DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (FOERSTE AFDELING) DEN 6. APRIL 1995. - TREFILEUROPE SALES SARL MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - KONKURRENCE - OVERTRAEDELSE AF EOEF-TRAKTATENS ARTIKEL 85. - SAG T-141/89.
Samling af Afgørelser 1995 side II-00791
Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
1. Konkurrence - karteller - det relevante marked - afgraensning - armeringsnet
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
2. Konkurrence - karteller - paavirkning af handelen mellem medlemsstater - konkurrencen paa grund af produktets saerlige kendetegn koncentreret i medlemsstaternes graenseomraader
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
3. Konkurrence - karteller - paavirkning af handelen mellem medlemsstater - en aftales positive virkning paa omfanget af samhandelen inden for Faellesskabet - uden betydning
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
4. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - deltagelse angiveligt sket under tvang - ingen begrundelse for en virksomhed, der ikke har underrettet de kompetente myndigheder herom
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1; Raadets forordning nr. 17, art. 3)
5. Konkurrence - karteller - skadelig virkning paa konkurrencen - kriterier - konkurrencebegraensende formaal - tilstraekkeligt
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
6. Konkurrence - karteller - deltagelse i moeder med andre virksomheder med et konkurrencebegraensende formaal - i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
7. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - "gentlemen's agreement" med hensyn til adfaerd paa markedet
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
8. Konkurrence - administrativ procedure - tilsagn givet af tjenestemaend, der ikke var bemyndiget hertil - Kommissionen ikke forpligtet
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
9. Konkurrence - karteller - eneforhandlingsaftaler - gruppefritagelse - forordning nr. 67/67 - eneforhandlingsaftale uden eksportforbud - samordnet praksis med henblik paa at begraense parallelimport - ikke omfattet af fritagelse
(Kommissionens forordning nr. 67/67, art. 1 og 3)
10. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - konkurrencebegraensende formaal eller virkning - paavirkning af handelen mellem medlemsstater - kriterier - samlet vurdering og ikke for hver af deltagerne
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
11. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - aftaler mellem moderselskab og datterselskaber uden reel selvstaendighed - ikke omfattet - betingelse - et selskabs besiddelse af en egentlig bestemmende indflydelse over det andet selskab og ikke kun en minoritetsandel af selskabskapitalen
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
12. Konkurrence - karteller - eksportbestemmelser i koebekontrakter - pligt til at videresaelge i et bestemt land - forbudt - betingelser
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
13. Konkurrence - boeder - flere overtraedelser - en samlet boede - tilladt
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
14. Konkurrence - faellesskabsregler - overtraedelser - forsaet - begreb
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
15. Konkurrence - boeder - stoerrelse - sanktioner paalagt af Faellesskabet og sanktioner paalagt af en medlemsstats myndigheder for overtraedelse af den nationale konkurrencelovgivning - kumulering - tilladt - Kommissionen forpligtet til at tage hensyn til nationale sanktioner, der er paalagt for de samme forhold
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
16. Konkurrence - faellesskabsregler - Kommissionens anvendelse heraf - selvstaendig i forhold til en national myndigheds anvendelse af tilsvarende nationale bestemmelser
(EOEF-traktaten, art. 85 og 86)
1. Markedet for de forskellige typer armeringsnet (herunder standardnet, katalognet, "Listenmatten" og specialnet) udgoer i relation til traktatens artikel 85, stk. 1, et enkelt marked for armeringsnet, idet et fald i prisen paa standardnet kan medfoere, at de kan substituere "Listenmatten" og specialnet, og medfoere en forskydning i efterspoergslen mod standardnet. Endvidere er der inden for denne industrigren en vis mulighed for at tilpasse produktionsapparatet saaledes, at der kan produceres forskellige typer armeringsnet.
2. Det forhold, at der med hensyn til det omhandlede produkt navnlig er konkurrence i de beroerte medlemsstaters graenseomraader, udelukker ikke, at en vaesentlig del af faellesmarkedet og dermed samhandelen inden for Faellesskabet kan paavirkes af aftaler, som er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Dette forhold indebaerer derimod noedvendigvis, at det nationale marked paavirkes i det naturlige afsaetningsomraade, og den omstaendighed, at dette omraade kun udgoer en del af en medlemsstats geografiske omraade, udelukker ikke, at det nationale marked under ét paavirkes.
3. Den omstaendighed, at en aftale medfoerer en endog anseelig udvidelse af samhandelen mellem medlemsstater, er ikke tilstraekkelig til at udelukke, at aftalen kan paavirke samhandelen paa en saadan maade, at det vil kunne hindre, at der skabes et indre marked mellem medlemsstaterne.
4. En virksomhed, som sammen med andre virksomheder deltager i konkurrencebegraensende handlinger med det formaal at fastsaette priser og kvoter, kan ikke paaberaabe sig, at den deltog heri under tvang fra de oevrige deltagere. Virksomheden kunne saaledes have underrettet de kompetente myndigheder om det pres, den var udsat for, eller have indgivet en klage til Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 i stedet for at have deltaget i handlingerne.
5. Det er ikke i relation til traktatens artikel 85, stk. 1, noedvendigt at tage hensyn til en aftales faktiske foelger, naar det fremgaar, at aftalen har til formaal at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet. Det er ikke diskulperende, at en virksomhed, som deltager i en aftale om opdeling af markedet, ikke efterfoelgende overholder de aftalte priser og kvoter.
6. Naar en virksomhed sammen med andre virksomheder deltager i moeder med det formaal at fastsaette priser for deres produkter og ikke klart tager afstand fra moedernes indhold, giver den de oevrige deltagere det indtryk, at den tilslutter sig og retter sig efter resultatet af moederne, ogsaa selv om den ikke deltager aktivt i moederne, og det maa herefter anses for bevist, at virksomheden deltager i aftaler, som er indgaaet paa moederne.
7. Det er tilstraekkeligt til, at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for deres faelles vilje til at indrette deres adfaerd paa markedet paa en bestemt maade. Det er tilfaeldet, naar der mellem flere virksomheder findes en "gentlemen's agreement", der er et noejagtigt udtryk for deres faelles vilje og indebaerer en konkurrencebegraensning.
8. Tilsagn, der under en administrativ procedure vedroerende en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, fremsaettes af Kommissionens tjenestemaend, kan ikke give det indtryk, at Kommissionen paatager sig nogen forpligtelse, naar de paagaeldende tjenestemaend ikke var befoejet til at paatage sig en saadan forpligtelse.
9. Formaalet med forordning nr. 67/67 er, saaledes som det fremgaar af betragtningerne og artikel 3, litra b), nr. 2, at den med forordningen indroemmede fritagelse er betinget af, at forbrugerne i kraft af muligheden for parallelimport sikres en rimelig andel af de ved eneforhandlingen opnaaede fordele. Dette er grunden til, at en eneforhandlingsaftale, som ikke indeholder et eksportforbud, ikke er omfattet af gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 67/67, naar de paagaeldende virksomheder deltager i en samordnet praksis med henblik paa at begraense parallelimport.
10. Ved vurderingen af, om en virksomhed har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, er de eneste relevante spoergsmaal, om den aftale, virksomheden har deltaget i sammen med andre virksomheder, havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen, og om den kunne paavirke handelen mellem medlemsstater. Det er saaledes uden betydning, om den paagaeldende virksomheds deltagelse i aftalerne trods dens begraensede stoerrelse kunne begraense konkurrencen eller paavirke handelen mellem medlemsstater.
Endvidere kraeves det ikke efter den naevnte bestemmelse, at de fastslaaede konkurrencebegraensninger faktisk har paavirket handelen mellem medlemsstater maerkbart, men kun, at det er bevist, at aftalerne kan have haft en saadan virkning.
11. Traktatens artikel 85 finder ikke anvendelse paa aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder, der i egenskab af moder- og datterselskab tilhoerer samme koncern og udgoer én oekonomisk enhed, inden for hvilken datterselskabet ikke har nogen reel selvstaendighed ved fastlaeggelsen af sin markedspolitiske linje. Der foreligger imidlertid ikke en saadan situation, naar en virksomhed ikke udoever anden kontrol over en anden virksomhed end den, der foelger af at vaere selskabsdeltager, og andelen i selskabskapitalen langt fra udgoer halvdelen.
12. Eksportbestemmelser i koebekontrakter, hvorefter videreforhandleren skal eksportere den paagaeldende vare til et bestemt land, er i strid med traktatens artikel 85, naar formaalet hermed i det vaesentlige er at forhindre, at varen reeksporteres til produktionslandet, saaledes at der kan opretholdes et system af dobbeltpriser i faellesmarkedet, hvorved konkurrencen inden for dette begraenses.
13. Kommissionen kan i henhold til artikel 15 i forordning nr. 17 paalaegge en samlet boede for forskellige overtraedelser. Dette gaelder saa meget mere, naar forskellige overtraedelser har haft den samme type adfaerd paa de forskellige markeder for oeje, bl.a. fastsaettelse af priser og kvoter og informationsudveksling, og naar deltagerne i overtraedelserne i stort omfang var de samme virksomheder.
Endvidere goer det forhold, at der paalaegges en samlet boede, det ikke umuligt for den paagaeldende virksomhed at vurdere, om Kommissionen har bedoemt grovheden og varigheden af overtraedelserne korrekt, eller for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol, naar beslutningen set under ét giver virksomheden de oplysninger, der er noedvendige for, at den kan faa kendskab til de forskellige overtraedelser, der goeres gaeldende over for den, og de saerlige omstaendigheder vedroerende dens adfaerd.
14. Det er ikke noedvendigt for, at en tilsidesaettelse af traktatens konkurrenceregler kan anses for forsaetlig, at virksomheden har vaeret vidende om, at den overtraadte reglerne, men det er tilstraekkeligt, at den ikke kunne vaere uvidende om, at dens adfaerd havde til formaal at begraense konkurrencen.
15. Selv om det saerlige system for kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne paa det kartelretlige omraade indebaerer, at der kan ske kumulering af sanktioner, saafremt der findes to sideloebende procedurer, der tjener forskellige formaal, kraever et almindeligt billighedshensyn, at Kommissionen ved udmaalingen af boeden i henhold til artikel 15 i forordning nr. 17 skal tage hensyn til sanktioner, som allerede maatte vaere paalagt den samme virksomhed for det samme forhold, naar der er tale om sanktioner for overtraedelse af en medlemsstats kartelregler, og overtraedelsen saaledes er sket paa Faellesskabets omraade.
16. De lighedspunkter, der maatte vaere mellem konkurrencereglerne i en medlemsstats lovgivning og reglerne i traktatens artikel 85 og 86, kan ikke paa nogen maade indskraenke de selvstaendige befoejelser, Kommissionen har i forbindelse med gennemfoerelsen af artikel 85 og 86, saaledes at Kommissionen skulle vaere forpligtet til at anlaegge den samme vurdering som de myndigheder, der varetager gennemfoerelsen af en saadan national lovgivning
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Naervaerende sag vedroerer Kommissionens beslutning 89/515/EOEF af 2. august 1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.553 - Armeringsnet, EFT L 260, s. 1, herefter benaevnt "beslutningen"), hvorved fjorten producenter af armeringsnet blev paalagt en boede for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for Kommissionens beslutning, er armeringsnet. Armeringsnet er praefabrikerede armeringer af glat eller profileret koldtrukken staaltraad, som ved punktsvejsning i rette vinkler forbindes til et net. Det benyttes inden for naesten alle anvendelsesomraader for armeret jernbetonkonstruktion.
2 Fra 1980 udviklede der sig inden for denne sektor paa det tyske og franske marked samt Benelux-markedet en raekke aftaler og forskellige former for praksis, som ligger til grund for beslutningen.
3 Med hensyn til det tyske marked gav Bundeskartellamt den 31. maj 1983 tilladelse til et strukturkrisekartel bestaaende af de tyske producenter af armeringsnet. Tilladelsen blev forlaenget én gang og udloeb i 1988. Formaalet med kartellet var en kapacitetsnedskaering, men kartelaftalen indeholdt ogsaa bestemmelser om kvoter og prisarrangementer, idet der dog kun blev givet tilladelse hertil i de foerste to aar (126. og 127. betragtning til beslutningen).
4 Den franske Commission de la concurrence afgav den 20. juni 1985 en udtalelse vedroerende konkurrencesituationen paa det franske marked for armeringsnet, som blev fulgt op af den franske oekonomi-, finans- og budgetministers beslutning nr. 85-6 DC af 3. september 1985, hvorved der blev paalagt en raekke franske selskaber boeder for i perioden 1982-1984 at have truffet foranstaltninger og ivaerksat en praksis, som havde til formaal og til foelge at begraense eller fordreje konkurrencen og at hindre, at markedet kunne fungere normalt. Sagsoegeren blev paalagt en boede paa 10 000 FF for i perioden fra september 1983 til april 1984 at have deltaget i en aftale, som havde til formaal og til foelge at fordreje konkurrencen.
5 Den 6. og 7. november 1985 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidigt og uden forudgaaende varsel kontrolundersoegelser hos syv virksomheder og to sammenslutninger af virksomheder, nemlig Tréfilunion SA, Sotralentz SA, Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Ferriere Nord SpA (Pittini), Baustahlgewebe GmbH (BStG), Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (Thibodraad), Bekaert NV, Syndicat national du tréfilage d'acier (STA) og Fachverband Betonstahlmatten eV. Den 4. og 5. december 1985 blev der foretaget yderligere kontrolundersoegelser hos ILRO SpA, G.B. Martinelli, Usines Gustave Boël NV (afdeling Trébos), Tréfileries de Fontaine-l'Évêque (TFE), Frère-Bourgeois Commerciale SA (FBC), Van Merksteijn Staalbouw BV og ZND Bouwstaal BV.
6 Paa grundlag af det materiale, som blev fundet ved kontrolundersoegelserne, og de oplysninger, som blev indhentet i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17, fandt Kommissionen, at de paagaeldende producenter fra 1980 til 1985 havde overtraadt traktatens artikel 85 ved en raekke aftaler og forskellige former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af leveringskvoter og priser for armeringsnet. Kommissionen indledte derfor proceduren i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og den 12. marts 1987 fremsendte den meddelelse af klagepunkter til de paagaeldende virksomheder. Virksomhederne har besvaret disse klagepunkter. Den 23. og 24. november 1987 fandt der en hoering sted med deltagelse af repraesentanter for virksomhederne.
7 Efter afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen beslutningen. Det fremgaar heraf (22. betragtning), at konkurrencebegraensningerne havde form af en raekke aftaler og/eller samordnet praksis (herefter under ét benaevnt "aftaler") med det formaal at fastsaette priser og/eller leveringskvoter samt at opdele markederne for armeringsnet. Aftalerne vedroerte forskellige delmarkeder (de franske og tyske markeder samt Benelux-markedet), men paavirkede samtidig handelen mellem medlemsstater, fordi der deltog virksomheder fra flere medlemsstater. Det anfoeres i beslutningen: "I det foreliggende tilfaelde er der ikke saa meget tale om en global aftale mellem samtlige producenter i alle de paagaeldende medlemsstater, som om et kompleks bestaaende af flere aftaler med til dels skiftende deltagere. Aftalekomplekset har dog ved at regulere de enkelte delmarkeder foert til en vidtgaaende regulering af en betydelig del af faellesmarkedet."
8 Beslutningen har foelgende ordlyd:
"Artikel 1
Virksomhederne Tréfilunion SA, Société métallurgique de Normandie (SMN), CCG (TECNOR), Société de treillis et panneaux soudés (STPS), Sotralentz SA, Tréfilarbed SA, henholdsvis Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Tréfileries de Fontaine-l'Évêque, Frère-Bourgeois Commerciale (nu Steelinter SA), Usines Gustave Boël NV, afdeling Trébos, Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (nu Thibo Bouwstaal BV), Van Merksteijn Staalbouw BV, ZND Bouwstaal BV, Baustahlgewebe GmbH, ILRO SpA, Ferriere Nord SpA (Pittini) og G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i perioden fra den 27. maj 1980 til den 5. november 1985 i et eller flere tilfaelde deltog i en eller flere aftaler og/eller samordnet praksis (karteller), som bestod i fastsaettelse af salgspriser, begraensning af afsaetningen, opdeling af markederne og foranstaltninger med henblik paa anvendelse af og kontrol med disse aftaler.
