61989C0358

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

Indledning

1. I denne sag har den franske virksomhed, Extramet Industrie SA (herefter benaevnt "Extramet") i henhold til EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 2, nedlagt paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 2808/89 af 18. september 1989 (EFT L 271, s. 1, (herefter benaevnt "den anfaegtede forordning"). Ved denne retsakt blev der indfoert en endelig antidumpingtold paa import til Faellesskabet af calciummetal med oprindelse i Kina og Sovjetunionen, ligesom den midlertidige antidumpingtold paa denne import, som blev indfoert ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 707/89 af 17. marts 1989 (EFT L 78, s. 10), blev endeligt opkraevet. Subsidiaert har Extramet paastaaet annullation af den anfaegtede forordnings betragtning 24, hvori det oplyses, at Raadet har afvist at give Extramet en saerlig fritagelse for den told, der blev indfoert ved forordningen. En begaering om foreloebige forholdsregler, som Extramet indgav med henblik paa at opnaa udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede forordning, indtil Domstolen har truffet afgoerelse i hovedsagen, blev ikke taget til foelge. Jeg henviser til kendelse afsagt af Domstolens praesident den 14. februar 1990.

2. Raadet stoettes af Kommissionen, en fransk virksomhed Péchiney Électrométallurgie SA (herefter benaevnt "Péchiney"), som fremstiller det paagaeldende produkt, samt af Chambre syndicale de l' électrométallurgie et de l' électrochimie (herefter benaevnt "Chambre syndicale"), en erhvervsmaessig sammenslutning, som indgav den klage, der var udgangspunktet for Kommissionens undersoegelse.

3. Raadet har fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 91, stk. 1, i Domstolens procesreglement, og den gaar ud paa, at Extramet ikke i henhold til Traktatens artikel 173 er kompetent til at anfaegte forordningen. Péchiney og Chambre syndicale har afgivet indlaeg til stoette for Raadets indsigelse. Kommissionen har afstaaet fra at afgive skriftligt indlaeg vedroerende Extramet' s soegsmaalskompetence, men den har under den mundtlige forhandling gjort gaeldende, at indsigelsen boer laegges til grund.

4. Selv om Extramet haevder det modsatte, er det klart, at virksomhedens soegsmaal, saaledes som Domstolens praksis er paa nuvaerende tidspunkt, ikke kan fremmes til realitetsbehandling. Domstolen har imidlertid besluttet, at formalitetsindsigelsen skal behandles af Domstolens plenum uafhaengigt af realitetsbehandlingen af Extramet' s soegsmaal. Denne sag giver derfor Domstolen lejlighed til at overveje sin praksis vedroerende antagelsen til realitetsbehandling af annullationssoegsmaal mod forordninger om indfoerelse af antidumpingtold.

Sagens baggrund

5. I juli 1987 modtog Kommissionen en klage, indgivet af Chambre syndicale i henhold til artikel 5 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter benaevnt "grundforordningen"). Ifoelge denne klage forekom der i Faellesskabet dumping af calciummetal med oprindelse i Kina og Sovjetunionen. Klagen blev indgivet af vegne af Péchiney, der er Faellesskabets eneste calciummetal-producent.

6. Kommissionen besluttede at ivaerksaette en undersoegelse og modtog indlaeg bl.a. fra Chambre syndicale og Extramet. Extramet er den stoerste importoer af calciummetal i Faellesskabet og er uden tilknytning til en eksportoer. Virksomheden forarbejder ligeledes produktet, og er Péchiney' s vigtigste konkurrent.

7. Kommissionen aflagde kontrolbesoeg hos Extramet og Péchiney. Den 17. marts 1989 udstedte den forordning nr. 707/89 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af calciummetal med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen. Baade Péchiney og Extramet er omtalt med navn i indledningen til forordningen (se betragtning 3). Begge virksomheder afgav derefter yderligere indlaeg til Kommissionen, hvorefter Raadet den 18. september 1989 udstedte den anfaegtede forordning. I forordningens betragtninger omtales flere gange "importoeren" eller "en importoer". Raadet erkender, at den paagaeldende importoer er Extramet, skoent det er ubestridt, at der ogsaa findes andre importoerer i Faellesskabet af det paagaeldende produkt.

8. Produktet calciummetal, som den anfaegtede forordning omhandler, anvendes hovedsagelig i metalindustrien. Extramet forarbejder det til granulat af rent calcium og har i denne sammenhaeng behov for calcium med en meget hoej renhedsgrad. Antallet af calciummetalproducenter i verden er begraenset. Som jeg tidligere har naevnt, er Péchiney den eneste virksomhed med denne produktion i Faellesskabet. Ifoelge Extramet var Péchiney ikke indstillet paa at levere Extramet et calciummetal af tilstraekkelig kvalitet, da en forsyning viste sig noedvendig af hensyn til Extramet' s produktion.

Det var grunden til, at Extramet henvendte sig til producenter af calciummetal uden for Faellesskabet, bl.a. i Kina og Sovjetunionen.

9. Extramet har anfoert, at Péchiney ikke oenskede at forsyne virksomheden, idet Péchiney forsoegte at faerdigudvikle sin egen metode til fremstilling af calciumgranulat. Extramet har klaget til det franske Conseil de la concurrence (Konkurrenceraad), og har gjort gaeldende, at Péchiney' s afvisning af at forsyne Extramet med calciummetal udgoer misbrug af dominerende stilling som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 86.

Traktatens artikel 173

10. For at kunne anfaegte en forordning om indfoerelse af antidumpingtold via et direkte soegsmaal ved Domstolen skal private foerst og fremmest opfylde betingelserne vedroerende soegsmaalskompetencen i Traktatens artikel 173, stk. 2. Ordlyden heraf er foelgende:

"Enhver fysisk eller juridisk person kan ... indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt."

Ifoelge artikel 173 skal private saaledes opfylde tre betingelser for at kunne rejse soegsmaal om annullation af en forordning om indfoerelse af antidumpingtold. Foerst skal de kunne paavise, at den anfaegtede retsakt, selv om den er udfaerdiget som en forordning, reelt er en beslutning. Dernaest skal det kunne paavises, at retsakten beroerer sagsoegeren umiddelbart. Endelig skal sagsoegeren kunne paavise, at retsakten beroerer ham individuelt.

11. Spoergsmaalet, om sagsoegeren er umiddelbart beroert, giver sjaeldent anledning til vanskeligheder i antidumpingsager. Det foelger af Domstolens praksis, at en retsakt beroerer en sagsoeger umiddelbart i artikel 173' s forstand, naar retsakten er "den direkte aarsag til, at den paagaeldendes retstilling paavirkes" (se generaladvokat Warner' s forslag til afgoerelse i sag 100/74, CAM mod Kommissionen, Sml. 1975, s. 1393, saerligt s. 1410 og de dér anfoerte henvisninger). Med andre ord maa virkningen af den paagaeldende retsakt ikke afhaenge af, at en tredjemand udoever et skoen, medmindre det er klart, at resultatet er givet paa forhaand.

12. En forordning om indfoerelse af antidumpingtold indebaerer en forpligtelse for medlemsstaternes toldmyndigheder til at opkraeve told paa enhver indfoersel til Faellesskabet, som falder ind under forordningens anvendelsesomraade. De nationale myndigheder kan ikke udoeve noget skoen paa omraadet, idet medlemsstaternes gennemfoerelse sker "helt automatisk og i oevrigt ikke i kraft af mellemkommende nationale retsregler, men udelukkende i kraft af faellesskabsretsreglerne" (se sag 113/77, NTN Toyo Bearing Company mod Raadet, praemis 11 (en af de foerste kugleleje-sager) Sml. 1979, s. 1185). Forordninger om indfoerelse af antidumpingtold beroerer derfor naesten altid umiddelbart eksportoerer og importoerer af det paagaeldende produkt. Det er da heller ikke i denne sag blevet anfoert, at den anfaegtede forordning ikke umiddelbart beroerer Extramet.

13. Spoergsmaalet, om sagsoegeren er individuelt beroert, er mere problematisk. I sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 411) fastslog Domstolen, at sagsoegerne var individuelt beroert af en retsakt, naar den rammer dem "paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller den fra alle andre ...". Selv om dette kriterium er blevet anvendt i talrige senere sager, boer Domstolen i denne sag afgoere, i hvilket omfang kriteriet er adaekvat i antidumpingsager.

