61989A0037

++++

1 . Tjenestemaend - soegsmaal - akt der indeholder et klagepunkt - ansoegere efter afsluttet udvaelgelsesproeve opfoert i bestemt rangfoelge - afgoerelse om at undlade udnaevnelse

( Tjenestemandsvedtaegten, art . 90 og art . 91 )

2 . Retspleje - fremfoerelse af nye soegsmaalsgrunde og indsigelser under sagens behandling - betingelser - ny soegsmaalsgrund - begreb

( Procesreglementet, art . 42, stk . 2 )

3 . Tjenestemaend - soegsmaal - soegsmaalsgrunde - utilstraekkelig begrundelse - afgoerelse ex officio

4 . Tjenestemaend - akt der indeholder et klagepunkt - begrundelsespligt - ikke overholdt - afhjaelpning under en sag for Retten - graenser

( Tjenestemandsvedtaegten, art . 25, stk . 2 )

5 . Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - pligt til at vaelge en bestaaet ansoeger ved besaettelsen af en ledig stilling - graenser - afslag paa at anvende en egnethedsliste som delvis er behaeftet med en uregelmaessighed - ulovligt

6 . Tjenestemaend - ansaettelse - udvaelgelsesproeve - pligt til at foretage udnaevnelser efter egnethedslistens rangfoelge - graenser - tjenestens interesse

7 . Tjenestemaend - soegsmaal - dom om annullation - Rettens kompetence til at give paalaeg - foreligger ikke

( Tjenestemandsvedtaegten, art . 91 )

8 . Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - tabets omfang ikke praeciseret - afvisning

( Tjenestemandsvedtaegten, art . 91, procesreglementet, art . 38, stk . 1 )

9 . Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - annullation af en anfaegtet ulovlig retsakt - passende erstatning af ikke-oekonomisk skade

( Tjenestemandsvedtaegten, art . 91 )

1 . Det forhold, at en ansoeger har deltaget i en udvaelgelsesproeve, efter hvis afslutning han i rangorden er opfoert paa egnethedslisten, godtgoer hans interesse i ansaettelsesmyndighedens opfoelgning af udvaelgelsesproeven . En afgoerelse om ikke at foretage en udnaevnelse og ivaerksaette en ny udvaelgelsesproeve er derfor negativ for ansoegeren .

2 . Selv om nye soegsmaalsgrunde og indsigelser ifoelge procesreglementets artikel 42, stk . 2, ikke maa fremfoeres under sagens behandling, medmindre disse stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling, boer et anbringende, som udgoer en udvidelse af et anbringende, der tidligere er fremfoert direkte eller indirekte i staevningen, admitteres .

3 . Retten skal ex officio efterproeve, om den sagsoegte institution har opfyldt sin pligt til at begrunde den anfaegtede afgoerelse .

4 . En afgoerelse om at se bort fra resultaterne fra en udvaelgelsesproeve og ivaerksaette en ny paa grund af visse uregelmaessigheder, som blev konstateret under afviklingen af den foerste udvaelgelsesproeve, er ikke tilstraekkelig begrundet, naar den ikke indeholder en angivelse af karakteren eller arten af de paagaeldende uregelmaessigheder .

Selv om en manglende begrundelse ikke kan afhjaelpes af det forhold, at sagsoegeren under sagens behandling for Retten faar kendskab til grundene til, at den anfaegtede, for ham negative afgoerelse blev truffet, gaelder dette ikke tilsvarende i forbindelse med en utilstraekkelig begrundelse . Forklaringer under retsforhandlingerne kan nemlig i saerlige tilfaelde medfoere, at et anbringende om utilstraekkelig begrundelse bliver uden genstand .

Foreligger der en utilstraekkelig begrundelse, samtidig med at der under sagens behandling er afgivet supplerende oplysninger, skal Retten undersoege, om de efter hinanden foelgende begrundelser, som den sagsoegte institution har fremfoert, lovligt kan motivere den anfaegtede afgoerelse .

5 . Vedtaegten paalaegger ikke ansaettelsesmyndigheden, naar ansaettelsesproceduren er paabegyndt, at foelge den op ved at besaette den ledige stilling . Men naar myndigheden faktisk vil besaette den ledige stilling, skal den udnaevne de bestaaede paa grundlag af resultaterne af udvaelgelsesproeven . Den kan kun fravige denne regel af vaesentlige grunde, som da klart og fuldstaendigt skal fremgaa af afgoerelsen . Derfor kan institutionen ikke frit afslutte ansaettelsesproceduren uden at undersoege, om der foreligger ganske vaesentlige grunde, som forhindrer en udnaevnelse af en bestaaet ansoeger .

Selv om det er korrekt, at proceduren i forbindelse med en udvaelgelsesproeve principielt i sin helhed bliver retsstridig, naar en ansoeger uretmaessigt er blevet afvist fra proeverne, goer det samme sig ikke gaeldende, saafremt en eller flere ansoegere fejlagtigt har faaet adgang . Under de omstaendigheder staar ansaettelsesmyndigheden over for en udvaelgelsesprocedure og en egnethedsliste, hvor de retsstridige dele kan udskilles fra lovformelige .

Ansaettelsesmyndigheden skal derfor overveje muligheden af at besaette den ledige stilling med en af de bestaaede ansoegere, som korrekt er opfoert paa egnethedslisten .

6 . Selv om ansaettelsesmyndigheden er berettiget til at fravige den noejagtige placering af de bestaaede ansoegere efter en udvaelgelsesproeve, skal der foreligge grunde i tjenestens interesse for at udnaevne en anden ansoeger end den, som er opfoert oeverst paa listen, til den ledige stilling .

7 . Retten kan ikke, uden at gribe ind i den administrative myndigheds befoejelser, tilpligte en faellesskabsinstitution at traeffe de foranstaltninger, som fuldbyrdelsen af en dom om annullation af afgoerelser, truffet i forbindelse med udvaelgelsesproever, indebaerer .

8 . Kravene i procesreglementets artikel 38, stk . 1, er ikke opfyldt i en staevning, hvori der er nedlagt paastand om erstatning for oekonomisk skade, naar det paastaaede tab ikke praeciseres, selv om det let kunne vaere angivet, og det hverken er godtgjort endsige haevdet, at der foreligger saerlige omstaendigheder, som kan begrunde, at tabet ikke er opgjort .

9 . Annullation af en forvaltningsakt, som tjenestemanden har anfaegtet, udgoer en passende genopretning og er i princippet tilstraekkelig til at genoprette enhver ikke-oekonomisk skade, tjenestemanden maatte have lidt som foelge af den annullerede akt . En paastand om 1 franc i symbolsk erstatning bliver derfor uden genstand .

Sagens baggrund

1 Europa-Parlamentet ( herefter benaevnt "Parlamentet ") offentliggjorde den 5 . december 1986 en meddelelse om almindelig udvaelgelsesproeve PE/41/A ( den engelsksprogede version af EFT C 311, s . 13 ) paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever . Dette skete med henblik paa ansaettelse af en engelsksproget kontorchef, loenklasse A3, ved Informationskontoret i London . Under overskriften "Udvaelgelsesproeve - fremgangsmaade og adgangsbetingelser" blev der i meddelelsen gjort opmaerksom paa, at de i ansoegningsskemaet anfoerte oplysninger vedroerende eksaminer og faglig erfaring kraevedes dokumenteret med bilag, der skulle fremsendes sammen med ansoegningsskemaet i form af fotokopier . Det blev desuden naermere anfoert : "Ansoegere kan under ingen omstaendigheder henvise til dokumentation, ansoegninger, oplysningsskemaer osv ., der er indsendt i forbindelse med tidligere ansoegninger ." Under overskriften "Indgivelse af ansoegninger" var det anfoert : "Denne ansoegning skal sammen med dokumentation for studier og faglig erfaring vaere afsendt ... senest den 19 . januar 1987 ... N.B . ( med kursiv ): Ansoegere, der ikke har indsendt ansoegningsskema med samtlige bilag inden for den angivne frist, vil ikke faa adgang til udvaelgelsesproeven . Det samme gaelder for tjenestemaend og oevrige ansatte ved Det Europaeiske Faellesskab ". Endelig fremgik foelgende af ansoegningsskemaet : "Dokumentation for studier eller andre kvalifikationer, der ikke er afsendt inden for den angivne frist, tages ikke i betragtning . Der kan ikke henvises til tidligere ansoegninger . Bemaerk : Saafremt De endnu ikke har fremsendt dokumentation, goeres der opmaerksom paa, at dokumentation for eksaminer og faglig erfaring skal vaere Europa-Parlamentet i haende senest den 19 . januar 1987 ...".

2 I det samme nummer af De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggjordes Parlamentets meddelelse 86/C 311/05, hvori bestemmelserne vedroerende afholdelse af almindelige udvaelgelsesproever var optrykt . I henhold til meddelelsens afsnit II 1 kunne ansoegerne om noedvendigt blive anmodet om at fremlaegge yderligere dokumentation og oplysninger .

3 Efter at ansoegningerne var indgivet, gav udvaelgelseskomitéen sagsoegeren adgang til proeverne . Udvaelgelseskomitéen afviste ansoegninger, bl.a . fra Spence og Waters, som er tjenestemaend ved Parlamentet, og fra Elphic og Morris paa grund af manglende eller utilstraekkelig dokumentation . Syv ansoegere, herunder Spence, Waters, Elphic og Morris, klagede over udvaelgelseskomitéens afvisning . Efter en fornyet behandling af sagen gav udvaelgelseskomitéen Spence og Waters adgang til proeven under henvisning til, at den noedvendige dokumentation fremgik af deres personlige aktmappe, som forvaltes af ansaettelsesmyndigheden .

