61988J0347

++++

1. Traktatbrudssag - begrundet udtalelse - krav om praecis angivelse af klagepunkter

(EOEF-Traktaten, art. 169)

2. Traktatbrudssag - staevning - angivelse af klagepunkter og anbringender - simpel henvisning til aabningsskrivelsen og den begrundede udtalelse - utilstraekkelig

(EOEF-Traktaten, art. 169)

3. Traktatbrudssag - Domstolens proevelse - forhold at tage i betragtning - forholdene ved udloeb af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(EOEF-Traktaten, art. 169)

4. Statslige handelsmonopoler - ordning, hvorefter selskaber, der forhandler mineralolieprodukter, skal foretage en del af deres indkoeb hos raffinaderier i den offentlige sektor - ulovlig - forskelsbehandling af eksportoerer i andre medlemsstater - tilsidesaettelse af Traktatens artikel 30

(EOEF-Traktaten, art. 30 og 37, stk. 1, foerste afsnit)

5. Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - ordning, hvorefter offentlige myndigheder kan foretage indgreb i olieforhandlerselskabernes indkoebsprogrammer, og hvorved der indfoeres en ordning med handelskvoter

(EOEF-Traktaten, art. 30)

1. Den i Traktatens artikel 169 omhandlede begrundede udtalelse skal indeholde en sammenhaengende og detaljeret redegoerelse for grundene til, at den paagaeldende stat efter Kommissionens opfattelse har tilsidesat en af de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af Traktaten.

2. Det paahviler Kommissionen i ethvert soegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 169 i detaljer at angive de klagepunkter, som Domstolen skal tage stilling til, og i alt fald kort at angive de retlige og faktiske forhold, som klagepunkterne stoettes paa. Kommissionen kan ikke noejes med blot at henvise til indholdet af aabningsskrivelsen og den begrundede udtalelse, idet den under den administrative procedure har kunnet finde anledning til at frafalde visse i disse akter fremfoerte klagepunkter.

3. I en sag anlagt i henhold til Traktatens artikel 169 skal spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, afgoeres paa grundlag af forholdene i vedkommende medlemsstat ved udloebet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, og efterfoelgende aendringer heraf kan ikke tages i betragtning af Domstolen.

4. En medlemsstat, der opretholder en ordning, hvorved der etableres et statsligt handelsmonopol, for saa vidt angaar mineralolieprodukter, og tillaegges medlemsstaten rettigheder vedroerende indfoersel og forhandling, der goer det muligt for den at forpligte forhandlerselskaberne til hos raffinaderierne i den offentlige sektor at indkoebe maengder svarende til en andel af efterspoergslen paa det indenlandske marked, der svarer til den ikke-tilpassede del af handelsmonopolet, tilsidesaetter sine forpligtelser i medfoer af Traktatens artikler 30 og 37, stk. 1. En saadan ordning udgoer faktisk en diskrimination af eksportoerer i andre medlemsstater, der er forbudt ifoelge artikel 37, stk. 1, og en hindring for indfoerslerne fra andre medlemsstater, der i det omfang, den ikke er begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed, er forbudt ifoelge Traktatens artikel 30.

5. En medlemsstat, der vedtager en ordning, som dels foreskriver, at olieforhandlerselskabers aarlige indkoebsprogrammer og eventuelle aendringer heraf skal godkendes af offentlige myndigheder, saaledes at disse selskaber, selv om dette ikke er absolut noedvendigt for at sikre landets forsyninger hverken frit kan bestemme omfanget af og vilkaarene for deres virksomhed eller frit tilpasse sig vekslende markedsforhold, dels etablerer en kvoteordning for handelen, hvorved der sker en fastsaettelse af de maengder af mineralolieprodukter, som forhandlerselskaberne kan indkoebe hos de af dem frit valgte leverandoerer, udgoer en tilsidesaettelse af de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af Traktatens artikel 30.

1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 29. november 1988, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om at det statueres, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 30, artikel 34 og artikel 37, stk. 1, ved at udstede lov nr. 1571/85 og gennemfoerelsesbestemmelserne hertil, hvorved enerettighederne med hensyn til import til og handel i Graekenland med mineralolieprodukter delvis opretholdes, og ved at indfoere bestemte procedureregler for import, eksport og handel og en ordning med forbrugermaksimalpriser, hvorved der sker en begraensning af importen fra og eksporten til andre medlemsstater af disse produkter.

2 Lov nr. 1571/85 af 21. oktober 1985 om ordning for oliepolitikken med hensyn til handelen med olieprodukter (Efimeris tis Kivernisseos, nr. 192 af 14.11.1985, serie I) indeholder i artikel 7, stk. 2, en bestemmelse om, at staten indfoerer mineralolie og mineralolieprodukter med eneret, hvorved der henvises navnlig til bestemmelserne i lovens artikel 1 og tages forbehold bl.a. med hensyn til bestemmelserne i lovens artikel 4.

3 Artikel 1, stk. 2, i naevnte lov bestemmer, at "staten har eneret til at raffinere og dermed til at indfoere mineralolie".

