61989A0016

++++

1. Tjenestemaend - vederlag - femaarlig tilpasning - loenefterbetalinger - krav paa morarenter - intet krav dersom fordringens beloeb hverken er bestemt eller kan bestemmes

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65)

2. Tjenestemaend - vederlag - justeringskoefficienter - femaarlig tilpasning - loenefterbetalinger - tab som foelge af pengeforringelsen - krav paa morarenter - intet krav, da der ikke foreligger en tjenstlig fejl fra administrationens side

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 65, stk. 2)

1. Morarenter skal kun betales, dersom hovedstolen lyder paa et bestemt beloeb, eller beloebet i det mindste kan bestemmes paa grundlag af objektivt fastlagte kriterier. Der tilkommer Raadet et skoen, naar det med hjemmel i tjenestemandsvedtaegtens artikel 65 tilpasser vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansate samt fastsaetter justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner, og den beloebsmaessige stoerrelse af disse tilpasninger er derfor ganske uvis, indtil Raadet udoever de naevnte befoejelser og vedtager en forordning herom. Idet den naevnte betingelse saaledes ikke er opfyldt, skal der ikke betales morarenter i tillaeg til loenefterbetalingerne, naar disse er betalt uden nogen uundskyldelig forsinkelse efter vedtagelsen af forordningen.

2. Det fremgaar af tjenestemandsvedtaegtens artikel 65, stk. 2, at afgoerelser om tilpasning af justeringskoefficienterne for vederlagene skal traeffes uden ugrundet forsinkelse. Enhver ugrundet forsinkelse med udstedelsen af reglerne paa dette omraade skal saaledes anses for en tjenstlig fejl. Ved afgoerelsen af, om forsinkelsen er ugrundet, maa der henses til, at institutionerne maa raade over en efter de konkret foreliggende omstaendigheder og sagens vanskelighed rimelig frist til at udforme dels deres forslag, dels deres afgoerelser.

Naar regler om tilpasning af justeringskoefficienterne fastlaegges og derefter vedtages inden for en efter de konkret foreliggende omstaendigheder rimelig frist, skaber det tab, de beroerte tjenestemaend og oevrige ansatte lider som foelge af det tab af koebekraft, som vederlag, der efterbetales med forsinkelse, foraarsager, ikke et krav paa erstatning, naar der ikke foreligger en tjenstlig fejl fra administrationens side.

Sagens baggrund

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 23. december 1986 har Herkenrath og andre tjenestemaend og ansatte ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der alle er tjenestegoerende ved Det Faelles Forskningscenter i Ispra (Varese, Italien), efter afslutningen af den forudgaaende administrative klageprocedure anlagt sag med paastand om, dels at visse af deres i 1986 udfaerdigede loensedler annulleres, dels at der tilkendes dem morarenter og erstatning for det tab, de haevder at have lidt paa grund af den forsinkede tilpasning efter den femaarlige undersoegelse i 1986 af de justeringskoefficienter, hvormed deres vederlag korrigeres.

Da de faellesskabsretlige bestemmelser om den periodiske tilpasning af tjenestemaendenes vederlag er indviklede, er det formaalstjenligt, foer beskrivelsen af de forskellige procedurer, der gik forud for den omhandlede femaarlige tilpasning, at redegoere for indholdet af de gaeldende bestemmelser.

De relevante retsregler

2 Artikel 64 og 65 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") foreskriver en periodisk tilpasning af tjenestemaendenes vederlag. Bestemmelserne i disse artikler finder i medfoer af artikel 20 og 64 i ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte i Faellesskaberne anvendelse paa midlertidigt ansatte og hjaelpeansatte.

De bestemmelser i de naevnte artikler i vedtaegten, der har betydning for afgoerelsen af den foreliggende sag, er affattet saaledes:

"Artikel 64

Tjenestemandens vederlag, udtrykt i belgiske francs, skal efter fradrag af de beloeb, der tilbageholdes i henhold til denne vedtaegt eller gennemfoerelsesforordningerne til denne, korrigeres med en koefficient, der er over, under eller lig med 100%, afhaengig af de forskellige tjenestesteders levevilkaar.

