaalet, om der foreligger en tjenstlig fejl, som kan tilskrives institutionen, bemaerkes indledningsvis, at artikel 4 i vedtaegtens bilag III paalaegger ansaettelsesmyndigheden at fremsende listen over de ansoegere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i vedtaegtens artikel 28, litra a), b) og c), for at blive udnaevnt til tjenestemaend, til formanden for udvaelgelseskomitéen. Bestemmelsen tildeler ikke ansaettelsesmyndigheden befoejelse til efter et skoen at udelukke personer, som opfylder de opstillede betingelser, fra denne liste. Artikel 4 i vedtaegtens bilag III tillaegger altsaa ansaettelsesmyndigheden en bunden kompetence, hvorfor det ikke kan udgoere en tjenstlig fejl, at den har handlet i overensstemmelse med bestemmelsen.

146 Vedroerende udvaelgelseskomitéens afgoerelse om at give sagsoegeren adgang til udvaelgelsesproeven bemaerkes, at udvaelgelseskomitéen er forpligtet til paa ansoegerlisten at opfoere alle de ansoegere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvaelgelsesproeven. Sagsoegeren, som selv er overbevist om, at hans kvalifikationsbeviser opfyldte de konkret fastsatte betingelser, har ikke godtgjort, at udvaelgelseskomitéen begik en fejl ved vurderingen af disse. Tvaertimod maa det konstateres, at udvaelgelseskomitéen var forpligtet til at opfoere ham paa listen over ansoegere, som havde faaet adgang til proeverne. Denne afgoerelse kan derfor ikke udgoere en tjenstlig fejl.

147 Hvad endelig angaar det stiltiende afslag paa at forfremme sagsoegeren til en stilling som juridisk sprogrevisor, uden at han skulle bestaa den anfaegtede udvaelgelsesproeve, skal der blot henvises til, at sagsoegeren ikke opfyldte de i vedtaegten opstillede betingelser for at besaette en saadan stilling uden at bestaa en udvaelgelsesproeve.

148 Foelgelig kan paastanden om, at det fastslaas, at der foreligger en tjenstlig fejl, som kan tilskrives den sagsoegte institution paa grund af, at den henviste ham til at deltage i udvaelgelsesproeve CJ 32/88 i stedet for at forfremme ham, ikke tages til foelge.

2. Paastanden om at udnaevne sagsoegeren til juridisk sprogrevisor med tilbagevirkende gyldighed fra 1. september 1988

149 Den sagsoegte institution er af den opfattelse, at denne paastand ikke kan admitteres. Den har paaberaabt sig EOEF-Traktatens artikel 176, hvori det hedder, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Ifoelge sagsoegte fremgaar det af denne artikel og af Domstolens dom af 8. juli 1965 (sag 110/63, Williams mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 107), at Retten efter at have annulleret et afslag paa at udnaevne en tjenestemand hverken kan traeffe bestemmelse om hans udnaevnelse eller paalaegge, at sagsoegeren udnaevnes efter den fremgangsmaade, der finder anvendelse.

150 Det bemaerkes, at Retten og Domstolen ikke uden at gribe ind i den administrative myndigheds befoejelser kan paabyde en faellesskabsinstitution at traeffe foranstaltninger. Dette princip indebaerer ikke alene, at paastande under et annullationssoegsmaal om, at det paalaegges institutionen at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige til opfyldelse af en dom, hvorved en afgoerelse er annulleret (jf. Domstolens dom af 9.6.1983, sag 225/82, Verzyck mod Kommissionen, Sml. s. 1991, paa s. 2005 f.), ikke kan admitteres, men det finder som udgangspunkt ogsaa anvendelse paa et soegsmaal med fuld proevelsesret, som det i vedtaegtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, omhandlede (jf. Domstolens dom af 1.7.1964, sag 26/63, Pistoj mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 499). Heraf foelger, at sagsoegeren under en erstatningssag ikke kan nedlaegge paastand om, at den sagsoegte institution tilpligtes at traeffe bestemte foranstaltninger for at erstatte det paastaaede tab. Denne paastand maa derfor afvises.

3. Paastanden om betaling af loenforskellen

a) Formaliteten

151 Formalitetsspoergsmaalet i forbindelse med denne paastand, som stoettes paa sagsoegerens ansaettelsesforhold, skal afgoeres paa grundlag af vedtaegtens artikel 90 og 91. Sagsoegeren har imidlertid ikke i sine to administrative klager anmodet om erstatning i penge af et tab, han haevder at have lidt. Han har derimod i sin klage af 17. marts 1989 anmodet ansaettelsesmyndigheden om at udnaevne ham til juridisk sprogrevisor "i lighed med" de tre ansoegere, som bestod udvaelgelsesproeve CJ 32/88. Imidlertid indebaerer kravet om at blive udnaevnt med tilbagevirkende gyldighed fra den samme dato som de bestaaede ansoegere indirekte et krav om betaling af loenforskellen for den omhandlede periode. Foelgelig vedroerte den administrative procedure ogsaa denne af sagsoegerens paastande (jf. Domstolens dom af 14.2.1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303, paa s. 334). Det foelger heraf, at denne paastand kan admitteres.

b) Realiteten

152 For at afgoere, om denne erstatningspaastand kan tages til foelge, maa det undersoeges, om sagsoegeren har godtgjort, at den sagsoegte institution er skyld i en tjenstlig fejl begaaet i forhold til ham, som har paafoert ham det tab, som han paastaar erstattet.

