61989J0361

++++

1. Tilnaermelse af lovgivninger - forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgaaet uden for fast forretningssted - direktiv 85/577 - beskyttet forbruger - begreb - erhvervsdrivende, der uanmodet opsoeges med henblik paa indgaaelse af en annonceringsaftale i forbindelse med salg af sin virksomhed - ikke omfattet

(Raadets direktiv 85/577, art. 2)

2. Tilnaermelse af lovgivninger - forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgaaet uden for fast forretningssted - direktiv 85/577 - national lovgivning, der udstraekker beskyttelsen i henhold til direktivet til erhvervsdrivende - tilladt

(Raadets direktiv 85/577, art. 8)

1. En erhvervsdrivende, der uanmodet opsoeges med henblik paa indgaaelse af en annonceringsaftale i forbindelse med salg af sin virksomhed, kan ikke anses for en forbruger, der er beskyttet af Raadets direktiv 85/577 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgaaet uden for fast forretningssted.

Det fremgaar af direktivets artikel 2, at kriteriet for, om det finder anvendelse, er, at der er en sammenhaeng mellem den retshandel, som indgaas ved doersalg, og den erhvervsdrivendes virkefelt. Den erhvervsdrivende kan saaledes kun paaberaabe sig direktivet, hvis retshandlen falder uden for omraadet for hans erhvervsmaessige virkefelt. Forberedelser med henblik paa salg af en virksomhed falder inden for den erhvervsdrivendes erhvervsmaessige virkefelt. Selv om forberedelserne kan foere til, at den erhvervsdrivende ophoerer med sin virksomhed, er der tale om forretningsmaessige dispositioner med et andet formaal end at tilfredsstille den erhvervsdrivendes familiemaessige eller personlige behov.

2. Direktiv 85/577 er ikke til hinder for, at beskyttelsen i henhold til dette ved national lovgivning om doersalg udstraekkes til ogsaa at omfatte erhvervsdrivende, naar disse traeffer dispositioner med henblik paa salg af deres virksomhed.

Direktivets artikel 8, hvorefter medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde endnu gunstigere forbrugerbeskyttende bestemmelser paa det af direktivet omfattede omraade, kan ikke fortolkes saaledes, at direktivet forbyder medlemsstaterne at traeffe foranstaltninger paa et omraade, der ikke er omfattet heraf, som f.eks. beskyttelsen af erhvervsdrivende.

1 Ved dom af 17. november 1989, indgaaet til Domstolen den 29. november s.aa., har Cour d' appel de Paris i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 85/577/EOEF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgaaet uden for fast forretningssted (EFT L 372, s. 31 - herefter benaevnt "direktivet").

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en straffesag mod Di Pinto for overtraedelse af den franske lov nr. 72-1137 af 22. december 1972 (loi relative à la protection des consommateurs en matière de démarchage et de vente à domicile (JORF af 23.12.1972)) om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med doersalg (herefter benaevnt "doersalgsloven"). I overensstemmelse med direktivet fremgaar det af loven, at forbrugeren ved doersalg kan traede tilbage fra aftalen inden for en frist paa syv dage, og at denne ret skal naevnes i aftalen.

3 Di Pinto er direktoer for SARL Groupement de l' immobilier et du fonds de commerce, der udgiver et periodisk tidsskrift med titlen "GI commerce. Le partenaire du commerçant et de la franchise", hvori der optages annoncer om salg af virksomheder. Di Pinto' s repraesentanter opsoeger med henblik paa at indgaa aftaler om annoncering erhvervsdrivende, der ved en indledende telefonisk henvendelse har givet udtryk for, at de vil saelge deres virksomhed, enten paa deres bopael eller i virksomheden.

