61989A0009

++++

1. Konkurrence - administrativ procedure - kommissionsbeslutning hvorved der fastslaas en overtraedelse - bevismateriale der kan tages i betragtning

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

2. Konkurrence - administrativ procedure - aktindsigt - Kommissionen forpligtet hertil paa grund af regler, som den selv har praeciseret i en beretning om konkurrencepolitikken

3. Konkurrence - administrativ procedure - iagttagelse af retten til kontradiktion - meddelelse af klagepunkter - udvikling under proceduren af de af Kommissionen foretagne vurderinger - tilladt

(Kommissionens forordning nr. 99/63, stk. 4)

4. Konkurrence - administrativ procedure - hoeringer - foreloebigt referat fremsendt til det raadgivende udvalg og Kommissionen - sagsbehandlingsfejl - foreligger ikke

(Kommissionens forordning nr. 99/63)

5. Konkurrence - administrativ procedure - iagttagelse af retten til kontradiktion - ret for parterne i en procedure til at faa tilsendt hoeringskonsulentens rapport og kommentere den - foreligger ikke

6. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7. Konkurrence - karteller - forbud - karteller der har virkninger efter deres formelle ophoer - anvendelse af traktatens artikel 85

(EOEF-traktaten, art. 85)

8. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - koordination og samarbejde uforenelig med kravet om, at enhver virksomhed uafhaengigt skal fastlaegge sin adfaerd paa markedet - moeder mellem konkurrenter med det formaal at udveksle oplysninger, der er afgoerende for deltagernes udarbejdelse af deres forretningsmaessige strategi

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

9. Konkurrence - karteller - kompleks overtraedelse, der indeholder elementer af aftaler og af samordnet praksis - kvalifikation under ét som "en aftale og samordnet praksis" - tilladt - betydning for beviset

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

10. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - paavirkning af handelen mellem medlemsstater - samlet vurdering og ikke af hver af deltagerne

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

11. Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning i henhold til konkurrencereglerne

(EOEF-traktaten, art. 190)

12. Annullationssoegsmaal - Rettens undersoegelse ex officio med hensyn til eksistensen af den anfaegtede retsakt - betingelser

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2)

1. I en beslutning, som i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1, rettes til en virksomhed, kan der som bevismateriale over for den paagaeldende virksomhed kun anvendes dokumenter, som Kommissionen allerede paa tidspunktet for meddelelsen om klagepunkter tilkendegav at ville paaberaabe sig, idet de er naevnt heri eller i bilagene hertil, saaledes at virksomheden i tide kunne udtale sig om bevisvaerdien.

2. Naar Kommissionen har aabnet mulighed for aktindsigt i konkurrencesager og har fastsat regler herom, der er offentliggjort i en af dens beretninger om konkurrencepolitikken, kan den - selv om den herved er gaaet ud over, hvad retten til kontradiktion indebaerer - ikke fravige regler, den saaledes har paalagt sig selv, og den er derfor forpligtet til at give de virksomheder, der er beroert af en procedure i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, aktindsigt i alle de dokumenter, der er indsamlet ved undersoegelsen, uanset om de er til skade eller gunst for virksomhederne, dog ikke andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger.

3. Den beslutning, hvorved der konstateres en overtraedelse af konkurrencereglerne, skal ikke noedvendigvis vaere en kopi af meddelelsen om klagepunkter. Kommissionen skal nemlig tage hensyn til resultatet af den administrative procedure, hvis det drejer sig om at frafalde klagepunkter, der viser sig ikke at vaere tilstraekkeligt begrundet, eller hvis det drejer sig om, saavel faktisk om retligt, at tilrettelaegge og supplere argumentationen til stoette for de klagepunkter, som den opretholder. Sidste mulighed er ikke i strid med den i artikel 4 i forordning nr. 99/63 hjemlede ret til forsvar.

4. Det forhold, at det referat af hoeringen, der fremsendes til Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal og Kommissionen, er foreloebigt, er kun en sagsbehandlingsfejl, der kan medfoere, at den beslutning, der traeffes ved afslutningen af den paagaeldende procedure, er ugyldig, saafremt dokumentet er affattet paa en saadan maade, at adressaterne kan blive vildledt paa et afgoerende punkt.

5. Retten til kontradiktion indebaerer ikke, at virksomheder, som er omfattet af en procedure i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, har krav paa at kommentere hoeringskonsulentens rapport. Reglerne om kontradiktion er saaledes iagttaget i tilstraekkeligt omfang, naar de forskellige instanser, der medvirker ved udarbejdelsen af den endelige beslutning, korrekt er blevet orienteret om virksomhedernes argumentation i deres svar paa de klagepunkter, Kommissionen har meddelt dem, og paa det bevismateriale, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for klagepunkterne. Hoeringskonsulentens rapport er et rent internt dokument i Kommissionen, der kun er vejledende, og formaalet med denne er ikke at supplere eller korrigere virksomhedernes argumentation, at fremsaette nye klagepunkter eller fremkomme med nyt bevismateriale mod dem.

6. Det er tilstraekkeligt, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade. Det er tilfaeldet, naar der mellem flere virksomheder er enighed om at naa maalpriser og salgsmaal.

7. Traktatens artikel 85 finder anvendelse paa aftaler mellem virksomheder, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert.

8. De kriterier om koordination og samarbejde, der er afgoerende for definitionen af begrebet samordnet praksis, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet.

Der er tale om samordnet praksis, naar virksomheder deltager i moeder, der har til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og hvorunder der udveksles oplysninger mellem konkurrenter om de forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de anser for noedvendige, og om deres omsaetning, idet de deltagende virksomheder noedvendigvis maa tage hensyn til de oplysninger, de saaledes faar, ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet.

9. Der kraeves ikke i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, en specifik kvalifikation af en kompleks, men sammenhaengende overtraedelse, der bestaar af en fortsat adfaerd med ét eneste formaal, og som samtidig indeholder elementer, som maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis", men en saadan overtraedelse kan kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", og det kraeves ikke, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis.

10. En virksomhed maa anses for at have deltaget i en aftale eller samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og saaledes for at have tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, naar de deltagende virksomheders adfaerd samlet kan have denne virkning, uden hensyn til virkningen af den paagaeldende virksomheds selvstaendige deltagelse.

11. Selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke ved en beslutning i henhold til konkurrencereglerne, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure.

12. Selv om det paahviler Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio at undersoege spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt foreligger, betyder dette imidlertid ikke, at der i alle sager i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio skal foranstaltes undersoegelser vedroerende den anfaegtede retsakts eventuelle nullitet. Det er kun, for saa vidt som parterne fremfoerer tilstraekkelige holdepunkter for, at den anfaegtede retsakt er en nullitet, at retsinstanserne er forpligtet til at undersoege dette spoergsmaal ex officio.

Sagsfremstilling

1 Naervaerende sag vedroerer en beslutning fra Kommissionen, der paalagde femten polypropylenproducenter en boede for overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det produkt, der er genstand for den anfaegtede beslutning (herefter benaevnt "beslutningen"), er en af de vigtigste termoplastiske polymerer, som saelges "in bulk". Polypropylen saelges af producenterne til videreforarbejdning og omdannelse til hel- eller halvfabrikata. De stoerste polypropylenproducenter fremstiller over hundrede forskellige produktkvaliteter og daekker saaledes en lang raekke forskellige anvendelsesformaal. De vaesentligste grundkvaliteter benaevnes rafia, homopolymerisater til sproejtestoebning, copolymerisater til sproejtestoebning, slagfaste copolymerisater og folie. De virksomheder, beslutningen er rettet til, er alle foerende producenter i den petrokemiske industri.

2 Det vesteuropaeiske marked for polypropylen forsynes naesten udelukkende fra produktionsanlaeg i Europa. Foer 1977 blev markedet daekket af ti producenter, nemlig Montedison (der aendrede navn til Montepolimeri SpA og senere til Montedipe SpA), Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd (kaldet "de fire store"), der tilsammen havde en markedsandel paa 64%, Enichem Anic SpA, Italien, Rhône-Poulenc SA, Frankrig, Alcudia, Spanien, Chemische Werke Huels og BASF AG, begge Tyskland, og Chemie Linz AG, OEstrig. Efter udloebet af de patenter, som Montedison var indehaver af, kom der i 1977 syv nye producenter paa det vesteuropaeiske marked: Amoco og Hercules Chemicals NV i Belgien, ATO Chimie SA og Solvay & Cie SA i Frankrig, SIR i Italien, DSM NV i Nederlandene og Taqsa i Spanien. Den norske producent Saga Petrokjemi AS & Co. paabegyndte sin virksomhed i midten af 1978 og Petrofina SA i 1980. De nytilkomne producenter havde en officiel produktionskapacitet paa tilsammen ca. 480 000 tons, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten i Vesteuropa, der i en aarraekke ikke kunne opvejes af stigningen i efterspoergslen. Dette medfoerte en ringe udnyttelse af produktionskapaciteten, men udnyttelsesgraden steg gradvist fra 60% i 1977 til 90% i 1983. Ifoelge beslutningen har udbud og efterspoergsel siden 1982 stort set svaret til hinanden. I stoerstedelen af referenceperioden (1977-1983) blev polypropylenmarkedet imidlertid betragtet som vaerende praeget af enten lav rentabilitet eller betydelige tab, navnlig som foelge af hoeje faste omkostninger og stigningen i prisen paa raastoffet polypropylen. Det fremgaar af beslutningen (8. betragtning), at Montepolimeri SpA i 1983 havde en andel paa 18% af det europaeiske polypropylenmarked, mens Imperial Chemical Industries plc, Shell International Chemical Company Ltd og Hoechst AG hver havde en markedsandel paa 11%, Hercules Chemicals NV knap 6%, ATO Chimie SA, BASF AG, DSM NV, Chemische Werke Huels, Chemie Linz AG, Solvay & Cie SA og Saga Petrokjemi AS & Co. hver mellem 3% og 5% og Petrofina SA ca. 2%. Der foregik en omfattende handel med polypropylen mellem medlemsstaterne, idet hver af de ti EF-producenter solgte produktet i de fleste, om ikke alle, medlemsstater.

3 Chemische Werke Huels var blandt de producenter, der leverede polypropylen til markedet foer 1977. Paa polypropylenmarkedet var selskabet en mellemstor producent med en markedsandel paa mellem 4,5 og 6,5%.

4 Den 13. og 14. oktober 1983 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), samtidige kontrolundersoegelser hos foelgende virksomheder, der fremstillede og leverede polypropylen til Faellesskabets marked:

- ATO Chimie SA, nu Atochem (herefter benaevnt "ATO")

- BASF AG (herefter benaevnt "BASF")

- DSM NV (herefter benaevnt "DSM")

- Hercules Chemicals NV (herefter benaevnt "Hercules")

- Hoechst AG (herefter benaevnt "Hoechst")

- Chemische Werke Huels (herefter benaevnt "Huels")

- Imperial Chemical Industries plc (herefter benaevnt "ICI")

- Montepolimeri SpA, nu Montedipe (herefter benaevnt "Monte")

- Shell International Chemical Company Ltd (herefter benaevnt "Shell")

- Solvay & Cie SA (herefter benaevnt "Solvay")

- BP Chimie (herefter benaevnt "BP").

Der blev ikke foretaget kontrolundersoegelser hos Rhône-Poulenc SA eller Enichem Anic SpA.

5 Efter disse kontrolundersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering om oplysninger, ikke blot over for de anfoerte virksomheder, men ogsaa over for foelgende virksomheder:

- Amoco

- Chemie Linz AG (herefter benaevnt "Linz")

- Saga Petrokjemi AS & Co., der nu er en del af Statoil (herefter benaevnt "Statoil")

- Petrofina SA (herefter benaevnt "Petrofina")

- Enichem Anic SpA (herefter benaevnt "Anic").

Linz, der er et oestrigsk selskab, anfaegtede Kommissionens ret til at anmode herom og naegtede at efterkomme begaeringen. Kommissionens tjenestemaend foretog herefter i medfoer af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17 kontrolundersoegelser hos Anic og hos Saga' s britiske datterselskab, Saga Petrochemicals UK Ltd, samt hos Linz' salgsagenter i Det Forenede Kongerige og Tyskland. Der blev ikke over for Rhône-Poulenc fremsat begaering om oplysninger.

6 Kommissionen konkluderede paa grundlag af de oplysninger, der blev tilvejebragt i forbindelse med kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger, at de paagaeldende producenter fra 1977 til 1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EOEF-traktatens artikel 85 regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor den 30. april 1984 at ivaerksaette en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og i maj 1984 fremsendte den en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til de naevnte virksomheder med undtagelse af Anic og Rhône-Poulenc. Alle de virksomheder, meddelelsen var rettet til, svarede skriftligt.

7 Den 24. oktober 1984 moedtes den af Kommissionen udpegede hoeringskonsulent med de juridiske raadgivere for de virksomheder, som havde modtaget meddelelsen om klagepunkter, for at aftale den naermere procedure for den hoering, der skulle finde sted som led i den administrative procedure. Hoeringen skulle paabegyndes den 12. november 1984. Under dette moede meddelte Kommissionen endvidere, at den under henvisning til den argumentation, virksomhederne havde fremfoert i deres svar paa meddelelsen om klagepunkter, straks ville fremsende yderligere bevismateriale vedroerende ivaerksaettelsen af prisinitiativerne som supplement til det bevismateriale, som de allerede var i besiddelse af. Kommissionen fremsendte saaledes den 31. oktober 1984 til virksomhedernes juridiske raadgivere en raekke dokumenter med kopi af prisinstrukser, som producenterne havde meddelt deres salgskontorer, og tabeller, som gengav dokumenternes indhold. Af hensyn til beskyttelsen af forretningshemmeligheder fastsatte Kommissionen visse betingelser for fremsendelsen af disse dokumenter. Navnlig maatte virksomhedernes salgsafdelinger ikke goeres bekendt med dokumenterne. Advokaterne for flere af virksomhederne afslog imidlertid at efterkomme betingelserne og tilbagesendte dokumenterne inden hoeringen. Ved skrivelse af 8. november 1984 anmodede sagsoegeren atter Kommissionen om indroemmelse af aktindsigt, da sagsoegeren foerst som foelge af skrivelsen af 31. oktober 1984 var blevet opmaerksom paa relevansen af visse dokumenter.

8 Paa baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i de skriftlige svar paa meddelelsen om klagepunkter, besluttede Kommissionen at udvide proceduren til ogsaa at omfatte Anic og Rhône-Poulenc. Der blev derfor den 25. oktober 1984 til selskaberne fremsendt en meddelelse om klagepunkter svarende til den meddelelse, der var fremsendt til de oevrige femten virksomheder.

9 Den foerste hoeringsrunde fandt sted fra den 12. til den 20. november 1984, hvorunder alle virksomheder blev hoert med undtagelse af Shell (der havde naegtet at deltage i enhver hoering), Anic, ICI og Rhône-Poulenc (som fandt, at de ikke havde vaeret i stand til at forberede sagen).

10 Under hoeringen afslog flere virksomheder at tage stilling til de punkter, der var rejst i de dokumenter, som var fremsendt til dem den 31. oktober 1984. De gjorde i denne forbindelse gaeldende, at Kommissionen vaesentligt havde aendret sin argumentation, og at de i hvert fald burde have lejlighed til at fremsaette skriftlige bemaerkninger. Andre virksomheder haevdede, at de ikke havde haft tilstraekkelig tid til at gennemgaa dokumenterne foer hoeringen. Advokaterne for BASF, DSM, Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Monte, Petrofina og Solvay fremsendte en faelles skrivelse herom til Kommissionen den 28. november 1984. Huels meddelte ved skrivelse af 4. december 1984, at selskabet tilsluttede sig dette synspunkt.

11 Kommissionen fremsendte derfor den 29. marts 1985 en ny raekke dokumenter, der omfattede prisinstrukser, som virksomhederne havde givet til deres salgskontorer, vedlagt tabeller vedroerende priserne, samt et sammendrag af beviserne vedroerende hvert af de prisinitiativer, med hensyn til hvilke Kommissionen havde dokumenter. Kommissionen opfordrede virksomhederne til at svare herpaa, dels skriftligt, dels under en ny hoeringsrunde, og meddelte, at den frafaldt de betingelser, der var fastsat i foerste omgang, vedroerende overgivelse af dokumenterne til salgsafdelingerne.

12 Kommissionen svarede ved en anden skrivelse af samme dato paa de af advokaterne fremfoerte argumenter, hvorefter den ikke havde givet en praecis, retlig definition af det paastaaede kartel i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og den opfordrede virksomhederne til at fremkomme med deres skriftlige og mundtlige bemaerkninger.

13 Der fandt en ny hoeringsrunde sted fra den 8. til den 11. juli 1985 og den 25. juli 1985. Anic, ICI og Rhône-Poulenc fremsatte her deres bemaerkninger, og de andre virksomheder (med undtagelse af Shell) kommenterede de punkter, der var rejst i Kommissionens to skrivelser af 29. marts 1985.

14 Udkast til referat af hoeringerne med den noedvendige dokumentation blev fremsendt til medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal (herefter benaevnt "det raadgivende udvalg") den 19. november 1985 og til virksomhederne den 25. november 1985. Det raadgivende udvalg vedtog sin udtalelse ved sit 170. moede den 5. og 6. december 1985.

15 Paa grundlag af denne procedure vedtog Kommissionen den 23. april 1986 den anfaegtede beslutning, der lyder saaledes:

"Artikel 1

Anic SpA, ATO Chimie SA (nu Atochem), BASF AG, DSM NV, Hercules Chemicals NV, Hoechst AG, Chemische Werke Huels (nu Huels AG), ICI plc, Chemische Werke Linz, Montepolimeri SpA (nu Montedipe), Petrofina SA, Rhône-Poulenc SA, Shell International Chemical Company Ltd, Solvay & Cie og Saga Petrokjemi AS & Co. (tilhoerer nu Statoil) har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved:

- for Anic' s vedkommende, fra omkring november 1977 eller 1978 og til sent i 1982 eller begyndelsen af 1983

- for Rhône-Poulenc' s vedkommende, fra omkring november 1977 og til udgangen af 1980

- for Petrofina' s vedkommende, fra 1980 og mindst til november 1983

- for Hoechst' s, ICI' s, Montepolimeri' s og Shell' s vedkommende, fra omkring midten af 1977 og mindst til november 1983

- for Hercules' , Linz' , Saga' s og Solvay' s vedkommende, fra omkring november 1977 og mindst til november 1983

- for ATO' s vedkommende, senest fra 1978 og mindst til november 1983

- for BASF' s, DSM' s og Huels' vedkommende, fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983

at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen paa Faellesskabets omraade:

a) kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

b) fra tid til anden fastsatte 'maalpriser' (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF' s medlemsstater

c) vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et 'kundeledelsessystem' med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

d) indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

e) delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig 'kvote' (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981, 1982).

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder skal omgaaende bringe den naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er tilfaeldet) og skal for fremtiden afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende maal eller virkning, herunder enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringer, eller hvorved de kunne overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordninger vedroerende priser eller markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i (f.eks. via Fides), skal vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af den generelle informationsudvekslingsordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

i) Anic SpA, en boede paa 750 000 ECU, eller 1 103 692 500 LIT

ii) Atochem, en boede paa 1 750 000 ECU, eller 11 973 325 FF

iii) BASF AG, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 5 362 225 DM

iv) DSM NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 6 657 640 HFL

v) Hercules Chemicals NV, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 120 569 620 BFR

vi) Hoechst AG, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 19 304 010 DM

vii) Huels AG, en boede paa 2 750 000 ECU, eller 5 898 447,50 DM

viii) ICI plc, en boede paa 10 000 000 ECU, eller 6 447 970 UKL

ix) Chemische Werke Linz, en boede paa 1 000 000 ECU, eller 1 471 590 000 LIT

x) Montedipe, en boede paa 11 000 000 ECU, eller 16 187 490 000 LIT

xi) Petrofina SA, en boede paa 600 000 ECU, eller 26 306 100 BFR

xii) Rhône-Poulenc SA, en boede paa 500 000 ECU, eller 3 420 950 FF

xiii) Shell International Chemical Company Ltd, en boede paa 9 000 000 ECU, eller 5 803 173 UKL

xiv) Solvay & Cie, en boede paa 2 500 000 ECU, eller 109 608 750 BFR

xv) Statoil, Den Norske Stats Oljeselskab AS (der har overtaget Saga Petrokjemi), en boede paa 1 000 000 ECU, eller 644 797 UKL.

Artikel 4 og 5

(udelades)".

16 Den 8. juli 1986 blev det endelige referat af hoeringerne med de af virksomhederne oenskede rettelser, tilfoejelser og udeladelser fremsendt til disse.

Retsforhandlinger

17 Sagsoegeren har herefter ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 2. august 1986 anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen. Tretten af de fjorten andre virksomheder, beslutningen var rettet til, har ligeledes anlagt annullationssoegsmaal (sagerne T-1/89 - T-4/89, T-6/89 - T-8/89 og T-10/89 - T-15/89).

18 Den skriftlige forhandling har i det hele fundet sted for Domstolen.

19 Domstolen har ved kendelse af 15. november 1989 hjemvist denne sag og de tretten andre sager til Retten, jf. artikel 14 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (herefter benaevnt "Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988").

20 Rettens praesident har i henhold til afgoerelsens artikel 2, stk. 3, udpeget en generaladvokat.

21 Rettens justitssekretaer anmodede ved skrivelse af 3. maj 1990 parterne om at deltage i et uformelt moede med henblik paa at tilrettelaegge den mundtlige forhandling. Dette moede fandt sted den 28. juni 1990.

22 Ved skrivelse af 9. juli 1990 anmodede Rettens justitssekretaer parterne om at fremkomme med deres bemaerkninger til, at sagerne T-1/89 - T-4/89 og T-6/89 - T-15/89 eventuelt blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Ingen af parterne gjorde indsigelse herimod.

23 Retten har herefter ved kendelse af 25. september 1990 besluttet at forene de naevnte sager med henblik paa den mundtlige forhandling, idet disse har forbindelse med hinanden, jf. artikel 43 i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 11, stk. 3, i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 finder tilsvarende anvendelse paa proceduren for Retten.

24 Retten har ved kendelse af 15. november 1990 truffet afgoerelse vedroerende de anmodninger om fortrolig behandling, der var indgivet af sagsoegerne i sagerne T-2/89, T-3/89, T-9/89, T-11/89, T-12/89 og T-13/89, og har delvis imoedekommet disse.

25 Parterne har ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor i perioden fra den 9. oktober til den 29. november 1990 besvaret de spoergsmaal, som Retten havde stillet ved justitssekretaerens skrivelser af 19. juli.

26 Paa grundlag af svarene paa spoergsmaalene og den refererende dommers rapport har Retten efter at have hoert generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

27 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under den mundtlige forhandling, der fandt sted fra den 10. til den 15. december 1990.

28 Generaladvokaten fremsatte forslag til afgoerelse i retsmoedet den 10. juli 1991.

Parternes paastande

29 Sagsoegeren, Huels, har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionens beslutning af 23. april 1986, der blev meddelt sagsoegeren den 27. maj 1986, vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149-Polypropylen) annulleres.

- Subsidiaert nedsaettes den boede, der er paalagt sagsoegeren ved naevnte beslutning.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte, Kommissionen, har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

30 Retten skal foerst undersoege sagsoegerens anbringender om, at der er sket tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, (1) da Kommissionen har undladt at fremsende dokumenter, som beslutningen stoettes paa, (2) da sagsoegeren ikke er blevet indroemmet tilstraekkelig aktindsigt, (3) da Kommissionen ikke i meddelelsen om klagepunkter har angivet alle de klagepunkter, der er naevnt i beslutningen, (4) da sagen ikke er blevet tilstraekkelig oplyst, (5) da det endelige referat af hoeringerne ikke er fremsendt til Kommissionens og det raadgivende udvalgs medlemmer, og (6) da sagsoegeren ikke er blevet tilstillet hoeringskonsulentens rapport. Retten skal for det andet behandle anbringenderne vedroerende beviset for overtraedelsen. Disse vedroerer dels (1) Kommissionens konstateringer mht. sagens omstaendigheder, dels (2) anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse omstaendigheder. Det goeres herved gaeldende, (A) at Kommissionen ikke har kvalificeret overtraedelsen korrekt, idet (B) den ikke har foretaget en korrekt vurdering af den restriktive virkning paa konkurrencen, (C) idet den ikke har foretaget en korrekt vurdering af virkningen paa handelen mellem medlemsstaterne, samt (D) at den har paalagt sagsoegeren et kollektivt ansvar. For det tredje skal Retten behandle anbringenderne vedroerende beslutningens begrundelse, hvorved det goeres gaeldende, at begrundelsen er (1) utilstraekkelig og (2) selvmodsigende. Retten skal for det fjerde behandle anbringenderne vedroerende fastsaettelsen af boeden, (1) som haevdes at vaere delvis foraeldet, og som haevdes ikke at vaere passende under hensyn til den paastaaede overtraedelses (2) varighed og (3) grovhed.

Retten til kontradiktion

1. Undladelse af at fremsende dokumenter sammen med meddelelsen om klagepunkter

31 Sagsoegeren har anfoert, at forordning nr. 17 og overholdelsen af retten til kontradiktion kraever, at Kommissionen kun vedtager sin beslutning paa grundlag af faktiske og retlige omstaendigheder, som den forud har henvist til i meddelelsen om klagepunkter, og som selskabet har kunnet fremsaette sine bemaerkninger til.

32 Sagsoegeren har anfoert, at dette princip ogsaa finder anvendelse for saa vidt angaar fremlaeggelse af beviser, idet disse kun kan laegges til grund for beslutningen, hvis de er blevet naevnt i meddelelsen om klagepunkter (Domstolens dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG Telefunken mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 27). Sagsoegeren har henvist til 69 dokumenter, som ikke er blevet meddelt sagsoegeren. Kommissionen har i beslutningen betegnet nogle af disse dokumenter som henhoerende til det vigtigste bevismateriale, hvorpaa beslutningen er baseret. Det drejer sig om referatet af moedet den 13. maj 1982 udarbejdet af en medarbejder hos Hercules (beslutningens 15. betragtning; jf. ogsaa 37. betragtning), referatet af moedet den 10. marts 1982 udarbejdet af en medarbejder hos ICI (beslutningens 15. betragtning; jf. ogsaa 58. betragtning), dokumenter vedroerende aftalen om mindstepriser (16. og 17. betragtning til beslutningen), et dokument af 6. september 1977, der angiveligt er fundet hos Solvay (beslutningens 16. betragtning, femte afsnit), Shell' s svar paa meddelelsen om klagepunkter (17. betragtning til beslutningen), svar fra andre virksomheder paa begaeringen om oplysninger (18. betragtning til beslutningen), referatet af moedet den 20. august 1982 udarbejdet af en medarbejder hos ICI (19. betragtning til beslutningen), rundskrivelser til kunder fra de nationale salgskontorer vedroerende prisaendringer (24.-27. betragtning til beslutningen), referatet af to interne moeder i Shell, der blev afholdt den 5. juli og den 12. september 1979 (29. og 31. betragtning til beslutningen), 48 prisinstrukser fra andre producenter til deres salgskontorer samt et internt dokument fra Solvay (32.-36. betragtning til beslutningen), et internt notat fra ICI vedroerende "stabilitet" (46. betragtning til beslutningen), dokumenter fra Shell vedroerende Det Forenede Kongerige og Frankrig samt et dokument fra Shell med overskriften "PP W. Europe-Pricing" og "Market quality report" (49. betragtning til beslutningen), diverse dokumenter fra ATO, bl.a. et internt notat af 28. september 1983 (51. betragtning til beslutningen), artikler offentliggjort i European Chemical News (herefter benaevnt "ECN", beslutningens 51. betragtning, sidste afsnit), et udateret notat fra ICI om forberedelse af et moede med Shell, der skulle afholdes i maj 1983 (beslutningens 63. betragtning, andet afsnit), erklaeringer fra Amoco og BP (53. betragtning til beslutningen), dokumenter fundet hos ATO vedroerende markedsopdelingsordningen for det franske marked mellem franske producenter (54. betragtning til beslutningen), og endelig et arbejdsdokument vedroerende foerste kvartal 1983, der blev fundet hos Shell (beslutningens 63. betragtning, tredje afsnit).

33 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at proceduren med aktindsigt ikke gyldigt kan erstatte meddelelsen af dokumenter paa tidspunktet for meddelelsen om klagepunkter, idet Kommissionen, saafremt denne fremgangsmaade skulle blive almindelig praksis, ville kunne naa frem til, at den ikke laengere skulle meddele noget som helst dokument i forbindelse med meddelelsen om klagepunkter.

34 Sagsoegeren har bestridt, at Kommissionen kan sondre mellem de dokumenter, som den finder relevante, og de dokumenter, som den finder irrelevante, ved at fremsende foerstnaevnte, men ikke sidstnaevnte, isaer naar det drejer sig om at bevise eksistensen af et kartel, der omfatter forskellige virksomheder. Sagsoegeren bestrider den underdrevne betydning, som Kommissionen har tillagt de dokumenter, som Kommissionen erkender ikke at have tilstillet sagsoegeren, mens den i beslutningen har betegnet de samme dokumenter som vigtigt bevismateriale.

35 Kommissionen har indroemmet, at et notat fra ICI vedroerende et "ekspert"-moede af 10. marts 1982, der er naevnt i beslutningen (58. betragtning), ved en fejltagelse ikke er fremsendt til sagsoegeren. Notatet bekraefter imidlertid kun et referat fra Hercules af dette moede, der er vedlagt den generelle del af meddelelsen om klagepunkter som bilag 23 (herefter benaevnt "bilag til den generelle meddelelse"), og som kun tilsigtede at identificere en tabel, der ligeledes var blevet meddelt (bilag 71 til den generelle meddelelse). Det samme er tilfaeldet med et notat fra ICI, der er naevnt i 63. betragtning til beslutningen, der ikke blev meddelt sagsoegeren, fordi det indeholder forretningshemmeligheder, og fordi det kun vedroerer Shell' s deltagelse i kvoteordningen for 1983 og saaledes ikke beroerte Huels.

