61989J0241

++++

1. Tilnaermelse af lovgivning - maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler - direktiv 79/112 - nationalt forbud mod enhver angivelse af sukker i maerkning af syntetiske soedemidler - ulovligt

(Raadets direktiv 79/112)

2. Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - nationalt forbud mod enhver angivelse af sukker i reklame for syntetiske soedemidler - ulovligt

(EOEF-Traktaten, art. 30 og 36)

1. Raadets direktiv 79/112/EOEF om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler, navnlig artiklerne 2 og 15, skal fortolkes saaledes, at direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, der finder anvendelse paa saavel nationale som importerede produkter, og hvorefter enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, er forbudt i maerkningen af syntetiske soedemidler, skoent syntetiske soedemidler har samme egenskaber.

2. EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for nationale bestemmelser, der finder anvendelse paa importerede produkter, og hvorefter enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, er forbudt i reklamer for syntetiske soedemidler, skoent de syntetiske soedemidler har samme egenskaber.

1 Ved dom af 5. juli 1989, indgaaet til Domstolen den 1. august s.aa., har Tribunal de grande instance de Paris i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktatens artikel 30, for at kunne afgoere, om den franske lovgivning vedroerende maerkning af og praesentationsmaader samt reklame for syntetiske soedemidler er forenelig hermed.

2 Den omtvistede bestemmelse findes i artikel 10, stk. 1, i lov nr. 88-14 af 5. januar 1988 om anerkendte forbrugersammenslutningers soegsmaalskompetence samt om forbrugeroplysning. Ifoelge denne bestemmelse er enhver oplysning, der kan vaekke forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi samt enhver anvendelse af ordet sukker, forbudt i maerkningen af soedestoffer, der har en stoerre soedeevne end sukker uden at have samme naeringsvaerdi, i maerkningen af levnedsmidler, der indeholder saadanne stoffer, samt i forbindelse med salg, praesentation eller forbrugerinformation vedroerende saadanne stoffer eller levnedsmidler. Betegnelser og fabriksmaerker for soedemidler, som laegemiddelsektoren har bragt i handelen inden den 1. december 1987 kan imidlertid fortsat anvendes. Disse bestemmelser suppleres af anordning af 11. marts 1988 om aendring af anordning af 20. juli 1987 om diaet- og slankeprodukter.

3 Det af Tribunal de grande instance de Paris forelagte spoergsmaal er rejst under en sag mellem SARPP, Société d' application et de recherches en pharmacologie et phytothérapie (herefter benaevnt "SARPP") og Chambre syndicale des raffineurs et conditionneurs de sucre de France (herefter benaevnt "Chambre syndicale") og en raekke virksomheder, der importerer eller forhandler syntetiske soedemidler i Frankrig.

4 Ved afgoerelse af 5. januar 1989 besluttede formanden for Tribunal de grande instance de Nantes, paa Chambre syndicale' s begaering, at de produkter, SARPP markedsfoerte under varemaerket "Sucrandel", hvis emballage ikke var i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i lov nr. 88-14, skulle traekkes tilbage fra markedet. Herefter anlagde SARPP sag mod Chambre syndicale for Tribunal de grande instance de Paris med paastand om, at denne lov samt anordning af 11. marts 1988 kendtes i strid med Traktatens artikel 30.

5 Da retten fandt, at den franske lovgivning - herunder navnlig forbuDdet mod enhver angivelse af ordet sukker og mod enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, i maerkningen af og i reklame for syntetiske soedemidler - kan udgoere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, som forbudt efter artikel 30, kom Tribunal de grande instance de Paris i tvivl om, hvorvidt denne lovgivning kan vaere begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse eller i hensynet til den offentlige sundhed.

6 Tribunal de grande instance de Paris besluttede derfor at udsaette sagen, indtil Domstolen har truffet praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"Er artikel 10, stk. 1, i lov nr. 88.14 af 5. januar 1988 og anordningen af 11. marts 1988 forenelige med Rom-Traktatens artikel 30, for saa vidt som de indeholder et forbud mod enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, og mod enhver anvendelse af ordet sukker i maerkningen af syntetiske soedemidler og i forbindelse med reklame for disse produkter?"

7 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Det bemaerkes for det foerste, at Domstolen ikke inden for rammerne af Traktatens artikel 177 kan traeffe afgoerelse om, hvorvidt en national lovgivning er forenelig med Traktaten. Domstolen kan derimod oplyse den nationale retsinstans om alle de momenter, der angaar fortolkning af faellesskabsretten, saaledes at den nationale retsinstans ved afgoerelsen af den paagaeldende sag kan vurdere, om de nationale bestemmelser er forenelige hermed. Domstolen kan herved inddrage faellesskabsretlige regler, som den nationale retsinstans ikke har henvist til i sit praejudicielle spoergsmaal.

9 Det fremgaar af sagens akter, at den nationale retsinstans med det forelagte spoergsmaal oensker oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for en national lovgivning, der finder anvendelse paa saavel indenlandske som importerede produkter, og hvorefter enhver oplysning, der vaekker forestillinger om ordet "sukker" eller om sukkers fysiske, kemiske eller ernaeringsmaessige egenskaber, er forbudt i maerkning af og reklame for syntetiske soedemidler, der er bestemt til at leveres til forbrugeren.

Relevante faellesskabsretlige bestemmelser

10 Raadet udstedte den 18. december 1978 direktiv 79/112/EOEF om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler (EFT L 33, s. 1).

11 Som det fremgaar af praeamblen, har direktivet til formaal at fremme den frie omsaetning af levnedsmidler gennem en tilnaermelse af medlemsstaternes retsforskrifter om maerkning. Med henblik herpaa indeholder direktivet en raekke generelle og horisontale faelles regler, der finder anvendelse paa alle levnedsmidler, som bringes i omsaetning.

12 Direktivets artikel 2 angiver principperne for al lovgivning vedroerende maerkning og reklame. I medfoer af denne bestemmelses stk. 1, litra a), maa maerkning af levnedsmidler, der er bestemt til i uforandret stand at leveres til den endelige forbruger, ikke vaere af en saadan art, at den vildleder koeberen, isaer "med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed" eller "ved at tillaegge det paagaeldende levnedsmiddel virkninger eller egenskaber, som det ikke har", eller "ved at give denne indtryk af, at det paagaeldende levnedsmiddel har saerlige egenskaber, naar alle lignende levnedsmidler har samme egenskaber". I henhold til artikel 2, stk. 1, litra b), maa maerkningen desuden ikke tillaegge levnedsmidler medicinske egenskaber. I medfoer af artikel 2, stk. 3, gaelder disse forbud ligeledes for levnedsmidlers praesentationsmaade og reklame.

13 Med det formaal at sikre forbrugeroplysning og -beskyttelse indeholder direktivets artikel 3 en opregning af de obligatoriske oplysninger, maerkning af levnedsmidler skal omfatte. De naermere regler for, hvornaar disse oplysninger skal fremgaa af maerkningen, findes i artiklerne 4-14, der desuden indeholder en raekke undtagelser fra artikel 3.

14 Direktivets artikel 15, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne ikke ved anvendelse af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser, som opstiller regler for maerkning af og praesentationsmaade for bestemte levnedsmidler eller levnedsmidler i almindelighed, kan forbyde handel med levnedsmidler, som er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i dette direktiv. I henhold til artikel 15, stk. 2, finder dette forbud imidlertid ikke anvendelse paa ikke-harmoniserede nationale bestemmelser, der er begrundet i et af de i bestemmelsen anfoerte hensyn. Denne opregning er udtoemmende. Disse hensyn omfatter bl.a. beskyttelse af den offentlige sundhed og bekaempelse af illoyal konkurrence.

15 Det bemaerkes, at direktivets bestemmelser om maerkning paa et vaesentligt punkt afviger fra reglerne om reklame. Det fremgaar nemlig af direktivets niende betragtning, at medlemsstaterne pga. direktivets generelle og horisontale karakter bevarer muligheden for at foreskrive bestemmelser som supplement til direktivet. Med hensyn til maerkning afgraenses den kompetence, der saaledes er overladt medlemsstaterne i selve direktivet, idet de hensyn, der kan begrunde anvendelsen af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser, som forbyder handel med levnedsmidler, der er i overensstemmelse med direktivet, udtoemmende er opregnet i artikel 15, stk. 2. Denne bestemmelse finder imidlertid ikke anvendelse paa reklame. Spoergsmaalet om, hvorvidt faellesskabsretten desangaaende er til hinder for nationale bestemmelser, der supplerer direktivets bestemmelser, maa foelgelig bedoemmes ud fra Traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser, specielt artiklerne 30 og 36.

16 Denne forskel har imidlertid stor betydning. Som Domstolen udtalte i dom af 18. februar 1987, Mathot, praemis 11 (98/86, Sml. s. 809), har direktiv 79/112 indfoert forpligtelser med hensyn til maerkning af levnedsmidler, der saelges i hele Faellesskabet, uden at der kan foretages nogen sondring paa grundlag af levnedsmidlernes oprindelsessted bortset fra artikel 3, stk. 2. Saafremt direktivets bestemmelser er til hinder for, at nationale bestemmelser om maerkning af levnedsmidler finder anvendelse, kan disse bestemmelser hverken finde anvendelse paa importerede levnedsmidler eller levnedsmidler af national oprindelse. Saafremt nationale bestemmelser vedroerende reklame er i strid med Traktatens artikler 30 og 36 er saadanne bestemmelser derimod kun forbudt med hensyn til importerede produkter, ikke produkter af national oprindelse.

