RETSMØDERAPPORT

i sag C-358/88 ( *1 )

I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

Sagsøgeren i hovedsagen, Oberhausener Kraftfutterwerk Wilhelm Hopermann GmbH, fremstiller foderstoffer og er dermed underlagt EF's særforanstaltninger for ærter, bønner og hestebønner.

Tvisten i hovedsagen vedrører et parti ærter (vareparti nr. 83030), hvis ankomst til sagsøgerens virksomhed blev gjort til genstand for en underretning til Bundesanstalt für landwirtschaftliche Marktordnung, sagsøgte i hovedsagen, inden afslutningen af anvendelsen. Mens sagsøgeren nemlig den 16. december 1982 havde indgivet en anmodning om anbringelse under kontrol, der samtidig gælder som meddelelse om produkternes ankomst, blev de pågældende ærter først forarbejdet i slutningen af december, hvilket fremgår af en kontrolrapport fra sagsøgtes inspektører. Støtteansøgningen blev imidlertid først indgivet flere måneder senere, nemlig den 28. marts 1983. Ved afgørelse af 5. november 1985 afslog sagsøgte at yde den ansøgte støtte med den begrundelse, at den i artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 2192/82 fastsatte frist for indgivelse af støtteansøgning ikke var blevet overholdt.

Ved kendelse af 10. november 1988 har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 udsat sagen på Domstolens besvarelse af følgende præjudicielle spørgsmål :

»Har fristen for indgivelse af støtteansøgningen i henhold til artikel 22, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2192/82 af 6. august 1982, og i samme artikel 22, som affattet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3322/82 af 10. december 1982, præklusiv virkning?«

Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, har den nationale ret rejst det spørgsmål, om den tidsmæssige sammenknytning af fristerne i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 2192/82, hvorefter støtteansøgningen skal indgives senest på dagen for indgivelsen af anmodningen om anbringelse under kontrol, udgør en ufravigelig forskrift, hvis manglende overholdelse medfører, at der ikke ydes støtte, skønt de materielretlige betingelser for erhvervelse af ret til støtte er opfyldt. Den nationale ret spørger derfor, om det af forvaltningstekniske grunde er begrundet at anse den tidsmæssige sammenknytning mellem støtteansøgningen og anmodningen om anbringelse under kontrol som en betingelse for erhvervelse af en ret, forstået som en præklusiv frist.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af sagsøgeren, ved advokaterne Modest, Gündisch, Landry & Partnere, Hamburg, og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Jürgen Grunwald, Kommissionens Juridiske Tjeneste.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse og at henvise sagen til Tredje Afdeling.

II — Relevante retsforskrifter

I henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1431/82 af 18. maj 1982 om fastsættelse af særforanstaltninger for ærter, bønner og hestebønner (EFT L 162, s. 28) ydes der støtte for produkter, der er høstet i Fællesskabet, og som anvendes til fremstilling af foder. I henhold til artikel 3, stk. 3, første led, ydes støtten kun til sådanne aftagere af de nævnte produkter, der »opfylder de nødvendige betingelser for at være støtteberettigede«.

I henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 5, og artikel 4 har Rådet udstedt forordning (EØF) nr. 2036/82 af 19. juli 1982 om fastsættelse af almindelige regler vedrørende særforanstaltninger for ærter, bønner og hestebønner (EFT L 219, s. 1). I henhold til artikel 5, stk. 1, i sidstnævnte forordning ydes støtten til enhver person, der anvender disse produkter, forudsat at vedkommende hos det kompetente nationale organ indgiver en ansøgning samt et bevis for, at producenten for den af ham leverede mængde mindst har fået mindsteprisen, og forudsat at »den i dette bevis omhandlede mængde, efter at være bragt under kontrol, faktisk anvendes i den virksomhed, hvori anvendelsen skal ske«. Artikel 3, stk. 4, definerer begrebet »anbragt under kontrol« således:

»Den handling, der foretages af medlemsstatens kompetente organ hos brugeren på dennes anmodning, og som omfatter bestemmelse af kvantiteten og kvaliteten af de produkter, der skal anvendes til konsum eller foder«.

Desuden bestemmer artikel 14, stk. 1, at »det påhviler de medlemsstater, hvor produkterne anvendes, at indføre et kontrolsystem, som sikrer, at kun støtteberettigede produkter får adgang til støtten«.