4 Lovens artikel 4 omhandler tilpasningen af det statslige monopol, for saa vidt angaar handel med mineralolieprodukter. Selskaber, der forhandler mineralolieprodukter, var indtil den 31. december 1985 forpligtet til udelukkende at indkoebe hos staten. Disse selskaber har efter den 1. januar 1986, jf. lovens artikel 4, stk. 1 og stk. 2, adgang til at indkoebe en vis andel af det graeske markeds forbrug hos en af dem frit valgt leverandoer. Denne andel er i tiden derefter gradvist blevet forhoejet og udgoer fra den 1. januar 1990 100%. I artikel 4, stk. 3, i lov nr. 1571/85 er det dog bestemt, at den procentandel, hvortil det statslige handelsmonopol er tilpasset, kan aendres "med det formaal at forebygge virkningerne af eventuelle nationale eller internationale kriser for den offentlige sikkerhed og landets forsvar".

5 Efter artikel 9 i lov nr. 1571/85 samt ministeriel bekendtgoerelse nr. 3662 af 17. februar 1987 (Efimeris tis Kivernisseos, nr. 121 af 16.3.1987, serie II) skal forhandlerselskaber hvert aar forelaegge de hellenske myndigheder et program, der benaevnes "indkoebsprogram" med angivelse af deres forventede salg af mineralolieprodukter pr. geografisk zone det foelgende aar og deres dertil svarende indkoeb. I lovens artikel 9, stk. 4, er det bestemt, at forhandlerselskaberne skal dokumentere de fremlagte programmer ved hjaelp af kopier af aftaler, hvoraf det fremgaar, at de hos raffinaderierne i den offentlige sektor procentvis indkoeber maengder til daekning af det graeske markeds behov, der svarer til den ikke-tilpassede del af det statslige handelsmonopol, og hos de samme raffinaderier eller hos raffinaderier i andre medlemsstater indkoeber 70% af den andel, der svarer til den tilpassede del af dette monopol. Indkoebsprogrammerne kan aendres i aarets loeb. Baade programmerne og eventuelle aendringer heraf kraever de graeske myndigheders godkendelse og disse kan i oevrigt, naar programmet ikke findes begrundet, stille krav om, at det aendres, eller om, at der stilles sikkerhed for, at det bliver overholdt.

6 Endvidere indeholder ministeriel bekendtgoerelse nr. 3663 af 17. februar 1987 (Efimeris tis Kivernisseos, nr. 121 af 16.3.1987, serie II) bestemmelser om, hvilke maengder mineralolieprodukter det enkelte forhandlerselskab har ret til at indkoebe hos den af det valgte leverandoer. Disse maengder (der benaevnes "handelskvoten") afhaenger af flere faktorer, bl.a. den procentvise andel af det graeske markeds forbrug, der svarer til den tilpassede del af det statslige handelsmonopol, og de maengder mineralolieprodukter, det paagaeldende selskab har solgt i det forloebne aar. Et selskab har i medfoer af bekendtgoerelsens artikel 4 ret til at overfoere hele sin kvote eller en del heraf til et andet selskab, men en saadan overfoersel medfoerer en nedsaettelse af den det overfoerende selskab tildelte kvote for det foelgende aar, naar de oevrige for kvoteberegningerne relevante faktorer forbliver uaendrede.

7 Forhandlerselskaberne skal i medfoer af artikel 3 i ministeriel bekendtgoerelse nr. 3663 forud for indfoerslen af mineralolieprodukter og for hver enkelt ladning til de graeske myndigheder indgive anmeldelse med oplysning om bl.a. oprindelsesland og importpris.

8 Endvidere skal forhandlerselskaberne i medfoer af ministeriel bekendtgoerelse nr. 5414 af 12. marts 1987 (Efimeris tis Kivernisseos, nr. 115 af 16.3.1987, serie II), der er vedtaget med hjemmel i artikel 12 i lov nr. 1571/85, forud for eksport af mineralolieprodukter indgive anmeldelse til de graeske myndigheder. Denne anmeldelse skal indeholde en bekraeftelse af, at den paagaeldende eksport er uden virkning for den selskabet paahvilende forpligtelse til at daekke forbruget paa det graeske marked i overensstemmelse med det for selskabet fastlagte indkoebsprogram.

9 Ifoelge artikel 15, stk. 1, i lov nr. 1571/85 kraeves der forhaandstilladelse til handel med mineralolieprodukter fra de graeske myndigheder. En saadan tilladelse meddeles kun paa visse betingelser, bl.a. at virksomheden selv skal vaere ejer af tankvogne, hvis hoejeste og mindste antal er fastsat i en ministeriel bekendtgoerelse.

10 Ifoelge artikel 11 i naevnte lov fastsaettes der forbrugermaksimalpriser for mineralolieprodukter, der er raffineret i Graekenland eller indfoert dertil. Disse priser fastsaettes paa grundlag af en basispris, der beregnes paa grundlag af forskellige faktorer. I naevnte artikel bestemmes, at de faktorer, paa grundlag af hvilke basisprisen opnaas, fastlaegges af forvaltningen, idet der dog herved skal tages hensyn til internationale eller nationale oekonomiske oplysninger, hvorved ogsaa markedstendenserne spiller en rolle, saasom prisen fob i Italien for faerdige olieprodukter og forholdet mellem omkostningerne for faerdige i Graekenland raffinerede produkter og de gennemsnitlige produktionsomkostninger for de samme produkter efter raffinering i de oevrige medlemsstater. Basisprisen, der foerst fastlaegges i USD med efterfoelgende omveksling til DR, fastsaettes principielt for et tidsrum af tre maaneder. Til den saaledes fastlagte basispris foejes forskellige oplysninger, herunder lagerfoeringsomkostning, hvorved handelsprisen fremkommer. Forbrugermaksimalprisen fremkommer ved at forhoeje handelsprisen med de af staten paalagte afgifter.

11 Vedroerende de i sagen omhandlede nationale lovbestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

12 Kommissionen har i staevningen gjort gaeldende, at den adgang til at aendre tilpasningen af det statslige handelsmonopol for mineralolieprodukter, som den graeske regering har forbeholdt sig ved artikel 4, stk. 3, i lov nr. 1571/85, er i strid med Traktatens artikler 30 og 37. I replikken har Kommissionen dog anfoert, at den ikke paastaar Den Hellenske Republik domfaeldt paa dette punkt. Det maa derfor laegges til grund, at naevnte bestemmelse i lov nr. 1571/85 ikke er omfattet af sagsgenstanden.

Formaliteten

a) Forhaandstilladelse som betingelse for at drive handel med mineralolieprodukter

13 Kommissionen har i staevningen gjort gaeldende, at artikel 15, stk. 1, i lov nr. 1571/85 er i strid med artikel 30, idet den betinger adgangen til at handle med mineralolieprodukter i Graekenland af, at der indhentes forhaandstilladelse hertil fra de graeske myndigheder.

14 Den Hellenske Republik har gjort gaeldende, at dette klagepunkt hverken er medtaget i aabningsskrivelsen eller i den begrundede udtalelse, og at det derfor skal afvises.

15 Kommissionen har fremhaevet, at artikel 15 i lov nr. 1571/85 naevnes i den begrundede udtalelse, og at aabningsskrivelsen omtaler de betingelser, der skal opfyldes af virksomheder, der oensker at drive handel med mineralolieprodukter.

16 I den forbindelse henvises der for det foerste til Domstolens faste praksis (jf. bl.a. Domstolens dom af 10.7.1990, Kommissionen mod Tyskland, C-217/88, praemis 19, Sml. I, s. 0000), hvorefter en i medfoer af Traktatens artikel 169 anlagt sag kun kan stoettes paa den begrundelse og de anbringender, der allerede er fremfoert i den begrundede udtalelse.

17 Det bemaerkes dernaest, at Kommissionen, selv om den i den begrundede udtalelse har rejst kritik af en af de betingelser, der kraeves opfyldt for at faa meddelt tilladelse til at drive handel med mineralolieprodukter, dog ikke har gjort gaeldende, at kravet om en saadan tilladelse i og for sig er i strid med Traktatens bestemmelser.

18 Klagepunktet vedroerende den forpligtelse, som virksomheder, der oensker at drive handel med mineralolieprodukter i Graekenland, har til at indhente forhaandstilladelse hertil fra de graeske myndigheder, skal derfor afvises fra behandling i realiteten.

b) Forskellige klagepunkter vedroerende forbrugermaksimalpriser

19 Kommissionen har gjort gaeldende, at ordningen med forbrugermaksimalpriser for mineralolieprodukter strider mod Traktatens artikel 30, idet bl.a. en hensyntagen til faktoren "markedstendens" goer fastlaeggelsen af priserne usikker, og reglerne for beregning af "lagerfoeringsomkostningerne" rummer en tilskyndelse for forhandlerselskaberne til at foretage deres indkoeb hos de graeske raffinaderier, mens det tilkommer den graeske forvaltning at fastlaegge de faktorer, der skal laegges til grund ved dannelsen af basisprisen.

20 Den Hellenske Republik har fremhaevet, at disse tre klagepunkter ikke er anfoert i den begrundede udtalelse, og mener derfor, at de skal afvises.

21 Kommissionen har gjort gaeldende, at den i den begrundede udtalelse generelt har kritiseret ordningen med fastsaettelse af forbrugermaksimalpriser for indfoerte mineralolieprodukter, og at disse klagepunkter derfor kun udgoer en udvikling af et synspunkt, der blev fremfoert under den administrative procedure.

22 Hvad angaar klagepunktet om, at befoejelsen til at fastlaegge de faktorer, der spiller en rolle ved dannelsen af basisprisen, er tillagt den graeske forvaltning, fremgaar det af Kommissionens replik, at dette klagepunkt i realiteten vedroerer indholdet af de bestemmelser, den graeske forvaltning har udstedt, og mere specielt faktorerne "markedstendens" og "lagerfoeringsomkostninger". Der er derfor ikke tale om et klagepunkt, der lader sig skille ud fra de klagepunkter, der er fremfoert vedroerende de to naevnte faktorer. Der er derfor ikke grund til at goere dette klagepunkt til genstand for saerskilt paakendelse.

