61989J0213

++++

Faellesskabsret - direkte virkning - forrang - sag anlagt for en national domstol med henblik paa at faa kendt en bestemmelse i national ret stridende mod faellesskabsretten - spoergsmaalet endnu ikke afgjort - begaering om foreloebige forholdsregler - en national retsregel til hinder for at tage begaeringen til foelge - den nationale domstols forpligtelser og befoejelser

( EOEF-Traktaten, art . 5 og 177 )

I medfoer af det i Traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde er det medlemsstaternes nationale retter, der skal sikre de retsundergivne den retsbeskyttelse, der foelger af faellesskabsrettens direkte virkning .

Enhver bestemmelse i en national retsorden eller enhver lovgivningsmaessig, administrativ eller retslig praksis, som har til foelge, at faellesskabsrettens virkning begraenses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende faellesskabsretten, frakendes mulighed for, naar han anvender denne, at foretage, hvad der kraeves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der maatte udgoere en hindring - selv om den kun var midlertidig - for faellesskabsreglernes fulde virkning, er uforenelig med de krav, der foelger af selve faellesskabsrettens natur .

Faellesskabsrettens fulde virkning ville blive begraenset lige saa meget, hvis en national retsregel kunne forhindre en ret, der har faaet forelagt en tvist, som skal afgoeres efter faellesskabsretten, i at traeffe foreloebige forholdsregler med henblik paa at sikre den fulde virkning af den retsafgoerelse, der skal traeffes om eksistensen af de rettigheder, der goeres krav paa efter faellesskabsretten . Heraf foelger, at en retsinstans, som under disse omstaendigheder ville have truffet foreloebige forholdsregler, hvis den ikke var kommet i konflikt med en national retsregel, er forpligtet til at tilsidesaette denne regel .

Denne fortolkning underbygges af den ordning, der er indfoert ved EOEF-Traktatens artikel 177, hvis effektive virkning ville blive svaekket, hvis en national retsinstans, som udsaetter sagen paa Domstolens besvarelse af dens praejudicielle spoergsmaal, ikke kunne traeffe foreloebige forholdsregler i den tid, der gaar, indtil den afsiger dom, efter at Domstolen har besvaret spoergsmaalet .

1 Ved kendelse af 18 . maj 1989, indgaaet til Domstolen den 10 . juli 1989, har House of Lords i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten . Spoergsmaalene drejer sig om, i hvilket omfang de nationale domstole er befoejet til at traeffe foreloebige forholdsregler i sager, der angaar rettigheder, som haevdes at bestaa i henhold til faellesskabsretten .

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt mod Secretary of State for Transport af Factortame Ltd og en raekke andre selskaber, der er stiftet i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning, samt af bestyrelsesmedlemmer og aktionaerer i disse selskaber, hvoraf stoerstedelen er spanske statsborgere ( herefter benaevnt "appellanterne i hovedsagen ").

3 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at de paagaeldende selskaber er ejere eller forestaar driften af 95 fiskerfartoejer, som var optaget i det britiske skibsregister i henhold til Merchant Shipping Act 1894 . Af disse fartoejer var 53 oprindelig registreret i Spanien og sejlede under spansk flag, men de blev paa forskellige tidspunkter fra 1980 optaget i det britiske register . De resterende 42 fartoejer har altid vaeret registreret i Det Forenede Kongerige, men blev erhvervet af de paagaeldende selskaber paa forskellige tidspunkter, navnlig fra 1983 .

4 Lovbestemmelserne om registrering af britiske fiskerfartoejer blev aendret radikalt ved Part II i Merchant Shipping Act 1988 ( herefter benaevnt "1988-loven ") og Merchant Shipping ( Registration of Fishing Vessels ) Regulations 1988 ( S.I . 1988, nr . 1926 ) ( herefter benaevnt "1988-bekendtgoerelserne "). Det staar fast, at Det Forenede Kongerige aendrede den tidligere lovgivning for at saette en stopper for den saakaldte "quota hopping", en praksis som ifoelge Det Forenede Kongerige foerer til, at dets fiskekvoter bliver "udplyndret" af fartoejer, der sejler under britisk flag, men som ikke har nogen reel tilknytning til Det Forenede Kongerige .

