61988J0342

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - sikring ved alderdom og doed - beregning af ydelser - fastsaettelse af den i artikel 46, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 naevnte selvstaendige ydelse

( Raadets forordning nr . 1408/71, art . 12, stk . 2 og 46, stk . 1 )

Ved fastsaettelsen af den selvstaendige ydelse, der er omhandlet i artikel 46, stk . 1, i forordning nr . 1408/71, skal den kompetente institution i en medlemsstat dels i henhold til forordningens artikel 12, stk . 2, se bort fra enhver national bestemmelse om forbud mod sammenlaegning af ydelser og altsaa fra enhver forsikringsperiode, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, og dels tage hensyn til enhver administrativ praksis, som goer det muligt til fordel for indenlandske arbejdstagere at fravige en streng anvendelse af national lovgivning .

1 Ved kendelse af 18 . november 1988, indgaaet til Domstolen den 28 . november s.aa ., har Arbeidshof, Gent, i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 stillet et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 46, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 af 14 . juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (( kodificeret udgave af denne forordning ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2001/83, EFT L 230, s . 6 )).

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem den nederlandske statsborger Spits og Rijksdienst voor Pensioenen, en belgisk social sikringsinstitution ( herefter benaevnt "Rijksdienst ") vedroerende beregningen af hans alderspension .

3 Spits, der er foedt i august 1914, har arbejdet i Belgien fra 1932 til 1938 og dernaest i Nederlandene indtil sin pensionering i 1979 . Efter nederlandsk lovgivning kunne Spits da goere krav paa en pension svarende til halvtreds aars forsikringsperioder tilbagelagt i Nederlandene, fra august 1929 til juli 1979, idet aarene fra 1929 til 1938 i henhold til denne lovgivning blev anerkendt som "formodede" forsikringsperioder .

4 Da Spits indgav ansoegning om pension til den kompetente nederlandske institution, underrettede denne den tilsvarende belgiske institution, Rijksdienst, som herefter foretog beregningen af den pension, der skulle udbetales . Rijksdienst anvendte herved artikel 10 i kongelig anordning nr . 50 af 24 . oktober 1967 om alders - og efterladtepension for loenmodtagere ( Moniteur belge af 27 . oktober 1967 ).

5 I henhold til denne bestemmelses stk . 1 erhverves retten til pension efter en broek paa 1/45 af aarsloennen ( den reelle, fiktive eller skoensmaessige loen ) pr . kalenderaar beskaeftigelse, der er tilbagelagt mellem den 1 . januar i det aar, hvor den paagaeldende fylder 20 aar, og den 31 . december i aaret foer den paagaeldende fylder 65 aar . Det fremgaar dog af administrativ praksis, at der tages hensyn til beskaeftigelsesaar tilbagelagt foer det fyldte tyvende aar for at forbedre en persons pensionsrettigheder, naar den paagaeldende ikke kan paaberaabe sig et fuldstaendigt beskaeftigelsesforloeb, det vil sige femogfyrre aars beskaeftigelse .

6 Ved beregningen af den ydelse, der skulle udbetales til Spits i henhold til artikel 10 i kongelig anordning nr . 50, tog Rijksdienst kun aarene fra 1934 til 1938 i betragtning og udelukkede de to beskaeftigelsesaar, som han havde tilbagelagt foer sit fyldte tyvende aar, nemlig 1932 og 1933, med den begrundelse, at Spits i alt havde arbejdet i halvtreds aar, naar der toges hensyn til de forsikringsaar, der var tilbagelagt i Nederlandene . Foelgelig blev Spits tildelt en pension paa 5/45 paa grundlag af den loen, der skulle tages i betragtning for aarene 1934 til og med 1938 .

7 Spits indbragte denne afgoerelse for den kompetente nationale ret og gjorde gaeldende, at den kongelige anordning nr . 50 ikke indeholder nogen bestemmelse, hvorefter de i udlandet tilbagelagte beskaeftigelsesaar ved fastsaettelsen af den paagaeldendes forsikringsperiode skal laegges til de beskaeftigelsesaar, der er tilbagelagt i Belgien . Spits mente foelgelig, at han havde ret til en pension paa 7/45, hvorved loennen for aarene 1932 til og med 1938 blev taget i betragtning .