14. Sondringen mellem forordninger og beslutninger er i princippet klar, men som det fremgaar nedenfor, giver den saerlige problemer i forbindelse med antidumpingforanstaltninger. I henhold til Traktatens artikel 189 er en forordning "almengyldig", hvorimod en beslutning er "bindende i alle enkeltheder for dem, den angiver at vaere rettet til". Det grundlaeggende kendetegn ved en forordning er saaledes, at den "finder ... anvendelse paa objektivt bestemte situationer", og at den skaber "retsvirkninger for personkredse, som er bestemt paa almen og abstrakt maade" (se sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 531, saerligt s. 533). Beslutninger derimod kendetegnes af, at de beroerer et begraenset antal personer, se f.eks. den ovenfor omtalte Plaumann-sag.

15. Dette er saaledes i generelle vendinger de betingelser, som en sagsoeger skal opfylde i henhold til artikel 173, stk. 2. Jeg vil nu undersoege, hvorledes de er blevet anvendt i soegsmaal om annullation af antidumpingforordninger. Gennemgangen vil ligeledes omfatte henvisninger til soegsmaal om annullation af antisubsidieringsforanstaltninger, idet de vaesentligste kendetegn i disse forordninger er de samme.

Realitetspaakendelse af soegsmaal om annullation af antidumpingforordninger

16. Domstolen har i sin praksis sondret mellem producenter, eksportoerer og klagere paa den ene side og importoerer paa den anden side.

a) Producenter og eksportoerer

17. I de forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation mod Kommissionen (Sml. 1984, s. 1005, praemis 12) fastslog Domstolen, at "retsakter om indfoerelse af antidumpingtold er i stand til umiddelbart og individuelt at beroere de producent- og eksportvirksomheder, som kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser". Domstolen har anfoert, at producenter og eksportoerer sjaeldent har et andet retsmiddel ved de nationale domstole, "eftersom sag ved nationale domstole foerst indledes, naar antidumpingtolden, der saedvanligvis indbetales af en importoer, der har hjemme i Faellesskabet, er blevet opkraevet" (samme dom praemis 13). Det er korrekt, saaledes som Kommissionen har anfoert, at en afvisning af soegsmaalene rejst af de producenter og eksportoerer, som denne sag vedroerte, kunne have afskaaret dem fra enhver domstolsproevelse.

b) Klagere

18. For saa vidt angaar klagere, har det vist sig, at deres saerlige stilling ifoelge grundforordningen er vigtig. I henhold til artikel 5, stk. 1, kan enhver person, "som optraeder paa vegne af en erhvervsgren i Faellesskabet, der anses sig for skadet eller truet af dumpingimport eller subsidieret import, ... indgive en skriftlig klage". Klagen skal indeholde "tilstraekkelige beviser for forekomsten af dumping eller subsidiering og den deraf foelgende skade" (artikel 5, stk. 2). Naar Kommissionen har modtaget en klage, kan den beslutte at ivaerksaette en undersoegelse. Klageren har ret til at deltage i undersoegelsen (artikel 7). Klageren kan faa adgang til de oplysninger, som Kommissionen har modtaget fra de andre parter i undersoegelsen [artikel 7, stk. 4, litra a)].

19. Der findes forskellige situationer, hvor klagere og private, som de repraesenterer, ikke kan vaere tilfredse med resultatet af en antidumping- eller antisubsidieringsprocedure. I sag 191/82 Fediol mod Kommissionen (Sml. 1983, s. 2913) havde sagsoegeren, en sammenslutning, der repraesenterer oliemoelleindustrien i Faellesskabet, nedlagt paastand om annullation af en meddelelse fra Kommissionen til sagsoegeren, hvorefter der ikke blev ivaerksat en antisubsidieringsprocedure paa grundlag af en klage, som sagsoegeren havde indgivet. Domstolen fastslog, at den dagaeldende grundforordning (forordning (EOEF) nr. 3017/79 (EFT L 339, s. 1) ) indebar, at "producenterne inden for Faellesskabet ... maa anerkendes at have en berettiget interesse i, at der indfoeres antisubsidieringsforanstaltninger", og at den giver producenterne "visse naermere angivne rettigheder" (praemis 25). Domstolen fastslog, at "klagerne maa anerkendes at have soegsmaalsret, saafremt de har gjort gaeldende, at Faellesskabets myndigheder har tilsidesat de rettigheder, klagerne udtrykkeligt er tillagt efter forordningen ..." (praemis 28). Domstolen fastslog derefter:

"Det maa i henhold til forordningen anerkendes, at de virksomheder og sammenslutninger heraf, der kraenkes af subsidier fra tredjelandes side, har en berettiget interesse i, at der ivaerksaettes beskyttelsesforanstaltninger fra Faellesskabets side; de maa derfor tilkendes soegsmaalsret i kraft af deres retstilling ifoelge forordningen" (praemis 31).

20. En klager kan ogsaa vaere utilfreds med resultatet af en undersoegelse, som Kommissionen har ivaerksat paa klagerens anmodning. For Domstolen forelaa en saadan situation i sag 264/82, Timex mod Raadet og Kommissionen (Sml. 1985, s. 849). Sagsoegeren var den stoerste producent af mekaniske ure og urvaerker i Faellesskabet og den eneste, der fremstillede disse produkter i Det Forenede Kongerige. Sagsoegeren havde klaget til Kommissionen over, at der blev foranstaltet dumping i Faellesskabet med konkurrerende produkter med oprindelse i Sovjetunionen. Klagen blev afvist af Kommissionen med den begrundelse, at den kun var indgivet af én faellesskabsproducent. Der blev derefter af en sammenslutning, der repraesenterer visse producenter af mekaniske ure i Frankrig og Det Forenede Kongerige, herunder sagsoegeren, indgivet en ny klage. Kommissionen ivaerksatte en undersoegelse, der resulterede i, at den besluttede at indfoere antidumpingtold paa mekaniske armbaandsure med oprindelse i Sovjetunionen. Sagsoegeren var ikke tilfreds med det resultat, idet man fandt, at tolden var utilstraekkelig, og at der ogsaa burde indfoeres told paa mekaniske urvaerker. Man nedlagde derefter paastand om annullation af den forordning, hvorved den paagaeldende told blev indfoert.

21. De sagsoegte institutioner fremsatte formalitetsindsigelse, men Domstolen fandt, at sagsoegeren havde soegsmaalskompetence. Domstolen undersoegte den rolle, som sagsoegeren havde spillet i antidumpingproceduren for Kommissionen og selskabets stilling paa det paagaeldende marked. Domstolen anfoerte, at klagen, der foerte til ivaerksaettelsen af undersoegelsen, tog udgangspunkt i en af sagsoegeren tidligere indgivet klage, og at sagsoegeren var blevet hoert under undersoegelsen. Den anfoerte, at "Timex Corporation' s redegoerelse i vidt omgang var afgoerende for forloebet af undersoegelsen, og at antidumpingtolden blev fastsat under hensyn til de foelger, som den konstaterede dumping har medfoert for selskabet" (praemis 15). Den omtvistede forordning var derfor "begrundet i sagsoegerens saerlige situation". Domstolen antog derfor sagen til realitetsbehandling.

22. Det foelger saaledes af retspraksis, at et annullationssoegsmaal kan rejses enten af en klager eller af en virksomhed, som - selv om den ikke selv har kunnet indgive klagen - har spillet en afgoerende rolle i forbindelse med klagens indgivelse. Soegsmaalet kan i oevrigt rejses saavel mod en meddelelse til sagsoegeren om, at der ikke traeffes nogen foranstaltning, som mod en forordning om indfoerelse af antidumpingtold. Selv om Domstolen endnu ikke udtrykkeligt har taget stilling hertil, maa det antages, at en erhvervsmaessig sammenslutning, som indgiver en klage, har ret til at anfaegte en saadan forordning. Hvis dette er tilfaeldet, er det vigtigt for proevelsen vedroerende soegsmaalskompetencen efter artikel 173, da det ved en snaever fortolkning af bestemmelsen synes tvivlsomt, om en saadan sammenslutning kan opfylde baade betingelsen om umiddelbar beroerthed og betingelsen om individuelt beroerthed (se, for saa vidt angaar den umiddelbare beroerthed, sag 135/81, Groupement des agences de voyages mod Kommissionen, Sml. 1982, s. 3799; og for saa vidt angaar den individuelle beroerthed, Domstolens udtalelse i de forenede sager 16/62 og 17/62, Producteurs de fruits mod Raadet, Sml. 1962, s. 359, saerligt s. 363), hvor Domstolen udtalte, at "princippet om, at en organisation i sin egenskab af repraesentant for en gruppe erhvervsdrivende skulle vaere individuelt beroert af en retsakt, som paavirker denne gruppes generelle interesse, kan i oevrigt ikke accepteres".

c) Importoerer

23. Domstolens holdning til realitetsbehandling af soegsmaal, der rejses af importoerer, har vaeret mere restriktiv. Ganske vist har Domstolen i en af de foerste kugleleje-sager admitteret en sag anlagt af en importoer (se sag 118/77, ISO mod Raadet, Sml. s. 1979, s. 1277). Begrundelsen herfor var imidlertid, at de anfaegtede bestemmelser ikke var almengyldige, men alene angik den situation, som en lille gruppe producenter befandt sig i. Sagsoegeren var eneimportoer til en medlemsstat af produkter, som et medlem af denne gruppe fremstillede. Domstolen fastslog, at de anfaegtede bestemmelser udgjorde en beslutning, der angik sagsoegeren umiddelbart og individuelt.