5 I henhold til 1988-loven skulle der etableres et nyt register, hvori alle britiske fiskerfartoejer fra da af skulle optages, herunder fartoejer, der allerede var registreret i det gamle, almindelige register i medfoer af 1894-loven . Imidlertid kan kun fiskerfartoejer, der opfylder betingelserne i 1988-lovens section 14, optages i det nye register .

6 Ifoelge section 14 ( 1 ) kan et fiskerfartoej - medmindre Secretary of State for Transport giver dispensation - kun optages i det nye register, hvis :

"a ) fartoejet er britisk ejet,

b ) fartoejet bestyres, og dets drift ledes og kontrolleres fra Det Forenede Kongerige, og

c ) befragteren, bestyreren eller den, der leder driften af fartoejet, er en person eller et selskab, der opfylder naermere fastsatte betingelser (' a qualified person or company' )."

Ifoelge section 14 ( 2 ) anses et fiskerfartoej for britisk ejet, hvis adkomsten (" the legal title ") til fartoejet udelukkende indehaves af en eller flere personer eller et eller flere selskaber, der opfylder betingelserne, og den egentlige ejendomsret (" the beneficial ownership ") til fartoejet indehaves af et eller flere selskaber, eller - for mindst 75%' s vedkommende - af en eller flere personer, der opfylder betingelserne . ( 1 ) Ifoelge section 14 ( 7 ) forstaas ved "qualified person" en person, som er britisk statsborger med bopael og hjemsted i Det Forenede Kongerige, og ved "qualified company" et selskab, som er stiftet i Det Forenede Kongerige og har sit hovedforretningssted dér, idet mindst 75% af aktierne skal vaere ejet af en eller flere "qualified persons or companies", og mindst 75% af bestyrelsesmedlemmerne skal vaere "qualified persons ".

7 1988-loven og 1988-bekendtgoerelserne traadte i kraft den 1 . december 1988 . I medfoer af section 13 i 1988-loven blev gyldigheden af registreringer foretaget i henhold til den tidligere lov dog forlaenget i en overgangsperiode indtil den 31 . marts 1989 .

8 Den 4 . august 1989 anlagde Kommissionen sag ved Domstolen i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 med paastand om, at det statueredes, at Det Forenede Kongerige havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikler 7, 52 og 221 ved at opstille nationalitetsbetingelserne i 1988-lovens section 14 . Denne sag - sag 246/89 - verserer nu for Domstolen . I et saerskilt dokument, som blev indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag, fremsatte Kommissionen begaering om, at Domstolen paalagde Det Forenede Kongerige at udsaette anvendelsen af nationalitetskravene for saa vidt angik statsborgere fra andre medlemsstater og fiskerfartoejer, der indtil den 31 . marts 1989 havde drevet fiskeri under britisk flag og med britisk fiskerilicens . Ved kendelse af 10 . oktober 1989 ( sag 246/89 R ( endnu ikke offentliggjort i samlingen ) ) tog Domstolens praesident begaeringen til foelge . Som foelge af denne kendelse udstedte Det Forenede Kongerige en Order in Council, hvorved section 14 i 1988-loven aendredes med virkning fra den 2 . november 1989 .

9 Paa det tidspunkt, da den sag blev anlagt, som har givet anledning til appelsagen, forholdt det sig saaledes, at appellanternes 95 fiskerfartoejer ikke opfyldte en eller flere af betingelserne for registrering i henhold til section 14 i 1988-loven og saaledes ikke kunne optages i det nye register .

10 Eftersom fartoejerne ville blive frataget retten til at drive fiskeri fra den 1 . april 1989, anfaegtede de paagaeldende selskaber ved en begaering om domstolsproevelse, som de indgav til High Court of Justice, Queen' s Bench Division, den 16 . december 1988, Part II i 1988-loven som vaerende uforenelig med faellesskabsretten . De fremsatte ogsaa begaering om foreloebige forholdsregler, indtil der blev truffet endelig afgoerelse vedroerende deres begaering om domstolsproevelse .