8 Underinstansen gav Spits medhold og statuerede, at aarene 1932 og 1933 skulle tages i betragtning . Rijksdienst ankede denne dom til Arbeidshof, Gent, som udsatte sagen og forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"Kan en arbejdstager, som befinder sig i den ovenfor beskrevne situation, med rette ligeledes goere krav paa anerkendelse af begge de mellem parterne omtvistede aar 1932 og 1933, for hvilke der i Belgien faktisk er indbetalt fulde pensionsbidrag, og som ligger foer arbejdstagerens fyldte tyvende aar, idet vedkommende i Nederlandene, paa grund af sin beskaeftigelse der, godtgoer at have tilbagelagt en forsikringsperiode, i henhold til hvilken der tilkommer ham en AOW ( Algemene Ouderdomswet)-pension svarende til en samlet forsikringsperiode paa halvtreds aar ".

9 Vedroerende hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg, der er indgivet for Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

10 Skoent Arbeidshof ikke i sit spoergsmaal naevner nogen faellesskabsretlig bestemmelse, fremgaar det af sagen, at spoergsmaalet i virkeligheden vedroerer fortolkningen af artikel 46 i forordning nr . 1408/71, naermere bestemt denne bestemmelses stk . 1 . I oevrigt har saavel Rijksdienst som Kommissionen under retsmoedet erkendt, at en korrekt fortolkning af artikel 46, stk . 1, foerer til, at pensionen beregnes paa grundlag af 7/45 og ikke paa grundlag af 5/45 af den paagaeldende loen .

11 Artikel 46 vedroerer fastsaettelse af ydelser ved en arbejdstagers alderdom og doed, som har vaeret omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater . I stk . 1 fastsaettes den beregningsmetode, der skal anvendes, naar den nationale lovgivning hjemler ret til pension, uden at det er noedvendigt at medregne forsikringsperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat i Faellesskabet . Denne ydelse, benaevnt "selvstaendig ydelse", skal dernaest sammenlignes med den ydelse, der skal udbetales i henhold til ordningen med sammenlaegning og forholdsmaessig beregning, der er indfoert ved artikel 46, stk . 2, idet den paagaeldende med forbehold af artikel 46, stk . 3, har ret til det hoejeste af de to beloeb .

12 Artikel 46, stk . 1, bestemmer, at den kompetente myndighed alene beregner den forfaldne ydelse efter den nationale lovgivning og alene paa grundlag af de perioder, der er tilbagelagt i henhold til denne lovgivning . Ved beregningen af denne selvstaendige ydelses stoerrelse skal den kompetente myndighed i henhold til artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 se bort fra enhver national bestemmelse om forbud mod sammenlaegning af ydelser .

13 Det maa ligeledes praeciseres, at ifoelge princippet om ligebehandling af indenlandske arbejdstagere og vandrende arbejdstagere skal de sidstnaevnte i samme omfang som indlaendinge have fordel af enhver administrativ praksis, hvorefter en streng anvendelse af de nationale bestemmelser som den i hovedsagen omhandlede kan fraviges, og hvorefter der kan tages hensyn til arbejdsaar, som den beroerte har tilbagelagt i den paagaeldende medlemsstat foer sit fyldte tyvende aar .

14 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at det af Arbeidshof Gent stillede spoergsmaal skal besvares med, at den kompetente institution i en medlemsstat ved fastsaettelsen af den selvstaendige ydelse, der er omhandlet i artikel 46, stk . 1, i forordning nr . 1408/71, dels skal lade enhver forsikringsperiode, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, ude af betragtning, dels tage hensyn til enhver administrativ praksis, der goer det muligt at fravige en streng anvendelse af national lovgivning .

Sagens omkostninger

15 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Foerste Afdeling )

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt den af Arbeidshof Gent ved kendelse af 18 . novemer 1988, for ret :

Ved fastsaettelsen af den selvstaendige ydelse, der er omhandlet i artikel 46, stk . 1, i forordning nr . 1408/71, skal den kompetente institution i en medlemsstat dels lade enhver forsikringsperiode, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, ude af betragtning, dels tage hensyn til enhver administrativ praksis, der goer det muligt at fravige en streng anvendelse af national lovgivning .