24. Derimod drejede sag 307/81, Alusuisse mod Raadet og Kommissionen (Sml. 1982, s. 3463) sig om et soegsmaal om annullation af en forordning om antidumpingtold, rejst af en uafhaengig importoer, dvs. en importoer uden tilknytning til en producent eller eksportvirksomhed. Domstolen anfoerte, at et af private rejst soegsmaal i henhold til artikel 173 ikke kunne antages til realitetsbehandling, saafremt det angik en egentlig forordning, dvs. en almengyldig foranstaltning. Domstolen fastslog, at de anfaegtede forordninger, hvorved der indfoertes henholdsvis en midlertidig og en endelig antidumpingtold paa orthoxylen (o-xylen) med oprindelse i Amerikas Forenede Stater og Puerto Rico, dog med undtagelse af produkter, der eksporteres af en raekke virksomheder, angivet med navns naevnelse, for saa vidt angaar uafhaengige importoerer udgjorde "almengyldige akter ..., idet de finder anvendelse paa objektivt afgraensede forhold og har retsvirkninger over for generelt og abstrakt afgraensede personkredse" (praemis 9).

25. Domstolen afviste argumentationen om, at da importoererne af orthoxylen, som f.eks. sagsoegeren, der samtidig var bruger af raastoffet, udgjorde en lukket gruppe, hvis identitet var bekendt, da forordningerne blev vedtaget, udgjorde de anfaegtede retsakter reelt beslutninger, der beroerte sagsoegeren. Domstolen bekraeftede sin holdning i Zuckerfabrik Watenstedt-sagen, idet den fastslog: at "en retsakt mister ... ikke sin forordningskarakter, fordi det er muligt at afgoere, hvor mange eller endog hvilke retssubjekter akten paa et givet tidspunkt skal gaelde for, naar det dog er utvivlsomt, at den finder anvendelse paa grundlag af en ved retsakten fastlagt objektiv og retlig eller faktisk situation, der haenger sammen med aktens formaal" (praemis 11). Domstolen fastslog derefter, at sagsoegeren alene var beroert af de anfaegtede forordninger, fordi denne var importoer af orthoxylen. Forordningerne var derfor i forhold til saadanne importoerer almengyldige retsakter.

26. Domstolen forkastede ligeledes sagsoegerens argument om, at sagsoegerens deltagelse i den procedure, der foerte til vedtagelsen af de anfaegtede forordninger, betoed at forordningerne var individuelle forvaltningsakter, som sagsoegeren kunne anfaegte i medfoer af Traktatens artikel 173, stk. 2. Domstolen fastslog, at "sondringen mellem en forordning og en beslutning kun kan gennemfoeres paa grundlag af selve retsaktens beskaffenhed og de retsvirkninger, den har, men ikke paa grund af de naermere regler for dens udstedelse" (praemis 13). Domstolen tilfoejede, at importoererne under alle omstaendigheder havde adgang til ved de nationale domstole at anfaegte de retsakter, der udstedes af de nationale myndigheder til gennemfoerelse af Faellesskabets forordninger om indfoerelse af antidumpingtold.

27. Domstolens dom i Alusuisse-sagen er blevet bekraeftet i sagen Allied Corporation mod Kommissionen, hvor Domstolen, i modsaetning til de sager, der som allerede naevnt er blevet anlagt af producenter og eksportoerer, fastslog, at en sag anlagt af en uafhaengig importoer, Demufert, skulle afvises. Selskabet Demufert var paa samme maade som sagsoegeren i Alusuisse-sagen "kun omfattet af de omtvistede forordninger i det omfang, det objektivt kommer ind under anvendelsesomraadet for forordningernes bestemmelser" (praemis 15). Selv om Demufert var importoer for en af de eksporterende producenter, var de af Demufert fakturerede videresalgspriser ikke blevet anvendt ved paavisningen af, at der forelaa dumping, idet dette skete paa grundlag af de amerikanske producenters eksportpris (se de foerste kugleleje-sager). Domstolen fastslog paa denne baggrund, at den af Demufert anlagte sag maatte afvises, men den fremhaevede dog, at Demufert kunne bestride de anfaegtede forordningers gyldighed ved de kompetente nationale retter, saafremt selskabet havde maattet betale den paagaeldende told.

28. Domstolens dom i Alusuisse- og Allied Corporation-sagerne er blevet bekraeftet i flere senere sager. Domstolen har gentagne gange anfoert, at en importoer af et produkt, som er blevet paalagt antidumpingtold, kan anfaegte forordningen om indfoerelsen af tolden, naar eksportprisen, der anvendes til afgoerelse af, at der forekommer dumping, er blevet fastlagt paa grundlag af importoerens videresalgspris; en saadan fremgangsmaade er tilladt efter artikel 2, stk. 8, litra b), i grundforordningen, naar der bestaar en forretningsforbindelse mellem eksportoeren og importoeren (se f.eks. kendelserne i sag 279/86, Sermes mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 3109, sag 301/86, Frimodt Pedersen mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 3123, og sag 205/87, Nuova Ceam mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 4427). I sagerne om de elektriske motorer (de forenede sager C-304/86 og C-185/87, Sml. 1990 I, s. 2939, de forenede sager C-305/86 og C-160/87, Sml. 1990 I, s. 2945, de forenede sager C-320/86 og C-188/87, Sml. 1990 I, s. 3013 og sag C-157/87, Sml. 1990 I, s. 3021) tilfoejede Domstolen, at en importoer, som har forretningsforbindelse til en eksportoer ligeledes har ret til at anfaegte en forordning om indfoerelse af antidumpingtold, naar det ikke er forekomsten af dumping, som er godtgjort paa grundlag af importoerens videresalgspris, men selve antidumpingtolden. Domstolen har imidlertid som fast praksis afvist at anerkende en soegsmaalsret for uafhaengige importoerer, selv om der er tale om en eneimportoer i en medlemsstat af det toldbelagte produkt (se f.eks. kendelserne i de ovennaevnte sager Sermes, Frimodt Pedersen og Nuova Ceam, samt dommen i sag C-157/87, der er en af sagerne om de elektriske motorer).

29. Det er maaske nyttigt at gentage de begrundelser, som Domstolen har givet for dette resultat:

i) En uafhaengig importoer er alene beroert af en forordning om indfoerelse af antidumpingtold, naar han importerer et specielt produkt. Dette kriterium er uegnet til at adskille en importoer fra alle andre erhvervsdrivende, som befinder sig eller senere kan befinde sig i samme situation. Det er uden betydning, at det eventuelt i praksis er muligt at fastslaa antallet af eller endog identiteten af medlemmerne af den gruppe, importoeren tilhoerer.

ii) Deltagelse i en af Kommissionen gennemfoert undersoegelse forud for indfoerelsen af antidumpingtolden er ikke tilstraekkeligt til at give en uafhaengig importoer soegsmaalsret, da sondringen mellem en forordning og en beslutning finder sted paa grundlag af "selve retsaktens beskaffenhed og de retsvirkninger, den har, men ikke paa grundlag af de naermere regler for dens udstedelse" (Alusuisse-sagen, praemis 13);

iii) I modsaetning til producenter og eksportoerer kan importoerer anlaegge sag ved en medlemsstats retter til proevelse af de nationale myndigheders afgoerelser om at opkraeve tolden. Gyldigheden af en forordning om at indfoere en told kan bestrides i forbindelse med en saadan sag, og sagen kan forelaegges Domstolen i henhold til Traktatens artikel 177.