11 Den 10 . marts 1989 afsagde Divisional Court of the Queen' s Bench Division kendelse, hvori den : i ) besluttede at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 vedroerende de faellesskabsretlige spoergsmaal, der var rejst under sagen, og ii ) som en foreloebig forholdsregel bestemte, at Part II i 1988-loven samt 1988-bekendtgoerelserne ikke skulle anvendes over for sagsoegerne .

12 Den 13 . marts 1989 kaerede Secretary of State for Transport Divisional Court' s kendelse om foreloebige forholdsregler til Court of Appeal . I sin afgoerelse af 22 . marts 1989 udtalte Court of Appeal, at domstolene efter national ret ikke var befoejet til at udsaette anvendelsen af love ved en foreloebig forholdsregel . Den ophaevede derfor Divisional Court' s kendelse .

13 Sagen blev herefter indbragt for House of Lords, som afsagde kendelse den 18 . maj 1989 . Heri fastslog House of Lords for det foerste, at der maatte gives appellanterne medhold i deres paastand om, at de ville lide uoprettelig skade, hvis den begaerede foreloebige forholdsregel ikke blev truffet, og de fik medhold i hovedsagen . House of Lords udtalte imidlertid, at de engelske domstole ikke efter national ret havde befoejelse til at traeffe foreloebige forholdsregler i en sag som den foreliggende . Specielt anfoerte House of Lords, at det var udelukket at traeffe saadanne forholdsregler paa grund af den gamle regel i common law om, at der ikke kan traeffes foreloebige forholdsregler over for Kronen, det vil sige over for regeringen, sammenholdt med formodningen om, at en lov vedtaget af Parlamentet er i overensstemmelse med faellesskabsretten, saa laenge der ikke er truffet afgoerelse om dens forenelighed med denne .

14 House of Lords rejste derefter spoergsmaalet om, hvorvidt engelske domstole paa trods af denne nationale retsregel var befoejet til at traeffe foreloebige forholdsregler over for Kronen i medfoer af faellesskabsretten .

15 Da House of Lords fandt, at tvisten rejste et spoergsmaal om fortolkningen af faellesskabsretten, besluttede det i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 at udsaette sagen, indtil Domstolen har truffet praejudiciel afgoerelse vedroerende foelgende spoergsmaal :

"1 ) Naar

i ) en part for en national domstol goer krav paa rettigheder i henhold til faellesskabsretten, der har direkte virkning i national ret (' de rettigheder, der goeres krav paa' ),

ii ) en utvetydig national retsregel automatisk vil beroeve denne part de rettigheder, der goeres krav paa, hvis den bringes i anvendelse,

iii ) der er vaegtige argumenter baade for og imod eksistensen af de rettigheder, der goeres krav paa, og den nationale domstol har anmodet om en praejudiciel afgoerelse i medfoer af artikel 177 af spoergsmaalet om, hvorvidt disse rettigheder bestaar,

iv ) det efter national ret forudsaettes, at den paagaeldende nationale retsregel er forenelig med faellesskabsretten, medmindre og indtil den erklaeres uforenelig hermed,

v ) den nationale domstol ikke er befoejet til foreloebigt at beskytte de rettigheder, der goeres krav paa, ved at udsaette anvendelsen af den nationale retsregel paa afgoerelsen af den praejudicielle forelaeggelse,

vi ) det er sandsynligt, at den part, der goer krav paa disse rettigheder, vil have lidt uoprettelig skade, hvis den praejudicielle afgoerelse senere giver ham medhold, og der ikke er ydet en saadan foreloebig beskyttelse,

a ) forpligter faellesskabsretten da den nationale domstol til at indroemme en foreloebig beskyttelse af de rettigheder, der goeres krav paa, eller

b ) giver faellesskabsretten da den nationale domstol befoejelse til at indroemme en saadan foreloebig beskyttelse af de rettigheder, der goeres krav paa?

2 ) Hvis spoergsmaal 1 a ) besvares benaegtende og spoergsmaal 1 b ) bekraeftende, hvilke kriterier skal da anvendes ved afgoerelsen af, hvorvidt der skal indroemmes en saadan foreloebig beskyttelse af de rettigheder, der goeres krav paa?"

