i sag C-111/89 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og skriftveksling
1. Sagens retlige baggrund
Ifølge artikel 6a i den nederlandske lov af 5. april 1951 om plantesygdomme kan der for de af Den Fytosanitære Kontrol i henhold til loven udførte undersøgelser og formaliteter opkræves et gebyr på grundlag af en af den kompetente minister fastsat tarif.
I medfør af denne bestemmelse udstedtes den 23. juni 1967 en bekendtgørelse om fastsættelse af tariffen for fytosanitær kontrol. Ifølge bekendtgørelsens artikel 1, stk. 1, beregnes de gebyrer, der opkræves for fytosanitær kontrol, på grundlag af vægten af de til udførsel frembudte planter/plantedele eller den i fakturaen anførte nettoværdi.
Med hensyn til kontrol på voksestedet, skal eksportørerne kun betale 75% af de hermed forbundne omkostninger, idet alene 75% af produktionen er bestemt til eksport. De resterende 25% opkræves hverken af eksportørerne eller af de virksomheder, som sælger deres produkter på hjemmemarkedet.
Ved lov af 1982 om kontrol af landbrugsprodukter blev kontrollen af planter på voksestedet overdraget til et privatretligt organ, som alle producenter betaler bidrag til, uanset produktets anvendelse.
Ifølge bekendtgørelse af 11. december 1987 opkræves der ikke længere gebyr til dækning af omkostninger ved kontrol, jf. ovennævnte bekendtgørelse af 23. juni 1967, af blomsterløg og -knolde.
2. Faktiske omstændigheder
I perioden 1974-1977 foretog Den Fytosanitære Kontrol adskillige kontroller hos sagsøgte i hovedsagen (herefter benævnt »Bakker«) af planter bestemt til eksport, herunder navnlig blomsterløg. Ifølge ovennævnte bekendtgørelse af 23. juni 1967 opkrævede staten i alt 317400,09 HFL i gebyr af Bakker for den udførte kontrol. Beløbet omfatter omkostningerne i forbindelse med såvel kontrol af planter på voksestedet som kontrol i virksomheden.
Under henvisning til, at gebyrerne er i strid med fællesskabsretten, nægtede Bakker at betale. Herefter anlagde staten sag ved Rechtbank, Haag, med påstand om, at Bakker tilpligtes at betale beløbet. Ved dom af 19. september 1984 dømte Rechtbank Bakker til at betale et beløb på 277513,37 HFL med renter efter loven fra 2. februar 1978. Dette beløb dækker omkostningerne ved kontrol i virksomheden, men derimod ikke omkostningerne ved kontrol på voksestedet.
Rechtbank statuerede, at et princip, hvorefter det samlede afgiftsprovenu i forbindelse med eksportkontrollen ikke er højere end det samlede beløb af alle de med kontrollen forbundne direkte og indirekte omkostninger — herunder en andel af det kontrollerende organs udgifter til administration og personale samt andre driftsomkostninger — og hvorved omkostningerne ved den individuelle kontrol er afhængige af mængden af de kontrollerede varer eller af fakturaværdien, ikke går ud over de i Domstolens praksis fastsatte rammer, hvorefter de opkrævne afgifter ikke må overstige de faktiske omkostninger ved den virksomhed, for hvilken de opkræves.
Rechtbank tog imidlertid ikke i sin dom hensyn til omkostningerne ved kontrol af planter på voksestedet, idet retten fandt, at der ikke var tale om foranstaltninger til fremme af de frie varebevægelser, idet denne kontrol ikke blot vedrører blomsterløg og -knolde bestemt til eksport, men også løg og knolde bestemt til det nederlandske marked, og der ikke opkræves gebyr for kontrol på voksestedet af blomsterløg og -knolde, der ikke er bestemt til eksport.
Staten appellerede dommen til Gerechtshof, Haag, hvorefter Bakker kontraappellerede. Ved dom af 20. februar 1987 stadfæstede Gerechtshof Rechtbanks dom med undtagelse af afgørelsen vedrørende sagens omkostninger. Både staten og Bakker indgav kassationsankestævning mod Gerechtshofs dom.
3. Præjudicielle spørgsmål
Hoge Raad, der fandt, at sagen rejste et spørgsmål om fortolkning af fællesskabsretten, besluttede ved dom af 31. marts 1989 at udsætte sagen og i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
|
»1) |
Er det i overensstemmelse med fællesskabsretten, navnlig EØF-Traktatens artikler 12, 16 og 36, at afgifter, der opkræves i forbindelse med kontrol af planter/plantedele bestemt til udførsel, og som beregnes i henhold til artikel 1, stk. 1, i Tarief Plantenziektekundige Dienst (tarif for den fytosanitære kontrol), det vil sige på grundlag af vægt og fakturaværdi, anses for ikke at have tilsvarende virkning som told, når det samlede afgiftsprovenu ved udførsels-kontrollen ikke overstiger det samlede beløb af alle de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med kontrollen, eller kan sådanne afgifter kun anses for ikke at have tilsvarende virkning som told, såfremt det enkelte afgiftsbeløb ikke overstiger omkostningerne ved den konkrete kontrol, som danner grundlag for opkrævningen af afgiften? |
|
2) |
Når henses til,
må det da på grundlag af det forhold, at 75% af omkostningerne ved kontrollen på voksestedet henregnes til udførslen (idet 75% af de løg, der er genstand for kontrol på voksestedet, udføres), og at de resterende 25% af disse omkostninger ikke faktureres handlende, som sælger løg på det nederlandske marked, fastslås, at det er i strid med fællesskabsretten at opkræve omkostningerne ved kontrollen på voksestedet af eksportørerne?« |
Hoge Raad har i forelæggelsesdommen præciseret, at parterne i hovedsagen er enige om, at der i den foreliggende sag er tale om kontrol af samme art som den, Domstolen tog stilling til i dom af 12. juli 1977, Kommissionen mod Nederlandene (89/76, Sml. s. 1355). Dommen vedrører fytosanitær kontrol ved eksport i henhold til en international konvention, der skal fremme den frie bevægelighed for planter i bestemmelseslandet ved indførelse af kontrol foretaget i forsendelsesmedlemsstaten, som anerkendes af de kontraherende stater, og som tilrettelægges på ensartet grundlag.
4. Retsforhandlingerne for Domstolen
Forelæggelsesdommen er blevet registreret på Domstolens Justitskontor den 6. april 1989.
I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af:
|
— |
sagsøgte i hovedsagen, P. Bakker Hillegom BV, ved advokat J. van der Pias den 16. juni 1989, |
|
— |
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved René Barents, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget den 3. juni 1989, og |
|
— |
den nederlandske regering ved Secretaris-generaal i Udenrigsministeriet B. R. Bot den 5. juli 1989. |
Den 6. december 1989 besluttede Domstolen at henvise sagen til Første Afdeling, jf. procesreglementets artikel 95, stk. 1 og 2.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
II — Sammendrag af skriftvekslingen for Domstolen
5. Første spørgsmål
Bakker har henvist til Domstolens praksis, navnlig dommen af 25. januar 1977, Bauhuis (46/76, Sml. s. 5), hvorefter det principielt er forbudt at opkræve gebyrer for sundhedskontrol, der udføres i forbindelse med eksport, medmindre de ikke overstiger de reelle omkostninger ved den kontrol, for hvilken de opkræves. Bakker har gjort gældende, at selskabet altid frembyder meget store partier til kontrol i Nederlandene, og at de faktiske omkostninger ved den således udførte kontrol kun udgør en brøkdel af gennemsnittet af Den Fytosanitære Kontrols samlede omkostninger ved eksportkontrollen af samtlige nederlandske eksportører.
Bakker har kritiseret, at de samlede kontrolomkostninger fordeles på grundlag af vægten eller fakturaværdien af de partier, der frembydes til eksport, uden at tage hensyn til, om der på en gang anmeldes et større parti på voksestedet til eksport, eller om der er tale om kontrol af små partier hos forskellige mindre eksportører og på forskellige voksesteder. Bakker har gjort gældende, at en sådan beregningsmetode indebærer, at man herved straffer de eksportører, der arbejder rationelt, og som begrænser antallet af kontroller samt den enkelte inspektørs arbejde til det mindst mulige blandt andet ved i videst muligt omfang at eksportere samtlige partier på et bestemt tidspunkt.
Den nederlandske regering har henvist til Domstolens dom af 31. januar 1984, IFG (1/83, Sml. s. 349), hvorefter den eneste begrænsning, der i denne henseende opstilles af fællesskabsretten, består i, at der skal være et rimeligt forhold mellem størrelsen af den opkrævede afgift og omkostningerne i forbindelse med kontrollen. Dette er et faktisk spørgsmål, som den nationale ret skal tage stilling til.
En fastsættelse af kontrolomkostningerne til et fast beløb, der tilpasses den særlige kontrol, den enkelte produktgruppe kræver, således som det praktiseres af de nederlandske myndigheder, er ikke i strid med fællesskabskretten. Det er således tilstrækkeligt, at det samlede afgiftsprovenu i forbindelse med kontrollen ikke overstiger de hermed forbundne samlede omkostninger. En ordning med gebyrer, der svarer nøjagtigt til omkostningerne ved den specifikke kontrol, for hvilken de opkræves, ville i øvrigt være uigennemførlig i praksis.
Kommissionen har anført, at der kun består en direkte sammenhæng mellem kontrolomkostningerne og de opkrævede gebyrer, såfremt disse beregnes på grundlag af kontrollens varighed, antallet af de herved beskæftigede personer, de direkte omkostninger, de generelle omkostninger eller, eventuelt, andre faktorer af samme art, hvilket ikke udelukker, at kontrolomkostningerne fastsættes til et bestemt beløb, f. eks. i form af en fast timebetaling. Kommissionen har imidlertid tilføjet, at gebyrer, der beregnes på grundlag af vægten og fakturaværdien af de eksporterede produkter pr. definition har karakter af en fast eksportafgift, hvorfor de er uforenelige med det af Domstolen fastsatte krav om en direkte sammenhæng mellem omkostningerne og gebyrerne.
6. Andet spørgsmål
Bakker har gjort gældende, at den nederlandske stat ved at kontrollere blomsterløg, der dyrkes med henblik på salg på hjemmemarkedet, på samme måde som løg og planter bestemt til eksport, mens der alene af sidstnævnte opkræves gebyr ved eksport, gør sig skyldig i forskelsbehandling, der er i strid med Traktaten.
Den nederlandske regering har heroverfor anført, at det ikke er i strid med fællesskabsretten, at den del af omkostningerne ved kontrol af planter på voksestedet, der svarer til den del af blomsterløgsproduktionen, der er bestemt til eksport, faktureres eksportørerne, selv om der ikke opkræves en sådan afgift af løg, der ikke er bestemt til eksport. Når henses til, at visse sygdomme kun kan konstateres ved kontrol af planter på voksestedet, er opkrævningen hos eksportørerne af en forholdsmæssig del af de dermed forbundne kontrolomkostninger begrundet i eksportørernes interesse i en hurtig afvikling af eksportformaliteterne. De virksomheder, som kan afsætte deres produkter på det nederlandske marked uden plantesundhedsattest, har ikke samme interesse.
Ifølge Kommissionen er opkrævningen af gebyrer for kontrol af planter på voksestedet, som pr. definition omfatter alle planter, begrundet i, at gebyrerne skal dække de hermed forbundne omkostninger. Såfremt sådanne gebyrer opkræves, bør det derfor ske uden forskelsbehandling. Da der ikke opkræves gebyrer for kontrol af planter til hjemmemarkedet, følger det heraf, at gebyrerne må anses for at have samme virkning som udførselstold, der er forbudt ifølge fællesskabsretten. Gebyrer, der opkræves af såvel virksomheder, der afsætter deres produkter på hjemmemarkedet, som af eksportører, er derimod interne afgifter, jfr. Traktatens artikel 95.
