61989J0377

++++

1. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7, artikel 4, stk. 1 - udbetaling uden videre til gifte maend af forhoejede sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg - forpligtelse til at sikre ligebehandling af gifte kvinder paa trods af udbetaling i visse tilfaelde af forhoejelserne to gange til den samme familie

(Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

2. Socialpolitik - ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring - direktiv 79/7, artikel 4, stk. 1 - udbetaling af kompensationstilskud til gifte maend i stedet for forhoejede sociale sikringsydelser efter disses bortfald - forpligtelse til at sikre ligebehandling af gifte kvinder uanset et princip i national ret om forbud mod ugrundet berigelse

(Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

1. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, der indeholder et forbud mod enhver form for forskelsbehandling paa grundlag af koen med hensyn til social sikring, skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at gifte maend efter udloebet af fristen for at gennemfoere direktivet uden videre har faaet tilkendt forhoejede sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for aegtefaeller og boern, som de forudsaettes at have forsoerget, uden at de har skullet godtgoere, at disse personer rent faktisk er blevet forsoerget af dem, har gifte kvinder uden faktiske familiemaessige forsoergerbyrder krav paa de samme tillaeg, ogsaa selv om dette under visse omstaendigheder kan medfoere, at tillaeggene udbetales to gange til den samme familie.

2. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at en medlemsstat i en lovgivning til gennemfoerelse af artikel 4, der er vedtaget efter udloebet af den i direktivet fastsatte frist, har indsat en overgangsbestemmelse om udbetaling af kompensationstilskud til gifte maend, som ikke laengere er berettiget til en forhoejelse af deres sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for en aegtefaelle, som de forudsaettes at have forsoerget, fordi det ikke kan godtgoeres, at der rent faktisk foreligger en forsoergerbyrde, har gifte kvinder, der opfylder de samme familiemaessige betingelser, krav paa de samme ydelser, ogsaa selv om dette strider mod et princip i national ret om forbud mod ugrundet berigelse.

1 Ved kendelse af 12. december 1989, indgaaet til Domstolen den 19. december 1989, har Irlands Supreme Court i medfoer af Traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4 i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979, L 6, s. 24, herefter benaevnt "direktivet").

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, der drejer sig om, hvorvidt Ann Cotter og Norah McDermott (herefter benaevnt "sagsoegerne") fra den 23. december 1984, da direktivet skulle have vaeret gennemfoert i medlemsstaterne, har haft krav paa forskellige sociale sikringsydelser, som gifte maend i samme situation havde ret til.

3 Direktivets artikel 4, stk. 1, indeholder foelgende bestemmelser:

"Princippet om ligebehandling indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar:

- anvendelsesomraadet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

- bidragspligt og beregning af bidrag

- beregningen af ydelserne, herunder aegtefaelle- eller forsoergertillaeg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne."

4 Det er ubestridt, at gifte maend i henhold til Social Welfare (Consolidation) Act 1981 (herefter benaevnt "loven af 1981") uden videre havde ret til forhoejede sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for aegtefaelle og boern, uden at de skulle godtgoere, at de rent faktisk forsoergede de paagaeldende, hvorimod gifte kvinder skulle opfylde nogle yderligere betingelser. Endvidere havde gifte kvinder i henhold til loven af 1981 faerre rettigheder med hensyn til arbejdsloeshedsunderstoettelse end gifte maend, baade for saa vidt angaar ydelsernes stoerrelse og den periode, hvori de kunne oppebaeres.

5 Denne retstilstand blev aendret ved Social Welfare (No. 2) Act 1985 (Commencement) Order 1986 (Statutory Instrument nr. 173, 1986), der med virkning fra den 20. november 1986 satte Sections 3 og 4 i Social Welfare (No. 2) Act 1985 (herefter benaevnt "den nationale gennemfoerelseslov") i kraft. I henhold hertil er forsoergertillaeg for en voksen, uanset ansoegerens koen, betinget af, at det kan godtgoeres, at der rent faktisk foreligger en familiemaessig forsoergerbyrde, ligesom der ved de naevnte bestemmelser blev indfoert en ligebehandling af ydelsesberettigede af de to koen, for saa vidt angaar forsoergertillaeg for boern.