4 Di Pinto blev ved dom afsagt den 28. marts 1989 af Tribunal de grande instance de Paris, idoemt en betinget straf af faengsel i et aar og en boede paa 15 000 FF ved i juli 1985 og i 1986 og 1987 at have overtraadt doersalgsloven. Selv om det i henhold til denne lovs artikel 4 er forbudt den, der indgaar aftale uden for fast forretningssted, at modtage kontant betaling foer udloebet af fortrydelsesfristen paa syv dage, indgik Di Pinto' s repraesentanter ved doersalg aftale om oejeblikkelig betaling af ydelsens pris, der androg fra 3 000 til 30 000 FF afhaengig af annoncens stoerrelse. Endvidere indeholdt aftalerne ikke oplysninger om forbrugerens ret til at traede tilbage inden for fortrydelsesfristen.

5 Di Pinto og anklagemyndigheden indbragte den 4. april 1989 denne dom for Cour d' appel de Paris. Cour d' appel stadfaestede ved udeblivelsesdom af 7. juli 1989 den indankede dom, for saa vidt angaar skyldsspoergsmaalet, og idoemte Di Pinto en ubetinget straf af faengsel i et aar og en boede paa 15 000 FF. Di Pinto begaerede den 11. juli 1989 sagen genoptaget.

6 Di Pinto har under sagen gjort gaeldende, at i modsaetning til hvad Frankrigs Cour de cassation har fastslaaet i flere tilfaelde, er erhvervsdrivende, der opsoeges med henblik paa salg af deres virksomhed, ikke omfattet af beskyttelsen i henhold til doersalgsloven, og hvis det forholder sig anderledes, er loven i strid med direktivet.

7 Den franske doersalgslov finder i henhold til artikel 1 principielt anvendelse paa:

"Den, der uanmodet retter henvendelse eller lader andre rette henvendelse til en fysisk person paa dennes bopael eller arbejdsplads med henblik paa at indgaa aftaler om salg eller udlejning, herunder udlejning, hvor ejendomsretten senere kan overgaa til lejeren, af formuegenstande eller udfoerelse af tjenesteydelser."

8 Efter artikel 8, afsnit I, litra e), undtages fra lovens anvendelsesomraade:

"salg eller udlejning, herunder udlejning, hvor ejendomsretten senere kan overgaa til lejeren, af formuegenstande eller tjenesteydelser, naar disse tilbydes til anvendelse i en landbrugsbedrift, en industri- eller handelsvirksomhed eller i anden erhvervsmaessig virksomhed".

9 Det fremgaar af direktivets artikel 1, at det gaelder for:

"aftaler indgaaet mellem en erhvervsdrivende, der leverer varer eller tjenesteydelser, og en forbruger:

...

- i forbindelse med den erhvervsdrivendes besoeg:

i) hos forbrugeren eller en anden forbruger

ii) paa forbrugerens arbejdsplads

saafremt besoeget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren".

10 Ifoelge artikel 2 forstaas ved:

"- 'forbruger' en fysisk person, der ved en retshandel, som er omfattet af dette direktiv, optraeder med et formaal, der maa anses at ligge uden for hans erhvervsmaessige virkefelt

- 'erhvervsdrivende' en fysisk eller juridisk person, der ved indgaaelsen af den paagaeldende retshandel optraeder i sin egenskab af handlende eller erhvervsdrivende, samt enhver anden person, der optraeder i en erhvervsdrivendes navn eller for dennes regning".

11 Medlemsstaterne skulle i henhold til artikel 9 traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet inden den 23. december 1987.

12 Cour d' appel de Paris fandt, at der var tvivl om fortolkningen af direktivet, og har forelagt Domstolen foelgende to praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er en erhvervsdrivende, der uanmodet opsoeges paa sin bopael med henblik paa salg af sin virksomhed, omfattet af reglerne om forbrugerbeskyttelse i Raadets direktiv af 20. december 1985?

2) Er artikel 8, afsnit I, litra e), i loven af 22. december 1972 forenelig med naevnte direktiv og andre faellesskabsretsakter om beskyttelse af forbrugerne mod doersalg?"

13 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

14 Cour d' appel de Paris oensker med det foerste spoergsmaal i det vaesentlige oplyst, om en erhvervsdrivende, der uanmodet opsoeges med henblik paa indgaaelse af en annonceringsaftale i forbindelse med salg af sin virksomhed, skal anses for forbruger i direktivets forstand.