...

Artikel 65

1. Raadet undersoeger hvert aar loenningsniveauet for tjenestemaendene og de oevrige ansatte i Faellesskaberne. Denne undersoegelse sker i september paa grundlag af en faelles rapport fra Kommissionen, baseret paa et faelles indeks, der skal gengive situationen i hvert af Faellesskabernes lande pr. 1. juli, udarbejdet af De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters statistiske kontorer.

Raadet undersoeger samtidig, om en tilpasning af vederlagene er rimelig inden for rammerne af Faellesskabernes oekonomiske og sociale politik. Der skal saerligt tages hensyn til eventuelle forhoejelser af det offentliges loenninger samt noedvendigheden af nyansaettelse.

2. I tilfaelde af en vaesentlig aendring i leveomkostningerne traeffer Raadet efter faelles aftale inden for en frist paa hoejst to maaneder afgoerelse om tilpasning af justeringskoefficienten, og eventuelt om dette skal ske med tilbagevirkende kraft.

..."

3 Raadet har med henblik paa anvendelsen i praksis af disse regler vedtaget en metode for tilpasning. Reglerne om denne metode blev for tidsrummet 1. juli 1981 - 30. juni 1991 fastlagt ved Raadets afgoerelse 81/1061/Euratom, EKSF, EOEF af 15. december 1981 om aendring af metoden for tilpasning af vederlagene til tjenestemaend og oevrige ansatte i Faellesskaberne (EFT L 386, s. 6, herefter benaevnt "afgoerelsen af 1981"). Ifoelge denne afgoerelse tilpasses justeringskoefficienterne for andre tjenestesteder end Belgien og Luxembourg med mellemrum efter udviklingen i leveomkostningerne i de forskellige medlemsstater [jf. bilaget til afgoerelsen, punkt II, nr. 4, litra c), sidste led]. Det fremgaar af afgoerelsen, at der skal sondres mellem de aarlige og de femaarlige tilpasninger. Raadet foretager efter disse bestemmelser de aarlige tilpasninger paa grundlag af forslag fra Kommissionen, der bygger paa oplysninger fra medlemsstaternes statistiske kontorer. Disse oplysninger afspejler forbrugsvanerne hos befolkningen i almindelighed samt priserne i medlemsstaternes hovedstaeder. Da der imidlertid efter denne metode undertiden kan opstaa fordrejninger i forhold til Faellesskabets tjenestemaends faktiske levevilkaar paa deres tjenestesteder, er det dog for at raade bod herpaa bestemt i afgoerelsen, at Kommissionen hvert femte aar skal gennemfoere undersoegelser af Faellesskabets tjenestemaends forbrugsvaner og de priser, disse betaler, for i overensstemmelse med bestemmelsen i vedtaegtens artikel 64 at fastlaegge "de forskellige tjenestesteders levevilkaar" (jf. bilaget til afgoerelsen, punkt II, nr. 1, 1.1, andet afsnit). Derefter foretager Raadet paa grundlag af et forslag fra Kommissionen, der bygger paa resultaterne af disse undersoegelser, en eventuel femaarlig tilpasning af justeringskoefficienterne.

De administrative procedurer, vedtagelsen af regler og retssager forud for naervaerende sag

4 Raadet vedtog den 26. november 1986 inden for rammerne af den fastsatte femaarlige tilpasning af justeringskoefficienterne for 1981 forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 3619/86 om korrigering af de justeringskoefficienter, der anvendes paa vederlag og pensioner til De Europaeiske Faellesskabers tjenestemaend og oevrige ansatte i Danmark, Tyskland, Graekenland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene og Det Forenede Kongerige (EFT L 336, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 3619/86"). Raadet fraveg paa to punkter det forslag, som Kommissionen i henhold til den ovenfor beskrevne procedure havde forelagt det. Kommissionen anlagde derfor den 15. januar 1987 sag mod Raadet ved Domstolen med paastand om annullation af naevnte forordning.