6 Ved Social Welfare (Preservation of Rights) (No. 2) Regulations 1986 (Statutory Instrument nr. 422, 1986) blev der som en overgangsordning indfoert bestemmelse om, at ydelsesberettigede, som ikke havde en aegtefaelle, de rent faktisk forsoergede, og som derfor efter ikrafttraedelsen af den nationale gennemfoerelseslov ikke laengere havde krav paa forsoergertillaeg for en voksen, fik ret til et kompensationstilskud. Det er ubestridt, at denne ordning, hvis gyldighedsperiode er blevet forlaenget flere gange, kun omfatter gifte maend, der tidligere uden videre oppebar tillaeg, ogsaa selv om de ikke rent faktisk havde familiemaessige forsoergerbyrder.

7 Den 4. februar 1985 indgav sagsoegerne begaering til High Court med paastand om annullation af nogle afgoerelser, der var blevet truffet i medfoer af loven af 1981 af eller paa vegne af socialministeren, og hvorved det var blevet besluttet at indstille udbetalingen af arbejdsloeshedsydelser til sagsoegerne efter udloebet af en arbejdsloeshedsperiode paa 312 dage og, for Ann Cotter' s vedkommende, at udbetalingen af loenbestemte arbejdsloeshedsydelser uden videre skulle indstilles. Sagsoegerne gjorde gaeldende, at de i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, med virkning fra den 23. december 1984 havde haft krav paa de samme arbejdsloeshedsydelser som dem, der gjaldt gifte maend, hvad angaar satsen herfor og periodens laengde, og Ann Cotter gjorde specielt gaeldende, at hun herudover i denne periode havde haft krav paa at faa udbetalt loenbestemte arbejdsloeshedsydelser.

8 High Court anmodede Domstolen om praejudicielt at traeffe afgoerelse om:

a) hvorvidt bestemmelserne i direktiv 79/7/EOEF, navnlig artikel 4, har haft umiddelbare retsvirkninger i Irland fra og med den 23. december 1984

b) hvorvidt gifte kvinder, der er omfattet af den nationale lovgivning, med virkning fra den 23. december 1984 har haft ret til ydelser paa de samme vilkaar som maend, naar der ikke er truffet foranstaltninger til at gennemfoere direktivets artikel 4.

9 I dommen af 24. marts 1987 (sag 286/85, Sml. s. 1453) fastslog Domstolen i anledning af de naevnte praejudicielle spoergsmaal foelgende:

"1) Artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7 af 19. december 1978, der indeholder et forbud mod enhver form for forskelsbehandling paa grundlag af koen med hensyn til social sikring, har i tilfaelde, hvor direktivet ikke er blevet gennemfoert, kunnet paaberaabes fra den 23. december 1984, saaledes at der herefter ikke kan ske anvendelse af nogen nationale bestemmelser, som strider mod denne bestemmelse i direktivet.

2) I mangel af foranstaltninger til gennemfoerelse af direktivets artikel 4, stk. 1, har kvinder krav paa at blive behandlet efter samme vilkaar som maend, der opfylder de samme betingelser, og saa laenge direktivet ikke er blevet gennemfoert, er kvinders forhold udelukkende reguleret af dette princip."

10 Foer afsigelsen af Domstolens dom indgav sagsoegerne nye begaeringer til High Court, bl.a. med paastand om, at det statueredes, at de havde krav paa de samme forhoejelser af deres sociale sikringsydelser som dem, gifte maend i samme situation havde modtaget indtil ikrafttraedelsen af den nationale gennemfoerelseslov, samt paa de overgangskompensationstilskud, som gifte maend havde modtaget efter dette tidspunkt.