17 Paa grund af denne forskel maa de nationale bestemmelser om maerkning og reklame gennemgaas saerskilt.

Bestemmelserne vedroerende maerkning

18 For saa vidt angaar de nationale bestemmelser om maerkning, bemaerkes for det foerste, at forbuddet mod enhver angivelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der kan vaekke forestillinger om sukkers fysiske, kemiske eller ernaeringsmaessige egenskaber i maerkning af syntetiske soedemidler, er mere vidtgaaende, end hvad der efter artikel 2, stk. 1, i direktiv 79/112 kraeves for at undgaa, at forbrugeren vildledes med hensyn til disse levnedsmidlers beskaffenhed, virkninger eller egenskaber. Med henblik paa dette formaal er det tilstraekkeligt at forbyde enhver oplysning, der indicerer, antyder eller foregiver, at syntetiske soedemidler har samme egenskaber som sukker, hvis dette ikke er tilfaeldet. Hensynet til at undgaa at forbrugeren vildledes kan derimod ikke begrunde, at man generelt forbyder enhver oplysning, der indeholder ordet sukker eller enhver angivelse, der kan vaekke forestillinger om dette produkts karakteristiske egenskaber, naar syntetiske soedemidler har samme egenskaber, som f.eks. soedeevne.

19 Det paagaeldende nationale forbud maa anses for en "ikke-harmoniseret" bestemmelse efter betydningen i naevnte direktivs artikel 15. Denne nationale bestemmelse forbyder handel med syntetiske soedemidler, hvis maerkning er i overensstemmelse med direktivets regler, da disse levnedsmidler ikke maa bringes i handelen, hvis maerkningen bl.a. indeholder nogen som helst oplysning, der kan vaekke forestillinger om ordet sukker eller om dette produkts karakteristiske egenskaber. Et generelt forbud mod i maerkning af syntetiske soedemidler at anfoere oplysninger, der kan vaekke forestillinger om ordet sukker eller om sukkers fysiske, kemiske eller ernaeringsmaessige egenskaber, som syntetiske soedemidler ogsaa har, kan foelgelig kun finde anvendelse paa disse levnedsmidler, uanset om de er importerede eller af indenlandsk oprindelse, hvis det er begrundet i et af de i direktivets artikel 15, stk. 2, anfoerte hensyn.

20 I denne forbindelse har Chambre syndicale gjort gaeldende, at forbuddet har til formaal at forhindre illoyal konkurrence mellem sukker og syntetiske soedemidler. Paa baggrund af gentagne kampagner, som producenterne af syntetiske soedemidler har foert, hvorunder sukker er blevet omtalt nedsaettende, maa enhver hentydning til ordet sukker eller til sukkers karakteristiske egenskaber i maerkningen af syntetiske soedemidler anses for illoyal konkurrence.

21 Dette argument kan ikke godtages. Enhver oplysning om ordet sukker eller dette produkts karakteristiske egenskaber, der figurerer i maerkningen af syntetiske soedemidler, nedvurderer ikke noedvendigvis sukker. Dette er bl.a. ikke tilfaeldet ved de syntetiske soedemidler, hvis varemaerke indeholder ordstammen "suc". Saafremt det paagaeldende forbud skal forhindre illoyal konkurrence, staar forbuddet klart i misforhold til dette maal, der kan opfyldes enten ved hjaelp af generelle regler til imoedegaaelse af illoyal konkurrence, eller ved et forbud alene mod angivelser i maerkningen af syntetiske soedemidler, der kan virke nedvurderende for sukker.

22 Det bemaerkes endvidere, at den franske lovgiver har gjort en undtagelse fra det paagaeldende forbud, idet det er bestemt, at betegnelser og varemaerker for syntetiske soedemidler, uanset udformning, der af laegemiddelsektoren er bragt i handelen foer 1. december 1987 kan bibeholdes. Det fremgaar heraf, at den franske lovgiver ikke selv har anset et forbud mod enhver oplysning, der kan vaekke forestillinger om ordet sukker i maerkningen af syntetiske soedemidler for paakraevet for at forhindre al illoyal konkurrence mellem disse produkter, idet visse syntetiske soedemidler kan forhandles under et varemaerke, der kan vaekke forestillinger om dette ord, skoent den omstaendighed, at disse soedemidler tidligere er blevet bragt i handelen af laegemiddelsektoren, ikke yder nogen garanti mod illoyal konkurrence.

23 En national foranstaltning som den omtvistede kan i oevrigt ikke begrunde en undtagelse ud fra hensynet til den offentlige sundhed.

24 Det paagaeldende forbud har ikke til formaal at oplyse koeberne om de eventuelle risici, som syntetiske soedemidler kan indebaere for den menneskelige sundhed.