G. C. Rodríguez Iglesias
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: nederlandsk.
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
2. maj 1990 ( *1 )
I sag C-111/89,
angående en anmodning, som Nederlandenes Hoge Raad i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
den nederlandske stat
mod
P. Bakker Hillegom BV,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikler 12, 16 og 36,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, Sir Gordon Slynn, og dommerne R. Joliét og G. C. Rodríguez Iglesias,
generaladvokat: F. G. Jacobs
justitssekretær: assisterende justitssekretær J. A. Pompe
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
|
— |
sagsøgte i hovedsagen, P. Bakker Hillegom BV, ved advokat J. van der Plas, Haag, |
|
— |
den nederlandske regering ved Secretaris-generaal i Udenrigsministeriet B. R. Bot som befuldmægtiget, og |
|
— |
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved René Barents, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, |
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 11. januar 1990,
efter at der i retsmødet den 11. januar 1990 er afgivet mundtlige indlæg af sagsøgte, af den nederlandske regering ved J. W. de Zwaan som befuldmægtiget og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. marts 1990,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Ved dom af 31. marts 1989, indgået til Domstolen den 6. maj 1989, har Nederlandenes Hoge Raad i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikler 12, 16 og 36. |
|
2 |
Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Den Fytosanitære Kontrol i Nederlandene mod P. Bakker Hillegom BV (herefter benævnt »Bakker«) vedrørende gebyrer, som er blevet opkrævet til dækning af omkostningerne ved kontrol af planter bestemt til udførsel. |
|
3 |
Ved bekendtgørelse af 23. juni 1967, udstedt i henhold til artikel 6a i nederlandsk lov af 5. april 1951 om plantesygdomme, fastsattes tariffen for fytosanitær kontrol. Ifølge bekendtgørelsen beregnes de gebyrer, der opkræves for fytosanitær kontrol, på grundlag af vægten af de til udførsel frembudte planter /plantedele eller den i fakturaen anførte nettoværdi. |
|
4 |
Ifølge den nationale ordning, der gjaldt på det for hovedsagen relevante tidspunkt, faktureredes omkostningerne i forbindelse med kontrol af planter på voksestedet, der rent logisk må omfatte alle produkter, uanset om de senere udføres, udelukkende til eksportørerne med et beløb på op til 75% af det samlede beløb med den begrundelse, at kun 75% af produktionen er bestemt til udførsel. De resterende 25% blev hverken opkrævet af eksportørerne eller af de virksomheder, som solgte deres produkter på hjemmemarkedet, men blev afholdt af staten. |
|
5 |
Mellem 1974 og 1977 blev der hos Bakker foretaget adskillige kontroller af planter bestemt til udførsel, og herfor blev der opkrævet gebyrer på i alt 317400,09 HFL. Da Bakker nægtede at betale, anlagde staten civilsag ved Rechtbank, Haag, med påstand om betaling af det pågældende beløb. Rechtbank gav staten medhold, når bortses fra omkostningerne ved kontrol af planter på voksestedet. Staten appellerede dommen til Gerechtshof, Haag, hvorefter Bakker kontraappellerede. Gerechtshof stadfæstede Rechtbanks afgørelse, hvorefter parterne ved kassationsanke indbragte Gerechtshofs dom for Nederlandenes Hoge Raad. |
|
6 |
Hoge Raad besluttede at udsætte sagen og anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål :
|
|
7 |
Vedrørende hovedsagens retlige baggrund og faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og indlæggene for Domstolen henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. |
|
8 |
Det bemærkes indledningsvis, at Traktatens artikel 36, som nævnes i forelæggelsesdommen, ikke finder anvendelse på et forhold som det i hovedsagen omhandlede. Ifølge Domstolens faste praksis skal artikel 36 nemlig fortolkes indskrænkende, og den bør derfor forstås således, at den ikke tillader andre foranstaltninger end de i artiklerne 30-34 omhandledle G'f- bl.a. dom af 25. januar 1977, Bauhuis, 46/76, Sml. s. 5, præmis 12). |
Første spørgsmål
|
9 |
I overensstemmelse med Domstolens praksis bemærkes først, at forbuddet mod told og afgifter med tilsvarende virkning er begrundet i det forhold, at selv minimale økonomiske byrder ved grænseoverskridelsen hindrer varernes bevægelighed, hvilket forværres af de administrative formaliteter i forbindelse hermed. Følgelig udgør enhver økonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som pålægges ensidigt og belaster varer ved grænseoverskridelsen, uanset benævnelse eller opkrævningsmåde, en afgift med tilsvarende virkning som told i den i Traktatens artikler 9, 12, 13 og 16 forudsatte betydning. |
|
10 |
Ifølge Domstolens praksis kan en sådan byrde dog ikke betegnes som en afgift med tilsvarende virkning som told, såfremt den er led i en almindelig, intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme kriterier anvendes på indenlandsk producerede og importerede eller eksporterede produkter (dom af 31. maj 1979, Denkavit, 132/78, Sml. s. 1923), såfremt den pågældende byrde udgør et forholdsmæssigt vederlag for en til den erhvervsdrivende erlagt tjenesteydelse (dom af 9. november 1983, Kommissionen mod Danmark, 158/88, Sml. s. 3573), eller endelig, under visse omstændigheder, såfremt den vedrører kontrol, der skal udøves for at opfylde fællesskabsretlige forpligtelser (ovennævnte dom af 25. januar 1977, Bauhuis, 46/76). |
|
11 |
Det fremgår af forelæggelsesdommen, at de i hovedsagen omhandlede gebyrer vedrører fytosanitær kontrol ved udførsel i henhold til en international konvention, der skal fremme den frie bevægelighed for planter i bestemmelseslandet ved indførelse af kontrol foretaget i forsendelsesmedlemsstaten, som anerkendes af de kontraherende stater, og som tilrettelægges på ensartet grundlag. I dom af 12. juli 1977, Kommissionen mod Nederlandene (89/76, Sml. s. 1355) fastslog Domstolen, at sådanne gebyrer ikke kan anses for afgifter med tilsvarende virkning som told, »forudsat de ikke overstiger de faktiske omkostninger ved den virksomhed, for hvilken de opkræves« (præmis 16). Med det første spørgsmål har den nationale ret ønsket at få rækkevidden af denne betingelse nærmere præciseret. |
|
12 |
Det bemærkes i denne forbindelse, at betingelsen kun kan anses for opfyldt, såfremt der består en direkte sammenhæng mellem gebyrets størrelse og den konkrete kontrol, for hvilken gebyret opkræves. Såfremt der ikke består en sådan sammenhæng, kan det nemlig ikke med sikkerhed fastslås, at gebyret ikke overstiger de faktiske omkostninger ved den virksomhed, for hvilken det opkræves. |
|
13 |
Som Kommissionen med rette har anført, består der en sådan sammenhæng, når gebyret beregnes på grundlag af kontrollens varighed, antallet af de hermed beskæftigede personer, de direkte omkostninger, de generelle omkostninger eller, eventuelt, andre faktorer af samme art, hvilket ikke udelukker, at kontrolomkostningerne fastsættes til et bestemt beløb, f. eks. i form af en fast timebetaling. |
|
14 |
Derimod består der ikke nogen direkte sammenhæng mellem den konkrete kontrol og gebyret, når dette beregnes på grundlag af vægten eller fakturaværdien af de udførte produkter. I et sådant system må gebyrerne anses for afgifter med tilsvarende virkning som told, der er i strid med Traktatens artikler 12 og 16. |
|
15 |
Dette resultat er ikke i strid med Domstolens dom af 21. januar 1984, IFG, (1/83, Sml. s. 349), som den nederlandske regering har henvist til. Ganske vist fastslog Domstolen i denne dom, at medlemsstaterne ikke blot kan vælte de omkostninger, der specielt vedrører kontrollen af de pågældende varer, over på importøren, men også de administrative udgifter, der er forbundet med sundhedskontrolordningen som sådan (præmis 17). Imidlertid drejede det sig om afgifter ved sundhedskontrol af varer importeret fra tredjelande. Som Domstolen fastslog i samme dom, indgår sundhedskontrol af varer fra tredjelande i en anden faktisk og retlig sammenhæng end kontrollen med varer, der har deres oprindelse i Fællesskabet (præmis 10). |
|
16 |
Det første spørgsmål skal herefter besvares dermed, at Traktatens artikler 12 og 16 skal fortolkes således, at gebyrer for kontrol af planter bestemt til udførsel, der foretages i henhold til en international konvention, hvis formål er at fremme de frie bevægelser af planter, må anses for afgifter med tilsvarende virkning som told, når størrelsen fastsættes på grundlag af planternes vægt eller fakturabeløbet, selv om det samlede beløb, der opkræves for kontrollen, ikke overstiger det samlede beløb af de direkte eller indirekte omkostninger, der er forbundet med kontrollen. Det gælder dog ikke, hvis størrelsen af det enkelte gebyr fastsættes på grundlag af de faktiske omkostninger ved den konkrete kontrol, som danner grundlag for opkrævning af gebyret. |
Andet spørgsmål
|
17 |
Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret alene afgjort, om fællesskabsretten er til hinder for opkrævning af gebyrer for kontrol af planter på voksestedet, der kun omfatter de udførte produkter og ikke produkter bestemt til hjemmemarkedet. |
|
18 |
Den nederlandske regering har gjort gældende, at kontrol af planter på voksestedet kun foretages, fordi der kræves en sådan kontrol af produkter, som udføres inden for rammerne af internationale konventioner. Da virksomheder, der afsætter deres produkter på hjemmemarkedet, ikke drager fordel af en sådan kontrol, bør omkostningerne herved rimeligvis ikke overvæltes på dem. |
|
19 |
Dette argument kan kun lægges til grund, såfremt det godtgøres, at den pågældende kontrol alene kommer eksportørerne til gode. Hvis den produktion, der er bestemt til hjemmemarkedet, derimod på en eller anden måde har blot en ubetydelig fordel af kontrollen, indebærer det forhold, at gebyrerne alene opkræves af udførte produkter, at de må anses for afgifter med tilsvarende virkning som udførselstold, der er forbudt i henhold til Traktatens artikler 12 og 16. Det tilkommer her den nationale ret at tage stilling til de relevante faktiske omstændigheder. |
|
20 |
Herefter skal det andet spørgsmål besvares dermed, at Traktatens artikler 12 og 16 skal fortolkes således, at gebyrer for kontrol af planter på voksestedet, som alene opkræves for produkter, der udføres, og ikke for produkter bestemt til salg på hjemmemarkedet, må anses for afgifter med tilsvarende virkninger som udførselstold, selv om kontrollen opfylder krav i henhold til internationale konventioner, som kun vedrører udførte produkter. Det gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at den produktion, der er bestemt til hjemmemarkedet, ikke drager fordel af de pågældende kontrolforanstaltninger. |
Sagens omkostninger
|
21 |
De udgifter, der er afholdt af Nederlandenes regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. |
|
På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (Første Afdeling) vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 31. marts 1989, for ret: |
|
|
|
Slynn Joliét Rodríguez Iglesias Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. maj 1990. J.-G. Giraud Justitssekretær Gordon Slynn Formand for Første Afdeling |
( *1 ) – Processprog: nederlandsk.