36 For saa vidt angaar de oevrige dokumenter, som Huels har henvist til, har Kommissionen fremfoert foelgende forklaringer. ICI' s notat vedroerende "stabilitet" (bilag 35 til den generelle meddelelse), rundskrivelserne til salgskontorerne (bilag 19, 42, 46, 50 og 52 til den generelle meddelelse), referatet af moedet den 20. august 1982 udfaerdiget af en medarbejder hos ICI (bilag 28 til den generelle meddelelse) og de forskellige dokumenter vedroerende aftalen om mindstepriser (bilag 2-7 til den generelle meddelelse) var gengivet i bilagene til den generelle meddelelse om klagepunkter; de 48 prisinstrukser vedroerende prisinitiativerne fra januar til maj 1981 og fra august til december 1981 er vedlagt i uafkortet form som bilag til Kommissionens skrivelse af 31. oktober 1984 og i sammenfattet form til skrivelsen af 29. marts 1985. De naevnte skrivelser vedroerte prisinitiativerne. Kommissionen har tilfoejet, at saafremt sagsoegeren har naegtet at opnaa kendskab hertil, paa grund af de begraensninger, som sagsoegeren var blevet paalagt mht. videregivelse af disse dokumenter til selskabets salgskontorer, saa er det sagsoegerens egen skyld. For saa vidt angaar de oevrige dokumenter, drejer det sig enten om dokumenter, der er uden interesse for de forhold, der goeres gaeldende mod sagsoegeren, fordi de kun vedroerer andre virksomheder, eller om dokumenter, der allerede var sammenfattet i andre forskriftsmaessigt meddelte dokumenter, om presseartikler, som sagsoegeren ikke kunne vaere uvidende om, om dokumenter, der blev stillet til raadighed for sagsoegeren i forbindelse med proceduren med aktindsigt, eller endog om ukendte dokumenter.

37 Kommissionen har herom anfoert, at proceduren med aktindsigt netop har til formaal at goere det muligt for virksomhederne at faa kendskab til alt det bevismateriale, som Kommissionen raader over, og som eventuelt vil kunne bruges mod virksomhederne. Det drejer sig herved om dokumenter, der bekraefter de dokumenter, der var vedlagt meddelelsen om klagepunkter som bilag; det er unoedvendigt, og endog skadeligt for virksomhedernes forsvar, at fremsende saadanne dokumenter sammen med meddelelsen.

38 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det afgoerende ikke er dokumenterne i sig selv, men de konklusioner, som Kommissionen drager paa grundlag af disse. Saafremt dokumenterne ikke er naevnt i meddelelsen om klagepunkter, kan den paagaeldende virksomhed med rette antage, at de ikke har betydning for sagen. Underretter Kommissionen ikke en virksomhed om, at visse dokumenter vil blive anvendt i beslutningen, afskaerer Kommissionen den fra i tide at udtale sig om dokumenternes bevisvaerdi. Dokumenterne vil af denne grund ikke kunne anvendes som bevis over for virksomheden (dom af 25.10.1983, sag 107/82, a.st., praemis 27, og senest dom af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, praemis 21).

39 I dette tilfaelde kan alene de dokumenter, der er naevnt i den generelle og den specielle del af meddelelsen om klagepunkter og i skrivelserne af 31. oktober 1984 eller af 29. marts 1985, samt de dokumenter, der er vedlagt disse, men ikke udtrykkeligt naevnt heri, anses for bevismidler mod sagsoegeren under naervaerende sag. For saa vidt angaar de dokumenter, der er vedlagt meddelelserne om klagepunkter, men som ikke er naevnt heri, kan de kun goeres gaeldende over for sagsoegeren i beslutningen, hvis selskabet med rimelighed har kunnet udlede af meddelelserne, hvilke konklusioner Kommissionen ville drage heraf.

40 Af de dokumenter, sagsoegeren har anfoert, kan herefter alene de forskellige dokumenter vedroerende aftalen om mindstepriser (16. og 17. betragtning til beslutningen), ICI' s og Shell' s svar paa anmodningen om oplysninger (18. betragtning til beslutningen), referatet af moedet den 20. august 1982, udarbejdet af en medarbejder hos ICI (19. betragtning til beslutningen), de nationale salgsbureauers rundskrivelser til kunderne (25. betragtning til beslutningen), ICI' s interne notat vedroerende "stabilitet" (46. betragtning til beslutningen) anvendes som bevis mod sagsoegeren, idet disse er naevnt i punkt 33-38, for saa vidt angaar den foerste serie dokumenter, i punkt 39 og 47, for saa vidt angaar ICI' s og Shell' s svar, i punkt 65, 80 og 103, for saa vidt angaar referatet af moedet den 20. august 1982, i punkt 58 og 75, for saa vidt angaar rundskrivelserne og i punkt 71, for saa vidt angaar ICI' s notat, i den generelle del af meddelelsen om klagepunkter til sagsoegeren, hvortil de endvidere udgoer bilag 2-7, 8 og 9, 28, 19, 42, 46, 50 og 52, og 35. Hertil kommer 48 prisinstrukser fra forskellige producenter, som er vedlagt Kommissionens skrivelse af 31. oktober 1984, og som er naevnt i et sammendrag og i de tabeller, der var vedlagt skrivelsen af 29. marts 1985, i en sammenhaeng, hvori sagsoegeren med rimelighed kunne udlede de af Kommissionen dragne konklusioner. De oevrige dokumenter, sagsoegeren har naevnt, kan ikke anses for bevismidler mod sagsoegeren under naervaerende sag.

41 Spoergsmaalet om, hvorvidt de sidstnaevnte dokumenter er noedvendige for at underbygge de bevismaessige konstateringer, Kommissionen i beslutningen har foretaget i forhold til sagsoegeren, henhoerer under Rettens undersoegelse af, om disse konstateringer kan laegges til grund.

2. Utilstraekkelig aktindsigt

42 Sagsoegeren har anfoert, at da selskabet ikke har haft fuld adgang til samtlige Kommissionens dokumenter i forbindelse med proceduren med aktindsigt, paa trods af den i skrivelsen af 8. november 1984 herom fremsatte anmodning (bilag 21 til staevningen), har man ikke vaeret i stand til at undersoege, om de dokumenter, der ikke blev stillet til raadighed, indeholdt beviser til gunst for sagsoegeren, eller fuldt ud at kontrollere Kommissionens vurdering med hensyn til beviserne.

43 Sagsoegeren har anfoert, at overholdelsen af retten til kontradiktion kraever, at enhver retsakt, som en myndighed retter til en person eller en virksomhed, skal kunne undersoeges af den paagaeldende gennem fuld aktindsigt. Huels har til stoette for denne opfattelse henvist til praemis 24 i ovennaevnte dom af 25. oktober 1983 i sag 107/82, hvori Domstolen fastslog, at det ikke tilkom Kommissionen at tage stilling til, om et dokument eller en del af et dokument kunne bruges af vedkommende virksomhed som et led i sit forsvar. Denne afgoerelse vedroerende et bestemt dokument gaelder saa meget desto mere for en flerhed af dokumenter i en sag.

44 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionens administrative praksis gaar i samme retning, idet den anerkender en ret for de beroerte virksomheder til at faa indsigt i samtlige relevante dokumenter (Den Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken, s. 42), hvilken ret kun kan begraenses i snaevert afgraensede undtagelsestilfaelde (forretningshemmeligheder, interne dokumenter, mv.). Sagsoegeren har anfoert, at de nationale lovgivninger hjemler en ret til generel aktindsigt. Virksomhederne skal saaledes kunne faa kendskab til samtlige resultater af undersoegelsen, herunder de resultater, som Kommissionen ikke vil goere brug af mod virksomhederne. Dette krav bekraeftes af Domstolens dom af 17. januar 1984 (forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 25; jf. endvidere praemis 27 i ovennaevnte dom af 25.10.1983 i sag 107/82), som Kommissionen har henvist til, og hvorefter kravet om meddelelse ikke omfatter Kommissionens interne dokumenter, men dog de dokumenter, som Kommissionen har fundet hos virksomhederne.

45 Kommissionen har gjort gaeldende, at ifoelge nyere praksis (Domstolens ovennaevnte dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82) er det tilstraekkeligt, at parterne har haft adgang til de dokumenter, der ligger til grund for den paagaeldende beslutning. Kommissionen har imidlertid i denne sag givet sagsoegeren tilladelse til at konsultere samtlige dokumenter, som den raadede over, i forbindelse med proceduren med aktindsigt i juni 1984, med undtagelse af dokumenter indeholdende forretningshemmeligheder.

46 Det bemaerkes, at det i henhold til reglerne om kontradiktion kraeves, at sagsoegeren skal saettes i stand til at fremfoere sit synspunkt, saaledes som selskabet oensker det, vedroerende alle de klagepunkter, som Kommissionen er fremkommet med i de meddelelser om klagepunkter, der blev fremsendt til selskabet, og vedroerende alle de beviser, der skal underbygge klagepunkterne, og som Kommissionen har naevnt i meddelelserne om klagepunkter eller vedlagt disse (dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 7).

47 Retten til kontradiktion medfoerer derimod ikke, at en virksomhed, der er omfattet af en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, kan fremkomme med bemaerkninger til alle Kommissionens dokumenter vedroerende sagen, idet der ikke findes bestemmelser, hvorefter Kommissionen er forpligtet til at goere de beroerte virksomheder bekendt med sagsakterne (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, a.st., praemis 25).

48 Kommissionen har imidlertid i Den Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken fastlagt en fremgangsmaade, hvorefter der gives aktindsigt i konkurrencesager, og Kommissionen har dermed paalagt sig selv regler, der gaar ud over de krav, der er opstillet af Domstolen. Det anfoeres i de regler, der er fastsat i Den Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken (s. 42 og 43):

"Kommissionen giver derfor i fremtiden de virksomheder, der er impliceret i en sag, adgang til at goere sig bekendt med sagens akter. Virksomhederne oplyses om, hvilke dokumenter Kommissionen har i sagen, idet der til meddelelsen om klagepunkter eller til skrivelsen, hvori en klage afvises, er vedfoejet en fortegnelse over alle disse, med en angivelse af, hvilke af dokumenterne eller dele af disse virksomhederne har adgang til at faa indsigt i. Virksomhederne har mulighed for at gennemgaa disse dokumenter i Kommissionen. Hvis en virksomhed kun oensker at gennemgaa enkelte af dem, kan Kommissionen fremsende kopier heraf. Kommissionen betragter dog en raekke dokumenter som fortrolige, hvorfor der ikke er adgang til at faa indsigt i disse. Det drejer sig om foelgende dokumenter: dokumenter eller dele heraf, der indeholder andre virksomheders forretningshemmeligheder; Kommissionens interne dokumenter, saasom notater, udkast eller andre arbejdsdokumenter; alle andre fortrolige oplysninger, som f.eks. oplysninger om de klagende parters identitet, hvis disse ikke oensker denne afsloeret, samt oplysninger, der fremsendes til Kommissionen med et forbehold om, at disse er at betragte som fortrolige."

Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen ikke kan fravige de regler, den saaledes har paalagt sig selv (Domstolens dom af 5.6.1973, sag 81/72, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 575, praemis 9, og af 30.1.1974, sag 148/73, Louwage mod Kommissionen, Sml. s. 81).

49 Kommissionen er herefter forpligtet til at give de virksomheder, der er beroert af en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, aktindsigt i alle de dokumenter, der er indsamlet ved undersoegelsen, uanset om de er til skade eller gunst for virksomhederne, dog ikke andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger.

50 Retten skal fastslaa, at Kommissionen kategorisk har benaegtet, at dens tjenestegrene har undladt at give sagsoegeren indsigt i dokumenter, som muligvis kan vaere til gunst for sagsoegeren.

51 Sagsoegeren har imidlertid ikke over for Kommissionens benaegtelser fremfoert noget som helst, som kan godtgoere, at Kommissionens tjenestegrene har foretaget en udvaelgelse af de dokumenter, som sagsoegeren fik indsigt i, for at afskaere sagsoegeren fra at afkraefte det bevismateriale, som Kommissionen har fremlagt for at godtgoere sagsoegerens deltagelse i overtraedelsen.

52 Sagsoegeren har nemlig med sin skrivelse af 8. november 1984 begraenset sig til at anmode Kommissionen om fornyet aktindsigt med den begrundelse, at Kommissionens skrivelse af 31. oktober 1984 for foerste gang afsloerede relevansen af de prisinstrukser fra de forskellige producenter, som var indeholdt i de sagsakter, som sagsoegeren fik indsigt i i juni 1984, uden imidlertid at goere gaeldende, at sagsakterne var ufuldstaendige. Det maa imidlertid fastslaas, at relevansen af disse prisinstrukser fremgaar utvetydigt af den generelle meddelelse om klagepunkter, navnlig af punkterne 58 og 75 samt bilagene 19 og 42-52, saaledes at sagsoegeren i forbindelse med aktindsigten havde kendskab til nytten af at undersoege alle disse dokumenter med henblik paa i givet fald at anvende dem til sit forsvar. Sagsoegeren har derfor ikke godtgjort, at Kommissionens tjenestegrene har forhindret sagsoegeren i at faa indsigt i dokumenter, der var til gunst for selskabet.

53 Retten skal endvidere fastslaa, at alene de dokumenter, der er naevnt i de generelle eller saerlige meddelelser om klagepunkter eller i skrivelserne af 31. oktober 1984 og af 29. marts 1985, og de dokumenter, der var indeholdt i bilagene hertil, har kunnet anvendes som beviser mod sagsoegeren i beslutningen.

54 Anbringendet boer derfor forkastes.

3. Nye klagepunkter

55 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i meddelelsen om klagepunkter forklarede, at den ikke fandt det noedvendigt at fastslaa, om de kritiserede ordninger udgjorde aftaler eller samordnet praksis. Meddelelsen om klagepunkter giver imidlertid det indtryk, at Kommissionen i sidste ende gik ud fra, at der ikke forelaa aftaler, men alene samordnet praksis. Sagsoegeren har derfor i besvarelsen af denne meddelelse og under den foerste hoering lagt tyngdepunktet i sin argumentation paa at paavise, at der ikke forelaa samordnet praksis. Kommissionen har i sin supplerende skrivelse af 29. marts 1985 atter lagt vaegt paa, at der for saa vidt angaar smaa producenter som Huels, forelaa samordnet praksis. Kommissionen har dernaest i samme skrivelse forsoegt at godtgoere, at der under alle omstaendigheder forelaa enten en aftale eller en samordnet praksis, idet den opfattelse, der dog skal laegges til grund i tilfaelde af tvivl, er, at der foreligger samordnet praksis. Huels har derfor i det foelgende koncentreret sit forsvar - navnlig i forbindelse med den anden hoering - om at gendrive Kommissionens naevnte opfattelse.

56 Sagsoegeren fastslaar imidlertid, at Kommissionen nu fuldstaendig fraviger de klagepunkter, som den tidligere havde meddelt virksomhederne, og at den nu i beslutningen beskylder dem for at have deltaget i en enkelt uafbrudt aftale, en rammeaftale og tilsvarende generelle planer. Det drejer sig om nye alvorlige klagepunkter, som sagsoegeren ikke har vaeret i stand til udfoerligt at forsvare sig mod, fordi de foerst er blevet fremfoert i beslutningen.

57 Ifoelge sagsoegeren udgoer den forsinkede fremsaettelse af nye klagepunkter baade en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og af artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"), fordi Kommissionen ikke kan stoette sine beslutninger paa klagepunkter, dvs. faktiske og juridiske momenter, som de paagaeldende virksomheder ikke har vaeret i stand til at fremsaette deres bemaerkninger til forud for beslutningens vedtagelse.

58 Kommissionen har bestridt at have tilsidesat retten til kontradiktion under den administrative procedure. Kommissionen mener, at den fuldt ud har efterkommet Domstolens praksis (dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107, praemis 91-93; org. ref.: Rec. s. 661, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 68), hvorefter det er fuldstaendig lovligt, at den anvender resultaterne af den administrative procedure til saavel faktisk som retligt at tilrettelaegge og supplere argumentationen til stoette for de klagepunkter, som den opretholder. Kommissionen har under henvisning til ordlyden af meddelelsen om klagepunkter og den senere skrivelse af 29. marts 1985 - der for smaa virksomheders vedkommende taler om muligheden for, at der er handlet i henhold til en aftale - der anvender udtrykket "fortsat og institutionaliseret samarbejde", anfoert, at den har gjort det muligt, at der allerede under den administrative procedure foertes en dybtgaaende droeftelse med hensyn til spoergsmaalet om kartellets egentlige natur.

59 Retten fastslaar, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at "beslutningen [skal] ikke noedvendigvis vaere en kopi af fremstillingen af klagepunkter. Kommissionen skal nemlig tage hensyn til resultatet af den administrative procedure, hvis det drejer sig om at frafalde klagepunkter, der viser sig ikke at vaere tilstraekkeligt begrundede, eller hvis det drejer sig om, saavel faktisk som retligt, at tilrettelaegge og supplere argumentationen til stoette for de klagepunkter, som den opretholder. Sidstnaevnte mulighed er ikke i strid med den i artikel 4 i forordning nr. 99/63 hjemlede ret til forsvar" (ovennaevnte dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, praemis 68).

60 I denne sag fremgaar det af en gennemgang af den generelle meddelelse om klagepunkter og af den supplerende skrivelse af 29. marts 1985, som skal betragtes under ét (ovennaevnte dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, praemis 72), at klagepunktet mod sagsoegeren angaaende deltagelsen i en enkelt uafbrudt aftale, en rammeaftale og generelle planer, hvilket klagepunkt er udtrykt i 81. betragtning, foerste og tredje afsnit, og 83. betragtning, foerste afsnit, til beslutningen, allerede var blevet fremsat i den generelle meddelelse om klagepunkter.

61 Modsat sagsoegerens anbringender har Kommissionen nemlig ikke i beslutningens 81. betragtning ene og alene konstateret, at de paagaeldende virksomheder "deltog ... i en overordnet rammeaftale, der blev udmoentet i en raekke mere detaljerede delaftaler, som blev udarbejdet fra tid til anden", og at der saaledes er handlet i henhold til en enkelt uafbrudt "aftale" efter artikel 85, stk. 1, idet det forud for den foerste af disse saetninger fastslaas, at "i den her foreliggende sag deltog producenterne ved at tilslutte sig en faelles plan om at regulere priser og leverancer paa polypropylenmarkedet ...", og den anden saetning indledes med ordene "Kommissionen er af den opfattelse, at hele det kompleks af planer og ordninger, der blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige og institutionaliserede moeder, maa betragtes ...". Heraf foelger, at baade udtrykkene "rammeaftale", eller "enkelt uafbrudt aftale" og udtrykkene "generelle planer" (83. betragtning), som er anvendt i beslutningen, blot udtrykker den omstaendighed, at Kommissionen havde fastslaaet, at beslutningens adressater havde begaaet en uafbrudt overtraedelse, hvis forskellige elementer udgjorde et samlet hele af regelmaessige moeder mellem polypropylenproducenterne, fastsaettelse af maalpriser og kvoter, som var karakteriseret ved et enkelt oekonomisk formaal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet.

62 Dette er netop selve indholdet af den generelle meddelelse om klagepunkter, som blev tilstillet sagsoegeren og beslutningens oevrige adressater, jf. navnlig meddelelsens punkt 1, 5, 128, 132 og punkt 151, litra a). Punkt 1 er affattet saaledes:

"Naervaerende meddelelse om klagepunkter vedroerer anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa en flerhed af aftaler og/eller samordnet praksis, hvorved de producenter, der forsyner det faelles marked med polypropylen (et termoplastisk produkt, der saelges 'in bulk' ) fra ca. 1977 til oktober 1983, regelmaessigt og uafbrudt samordnede deres salgs- og prispolitik, idet de fastsatte og anvendte 'maalpriser' , og/eller mindstepriser, idet de kontrollerede de maengder, der tilfoertes markedet, ved hjaelp af aftalte 'salgsmaal' og/eller kvoter, og idet de regelmaessigt moedtes for at overvaage udviklingen med hensyn til disse restriktive foranstaltninger."

Punkt 132, sidste saetning, fastslaar:

"Producenterne ville nemlig kontrollere markedet, og et fortsat og institutionaliseret samarbejde paa hoejt niveau afloeste den normale konkurrence."

63 Det skal tilfoejes, at indholdet af de klagepunkter, der blev fremfoert mod sagsoegeren og beslutningens oevrige adressater, blev bekraeftet ved den skrivelse, der blev tilsendt dem den 29. marts 1985, og hvori det paa side 4 anfoeres: "Disse arrangementer udgjorde en tilstraekkelig praecis plan til at kunne sidestilles med en eller flere 'aftaler' efter artikel 85, i det mindste hvad angaar de producenter, der deltog i moederne."

64 Retten finder derfor, at Kommissionen i beslutningen blot har foretaget en uddybning og retlig tydeliggoerelse af den argumentation, som den laegger til grund for de fremfoerte klagepunkter, og at den derfor ikke har forhindret sagsoegeren i at fremsaette sit synspunkt med hensyn til disse klagepunkter, foer beslutningen blev vedtaget.

65 Heraf foelger, at sagsoegeren ikke med foeje kan beskylde Kommissionen for at have tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion ved at fremsaette nye klagepunkter i beslutningen.

4. Utilstraekkelig oplysning

66 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat undersoegelsesprincippet, hvorefter den er forpligtet til at undersoege de beroerte virksomheders anbringender og besvare dem (hvilket princip sagsoegeren udleder af Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten-Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 429, og af 14.2.1978, sag 27/76, UBC mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 271). Kommissionen har nemlig undladt at foranstalte undersoegelser med hensyn til kartellets oekonomiske virkninger, de konkurrencefordrejninger, som er fremkaldt paa polypropylenmarkedet som foelge af ulovlig statsstoette, Huels' markedsstrategi, som var rettet mod specialprodukter, og de af producenterne lidte tab.

67 Kommissionen har anfoert, at anbringendet vedroerer konstateringen af overtraedelsen eller fastsaettelsen af boeden, og at det derfor boer undersoeges samtidig med disse punkter.

68 Retten finder, at spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen har foretaget en tilstraekkelig oplysning af sagen under den administrative procedure - isaer hvad angaar kartellets oekonomiske virkninger, konkurrencefordrejningerne paa polypropylenmarkedet som foelge af ulovlig statsstoette, Huels' markedsstrategi, som var rettet mod specialprodukter, og de af producenterne lidte tab - falder sammen med vurderingen af den overtraedelse, der er fastslaaet i forhold til sagsoegeren, samt med vurderingen af stoerrelsen af den boede, som sagsoegeren er blevet paalagt, og at spoergsmaalet boer gennemgaas samtidig med disse punkter.

5. Manglende fremsendelse af referatet af hoeringerne

69 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af artikel 9, stk. 4, i Kommissionens forordning nr. 99/63, at "det vaesentlige indhold af de af hver enkelt person fremsatte udtalelser foeres til protokols. Protokollatet oplaeses for og godkendes af den paagaeldende". Ifoelge Huels forelaa det endelige referat af hoeringerne hverken for Kommissionens eller det raadgivende udvalgs medlemmer. Da de ikke alle var til stede ved hoeringerne, og da de ikke har kunnet gennemgaa alle de skriftlige indlaeg fra de beroerte virksomheder, var det ikke muligt for dem at faa et praecist indtryk af de argumenter, der blev udvekslet. Beslutningen blev saaledes ikke vedtaget med fuldt kendskab til sagen.

70 Sagsoegeren har tilfoejet, at ifoelge betragtningerne til forordning nr. 99/63 skal det raadgivende udvalg hoeres efter afslutningen af de i en sag foretagne undersoegelser, og saaledes efter godkendelsen af moedereferatet, samt at medlemsstaternes deltagelse i hoeringen ikke kan erstatte det endelige moedereferat, der skal tilstilles det raadgivende udvalg.

71 Sagsoegeren har understreget, at det foreloebige moedereferat ikke tager hensyn til den rent interne karakter, som maa tillaegges sagsoegerens prisinstrukser, og heller ikke til sagsoegerens benaegtelser med hensyn til de forskellige beskyldninger, samt at der er blevet foretaget vaesentlige aendringer af moedereferatet som foelge af de af sagsoegeren fremfoerte bemaerkninger.

72 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det paahviler Kommissionen at bevise, at der ikke ville vaere blevet truffet en anden beslutning, saafremt denne procedurefejl ikke var blevet begaaet. Sagsoegeren har anfoert, at ifoelge Domstolens praksis (dom af 15.7.1970, sag 45/69, Boehringer Mannheim mod Kommissionen, Sml. s. 153, praemis 17; org. ref.: Rec. s. 769, og af 14.7.1972, sag 51/69, Farbenfabriken Bayer mod Kommissionen, Sml. s. 221, praemis 17, org. ref.: Rec. s. 745) er en beslutning, som er truffet paa grundlag af et saadant moedereferat, ugyldig.

73 Kommissionen har anfoert, at det ikke fremgaar af artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 99/63, til hvilke instanser det foreloebige eller endelige referat af hoeringerne skal fremsendes. Det raadgivende udvalgs medlemmer havde ganske vist kun det foreloebige referat, men alle medlemsstaternes myndigheder var repraesenteret ved hoeringsrunderne med undtagelse af Graekenland og Luxembourg i anden hoeringsrunde. Det er i denne forbindelse uden betydning, at den embedsmand, der var til stede ved hoeringerne, ikke noedvendigvis var statens repraesentant i det raadgivende udvalg.

74 Kommissionen har tilfoejet, at de af sagsoegeren oenskede aendringer under alle omstaendigheder forekommer minimale i den sammenhaeng, hvori de indgaar, idet det foreloebige moedereferat allerede indeholdt sagsoegerens vigtigste bemaerkninger.

75 Videre har Kommissionen anfoert, at da dens medlemmer vedtog beslutningen, havde de det foreloebige referat og alle parternes bemaerkninger hertil.

76 Det er Kommissionens opfattelse, at beslutningen under ingen omstaendigheder havde vaeret anderledes, selv om det endelige referat ikke havde foreligget (Domstolens dom af 10.7.1980, sag 30/78, Distillers Company mod Kommissionen, Sml. s. 2229, praemis 26, forslag til afgoerelse, s. 2290, og af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. s. 151, praemis 28-32, org. ref.: Rec. s. 619). PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0009.1

77 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det forhold, at det referat af hoeringen, der fremsendes til det raadgivende udvalg og Kommissionen, er foreloebigt, kun er en sagsbehandlingsfejl, der kan medfoere, at den beslutning, der traeffes ved afslutningen af den paagaeldende procedure, er ugyldig, saafremt dokumentet er affattet paa en saadan maade, at adressaterne kan blive vildledt paa et afgoerende punkt (dom af 15.7.1970, sag 44/69, Buchler mod Kommissionen, Sml. s. 151, praemis 17, org. ref.: Rec. s. 733).

78 For saa vidt angaar det referat, der er fremsendt til Kommissionen, bemaerkes, at denne sammen med det foreloebige referat modtog virksomhedernes bemaerkninger hertil, og det maa saaledes antages, at Kommissionens medlemmer var orienteret om alle vaesentlige forhold, inden de traf afgoerelse.

79 Med hensyn til det foreloebige referat, der er fremsendt til det raadgivende udvalg, skal Retten fastslaa, at det i modsaetning til det af sagsoegeren anfoerte, ikke er bevist, at det paagaeldende dokument er affattet paa en saadan maade, at det raadgivende udvalgs medlemmer kunne blive vildledt paa et afgoerende punkt. Det bemaerkes, at det foreloebige udkast, der blev tilsendt det raadgivende udvalg, bestaar af to dele, en vedroerende hoeringen den 12. november 1984 og en anden vedroerende hoeringen den 25. juli 1985. Det fremgaar af en samlet laesning af de to dele af det foreloebige referat af hoeringerne, at sagsoegerens anmodning om aendringer af det foreloebige referat vedroerer den ene eller den anden del af moedereferatet, men at de mister deres betydning, naar de betragtes i sammenhaeng med hinanden. Den af sagsoegeren fremfoerte kritik, hvorefter det foreloebige moedereferat ikke tager hensyn til prisinstruksernes rent interne karakter, kan saaledes ikke accepteres, idet - selv om den foerste del faktisk indeholder den fejlagtige angivelse af Huels' instrukser til sine kunder - den anden del indeholder referatet af et moede mellem Kommissionens repraesentant og sagsoegerens repraesentant, som saerlig angik den rent interne karakter af prisinstrukserne fra Huels, som heller ikke bestrider indholdet af naevnte moedereferat. Endvidere har sagsoegerens kritik, hvorefter det foreloebige referat ikke tog hensyn til sagsoegerens benaegtelse med hensyn til de forskellige beskyldninger, ikke nogen som helst betydning, idet denne kritik faktisk er rettet mod den anden del af det foreloebige moedereferat, mens de paagaeldende benaegtelser var omtalt i den foerste del.

80 Anbringendet boer derfor forkastes.

6. Manglende fremsendelse af hoeringskonsulentens rapport

81 Sagsoegeren anfoerer, at selskabet forgaeves har ansoegt om at faa fremsendt hoeringskonsulentens rapport. Der er al mulig grund til at antage, at der ikke er blevet taget hensyn til rapporten i beslutningen, og at hoeringskonsulenten utvivlsomt har foretaget en mere nuanceret vurdering af Huels' modargumenter end Kommissionen. Afslaget paa at fremsende rapporten er i strid med formaalet med hoeringskonsulentinstitutionen og med dennes mandat. Afslaget begraenser i oevrigt sagsoegerens muligheder for kontradiktion, idet sagsoegeren er blevet afskaaret fra at undersoege, om hoeringerne og deres resultat er blevet taget i betragtning paa en objektiv, normal og efterproevelig maade ved beslutningens vedtagelse. Huels forbeholder sig ret til at nedlaegge paastand om, at Retten paalaegger Kommissionen at fremlaegge rapporten.

82 Kommissionen har anfoert, at der ikke findes bestemmelser, hvorefter hoeringskonsulentens udtalelse skal fremsendes til de virksomheder, Kommissionens beslutning rettes til. Hoeringskonsulenten har en vigtig rolle i forbindelse med Kommissionens interne beslutningsproces, og virksomhederne kan ikke goere krav paa at deltage i denne proces, idet dette vil kunne paavirke hoeringskonsulentens mulighed for at udtale sig frit og uafhaengigt. Domstolen har bekraeftet dette synspunkt ved kendelse af 11. december 1986 (sag 212/86 R, ICI mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser, grund 5-8).

83 Det bemaerkes indledningsvis, at de relevante bestemmelser om hoeringskonsulentens mandat, der er medtaget som bilag til Den Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken, lyder saaledes:

"Artikel 2

Hoeringskonsulenten har til opgave at sikre, at hoeringen afvikles korrekt, og derigennem at bidrage til, at hoeringen og den eventuelle efterfoelgende beslutning faar en objektiv karakter. Han skal isaer soerge for, at der ved udarbejdelsen af udkastene til Kommissionens beslutninger paa konkurrenceomraadet tages behoerigt hensyn til alle relevante faktiske omstaendigheder, hvad enten disse er til fordel eller ugunst for de paagaeldende. Han skal ved udoevelsen af sine funktioner soerge for, at retten til at varetage sit forsvar bliver respekteret, idet han dog samtidig skal tage hensyn til kravet om, at konkurrencereglerne anvendes effektivt og i overensstemmelse med gaeldende forordninger og de af Domstolen fastslaaede principper.