5 Domstolen annullerede ved dom af 28. juni 1988 (sag 7/87, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 3401) forordning nr. 3619/86 med den begrundelse, at forordningen paa to punkter var i strid med vedtaegtens artikel 64:

a) Med forordningen var der fastsat justeringskoefficienter, der for huslejefaktoren var beregnet paa grundlag af denne faktors betydning for befolkningen i almindelighed i hver medlemsstat under ét, mens den skulle have beregnet dem alene paa grundlag af de beloeb, Faellesskabets tjenestemaend havde betalt i husleje.

b) I forordningen var det bestemt, at de aendrede justeringskoefficienter skulle anvendes fra den 1. juli 1986, og ikke fra den 1. januar 1981, selv om den tilgrundliggende undersoegelse vedroerte leveomkostningerne pr. 1. januar 1981.

6 Raadet traf de foranstaltninger, der var noedvendige til opfyldelse af denne dom, idet det paa forslag af Kommissionen af 5. juli 1988 vedtog forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3294/88 af 24. oktober 1988 om korrigering med virkning fra den 1. januar 1981 af de justeringskoefficienter, som bl.a. anvendes paa vederlag til tjenestemaend og oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber i Italien (EFT L 293, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 3294/88"). Ved forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 3295/88 af samme dato aendrede Raadet desuden med virkning fra den 1. januar 1986 de justeringskoefficienter, der skulle finde anvendelse i den foelgende femaarsperiode (EFT L 293, s. 5, herefter benaevnt "forordning nr. 3295/88"). Det er aendringen af justeringskoefficienterne ifoelge forordning nr. 3295/88, der er omtvistet i denne sag.

7 Efter at Raadet havde vedtaget disse to forordninger, paabegyndte Kommissionen i november 1988 at opgoere og foranstalte efterbetaling af vederlag, der skyldtes i henhold til dem. Kommissionen accepterede ved forlig i en raekke sager svarende til den foreliggende sag at betale tjenestemaendene morarenter for tidsrummet fra december 1986 til den dag, efterbetalingerne faktisk skete, dog kun for saa vidt angaar efterbetaling af vederlag, der skyldtes i medfoer af forordning nr. 3294/88 og beroede paa den i 1981 gennemfoerte femaarlige undersoegelse.

Sagens behandling ved Domstolen og Retten i Foerste Instans

8 Sagsoegerne har allerede i selve staevningen foreslaaet, at sagen udsaettes, indtil Domstolen har truffet afgoerelse med hensyn til Kommissionens forslag om tilpasning af justeringskoefficienterne i forbindelse med den femaarlige undersoegelse for 1981. Kommissionen har ved skrivelse af 21. januar 1987 tiltraadt dette forslag. I samme skrivelse har den nedlagt paastand om frifindelse for sagsoegernes paastande samt om, at disse paalaegges at betale sagens omkostninger. Den 27. januar 1987 besluttede Domstolen, som sagen dengang verserede for, at udsaette sagen, indtil der var afsagt dom i sag 7/87, Kommissionen mod Raadet (jf. ovenfor). Efter afsigelsen af naevnte dom fremsatte parterne begaering om, at sagen ikke blev genoptaget, foer Raadet havde truffet de til opfyldelsen af naevnte dom noedvendige foranstaltninger. Den 30. november 1988 besluttede Domstolen at forlaenge udsaettelsen af sagen til den 16. januar 1989.

9 Parterne har efter udloebet af denne frist underrettet Domstolen om situationen, efter at de havde indledt forhandlinger for at loese de uafklarede spoergsmaal, dvs. afgoerelsen med hensyn til sagsoegernes anmodninger om at faa tilkendt morarenter og erstatning. Efter de foreliggende oplysninger har parterne ikke kunnet naa til enighed herom.