Artikel 2
De i artikel 1 naevnte virksomheder skal - saafremt de stadig er aktive inden for armeringsnet-sektoren i Faellesskabet - straks ophoere med de konstaterede overtraedelser (hvis dette endnu ikke er sket) og i fremtiden i forbindelse med deres armeringsnet-aktiviteter afholde sig fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formaal eller virkning.
Artikel 3
For de i artikel 1 anfoerte overtraedelser paalaegges der nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:
1) Tréfilunion SA (TU) - en boede paa 1 375 000 ECU
2) Société métallurgique de Normandie (SMN) - en boede paa 50 000 ECU
3) Société des treillis et panneaux soudés (STPS) - en boede paa 150 000 ECU
4) Sotralentz SA - en boede paa 228 000 ECU
5) Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL - en boede paa 1 143 000 ECU
6) Steelinter SA - en boede paa 315 000 ECU
7) Usines Gustave Boël NV, afdeling Trébos - en boede paa 550 000 ECU
8) Thibo Bouwstaal BV - en boede paa 420 000 ECU
9) Van Merksteijn Staalbouw BV - en boede paa 375 000 ECU
10) ZND Bouwstaal BV - en boede paa 42 000 ECU
11) Baustahlgewebe GmbH (BStG) - en boede paa 4 500 000 ECU
12) ILRO SpA - en boede paa 13 000 ECU
13) Ferriere Nord SpA (Pittini) - en boede paa 320 000 ECU
14) G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA - en boede paa 20 000 ECU
..."
9 Tréfilarbed SA var indtil den 1. august 1984 et administrations- og salgsselskab, som indgik i Arbed-koncernen, og som kontrollerede produktionsvirksomheder inden for armeringsbetonomraadet i Gent (Belgien), Roermond (Nederlandene) og St. Ingbert (Tyskland) samt andre traadtraekkerier og salgskontorer i bl.a. Paris og Gent. I 1984 blev Tréfilarbed SA omdannet til et salgsselskab under navnet Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, hvori selskabskapitalen var ejet ligeligt af Arbed SA og Techno Saarstahl GmbH (100%-ejet datterselskab af Saarstahl). Ifoelge beslutningen [195. betragtning, litra d)] maa Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken derfor betragtes som retssuccessor for Tréfilarbed SA og maa anses for ansvarlig for sidstnaevntes handlinger samt for de handlinger, selskabet selv har begaaet efter den 1. august 1984. Det fremgaar af beslutningen, at Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken tillige anses for ansvarlig for handlinger begaaet af selskabets datterselskaber i Frankrig, Belgien og Nederlandene, idet Tréfilarbed SA, henholdsvis Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL og datterselskaberne maa betragtes som én oekonomisk enhed. I 1993 besluttede Arbed-koncernen og Usinor-Sacilor/Saarstahl-koncernen at omstrukturere deres traadtraekningsaktiviteter, som blev forestaaet af Schmerbeck & Kuhlmann, Techno Saarstahl, Tréfilarbed Bissen og Tréfileurope France, og Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL aendrede navn til Tréfileurope Sales SARL (herefter benaevnt "Tréfilarbed").
Retsforhandlinger
10 Sagsoegeren har paa denne baggrund ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 13. oktober 1989 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Ti af de tretten andre virksomheder, beslutningen er rettet til, har ligeledes anlagt sag.
11 Ved kendelse af 15. november 1989 har Domstolen i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1) henvist denne sag og de ti andre sager til Retten. Sagerne er registreret under nummer T-141/89 - T-145/89 og T-147/89 - T-152/89.
12 Ved kendelse af 13. oktober 1992 har Retten besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50.
13 Ved skrivelser indgivet til Rettens Justitskontor i perioden mellem den 22. april og den 7. maj 1993 har parterne besvaret de spoergsmaal, Retten havde stillet dem.
14 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
15 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 14. til den 18. juni 1993.
Parternes paastande
16 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Beslutningens artikel 1 og 3 annulleres helt eller delvis, for saa vidt de vedroerer sagsoegeren.
- Subsidiaert aendres beslutningens artikel 3 saaledes, at den boede, der er paalagt sagsoegeren, ophaeves eller nedsaettes vaesentligt.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, som sagsoegeren senere vil dokumentere.
17 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Realiteten
18 Sagsoegeren har i det vaesentlige fremfoert to anbringender til stoette for sine paastande. Det foerste anbringende stoettes paa, at traktatens artikel 85, stk. 1, er tilsidesat, og det andet paa, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 er tilsidesat.
Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1
I - Det relevante marked
A - Produktmarkedet
Parternes argumenter
19 Sagsoegeren har anfoert, at den undersoegelse af markedet, Kommissionen har foretaget i beslutningen, er generel og overfladisk, og at Kommissionen har begaaet en aabenbar fejl ved afgraensningen af det relevante marked.
20 Sagsoegeren har i denne forbindelse henvist til, at det anfoeres i beslutningen (tredje betragtning), at der findes forskellige typer armeringsnet: lager- eller standardnet, katalognet og specialnet. I modsaetning til, hvad der er anfoert i beslutningen, er det sagsoegerens opfattelse, at der ikke er indbyrdes konkurrence mellem disse tre typer armeringsnet, og at de ikke udgoer ét samlet marked. Ifoelge sagsoegeren er der to saerskilte markeder: markedet for standardnet ("Lagermatten") og specialnet ("Zeichnungsmatten"). Disse to typer net er forskellige med hensyn til fremstillingsmaaden, deres ydre fremtraeden, de behov, de daekker for brugerne, og prisen. Standardnet er flade net med standardformat og -maskestoerrelse, som fremstilles paa fuldautomatiske maskiner, og som kan laegges paa lager, indtil der er en koeber. Specialnet er net, der fremstilles paa grundlag af saerlige specifikationer, som meddeles af det ingenioerfirma, der forestaar det paagaeldende projekt. De kan ikke lagerfoeres, men leveres direkte til byggepladsen, og ofte kraever bygmesteren levering "just in time", hvilket stillet saerlige transportkrav til leverandoeren. De saakaldte katalognet og "Listenmatten" er ikke den samme type net og er ikke en homogen kategori. Begrebet "Listenmatten" overlapper i princippet begrebet specialnet. Der findes imidlertid ogsaa "Listenmatten", der er enkle, og som er standardiserede uden dog at vaere standardprodukter.
21 Sagsoegeren har fremhaevet den forskel, der med hensyn til priser er mellem de to typer net. Dette skyldes forskellen i vaerditilvaekst, som er meget lille for standardnet, 20-25% af salgsprisen, og meget hoejere, 50-80% og i visse tilfaelde endda 100%, for specialnet. De faktorer, der indgaar i fremstillingsprisen for standardnet, er forholdsvis enkle, mens de faktorer, der indgaar i fremstillingsprisen for specialnet, varierer alt efter, hvor meget arbejde der kraeves. I denne forbindelse har sagsoegeren med henvisning til en grafisk opstilling, der er vedlagt staevningen, anfoert, at selv om prisudviklingen for de to typer net ikke er helt uden forbindelse med hinanden, udvikler de to priser sig dog uafhaengigt. Med hensyn til den indvirkning, priserne paa standardnet har paa priserne for specialnet, har sagsoegeren anfoert, at det kun er under ganske ekstraordinaere omstaendigheder - som f.eks. et radikalt fald i priserne for standardnet - en bruger vil afholde sig fra at bestille specialnet for i stedet at anvende standardnet. Dette er ikke forekommet i perioden 1980-1985.
22 Sagsoegeren har konkluderet, at de to ovennaevnte typer net ikke ud fra et brugersynspunkt er substituerbare og derfor udgoer to forskellige markeder, og at den virkelige konkurrence, som specialnet er udsat for, kommer fra rundt betonstaal.
23 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens beskrivelse af markedet paa ingen maade synes at vaere i modstrid med dens egen beskrivelse. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til, at den har anerkendt, at der er en forskel mellem standardarmeringsnet og specialarmeringsnet, bl.a. med hensyn til kostprisen, og den fastslog derfor i tredje betragtning til beslutningen, at specialnet udgjorde et delmarked. Der er imidlertid ikke tale om to saerskilte markeder. Med hensyn til den gensidige paavirkning, der er mellem priserne paa de forskellige typer net, har Kommissionen anfoert, at det ifoelge sagsoegerens egne angivelser teknisk er muligt at erstatte specialnet med standardnet, hvilket viser, at de er substituerbare. Naar produkterne ikke faktisk har erstattet hinanden, skyldes det - saaledes som sagsoegeren har erkendt - at priserne paa standardnet ikke er faldet til et niveau, som har gjort, at de effektivt kunne konkurrere med specialnet. En producent af specialnet har imidlertid interesse i at deltage i fastsaettelsen af priserne paa standardnet, og det var netop formaalet med fastsaettelsen af minimumspriser som led i de prisaftaler vedroerende Benelux-markedet, som sagsoegeren paastaas at have deltaget i.
Rettens bemaerkninger
24 Retten finder, at sagsoegerens beskrivelse af markedet paa ingen maade er i modstrid med Kommissionens. Sagsoegeren sondrer saaledes mellem lager- eller standardnet, katalognet eller halv-standardiserede net, "Listenmatten" og specialnet, og goer paa grundlag af denne sondring gaeldende, at de to foerste typer ligger meget taet op ad hinanden, og at de to sidste typer ligeledes ligger taet op ad hinanden, men paa vaesentlige punkter er forskellige fra de to foerste. Efter Rettens opfattelse er det det samme, der fastslaas i beslutningen, naar det i tredje betragtning anfoeres, at "isaer lagernet og katalognet ... i vid udstraekning [kan] erstatte hinanden", og at man "i forbindelse med det paagaeldende produktmarked ... generelt [kan] tale om et marked for armeringsnet, inden for hvilket der findes et delmarked for specialnet".
25 For saa vidt angaar priserne paa standardnet og specialnet, som sagsoegeren har henvist til, maa det fastslaas, at de ikke ligger ret langt fra hinanden. Det er aabenbart, at denne tilnaermelse af priserne - som sagsoegeren ogsaa har erkendt - skyldes objektive faktorer, der paavirker de to markeder for armeringsnet, nemlig prisen paa raavaren til begge produkter, valstraad, og udviklingen i efterspoergslen i byggefagene, som udgoer brugermarkedet. Denne udvikling afspejler den almindelige konjunkturudvikling.
26 Naar dette er fastslaaet, maa et spoergsmaal, der er taet forbundet hermed, undersoeges, nemlig spoergsmaalet om, hvilken indflydelse priserne paa standardnet har paa priserne paa "Listenmatten" og specialnet. Med andre ord maa det undersoeges, om et fald i prisen paa standardnet kan medfoere, at de kan substituere "Listenmatten" og specialnet, og medfoere en forskydning i efterspoergslen mod standardnet. Det bemaerkes i denne forbindelse, at paa visse byggepladser, hvor der skulle have vaeret anvendt "Listenmatten" eller specialnet, kan standardnet kun anvendes, hvis den armeringsopgave, der skal udfoeres, goer det muligt, og under alle omstaendigheder kun, saafremt der paa byggepladsen ikke skal traeffes foranstaltninger, som medfoerer tekniske problemer eller for store ekstraomkostninger. Endvidere bemaerkes, at sagsoegeren har erkendt, at der paa en byggeplads, hvor specialnet normalt skulle anvendes, faktisk kan anvendes standardnet, naar prisen herfor er saa lav, at bygherren opnaar en saa vaesentlig besparelse, at denne daekker ekstraomkostningerne og opvejer de tekniske problemer, der opstaar ved anvendelse af andet materiale. Hertil kommer, at det under retsmoedet viste sig, at dette faktisk har vaeret tilfaeldet i en del af den periode, aftalerne omfatter.
27 Endvidere maa det fastslaas, at flere af de af beslutningen omfattede virksomheder, herunder sagsoegeren, kan producere forskellige typer armeringsnet, hvorfor det med rimelighed kan laegges til grund, at der inden for denne industrigren er en vis mulighed for at tilpasse produktionsapparatet saaledes, at der kan produceres forskellige typer armeringsnet.
28 Det fremgaar saaledes af flere af de dokumenter, der henvises til i beslutningen, at det er muligt at producere forskellige typer armeringsnet, og at der er en gensidig paavirkning af priserne mellem de forskellige typer. Der henvises i denne forbindelse til Tréfilunion's skrivelse af 6. juni 1980 til STA (bilag 55 til meddelelsen af klagepunkter, 79. betragtning til beslutningen) vedroerende det moede, der blev afholdt den 27. maj 1980 i Bruxelles med deltagelse af Thibodraad, Arbed, Van Merksteijn, Tréfilunion og TFE. Det anfoeres heri: "Van Merksteijn, der er langt den stoerste paa markedet for standardprodukter, og som kun fremstiller denne type produkter, oensker klart at fastholde lave priser for inden for denne niche at bibeholde sin dominerende stilling i forhold til importerede varer og de andre lokale producenter, herunder Bakker selv, som allerede synes naermest at have opgivet standardprodukter til fordel for halvstandard- eller specialnet, i oevrigt paa samme maade som Arbed." Endvidere fremgaar det af et telex fra sagsoegeren af 22. juni 1983 (bilag 33 til meddelelsen af klagepunkter, 55. betragtning til beslutningen), at sagsoegeren inddrog specialnet i aftalen vedroerende det franske marked for perioden 1983-1984. Hertil kommer, at det fremgaar af en skrivelse fra Tréfilarbed France til Tréfilarbed Luxembourg af 4. november 1983 (bilag 36 til meddelelsen af klagepunkter, 59. betragtning til beslutningen), at "den holdning, der skal indtages, er den, der blev redegjort for paa vort moede i Paris med hr. Marie den 28. marts 1983, dvs. at begraense aftalerne til standardnet og standardiserede net, som repraesenterer mindst 95% af det nuvaerende marked". Det maa ligeledes fremhaeves, at der findes en intern rapport fra Thibodraad af 3. marts 1980, hvori der gengives en droeftelse, som fandt sted med Arbed den 27. februar 1980 (bilag 83 til meddelelsen af klagepunkter, 117. betragtning til beslutningen). Det anfoeres heri, at det maa foretraekkes at arbejde med basis- og maksimumspriser med hensyn til alle former for net. Der henvises ogsaa til ordvalget i en rejserapport fra Tréfilarbed af 7. maj 1980 vedroerende et besoeg hos Van Merksteijn den 28. april 1990 (bilag 81 til meddelelsen af klagepunkter, 114. betragtning til beslutningen). Det anfoeres heri: "Da produktionen er rettet mod standardnet, og salg med henblik paa videresalg falder uden for formaalet, er der ingen direkte konkurrence mellem Van Merksteijn og Thibo/Staalmat eller Tréfilarbed. Dette forhindrer ikke, at Van Merksteijn's prisniveau for standardnet har en vis indflydelse paa prisniveauet for katalognet." Det fremgaar ligeledes af et internt notat fra Tréfilarbed af 18. december 1981 vedroerende et andet besoeg hos Van Merksteijn den 1. december 1981 (bilag 82 til meddelelsen af klagepunkter, 116. betragtning til beslutningen), at det for nogle producenter var muligt at drive virksomhed paa de angiveligt forskellige markeder for armeringsnet. Endelig bemaerkes, at de koebekontrakter af 24. november 1976 og 22. marts 1982, som blev indgaaet mellem paa den ene side BStG og paa den anden side Bouwstaal Roermond BV og Arbed SA, afdeling Nederland (bilag 109 og 109 A til meddelelsen af klagepunkter), vedroerte baade standard- og ikke-standardnet.
29 Retten finder herefter, at Kommissionens undersoegelse af produktmarkedet ikke er behaeftet med fejl, og sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.
B - Det geografiske marked
Parternes argumenter
30 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen med rette har lagt til grund, at der er tale om tre separate nationale markeder: det franske marked, det tyske marked og Benelux-markedet. Disse markeder er forskellige, baade ud fra en oekonomisk synsvinkel og med hensyn til de administrative regler, der gaelder i medlemsstaterne. Det er saaledes praktisk umuligt at importere til en medlemsstat uden at overholde de gaeldende normer og uden godkendelse eller tilladelse, men det er dog muligt, som sagsoegeren har erkendt, at afsaette de omhandlede produkter paa to markeder, hvis produktionsapparatet er tilpasset kravene paa hver af disse markeder. Ifoelge sagsoegeren er det reelle marked for armeringsnet et regionalt marked. Det naturlige afsaetningsomraade for armeringsnet ligger saaledes inden for en radius paa 150 km fra produktionsstedet og kan godt vaere adskilt af en graense. Dette skyldes, at transportomkostningerne er usaedvanligt hoeje i forhold til produktets pris. Det medfoerer, at der kun er konkurrence inden for det naturlige afsaetningsomraade og kun mellem producenter, hvis fremstillings-, transport- og afsaetningsomkostninger ligger tilstraekkelig taet til, at de kan traenge ind paa markedet. Konkurrencen udoeves saaledes ikke mellem de nationale markeder.