11 High Court behandlede disse nye begaeringer og de den 4. februar 1985 indgivne under ét. Retten gav kun sagsoegerne delvis medhold, idet sagsoegerne navnlig ikke fik medhold i deres paastande vedroerende forsoergertillaeg for voksne og boern og vedroerende overgangskompensationstilskud. High Court fandt saaledes, at det ville savne grundlag og vaere urimeligt at udbetale de paagaeldende beloeb til sagsoegerne, for saa vidt som deres aegtefaeller ikke var oekonomisk afhaengige af dem. Sagen blev indanket for Supreme Court, og de indstaevnte gjorde for denne ret gaeldende, at saafremt der blev givet sagsoegerne medhold i deres paastande, ville dette bl.a. stride mod princippet om forbud mod ugrundet berigelse, som efter irsk ret under visse omstaendigheder kan begrunde, at en erstatning nedsaettes eller bortfalder.

12 Da Supreme Court var i tvivl om, hvorvidt dette nationale retsprincip var foreneligt med de umiddelbare retsvirkninger af direktivets artikel 4, stk. 1, udsatte retten sagen og anmodede Domstolen om praejudicielt at afgoere foelgende spoergsmaal:

"1) Skal Domstolens dom af 24. marts 1987 (sag 286/85, Norah McDermott og Ann Cotter mod Minister for Social Welfare og Attorney General, Sml. s. 1453), hvorved Domstolen besvarede det andet spoergsmaal, der af High Court var blevet forelagt i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177, og som vedroerte fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978, med, at

' i mangel af foranstaltninger til gennemfoerelse af direktivets artikel 4, stk. 1, har kvinder krav paa at blive behandlet efter samme vilkaar som maend, der opfylder de samme betingelser, og saa laenge direktivet ikke er blevet gennemfoert, er kvinders forhold udelukkende reguleret af dette princip' ,

forstaas saaledes, at gifte kvinder har ret til forhoejede sociale sikringsydelser i form af

a) forsoergertillaeg for en aegtefaelle og

b) forsoergertillaeg for et barn,

uanset at det godtgoeres, at disse personer ikke rent faktisk er blevet forsoerget af de paagaeldende, eller selv om forholdet ville medfoere en udbetaling to gange af de naevnte forsoergertillaeg?

2) I en sag, hvorunder kvinder har nedlagt paastand om betaling af kompensationstilskud som foelge af en angivelig forskelsbehandling i form af, at de for maend i samme situation gaeldende regler ikke er blevet anvendt paa dem, skal Raadets direktiv 79/7/EOEF da fortolkes saaledes, at en national retsinstans ikke maa anvende nationale retsregler paa en saadan maade, at retten til kompensationstilskuddene begraenses eller bortfalder i tilfaelde, hvor en tilkendelse af disse ville stride mod princippet om forbud mod ugrundet berigelse?"

13 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og indlaeggene for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Spoergsmaal 1

14 Med sit foerste spoergsmaal oensker Supreme Court afgjort, hvorvidt direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at gifte maend efter udloebet af fristen for at gennemfoere direktivet uden videre har faaet tilkendt forhoejede sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for aegtefaeller og boern, som de forudsaettes at have forsoerget, uden at de har skullet godtgoere, at disse personer rent faktisk er blevet forsoerget af dem, har gifte kvinder uden faktiske familiemaessige forsoergerbyrder krav paa de samme tillaeg, ogsaa selv om dette under visse omstaendigheder kan medfoere, at tillaeggene udbetales to gange.

15 Den irske regering har under den mundtlige forhandling indledningsvis gjort gaeldende, at forbuddet mod forskelsbehandling i direktivets artikel 4, stk. 1, kun omfatter tilfaelde, hvor den person, for hvem der tilkendes en forhoejelse, er oekonomisk afhaengig af den ydelsesberettigede.

16 Dette kan ikke laegges til grund. I henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, finder dette bl.a. anvendelse, for saa vidt angaar "beregningen af ydelserne, herunder aegtefaelle- eller forsoergertillaeg". Det fremgaar af selve ordlyden af bestemmelsen, at denne omfatter eventuelle tillaeg for aegtefaeller, som den paagaeldende ikke forsoerger. Hvad angaar andre personer, herunder navnlig boern, er det efter direktivets ordlyd ingen forudsaetning for, at princippet om ligebehandling, for saa vidt angaar udbetaling af de paagaeldende tillaeg, finder anvendelse, at det godtgoeres, at saadanne personer rent faktisk forsoerges af den ydelsesberettigede.

17 Det foelger heraf, at selv om medlemsstaterne frit kan fastsaette vilkaarene for, hvornaar der skal foreligge en ret til forhoejede sociale sikringsydelser, er det dog en forudsaetning, at ligebehandlingsprincippet i direktivets artikel 4, stk. 1, fuldt ud overholdes.

18 Det bemaerkes endvidere, at Domstolen i dommen af 24. marts 1987, jf. ovenfor, fastslog, at i mangel af foranstaltninger til gennemfoerelse af direktivets artikel 4, stk. 1, har kvinder krav paa at blive behandlet paa samme vilkaar som maend, der opfylder de samme betingelser, og at kvinders forhold, saa laenge direktivet ikke er blevet gennemfoert, udelukkende er reguleret af dette princip.

19 De relevante regler i det foreliggende tilfaelde er dem, der har vaeret gaeldende for gifte maend, som har modtaget arbejdsloeshedsydelser eller andre ydelser i den omtvistede periode, og hvis hustruer ikke rent faktisk blev forsoerget af dem. Dette indebaerer, at for det tilfaelde, at gifte maend fra den 23. december 1984 uden videre har faaet tilkendt forsoergertillaeg for personer, som de forudsaettes at have forsoerget, uden at de har skullet godtgoere, at disse personer rent faktisk blev forsoerget af dem, havde gifte kvinder i samme situation som saadanne maend ligeledes ret til saadanne tillaeg, uden at det har kunnet kraeves, at kun gifte kvinder skulle opfylde yderligere betingelser.

20 Den irske regering har gjort gaeldende, at en anerkendelse af en saadan ret for gifte kvinder under visse omstaendigheder vil kunne medfoere, at de samme tillaeg til de samme familier udbetales to gange, navnlig saafremt begge aegtefaeller i den omtvistede periode har oppebaaret sociale sikringsydelser. Saadanne udbetalinger ville efter den irske regerings opfattelse aabenbart vaere ganske uantagelige og stride mod princippet i national ret om forbud mod ugrundet berigelse.

21 Saafremt man lagde til grund, at dette forbud kunne paaberaabes, ville de nationale myndigheder paa grundlag af deres egen retsstridige handlemaade kunne forhindre, at direktivets artikel 4, stk. 1, fik fuld retsvirkning.

22 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at gifte maend efter udloebet af fristen for at gennemfoere direktivet uden videre har faaet tilkendt forhoejede sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for aegtefaeller og boern, som de forudsaettes at have forsoerget, uden at de har skullet godtgoere, at disse personer rent faktisk er blevet forsoerget af dem, har gifte kvinder uden faktiske familiemaessige forsoergerbyrder krav paa de samme tillaeg, ogsaa selv om dette under visse omstaendigheder kan medfoere, at tillaeggene udbetales to gange.

Spoergsmaal 2

23 Som det fremgaar af spoergsmaalets affattelse, oenskes det med Supreme Court' s andet spoergsmaal i det vaesentlige afgjort, hvorvidt direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at en medlemsstat i en lovgivning til gennemfoerelse af artikel 4, der er vedtaget efter udloebet af den i direktivet fastsatte frist, har indsat en overgangsbestemmelse om udbetaling af kompensationstilskud til gifte maend, som ikke laengere er berettiget en forhoejelse af deres sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for en aegtefaelle, som de forudsaettes at have forsoerget, fordi det ikke kan godtgoeres, at der rent faktisk foreligger en forsoergerbyrde, har gifte kvinder, der opfylder de samme familiemaessige betingelser, krav paa de samme ydelser, ogsaa selv om dette strider mod et princip i national ret om forbud mod ugrundet berigelse.

