61989J0369

++++

Tilnaermelse af lovgivninger - maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler - direktiv 79/112 - medlemsstaternes pligt til at forbyde handel med produkter uden maerkning paa et for koeberen let forstaaeligt sprog - raekkevidde - mere vidtgaaende forskrifter end naevnte pligt - ulovlige - tilsidesaettelse af Traktatens artikel 30

(EOEF-Traktaten, art. 30; Raadets direktiv 79/112, art. 14)

Artikel 14 i direktiv 79/112 om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at forbyde handel med disse produkter paa deres omraade, saafremt visse oplysninger "ikke er anfoert paa et for koeberen let forstaaeligt sprog, medmindre oplysningerne meddeles koeberen paa anden maade", indeholder alene et forbud mod handel med produkter, hvis maerkning ikke er let forstaaelig for koeberen, hvorimod den ikke stiller krav om anvendelse af et bestemt sprog.

En national ordning er mere vidtgaaende end kravene i den naevnte bestemmelse, saafremt den dels kraever mere end anvendelsen af et let forstaaeligt sprog, f.eks. alene anvendelse af sproget i det sprogomraade, hvor produkterne saelges, dels ikke giver mulighed for at sikre forbrugeroplysning paa anden maade.

Et krav om udelukkende at anvende sprogomraadets sprog udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der er omfattet af forbuddet efter Traktatens artikel 30.

1 Ved kendelse af 5. december 1989, indgaaet til Domstolen den 8. december s.aa., har Rechtbank van koophandel, Leuven (Belgien), i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 30 og af artikel 14 i Raadets direktiv 79/112/EOEF af 18. december 1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler (EFT L 33, s. 1).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag anlagt af Groupement des Producteurs, Importateurs et Agents généraux d' Eaux minérales étrangères (sammenslutning af producenter og importoerer af samt generalagenter for udenlandsk mineralvand) (Piageme), Société générale des Grandes Sources et Eaux minérales françaises (SGGSEMF) og selskaberne Evian, Apollinaris og Vittel (herefter benaevnt "sagsoegerne i hovedsagen"), som importerer og forhandler forskellige mineralvandsmaerker i Belgien, mod selskabet Peeters, der har hjemsted i den flamsktalende del af Belgien, hvor det forhandler mineralvand i flasker, hvis etiketter kun er affattet paa fransk eller tysk.

3 Da sagsoegerne i hovedsagen fandt, at Peeters herved paafoerte dem skade, anlagde de sag ved Rechtbank van koophandel, Leuven, og gjorde gaeldende, at artikel 10 i kongelig anordning af 2. oktober 1980, der er afloest af artikel 11 i kongelig anordning af 13. november 1986 (Moniteur belge af 2.12.1986, s. 16317), som er udstedt til gennemfoerelse i belgisk ret af ovennaevnte direktiv 79/112, bestemmer, at de foreskrevne oplysninger i det mindste skal vaere affattet paa det eller de sprog, der tales i det sprogomraade, hvor de paagaeldende levnedsmidler udbydes til salg.

4 Peeters gjorde gaeldende, at de belgiske bestemmelser er i strid med EOEF-Traktatens artikel 30 samt med artikel 14 i ovennaevnte direktiv, hvorefter de paagaeldende oplysninger skal anfoeres "paa et for koeberen let forstaaeligt sprog, medmindre oplysningerne meddeles koeberen paa anden maade". Paa baggrund heraf har Rechtbank van koophandel, Leuven, udsat sagen og anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"Er artikel 10 i kongelig anordning af 2. oktober 1980, nu artikel 11 i kongelig anordning af 13. november 1986, forenelig med EOEF-Traktatens artikel 30 og med artikel 14 i direktiv 79/112/EOEF af 18. december 1978?"

5 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de retsregler, der finder anvendelse, samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse elementer omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Domstolens kompetence

6 Sagsoegerne i hovedsagen har anfaegtet Domstolens kompetence og til stoette herfor fremsat to anbringender. For det foerste har de anfoert, at Domstolen ikke har kompetence til at afgoere, om nationale bestemmelser er forenelige med faellesskabsretten, og derfor heller ikke til at besvare det af den nationale ret forelagte spoergsmaal. For det andet er det praejudicielle spoergsmaal ifoelge sagsoegerne i hovedsagen unoedvendigt.

7 Med hensyn til det foerste anbringende bemaerkes, at Domstolen efter fast praksis under en sag i medfoer af Traktatens artikel 177 er afskaaret fra at udtale sig om, hvorvidt nationale regler er forenelige med faellesskabsretten, men har kompetence til at forsyne den nationale retsinstans med alle de fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, som giver den mulighed for med henblik paa sin afgoerelse af hovedsagen at bedoemme, om reglerne er forenelige med faellesskabsretten (jf. eksempelvis dom af 21.11.1990, sag C-373/89, Caisse d' assurances sociales pour travailleurs indépendants "Integrity", Sml. I, s. 4243, praemis 9).

8 Med det praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige afgjort, om EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 14 i ovennaevnte direktiv 79/112 er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning stiller krav om anvendelse af sproget i det sprogomraade, hvor levnedsmidlerne saelges, og ikke tillader anvendt et andet, for koeberne let forstaaeligt sprog, og heller ikke goer nogen undtagelse i situationer, hvor oplysningerne meddeles koeberen paa anden maade.