15 Domstolen skal herved henvise til direktivets artikel 2. Det fremgaar af denne bestemmelse, at kriteriet for, om direktivet finder anvendelse, er, at der er en sammenhaeng mellem den retshandel, som indgaas ved doersalg, og den erhvervsdrivendes virkefelt. Den erhvervsdrivende kan saaledes kun paaberaabe sig direktivet, hvis retshandlen falder uden for omraadet for hans erhvervsmaessige virkefelt. Hvad angaar retshandler inden for rammerne af dette erhvervsmaessige virkefelt, kan der ikke med stoette i artikel 2, der er affattet generelt, opstilles en sondring mellem almindeligt forekommende retshandler og mere specielle retshandler.

16 Forberedelser med henblik paa salg af en virksomhed - som f.eks. indgaaelse af en aftale om annoncering i et periodisk tidsskrift - falder inden for den erhvervsdrivendes erhvervsmaessige virkefelt. Selv om forberedelserne kan foere til, at den erhvervsdrivende ophoerer med sin virksomhed, er der tale om forretningsmaessige dispositioner med et andet formaal end at tilfredsstille den erhvervsdrivendes familiemaessige eller personlige behov.

17 Kommissionen har gjort gaeldende, at direktivet finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde, og har anfoert, at en erhvervsdrivende er lige saa uforberedt som en almindelig forbruger, naar han opsoeges med henblik paa salg af sin virksomhed. Den erhvervsdrivende boer derfor ogsaa vaere beskyttet i henhold til direktivet.

18 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Det maa forudsaettes, at en normalt kyndig erhvervsdrivende er bekendt med virksomhedens vaerdi og prisen for de dispositioner, som et salg medfoerer, saaledes at en mulig aftale ikke indgaas uovervejet og alene paa grund af overraskelsesmomentet.

19 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at en erhvervsdrivende, der uanmodet opsoeges med henblik paa indgaaelse af en annonceringsaftale i forbindelse med salg af sin virksomhed, ikke kan anses for en forbruger, der er beskyttet af direktiv 85/577.

Det andet praejudicielle spoergsmaal

20 Cour d' appel de Paris oensker med det andet spoergsmaal i det vaesentlige oplyst, om naevnte direktiv er til hinder for, at beskyttelsen i henhold til dette ved national lovgivning om doersalg udstraekkes til ogsaa at omfatte erhvervsdrivende, naar disse traeffer dispositioner med henblik paa salg af deres virksomhed.

21 Det bemaerkes i denne forbindelse, at i henhold til direktivets artikel 8 er det "ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder endnu gunstigere forbrugerbeskyttende bestemmelser paa det af direktivet omfattede omraade".

22 Formaalet med denne bestemmelse er at fastlaegge medlemsstaternes rettigheder paa det omraade, der er omfattet af direktivet, dvs. forbrugerbeskyttelse. Direktivet kan derfor ikke fortolkes saaledes, at det forbyder medlemsstaterne at traeffe foranstaltninger paa et omraade, der ikke er omfattet heraf, som f.eks. beskyttelsen af erhvervsdrivende.

23 Det andet praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at direktivet ikke er til hinder for, at beskyttelsen i henhold til dette ved national lovgivning om doersalg udstraekkes til ogsaa at omfatte erhvervsdrivende, naar disse traeffer dispositioner med henblik paa salg af deres virksomhed.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, som Cour d' appel de Paris har forelagt ved dom af 17. november 1989, for ret:

1) En erhvervsdrivende, der uanmodet opsoeges med henblik paa indgaaelse af en annonceringsaftale i forbindelse med salg af sin virksomhed, kan ikke anses for en forbruger, der er beskyttet af Raadets direktiv 85/577/EOEF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgaaet uden for fast forretningssted.

2) Direktivet er ikke til hinder for, at beskyttelsen i henhold til dette ved national lovgivning om doersalg udstraekkes til ogsaa at omfatte erhvervsdrivende, naar disse traeffer dispositioner med henblik paa salg af deres virksomhed.