16 For en naermere redegoerelse for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

17 Det fremgaar af oplysningerne i sagen og navnlig af forelaeggelseskendelsen og sagens forloeb ved de nationale domstole, som der er redegjort for ovenfor, at House of Lords i det vaesentlige oensker oplyst, om en national retsinstans, som i en sag vedroerende faellesskabsretten finder, at det eneste, der er til hinder for, at den traeffer foreloebige forholdsregler, er en national retsregel, skal tilsidesaette denne retsregel .

18 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes, at Domstolen i dommen af 9 . marts 1978, Simmenthal ( sag 106/77, Sml . s . 629 ), udtalte, at direkte anvendelige faellesskabsregler "skal udfolde deres virkninger fuldt ud og ensartet i alle medlemsstater fra deres ikrafttraeden og under hele deres gyldighedsperiode" ( praemis 14 ), og at det fremgaar "af princippet om faellesskabsrettens forrang, at de bestemmelser i Traktaten og retsakter fra institutionerne, som gaelder umiddelbart, for medlemsstaternes nationale ret ... alene i medfoer af deres ikrafttraeden bevirker, at enhver modstridende bestemmelse i den eksisterende nationale lovgivning uden videre bliver uanvendelig" ( praemis 17 ).

19 Ifoelge Domstolens praksis er det i medfoer af det i Traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde medlemsstaternes nationale retter, der skal sikre de retsundergivne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning ( jfr . senest dommene af 10 . juli 1980, Ariete, sag 811/79, Sml . s . 2545, og MIRECO, sag 826/79, Sml . s . 2559 ).

20 Domstolen har ligeledes statueret, at enhver bestemmelse i en national retsorden eller enhver lovgivningsmaessig, administrativ eller retslig praksis, som har til foelge, at faellesskabsrettens virkning begraenses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende faellesskabsretten, frakendes mulighed for, naar han anvender denne, at foretage, hvad der kraeves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der maatte udgoere en hindring - selv om den kun var midlertidig - for faellesskabsreglernes fulde virkning, derfor er uforenelig med de krav, der foelger af selve faellesskabsrettens natur ( dom af 9 . marts 1978, Simmenthal, jfr . ovenfor, praemisserne 22 og 23 ).

21 Det maa tilfoejes, at faellesskabsrettens fulde virkning ville blive begraenset lige saa meget, hvis en national retsregel kunne forhindre en ret, der har faaet forelagt en tvist, som skal afgoeres efter faellesskabsretten, i at traeffe foreloebige forholdsregler med henblik paa at sikre den fulde virkning af den retsafgoerelse, der skal traeffes om eksistensen af de rettigheder, der goeres krav paa efter faellesskabsretten . Heraf foelger, at en retsinstans, som under disse omstaendigheder ville have truffet foreloebige forholdsregler, hvis den ikke var kommet i konflikt med en national retsregel, er forpligtet til at tilsidesaette denne regel .

22 Denne fortolkning underbygges af den ordning, der er indfoert ved EOEF-Traktatens artikel 177, hvis effektive virkning ville blive svaekket, hvis en national retsinstans, som udsaetter sagen paa Domstolens besvarelse af dens praejudicielle spoergsmaal, ikke kunne traeffe foreloebige forholdsregler i den tid, der gaar, indtil den afsiger dom, efter at Domstolen har besvaret spoergsmaalet .

23 Foelgelig maa det forelagte spoergsmaal besvares med, at faellesskabsretten skal fortolkes saaledes, at en national retsinstans, som i en sag vedroerende faellesskabsretten finder, at det eneste, der er til hinder for, at den traeffer foreloebige forholdsregler, er en national retsregel, skal tilsidesaette denne regel .

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, Irlands regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, som House of Lords har forelagt ved kendelse af 18 . maj 1989, for ret :

Faellesskabsretten skal fortolkes saaledes, at en national retsinstans, som i en sag vedroerende faellesskabsretten finder, at det eneste, der er til hinder for, at den traeffer foreloebige forholdsregler, er en national retsregel, skal tilsidesaette denne regel .