4 Sagsoegeren blev to gange indkaldt til at aflaegge proeve i London . Ved begge lejligheder blev proeverne udsat . Sagsoegeren aflagde endeligt proeve den 6 . oktober 1987 . Den 29 . oktober 1987 blev han underrettet om, at han var blevet opfoert paa listen med fire ansoegere, som var fundet egnede til stillingen .

5 Paa egnethedslisten til udvaelgelsesproeve PE/41/A var foelgende fire ansoegere opfoert : sagsoegeren med 72 point og Beck med 69 point samt Spence og Waters med 63 point . Ifoelge pointopgoerelsen havde en femte ansoeger Tate med 58 point opnaaet det mindste antal, som kraevedes for at blive opfoert paa listen . Da listen kun kunne omfatte fire ansoegere, var Tate imidlertid ikke opfoert paa listen .

6 Den 19 . november 1987 kontaktede chefen for Ansaettelsestjenesten, Katgerman, telefonisk sagsoegeren og meddelte ham, at han skulle gennemgaa en laegeundersoegelse inden ansaettelsen . Samtalens naermere indhold er omtvistet . Katgerman bekraeftede ved skrivelse af 23 . november 1987 opfordringen til sagsoegeren om at gennemgaa en laegeundersoegelse og gav ham de noedvendige oplysninger med henblik herpaa .

7 Sagsoegeren gennemgik laegeundersoegelsen den 30 . november 1987 . I den forbindelse talte han med fru Laurenti i Generaldirektoratet for Personale, som oplyste ham om betingelserne for ansaettelse, og som viste ham udkastet til hans ansaettelsesdokument .

8 Elphic og Morris havde i mellemtiden hver for sig indgivet en klage over Parlamentets afvisning af deres ansoegning . Der var ogsaa indgivet en tredje klage af Trowbridge, en ansoeger, der efter aflagt proeve ikke blev opfoert paa egnethedslisten .

9 Den 8 . december 1987 bad formandens kabinetsdirektoer Parlamentets juridiske raadgiver om et notat vedroerende spoergsmaalet, om en udnaevnelse paa grundlag af udvaelgelsesproevens resultater kunne risikere at blive annulleret, hvis en afvist ansoeger anlagde sag . Parlamentets Juridiske Tjeneste udarbejdede dette juridiske notat den 9 . februar 1988 . Efter en gennemgang af de tre ovennaevnte klager var den Juridiske Tjeneste kommet til det resultat, at ansaettelsesmyndigheden havde ret til at se bort fra udvaelgelsesproevens resultater og afholde en ny udvaelgelsesproeve . Den 19 . februar 1988 meddelte kabinetsdirektoeren Parlamentets generalsekretaer, at formanden paa grundlag af notatet og retspraksis paa omraadet havde besluttet at se bort fra udvaelgelsesproevens resultater og ivaerksaette en helt ny udvaelgelsesprocedure .

10 Ved skrivelse af 6 . april 1988, underskrevet af chefen for Personaleafdelingen, underrettede Parlamentet sagsoegeren om, at formanden "havde konstateret visse uregelmaessigheder i proceduren" under udvaelgelsesproeven, "og ansaa det for rigtigt ikke at foretage en udnaevnelse men afholde en ny udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever ".

11 Sagsoegeren indgav den 17 . juni 1988 - i medfoer af artikel 90, stk . 2, i tjenestemandsvedtaegten for De Europaeiske Faellesskaber ( herefter benaevnt vedtaegten ) - en klage over denne afgoerelse til Parlamentets formand . Han gjorde i foerste raekke gaeldende, at han var "den udvalgte ansoeger" i artikel 33, stk . 1' s forstand, og at Parlamentet havde tilsidesat denne bestemmelse ved at annullere udvaelgelsesproceduren . For det andet havde Parlamentet tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning . For det tredje havde Parlamentet ikke overholdt betingelserne for at tilbagekalde en forvaltningsakt, og for det fjerde havde Parlamentet begaaet magtfordrejning . Han kraevede den anfaegtede retsakt ophaevet og anerkendelse af, at han havde krav paa at blive udnaevnt til den paagaeldende stilling . Han forbeholdt sig ret til at kraeve erstatning for det lidte tab ved Domstolen .

12 Parlamentet offentliggjorde den 30 . marts 1988 en meddelelse om afholdelse af en ny almindelig udvaelgelsesproeve PE/41a/A med henblik paa at besaette den samme stilling ( den engelsksprogede version af EFT C 82, s . 17 ). Sagsoegeren deltog i denne udvaelgelsesproeve . Paa egnethedslisten, som blev udarbejdet efter proeven, var foelgende fire ansoegere opfoert : Bond med 80,5 point, sagsoegeren med 73 point, Holdsworth med 72 point og Wood med 70,5 point . Tate befandt sig med 66 point endnu engang paa femtepladsen . Udvaelgelsesproeven foerte til udnaevnelse af Bond .

13 Sagsoegeren indgav den 24 . maj 1989 en ny klage, nu rettet mod Bonds udnaevnelse .

Retsforhandlingerne

14 Paa denne baggrund har sagsoegeren ved staevning indleveret paa Domstolens Justitskontor den 29 . juni 1988 anlagt naervaerende sag, hvorunder der er nedlagt paastand om annullation af den anfaegtede afgoerelse, om at han anerkendes at have krav paa at blive udnaevnt til den paagaeldende stilling og om, at han tilkendes ret til erstatning for sit oekonomiske og ikke-oekonomiske tab .

15 Sagsoegeren indgav samme dag en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse, for saa vidt som der herved indledes en ny udvaelgelsesprocedure i stedet for udvaelgelsesproeve PE/41/A . Begaeringen blev dog ikke blev taget til foelge, jf . kendelse af 11 . juli 1988 afsagt af formanden for Domstolens Tredje Afdeling, Hanning mod Parlamentet ( 176/88 R, Sml . s . 3915 ).

16 Skriftvekslingen har fundet sted fuldt ud for Domstolen . Skriftvekslingen er forloebet som fastsat, dog at den i henhold til vedtaegtens artikel 91, stk . 4, blev udsat, indtil der forelaa en udtrykkelig eller stiltiende afvisning af klagen ved udloebet af fristen i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk . 2 .

17 Domstolen henviste ved kendelse af 15 . november 1989 sagen til Retten i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24 . november 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans .

18 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede sagen uden forudgaaende bevisfoerelse . Paa Rettens anmodning har Parlamentet udleveret sagsmapperne for udvaelgelsesproeverne PE/41/A og PE/41a/A, som sagsoegerens repraesentant har gennemset paa Justitskontoret .

19 Under den mundtlige forhandling den 8 . maj 1990 er Retten blevet bekendt med de noejagtige resultater ved udvaelgelsesproeverne, saaledes som de er fremstillet ovenfor . Efter retsmoedet erklaerede formanden den mundtlige forhandling for afsluttet .

20 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande :

1 ) Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegeren medhold;

2 ) som foelge heraf annulleres den af Europa-Parlamentets formand trufne afgoerelse, der fremgaar af skrivelse af 6 . april 1988, og sagsoegeren kendes berettiget til udnaevnelse i henhold til udvaelgelsesproeve PE/41/A, der foerte til en beslutning om at ansaette ham;

3 ) sagsoegeren tilkendes 1 fr . i erstatning for sit ikke-oekonomiske og personlige tab og fuld erstatning for det oekonomiske tab;

4 ) under alle omstaendigheder tilpligtes sagsoegte at betale alle sagens omkostninger .

Parlamentet har nedlagt foelgende paastande :

1 ) Det foeres til retsbogen, at Parlamentet oensker det overladt til Rettens afgoerelse, om sagen kan antages til realitetsbehandling;

2 ) frifindelse;

3 ) spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres efter de gaeldende regler .

Annullationen af formandens afgoerelse

Formaliteten

21 Sagsoegeren har paastaaet annullation af den af Parlamentets formand trufne afgoerelse, der skal fremgaa af en til ham rettet skrivelse af 6 . april 1988 . Det boer bemaerkes, at afgoerelsens art foerst skal praeciseres . I duplikken har Parlamentet fremlagt en raekke akter herom . Det fremgaar heraf, at Parlamentets Juridiske Tjeneste den 9 . februar 1988 udarbejdede et juridisk notat til Parlamentets formand, hvori tjenesten udtalte, at ansaettelsesmyndigheden efter tre klager havde ret til at se bort fra resultaterne fra udvaelgelsesproeve PE/41/A og afholde en ny proeve . Formandens kabinetsdirektoer underrettede ved et notat af 19 . februar 1988 Parlamentets generalsekretaer om, at formanden paa baggrund af det juridiske notats konklusioner havde besluttet at se bort fra udvaelgelsesproevens resultater og ivaerksaette en helt ny udvaelgelsesproeve for at besaette den paagaeldende stilling . I overensstemmelse med dette notat meddeltes sagsoegeren ved skrivelse af 6 . april 1988, at formanden havde konstateret visse uregelmaessigheder i proceduren og ansaa det for rigtigt ikke at fortage en udnaevnelse men afholde en ny udvaelgelsesproeve . Det fremgaar heraf, at soegsmaalet er rettet mod formandens afgoerelse om at bortse fra resultaterne fra udvaelgelsesproeve PE/41/A og afholde en ny udvaelgelsesproeve .