Artikel 5

Hoeringskonsulenten underretter generaldirektoeren for konkurrence om hoeringens forloeb og om de konklusioner, han drager af hoeringen. Han fremsaetter sine bemaerkninger om procedurens videre forloeb. Disse bemaerkninger kan vedroere noedvendigheden af at indhente yderligere oplysninger, frafaldelse af visse klagepunkter eller meddelelse af yderligere klagepunkter.

Artikel 6

Hoeringskonsulenten kan, hvis han anser det for hensigtsmaessigt, under udoevelsen af de i artikel 2 ovenfor fastlagte funktioner fremsaette sine bemaerkninger direkte til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, naar det paagaeldende kommissionsmedlem faar forelagt det foreloebige udkast til beslutning, som er bestemt til forelaeggelse for Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal.

Artikel 7

Efter omstaendighederne kan det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, paa hoeringskonsulentens anmodning beslutte at vedlaegge dennes endelige udtalelse som bilag til det udkast til beslutning, som forelaegges Kommissionen, saaledes at det sikres, at denne er fuldt ud orienteret om samtlige en individuel sags elementer, naar den som besluttende myndighed tager stilling til denne sag."

84 Det fremgaar af ordlyden af hoeringskonsulentens mandat, at hans rapport ikke noedvendigvis skal fremsendes til det raadgivende udvalg eller Kommissionen. Der findes saaledes ikke bestemmelser om fremsendelse af rapporten til det raadgivende udvalg. Hoeringskonsulenten skal ganske vist underrette generaldirektoeren for konkurrence (artikel 5), og han kan, hvis han anser det for hensigtsmaessigt, fremsaette sine bemaerkninger direkte til det medlem af Kommissionen, der har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade (artikel 6). Endvidere kan kommissionsmedlemmet paa hoeringskonsulentens anmodning vedlaegge dennes endelige udtalelse som bilag til det udkast til beslutning, der forelaegges Kommissionen (artikel 7). Der findes imidlertid ikke bestemmelser, hvorefter hoeringskonsulenten, generaldirektoeren for konkurrence eller det kommissionsmedlem, som har konkurrencespoergsmaal som ansvarsomraade, er forpligtet til at fremsende hoeringskonsulentens rapport til Kommissionen.

85 Sagsoegeren kan derfor ikke paaberaabe sig, at hoeringskonsulentens rapport ikke er fremsendt til det raadgivende udvalg og Kommissionens medlemmer.

86 Endvidere bemaerkes det, at retten til kontradiktion ikke indebaerer, at virksomheder, som er omfattet af en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, har krav paa at kommentere hoeringskonsulentens rapport, der er et rent internt dokument i Kommissionen. Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at rapporten kun er vejledende for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at rette sig efter denne, og rapporten derfor ikke har en saadan betydning, at Faellesskabets retsinstanser skal tage hensyn til denne ved udoevelsen af deres kontrolfunktion (kendelse af 11.12.1986, sag 212/86 R, ICI mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser, grund 5-8). Reglerne om kontradiktion er saaledes iagttaget i tilstraekkeligt omfang, naar de forskellige instanser, der medvirker ved udarbejdelsen af den endelige beslutning, korrekt er blevet orienteret om virksomhedernes argumentation i deres svar paa de klagepunkter, Kommissionen har meddelt dem, og paa det bevismateriale, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for klagepunkterne (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, a.st., praemis 7).

87 Det understreges i denne forbindelse, at formaalet med hoeringskonsulentens rapport ikke er at supplere eller korrigere virksomhedernes argumentation, at fremsaette nye klagepunkter eller fremkomme med nyt bevismateriale mod dem.

88 Virksomhederne kan saaledes ikke efter reglerne om kontradiktion kraeve hoeringskonsulentens rapport udleveret med henblik paa at kommentere denne (jf. Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, a.st., praemis 25).

89 Anbringendet maa derfor forkastes.

Beviset for overtraedelsen

90 Det anfoeres i beslutningen (80. betragtning, foerste afsnit), at de polypropylenproducenter, der leverede til EF, fra 1977 deltog i et kompleks af planer, ordninger og foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder og loebende kontakter. Det tilfoejes (80. betragtning, andet afsnit), at producenternes overordnede plan var at moedes og naa til enighed i konkrete anliggender.

91 Det maa derfor foerst undersoeges, om Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis, dels (I) for perioden fra 1977 til udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, dels (II) for perioden fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til november 1983, med hensyn til (A) systemet med regelmaessige moeder, (B) prisinitiativerne, (C) de foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, og (D) fastsaettelsen af maengdemaal og kvoter. Der skal herved (a) tages hensyn til beslutningen og (b) parternes anbringender, foer (c) disse vurderes. Endelig maa Retten efterproeve anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, paa disse faktiske omstaendigheder.

1. Bevismaessige konstateringer

I - Perioden fra 1977 til udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979

A - Den anfaegtede retsakt

92 Det anfoeres i beslutningen (78. betragtning, fjerde afsnit, og 104. betragtning, tredje afsnit), at systemet med regelmaessige moeder for polypropylenproducenter blev indfoert ved udgangen af 1977, men at det ikke er muligt at fastslaa den noejagtige dato for, hvornaar hver enkelt producent begyndte at deltage heri. Sagsoegeren, der var blandt de producenter, hvis "opbakning" bag initiativet i december 1977 ikke er bevist, har ifoelge beslutningen haevdet, at selskabet kun deltog i et enkelt moede forud for andet halvaar 1982.

93 Endvidere anfoeres det i beslutningen (105. betragtning, foerste og andet afsnit), at det ikke er muligt med sikkerhed at fastslaa det noejagtige tidspunkt for, hvornaar hver enkelt producent begyndte at deltage i de regelmaessige plenarmoeder. Anic, ATO, BASF, DSM og Huels kan ikke vaere begyndt at deltage senere end 1979, da alle fem producenter paaviseligt deltog i markedsdelingen eller kvoteordningerne, der for foerste gang var gaeldende i dette aar.

B - Parternes anbringender

94 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selv om ICI i svaret paa anmodningen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) har udpeget sagsoegeren som regelmaessig deltager i moederne, gaelder dette for perioden 1979-1983. Det kan derfor ikke udledes heraf, at sagsoegeren har deltaget i moeder foer 1979, og end mindre, at sagsoegeren har deltaget siden 1977. Det fremgaar af sagens akter, at sagsoegeren har deltaget uregelmaessigt fra 1981 og mere regelmaessigt fra 1982.

95 Som bevis har Kommissionen henvist til ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger for at godtgoere, at sagsoegeren regelmaessigt har deltaget i moederne fra et ubestemt tidspunkt mellem 1977 og 1979. ICI har i sit svar medregnet sagsoegeren blandt de faste moededeltagere uden nogen tidsmaessig begraensning, i modsaetning til de oevrige virksomheder, der ifoelge ICI kun i begraenset omfang deltog i moederne i perioden 1979-1983. Ifoelge en anden passus i dette svar begyndte moederne ved udgangen af 1977 og opnaaede en vis regelmaessighed i 1978. Disse oplysninger angiver saaledes, at sagsoegeren var blandt de "grundlaeggende medlemmer" af kartellet.

C - Rettens vurdering

96 Det bemaerkes, at det eneste bevis, Kommissionen har fremlagt for at paavise, at sagsoegeren deltog i moederne i den omhandlede periode, er ICI' s svar paa denne begaering (bilag 8 til den generelle meddelelse).

97 I denne forbindelse bemaerkes, at sagsoegeren i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger medregnes blandt de faste deltagere i "ekspert"- og "chef"-moederne, uden at det praeciseres fra hvilket tidspunkt. Det anfoeres saaledes i dette svar:

"The regular participants at meetings of 'Experts' and 'Bosses' were as follows: ATO, BASF, Chemie Linz, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Montepolimeri, Petrofina, Saga, Solvay. The following producers participated regularly during those periods between 1979 and 1983 while they were engaged in the West European polypropylene industry: Anic - polypropylene business taken over by Montepolimeri; SIR - believed to be no longer in business; Rhône-Poulenc - polypropylene business sold to BP. In addition, Alcudia and Hercules attended meetings on an irregular basis."

("De faste deltagere i 'ekspert' - og 'chef' -moederne var foelgende: ATO, BASF, Chemie Linz, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Montepolimeri, Petrofina, Saga, Solvay. Foelgende producenter deltog fast i moederne i de perioder mellem 1979 og 1983, hvor de var aktive i den vesteuropaeiske polypropylen-industri: Anic - polypropylen-aktiviteter overtaget af Montepolimeri; SIR - vi mener ikke, at selskabet laengere driver virksomhed; Rhône-Poulenc - polypropylen-aktiviteter solgt til BP. Herudover deltog Alcudia og Hercules uregelmaessigt i moederne.")

98 Da Kommissionen ikke har praecise oplysninger om, hvornaar sagsoegeren begyndte at deltage i disse moeder, har den henvist til et andet afsnit i ICI' s svar, hvor foelgende anfoeres:

"Because of the problems facing the polypropylene industry (...), a group of producers met in about December 1977 to discuss what, if any, measures could be pursued in order to reduce the burden of the inevitable heavy losses about to be incurred by them ... It was proposed that future meetings of those producers who wished to attend should be called on an ad hoc basis in order to exchange and develop ideas to tackle these problems."

("Paa grund af problemerne i polypropylen-industrien (...) moedtes en gruppe af producenter omkring december 1977 for at diskutere, hvilke foranstaltninger der eventuelt kunne ivaerksaettes for at reducere virkningerne af de uundgaaelige, store tab, der snart ville indtraede ... Det blev foreslaaet, at fremtidige moeder for de producenter, der oenskede at deltage, skulle indkaldes paa ad hoc-basis, for at man kunne udveksle og udvikle ideer til at loese disse problemer.")

Kommissionen har udledt af dette afsnit, at sagsoegeren begyndte at deltage i moederne allerede i december 1977. Endvidere er det Kommissionens opfattelse, at denne fortolkning af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger underbygges af, at formaalet med, at ICI kun praeciserede den periode, hvori virksomhederne deltog i moederne (1979-1983), med hensyn til de virksomheder, hvis navne er anfoert i andet punktum i det foerste af de citerede afsnit, var at fremhaeve, at de virksomheder, der er naevnt i foerste punktum i dette afsnit, deltog i moederne fra starten.

99 Retten finder, at naar sagsoegeren i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger medregnes blandt de faste deltagere i moederne, er der udtrykkeligt tale om "chef"- og "ekspert"-moederne. Det afsnit, Kommissionen har citeret for at paavise, at sagsoegeren deltog i moederne i december 1977, vedroerer imidlertid "ad hoc"-moederne og ikke "chef"- og "ekspert"-moederne, der blev paabegyndt ved udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, hvor man ud over "ad hoc"-moederne paa "chef"-niveau begyndte at moedes paa "ekspert"-niveau, saaledes som det fremgaar af et andet afsnit i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger. Det anfoeres heri:

"By late 1978/early 1979 it was determined that the ad hoc meetings of Senior Managers should be supplemented by meetings of lower level managers with more marketing knowledge. This two-tier level of representation became identified as (a) 'Bosses' ... and (b) 'Experts' ".

("Ved udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 blev det besluttet, at ad hoc-moederne for overordnede ledere skulle suppleres med moeder for ledere paa et lavere niveau med stoerre kendskab til markedsfoering. Denne totrins-repraesentation blev betegnet som (a) 'chefer' ... og (b) 'eksperter' ").

100 Denne fortolkning af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger bekraeftes, saafremt de to foerste saetninger i det foerste af de citerede afsnit laeses i sammenhaeng. En saadan laesning er berettiget, idet det, der begrunder sondringen mellem de virksomheder, der er naevnt i den foerste saetning, og dem, der er naevnt i den anden, ikke er det tidspunkt, hvor de begyndte at deltage i moederne, men derimod det tidspunkt, hvor de ophoerte hermed. Alle de virksomheder, der er naevnt i den anden saetning forlod saaledes markedet, foer overtraedelsen ophoerte. Disse to saetninger maa derfor fortolkes i lyset af hinanden, saaledes at der tages hensyn til, at "chef"- og "ekspert"-moederne foerst begyndte ved udgangen af 1978 eller i begyndelsen af 1979.

101 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen i beslutningen har udtrykt tvivl med hensyn til sagsoegerens deltagelse i moederne forud for 1979, idet den i beslutningens 105. betragtning, andet afsnit, fastslog, at sagsoegeren ikke kan vaere begyndt at deltage senere end i 1979.

102 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen ikke kan paapege noget forhold, der viser, at Huels deltog i overtraedelsen foer udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, og den har derfor ikke foert tilstraekkeligt bevis herfor.

II - Perioden fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til november 1983

A - Systemet med regelmaessige moeder

a) Den anfaegtede retsakt

103 Det anfoeres i beslutningen (78. betragtning, fjerde afsnit), at Huels haevder, at selskabet kun deltog i et enkelt moede foer andet halvaar 1982. Det konkluderes (105. betragtning, andet afsnit), at Huels ikke kan vaere begyndt at deltage i foranstaltningerne senere end 1979, da selskabet paaviseligt deltog i markedsdelingen eller kvoteordningerne, der foerste gang var gaeldende i dette aar.

104 Endvidere anfoeres det i beslutningen (104. betragtning, tredje afsnit, og 105. betragtning, andet og fjerde afsnit), at ICI har oplyst, at Huels deltog fast i moederne, og at systemet med regelmaessige moeder for polypropylenproducenter var i kraft i hvert fald til udgangen af september 1983. Ifoelge beslutningen (18. betragtning, foerste og tredje afsnit) deltog Huels i dette system.

105 Endelig anfoeres det i beslutningen (21. betragtning), at formaalet med de regelmaessige moeder navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal og at sikre producenternes overholdelse heraf.

b) Parternes anbringender

106 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke fandtes et institutionaliseret system med regelmaessige moeder. Moederne, som Huels i oevrigt ikke deltog i regelmaessigt, fandt sted paa ad hoc-basis, hvilket ogsaa fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse). Afholdelsen af flere paa hinanden foelgende moeder giver ikke grundlag for at fastslaa, at alle virksomhederne havde aftalt at moedes regelmaessigt fra 1977. Sagsoegeren bestrider paa det kraftigste at have deltaget i en saadan aftale.

107 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det hoejst fremgaar af sagen, at sagsoegeren har deltaget uregelmaessigt i moederne fra 1981 og mere regelmaessigt fra 1982. De i 1979 opstillede tabeller over "revised targets" med hensyn til visse virksomheders salgsmaengder, herunder sagsoegerens, afkraefter ikke denne konstatering. De heri naevnte forslag vedroerer nemlig hele det vesteuropaeiske polypropylenmarked og boer derfor omfatte samtlige producenter, uanset om de har deltaget i moederne.

108 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabet som lille producent var noedsaget til at deltage i moederne og dér praktiserede en blanding af bevidst misinformation og mental tilbageholdenhed for ikke at afsvaekke sin strategi gennem prisgivelse af vigtige oplysninger til konkurrenterne. Desuden har sagsoegerens strategi, der bestod i at opgive fremstillingen af basisprodukter og omlaeggelse af produktionen til specialprodukter, haft til foelge, at sagsoegerens interesser var saa divergerende fra de oevrige producenters, at sagsoegerens deltagelse i moederne ikke har kunnet have til formaal at begraense konkurrencen.

109 Sagsoegeren har endelig anfoert, at det er Kommissionens passivitet i forhold til den franske og italienske statsstoette i polypropylensektoren, der har noedvendiggjort producentmoederne, idet producenterne oenskede at imoedegaa krisen inden for denne sektor.

110 Kommissionen bestrider ikke, at moedernes regelmaessighed og hyppighed er steget med tiden. Moederne blev mere strukturerede. Det drejede sig om at ivaerksaette en samlet plan, som kom til udtryk i mere og mere intensive aktioner, der tilsigtede at afsvaekke markedskraefterne gennem et samarbejde mellem polypropylenproducenterne med hensyn til priser, salgsmaal og ledsageforanstaltninger. Ifoelge Kommissionen bestod denne faelles plan, der gradvis blev udarbejdet, i en rammeaftale, som forudsaa en ordning med institutionaliserede moeder med henblik paa at udarbejde faelles markedsstrategier, og som suppleredes af saerlige delaftaler vedroerende konkrete foranstaltninger. Rammeaftalens faellesnaevner bestod i hele den af beslutningen daekkede periode. Huels' deltagelse i den faelles plan eller rammeaftalen fremgaar isaer af virksomhedens regelmaessige deltagelse i de periodisk afholdte moeder.

111 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens regelmaessige deltagelse i moederne fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger, hvori Huels naevnes som en af de regelmaessige deltagere i moederne. Dette beviselement bekraeftes af den omstaendighed, at sagsoegerens navn er naevnt i en udateret tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", som blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), hvori der for alle polypropylenproducenter i Vesteuropa er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonner med overskrifterne "1979 actual" og "revised target". Denne tabel, som indeholder oplysninger, der som forretningshemmeligheder burde have vaeret behandlet strengt fortroligt, kunne ikke vaere udarbejdet uden Huels' medvirken. Det fremgaar imidlertid af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse), at salgsmaalene i tabellen blev droeftet under moederne.

112 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at en misinformationspolitik som den, sagsoegeren haevder at have foert, noedvendigvis ville vaere blevet opdaget af de andre producenter paa grund af den kontrol, som de kunne foretage ved hjaelp af Fides-systemet, hvilket ville have haft langt alvorligere konsekvenser for Huels end en ikke-deltagelse i moederne. Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at kartellet ikke blot angik basisprodukter, men ogsaa specialprodukter, og at Huels' specialiseringsstrategi derfor ikke var til hinder for, at selskabet deltog i moederne.

113 Kommissionen mener endvidere, at den franske og italienske statsstoette ikke udgjorde momenter, der kunne begrunde sagsoegerens deltagelse i moederne.

c) Rettens vurdering

114 Det bemaerkes, at det i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger anfoeres uden nogen tidsmaessig begraensning, at sagsoegeren - i modsaetning til to andre producenter - var blandt de faste deltagere i "chef"- og "ekspert"-moederne. Svaret maa forstaas saaledes, at det viser, at sagsoegeren fra starten deltog i systemet med "chef"- og "ekspert"-moeder, der blev paabegyndt i slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979.

115 ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger underbygges paa dette punkt af, at der ud for sagsoegerens navn i de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules (bilag 55-62 til den generelle meddelelse), er anfoert oplysninger om selskabets omsaetning i forskellige maaneder og aar, mens det - saaledes som de fleste sagsoegere har erkendt i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten - ikke var muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt i sit svar paa begaeringen om oplysninger vedroerende en af disse tabeller, oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"), hvilket goer sagsoegerens argument om, at samtlige producenter uden undtagelse var anfoert i disse tabeller, irrelevant.

116 Hertil kommer, at sagsoegerens svar paa begaeringen om oplysninger er ufuldstaendig, for saa vidt som der ikke henvises til sagsoegerens deltagelse i et moede i januar 1981, hvis moedereferat (bilag 17 til den generelle meddelelse) afsloerer, at Huels var blandt deltagerne.

117 Endvidere har sagsoegeren for Retten erkendt at have deltaget regelmaessigt i moederne i 1982 og 1983, mens sagsoegeren i sit svar paa begaeringen om oplysninger anfoerte, at selskabet ikke havde deltaget i moederne foer andet halvaar 1982, hvilket isaer modsiges af referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), som klart angiver, at Huels deltog heri.

118 Kommissionen kunne derfor med rette antage, at sagsoegeren har deltaget regelmaessigt i de periodiske moeder mellem polypropylenproducenter allerede fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og indtil udgangen af september 1983.

119 Det er endvidere med rette, at Kommissionen paa grundlag af de oplysninger, som ICI gav i svaret paa begaeringen om oplysninger, og som underbygges af en raekke moedereferater, fandt, at formaalet med moederne navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal. Det anfoeres saaledes i svaret:

"' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ...", og "A number of proposals for the volume of individual producers were discussed at meetings."

(' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter den 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ...", og "En raekke forslag med hensyn til de forskellige producenters salgsmaengder blev diskuteret paa moederne.")

120 Hertil kommer, at omtalen i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger af, at der - ud over "chef"-moederne - ogsaa blev foranstaltet moeder for markedsfoerings-"eksperter" fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, viser, at droeftelserne vedroerende fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal blev mere og mere konkrete og praecise, mens "cheferne" i 1978 alene havde udviklet selve systemet med maalpriser.

121 Ud over det allerede citerede anfoeres det i ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger: "Only 'Bosses' and 'Experts' meetings came to be held on a monthly basis" ("Kun 'chef' - og 'ekspert' -moederne blev afholdt maanedsvis"). Kommissionen har med rette udledt af dette svar - og af moedernes karakter og formaal - at disse var led i et system med regelmaessige moeder.

122 Desuden kan de argumenter, som sagsoegeren har fremfoert til stoette for, at selskabets deltagelse i moederne ikke kunne anses for retsstridig, ikke tages til foelge.

123 Sagsoegeren kan nemlig ikke haevde, at selskabet i sin egenskab af lille producent ikke kunne udeblive fra moederne, idet det havde mulighed for at give Kommissionen oplysninger om moederne og anmode den om at bringe dem til ophoer.

124 Sagsoegerens strategi bestaaende i at omlaegge produktionen fra basisprodukter til specialprodukter og den interessekonflikt mellem sagsoegeren og de oevrige producenter, som kunne vaere blevet resultatet heraf, kan heller ikke undskylde sagsoegerens deltagelse i moederne, eftersom diskussionerne om fastsaettelse af salgsmaal ikke alene vedroerte basisprodukter, men ogsaa specialprodukter. Sagsoegeren har i staevningen anfoert, at dets samlede salg af polypropylen, herunder medregnet alle polypropylenkvaliteter, for 1983 androg 64 349 tons for Tyskland, Belgien, Frankrig, Storbritannien, Italien og Luxembourg, der var de eneste stater i Vesteuropa, hvor sagsoegeren havde betydelige salg af polypropylen, samt at alene 45% af salget vedroerte basisprodukter. Det fremgaar imidlertid af de forskellige dokumenter, at den kvote, der var blevet tildelt sagsoegeren for dette aar, androg mellem 65 000 tons paa et marked, der var anslaaet til 1 470 kilotons (Saga' s forslag, bilag 81 til den generelle meddelelse) og 77 910 tons (5,3% af samme marked, forslag fra de tyske producenter, bilag 83 til den generelle meddelelse). Foelgelig vedroerte diskussionerne om salgsmaengder baade specialprodukter og basisprodukter.

125 Hvad angaar den misinformation og mentale begraensning, som sagsoegeren haevder at have praktiseret under moederne, og som skulle godtgoere, at Huels ikke deltog i moederne ud fra et oenske, at konkurrencen skulle begraenses, bemaerkes, at da det er bevist, at sagsoegeren deltog i disse moeder, og at formaalet med disse navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal, gav selskabet i hvert fald sine konkurrenter det indtryk, at det deltog i moederne ud fra samme bevaeggrunde som dem.

126 Det paahviler under disse omstaendigheder sagsoegeren at fremkomme med indicier til stoette for, at sagsoegeren ikke deltog i moederne ud fra et oenske om, at konkurrencen skulle begraenses, og saaledes paavise, at selskabets konkurrenter vidste, at det deltog i moederne med andre bevaeggrunde end dem.

127 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegerens argumenter vedroerende selskabets adfaerd paa markedet, som skal bevise, at selskabets formaal med at deltage i moederne alene var at indhente oplysninger, ikke er indicium for, at selskabet ikke havde oenske om at begraense konkurrencen, for saa vidt som disse momenter ikke godtgoer, at sagsoegeren havde meddelt sine konkurrenter, at selskabets adfaerd paa markedet var uafhaengigt af droeftelserne paa moederne. Selv om det antages, at konkurrenterne vidste det, er det forhold, at selskabet udvekslede oplysninger med disse, som en erhvervsdrivende normalt behandler strengt fortroligt, tilstraekkeligt til at paavise, at selskabet havde et oenske om, at konkurrencen skulle begraenses.

128 Selv om det godtgoeres, at eksistensen af statsstoette har fordrejet konkurrencen, kan saadanne former for stoette ikke begrunde konkurrerende virksomheders deltagelse i moeder, der bl.a. har til formaal at fastsaette prismaal og salgsmaengder. Det skal herved understreges, at sagsoegeren snarere end at deltage i disse moeder havde kunnet opfordre Kommissionen til paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder at udoeve sin kompetence i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, hvilket sagsoegeren ikke haevder at have gjort.

129 Kommissionen har herefter foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til september 1983, at disse moeder navnlig havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og at de var en del af et system.

B - Prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

130 Det anfoeres i beslutningen (28.-51. betragtning), at et system med fastsaettelse af maalpriser blev gennemfoert ved prisinitiativer, hvoraf seks har kunnet identificeres. Det foerste varede fra juli til december 1979, det andet fra januar til maj 1981, det tredje fra august til december 1981, det fjerde fra juni til juli 1982, det femte fra september til november 1982 og det sjette fra juli til november 1983.

131 Vedroerende det foerste af disse prisinitiativer har Kommissionen i beslutningen (29. betragtning) anfoert, at den ikke har konkrete beviser for, at der blev afholdt moeder eller taget prisinitiativer i foerste del af 1979. Referatet af et moede, der blev afholdt den 26.-27. september 1979, viser imidlertid, at der var planer om et prisinitiativ, som var baseret paa en rafia-pris paa 1,90 DM/kg fra den 1. juli og 2,05 DM/kg fra den 1. september. Kommissionen har fundet prisinstrukser fra visse producenter, dog ikke fra sagsoegeren, hvoraf det fremgaar, at disse havde udsendt ordrer til deres nationale salgskontorer om at anvende dette prisniveau eller et niveau svarende hertil i national valuta fra den 1. september, og de fleste blev udsendt, foer den planlagte prisforhoejelse var blevet annonceret i fagpressen (30. betragtning til beslutningen).

132 Paa grund af vanskeligheder med at forhoeje priserne besluttede producenterne imidlertid paa moedet den 26.-27. september 1979 at udskyde ivaerksaettelsen af maalprisen flere maaneder indtil den 1. december, idet planen nu gik ud paa at "holde" prisniveauet i oktober maaned med mulighed for i mellemtiden at forhoeje prisen fra 1,90 til 1,95 DM/kg i november (beslutningen, 31. betragtning, foerste og andet afsnit).

133 For saa vidt angaar det andet prisinitiativ, anfoeres det i beslutningen (32. betragtning), at der blev afholdt mindst syv moeder mellem producenterne i 1980 (der henvises til tabel 3 i bilaget til beslutningen), selv om der ikke blev fundet referater af moeder afholdt i dette aar. Skoent fagpressen i begyndelsen af aaret havde naevnt, at producenterne gik ind for et staerkt prisfremstoed i loebet af 1980, faldt markedspriserne kraftigt til 1,20 DM/kg eller mindre, indtil de begyndte at stabilisere sig omkring september. Prisinstrukser fra en raekke producenter (DSM, Hoechst, Linz, Monte, Saga og ICI) viser, at man for at genoprette prisniveauet fastsatte maalpriser for december 1980 og januar 1981 paa grundlag af en pris paa 1,50 DM/kg for rafia, 1,70 DM/kg for homopolymerisater og 1,95 til 2,00 DM/kg for copolymerisater. Et internt dokument fra Solvay indeholder en tabel, hvori de "faktiske priser" i oktober og november 1980 sammenlignes med, hvad der betegnes som "listepriserne" for januar 1981 paa 1,50/1,70/2,00 DM/kg. Efter den oprindelige plan skulle disse priser ivaerksaettes pr. 1. december 1980. Den 13.-15. oktober blev der afholdt et moede i Zuerich, men initiativet blev udsat til den 1. januar 1981.

134 Det anfoeres endvidere i beslutningen (33. betragtning), at ATO deltog i to moeder i januar 1981, hvorunder det viste sig noedvendigt at gennemfoere en prisforhoejelse, der i december 1980 var besluttet til den 1. februar 1981, paa grundlag af en rafia-pris paa 1,75 DM/kg i to trin: Maalet var fortsat 1,75 DM/kg for februar, og fra den 1. marts skulle maalet "uden undtagelse" forhoejes til 2,00 DM/kg. Der blev udarbejdet en tabel i seks nationale valutaer med maalpriser paa de seks vigtigste polypropylenkvaliteter. Tabellen skulle traede i kraft den 1. februar og den 1. marts 1981.

135 Ifoelge beslutningen (34. betragtning) ser planerne om at naa op paa 2,00 DM/kg pr. 1. marts imidlertid ikke ud til at vaere lykkedes. Producenterne nedsatte deres forventninger og haabede nu paa en pris paa 1,75 DM/kg i marts. Den 25. marts 1981 blev der afholdt et "ekspertmoede" i Amsterdam. Der foreligger ikke referat af dette moede, men umiddelbart efter gav i hvert fald BASF, DSM, ICI, Monte og Shell instrukser om at haeve maal- (eller "liste"-)priserne til, hvad der svarede til 2,15 DM/kg for rafia med virkning fra den 1. maj. Hoechst gav tilsvarende instrukser for den 1. maj, men gjorde det foerst ca. fire uger efter de oevrige. Nogle af producenterne gav deres salgskontorer en vis handlefrihed til at anvende "minimumspriser" eller "bundpriser", der laa lidt under de vedtagne maalpriser. I foerste del af 1981 steg priserne ret kraftigt, men selv om producenterne gjorde en stor indsats for at faa prisforhoejelserne igennem pr. 1. maj, holdt denne udvikling ikke. Ved midten af aaret ventede producenterne enten en stabilisering af prisniveauet eller endog en vis tilbagegang, efterhaanden som efterspoergslen faldt i sommerens loeb.