31 Sagsoegeren finder derfor, at det er ukorrekt, naar det i 22. betragtning til beslutningen fastslaas, at "aftalekomplekset har ... foert til en vidtgaaende regulering af en betydelig del af faellesmarkedet". Ifoelge sagsoegeren er den regulering af en vaesentlig del af faellesmarkedet, som Kommissionen forestiller sig, i praksis begraenset til accessoriske beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til konkurrence i graenseomraader, og den paastaaede opdeling af en vaesentlig del af faellesmarkedet vedroerte kun produkter fremstillet inden for en vis oekonomisk bestemt afstand fra graensen. Sagsoegeren har anfoert, at selskabet har bestraebt sig paa at holde sig uden for nationale aftaler for at bevare sin selvstaendighed, idet selskabets fabrikker laa i graenseomraader, og dets salgsomraade omfattede graenseomraaderne i flere medlemsstater. Sagsoegeren har tilfoejet, at formaalet med og virkningen af det graenseoverskridende aspekt i aftalerne alene var at beskytte de nationale systemer i graenseomraaderne.
32 Kommissionen er enig med sagsoegeren i, at markedet for armeringsnet snarere er regionalt og graenseoverskridende end nationalt. I modsaetning til sagsoegeren udleder Kommissionen derimod heraf, at det er oplagt, at handelen mellem medlemsstater kunne blive paavirket af de aftaler, der fandtes paa markedet, og at traktatens artikel 85 derfor fandt anvendelse paa disse.
33 Med hensyn til sagsoegerens bemaerkninger vedroerende det graenseoverskridende aspekt i de nationale aftaler har Kommissionen anfoert, at disse ganske enkelt maa forstaas saaledes, at de aftaler, selskabet deltog i, havde til formaal eller til foelge at hindre den gensidige oekonomiske paavirkning, som soeges opnaaet med traktaten. Fra det tidspunkt, hvor sagsoegeren faktisk var til stede paa de franske og tyske markeder og Benelux-markedet og tilsluttede sig aftaler paa disse markeder, har selskabet reelt deltaget i aftaler, som har fordrejet konkurrencen i faellesmarkedet og paavirket handelen mellem medlemsstater. Kommissionen har tilfoejet, at beskyttelsesforanstaltningerne med hensyn til konkurrencen i graenseomraaderne ikke havde accessorisk karakter, men var selve formaalet med de omhandlede aftaler.
34 For saa vidt angaar de forskellige godkendelsesnormer, som sagsoegeren har henvist til, har Kommissionen anfoert, at disse normer ikke er bindende - bortset fra den saerlige godkendelse i forbindelse med offentlige aftaler - og det drejer sig ikke om en uoverstigelig hindring, saaledes som de omhandlede aftaler viser. I oevrigt er samhandelen i Faellesskabet med armeringsnet steget fra 8,5% af produktionen i 1980 til 15% i 1985. Det maa accepteres, at der findes en saadan hindring for samhandelen, indtil der er udarbejdet regler paa faellesskabsplan, men til gengaeld maa det kraeves, at virksomhederne ikke begraenser den konkurrence, der stadig er mulig (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 133 og 134).
Rettens bemaerkninger
35 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegerens opfattelse paa ingen maade er i strid med Kommissionens. Det anfoeres saaledes i femte betragtning til beslutningen, at samhandelen med armeringsnet mellem medlemsstaterne er mest intensiv i graenseomraaderne, og at transportomkostningerne er hoeje. Naar produktets pris paa det paagaeldende marked er forholdsvis hoej, udgoer transportomkostningerne dog ikke nogen uoverstigelig hindring.
36 Retten finder for det foerste, at det ikke er forkert, naar Kommissionen i 22. betragtning til beslutningen har fastslaaet, at en vaesentlig del af faellesmarkedet er reguleret ved de forskellige aftaler. Det forhold, at der med hensyn til det omhandlede produkt navnlig er konkurrence i graenseomraaderne, saaledes som parterne er enige om, indebaerer noedvendigvis, at det nationale marked paavirkes i det naturlige afsaetningsomraade, og det forhold, at dette omraade kun udgoer en del af en medlemsstats geografiske omraade, udelukker ikke, at det nationale marked under ét paavirkes. Paa samme maade kan det graenseoverskridende aspekt i aftalerne, som kommer til udtryk ved en beskyttelse af graenseomraaderne, ikke anses for et accessorisk element, men maa, som Kommissionen med rette har anfoert, anses for selve formaalet med aftalerne. Det bemaerkes, at sagsoegeren selv har erkendt, at det graenseoverskridende aspekt i aftalerne havde til formaal og til foelge at sikre en beskyttelse af de nationale systemer. De forskellige aftaler har saaledes paavirket samhandelen inden for Faellesskabet.
37 Endvidere maa det understreges, at sagsoegeren i staevningen har erkendt, at producenter i Faellesskabet, som har tilpasset deres produktionsapparat til de omhandlede normer, kan levere til de forskellige nationale markeder, og selskabet bestrider ikke, at godkendelse kun er noedvendig i forbindelse med offentlige aftaler.
38 Retten finder paa grundlag af det anfoerte, at Kommissionens undersoegelse af produktmarkedet ikke er behaeftet med fejl, og sagsoegerens anbringende maa herefter forkastes.
II - Beviset for aftalerne
A - Det franske marked
1. Perioden 1981-1982
Den anfaegtede retsakt
39 Det anfoeres i beslutningen (23.-50. og 159. betragtning), at sagsoegeren fra april 1981 til marts 1982 deltog i en foerste serie af aftaler paa det franske marked. Aftalerne omfattede paa den ene side de franske producenter (Tréfilunion, STPS, SMN, CCG og Sotralentz) og paa den anden side de udenlandske producenter, som opererede paa det franske marked (ILRO, Ferriere Nord, Martinelli, Boël/Trébos, TFE, FBC og Tréfilarbed). Formaalet hermed var at fastsaette priser og kvoter med henblik paa at begraense importen af armeringsnet til Frankrig.
Parternes argumenter
40 Sagsoegeren har erkendt at have deltaget i moeder som led i aftalerne og har haft samtaler vedroerende kvoter, men benaegter at have deltaget i en aftale eller at have fulgt en aftale. Sagsoegeren har anfoert, at det er forkert, naar Kommissionen af selskabets deltagelse i moederne udleder, at det deltog i aftalerne.
41 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at naar selskabet deltog i moederne, skyldtes det, at det var tvunget hertil for at undgaa negative reaktioner, idet de franske producenter lagde et betydeligt pres paa selskabet.
42 For det andet har sagsoegeren anfoert, at den franske Commission de la concurrence's udtalelse af 20. juni 1985 om konkurrencesituationen paa det franske marked for armeringsnet og de franske myndigheders beslutning af 3. september 1985, som blev truffet paa grundlag heraf, vedroerte aftaler, som omfattede perioderne 1981-1982 og 1983-1984, men det blev ikke fastslaaet, at sagsoegeren havde gjort sig skyldig i en overtraedelse i perioden 1981-1982.
43 For det tredje har sagsoegeren anfoert, at traktatens artikel 85, stk. 1, ikke finder anvendelse paa forhandlinger mellem virksomheder, naar de, selv om de har til hensigt at begaa en overtraedelse, ikke naar frem til en aftale.
44 For det fjerde har sagsoegeren bestridt Kommissionens fortolkning af forskellige dokumenter og de konklusioner, den har draget paa grundlag af disse dokumenter. Ifoelge Kommissionen er disse dokumenter bevis for, at sagsoegeren deltog i aftalerne.
45 For saa vidt angaar moedet med Tréfilunion den 20. oktober 1981 (Tréfilunion's notat af 23.10.1981, bilag 1 til meddelelsen af klagepunkter, 46. betragtning til beslutningen) har sagsoegeren erkendt, at Tréfilunion under dette moede tilboed selskabet en kvote paa 1 300 tons om maaneden, men har anfoert, at det ikke accepterede denne kvote med henvisning til, at dets faktiske markedsandel i Frankrig var hoejere. Sagsoegeren har tilfoejet, at dette dokument viser, at selskabet ikke havde kendskab til FBC's kvote, hvilket ikke ville have vaeret tilfaeldet, hvis selskabet havde deltaget i aftalen.
46 Med hensyn til moedet den 21. april 1982 med alle de franske producenter (undtagen Sotralentz) (bilag 24 til meddelelsen af klagepunkter, 45. betragtning til beslutningen) har sagsoegeren erkendt, at selskabet deltog i dette, men har anfoert, at den eneste beslutning, det tilsluttede sig, alene vedroerte stoerrelsen af rabatterne i maj og juni 1982. Ordlyden af referatet af dette moede viser, at selskabet paa dette tidspunkt ikke var bundet af en kvote. Det fremgaar saaledes, at sagsoegeren til Tréfilunion's forslag om at viderefoere aftalerne fra det foregaaende aar svarede, at det ikke var noedvendigt at vedtage en kvoteaftale.
47 Vedroerende sagsoegerens telex af 25. maj 1983 til Sacilor's repraesentant, Chopin de Janvry (bilag 31 til meddelelsen af klagepunkter, 55. betragtning til beslutningen), har sagsoegeren anfoert, at naar det heri anfoeres, at "vi allerede paa dette tidspunkt blev tvunget til at acceptere en aftale", viser dette ikke, at selskabet accepterede en aftale, men angiver snarere en hensigt.
48 Sagsoegeren har anfoert, at den tabel, der findes i bilag 6 til meddelelsen af klagepunkter (29. betragtning til beslutningen), viser en stigning i eksporten (fra 24,28% til 26,95%) til det franske marked fra 1980 til 1981, hvilket modsiger Kommissionens opfattelse, hvorefter importen til Frankrig blev fordelt mellem producenterne. Den procentsats paa 7,4%, som for sagsoegerens vedkommende fremkommer ved en sammenligning af de sidste to kolonner i tabellen, er ikke en kvote, som blev tildelt selskabet, men kun et skoen over selskabets stilling paa markedet. Sagsoegeren har fremlagt en tabel, der viser, hvilke maengder selskabet har afsendt, til stoette for, at det hverken har accepteret eller overholdt nogen kvote.
49 Endelig har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen ikke har foert bevis for, at der er en forbindelse mellem prisforhoejelserne og de paastaaede aftaler. Naar importen til Frankrig blev oeget, skyldtes det, at importoererne og navnlig sagsoegeren anvendte konkurrencedygtige priser for at oege deres markedsandel.
50 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren har erkendt at have deltaget i de moeder, der blev afholdt som led i aftalerne, og at selskabet ikke har bestridt disse moeders konkurrencebegraensende formaal. Selv om sagsoegeren maatte have deltaget i moederne med henblik paa udveksling af synspunkter vedroerende den ideelle fordeling af produkterne, aendrer dette ikke ved det forhold, at der er tale om en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, idet det er i strid med denne bestemmelse at deltage i saadanne moeder.
51 Ifoelge Kommissionen er de dokumenter, der er naevnt i beslutningen, tilstraekkelige til at vise, at sagsoegeren deltog aktivt i aftalerne. At sagsoegeren ikke maatte have respekteret priserne og kvoterne aendrer ikke ved, at der er tale om en overtraedelse.
52 Kommissionen har tilfoejet, at den paa ingen maade er bundet af de franske myndigheders vurdering (Domstolens dom af 28.3.1985, sag 298/83, CICCE mod Kommissionen, Sml. s. 1105, praemis 27), og at den fandt bevismateriale, som de franske myndigheder ikke havde (bl.a. bilag 1 og 24 til meddelelsen af klagepunkter).
Rettens bemaerkninger
53 Det bemaerkes, at sagsoegeren erkender at have deltaget i moederne, men benaegter at have indgaaet pris- eller kvoteaftaler. Det maa imidlertid fastlaas, at sagsoegeren ikke bestrider, at formaalet med de moeder, selskabet deltog i, var at fastsaette priser og kvoter. Det maa derfor undersoeges, om Kommissionen med rette har udledt af sagsoegerens deltagelse i moederne, at selskabet deltog i aftalerne.
54 Retten finder, at det paa grundlag af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt, kan fastslaas, at sagsoegeren deltog i aftalerne vedroerende det franske marked i 1981 og 1982. Det fremgaar saaledes af Tréfilunion's notat af 23. oktober 1981 (bilag 1 til meddelelsen af klagepunkter, 46. betragtning til beslutningen), at sagsoegeren deltog i et moede med Tréfilunion, som blev afholdt i Paris den 20. oktober 1981. Under dette moede tilkendegav sagsoegeren ikke at vaere imod princippet om fordeling af markederne og gav heller ikke udtryk for, at selskabet ikke deltog i den loebende aftale. Selskabet henviste saaledes udtrykkeligt til de "sidste aftaler" med de italienske og belgiske producenter og tilkendegav, at deres andel var "for stor" i forhold til sagsoegerens. Det fremgaar af dette notat, at sagsoegerens repraesentant derefter henviste til selskabets andel. Endvidere fremgaar det af notatet, at sagsoegeren havde en kvote paa 1 300 tons: "Tréfilunion erklaerede, at Tréfilarbed maanedlig skal levere ca. 500 tons til Woippy og Strasbourg, hvorved det faar ca. 800 tons tilovers til de andre aftagere."
55 Et andet notat fra sagsoegeren af 23. april 1982 vedroerende det moede, som blev afholdt med de franske producenter den 21. april 1982, viser, at et af formaalene var en "viderefoersel af aftalerne fra sidste aar", men det fremgaar ikke, at der blev sondret mellem de gamle deltagere i aftalen og eventuelle nye, herunder sagsoegeren, som skulle vaere blevet opfordret til fremover at deltage. Selv om sagsoegeren ganske vist gav udtryk for, at man fremover foretrak, at der blev fastsat en maengde i absolutte tal fremfor en kvote, er dette ikke i modstrid med, at der fandtes en aftale i den foregaaende periode. Dels er der tale om en udtalelse, som vedroerer fremtiden, dels indgik udtalelsen under alle omstaendigheder som led i en aftale om fordeling af markedet med henblik paa en kvantitativ begraensning.
56 Sagsoegerens deltagelse i aftalerne underbygges af selskabets telex af 25. maj 1983 til Sacilor, hvori sagsoegerens repraesentant understregede, at "vi allerede paa dette tidspunkt blev tvunget til at acceptere en aftale, som vi ikke var tilfredse med", og klagede over, at sagsoegeren kun havde faaet tildelt "en kvote paa 6,3% for St. Ingbert og 0,75% for Gent", da selskabet havde accepteret de begraensninger, som de franske producenter havde paalagt de italienske producenter og sagsoegeren.
57 Med hensyn til sagsoegerens argument vedroerende stigningen i eksporten bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at den omstaendighed, at en aftale medfoerer en endog anselig udvidelse af samhandelen mellem medlemsstater, ikke er tilstraekkelig til at udelukke, at aftalen kan paavirke samhandelen paa en saadan maade, at det vil kunne hindre, at der skabes et indre marked mellem medlemsstaterne (Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, paa s. 254, org. ref.: Rec. s. 429, paa s. 495).
58 Retten finder ikke, at sagsoegeren kan paaberaabe sig, at selskabet deltog i moederne under tvang. Sagsoegeren kunne saaledes have underrettet de kompetence myndigheder om det pres, selskabet var udsat for, eller have indgivet en klage til Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 i stedet for at have deltaget i moederne (jf. Rettens dom af 10.3.1992, sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499, praemis 128).
59 Hvad angaar udtalelsen fra den franske Commission de la concurrence kan Retten ikke tiltraede sagsoegerens argument. For det foerste kunne Kommissionen, saaledes som den med rette har anfoert, drage sine egne slutninger paa grundlag af det bevismateriale, den havde, og som ikke noedvendigvis var det samme som det, den franske myndighed havde. For det andet er Kommissionen ikke bundet af de nationale myndigheders vurdering.