9 Som det andet anbringende har sagsoegerne i hovedsagen anfoert, at sagen for den nationale ret ikke vedroerer spoergsmaalet, om der i de belgiske bestemmelser skal indsaettes en undtagelsesordning, der anerkender koeberoplysning paa anden maade end ved en etiket paa det sprog, der tales i omraadet, men derimod, om saadanne oplysninger, forudsat at den naevnte ordning fandtes, kan formidles effektivt paa anden maade. Sagen vedroerer saaledes et bevisspoergsmaal, som kun den nationale ret og ikke Domstolen kan tage stilling til, hvorfor det forelagte spoergsmaal er unoedvendigt ved afgoerelsen af hovedsagen.

10 Det bemaerkes blot, at ifoelge Domstolens faste praksis tilkommer det alene de nationale retter, som behandler tvisten, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, at vurdere - under hensyn til hver enkelt sags saeregenheder - baade noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse for at kunne afsige dom og relevansen af de spoergsmaal, som de forelaegger Domstolen. Naar de af de nationale retter forelagte spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at traeffe afgoerelse herom (dom af 8.11.1990, Gmurzynska, sag C-231/89, Sml. I, s. 4003, praemis 20).

Det praejudicielle spoergsmaal

11 Sagsoegerne i hovedsagen har anfoert, at pligten til at foretage maerkningen paa sproget i det sprogomraade, hvor produkterne udbydes til salg, maa anses for et hensigtsmaessigt middel til at opfylde direktivets formaal, nemlig at sikre forbrugeren noejagtige oplysninger om de solgte produkter samt opnaa den fornoedne retssikkerhed, naar der i et bestemt omraade tales forskellige sprog; sagsoegerne i hovedsagen har understreget, at medlemsstaterne ifoelge direktivets artikel 14 er forpligtet til at forbyde handel med produkter, hvis maerkning ikke er i overensstemmelse med reglerne, hvilket er noget andet og mere end en pligt til at acceptere maerkning, der er let at forstaa for koeberen.

12 Det skal i denne forbindelse fremhaeves, at den pligt, der paahviler medlemsstaterne ifoelge direktivets artikel 14, bestaar i "at forbyde handel ... paa deres omraade" med disse produkter, saafremt de foreskrevne oplysninger "ikke er anfoert paa et for koeberen let forstaaeligt sprog, medmindre oplysningerne meddeles koeberen paa anden maade".

13 Direktivet indeholder saaledes alene et forbud mod handel med produkter, hvis maerkning ikke er let forstaaelig for koeberen, hvorimod der ikke stilles krav om anvendelse af et bestemt sprog.

14 Saafremt der anlaegges en objektiv fortolkning, er artikel 14 ikke til hinder for nationale regler, som i forbrugeroplysningen kun tillader anvendelse af det eller de sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne saelges, forudsat at koeberne ved denne ordning har let ved at forstaa de paa produkterne anfoerte oplysninger. Sproget i det paagaeldende sprogomraade er netop det sprog, der er lettest forstaaeligt.

15 En saadan fortolkning af artikel 14 tager imidlertid ikke hensyn til direktivets formaal. Det fremgaar saaledes af de tre foerste betragtninger, at direktiv 79/112 navnlig skal afskaffe de forskelle mellem de nationale bestemmelser, som kan hindre de frie varebevaegelser. Under hensyntagen til dette formaal bestemmer artikel 14 blot, at der skal anvendes et for koeberen let forstaaeligt sprog, og tillader i oevrigt, at levnedsmidler kan indfoeres til en medlemsstats omraade, selv om de foreskrevne oplysninger ikke er anfoert paa et let forstaaeligt sprog, saafremt "oplysningerne meddeles koeberen paa anden maade".

16 Det fremgaar heraf, at saafremt der kraeves mere end anvendelsen af et let forstaaeligt sprog, f.eks. at alene sprogomraadets sprog maa anvendes, og det endvidere ikke anerkendes, at forbrugeroplysninger kan meddeles paa anden maade, er dette mere vidtgaaende end de i direktivet fastsatte krav. Pligten til udelukkende at anvende sprogomraadets sprog udgoer i saa fald en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, der er omfattet af forbuddet efter Traktatens artikel 30.

17 Det af den nationale ret forelagte spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 14 i Raadets direktiv 79/112 er til hinder for, at der i henhold til nationale regler udelukkende skal anvendes et bestemt sprog ved maerkning af levnedsmidler, uden at der gives mulighed for anvendelse af et andet sprog, der let forstaas af koeberne, eller for, at koeberne sikres de noedvendige oplysninger paa anden maade.

Sagens omkostninger

18 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, som Rechtbank van koophandel, Leuven, har forelagt ved kendelse af 5. december 1989, for ret:

EOEF-Traktatens artikel 30 og artikel 14 i Raadets direktiv 79/112/EOEF af 18. december 1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler er til hinder for, at der i henhold til nationale regler udelukkende skal anvendes et bestemt sprog ved maerkning af levnedsmidler, uden at der gives mulighed for anvendelse af et andet sprog, der let forstaas af koeberne, eller for, at koeberne sikres de noedvendige oplysninger paa anden maade.