136 Med hensyn til det tredje prisinitiativ anfoeres det i beslutningen (35. betragtning), at Shell og ICI allerede i juni 1981, da det viste sig, at prisstigningerne i aarets foerste kvartal begyndte at gaa langsommere, forudsaa et yderligere prisinitiativ for september og oktober 1981. Shell, ICI og Monte moedtes den 15. juni 1981 for at droefte, hvilken fremgangsmaade der skulle anvendes for at faa markedspriserne til at stige. Faa dage efter dette moede gav baade ICI og Shell deres salgskontorer instruks om at forberede markedet paa en stoerre forhoejelse i september paa grundlag af en paataenkt forhoejelse af rafia-prisen til 2,30 DM/kg. Ogsaa Solvay gav den 17. juli 1981 sine salgskontorer i Benelux instruks om at forberede kunderne paa en stoerre prisforhoejelse pr. 1. september, hvis stoerrelse naermere skulle fastlaegges i sidste uge af juli, idet der var planlagt et "ekspert"-moede til afholdelse den 28. juli 1981. Den oprindelige plan, der gik ud paa at tilstraebe en pris paa 2,30 DM/kg i september 1981, blev revideret, sandsynligvis paa dette moede, saaledes at maalet for august blev reduceret til 2,00 DM/kg for rafia. I september skulle prisen vaere 2,20 DM/kg. I et haandskrevet notat fra Hercules dateret 29. juli 1981 (dagen efter det moede, som Hercules sandsynligvis ikke deltog i) anfoeres disse priser som "officielle" priser for august og september, og der henvises i kryptiske vendinger til kilden til disse oplysninger. Der blev afholdt moeder igen i Genève den 4. august og Wien den 21. august 1981. Efter disse moeder udsendte producenterne nye instrukser med en maalpris paa 2,30 DM/kg pr. 1. oktober. BASF, DSM, Hoechst, ICI, Monte og Shell udsendte praktisk taget identiske instrukser om ivaerksaettelse af disse priser i september og oktober.

137 Ifoelge beslutningen (36. betragtning) gik planerne nu ud paa i loebet af september og oktober 1981 at komme op paa en "basispris" for rafia paa 2,20 til 2,30 DM/kg. Papirer fra Shell viser, at man oprindeligt paataenkte et yderligere prisforhoejelsestrin til 2,50 DM/kg pr. 1. november, men at dette blev opgivet. Af materialet fra de forskellige producenter fremgaar, at priserne steg i loebet af september, og initiativet blev viderefoert i oktober 1981, hvor man naaede op paa en markedspris paa ca. 2,00 til 2,10 DM/kg for rafia. Et notat fra Hercules viser, at maalprisen paa 2,30 DM/kg i loebet af december 1981 blev nedjusteret til en mere realistisk pris paa 2,15 DM/kg, men det hedder i notatet, at "man med den faelles maalbevidste indsats fik priserne op paa 2,05 DM, dvs. det naermeste nogensinde ved de offentliggjorte (sic) maalpriser". Ved udgangen af 1981 laa de priser, der blev refereret i fagpressen, paa 1,95 til 2,10 DM/kg for rafia, altsaa ca. 0,20 DM under producenternes maalpriser. Kapacitetsudnyttelsen androg ca. 80% og blev omtalt som "sund".

138 Det fjerde prisinitiativ fra juni til juli 1982 blev gennemfoert, efter at der paa markedet var blevet ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Initiativet blev besluttet paa producentmoedet den 13. maj 1982, som ATO deltog i, og hvorunder der blev udarbejdet en detaljeret maalprisliste pr. 1. juni 1982 for hver af de vigtigste polypropylenkvaliteter i de forskellige nationale valutaer (2,00 DM/kg for rafia; beslutningen, 37. og 38. betragtning samt 39. betragtning, foerste afsnit).

139 Moedet den 13. maj 1982 blev fulgt op af prisinstrukser fra ATO, BASF, Hoechst, Hercules, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell, der med faa ubetydelige undtagelser svarede til de priser, som var fastsat paa moedet (beslutningens 39. betragtning, andet afsnit). Producenterne kunne ved moedet den 9. juni 1982 kun give oplysninger om beskedne forhoejelser.

140 Sagsoegeren deltog ifoelge beslutningen (40. betragtning) ogsaa i det femte prisinitiativ fra september til november 1982, der blev besluttet paa moedet den 20.-21. juli 1982, og som gik ud paa at naa en pris paa 2,00 DM/kg pr. 1. september og 2,10 DM/kg pr. 1. oktober, idet selskabet var til stede ved de fleste, om ikke alle, moeder, der blev afholdt fra juli til november 1982, og hvor dette initiativ blev planlagt og kontrolleret (45. betragtning til beslutningen). Ved moedet den 20. august 1982 blev den forhoejelse, der var planlagt til 1. september, udskudt til 1. oktober, og denne beslutning blev bekraeftet ved moedet den 2. september 1982 (41. betragtning til beslutningen).

141 Efter moederne den 20. august og den 2. september 1982 gav ATO, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Shell prisinstrukser i overensstemmelse med den maalpris, der var fastlagt ved moederne (43. betragtning til beslutningen).

142 Ifoelge beslutningen (44. betragtning) foretoges der paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, en gennemgang af de foranstaltninger, der var truffet for at naa den tidligere fastsatte maalpris, og der blev givet almindelig tilslutning til et forslag om en prisforhoejelse til 2,10 DM/kg i november/december 1982. Forhoejelsen blev bekraeftet paa moedet den 6. oktober 1982.

143 Efter moedet den 6. oktober 1982 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Shell og Saga prisinstrukser med den besluttede forhoejelse (beslutningens 44. betragtning, andet afsnit).

144 Sagsoegeren har i lighed med ATO BASF, DSM, Hercules, Hoechst, ICI, Linz, Monte og Saga til Kommissionen udleveret de prisinstrukser, de udsendte til deres lokale salgskontorer, og de stemmer ikke blot overens indbyrdes, hvad angaar beloeb og tidspunkt, men ogsaa med den maalprisliste, der er vedlagt ICI' s referat af "ekspert"-moedet den 2. september 1982 (beslutningens 45. betragtning, andet afsnit).

145 Moedet i december 1982 resulterede ifoelge beslutningen (46. betragtning, andet afsnit) i en aftale om, at det prisniveau, der var fastsat for november/december, skulle vaere ivaerksat inden udgangen af januar 1983.

146 Endelig deltog sagsoegeren ifoelge beslutningen (47. betragtning) i det sjette prisinitiativ fra juli til november 1983. Paa moedet den 3. maj 1983 var der saaledes enighed om, at producenterne skulle straebe efter en maalpris paa 2,00 DM/kg i juni 1983. Imidlertid blev det paa moedet den 20. maj 1983 besluttet at udskyde det fastlagte maal til september, og der blev fastsat et midtvejsmaal pr. 1. juli (1,85 DM/kg). Paa et moede den 1. juni 1983 gav de tilstedevaerende producenter, herunder ATO, udtryk for, at de var fast besluttet paa at bringe forhoejelsen paa 1,85 DM/kg i anvendelse. Det blev ved denne lejlighed besluttet, at Shell skulle fremstaa som officiel anfoerer i ECN.

147 Det anfoeres i beslutningen (49. betragtning), at ICI, DSM, BASF, Hoechst, Linz, Shell, Hercules, ATO, Petrofina og Solvay efter moedet den 20. maj 1983 gav deres salgskontorer instruks om at anvende en rafia-pris paa 1,85 DM/kg pr. 1. juli. Det konkluderes i beslutningen, at det saaledes kan fastslaas, at med undtagelse af Huels, for hvem der ikke foreligger nogen prisinstrukser for juli 1983, udsendte alle de producenter, der havde deltaget i moederne eller givet tilsagn om at stoette den nye maalpris paa 1,85 DM/kg, instrukser om at ivaerksaette den nye pris.

148 Endvidere anfoeres det i beslutningen (50. betragtning), at der fandt yderligere moeder sted den 16. juni, den 6. og 21. juli, den 10. og 23. august samt den 5., 15. og 29. september 1983, hvor alle de faste deltagere var til stede. I slutningen af juli og begyndelsen af august 1983 udsendte BASF, DSM, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Solvay, Monte og Saga alle prisinstrukser til deres nationale salgskontorer, der skulle gaelde fra den 1. september, og som var baseret paa en rafia-pris paa 2,00 DM/kg, mens Shell' s prisinstrukser for Det Forenede Kongerige i form af et internt notat af 11. august viser, at det britiske datterselskab arbejdede paa at "fremme" basispriser, der skulle traede i kraft den 1. september, og som svarede til de af de oevrige producenter fastsatte maalpriser. Ved slutningen af maaneden gav Shell imidlertid det britiske salgskontor instruks om at vente med hele forhoejelsen, indtil de oevrige producenter var naaet op paa de oenskede basispriser. Det anfoeres i beslutningen, at instrukserne var identiske for hver kvalitet og hver national valuta med enkelte ubetydelige undtagelser.

149 Ifoelge beslutningen (50. betragtning, sidste afsnit) viser de prisinstrukser, der blev fundet hos producenterne, at det senere blev besluttet at fortsaette prisforhoejelsen fra september, saaledes at rafia-prisen blev forhoejet til 2,10 DM/kg pr. 1. oktober og 2,25 DM/kg pr. 1. november. Det anfoeres i beslutningen (51. betragtning, foerste afsnit), at BASF, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay hver isaer gav deres salgskontorer instrukser om at anvende identiske priser i oktober og november. Hercules fastsatte i foerste omgang priser, der laa lidt under de oevrige producenters.

150 Endelig anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, tredje afsnit), at et internt notat fra ATO dateret 28. september 1983 indeholder imidlertid en tabel med overskriften "Rappel du prix de cota (sic)" med priser paa de tre vigtigste polypropylenkvaliteter gaeldende i september og oktober for de forskellige lande. Priserne var identiske med de af BASF, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte og Solvay anvendte priser. Under kontrolundersoegelsen hos ATO i oktober 1983 bekraeftede repraesentanter for virksomheden, at salgskontorerne var blevet underrettet om disse priser.

151 Uanset hvornaar det sidste moede fandt sted, varede overtraedelsen ifoelge beslutningen (105. betragtning, fjerde afsnit) til november 1983, idet der var knyttet retsvirkninger til aftalen mindst til dette tidspunkt. Dette er den seneste maaned, for hvilken der vides at vaere blevet fastsat maalpriser og givet prisinstrukser.

152 Afslutningsvis anfoeres det i beslutningen (51. betragtning, sidste afsnit), at det hed i fagpressen ved udgangen af 1983, at polypropylenpriserne var blevet styrket med en rafia-pris paa 2,08 til 2,15 DM/kg (det fastsatte maal var 2,25 DM/kg).

153 Det anfoeres endvidere i beslutningen (77. betragtning, foerste afsnit), at visse producenter ikke fremlagde hele raekken af prisinstrukser fra og med 1979, saaledes som Kommissionen havde anmodet om. For saa vidt angaar Huels foreligger der kun dokumentation for 1982 og 1983.

b) Parternes anbringender

154 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke under den administrative procedure har fremsat noget som helst klagepunkt vedroerende Huels' deltagelse i prisinitiativerne forud for maj 1982. Selv om tabellerne 7A-7G, der er vedlagt beslutningen, ikke henviser til sagsoegerens prisinstrukser, anfoeres det i beslutningens betragtninger, at sagsoegeren har deltaget i samtlige prisinitiativer. Denne beskyldning er uantagelig, baade i procedure- og materielretlig henseende.

155 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen for en undersoegelsesperiode fra midten af 1977 til november 1983, omfattende 77 maaneder, har sammenfattet perioderne med overtraedelse af konkurrencereglerne, for saa vidt angaar priser, i seks prisinitiativer omfattende nogle maaneder. Ifoelge sagsoegeren betyder dette, at der for de dele af undersoegelsesperioden, som ikke var omfattet af prisinitiativerne, dvs. 51 maaneder, ikke foreligger noget som helst bevis for eksistensen af et kartel med hensyn til maalpriser.

156 Sagsoegeren har tilfoejet, at man maa forkaste Kommissionens opfattelse, hvorefter prisinstrukserne vedroerende bestemte perioder skal anses som beviser for, at et priskartel ogsaa har fungeret i andre perioder.

157 Sagsoegeren har anfoert, at virksomheden ikke har forpligtet sig eller foelt sig forpligtet paa nogen som helst maade under moederne. Denne konklusion fremgaar af den aabenbare forskel mellem maalpriserne og de priser, som sagsoegeren faktisk har anvendt paa markedet, samt af de under moederne fremsatte erklaeringer, hvoraf det fremgaar, dels at der mellem alle deltagerne var enighed om ikke at beroere deltagernes beslutningsfrihed, dels at samtlige deltagere vidste, at virksomhedernes faktiske adfaerd ikke afspejlede de under moederne diskuterede maalpriser. Virksomhedernes adfaerd paa markedet viser, at konkurrencen udoevedes gennem priser og kom til udtryk i vaesentlige "kundevandringer" mellem de forskellige producenter. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabet til forskel fra de oevrige deltagere under moederne udoevede en bevidst mental tilbageholdenhed og spredte misinformation.

158 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har undladt at undersoege sagsoegerens adfaerd paa markedet og rejse det spoergsmaal, om denne adfaerd er en restriktiv virkning paa konkurrencen, eller om den kunne forklares paa anden maade end ved en forudgaaende samordning (jf. Domstolens dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, praemis 16). Kommissionen har saaledes ikke bevist, at sagsoegerens adfaerd paa markedet stemte overens med de beslutninger, der blev truffet under producentmoederne.

159 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabets prisinstrukser udgjorde rent interne instrukser, der ikke var bindende, og som var rettet til selskabets salgskontorer. Sidstnaevnte har i virkeligheden anvendt de priser paa markedet, som de fandt at kunne anvende. Den sagkyndige oekonometriske erklaering fra professor Albach ved Bonn' s Universitet og den undersoegelse, der blev foretaget af et uafhaengigt revisionsfirma vedroerende de nettosalgspriser (efter fradrag af eventuelle rabatter), som blev anvendt af producenterne i referenceperioden (herefter benaevnt "Coopers og Lybrand-undersoegelsen"), viser, at disse priser aldrig var identiske med maalpriserne, og hverken var eller kunne vaere paavirket af disse.

160 Ifoelge sagsoegeren fremgaar det af disse sagkyndige erklaeringer, at der end ikke forelaa parallel adfaerd mellem virksomheder. Disse sagkyndige erklaeringer viser derimod, at virksomhederne altid har foert en selvstaendig prispolitik paa markedet. Det har derfor heller ikke vaeret muligt paa markedet at konstatere virkningerne af eventuelle aftaler. For saa vidt som der imidlertid undertiden har kunnet registreres visse sammenfald paa markedet, skyldes disse udelukkende dette markeds saeregenheder og den snaevre prismargen, som markedet kan baere. Den ruinerende konkurrence har ofte haft til virkning, at virksomhederne for ikke at miste kunder maatte tilpasse sig deres konkurrenters priser, uanset hvor lave de end var. Det kan imidlertid ikke paa grundlag af saadanne prissammenfald fastslaas, at der foreligger nogen som helst aarsagssammenhaeng mellem markedspriserne og de paa moederne diskuterede maalpriser, idet disse sammenfald har naturlige forklaringer og er i overensstemmelse med konkurrencereglerne.

161 Sagsoegeren har endelig understreget, at selskabet ved at fremlaegge disse sagkyndige erklaeringer klart er gaaet videre end at opfylde sine forpligtelser, eftersom det paahviler Kommissionen gennem oekonomiske analyser at godtgoere, at det haevdede kartel har haft virkninger paa markedet. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0009.2

162 Kommissionen har anfoert, at det bevismateriale, som den raader over, udgoer direkte bevis for eksistensen af priskarteller for de omhandlede perioder. For saa vidt angaar de oevrige perioder udgoer de et indicium, som sammenholdt med andre indicier, endvidere indirekte kan bevise eksistensen af karteller. Eftersom der opretholdtes kontakter mellem producenterne under hele den periode, der er daekket af beslutningen, hvilket ICI har angivet i besvarelsen af begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), og da formaalet med disse kontakter navnlig har vaeret en forhoejelse af prisniveauet, mener Kommissionen at have godtgjort eksistensen af et priskartel, hvis praecise og bindende karakter har varieret i hele perioden.

163 Kommissionen har anfoert, at den har direkte beviser for sagsoegerens deltagelse i et moede i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), samt for sagsoegerens deltagelse i prisinitiativer allerede fra maj 1982 (bilag H, skrivelse af 29.3.1985). For de tidligere perioder raader Kommissionen kun over indicier (Huels' prisinstrukser for disse perioder forelaa ikke), men disse indicier tillader, saafremt de sammenholdes med de foernaevnte direkte beviser og initiativer, den slutning, at Huels fuldt ud har deltaget i kartellet, og dette fra et ikke naermere bestemt tidspunkt mellem 1977 og 1979 indtil i det mindste november 1983. Kommissionen erkender imidlertid, at priskartellerne ikke altid har naaet deres maal.

164 Kommissionen har vedroerende professor Albach' s erklaering anfoert, at det paa den oekonomiske videnskabs nuvaerende udviklingstrin ikke er muligt at beregne eller simulere konkurrencepriser (beregningen af en afbalanceret pris kan foretages med henblik paa didaktiske formaal i forbindelse med universitetsstudier, men kan ikke anvendes som bevis i forbindelse med en retssag). De sagkyndige erklaeringer er endvidere fordrejede, fordi de kun angaar det tyske marked, og fordi de med hensyn til sammenligningen anvender en beregning af kostprisen for polypropylen, som ikke har nogen vaerdi, bl.a. fordi det er umuligt korrekt at opdele virksomhedernes generelle omkostninger mellem polypropylen og deres andre produkter.

165 Kommissionen har i duplikken anfoert, at den i beslutningen (88.-94. betragtning) har givet omfattende oplysninger vedroerende kartellets virkninger paa markedet. Kommissionen har tilfoejet, at virksomhederne ved at forkaste det af Solvay under moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse) fremsatte forslag om at bringe moederne til ophoer, selv har fundet, at resultatet af kartellet var positivt. Dette var ogsaa ICI' s opfattelse i december 1982, hvilket ICI har anfoert i et internt notat (bilag 35 til den generelle meddelelse).

c) Rettens vurdering

166 Retten skal indledningsvis udtale, at klagepunkterne i beslutningen mod sagsoegeren med hensyn til deltagelsen i prisinitiativerne fra juli til december 1979, fra januar til maj 1981 og fra august til december 1981 ikke udgoer nye klagepunkter i forhold til den meddelelse om klagepunkter, der blev tilstillet sagsoegeren. Den generelle meddelelse om klagepunkter angiver i punkt 41, at sagsoegeren regelmaessigt deltog i de moeder mellem polypropylenproducenterne, der ifoelge punkt 39 og 40 var begyndt ved udgangen af 1978, og som ifoelge punkt 50 angik fastsaettelse af maalpriser. Sagsoegeren kritiseres saaledes for at have deltaget i de seks prisinitiativer, der blev konstateret i beslutningen, ved at deltage i moeder, hvorunder disse blev besluttet, organiseret og kontrolleret.

167 Retten finder, at det fremgaar af referaterne af de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, at de producenter, der deltog i moederne, dér blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen. Det anfoeres saaledes i referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse):

"everyone felt that there was a very good opportunity to get a price rise through before the holidays + after some debate settled on DM 2.00 from 1st June (UK 14th June). Individual country figures are shown in the attached table."

("Alle mente, at der var meget gode muligheder for at gennemfoere en prisforhoejelse inden ferien + efter nogen debat enighed om 2,00 DM fra 1. juni (Det Forenede Kongerige 14. juni). Tallene for de enkelte lande fremgaar af vedlagte tabel.")

168 Da der er foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog fast i disse moeder, kan selskabet ikke goere gaeldende, at det ikke tilsluttede sig de prisinitiativer, som blev besluttet, planlagt og kontrolleret dér, uden at fremkomme med indicier til stoette herfor. Da sagsoegerne ikke er fremkommet med saadanne indicier, er der ingen grund til at antage, at selskabet - modsat de oevrige moededeltagere - ikke tilsluttede sig initiativerne.

169 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren til stoette for, at selskabet ved de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter ikke tilsluttede sig de aftalte prisinitiativer, har gjort gaeldende, at det paa ingen maade tog hensyn til resultatet af moederne ved fastlaeggelsen af sin adfaerd paa markedet med hensyn til priser, hvilket fremgaar af dets aggressive prispolitik paa markedet, som bekraeftes baade af Coopers og Lybrand-undersoegelsen og af professor Albach' s oekonometriske undersoegelse. Sagsoegeren har anfoert, at dets prisinstruksers rent interne og ikke-bindende karakter bekraefter, at selskabet ikke har taget hensyn til resultaterne af moederne, og at de derfor ikke har haft nogen som helst virkning paa markedet.

170 Denne argumentation kan ikke anses for indicium for, at sagsoegeren - saaledes som selskabet paastaar - ikke tilsluttede sig de aftalte prisinitiativer. Det bemaerkes i denne forbindelse, at selv om der med hensyn til de faktiske omstaendigheder var holdepunkter for dette argument, ville det ikke udelukke, at sagsoegeren havde deltaget i fastsaettelsen af prismaal ved moederne, men det ville kun indebaere, at sagsoegeren ikke havde gennemfoert resultatet af disse moeder. Det anfoeres i oevrigt ikke i beslutningen, at sagsoegeren anvendte priser, der altid svarede til de maalpriser, som var aftalt paa moederne, og det goeres saaledes heller ikke i den anfaegtede retsakt til stoette for, at sagsoegeren deltog i fastsaettelsen af maalpriser, gaeldende, at selskabet gennemfoerte resultatet af moederne.

171 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen ikke har bestridt rigtigheden af den undersoegelse, der blev foretaget af Coopers & Lybrand, og som skal vise, at der var betydelige forskelle mellem de faktisk anvendte priser og maalpriserne. Det bemaerkes imidlertid, at de undersoegelser, som producenterne selv foretog ved moederne den 21. september, den 6. oktober, den 2. november og den 2. december 1982 med hensyn til virkningen af deres prisinitiativer paa markedspriserne, synes at vise, at de i det store og hele var tilfreds med deres resultater (bilag 30-33 til den generelle meddelelse). Desuden viser referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), hvori Huels deltog, at producenterne fandt virkningerne af deres moeder positive, idet de forkastede et forslag fra Solvay om at bringe moederne til ophoer. Virksomhederne anfoerte:

"that it was always better to talk than not and that if supply + demand were so closely in balance we should be taking active steps to move prices up rather than let them find their own level".

("Det var altid bedre at tale sammen, og hvis udbud og efterspoergsel var i den grad afbalanceret, skulle vi traeffe aktive foranstaltninger for at forhoeje priserne, snarere end lade dem finde deres eget niveau").

172 Retten finder, at sagsoegeren under alle omstaendigheder i stoerre omfang, end selskabet selv haevder, ivaerksatte resultatet af moederne, i hvert fald efter 1982, fra hvilket tidspunkt Kommissionen har kunnet fremlaegge prisinstrukser, der hidroerer fra sagsoegeren og som falder sammen med de under moederne fastlagte prismaal og med de af andre producenter afgivne prisinstrukser.

173 Med hensyn til den rent interne karakter af sagsoegerens prisinstrukser og de af sagsoegeren fastsatte maalpriser skal Retten fastslaa, at selv om prisinstrukserne ganske vist var interne i den forstand, at de af hovedkontoret blev fremsendt til salgskontorerne, blev de givet med henblik paa at blive gennemfoert og saaledes direkte eller indirekte at medfoere virkninger eksternt, hvilket navnlig bekraeftes af telexet af 20. september 1983 fra Huels' hovedkontor (skrivelse af 29.5.1985, bilag Huels I 14), hvori der bl.a. blev anfoert foelgende:

"Zu ihrer Information teilen wir Ihnen mit, dass unsere VB' s und Vertretungen ueber folgende Vestolen-Preiserhoehungen in Kenntnis gesetzt wurden: am 1.11.83 treten folgende Mindestpreise in Kraft".

("Til Deres oplysning skal vi meddele Dem, at vores salgskontorer og repraesentation har meddelt foelgende prisforhoejelse for vestolen: foelgende mindstepriser traeder i kraft den 1.11.83").

Sagsoegerens argument kan derfor ikke afkraefte sagsoegerens deltagelse i de successive prisinitiativer.

174 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette har udledt af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) - hvori det anfoeres, at:

"' Target prices' for the basic grade of each principal category of polypropylene as proposed by producers from time to time since 1 January 1979 are set forth in Schedule ..."

("' Maalpriser' for hver basiskvalitet af alle de vaesentlige former for polypropylen, som blev foreslaaet af producenterne med mellemrum efter 1. januar 1979, fremgaar af bilaget ...")

- at disse prisinitiativer var led i et system med fastsaettelse af maalpriser, som fortsat anvendtes, selv naar diskussionerne mellem producenterne ikke mundede ud i fastsaettelsen af et bestemt formaal. Derfor maa sagsoegerens argument om, at prisinitiativerne kun daekkede 26 af 77 maaneder, hvorunder overtraedelserne blev begaaet, forkastes.

175 Endelig bemaerkes, at selv om det sidste producentmoede, som Kommissionen har foert bevis for, blev afholdt den 29. september 1983, udsendte nogle producenter (BASF, Hercules, Hoechst, Huels, ICI, Linz, Monte, Solvay og Saga) alligevel fra den 20. september til den 25. oktober 1983 overensstemmende prisinstrukser (bilag I til skrivelsen af 29.3.1985), der skulle traede i kraft den 1. november 1983, og Kommissionen kunne derfor med rette laegge til grund, at der var knyttet virkninger til producentmoederne indtil november 1983.

176 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke til stoette for sine bevismaessige konstateringer har maattet paaberaabe sig dokumenter, der ikke er naevnt i meddelelserne om klagepunkter, eller som den ikke har fremsendt til sagsoegeren.

177 Kommissionen har saaledes foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de prisinitiativer, som er naevnt i beslutningen, at disse initiativer var led i et system, og at virkningerne af disse prisinitiativer udfoldede sig indtil november 1983.

C - Foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne

a) Den anfaegtede retsakt

178 Det anfoeres i beslutningen [artikel 1, litra c), og 27. betragtning, jf. ogsaa 42. betragtning], at sagsoegeren sammen med de oevrige producenter vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at fremme ivaerksaettelsen af maalpriserne, saasom midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra slutningen af september 1982 et "kontostyringssystem" med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder.

179 For saa vidt angaar systemet med "kontostyring" ("account management"), som i den seneste og mest udviklede form fra december 1982 er kendt under navnet "kontoledelse" ("account leadership"), blev sagsoegeren paa samme maade som de oevrige producenter udpeget til koordinator ("leader") for mindst én stor kunde, saaledes at selskabet hemmeligt skulle koordinere kundens forbindelser til dens leverandoerer. Som led i systemet fandt man frem til kunder i Belgien, Italien, Tyskland og Det Forenede Kongerige, og for hver af disse blev der udpeget en "koordinator". I december 1982 blev der foreslaaet en mere generel anvendelse af dette system, idet der for hver stoerre kunde blev udpeget en "kundeadministrator" ("account leader"), som skulle lede, droefte og organisere prisaendringer. Andre producenter, der jaevnligt handlede med den paagaeldende kunde, blev betegnet som "participanter" ("contenders") og samarbejdede med "administratoren" ved tilbudsgivning til den paagaeldende kunde. For at beskytte "administratoren" og "participanterne" skulle andre producenter, som kunden rettede henvendelse til, tilbyde priser, der laa over maalprisen. ICI haevder, at systemet broed sammen efter nogle maaneder, hvor det kun havde fungeret delvis og ineffektivt, men i beslutningen anfoeres det, at det fremgaar af det fuldstaendige referat af moedet den 3. maj 1983, at der paa det tidspunkt foregik intensive droeftelser om enkelte kunder og om de priser, hver enkelt producent tilboed eller skulle tilbyde dem, samt om de leverede eller bestilte maengder.

180 I beslutningen (20. betragtning) anfoeres det ligeledes, at Huels deltog i lokale moeder, hvor man paa nationalt plan droeftede ivaerksaettelsen af de ordninger, der var vedtaget paa plenarmoederne, forblev i snaever kontakt med BASF og Hoechst og med dem indtog en faelles holdning med hensyn til bestemte spoergsmaal, saasom kvoterne.

b) Parternes anbringender

181 Sagsoegeren har anfoert, at referaterne af moederne den 2. september og 2. december 1982 og af 4. marts og 3. maj 1983 (bilag 29, 33, 37 og 38 til den generelle meddelelse), som Kommissionen har henvist til for at godtgoere eksistensen af et system med "kontoledelse", viser, at man aldrig er blevet enige om at indfoere et saadant system. Under moedet den 2. september 1982 blev der ganske vist diskuteret planer om "kontostyring", men forpligtelsen til at levere de noedvendige oplysninger, samt meningsforskellene mellem virksomhederne, forhindrede, at der blev indgaaet en aftale. Under moedet den 2. december 1982 var det heller ikke muligt at naa frem til en aftale, selv om et stort antal producenter havde udarbejdet alle mulige planer. Den tredje tabel til referatet af dette moede er kun en plan, der aldrig er blevet genstand for en aftale, hvilket for det foerste fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse); for det andet er den omstaendighed, at de kunder, der er anfoert ved siden af Huels' navn, dels aldrig har modtaget forsyninger fra sagsoegeren (Westphalia), dels i det vaesentlige har faaet forsyninger fra andre producenter (saasom Baumhueter, Spohn og Billermann); for det tredje af den omstaendighed, at flere producenter var foreslaaet som "kundeadministrator" for én og samme kunde; for det fjerde af den omstaendighed, at Huels' navn er anfoert mellem parenteser, og for det femte af den omstaendighed, at de kunder, der er opregnet for de forskellige producenter, herunder Huels, er forskellige i den tabel, der er vedlagt referatet af moedet den 2. september 1982 (bilag 29 til den generelle meddelelse) og i den tabel, der er vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse). Det samme gaelder for moederne i foraaret 1983.

182 Sagsoegeren har tilfoejet, at de undersoegelser, som selskabet har fremlagt, saasom den af Coopers og Lybrand foretagne undersoegelse, viser, at kunderne - modsat hvad der ville vaere sket, saafremt der var blevet indfoert en ordning med "kontoledelse" - alle koebte hos forskellige leverandoerer, og at priserne undertiden divergerede betydeligt. I virkeligheden var ingen virksomhed rede til at tillade, at dens markedsposition blev forringet til fordel for en anden virksomhed.

183 Sagsoegeren har endvidere bestridt, at referaterne af moederne den 21. september og 2. december 1982 (bilag 30 og 33 til den generelle meddelelse) og referatet af et bilateralt moede mellem Shell og ICI den 27. maj 1981 (bilag 64 til den generelle meddelelse) bekraefter Kommissionens anbringende om, at der under moederne blev udoevet pression mod de producenter, hvis priser og salgstal gav det indtryk, at de ikke efterkom aftalerne. Denne kritik er aldrig blevet meddelt de virksomheder, som var genstand herfor, og har derfor ikke kunnet paavirke dem. De af Kommissionen fremlagte dokumenter er enten rent interne notater, som ikke blev meddelt de kritiserede virksomheder eller referater af moeder, hvori de kritiserede virksomheder ikke deltog. Desuden har Kommissionen ikke kunnet godtgoere, at der blev rejst kritik mod virksomhederne paa grund af manglende overholdelse af angiveligt indgaaede aftaler, snarere end paa grund af deres naegtelse af at indgaa saadanne aftaler.