153 Det fremgaar af det anfoerte vedroerende paastanden om annullation af afslaget paa sagsoegerens ansoegning om den stilling, som blev opslaaet ved meddelelse om ledig stilling CJ 41/88, at der i forbindelse med denne afgoerelse ikke foreligger en tjenstlig fejl, da sagsoegeren ikke opfyldte de betingelser, som er opstillet i vedtaegten for at blive forfremmet.

154 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den sagsoegte institution foretog en udvaelgelse af midlertidige juridiske sprogrevisorer i stedet for at afholde en udvaelgelsesproeve med henblik paa udnaevnelse af fastansatte revisorer, og at den ventede for laenge med at afholde udvaelgelsesproeve CJ 32/88. Med hensyn til dette forhold er det allerede fastslaaet (jf. ovenfor praemis 66), at ansaettelsesmyndighedens adfaerd var i overensstemmelse med vedtaegtens bestemmelser og princippet om god forvaltningsskik. Den kan derfor ikke anses for en tjenstlig fejl.

155 Det bemaerkes endvidere, at den sagsoegte institution opretholdt den midlertidige situation ud over den i vedtaegtens artikel 7 hjemlede periode. Det maa dog konstateres, at denne forlaengelse ikke har foert til et tab for sagsoegeren, som tvaertimod har haft fordel deraf. Selv om sagsoegeren ifoelge vedtaegtens artikel 7 faktisk tidligere burde have ophoert med at modtage den godtgoerelse, som han fik, fremgaar det dog af det tidligere anfoerte (jf. praemis 61), at denne bestemmelse i hvert fald ikke gav ham ret til at blive udnaevnt til en stilling som juridisk sprogrevisor og til at modtage den hertil hoerende loen.

156 Med hensyn til det forhold, at ansaettelsesmyndigheden valgte at afholde udvaelgelsesproeve CJ 32/88 i stedet for at afvente, at sagsoegeren kunne forfremmes, bemaerkes, at sagsoegeren ikke anfaegtede afgoerelsen om afholdelse af udvaelgelsesproeven inden for fristerne. Herefter bemaerkes, at en tjenestemand, som ikke i rette tid har anfaegtet en afgoerelse, som ansaettelsesmyndigheden har truffet, ikke kan paaberaabe sig en paastaaet ulovlighed ved denne afgoerelse i forbindelse med et erstatningssoegsmaal (jf. Domstolens dom af 19.11.1981, sag 106/80, Fournier mod Kommissionen, Sml. s. 2759, paa s. 2771).

157 Det fremgaar endelig af det, som er anfoert vedroerende paastanden om annullation af afgoerelsen om ikke at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten for udvaelgelsesproeve CJ 32/88, at Retten ikke har konstateret en fejl, som kan udgoere en tjenstlig fejl i forbindelse med gennemfoerelsen af den omhandlede udvaelgelsesproeve indtil det tidspunkt, da denne afgoerelse blev truffet. Derimod kan den utilstraekkelige underretning om afgoerelsens grunde udgoere en tjenstlig fejl. Selv om dette forhold medfoerte, at sagsoegeren anfaegtede en afgoerelse, hvis begrundelse han kun kendte ufuldstaendigt, var forholdet dog ikke aarsagen til sagsoegerens loennedgang.

158 Foelgelig kan paastanden om betaling af et beloeb svarende til forskellen mellem den loen, han modtog, og den loen, han ville have modtaget som juridisk sprogrevisor, ikke tages til foelge.

4. Paastanden om betaling af én ECU som symbolsk erstatning for tort

159 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at han er blevet paafoert en vaesentlig tort ved den behandling, Domstolens forskellige administrative instanser udsatte ham for "fra det tidspunkt, hvor man begyndte at se bort fra hans rettigheder". Han foelte sig foert bag lyset og kraenket, samtidig med at hans faglige omdoemme blev beroert ved en raekke handlinger og undladelser, som begyndte med, for det foerste, at hans ansoegninger om de stillinger, som var opslaaet ved meddelelser om ledige stillinger CJ 66/87 og CJ 41/88, ikke blev besvaret, og som for det andet fortsatte med afholdelsen af udvaelgelsesproeve CJ 32/88 paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever, der var behaeftet med de mangler, som han har redegjort for i sine forskellige anbringender, og for det tredje ved, at han blev udelukket fra egnethedslisten, som blev oprettet efter afslutningen af, hvad han anser for en parodi paa en udvaelgelsesproeve - og i modstrid med en raekke foranstaltninger truffet paa forskellige niveauer i institutionen - og for det fjerde ved, at han blev frataget arbejdet som midlertidig revisor. Han har tilfoejet, at ansaettelsesmyndighedens svar paa hans klage kun vedroerte sagens formelle aspekter. Den indroemmede, at den "forstod" sagsoegerens skuffelse, hvilket han anser for topmaalet af ironi og helt utilstraekkeligt efter saa mange forsoemmelser.

a) Formaliteten

160 Det skal foerst undersoeges, om det her krav har vaeret genstand for en administrativ procedure i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 90 og 91. Selv om sagsoegeren i sine to klager ikke har forlangt én ECU som symbolsk erstatning for hans tort, har paastanden herom dog en naer sammenhaeng med paastandene om annullation af afslaget paa hans ansoegning om den stilling, som blev opslaaet ved meddelelse om ledig stilling CJ 41/88, og af afgoerelsen om ikke at opfoere ham paa egnethedslisten oprettet paa grundlag af udvaelgelsesproeve CJ 32/88, og for saa vidt angaar disse paastande fandt en vedtaegtsmaessig administrativ procedure sted. Paastanden kan derfor admitteres.

b) Realiteten

161 Da sagsoegeren ikke har anfaegtet afslaget paa hans ansoegning om en stilling, som blev opslaaet ledig ved meddelelse CJ 66/87, kan han som allerede anfoert ikke paaberaabe sig en ulovlighed ved denne afgoerelse i forbindelse med den her omhandlede erstatningspaastand (jf. praemis 156 ovenfor).

162 Vedroerende det forhold, at han ikke fik svar paa sin ansoegning om den stilling, som var omhandlet i meddelelse om ledig stilling CJ 41/88, skal det bemaerkes, at vedtaegtens artikel 90, stk. 1, hjemler ansaettelsesmyndigheden mulighed for stiltiende at afvise en ansoegning og forpligter derfor ikke denne til udtrykkeligt at besvare ansoegninger, som den modtager fra tjenestemaendene. Foelgelig kan ansaettelsesmyndighedens tavshed med hensyn til sagsoegerens ansoegning ikke udgoere en tjenstlig fejl.

163 Det fremgaar desuden af det anfoerte vedroerende paastanden om annullation af afgoerelsen om ikke at opfoere sagsoegeren paa egnethedslisten for udvaelgelsesproeve CJ 32/88, at der gaelder det samme for saa vidt angaar hans udelukkelse fra naevnte liste. Vedroerende den tjenstlige fejl, som den utilstraekkelige underretning af sagsoegeren om denne afgoerelses begrundelse kan udgoere, har sagsoegeren ikke gjort gaeldende, at dette var en medvirkende aarsag til den haevdede tort. Det tilfoejes, at under alle omstaendigheder har dette ikke paavirket sagsoegerens faglige omdoemme. At situationen som midlertidig revisor blev bragt til ophoer, kan i forhold til sagsoegeren ikke betragtes som en tjenstlig fejl, da fristen for, hvor lang tid denne situation kunne opretholdes, var udloebet i henhold til vedtaegtens artikel 7, stk. 2. Endelig indeholder ansaettelsesmyndighedens svar paa sagsoegerens klage intet, som kunne paafoere ham tort, hvorfor det findes korrekt.

164 Foelgelig kan paastanden om erstatning for sagsoegerens paastaaede tort ikke tages til foelge.

165 Det foelger af samtlige ovenstaaende betragtninger, at sagsoegte boer frifindes.

E - Sagens omkostninger

166 I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger. Ifoelge samme reglements artikel 70 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte. I henhold til det omhandlede reglements artikel 69, stk. 3, foerste afsnit, kan Retten endvidere fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvor der foreligger ganske saerlige grunde. I den forbindelse boer det tages i betragtning, at den sagsoegte institution gav utilstraekkelig underretning om begrundelsen for afgoerelsen om at udelukke sagsoegeren fra egnethedslisten for udvaelgelsesproeve CJ 32/88. Saafremt sagsoegeren havde kendt det antal point, han havde opnaaet ved proeverne, havde han haft et vigtigt element ved vurderingen af, om den afgoerelse, som han har anfaegtet, var forskriftsmaessig, hvilket maaske havde medfoert, at han for en dels vedkommende ikke ville have indbragt sagen for Retten. Da denne adfaerd bidrog til sagens opstaaen, boer den sagsoegte institution ud over sine egne omkostninger betale en fjerdedel af sagsoegerens. Sagsoegeren betaler selv tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Domstolen betaler sine egne omkostninger og en fjerdedel af sagsoegerens, mens denne selv betaler tre fjerdedele af sine egne omkostninger.