60 Endelig finder Retten det ikke diskulperende, at sagsoegeren ikke maatte have overholdt kvoterne. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at det ikke er noedvendigt at tage hensyn til en aftales faktiske foelger, "naar det fremgaar, at aftalen har til formaal at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet" (Domstolens dom af 11.1.1990, sag C-277/87, Sandoz Prodotti Farmaceutici mod Kommissionen, Sml. I, s. 45, summarisk offentliggoerelse).
61 Paa grundlag af det anfoerte maa det fastslaas, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i aftalerne, hvis formaal var at fastsaette priser og kvoter paa det franske marked i perioden fra april 1981 til marts 1982.
62 Sagsoegerens anbringende maa herefter forkastes.
2. Perioden 1983-1984
Den anfaegtede retsakt
63 Det goeres i beslutningen (51.-76. og 160. betragtning) gaeldende, at sagsoegeren fra april 1981 til marts 1982 deltog i en anden serie af aftaler. Aftalerne omfattede paa den ene side de franske producenter (Tréfilunion, STPS, SMN, CCG og Sotralentz) og paa den anden de udenlandske producenter, som opererede paa det franske marked (ILRO, Ferriere Nord, Martinelli, Boël/Trébos, TFE, FBC - FBC markedsfoerte TFE's produkter - og Tréfilarbed). Formaalet hermed var at fastsaette priser og kvoter med henblik paa at begraense importen af armeringsnet til Frankrig. Denne serie af aftaler blev gennemfoert mellem begyndelsen af 1983 og slutningen af 1984 og blev formaliseret ved en saakaldt "protocole d'accord", vedtaget i oktober 1983 for perioden fra den 1. juli 1983 til den 31. december 1984. Heri sammenfattedes resultaterne af forhandlingerne mellem de franske, italienske og belgiske producenter og Arbed vedroerende de kvoter og priser, der skulle anvendes paa det franske marked, og kvoterne for Belgien, Italien og Tyskland blev fastsat til 13,95% af forbruget paa det franske marked "som led i en aftale mellem disse producenter og de franske producenter".
Parternes argumenter
64 Sagsoegeren har erkendt at have deltaget i disse aftaler. Selskabet goer imidlertid gaeldende, at det kraftigt modsatte sig aftalerne, og at det kun tiltraadte dem under pres for at undgaa repressalier.
65 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at selskabet ikke har overholdt aftalerne, og at det hele tiden overskred sin kvote.
66 Med hensyn til priserne har sagsoegeren understreget, at selv om der ganske vist i den saakaldte "protocole d'accord" naevnes "prisdirektiver", er det ikke i beslutningen godtgjort, at der blev udstedt saadanne direktiver, eller at de blev overholdt.
67 Med hensyn til overtraedelsens varighed har sagsoegeren bestridt det, der anfoeres i 76. betragtning til beslutningen, hvorefter selskabet ikke overholdt aftalerne efter juni maaned 1984. Sagsoegeren har anfoert, at selskabet fra midten af 1983 overskred de kvoter, det var tildelt. Til stoette herfor har sagsoegeren fremlagt en tabel, der viser selskabets import til Frankrig fra juli 1983 til marts 1984. Ifoelge tabellen androg sagsoegerens salg 8,33%, saaledes at selskabet overskred sin kvote paa 7,55%.
68 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren har erkendt at have deltaget i aftalerne. Selv om sagsoegeren kraftigt protesterede mod stoerrelsen af den kvote, der blev tildelt selskabet, var det ikke principielt imod en opdeling af markedet. Tvaertimod anfoerte sagsoegerens repraesentant, F. Buck, da han accepterede betingelserne i aftalen, at "aftalen efter min opfattelse ikke er tilstraekkelig haard, idet der ikke er fastsat sanktioner eller garantier" (bilag 33 til meddelelsen af klagepunkter, 55. betragtning til beslutningen).
69 Hvad angaar priserne har Kommissionen henvist til, at den saakaldte "protocole d'accord" indeholdt en bestemmelse, hvorefter deltagerne paatog sig at overholde de prisdirektiver, som blev fastsat af det ved protokollen oprettede sekretariat.
Rettens bemaerkninger
70 Det bemaerkes, at sagsoegeren har erkendt at have deltaget i aftalerne vedroerende det franske marked i perioden 1983-1984, og selskabet har ikke bestridt, at formaalet hermed var at fastsaette priser og kvoter.
71 Retten finder, at sagsoegeren af de samme grunde, som er anfoert ovenfor i praemis 58, ikke kan paaberaabe sig, at selskabet deltog i aftalerne under tvang. Endvidere finder Retten, at ordlyden af det telex, sagsoegerens repraesentant sendte til Tréfilunion, og hvori anfoeres, at "aftalen efter min opfattelse ikke er tilstraekkelig haard, idet der ikke er fastsat sanktioner eller garantier", bidrager til at afkraefte sagsoegerens argumentation paa dette punkt.
72 Endelig finder Retten det af de samme grunde, som er anfoert ovenfor i praemis 60, ikke diskulperende, at sagsoegeren ikke maatte have overholdt priserne og kvoterne.
73 Med hensyn til varigheden af sagsoegerens deltagelse i aftalerne bemaerkes, at tallene vedroerende de maengder, sagsoegeren paastaar at have leveret til Frankrig fra juli 1983 til marts 1984, er uklare, idet der i staevningen anfoeres 12 373 tons, mens tallet ifoelge replikken er 900 tons. Saafremt det laegges til grund, at det i staevningen anfoerte tal paa 12 373 tons er det rigtige, er det under alle omstaendigheder tilstraekkeligt at bemaerke, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget bevis til stoette for det, selskabet har anfoert, og at den af sagsoegeren fremfoerte procentsats paa 8,33% ikke ligger saerlig langt fra den procentsats paa 7,71%, der naevnes i 65. betragtning til beslutningen.
74 Retten finder herefter, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i aftalerne vedroerende det franske marked i perioden 1983-1984, hvis formaal var at fastsaette priser og kvoter med henblik paa at begraense importen af armeringsnet til Frankrig.
75 Sagsoegerens anbringende maa saaledes forkastes.
B - Benelux-markedet
76 Det anfoeres i beslutningen, at sagsoegeren deltog i aftaler vedroerende Benelux-markedet, som omfattede fastsaettelse af dels kvoter, dels priser.
1. Aftalerne om kvoter
77 Ifoelge beslutningen [78. betragtning, litra b), og 171. betragtning] deltog sagsoegeren i aftaler mellem de tyske producenter og producenterne i Benelux-landene ("Breda-runden"). Aftalerne gik ud paa, at der anvendtes kvantitative restriktioner paa eksporten fra Tyskland til Belgien og Nederlandene, og der blev givet oplysninger til den belgisk-nederlandske gruppe om visse tyske producenters eksport.
78 Det bemaerkes, at sagsoegeren paa ingen maade bestrider at have deltaget i aftalerne om kvantitative restriktioner vedroerende eksporten fra Tyskland til Benelux-landene og om meddelelse af oplysninger om eksporten.
2. Aftalerne om priser
Den anfaegtede retsakt
79 Ifoelge beslutningen [78. betragtning, litra a) og b), samt 163. og 168. betragtning] har sagsoegeren deltaget i aftaler om priser indgaaet mellem de stoerste producenter, der afsatte deres produkter paa Benelux-markedet, indbefattet ikke-Benelux-producenter, og i aftaler indgaaet mellem de tyske producenter, som eksporterede til Benelux-landene, og de oevrige producenter, der afsatte deres produkter paa Benelux-markedet, om overholdelse af de priser, som blev fastsat for dette marked. Ifoelge beslutningen blev disse aftaler indgaaet ved de moeder, som blev afholdt i Breda og Bunnik (Nederlandene) mellem august 1982 og november 1985. I disse moeder deltog i hvert fald (168. betragtning til beslutningen) Thibodraad, Tréfilarbed, Boël/Trébos, FBC, Van Merksteijn, ZND, Tréfilunion og blandt de tyske producenter i hvert fald BStG. Beslutningen bygger paa dette punkt paa en raekke telexer, som Tréfilunion's agent i Benelux-landene sendte til selskabet. Disse telexer indeholder praecise oplysninger om hvert moede (dato, sted, deltagere, fravaerende, emne (droeftelse af markedsforholdene, forslag og beslutninger vedroerende priser), fastsaettelse af tid og sted for det naeste moede).
Parternes argumenter
80 Sagsoegeren har erkendt at have deltaget i alle moederne vedroerende Benelux-markedet, hvorunder der blev udvekslet oplysninger om forholdene paa og fremtidsudsigterne for dette marked, og der blev indgaaet aftaler om priserne for standard- og katalognet. Sagsoegeren har imidlertid anfoert, at selskabet kun deltog i moederne for at faa oplysninger om markedsforholdene, at det spillede en fuldstaendig passiv rolle, at det aldrig paatog sig forpligtelser over for de oevrige deltagere, og at det ikke havde nogen interesse i aftalerne, idet selskabet kun solgte specialnet, som ifoelge selskabet ikke er i direkte konkurrence med standard- og katalognet. Sagsoegeren erkender dog, at selskabet leverede et restlager af standard- og katalognet, men det skete til en pris, som var vaesentlig hoejere end de priser, som blev fastsat ved moederne, idet fremstillingen af standardnet paa de maskiner, som var indrettet til at fremstille specialnet, og som var de eneste, sagsoegeren havde i Gent og Roermond, indebar en betydelig meromkostning.
81 Kommissionen finder det paafaldende, at sagsoegeren var interesseret i at deltage i moederne i flere aar og den 31. august 1984 overtog formandskabet i gruppen, hvis selskabet ikke var beroert af aftalerne. Endvidere har Kommissionen anfoert, at prisniveauet paa standardnet har indflydelse paa prisen paa specialnet, saaledes at producenterne af sidstnaevnte net har en umiddelbar interesse i at deltage i fastsaettelsen af priserne paa standardnet med henblik paa at sikre, at disse holdes mindst muligt nede. Kommissionen har understreget, at sagsoegeren selv har oplyst, at det kun er under ganske ekstraordinaere omstaendigheder - som f.eks. et radikalt fald i priserne paa standardarmeringsnet - at en bruger vil afholde sig fra at bestille specialnet for i stedet at anvende standardnet.
Rettens bemaerkninger
82 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegerens anbringende om, at Kommissionens undersoegelse af markedet er behaeftet med fejl, allerede er blevet forkastet.
83 Det bemaerkes, at sagsoegeren har erkendt at have deltaget i moederne, men bestrider at have tilsluttet sig prisaftaler. Det maa imidlertid fastslaas, at sagsoegeren ikke bestrider, at formaalet med de moeder, selskabet deltog i, var at fastsaette priser. Det maa saaledes undersoeges, om Kommissionen med rette af sagsoegerens deltagelse i moederne har udledt, at selskabet deltog i aftalerne.
84 I modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, finder Retten ikke, at selskabet har indskraenket sig til under moederne at indsamle oplysninger om markedet, men har spillet en aktiv rolle. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren altid er blevet anset for en fast deltager i moederne. Endvidere blev sagsoegeren af de andre i branchen anset for en virksomhed, hvis indstilling man maatte kende for at naa frem til en faelles holdning. Dette fremgaar bl.a. af Thibodraad's skrivelse af 16. december 1983 til sagsoegeren (bilag 65 (a) til meddelelsen af klagepunkter, 93. betragtning til beslutningen), hvormed der til sagsoegeren blev fremsendt en kopi af direktoeren i BStG, M. Mueller's skrivelse af 15. december 1983. Endelig maa det fremhaeves, at det fremgaar af Tréfilunion's telex af 31. august 1984 (bilag 74 til meddelelsen af klagepunkter), at sagsoegeren overtog formandskabet ved moederne i Breda og Bunnik den 24. august 1984, efter at Thibodraad's repraesentant, som indtil da havde haft formandskabet, var fratraadt.
85 Selv om det laegges til grund, at sagsoegeren kun delvis maatte have spillet en aktiv rolle ved moederne, finder Retten, at naar henses til moedernes klart konkurrencebegraensende formaal, som fremgaar af de mange telexer fra Peters til Tréfilunion, der er naevnt i beslutningen, gav sagsoegeren under alle omstaendigheder ved at deltage i moederne uden klart at tage afstand fra deres indhold de oevrige deltagere det indtryk, at selskabet tilsluttede sig og rettede sig efter resultatet af moederne (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 232, og af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, praemis 98, 99 og 100).
86 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i aftalerne vedroerende Benelux-markedet i perioden fra august 1982 til november 1985, og at disse drejede sig om priser.
87 Sagsoegerens anbringende maa herefter forkastes.
3. Gentlemen's agreement mellem paa den side Tréfilarbed og Thibodraad og paa den anden side Van Merksteijn
Den anfaegtede retsakt
88 Ifoelge beslutningen (114., 115. og 116. samt 172. betragtning) deltog sagsoegeren i en "gentlemen's agreement", hvorefter Van Merksteijn ikke skulle fremstille katalognet, og Tréfilarbed's afdelinger i Gent og Roermond og Thibodraad ikke skulle fremstille standardnet. Det anfoeres i beslutningen, at denne aftale maa anses for en begraensning af konkurrencen mellem deltagerne, som kunne paavirke handelen mellem medlemsstater. Hver af parterne, hvis salgsnet daekkede flere medlemsstater og ikke var indbyrdes identiske, gav nemlig herved afkald paa at fremstille og saelge det produkt, som var blevet tildelt den anden part, via sit eget salgsnet. Denne aftale fandtes allerede foer den 1. december 1981 eller i hvert fald fra dette tidspunkt og ophoerte tidligst, da Kommissionens kontrolundersoegelser blev indledt (6. og 7.11.1985). Det fastslaas i beslutningen (191. betragtning), at denne "gentlemen's agreement" ikke kan anses for en aftale eller samordnet praksis med hensyn til specialisering, der kan opnaa en fritagelse, da den samlede omsaetning for alle deltagende virksomheder, inklusive Arbed's og Hoogovens'koncernomsaetning (jf. artikel 4 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2779/72 af 21. december 1972, artikel 4, stk. 3, og artikel 5 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3604/82 af 23. december 1982 og artikel 6 og 7 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 417/85 af 19. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af specialiseringsaftaler (henholdsvis EFT 1972 (28.-30. december), s. 4, EFT 1982 L 376, s. 33, og EFT 1985 L 53, s. 1), overstiger den oevre graense paa henholdsvis 150 mio., 300 mio. og 500 mio. ECU, som i aftalens loebetid var fastsat i artikel 3 i de respektive forordninger.
Parternes argumenter
89 Sagsoegeren har erkendt, at der fandt droeftelser sted mellem repraesentanter for de tre virksomheder, men har anfoert, at disse kun bestod i udveksling af oplysninger og en meningsudveksling og ikke indebar forpligtelser for nogen af parterne. Ifoelge sagsoegeren tog parterne blot de oevrige parters produktionskapacitet til efterretning og gav udtryk for, at de ville fortsaette den samme produktionspolitik.
90 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke har fremfoert noget bevis eller indicium for, at parterne i droeftelserne herefter forpligtede sig til en samordnet praksis med det formaal at begraense deres respektive investeringer i ny produktionskapacitet for de produkter, som blev fremstillet af de oevrige parter.
91 Sagsoegeren har bestridt, at forordning nr. 3604/82 og nr. 417/85 ikke finder anvendelse, fordi de deltagende virksomheders samlede omsaetning, inklusive Arbed's og Hoogovens'koncernomsaetning, oversteg graensen paa 150 mio., 300 mio. og 500 mio. ECU. Der er ifoelge sagsoegeren tale om en formel begrundelse. Naar det drejer sig om de store koncerner inden for staalindustrien, er det naermest uomgaengeligt, at omsaetningsgraenserne overskrides. Der tages herved ikke hensyn til, at den omhandlede aftale kan opfylde et reelt behov og have en oekonomisk begrundelse.
92 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget argument til stoette for, at den omhandlede "gentlemen's agreement" ikke udgoer en egentlig aftale.
93 Under alle omstaendigheder viser den beskrivelse, sagsoegeren har givet af moedet med Van Merksteijn, ifoelge Kommissionen, at der fandtes samordnet praksis, jf. Domstolens dom af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 173, 174 og 175), saaledes at forholdet ikke falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, stk. 1.