22 Parlamentet har rejst spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt boer anses for en generel foranstaltning, som ikke kan vaere genstand for en privats soegsmaal . Den sagsoegte institution erkender dog, at naar en egnethedsliste er udarbejdet, er afgoerelsen om at afbryde ansaettelsesproceduren en omstoedelse af denne liste, som jo indebaerer muligheder for de ansoegere, som er opfoert paa den . Efter Parlamentets egen opfattelse kan en saadan retsakt saaledes opfattes som en akt af negativ karakter for de paa egnethedslisten opfoerte ansoegere . Herefter vil Parlamentet da ikke protestere mod en realitetsbehandling af sagen .

23 Efter Domstolens praksis godtgoer det forhold, at en ansoeger har deltaget i en udvaelgelsesproeve, efter hvis afslutning han i rangorden er opfoert paa egnethedslisten, hans interesse i ansaettelsesmyndighedens opfoelgning af udvaelgelsesproeven . Da disse betingelser er opfyldt i den foreliggende sag, maa den anfaegtede afgoerelse antages at vaere negativ for sagsoegeren, jf . dom af 24 . juni 1969, Fux mod Kommissionen ( 26/68, Sml . 1969, s . 31 ).

24 Henset til vedtaegtens artikel 90, stk . 2, indgav sagsoegeren rettidigt klagen af 17 . juni 1988, hvis formulering svarer til de i sagen nedlagte paastande . I kendelsen af 11 . juli 1988 har formanden for Domstolens Tredje Afdeling udtalt, at hvis sagsoegeren faar medhold, vil en eventuel udnaevnelse af en anden ansoeger efter udvaelgelsesproeve PE/41a/A vaere ugyldig, og den foerste udnaevnelsesprocedure vil blive fortsat, som om den anfaegtede afgoerelse ikke var blevet truffet . Derfor var sagsoegerens anden klage af 24 . maj 1989 over udnaevnelsen af en anden ansoeger til stillingen slet ikke noedvendig . Det maa derfor fastslaas, at den foerste paastand kan antages til realitetsbehandling .

Realiteten

25 Til stoette for soegsmaalet har sagsoegeren fremfoert fem anbringender : for det foerste at Parlamentet har tilsidesat vedtaegtens artikel 33; for det andet at Parlamentet har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning; for det tredje at det ikke har overholdt betingelserne for at tilbagekalde en forvaltningsakt, og for det fjerde at det har begaaet magtfordrejning . Sagsoegeren goer endelig gaeldende, at afgoerelsens begrundelse er utilstraekkelig og forkert .

26 Med hensyn til det foerste anbringende paaberaaber sagsoegeren sig ordlyden af vedtaegtens artikel 33 : "Foer udnaevnelsen underkastes den udvalgte ansoeger en laegeundersoegelse ...". Sagsoegeren betragter sig som den udvalgte ansoeger . Ifoelge sagsoegeren kunne hans udnaevnelse kun stilles i bero, saafremt laegeundersoegelsen ikke fik et positivt udfald . Da resultatet fra laegeundersoegelsen var positivt, var den sidste hindring for hans udnaevnelse saaledes fjernet . Sagsoegeren goer gaeldende, at Katgermans henvendelse til ham var et naturligt led i gennemfoerelsen af den beslutning, man havde truffet om at udnaevne ham . Administrationens hoejtstaaende embedsmaend - som Katgerman - handler ikke efter forgodtbefindende, men efter anvisninger . Under sagsoegerens telefonsamtale den 19 . november 1987 med Katgerman praeciserede denne, at da Parlamentets formand "oenskede udnaevnelsesproceduren afsluttet hurtigt", maatte sagsoegeren traeffe foranstaltninger til snarest at udtraede af tjenesten ved Europaraadet . Den 15 . december 1987 oplyste Katgerman ham desuden om, at udnaevnelsesproceduren var blevet noget forsinket, og at han hoejst sandsynligt ville faa tilsendt ansaettelsesdokumentet inden for de foerste fjorten dage af januar 1988 . Der manglede kun visse formaliteter, dvs . Parlamentets formands underskrift . Under disse omstaendigheder burde Parlamentet have udnaevnt ham til den paagaeldende stilling . Under den mundtlige forhandling har sagsoegeren tillige gjort gaeldende, at han var opfoert som nummer et paa egnethedslisten .

27 Parlamentet har heroverfor - under henvisning til Domstolens dom af 8 . juni 1988, Vlachou mod Revisionsretten ( 135/87, Sml . s . 2901, 2915 ) - anfoert, at ansaettelsesmyndigheden frit kan afslutte en ansaettelsesprocedure . Den er ikke bundet af den egnethedsliste, som udarbejdes efter denne procedure . Efter Parlamentets opfattelse giver hverken sagsoegerens resultater ved den paagaeldende proeve eller hans placering paa egnethedslisten ham krav paa at blive udnaevnt . De oplysninger, som sagsoegeren fik fra Parlamentets tjenestegrene, og eventuelle forberedende dokumenter, kan ikke rejse tvivl om ansaettelsesmyndighedens kompetence . Parlamentet finder sagsoegerens fortolkning af vedtaegtens artikel 33 fejlagtig . I henhold til bestemmelsen finder laegeundersoegelsen sted "foer" udnaevnelsen . Ansaettelsesmyndighedens kompetence kan ikke paavirkes af en laegeundersoegelse, som er blevet gennemfoert for at afslutte behandlingen af sagsoegerens sag .

28 For saa vidt angaar det andet anbringende, som stoettes paa tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, har sagsoegeren gjort gaeldende, at ingen anden ansoeger skulle til laegeundersoegelse . Ved paa ny at henvise til de oplysninger, han fik fra Kommissionens tjenestegrene, goer han gaeldende, at parlamentetformandens afgoerelse har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for saa vidt som han kunne goere sig forhaabning om at blive udnaevnt . I replikken har sagsoegeren kraevet Katgerman afhoert kontradiktorisk med hensyn til telefonsamtalerne, som fandt sted i november og december 1987 . Sagsoegeren erkender, at dette andet anbringende kun kan have ansaettelsesmyndigheden som adressat . Han mener dog, at det fremgaar af vedtaegtens artikel 21, stk . 2, at en underordnets ansvar ikke fritager den foresatte for ansvar .

29 Parlamentet har bestridt, at det har foreslaaet sagsoegeren at traeffe andre foranstaltninger end med hensyn til laegeundersoegelsen . Sagsoegeren boer derfor afskaeres fra at paaberaabe sig en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvilket i oevrigt kun kan foreholdes selve ansaettelsesmyndigheden . Ifoelge Parlamentet har de tjenestemaend, som har haft kontakt med sagsoegeren, kun handlet under forbehold af en positiv afgoerelse fra ansaettelsesmyndigheden . Parlamentet har fremlagt en erklaering underskrevet af Katgerman, hvori det erklaeres, at han kun har bedt sagsoegeren om at gennemgaa en laegeundersoegelse . Efter Parlamentets opfattelse er det derfor formaalsloest at afhoere Katgerman .

30 Med sit tredje anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at betingelserne for at tilbagekalde forvaltningsakter ikke er opfyldt . Han anfoerer, at efter laegeundersoegelsen var afgoerelsen om udnaevnelse ikke blot mulig, men forelaa faktisk . Afgoerelsen gav foelgelig sagsoegeren saadanne individuelle rettigheder, at den ikke kunne tilbagekaldes . Selv om ansaettelsesproceduren var behaeftet med visse uregelmaessigheder, quod non, kunne forvaltningsakten om hans udnaevnelse kun tilbagekaldes, saafremt principperne om retssikkerhed og beskyttelsen af den berettigede forventning blev overholdt . I oevrigt burde Parlamentet have handlet inden for rimelig tid i stedet for at vente flere maaneder . I replikken har sagsoegeren tilfoejet, at Parlamentet ikke har anfoert saadanne tvingende grunde, som eventuelt havde kunnet begrunde annullation af udvaelgelsesproeven, hvorfor det har overskredet graenserne for, hvornaar forvaltningsakter ensidigt kan tilbagekaldes . Sagsoegeren bemaerker videre, at den foerste udvaelgelsesproeve allerede var annulleret, for saa vidt angaar datoen for proevernes afholdelse, men at Parlamentet havde besluttet at paabegynde den og foere den til ende med de samme ansoegere .

31 Parlamentet bestrider, at der foreligger en forvaltningsakt, som skaber individuelle rettigheder . Efter Parlamentets opfattelse har ansaettelsesmyndigheden hverken truffet en formel eller de facto-afgoerelse om at udnaevne sagsoegeren . Den anfaegtede afgoerelse skulle afslutte og annullere en udvaelgelsesproeve, som var behaeftet med fejl, og kan ikke kraenke rettigheder, som endnu ikke er stiftet . Parlamentet haevder, at den foerste udvaelgelsesprocedure ikke var annulleret, for saa vidt dato for proevernes afholdelse . I realiteten havde udvaelgelseskomitéen foerst udsat proeverne én gang og derefter udskudt dem endnu en gang, hvorved man praeciserede, at der senere ville blive tilsendt naermere oplysninger . Brevet herom - af 20 . juli 1987 - fastsatte endeligt proevernes afholdelse til 6 . oktober 1987 .

