1.

En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser:

2.

Såfremt den pågældende vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af den periode, i hvilken han efter bestemmelserne i stk. 1, litra c), har ret til ydelser, er han fortsat berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han enhver ret til ydelser efter den stats lovgivning; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist.

3.

Bestemmelserne i stk. 1 kan kun gøres gældende én gang mellem to beskæftigelsesperioder.

4.

Hvis den kompetente stat er Belgien, generhverver en arbejdsløs, som vender tilbage dertil efter udløbet af den i stk. 1, litra c), fastsatte frist af tre måneder, først retten til ydelser fra dette land, efter at han har været beskæftiget dér i mindst tre måneder.«

—

han skulle dels have været beskæftiget i Belgien i mindst tre måneder (artikel 69, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 1408/71),

—

han skulle dels opfylde betingelserne om ventetid i den belgiske lovgivning (artiklerne 118-122 i kongelig anordning af 20. december 1963 om beskæftigelse og arbejdsløshed).

—

den 7. juli 1989 af appellanten i hovedsagen, Office national de l'emploi, ved advokat Georges Lewalle, Liège;

—

den 18. juli 1989 af indstævnte i hovedsagen, Antonio Di Conti, ved René Jamar, som befuldmægtiget i den belgiske retsplejelovs artikel 728's forstand;

—

den 27. juli 1989 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ved Dimitrios Gouloussis, Kommissionens Juridiske Tjeneste.

1.

Appellanten i hovedsagen har for det første gjort gældende, at en arbejdsløs, som oppebærer ydelser ved arbejdsløshed i den kompetente stat, og som rejser til en anden medlemsstat for dér at søge beskæftigelse i henhold til ordningen efter artikel 69 i forordning nr. 1408/71, i medfør af samme artikels stk. 2 ikke alene mister retten til de ydelser, som han oppebærer, men også den ret, som han ville kunne bevare i medfør af den kompetente medlemsstats lovgivning, når han ikke vender tilbage til denne stat inden for tremånedersfristen.

Den arbejdsløse kan ganske vist gøre nye krav gældende i den kompetente stat, såfremt han opfylder denne stats betingelser. Når det drejer sig om Belgien, vil den arbejdsløse først kunne generhverve ret til ydelser, efter at han har været beskæftiget dér i mindst tre måneder, jf. artikel 69, stk. 4.

Denne bestemmelses eksistens skyldes særegenheder ved den belgiske lovgivning i forhold til de øvrige medlemsstaters lovgivninger.

Disse særegenheder, der fremgår af kongelig anordning af 20. december 1963 og ministeriel bekendtgørelse af 4. juni 1964, er følgende :

For så vidt som retten til ydelser — når den først er erhvervet — generhverves på relativt milde betingelser, har det været nødvendigt i fællesskabslovgivningen at indføre en bestemmelse, der særligt tager højde for generhvervelse af retten til ydelser i Belgien.

Betingelsen i artikel 69, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 er derfor en betingelse, som supplerer de i belgisk lovgivning fastsatte, og ikke i sig selv en tilstrækkelig betingelse. I modsat fald ville man nå til det resultat, at den arbejdsløse, som har ansøgt om og draget fordel af ordningen i artikel 69 (ordningen blev kvalificeret som fakultativ i dommen af 19. juni 1980, Testa (41/79, 121/79 og 796/79, Sml. s. 1979) ville opnå en mere fordelagtig situation end den arbejdstager, som er rejst til en anden medlemsstat uden at ansøge om ret til at få ydelser udbetalt i et andet land.

Såfremt betingelsen i denne bestemmelse var tilstrækkelig, ville der ikke have været anvendt ordet »først« i artikel 69, stk. 4, i forordning nr. 1408/71.

2.

Indstævnte i hovedsagen har anført, at bestemmelsen i artikel 69, stk. 4, skyldes belgisk lovgivning, nemlig reglerne om, at en arbejdstager kan tildeles ydelser ved arbejdsløshed, ikke alene såfremt han er beskæftiget eller befinder sig i en hermed ligestillet situation et bestemt antal dage under en referenceperiode (artiklerne 118 ff. i kongelig anordning af 20. december 1963), men også når udbetalingen kun er blevet afbrudt i en periode, som ikke kan overstige tre år (artikel 123 i den nævnte kongelige anordning).