94 Endvidere har Kommissionen anfoert, at de i gruppefritagelsesforordningerne fastsatte graenser ikke blot skal overholdes af formelle grunde, men i henhold til en praeceptiv bestemmelse, der er begrundet i hensynet til at sikre, at konkurrencen ikke udelukkes for en vaesentlig del af de paagaeldende varer (sjette betragtning til forordning nr. 2779/72, 3604/82 og 417/85). Under alle omstaendigheder kunne de beroerte virksomheder have anmeldt deres specialiseringsaftaler til Kommissionen med henblik paa at ansoege om en individuel fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.
Rettens bemaerkninger
95 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det er tilstraekkeligt til, at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for deres faelles vilje til at indrette deres adfaerd paa markedet paa en bestemt maade (jf. Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, praemis 112, og af 29.10.1980, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 86).
96 Retten finder, at Kommissionen med rette har anset den omhandlede "gentlemen's agreement" for et noejagtigt udtryk for kartelmedlemmernes faelles vilje vedroerende deres adfaerd paa faellesmarkedet og dermed for en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. den naevnte Chemiefarma-dom, praemis 112). Det bemaerkes i denne forbindelse, at det klart fremgaar af sagsoegerens notat af 18. december 1981 vedroerende besoeget hos Van Merksteijn, ZND og Thibodraad den 1. december 1981 (bilag 82 til meddelelsen af klagepunkter, 116. betragtning til beslutningen), at der fandtes en aftale. Det anfoeres saaledes i notatet, at "vores gentlemen's agreement, hvorefter Merksteijn ikke producerer katalognet og Tréfilarbed (i Gent og Roermond) ikke producerer standardnet, blev bekraeftet", og at "Van Merksteijn fandt at maatte goere os opmaerksom paa, at det er lige foer, TM (Thy Marcinelle) ogsaa kommer ind paa markedet for katalognet". Endvidere erklaerede sagsoegeren sig indforstaaet med at "at laegge pres paa Thibodraad, for at dette selskab ikke skal komme ind paa markedet for standardnet", og endelig naevnes det, at "det ... endnu engang [blev] henstillet til Thibodraad, at dette selskab ogsaa noeje overholder vores gentlemen's agreement med Van Merksteijn". Retten finder, at naar henses til disse beviser, som stammer fra sagsoegeren selv, er der ikke i de faktiske omstaendigheder stoette for de argumenter, selskabet har fremfoert i sine processkrifter.
97 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at der fandtes en aftale mellem sagsoegeren og Thibodraad paa den ene side og Van Merksteijn paa den anden side, hvorefter Van Merksteijn ikke skulle fremstille katalognet, og Tréfilarbed's afdelinger i Gent og Roermond og Thibodraad ikke skulle fremstille standardnet. Denne aftale er paa grund af sin betydelige grovhed og sin aabenbare karakter i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra c), og den kunne derfor paavirke handelen mellem medlemsstater og begraense konkurrencen paa faellesmarkedet.
98 Hvad angaar overholdelsen af de omsaetningsgraenser, der er anfoert i de naevnte gruppefritagelsesforordninger, bemaerkes - selv om det ikke er noedvendigt for sagens afgoerelse - at disse graenser, saaledes som Kommissionen med rette har anfoert, indgaar i de paagaeldende forordninger som en praeceptiv bestemmelse, som er begrundet i hensynet til at sikre, at konkurrencen ikke udelukkes for en vaesentlig del af de paagaeldende varer. Endvidere bemaerkes, at sagsoegeren ikke har anmodet Kommissionen om at traeffe en individuel beslutning i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.
99 Sagsoegerens anbringende forkastes herefter.
4. Bilaterale kontakter og aftaler mellem Tréfilarbed og Thibodraad
100 Ifoelge beslutningen (117.-124. og 173. betragtning) deltog sagsoegeren i en aftale med Thibodraad om priserne paa katalognet i hvert fald fra den 1. januar 1982 og i en aftale om priserne paa specialnet i hvert fald fra den 1. oktober 1983. Det anfoeres i beslutningen, at den bilaterale aftale om priserne paa katalognet i Breda og Bunnik blev afloest af generelle prisaftaler, mens aftalen om priserne paa specialnet varede indtil udgangen af 1984. Ligeledes anfoeres det i beslutningen, at aftalerne havde til formaal eller til foelge, at konkurrencen mellem deltagerne blev elimineret eller vaesentligt begraenset. Aftalerne kunne endvidere paavirke handelen mellem medlemsstater, da begge virksomheder eksporterede betydelige maengder, og desuden var sagsoegeren etableret i flere medlemsstater.
101 Det bemaerkes, at sagsoegeren paa ingen maade har bestridt at have deltaget i de naevnte bilaterale aftaler.
C - Det tyske marked
102 Det anfoeres i beslutningen (147.-182. betragtning), at sagsoegeren deltog i aftaler vedroerende det tyske marked med det formaal dels at regulere Benelux-producenternes eksport til Tyskland, dels at sikre overholdelsen af de priser, der gjaldt paa det tyske marked. Ifoelge beslutningen deltog sagsoegeren, BStG, Boël/Trébos, TFE/FBC og Thibodraad i disse aftaler.
1. Eneforhandlingsaftalerne mellem BStG paa den ene side og Bouwstaal Roermond BV og Arbed SA, afdeling Nederland, paa den anden side
a) Den anfaegtede retsakt
103 Det anfoeres i beslutningen (148. betragtning), at BStG's interesse i at begraense eller regulere udenlandsk import til Tyskland, for saa vidt angaar importen fra Nederlandene, kom til udtryk i de to salgsaftaler mellem BStG paa den ene side og Bouwstaal Roermond BV (senere Tréfilarbed Bouwstaal Roermond) og Arbed SA, afdeling Nederland, paa den anden side af henholdsvis 24. november 1976 (bilag 109 til meddelelsen af klagepunkter) og 22. marts 1982 (bilag 109 A til meddelelsen af klagepunkter). Sidstnaevnte var vedlagt et underskrevet notat af samme dato, hvori Arbed SA, afdeling Nederland, forpligtede sig til i aftalens loebetid ikke direkte eller indirekte at levere til Tyskland. Ifoelge aftalerne overtog BStG eneforhandlingen i Tyskland af en naermere fastsat aarlig maengde armeringsnet fra fabrikken i Roermond til en pris, som skulle fastsaettes efter bestemte kriterier. Bouwstaal Roermond BV og Arbed SA, afdeling Nederland, forpligtede sig til i aftalernes loebetid hverken direkte eller indirekte at levere til Tyskland.
104 Endvidere anfoeres det i beslutningen (189. betragtning), at eneforhandlingsaftalerne ikke opfyldt betingelserne i Kommissionens forordning nr. 67/67/EOEF af 22. marts 1967 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eneforhandlingsaftaler (EFT 1967, s. 9, herefter benaevnt "forordning nr. 67/67"), i hvert fald ikke efter indgaaelsen af aftalerne om gensidig markedsindtraengning mellem Tyskland og Benelux. Efter dette tidspunkt maatte aftalerne betragtes som del af en samlet aftale om markedsopdeling med deltagelse af mere end to virksomheder, og forordning nr. 67/67 fandt saaledes ikke anvendelse herpaa (artikel 1, jf. artikel 8, i forordning nr. 67/67).
105 Endelig anfoeres det i beslutningen (178. betragtning), at eneforhandlingsaftalerne medfoerte en saadan begraensning af konkurrencen mellem to (konkurrerende) virksomheder, der var etableret i to medlemsstater, at handelen mellem medlemsstater kunne blive paavirket. Kommissionen har ikke kunnet acceptere BStG's og Tréfilarbed's opfattelse af, at der var tale om et rent koncern-internt anliggende, idet Arbed ejede 25,001% af indskudskapitalen i BStG. En andel paa blot 25,001% kan i betragtning af andre selskabsdeltageres stoerre andel (Thyssen 34% og Kloeckner 33,5 %) ikke medfoere, at der foreligger et moder-datterselskabsforhold, som indebaerer, at enhver konkurrencebegraensende aftale mellem disse to virksomheder falder uden for traktatens artikel 85, stk. 1.
106 Det bemaerkes, at sagsoegeren anfaegter, dels at Kommissionen har afslaaet at anvende forordning nr. 67/67 paa de paagaeldende aftaler, dels har afslaaet at anse dem for aftaler indgaaet internt i en koncern, de beroerte virksomheder tilhoerte. De to led maa behandles hver for sig.
b) Spoergsmaalet, om forordning nr. 67/67 finder anvendelse
Parternes argumenter
107 Sagsoegeren har anfoert, at BStG indtil 1972 var et salgsselskab, der markedsfoerte anpartshavernes produkter, herunder Arbed's. I 1972 begyndte BStG efter henstilling fra Bundeskartellamt selv at producere og erhvervede nogle af de maskiner, som befandt sig i anpartshavernes fabrikker, herunder i Felten & Guillaume's fabrik i Koeln, som tilhoerte Arbed og blev lukket i 1976, og maskiner tilhoerende BStG blev overfoert til fabrikken i Roermond, som Arbed ligeledes ejede. Fra dette tidspunkt producerede anpartshaverne, herunder Arbed, paa grundlag af produktionskontrakter for BStG's regning paa dette selskabs maskiner. Hele den del af produktionen i Roermond, som blev fremstillet paa BStG's maskiner, tilhoerte saaledes dette selskab. Samtidig havde Bouwstaal Roermond egne maskiner, og de armeringsnet, som blev fremstillet herpaa, blev i Benelux-landene markedsfoert af Tréfilarbed og i Tyskland gennem BStG i henhold til de omhandlede eneforhandlingsaftaler.
108 Sagsoegeren har henvist til, at det fremgaar af beslutningen (189. betragtning), at den eneste grund til, at eneforhandlingsaftalerne ikke opfylder betingelserne i forordning nr. 67/67, er, at de maa betragtes som "del af en samlet aftale om markedsopdeling med deltagelse af mere end to virksomheder". Sagsoegeren har anfoert, at det i beslutningen med urette antages, at aftalerne er led i et kartel, og har gjort gaeldende, at forordning nr. 67/67 fandt anvendelse paa disse, saaledes at de i hele deres loebetid har vaeret omfattet af den heri omhandlede gruppefritagelse.
109 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen vilkaarligt slaaet "indbyrdes uafhaengige handlinger" sammen, selv om de kan begrundes objektivt paa anden maade end med, at der fandtes et kartel. De omhandlede aftaler, som blev indgaaet i 1976 paa et tidspunkt, hvor der ikke var tale om et kartel, er kun klassiske handelsaftaler. De skyldes den historiske udvikling i Arbed's deltagelse i BStG, hvis formaal var at forsyne det tyske marked paa en tilfredsstillende og effektiv maade og saaledes, at det ikke var noedvendigt for Arbed at skabe et net for parallelhandel med henblik paa afsaetning af de varer, som blev fremstillet i Roermond paa selskabets egne maskiner, eller at konkurrere med sit eget datterselskab. Sagsoegeren har i denne forbindelse gjort gaeldende, at forbuddet mod, at Bouwstaal Roermond leverer andre varer til Tyskland i aftalens loebetid, kun er en konsekvens af den eneforhandling, der er indroemmet den tyske forhandler, saaledes at forhandlerens stilling ikke svaekkes ved direkte eller indirekte konkurrence.
110 Sagsoegeren har ligeledes bestridt, at en forhandleraftale, saaledes som Kommissionen har gjort gaeldende, mister sin bilaterale karakter, saafremt der samtidig findes en aftale mellem flere virksomheder.
111 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at aftalerne kun vedroerte en meget lille del af det tyske marked, svarende til 0,60% af de samlede leverancer til dette marked, og de varer, som blev fremstillet i Roermond paa selskabets egne maskiner og distribueret gennem BStG, kunne derfor ikke have nogen reel betydning for konkurrencen og konkurrencestrukturen i Tyskland.
112 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at straks selskabet modtog meddelelsen af klagepunkter, orienterede det Kommissionen om, at det var indstillet paa at afhjaelpe det kritiserede forhold med hensyn til eneforhandlingsaftalerne, og selskabet gennemfoerte faktisk en anden loesning. Det blev herefter under den administrative procedure lovet selskabet af tjenestemaend, som er ansvarlige for tjenestegrene i Kommissionen, at Kommissionen ikke ville foretage sig yderligere vedroerende dette spoergsmaal.
113 Kommissionen har anfoert, at der ikke er tale om klassiske handelsaftaler, men derimod om aftaler, hvorved der indfoeres importkvoter for Bouwstaal Roermond paa det tyske marked, samtidig med, at BStG indroemmes en eneforhandling med hensyn til disse kvoter. BStG paatog sig saaledes ved aftalerne eneforhandlingen i Tyskland af et maksimalt kvantum af armeringsnet fra fabrikken i Roermond, og Bouwstaal Roermond og Arbed SA, afdeling Nederland, paatog sig ikke i aftalernes loebetid direkte eller indirekte at levere til Tyskland.
114 Endvidere har Kommissionen anfoert, at forhandleraftalerne maa ses i deres rette sammenhaeng, og har bestridt, at en eneforhandlingsaftale som anfoert af sagsoegeren maa anses for et rent bilateralt anliggende, uanset hvilke karteller aftaleparterne i oevrigt deltager i. Ifoelge Domstolens praksis (dom af 12.12.1967, sag 23/67, Brasserie de Haecht, Sml. 1965-1968, s. 421, org. ref.: Rec. s. 525) er det efter traktatens artikel 85, stk. 1, noedvendigt at undersoege aftalers virkninger ud fra de omstaendigheder, hvorunder de opstaar, dvs. i den juridiske og oekonomiske sammenhaeng, hvori en saadan aftale optraeder. Aftalerne maa saaledes undersoeges sammen med det mere omfattende kartel, som de har forbindelse med, nemlig aftalen om priser og kvantitative restriktioner med hensyn til den belgisk-nederlandske eksport til Tyskland. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til telexet af 15. december 1983 til Thibodraad, som fremsendte det til Tréfilarbed [bilag 65, litra b), til meddelelsen af klagepunkter, 92. betragtning til beslutningen], og hvori M. Mueller anfoerte, at der mellem Boël/Trébos og BStG var en "naer forstaaelse", og tilfoejede, at selskabets "beredskab til at holde eksporten til nabolandene paa status quo eller ikke at foroege den mere end importen fra disse lande ... i princippet [er] uaendret". De forhandleraftaler, der er indgaaet mellem Tréfilarbed Roermond og BStG, maa derfor placeres i denne bredere sammenhaeng, og det vil fremgaa heraf, at det ikke drejer sig om en "raekke indbyrdes uafhaengige handlinger", men en sammenhaengende adfaerd. Paa denne baggrund og under henvisning til ovennaevnte retspraksis er den markedsandel, salget i Tyskland af de varer, som er fremstillet paa Tréfilarbed Roermond's maskiner, i sig selv har, uden betydning for, om traktatens artikel 85, stk. 1, finder anvendelse.
115 Endelig har Kommissionen anfoert, at det er korrekt, at der har vaeret droeftelser om eneforhandlingsaftalen mellem Tréfilarbed Roermond og BStG med dens tjenestemaend foer vedtagelsen af beslutningen. Disse droeftelser vedroerte imidlertid ophaevelsen af denne aftale og nye former for salg i Tyskland af produkterne fra fabrikken i Roermond efter en omstrukturering i Arbed-koncernen og BStG. I skrivelse af 11. august 1988 udtrykte den ansvarlige tjenestemand sig positivt med hensyn til Tréfilarbed's og BStG's fremtidige aftaler, men tog forbehold for saa vidt angaar Kommissionens holdning til tidligere handlinger. Kommissionen mener saaledes ikke paa noget tidspunkt at have givet Tréfilarbed nogen forsikring med hensyn til de kvoter, der er fastsat i forhandleraftalen mellem Tréfilarbed Roermond og BStG.
Rettens bemaerkninger
PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 689A0141.1
116 Det bemaerkes indledningsvis, at selv om det laegges til grund, at tjenestemaend i Kommissionen har givet udtryk for den af sagsoegeren paastaaede opfattelse med hensyn til de omhandlede aftaler, hvilket Kommissionen kraftigt har benaegtet, vil udtalelser, der er fremsat paa denne maade, under ingen omstaendigheder kunne give indtryk af, at Kommissionen paatog sig nogen forpligtelse, idet de paagaeldende tjenestemaend ikke var befoejet til at paatage sig en saadan forpligtelse (Domstolens dom af 15.5.1975, sag 71/74, Frubo mod Kommissionen, Sml. s. 563, praemis 20).
117 Retten finder ikke, at de omhandlede eneforhandlingsaftaler opfylder betingelserne i forordning nr. 67/67. Det anfoeres saaledes i artikel 9 i aftalen af 24. november 1976 mellem BStG og Bouwstaal Roermond, at "Bouwstaal Roermond i naervaerende aftales loebetid hverken direkte eller indirekte leverer til Forbundsrepublikken Tyskland". For saa vidt angaar den naevnte aftale af 22. marts 1982 (bilag 109 A til meddelelsen af klagepunkter) mellem BStG og Arbed SA, afdeling Nederland, bemaerkes, at der i et bilag til denne aftale findes en bestemmelse (bilag 109 B til meddelelsen af klagepunkter), hvorefter "parterne er enige om, at Arbed SA i aftalens loebetid hverken direkte eller indirekte leverer til Forbundsrepublikken Tyskland. Som vederlag herfor modtager Arbed ...".
118 Retten finder, at ordene "direkte eller indirekte" i dette tilfaelde har en videre betydning end blot en forpligtelse for leverandoeren til udelukkende til BStG at levere varer med henblik paa videresalg. Denne vurdering stoettes paa to forhold. For det foerste havde Tréfilarbed Roermond udtrykkeligt givet afkald paa retten til enhver form for leverance - og havde til gengaeld herfor modtaget et vederlag, saaledes som det fremgaar af det saerskilte dokument, der er vedlagt aftalen af 22. marts 1982 - ogsaa til leverancer, der ikke skete med henblik paa videresalg. For det andet kunne forhandleren forstaa ordet "indirekte" saaledes, at leverandoeren paatog sig at traeffe foranstaltninger med henblik paa at undgaa leverancer til Tyskland fra andre lande, dvs. at kontrollere de oevrige eneforhandlere for at forhindre dem i at eksportere til Tyskland.
119 Det bemaerkes, at formaalet med forordning nr. 67/67, saaledes som det fremgaar af betragtningerne og artikel 3, litra b), nr. 2, er, at den med forordningen indroemmede fritagelse er betinget af, at forbrugerne i kraft af muligheden for parallelimport sikres en rimelig andel af de ved eneforhandlingen opnaaede fordele. Dette er i overensstemmelse med fast retspraksis, hvorefter en eneforhandlingsaftale, som ikke indeholder et eksportforbud, ikke er omfattet af gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 67/67, naar de paagaeldende virksomheder deltager i en samordnet praksis med henblik paa at begraense parallelimport til en ikke-autoriseret forhandler (jf. Domstolens dom af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, praemis 35, og Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, praemis 88).
120 Dette gaelder saa meget desto mere i denne sag, hvis de ovennaevnte aftalebestemmelser fortolkes i lyset af BStG's klage i skrivelse af 26. september 1979 (bilag 110 til meddelelsen af klagepunkter, 148. betragtning til beslutningen), hvori selskabet over for Arbed SA beklagede sig over indirekte leverancer til Tyskland "gennem selskabet Eurotrade, Alkmaar". Det maa paa grundlag heraf anses for bevist, at der fandtes en absolut territorial beskyttelse i strid med aanden bag og ordlyden af forordning nr. 67/67.
121 Det foelger heraf, at de omhandlede aftaler ikke opfyldte betingelserne i forordning nr. 67/67.
122 Endvidere finder Retten, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig, at aftalerne kun vedroerte en meget lille del af det tyske marked, og at Tréfilarbed Roermond's leverancer gennem BStG ikke kunne oeve nogen reel indflydelse paa konkurrencen. Det fremgaar saaledes af ordlyden af traktatens artikel 85, stk. 1, at de eneste relevante spoergsmaal er, om de aftaler, sagsoegeren har deltaget i sammen med andre virksomheder, havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen, og om de kunne paavirke handelen mellem medlemsstater. Det er saaledes uden betydning, om sagsoegerens deltagelse i aftalerne trods selskabets begraensede stoerrelse kunne begraense konkurrencen eller paavirke handelen mellem medlemsstater (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, praemis 216 og 224). Det bemaerkes i oevrigt, at det efter traktatens artikel 85, stk. 1, ikke er noedvendigt, at de fastslaaede konkurrencebegraensninger faktisk har paavirket handelen mellem medlemsstater maerkbart, men kun, at det er bevist, at aftalerne kan have haft en saadan virkning (Domstolens dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131, praemis 15).
123 Denne del af anbringendet maa herefter forkastes.
c) Spoergsmaalet, om der bestod et koncernforhold
Parternes argumenter
124 Sagsoegeren har bestridt Kommissionens opfattelse, hvorefter de omhandlede aftaler ikke udgjorde et rent koncerninternt anliggende. Ifoelge sagsoegeren viser flere supplerende omstaendigheder, ud over det forhold, at Arbed ejer 25% af kapitalen i BStG, at forholdet mellem de to selskaber maa sidestilles med et koncernforhold. Selv om BStG er et kapitalselskab, et "Gesellschaft mit beschraenkter Haftung" (herefter benaevnt et "GmbH"), er der saaledes mellem selskabsdeltagerne og selskabet indgaaet en ledelsesaftale (paa tysk: "Mehrmuetterorganschaft mit Beherrschungsvertrag"), hvorved selskabets struktur tilnaermes strukturen i et interessentskab, og efter tysk selskabsret er det klart forbudt for en interessentskabsdeltager paa nogen maade at konkurrere med interessentskabet. Ifoelge den naevnte aftale deltog Arbed intenst i selskabets ledelse og var medansvarlig herfor. Endvidere fandtes der en "Aftale om overfoersel af selskabets resultat til anpartshaverne", som medfoerte, at de hver isaer havde en direkte interesse i at arbejde for, at den faelles virksomhed var saa rentabel som muligt. Det ville vaere i strid med denne interesse at svaekke den faelles virksomhed ved at konkurrere med den udefra. Paa grund af aftalen maa de forretningsmaessige forbindelser mellem BStG og Tréfilarbed anses for at have vaeret et koncernanliggende, og aftalerne om deres indbyrdes forhold er derfor ikke omfattet af anvendelsesomraadet for forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.
125 Kommissionen har anfoert, at selv om tysk selskabsret i stoerre omfang, end det er tilfaeldet i de oevrige medlemsstater, tillader forskellige former for kontrol, navnlig med hensyn til GmbH, gaelder efter Domstolens praksis (Domstolens dom af 31.10.1974, sag 15/74, Centrafarm og Peijper, Sml. s. 1147), at det kun er med hensyn til aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder, der tilhoerer samme koncern, at artikel 85 ikke finder anvendelse, og kun saafremt virksomhederne udgoer en oekonomisk enhed, inden for hvilken datterselskabet ikke har nogen reel selvstaendighed ved fastlaeggelsen af sin markedspolitiske linje, og disse aftaler eller den samordnede praksis som formaal har en intern fordeling af opgaverne mellem virksomhederne. Endvidere har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren foerst for Retten har fremlagt oplysninger, som selskabet finder vaesentlige ved vurderingen af dets forhold til BStG. Hertil kommer, at sagsoegeren blot har fremfoert nogle paastande, der ikke praecist imoedegaar det forhold, at en deltagelse paa kun 25,001% ikke medfoerer, at der bestaar et moder-datterselskabsforhold.
Rettens bemaerkninger
126 Efter anmodning fra Retten har sagsoegeren fremlagt en aftale om resultatfaellesskab mellem anpartshaverne i BStG - forsamlet i "Vereinigung der Gesellschafter der Baustahlgewebe" - og BStG (august 1962), vedtaegterne for denne forening (13.7.1970) og bilagene hertil samt aftalen om Arbed Saarstahl GmbH's indtraeden i foreningen (januar-februar 1986). Parterne har uddybet indholdet og formaalet med denne aftale under den mundtlige forhandling.
127 Det bemaerkes, at BStG ifoelge aftalen om resultatfaellesskabet alene kan handle med tiltraeden af samtlige anpartshavere, og overskuddet overfoeres til den naevnte forening, som daekker eventuelle tab.
128 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar af foreningens vedtaegter, at medlemmerne ejer hele indskudskapitalen i BStG, og at deres medlemsrettigheder afhaenger af deres andel af BStG's indskudskapital. Foreningen maa anses for en handelsvirksomhed, som driver virksomhed inden for alle BStG's aktivitetsomraader. Naar foreningen traeffer afgoerelse, har hvert medlem det samme antal stemmer, som vedkommende ifoelge BStG's vedtaegter har paa dette selskabs generalforsamling. Foreningens afgoerelser traeffes ved almindeligt flertal af det antal stemmer, der er til raadighed paa grundlag af indskudskapitalens stoerrelse, forudsat at mindst to medlemmer stemmer for. Naar det efter lovgivningen eller vedtaegterne kraeves, at afgoerelser, der traeffes paa BStG's generalforsamling, tiltraedes med en stoerre stemmeflerhed, gaelder dette ligeledes for afgoerelser, som traeffes i foreningen.
129 Gennemgangen af disse dokumenter viser, at forholdet mellem Arbed og BStG ikke opfylder betingelserne for, at de aftaler, som er indgaaet mellem de to selskaber, falder uden for traktatens artikel 85, stk. 1. Det bemaerkes i denne forbindelse, at traktatens artikel 85 ikke finder anvendelse paa aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder, der i egenskab af moder- og datterselskab tilhoerer samme koncern og udgoer en oekonomisk enhed, inden for hvilken datterselskabet ikke har nogen reel selvstaendighed ved fastlaeggelsen af sin markedspolitiske linje (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, praemis 134, og af 11.4.1989, sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen og Silver Line Reisebuero, Sml. s. 803, praemis 35). I dette tilfaelde svarede Arbed's kontrol over BStG til selskabets andel i indskudskapitalen, dvs. til 25,001%, hvilket er langt fra flertallet. En saadan deltagelse er ikke tilstraekkelig til, at det kan fastslaas, at Arbed og BStG tilhoerte samme koncern, inden for hvilken de udgjorde en oekonomisk enhed, saaledes at en konkurrencebegraensende aftale mellem disse to virksomheder ikke skulle vaere omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.
130 Dette underbygges af, hvad BStG har anfoert i retsmoedet, nemlig at ledelsesaftalen og aftalen om resultatfaellesskab navnlig blev indgaaet af skattemaessige grunde, idet aftalen gjorde det muligt at overfoere BStG's tab og overskud til anpartshaverne. Paa grund af de krav, der stilles efter tysk skattelovgivning, skulle alle anpartshaverne vaere tyske. Arbed deltog derfor ikke direkte i denne aftale, men var repraesenteret ved en tysk samarbejdspartner, St. Ingbert (og inden da af Felten & Guillaume).
131 Endelig bemaerkes, at BStG selv har gjort gaeldende, at selskabet var en selvstaendig og uafhaengig virksomhed, og at selskabet ikke kan anses for at indgaa i en koncern, idet dets fire anpartshavere kun havde minoritetsposter.
132 Det maa herefter fastslaas, at Kommissionen med rette fandt, at eneforhandlingsaftalerne var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, og det af sagsoegeren anfoerte kan herefter ikke tiltraedes.
133 Anbringendets andet led forkastes derfor.
2. Aftalen mellem BStG og Tréfilarbed (St. Ingbert)
Den anfaegtede retsakt
134 Ifoelge beslutningen (152. og 180. betragtning) deltog sagsoegeren sammen med BStG i en aftale med det formaal at bringe reeksporten af armeringsnet fra fabrikken i St. Ingbert til Tyskland via Luxembourg til ophoer. Denne aftale udgjorde en konkurrencebegraensning, som kunne paavirke handelen mellem medlemsstater.
Parternes argumenter
135 Sagsoegeren har henvist til, at BStG indtil 1972 var et salgsselskab, der markedsfoerte anpartshavernes produkter, herunder Arbed's. I 1972 begyndte BStG efter henstilling fra Bundeskartellamt selv at producere og erhvervede nogle af de maskiner, der befandt sig i anpartshavernes fabrikker, herunder fabrikken i St. Ingbert, hvor de blev staaende. Fra dette tidspunkt producerede anpartshaverne, herunder Arbed, paa grundlag af produktionskontrakter for BStG's regning paa dette selskabs maskiner. Hele den del af produktionen i Roermond, som blev fremstillet paa BStG's maskiner, tilhoerte saaledes dette selskab og blev af dette markedsfoert paa det tyske marked. Samtidig havde fabrikken i St. Ingbert egne maskiner, og de armeringsnet, som blev fremstillet herpaa, var bestemt til eksport, navnlig til Frankrig.
136 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet i henhold til produktionskontrakterne havde ret til at udtage den maengde standardnet, som var noedvendig for at forsyne det luxembourgske marked, hvor de tyske normer finder anvendelse. Disse net blev fremstillet paa BStG's maskiner, som var de eneste i St. Ingbert, der fremstillede net svarende til de tyske normer. Tréfilarbed's ledelse, som havde set muligheden for at tjene penge paa det tyske marked, hvor priserne paa grund af krisekartellet var forholdsvis hoeje, udtog fra BStG's lagre armeringsnet, som om de var beregnet til det luxembourgske marked. Gennem en luxembourgsk handelsvirksomhed blev disse net solgt fra Luxembourg til Tyskland. Selv om de maengder, der saaledes blev udtaget fra BStG's lagre, senere blev erstattet af andre net fra en senere produktion, kunne BStG med rette have gjort indsigelse mod den anvendte fremgangsmaade, som ikke var i overensstemmelse med den aftale, parterne havde indgaaet. Selv om de personer, der foretog operationen, ikke begik "tyveri" i forhold til BStG, lykkedes det dem alligevel at saelge produkter af tysk oprindelse i Tyskland, uden at den afgift, der i den anledning skulle have vaeret betalt til BStG, blev betalt i overensstemmelse med den indgaaede kartelaftale.
137 Dette forklarer ifoelge sagsoegeren de skrivelser, M. Mueller den 27. april 1984 fremsendte til Rimbeaux, Tréfilarbed St. Ingbert, og til Schuerr, Tréfilarbed Luxembourg (bilag 110 (a) til meddelelsen af klagepunkter, 152. betragtning til beslutningen). De "klare og entydige aftaler", som M. Mueller henviste til, var de aftaler, BStG havde indgaaet dels med St. Ingbert vedroerende fremstilling, oplagring, markedsfoering, administration og andre forhold vedroerende BStG's maskiner, dels med Tréfilarbed vedroerende levering af net, der var i overensstemmelse med de tyske normer, til det luxembourgske marked, og det loefte, der var afgivet aaret foer, om ikke at gentage den anfaegtede fremgangsmaade.
138 Kommissionen har bemaerket, at det fremgaar af det af sagsoegeren anfoerte, at i henhold til den mellem BStG og Tréfilarbed indgaaede aftale om levering af net, som var i overensstemmelse med de tyske normer, og som var beregnet til det luxembourgske marked, var parallelimport til Tyskland forbudt. Der er saaledes tale om en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
139 Endvidere har Kommissionen understreget, at der i M. Mueller's skrivelse af 27. april 1984 naevnes en aftale, og M. Mueller har i besvarelse af Kommissionens meddelelse af klagepunkter selv forklaret, at formaalet med disse bestraebelser for at undgaa reimport var at kontrollere overholdelsen af de leveringskvoter, kartellet havde fastsat.
Rettens bemaerkninger
140 Det bemaerkes, at sagsoegeren har erkendt, at selskabet indgik en aftale med BStG, hvorefter sagsoegeren havde ret til at udtage visse maengder armeringsnet, som var fremstillet i St. Ingbert paa BStG's maskiner, paa betingelse af, at de blev solgt i Luxembourg. Formaalet hermed var at undgaa reeksport af armeringsnet til Tyskland. Dette fremgaar klart af ordlyden af M. Mueller's skrivelse af 27. april 1984 til Tréfilarbed, hvori han klager over reeksport til Tyskland "til lavere priser end kartellets mindstepriser" i strid med "de i den henseende trufne klare og entydige aftaler" (bilag 110 (a) til meddelelsen af klagepunkter).
141 Der henvises i denne forbindelse til, at Domstolen har fastslaaet, at eksportbestemmelser i koebekontrakter, hvorefter videreforhandleren skal eksportere den paagaeldende vare til et bestemt land, er i strid med traktatens artikel 85, naar formaalet hermed i det vaesentlige er at forhindre, at varen reeksporteres til produktionslandet, saaledes at der kan opretholdes et system af dobbeltpriser i faellesmarkedet, hvorved konkurrencen inden for dette begraenses (Domstolens dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, praemis 24 og 28).