32 Til stoette for det fjerde anbringende om magtfordrejning har sagsoegeren gjort gaeldende, at de uregelmaessigheder, Parlamentet har paaberaabt til begrundelse for "at annullere" afgoerelsen, ikke er blevet praeciseret af institutionen . Ifoelge sagsoegeren har uregelmaessighederne kun tjent som paaskud for den virkelige afgoerelse, nemlig ikke at udnaevne ham . Der er ingen indlysende forklaring paa, hvorfor Parlamentet ville foelge udnaevnelsesproceduren op og lade den slutte med en undersoegelse af ham, hvis disse uregelmaessigheder virkelig var begaaet, foer man valgte ham . Sagsoegeren anfoerer flere "indicier" for at bevise, at der foreligger magtfordrejning : Parlamentet har ikke oplyst, hvor alvorlige uregelmaessigheder det drejer sig om; udvaelgelsesproevens annullation var en brat - eller i bedste fald tvivlsom - kovending fra Parlamentets side; Personaleudvalget har i en skrivelse til Parlamentet gjort gaeldende, at man i forbindelse med en saadan afgoerelse slet ikke kan afvise, at der er udoevet politisk pression; sagens videre udvikling viser, at Parlamentet ikke blot ville afhjaelpe de haevdede procedurefejl, men i realiteten oenskede at slippe af med sagsoegeren .

33 I replikken har sagsoegeren tilfoejet, at den omtvistede afgoerelse i betragtning af de krav, der fremgaar af Domstolens praksis, ikke var tilstraekkelig begrundet . Efter hans opfattelse beviser resultatet fra den anden udvaelgelsesprocedure, at i modsaetning til det af Parlamentet haevdede var formaalet med afgoerelsen om en anden udvaelgelsesprocedure, at han ikke skulle udnaevnes . Under den mundtlige forhandling har sagsoegeren desuden henvist til en skrivelse af 2 . juli 1988 fra udvaelgelseskomitéens formand til Parlamentets formand, som findes i sagsmappen til udvaelgelsesproeve nr . PE/41/A . Denne skrivelse er et svar paa et notat fra Parlamentets juridiske raadgiver, som ikke findes i sagsmappen . I skrivelsen oplyses Parlamentets formand om, at udvaelgelseskomitéen efter langvarige droeftelser var kommet frem til, at sagens forskellige dokumenter ikke begrundede, at arbejdet blev afbrudt, noget som ville bringe institutionen i en svag stilling i forhold til tredjemaend . Derfor fastsatte udvaelgelseskomitéen datoerne for proevernes afholdelse til den 5 . og 6 . oktober 1988 . Sagsoegeren haevder, at denne skrivelse beviser, at der under udvaelgelsesproceduren blev grebet ind fra hoejeste sted i Parlamentet .

34 Parlamentet bestrider at have begaaet magtfordrejning . Det goer gaeldende, at i medfoer af Domstolens dom af 23 . oktober 1986, Hoyer mod Revisionsretten ( forenede sager 322/85 og 323/85, Sml . s . 3215, jf . s . 3227 ) skulle det annullere udvaelgelsesproeven ved en begrundet afgoerelse og ivaerksaette en helt ny procedure . For at godtgoere, at sagsoegerens person ikke har spillet nogen rolle i forbindelse med Parlamentets toeven og overvejelser, har det som bilag til duplikken fremlagt sagsmappen vedroerende afgoerelsen .

35 Med hensyn til det femte anbringende har sagsoegeren gjort gaeldende i staevningen, at Parlamentet ikke har praeciseret de paastaaede uregelmaessigheder . I replikken har sagsoegeren formelt paaberaabt sig, at den anfaegtede afgoerelse er utilstraekkeligt begrundet . Han goer gaeldende, at afgoerelsen ikke indeholder en begrundelse, som paa praecis og overbevisende maade forklarer, hvori de paastaaede uregelmaessigheder bestaar . Det er heller ikke praeciseret, paa hvilken maade udvaelgelseskomitéen har foraarsaget uregelmaessigheder, som er alvorlige nok til, at Parlamentet kan traeffe afgoerelse om at begynde udvaelgelsesproceduren forfra . Under den mundtlige forhandling har sagsoegeren kritiseret, at Parlamentet har afventet duplik, foer det har fremlagt det juridiske notat . Han goer gaeldende, at den sene fremlaeggelse af sagsdokumenter ikke kan aendre paa den juridiske kendsgerning, at den anfaegtede afgoerelse ikke indeholder en tilstraekkelig begrundelse . Desuden strider notatet fra Parlamentets Juridiske Tjeneste mod notatet fra udvaelgelseskomitéens formand : de klager, hvis behandling den Juridiske Tjenestes notat byggede paa, kan ikke begrunde, at den foerste udvaelgelsesproeve blev annulleret . Den Juridiske Tjeneste har i sit notat ikke taget hoejde for sagsoegerens stilling som den bedst placerede ved den foerste udvaelgelsesproeve . Parlamentet burde have afsluttet udvaelgelsesproceduren ved at udnaevne sagsoegeren .

36 Parlamentet har i duplikken naermere anfoert, at afgoerelsen om at se bort fra resultaterne fra udvaelgelsesproeven blev truffet den 19 . februar 1988 paa grundlag af notatet fra institutionens Juridiske Tjeneste, hvis konklusioner det tilsluttede sig . Parlamentet tilfoejer, at sagsoegeren foerst fik kendskab til den retsakt, han anfaegter, ved den information, han modtog den 6 . april 1988, hvori han blev oplyst om, at Parlamentets formand havde konstateret visse uregelmaessigheder i udvaelgelsesproceduren . Under den mundtlige forhandling har Parlamentet gjort gaeldende, at uregelmaessighederne i udvaelgelsesproceduren begrundede den anfaegtede afgoerelse . Da der var indgivet flere klager til Parlamentet, var man af den opfattelse, at der forelaa en alvorlig risiko for, at en udnaevnelse paa grundlag af resultaterne fra den foerste udvaelgelsesproeve ville blive annulleret . Ifoelge Parlamentet var den anfaegtede afgoerelse den eneste mulighed for at undgaa, at de ansoegere, som fejlagtigt var udelukket fra udvaelgelsesproeven, rejste soegsmaal mod Parlamentet, hvis udfald var meget usikkert .

37 Retten finder foerst at burde tage stilling til anbringendet om den anfaegtede afgoerelses begrundelse .

38 Herved bemaerkes, at i henhold til artikel 42, stk . 2, i Domstolens procesreglement, som i henhold til artikel 11, stk . 3, i den naevnte raadsafgoerelse af 24 . oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse ved Retten, maa der ikke fremfoeres nye soegsmaalsgrunde under sagens behandling, medmindre disse stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under den skriftlige forhandling . Imidlertid udtalte Domstolen i dom af 19 . maj 1983, Verros mod Parlamentet ( 306/81, Sml . s . 1755, jf . s . 1764 ), at et anbringende, som udgoer en udvidelse af et anbringende, der tidligere er fremfoert direkte eller indirekte i staevningen, boer admitteres . Saaledes forholder det sig med det i naervaerende sag fremfoerte anbringende om, at den anfaegtede afgoerelse var utilstraekkeligt begrundet, idet anbringendet blev fremfoert indirekte i staevningen og er en udvidelse af anbringendet om magtfordrejning . Hertil kommer, at det under alle omstaendigheder paahviler Retten ex officio at efterproeve, om Parlamentet har opfyldt forpligtelsen til at begrunde sin afgoerelse, jf . Domstolens dom af 1 . juli 1986, Usinor mod Kommissionen ( 185/85, Sml . s . 2079, jf . s . 2098 ), og dom af 20 . februar 1959, Nold mod Haute Autorité ( 18/57, Sml . 1954-1964, s . 131 ).

39 I henhold til Domstolens faste praksis har pligten til at begrunde en afgoerelse, som indeholder et klagepunkt, og som er truffet i henhold til vedtaegtens artikel 25, stk . 2, til formaal dels at give afgoerelsens adressat oplysninger, der er tilstraekkelige til at fastslaa, om afgoerelsen er rigtig, dels at goere det muligt for Domstolen at udoeve sin kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed, jf . eksempelvis Domstolens dom af 21 . juni 1984, Lux mod Revisionsretten ( 69/83, Sml . s . 2447, jf . s . 2467, og dom af 13 . juli 1989, Jaenicke Cendoya mod Kommissionen, praemis 10 ( 108/88, Sml . s . 2711 ).

40 Skrivelsen af 6 . april 1988, som bragte den anfaegtede afgoerelse til sagsoegerens kundskab, henviser kun til "uregelmaessigheder ved proceduren" i forbindelse med udvaelgelsesproeven . Skrivelsen angav ikke uregelmaessighedernes karakter eller art og foelgelig heller ikke, hvorfor Parlamentets formand havde besluttet at undlade at foretage en udnaevnelse og ivaerksaette en ny udvaelgelsesproeve . For at sagsoegeren skulle have mulighed for at vurdere, om afgoerelsen var behaeftet med en mangel, som kunne danne grundlag for at anfaegte dens lovlighed, burde Parlamentet have oplyst ham om karakteren og arten af de paagaeldende uregelmaessigheder . Desuden har Retten ikke alene paa grundlag af denne skrivelse kunnet udoeve kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed . Det forhold, at skrivelsen til internt brug i institutionen blev mere detaljeret begrundet er derfor uden betydning . Det maa herefter fastslaas, at den anfaegtede afgoerelse er utilstraekkeligt begrundet .