23 Det bemaerkes dernaest, at den begrundede udtalelse intet indeholder vedroerende faktorerne "markedstendens" og "lagerfoeringsomkostninger". Den under den administrative fase gaeldende lovgivning indeholdt bestemmelse om, at faktorerne "markedstendens" og "lagerfoeringsomkostninger" skulle tages i betragtning i prisdannelsesordningen, men klagepunkterne vedroerende disse faktorer blev fremfoert af Kommissionen for foerste gang i replikken.

24 I oevrigt kan Kommissionens argumentation, hvorefter klagepunkterne vedroerende faktorerne "markedstendens" og "lagerfoeringsomkostninger" kun er en udvikling af et under den administrative fase fremfoert anbringende, ikke accepteres. Domstolen har faktisk gentagne gange (jf. bl.a. Domstolens dom af 28.4.1985, Kommissionen mod Italien, praemis 21, 274/83, Sml. s. 1077) fastslaaet, at den begrundede udtalelse skal indeholde en sammenhaengende og detaljeret redegoerelse for grundene til, at den paagaeldende stat efter Kommissionens opfattelse har tilsidesat en af de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af Traktaten. Selv om Kommissionen generelt ville kritisere ordningen med forbrugermaksimalpriser, skulle den derfor i den begrundede udtalelse praecist have gjort rede for grundene til, at den ansaa denne ordning for at vaere i strid med Traktatens bestemmelser.

25 Klagepunkterne vedroerende faktorerne "markedstendens" og "lagerfoeringsomkostninger" skal derfor afvises fra behandling i realiteten.

c) De klagepunkter, der ikke er fremfoert i staevningen

26 Kommissionen har i staevningen anfoert, at den paastaar Den Hellenske Republik domfaeldt bl.a. "af alle de i aabningsskrivelsen og den begrundede udtalelse anfoerte grunde".

27 Den Hellenske Republik har gjort gaeldende, at de klagepunkter, der ikke i alt fald i alt vaesentligt er fremfoert i staevningen, skal afvises.

28 Den Hellenske Republiks afvisningsindsigelse paa dette punkt skal tages til foelge. For ifoelge artikel 19 i protokollen vedroerende statutten for EOEF-Domstolen og artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement skal staevningen bl.a. indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Det paahviler derfor Kommissionen i ethvert soegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 169 i detaljer at angive de klagepunkter, som Domstolen skal tage stilling til, og i alt fald kort at angive de retlige og faktiske forhold, som klagepunkterne stoettes paa.

29 Det maa endvidere fremhaeves, at ethvert soegsmaal i henhold til Traktatens artikel 169 anlaegges efter afslutningen af en administrativ procedure, hvorunder Kommissionen, som tilfaeldet er i naervaerende sag, kan finde anledning til at frafalde visse i aabningsskrivelsen eller den begrundede udtalelse fremfoerte klagepunkter. Det er derfor af hensyn til en noejagtig afgraensning af sagsgenstanden noedvendigt i staevningen at angive de klagepunkter, som Domstolen skal tage stilling til.

30 De klagepunkter, der er fremfoert i aabningsskrivelsen og den begrundede udtalelse, men som ikke forekommer i staevningen, skal derfor afvises fra behandling i realiteten.

Realiteten

a) Statens enerettigheder med hensyn til import af mineralolie

31 Kommissionen har anfoert, at der ved artikel 7, stk. 2, i lov nr. 1571/85 er tillagt staten eneret til at indfoere mineralolie. Den har anfoert, at denne bestemmelse er i strid med Traktatens artikel 30 og artikel 37, stk. 1, idet den udelukker enhver mulighed for, at andre erhvervsdrivende end staten indfoerer mineralolie.

32 Ifoelge Traktatens artikel 37, stk. 1, skal medlemsstaterne gradvis tilpasse de statslige handelsmonopoler, saaledes at enhver forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere med hensyn til forsynings- og afsaetningsvilkaar er udelukket.

33 Endvidere er ifoelge Traktatens artikel 30 kvantitative indfoerselsrestriktioner saavel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning forbudt mellem medlemsstaterne. Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. i foerste raekke Domstolens dom af 11.7.1974, Dassonville, praemis 5, 8/74, Sml. s. 837) omfatter denne bestemmelse enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet.

34 Det bemaerkes, at indfoersel af mineralolie i medfoer af artikel 7, stk. 2, i naevnte graeske lov, udelukkende gennemfoeres af staten, jf. bestemmelserne i lovens artikel 1. I sidstnaevnte artikels stk. 2 er det bestemt, at "staten har eneret til at raffinere og dermed til at indfoere mineralolie". Af disse bestemmelser fremgaar, at staten har eneret til at indfoere raaolie, der skal raffineres.

35 Det maa dog fremhaeves, at rent bortset fra spoergsmaalet om bestemmelser om statens enerettigheder med hensyn til import, medfoerer den omstaendighed, at staten har monopol paa raffinering, at staten kan kontrollere baade maengden af importen af mineralolie bestemt til raffinering og importvilkaarene. Det forhold, at importen udelukkende gennemfoeres af staten eller under dens kontrol, er saaledes uloeseligt knyttet til selve det nationale monopol, for saa vidt angaar raffinering. Lovbestemmelserne om, at staten har eneret til at indfoere mineralolie til raffinering, er saaledes blot udtryk for en bekraeftelse af, at staten er tillagt en befoejelse, der er uloeseligt knyttet til det nationale monopol, for saa vidt angaar raffinering.

36 Der kan herefter kun rejses spoergsmaal om, hvorvidt den graeske stats enerettigheder med hensyn til import af mineralolie er forenelige med faellesskabsretten i det omfang, retmaessigheden ifoelge faellesskabsretten af det statslige monopol, for saa vidt angaar raffinering, samtidig bestrides. Kommissionen har imidlertid udtrykkeligt anfoert, at den ikke anfaegter det statslige monopol med hensyn til raffinering.

37 Af det anfoerte foelger, at klagepunkterne vedroerende statens ret, for saa vidt angaar indfoersel af mineralolie, skal forkastes.

b) Statens enerettigheder med hensyn til import af og handel med mineralolieprodukter

38 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at artikel 7, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, i lov nr. 1571/85 er i strid med Traktatens artikel 30 og artikel 37, stk. 1, idet der ved disse bestemmelser tillaegges staten en eneret til at indfoere og handle med faerdige mineralolieprodukter, og forhandlerselskaberne herved fratages muligheden for hos virksomheder i andre medlemsstater at indkoebe maengder svarende til den ikke-tilpassede del af det statslige handelsmonopol.

39 Den Hellenske Republik har i svarskriftet i foerste raekke gjort gaeldende, at der ved artikel 7, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, i lov nr. 1571/85 ikke er tillagt staten et monopol i den i artikel 37, stk. 1, forudsatte betydning, idet statens rettigheder, for saa vidt angaar indfoersel af og handel med faerdige mineralolieprodukter paa tidspunktet for svarskriftets indgivelse, kun omfattede maengder svarende til i alt 25% af det graeske markeds forbrug.

40 Det bemaerkes i den forbindelse, at formaalet med den i medfoer af Traktatens artikel 169 anlagte sag er at opnaa dom for, at vedkommende medlemsstat har undladt at opfylde de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af Traktaten, og at den ikke har bragt dette traktatbrud til ophoer inden for den i Kommissionens begrundede udtalelse fastsatte frist. Omfanget af statens rettigheder, for saa vidt angaar indfoersel af og handel med mineralolieprodukter, maa derfor i naervaerende sag fastlaegges under hensyntagen til den situation, der forelaa ved udloebet af den frist, Den Hellenske Republik fik til at efterkomme den begrundede udtalelse.

41 Paa det omhandlede tidspunkt havde den graeske stat i medfoer af artikel 7, stk. 2, og artikel 4, stk. 1 og 2, i lov nr. 1571/85 samt gennemfoerelsesbestemmelserne til disse bestemmelser eneret til at indfoere og handle med oliemaengder svarende til 65% af efterspoergslen paa det graeske marked. Den graeske stat havde foelgelig, dengang fristen for at efterkomme den begrundede udtalelse udloeb, mulighed for maerkbart at paavirke indfoerslerne af olieprodukter fra de oevrige medlemsstater, baade i kraft af rettighederne, for saa vidt angaar indfoersel, og rettighederne for saa vidt angaar handel med olieprodukter. Den graeske stats rettigheder, for saa vidt angaar indfoersel af og handel med olieprodukter, maa derfor i naervaerende sag antages at udgoere et statsligt handelsmonopol efter Traktatens artikel 37.

42 Domstolen har i oevrigt bl.a. i dom af 7. juni 1983, Kommissionen mod Italien, praemis 11 (78/82, Sml. s. 1955), fastslaaet, at det saavel af artikel 37' s ordlyd som af dens placering i Traktatens system fremgaar, at den har til formaal at sikre, at det grundlaeggende princip om de frie varebevaegelser overholdes overalt inden for det faelles marked, isaer gennem afskaffelse af kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning i samhandelen mellem medlemsstaterne, hvorved opretholdelsen af normale konkurrencevilkaar mellem medlemsstaterne sikres i tilfaelde, hvor et bestemt produkt er underkastet et statsligt handelsmonopol i en eller flere af medlemsstaterne.

43 I den forbindelse bemaerkes, at forhandlerselskaberne i medfoer af artikel 9, stk. 4, i lov nr. 1571/85 er forpligtet til hos de graeske raffinaderier i den offentlige sektor at indkoebe maengder svarende til den andel af efterspoergslen paa det graeske marked, der svarer til den ikke-tilpassede del af handelsmonopolet. Af denne bestemmelse fremgaar klart, at Den Hellenske Republik ved at opretholde statens rettigheder, for saa vidt angaar indfoersel af og handel med olieprodukter, oensker - som den selv har erkendt - at sikre afsaetningsmulighederne for den offentlige sektors raffinaderiers produktion.

44 Paa baggrund heraf maa det fastslaas, at opretholdelsen af den graeske stats rettigheder, for saa vidt angaar indfoersel af og handel med olieprodukter i forhold til eksportoerer, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater, medfoerer en af artikel 37, stk. 1, omfattet forskelsbehandling.

45 Den Hellenske Republik har dernaest gjort gaeldende, at opretholdelsen af saadanne rettigheder ikke strider mod Traktatens artikel 30, idet de produkter, staten bringer i handelen, kan vaere indfoerte produkter eller produkter, der er opnaaet ved forarbejdning af indfoerte raavarer eller halvfabrikata.

46 Denne argumentation kan ikke anerkendes. Som anfoert ovenfor (i praemis 43) har opretholdelsen af de omhandlede enerettigheder til formaal at sikre, at de graeske raffinaderier i den offentlige sektor kan afsaette deres produktion. En saadan foranstaltning udgoer saaledes en hindring for indfoerslen af olieprodukter hidroerende fra andre medlemsstater, og det er herved uden betydning, om de raavarer, de graeske raffinaderier i den offentlige sektor anvender, eventuelt er indfoerte varer.

47 Den Hellenske Republik har for det tredje gjort gaeldende, at opretholdelsen af disse rettigheder er begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed. Graekenlands saerlige geopolitiske situation goer det absolut noedvendigt at traeffe foranstaltninger, hvorved der kan sikres landet en regelmaessig forsyning med mineralolie og mineralolieprodukter. Denne maalsaetning vil kun kunne gennemfoeres ved at holde den offentlige sektors raffinaderier i drift. Med henblik herpaa er det noedvendigt at paalaegge forhandlerselskaberne at foretage en del af deres indkoeb hos disse raffinaderier, indtil det bliver muligt for dem at bringe deres produktion paa markedet til konkurrencedygtige priser.

48 Domstolen har ganske vist i dom af 10. juli 1984, Campus Oil Limited, praemis 51 (72/83, Sml. s. 2727) udtalt, at en medlemsstat, hvis forsyning med olieprodukter fuldstaendigt eller naesten fuldstaendigt er afhaengig af indfoersler, kan paaberaabe sig hensynet til den offentlige sikkerhed i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 36 og saaledes kraeve, at importoererne daekker en bestemt andel af deres efterspoergsel ved koeb hos et raffinaderi, beliggende paa statsterritoriet, til priser fastsat af vedkommende minister paa grundlag af omkostningerne ved driften af raffinaderiet, dersom dets produktion ikke frit kan afsaettes til konkurrencedygtige priser paa det paagaeldende marked.

49 Herved bemaerkes dog, at Den Hellenske Republik ikke har godtgjort, at raffinaderierne i den offentlige sektor i tilfaelde af, at statens rettigheder, for saa vidt angaar indfoersel af og handel med mineralolieprodukter, ikke opretholdes, ikke vil kunne afsaette deres produktion paa markedet til konkurrencedygtige priser og dermed sikre en fortsaettelse af driften. Den Hellenske Republiks argumentation paa dette punkt skal derfor forkastes.

50 Det maa herefter fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af Traktatens artikel 30, og artikel 37, stk. 1, ved at opretholde statens enerettigheder, for saa vidt angaar indfoersel af og handel med mineralolieprodukter.

c) Ordningen med handelskvoter og aarlige indkoebsprogrammer

51 Kommissionen har anfoert, at den handelsselskaberne ved artikel 9 i lov nr. 1571/85 paalagte forpligtelse til at fremlaegge aarsprogrammer for indkoeb af mineralolieprodukter samt den for handelsselskaberne gaeldende kvoteordning for handel med disse produkter i den udformning, den har i bekendtgoerelse nr. 3663, strider mod Traktatens artikel 30, idet de udgoer begraensninger af handelen med indfoerte produkter og beroever forhandlerselskaberne muligheden for at udnytte den markedsandel, de ville kunne opnaa under fri konkurrence.

52 Den Hellenske Republik har heroverfor i foerste raekke anfoert, at forpligtelsen til aarligt at fremlaegge indkoebsprogrammer samt kvoteordningen for handel er uden virkninger for indfoerslerne og ikke griber ind i den frie konkurrence, idet indkoebsprogrammerne udgoer en objektiv opgoerelse af det enkelte selskabs behov, hvortil kommer, at baade programmerne og handelskvoterne langt fra betyder nogen fastlaasning.

53 Det bemaerkes herved, at den omstaendighed, at programmerne og de aendringer, de eventuelt undergaar, skal forelaegges de graeske myndigheder til godkendelse, er ensbetydende med, at forhandlerselskaberne ikke frit kan fastlaegge omfanget af og vilkaarene for deres virksomhed og ej heller frit tilpasse sig de vekslende forhold paa markedet. En saadan godkendelsesordning udgoer derfor en foranstaltning, der kan hindre handelen inden for Faellesskabet, jf. Traktatens artikel 30.

54 Vedroerende handelskvoterne bemaerkes, at den ved ministeriel bekendtgoerelse nr. 3663 indfoerte ordning vil kunne forblive i kraft ogsaa efter, at statens rettigheder vedroerende handel med mineralolieprodukter er blevet ophaevet. Desuden fungerer denne ordning saaledes, at der paa grund af forskellige faktorer sker en fastsaettelse af de maengder mineralolieprodukter, som forhandlerselskaberne kan indkoebe hos en af dem valgt leverandoer i det efterfoelgende aar. Forhandlerselskaberne mister altsaa herved muligheden for frit at afgoere, hvilke maengder produkter, de vil indkoebe hos eksportvirksomheder i Faellesskabet. Det af Den Hellenske Republik fremfoerte argument om, at handelskvoterne kan overdrages, er i den forbindelse helt uden relevans, om ikke for andet, saa fordi muligheden for et selskab for at indfoere en stoerre maengde mineralolieprodukter end dets kvote lyder paa, afhaenger af et andet selskabs villighed til at overdrage en del af sin kvote til det. Heraf foelger, at handelskvoteordningen - uanset hvilken procentandel det statslige handelsmonopol er tilpasset til - er en foranstaltning, der kan hindre handelen inden for Faellesskabet, jf. Traktatens artikel 30.

55 Den Hellenske Republik har dernaest gjort gaeldende, at forpligtelsen til aarligt at fremlaegge indkoebsprogrammer samt kvoteordningen for handelen er absolut noedvendige, for at staten kan udoeve sine rettigheder, for saa vidt angaar handelen med mineralolieprodukter.

56 I den forbindelse bemaerkes, at opretholdelsen af den graeske stats rettigheder, for saa vidt angaar handel med mineralolieprodukter, udgoer en foranstaltning, der er forbudt ifoelge Traktatens artikel 30 og artikel 37, stk. 1. Den af Den Hellenske Republik fremfoerte argumentation kan foelgelig ikke foere til, at disse foranstaltninger ikke anses for omfattet af forbuddet ifoelge artikel 30.

57 Den Hellenske Republik goer for det tredje gaeldende, at fremlaeggelsen af indkoebsprogrammer er absolut noedvendig af hensyn til de graeske myndigheders mulighed for at fastlaegge den oliepolitik, der skal foelges og dermed til enhver tid sikre, at landets forbrug af mineralolieprodukter kan daekkes.

58 I den forbindelse skal der foerst henvises til Domstolens foernaevnte dom af 10. juli 1984, Campus Oil Limited, praemis 35, hvorefter oensket om paa et hvilket som helst tidspunkt at raade over en sikker minimumsforsyning med olieprodukter kan udgoere et formaal, der daekkes af begrebet den offentlige sikkerhed, jf. Traktatens artikel 36. Imidlertid kan foranstaltninger paa grundlag af artikel 36 kun vaere begrundet, saafremt de er noedvendige for at opfylde det tilstraebte formaal, ligesom formaalet ikke maa kunne tilgodeses ved andre foranstaltninger, som i mindre grad begraenser EF' s samhandel (jf. Domstolens dom af 11.10.1990, Nespoli, praemis 15, C-196/89, Sml. I, s. 0000).

59 Det er korrekt, at fremlaeggelsen af indkoebsprogrammer bidrager til til enhver tid at sikre landets forsyning med mineralolieprodukter. De oplysninger, disse programmer indeholder om forhandlerselskabernes forventede salg pr. geografisk zone samt om deres forsyningskilder, goer det nemlig muligt for de graeske myndigheder at fastslaa, i hvilket omfang landets minimumsbehov kan daekkes ved forhandlerselskabernes indsats i tilfaelde af krise, og at fastlaegge den politik, der maa foelges for indkoeb og raffinering af mineralolie for til enhver tid at sikre en minimumsforsyning med mineralolieprodukter.

60 Den Hellenske Republik har imidlertid intet fremfoert, der godtgoer, at den myndighederne tildelte befoejelse til at godkende indkoebsprogrammerne og aendringerne heraf og dermed til at bestemme vilkaarene for forhandlerselskabernes virksomhed, som er den befoejelse, hindringen for handelen i Faellesskabet udspringer af, er absolut noedvendig for til enhver tid at sikre landet en minimumsforsyning med mineralolieprodukter. Det maa i den forbindelse bemaerkes, at der i Graekenland findes to raffinaderier inden for den offentlige sektor, hvis produktionskapacitet overstiger landets minimumsbehov i krisetid. Landets forsyning med mineralolieprodukter kan derfor sikres ved at paalaegge forhandlerselskaberne i god tid at meddele myndighederne indholdet af forsyningsprogrammerne og de aendringer af betydning, der foretages deri i gennemfoerelsesfasen.

61 Paa baggrund heraf kan den hindring for handelen inden for Faellesskabet, der er en foelge af den de graeske myndigheder tillagte befoejelse til at godkende indkoebsprogrammerne og de eventuelle aendringer heraf, ikke anses for begrundet i henhold til Traktatens artikel 36.

62 Det maa herefter fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af Traktatens artikel 30, ved at vedtage ministeriel bekendtgoerelse nr. 3662, hvorefter olieforhandlerselskabernes aarsprogrammer for indkoeb og eventuelle aendringer heraf skal godkendes af de graeske myndigheder, og ved at vedtage ministeriel bekendtgoerelse nr. 3663, hvorved der indfoeres en ordning med handelskvoter.

d) Procedurer for import og eksport

63 Kommissionen har anfoert, at artikel 3 i ministeriel bekendtgoerelse nr. 3663 strider mod Traktatens artikel 30, idet der derved indfoeres en ordning, hvorefter der kraeves forhaandstilladelse til import af mineralolieprodukter. Den har endvidere gjort gaeldende, at artikel 12 i lov nr. 1571/85 samt ministeriel bekendtgoerelse nr. 5414 er i strid med Traktatens artikel 34 og artikel 37, stk. 1, idet der derved indfoeres en ordning, hvorefter der kraeves tilladelse til eksport af mineralolieprodukter. Den har tilfoejet, at selv om det antages, at de naevnte nationale bestemmelser kun etablerer en anmeldelsespligt, vil dette vaere i strid med Traktatens artikler 30, 34 og 37, for saa vidt som disse bestemmelsers formaal er at sikre, at handelskvoteordningen overholdes.