24 Det bemaerkes, at direktivet ikke indeholder nogen undtagelse fra ligebehandlingsprincippet i artikel 4, stk. 1, der kan begrunde en opretholdelse af en forskelsbehandling, som bestod ifoelge tidligere gaeldende national lovgivning. Det foelger heraf, at en medlemsstat ikke efter den 23. december 1984 lovligt har kunnet opretholde en forskelsbehandling, der beror paa, at ydelsesvilkaarene er de samme som foer den naevnte dato. Det goer herved ingen forskel, at en saadan forskelsbehandling foelger af overgangsbestemmelser (jf. dom af 8.3.1988, sag 80/87, Dik, Sml. s. 1601).

25 Det bemaerkes endvidere, at for sent udstedte nationale gennemfoerelsesbestemmelser fuldt ud skal tage hensyn til de rettigheder, som artikel 4, stk. 1, tillaegger medlemsstaternes retsundergivne, med virkning fra udloebet af den frist, medlemsstaterne havde til at gennemfoere direktivet (jf. den naevnte dom af 8.3.1988).

26 Som Domstolen allerede har bemaerket i forbindelse med besvarelsen af det foerste spoergsmaal, ville de nationale myndigheder - saafremt de kunne paaberaabe sig princippet i national ret om forbud mod ugrundet berigelse - paa grundlag af deres egen retsstridige handlemaade kunne forhindre, at direktivets artikel 4, stk. 1, fik fuld retsvirkning.

27 Det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at en medlemsstat i en lovgivning til gennemfoerelse af artikel 4, der er vedtaget efter udloebet af den i direktivet fastsatte frist, har indsat en overgangsbestemmelse om udbetaling af kompensationstilskud til gifte maend, som ikke laengere er berettiget til en forhoejelse af deres sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for en aegtefaelle, som de forudsaettes at have forsoerget, fordi det ikke kan godtgoeres, at der rent faktisk foreligger en forsoergerbyrde, har gifte kvinder, der opfylder de samme familiemaessige betingelser, krav paa de samme ydelser, ogsaa selv om dette strider mod et princip i national ret om forbud mod ugrundet berigelse.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af den irske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Irlands Supreme Court ved kendelse af 27. juli 1989, for ret:

1) Artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at gifte maend efter udloebet af fristen for at gennemfoere direktivet uden videre har faaet tilkendt forhoejede sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for aegtefaeller og boern, som de forudsaettes at have forsoerget, uden at de har skullet godtgoere, at disse personer rent faktisk er blevet forsoerget af dem, har gifte kvinder uden faktiske familiemaessige forsoergerbyrder krav paa de samme tillaeg, ogsaa selv om dette under visse omstaendigheder kan medfoere, at tillaeggene udbetales to gange.

2) Artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 skal fortolkes saaledes, at for det tilfaelde, at en medlemsstat i en lovgivning til gennemfoerelse af artikel 4, der er vedtaget efter udloebet af den i direktivet fastsatte frist, har indsat en overgangsbestemmelse om udbetaling af kompensationstilskud til gifte maend, som ikke laengere er berettiget til en forhoejelse af deres sociale sikringsydelser i form af forsoergertillaeg for en aegtefaelle, som de forudsaettes at have forsoerget, fordi det ikke kan godtgoeres, at der rent faktisk foreligger en forsoergerbyrde, har gifte kvinder, der opfylder de samme familiemaessige betingelser, krav paa de samme ydelser, ogsaa selv om dette strider mod et princip i national ret om forbud mod ugrundet berigelse.