25 Det af den nationale domstol forelagte spoergsmaal boer foelgelig besvares med, at direktiv 79/112, og navnlig artiklerne 2 og 15, skal fortolkes saaledes, at direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, der finder anvendelse paa saavel nationale som importerede produkter, og hvorefter enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, er forbudt i maerkningen af syntetiske soedemidler, skoent de syntetiske soedemidler har samme egenskaber.

Bestemmelserne vedroerende reklame

26 For saa vidt angaar de nationale bestemmelser vedroerende reklame, bemaerkes dels, at disse bestemmelser svarer til bestemmelserne om maerkning, dels at artikel 2, stk. 1, i direktiv 79/112, der gaelder for reklame, ligeledes er identiske med bestemmelserne om maerkning. Paa baggrund af det ovenfor anfoerte (jf. praemis 18 og 19) maa det foelgelig laegges til grund, at et forbud mod enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi i reklame for saadanne levnedsmidler, ifoelge naevnte direktiv er en "ikke-harmoniseret" bestemmelse.

27 Det skal herefter afgoeres, om og i hvilken udstraekning Traktatens artikel 30 er til hinder for dette forbud.

28 Hertil bemaerkes, at forbuddet i Traktatens artikel 30 mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner ifoelge Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 11.7.1974, Dassonville, 8/74, Sml. s. 837) omfatter enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, oejeblikkeligt eller potientielt kan hindre samhandelen i Faellesskabet.

29 En lovgivning, som den omtvistede, som begraenser eller forbyder visse former for reklame, kan, selv om den ikke direkte paavirker indfoerslerne, begraense disses omfang, fordi den paavirker mulighederne for afsaetning af de indfoerte varer (jf. dom af 15.12.1982, Oosthoek' s Uitgeversmaatschappij, praemis 15, 286/81, Sml. s. 4575). Det kan ikke udelukkes, at den omstaendighed, at den paagaeldende erhvervsdrivende er tvunget til enten at anvende forskellige reklamesystemer, alt efter hvilken medlemsstat det drejer sig om, eller opgive et system, som han anser for saerligt effektivt, kan udgoere en hindring for importen, selv om en saadan lovgivning gaelder saavel for indenlandske som indfoerte varer.

30 Denne hindring for samhandelen inden for Faellesskabet beror endvidere paa forskelle i de nationale lovgivninger. Det fremgaar saaledes af sagens akter, at mens enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi er forbudt efter fransk lov, er saadanne oplysninger tilladt i andre medlemsstater.

31 Det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 20.2.1979, Rewe, 120/78, Sml. s. 649, dom af 10.11.1982, Rau, 261/81, Sml. s. 3961, samt dom af 12.3.1987, Kommissionen mod Tyskland, 178/84, Sml. s. 1227), at naar der ikke findes faelles forskrifter for omsaetningen af de omhandlede produkter, maa hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet accepteres i det omfang bestemmelserne, der skal gaelde saavel for indenlandske som indfoerte produkter, er noedvendige af de i Traktatens artikel 36 anfoerte generelle hensyn, saasom beskyttelse af menneskers sundhed, eller er uomgaengeligt noedvendige bl.a. af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. Endvidere skal de paagaeldende bestemmelser staa i et rimeligt forhold til det tilstraebte formaal. Har en medlemsstat valget mellem flere forskellige foranstaltninger, som kan opfylde det samme maal, skal den vaelge det middel, som hindrer den frie samhandel mindst muligt.

32 De hensyn, der er anfoert som begrundelse for den paagaeldende nationale lovgivning vedroerende reklame, er de samme, som er anfoert som begrundelse for reglerne om maerkning, nemlig hindring af illoyal konkurrence og beskyttelse af menneskers sundhed. Af ovenfor anfoerte grunde (jf. praemis 20-24) maa disse anbringender afvises.

33 Det praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for nationale bestemmelser, der finder anvendelse paa importerede produkter, og hvorefter enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, er forbudt i reklamer for syntetiske soedemidler, skoent de syntetiske soedemidler har samme egenskaber.

Sagens omkostninger

34 De udgifter, der er afholdt af Den Franske Republik og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Paris ved dom af 5. juli 1989, for ret:

1) Raadets direktiv 79/112/EOEF af 18. december 1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler, navnlig artiklerne 2 og 15, skal fortolkes saaledes, at direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, der finder anvendelse paa saavel nationale som importerede produkter, og hvorefter enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, er forbudt i maerkningen af syntetiske soedemidler, skoent de syntetiske soedemidler har samme egenskaber.

2) EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for nationale bestemmelser, der finder anvendelse paa importerede produkter, og hvorefter enhver anvendelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vaekker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets naeringsvaerdi, er forbudt i reklamer for syntetiske soedemidler, skoent de syntetiske soedemidler har samme egenskaber.