41 Det bemaerkes, at en manglende begrundelse ikke kan afhjaelpes af det forhold, at en sagsoeger under den mundtlige forhandling for Retten er blevet bekendt med grundene til en for ham negativ afgoerelse, jf . Domstolens dom af 26 . november 1981, Michel mod Parlamentet ( 195/80, Sml . s . 2861, jf . s . 2876 f .), men dette gaelder ikke tilsvarende i forbindelse med en utilstraekkelig begrundelse .

42 Domstolen har nemlig anerkendt, at i ganske saerlige tilfaelde kan forklaringer under retsforhandlingerne medfoere, at et anbringende om utilstraekkelig begrundelse bliver uden genstand . I Domstolens dom af 8 . marts 1988 antoges det saaledes, at dokumenter, som var fremlagt under retsforhandlingerne, under hvilke sagsoegerne fik kendskab til grundene til, at de ikke fik adgang til en del af udvaelgelsesproeven, ogsaa satte Domstolen i stand til at foretage en proevelse af fremgangsmaaden og at kontrollere resultatet heraf i et omfang, der er foreneligt med det vide skoen, som enhver udvaelgelseskomité har ved sine vaerdidomme, og Domstolen fandt herefter at kunne tilsidesaette anbringenderne som ubegrundede ( Sergio m.fl . mod Kommissionen, forenede sager 64, 71-73 og 78/86, Sml . s . 1399, jf . s . 1440 ). Tilsvarende antog Domstolen i dom af 30 . maj 1984, at supplerende oplysninger, som Parlamentet gav i sin besvarelse af Domstolens spoergsmaal, gjorde det muligt for denne at udoeve sin proevelsesret vedroerende lovligheden og kontrollere, om begrundelsen var korrekt . Herefter fandt Domstolen, at den omstaendighed, at den oprindelige begrundelse var kortfattet, ikke i sig selv kunne danne grundlag for en annullation af den anfaegtede retsakt ( Picciolo mod Parlamentet, 111/83, Sml . s . 2323, jf . s . 2339 ).

43 I den foreliggende sag har Parlamentet fremfoert to paa hinanden foelgende grunde, som - ifoelge Parlamentet - kan begrunde formandens afgoerelse . I sagen Kohler mod Revisionsretten havde den sagsoegte institution til stoette for sin afgoerelse angivet flere paa hinanden foelgende begrundelser, hvilket senest skete under den mundtlige forhandling . Efter at Domstolen havde konstateret, at disse begrundelser ikke udgjorde en tilstraekkelig retlig begrundelse for afgoerelsen, annullerede Domstolen denne ( dom af 9 . februar 1984, Kohler mod Revisionsretten, forenede sager 316/82 og 40/83, Sml . s . 641, jf . s . 657 f .).

44 Det fremgaar af denne praksis, at foreligger der en utilstraekkelig begrundelse, samtidig med at der under sagens behandling er afgivet supplerende oplysninger, skal Retten undersoege, om de efter hinanden foelgende begrundelser, som den sagsoegte institution har fremfoert, lovligt kan motivere den anfaegtede afgoerelse .

45 I svarskriftet har Parlamentet som foerste begrundelse gjort gaeldende, at man frit kunne afslutte ansaettelsesproceduren, idet alene Parlamentet kunne traeffe afgoerelse om at indlede en saadan procedure ( jf . Domstolens naevnte dom af 8 . juni 1988, Vlachou, 135/87 ). Ifoelge Parlamentet henhoerte det alene under ansaettelsesmyndighedens skoen at afgoere, at proceduren ikke skulle fortsaettes . Det bemaerkes indledningsvis, at dette argument ikke fandtes i den begrundelse, Parlamentet oprindeligt fremfoerte for at motivere den anfaegtede afgoerelse . Den oprindelige begrundelse henviste kun til uregelmaessighederne ved udvaelgelsesproceduren .

46 Domstolen anerkendte ved den naevnte dom af 8 . juni 1988 ( Vlachou, 135/87 ), at ansaettelsesmyndigheden har et vidt skoen til at afgoere, under hensyn til den raekkefoelge, der angives i tjenestemandsvedtaegtens artikel 29, hvorledes en ledig stilling bedst kan besaettes, men det maa dog fremhaeves, at de faktiske omstaendigheder, som laa til grund for denne dom, adskiller sig fra denne sags . I Vlachou-sagen havde Domstolen nemlig i en tidligere dom ( af 6 . februar 1986, Vlachou mod Revisionsretten, 143/84, Sml . s . 459 ) annulleret udnaevnelsen paa grundlag af den foerste udvaelgelsesproeve . Dette skete under henvisning til, at udvaelgelseskomitéen havde tilsidesat det almindelige princip om ligebehandling af deltagerne i en udvaelgelsesproeve ved den maade, hvorpaa den fastsatte fordelingsnoeglen for point . Tilsvarende skal det bemaerkes - selv om Domstolen i ovennaevnte dom af 24 . juni 1969, Fux ( 26/68, Sml . s . 31 ) ogsaa indroemmede ansaettelsesmyndigheden et vidt skoen ved at udtale, at ansaettelsesmyndigheden ikke har pligt til at foelge en paabegyndt ansaettelsesprocedure op ved at besaette den ledige stilling - tvisten i den paagaeldende sag angik en afgoerelse om at nedlaegge den stilling, som havde vaeret udvaelgelsesproevens genstand, dvs . en foranstaltning vedroerende tjenestegrenenes organisation . Domstolen gav ikke sagsoegeren medhold i den sag, vedkommende som den bedst placerede ved udvaelgelsesproeven havde anlagt til proevelse af denne afgoerelse . I naervaerende sag har Parlamentet imidlertid ikke nedlagt den omhandlede stilling, tvaertimod indledte man endnu en udvaelgelsesproeve .

47 Med hensyn til afgoerelsen om ikke at foelge en ansaettelsesprocedure op ved at udnaevne den bedst placerede paa grundlag af resultaterne fra den udvaelgelsesproeve, som var ivaerksat med dette formaal - hvilket er det spoergsmaal, hvorom denne sag drejer sig - fik Domstolen i den naevnte dom af 9 . februar 1984, Kohler ( forenede sager 316/82 og 40/83 ), lejlighed til at praecisere omfanget og graenserne for ansaettelsesmyndighedens skoen .

48 I sagen udtalte Domstolen, at vedtaegten ikke forpligter ansaettelsesmyndigheden til efter en paabegyndt ansaettelsesprocedure at besaette den stilling, der er blevet opslaaet ledig . Det gaelder dog i almindelighed, at ansaettelsesmyndigheden i forbindelse med besaettelsen af en stilling, der er blevet opslaaet ledig, skal foretage en udnaevnelse paa grundlag af resultaterne af den paagaeldende udvaelgelsesproeve . Ansaettelsesmyndigheden kan kun fravige denne regel af ganske vaesentlige grunde, som da klart og fuldstaendigt skal fremgaa af afgoerelsen . Det foelger heraf, at Parlamentet i foreliggende sag ikke frit kunne afslutte ansaettelsesproceduren uden at undersoege, om der forelaa ganske vaesentlige grunde, som forhindrede en udnaevnelse paa grundlag af resultaterne fra udvaelgelsesproeve PE/41/A . Saaledes tager den sagsoegte institution i sin argumentation, som stoettes paa ansaettelsesmyndighedens skoen i forbindelse med ansaettelse, ikke hoejde for skoennets graenser, ligesom argumentationen ikke kan begrunde den anfaegtede afgoerelse .

49 Som sin anden begrundelse har Parlamentet fremlagt sagsmappen for den anfaegtede afgoerelse . I sagen findes det notat, den Juridiske Tjeneste udarbejdede den 9 . februar 1988 om de klager, som var indgivet over proceduren under udvaelgelsesproeve PE/41/A . Herved har Parlamentet henvist til, at formanden traf sin afgoerelse udelukkende paa grundlag af dette notat og retspraksis paa omraadet .

50 Det maa derfor undersoeges, om denne anden motivering indeholder saadanne ganske vaesentlige grunde, som kan berettige beslutningen om at se bort fra udvaelgelsesproevens resultater . Som begrundelsen fremgaar af den Juridiske Tjenestes notat, er den toleddet . For det foerste konstaterede Parlamentets formand, at proceduren i forbindelse med udvaelgelsesproeve PE/41/A var behaeftet med uregelmaessigheder . For det andet fandt han, at uregelmaessighederne begrundede hans afgoerelse om at se bort fra resultaterne og afholde en ny udvaelgelsesproeve, fordi ansaettelsesmyndigheden havde modtaget flere klager over afviklingen af den foerste procedure, og fordi udvaelgelseskomitéen ikke havde opfoert en ansoeger paa egnethedslisten, der, hvis det ikke havde vaeret for de omhandlede uregelmaessigheder, burde have vaeret opfoert paa den .

51 Der skal foerst tages stilling til, om der virkelig foreligger de uregelmaessigheder, som Parlamentet paaberaaber sig . Ifoelge institutionen bestod uregelmaessighederne i, at udvaelgelseskomitéen havde givet to ansoegere adgang til proeverne, som, idet de ikke havde fremsendt den fornoedne dokumentation inden for fristen i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, burde have vaeret afvist .

52 Det fremgaar af den af Parlamentet fremlagte sagsmappe, at udvaelgelseskomitéen havde modtaget 78 ansoegninger, efter at meddelelsen om udvaelgelsesproeve nr . PE/41/A var offentliggjort . Den afviste 50, hvoraf 42 med den - muligvis eneste - begrundelse, at der enten manglede eller ikke forelaa tilstraekkelig dokumentation . Ansoegningerne fra tjenestemaendene Spence og Waters samt fra Elphic og Morris blev bl.a . afvist af denne grund . Med hensyn til Waters og Morris blev der fremfoert to andre grunde : Waters opfyldte ikke aldersbetingelserne, og Morris havde ikke tilstraekkelig faglig erfaring .

53 Syv ansoegere, herunder Spence, Waters, Elphic og Morris, klagede over udvaelgelseskomitéens afslag paa at give dem adgang til proeverne . Ved et moede den 21 . maj 1987 behandlede udvaelgelseskomitéen klagerne og konstaterede, at der var en "forskel" mellem de generelle bestemmelser vedroerende afholdelse af almindelige udvaelgelsesproever, som var offentliggjort i det samme EF-Tidende som meddelelsen om udvaelgelsesproeve PE/41/A, og selve meddelelsen . Saaledes fremgaar det af de generelle bestemmelser, at ansoegerne om noedvendigt kan anmodes om at fremlaegge yderligere dokumentation og oplysninger . Ifoelge et notat, som formanden for udvaelgelseskomitéen den 22 . januar 1988 sendte Parlamentets juridiske raadgiver, mente komitéen, at denne bestemmelse ikke var i samklang med bestemmelsen i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, hvoraf fremgik, at dokumentation skulle fremsendes i form af fotokopier inden for den fastsatte frist . Udvaelgelseskomitéen var af den opfattelse, at forskellen havde kunnet bringe Spence og Waters i vildfarelse ved bestemmelsens fortolkning . Disse ansoegere var nemlig tjenestemaend ved Parlamentet, hvis personlige aktmappe den samme afdeling, som skulle tilrettelaegge udvaelgelsesproeven, stod for . Udvaelgelseskomitéen fandt, at dokumenterne i de to ansoegeres personlige aktmapper var tilstraekkelig klare til, at ansoegerne opfyldte betingelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, og besluttede af denne aarsag at give dem adgang til proeverne . To af udvaelgelseskomitéens medlemmer stemte for at give ansoegerne adgang til proeverne, en stemte imod, og to undlod at stemme . De oevrige klager blev afvist, og ansoegerne blev skriftligt underrettet herom . Efter proeverne blev Spence og Waters opfoert som nummer tre og fire paa egnethedslisten . Den femte ansoeger, som havde opnaaet mindsteantallet for at blive opfoert paa listen, blev ikke opfoert, idet listen kun maatte omfatte fire navne .

54 I notatet af 9 . februar 1988 laegger Parlamentets Juridiske Tjeneste til grund, at pligten til at fremlaegge den kraevede dokumentation inden for den fastsatte frist var anfoert to gange i meddelelsen om udvaelgelsesproeven og to gange paa ansoegningsskemaet . Tjenesten udleder heraf, at pligten fremgik med tilstraekkelig klarhed . Det bemaerkes i notatet, at ingen af de afviste ansoegere har fremfoert, at de var blevet forvirrede paa grund af en anden formulering end i de generelle bestemmelser . Det er udvaelgelseskomitéen, som har taget dette forhold i betragtning . Foelgelig er der ikke anfoert noget acceptabelt forhold, som kan begrunde, hvorfor udvaelgelseskomitéen imoedekom Spence' s og Waters' klager, men ikke de oevrige afviste ansoegeres . Den Juridiske Tjeneste kommer til det resultat, at udvaelgelseskomitéen har begaaet procedurefordrejning under sagsbehandlingen, for det foerste ved ikke at anvende bestemmelserne i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, for det andet ved at kraenke lighedsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling .

55 Det skal i den henseende bekraeftes, at notatet fra Parlamentets Juridiske Tjeneste var korrekt . De to ansoegende parlamentstjenestemaend var nemlig blevet advaret flere gange - herunder ved en passus med kursiv, som skulle tiltraekke deres opmaerksomhed - mod at undlade at indsende hele den kraevede dokumentation . Den formulering i de generelle bestemmelser, paa grundlag af hvilken udvaelgelseskomitéen besluttede at give ansoegerne adgang til proeverne, strider paa ingen maade med teksten i meddelelsen om udvaelgelsesproeven . Ifoelge Domstolens faste praksis maa ansoegerne selv tilstille udvaelgelseskomitéen alle de oplysninger, som de finder noedvendige med henblik paa gennemgangen af deres ansoegning ( dom af 12 . juli 1989, Belardinelli mod Domstolen, 225/87, praemis 24, Sml . s . 2353 ). Foelgelig blev Spence' s og Waters' ansoegninger med rette afvist ved udvaelgelsesprocedurens begyndelse . Ved efterfoelgende at give ansoegerne adgang til proeverne begik udvaelgelseskomitéen en retlig fejl . Det konstateres derfor, at udvaelgelseskomitéen med urette gav ansoegerne Spence og Waters adgang til udvaelgelsesproeven og opfoerte dem paa egnethedslisten . Det er derfor vigtigt at fastslaa, at udvaelgelsesproceduren faktisk var behaeftet med uregelmaessigheder .

56 Det maa for det andet undersoeges, om grundene til, at Parlamentets formand besluttede at se bort fra udvaelgelsesproevens resultater, efter at han havde konstateret de ovennaevnte uregelmaessigheder, kan berettige denne afgoerelse .

57 Den Juridiske Tjenestes notat og Parlamentets formands afgoerelse, som er truffet paa grundlag af notatet, hviler paa behandlingen af klagerne over afviklingen af proceduren ved udvaelgelsesproeve nr . PE/41/A .

58 Under den mundtlige forhandling har Parlamentet forklaret, at det ansaa det for hensigtsmaessigt at se bort fra den foerste udvaelgelsesproeves resultater paa grund af de klager, som de afviste ansoegere havde indgivet . Hvis disse ansoegere havde kunnet deltage i proeverne, havde de haft mulighed for at opnaa et bedre resultat end de ansoegere, som blev opfoert paa egnethedslisten . Disse ansoegere havde saaledes kunnet anlaegge sager, som kunne have foert til annullation af en udnaevnelse paa grundlag af udvaelgelsesproeve PE/41/A . Ifoelge den sagsoegte institution ville parlamentsformanden undgaa denne risiko ved at traeffe den anfaegtede afgoerelse . Det maa derfor undersoeges, om den Juridiske Tjenestes bedoemmelse af klagerne retligt kunne begrunde den anfaegtede afgoerelse .

59 Det fremgaar af gennemgangen af den Juridiske Tjenestes notat, at der var indgivet tre klager over afviklingen af udvaelgelsesproeve PE/41/A . I den foerste klage af 21 . oktober 1987 gjorde Elphic gaeldende, at hans ansoegning var blevet afvist paa grund af manglende dokumentation, mens to andre ansoegere, som befandt sig i samme situation, havde faaet adgang til proeverne .

60 Den anden klage var indgivet den 6 . november 1987 af Trowbridge . Efter proeverne blev han ikke opfoert paa egnethedslisten, da han kun havde opnaaet 55 point, mens minimumskravet var 57 point . Trowbridge gjorde indvendinger imod, at de to tjenestemaend ved Parlamentet havde faaet adgang til proeven og gjorde gaeldende, at han ikke var blevet udspurgt om sin karriere og erhvervserfaring, selv om det fremgik af vejledningen til ansoegerne, at dette ville vaere indholdet af de mundtlige proever .

61 Den 24 . november 1987 indgav Morris den tredje klage . Han bestred de begrundelser, som var givet for at afvise hans ansoegning . Han haevdede at have vedlagt den kraevede dokumentation og uddybede oplysningerne om sin faglige erfaring .

62 Ved skrivelse af hhv . 3 . december 1987 og 10 . december 1987 anmodede Parlamentets Juridiske Tjeneste udvaelgelseskomitéen om at fremsaette sine bemaerkninger til klagerne . Ved skrivelse af 22 . januar 1988 svarede udvaelgelseskomitéens formand, at komitéen havde afsluttet sit arbejde og var derfor ophoert med at eksistere . De tidligere medlemmer havde dog under et uformelt moede droeftet klagerne . Det fremgaar af udvaelgelseskomitéens gennemgang, at de tre klager boer afvises . Derfor var det under alle omstaendigheder op til ansaettelsesmyndigheden selv at undersoege, om klagerne var begrundede .

63 For saa vidt angaar Morris' klage bemaerkede den Juridiske Tjeneste i notatet af 9 . februar 1988, at klagen ikke indeholdt nogen naermere angivelse af den, som haevdet, fejlagtigt givne adgang for to af Parlamentets tjenestemaend til proeven, og at klagen i oevrigt ikke var indbragt inden for fristen i vedtaegtens artikel 90, stk . 2 . Den Juridiske Tjeneste konkluderede, at selv om klagen ikke var blevet indgivet for sent, havde ansaettelsesmyndigheden ikke kunnet tage den til foelge paa grund af princippet om udvaelgelseskomitéens uafhaengighed .

64 Trowbridge havde i sin klage paaberaabt sig uregelmaessigheder ved udvaelgelsesproeven, idet to af Parlamentets tjenestemaend havde faaet adgang . Ifoelge Den Juridiske Tjeneste saas der dog ikke at foreligge den fornoedne retlige interesse, da den eneste grund til, at han ikke var opfoert paa egnethedslisten, var, at han ikke havde opnaaet det mindsteantal point, som kraevedes . Med hensyn til de oevrige punkter kunne klagen ikke tages til foelge, idet udvaelgelseskomitéen eneraadigt udvaelger sine spoergsmaal til ansoegerne .

65 Sammenfattende konkluderede Den Juridiske Tjeneste, at Morris' klage maatte afvises, og at Trowbridge' s dels maatte afvises, dels var ubegrundet . Den tilfoejede : "Derimod kan Elphic' s klage behandles, og ansaettelsesmyndigheden er kompetent til at bedoemme lovligheden af den fulgte procedure ".

66 Det fastslaas derfor, at kun Elphic' s klage er omfattet af begrundelsen til den anfaegtede afgoerelse . Det maa saaledes undersoeges, om den naevnte afgoerelse kunne begrundes med frygten for, at et eventuelt soegsmaal fra Elphic' s side kunne foere til annullation af en udnaevnelse paa grundlag af resultaterne for udvaelgelsesproeve nr . PE/41/A .

67 Elphic klagede over, at han var blevet afvist, mens to andre ansoegere, som befandt sig i samme situation som han, havde faaet adgang til proeverne . Dette klagepunkt fremhaever vel den uregelmaessighed, hvormed proceduren var behaeftet, men Den Juridiske Tjeneste burde imidlertid have fastslaaet, at det var ubegrundet . Ingen ansoeger har nemlig krav paa retsstridigt at faa adgang til en udvaelgelsesproeve med den begrundelse, at udvaelgelseskomitéen retsstridigt har givet andre ansoegere adgang, jf . Domstolens dom af 26 . februar 1981, Authié mod Kommissionen ( 34/80, Sml . s . 665, jf . s . 680 ). Derfor maatte afvisning blive resultatet, dersom Elphic ville anlaegge sag med paastand om annullation af en udnaevnelse paa grundlag af udvaelgelsesproeve PE/41/A, fordi han var blevet afvist fra proeven . Det foelger heraf, at Elphic' s klage, som er en del af Parlamentets begrundelse, ikke retligt kan begrunde den anfaegtede afgoerelse .

68 Den Juridiske Tjenestes notat og parlamentsformandens afgoerelse bygger i oevrigt paa Domstolens faste praksis om udvaelgelseskomitéernes uafhaengighed . Ifoelge denne praksis kan den paagaeldende institution ikke annullere eller aendre en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité . De afgoerelser, ansaettelsesmyndigheden traeffer under udoevelsen af sine egne befoejelser, maa imidlertid ikke vaere behaeftet med retlige mangler . Ansaettelsesmyndigheden kan foelgelig ikke vaere bundet af udvaelgelseskomitéens ulovlige afgoerelse, for saa vidt dens egne afgoerelser herved bliver ulovlige . Saafremt ansaettelsesmyndigheden er af den opfattelse, at udvaelgelseskomitéen retsstridigt har givet en eller flere ansoegere afslag paa deltagelse i udvaelgelsesproeven, og at udvaelgelsesproeven af samme grund som helhed er behaeftet med en mangel, er ansaettelsesmyndigheden afskaaret fra at udnaevne nogen ansoeger overhovedet . Det paahviler den herefter at fastslaa dette forhold i en begrundet beslutning og gennemfoere hele udvaelgelsesproceduren paa ny paa grundlag af en ny meddelelse, jf . Domstolens domme af 23 . oktober 1986, Schwiering mod Revisionsretten ( 321/85, Sml . s . 3199, jf . s . 3211 f .) og Hoyer ( 322/85 og 323/85, naevnt ovenfor, Sml . s . 3227 f .).

69 I lyset af denne domspraksis foretog den sagsoegte institutions Juridiske Tjeneste en bedoemmelse af, hvilken betydning det kunne have, at den femte ansoeger, som havde opnaaet det kraevede mindsteantal point, ikke var opfoert paa den egnethedsliste, udvaelgelseskomitéen havde udarbejdet . Ifoelge tjenestens notat maatte ansaettelsesmyndigheden vaere afskaaret fra at udnaevne denne ansoeger, som havde bestaaet udvaelgelsesproeven, men som paa trods heraf ikke var opfoert paa listen, fordi listen omfattede to ansoegere, som ikke burde vaere der . Den Juridiske Tjeneste udledte heraf, at ansaettelsesmyndigheden havde ret til at se bort fra udvaelgelsesproevens resultater og ivaerksaette en ny proeve .

70 Det bemaerkes, at dette sagsforhold afviger fra Schwiering-sagen og Hoyer-sagen . I naevnte sager var proceduren i forbindelse med udvaelgelsesproeven retsstridig, fordi udvaelgelseskomitéen med urette havde naegtet visse ansoegere adgang til proeven, mens uregelmaessigheden ved proceduren under udvaelgelsesproeve PE/41/A skyldes, at to ansoegere, som burde have vaeret afvist, fejlagtigt fik adgang . Selv om det er korrekt, at proceduren i forbindelse med en udvaelgelsesproeve principielt i sin helhed bliver retsstridig, naar en ansoeger uretmaessigt er blevet afvist fra proeverne, goer det samme sig ikke gaeldende, saafremt en eller flere ansoegere fejlagtigt har faaet adgang . Under de omstaendigheder staar ansaettelsesmyndigheden over for en udvaelgelsesprocedure og en egnethedsliste, hvor de retsstridige dele kan udskilles fra de lovformelige . I den foreliggende sag bestod det ulovlige forhold alene i, at ansoegerne Spence og Waters deltog i proeven, og at de blev opfoert paa egnethedslisten . De oevrige ansoegere deltog gyldigt i udvaelgelsesproeven, og deres placering blev ikke paavirket af, at to ansoegere retsstridigt havde faaet adgang og dermed deltog ulovligt .

71 Hvis man overfoerer Domstolens afgoerelser i dommene af 23 . oktober 1986 ( Schwiering, 321/85, og Hoyer, forenede sager 322/85 og 323/85, naevnt ovenfor ) paa naervaerende sag, hvor udvaelgelsesproceduren er delvis mangelfuld, kan det udledes, at ansaettelsesmyndigheden ikke var bundet af udvaelgelseskomitéens afgoerelser, for saa vidt som de var ulovlige . Det indebaerer dog ikke, at den derfor var afskaaret fra overhovedet at udnaevne en ansoeger paa grundlag af udvaelgelsesproeven . Ansaettelsesmyndighedens pligt til at traeffe lovlige afgoerelser afskar den blot fra at udnaevne Spence eller Waters, som paa grund af uregelmaessigheder ved udvaelgelsesproeven ikke burde have vaeret opfoert paa egnethedslisten . Derimod maatte det paahvile ansaettelsesmyndigheden at overveje muligheden af at udnaevne sagsoegeren, som lovligt var opfoert paa listen . Det tilfoejes, at ansaettelsesmyndigheden tilsvarende havde pligt til at overveje en eventuel udnaevnelse af Beck, som heller ikke var ulovligt opfoert paa listen .

72 I den situation var ansaettelsesmyndigheden bundet af Domstolens praksis i henhold til den naevnte dom af 9 . februar 1984, Kohler ( forenede sager 316/82 og 40/83 ). Ud fra denne praksis paahvilede det ansaettelsesmyndigheden at overveje muligheden for at besaette den ledige stilling med en af de bestaaede ansoegere, som korrekt var opfoert paa listen, foerend den saa bort fra udvaelgelsesproevens resultater . For det foerste skulle den derfor undersoege muligheden for at udnaevne sagsoegeren, der var opfoert som den foerste paa egnethedslisten, jf . dom af 15 . december 1966, Serio mod Kommissionen for Det Europaeiske Atomenergifaellesskab ( 62/85, Sml . 1965-1968, s . 329 ); dom af 18 . december 1986, Kotsonis mod Raadet ( 246/84, Sml . s . 3988, jf . s . 4005 f .). Selv om det i disse domme anerkendes, at ansaettelsesmyndigheden er berettiget til at fravige den noejagtige raekkefoelge, der er et resultat af udvaelgelsesproeven, ud fra motiver, som det paahviler den at vurdere og begrunde for Domstolen, skal det understreges, at den skal have grunde, der er i tjenestens interesse, for at udnaevne en anden ansoeger end den, som er opfoert foerst paa listen . Selv om ansaettelsesmyndigheden havde kunnet fastslaa, at der foruden uregelmaessighederne ved udvaelgelsesproeven forelaa andre grunde af tjenstlig interesse, som var til hinder for at udnaevne sagsoegeren, burde den ifoelge samme praksis stadig have undersoegt muligheden for at udnaevne Beck .

73 I undersoegelsen af muligheden for at udnaevne sagsoegeren eller Beck burde Parlamentet lade Tate' s resultater indgaa, som ved en fejl ikke var blevet opfoert paa egnethedslisten alene af den grund, at udvaelgelsesproeven var behaeftet med uregelmaessigheder . Vedtaegtens artikel 30, som kun tillader udnaevnelse af en ansoeger opfoert paa egnethedslisten, var ikke til hinder for eventuelt at udnaevne Tate efter en saadan undersoegelse . Ansaettelsesmyndigheden kunne derfor gyldigt sammenligne Tate - den femte ansoeger, som havde opnaaet mindsteantallet af point - med sagsoegeren og Beck ved en undersoegelse af de tjenstlige grunde, som kunne vaere til hinder for at udnaevne de to ansoegere, oeverst paa listen . Da ansaettelsesmyndigheden ikke foretog en saadan undersoegelse, har den ikke udoevet sit skoen paa lovlig maade .