Extramet' s situation i lyset af Domstolens nuvaerende praksis

30. Paa grundlag af Domstolens praksis, som den foreligger paa nuvaerende tidspunkt, er det efter min opfattelse klart, at Extramet' s soegsmaal ikke kan realitetsbehandles. Det er ikke blevet gjort gaeldende, at der findes en forretningsforbindelse mellem Extramet og en af de beroerte eksportoerer, dernaest er det i betragtning 10 til den anfaegtede forordning anfoert, at "eksportpriserne blev fastlagt paa grundlag af de priser, som faktisk var betalt eller skulle betales for den kinesiske eller sovjetiske vare ved eksport til Faellesskabet". Det forhold, at importoergruppen kan have vaeret begraenset, at dens medlemmer var kendt af Kommissionen og Raadet, og at Extramet var den eneste importoer, der har spillet en vigtig rolle i proceduren, er uden betydning under den nuvaerende retstilstand.

31. Jeg spoerger mig selv, om dette resultat er tilfredsstillende i sagen her. Extramet' s situation er vanskelig. Virksomheden er hovedimportoeren i Faellesskabet af calciummetal med oprindelse i Kina og Sovjetunionen, og det bestrides ikke, at foelgerne for virksomheden af indfoerelsen af antidumpingtold paa denne import er meget alvorlige. Dernaest er en af virkningerne af tolden ifoelge Extramet en styrkelse af Péchiney' s position, der er Faellesskabets eneste producent af calciummetal og Extramet' s hovedkonkurrent, som har naegtet at forsyne Extramet, og som er ophavsmand til den klage, der udloeste Kommissionens undersoegelse. Det er paa den anden side heller ikke sikkert, som jeg vil forklare senere, at et sagsanlaeg ved nationale retter, eventuelt kombineret med en praejudiciel forelaeggelse for Domstolen, vil vaere tilfredsstillende i en sag af denne type. Saafremt Extramet naegtes soegsmaalsret i denne sag, kan dette vaere det samme som at fratage virksomheden enhver form for effektivt retsmiddel.

Grundlaget for Domstolens nuvaerende praksis

32. Et judicielt kontrolsystem, som forhindrer en realitetsproevelse af Extramet' s klagepunkter, lider efter min opfattelse af alvorlige mangler og vil vaere i strid med "den baerende tanke bag de principper, der ligger til grund for Traktatens artikel 164 og 173"; disse principper henviste Domstolen til i den ovenfor naevnte Fediol-sag, praemis 29. Jeg vil derfor undersoege, om Domstolens praksis vedroerende admittering af soegsmaal fra uafhaengige importoerer hviler paa et solidt grundlag, og om ordningen i artikel 173 maa antages at kunne omfatte soegsmaal fra sagsoegere, der befinder sig i Extramet' s situation.

33. I denne forbindelse vil jeg begraense mig til de betingelser i Traktatens artikel 173, som det er paalagt Domstolen at efterproeve. Jeg deler generaladvokat M. Warner' s opfattelse, som blev fremfoert i de foerste kugleleje-sager (paa s. 1242 og s. 1243), hvorefter lovgivningen i medlemsstaterne og tredjelande kun har marginal betydning, om nogen betydning overhovedet, for spoergsmaalet om soegsmaalskompetencen. Det er efter min opfattelse heller ikke noedvendig for at naa frem til en tilfredsstillende loesning at henvise direkte til Den Europaeiske Menneskerettighedskonvention, hvilket Extramet i hvert fald delvis goer i denne sag. Konventionen og medlemsstaternes lovgivning har dog en indirekte betydning i det omfang, de er udtryk for et almindeligt retsprincip, nemlig retten til en effektiv domstolsproevelse (se sag 222/84, Johnston mod Chief Constable of the Royal Ulster Constabulary, Sml. 1986, s. 1651, og sag 222/86, Unectef mod Heylens, Sml. 1987, s. 4097). Efter min opfattelse skal artikel 173 fortolkes paa en saadan maade, at dette princip faar virkning.

a) Kravet om en beslutning

34. Indledningsvis vil jeg foretage en gennemgang af betingelserne for, at et soegsmaal mod en forordning i henhold til artikel 173, stk. 2, kan admitteres. Som jeg allerede har naevnt, foelger det af bestemmelsens ordlyd, at tre betingelser skal vaere opfyldt: Sagsoegeren skal godtgoere, at den paagaeldende retsakt reelt er en beslutning, som beroerer ham umiddelbart og individuelt. I Alusuisse-sagen fastslog Domstolen, at en sagsoeger skal opfylde alle tre betingelser for at have soegsmaalsret (se praemis 7).

35. Dernaest fastslog Domstolen i Alusuisse-sagen igen princippet om, at "den valgte form ikke kan aendre en retsakts beskaffenhed" (ibidem). Dette betyder, at det afgoerende kriterium ved afgoerelsen af, om en retsakt udgoer en forordning eller en beslutning, er dens beskaffenhed og ikke den titel, den udstedende institution har valgt. Som jeg allerede har naevnt, er den grundlaeggende forskel mellem en forordning og en beslutning retsaktens almengyldighed.

36. Alligevel medfoerer betingelsen i artikel 173, stk. 2, om at en sagsoeger, der bestrider en forordning, skal paavise, at denne reelt udgoer en beslutning, et problem, for saa vidt angaar sammenhaengen i antidumpingproblematikken. I henhold til ordlyden i grundforordningens artikel 13, stk. 1, skal "saavel midlertidig som endelig antidumping- eller udligningstold indfoeres ved forordning". Forordningerne forud for grundforordningen indeholdt tilsvarende bestemmelser. Med vedtagelsen af artikel 13, stk. 1, mente Raadet noedvendigvis en egentlig forordning, eller med andre ord en retsakt, der rent faktisk udgoer en forordning efter Traktatens artikel 189. Det er vanskeligt at haevde, at det ville have vaeret passende at tillade indfoerelse af antidumpingtold ved hjaelp af beslutninger.

37. Saafremt en sagsoeger i forbindelse med et annullationssoegsmaal mod en retsakt om indfoerelse af antidumpingtold godtgoer, at akten reelt ikke er en forordning, men en beslutning, synes det at foelge heraf, at retsakten automatisk er en nullitet, da Raadet og Kommissionen ikke har hjemmel til at indfoere antidumpingtold ved beslutning. Saafremt dette er rigtigt, kan man derefter haevde, at Domstolen foelgelig ikke kan realitetsbehandle sagsoegerens paastand.

38. Det maa erkendes, at denne fremgangsmaade ikke altid foerer til, at den anfaegtede retsakt i sin helhed er en nullitet. Undertiden rejses soegsmaal, eller de realitetsbehandles alene, fordi de angaar visse specielle bestemmelser i en antidumpingforanstaltning. I den ovenfor naevnte Producteurs de fruits (Sml. 1962, s. 359) har Domstolen fastslaaet, at

"hvis en retsakt under disse omstaendigheder af forfatteren er betegnet som en forordning og indeholder bestemmelser, som efter deres karakter ikke blot umiddelbart, men ogsaa individuelt beroerer bestemte fysiske eller juridiske personer, maa det erkendes, at i hvert fald disse bestemmelser - uafhaengigt af spoergsmaalet, om denne retsakt som helhed betragtet med rette kan betegnes som en forordning - ikke har forordningskarakter og derfor kan anfaegtes af disse personer efter artikel 173, stk. 2."

Endog under omstaendigheder af den art kan det imidlertid haevdes, at Domstolen ikke kan realitetsbehandle anbringender mod de anfaegtede bestemmelser, idet disse, fordi der ikke er tale om en forordning, pr. definition er blevet udstedt uden hjemmel.

39. Denne vanskelighed kan undgaas, saafremt det antages, at udtrykket "beslutning" er anvendt med en saerlig betydning i artikel 173, og at en forordning derfor kan udgoere en "beslutning" i denne bestemmelses forstand, uden at der derved saettes spoergsmaalstegn ved dens karakter af forordning som omhandlet i grundforordningen. Dette forudsaetter, at udtrykket "beslutning" i artikel 173 gives en betydning, der er forskellig fra udtrykket i artikel 189. Domstolen er med rette ikke indstillet paa at goere dette. Den har i Producteurs de fruits-dommen paa s. 362 fastslaaet, at "det er utaenkeligt, at ordet 'beslutning' i artikel 173 skulle vaere brugt i en anden end den tekniske betydning, der fremgaar af artikel 189".

40. En anden mulighed er anfoert af generaladvokat Warner i de foerste kugleleje-sager (paa s. 1246), nemlig at en forordning om indfoerelse af antidumpingtold kan vaere en slags "hybrid" retsakt. Det vil sige, at en forordning i forhold til visse personer kan vaere "en forordning og intet andet end en forordning". Dette forhindrer dog ikke, at den i forhold til andre personer er en beslutning, der beroerer dem umiddelbart og individuelt.

41. Denne teori, som generaladvokat VerLoren van Themaat bifaldt i Allied Corporation-sagen (s. 1041) gaar ud over det fastslaaede princip om, at en retsakt, som set under ét er en egentlig forordning, alligevel kan indeholde individuelle bestemmelser, som faktisk er beslutninger. Teorien kan beskrives saaledes, at én og samme bestemmelse kan vaere en egentlig forordning i forhold til visse personer og samtidig reelt vaere en beslutning i forhold til andre personer.

42. Selv om man med hybrid-teorien, som man kan kalde den, oejensynligt undgaar det problem, at en retsakt om indfoerelse af antidumpingtold automatisk anses for en nullitet, saafremt den faktisk er en beslutning, medfoerer teorien andre konsekvensproblemer. Den forudsaetter nemlig en situation, hvori en retsakt med almen gyldighed paa samme tid er begraenset, for saa vidt angaar anvendelsen, til et vist antal personer (se Producteurs de fruits-sagen, s. 363). Domstolen synes at have anerkendt denne vanskelighed i sag 45/81, Moksel mod Kommissionen (Sml. 1982, s. 1129, praemis 18), hvor den fastslog foelgende: "En og samme bestemmelse kan nemlig ikke baade vaere almengyldig og have individuel karakter"

43. I Allied Corporation-sagen har generaladvokat VerLoren van Themaat (s. 1041) anfoert, at denne opfattelse ikke finder anvendelse paa dumping-omraadet, men i Domstolens praksis findes der hverken en utvetydig tilslutning til hybridteorien eller en udtrykkelig afvisning heraf. Dér, hvor Domstolen maaske har vaeret taettest paa at anerkende denne teori, er i Alusuisse-sagen, hvor den fastslog: "Reglerne fremtraeder derfor over for de uafhaengige importoerer, der i modsaetning til eksportoererne ikke udtrykkeligt er naevnt i forordningerne, som almengyldige akter, jf. Traktatens artikel 189, stk. 2, idet de finder anvendelse paa objektivt afgraensede forhold og har retsvirkninger over for generelt og abstrakt afgraensede personkredse" (praemis 9).

44. Denne udtalelse kan anses for at vaere en accept af hybridteorien, da den indebaerer, at de anfaegtede foranstaltninger ikke havde almen gyldighed i forhold til de eksportoerer, der var naevnt ved navn. Alligevel har Domstolen i Allied Corporation-sagen (praemis 11) anfoert, at selv om foranstaltninger om indfoerelse af antidumpingtold

"efter deres art og raekkevidde [er] almengyldige, idet de finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne herom umiddelbart og individuelt beroerer de producenter og eksportoerer, som haevdes at have gjort sig skyldige i dumping".

Domstolen gennemgik ikke saerskilt spoergsmaalet, om de anfaegtede forordninger reelt var beslutninger, men begraensede sig til spoergsmaalet om den umiddelbare og individuelle beroerthed. Domstolen indtog en tilsvarende holdning i sagerne om de elektriske motorer og fotokopimaskinerne (sag C-133/87 og C-150/87, Nashua, Sml. 1990 I, s. 719, og sag C-156/87, Gestetner, Sml. 1990 I, s. 781), hvori Domstolen ikke foretog en vurdering af, hvorvidt de anfaegtede forordninger reelt var beslutninger.

45. I Timex-sagen indtog Domstolen en lidt anden holdning. Efter at have fastslaaet, at den anfaegtede forordning var "begrundet i sagsoegerens saerlige situation", udtalte Domstolen, at "den anfaegtede retsakt i forhold til Timex Corporation er en beslutning, der beroerer dette umiddelbart og individuelt ..." (praemis 16). Domstolen forklarede imidlertid ikke, hvorfor den antog, at den anfaegtede forordning reelt var en beslutning, og den formulering, der er anvendt i Timex-sagen, er ikke anvendt i de senere sager, som jeg har omtalt.

46. Disse sager stoetter altsaa i nogen grad hybridteorien, for saa vidt som de anerkender, at visse sagsoegere har soegsmaalskompetence til at bestride foranstaltninger, som ifoelge deres ordlyd har normativ karakter. Saafremt det alligevel antages, at behovet for at fastslaa, at en anfaegtet retsakt reelt er en beslutning, er forskelligt fra behovet for at godtgoere en umiddelbar og individuel beroerthed, maa man kunne forvente af Domstolen, at den i de sager, hvor soegsmaalet om annullation af forordningerne antages til realitetsbehandling, forklarer, hvorfor den anser denne betingelse for at vaere opfyldt. Det forhold, at Domstolen i hovedparten af disse sager ikke omtaler den anfaegtede retsakts egentlige karakter, lader formode, at saafremt en sagsoeger godtgoer, at en forordning beroerer ham umiddelbart og individuelt, kraever Domstolen ikke, at sagsoegeren ogsaa godtgoer, at retsakten reelt er en beslutning. Selv om Domstolen i visse sager har antaget, at der i en forordning laa en beslutning, synes denne betingelse faktisk at vaere indeholdt i betingelsen om den individuelle beroerthed.

47. Alene i de sager, hvor Domstolen beslutter at afvise sagen, begrunder den dette med, at den paagaeldende retsakt i realiteten er en forordning (se sagerne Sermes, Frimodt Pedersen og Nuova Ceam). Selv i de sager aftegner der sig en udvikling i Domstolens indstilling: I sag C-157/87, en af sagerne om de elektriske motorer, udtalte Domstolen, at en sag, anlagt af en eneimportoer, burde afvises med den begrundelse, at sagsoegeren ikke var individuelt beroert (se praemis 12).

48. Denne holdning er ikke begraenset til dumpingomraadet. Det synes at foelge af Domstolens dom i Producteurs de fruits-sagen, at en veritabel forordning ikke kan beroere nogen som helst individuelt, hvilket medfoerer, at naar den individuelle beroerthed er fastslaaet, maa den anfaegtede foranstaltning noedvendigvis i virkeligheden vaere en beslutning. I sag 100/74, CAM mod Kommissionen (Sml. 1975, s. 1393) antog Domstolen paa samme maade, at den anfaegtede retsakt, der fremtraadte som en forordning, vedroerte "et bestemt antal virksomheder kendetegnet ved den individuelle adfaerd, de har haft eller formodes at have haft i et begraenset tidsrum" (praemis 18). Domstolen antog soegsmaalet til realitetsbehandling, idet den anfoerte, at

"selv om en saadan bestemmelse er en del af et regelsaet af generel karakter, beroerer den de paagaeldende retssubjekter individuelt, idet den griber ind i deres retstilling paa grund af faktiske omstaendigheder, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa lignende maade som en adressat" (praemis 19).

Dommen indeholder ikke nogen droeftelse af spoergsmaalet om den umiddelbare beroerthed eller af spoergsmaalet om, hvorvidt den anfaegtede retsakt i virkeligheden var en beslutning.

49. Domstolen har senest i dommen af 26. juni 1990, Sofrimport mod Kommissionen (sag C-152/88, Sml. I, s. 2477) vedroerende et soegsmaal om annullation af to forordninger fastslaaet:

"Forinden annullationssoegsmaalet antages til paakendelse, skal det afgoeres, om de anfaegtede retsakter beroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt som anfoert i Traktatens artikel 173, stk. 2."

Domstolen fastslog, at sagsoegeren baade var umiddelbart og individuelt beroert af visse af bestemmelserne i de anfaegtede retsakter, hvorfor soegsmaalet kunne realitetsbehandles, for saa vidt angik disse bestemmelser.

Spoergsmaalet, om disse i virkeligheden var beslutninger, blev ikke droeftet i dommen.

50. Herimod kan man indvende, at den synes uforenelig med ordlyden af artikel 173, stk. 2, som lader formode, at kravet om en beslutning er forskelligt fra kravet om individuel beroerthed. Domstolen har imidlertid, naar det drejer sig om at vaerne om lov og ret efter Traktatens artikel 164, vist, at den ikke anser sig bundet af den strikte ordlyd af artikel 173. Dette foelger klart af de sager, hvori Domstolen har anerkendt Europa-Parlamentet som rette sagsoegt og rette sagsoeger i annullationssoegsmaal, uanset at der mangler enhver henvisning til Europa-Parlamentet i artikel 173 (se henholdsvis sag 294/83, Miljoepartiet "Les verts" mod Parlamentet, Sml. 1986, s. 1339 og dommen af 22.5.1990 i Tchernobyl-sagen, Parlamentet mod Raadet, sag C-70/88, Sml. I, s. 2041).

51. Efter min opfattelse skal artikel 173 fortolkes udvidende i lyset af udviklingen i Faellesskabet. Denne opfattelse har stoette i dommen i "Les Verts"-sagen, hvor Domstolen begrundede sin beslutning om at tillade annullationssoegsmaal mod Parlamentets bindende retsakter, selv om der mangler enhver henvisning til Parlamentet i artikel 173, dermed, at Parlamentet ikke, da artikel 173 blev udarbejdet, havde hjemmel til at udstede saadanne retsakter. Efter min opfattelse er der behov for en tilsvarende indfaldsvinkel i forbindelse med foranstaltninger med antidumping-forordningernes saerlige karakteristika. Ordningen i grundforordningen passer ikke ind i artikel 173, medmindre der indfortolkes en vis smidighed i bestemmelsen i lyset af formaalene bag den.

52. Det er af hensyn til et hensigtsmaessigt forloeb af den i grundforordningen indeholdte procedure oenskeligt, at de, som i saerlig grad beroeres af forordninger om indfoerelse af antidumpingtold, har mulighed for at anfaegte disse forordninger for Domstolen. Efter min opfattelse kan forordningerne anfaegtes af enhver, som er umiddelbart og individuelt beroert heraf. Det er reelt af mindre betydning, om begrundelsen herfor er, at den anfaegtede foranstaltning, naar den individuelle beroerthed er fastslaaet, automatisk skal anses for en beslutning, eller om det ganske enkelt er unoedvendigt at paavise, at den anfaegtede foranstaltning er en beslutning, naar den individuelle beroerthed er fastslaaet. Det er vigtigt ikke at fortolke artikel 173, stk. 2, saa snaevert, at Domstolen derved forhindres i at opfylde sin pligt ifoelge artikel 164.

53. Domstolen boer imidlertid efter min opfattelse klart bekraefte det, som allerede foelger implicit af den dominerende tendens i dens praksis, nemlig at kravet om en beslutning ikke bestaar uafhaengigt af kravet om en individuel beroerthed. Dernaest boer Domstolen ikke foretage en for snaever fortolkning af det sidstnaevnte krav i antidumpingsager, da dette kan udelukke gennemfoerelsen af en effektiv judiciel kontrol. Jeg vil behandle dette problem mere detaljeret senere i forslaget.

b) Umiddelbar og individuel beroerthed

54. I denne sag er der ingen tvivl om, at Extramet er umiddelbart beroert af den anfaegtede forordning, idet den indfoerte told automatisk er blevet paalignet og erlagt som foelge af forordningens vedtagelse (se de foerste kugleleje-sager). Det eneste tilbagevaerende spoergsmaal er saaledes, hvorvidt Extramet er individuelt beroert af forordningen.

55. Raadet, stoettet af Péchinay og Chambre syndicale, har anfoert, at spoergsmaalet boer besvares benaegtende. Extramet er efter deres opfattelse alene beroert af den anfaegtede forordning, fordi virksomheden er importoer af calciummetal. Dette er imidlertid ikke tilstraekkelig til at adskille Extramet fra enhver anden, der for oejeblikket udoever samme virksomhed, eller som kan taenkes at goere det i fremtiden (se Alusuisse- og Allied Corporation-sagerne). Extramet anfoerer, at det vil vaere ubilligt ikke at behandle virksomheden paa samme maade som eksportoerer og klagere, da man har deltaget direkte paa ethvert trin i proceduren, og da man er klart identificeret saavel i den foreloebige forordning som i den anfaegtede forordning.

56. Domstolen har tidligere afvist, at deltagelse i den indledende undersoegelse kan give en importoer ret til at anfaegte en forordning om indfoerelse af antidumpingtold. Domstolen har fastslaaet, at sondringen mellem en forordning og en beslutning afhaenger af retsaktens beskaffenhed og retsvirkninger, ikke af den procedure, der har foert til dens udstedelse.

57. Domstolens tidligere praksis paa dette punkt, hvorefter sagsoegere i antidumpingsager altsaa skal godtgoere, at den anfaegtede retsakt i virkeligheden er en beslutning, er uforenelig med de nyere domme, hvori Domstolen ikke anser kravet om en beslutning for at vaere uafhaengigt af kravet om individuel beroerthed. Domstolens praksis, hvorefter proceduren, som har foert til udstedelse af en antidumpingforordning, altsaa ikke beroerer spoergsmaalet om soegsmaalskompetencen, kan ikke forenes med dens praksis vedroerende klagernes soegsmaalsret. I Timex-sagen blev et soegsmaal, rejst af en klager, admitteret paa grundlag af de rettigheder, som klagere har i henhold til grundforordningen, samt den rolle, som sagsoegeren spillede i den indledende undersoegelse. Domstolen ansaa det ikke for en hindring, at retsvirkningerne af den anfaegtede forordning for klageren ikke var forskellige fra retsvirkningerne for andre virksomheder, der udfoerer samme forretningssvirksomhed eller maa antages at kunne udoeve den i fremtiden. Det er i denne sammenhaeng vanskeligt at begrunde sondringen mellem klagernes og importoerernes retsstilling.

58. Domstolen har ogsaa i andre sammenhaenge anerkendt, at deltagelse i en procedure, der foerer til en kvasi-judiciel fastlaeggelse af en parts rettigheder, kan vaere tilstraekkelig til at give en person ret til at bestride denne fastlaeggelse. Domstolen fastslog saaledes i sag 26/76 Metro mod Kommissionen (Sml. 1977, s. 1875), at en virksomhed, som havde klaget til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 (EFT 1959-1962, s. 81) med den begrundelse, at en anden virksomheds handlemaade var i strid med Traktatens artikel 85 eller 86, havde ret til at anfaegte en af Kommissionen truffet beslutning rettet til den anden virksomhed, hvorved den anfaegtede fremgangsmaade antoges at vaere forenelig med Traktaten. Domstolen udtrykte det saaledes:

"Af hensynet saavel til retssikkerheden som til en korrekt anvendelse af artikel 85 og 86 foelger, at de fysiske eller juridiske personer, som i medfoer af artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17 er befoejede til at fremsaette en begaering til Kommissionen om konstatering af en overtraedelse af de naevnte artikler 85 og 86, skal gives en klageadgang til beskyttelse af deres berettigede interesser, saafremt deres begaering helt eller delvis ikke tages til foelge.

Sagsoeger vil derfor vaere at anse for umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede beslutning i den i artikel 173, stk. 2, forudsatte forstand, hvorfor sagen kan tages under realitetspaakendelse" (praemis 13).

Denne praksis blev bekraeftet i sag 210/81, Demo-Studio Schmidt mod Kommissionen, (Sml. 1983, s. 3045).

59. Paa samme maade fastslog Domstolen i sag 75/84, Metro mod Kommissionen, (Sml. 1986, s. 3021), at sagsoegeren havde ret til at anfaegte en beslutning, truffet af Kommissionen, der var rettet til en anden virksomhed. Beslutningen indeholdt en fritagelse i henhold til Traktatens artikel 85, stk. 3, vedroerende et selektivt salgssystem, ledet af den anden virksomhed, og som sagsoegeren ikke havde faaet adgang til at deltage i. Selv om den anfaegtede beslutning ikke var blevet vedtaget som foelge af en klage, indgivet af sagsoegeren, havde denne dog indgivet bemaerkninger i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, forinden beslutningen blev truffet. Kommissionen havde bl.a. taget hensyn til disse bemaerkninger. Af denne grund blev sagen antaget til realitetsbehandling.

60. Domstolen fulgte en tilsvarende kurs i forbindelse med statsstoette i sag 169/84, Cofaz mod Kommissionen (Sml. 1986, s. 391). I denne sag havde sagsoegeren, en fransk virksomhed, nedlagt paastand om annullation af en beslutning, truffet af Kommissionen og rettet til den nederlandske regering. Den anfaegtede beslutning indstillede en procedure, der var blevet paabegyndt i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, som foelge af en klage, indgivet i sagsoegerens navn, vedroerende en favoerprisordning for visse brugere af naturgas i Nederlandene.

61. Domstolen henviste til den foerste Metro-sag samt Fediol- og Demo-Studio Schmidt-sagerne og gentog, at

"klagende virksomheder, der ved forordning er tillagt processuelle garantier, hvorefter de kan fremsaette en begaering til Kommissionen om konstatering af en overtraedelse af faellesskabsretten, ogsaa maa have adgang til at anlaegge sag [i henhold til artikel 173, stk. 2] med henblik paa beskyttelse af deres berettigede interesser" (praemis 23).

Domstolen henviste til sin udtalelse i Timex-dommen, hvorefter det i denne forbindelse maatte undersoeges, hvilken rolle sagsoegeren havde spillet i den forudgaaende administrative procedure, som havde foert til vedtagelsen af den anfaegtede foranstaltning. Som afgoerende elementer anfoerte Domstolen, at sagsoegeren havde vaeret en af initiativtagerne til den klage, som gav anledning til ivaerksaettelsen af undersoegelsen, at sagsoegeren var blevet hoert, at dennes bemaerkninger i vidt omfang var afgoerende for forloebet af undersoegelsen.

62. Domstolen udtalte herefter, at det samme kunne siges om "de virksomheder, der inden for rammerne af den i artikel 93 i Traktaten omhandlede procedure har spillet en tilsvarende rolle, saafremt deres stilling paa markedet i vaesentligt omfang paavirkes af den stoetteforanstaltning, den anfaegtede beslutning drejer sig om" (praemis 25). Domstolen fastslog paa grundlag af sagens faktum, at disse betingelser var opfyldt. Sagen blev som foelge heraf fremmet til realitetsbehandling. En tilsvarende afgoerelse blev truffet af Domstolen for saa vidt angaar en af de sagsoegende parter i de forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, praemis 22-24 (Sml. 1988, s. 219).

63. Domstolen antog, at sagsoegerne i Metro-, Demo-Studio Schmidt- og Cofaz-sagerne var individuelt beroert af de anfaegtede foranstaltninger, selv om retsvirkningerne heraf for sagsoegerne ikke var anderledes end retsvirkningerne for andre virksomheder, som aktuelt eller potentielt udoevede en tilsvarende virksomhed. Realitetsbehandlingen af sagsoegernes soegsmaal var ikke begrundet i de saerlige virkninger, som de anfaegtede retsakter medfoerte for sagsoegerne. I Metro-sagerne og Demo-Studio Schmidt-sagen blev soegsmaalene admitteret alene paa grund af den rolle, sagsoegerne havde spillet i den procedure, der foerte frem til udstedelsen af retsakterne. Det samme er tilfaeldet i Timex-sagen. Det forhold, at sagsoegeren i denne sag havde indgivet en klage til Kommissionen over fremgangsmaader, som derefter blev genstand for en undersoegelse, var ikke i sig selv tilstraekkeligt til at godtgoere, at den anfaegtede foranstaltning havde beroert sagsoegeren mere direkte end konkurrenterne. Ogsaa her var realitetsbehandlingen af sagen alene begrundet i sagsoegerens rolle i den indledende undersoegelse. Domstolen har heller ikke tilladt alle eksportoerer at rejse annullationssoegsmaal, men alene dem, som har kunnet "godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser" (Allied Corporation-sagen, praemis 12). Denne gruppe eksportoerer er imidlertid ikke noedvendigvis beroert af antidumpingreglerne paa en anden maade end andre eksportoerer, som ikke er identificerede eller beroerte paa samme maade.

64. For saa vidt angaar importoererne af produkter paalagt antidumpingtold, har Domstolen anerkendt, at disse importoerer kan anfaegte den forordning, hvorved tolden blev indfoert, saafremt deres videresalgspris er blevet taget i betragtning ved beregningen af det paagaeldende produkts eksportpris eller ved beregningen af tolden. Dette kan i saerlig grad have vaeret tilfaeldet, naar importoeren havde en forretningsmaessig tilknytning til eksportoeren.

65. At Kommissionen har taget hensyn til en importoers videresalgspris, viser imidlertid ikke i sig selv, at importoeren er beroert paa en mere direkte eller kvalitativt forskellig maade end andre importoerer, hvis salgspriser ikke er blevet taget i betragtning. I praksis kan virkningerne for den foerste gruppe importoerer endog vise sig mindre alvorlige end virkningerne for den anden gruppe derved, at Kommissionen har taget hensyn til den saerlige situation for deltagerne i den foerste gruppe. Det forhold, at en importoers videresalgspris er blevet anvendt af Kommissionen til godtgoerelse af, at der foreligger dumping, eller til beregning af tolden, kan saaledes slet og ret anses som en saerlig form for deltagelse i den procedure, som har foert til indfoerelsen af tolden. Efter min opfattelse boer det forhold ikke give disse importoerer flere rettigheder end dem, som de importoerer, der har deltaget i proceduren paa en anden maade, kan goere gaeldende.

66. Hermed er der grundlag for at antage, at det ikke er logisk holdbart i denne sammenhaeng at sondre skarpt mellem producenter, eksportoerer, klagere og importoerer. Efter min opfattelse boer Domstolen anerkende, at der skal anvendes samme kriterier ved afgoerelsen af, om soegsmaal fra virksomheder i hver af disse kategorier, kan realitetsbehandles. Der er saerligt staerke grunde til at antage soegsmaalskompetence for enhver virksomhed, hvis deltagelse i Kommissionens procedure maa anses for at have haft indflydelse paa undersoegelsens resultat.

67. For saa vidt angaar Extramet, foelger det klart af praeamblen til den anfaegtede forordning, at Extramet i fuldt omfang har gjort brug af de rettigheder, som grundforordningen har givet virksomheden som beroert part. Selv om den anfaegtede forordning til forskel fra den foreloebige forordning ikke udtrykkeligt omtaler Extramet, er en stor del af praeamblen til den sidstnaevnte anvendt til at afvise en unavngiven importoers argumentation; det er ubestridt, at der er tale om Extramet. Det er ligeledes klart, for at bruge Domstolens formulering i Cofaz-dommen, at Extramet' s stilling paa det paagaeldende marked i vaesentligt omfang er blevet beroert af den anfaegtede forordning.

68. Det er min opfattelse, at en virksomhed principielt boer have mulighed for at bestride en antidumpingforordning, naar virksomheden er identificeret, ogsaa underforstaaet, i forordningen, eller den har spillet en vigtig rolle i den procedure, som foerte til udstedelsen af forordningen, i det mindste naar dens stilling paa det paagaeldende marked er vaesentligt beroert. Jeg mangler imidlertid at undersoege et sidste spoergsmaal, foer jeg kan fremsaette forslag til afgoerelse vedroerende indsigelsen mod realitetsbehandling af Extramet' s soegsmaal; det drejer sig om retsmidlerne for de nationale domstole.

c) Retsmidler for nationale domstole

69. Til imoedegaaelse af argumentet om, at naegtelse af soegsmaalsret afskaerer uafhaengige importoerer fra enhver domstolsproevelse, anfoerte Domstolen i Alusuisse- og Allied Corporation-sagerne, at en importoer, der havde anlagt sag, frit kunne anfaegte opkraevningen af tolden for en medlemsstats retter og her bestride gyldigheden af forordningen om indfoerelse af tolden, hvorved der blev mulighed for en praejudiciel forelaeggelse for Domstolen i henhold til artikel 177. Spoergsmaalet er herefter, om et saadant retsmiddel boer udelukke soegsmaalskompetencen i henhold til artikel 173, stk. 2.

70. Adgangen til de nationale domstole er naturligvis ikke begraenset til uafhaengige importoerer, men er ogsaa aaben for importoerer, som allerede har soegsmaalskompetence i henhold til Domstolens praksis. Dette er derfor helt klart ikke en afgoerende faktor. Dernaest - hvilket generaladvokat Reischl allerede anfoerte i sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet (Sml. 1980, s. 3333, paa s. 3367) - indeholder artikel 173 ikke en angivelse af, at realitetsbehandling af et annullationssoegsmaal er betinget af, at der ikke er andre retsmidler for medlemsstaternes nationale domstole. Saafremt dette var tilfaeldet, ville resultatet vaere temmelig utilfredsstillende, da adgangen til og raekkevidden af alle interne retsmidler afhaenger af national ret.

