61989J0307

++++

1. Vandrende arbejdstageres sociale sikring - ligebehandling - national ordning, der for udbetaling til pensionsberettigede statsborgere fra andre medlemsstater af en supplerende ydelse stiller den dobbelte betingelse, at der med disse stater er indgaaet en international konvention om gensidighed, samt at de pensionsberettigede forudgaaende har haft bopael paa statens omraade - ulovlighed

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 3, stk. 1)

2. Medlemsstater - forpligtelser - tilsidesaettelse - opretholdelse af en national ordning, som er uforenelig med faellesskabsretten - berettigelse i form af bestaaende administrativ praksis, som sikrer anvendelse af faellesskabsretten - ulovlighed

1. Det er en tilsidesaettelse af de forpligtelser, der foelger af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, at en medlemsstat opretholder en national ordning, som er uforenelig med det i denne artikel fastslaaede princip om ligebehandling, for saa vidt den stiller den dobbelte betingelse for udbetaling af supplerende ydelser, som skal forhoeje pensioner henhoerende under den sociale sikring, til statsborgere i medlemsstater, som er omfattet af forordningens bestemmelser, og som bor paa dens omraade, dels at der med disse stater er indgaaet en international konvention om gensidighed, og dels at den paagaeldende forud har vaeret bosat paa dens omraade.

2. Opretholdelse af nationale bestemmelser, som i sig selv er uforenelige med faellesskabsretten, selv om den paagaeldende medlemsstat handler i overensstemmelse med denne ret, skaber en faktisk, tvetydig situation derved, at der for de omhandlede personer opretholdes en usikkerhed med hensyn til deres muligheder for at paaberaabe sig faellesskabsretten, idet denne usikkerhed kun kan oeges, naar de rent administrative instrukser, i henhold til hvilke den nationale lov ikke skal anvendes, er interne. Den udgoer derfor en tilsidesaettelse af de forpligtelser, som foelger af Traktaten.

1 Ved staevning indleveret paa Domstolens Justitskontor den 8. oktober 1989 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i henhold til EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det statueres, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 (EFT L 230, s. 6), herefter benaevnt "forordningen"], idet den for statsborgere fra andre medlemsstater end Frankrig, som er omfattet af forordningen og bosiddende i Frankrig samt ydelsesberettigede i henhold til en fransk social sikringsordning, jf. herved artikel L 815-2 og L 815-3 i den nye franske lov om social sikring, stiller den dobbelte betingelse, dels at der er indgaaet international overenskomst om gensidighed, og dels at de paagaeldende forud har vaeret bosat paa fransk omraade.

2 Artiklerne L 815-2 og L 815-3 i den nye franske lov om social sikring (herefter benaevnt "CSS") definerer, hvilke personer med fransk statsborgerskab der har ret til den supplerende ydelse fra Fonds national de solidarité (herefter benaevnt "FNS"). Denne ydelse er fastsat i kapitel V i afsnit I, "Ydelser til aeldre", i lovens bog VIII. I henhold til artikel L 815-1 er FNS blevet indfoert med det formaal at fremme en almindelig politik til beskyttelse af aeldre ved forbedring af pensioner, renter og ydelser ved alderdom.

3 Artikel L 815-2 paalaegger de beroerte en forpligtelse til at have haft bopael i Frankrig i en bestemt periode og paa bestemte betingelser, som fastsaettes ved dekret. Artikel L 815-5 praeciserer, at den supplerende ydelse kun udbetales til udlaendinge, saafremt der er indgaaet internationale konventioner om gensidighed.

4 Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning.

5 Ifoelge samme forordnings artikel 4, stk. 1, finder denne anvendelse paa enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der blandt andre ydelser vedroerer ydelser ved invaliditet og ved alderdom. Denne artikels stk. 4 bestemmer, at forordningen ikke finder anvendelse paa social forsorg.

6 Ved skrivelse af 4. december 1985 opfordrede Kommissionen den franske regering til at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende foreneligheden af de ovenfor gengivne bestemmelser i CSS med faellesskabsretten. Ved skrivelse af 7. marts 1986 bestred de franske myndigheder, at tillaegsydelsen er omfattet af forordning nr. 1408/71 under henvisning til, at denne ydelse var en social forsorgsydelse.