184 Endelig har sagsoegeren anfoert, at selskabet aldrig har deltaget i lokale moeder i bestemte lande eller regioner i Faellesskabet, og derfor aldrig har deltaget i de dér indgaaede aftaler. Det dokument, hvormed Kommissionen vil godtgoere, at Huels deltog i et moede i Det Forenede Kongerige (bilag 10 til den generelle meddelelse), viser tvaertimod, at Huels ikke deltog i moedet. Virksomhedernes salgstal var nemlig opdelt ud fra to kategorier af virksomheder: dem, der var til stede under moedet ("those present"), og dem, der ikke var til stede ("those not represented"). Huels' tal var imidlertid ikke opfoert under "those present".

185 Kommissionen har anfoert, at det fremgaar af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), at systemet med "kontoledelse" ikke alene er blevet diskuteret - hvilket fremgaar af de af sagsoegeren naevnte moedereferater - men ogsaa, at dette system har vaeret genstand for en aftale, der mundede ud i de gennemfoerelsesforanstaltninger, som sagsoegeren har deltaget i. Dette bekraeftes endvidere dels af referatet af moederne den 2. september 1982, den 2. december 1982 og den 3. maj 1983 (bilag 29, 33 og 38 til den generelle meddelelse), der viser, at "kundeadministratorer" og/eller "participanter" er blevet udpeget for bestemte kunder, dels af et udateret dokument hidroerende fra ICI, hvori ICI vurderede visse virksomheders holdning til kartellet, og hvori man for saa vidt angaar sagsoegeren kan laese "Good supporters of the club + in account leadership" ("Gode tilhaengere af klubben, herunder hvad angaar kontoledelse", bilag 14a til den generelle meddelelse, Huels).

186 Kommissionen indroemmer imidlertid, at dette system kun har fungeret i to maaneder. For saa vidt angaar de af Huels fremlagte undersoegelser, der viser et andet resultat, er de ifoelge Kommissionen uforstaaelige og uanvendelige paa grund af de forkortelser, som de indeholder, og paa grund af den omstaendighed, at det ikke er praeciseret, om de naevnte priser repraesenterer tilbud eller gennemfoerte salg.

187 Ifoelge Kommissionen fremgaar det af moedereferaterne, f.eks. af 9. juni og af 21. december 1982 (bilag 25 og 34 til den generelle meddelelse), at de faktisk opnaaede priser og maengder til stadighed blev sammenlignet med maalpriser og maengdemaalene, og at det medfoerte alvorlig kritik, hvis aftalerne ikke blev overholdt. Dette bekraeftes af ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger, samt af referaterne af moedet den 2. december 1982 og af et bilateralt moede mellem Shell og ICI den 27. maj 1981 (bilag 33 og 64 til den generelle meddelelse). Det er endog ved forskellige lejligheder blevet besluttet at udoeve pression mod producenter for at tvinge dem til at overholde prismaalene, hvilket var tilfaeldet under moedet den 21. september 1982 (bilag 30 til den generelle meddelelse). Huels, som har stoettet disse aktioner ved at deltage i moederne, boer baere ansvaret herfor paa samme maade, som om det drejede sig om en individuel adfaerd.

188 Kommissionen har med hensyn til de lokale moeder anfoert, at et moedereferat (bilag 10 til den generelle meddelelse) beviser, at Huels har deltaget i de moeder, som angik Det Forenede Kongerige, og at Huels i besvarelsen af begaeringen om oplysninger (bilag 1, g, Huels) har erkendt at have deltaget i de moeder, der angik Skandinavien.

c) Rettens vurdering

189 Det bemaerkes, at 27. betragtning til beslutningen, sammenholdt med 26. betragtning, andet afsnit, maa fortolkes saaledes, at det ikke goeres gaeldende, at hver producent enkeltvis paatog sig at traeffe alle de foranstaltninger, der er naevnt dér, men at de enkelte producenter paa forskellige tidspunkter ved moederne sammen med de oevrige producenter vedtog en helhed af foranstaltninger, der er naevnt i beslutningen, og som gik ud paa at skabe gunstige betingelser for en prisforhoejelse, navnlig ved kunstigt at reducere udbuddet af polypropylen. Gennemfoerelsen af de enkelte foranstaltninger i denne helhed blev fordelt i henhold til en aftale mellem de forskellige producenter paa grundlag af deres saerlige situation.

190 Det maa i denne forbindelse fastslaas, at da sagsoegeren deltog i de moeder (navnlig moederne af 13. maj, 2. og 21. september 1982 (bilag 24, 29 og 30 til den generelle meddelelse) ), hvor disse foranstaltninger blev vedtaget, tilsluttede selskabet sig sammen med de oevrige producenter disse, idet det ikke har fremlagt bevis for det modsatte.

191 For saa vidt angaar "kontoledelse" skal Retten fastslaa, at sagsoegeren deltog i fire moeder (den 2.9.1982, den 2.12.1982, i marts 1983 og den 3.5.1983), hvorunder dette system blev diskuteret af producenterne, og det fremgaar af referaterne af disse moeder, at sagsoegeren herunder afgav oplysninger vedroerende sine kunder (bilag 29, 33, 37 og 38 til den generelle meddelelse). Det fremgaar af foelgende passage i referatet af moedet den 2. september 1982, at systemet med "kontoledelse" blev vedtaget:

"about the dangers of everyone quoting exactly DM 2.00 A.' s point was accepted but rather than go below DM 2.00 it was suggested & generally agreed that others than the major producers at individual accounts should quote a few pfs higher. Whilst customer tourism was clearly to be avoided for the next month or two it was accepted that it would be very difficult for companies to refuse to quote at all when, as was likely, customers tried to avoid paying higher prices to the regular suppliers. In such cases producers would quote but at above the minimum levels for October".

("med hensyn til faren ved, at alle opgav en pris paa 2,00 DM, blev A.' s bemaerkning accepteret, men frem for at gaa under 2,00 DM blev det foreslaaet, og der var almindelig enighed om, at producenterne - bortset fra hovedleverandoererne til en bestemt kunde - skal angive en pris, der er faa pfennig hoejere. Mens 'kundeflakkeri' klart skal undgaas i den naeste maaned eller to, var der enighed om, at det vil vaere meget svaert for selskaberne helt at afslaa at give tilbud, naar kunderne sandsynligvis forsoeger at undgaa at betale hoejere priser til de saedvanlige leverandoerer. I saadanne tilfaelde vil producenterne afgive tilbud, men til priser, der ligger over niveauet for oktober").

Tilsvarende blev det paa moedet den 21. september 1982, som sagsoegeren deltog i, udtalt: "In support of the move, BASF, Hercules and Hoechst said they would be taking plant off line temporarily" ("BASF, Hercules and Hoechst sagde, at de for at stoette forhoejelsen midlertidigt ville saette et anlaeg ud af drift"), og ved moedet den 13. maj 1982 udtalte Fina: "Plant will be shut down for 20 days in August" ("Fabrikken vil vaere lukket 20 dage i august").

192 Ivaerksaettelsen af dette system bekraeftes af referatet af moedet den 3. maj 1983, hvori det anfoeres:

"A long discussion took place on Jacob Holm who is asking for quotations for the 3rd quarter. Is was agreed not to do this and to restrict offers to the end of June. April/May levels were at DKR 6.30 (DM 1.72). Hercules was definitely in and should not have been so. To protect BASF, it was agreed that CWH(uels) + ICI would quote DKR 6.75 from now to end June (DM 1.85) ..."

("En laengere diskussion fandt sted vedroerende Jacob Holm, der har anmodet om prisnedsaettelse for tredje kvartal. Moededeltagerne besluttede ikke at goere dette og at begraense tilbuddene indtil udgangen af juni. I april og maj androg priserne ca. 6,30 DKR (1,72 DM). Det er klart, at Hercules var med og burde ikke have vaeret det. For at beskytte BASF blev det besluttet, at CWH(uels) + ICI skulle angive en pris paa 6,75 DKR fra nu og til udgangen af juni (1,85 DM) ...").

Denne ivaerksaettelse blev bekraeftet ved ICI' s besvarelse af begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse), hvori der anfoeres foelgende vedroerende moedereferatet:

"In the Spring of 1983 there was a partial attempt by some producers to operate the 'Account Leadership' scheme ... Since Hercules had not declared to the 'Account Leader' its interest in supplying Jacob Holm, the statement was made at this meeting in relation to Jacob Holm that 'Hercules were definitely in and should not have been so' . It should be made clear that this statement refers only to the Jacob Holm account and not to the Danish market. It was because of such action by Hercules and others that the 'Account Leadership' scheme collapsed after at most two months of partial and ineffective operation.

The method by which Huels and ICI should have protected BASF was by quoting a price of DKR 6.75 for the supply of raffia grade polypropylene to Jacob Holm until the end of June."

("I foraaret 1983 forsoegte nogle producenter at ivaerksaette systemet med kontoledelse ... Da Hercules ikke havde meddelt kundeadministratoren, at Hercules var rede til at sikre leverancerne til Jacob Holm, blev det under dette moede vedroerende Jacob Holm fastslaaet, at 'det er klart, at Hercules var med, og ikke burde have vaeret det' . Det skal understreges, at denne udtalelse kun vedroerer kunden Jacob Holm og ikke det danske marked. Det var paa grund af en saadan adfaerd fra Hercules og andre, at systemet med kontoledelse faldt fra hinanden efter hoejst to maaneder, hvorunder det kun havde fungeret delvist og ineffektivt.

Den metode, hvorved Huels and ICI skulle have beskyttet BASF bestod i at citere en pris paa 6,75 DKR for levering af polypropylen af raffiakvalitet til Jacob Holm indtil udgangen af juni.")

193 Disse forskellige elementer afkraeftes ikke af de argumenter, som sagsoegeren har fremfoert.

194 Det er nemlig uden betydning - ogsaa selv om det forudsaettes godtgjort ved Coopers og Lybrand-undersoegelsen - at der fandt vigtige "kundevandringer" sted i 1982 og 1983. Den omstaendighed, at sagsoegeren ikke har vaeret den vigtigste leverandoer til de virksomheder, ud for hvilke dens navn er anfoert, er heller ikke relevant, for saa vidt som beslutningen ikke hviler paa den antagelse, at systemet med "kontoledelse" var blevet ivaerksat med succes. Det bemaerkes endvidere, at sagsoegeren, modsat det af selskabet anfoerte, i 1983 var den vigtigste leverandoer til kunden Baumhueter, hvilket fremgaar af Coopers og Lybrand-undersoegelsen.

195 For det andet har den omstaendighed, at sagsoegerens navn er anfoert mellem parenteser i tabel 3, som er vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) ikke den betydning, som sagsoegeren tillaegger den, nemlig at sagsoegeren - i modsaetning til de producenter, hvis navn ikke er anfoert mellem parenteser - ikke har erklaeret sig enig med hensyn til den foreslaaede ordning, for saa vidt som ICI, hvis medarbejdere har udarbejdet tabellen, ogsaa er opfoert mellem parenteser for saa vidt angaar ICI' s kunder i Det Forenede Kongerige.

196 For det tredje afkraeftes de ovennaevnte konstateringer ikke af de forskelle, der er mellem den tabel, der er vedlagt referatet af moedet den 2. september 1982, og den tabel, som er vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982, for saa vidt som det angives, at diskussionerne vedroerende "kontoledelse" ganske vist blev udviklet gennem tiden, men dog ikke foerte til selvmodsigende resultater.

197 Retten skal endvidere fastslaa, dels at sagsoegeren i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 1, g, Huels) erkender at have deltaget i lokale moeder i Danmark, dels at formaalet med disse moeder bekraeftes af referatet af moedet den 2. november 1982 (bilag 32 til den generelle meddelelse), som viser, at disse moeder havde til formaal at sikre anvendelse paa lokalt niveau af de trufne foranstaltninger. Det anfoeres saaledes i moedereferatet:

"Scandinavia. Saga reiterated their request for a larger share of the market - Claimed they needed to have price freedom to buy their way back into lost accounts but nevertheless were trying to follow the party line. Agreed we would call special meetings of Ho(echst), Hue(ls), M(onte) P(olimeri) + Saga to try + find way forward."

("Skandinavien. Saga gentog sit krav om en stoerre markedsandel - selskabet haevdede at have behov for frit at kunne fastsaette sine priser for at kunne genvinde visse mistede kunder, men forsoegte ikke desto mindre at foelge den af gruppen fastlagte linje. Saga erklaerede at vaere enig i, at der blev afholdt saerlige moeder mellem Ho(echst), Hue(ls), M(onte) P(olimeri) + Saga for at proeve at finde en vej frem.")

Disse konstateringer afkraeftes heller ikke af den omstaendighed, at indholdet af det dokument, som Kommissionen har fremlagt for at godtgoere sagsoegerens deltagelse i lokale moeder i Storbritannien (bilag 10 til den generelle meddelelse), ikke goer det muligt at drage den af Kommissionen udledte slutning.

198 Hvad angaar udoevelsen af pression mod visse producenter beviser referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse), sammenholdt med ICI' s svar paa begaeringen om oplysninger, ubestrideligt, at de tyske producenter fremfoerte kritik mod Huels, der deltog i dette moede, vedroerende selskabets prispolitik. Det fremgaar af moedereferatet, at "Hercules said that they would not attend in the future in view of criticism from the Dutch and Germans" ("Hercules anfoerte, at selskabet ikke ville deltage i moeder i fremtiden paa grund af den kritik, der var blevet fremfoert af hollaenderne og tyskerne") og af ICI' s svar, at henvisningen til "' criticism from the Dutch and Gemans' related to criticism levelled at Hercules by Dutch and German producers for its pricing policy" ("' Hollaendernes og tyskernes kritik' angik den kritik, der var rettet mod Hercules af hollaenderne og tyskerne, der kritiserede Hercules for selskabets prispolitik"). Det bemaerkes endvidere, at producenterne under moedet den 21. september 1982 allerede havde udoevet pression mod visse genstridige producenter, idet det fremgaar, at "pressure was needed" ("det var noedvendigt at udoeve pression"), isaer mod Anic (bilag 30 til den generelle meddelelse).

199 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, som blev enige om de i beslutningen naevnte foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

D - Maengdemaal og kvoter

a) Den anfaegtede retsakt

200 Det anfoeres i beslutningen (31. betragtning, tredje afsnit), at der paa moedet den 26. og 27. september 1979 "var enighed om behovet for en fast kvoteordning", og der henvises i referatet af moedet til en ordning, der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder.

201 Endvidere anfoeres det i beslutningen (52. betragtning), at der foer august 1982 blev foretaget forskellige former for markedsopdeling. Hver producent fik tildelt en procentvis andel af det anslaaede marked, men der fandt paa dette stadium ingen systematisk, forudgaaende begraensning af den samlede produktion sted. Overslag over det samlede marked maatte derfor loebende revideres, og hver producents salg i absolutte maengder maatte tilpasses til den tildelte procentsats.

202 For 1979 blev der for hver enkelt producent fastsat maengdemaal (i tons), der i det mindste delvis var baseret paa deres faktiske salg i de foregaaende tre aar. Tabeller fundet hos ICI viser det "reviderede maal" for hver enkelt producent for 1979 sammenholdt med de paagaeldende producenters faktiske salg i Vesteuropa i denne periode (54. betragtning til beslutningen).

203 I slutningen af februar 1980 blev producenterne enige om maal - igen udtrykt i tons - for 1980 paa basis af et anslaaet aarligt marked paa 1 390 000 tons. Ifoelge beslutningen (55. betragtning) blev der hos ATO og ICI fundet en raekke tabeller med de "fastsatte maal" for hver producent for 1980. Det oprindelige overslag paa 1 390 000 tons viste sig at vaere for optimistisk. Hver producents kvote maatte derfor reduceres, saa kvoterne kom til at stemme overens med et samlet forbrug i 1980 paa kun 1 200 000 tons. Bortset fra ICI og DSM svarede producenternes faktiske salg i det vaesentlige til deres maal.

204 Ifoelge beslutningen (56. betragtning) var markedsdelingen for 1981 genstand for lange og komplicerede forhandlinger. Ved moederne i januar 1981 enedes man om, at hver producent som en midlertidig foranstaltning med det formaal at lette ivaerksaettelsen af prisinitiativet for februar til marts skulle begraense sit maanedlige salg til 1/12 af 85% af 1980-maalet. Med henblik paa at faa fastlagt en mere permanent ordning oplyste hver producent paa moederne, hvilken maengde han haabede at kunne saelge i loebet af 1981. Sammenlagt var disse "oenskede maengder" imidlertid langt stoerre end den forventede efterspoergsel. Trods flere kompromisforslag fra Shell og ICI blev der ikke opnaaet enighed om en endelig kvoteaftale for 1981. Som en noedloesning gik producenterne ud fra den enkelte producents kvote i det foregaaende aar som teoretisk grundlag og indberettede deres faktiske salg i hver maaned paa moederne. Det faktiske salg blev saaledes kontrolleret paa grundlag af en teoretisk opdeling af det disponible marked, der var baseret paa 1980-kvoterne (57. betragtning til beslutningen).

205 Det anfoeres i beslutningen (58. betragtning), at der for 1982 blev fremsat komplicerede forslag til kvoteordninger, der gik ud paa at naa frem til en rimelig afvejning af forskellige faktorer, saasom hidtidige salgsresultater, oensker og disponibel kapacitet. Det samlede marked, der skulle deles mellem producenterne, blev anslaaet til 1 450 000 tons. Nogle producenter fremlagde detaljerede planer til markedsdelingsordninger, mens andre noejedes med blot at oplyse, hvad de forventede at kunne saelge. Monte og ICI forsoegte ved moedet den 10. marts 1982 at naa frem til en aftale. Det fremgaar imidlertid af beslutningen (58. betragtning, sidste afsnit), at man som i 1981 ikke naaede frem til nogen endelig aftale. I aarets foerste halvdel aflagde hver producent beretning om sin maanedlige omsaetning paa moederne, og omsaetningen blev sammenholdt med den paagaeldendes procentvise andel af salget i det foregaaende aar. Ifoelge beslutningen (59. betragtning) fortsatte forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983 paa moedet i august 1982, og ICI foerte bilaterale forhandlinger med hver af producenterne om denne nye ordning. Indtil der kunne indfoeres en saadan kvoteordning, blev producenterne opfordret til i anden halvdel af 1982 at begraense deres maanedlige salg til deres faktiske, procentvise andel af det samlede marked i de foerste seks maaneder af 1982. I 1982 havde markedsandelene saaledes for de mellemstore producenters vedkommende naaet en vis balance, og i forhold til de tidligere aar var de stabile for de fleste producenters vedkommende.

206 Ifoelge beslutningen (60. betragtning) opfordrede ICI for 1983 alle producenter til at meddele stoerrelsen af den kvote, de selv oenskede tildelt, og foreslaa, hvilken procentdel de oevrige producenter burde have tildelt. Monte, Anic, ATO, DSM, Linz, Saga og Solvay fremsatte hver isaer detaljerede forslag, ligesom de tre tyske producenter fremsatte et faelles forslag gennem BASF. De forskellige forslag blev behandlet paa edb for at faa beregnet et gennemsnit, der blev sammenholdt med de enkelte producenters oenskede markedsandel. ICI kunne paa grundlag heraf fremsaette forslag til retningslinjerne for en ny rammeaftale for 1983. Disse forslag blev droeftet paa moederne i november og december 1982. Ved moedet den 2. december 1982 blev der diskuteret et forslag, der i foerste omgang kun daekkede aarets foerste kvartal. Det fremgaar af referatet af dette moede, der blev udarbejdet af ICI, at ATO, DSM, Hoechst, Huels, ICI, Monte og Solvay samt Hercules fandt deres tildelte kvote "acceptabel" (63. betragtning til beslutningen). Oplysningerne underbygges af notater fra en telefonsamtale, ICI foerte med Hercules den 3. december 1982.

207 Endvidere anfoeres det i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit), at et dokument, der blev fundet hos Shell, bekraefter, at der blev indgaaet en aftale, idet selskabet forsoegte ikke at overskride sin kvote. Dokumentet bekraefter endvidere, at en maengdekontrolordning blev viderefoert i andet kvartal 1983. For at holde markedsandelen i andet kvartal oppe i naerheden af 11% gav Shell-koncernen saaledes sine nationale salgsselskaber ordre til at reducere salget. Det bekraeftes af referatet af moedet den 1. juni 1983, at der fandtes en saadan aftale. Selv om der ikke i referatet naevnes kvoter, anfoeres det, at "eksperterne" udvekslede oplysninger om hver enkelt producents salg i den foregaaende maaned, hvilket indicerer, at der fandtes en kvoteordning (64. betragtning til beslutningen).

208 Endelig anfoeres det i beslutningen (65. betragtning), at selv om der aldrig blev indfoert et system med sanktioner for overtraedelse af kvoterne, udgjorde den omstaendighed, at hver producent paa moederne skulle indberette, hvad vedkommende havde solgt i den foregaaende maaned, med fare for at blive kritiseret af de oevrige producenter, hvis de fandt, at vedkommende havde solgt for meget, en tilskyndelse til ikke at overskride den tildelte kvote.

b) Parternes anbringender

209 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at klagepunktet om, at sagsoegeren har deltaget i en aftale eller samordnet praksis vedroerende et system med tildeling af kvoter og maengdemaal, afkraeftes af den omstaendighed, at sagsoegerens andel af det vesteuropaeiske marked siden 1979 stedse er faldet. Kommissionens anbringende om, at aendringerne i markedsandelene ikke beviser, at der ikke forelaa nogen konkurrencebegraensning, fordi der skal tages hensyn til nye virksomheder inden for sektoren, er kun relevant, saafremt samtlige virksomheder havde mistet markedsandele i samme omfang, hvilket ikke er tilfaeldet.

210 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet modsat Kommissionens anbringender aldrig har indroemmet, at det for at skabe favorable betingelser for prisaftalernes succes var noedvendigt at indfoere et system med vedvarende regulering af maengderne. Ganske vist er projekter fra visse virksomheder undertiden blevet diskuteret under moederne, men der har aldrig foreligget nogen aftale om et system til regulering af maengderne. De af Kommissionen fremlagte dokumenter, og navnlig de forskellige tabeller (bilag 55-62 til den generelle meddelelse), beviser alene, at der er fremsat forslag, og at der har fundet diskussioner om et saadant system sted. Selv om Huels indroemmer, at virksomhederne i forbindelse med udveksling af oplysninger om fortiden undertiden har udvekslet oplysninger om deres salgsmaengder i de foregaaende maaneder, kan Kommissionen ikke af disse meningsudvekslinger udlede, at der er indgaaet ulovlige aftaler.

211 Sagsoegeren har endvidere kritiseret den maade, hvorpaa Kommissionen har udarbejdet tabel 8 til beslutningen paa grundlag af dokumenter, der faktisk kun indeholder en sammenligning mellem tidligere salgsmaengder og de kvoter, der var diskuteret i forbindelse med det foreslaaede kvotesystem (bilag 17, 59, 60 og 65 til den generelle meddelelse).

212 Kommissionen har for hvert enkelt omhandlet periode anfaegtet de dokumenter, som Kommissionen paaberaaber sig til stoette for sine klagepunkter.

213 For saa vidt angaar 1979 bestrider sagsoegeren bevisvaerdien af den paa tysk affattede tabel (bilag 56 til den generelle meddelelse) og tabellen med overskriften "Producers' Sales to West Europe", der blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), for det foerste, fordi angivelsen af Huels' navn i disse tabeller ikke goer det muligt at drage den slutning, at selskabet var repraesenteret under moederne; for det andet, fordi disse dokumenter kun indeholder tal vedroerende salg i 1976-1979 og fordi kolonnen "revised target" i den foerste tabel baade kan repraesentere virksomhedernes forventede salg og et forslag om kvoter. Det drejer sig kun om et internt dokument bestemt til udarbejdelse af et forslag om kvoter for 1980. Desuden viser referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse), hvorefter virksomhederne har "recognized that tight quota system essential" ("anerkendt at et strengt kvotesystem var noedvendigt"), at der ikke kunne vaere indgaaet nogen aftale paa dette tidspunkt.

214 Sagsoegeren har i replikken bestridt Kommissionens anbringende, hvorefter tabellen med overskriften "Producers' Sales to West Europe" (bilag 55 til den generelle meddelelse) ikke har kunnet udarbejdes uden medvirken af forskellige producenter, idet denne tabel og andre tabeller er blevet udarbejdet paa grundlag af overslag opstillet ved hjaelp af Fides-statistikker, hvilket fremgaar af den af ophavsmanden til tabellerne understregede forskel mellem de heri naevnte tal og de naevnte statistikker.

215 For 1980 beviser den omstaendighed, at der i forskellige tabeller (bilag 56-59 til den generelle meddelelse), som kun drejer sig om forslag, for Huels generelt tales om kvotemaal paa 80 kilotons, hverken eksistensen af en tilsvarende aftale, eller at sagsoegeren har tilsluttet sig en saadan aftale. Den omstaendighed, at der altid er blevet foreslaaet samme kvote for sagsoegeren, taler derimod for, at sagsoegeren netop ikke har deltaget i disse diskussioner. Den for sagsoegeren opfoerte kvote er saaledes et simpelt beregningselement, der er udarbejdet af de oevrige deltagere. Desuden ville Huels aldrig have accepteret en kvote, der ville have tvunget selskabet til at give afkald paa uforholdsmaessige markedsandele til fordel for konkurrenterne. Sagsoegeren bestrider navnlig bevisvaerdien af en tabel med overskriften "Polypropylene - Sales target 1980 (kt)" ("Polypropylen - Salgsmaal 1980 (kt)"), af 26. februar 1980 (bilag 60 til den generelle meddelelse). Kommissionen gik nemlig ud fra, at samtlige de i tabellen naevnte virksomheder samtykkede i kvoterne. Det fremgaar imidlertid af selve tabellerne, at visse virksomhederne havde udtrykt forbehold med hensyn til de tildelte kvoter, idet det tal, der er anfoert ud for deres navn, er forsynet med bemaerkningen "to be rechecked" ("skal kontrolleres"). Da et kvotesystem kun har kunnet fungere, saafremt samtlige producenter havde samtykket heri, kan der foelgelig gaas ud fra, at der ikke blev indgaaet en aftale for dette aar. Dette bekraeftes endvidere af den tabel, der er vedlagt referatet af to producentmoeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), der modsiger den kvote, der paastaas at vaere tildelt sagsoegeren i den ovennaevnte tabel (bilag 60 til den generelle meddelelse), fordi den for sagsoegeren angiver et salgsmaal paa 69,6 kilotons.

216 For saa vidt angaar 1981 bestrider sagsoegeren, at der blev valgt en midlertidig loesning i mangel paa en aftale. Sagsoegeren bestrider bevisvaerdien af den tabel, der er vedlagt referatet af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvis ordlyd viser, at det ogsaa her kun drejer sig om forslag:

"In the meantime monthly volume would be restricted to 1/12 of 85% of the 1980 target."

("I mellemtiden reduceres det maanedlige salg til 1/12 af 85% af maalet for 1980").

Sagsoegeren bestrider endvidere, at der i 1981 eksisterede et system med fortsat kontrol med de maengder, der blev bragt paa markedet af de forskellige producenter. Den foretagne informationsudveksling vedroerte kun de tidligere solgte maengder og ikke de fremtidige, hvilket fremgaar af den tabel, der er vedlagt som bilag 61 til den generelle meddelelse om klagepunkter.

217 Ogsaa for 1982 bestrider sagsoegeren, at der blev vedtaget en foreloebig loesning. Det dokument, som Kommissionen har henvist til til stoette for dette anbringende, et notat fra ICI af 10. marts 1982, er ikke blevet tilstillet sagsoegeren. Desuden modsiges Kommissionens anbringende om, at de forskellige producenters markedsandele i praksis forblev uaendret i 1982, af tabel 1 til selve beslutningen. Endvidere viser et notat fra ICI af december 1982 (bilag 35 til den generelle meddelelse), at "absence of a volume agreement" ("mangel paa en aftale om maengder") ogsaa vedroerer 1982. Dette bekraeftes endvidere af forskellene mellem forslagene fra de forskellige producenter med hensyn til de kvoter, der skulle tildeles de oevrige producenter (bilag 79-83 til den generelle meddelelse).

218 For saa vidt angaar 1983 modsiges den enighed, som ifoelge Kommissionen var blevet etableret med hensyn til en kvoteordning for 1983, af tabel 2, der er vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse). Den har nemlig overskriften "proposal" ("forslag") og stemmer herved overens med et internt notat fra ICI (bilag 35 til den generelle meddelelse), hvori mangelen paa en aftale udtrykkeligt beklages, hvilket Kommissionen selv har erkendt. Det fremgaar klart af brugen af parenteser i naevnte tabel, at visse virksomheder naegtede at samtykke i dette forslag om kvoter. Da et saadant system kun kunne fungere, saafremt samtlige producenter deltog heri, maa det antages, at der ikke forelaa en aftale om kvoteordning for foerste kvartal 1983.

219 Sagsoegeren bestrider endvidere, at der forelaa en kvoteordning for andet kvartal 1983. Bilag 84 til den generelle meddelelse om klagepunkter har ikke den bevisvaerdi, som Kommissionen tillaegger det. Dokumentet stammer fra 1982 og indeholder kun et forslag med hensyn til foerste halvaar 1983. Ifoelge Kommissionens opfattelse var der i 1982 endnu ikke opnaaet enighed om en kvoteordning for 1983. Desuden er der ikke i dokumentet noget som helst holdepunkt for en aftale mht. andet kvartal 1983. Ifoelge sagsoegeren beviser referatet af et moede i juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse) paa ingen maade, at sagsoegeren har deltaget i en kvoteaftale for andet kvartal 1983, eller at sagsoegeren har deltaget i overvaagningen af saadanne kvoter. Dokumentet attesterer alene, at visse virksomheder har givet oplysninger om deres salgsmaengder i maj maaned. Det kan ikke udledes af et saadant dokument, at der er indgaaet og gennemfoert en kvoteaftale og et overvaagningssystem. Sagsoegeren har endvidere bestridt bevisvaerdien af et notat fra Shell (bilag 90 til den generelle meddelelse), der paa grund af sin interne karakter ikke kan bevise indgaaelsen af en aftale med andre virksomheder.

220 Kommissionen har derimod haevdet, at der er blevet indgaaet kvoteaftaler for 1979, 1980 og 1983. For 1981 og 1982 er der derimod ikke blevet indgaaet nogen endelig aftale, men der er dog blevet vedtaget foreloebige loesninger.