I henhold til artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1431/82 har Kommissionen udstedt forordning nr. 2192/82. Da de pågældende produkter ankom til sagsøgerens virksomhed i december 1982, skal der henvises til — da denne forskrift finder anvendelse i denne sag — at artikel 18, stk. 1 og 3a, i sidstnævnte forordning, som affattet ved artikel 1, stk. 7 og 8, i forordning nr. 3322/82 om anden ændring af forordning nr. 2192/82 på det pågældende tidspunkt var affattet således:

Som anført i den sjette betragtning til forordning (EØF) nr. 3322/82 har denne ophævet kravet om samtidig indgivelse af meddelelsen om produkternes ankomst til virksomheden og anmodningen om anbringelse under kontrol samt indrømmet de erhvervsdrivende en yderligere frist til at fastsætte de mængder, der faktisk skal anbringes under kontrol og anvendes i virksomhederne.

Kommissionens forordning nr. 1956/83 af 15. juli 1983 om syvende ændring af forordning nr. 2192/82 (EFT L 192, s. 26) forlængede fristen i den nævnte artikel 18, stk. 3a, fra 30 til 80 arbejdsdage.

Ifølge artikel 29, stk. 2, første og andet led, i forordning nr. 2192/82, som ændret ved artikel 1, stk. 13, i forordning nr. 3322/82, udbetales støtten til den bruger, som har indgivet ansøgning, under forudsætning af, at brugeren til det af medlemsstaten udpegede organ har indgivet certifikat for, at producenten mindst har fået mindsteprisen, og at det kontrollerende organ har kontrolleret, at den i certifikatet angivne mængde faktisk er blevet anvendt inden 150 dage efter datoen for indgivelsen af anmodningen om anbringelse under kontrol.

Endelig bestemmer artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 2192/82, som ændret ved artikel 1, stk. 11, i forordning nr. 3322/82 følgende :

III — Indlæg for Domstolen

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at de eneste betingelser, som virksomheden skal opfylde for at opnå støtte for bælgfrugter, er de betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2036/82. Disse betingelser, der i det væsentlige blev gentaget i artikel 29, stk. 2, i forordning nr. 2192/82, er dog opfyldt i denne sag.

Den omstændighed, at fristen for indgivelse af støtteansøgningen ikke er fastsat i Rådets grundforordning, men i en forordning fra Kommissionen om gennemførelsesforanstaltninger, taler mod den antagelse, at overholdelsen af denne frist udgør en betingelse for rettens eksistens. Sagsøgeren har herved anført, at når en aftager har givet underretning om produkternes ankomst til virksomheden og anbragt dem under kontrol, kan det i det væsentlige være ligegyldigt for interventionsorganet, hvornår støtteansøgningen er blevet indgivet. Jo senere støtteansøgningen indgives, jo senere skal der udbetales fællesskabsmidler for bælgfrugter. Forvaltningens eneste interesse ligger i, at støtteproceduren afsluttes inden for overskuelig tid; denne interesse kan dog ikke begrunde den fuldstændige fortabelse af retten til støtte ved en ringe overskridelse af endagsfristen for indgivelse af støtteansøgning.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at man når til samme konklusion ved anvendelse af proportionalitetsprincippet. Formålet med støtten til bælgfrugter, nemlig at sikre producenterne en tilstrækkelig pris, samt afsætningen af dyre bælgfrugter på det indenlandske marked, nås, når de to hovedforpligtelser i henhold til artikel 5 i forordning nr. 2036/82 er opfyldt. Det er derfor retsstridigt — fordi det er uforholdsmæssigt — at knytte den strenge sanktion, der består i ikke at yde støtte, til den manglende overholdelse af en klar biforpligtelse, der er pålagt ud fra rent administrative hensyn, såsom forpligtelsen til at give meddelelse til interventionsorganet ved produkternes ankomst til virksomheden.

Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren henvist til Domstolens praksis, således som den bl. a. fremgår af dommene af 20. februar 1979, SA Buitoni mod Fonds d'orientation et de régularisation des marchés agricoles (122/78, Sml. s. 677), og af 21. juni 1979, Atalanta Amsterdam BV mod Produktschap voor Vee en Vlees (240/78, Sml. s. 2137). I sag 122/78 havde Domstolen betegnet den fastsatte sanktion for ikke overholdelse af fristen for fremlæggelse af bestemte bevismidler, som uforholdsmæssig. Selv om Kommissionen i betragtning af de ulemper, som en forsinket fremlæggelse af bevisligheder indebærer, var beføjet til at fastsætte en sådan frist, kunne den for den manglende overholdelse af denne frist kun fastsætte en sanktion, der ramte de retsundergivne mindre hårdt end den sanktion, der indebar total fortabelse af den stillede sikkerhed, og som var bedre afpasset efter de praktiske virkninger af en sådan undladelse. I sag 240/78 havde Domstolen fastslået, at en bestemmelse i en forordning fra Kommissionen, hvorefter den stillede sikkerhed fortabtes ved forsinket fremsendelse af bevisdokumenterne for oplagring af svinekød, på grund af sin automatik var i strid med proportionalitetsprincippet, for så vidt som den ikke tillod at afpasse sanktionen efter graden af manglende opfyldelse af kontraktsforpligtelser eller grovheden af tilsidesættelsen af de nævnte forpligtelser.

Kommissionen har for det første anført, at i henhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1431/82 ydes støtten kun til sådanne aftagere, der »opfylder de nødvendige betingelser for at være støtteberettigede«. Til disse betingelser hører ifølge artiklerne 22 og 23 i forordning nr. 2192/82 forpligtelsen til rettidigt at indgive ansøgning til det kompetente organ. I øvrigt havde det her været nødvendigt at indgive en støtteansøgning, da aftageren i henhold til artikel 22, stk. 3, tredje led, i førnævnte forordning skulle træffe afgørelse om, hvorvidt han ansøgte om støtte i henhold til artikel 3, stk. 1, (anvendelse til fremstilling af foder) eller i henhold til artikel 3, stk. 2, (anvendelse til konsum) i samme forordning, da de to støttearter frembyder forskellige karakteristika.

Kommissionen har anført, at den særlige betydning, som tilkommer den rettidige indgivelse af støtteansøgningen, følger af artikel 23 i forordning nr. 2192/82, der indeholder en særregel, for så vidt angår den seneste frist for indgivelse af ansøgninger. Den har endvidere anført, at ifølge artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2036/82 »er det støttebeløb, der skal udbetales, det beløb, der er gældende på den dato, hvor den pågældende indgiver den i artikel 5, stk. 1, omhandlede ansøgning«. Såfremt man tillod, at støtteansøgninger også indgives efter det tidspunkt, der fremgår af artikel 22, stk. 1, og artikel 23 i forordning nr. 2192/82, så ville man dermed tillade isolerede anmodninger om anbringelse under kontrol, hvorom det ville være fuldstændig uldart, om, hvornår og med henblik på hvilken anvendelse, der senere ville blive indgivet en støtteansøgning. Desuden ville der bestå fare for, at de pågældende personer som følge af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2036/82 ville indtage en venteposition, for i givet fald at drage fordel af en fordelagtig prisudvikling ved at indgive deres støtteansøgning senest muligt og dermed opnå en ugrundet fortjeneste via støtten. Kommissionen hævder derfor, at forpligtelsen til rettidig indgivelse af støtteansøgningen er ufravigelig.

Ifølge Kommissionen er dette resultat heller ikke i strid med proportionalitetsprincippet. Kommissionen henviser til, at Domstolen i dommen af 22. januar 1986, Denkavit France SARL mod Fonds d'orientation et de régularisation des marchés argicoles (FORMA), (266/84, Smi. s. 149), har fastslået, »at den forældelsesvirkning, der indtræder ved en forsinket indgivelse af dokumenterne, som hovedregel er den normale konsekvens, når en ufravigelig frist udløber, og ikke udgør nogen sanktion«.

J. C. Moitinho de Almeida

Refererende dommer

( *1 ) – Processprog: tysk.

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

2. maj 1990 ( *1 )

I sag C-358/88,

angående en anmodning, som Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Oberhausener Kraftfutterwerk Wilhelm Hopermann GmbH, Oberhausen

mod

Bundesanstalt für landwirtschaftliche Marktordnung, Frankfurt am Main,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 22, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2192/82 af 6. august 1982 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende særforanstaltninger for ærter, bønner og hestebønner (EFT L 233, s. 5), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3322/82 af 10. december 1982 (EFT L 351, s. 27),

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden M. Zuleeg, dommerne J. C. Moitinho de Almeida og F. Grévisse,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühl

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg af sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen ved Jürgen Grunwald, som befuldmægtiget, i retsmødet den 23. november 1989,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 23. januar 1990,

afsagt følgende

Dom

Sagens omkostninger

( *1 ) – Processprog: tysk.