7 Kommissionen fremsatte en begrundet udtalelse i henhold til EOEF-Traktatens artikel 169 den 14. oktober 1987 og opfordrede den franske regering til at efterkomme den inden for en frist paa 30 dage. Ved skrivelser af 26. november 1987 og af 6. juni 1988 underrettede de franske myndigheder Kommissionen om, dels at det ikke laengere var en betingelse for udbetaling af en supplerende ydelse, at der fandtes en international konvention om gensidighed for borgere i andre medlemsstater, og dels at de gennemfoerelsesdekreter, som naevnes i CSS' artikel L 815-2, aldrig var blevet udstedt.

8 Da den franske regering ikke har meddelt Kommissionen, hvilke lovgivningsmaessige foranstaltninger der er truffet for at bringe det haevdede traktatbrud til ophoer, har Kommissionen anlagt denne sag.

9 Med hensyn til sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

10 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at en lovgivning som den foreliggende er omfattet af den sociale sikringsordning i den i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning, idet den giver ret til supplerende ydelser, som har til formaal at forhoeje de pensioner, der hoerer til den sociale sikring, uden at der er tale om nogen vurdering af behov og individuelle forhold, som er karakteristisk for forsorg.

11 Dernaest bemaerkes, at artikel L 815-2 og L 815-5 i CSS er uforenelige med ligebehandlingsprincippet, som er fastslaaet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, for saa vidt de stiller den dobbelte betingelse for udbetaling af de paagaeldende ydelser til statsborgere fra andre medlemsstater, som er bosiddende i Frankrig, dels at der mellem disse stater og Frankrig er indgaaet internationale konventioner om gensidighed, og dels at den paagaeldende forud har vaeret bosat paa Den Franske Republiks omraade.

12 Det fremgaar af sagen, at den franske regering ikke laengere bestrider, at den paagaeldende lovgivning er uforenelig med faellesskabsretten. Den goer dog gaeldende, at ifoelge det ministerielle cirkulaere nr. 1370 af 5. november 1987 og efter en instruks fra ministeriet til forvaltningsorganerne anvendes CSS' artikel L 815-5 i praksis ikke laengere paa faellesskabsstatsborgere, og at CSS' artikel L 815-2 faktisk fortsat ikke finder anvendelse, fordi der ikke foreligger gennemfoerelsesdekreter.

13 Hertil bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at opretholdelsen af nationale bestemmelser, som i sig selv er uforenelige med faellesskabsretten, selv om den paagaeldende medlemsstat handler i overensstemmelse med denne ret, skaber en faktisk, tvetydig situation derved, at der for de omhandlede personer opretholdes en usikkerhed med hensyn til deres muligheder for at paaberaabe sig faellesskabsretten. Denne usikkerhed kan kun oeges, naar de rent administrative instrukser, i henhold til hvilke den nationale lov ikke skulle anvendes, er interne (se dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 359, praemis 41 og 42).

14 Det maa derfor fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning nr. 1408/71, idet den for statsborgere fra andre medlemsstater, som er bosiddende i Frankrig og er omfattet af den naevnte forordning, stiller den dobbelte betingelse for at opnaa sociale sikringsydelser i henhold til artikel L 815-2 og L 815-3 i den nye franske lov om social sikring, dels at der med disse stater er indgaaet en international overenskomst om gensidighed, og dels at de paagaeldende forud har vaeret bosat paa fransk omraade.

Sagens omkostninger

15 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger. Da Den Franske Republik har tabt sagen, paalaegges den at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, idet den for statsborgere fra andre medlemsstater, som er bosiddende i Frankrig og er omfattet af naevnte forordning, stiller den dobbelte betingelse for at opnaa sociale sikringsydelser i henhold til artikel L 815-2 og L 815-3 i den nye franske lov om social sikring, dels at der med disse stater er indgaaet en international overenskomst om gensidighed, og dels at de paagaeldende forud har vaeret bosat paa fransk omraade.

2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.