221 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens deltagelse i kvoteaftalerne for 1979 utvetydigt fremgaar af en tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe" (bilag 55 til den generelle meddelelse). Tabellen indeholder de forskellige producenters salg i 1976, 1977 og 1978, der er blevet lagt til grund for fordelingen af markedsandele i 1979. Tabellen indeholder endvidere en kolonne med overskriften "revised target" for samme aar. Kommissionen mener, at maalpriserne for 1979 blev udarbejdet i 1979 og ikke i 1980. Desuden bekraeftes dette dokument ligeledes af referatet af et producentmoede afholdt den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse), som viser, at spoergsmaalet om kvoter blev diskuteret paa dette tidspunkt, og at deltagerne ansaa et strengt kvotesystem for noedvendigt.

222 Kommissionen har i duplikken anfoert, at sagsoegerens bemaerkninger om forskellene mellem tallene i tabellen i forhold til Fides-statistikkerne bekraefter, at oplysningerne er blevet givet af producenterne selv og ikke fastlagt paa grundlag af Fides-systemet. Det ses nemlig ikke, hvad der i modsat fald kunne have foert til antagelsen af en salgsmaengde, der afveg fra Fides-statistikkerne. Desuden er der ikke holdepunkter for, at det drejer sig om overslag.

223 For saa vidt angaar 1980, har Kommissionen gjort gaeldende, at der blev indgaaet en kvoteaftale. Den har til stoette herfor navnlig henvist til en tabel af 28. februar 1980 med overskriften "Polypropylene - Sales target 1980 (kt)", der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse). I denne tabel sammenlignes for alle de vesteuropaeiske producenter "1980 target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets 1980". Dette dokument viser, hvorledes kvoterne er blevet fastsat. Kommissionens opfattelse underbygges af referatet af to moeder i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder salgsmaalene blev sammenlignet med de maengder, de enkelte producenter faktisk havde solgt. Kommissionen har understreget, at formaalet med kvoteordningen var at stabilisere markedsandelene. Aftalerne er derfor udtrykt i markedsandele, der efterfoelgende blev omregnet til maengdemaal for at kunne anvendes som referencetal. Var der ikke foretaget en saadan omregning, havde det ikke vaeret muligt at fastslaa, fra hvilket tidspunkt en deltager i kartellet skulle bremse sit salg i henhold til aftalerne. Af hensyn hertil var det noedvendigt at fastsaette den totale salgsmaengde. Det oprindelige overslag for 1980 viste sig at vaere for optimistisk, og de totale salgsmaengder, der oprindeligt var fastsat, maatte aendres flere gange, saaledes at de maengder, der var tildelt de enkelte virksomheder, blev justeret. Kommissionen har til stoette for denne forklaring fremlagt en sammenlignende tabel over de forskellige producenters markedsandele, hvoraf det fremgaar, at de i de to dokumenter naevnte tal hviler paa noejagtig samme markedsandele for hver enkelt producent. Kommissionen mener saaledes at have foert bevis for, at der forelaa en kvoteordning for 1980.

224 Med hensyn til 1981 har Kommissionen erkendt, at der ikke kunne indgaas en kvoteaftale for hele aaret. Producenterne blev dog som en midlertidig foranstaltning enige om i februar og marts at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det "maal", der var aftalt for det foregaaende aar, saaledes som det fremgaar af referatet af to moeder i januar 1981. For de oevrige maaneder var der tale om en ordning med loebende kontrol med de maengder, de forskellige producenter udboed paa markedet.

225 For saa vidt angaar 1982 forelaa der samme situation som i 1981. Selv om der ikke blev indgaaet en kvoteaftale, fortsattes kontrollen med de forskellige producenters markedsandele under moederne den 9. juni og 20. august 1982 (bilag 25 og 28 til den generelle meddelelse) samt under moederne i oktober, november og december 1982 (bilag 31-32 til den generelle meddelelse). Kommissionen har anfoert, at der for denne periode opretholdtes en relativ stabilitet med hensyn til markedsandele. Dette fremgaar af et dokument fra ATO (bilag 72 til den generelle meddelelse), der betegner situationen som vaerende kendetegnet ved "quasi-consensus". Kommissionen bestrider de argumenter, som sagsoegeren har udledt af ICI' s interne notat (bilag 35 til den generelle meddelelse), hvis sammenhaeng angiver, at der ved forberedelsen af moederne i december 1982 udtryktes beklagelse mht. mangelen paa en kvoteaftale for 1983 og ikke for 1982. Kommissionen har endvidere henvist til konstateringerne i beslutningens 58. og 59. betragtning. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689A0009.3

226 Endvidere har Kommissionen anfoert, at den er i besiddelse af oplysninger om "oenskede maengder" og forslag, som producenterne efter anmodning fra ICI fremkom med for dem selv og de andre producenter, og som blev meddelt ICI med henblik paa indgaaelse af en kvoteaftale for 1983 (bilag 74-84 til den generelle meddelelse). Forslagene blev behandlet paa edb for at faa beregnet et gennemsnit, der blev sammenholdt med de enkelte producenters oenskede maengder (bilag 85 til den generelle meddelelse). Ud over disse dokumenter har Kommissionen henvist til et internt notat fra ICI med overskriften "Polypropylene framework 1983" (bilag 86 til den generelle meddelelse), hvori ICI beskriver de generelle retningslinjer for en fremtidig kvoteaftale, og til et andet internt notat fra ICI med overskriften "Polypropylene framework" (bilag 87 til den generelle meddelelse), hvoraf det fremgaar, at ICI ansaa en kvoteaftale for absolut noedvendig.

227 Kommissionen har anfoert, at talrige sammenfaldende beviser godtgoer eksistensen af en kvoteaftale for foerste kvartal. Kommissionen har herved for det foerste henvist til tabel 2, der er vedlagt referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse). Denne tabel angiver for hver producent en kvote, der for stoerstedelens vedkommende er forsynet med en stjerne, der henviser til udtrykket "acceptable", som er anfoert under tabellen. Det kan heraf udledes, at der var blevet truffet et vaesentligt skridt henimod opfyldelsen af en kvoteaftale, eftersom samtlige producenter havde godkendt princippet om en saadan aftale, og fordi stoerstedelen af dem havde accepteret den individuelle kvote, som de var blevet tildelt. Det fremgaar endvidere af et internt notat fra ICI af december 1982 (bilag 35 til den generelle meddelelse), at ICI allerede i begyndelsen af 1983 havde anset udarbejdelsen af en kvoteaftale for uomgaengelig for kartellets gnidningsloese funktion. Disse dokumenter viser, at der var opnaaet enighed om betydelige anstrengelser for at naa frem til en kvoteaftale for foerste kvartal 1983.

228 Kommissionen har videre anfoert, at forslagene foerte til, at der blev indgaaet en aftale. Kommissionen har herved med hensyn til foerste kvartal henvist til et internt notat fra Shell (bilag 90 til den generelle meddelelse), der viser, at dette selskab tiltraadte en kvoteaftale for 1983, idet det meddelte sine datterselskaber, at de skulle reducere salget for at overholde kvoten ("This compares with W.E. Sales in 1Q of 43 kt: and would lead to a market share of approaching 12% and well above the agreed Shell target of 11%" ("Dette tal skal sammenlignes med et salg i Vesteuropa paa 43 kt i foerste kvartal, og ville foere til en markedsandel, der naermer sig 12% og ligger en del over Shell' s aftalte maal paa 11%") ). For at en saadan aftale kunne fungere og faa tilslutning fra de involverede virksomheder, maatte den ifoelge Kommissionen finde anvendelse paa alle virksomheder inden for en branche. Sagsoegeren maa derfor noedvendigvis have deltaget i denne aftale, selv om Kommissionen ikke med sikkerhed har kunnet fastslaa, hvad selskabets kvote var.

229 Det samme gaelder med hensyn til andet kvartal 1983, hvilket underbygges af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse) og en tabel, hvori "1983 aspirations" fastlaegges paa grundlag af omsaetningen i foerste halvaar af 1982 (bilag 84 til den generelle meddelelse). Disse dokumenter viser ifoelge Kommissionen, at udvekslingen af oplysninger om salgsmaengder blev anvendt til at kontrollere kvoterne.

230 Hvad angaar de af sagsoegeren mistede markedsandele har Kommissionen anfoert, at dette spoergsmaal er uden interesse for denne sag, og at tabet under alle omstaendigheder var relativt begraenset, og at det derfor ikke kan afkraefte eksistensen af de kvoteaftaler, som bekraefter den bemaerkelsesvaerdige stabilitet af producenternes markedsandele i den af aftalerne daekkede periode.

c) Rettens vurdering

231 Det bemaerkes, at sagsoegeren fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, hvorunder producenterne droeftede deres salgsmaengder og udvekslede oplysninger herom.

232 Samtidig med, at sagsoegeren deltog i moederne, fremgaar selskabets navn ogsaa af forskellige tabeller (bilag 55-61 til den generelle meddelelse), hvis indhold klart viser, at de skulle anvendes til at fastlaegge salgsmaal. De fleste sagsoegere har i deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten indroemmet, at det ikke havde vaeret muligt at opstille de tabeller, der blev fundet hos ICI, ATO og Hercules, paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet. ICI har i oevrigt i sit svar paa begaeringen om oplysninger (bilag 8 til den generelle meddelelse) vedroerende en af disse tabeller oplyst, at "the source of information for actual historic figures in this table would have been the producers themselves" ("kilden til oplysningerne om faktiske historiske tal i denne tabel maa have vaeret producenterne selv"). Kommissionen lagde derfor med rette til grund, at oplysningerne i tabellerne var givet af Huels i forbindelse med de moeder, selskabet deltog i. Foelgelig kan det argument, som sagsoegeren har udledt af den omstaendighed, at de naevnte tabeller er interne dokumenter, som er udarbejdet paa grundlag af Fides-statistikker, ikke tages til foelge.

233 Med det ordvalg, der er anvendt i tabellerne vedroerende 1979 og 1980 (som f.eks. "revised target", "opening suggestions", "proposed adjustments" og "agreed targets"), kan det laegges til grund, at der blev opnaaet enighed mellem producenterne.

234 Hvad naermere angaar 1979 finder Retten paa grundlag af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) og den udaterede tabel med overskriften "Producers' Sales to West Europe", der blev fundet hos ICI (bilag 55 til den generelle meddelelse), og hvori der for alle de vesteuropaeiske polypropylenproducenter er angivet deres omsaetning i kilotons for 1976, 1977 og 1978 samt tal i kolonnerne "1979 actual", "revised target" og "79", at der ved moedet var enighed om, at kvoteordningen i aarets tre sidste maaneder maatte strammes op. Det fremgaar saaledes af ordet "tight" sammenholdt med begraensningen af salget til 80% af 1/12 af det fastsatte aarlige salg, at den oprindeligt fastlagte ordning for 1979 maatte strammes op i de tre sidste maaneder. Denne fortolkning af referatet underbygges af den naevnte tabel, fordi denne tabel under overskriften "79" i sidste kolonne til hoejre for kolonnen "revised target" indeholder tal, der maa svare til de oprindeligt fastsatte kvoter. Kvoterne maatte begraenses, fordi de var fastlagt paa grundlag af en for optimistisk vurdering af markedet, saaledes som det ogsaa var tilfaeldet for 1980. Disse konstateringer paavirkes ikke af, at ICI - som naevnt i beslutningens 31. betragtning, tredje afsnit - henviste til en ordning, "der var blevet foreslaaet eller vedtaget i Zuerich, og som gik ud paa at begraense det maanedlige salg til 80% af det gennemsnitlige salg i aarets foerste otte maaneder". Denne henvisning sammenholdt med 54. betragtning til beslutningen maa netop forstaas saaledes, at der tidligere var fastsat salgsmaal for det maanedlige salg i de foerste otte maaneder af 1979.

235 Foelgelig maa sagsoegerens argument om, at referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 (bilag 12 til den generelle meddelelse) godtgoer, at der ikke forelaa nogen kvoteordning for 1979, forkastes.

236 Hvad angaar 1980 finder Retten, at det af den tabel af 26. februar 1980, der blev fundet hos ATO (bilag 60 til den generelle meddelelse), og som indeholder en kolonne med overskriften "agreed targets 1980", samt af referaterne af moederne i januar 1981 (bilag 17 til den generelle meddelelse), hvorunder producenterne, herunder sagsoegeren, sammenlignede de faktisk solgte maengder ("Actual kt") med de fastlagte maal ("Target kt"), fremgaar, at der for hele aaret var fastsat salgsmaal. Det skal herved bemaerkes, at den forskel mht. de tal, der er anfoert for sagsoegeren som "maal" for 1980 i tabellen af 26. februar 1980, hvori der er anfoert 80 kilotons, og i referatet af moederne i januar 1981, hvor der er anfoert 69,6 kilotons, ikke kan afkraefte denne konstatering, da producenternes forudsigelser for 1980 i loebet af dette aar maatte aendres i nedadgaaende retning, hvilket medfoerte en forholdsmaessig forringelse af de kvoter, der var tildelt sagsoegeren og de oevrige producenter. I februar 1980 var de fastsatte kvoter baseret paa en markedsandel paa 1 390 kilotons i kolonnen "agreed targets 1980", mens det i januar 1981 viste sig, at markedet kun androg 1 200 kilotons.

237 Ligeledes kan den omstaendighed, at de maal, der var tildelt sagsoegeren, var identiske i de forskellige tabeller for 1980 og 1981, ikke godtgoere, at det drejede sig om et tal, hvis fastsaettelse sagsoegeren ikke havde deltaget i.

238 Endelig kan angivelsen i tabellen af 26. februar 1980 "to be rechecked" ("skal kontrolleres") ikke rejse tvivl om eksistensen af en enighed, som bekraeftes af tabellen af 8. oktober 1980 (bilag 57 til den generelle meddelelse), men angiver blot, at der paa det paagaeldende tidspunkt stadig skulle foretages undersoegelser.

239 Det skal tilfoejes, at det fremgaar af referatet af moederne i januar 1981, hvori Huels deltog i det andet moede, at Huels afgav oplysninger om salgstal for 1980, for at sammenligne dem med de salgsmaal, der var fastlagt og accepteret for 1980.

240 Med hensyn til 1981 bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, og at de som en midlertidig foranstaltning, indtil der blev indgaaet en saadan aftale, blev enige om i februar og marts 1981 at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det "maal", der var aftalt for 1980, at de for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar, at de hver maaned gav oplysninger om deres salg ved moederne, og at de kontrollerede, at deres salg laa inden for den tildelte teoretiske kvote.

241 At der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de under disse forhandlinger meddelte deres "oenskede maengder", bekraeftes af forskellige dele af bevismaterialet, bl.a. tabeller, hvori der for hver producent angives faktisk omsaetning ("actual") og "targets" for 1979 og 1980 samt "aspirations" for 1981 (bilag 59, 60 og 61 til den generelle meddelelse), en tabel, der er affattet paa italiensk, og hvori der for hver producent angives vedkommendes kvote for 1980, andre producenters forslag med hensyn til, hvilken kvote vedkommende skulle tildeles for 1981, og producentens egne "ambitions" for 1981 (bilag 62 til den generelle meddelelse), samt et internt notat fra ICI (bilag 63 til den generelle meddelelse), hvori der er en beskrivelse af udviklingen i forhandlingerne, og det anfoeres:

"Taking the various alternatives discussed at yesterday' s meeting we would prefer to limit the volume to be shared to no more than the market is expected to reach in 1981, say 1.35 million tonnes. Although there has been no further discussion with Shell, the four majors could set the lead by accepting a reduction in their 1980 target market share of about 0.35% provided the more ambitious smaller producers such as Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz, Anic/SIR also tempered their demands. Provided the majors are in agreement the anomalies could probably be best handled by individual discussions at Senior level, if possible before the meeting in Zurich."

("Af de forskellige alternativer, der blev droeftet paa moedet i gaar, vil vi foretraekke, at den maengde, der skal fordeles, begraenses til det forventede marked i 1981, dvs. 1,35 mio. tons. Selv om der ikke har vaeret yderligere forhandlinger med Shell, kunne de fire store gaa foran og acceptere en reduktion i deres maal for markedsandelen i 1980 paa ca. 0,35% under forudsaetning af, at de mere ambitioese blandt de mindre producenter som Solvay, Saga, DSM, Chemie Linz og Anic/SIR ogsaa nedsaetter deres krav. Saafremt de store er enige, kan problemerne sikkert bedst loeses ved individuelle droeftelser paa chef-niveau, helst inden moedet i Zuerich.")

Dette dokument er vedlagt en opstilling med forslag til kompromis, hvori den enkelte producents resultat sammenlignes med 1980 ("% of 1980 target").

242 Det fremgaar af referatet af moederne i januar 1981, at det som en midlertidig foranstaltning blev vedtaget, at det maanedlige salg i februar og marts 1981 skulle reduceres til 1/12 af 85% af det maal, der var aftalt for det foregaaende aar. Det anfoeres saaledes i referatet:

"In the meantime (February-March) monthly volume would be restricted to 1/12 of 85% af the 1980 target with a freeze on customers."

("I mellemtiden (februar-marts) reduceres det maanedlige salg til 1/12 af 85% af maalet for 1980, og der lukkes for tilgang af kunder.")

243 Det forhold, at producenterne for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar og kontrollerede, at deres salg laa inden for denne kvote, ved hver maaned at udveksle oplysninger om deres salg, er bevist ved tre dokumenter i sammenhaeng. Det drejer sig for det foerste om en tabel af 21. december 1981 (bilag 67 til den generelle meddelelse), hvori der for hver producent er angivet salget opdelt paa maaneder, og de sidste tre kolonner vedroerende november og december samt aarets samlede salg er tilfoejet i haanden. Endvidere drejer det sig om en udateret tabel, der er affattet paa italiensk, med overskriften "Scarti per società" ("Fravigelser opdelt paa selskaber" (bilag 65 til den generelle meddelelse) ). I tabellen, der blev fundet hos ICI, sammenlignes for hver producent for perioden januar - december 1981 tallene for faktisk salg ("actual") med de teoretiske tal ("theoretic"). Endelig drejer det sig om en udateret tabel, der blev fundet hos ICI (bilag 68 til den generelle meddelelse). Heri sammenlignes den enkelte producents omsaetning og markedsandel i perioden januar - november 1981 med de tilsvarende tal for 1979 og 1980, og paa grundlag heraf er der udarbejdet en prognose for slutningen af aaret.

244 Den foerste tabel viser saaledes, at producenterne udvekslede oplysninger om deres maanedlige salg. Naar dette sammenholdes med sammenligningerne mellem disse tal og de faktiske tal for 1980 - som foretages i de to andre tabeller, der vedroerer samme periode - underbygger det forhold, at producenterne paa denne maade udvekslede oplysninger, som en erhvervsdrivende normalt behandler strengt fortroligt, beslutningens konklusioner.

245 At sagsoegeren deltog i disse forskellige handlinger fremgaar dels af, at selskabet deltog i moeder, hvorunder disse handlinger blev foretaget, navnlig moederne i januar 1981, dels af, at selskabets navn naevnes i de ovennaevnte dokumenter. Det bemaerkes i oevrigt, at ICI i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten - som andre sagsoegere har henvist til i deres svar - om nogle af tallene i disse tabeller har oplyst, at det ikke havde vaeret muligt at udlede dem af statistikkerne fra Fides-systemet.

246 For saa vidt angaar 1982 bemaerkes, at det over for producenterne er gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale for dette aar, at de i forbindelse hermed gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, at de - da der ikke blev indgaaet en endelig aftale - ved moederne orienterede om deres maanedlige omsaetning i foerste halvaar, som blev sammenlignet med den procentvise andel af salget i det foregaaende aar, og at de i andet halvaar bestraebte sig paa at begraense deres maanedlige salg til den procentvise markedsandel i aarets foerste halvdel.

247 Det forhold, at der fandt forhandlinger sted mellem producenterne med henblik paa at indfoere en kvoteordning, og at de i forbindelse hermed udvekslede oplysninger om deres oensker, bekraeftes for det foerste af et dokument med overskriften "Scheme for discussions 'quota system 1982' " (bilag 69 til den generelle meddelelse), hvori der for alle de virksomheder, beslutningen er rettet til, med undtagelse af Hercules, er angivet den maengde, som de hver isaer mente at have ret til, og for nogle producenter (alle med undtagelse af Anic, Linz, Petrofina, Shell og Solvay) den maengde, der efter deres opfattelse skulle tildeles de andre producenter. For det andet drejer det sig om et notat fra ICI med overskriften "Polypropylene 1982, Guidelines" [bilag 70, litra a), til den generelle meddelelse], hvori ICI analyserer de igangvaerende forhandlinger. For det tredje er der tale om en tabel af 17. februar 1982 [bilag 70, litra b), til den generelle meddelelse], hvori de forskellige forslag til fordeling af salget sammenlignes - i det ene af disse forslag, der har overskriften "ICI Original Scheme", foretages der af Monte i en anden, haandskrevet tabel mindre aendringer i en kolonne med overskriften "Milliavacca 27/1/82" [det er navnet paa en medarbejder hos Monte; bilag 70, litra c), til den generelle meddelelse]. Endelig er der tale om en tabel, der er affattet paa italiensk (bilag 71 til den generelle meddelelse), og som indeholder et komplekst forslag (beskrevet i beslutningens 58. betragtning, tredje afsnit i.f.).

248 Der er foert bevis for de foranstaltninger, der blev truffet i foerste halvaar, ved referatet af moedet den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres:

"To support the move a number of other actions are needed a) limit sales volume to some agreed prop. of normal sales."

["For at stoette prisforhoejelsen maa der traeffes en raekke andre foranstaltninger a) begraense salget til en vis aftalt del af det normale salg."]

At disse foranstaltninger blev gennemfoert, bekraeftes af referatet af moedet den 9. juni 1982 (bilag 25 til den generelle meddelelse), der er vedlagt en tabel, hvori der for hver producent er angivet det faktiske tal ("actual") for salget i januar - april 1982 sammenlignet med et teoretisk tal "based on 1981 av[erage] market share", af referatet af moedet den 20. og 21. juli 1982 (bilag 26 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden fra januar til maj 1982, og af referatet af moedet den 20. august 1982 (bilag 28 til den generelle meddelelse), for saa vidt angaar perioden fra januar - juli 1982.

249 De foranstaltninger, der blev truffet for andet halvaar, er bevist ved referatet af moedet den 6. oktober 1982 (bilag 31 til den generelle meddelelse), hvori det anfoeres: "In October this would also mean restraining sales to the Jan/June achieved market share of a market estimated at 100 kt" og "Performance against target in September was reviewed" ("I oktober vil dette indebaere, at salget begraenses til den markedsandel, der blev opnaaet fra januar til juli, paa grundlag af et forventet marked paa 100 kt" og "De resultater, der var opnaaet i september, blev vurderet i forhold til maalet"). Dette referat er vedlagt en tabel med overskriften "September provisional sales versus target (based on Jan-June market share applied to demand est(imated) at 120 kt)" - ("Foreloebigt salg i september i forhold til maalet (beregnet paa grundlag af markedsandelen i januar til juni ud fra en forventet efterspoergsel paa 120 kt)"). Det bekraeftes af referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse), at disse foranstaltninger blev opretholdt. Referatet er vedlagt en tabel, hvori det faktiske salg i november 1982 ("Actual") sammenlignes med teoretiske tal ("Theoretical") beregnet paa grundlag af "J-June % of 125 kt". I denne henseende kan den omstaendighed, at der i et internt notat fra ICI af december 1982 (bilag 35 til den generelle meddelelse) beklages mangelen paa en kvoteaftale, ikke afkraefte denne konstatering, for saa vidt som det, der beklages, er mangelen paa en aftale for 1983, hvilket fremgaar af foelgende passus:

"I feel it is essential for the meeting to decide on the first quarter volume as any delay until January would mean that a very significant part of the agreement period will already have been committed ... Also, the agreement must start in January if any benefits accruing from it will be recognised before the end of March."

("Jeg mener, at det er vigtigt (det drejer sig klart om moedet den 21.12.1982), at der traeffes en beslutning om salgsmaengderne for foerste kvartal, idet enhver forsinkelse indtil januar ville betyde, at der allerede bestaar forpligtelser for en betydelig del af aftaleperioden ... Aftalen skal have virkning fra januar, hvis den skal kunne fremkalde maerkbare virkninger inden udgangen af marts.")

250 For saa vidt angaar 1981 og de to halvaar af 1982 finder Retten, at Kommissionen af det forhold, at der ved de regelmaessige moeder var en gensidig kontrol af, at der blev gennemfoert et system med begraensning af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, med rette har udledt, at dette system var vedtaget af moededeltagerne.

251 For saa vidt angaar 1983 bemaerkes, at det fremgaar af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt (bilag 33, 85 og 87 til den generelle meddelelse), at polypropylenproducenterne i slutningen af 1982 og begyndelsen af 1983 droeftede en kvoteordning for 1983, at sagsoegeren deltog i de moeder, hvor disse droeftelser fandt sted, og at selskabet i denne forbindelse gav oplysninger om sit salg, og at der i tabel 2 til referatet af moedet den 2. december 1982 (bilag 33 til den generelle meddelelse) er anfoert ordet "acceptable" ved siden af den kvote, der er anfoert ud for sagsoegerens navn.

252 Sagsoegeren deltog saaledes i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteordning for 1983.

253 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt forhandlingerne faktisk foerte til et resultat med hensyn til de to foerste kvartaler af 1983, saaledes som det anfoeres i beslutningen (63. betragtning, tredje afsnit, og 64. betragtning), bemaerkes, at det fremgaar af referatet af moedet den 1. juni 1983 (bilag 40 til den generelle meddelelse), at sagsoegeren ved moedet oplyste sin omsaetning i maj maaned paa samme maade som ni andre virksomheder. Endvidere anfoeres foelgende i referatet af et internt moede i Shell-koncernen den 17. marts 1983 (bilag 90 til den generelle meddelelse):

"... and would lead to a market share of approaching 12% and well above the agreed Shell target of 11%. Accordingly the following reduced sales targets were set and agreed by the integrated companies."

("... og ville foere til en markedsandel, der naermer sig 12% og ligger en del over Shell' s aftalte maal paa 11%. Foelgende reducerede salgsmaal blev fastsat af og aftalt med selskaberne i koncernen.")

De nye maengder er angivet, og herefter anfoeres foelgende:

"this would be 11.2 % of a market of 395 kt. The situation will be monitored carefully and any change from this agreed plan would need to be discussed beforehand with the other PIMS members".

("dette vil svare til 11,2% af et marked paa 395 kt. Situationen foelges noeje, og enhver aendring i den aftalte plan skal foerst droeftes med de andre PIMS-medlemmer").

254 Retten finder, at Kommissionen ved at sammenholde disse to dokumenter med rette har udledt, at forhandlingerne mellem producenterne foerte til indfoerelse af en kvoteordning. Det interne notat fra Shell-koncernen viser saaledes, at virksomheden anmodede sine nationale salgsselskaber om at begraense deres salg, ikke for at begraense Shell-koncernens samlede salgsmaengde, men for at begraense koncernens samlede markedsandel til 11%. En saadan begraensning, der er udtrykt i form af markedsandel, kan kun forklares med, at der fandtes en kvoteordning. Endvidere indeholder referatet af moedet den 1. juni 1983 et yderligere indicium for en saadan ordning, idet formaalet med udveksling af oplysninger om producenternes maanedlige salg foerst og fremmest maa vaere at kontrollere, at de paatagne forpligtelser overholdes.

255 Endvidere bemaerkes, at de 11% ikke kun optraeder som Shell' s markedsandel i selskabets interne notat, men ogsaa i to andre dokumenter: et internt notat fra ICI, hvori dette selskab anfoerer, at Shell foreslaar denne andel for sig selv, Hoechst og ICI (bilag 87 til den generelle meddelelse), og et af ICI udarbejdet referat af et moede den 29. november 1982 mellem ICI og Shell, hvorunder naevnte forslag blev omtalt paa ny (bilag 99 til den generelle meddelelse).

256 Det fremgaar af de ovennaevnte betragtninger, at ICI' s frygt for, at der ikke ville blive indfoert et kvotesystem for 1983, der var blevet udtrykt i virksomhedens interne notat af december 1982 (bilag 35 til den generelle meddelelse), viste sig at vaere ubegrundet, og at producenterne, trods indledningsvis meget afvigende forhandlingspositioner (bilag 74-84 til den generelle meddelelse), enedes om at indfoere et saadant system, idet de kompromisforslag, som kunne accepteres af visse producenter (bilag 33, tabel 2, til den generelle meddelelse) i sidste ende var blevet accepteret af samtlige virksomheder.

257 Sagsoegerens argument om, at selskabets markedsandel faldt, at der var udsving i de oevrige producenters markedsandele, og at de paastaaede kvoter blev overskredet, kan ikke paavirke det forhold, at selskabet deltog i fastsaettelsen af salgsmaal. Det klagepunkt, der i beslutningen goeres gaeldende over producenterne, er saaledes ikke, at de respekterede kvoterne, men kun at de indgik aftale herom.

258 Retten skal endvidere fastslaa, at baade sammenligningen af sagsoegerens og de oevrige producenters salgstal med de salgsmaal, som de er blevet tildelt, og den omstaendighed, at de afgav beretning om deres salg i bestemte perioder, viser, at kvoteordningen - modsat sagsoegerens forklaring - ikke alene angik basisprodukter, men samtlige polypropylenkvaliteter.

259 Det tilfoejes, at Kommissionen med rette kunne antage, at de forskellige foranstaltninger til begraensning af salget var led i en kvoteordning, idet disse havde samme formaal, nemlig at begraense presset paa priserne som foelge af udbudsoverskuddet.

260 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke til stoette for sine bevismaessige konstateringer har maattet paaberaabe sig dokumenter, der ikke er naevnt i meddelelserne om klagepunkter, eller som den ikke har fremsendt til sagsoegeren, og at den navnlig ikke havde behov for at anvende ICI' s referat af moedet den 10. marts 1982.

261 Kommissionen findes herefter at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren var blandt de polypropylenproducenter, der blev enige om de salgsmaal for 1979, 1980 og foerste halvaar af 1983 og i 1981 og 1982 om den begraensning af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, som er naevnt i beslutningen, og som var led i en kvoteordning.

2. Anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1

A - Retlig kvalifikation

a) Den anfaegtede retsakt

262 Det anfoeres i beslutningen (81. betragtning, foerste afsnit), at hele det kompleks af planer og ordninger, der blev vedtaget inden for rammerne af systemet med regelmaessige og institutionaliserede moeder, maa betragtes som en enkelt uafbrudt "aftale" efter artikel 85, stk. 1.

263 I den foreliggende sag deltog producenterne ved at tilslutte sig en faelles plan om at regulere priser og leverancer paa polypropylenmarkedet i en overordnet rammeaftale, der blev udmoentet i en raekke mere detaljerede delaftaler, som blev udarbejdet fra tid til anden (beslutningens 81. betragtning, tredje afsnit).

264 Det anfoeres videre i beslutningen (82. betragtning, foerste afsnit), at der ved den detaljerede udmoentning af den overordnede plan paa mange omraader blev opnaaet udtrykkelig enighed, som f.eks. ved de individuelle prisinitiativer og de aarlige kvoteordninger. I nogle tilfaelde naaede producenterne maaske ikke til bred enighed om en definitiv ordning, f.eks. for saa vidt angaar kvoterne for 1981 og 1982. Deres vedtagelse af midlertidige foranstaltninger, herunder udveksling af oplysninger og sammenligningen af det faktiske maanedlige salg med resultaterne i en tidligere referenceperiode, maa dog ikke blot betragtes som en udtrykkelig aftale om at indfoere og gennemfoere saadanne foranstaltninger, men ogsaa som en stiltiende aftale om saa vidt muligt at opretholde producenternes respektive stilling paa markedet.

265 Endvidere anfoeres det i beslutningen, at den omstaendighed, at producenterne naturligvis ikke alle kunne vaere til stede ved samtlige moeder, ikke aendrer ved den konklusion, at der her er tale om én uafbrudt aftale. Alle "initiativer" maatte noedvendigvis planlaegges og ivaerksaettes over flere maaneder, og hvad angaar den enkelte producents deltagelse i disse initiativer, goer det ingen stoerre forskel, om vedkommende var til stede ved alle moeder eller ej (beslutningens 83. betragtning, foerste afsnit).

266 Ifoelge beslutningen (86. betragtning, foerste afsnit) maatte ivaerksaettelsen af kartellet anses for en "aftale" i henhold til artikel 85, stk. 1, eftersom det var baseret paa en faelles, detaljeret plan.

267 "Aftaler" og "samordnet praksis" er ifoelge beslutningen (86. betragtning, andet afsnit) to forskellige begreber, men der kan vaere tilfaelde, hvor der i en hemmelig forstaaelse indgaar elementer af begge former for ulovligt samarbejde.

268 Det anfoeres videre, at "samordnet praksis" er en form for samarbejde mellem virksomheder, der - uden at have naaet det stadium, hvor en egentlig aftale er indgaaet - bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et praktisk samarbejde (86. betragtning, tredje afsnit).

269 Ifoelge beslutningen (87. betragtning, foerste afsnit) blev det saerskilte begreb "samordnet praksis" indfoejet i traktaten for at forhindre, at virksomheder omgaar artikel 85, stk. 1, ved at foretage en form for konkurrencebegraensende samordning, der ikke kan betragtes som en egentlig aftale, f.eks. ved forinden at underrette hinanden om, hvilken holdning de hver isaer vil indtage, saaledes at hver enkelt part i sin kommercielle adfaerd kan handle ud fra sin viden om, at konkurrenterne vil foelge samme adfaerd (jf. Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st.).

270 Domstolen fastslog i dom af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663), at de kriterier for koordinering og samarbejde, som den har opstillet i sin praksis, og hvorefter det paa ingen maade kraeves, at der udarbejdes en egentlig "plan", skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver virksomhed uafhaengigt skal tage stilling til den politik, den vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (beslutningens 87. betragtning, andet afsnit). En konkret adfaerd kan saaledes - som en form for "samordnet praksis" - vaere omfattet af artikel 85, stk. 1, selv om parterne ikke forinden er naaet til enighed om en faelles plan, der fastlaegger deres naermere adfaerd paa markedet, men vedtager eller tilslutter sig faelles foranstaltninger, der fremmer koordineringen af deres kommercielle adfaerd (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, foerste pkt.).

271 Endvidere anfoeres det i beslutningen (87. betragtning, tredje afsnit, tredje pkt.), at det i et komplekst kartel desuden er muligt, at nogle producenter paa et givet tidspunkt ikke giver udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der er vedtaget af de andre, men ikke desto mindre udtrykker generel stoette til den paagaeldende plan og indretter deres adfaerd herefter. I visse henseender kan det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelse af den overordnede plan derfor have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis (beslutningens 87. betragtning, tredje afsnit, femte pkt.).

272 Betydningen af begrebet "samordnet praksis" beror saaledes ifoelge beslutningen (87. betragtning, fjerde afsnit) i mindre grad paa en sondring mellem dette begreb og begrebet "aftale" end paa en sondring mellem de former for samordning, der er omfattet af artikel 85, stk. 1, og den simple, parallelle adfaerd, der ikke er forbundet med nogen samordning. I denne sag er det derfor mindre vaesentligt at fastslaa samarbejdets praecise karakter.

273 Endelig anfoeres det i beslutningen (88. betragtning, foerste og andet afsnit), at de fleste af producenterne under den administrative procedure haevdede, at deres adfaerd i forbindelse med de paastaaede prisinitiativer ikke beroede paa nogen aftale efter artikel 85 (jf. 84. betragtning til beslutningen), og at der heller ikke ud fra deres adfaerd var grundlag for at fastslaa, at der var tale om en samordnet praksis. Dette begreb forudsaetter ifoelge producenterne "aabenlyse handlinger" paa markedet, og i den foreliggende sag er der slet ikke tale om saadanne handlinger, da der aldrig blev udsendt prislister eller "maalpriser" til kunderne. Dette argument afvises i beslutningen. Havde det i denne sag vaeret noedvendigt at paaberaabe sig beviser for en samordnet praksis, ville kravet om, at deltagerne skulle have taget visse skridt for at naa deres faelles maal, fuldt ud vaere opfyldt. De forskellige prisinitiativer er klart dokumenteret. Det kan heller ikke benaegtes, at de enkelte producenter traf parallelle foranstaltninger for at ivaerksaette dem. De skridt, producenterne tog saavel individuelt som samlet, fremgaar klart af det foreliggende bevismateriale: moedereferater, interne memoranda, instrukser og rundskrivelser til salgskontorer samt skrivelser til kunder. Det er helt irrelevant, om de "offentliggjorde" prislister. Prisinstrukserne er i sig selv ikke blot det bedste bevis for de foranstaltninger, de enkelte producenter traf for at virkeliggoere det faelles maal, men ud fra deres indhold og tidspunktet for deres udsendelse er de ogsaa bevis for en forstaaelse mellem dem.

b) Parternes anbringender

274 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen sammenfatter begreberne "aftale" og "samordnet praksis" under begrebet vedvarende forstaaelse, og at Kommissionen i beslutningens dispositive del har indplaceret de to begreber paa samme plan. Kommissionen mener saaledes, at allerede udvekslingen af oplysninger mellem virksomhederne vedroerende deres fremtidige adfaerd paa markedet boer anses for en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

275 Sagsoegeren har kritiseret den omstaendighed, at Kommissionen har anset det for uden betydning, om tilsidesaettelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er blevet begaaet ved en aftale eller en samordnet praksis, idet den vedvarende forstaaelse i denne sag indeholder elementer af begge former for ulovligt samarbejde. Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen er forpligtet til at kvalificere overtraedelsen enten som en aftale eller en samordnet praksis, eftersom disse to former for overtraedelse ikke bestaar af samme elementer. Sagsoegeren har i replikken anfoert, at Kommissionen heller ikke har foretaget en alternativ, men en kumulativ konstatering med den begrundelse, at de elementer, der udgoer baade en aftale og en samordnet praksis, foreligger.

276 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at denne opfattelse er urigtig, baade i retlig og faktisk henseende, for saa vidt som den i virkeligheden tilsigter at forfoelge et forsoeg paa konkurrencebegraensning under overtraedelse af princippet om "nulla poena sine lege", idet et saadant forsoeg ikke er daekket af de faellesskabsretlige konkurrencebestemmelser.

277 For at der foreligger en aftale efter EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er det noedvendigt at bevise - foruden en direkte eller indirekte kontakt - at der har foreligget enighed.

278 Sagsoegeren har anfoert, at ifoelge Domstolens praksis (ovennaevnte dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, praemis 172-180, og af 14.7.1972, sag 48/69, jf. forslag til afgoerelse, s. 171, org. ref.: Rec. s. 674) fremgaar den samordnede praksis af en viljesoverensstemmelse (subjektivt element) og en tilsvarende adfaerd paa markedet (objektivt element), idet der skal foreligge aarsagsforbindelse mellem de to elementer. Kommissionen kan derfor ikke fastslaa, at en enighed om konkurrencebegraensning i sig selv er tilstraekkelig til at fastslaa eksistensen af en samordnet praksis (ovennaevnte dom af 14.7.1972, sag 48/69, praemis 66). Det er noedvendigt at undersoege adfaerden paa markedet og derefter at undersoege, om denne adfaerd kun skyldes en forudgaaende samordning mellem virksomhederne, eller om den kan forklares ved andre faktorer.

279 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i denne sag derfor for hver enkelt af de paastaaede overtraedelser burde have sondret efter, om det drejede sig om en aftale eller en samordnet praksis. I foerstnaevnte tilfaelde burde Kommissionen have fastslaaet, i hvilket omfang Huels havde tiltraadt en konkurrencebegraensende aftale. I sidstnaevnte tilfaelde burde det - da den blotte eksistens af en samordnet praksis ikke var tilstraekkelig - have vaeret godtgjort, at der forelaa en adfaerd svarende til denne samordning paa markedet. Kommissionen har imidlertid ikke foert disse beviser hverken med hensyn til priser eller kvoter. For saa vidt angaar priserne er de interne prisinstrukser, som Kommissionen har paaberaabt sig som bevis, ikke relevante af tre grunde: For det foerste blev de ikke udstedt samtidig, hvilket fremgaar af tabel 7 til beslutningen; for det andet har de rent intern karakter og kunne derfor ikke anvendes til at bevise virksomhedens eksterne adfaerd, og for det tredje vedroerte de kun en ringe del af den omhandlede periode.

280 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at selv om man laegger Kommissionens opfattelse til grund, hvorefter en simpel udveksling af oplysninger kan forfoelges, er beslutningen ikke desto mindre behaeftet med mangler. Dels har Kommissionen ikke godtgjort, at disse oplysninger ikke vedroerte virksomhedernes hidtidige, men deres fremtidige adfaerd. Dels kan de paastaaede overtraedelser hoejst kvalificeres som samordnet praksis; i saa fald bortfalder Kommissionens klagepunkt med hensyn til eksistensen af en rammeaftale, en samlet plan og generelle planer, som Kommissionen i oevrigt ikke har foert bevis for.

281 Kommissionen har derimod anfoert, at det er af underordnet betydning, om en forstaaelse eller et kartel retligt kvalificeres som en aftale eller en samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, og om dette samarbejde indeholder elementer fra det ene eller det andet. Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at ordene "aftale" og "samordnet praksis" omfatter de forskellige typer af adfaerd, hvorved konkurrenter paatager sig en gensidig begraensning i deres handlefrihed paa markedet med udgangspunkt i direkte eller indirekte kontakter mellem dem i stedet for helt selvstaendigt at fastlaegge deres fremtidige konkurrencepolitik.

282 Kommissionen har videre anfoert, at formaalet med at anvende de forskellige begreber i artikel 85 er at forbyde enhver form for samarbejde og ikke at angive, at de skal behandles forskelligt. Det er derfor uden betydning at fastlaegge, hvor skillelinjen skal drages mellem de forskellige begreber, der skal omfatte enhver form for forbudt adfaerd. Grunden til, at begrebet "samordnet praksis" er medtaget i artikel 85, er, at bestemmelsen - ud over aftaler - skal omfatte de former for samarbejde, som kun er udtryk for en form for faktisk samordning eller praktisk samarbejde, men som alligevel kan virke konkurrencefordrejende (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 64, 65 og 66).

283 Kommissionen har gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174), at hensigten er at forbyde enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet. Der kan saaledes foreligge en samordnet praksis, allerede fordi der er kontakt mellem konkurrenter, selv om denne kontakt endnu ikke har givet sig udslag i nogen adfaerd paa markedet.

284 Det er Kommissionens opfattelse, at der er tale om samordnet praksis, naar der er en samordning med det formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret i forhold til hinanden, ogsaa selv om der ikke er konstateret en faktisk adfaerd paa markedet. Det er i virkeligheden et spoergsmaal om betydningen af ordet "praksis". Kommissionen kan ikke stoette sagsoegerens opfattelse, hvorefter dette ord skal forstaas snaevert som "adfaerd paa markedet". Efter Kommissionens opfattelse kan der ved ordet forstaas den blotte deltagelse i kontakter, naar disse har til formaal at begraense virksomhedernes selvbestemmelsesret.

285 Kommissionen har videre anfoert, at hvis det, for at der er tale om en samordnet praksis, er en forudsaetning, saaledes som sagsoegeren har gjort gaeldende, at begge forhold foreligger - samordning og adfaerd paa markedet - vil mange former for praksis, som har til formaal, men ikke noedvendigvis til foelge at fordreje konkurrencen paa det faelles marked, falde uden for artikel 85' s anvendelsesomraade. Dette foerer saaledes til, at man ophaever virkningen af en del af artikel 85. Hertil kommer, at sagsoegerens opfattelse ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende begrebet samordnet praksis (dom af 14.7.1972, sag 48/69, a.st., praemis 66, af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 26, og af 14.7.1981, sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021, praemis 14). Naar der i disse domme i alle tilfaelde naevnes praksis paa markedet, er der ikke tale om det forhold, der udgoer overtraedelsen - saaledes som sagsoegeren har anfoert - men om det forhold, hvoraf der kan udledes en samordning. Ifoelge Domstolens praksis kraeves der ikke en faktisk adfaerd paa markedet. Det kraeves kun, at virksomhederne har taget kontakt med hinanden paa en saadan maade, at de giver afkald paa den noedvendige selvbestemmelsesret.

286 Ifoelge Kommissionen er det saaledes ikke en noedvendig forudsaetning for, at der foreligger en overtraedelse af artikel 85, at virksomhederne i deres praksis har gennemfoert det, de er blevet enige om. Gerningsindholdet i artikel 85, stk. 1, er fuldt ud realiseret, naar virksomhederne har til hensigt at erstatte den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et samarbejde, og denne hensigt er udmoentet i en samordning, saaledes at der ikke noedvendigvis efterfoelgende skal vaere konstateret en vis adfaerd paa markedet.

287 For saa vidt angaar beviset har Kommissionen heraf udledt, at aftalen og den samordnede praksis kan bevises ved hjaelp af direkte eller indirekte beviser. Det er i denne sag ikke noedvendigt at benytte indirekte beviser, som f.eks. parallel adfaerd paa markedet, idet Kommissionen har direkte bevis for en hemmelig forstaaelse, navnlig i moedereferaterne.

288 Kommissionen har afslutningsvis konkluderet, at den var berettiget til at kvalificere den konstaterede overtraedelse principalt som en aftale og subsidiaert, for saa vidt der er behov herfor, som en samordnet praksis.

c) Rettens vurdering

289 Det bemaerkes, at Kommissionen - i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert - har kvalificeret hvert af de forhold, der er paaberaabt over for sagsoegeren, enten som aftale eller som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar saaledes af beslutningens 80. betragtning, andet afsnit, jf. 81. betragtning, tredje afsnit, og 82. betragtning, foerste afsnit, at Kommissionen principalt har kvalificeret hvert af forholdene som "aftale".

290 Tilsvarende fremgaar det af beslutningens 86. betragtning, andet og tredje afsnit, jf. 87. betragtning, tredje afsnit, og 88. betragtning, at Kommissionen subsidiaert har kvalificeret de forskellige elementer i overtraedelsen som "samordnet praksis", enten fordi det paa grundlag af disse ikke kunne fastslaas, at parterne forinden var naaet til enighed om en faelles plan, der fastlagde deres naermere adfaerd paa markedet, men dog at de havde vedtaget eller tilsluttet sig samordnede foranstaltninger, der skulle fremme koordineringen af deres politik, eller fordi det paa grundlag af disse og som foelge af kartellets komplekse karakter med hensyn til nogle af producenterne ikke kunne anses for bevist, at de paa et givet tidspunkt havde givet udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt foranstaltning, der var vedtaget af de andre, men ikke desto mindre havde udtrykt generel stoette til den paagaeldende plan og indrettet deres adfaerd herefter. Det konkluderes saaledes i beslutningen, at det vedvarende samarbejde og den vedvarende forstaaelse mellem producenterne om gennemfoerelsen af den overordnede plan derfor i visse henseender kunne have nogle af de kendetegn, der er karakteristiske for samordnet praksis.

291 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. dom af 15.7.1970, sag 41/69, a.st., praemis 112, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 86). Kommissionen kunne derfor med rette anse enigheden mellem sagsoegeren og andre polypropylenproducenter, som der er foert tilstraekkeligt bevis for, og som omfattede prisinitiativer, foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, salgsmaal for 1979 og 1980 og foerste halvdel af 1983 samt foranstaltninger med henblik paa at begraense det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode i 1981 og 1982, for aftaler i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

292 Da Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at virkningerne af prisinitiativerne fortsatte til november 1983, er det med rette, at den fastslog, at overtraedelsen mindst vedvarede til november 1983. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at artikel 85 ogsaa finder anvendelse paa aftaler, der ikke laengere er i kraft, men som stadig har virkninger efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophoert (dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, praemis 17).

293 Med hensyn til definitionen af begrebet "samordnet praksis" henvises til Domstolens praksis, hvoraf fremgaar, at de kriterier om koordination og samarbejde, som den tidligere har opstillet, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents adfaerd paa markedet eller at informere denne om den adfaerd, som den paagaeldende virksomhed selv har besluttet sig til - eller paataenker - at indtage paa markedet (dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, a.st., praemis 173 og 174).

294 Sagsoegeren har i denne sag deltaget i moeder, der havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og der blev under moederne udvekslet oplysninger mellem konkurrenter om de priser, de oenskede paa markedet, om deres forventede priser, om deres daekningspunkt, om de begraensninger i salgsmaengderne, de ansaa for noedvendige, om deres omsaetning og om navne paa kunder. Sagsoegeren har ved sin deltagelse i disse moeder sammen med sine konkurrenter deltaget i en samordning med det formaal at paavirke deres adfaerd paa markedet og at informere hinanden om, hvorledes den enkelte producent forventede at ville optraede paa markedet.

295 Sagsoegerens formaal var saaledes ikke kun paa forhaand at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfaerd, men selskabet maa noedvendigvis have taget hensyn - direkte eller indirekte - til de oplysninger, det fik ved disse moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, det agtede at foere paa markedet. Paa samme maade maa selskabets konkurrenter - direkte eller indirekte - have taget hensyn til de oplysninger, som sagsoegeren gav dem, vedroerende den adfaerd, selskabet havde besluttet eller paataenkte at indtage paa markedet, ved fastlaeggelsen af den politik, de agtede at foere.

296 Det er saaledes med rette, at Kommissionen - paa grund af moedernes formaal - subsidiaert har kvalificeret de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter, som sagsoegeren deltog i fra et tidspunkt mellem udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til september 1983, som samordnet praksis i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

297 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen var berettiget til at fastslaa, at der var tale om en enkelt overtraedelse, som i beslutningens artikel 1 kvalificeres som "en aftale og samordnet praksis", bemaerkes, at den samordnede praksis, der er konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgaar som led i systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter.

298 Det maa understreges, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylenmarkedet. Det ville derfor vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser. Sagsoegeren deltog saaledes i flere aar i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgoer en enkelt overtraedelse, og denne overtraedelse blev gradvis udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.

299 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ligeledes var berettiget til at kvalificere denne ene overtraedelse som "en aftale og samordnet praksis", idet overtraedelsen samtidig indeholdt elementer, der maa kvalificeres som "aftaler", og elementer, som maa kvalificeres som "samordnet praksis". Da der er tale om en kompleks overtraedelse, maa Kommissionens dobbelte kvalifikation i beslutningens artikel 1 forstaas ikke som en kvalifikation, der forudsaetter, at der samtidigt og kumulativt foeres bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsaetningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstaendigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar ikke af denne bestemmelse, at der skal ske en specifik kvalifikation for en saadan kompleks overtraedelse.

300 Sagsoegerens anbringende maa saaledes forkastes.

B - Konkurrencebegraensende virkning

a) Den anfaegtede retsakt

301 Det anfoeres i beslutningen (90. betragtning, foerste og andet afsnit), at det i betragtning af aftalens aabenlyst konkurrencebegraensende formaal ikke er strengt noedvendigt, at der kan paavises en negativ virkning paa konkurrencen, for at artikel 85, stk. 1, kan anvendes. I den foreliggende sag tyder det imidlertid paa, at aftalen rent faktisk havde maerkbare virkninger for konkurrencevilkaarene.

b) Parternes anbringender

302 Sagsoegeren har anfoert, at de forskellige undersoegelser, som selskabet har fremlagt, godtgoer, at de paastaaede aftaler og samordnede praksis aldrig har haft nogen virkning for konkurrencen, som har fungeret uindskraenket under hele deres varighed, og at sagsoegeren selv har fulgt en konkurrencemaessig adfaerd paa markedet.

303 Kommissionen bestrider, at de polypropylenproducenter, der har deltaget i kartellet, ikke har tilpasset deres adfaerd paa markedet i henhold til de aftaler og kontakter, som forelaa mellem dem, samt at de ikke har haft nogen virkning paa konkurrencen. Samtlige de prisinstrukser, som foreligger med hensyn til sagsoegeren, stemmer fuldstaendig overens med de aftaler, der blev indgaaet under moederne, og intet tyder paa, at det har forholdt sig paa anden maade med hensyn til de perioder, for hvilke man ikke er i besiddelse af saadanne instrukser. Denne adfaerd har ikke altid kunnet foere til det forventede resultat, men selv i disse tilfaelde har producenterne baseret deres forhandlinger med kunderne paa de aftalte priser. Det vaesentligste element er ikke saa meget de aftalte initiativers succes, som formaalet med en konkurrencebegraensning, som disse initiativer skulle virkeliggoere. Det samme gaelder for kvoteaftalerne, hvilket fremgaar af tabel 8 til beslutningen. Selv om Kommissionen erkender, at kartellet ikke altid har haft til foelge at begraense konkurrencen, mener den, at dette er uden betydning for anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, eftersom det er tilstraekkeligt, at kartellet har haft til formaal at tilvejebringe en konkurrencebegraensning.

c) Rettens vurdering

304 Det bemaerkes, at sagsoegerens argumentation gaar ud paa at paavise, at selskabets deltagelse i de regelmaessige moeder for polypropylenproducenter ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, idet selskabets konkurrencemaessige adfaerd paa markedet viser, at deltagelsen i moederne hverken havde et konkurrencebegraensende formaal eller en konkurrencebegraensende virkning.

305 Ifoelge EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for det faelles marked, uforenelige med dette og forbudt, navnlig saadanne som bestaar i direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser og i opdeling af markeder eller forsyningskilder.

306 Retten henviser i denne forbindelse til, at det fremgaar af dens vurdering vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer, at de moeder, sagsoegeren deltog i sammen med konkurrenter, havde til formaal at begraense konkurrencen paa det faelles marked, navnlig ved fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal, og sagsoegerens deltagelse i disse moeder var saaledes ikke uden et konkurrencebegraensende formaal i den i EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, forudsatte betydning.

307 Anbringendet maa derfor forkastes.

C - Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

a) Den anfaegtede retsakt

308 Det anfoeres i beslutningen (93. betragtning, foerste afsnit), at aftalen mellem producenterne var egnet til maerkbart at paavirke samhandelen mellem medlemsstater.

309 Der var ifoelge beslutningen (93. betragtning, tredje afsnit) i den foreliggende sag tale om et meget omfattende samarbejde, der daekkede praktisk taget al handel i hele EF (og andre vesteuropaeiske lande) med et vigtigt industriprodukt, og som derfor i sig selv kunne foere til, at samhandelen udviklede sig paa en anden maade, end hvis aftalen ikke havde eksisteret. Det anfoeres videre i beslutningen (93. betragtning, fjerde afsnit), at da producenterne ved aftale fastsatte priserne paa et kunstigt niveau i stedet for at overlade det til markedet selv at finde balancen, haemmede de konkurrencen i hele Faellesskabet. Virksomhederne havde ikke laengere noget oejeblikkeligt behov for at tilpasse sig til markedet og loese problemerne med den konstaterede overkapacitet.

310 Endelig anfoeres det i beslutningen (94. betragtning), at fastsaettelsen af maalpriser for hver enkelt medlemsstat, der dog maatte tilpasses til de herskende lokale forhold - hvilket blev droeftet i enkeltheder paa nationale moeder - maa have fordrejet handelsmoenstret og de virkninger, effektivitetsforskelle mellem de enkelte producenter ville have haft for priserne. Systemet med "kundeledelse", der foerte til, at kunderne blev ledt hen til bestemte navngivne producenter, forstaerkede prisordningernes virkninger. Kommissionen har anerkendt, at producenterne ved fastsaettelsen af kvoter og maal ikke foretog nogen naermere specificering af den maengde, der maatte afsaettes i det enkelte land eller den enkelte region. Selve eksistensen af en kvote eller et maal begraensede imidlertid de muligheder, en producent raadede over.

b) Parternes anbringender

311 Sagsoegeren har anfoert, at det paastaaede kartel ikke kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstater, eftersom det ikke blev sat i kraft, hvilket bevises af sagsoegerens sensationelle gennembrud paa markedet i de forskellige medlemsstater.

312 Kommissionen har hertil anfoert, at selv om det maatte anses for bevist, at Huels havde et sensationelt gennembrud paa markedet i forskellige medlemsstater, kunne Kommissionen alligevel fastslaa, at handelen mellem staterne og konkurrencestrukturen blev paavirket, idet kartellet noedvendigvis har drejet samhandelen i en anden retning, end den ellers ville have taget (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 172).

c) Rettens vurdering

313 Det bemaerkes, at i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, er Kommissionen ikke forpligtet til at paavise, at selskabets deltagelse i en aftale eller samordnet praksis har haft en maerkbar virkning paa samhandelen mellem medlemsstater. I henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, er det saaledes tilstraekkeligt, at aftaler og samordnet praksis, der er konkurrencebegraensende, kan paavirke handelen mellem medlemsstater. Det maa i denne forbindelse fastslaas, at de konstaterede konkurrencebegraensninger kunne dreje handelsstroemmene bort fra den retning, de ellers ville have taget (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 172).

314 Det bemaerkes i denne forbindelse, at de virksomheder, der deltog i den overtraedelse, som er fastslaaet i beslutningen, besad naesten hele markedet. Det er derfor oplagt, at den overtraedelse, de begik i faellesskab, kunne beroere samhandelen mellem medlemsstater.

315 Heraf foelger, at Kommissionen i 93. og 94. betragtning til beslutningen har foert tilstraekkeligt bevis for, at den overtraedelse, sagsoegeren deltog i, kunne paavirke handelen mellem medlemsstater, og det er ikke noedvendigt, at Kommissionen paaviser, at sagsoegerens deltagelse i sig selv har paavirket samhandelen mellem medlemsstater.

316 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

D - Kollektivt ansvar

a) Den anfaegtede retsakt

317 Det anfoeres i beslutningen (83. betragtning, foerste afsnit), at den omstaendighed, at producenterne naturligvis ikke alle kunne vaere til stede ved samtlige moeder, ikke aendrer ved den konklusion, at der her er tale om én uafbrudt aftale. Alle "initiativer" maatte noedvendigvis planlaegges og ivaerksaettes over flere maaneder, og hvad angaar den enkelte producents deltagelse i disse initiativer, goer det ingen stoerre forskel, om vedkommende var til stede ved alle moeder eller ej. I alle tilfaelde var den normale praksis, at de producenter, der ikke var til stede, blev underrettet om, hvad der var blevet vedtaget paa moederne. Alle de virksomheder, som beslutningen er rettet til, deltog i udformningen af generelle planer og detaljerede droeftelser, og deres lejlighedsvise fravaer fra bestemte moeder (eller for Shell' s vedkommende fra alle plenarmoeder) har ingen indflydelse paa omfanget af deres deltagelse i overtraedelsen.

318 Det tilfoejes i beslutningen (83. betragtning, andet afsnit), at det centrale punkt i den foreliggende sag er, at producenterne i en lang aarraekke gik sammen om at naa et faelles maal, og hver enkelt deltager maatte tage ansvaret ikke blot for den direkte rolle, de selv spillede heri, men ogsaa for aftalen som helhed. Omfanget af hver enkelt producents deltagelse kan derfor ikke fastslaas paa grundlag af den periode, for hvilken der foreligger prisinstrukser fra den paagaeldende producent, men kun paa grundlag af hele det tidsrum, hvor vedkommende deltog i den faelles plan.

319 Dette gaelder ogsaa for Anic og Rhône-Poulenc, der trak sig ud af polypropylenmarkedet, foer Kommissionen begyndte undersoegelsen. Fra disse to virksomheder foreligger der ingen prisinstrukser til salgskontorer overhovedet. Deres deltagelse i moederne og i maengdemaal- og kvoteordningerne kan imidlertid fastslaas paa grundlag af det foreliggende bevismateriale. Aftalen maa betragtes som en helhed, og der er foert bevis for deres deltagelse, ogsaa selv om der ikke blev fundet prisinstrukser fra dem (beslutningens 83. betragtning, tredje afsnit).

b) Parternes anbringender

320 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke gaelder noget kollektivt ansvar paa det konkurrenceretlige omraade. Sagsoegeren kan derfor kun goeres ansvarlig for sin egen adfaerd. Da den paastaaede generelle aftale ikke eksisterede, mener sagsoegeren, at det maa godtgoeres, at selskabet har deltaget i enkelte aftaler eller i enkelte former for samordnet praksis, hvilket Kommissionen ikke har vaeret i stand til. Navnlig har sagsoegerens deltagelse i moederne vaeret meget begraenset, hvilket Kommissionen selv har anerkendt i beslutningen (105. betragtning, andet afsnit), idet Kommissionen anfoerte, at der ikke forelaa bevis for, at Huels havde deltaget i moeder forud for 1979. Kommissionen kan derfor ikke, uden at tilskrive sagsoegeren tredjemandshandlinger, fastslaa, at overtraedelsen "kan foeres tilbage til midten af 1977", idet der ikke kan antages at foreligge nogen deltagelse i mangel af adfaerd, der var udtryk for deltagelse.

321 Selv om man anerkender eksistensen af den af Kommissionen paastaaede faelles plan - vedtaget allerede i 1977 og daekkende hele perioden for det paastaaede kartel - kan Huels kun goeres medansvarlig for overtraedelser begaaet forud for selskabets deltagelse i moederne, dvs. inden 1981, saafremt Huels havde deltaget i moederne med den hensigt ogsaa at paatage sig ansvaret for mellemliggende handlinger, der var forbundet med en fortsat tilsidesaettelse af konkurrencereglerne, hvilket Kommissionen end ikke har haevdet. Kommissionen mener i virkeligheden af deltagelsen efter 1981 at kunne udlede et medansvar for perioden forud for 1981.