142 Det maa i denne forbindelse fastslaas, at de aftaler, der er indgaaet mellem sagsoegeren og BStG, havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen og paavirkede handelen mellem medlemsstater, idet de sikrede, at prisforskellene paa faellesmarkedet kunne opretholdes. Aftalerne er saaledes i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.
143 Hvad angaar det forhold, at de armeringsnet, som sagsoegeren udtog, og som ikke maatte eksporteres til Tyskland, blev fremstillet paa BStG's maskiner, finder Retten, at dette i det foreliggende tilfaelde er uden betydning. Naar Tréfilarbed har udtaget de paagaeldende produkter, er ejendomsretten til de maskiner, der er anvendt ved fremstillingen heraf, uden betydning og kan ikke give ejeren retten til at bestemme, hvor produkterne kan saelges.
144 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i en aftale med BStG med det formaal at forbyde reeksport af armeringsnet fra fabrikken i St. Ingbert til Tyskland, og at denne aftale var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.
145 Sagsoegerens anbringende maa herefter forkastes.
146 Endvidere bemaerkes, at Retten i dom af dags dato i sag T-145/89, BStG mod Kommissionen, i forhold til BStG har fastslaaet, at selv om forbuddet mod reeksport til Tyskland var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, kunne det forklares med aftalen om strukturkrisekartellet. Det var saaledes i strid med kartellet blot at transportere armeringsnet fremstillet af BStG og med dette selskabs valsningsmaerker i transit gennem Luxembourg til Tyskland, idet disse varer herved blev unddraget kontrollen med de leveringskvoter, der var tildelt BStG. BStG stod saaledes over for foelgende alternativ: Enten skulle selskabet overholde bestemmelserne i kartelaftalen, hvorefter det skulle kontrollere og angive, hvor mange varer der blev afsat paa det tyske marked, eller overholde traktatens konkurrenceregler, hvorefter selskabet ikke kunne paalaegge sagsoegeren et eksportforbud. Henset hertil og til, at parterne paa dette tidspunkt kunne gaa ud fra, at krisekartellet var lovligt, idet Kommissionen ikke havde udtalt sig herimod, har Retten i naevnte dom udtalt, at de saerlige omstaendigheder i denne sag maa anses for en formildende omstaendighed for BStG.
147 Retten finder imidlertid ikke, at forholdene i naervaerende sag begrunder, at denne omstaendighed anses for formildende i forhold til sagsoegeren. Selv hvis det maatte laegges til grund, at forholdene i denne sag begrundede, at der var tale om en formildende omstaendighed for sagsoegeren, ville den under alle omstaendigheder vaere sammenfaldende med det forhold, Kommissionen har taget hensyn til i 206. betragtning til beslutningen i relation til alle de ikke-tyske producenter. Det anfoeres saaledes i 206. betragtning til beslutningen, at det forhold, at der fandtes et strukturkrisekartel i Tyskland, er anset for en formildende omstaendighed i forhold til de ikke-tyske producenter.
3. Aftalerne om beskyttelse af det tyske marked
Parternes argumenter
148 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i 182. og 183. betragtning til beslutningen ved en vilkaarlig generalisering slaar forskellige former for adfaerd vedroerende forholdene mellem Benelux-landene og Tyskland, som naesten alle de belgiske og nederlandske producenter samt BStG skulle have deltaget i, sammen i en pakke. Der er efter sagsoegerens opfattelse tale om uklare beskyldninger, og sagsoegeren kan ikke afgoere, om de vedroerer selskabet. Ud over de eneforhandlingsaftaler, sagsoegeren har indgaaet med BStG, har selskabet ikke deltaget i eller vaeret beroert af aftalerne vedroerende de priser og de kvantitative begraensninger, der var gaeldende med hensyn til de belgisk-nederlandske producenters eksport til Tyskland.
149 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at selskabet ikke udoevede nogen handelsmaessig virksomhed i Tyskland, idet alle de armeringsnet, der blev fremstillet paa fabrikken i Roermond, uanset om de blev fremstillet paa BStG's eller sagsoegerens maskiner, blev markedsfoert paa det tyske marked af BStG.
150 Sagsoegeren har erkendt at have deltaget i moederne i Breda og Bunnik, men kun som observatoer. Selskabet deltog ikke i samordningerne og holdt afstand til og handlede selvstaendigt i forhold til disse samordninger. Endelig har sagsoegeren anfoert, at der ikke er noget bemaerkelsesvaerdigt i, at Thibodraad fremsendte Mueller's telex af 15. december 1983 til selskabet, idet det deltog i moederne, og Mueller havde bedt Thibodraad om at undersoege sagsoegerens holdning sammen med kollegerne fra Breda-runden.
151 Kommissionen har anfoert, at da sagsoegeren regelmaessigt deltog i moederne i Breda og Bunnik, hvori ogsaa BStG deltog med henblik paa at droefte den gensidige paavirkning mellem Benelux-markedet og det tyske marked, saaledes som det fremgaar af en raekke dokumenter, der er naevnt i beslutningen, deltog selskabet i aftalerne om beskyttelse af det tyske marked. Kommissionen har tilfoejet, at det forhold, at Mueller's telex af 15. december 1983 blev fremsendt til sagsoegeren af Thibodraad, ligeledes viser, at selskabet deltog i aftalerne.
152 Kommissionen har endvidere anfoert, at det forhold, at sagsoegeren ikke selv havde aktiviteter i Tyskland paa grund af eneforhandlingsaftalen med BStG, ikke aendrer ved, at sagsoegeren var producent i Nederlandene og derfra afsatte en del af sin produktion i Tyskland.
Rettens bemaerkninger
153 Det bemaerkes, at Retten har fastslaaet (jf. praemis 117 ff. og 126 ff.), at eneforhandlingsaftalerne mellem BStG og sagsoegeren (Roermond) ikke opfyldte betingelserne i forordning nr. 67/67 og var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, at sagsoegeren (St. Ingbert) deltog i en aftale med BStG om reeksport af armeringsnet til Tyskland, som ligeledes var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. ovenfor, praemis 140 ff.), og at formaalet med disse aftaler var at beskytte det tyske marked.
154 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar af M. Mueller's telex af 15. december 1983, at sagsoegeren deltog i aftalerne om beskyttelse af det tyske marked. I telexet, der er stilet til Thibodraad, henvises til moedet i Breda den 5. december 1983, hvori sagsoegeren, Thibodraad, Van Merksteijn, FBC, Boël/Trébos, ZND, Tréfilunion og BStG deltog. M. Mueller anfoerer, at BStG's "beredskab til at holde eksporten til nabolandene paa status quo eller ikke at foroege dem mere end importen fra disse lande ... i princippet [er] uaendret". En kopi af dette telex blev fremsendt til sagsoegeren ved Thibodraad's skrivelse af 16. december 1983 (bilag 65 (a) til meddelelsen af klagepunkter, 93. betragtning til beslutningen), for at "vi i tilslutning dertil kan meddele hr. Mueller vort standpunkt".
155 At sagsoegeren deltog i aftalerne, fremgaar ligeledes af det telex, Peters fra Tréfilunion den 11. januar 1984 fremsendte til Marie, Tréfilunion (bilag 66 til meddelelsen af klagepunkter, 95. og 153. betragtning til beslutningen). Der henvises heri til et moede i Breda den 5. januar 1984, hvori sagsoegeren, Boël/Trébos, FBC, BStG, Tréfilunion og andre nederlandske producenter deltog. Det anfoeres i telexet: "De saedvanlige deltagere kraever af repraesentanterne for BStG, at de ikke skaber uro paa markederne i Benelux-landene gennem eksport af betydelige maengder til meget lave priser. Tyskerne henviser heroverfor til, at belgierne (Boël og senest Frère-Bourgeois) eksporterer sammenlignelige maengder til Tyskland. Belgierne anfoerer, at de overholder priserne paa det tyske marked, og at man boer tale om markedsandele og ikke maengder udtrykt i tons. Intet konkret blev besluttet."
156 Paa grund af disse beviser kan Retten ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at selskabet ikke havde handelsmaessige aktiviteter i Tyskland, idet det forhold, at det fremstillede armeringsnet i Roermond, som blev solgt i Tyskland af BStG, viser, at selskabet havde interesse i at opretholde hoeje priser paa det tyske marked.
157 Endelig bemaerkes, at Retten allerede har fastslaaet ovenfor, at sagsoegeren deltog i moederne i Breda og Bunnik, og at selskabet - i modsaetning til, hvad det selv har anfoert - her spillede en aktiv rolle. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren altid er blevet betragtet som en fast deltager i moederne. Endvidere blev sagsoegeren af de andre i branchen anset for en virksomhed, hvis indstilling man maatte kende for at naa frem til en faelles holdning. Dette fremgaar bl.a. af Thibodraad's skrivelse af 16. december 1983 til Tréfilarbed (bilag 65 (a) til meddelelsen af klagepunkter, 93. betragtning til beslutningen), der var vedlagt en kopi af Mueller's telex af 15. december 1983. Hertil kommer, at det fremgaar af Tréfilunion's naevnte telex af 31. august 1984, at sagsoegeren overtog formandskabet ved moederne i Breda og Bunnik den 24. august 1984, efter at Thibodraad's repraesentant, som indtil da havde haft formandskabet, var fratraadt.
158 Selv om det laegges til grund, at sagsoegeren kun delvis maatte have spillet en aktiv rolle ved moederne, finder Retten, at naar henses til moedernes klart konkurrencebegraensende formaal, gav sagsoegeren under alle omstaendigheder ved at deltage i moederne uden klart at tage afstand fra deres indhold de oevrige deltagere det indtryk, at selskabet tilsluttede sig og rettede sig efter resultatet af moederne (de ovennaevnte domme i sagen Hercules Chemicals mod Kommissionen, praemis 232, og i sagen Solvay mod Kommissionen, praemis 98, 99 og 100).
159 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i aftalerne om beskyttelse af det tyske marked.
160 Sagsoegerens anbringende maa saaledes forkastes.
Anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 15 i forordning nr. 17
I - Manglende individualisering af kriterierne for fastlaeggelse af overtraedelsernes grovhed og udmaaling af boeden
Parternes argumenter
161 Sagsoegeren har i staevningen anfoert, at Kommissionen foretog en forkert kvalifikation, da den ansaa forskellige former for retsstridig adfaerd, som ikke staar i forbindelse med hinanden, og som udspillede sig paa forskellige markeder, for en samlet overtraedelse. Stillet over for Kommissionens svar, hvorefter den aldrig har antaget, at der kun var én generel aftale, men en helhed af forskellige aftaler paa forskellige tidspunkter og paa forskellige geografiske markeder, har sagsoegeren i replikken anfoert, at Kommissionen har paalagt selskabet en samlet boede for alle de forhold, der goeres gaeldende over for det, uden at angive, hvilken del af boeden eller procentdel heraf der kan henfoeres til hver enkelt overtraedelse. Denne fremgangsmaade goer det umuligt at foretage en sammenlignende undersoegelse af Kommissionens vurdering af grovheden af de overtraedelser, som er begaaet af sagsoegeren og de andre virksomheder individuelt. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen herved har tilsidesat begrundelsespligten.
162 Sagsoegeren har videre anfoert, at det er fejlagtigt, naar det i 22. betragtning til beslutningen fastslaas, at aftalerne har foert til en regulering af en betydelig del af faellesmarkedet. Ifoelge sagsoegeren var der tale om nationale samordninger af en karakter og med en raekkevidde og "timing", som var temmelig forskellig, men Kommissionen har sammenblandet denne helhed af forskelligartede forhold ved at henvise til, at de alle var graenseoverskridende. Dette har haft en forstaerkende virkning ved vurderingen af overtraedelsernes grovhed, hvilket har vaeret meget skadeligt for sagsoegeren. Den regulering af en vaesentlig del af faellesmarkedet, som der ifoelge Kommissionen var tale om, var i virkeligheden begraenset til accessoriske beskyttelsesbestemmelser vedroerende indtraengen i graenseomraader, og den paastaaede opdeling af en vaesentlig del af faellesmarkedet vedroerte kun varer, som var fremstillet inden for en oekonomisk forsvarlig afstand fra graensen.
163 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den boede, der er paalagt Tréfilarbed, ikke er fremkommet ved en sammenlaegning af flere saerskilte boeder for de enkelte overtraedelser, idet der ikke er tale om saerskilte aftaler, men som anfoert i 22. betragtning til beslutningen om et kompleks af aftaler, som samlet har foert til regulering af en vaesentlig del af faellesmarkedet. Virksomhederne deltog saaledes paa samme tid i flere aftaler paa saerskilte geografiske delmarkeder, saaledes at resultatet paa et givet tidspunkt var en opdeling af Faellesskabets marked. Tréfilarbed deltog saaledes i 1982 samtidig i en aftale paa det franske marked, i en aftale paa markedet i Benelux-landene og i en aftale paa det tyske marked. Ifoelge Kommissionen kan det derfor ikke goeres gaeldende, at den paa en kunstig maade har behandlet overtraedelserne under ét.
164 Herudover har Kommissionen anfoert, at beskyttelsesbestemmelserne vedroerende indtraengen i graenseomraaderne paa ingen maade var "accessoriske", men at de var selve formaalet med de omhandlede aftaler. Det forhold, at bestemmelserne i foerste raekke vedroerte indtraengen i graenseomraaderne, medfoerer ikke, at der ikke var tale om en overtraedelse, men skyldes alene, at samhandelen i Faellesskabet med armeringsnet primaert sker i disse omraader paa grund af transportomkostningerne.
Rettens bemaerkninger
165 Det bemaerkes, at Kommissionen ifoelge fast retspraksis kan paalaegge en samlet boede for forskellige overtraedelser (jf. i denne forbindelse Domstolens dom i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, a.st., dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, og af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825). Dette gaelder saa meget mere, naar de overtraedelser, der fastslaas i beslutningen, som i dette tilfaelde har haft den samme type adfaerd paa de forskellige markeder for oeje, bl.a. fastsaettelse af priser og kvoter og informationsudveksling, og naar deltagerne i overtraedelserne i stort omfang var de samme virksomheder. Det kan i denne forbindelse ikke lades ude af betragtning, at sagsoegeren paa et givet tidspunkt deltog i aftaler paa flere markeder som det franske og tyske marked og markedet i Benelux-landene.
166 Endvidere maa det understreges, at det forhold, at der er paalagt en samlet boede, ikke har gjort det umuligt for sagsoegeren at vurdere, om Kommissionen har bedoemt grovheden og varigheden af overtraedelserne korrekt. Sagsoegeren laeser saaledes beslutningen paa en maade, hvorved en del af denne kunstigt udskilles, men beslutningen udgoer et hele, og hver del maa laeses i lyset af de oevrige dele. Retten finder, at beslutningen set under ét giver sagsoegeren de oplysninger, der er noedvendige, for at selskabet har kunnet faa kendskab til de forskellige overtraedelser, der goeres gaeldende over for det, og de saerlige omstaendigheder vedroerende selskabets adfaerd, og Retten har paa grundlag heraf kunnet udoeve sin legalitetskontrol.
167 Retten henviser til, at sagsoegerens anbringender vedroerende det relevante geografiske marked tidligere er forkastet.
168 Retten kan ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at Kommissionen ved at sammenblande de forskellige aftaler med henvisning til, at de alle var graenseoverskridende, skulle have foroeget virkningen heraf paa en ukorrekt maade. Kommissionen har ganske vist fastslaaet, at der var en helhed af forskellige aftaler paa forskellige tidspunkter og forskellige markeder, men den har ligeledes fastslaaet, at formaalet med aftalerne var det samme, nemlig at fastsaette priser og kvoter, og at de samme virksomheder samtidig deltog i forskellige aftaler paa flere markeder.
169 Det maa herefter fastslaas, at Kommissionen ikke har foretaget en forkert retlig vurdering, naar det i 22. betragtning til beslutningen fastslaas, at aftalekomplekset ved at regulere de enkelte delmarkeder har foert til en vidtgaaende regulering af en betydelig del af faellesmarkedet.
170 Sagsoegerens anbringende maa herefter forkastes.
II - Manglende forsaet eller uagtsomhed
Parternes argumente
171 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet handlede i god tro, og har bestridt at have handlet forsaetligt. Sagsoegeren har i denne forbindelse gjort gaeldende, at de fleste virksomheder, som opererer paa markedet for armeringsnet, betragtede sig selv som staalvirksomheder og som omfattet af EKSF-traktaten, saaledes at de var undergivet den kriseordning, som Kommissionen havde indfoert, og som omfattede fastsaettelse af priser og produktionskvoter. Endvidere fandtes der paa det tyske marked for armeringsnet et strukturkrisekartel, som var godkendt af Bundeskartellamt og accepteret af Kommissionen. Det er ubestridt, at det forhold, at kartellet fandtes, medfoerte, at producenterne i branchen traf foranstaltninger med henblik paa kontrol med priserne og kvoterne. Man gik herved ud fra, at det, der var lovligt i Tyskland, ogsaa var lovligt andre steder. Sagsoegeren har anfoert, at disse to forhold gav virksomhederne i branchen det indtryk, at deres adfaerd var haevet over enhver kritik.
172 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at selskabet var under trussel fra de franske producenter om tilbagekaldelse af dets godkendelse, og dette konstante pres forklarer selskabets samarbejdsvilje.
173 Kommissionen har anfoert, at undskyldningen om, at virksomhederne troede, at de med hensyn til armeringsnet var omfattet af EKSF-traktaten, ikke kan accepteres. Hvis det var tilfaeldet - hvilket ikke er sandsynligt, idet de var bekendt med, at der i modsaetning til, hvad der gaelder med hensyn "EKSF-produkter", ikke paa faellesskabsplan var fastsat priser eller skulle betales afgifter i henhold til EKSF-traktatens artikel 49 - maatte virksomhederne under alle omstaendigheder anses for at have handlet uagtsomt, hvilket er tilstraekkeligt til, at der i medfoer af artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 17 kan paalaegges boeder.
174 For saa vidt angaar det tyske krisekartel har Kommissionen anfoert, at der i henhold til 206. betragtning til beslutningen er taget hensyn hertil som en formildende omstaendighed ved boedeudmaalingen. Kommissionen har henvist til, at kartellet foerst blev aftalt i 1983, dvs. efter, at flere af de anfaegtede overtraedelser blev begaaet. Endvidere kan man ifoelge Kommissionen ikke begrunde en retsstridig handling ved at henvise til andre virksomheders adfaerd, uanset om den udgoer en overtraedelse eller ej.
175 Med hensyn til Tréfilarbed's forklaring om, at selskabets "samarbejde" med de franske producenter gjorde, at selskabet undgik en tilbagekaldelse af godkendelsen, har Kommissionen anfoert, at en saadan "handel" ikke falder uden for traktatens artikel 85, stk. 1, og uanset om og i givet fald i hvilket omfang sagsoegeren har vaeret udsat for trusler, har selskabet ikke paaberaabt sig noget forhold, der goer det muligt at fastslaa, at det imoedegik disse trusler under overholdelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler.
Rettens bemaerkninger
176 Det bemaerkes, at for at en tilsidesaettelse af traktatens konkurrenceregler kan anses for forsaetlig, er det ikke noedvendigt, at virksomheden har vaeret vidende om, at den overtraadte reglerne, men det er tilstraekkeligt, at den ikke kunne vaere uvidende om, at dens adfaerd havde til formaal at begraense konkurrencen (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117, praemis 41, og af 8.2.1990, sag C-279/87, Tipp-Ex mod Kommissionen, Sml. I, s. 261, samt Rettens dom af 10.3.1992, sag T-15/89, Chemie Linz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275, praemis 350).
177 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen har taget hensyn til en raekke omstaendigheder, der goer sig gaeldende for alle virksomhederne, og den har paa grundlag heraf begraenset boederne til et beloeb, som ligger vaesentligt under det beloeb, der normalt ville vaere berettiget (208. betragtning til beslutningen). Til disse omstaendigheder hoerer bl.a. det forhold, at prisen paa armeringsnet for 75-80%'s vedkommende afhaenger af prisen paa valstraad, der var undergivet produktionskvoter, at der var tale om en konjunkturbestemt nedgang i efterspoergslen, overskudskapacitet, kortvarige markedsudsving og en lidet tilfredsstillende fortjeneste (201. betragtning til beslutningen) samt vekselvirkningerne mellem armeringsnet og armeringsstaenger (202. betragtning til beslutningen). Endvidere er der i beslutningen taget hensyn til som en formildende omstaendighed, at der fandtes et strukturkrisekartel i Tyskland. Dette foranledigede parterne i andre medlemsstater til at traeffe sikkerhedsforanstaltninger, men kan dog ikke retfaerdiggoere de foranstaltninger, som de uretmaessigt traf (206. betragtning til beslutningen).
178 Endelig bemaerkes, at sagsoegerens frygt for at blive udsat for gengaeldelsesforanstaltninger fra konkurrenternes side ikke kan begrunde, at selskabet deltog i aftalerne. Selv om denne frygt maatte vaere velbegrundet, kunne sagsoegeren have givet de kompetente myndigheder meddelelse om det pres, selskabet var udsat for, og have indgivet en klage til Kommissionen i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17 i stedet for at deltage i aftalerne (jf. den ovennaevnte dom i sagen Huels mod Kommissionen, praemis 128).
179 Anbringendet maa herefter forkastes.
III - Spoergsmaalet, om boeden er uforholdsmaessig stor
Parternes argumenter
180 Sagsoegeren har anfoert, at den boede paa 1 143 000 ECU, som er paalagt sagsoegeren, er for stor og ikke staar i rimeligt forhold til overtraedelserne. Den procentdel af omsaetningen, der er anvendt i forhold til sagsoegeren, 3%, er hoejere end gennemsnittet, 2,5%, som er anvendt over for de oevrige virksomheder, og sagsoegeren finder, at det er ubegrundet og urimeligt, at selskabet er blevet behandlet haardere end de oevrige virksomheder. Sagsoegeren har tilfoejet, at Kommissionen har paalagt selskabet en haardere sanktion, idet den ved vurderingen af grovheden af de paastaaede overtraedelser har sammenlagt de nationale markeder og aftalerne paa grundlag af graenserne. Sagsoegeren har i denne forbindelse gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har taget hensyn til beliggenheden af selskabets fabrikker, som alle ligger i de tre markeders graenseomraade, hvilket gav det indtryk, at selskabet noedvendigvis maatte deltage i alle de samordninger, som vedroerte graenseoverskridende aktiviteter. Kommissionen har af denne grund paalagt sagsoegeren et ansvar, som var stoerre end de oevrige virksomheders. De drev paa grund af deres fabrikkers beliggenhed kun virksomhed paa et eller to nationale markeder. Sagsoegeren har paa ingen maade haft til hensigt at medvirke til markedsopdelinger, som derimod var generende for selskabet, fordi det noedvendigvis maatte eksportere sine produkter. Sagsoegeren har tilfoejet, at da selskabets naturlige geografiske omraade strakte sig over graenserne og omfattede praktisk taget hele det centrale omraade i Faellesskabet, kunne enhver aftale, som selskabet maatte have deltaget i, kun have virkninger i dette salgsomraade, som var geografisk bestemt.
181 Kommissionen har anfoert, at den ikke har paalagt Tréfilarbed et "stoerre ansvar" end andre virksomheder, som spillede en ledende rolle i aftalernes tilblivelse, og praecist det modsatte fremgaar af beslutningens 207. betragtning in fine. Tréfilarbed blev paalagt en hoejere boede i procent af omsaetningen end gennemsnittet af de oevrige, idet det ikke var alle virksomheder, der som Tréfilarbed deltog i alle aftalerne. Den sats, der er anvendt over for Tréfilarbed, er lavere end den maksimale sats, der blev anvendt, og som var paa 3,6%, og andre virksomheder blev paalagt hoejere boeder end sagsoegeren.
182 Kommissionen har bestridt, at Tréfilarbed's geografiske beliggenhed noedvendiggjorde, at selskabet deltog i de graenseoverskridende aftaler. Det er paradoksalt at se en virksomhed, som noedvendigvis er til stede paa markedet i flere medlemsstater, paaberaabe sig netop denne situation for at unddrage sig faellesskabsretten. Hvis man fulgte sagsoegerens synspunkt, ville det foere til, at principperne om fri bevaegelighed i traktaten ikke finder anvendelse i graenseomraader.
Rettens bemaerkninger
183 Det bemaerkes, at ifoelge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen paalaegge boeder paa mindst 1 000 ECU og hoejest 1 000 000 ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen. Ved udmaalingen af boeden inden for disse graenser skal der ifoelge bestemmelsen tages hensyn til overtraedelsens grovhed og varighed. Da Domstolen har fortolket begrebet omsaetning som den samlede omsaetning (jf. ovennaevnte dom i sagen Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, praemis 119), maa det fastslaas, at Kommissionen, som ikke har taget hensyn til sagsoegerens samlede omsaetning, men kun omsaetningen vedroerende armeringsnet i det oprindelige Faellesskab bestaaende af seks lande, og som ikke har overskredet graensen paa 10%, ikke, naar henses til overtraedelsens grovhed og varighed, har tilsidesat bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 17.
184 Endvidere maa det fastslaas, at sagsoegeren ikke har fremfoert tilstraekkelige oplysninger til at godtgoere, at selskabet under hensyntagen til varigheden og den saerlige grovhed af de overtraedelser, som er fastslaaet i forhold til selskabet, er blevet behandlet haardere end andre virksomheder, som beslutningen er rettet til.
185 For saa vidt angaar forskellen mellem den procentsats, som er anvendt i forhold til sagsoegeren, 3%, og den, som er anvendt over for Tréfilunion, 3,6%, hvilket er den hoejeste procentsats, som anvendes i beslutningen, finder Retten, at denne forskel ikke staar i misforhold til overtraedelsen. Selv om der i forhold til Tréfilunion er tale om en skaerpende omstaendighed - nemlig at selskabet var en af initiativtagerne til og en af de vaesentligste aktoerer i de paatalte handlinger - fastslaas det saaledes i beslutningen, at sagsoegeren deltog i flere overtraedelser end Tréfilunion. Tilsvarende er forskellen mellem den procentsats, der er anvendt over for sagsoegeren, og den lavere procentsats, som er anvendt over for de oevrige deltagende virksomheder, begrundet i, at der med hensyn til disse er tale om formildende omstaendigheder, som ikke goer sig gaeldende med hensyn til sagsoegeren.
186 Endelig finder Retten ikke, at sagsoegeren kan paaberaabe sig sine fabrikkers geografiske beliggenhed til stoette for, at selskabet ikke deltog i aftalerne. Sagsoegeren er ikke blevet holdt ansvarlig for sin deltagelse i aftalerne, fordi selskabets fabrikker var beliggende i graenseomraaderne, men fordi sagsoegerens deltagelse fremgaar af en raekke beviser. Den geografiske beliggenhed af sagsoegerens fabrikker indebar ikke noedvendigvis, at selskabet deltog i de graenseoverskridende aftaler, men det er klart, at beliggenheden gjorde det lettere for selskabet at deltage i aftalerne vedroerende de forskellige markeder.
187 Sagsoegerens anbringende maa herefter forkastes.
IV - Hensyntagen til den boede, der er paalagt af de franske myndigheder
Parternes argumenter
188 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet som importoer til Frankrig er blevet paalagt en boede af de franske myndigheder, og det tilkom derfor ikke Kommissionen at paalaegge selskabet en yderligere boede for de samme forhold, der var foregaaet paa det samme marked, alene med henvisning til, at den anfaegtede adfaerd havde graenseoverskridende karakter. Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen ikke foert bevis for, at den har villet paalaegge en sanktion for andre forhold, eller at den er blevet opmaerksom paa nye retsstridige handlinger. Sagsoegeren har videre anfoert, at Kommissionen med urette har paalagt selskabet en boede, som er 800 gange saa stor som den, der blev paalagt af de franske konkurrencemyndigheder. Kommissionen har forklaret denne enorme forskel i vurderingen ved blot at henvise til "de generelle virkninger af disse [franske] aftaler og isaer deres virkninger for handelen mellem medlemsstater" (205. betragtning til beslutningen). Endelig har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen kun har nedsat den boede, der er paalagt selskabet, med det beloeb, som blev paalagt i Frankrig, hvilket ikke svarer til den maade, hvorpaa der skal tages hensyn til en forudgaaende national afgoerelse, saaledes som fastlagt i Domstolens dom af 13. februar 1969 (sag 14/68, Walt Wilhelm m.fl., Sml. 1969, s. 1, org. ref.: Rec. s. 1). Ifoelge sagsoegeren maa denne dom forstaas saaledes, at naar en faellesskabsmyndighed skrider ind efter en national myndighed, skal den tage hensyn til hele begrundelsen i den nationale beslutning og ikke kun den boede, der herved er paalagt.
189 Kommissionen har anfoert, at sammenligningen med de franske myndigheders afgoerelse er uden betydning, idet den kun vedroerte et nationalt marked, og Kommissionen kan ikke ved anvendelsen af traktatens artikel 85 vaere bundet af afgoerelser fra nationale myndigheder.
190 Herudover har Kommissionen gjort gaeldende, at det ved den franske afgoerelse kun er fastslaaet, at sagsoegeren deltog i aftalen paa det franske marked i perioden 1983-1984. Det er derfor ikke overraskende, at der er en vaesentlig forskel paa den boede, der er paalagt af de franske myndigheder, og den, som Kommissionen har paalagt Tréfilarbed for den lange raekke af overtraedelser, der er gjort gaeldende over for selskabet. Kommissionen har faaet oplysninger, paa grundlag af hvilke det kan fastslaas, at Tréfilarbed deltog i en overtraedelse paa det franske marked i perioden 1981-1982, hvilket ikke er fastslaaet af de franske myndigheder. Endvidere kan Kommissionen ikke tiltraede sagsoegerens fortolkning af dommen i sagen Walt Wilhelm m.fl., idet denne fortolkning er i strid med Domstolens praksis. Ifoelge denne dom kunne Kommissionen saaledes kun fratraekke den boede, der allerede var paalagt i Frankrig.
Rettens bemaerkninger
191 Det bemaerkes, at der efter Domstolens praksis kan ske kumulering af sanktioner, saafremt der findes to sideloebende procedurer, der tjener forskellige formaal. Dette foelger af det saerlige system for kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne paa det kartelretlige omraade. Domstolen har imidlertid fastslaaet, at et almindeligt billighedshensyn kraever, at Kommissionen ved udmaalingen af boeden skal tage hensyn til sanktioner, som allerede maatte vaere paalagt den samme virksomhed for det samme forhold, naar der er tale om sanktioner for overtraedelse af en medlemsstats kartelregler, og overtraedelsen saaledes er sket paa Faellesskabets omraade (jf. i denne forbindelse den naevnte dom i sagen Walt Wilhelm m.fl., praemis 11, og Domstolens dom af 14.12.1972, sag 7/72, Boehringer mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 323, org. ref.: Rec. s. 1281, praemis 3). Det maa fastslaas, at det forholder sig saaledes i dette tilfaelde, hvor Kommissionen i 205. betragtning til beslutningen har taget hensyn til den boede, der allerede var paalagt af de franske myndigheder.
192 Hvad angaar forskellen mellem den boede, Kommissionen har paalagt, og den af de franske konkurrencemyndigheder paalagte boede finder Retten, at Kommissionen kunne drage slutninger paa grundlag af det bevismateriale, den var i besiddelse af, og som ikke noedvendigvis var det samme som det, de franske konkurrencemyndigheder var i besiddelse af, og Kommissionen kan ikke vaere bundet af disse myndigheders slutninger. Det fremgaar saaledes af fast retspraksis, at de lighedspunkter, der maatte vaere mellem konkurrenceregler i en medlemsstats lovgivning og reglerne i traktatens artikel 85 og 86, ikke paa nogen maade kan indskraenke de selvstaendige befoejelser, Kommissionen har i forbindelse med gennemfoerelsen af artikel 85 og 86, saaledes at Kommissionen skulle vaere forpligtet til at anlaegge den samme vurdering som de myndigheder, der varetager gennemfoerelsen af en saadan national lovgivning (ovennaevnte dom i sagen CICCE mod Kommissionen, praemis 27).
193 Sagsoegerens anbringende forkastes herefter.
194 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegte i det hele maa frifindes.
195 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og Kommissionen har paastaaet selskabet tilpligtet at betale sagens omkostninger, doemmes sagsoegeren til at betale disse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Foerste Afdeling)
1) Kommissionen frifindes.
2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger