61988J0362

++++

1 . Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - begreb - restriktioner for graenseoverskridende reklame

( EOEF-Traktaten, art . 30, 31 og 36 )

2 . Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - forbud mod i reklamer for et saertilbud at angive tilbuddets varighed og den tidligere pris - anvendelse paa et reklamefremstoed, som lovligt foretages i en anden medlemsstat - ulovlighed - berettigelse - forbrugerbeskyttelse - ingen

( EOEF-Traktaten, art . 30 og 36 )

1 . En lovgivning, som begraenser eller forbyder visse former for reklame og visse salgsfremmende metoder, kan, selv om den ikke direkte paavirker indfoerslerne, begraense disses omfang, fordi den paavirker mulighederne for afsaetning .

De frie varebevaegelser vedroerer imidlertid ikke blot de erhvervsdrivende, men ogsaa private . De indebaerer, navnlig i graenseomraader, at forbrugere, der bor i en medlemsstat, frit kan begive sig til en anden medlemsstats omraade for at forsyne sig der paa samme betingelser som den lokale befolkning . Denne frihed for forbrugerne bringes i fare, naar de naegtes adgang til de reklamer, som er disponible i koebslandet . Foelgelig maa et forbud mod udbredelse af saadanne reklamer rammes af Traktatens artikler 30, 31 og 36 .

2 . Traktatens artikler 30 og 36 er til hinder for, at nationale bestemmelser, der indeholder et forbud mod, at det i reklamer vedroerende et saertilbud angives, hvor laenge tilbuddet staar ved magt, og hvad den tidligere pris var, anvendes paa reklamer, som lovligt er blevet udsendt i en anden medlemsstat .

Da faellesskabsretten paa omraadet for forbrugerbeskyttelse anser oplysning af disse for et af de vaesentligste krav, kan Traktatens artikel 30 ikke fortolkes paa en maade, som indebaerer, at en national lovgivning, der naegter forbrugerne adgang til visse oplysninger, kan vaere berettiget af tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelse .

1 Ved dom af 8 . december 1988, indgaaet til Domstolen den 14 . s.m . har Luxembourgs Cour de cassation i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 stillet et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af samme Traktats artikler 30, 31, stk . 1 og 36, for at kunne afgoere, om nationale bestemmelser om reklamering er forenelige med disse bestemmelser .

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Confédération du commerce luxembourgeois ( herefter benaevnt "CCL "), en ikke erhvervsdrivende sammenslutning, som erklaerer at repraesentere de luxembourgske handlendes interesser, og det belgiske aktieselskab GB-INNO-BM, som driver supermarkeder paa belgisk omraade, bl.a . i Arlon naer den belgisk-luxembourgske graense . Efter at det belgiske selskab havde uddelt reklamefoldere paa belgisk omraade samt paa Storhertugdoemmets omraade, blev det indstaevnt for en luxembourgsk domstol i en sag om foreloebige retsmidler af CCL, som fremsatte begaering om, at der blev nedlagt forbud mod uddeling af disse foldere . CCL gjorde gaeldende, at reklameringen i folderne var i strid med den storhertugelige anordning af 23 . december 1974 om illoyal konkurrence ( Mémorial A 1974, s . 2392 ), hvorefter tilbud, der indebaerer en prisnedsaettelse, hverken maa angive tilbuddets varighed eller tidligere priser .

3 Formanden for afdelingen for handelssager ved Tribunal d' arrondissement de Luxembourg tog rekvirentens begaering til foelge med den begrundelse, at uddelingen af de paagaeldende foldere var et salgstilbud, der var forbudt ved den storhertugelige anordning af 1974, samt illoyal markedsfoering, som var forbudt ved samme anordning . Denne kendelse blev stadfaestet ved cour d' appel, hvorefter GB-INNO-BM indgav kassationsanke . Selskabet gjorde gaeldende, at reklameringen i folderne var i overensstemmelse med de belgiske bestemmelser om illoyal konkurrence, og at det foelgelig var i strid med EOEF-Traktatens artikel 30 at anvende forbuddet i den luxembourgske anordning paa den .

4 Cour de cassation udsatte sagens afgoerelse, indtil Domstolen har udtalt sig om foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"Skal EOEF-Traktatens artikler 30, 31, stk . 1, og 36 fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning bestemmer, at tilbud eller salg en detail til midlertidigt nedsatte priser uden for ekstraordinaere salg eller udsalg kun er tilladt paa betingelse af, at varigheden af tilbuddene ikke er angivet, og der ikke henvises til de tidligere priser?"