10 Sagsoegerne har i den forbindelse i et bilag til de indlaeg, de indgav den 13. januar 1989 om sagens fortsaettelse, fremlagt referatet af et moede, der fandt sted den 29. november 1988, og hvori deltog dels en repraesentant for sagsoegerne, dels Kommissionens befuldmaegtigede i denne sag. Ved skrivelse indgivet den 8. marts 1989 anmodede Kommissionen Domstolen om at fortsaette sagen og fastsaette en frist for Kommissionen til indgivelse af svarskrift. I naevnte skrivelse anfoerte Kommissionen dog, at sagen var anlagt for tidligt. Den anmodede endelig om, at det referat, der var vedlagt som bilag til det af sagsoegerne den 13. januar 1989 indgivne indlaeg, udgik af sagens akter, idet sagsoegerne paa retsstridig maade var kommet i besiddelse af dette dokument.

11 Ved afgoerelse af 14. april 1989 afbroed Domstolen sagens udsaettelse og fastsatte fristen til den 22. maj 1989 for Kommissionens indgivelse af svarskrift. Da dette svarskrift ikke blev indgivet inden fristens udloeb, besluttede Domstolen den 30. maj 1989 at anmode sagsoegerne om over for den at tilkendegive, om de fremsatte begaering i henhold til artikel 94, stk. 1, i Domstolens procesreglement om, at der blev afsagt dom efter deres paastande. Dette blev meddelt sagsoegerne ved skrivelse af 2. juni 1989. Ved kendelse af 15. juni 1989 bestemte Domstolen, at det referat, der var fremlagt som bilag til det indlaeg, sagsoegerne havde indgivet den 13. januar 1989, skulle udgaa af sagens akter.

12 Domstolen har ved kendelse af 15. november 1989 i medfoer af Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans besluttet at henvise sagen til Retten.

13 Rettens Justitssekretaer har ved skrivelse af 23. maj 1990 meddelt sagsoegerne, at Retten efter at have konstateret, dels at sagsoegte den 8. marts 1989 havde indgivet et aktstykke, der indeholdt en stillingtagen til sagen, dels at sagsoegerne ikke havde besvaret Domstolens skrivelse af 2. juni 1989, havde besluttet at give dem en frist til indgivelse af replik.

14 Sagsoegerne har ved indlaeg af 12. juni 1990 fremsat begaering om,

a) at de bilag, der var udgaaet af sagens akter i henhold til Domstolens kendelse af 15. juni 1989, paa ny tilfoeres sagens akter

b) at sagen forenes med sag T-17/89, Brazelli, sag T-21/89, Bertolo, samt sag T-25/89, Alex

c) at der afsiges udeblivelsesdom, saafremt "Retten ikke skulle give sagsoegerne medhold i deres (oevrige) paastande".

15 Ved skrivelse af 22. juni 1990 meddelte Rettens Justitssekretaer sagsoegerne, at der var blevet fastsat en frist for sagsoegte til indgivelse af duplik. Kommissionen indgav duplik rettidigt den 24. juli 1990.

16 Ved kendelse af 13. november 1990 har Retten forkastet sagsoegernes begaering af 12. juni 1990 paa de to foerste punkter og udsat afgoerelsen vedroerende deres begaering om, at Retten afsiger udeblivelsesdom.

17 Retten har den 6. december 1990 efter forslag fra Tredje Afdeling, som sagen var blevet henvist til, besluttet at henvise sagen til en afdeling bestaaende af fem dommere og at lade Anden Afdeling behandle sagen.

18 Retten har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

19 Parterne har indgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 29. maj 1991. Afdelingsformanden har ved afslutningen af forhandlingerne i dette moede erklaeret den mundtlige forhandling for afsluttet.

Parternes paastande

20 Sagsoegerne har i staevningen nedlagt foelgende paastande:

1) Det fastslaas, at resultaterne af den femaarlige undersoegelse af justeringskoefficienterne for 1985 skal tages i betragtning fra den 1. januar 1986.

2) Sagsoegernes loensedler fra den 1. januar 1986 erklaeres retsstridige og annulleres, for saa vidt der ikke med dem er taget hensyn til resultaterne af den femaarlige undersoegelse af justeringskoefficienterne for 1985.

3) Sagsoegte tilpligtes med virkning fra den 1. januar 1986 at betale sagsoegerne den forskel, der opstaar ved en beregning, hvorved der tages hensyn til de i paastand 2 naevnte undersoegelsesresultater.

4) Sagsoegte tilpligtes at erstatte sagsoegerne det tab, de har lidt som foelge af, at resultaterne af den femaarlige undersoegelse af justeringskoefficienterne for 1985 ikke er blevet anvendt rettidigt.

5) Sagsoegte tilpligtes at berigtige de for sent udbetalte loendele paa grundlag af aendringerne i leveomkostninger paa tjenestestedet samt til at betale morarenter paa 6% af de saaledes fremkomne beloeb.

6) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegerne har i retsmoedet frafaldet deres foerste, anden og tredje paastand samt deres begaering i indlaegget af 12. juni 1990 om afsigelse af udeblivelsesdom.

Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Afvisning af sagen, subsidiaert frifindelse.

2) Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

21 Kommissionen har gjort gaeldende, at sagen skal afvises, idet fastsaettelsen af sagsoegernes vederlag uden tilpasning pr. 1. januar 1986 af de justeringskoefficienter, der skulle anvendes, ikke paa tidspunktet for staevningens indgivelse den 23. december 1986 kunne vaere en akt, der indeholder et klagepunkt imod sagsoegerne. Den har herved gjort gaeldende, at det af sagsoegerne paaberaabte begreb "daekningssoegsmaal" er i strid med vedtaegtens artikel 90 og 91, der forudsaetter, at ansaettelsesmyndigheden har udstedt en akt, der indeholder et klagepunkt. Sagsoegte anfoerer, at den foerste paastand i staevningen ikke var henvendt til Kommissionen som ansaettelsesmyndighed og (eksekutivt organ) udoevende myndighed, men til institutionen som lovgivende organ. Imidlertid har sagsoegerne, fremdeles ifoelge Kommissionen, ikke kunnet have nogen interesse i, at Faellesskabets retsinstanser traeffer afgoerelse vedroerende en endnu ikke offentliggjort retsakt. Den goer derfor gaeldende, at den foerste paastand er udtryk for et indgreb i befoejelser, som institutionerne endnu ikke havde udoevet, eller et krav om, at der endeligt vedtages et abstrakt princip uden sammenhaeng overhovedet med en retsakt, der indeholder et klagepunkt imod tjenestemanden. Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at en afvisning af den principale paastand medfoerer, at ogsaa de subsidiaere paastande skal afvises.

22 Sagsoegerne har heroverfor anfoert, at soegsmaalet, for saa vidt angaar paastanden om annullation af deres i januar 1986 udfaerdigede loensedler, grundedes paa den kendsgerning, at en forvaltningsakt, der er udstedt med hjemmel i en raadsforordning, bliver retsstridig, naar den forordning, der danner hjemmel for akten, er behaeftet med mangler. Selv om den naevnte forordning i det konkret foreliggende tilfaelde ikke i aarevis var behaeftet med en mangel som naevnt, er den ikke desto mindre blevet retsstridig fra det tidspunkt, hvor dens bestemmelser ikke laengere var i overensstemmelse med tjenestemaendenes vedtaegtsmaessige rettigheder, dvs. da Raadet ikke pr. 1. januar 1986 gennemfoerte den tilpasning af justeringskoefficienterne, der ifoelge afgoerelsen af 1981 skulle vaere sket paa naevnte dato.

23 Herom bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at loensedlen som saadan kan betragtes som en retsakt, der kan indeholde et klagepunkt imod en tjenestemand, hvorfor den kan goeres til genstand for en klage og eventuelt efterfoelgende for et soegsmaal, jf. vedtaegtens artikel 90 og 91, ogsaa selv om den sagsoegte udstedende institution blot har handlet i overensstemmelse med gaeldende forordninger (jf. eksempelvis Domstolens dom af 19.1.1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Europa-Parlamentet, Sml. s. 195, praemis 4).

24 Vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt sagen blev anlagt for tidligt, bemaerkes, at sagen ikke, som sagsoegte med urette har gjort gaeldende, grundes paa en (retsstridig) undladelse af at udstede en forordning, men paa tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 64 og 65 samt afgoerelsen af 1981, i det omfang det heri er bestemt, at der skal ske en tilpasning hvert femte aar af justeringskoefficienterne. Paa baggrund heraf har sagsoegerne med foeje kunnet nedlaegge paastand om annullation af deres loensedler fra januar 1986 under henvisning til, at den forordning, som disse var blevet udstedt paa grundlag af, fra naevnte tidspunkt var behaeftet med en mangel, idet den ikke laengere opfyldte kravene ifoelge afgoerelsen af 1981, hvorefter der skulle ske en tilpasning af justeringskoefficienterne den 1. januar 1986.

Heraf foelger, at den anden og tredje paastand i staevningen kan antages til realitetsbehandling, hvorfor fjerde og femte paastand, der haenger sammen dermed og udgoer genstanden for denne sag, maa admitteres.

25 Sagen kan derefter antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Morarenter

26 Sagsoegerne har til stoette for paastanden om tilkendelse af morarenter fremfoert et enkelt anbringende, hvorefter den forsinkelse, hvormed Kommissionen har ydet dem efterbetaling af skyldigt vederlag, var ulovlig.

27 Sagsoegerne har i forbindelse med dette anbringende gjort gaeldende, at en debitor efter samtlige medlemsstaters retsordener ikke retmaessigt kan drage fordel af en forsinkelse med udbetalingen af skyldige beloeb. Kreditor kan ikke udsaettes for tab af afkastet af saadanne skyldige beloeb, ved hjaelp af hvilke han fra det tidspunkt, retten til at faa dem udbetalt indtraadte, havde kunnet bestride sit underhold.

28 Kommissionen har anfoert, at de betingelser, der maa vaere opfyldt for at kunne tilkende morarenter, ikke er opfyldt for det tidsrum, som denne sag vedroerer, dvs. perioden 1. januar 1986 - november 1988, hvor efterbetalingen af de vederlag, der skyldtes i henhold til forordning nr. 3295/88, skete. Den har i den forbindelse bemaerket, at de beloeb, der skyldtes i henhold til naevnte forordning, blev udbetalt mindre end tre aar efter den dato, der blev brugt som referencedato, nemlig den 1. januar 1986. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at den noedvendige indhentning af oplysninger med henblik paa den femaarlige undersoegelse for 1986 skete rettidigt i 1985, og at den fremsendte sit forslag til Raadet den 7. oktober 1987. Den har hertil foejet, at den tid, der hengik med udarbejdelsen af data og forberedelsen af forslag til forordning, ikke var for lang, og at den omstaendighed, at "myndighederne foretrak at fremsaette et forslag, der ikke kunne anfaegtes, ogsaa fik de oenskede virkninger, idet forslaget blev godkendt uden aendringer den 24. og 25. oktober 1988 ..."

29 Kommissionen har til stoette for denne argumentation henvist til Domstolens praksis, hvorefter tilkendelsen af morarenter forudsaetter, at det skyldige beloeb er blevet fastlagt eller kan fastlaegges, medmindre den omstaendighed, at der kraeves en vis tid til fastsaettelsen af beloebet, beror paa en culpoes adfaerd fra den paagaeldende institutions side.

30 Det maa foerst fastslaas, at ingen af Faellesskabets institutioner foer den 24. oktober 1988, hvor Raadet vedtog forordning nr. 3295/88, vidste, om de gaeldende justeringskoefficienter skulle aendres og i bekraeftende fald, hvilke nye justeringskoefficienter der skulle gaelde. Heraf foelger, at sagsoegerne ikke foer naevnte dato kunne paaberaabe sig nogen ret til at faa efterbetalt vederlag, og tilsvarende, at der ikke for faellesskabsinstitutionerne bestod nogen pligt til eller mulighed for at gennemfoere efterbetaling. Paa baggrund heraf har der ikke indtil naevnte dato kunnet vaeret tale om en forsinkelse med opfyldelsen af forfaldne krav.

31 Disse synspunkter bekraeftes af Domstolens dom af 30. september 1986 (sag 174/83, Ammann m.fl. mod Raadet, Sml. s. 2647). I naevnte sag, der blev paadoemt af Domstolens plenum, fastslog Domstolen, at der kun skal betales morarenter, dersom hovedstolen lyder paa et bestemt beloeb, eller beloebet i det mindste kan bestemmes paa grundlag af objektivt fastlagte kriterier. Domstolen bemaerkede, at der tilkommer Raadet et skoen, naar det med hjemmel i tjenestemandsvedtaegtens artikel 65 tilpasser vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte samt fastsaetter justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner, hvorfor den beloebsmaessige stoerrelse af disse tilpasninger etc. er ganske uvis, indtil Raadet udoever de naevnte befoejelser og vedtager den omhandlede forordning. Domstolen fastslog desuden, at selv om den i en tidligere dom (nemlig dom af 6.10.1982, sag 59/81, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 3329), hvori den annullerede en foerste retsstridig raadsforordning, havde fastslaaet, at Raadet ved udoevelsen af sit skoen skal tage hensyn til visse faktorer, havde den ikke fastsat de beloeb, der faktisk tilkom tjenestemaend og de oevrige ansatte i henhold til vedtaegtens artikel 65, eller lige saa lidt angivet de objektive faktorer, der finder anvendelse ved den fornoedne naermere fastsaettelse af disse beloeb.

32 Det skal dernaest fastslaas, at Kommissionen efter Raadets vedtagelse den 24. oktober 1988 af forordning nr. 3295/88 i november 1988 beregnede og foranstaltede efterbetaling af de vederlag, der skyldtes i medfoer af denne forordning. Kommissionen soergede saaledes hurtigt - efter at den havde opnaaet vished for, at der skulle ske en saadan efterbetaling, og efter fastlaeggelsen af, med hvilke beloeb, dette skulle ske - for at opfylde forpligtelsen til at foretage denne efterbetaling. Den kan saaledes ikke i den forbindelse lastes for nogen forsinkelse.

33 Heraf foelger, at sagsoegernes paastand om morarenter skal forkastes.

Tabet som foelge af koebekraftforringelsen

34 Sagsoegerne har til stoette for deres paastand om erstatning for dette tab som eneste anbringende fremfoert, at vedtaegtens artikel 64 og 65 er blevet tilsidesat. Til stoette for dette anbringende har de gjort gaeldende, at vedtaegten garanterer koebekraftaekvivalens med hensyn til institutionernes personales vederlag, og at Kommissionen ved blot at udbetale det beloeb, der fremkom ved beregningen af de ikke-udbetalte skyldige loendele, tilsidesatte vedtaegtens artikel 64 og 65, idet efterbetalingerne skete med de nominelle beloeb, der ikke giver sikkerhed for, at vederlagene har koebekraftaekvivalens. Sagsoegerne goer gaeldende, at de saaledes har lidt et tab derved, at de fra den 15. januar 1986 ikke den 15. i hver maaned havde en del af det dem tilkommende vederlag til raadighed. For naermere at angive dette tab har de anfoert, at de med den del af vederlaget, som foerst senere blev efterbetalt, ville have koebt italienske statsobligationer, der pr. 1. april 1986 forrentedes med 12,5%.

35 Kommissionen har heroverfor anfoert, at justeringskoefficienterne, som tilpasset ved afgoerelsen af 1981, tager hoejde for pengeforringelsen og loeser alle de spoergsmaal, der beror paa, at tilpasningen noedvendigvis maa have tilbagevirkende gyldighed. De nye justeringskoefficienter giver saaledes daekning for de tab, der eventuelt kunne vaere en foelge af denne situation. Kravene i vedtaegten er derfor blevet opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

36 Vedroerende sagsoegernes paastand om tilkendelse af erstatning for det tab, der paastaas at vaere en foelge af koebekraftforringelsen af de efterbetalinger, der blev foretaget i medfoer af forordning nr. 3295/88, skal Retten foerst bemaerke, at "en mellem en tjenestemand og hans nuvaerende eller tidligere institution verserende tvist ... [er] [naar den] hidroerer fra det ansaettelsesforhold, som knytter den paagaeldende til institutionen, omfattet af Traktatens artikel 179 og vedtaegtens artikel 90 og 91" (Domstolens dom af 22.10.1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, jf. s. 1181). Ifoelge fast retspraksis maa sagsoegerne for at kunne paastaa sig tilkendt erstatning godtgoere, at den sagsoegte institution har begaaet en tjenstlig fejl, at der faktisk er opstaaet en bestemt og maalelig skade, samt at der er aarsagsforbindelse mellem den tjenstlige fejl og den paaberaabte skade (jf. Rettens dom af 13.12.1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 769).

37 Retten skal henvise til, at vel fastsaettes der ikke i Raadets afgoerelse af 1981 en frist inden for hvilken den i afgoerelsen omhandlede femaarlige tilpasning skal ske, men vedtaegtens artikel 65, stk. 2, hvori der fastsaettes en frist paa hoejst to maaneder for afgoerelsen om tilpasning af justeringskoefficienterne, skal fortolkes som udtryk for en almindelig retsgrundsaetning, hvorefter afgoerelser paa dette omraade skal traeffes uden ugrundet forsinkelse. Enhver ugrundet forsinkelse med udstedelsen af de regler, der danner hjemmel for tilpasningen af tjenestemaendenes og de oevrige ansattes vederlag, maa saaledes anses for en tjenstlig fejl.

38 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en forsinkelse, og om denne er ugrundet, maa der henvises til, at institutionerne maa raade over en efter de konkret foreliggende omstaendigheder og sagens vanskelighed rimelig frist til at udforme dels deres forslag, dels deres afgoerelser. Heraf foelger, at der ikke generelt kan angives en frist, inden for hvilken regler som de i sagen omhandlede skal vaere vedtaget.

39 I det foreliggende tilfaelde blev Kommissionens forslag til forordning forelagt Raadet den 7. august 1987, dvs. mindre end to aar efter at den femaarige aendring var begyndt. Naar henses til sagens indviklede karakter samt til det samraad, der som led i tilpasningsordningen fandt sted med personalet, kan denne forsinkelse ikke anses for at have vaeret al for stor.

40 Hvad angaar Raadets vedtagelse af det forslag, Kommissionen havde forelagt, bemaerkes, at der paa det omhandlede tidspunkt verserede en sag ved Domstolen mellem Kommissionen og Raadet vedroerende reglerne for beregning af justeringskoefficienterne. Afgoerelsen af denne sag ville vaere bestemmende for indholdet af de regler, hvorefter de nye justeringskoefficienter skulle beregnes ved den femaarlige tilpasning i 1986.

41 Herefter og i betragtning af, at Kommissionens forslag til forordning blev forelagt i oktober 1987, at Domstolens dom i sagen mellem Kommissionen og Raadet blev afsagt den 27. juni 1988, og at behandlingen af et kommissionsforslag til forordning efter den procedure, som Raadet har vedtaget for behandling og vedtagelse af forslag til retsakter, indebaerer en behandling paa flere niveauer inden for Raadet, kan Raadet ikke lastes for ikke at have vedtaget Kommissionens forslag paa et tidligere tidspunkt end det faktisk skete, dvs. i oktober 1988. Det tidsrum, der forloeb mellem referencedatoen for den femaarlige tilpasning (den 1.1.1986) og den dato, den paagaeldende forordning blev vedtaget paa (den 24.10.1988), kan under ét efter de konkret foreliggende omstaendigheder ikke anses for at have vaeret for lang. Det maa derfor fastslaas, at det ikke kan anses for godtgjort, at der foreligger en tjenstlig fejl fra Kommissionens eller Raadets side.

42 Heraf foelger, at sagsoegernes paastande om tilkendelse af erstatning skal forkastes.

43 Af det anfoerte fremgaar, at sagsoegte i det hele boer frifindes for sagsoegernes paastande.

Sagens omkostninger

44 Ifoelge procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Dog baerer institutionerne selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.