64 Den Hellenske Republik har gjort gaeldende, at de omtvistede graeske bestemmelser blot paalaegger importoererne og eksportoererne en pligt til at anmelde import- og eksportforretninger, og at der ikke derved goeres indgreb i retten til at importere eller eksportere. Den har anfoert, at anmeldelse er noedvendig af hensyn til gennemfoerelsen af aarsindkoebsprogrammerne. De naevnte bestemmelser er derfor ifoelge den ikke i strid med Traktatens artikler 30, 34 og 37.

65 Det maa foerst fastslaas, at Kommissionen ikke har foert bevis for, at der ved de omtvistede nationale bestemmelser paalaegges forpligtelser, der gaar ud over forpligtelsen til at anmelde import- og eksportforretninger.

66 Kommissionen har imidlertid gjort gaeldende, at de omtvistede bestemmelser selv i saa fald er i strid med Traktatens artikler 30, 34 og 37, idet de skal goere det muligt at foere tilsyn med kvoteordningen og dermed at opretholde denne ordning.

67 Sagens behandling har imidlertid intet frembragt, der giver grundlag for at fastslaa, at der paa en eller anden maade er en sammenhaeng mellem de obligatoriske anmeldelsesordninger i henhold til de naevnte ministerielle bekendtgoerelser paa den ene side og opretholdelsen af kvoteordningen paa den anden side.

68 Paa baggrund heraf skal klagepunktet vedroerende artikel 3 i ministeriel bekendtgoerelse nr. 3663 samt vedroerende ministeriel bekendtgoerelse nr. 5414, hvorved der indfoeres anmeldelsesprocedurer for import- og eksportforretninger, forkastes.

e) Forpligtelsen til at raade over transportkapacitet

69 Kommissionen har gjort gaeldende, at den forhandlerselskaberne ved artikel 15, stk. 3, litra d), i lov nr. 1571/85 paalagte forpligtelse til at raade over et bestemt antal tankvogne, en forpligtelse, der kraeves opfyldt for at opnaa tilladelse til at drive handel med mineralolieprodukter, kan begraense indfoerslerne af olieprodukter, hvorfor den er i strid med Traktatens artikel 30.

70 Det bemaerkes, at Kommissionen ikke har henvist til retlige eller faktiske omstaendigheder, hvoraf det fremgaar, at den naevnte forpligtelse, der er en ordning for handelen, som uden forskel finder anvendelse paa indenlandske og importerede produkter, vil kunne hindre handelen inden for Faellesskabet.

71 Dette anbringende skal derfor forkastes.

f) Ordningen med forbrugermaksimalpriser

72 Som anfoert i det foregaaende (i praemisserne 19-25) skal en raekke klagepunkter vedroerende ordningen med forbrugermaksimalpriser afvises fra behandling i realiteten. Kommissionen har ud over disse klagepunkter fremfoert et klagepunkt om, at der ved ordningen med forbrugermaksimalpriser ikke i tilstraekkeligt omfang er taget hensyn til de omkostninger, der belaster indfoerte produkter, f.eks. transportomkostninger, og at ordningen tillaegger nationale kriterier al for stor betydning. Ordningen er foelgelig i strid med artikel 30.

73 I den forbindelse bemaerkes, at der i de graeske regler om ordningen med forbrugermaksimalpriser for mineralolieprodukter ved systemet for prisdannelsen sker en inddragelse af en lang raekke faktorer, der har tilknytning til baade importerede og indenlandske produkter.

74 I oevrigt er som anfoert af Den Hellenske Republik Kommissionens klagepunkter herom vagt og generelt formuleret. Endvidere har Kommissionen ikke fremfoert argumenter til stoette for dem.

75 Disse klagepunkter skal derfor forkastes.

Sagens omkostninger

76 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge samme artikels stk. 3, foerste afsnit, kan Domstolen dog ophaeve sagsomkostningerne helt eller delvis, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Sagsoegeren har tabt sagen paa flere punkter, hvorfor sagsomkostningerne boer ophaeves.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af EOEF-Traktatens artikler 30, 34, og artikel 37, stk. 1, ved at udstede lov nr. 1571/85 og gennemfoerelsesbestemmelserne hertil, hvorved statens rettigheder med hensyn til import af og handel med mineralolieprodukter opretholdes, hvorefter forhandlerselskabernes aarlige forsyningsprogrammer og eventuelle aendringer heraf skal godkendes af de graeske myndigheder, og hvorved der er indfoert en ordning med handelskvoter.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte.

3) Hver part baerer sine omkostninger.