I henhold til belgisk lovgivning kan en arbejdsløs, som ansøger om ydelser ved arbejdsløshed efter en afbrydelse af udbetalingen heraf påberåbe sig enten en faktisk eller hermed ligestillet beskæftigelsesperiode eller opretholdelse af status som ydelsesberettiget i henhold til artikel 123 i den nævnte kongelige anordning. Ved fastsættelsen af rettigheder for arbejdsløse, som har fået afbrudt udbetalingen af ydelser, sondrer den belgiske lovgivning derfor ikke mellem opretholdelse af bevarede rettigheder i henhold til artikel 123 og generhvervelse af nye rettigheder på grundlag af hermed ligestillede ydelser eller beskæftigelsesdage.

Artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 foreskriver, at den arbejdsløse mister sin ret til ydelser, såfremt han ikke vender tilbage inden for en frist af tre måneder. Den er ikke til hinder for, at den arbejdsløse kan påberåbe sig nye rettigheder på grundlag af beskæftigelsesperioder eller hermed ligestillede dage.

Den omstændighed, at belgisk lovgivning ikke indeholder en klar sondring mellem opretholdelse af tidligere erhvervede rettigheder og erhvervelse af nye rettigheder, er den særegenhed, som forklarer, hvorfor artikel 69, stk. 4 bestemmer, at hvis den kompetente stat er Belgien, kan arbejdstageren ikke begrænse sig til at påberåbe sig de belgiske regler med hensyn til adgangen til at generhverve rettigheder (opretholdelse af status som ydelsesberettiget i medfør af artikel 123 i førnævnte kongelige anordning), men at vedkommende med henblik herpå skal have været beskæftiget dér i mindst tre måneder.

Indstævnte i hovedsagen har anført, at artikel 69, stk. 4, skal fortolkes således, at en arbejdsløs arbejdstager generhverver sine rettigheder til ydelser ved arbejdsløshed alene på den betingelse, at han mindst har arbejdet tre måneder i Belgien, idet generhvervelsen af rettighederne betyder, at der genåbnes en tidligere ret, for så vidt som belgisk lovgivning tillader opretholdelse af denne ret, dvs. inden for tre år efter den sidste udbetaling af ydelser.

Den fortolkning, hvorefter kravet i artikel 69, stk. 4, skal føjes til betingelserne om ventetid i henhold til belgisk lovgivning, skærper betingelserne for erhvervelse af nye rettigheder i Belgien, hvilket modvirker arbejdskraftens frie bevægelighed.

3.

Kommissionen har anført, at ifølge Domstolens praksis (førnævnte dom af 19. juni 1980) udgør bestemmelserne i artikel 69 i forordning nr. 1408/71 ikke en simpel koordineringsforanstaltning med hensyn til nationale lovgivninger på det sociale område, men de indfører til fordel for arbejdstagere, der påberåber sig dem, en selvstændig ordning, der fraviger reglerne i national ret, som skal fortolkes ensartet i alle medlemsstater, uanset hvilken ordning der er foreskrevet i national lovgivning for opretholdelse og fortabelse af ret til ydelser.

Kommissionen har anført, at artikel 69, stk. 4, skal fortolkes således, at den arbejdstager, hvis kompetente stat er Belgien, og som vender tilbage dertil efter udløbet af fristen på tre måneder, jfr. artikel 69, stk. 1 — og som på grund af denne omstændighed i Belgien har mistet enhver ret til belgiske ydelser — i medfør af artikel 69, stk. 2, generhverver ret til ydelser fra dette land på den ene betingelse, at vedkommende dér forudgående har været beskæftiget i mindst tre måneder, uden at Belgien af denne grund kan gøre nationale bestemmelser gældende over for ham.

—

appellanten i hovedsagen, Office national de ľemploi, ved advokat Georges Lewalle, Liège,

—

indstævnte i hovedsagen, Antonio Di Conti, ved René Jamar, befuldmægtiget i den belgiske retsplejelovs artikel 728's forstand,

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Dimitrios Gouloussis som befuldmægtiget,

1

Ved dom af 28. april 1989, indgået til Domstolen den 9. maj s.å., har cour du travail de Liège i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 69 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som affattet ved forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6).

2

Dette spørgsmål er blevet rejst under en retssag mellem Office national de l'emploi (Onem) og Di Conti vedrørende et afslag på tildeling af ydelser ved arbejdsløshed.

3

Di Conti, der er italiensk statsborger, og som oppebærer ydelser ved arbejdsløshed i Belgien, ansøgte den 27. april 1984 om, at artikel 69 i forordning nr. 1408/71 måtte blive bragt i anvendelse på ham, således at han fortsat kunne oppebære ydelser i Italien, som han havde besluttet at rejse til for at søge beskæftigelse. Han fik derfor udstedt en formular E 303, hvorved det attesteredes, at han havde ret til ydelser i en periode af tre måneder begyndende den 27. april 1984.

4

Di Conti rejste tilbage til Belgien efter udløbet af den fastsatte frist. Han begyndte atter at arbejde den 23. september 1985 og ansøgte om ydelser ved delvis arbejdsløshed. Onem afslog at tildele ham disse ydelser med den begrundelse, at selv om han havde været beskæftiget i mere end tre måneder i Belgien, hvilket ifølge artikel 69, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 er en betingelse for at generhverve ret til ydelser i denne stat, opfyldte han ikke de betingelser om ventetid, der er fastsat ved belgisk lovgivning (artilderne 118-122 i kongelig anordning af 20. december 1963 om beskæftigelse og arbejdsløshed).

5

Di Conti anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved tribunal du travail de Liège, der gav ham medhold med den begrundelse, at han opfyldte betingelserne for anvendelse af artikel 69, stk. 4, i forordning nr. 1408/71. Onem indbragte denne afgørelse for cour du travail de Liége, der har udsat sagen på Domstolens besvarelse af følgende præjudicielle spørgsmål :

»Generhverver en arbejdsløs, hvis kompetente stat er Belgien, og som vender tilbage dertil efter udløbet af fristen på tre måneder, jfr. artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71, hvorfor han mister enhver ret til ydelser fra Belgien i medfør af artikel 69, stk. 2, sin ret til ydelser i denne stat efter at have været beskæftiget dér i mindst tre måneder, eller skal artikel 69, stk. 4, tværtimod opfattes således, at den arbejdsløse yderligere igen skal have tilbagelagt venteperioden efter belgisk lov, i dette tilfælde kongelig anordning af 20. december 1963?«

6

Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg for Domstolen henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

7

Det bemærkes indledningsvis, at artikel 69 i forordning nr. 1408/71 giver arbejdsløse arbejdstagere mulighed for i en bestemt periode at unddrage sig den forpligtelse, der er fastsat ved den kompetente medlemsstats lovgivning, til at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i denne stat, uden dog at fortabe retten til ydelser ved arbejdsløshed, for at gøre det muligt for vedkommende at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat. Ifølge artikel 69, stk. 1, er den mulighed, som herved er indrømmet arbejdstagere, begrænset til en periode på tre måneder, regnet fra den dato, hvor vedkommende ikke længere står til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.

8

Det skal fremhæves, at Domstolen i dommen af 19. juni 1980 (41/79, 121/79 og 796/79, Testa, Smi. s. 1979) har fastslået, at en arbejdstager, som vender tilbage til den kompetente medlemsstat efter udløbet af tremånedersfristen i artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71, i henhold til artikel 69, stk. 2, første punktum, ikke længere er berettiget til ydelser i den kompetente stat, medmindre fristen er forlænget i henhold til artikel 69, stk. 2, andet punktum.

9

Artikel 69, stk. 4, som ønskes fortolket af den nationale domstol, er en specialbestemmelse, som omhandler generhvervelse af ret til ydelser for arbejdsløse, der vender tilbage til den kompetente stat efter udløbet af tremånedersfristen, når denne stat er Belgien.

10

Onem har gjort gældende, at den i artikel 69, stk. 4, fastsatte betingelse, hvorefter arbejdstageren for at generhverve ret til ydelser i Belgien skal have været beskæftiget dér i mindst tre måneder efter at være vendt tilbage til dette land, supplerer de betingelser, som den belgiske lovgivning generelt fastsætter for erhvervelse af ret til ydelser ved arbejdsløshed.

11

En sådan fortolkning kan ikke tiltrædes.

12

Dels har den intet grundlag i ordlyden af artikel 69, stk. 4, som begrænser sig til at foreskrive, at arbejdsløse, der vender tilbage til Belgien, dér atter skal være beskæftiget i tre måneder for at generhverve ret til ydelser i denne stat, og som derfor vedrører generhvervelse og ikke erhvervelse af ret til ydelser.

13

Dels ville den af Onem hævdede fortolkning — eftersom artikel 69 i forordning nr. 1408/71 har til formål at fremme mobiliteten for arbejdssøgende — have til følge at modvirke mobiliteten ved at gøre det vanskeligere at opnå opretholdelse af retten til ydelser ved arbejdsløshed for de arbejdstagere, der har gjort brug af muligheden i henhold til artikel 69, stk. 1, end for samtlige arbejdstagere i Belgien.

14

Det bør derfor påpeges, at artikel 69, stk. 4, ikke kan fortolkes således, at der skal ses bort fra den belgiske lovgivnings særegenheder.

15

I medfør af artikel 123, stk. 1, første afsnit, punkt 1, i kongelig anordning af 20. december 1963 (ændret ved artikel 2, punkt 1, i kongelig anordning af 12. april 1983) bevarer arbejdsløse arbejdstagere status som ydelsesberettigede med hensyn til ydelser ved arbejdsløshed, når udbetalingen kun er blevet afbrudt i en periode, som generelt ikke må overstige tre år.

16

Som modstykke til opretholdelsen af arbejdstageres ret til ydelser i en så lang periode, hvor de dog ikke fortsat står til rådighed for arbejdsformidlingen i Belgien, foreskriver artikel 69, stk. 4, at arbejdsløse, for fortsat at kunne oppebære ydelser, når de vender tilbage til Belgien, atter skal være beskæftiget dér i mindst tre måneder.

17

Det følger af det foregående, at artikel 69, stk. 4, i forordning EØF nr. 1408/71 skal fortolkes således, at en arbejdsløs, hvis kompetente stat i denne artikels forstand er Belgien, og som i henhold til den i samme bestemmelse fastsatte ordning rejser til en anden medlemsstat for dér at søge beskæftigelse og først vender tilbage til Belgien efter udløbet af den tremånedersfrist, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, litra c), i medfør af artikel 69, stk. 4, generhverver retten til ydelser ved arbejdsløshed efter den belgiske ordning på følgende to betingelser, dels at vedkommende har bevaret status som ydelsesberettiget i henhold til belgisk lovgivning, dels har været beskæftiget i mindst tre måneder efter atter at være vendt tilbage til Belgien.

18

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af cour du travail de Liège ved dom af 28. april 1989, for ret:

Artikel 69, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som affattet ved forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes således, at en arbejdsløs, hvis kompetente stat i denne artikels forstand er Belgien, og som i henhold til den i samme bestemmelse fastsatte ordning rejser til en anden medlemsstat for dér at søge beskæftigelse og først vender tilbage til Belgien efter udløbet af den tremånedersfrist, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, litra c), i medfør af artikel 69, stk. 4, generhverver retten til ydelser ved arbejdsløshed efter den belgiske ordning på følgende to betingelser, dels at vedkommende har bevaret status som ydelsesberettiget i henhold til belgisk lovgivning, dels har været beskæftiget i mindst tre måneder efter atter at være vendt tilbage til Belgien.