74 Det er kun for det tilfaelde, at Parlamentet gyldigt havde afgjort, at der forelaa tjenstlige grunde for at udnaevne Tate, at vedtaegtens artikel 30 ville have vaeret til hinder for en saadan afgoerelse . Hvis Parlamentet, efter at have forkastet udnaevnelsen af sagsoegeren og Beck ved en korrekt begrundet afgoerelse, havde villet udnaevne Tate, havde dette vaeret umuligt paa grund af uregelmaessighederne ved udvaelgelsesproceduren . Idet muligheden for at udnaevne sagsoegeren eller Beck ikke er blevet undersoegt, er den anfaegtede afgoerelse foelgelig behaeftet med en retlig mangel .

75 Det foelger af ovenstaaende betragtninger, at Parlamentets motivering i duplikken for den anfaegtede afgoerelse ikke kan tages til foelge, idet de grunde, Den Juridiske Tjeneste anfoerte i notatet, ikke var tilstraekkelige til, at ansaettelsesmyndigheden kunne se bort fra udvaelgelsesproevens resultater i det hele og ivaerksaette en ny udvaelgelsesproeve . Foelgelig maa ansaettelsesmyndigheden antages at have tilsidesat Domstolens praksis om, at den, naar der ikke forelaa ganske vaesentlige grunde til hinder herfor, skulle undersoege muligheden for at udnaevne sagsoegeren ( jf . naevnte dom af 9 . februar 1984, Kohler, forenede sager 316/82 og 40/83 ).

76 Det bemaerkes, at anbringendet om den anfaegtede afgoerelses begrundelse ikke udelukkende gaar ud paa, at begrundelsen er utilstraekkelig . I naervaerende sag har den sagsmappe, Parlamentet har fremlagt som bilag til duplikken, og akterne vedroerende udvaelgelsesproeve PE/41/A, der er fremlagt paa Rettens anmodning, gjort det muligt for sagsoegeren at faa kendskab til samtlige grunde til, at den anfaegtede afgoerelse blev truffet . Det fremgaar af sagsoegerens indlaeg under den mundtlige forhandling, at han efter at have faaet kendskab til begrundelsen har udvidet sit anbringende under den mundtlige forhandling ved at bestride, grundlaget for den anfaegtede afgoerelse er rigtigt .

77 Retten kan derfor kun fastslaa, at de begrundelser, som Parlamentet har fremfoert under sagens behandling, ikke lovligt kan begrunde afgoerelsen fra Parlamentets formand . Foelgelig bygger den anfaegtede afgoerelse ikke paa en juridisk gyldig begrundelse : anbringendet om, at afgoerelsens begrundelse er behaeftet med en mangel boer derfor tages til foelge .

78 Det er derfor ufornoedent at afgoere spoergsmaalet, om anbringendet om den utilstraekkelige begrundelse er blevet uden genstand . Uden at der i oevrigt skal tages stilling til sagsoegerens oevrige anbringender til stoette for den foerste paastand, annulleres dels den af Parlamentets formand trufne afgoerelse om at se bort fra resultaterne fra udvaelgelsesproeve PE/41/A og ivaerksaette udvaelgelsesproeve PE/41a/A, dels Parlamentets stiltiende afvisning af sagsoegerens klage af 17 . juni 1988 .

Sagsoegerens udnaevnelse

79 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at han anerkendes at have krav paa at blive udnaevnt i henhold til udvaelgelsesproeve PE/41/A . Denne paastand kan ikke tages under paakendelse . Retten kan ikke, uden at gribe ind i den administrative myndigheds befoejelser, tilpligte en faellesskabsinstitution at traeffe de foranstaltninger, som fuldbyrdelsen af en dom om annullation af afgoerelser, truffet i forbindelse med udvaelgelsesproever, indebaerer, jf . Domstolens dom af 9 . juni 1983, Verzyck mod Kommissionen ( 225/82, Sml . s . 1991, jf . s . 2005 ). I henhold til EOEF-Traktatens artikel 176 har Parlamentet pligt til at gennemfoere de foranstaltninger, som er noedvendige for at opfylde Rettens dom, bl.a . med hensyn til at genoptagelsen af udnaevnelsesproceduren paa grundlag af udvaelgelsesproeve PE/41/A og ophaevelse af beslutningen om at ivaerksaette af udvaelgelsesprocedure PE/41a/A, navnlig under hensyn til ovennaevnte kendelse om foreloebige forholdsregler af 11 . juli 1988 .

Erstatningspaastanden

80 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Parlamentet har begaaet en fejl ved at annullere udvaelgelsesproeven, ligesom sagsbehandlingen baerer praeg af uorden . Sagsoegeren haevder for det foerste, at han har lidt oekonomisk tab ved, at han skulle rejse saavel til Luxembourg for at gennemgaa laegeundersoegelsen som til London for at soege bolig . For det andet goer han gaeldende at have lidt ikke-oekonomisk tab, idet Parlamentets adfaerd har bragt ham i en yderst pinlig situation i Europa-Raadet . Han maatte spoerge sine overordnede, hvornaar han kunne paaregne at fratraede i Strasbourg, hvilket imidlertid gav anledning til misstemning . I oejeblikket frygter han personligt at vaere blevet diskrediteret, og at hans avancement, og dermed hans legitime forhaabning om karriere, er blevet paavirket . Den usikkerhed, som Parlamentets holdning har medfoert, og det endelige afslag paa at ansaette ham, har ogsaa indvirket paa hans privatliv . Herfor har han nedlagt paastand om en symbolsk erstatning paa 1 franc .

81 Parlamentet har gjort gaeldende, at ansaettelsesmyndighedens afgoerelse var korrekt, og at den derfor ikke kraenkede visse for sagsoegeren individuelle rettigheder, som ifoelge institutionen ikke fandtes . Parlamentet har erklaeret at ville daekke sagsoegerens rejseomkostninger til Luxembourg . Parlamentet mener dog, at rejseomkostningerne til London, som foelge af sagsoegerens eget initiativ, paahviler denne, og at paastanden om erstatning for et ikke-oekonomisk tab ikke boer tages til foelge .

82 Med hensyn til kravet om erstatning af det oekonomiske tab bemaerkes, at sagsoegeren ikke har praeciseret det paastaaede tab i staevningen, selv om han let kunne have angivet omkostningerne i forbindelse med sine to rejser til London . Derfor har sagsoegeren ikke opfyldt kravene i artikel 38, stk . 1, i Domstolens procesreglement . I saerlige tilfaelde har Domstolen dog anerkendt, at tabets omfang ikke noedvendigvis skal angives i staevningen, eller at der skal kraeves et bestemt beloeb i erstatning . Dette gaelder navnlig, naar det er vanskeligt at opgoere det paastaaede tab, jf . dom af 14 . maj 1975, CNTA mod Kommissionen ( 74/74, Sml . s . 533, jf . s . 543 ), og dom af 28 . marts 1979, Granaria mod Raadet og Kommissionen ( 90/78, Sml . s . 1081, jf . s . 1090 ). Sagsoegeren har dog hverken godtgjort endsige haevdet, at der foreligger saerlige omstaendigheder, som kan begrunde, at tabet ikke er opgjort . Foelgelig kan paastanden ikke realitetsbehandles .

83 Med hensyn til paastanden om erstatning af et ikke-oekonomisk tab udtales, at ifoelge Domstolens praksis udgoer annullation af en forvaltningsakt, som tjenestemanden har anfaegtet, en passende genoprettelse og er i princippet tilstraekkeligt til at genoprette enhver ikke-oekonomisk skade, tjenestemanden maatte have lidt . I oevrigt indeholdt den anfaegtede afgoerelse ikke en negativ bedoemmelse af sagsoegerens kvalifikationer, som kan forvolde ham skade, jf . Domstolens dom af 7 . februar 1990, Culin mod Kommissionen, praemis 25-29 ( C-343/87, Samling af Afgoerelser, Afdeling II, s . 225 ). Derfor udgoer annullationen af Parlamentets afgoerelse om at se bort fra resultaterne fra udvaelgelsesproeve PE/41/A en passende genoprettelse af den sagsoegeren paafoerte ikke-oekonomiske skade . Herefter er paastanden om, at Parlamentet tilpligtes at betale sagsoegeren 1 franc i symbolsk erstatning som foelge af den i denne dom indeholdte annullation uden genstand og skal derfor ikke paadoemmes, jf . Domstolens dom af 9 . juli 1987, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen ( 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Sml . s . 3529, jf . s . 3279 ).

Sagens omkostninger

84 I henhold til artikel 69, stk . 2, i Domstolens procesreglement doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom . Parlamentet har i det vaesentlige tabt sagen og paalaegges derfor sagens omkostninger, herunder omkostningerne i sag 176/88 R om foreloebige forholdsregler .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN ( Femte Afdeling )

1 ) Parlamentets afgoerelse om at bortse fra resultaterne fra udvaelgelsesproeve PE/41/A og ivaerksaette udvaelgelsesproeve PE/41a/A samt Parlamentets stiltiende afvisning af sagsoegerens klage af 17 . juni 1988 annulleres .

2 ) I oevrigt frifindes sagsoegte .

3 ) Parlamentet betaler sagens omkostninger .