5 Med hensyn til sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt de indlaeg, der er indgivet for Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

6 Indledningsvis skal der tages stilling til et argument, som er fremfoert af CCL samt af den tyske og den luxembourgske regering . Det gaar ud paa, at Traktatens artikler 30, 31 og 36 er irrelevante for hovedsagens genstand, idet denne kun angaar kommercielle reklamer og ikke rejser spoergsmaal om varebevaegelser mellem medlemsstaterne . I oevrigt saelger GB-INNO-BM kun sine varer paa belgisk omraade .

7 Dette argument kan ikke laegges til grund . Domstolen har allerede i dom af 15 . december 1982, Oosthoek' s Uitgeversmaatschappij ( 286/81, Sml . s . 4575 ) statueret, at en lovgivning, som begraenser eller forbyder visse former for reklame og visse salgsfremmende metoder, selv om den ikke direkte paavirker indfoerslerne, kan begraense disses omfang, fordi den paavirker mulighederne for afsaetning .

8 De frie varebevaegelser vedroerer imidlertid ikke blot de erhvervsdrivende, men ogsaa private . De indebaerer, navnlig i graenseomraader, at forbrugere, der bor i en medlemsstat, frit kan begive sig til en anden medlemsstats omraade for at forsyne sig der paa samme betingelser som den lokale befolkning . Denne frihed for forbrugerne bringes i fare, naar de naegtes adgang til de reklamer, som er disponible i koebslandet . Foelgelig maa et forbud mod udbredelse af saadanne reklamer rammes af Traktatens artikler 30, 31 og 36 .

9 Under disse omstaendigheder fremgaar det, at det praejudicielle spoergsmaal drejer sig om, hvorvidt en hindring for de frie varebevaegelser, der beror paa forskelle mellem de gaeldende nationale lovgivninger, er forenelig med Traktatens artikel 30 . Det fremgaar af sagens akter, at reklamer med salgstilbud, der angiver en prisnedsaettelse og tilbuddets varighed samt de tidligere priser, er forbudt efter de luxembourgske bestemmelser, mens de er tilladt efter de i Belgien gaeldende bestemmelser .

10 I denne forbindelse bemaerkes, at Domstolens faste praksis gaar ud paa, at naar der ikke findes en faelles ordning vedroerende forhandling, maa hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, der beror paa forskelle i de nationale lovgivninger, accepteres i det omfang, disse bestemmelser er uomgaengeligt noedvendige af hensyn til isaer forbrugerbeskyttelse og god handelsskik ( se navnlig dommene af 20 . februar 1979, Rewe, 120/78, Sml . s . 649, og af 26 . juni 1980, Gilli og Andres, 788/79, Sml . s . 2071 ).

11 Ifoelge CCL og den luxembourgske regering er de to paagaeldende forbud - forbuddene mod at angive saertilbuddets varighed og offentliggoere den tidligere pris - berettigede af hensyn til forbrugerbeskyttelsen . Forbuddet vedroerende saertilbuddets varighed har til formaal at undgaa risikoen for forveksling mellem de ekstraordinaere salg og de halvaarlige udsalg, som er tidsbegraensede efter luxembourgsk lovgivning . Forbuddet mod at naevne den tidligere pris i tilbuddet er berettiget af den omstaendighed, at forbrugeren normalt ikke vil vaere i stand til at kontrollere rigtigheden af en tidligere referencepris . Desuden kan reklamering med en tidligere pris udoeve en for vidtgaaende psykologisk pression mod forbrugeren . Den tyske regering deler i det vaesentlige denne opfattelse .

12 Dette bestrides af GB-INNO-BM samt af Kommissionen, som har anfoert, at den normale gennemsnitsforbruger ved, at de aarlige udsalg kun holdes to gange aarligt . Med hensyn til sammenligningen af priser har Kommissionen redegjort for de nationale lovgivninger herom og heraf udledt, at disse, bortset fra de luxembourgske og tyske bestemmelser, har det faelles traek, at de tillader angivelse af begge priser, saafremt referenceprisen er den reelle pris .

13 Problemet er saaledes, om en national lovgivning, som forhindrer forbrugeren i at faa adgang til visse oplysninger, kan vaere berettiget af hensyn til forbrugerbeskyttelsen .

14 Hertil bemaerkes foerst, at der i Faellesskabets politik paa dette omraade bestaar en noeje sammenhaeng mellem beskyttelse og oplysning af forbrugeren . Saaledes bestemmes det i det "foerste program", som Raadet vedtog i 1975 ( EFT C 92, s . 1 ), at der skal indfoeres en politik "vedroerende forbrugerbeskyttelse og -oplysning ". Ved resolution af 19 . maj 1981 ( EFT C 133, s . 1 ) har Raadet godkendt et "andet program for en politik vedroerende forbrugerbeskyttelse og -oplysning", hvis formaal blev bekraeftet ved Raadets resolution af 23 . juni 1986 om Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs fremtidige politiske retningslinjer for forbrugerbeskyttelse og fremme af forbrugernes interesser ( EFT C 167, s . 1 ).

15 Forbindelsen mellem forbrugerbeskyttelse og forbrugeroplysning forklares i det andet programs "generelle retningslinjer ". Heri understreges det, at de forholdsregler, der i henhold til foerste program er truffet eller er under udarbejdelse, bidrager til at forbedre forbrugernes stilling ved at beskytte deres sundhed, sikkerhed og oekonomiske interesser, ved at give dem relevante oplysninger og orientering og ved at give dem mulighed for at udtale sig om beslutninger, der vedroerer dem . Disse forholdsregler bevirker ligeledes ofte, at de konkurrencevilkaar, som producenter og distributoerer skal indordne sig under, tilnaermes .

16 I det andet programs generelle retningslinjer praeciseres det dernaest, at formaalet med programmet er at at viderefoere og uddybe de trufne foranstaltninger og isaer at bidrage til at skabe betingelser for en bedre dialog mellem forbrugere og producenter/forhandlere . Med henblik paa dette defineres i programmet "fem grundlaeggende rettigheder" for forbrugerne, heriblandt "ret til oplysning og undervisning ". En af de foranstaltninger, der foreslaas i programmet, er forbedring af forbrugerundervisning og -oplysning ( punkt 9, D ). Den del af programmet, hvori de principper fastsaettes, som skal gaelde for beskyttelsen af forbrugernes oekonomiske interesser, indeholder passager om rigtigheden af de oplysninger, der gives forbrugeren, uden at denne dog naegtes adgang til visse oplysninger . Et af disse principper gaar saaledes ud paa ( punkt 28, afsnit 4 ), at ingen form for reklame maa vildlede koeberen; den, der averterer, skal vaere i stand til med passende midler "at godtgoere rigtigheden af det, han har anfoert ".

17 Dernaest bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis er et forbud mod at indfoere visse varer i en medlemsstat i strid med artikel 30, naar formaalet med et saadant forbud ogsaa kan opnaas ved en maerkning af den paagaeldende vare, som kan give forbrugeren de noedvendige oplysninger og saaledes saette denne i stand til at traeffe sit valg med fuldt kendskab til de relevante omstaendigheder ( se dommene af 9 . december 1981, Kommissionen mod Italien, 193/80, Sml . s . 3019, og af 12 . marts 1987, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, 178/84, Sml . s . 1227 ).

18 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at faellesskabsretten paa omraadet for forbrugerbeskyttelse anser oplysning af disse for et vaesentligt krav . Foelgelig kan Traktatens artikel 30 ikke fortolkes paa en maade, som indebaerer, at en national lovgivning, der naegter forbrugerne adgang til visse oplysninger, kan vaere berettiget af tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelse .

19 Foelgelig kan de hindringer for handelen inden for Faellesskabet, der foelger af en saadan national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, ikke vaere berettiget af hensyn til forbrugerbeskyttelsen . De er derfor omfattet af forbuddet i Traktatens artikel 30 . Undtagelserne fra denne bestemmelse i artikel 36 kan ikke finde anvendelse; de er i oevrigt ikke blevet paaberaabt under sagens behandling for Domstolen .

20 Naar artikel 30 finder anvendelse, er det ikke noedvendigt at fortolke Traktatens artikel 31, som ogsaa naevnes i det praejudicielle spoergsmaal .

21 Det stillede spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at nationale bestemmelser, der indeholder et forbud mod, at det i reklamer vedroerende et saertilbud angives, hvor laenge tilbuddet staar ved magt, og hvad den tidligere pris var, anvendes paa reklamer, som lovligt er blevet udsendt i en anden medlemsstat .

Sagens omkostninger

De udgifter, der er afholdt af Storhertugdoemmet Luxembourgs regering, Forbundsrepublikken Tysklands regering, Den Franske Republiks regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet et indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Sjette Afdeling )

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt den af Storhertugdoemmet Luxembourgs Cour de cassation ved kendelse af 8 . december 1988, for ret :

EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at nationale bestemmelser, der indeholder et forbud mod, at det i reklamer vedroerende et saertilbud angives, hvor laenge tilbuddet staar ved magt, og hvad den tidligere pris var, anvendes paa reklamer, som lovligt er blevet udsendt i en anden medlemsstat .