322 Kommissionen har anfoert, at en aftale eller samordnet praksis noedvendigvis indebaerer flere virksomheders faelles handling. Det er derfor ikke noedvendigt for en deltagelse i et kartel, at de paagaeldende virksomheder har deltaget i alle handlinger.

323 Kommissionen har anfoert, at Huels som regelmaessig deltager i moederne fra et ubestemt tidspunkt mellem 1977 og 1979 er medansvarlig for de beslutninger, der blev truffet under disse moeder. Huels har deltaget i prisinitiativerne samt i kvoteaftalerne og har bidraget til systemet med "kontoledelse".

324 Kommissionen oensker ikke at goere sagsoegeren ansvarlig for overtraedelser, begaaet forud for sagsoegerens deltagelse i moederne, dvs. forud for et ubestemt tidspunkt mellem 1977 og 1979.

c) Rettens vurdering

325 Det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer og retlige subsumption, at den har foert tilstraekkeligt bevis for, at betingelserne for, at den overtraedelse foreligger - der i beslutningen er gjort gaeldende over for sagsoegeren - er opfyldt for selskabets vedkommende, for saa vidt angaar perioden fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, og der er saaledes ikke paalagt selskabet ansvar for andre producenters adfaerd.

326 Det bemaerkes i denne forbindelse, at beslutningens 83. betragtning, andet og tredje afsnit, ikke er i modstrid med dette, idet det heri navnlig begrundes, hvorfor Kommissionen mener, at den har foert tilstraekkeligt bevis for overtraedelsen med hensyn til virksomheder, hvor den ikke har fundet prisinstrukser for hele den periode, hvori de deltog i systemet med regelmaessige moeder.

327 Anbringendet maa derfor forkastes.

3. Sammenfatning

328 Det foelger af det anfoerte, at der med Kommissionens bevismaessige konstateringer vedroerende sagsoegeren ikke er foert tilstraekkeligt bevis med hensyn til perioden foer udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, og beslutningens artikel 1 maa derfor annulleres, for saa vidt det heri fastslaas, at sagsoegeren deltog i overtraedelsen i denne periode. Sagsoegerens oevrige anbringender vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer og anvendelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, i den anfaegtede retsakt maa forkastes.

Begrundelsen

1. Utilstraekkelig begrundelse

329 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen kun har behandlet den sagkyndige erklaering fra professor Albach og Coopers og Lybrand-undersoegelsen paa en overfladisk og generel maade. Den af Kommissionen foretagne gendrivelse er utilstraekkelig og ikke begrundet paa dokumenteret og forstaaelig maade, saaledes som det kraeves ifoelge EOEF-traktatens artikel 190 og Domstolens praksis (dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, a.st., praemis 22). En saadan gendrivelse goer det heller ikke muligt for Domstolen at udoeve sin kontrol (dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 809, praemis 19). Det kan ikke udledes af beslutningens begrundelse, hvilke betragtninger Kommissionen har ladet sig lede af, eller hvilken af disse betragtninger, der i sidste ende har vaeret afgoerende. Kommissionen har derfor ikke givet en tilstraekkelig retlig begrundelse for sin beslutning og har derfor tilsidesat EOEF-traktatens artikel 190, saaledes som den er blevet fortolket af Domstolen (jf. bl.a. dom af 20.3.1959, sag 18/57, Nold mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 131, org. ref.: Rec. s. 88, paa s. 114).

330 Kommissionen har heroverfor anfoert, at beslutningen er tilstraekkeligt begrundet, for saa vidt som de argumenter, som sagsoegeren har fremfoert, er uden relevans eller er blevet gendrevet i beslutningen. For saa vidt angaar Kommissionens gendrivelse af de af sagsoegeren fremlagte sagkyndige erklaeringer har Kommissionen henvist til beslutningens 72. betragtning ff.

331 Kommissionen har fastslaaet, at en del af betragtningerne til beslutningen indeholder en detaljeret vurdering af det af de forskellige producenter fremfoerte forsvar og deres deltagelse i kartellet. Kommissionen har forklaret, at disse elementer er blevet behandlet samtidigt, under hensyn til den omstaendighed, at de argumenter, der er blevet fremfoert herom, overlapper hinanden. Da de af Huels fremfoerte argumenter ikke er underbygget i vaesentlig grad, fandt Kommissionen, at der ikke var grund til at tillaegge dem stoerre betydning.

332 Det bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, a.st., praemis 66, og af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, a.st., praemis 88), at selv om Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at tage stilling til de punkter, den anser for at vaere helt uden betydning.

333 Det bemaerkes, at Kommissionen har besvaret professor Albach' s sagkyndige erklaering og Coopers og Lybrand-undersoegelsenn i beslutningens 72.-74. betragtning.

334 Det fremgaar endvidere af Rettens vurdering vedroerende konstateringen af overtraedelsen, at Kommissionen har besvaret de af sagsoegeren herom fremfoerte relevante argumenter.

335 Anbringendet boer derfor forkastes.

2. Selvmodsigende begrundelse

336 Sagsoegeren har anfoert, at der endvidere er sket tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 190, fordi der foreligger en afgjort selvmodsigelse mellem visse af de begrundelser, der er paaberaabt til stoette for beslutningen, eller mellem disse begrundelser og beslutningens dispositive del. Dette fremgaar saaledes af den alternative konstatering mellem aftale og samordnet praksis, som Kommissionen har foretaget under proceduren. I beslutningen har Kommissionen tilsyneladende fastslaaet, at den adfaerd, som virksomhederne kritiseres for, samtidig udgoer en aftale og en samordnet praksis, men klagepunktet er ikke klart, og begrundelsen er derfor ikke overbevisende. Beslutningens begrundelse foerer til den antagelse, at Kommissionen ikke har villet gaa ind paa en diskussion med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt den adfaerd, som virksomhederne kritiseres for, skal henfoeres under den ene eller den anden form for overtraedelse. En saadan ubeslutsomhed er imidlertid ikke forenelig med begrundelsespligten.

337 Ifoelge sagsoegeren foreligger der en selvmodsigelse, for saa vidt som beslutningens dispositive del omfatter hele polypropylensektoren, mens beslutningens betragtninger kun vedroerer en del af denne sektor, nemlig basisprodukterne.

338 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionen selv har erkendt at vaere i besiddelse af beviset vedroerende Huels' deltagelse i det mindste fra 1979; i beslutningens dispositive del angives der imidlertid en deltagelse "fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979".

339 Kommissionen har anfoert, at Huels ikke har anfoert nogen praeciseringer med hensyn til den selvmodsigelse, som skulle vaere indeholdt i beslutningen, der tvaertimod er udfoerligt og praecist begrundet.

340 Kommissionen har anfoert, at den omhandlede overtraedelse er en sammensat overtraedelse, som indeholder momenter baade af aftale og samordnet praksis. Dette er grunden til, at Kommissionen ikke har foretaget nogen alternativ konstatering.

341 Retten skal fastslaa, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at beslutningens begrundelse hverken er indbyrdes selvmodsigende eller med hensyn til beslutningens dispositive del for saa vidt angaar den retlige subsumption med hensyn til overtraedelsen og dens anvendelse paa samtlige polypropylenkvaliteter. Endvidere fremgaar det af Rettens vurderinger med hensyn til de faktiske konstateringer, at sagsoegerens klagepunkt er blevet uden genstand for saa vidt angaar forhold forud for udloebet af 1978 eller begyndelsen af 1979.

342 Dette anbringende boer derfor forkastes.

Boeden

343 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen i beslutningen har tilsidesat artikel 15 i forordning nr. 17, idet den ikke i tilstraekkeligt omfang har taget hensyn til overtraedelsens varighed og grovhed.

1. Foraeldelse

344 Sagsoegeren har anfoert, at adgangen til at forfoelge de handlinger, der ligger forud for den 13. oktober 1978, er foraeldet. Der er ikke med hensyn til de faktiske omstaendigheder forbindelse mellem de forskellige aftaler og den samordnede praksis, der er genstand for beslutningen, og foraeldelsen paa fem aar i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2988/74 af 26. november 1974 om foraeldelse af adgangen til at paalaegge oekonomiske sanktioner inden for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319, s. 1), finder saaledes anvendelse paa de naevnte handlinger, idet det foerste skridt med henblik paa afbrydelse af foraeldelsen er meddelelsen om beslutningen om undersoegelse af 13. oktober 1983.

345 Kommissionen har anfoert, at da der med hensyn til sagsoegeren er fastslaaet en fortsat overtraedelse, indtraadte der ikke foraeldelse ved den foerste handling, som afbroed foraeldelsesfristen.

346 Det bemaerkes, at da Kommissionen ikke findes at have foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i overtraedelsen i perioden forud for udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, har sagsoegerens argumentation ikke laengere betydning.

2. Overtraedelsens varighed

347 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved udmaalingen af boeden ikke har bedoemt varigheden af selskabets deltagelse i overtraedelsen korrekt, idet overtraedelsen var af langt kortere varighed end haevdet af Kommissionen.

348 Kommissionen har anfoert, at den paa korrekt maade har taget hensyn til overtraedelsens varighed ved boedens fastsaettelse.

349 Det bemaerkes, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at varigheden af den overtraedelse, der er fastslaaet for saa vidt angaar sagsoegeren, er kortere end antaget i beslutningen, idet den begyndte ved udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og ikke paa et ubestemt tidspunkt mellem 1977 og 1979. Det fremgaar imidlertid af samme vurdering, at Kommissionen med rette har fastslaaet, at overtraedelsen fortsatte indtil november 1983.

350 Den boede, der er paalagt sagsoegeren, boer derfor af denne grund nedsaettes.

3. Overtraedelsens grovhed

A - Sagsoegerens begraensede rolle

351 Sagsoegeren har anfoert, at selskabets rolle i overtraedelsen var af langt ringere betydning end, hvad der er fastslaaet i beslutningen. Sagsoegeren har kun deltaget i et enkelt moede i 1981 og har hverken deltaget i prisaftaler, kvoteaftaler eller ordningen med "kontoledelse".

352 Kommissionen har anfoert, at den korrekt har taget hensyn til sagsoegerens rolle i overtraedelsen, og at det var saedvanligt at fastsaette boeden paa grundlag af en ligelig deltagelse af alle, for saa vidt som visse virksomheder ikke har udskilt sig fra andre med en saerlig adfaerd, hvilket ikke er tilfaeldet for sagsoegerens vedkommende.

353 Det bemaerkes, at det fremgaar af Rettens vurdering vedroerende beviset for overtraedelsen, at Kommissionen korrekt har foert bevis for sagsoegerens rolle i overtraedelsen fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, og at Kommissionen derfor i beslutningen med rette har taget hensyn til denne rolle ved udmaalingen af den boede, der er paalagt sagsoegeren.

354 Anbringendet maa derfor forkastes.

B - Kriterierne til udmaaling af boederne ikke konkrete

355 Sagsoegeren har anfoert, at i modsaetning til det af Kommissionen fremfoerte, tilkommer det Retten at efterproeve den anfaegtede beslutning i alle dens enkeltheder, herunder boedernes art og stoerrelse. Denne kontrol kan ikke begraenses til en simpel korrigering af de vaesentlige fejl, som Kommissionen har begaaet.

356 Sagsoegeren har anfoert, at der i beslutningen ikke anfoeres nogen som helst forklaring med hensyn til vaegtningen af de forskellige elementer, der er blevet lagt til grund ved boedens fastsaettelse. Beslutningen indeholder heller ikke nogen som helst begrundelse for den individuelle behandling af de enkelte virksomheder, og angiver ikke de betragtninger, der har vaeret afgoerende for boedens stoerrelse. Beslutningen tilsidesaetter saaledes begrundelsespligten (Domstolens dom af 8.11.1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ mod Kommissionen, Sml. s. 3369, praemis 37, og ovennaevnte dom af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, praemis 88).

357 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen som formildende omstaendighed burde have taget hensyn til de ikke alene vaesentlige, men ogsaa dramatiske tab, som producenterne har lidt, og som i det vaesentlige skyldes den ulovlige stoette, der er blevet ydet af visse medlemsstater, og som saaledes har gjort det muligt for visse producenter at udligne disse tab.

358 Kommissionen har anfoert, at den ikke rejser tvivl om Rettens fulde proevelsesret med hensyn til boeder. Den har endvidere understreget, at Retten kan anvende denne kompetence til at forhoeje boeden i denne sag.

359 Kommissionen har anfoert, at beslutningen er korrekt begrundet, idet den i 108. og 109. betragtning opregner alle de formildende eller skaerpende omstaendigheder, der er blevet taget i betragtning, og idet den angiver den rolle, som hver enkelt af de beroerte producenter har spillet inden for kartellet. Da overtraedelser af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, desuden kun kan begaas af flere virksomheder i forening, er det saedvanligt, at der anvendes samme begrundelse for de boeder, der er blevet paalagt hvert medlem af gruppen.

360 Kommissionen har anfoert, at den som formildende omstaendighed har taget hensyn til de tab, som virksomhederne har lidt. Den mener derimod, at spoergsmaalet om statsstoettens indflydelse ikke er blevet taget i betragtning.

361 Det bemaerkes, at Kommissionen ved fastsaettelsen af den boede, der er paalagt sagsoegeren, dels har fastlagt kriterier for fastsaettelse af det generelle niveau for de boeder, der er paalagt de af beslutningen beroerte virksomheder (108. betragtning til beslutningen), dels har fastlagt kriterier med henblik paa at foretage en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed (109. betragtning til beslutningen).

362 Retten finder, at de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, fuldt ud begrunder det generelle boedeniveau, som er anvendt over for de virksomheder, beslutningen er rettet til. Der henvises i denne forbindelse specielt til, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig litra a), b) og c), var aabenbar, hvilket polypropylenproducenterne, der handlede forsaetligt og i dybeste hemmelighed, ikke var uvidende om.

363 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen ikke var forpligtet til for den enkelte producent naermere at redegoere for, hvorledes den havde taget hensyn til de betydelige tab, som producenterne havde lidt paa polypropylenmarkedet, idet der er tale om et af de kriterier, der er naevnt i 108. betragtning, og som indgik i fastsaettelsen af det generelle boedeniveau, som Retten finder rimeligt.

364 Retten finder ligeledes, at de fire kriterier, der er naevnt i 109. betragtning, er relevante og tilstraekkelige som grundlag for en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed.

365 Hvad navnlig angaar den statsstoette, som visse virksomheder skal have modtaget, skal Retten udtale, at de ikke kan afhjaelpe den ulovlige karakter af sagsoegerens adfaerd, idet deltagelse i et ulovligt kartel ikke kan anses for et middel til noedvaerge.

366 For saa vidt som sagsoegeren har anmodet Retten om at udoeve sin fulde proevelsesret, skal Retten udtale, at sagsoegeren ikke har anfoert nogen som helst faktisk omstaendighed, som kan godtgoere eksistensen af den paaberaabte stoette, dens art, omfang samt virkninger for konkurrencen, og navnlig virkningerne for sagsoegeren. Det skal desuden fastslaas, at sagsoegeren ikke paa tidspunktet for disse omstaendigheder har anmodet Kommissionen om at udoeve sin kompetence i henhold til EOEF-traktatens artikel 93. Retten finder herefter ikke, at den raader over de momenter, der er noedvendige for at kunne udoeve sin fulde proevelsesret med hensyn til den af sagsoegeren paaberaabte statsstoette.

367 Sagsoegerens anbringende maa derfor forkastes.

C - Hensyntagen til virkningerne af overtraedelsen

368 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af de af selskabet fremlagte undersoegelser, at de paastaaede overtraedelser - modsat det af Kommissionen herom anfoerte, der ikke er underbygget af noget som helst bevis - ikke har haft nogen virkning paa markedet, og at de derfor ikke har gjort det muligt for nogen producent at opnaa stoerre salg. Denne fejl, som Kommissionen har begaaet, boer medfoere, at boeden nedsaettes, eftersom Kommissionen har taget hensyn til virkninger paa markedet ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse, og fordi Kommissionen under en pressekonference har oplyst, at dette indebar en generel forhoejelse af prisniveauet paa 15-40%.

369 Kommissionen har understreget, at den har foretaget en meget differentieret bedoemmelse af kartellets virkninger paa markedet. Dens konstateringer goer det muligt at fastslaa, at der blev forventet og - i det mindste delvis - opnaaet en klar konkurrencebegraensning. Naar producenterne fortsatte deres moeder hyppigt og regelmaessigt, skyldtes det, at de fandt, at kartellet ikke var fuldstaendig ineffektivt. Kommissionen har erkendt, at kartellets virkninger paa markedet har spillet en vis rolle ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelse.

370 Det bemaerkes, at Kommissionen har sondret mellem to former for virkninger foraarsaget af overtraedelsen. Den foerste form gaar ud paa, at producenterne - efter de moeder, hvor der blev fastsat maalpriser - gav deres salgsafdelinger instruktion om at ivaerksaette dette prisniveau, saaledes at "maalpriserne" var udgangspunkt for prisforhandlinger med kunderne. Kommissionen fastslog med rette paa grundlag heraf, at alt tyder paa, at aftalen paavirkede konkurrenceforholdene maerkbart (beslutningens 74. betragtning, andet afsnit, med henvisning til 90. betragtning). Den anden form for virkninger gaar ud paa, at en sammenligning mellem udviklingen i fakturerede priser med de maalpriser, der blev fastsat i forbindelse med konkrete prisinitiativer, bekraefter rigtigheden af den fremstilling, som er givet i de papirer, der blev fundet hos ICI og andre producenter angaaende gennemfoerelsen af prisinitiativerne (beslutningens 74. betragtning, sjette afsnit).

371 Retten finder, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for den foerste form for virkninger paa grundlag af de talrige prisinstrukser, som producenterne gav, og som svarer til hinanden og til de maalpriser, der blev fastsat ved moederne. Disse priser skulle afgjort tjene som grundlag for prisforhandlinger med kunderne.

372 For saa vidt angaar den anden form for virkninger bemaerkes for det foerste, at Kommissionen ikke havde grund til at betvivle rigtigheden af de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved deres moeder (jf. bl.a. referatet af moederne den 21.9., den 6.10., den 2.11. og den 2.12.1982, bilag 30-33 til den generelle meddelelse), og som viste, at de maalpriser, der var fastlagt ved moederne, i stor udstraekning var gennemfoert paa markedet. Endvidere bemaerkes, at selv om Coopers og Lybrand-undersoegelsen og de oekonomiske analyser, som er udfoert paa nogle af producenternes anmodning, maatte vise, at de undersoegelser, som producenterne selv gennemfoerte ved moederne, var forkerte, vil dette ikke foere til en nedsaettelse af boeden, idet Kommissionen i beslutningens 108. betragtning, sidste led, har angivet, at den som formildende omstaendighed har taget hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten, og at der i sidste instans ikke fandtes foranstaltninger, hvorved en producent kunne tvinges til at overholde kvoterne eller andre ordninger.

373 De begrundelser i beslutningen, der vedroerer fastsaettelsen af boeden, maa ses i sammenhaeng med de oevrige begrundelser i beslutningen, og paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen med rette fuldt ud har taget hensyn til den foerste form for virkninger og til det begraensede omfang af den anden form for virkninger. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har angivet, i hvilken udstraekning Kommissionen har undladt at tage tilstraekkeligt hensyn til det begraensede omfang af den anden form for virkninger som en formildende omstaendighed.

374 Retten skal endvidere udtale, at de erklaeringer, der blev fremsat under pressekonferencen efter beslutningens vedtagelse, og hvorefter overtraedelsens virkninger har medfoert en generel foroegelse af prisniveauet paa mellem 15 og 40%, ikke er blevet taget i betragtning paa dette punkt, for saa vidt erklaeringerne var i modstrid med beslutningens begrundelse. Erklaeringerne kan derfor kun anvendes med henblik paa at bevise, at beslutningen faktisk er baseret paa andre begrundelser end dem, som den selv indeholder, hvilket ville udgoere magtfordrejning (jf. Domstolens ovennaevnte kendelse af 11.12.1986, ICI mod Kommissionen, grund 11-16). Retten har under udoevelse af sin fulde proevelsesret fundet, at boedernes generelle niveau er begrundet ud fra beslutningens begrundelse (108. betragtning sammenholdt med beslutningens samlede begrundelse). Der foreligger derfor ikke magtfordrejning i denne sag.

375 Anbringendet maa saaledes forkastes.

D - Fejlagtig afgraensning af det relevante marked

376 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har foretaget en fejlagtig afgraensning af det relevante marked. Sagsoegeren goer gaeldende, at beslutningens dispositive del omfatter hele polypropylenmarkedet, mens beslutningens begrundelse kun vedroerer basisprodukter. Kommissionen har saaledes ved fastsaettelsen af boederne taget hensyn til Huels' markedsandele og omsaetning for saa vidt angaar hele polypropylenmarkedet i stedet for at tage hensyn til, at tallene vedroerte markedet for basisprodukter, som kun repraesenterede 45% af Huels' afsaetning paa Faellesskabets marked. Boeden er derfor uforholdsmaessig. Sagsoegeren har, i modsaetning til det af Kommissionen fremfoerte, anfoert, at markedet for basisprodukter var uafhaengigt af markedet for specialprodukter, og at prisaftalerne vedroerende basisprodukter derfor var uden indflydelse paa markedet for specialprodukter.

377 Kommissionen har gjort gaeldende, at kartellet vedroerende priser for basisprodukter ogsaa har haft virkning paa markedet for specialprodukter. Basisprodukterne var ikke de eneste, der var omfattet af prisaftalerne. En tabel, der blev udarbejdet efter et moede den 13. maj 1982 (bilag 24 til den generelle meddelelse), indeholdt priser udtrykt i ti nationale valutaer for ti forskellige polypropylenkvaliteter. Det fremgaar af prisinstrukserne fra de forskellige producenter (bilag C, skrivelse af 29.3.1985), at der bestod en snaever prisafhaengighed mellem basisprodukterne og specialprodukterne. De nye priser iht. kartellet anvendtes som grundlag ved forhandlinger med kunderne ved forlaengelse af kontrakter om specialprodukter.

378 Kommissionen har tilfoejet, at kvoteaftalerne var af generel karakter og ikke kun vedroerte bestemte typer af produkter. Da disse aftaler havde til formaal at stoette priskartellet, foelger det noedvendigvis heraf, at kartellet omfattede hele polypropylenmarkedet.

379 Retten skal fastslaa, at det fremgaar af Rettens vurderinger vedroerende de af Kommissionen foretagne konstateringer, at kvoteaftalerne baade vedroerte specialprodukter og basisprodukter.

380 Heraf foelger, at Kommissionen med foeje har taget hensyn til hele polypropylenmarkedet ved fastsaettelsen af den boede, som blev paalagt sagsoegeren. Anbringendet boer derfor forkastes.

381 Den boede, der er paalagt sagsoegeren, findes herefter at vaere rimelig under hensyn til grovheden af den overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, som det kan fastslaas, at sagsoegeren har begaaet, men boeden boer nedsaettes, idet overtraedelsen havde en kortere varighed. Nedsaettelsen boer begraenses til 15%, idet Kommissionen dels ved udmaalingen af boeden har taget hensyn til, at de foranstaltninger, hvorved overtraedelsen skulle udmoentes, ikke fuldstaendigt var fastlagt foer henimod begyndelsen af 1979 (beslutningens 105. betragtning, sidste afsnit), dels har den paa grund af tvivl om det praecise tidspunkt for, hvornaar sagsoegeren paabegyndte sin deltagelse i overtraedelsen, ikke anset den omhandlede periode som tungtvejende ved udmaalingen af den boede, der er paalagt sagsoegeren.

Genaabningen af den mundtlige forhandling

382 Ved saerskilt dokument indgivet den 4. marts 1992 har sagsoegeren begaeret den mundtlige forhandling genoptaget med henblik paa foranstaltning af bevisoptagelse. Sagsoegeren har under afsnit I, punkt 1, i dokumentet gjort gaeldende, at Retten i Foerste Instans i dom af 27. februar 1992 (sag T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, herefter benaevnt "PVC") har fastslaaet, at sagsoegtes beslutninger i PVC-sagerne var nulliteter med den begrundelse, at de ikke var bekraeftet ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer. Under hensyn til Kommissionens erklaeringer i PVC-sagerne maa det noedvendigvis antages, at den samme procedurefejl, som skal undersoeges ex officio, foreligger i denne sag. For at opklare dette punkt maa der gives Kommissionen paalaeg om at fremlaegge en kopi af beslutningens originaleksemplar samt andre dokumenter. Sagsoegeren har under afsnit I, punkt 2, anfoert, at det endvidere maa antages, at beslutningen kun er blevet droeftet paa de tre retsgyldige sprog, nemlig tysk, engelsk og fransk. Sagsoegeren har under afsnit I, punkt 3, anfoert, at Kommissionen under retsmoedet i PVC-sagerne har anfoert, at den er befoejet til at foretage efterfoelgende aendringer i en vedtaget beslutning. Det maa derfor endvidere antages, at der i denne sag er blevet foretaget efterfoelgende aendringer af den anfaegtede beslutning. Med henblik paa at fastslaa, om disse omstaendigheder, som foerst er blevet kendt efter afslutningen af den mundtlige forhandling, foreligger, er det noedvendigt at afspille den baandoptagelse, der er foretaget af den mundtlige forhandling i PVC-sagerne.

383 Retten finder, efter atter at have hoert generaladvokaten, at det er ufornoedent at genaabne den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 62 og at foranstalte bevisoptagelse.

384 Det skal for det foerste fastslaas, at ovennaevnte dom af 27. februar 1992 ikke kan begrunde en genaabning af den mundtlige forhandling i denne sag. Til forskel fra sagsoegernes argumentation i PVC-sagerne (jf. Rettens dom af 27.2.1992, praemis 13), har sagsoegeren i denne sag indtil afslutningen af den mundtlige forhandling end ikke antydningsvis gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er en nullitet paa grund af de paaberaabte fejl. Man maa derfor rejse det spoergsmaal, om sagsoegeren i tilstraekkeligt omfang har godtgjort, hvorfor selskabet i denne sag, til forskel fra PVC-sagerne, ikke tidligere har paaberaabt sig de haevdede mangler, der under alle omstaendigheder maa have foreligget forud for sagens anlaeg. Selv om det paahviler Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio at undersoege spoergsmaalet, om den anfaegtede retsakt foreligger, betyder dette imidlertid ikke, at der i alle sager i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, ex officio skal foranstaltes undersoegelser vedroerende den anfaegtede retsakts eventuelle nullitet. Det er kun, for saa vidt som parterne fremfoerer tilstraekkelige holdepunkter for, at den anfaegtede retsakt er en nullitet, at retsinstanserne er forpligtet til at undersoege dette spoergsmaal ex officio. I denne sag indeholder sagsoegerens argumentation ikke tilstraekkelige beviser til at godtgoere, at beslutningen er en nullitet. Sagsoegeren har under afsnit I, punkt 2, i sit indlaeg paaberaabt sig en tilsidesaettelse af den sproglige ordning i henhold til Kommissionens forretningsorden. En saadan tilsidesaettelse kan imidlertid ikke medfoere den anfaegtede retsakts nullitet, men alene - saafremt tilsidesaettelsen paaberaabes rettidigt - dens annullation. Sagsoegeren har endvidere under afsnit I, punkt 3, i sit indlaeg gjort gaeldende, at der under hensyn til de omstaendigheder, hvorunder PVC-proceduren forloeb, bestaar en formodning for, at Kommissionen endvidere uden befoejelse har foretaget efterfoelgende aendringer af sine polypropylenbeslutninger. Sagsoegeren har imidlertid ikke forklaret, hvorfor Kommissionen ogsaa skulle have foretaget efterfoelgende aendringer af beslutningen i 1986. dvs. i en normal situation, der adskiller sig betydeligt fra de saeregne omstaendigheder ved PVC-proceduren, der var karakteriseret ved den omstaendighed, at Kommissionens mandat udloeb i januar 1989. Den simple henvisning til "manglende bevidsthed om at have begaaet en fejl" er ikke tilstraekkelig i denne henseende. Den af sagsoegeren herom fremfoerte generelle formodning udgoer ikke en tilstraekkelig anledning til at foranstalte bevisoptagelse efter genaabning af den mundtlige forhandling.

385 Endelig maa sagsoegerens argumentation under afsnit I, punkt 1, i indlaegget forstaas saaledes, at det paa grundlag af Kommissionens befuldmaegtigedes erklaeringer i PVC-sagerne goeres gaeldende, at den anfaegtede beslutning ikke foreligger i original bekraeftet ved underskrift af Kommissionens formand og generalsekretaer. Selv om det antages, at denne fejl foreligger, foerer det imidlertid ikke i sig selv til, at den anfaegtede beslutning maa anses for en nullitet. I modsaetning til de flere gange omtalte PVC-sager har sagsoegeren i denne sag ikke fremfoert konkrete holdepunkter for, at princippet om, at der ikke maa aendres i en udstedt retsakt, er blevet tilsidesat efter vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og at denne saaledes - til gunst for sagsoegeren - skulle have mistet den gyldighedsformodning, der formelt tilkom den. Det forhold, at der ikke foreligger en bekraeftet original, medfoerer derfor ikke i sig selv, at den anfaegtede retsakt er en nullitet. Der var saaledes heller ikke som foelge af denne omstaendighed grundlag for at genaabne den mundtlige forhandling med henblik paa at ivaerksaette en ny bevisoptagelse. Da sagsoegerens argumentation ikke havde kunnet begrunde en begaering om ekstraordinaer genoptagelse, kunne anmodningen om genaabning af den mundtlige forhandling ikke imoedekommes.

Sagens omkostninger

386 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Retten kan imidlertid i henhold til artikel 87, stk. 3, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da der delvis er givet sagsoegeren medhold, og da begge parter har nedlagt paastand om, at den anden tilpligtes at betale sagens omkostninger, baerer sagsoegeren ud over sine egne omkostninger halvdelen af Kommissionens, mens Kommissionen selv baerer den anden halvdel af sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Artikel 1, syvende led, i Kommissionens beslutning af 23. april 1986 (IV/31.149-Polypropylen, EFT L 230, s. 1) annulleres, for saa vidt det heri fastslaas, at Huels deltog i overtraedelsen fra et tidspunkt mellem 1977 og 1979 og ikke fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979.

2) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, fastsaettes til 2 337 500 ECU, svarende til 5 013 680,38 DM.

3) I oevrigt frifindes sagsoegte.

4) Sagsoegeren baerer sine egne omkostninger og halvdelen af Kommissionens. Kommissionen baerer den anden halvdel af sine omkostninger.