61989J0051

++++

1. EOEF-Traktaten - artikel 235 - raekkevidde

2. Socialpolitikken - faelles politik for faglig uddannelse - Raadets vedtagelse af retsakter om faellesskabsaktioner, som paalaegger medlemsstaterne samarbejdsforpligtelser - hjemmel - Traktatens artikel 128

(EOEF-Traktaten, art. 128)

3. Institutionernes retsakter - procedurekrav - udoevelse af lovgivningskompetence og af budgetkompetence - undergivet forskellige procedurekrav

4. Socialpolitikken - faelles politik for faglig uddannelse - Raadets vedtagelse af anden fase af programmet om samarbejde mellem universiteter og virksomheder om uddannelse paa teknologiomraadet (Comett II) - angivelse i programmet af, at det skal harmonere og supplere faellesskabsaktioner vedroerende videnskabelig forskning - uden betydning for anvendelsen af Traktatens artikel 128 som eneste hjemmel

(EOEF-Traktaten, art. 128; Raadets afgoerelse 89/27)

5. Socialpolitikken - faelles politik for faglig uddannelse - faglig uddannelse - begreb - videreuddannelse - omfattet heraf

(EOEF-Traktaten, art. 128)

1. Det fremgaar af selve ordlyden af Traktatens artikel 235, at denne artikel kun kan vaere hjemmel for en retsakt, hvis ingen anden traktatbestemmelse giver faellesskabsinstitutionerne den fornoedne kompetence til at udstede den paagaeldende retsakt.

2. Traktatens artikel 128 skal fortolkes saaledes, at Raadet herefter kan udstede retsakter om faellesskabsaktioner vedroerende faglig uddannelse, hvorved der paalaegges medlemsstaterne tilsvarende forpligtelser til samarbejde.

3. Betingelserne for udnyttelse af lovgivningskompetencen og betingelserne for udoevelse af budgetkompetencen efter Traktatens ordning er ikke det samme. De krav til budgetprocedure, der gaelder ved bevilling af de noedvendige kreditter til en retsakt til gennemfoerelse, er foelgelig ganske irrelevante for de procedurekrav, der gaelder for vedtagelsen af den paagaeldende retsakt.

4. Programmet om samarbejde mellem universiteter og virksomheder om uddannelse paa teknologiomraadet (anden fase - "Comett II") omfatter et samarbejde inden for Faellesskabet mellem universiteter og virksomheder om grunduddannelse og efter- og videreuddannelse inden for teknologi, navnlig hoejteknologi og skal styrke udviklingen af de hoejt kvalificerede menneskelige ressourcer og dermed den europaeiske industris konkurrenceevne. Heraf foelger, at programmet har faglig uddannelse som formaal og udelukkende, for saa vidt angaar dets hjemmel, henhoerer under Traktatens artikel 128. Dette kan ikke aendres af, at denne faglige uddannelse er taenkt som et middel til at lette baade udnyttelsen af forskningens resultater og den teknologiske udvikling i Faellesskabet, uanset om det bestemmes, at Kommissionen skal paase, at programmet kommer til at harmonere med de oevrige allerede programsatte faellesskabsaktioner vedroerende forskning og udvikling, og aendres heller ikke af, at de aktiviteter, som omfattes af de ydede stipendier med henblik paa at lette udveksling tvaers over graenserne, og udtrykkeligt omtales som uddannelsesaktiviteter, kan vaere saerdeles snaevert forbundet med forskning og teknologisk udvikling.

5. Traktatens artikel 128 omhandler efter sin ordlyd den faelles politik for faglig uddannelse, uden at der herved sondres mellem grunduddannelse og videre- eller efteruddannelse. Paa baggrund heraf kan uddannelse af den sidstnaevnte art ikke holdes uden for faglig uddannelse, uden at der sker en vilkaarlig begraensning af dette begreb.

1 Ved staevninger, indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. februar, 17. og 21. marts 1989, har Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af Raadets afgoerelse 89/27/EOEF af 16. december 1988 om vedtagelse af anden fase af programmet om samarbejde mellem universiteter og virksomheder om uddannelse paa teknologiomraadet (Comett II, 1990-1994) (EFT L 13, s. 28, herefter benaevnt "den anfaegtede afgoerelse").

2 Raadet traf den anfaegtede afgoerelse med hjemmel i EOEF-Traktatens artikel 128 ligesom det var tilfaeldet med Raadets afgoerelse 63/266/EOEF af 2. april 1963 om opstilling af almindelige principper for gennemfoerelse af en faelles politik for faglig uddannelse (EFT 1963-1964, s. 22).

3 De sagsoegende regeringer har til stoette for deres annullationspaastand anfoert, at hjemmelen for den anfaegtede afgoerelse er utilstraekkelig, idet afgoerelsen skulle have vaeret udstedt ikke blot med hjemmel i EOEF-Traktatens artikel 128, men ogsaa dens artikel 235.

4 Kongeriget Spanien og Kommissionen har interveneret i sagen til stoette for Raadets paastande.

5 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

6 Indledningsvis bemaerkes, at det i Domstolens praksis er fastslaaet, at det fremgaar af selve ordlyden af Traktatens artikel 235, at denne artikel kun kan vaere hjemmel for en retsakt, hvis ingen anden traktatbestemmelse giver faellesskabsinstitutionerne den fornoedne kompetence til at udstede den paagaeldende retsakt (Domstolens dom af 26.3.1987, sag 45/86, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 1493).

7 Der maa derfor foretages en gennemgang af de forskellige anbringender, hvormed de sagsoegende regeringer har gjort gaeldende, at Raadet ikke havde kompetence til at vedtage den anfaegtede afgoerelse alene med hjemmel i Traktatens artikel 128.

Anbringenderne om, at Comett II-programmet er et handlingsprogram og har visse budgetmaessige foelger

8 De sagsoegende regeringer har foerst og fremmest gjort gaeldende, at der ved den anfaegtede afgoerelse ivaerksaettes et handlingsprogram, hvortil er knyttet en raekke aktioner, der gaar langt videre end den fastsaettelse af almindelige principper, der er tale om i artikel 128. De har tilfoejet, at en retsakt, der har saa betydelige budgetmaessige foelger som Comett II-programmet, ikke kan udstedes med hjemmel alene i denne bestemmelse.

9 Det bemaerkes hertil, at den argumentation, sagsoegerne her har fremfoert, er identisk med den argumentation, som Domstolen forkastede i dom af 30. maj 1989 (sag 242/87, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 1425), der blev afsagt, mens naervaerende sag verserede.

10 I denne dom fortolkede Domstolen artikel 128 saaledes, at Raadet herefter kan udstede retsakter om faellesskabsaktioner vedroerende faglig uddannelse, hvorved der paalaegges medlemsstaterne tilsvarende forpligtelser til samarbejde.

11 I naevnte dom blev det desuden fastslaaet, at betingelserne for udoevelse af lovgivningskompetencen og betingelserne for udoevelse af budgetkompetencen efter Traktatens ordning ikke er de samme, og at de krav til budgetproceduren, der gaelder ved bevilling af de noedvendige kreditter til det omtvistede programs gennemfoerelse, foelgelig er ganske irrelevante for de procedurekrav, der gaelder for vedtagelsen af den anfaegtede afgoerelse, idet disse krav er omfattet af en helt selvstaendig bestemmelse.

12 Af det anfoerte foelger, at de sagsoegende regeringers anbringender om, at Comett II-programmet er et handlingsprogram, og om programmets budgetmaessige foelger, ikke kan anerkendes.

Den faglige uddannelses omraade

13 De sagsoegende regeringer har gjort gaeldende, at det ved den anfaegtede afgoerelse opstillede program spraenger de rammer for faglig uddannelse, der er omhandlet i Traktatens artikel 128, for saa vidt som en raekke af de tilsigtede maal og visse af de aktioner, der omfattes af programmet, ogsaa vedroerer forskning og teknologisk udvikling. Efter deres mening maa de synspunkter, Domstolen lagde til grund i den tidligere naevnte dom af 30. maj 1989, Kommissionen mod Raadet, hvorefter Erasmus-programmet indeholdt elementer vedroerende forskningsomraadet, ogsaa kunne goeres gaeldende paa Comett II-programmet.

14 I den forbindelse fremhaeves det, at Comett II-programmet ifoelge den anfaegtede afgoerelses artikel 1, stk. 1, omfatter et samarbejde inden for Faellesskabet mellem universiteter og virksomheder om grunduddannelse og efter- og videreuddannelse inden for teknologi, navnlig hoejteknologi.

15 Efter den anfaegtede afgoerelses artikel 3, stk. 1, har dette program "til formaal at styrke uddannelsen i teknologi, navnlig hoejteknologi, udviklingen af de hoejt kvalificerede menneskelige ressourcer og dermed den europaeiske industris konkurrenceevne. Det er koncentreret om virksomhedernes og de ansattes udviklingsbehov ... Programmet bidrager gennem de uddannelsesinitiativer, det stoetter, til anvendelse og udnyttelse af de teknologiske resultater, metoder og redskaber, der er udviklet i kraft af Faellesskabets forsknings- og udviklingspolitik. Det fremmer innovation og teknologioverfoersel samt en afbalanceret oekonomisk og social udvikling inden for Faellesskabet".

16 I samme artikels stk. 2 angives "i denne forbindelse" en raekke formaal, der alle i foerste raekke vedroerer uddannelse i teknologi.

17 Af selve ordlyden af disse bestemmelser fremgaar, at det omhandlede program har faglig uddannelse som formaal.

18 Dette aendres ikke af, at denne faglige uddannelse er taenkt som et middel til at lette baade udnyttelsen af forskningens resultater og den teknologiske udvikling i Faellesskabet.

19 Ganske vist er det, som de sagsoegende regeringer har fremhaevet, i afgoerelsens artikel 5, stk. 10, bestemt, at "Kommissionen paaser, at Comett II kommer til at harmonere med de oevrige allerede programsatte faellesskabsaktioner vedroerende forskning og udvikling".