71. Under alle omstaendigheder indebaerer sagsanlaeg for nationale retter som alternativ til et direkte soegsmaal for Domstolen alvorlige vanskeligheder for en importoer i en antidumpingsammenhaeng. Nationale retter, der ikke har nogen saerlig erfaring paa omraadet og ikke kan drage fordel af Raadets og Kommissionens deltagelse, er ikke de helt rigtige retter til at behandle indsigelser mod antidumpingforordninger. Deres afgoerelse faar sandsynligvis ikke samme ensartede karakter som en dom, afsagt af Domstolen, eller af en specialiseret EF-domsmyndighed som Retten i Foerste Instans, saafremt kompetencen til at behandle disse sager maatte blive overdraget den. Endog en dom afsagt af Domstolen i henhold til artikel 177, gaelder kun for de saerlige punkter, som er blevet forelagt Domstolen. Ganske vist har Domstolen den fordel ved afgoerelsen af saadanne sager, at den kan disponere over faellesskabsinstitutionernes og medlemsstaternes udtalelser, saafremt disse vaelger at udtale sig, men sagens afgoerelse paahviler i sidste instans altid den nationale ret.

72. Sagsanlaegget ved nationale retter med en supplerende praejudiciel forelaeggelse i henhold til artikel 177 maa paaregnes at kunne medfoere forsinkelser og omkostninger i vaesentligt omfang. Dernaest er nationale retter ikke kompetente til at kende faellesskabsforordninger ugyldige, da alene Domstolen har kompetence til at traeffe en saadan afgoerelse, jf. dommen i sag 314/85, Foto-Frost (Sml. 1987, s. 4199). Faren for forsinkelser i forbindelse med sagsanlaeg for nationale retter og muligheden for en appel inden for det nationale retssystem kan medfoere et behov for foreloebige forholdsregler i antidumpingsager, hvor de nationale retter dog ikke synes at vaere den rigtige retsinstans til at traeffe saadanne foranstaltninger. Selv om de nationale retter har kompetence til at suspendere en national foranstaltning, der er udstedt med hjemmel i en faellesskabsforordning, i afventning af Domstolens dom vedroerende forordningens gyldighed (se de forenede sager C-143/88 og C-92/89, Zuckerfabrik Suederdithmarschen, Sml. 1991 I, s. 415), er udoevelsen af denne kompetence undergivet visse betingelser og afhaenger i et vist omfang af de nationale retters skoen. Under alle omstaendigheder vil foreloebige foranstaltninger, som en national ret traeffer, vaere begraenset til den paagaeldende medlemsstat. Dette kan tvinge importoererne til at paabegynde retssager i flere medlemsstater, hvilket umuliggoer den ensartede anvendelse af faellesskabsretten.

73. Dernaest giver en praejudiciel forelaegggelse fra en national ret vedroerende en forordnings gyldighed ikke altid Domstolen en lige saa god lejlighed til at behandle problemet som et direkte soegsmaal mod den institution, der har udstedt forordningen. Denne mangel er klart belyst i dommen af 11. juli 1990 i sag C-323/88, Sermes (Sml. 1990 I, s. 3027), hvori Domstolen var blevet anmodet om at traeffe en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af en forordning om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa visse elektriske motorer. Domstolen havde tidligere afvist at realitetsbehandle et direkte soegsmaal fra sagsoegeren i hovedsagen (se sag 276/86). Kort sagt gik det forelagte spoergsmaal blot ud paa, om den anfaegtede forordning var gyldig, og den forelaeggende ret begrundede ikke sin tvivl om forordningens gyldighed.

74. En forelaeggelse, der er formuleret saa generelt, goer i de fleste tilfaelde Domstolens opgave meget vanskelig, da Raadet, Kommissionen og medlemsstaterne, som kan indgive skriftlige indlaeg, end ikke har kendskab til de problemer, der skal behandles. Henset til de saerlige forhold i Sermes-sagen var dette problem mindre alvorligt, da den anfaegtede forordnings gyldighed ligeledes var genstand for en raekke direkte soegsmaal (omtalt ovenfor under navnet "de elektriske motorer-sager"). Under normale omstaendigheder - ogsaa naar problemerne er blevet klart beskrevet i forelaeggelseskendelsen - udgoer forelaeggelser i henhold til artikel 177 ikke et effektivt retsmiddel i antidumpingsager paa grund af procedurens karakter. Naar der rejses komplekse retlige eller faktiske spoergsmaal, er det alene en fuldstaendig udveksling af skriftlige indlaeg, som den finder sted i et direkte soegsmaal, der sikrer, at spoergsmaalene gennemgaas paa behoerig vis. Endelig giver alene et direkte soegsmaal for Domstolen de parter, der er beroert af indfoerelsen af den paagaeldende told, herunder Faellesskabets industri, mulighed for at deltage i proceduren.

Sammenfatning

75. Jeg er derfor af den opfattelse, at Domstolen boer anerkende, at en retsakt om indfoerelse af antidumpingtold umiddelbart og individuelt beroerer enhver virksomhed, der er i stand til at godtgoere enten

a) at den udtrykkeligt eller underforstaaet er identificeret i den paagaeldende retsakt, eller

b) at den har deltaget i den indledende undersoegelse paa en saadan maade, at virksomheden maa antages at have haft indflydelse paa resultatet heraf, i hvert fald naar virksomhedens stilling paa markedet i vaesentlig grad beroeres af foranstaltningen.

Domstolen boer efter min opfattelse klargoere sin praksis ved udtrykkeligt at anerkende, at en sagsoeger i hvert fald paa antidumpingomraadet for at vaere soegsmaalskompetent ikke er forpligtet til at besvare det yderligere spoergsmaal, om den anfaegtede retsakt reelt er en forordning eller en beslutning.

76. Denne antagelse er i overensstemmelse med formaalet med artikel 173, som er at give borgerne adgang til at bestride retsakter, som har en saerlig indflydelse paa deres situation, idet retten til at anfaegte forordninger samtidig begraenses for at undgaa, at en ubegraenset gruppe sagsoegere paastaar dem annulleret. Denne opfattelse har stoette i den holdning, som generaladvokat Mischo gav udtryk for i den ovenfor naevnte Nashua-sag, hvori han i punkt 33 i forslaget til afgoerelse udtalte: "Efter min mening er det afgoerende moment, for saa vidt angaar formalitetsspoergsmaalet i antidumpingsager, imidlertid ikke saa meget sagsoegerens status som eksporterende producent eller som tilknyttet importoer, men derimod hvorledes sagsoegerens konkrete status er blevet bedoemt". Selv om Domstolen fremmede denne sag til realitetsbehandling, kunne den undlade at betragte sagsoegeren som en eksportoer eller en importoer paa grund af dennes saerlige tilknytning til fabrikanten af den paagaeldende vare (se ligeledes ovennaevnte Gestetner-sag). Domstolen undersoegte derfor ikke, i hvilket omfang en importoer i ordets egentlige betydning har ret til at bestride den anfaegtede retsakt. I sagen her kan en besvarelse af dette spoergsmaal imidlertid ikke undgaas.

77. Jeg drager derfor den konklusion, at Extramet, som opfylder begge de ovennaevnte to betingelser, har ret til at bestride den anfaegtede retsakt i henhold til artikel 173, stk. 2.

78. Saafremt Domstolen beslutter sig til at opretholde den eksisterende praksis og fastslaa, at Extramet' s paastand om annullation af den anfaegtede forordning ikke kan fremmes til realitetsbehandling, maa det samme efter min opfattelse vaere tilfaeldet, for saa vidt angaar virksomhedens ugyldighedspaastand vedroerende betragtning 24. Denne er affattet saaledes:

"En uafhaengig importoer har ogsaa anmodet om saerlig fritagelse i tilfaelde af, at det besluttes at indfoere en endelig told. Raadet kan ikke imoedekomme en saadan anmodning fra en uafhaengig importoer, naar det tydeligvis er i Faellesskabets interesse, at der gribes ind med henblik paa at forebygge den skadelige virkning af den kinesiske og sovjetiske dumpingimport, og dette maal ville blive forfejlet, saafremt en saadan fritagelse indroemmes, hvilket ogsaa vanskeligt ville kunne forsvares, idet alle importoerer skal behandles paa lige fod."

79. Det er tvivlsomt, om en betragtning i sig selv kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal, da betragtningerne ikke har retsvirkninger for private, men alene er en forklaring til den dispositive del af den retsakt, hvori de indgaar. Det foelger heraf, at betragtning 24 til den anfaegtede forordning ikke i sig selv kan undergives proevelse i henhold til artikel 173. Extramet' s indsigelse mod denne betragtning maa saaledes anses for en indsigelse mod den anfaegtede forordning i det omfang, den ansoegte fritagelse afslaas. Efter min opfattelse maa denne del af sagen fremmes til realitetsbehandling eller afvises sammen med Extramet' s soegsmaal mod den anfaegtede forordning i dens helhed.

80. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at

1) fremme sagen til realitetsbehandling og

2) udsaette afgoerelsen om sagens omkostninger.

(*) Originalsprog: engelsk.