20 Programmet kan imidlertid ikke i kraft af denne bestemmelse anses for et forsknings- og udviklingsprogram. Denne indeholder et krav om en harmonisering af Comett II-programmet og de aktioner, der er blevet igangsat inden for rammerne af Faellesskabets politik paa andre omraader end faglig uddannelse.

21 Denne bestemmelse viser ogsaa, at den med det omhandlede program paataenkte faglige uddannelse i forhold til forskning har en supplerende karakter. Det fremgaar nemlig af femte betragtning til den anfaegtede afgoerelse, at det teknologiske og industrielle forsknings- og udviklingssamarbejde "skal understoettes gennem en parallel indsats paa erhvervsuddannelsesomraadet".

22 De selvsamme krav om harmonisering og supplering tilgodeses ogsaa af bestemmelsen i afsnit 2 i punkt 2 i bilaget til den anfaegtede afgoerelse, hvorefter der ved udvaelgelsen af projekterne i medfoer af Comett II-programmet skal tages hensyn til udviklingen i rammeprogrammet for teknologisk forskning og udvikling med henblik paa at fremme uddannelsesinitiativer, der er affoedt af Faellesskabets forskning, dog saaledes at overlapning undgaas.

23 Endelig tager de saerlige i bilagets punkt 4 omhandlede foranstaltninger efter deres formulering sigte paa uddannelsesformaal og ikke forskningsformaal.

24 De sagsoegende regeringer har imidlertid gjort gaeldende, at den i samme bilag under B omhandlede tildeling af stipendier ogsaa omfatter forskning.

25 Dette argument kan ikke anerkendes.

26 De i bilaget under B "udveksling tvaers over graenserne" henhoerende foranstaltninger omfatter tildeling af stipendier med henblik paa at fremme saadan udveksling til studerende, der tilbringer en uddannelsesperiode paa 3-12 maaneder i en virksomhed i en anden medlemsstat, [i)], til personer, der har afsluttet deres grunduddannelse, og som tilbringer en uddannelsesperiode paa mellem seks maaneder og to aar i en virksomhed i en anden medlemsstat i tilknytning til et industriudviklingsprojekt i virksomheden [ii)], og endelig til ansatte paa universiteter og i virksomheder, der udstationeres henholdsvis i en virksomhed eller paa et universitet i en anden medlemsstat for med deres kompetence at styrke uddannelsesaktiviteterne og den praktiske erfaring paa det universitet eller i den virksomhed, hvor de udstationeres.

27 Den blotte omstaendighed, at de af stipendierne omfattede aktiviteter, der udtrykkeligt omtales som uddannelsesaktiviteter, kan vaere saerdeles snaevert forbundet med forskning og teknologisk udvikling, kan ikke medfoere, at Comett II maa anses for et forskningsprogram.

28 I den forbindelse maa det fastslaas, at Domstolens argumentation i den tidligere naevnte dom af 30. maj 1989 vedroerende Erasmus-programmet ikke kan anvendes paa det foreliggende tilfaelde.

29 Domstolens konstatering af, at Erasmus-programmet ogsaa vedroerte videnskabelig forskning var nemlig begrundet dels med, at videnskabelig forskning udpraeget hoerer til de funktioner, der er saeregne for universiteterne (praemis 34) og dels med, at saavel programmets formaal som i hvert fald en del af de planlagte aktioner generelt vedroerte samarbejdet mellem universiteter og universitetspersonalets aktiviteter uden at udelukke forskning, mens Comett II kun vedroerer samarbejde mellem universiteter og virksomheder paa uddannelsesomraadet.

30 Det er desuden blevet gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse gaar ud over omraadet for faglig uddannelse efter betydningen i Traktatens artikel 128, idet den indeholder bestemmelser om efteruddannelse, dvs. om faglig videreuddannelse, der ikke omfattes af dette begreb.

31 Dette argument maa ogsaa forkastes. Artikel 128 omhandler nemlig efter ordlyden den faelles politik for faglig uddannelse, uden at der herved sondres mellem grunduddannelse og videre- eller efteruddannelse. Paa baggrund heraf kan uddannelse af den sidstnaevnte art ikke holdes uden for faglig uddannelse, uden at der sker en vilkaarlig begraensning af dette begreb.

32 Det skal i oevrigt bemaerkes, at videreuddannelse efter den tidligere naevnte afgoerelse 63/266 er et af de almindelige principper for faglig uddannelse [jf. sjette betragtning, foerste princip, tredje afsnit, andet princip, litra f) og litra g), og niende princip, andet afsnit].

33 Det maa derfor fastslaas, at Comett II ikke gaar ud over omraadet for faglig uddannelse. Det anbringende, der er fremfoert herom, kan derfor ikke anerkendes.

34 Af det anfoerte fremgaar, at sagsoegte i det hele maa frifindes for sagsoegernes paastande.

Sagens omkostninger

35 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen og doemmes derfor in solidum til at afholde sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland betaler in solidum sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger.