61988J0297

++++

1 . Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - faellesskabsretlige bestemmelser - manglende anvendelse paa en rent intern situation i en medlemsstat

( Raadets forordning nr . 1612/68; Kommissionens forordning nr . 1251/70; Raadets direktiver 64/221 og 68/360 )

2 . Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser - fiktiv tvist eller anmodning om fortolkning af faellesskabsretlige bestemmelser, der ikke finder anvendelse i hovedsagen - anmodning om fortolkning af en faellesskabsretlig bestemmelse, der findelse anvendelse som foelge af en henvisning i national ret - kompetence til at foretage en saadan fortolkning, men ikke til at traeffe afgoerelse om retsvirkningerne af henvisningen

( EOEF-Traktaten, art . 177 )

3 . Fri bevaegelighed for personer - undtagelser - beslutninger vedroerende tilsyn med udlaendinge - judiciel retsbeskyttelse - indlaendinges adgang til at paaklage administrative afgoerelser - form - eller procedureregler mindre fordelagtige for statsborgere i andre medlemsstater - retsstridigt - udsaettelse med gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt - ensartede regler for indlaendinge og statsborgere i andre medlemsstater med hensyn til betingelserne for en realitetsbehandling

( Raadets direktiv 64/221, art . 8 )

4 . Fri bevaegelighed for personer - undtagelser - beslutninger vedroerende tilsyn med udlaendinge - beslutning om udvisning eller om afslag paa at udstede et opholdsbevis - forpligtelse for medlemsstaterne til at indroemme en klageadgang for en retsinstans med kompetence til at traeffe bestemmelse om retssikrende forholdsregler - ingen

( Raadets direktiv 64/221, art . 9 )

1 . De faelleskabsretlige bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed finder ikke anvendelse paa rent interne situationer i en medlemsstat, som for eksempel det tilfaelde, hvor en statsborger i et tredjeland alene paa grundlag af sin status som aegtefaelle til en statsborger i en medlemsstat stiller krav om ret til ophold eller til at blive boende i denne medlemsstat .

2 . Det foelger af den kompetencefordeling i henhold til Traktatens artikel 177, der gaelder med hensyn til henholdsvis Domstolen og de nationale retter, at Domstolen traeffer praejudiciel afgoerelse uden principielt at skulle goere sig overvejelser med hensyn til de omstaendigheder, der har givet de nationale retsinstanser anledning til at forelaegge Domstolen de paagaeldende spoergsmaal, og hvorunder de vil anvende den faellesskabsretlige bestemmelse, som de har anmodet Domstolen om at fortolke .

Forholdet er et andet, saafremt det fremgaar, at der foreligger et misbrug af proceduren efter artikel 177, naar henses til dennes formaal, og at proceduren i realiteten er blevet ivaerksat med henblik paa - uden at der foreligger en virkelig tvist - at formaa Domstolen til at traeffe afgoerelse, eller saafremt det er aabenbart, at den faellesskabsretlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse .

I tilfaelde, hvor faellesskabsretten er blevet gjort anvendelig ved bestemmelser i national ret, tilkommer det alene den nationale retsinstans at vurdere spoergsmaalet om de noejagtige retsvirkninger af denne henvisning til faellesskabsretten . Finder den nationale retsinstans, at indholdet af en faellesskabsretlig bestemmelse i kraft af en saadan henvisning finder anvendelse paa de rent nationale forhold, der ligger til grund for tvisten for den nationale retsinstans, har denne hjemmel til at forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal paa de vilkaar, der er fastlagt i bestemmelserne i artikel 177 som helhed, saaledes som disse er blevet fortolket i Domstolens praksis .

Domstolens kompetence er dog begraenset til en undersoegelse af de faellesskabsretlige bestemmelser alene . Domstolen kan ikke ved sit svar til den nationale retsinstans inddrage de generelle hensyn, der ligger til grund for de nationale bestemmelser, hvis indhold samtidig med at henvise til faellesskabsretten er afgoerende for omfanget af de retsvirkninger, som foelger heraf . Spoergsmaalet om de begraensninger, som den nationale lovgivningsmagt maatte have opstillet med hensyn til anvendelsen af faellesskabsretten paa rent nationale forhold - som faellesskabsretten kun finder anvendelse paa i kraft af den nationale lovgivning - henhoerer under national ret og dermed under medlemsstatens retsinstansers eksklusive kompetence .

3 . Artikel 8 i direktiv 64/221 paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at give enhver, der er statsborger i en medlemsstat, og over for hvem der traeffes en beslutning vedroerende indrejse, om at afvise at udstede eller forlaenge en opholdstilladelse eller om udvisning, adgang til at anvende samme retsmidler, som indlaendinge har med hensyn til administrative afgoerelser . En medlemsstat kan ikke uden at tilsidesaette denne forpligtelse for de af direktivet omfattede personer indfoere saerlige klageordninger, som indebaerer en ringere retssikkerhed end den, som gaelder for de retsmidler, indlaendinge har mod administrative afgoerelser .

Det foelger heraf, at hvis forvaltningsdomstolene i en medlemsstat ikke har befoejelse til at udsaette gennemfoerelsen af en administrativ afgoerelse eller til at traeffe bestemmelse om retssikrende forholdsregler vedroerende gennemfoerelsen af saadanne afgoerelser, mens de almindelige domstole har kompetence hertil, er denne medlemsstat forpligtet til at give de personer, der er omfattet af direktivet, adgang til at indbringe spoergsmaalet for de almindelige domstole paa samme betingelser som indlaendinge .

4 . Artikel 9 i direktiv 64/221 paalaegger ikke medlemsstaterne en forpligtelse til at give de af direktivet omfattede personer adgang til - foer en beslutning om afslag paa opholdstilladelse eller om udvisning gennemfoeres - at indbringe deres sag for en retsinstans, der traeffer afgoerelse efter en hasteprocedure, og som har kompetence til at traeffe retssikrende forholdsregler mht . opholdsret .

1 Ved kendelse af 5 . oktober 1988, indgaaet til Domstolen den 12 . oktober 1988, har tribunal de première instance de Bruxelles i en sag om foreloebige forholdsregler i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal, dels vedroerende opholdsret i en medlemsstat for en aegtefaelle til en statsborger i denne, dels vedroerende aegtefaellens ret til at blive boende paa de vilkaar, der er fastsat i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1251/70 af 29 . juni 1970 om arbejdstageres ret til at blive boende paa en medlemsstats omraade efter at have haft beskaeftigelse dér ( EFT 1970 II, s . 348 ), og endelig vedroerende opholdsret og ret til at blive boende i en medlemsstat for en aegtefaelle til en statsborger i en anden medlemsstat .

2 Ved kendelse af 16 . maj 1989, indgaaet til Domstolen den 22 . maj 1989, har cour d' appel de Bruxelles efter kaere af ovennaevnte kendelse fra tribunal de première instance de Bruxelles i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt to supplerende praejudicielle spoergsmaal vedroerende artiklerne 8 og 9 i Raadets direktiv 64/221/EOEF af 25 . februar 1964 om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed ( EFT 1963-1964, s . 109 ). Naermere bestemt drejer disse spoergsmaal sig om de vilkaar, hvorunder personer omfattet af direktivet for en national retsinstans kan anfaegte en beslutning om afslag paa opholdstilladelse eller om udvisning fra en medlemsstat .

3 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Massam Dzodzi, der er togolesisk statsborger og enke efter den belgiske statsborger Julien Herman, har anlagt mod den belgiske stat i anledning af, at denne har afslaaet af indroemme hende ret til ophold eller til at blive boende i Belgien .

4 Artikel 40 i den belgiske lov af 15 . december 1980 om udlaendinges adgang til, ophold i, etablering i og udvisning fra Belgien ( Moniteur belge af 31.12.1980, s . 14584 ) indeholder foelgende bestemmelse : "Medmindre andet bestemmes i denne lov, sidestilles med EF-udlaendinge foelgende personer, uanset nationalitet : 1° aegtefaeller til EF-udlaendinge; ... Ligeledes sidestilles aegtefaeller til belgiske statsborgere med EF-udlaendinge ..."

5 Dzodzi indrejste i Belgien i begyndelsen af 1987 og indgik den 14 . februar s.aa . aegteskab med Julien Herman . I sin egenskab af aegtefaelle til en belgisk statsborger ansoegte hun derefter myndighederne om at faa anerkendt en ret til at tage permanent ophold i Belgien, idet hun angav, at hun i henhold til de faellesskabsretlige direktiver og forordninger havde en saadan ret . Ansoegningen blev ikke besvaret . AEgteparret rejste til Togo og opholdt sig dér fra april til juli 1987 uden at give de belgiske myndigheder meddelelse herom . Herman afgik ved doeden den 28 . juli 1987, kort tid efter at han var vendt tilbage til Belgien . Dzodzis senere ansoegninger om varig opholdstilladelse i Belgien blev afslaaet .

6 Efter at der var blevet truffet bestemmelse om hendes udvisning fra Belgien, indgav Dzodzi til tribunal de première instance de Bruxelles en begaering om foreloebige forholdsregler med paastand om, at retten skulle traeffe bestemmelse om udsaettelse med gennemfoerelsen af denne beslutning og paalaegge den belgiske stat tvangsboeder, indtil myndighederne meddelte hende en opholdstilladelse gaeldende for fem aar .

7 Tribunal de première instance de Bruxelles besluttede efter omstaendighederne at udsaette sagen, indtil Domstolen har afgjort foelgende praejudicielle spoergsmaal .

"A - Sagsoegerens opholdsret

En statsborger i et tredjeland har indgaaet aegteskab med en belgisk statsborger, der afgik ved doeden ca . seks maaneder efter aegteskabets indgaaelse . Skal spoergsmaalet om betingelserne for at indroemme opholdsret til en saadan statsborger i et tredjeland, der har indgaaet aegteskab med en belgisk statsborger, vurderes paa grundlag af forholdene paa tidspunktet for indrejsen i Belgien, paa tidspunktet for indgivelsen af ansoegningen om opholdstilladelse, eller paa det tidspunkt, hvor der traeffes afgoerelse om ansoegningen, hvorved det forudsaettes, at afgoerelsen traeffes inden for en rimelig frist?

Vil det fjerne grundlaget for en saadan ret til ophold, at aegtefaellerne har vaeret bortrejst fra landet i mere end tre maaneder, men mindre end seks maaneder, foer udstedelsen af opholdstilladelsen uden forinden at have givet vedkommende myndighed meddelelse om en eventuel hensigt om senere at tage ophold i Belgien paa ny? I benaegtende fald oenskes det oplyst, hvorvidt grundlaget for opholdsretten vil kunne vaere bortfaldet som foelge af, at aegtefaellen er afgaaet ved doeden, efter at aegteparret atter har taget ophold i Belgien?

B - Sagsoegerens ret til at blive boende i Belgien

Har enken under de ovenfor naevnte omstaendigheder i henhold til forordning nr . 1251/70 ret til at blive boende i Belgien?

C - Subsidaert :

I henhold artikel 40 i den belgiske lov af 15 . december 1980 sidestilles en aegtefaelle til en belgisk statsborger med EF-statsborgere . For saa vidt de to ovennaevnte spoergsmaal boer besvares benaegtende alene som foelge af den afdoede aegtefaelles belgiske statsborgerskab, oenskes det oplyst, hvorvidt den paagaeldende ville have ret til ophold eller til at blive boende, saafremt den afdoede aegtefaelle havde vaeret statsborger i en anden af Faellesskabets medlemsstater?"

8 Dzodzi kaerede den paagaeldende kendelse, idet hun gjorde gaeldende, at tribunal de première instance de Bruxelles som ret, der skulle traeffe afgoerelse om nogle foreloebige forholdsregler, ikke forinden havde truffet afgoerelse om sagens formalitet og havde undladt at traeffe bestemmelse om saadanne foreloebige forholdsregler, der kunne sikre sagsoegerens rettigheder .

9 Ved kendelse af 16 . maj 1989 tilpligtede cour d' appel de Bruxelles den belgiske stat at meddele Dzodzi en foreloebig opholdstilladelse indtil afslutningen af sagen om foreloebige forholdsregler, idet retten endvidere forelagde Domstolen foelgende to supplerende spoergsmaal :

"1 ) I henhold til Raadets direktiv 64/221/EOEF af 25 . februar 1964 har EF-statsborgere samme adgang til at paaklage beslutninger, hvorved de naegtes indrejse, meddeles afslag paa udstedelse, henholdsvis forlaengelse af opholdstilladelse, eller udvises, 'som indlaendinge har med hensyn til administrative afgoerelser' ( artikel 8 ).

Efter belgisk ret kan indlaendinge, hvis retsstilling umiddelbart ses at kunne blive forringet som foelge af en forvaltningsakt, hvis lovlighed er omtvistelig, i henhold til retsplejelovens artikel 584 indgive begaering til praesidenten for vedkommende tribunal de première instance om, at det som en foreloebig forholdsregel paalaegges forvaltningen at traeffe foranstaltninger til sikring af de paagaeldendes rettigheder, samt begaere, at gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse indtil videre udsaettes .

Kan det, naar henses til den ovennaevnte bestemmelse i direktiv 64/221, lovligt bestemmes, at personer, der er omfattet af naevnte direktiv, ikke kan begaere foreloebige forholdsregler anordnet?

2 ) Skal direktivets artikel 9 fortolkes saaledes, at de af direktivet omfattede personer skal kunne begaere, at en national retsinstans anordner retsskridt med oejeblikkelig virkning, inden den anfaegtede afgoerelse gennemfoeres, idet formaalet dermed er at opnaa beskyttelse mod risikoen for retstab?"

10 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de relevante bestemmelser samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Spoergsmaalenes genstand

11 Med de af tribunal de première instance de Bruxelles forelagte spoergsmaal oenskes det i det vaesentlige oplyst, hvorvidt og paa hvilke vilkaar en statsborger i et tredjeland alene paa det grundlag, at vedkommende er aegtefaelle til en EF-statsborger, i henhold til de faellesskabsretlige bestemmelser har en ret til ophold eller til at blive boende i en medlemsstat . Da den nationale retsinstans udtrykkeligt har henvist til forordning nr . 1251/70 af 29 . juni 1970, der finder anvendelse paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, maa det i mangel af andre oplysninger i sagen antages, at den nationale retsinstans sigter til retsstillingen for en aegtefaelle til en EF-statsborger, som har eller har haft status som arbejdstager .

12 De to foerste spoergsmaal omhandler det tilfaelde, hvor en EF-statsborger, saaledes som det er tilfaeldet i hovedsagen, foer sin doed var statsborger i den medlemsstat, hvor aegtefaellen forlanger at faa anerkendt en ret til ophold eller til at blive boende .

13 Det tredje spoergsmaal er forelagt subsidiaert, for det tilfaelde, at Domstolen skulle laegge til grund, at de faellesskabsretlige bestemmelser ikke finder anvendelse i et tilfaelde som det omhandlede, fordi den paagaeldende EF-statsborger var statsborger i den medlemsstat, hvor hans enke oensker at tage ophold og blive boende . Det tredje spoergsmaal omhandler det tilfaelde, hvor den paagaeldende EF-statsborger foer sin doed var statsborger i en anden medlemsstat . Som begrundelse for at forelaegge dette spoergsmaal og for, at det er relevant for afgoerelsen i hovedsagen, har den nationale retsinstans henvist til artikel 40 i den ovennaevnte belgiske lov af 15 . december 1980 . Det fremgaar af ordlyden af spoergsmaalet, at den nationale retsinstans har baseret sig paa en fortolkning af artikel 40, hvorefter den belgiske lovgivningsmagt ved denne bestemmelse i national belgisk ret - hvis formaal ifoelge lovens forarbejder har vaeret at forhindre en "omvendt diskrimination" af udenlandske aegtefaeller til belgiske statsborgere - har villet udstraekke anvendelsesomraadet for de faellesskabsretlige regler, som aegtefaeller til statsborgere i andre medlemsstater med bopael i Belgien er omfattet af, til ogsaa at omfatte udenlandske aegtefaeller til belgiske statsborgere .

14 Med de af cour d' appel de Bruxelles forelagte spoergsmaal anmodes Domstolen om at oplyse, hvilken fortolkning der skal anlaegges af bestemmelserne i artiklerne 8 og 9 i direktiv 64/221 af 25 . februar 1964, der omhandler adgangen til at paaklage beslutninger truffet af myndighederne i en medlemsstat, hvorved disse afslaar at meddele opholdstilladelse eller traeffer bestemmelse om udvisning af landet . Ogsaa i denne forelaeggelseskendelses grunde henvises der imidlertid til artikel 40 i den belgiske lov af 15 . december 1980 . Det maa herefter antages, at cour d' appel de Bruxelles i virkeligheden har taenkt paa to eventualiteter, nemlig for det foerste at faellesskabsretten maa antages at finde umiddelbart anvendelse paa et forhold som det i hovedsagen omhandlede, og for det andet at de faellesskabsretlige bestemmelser, som der anmodes om en fortolkning af, kun kan antages at finde anvendelse indirekte i kraft af artikel 40 i den belgiske lov .

15 Spoergsmaalene fra de nationale retsinstanser maa herefter goeres til genstand for en sondring, alt efter om der med dem alene sigtes til faellesskabsretten, eller om grundlaget for den med spoergsmaalene oenskede fortolkning af faellesskabsretten er artikel 40 i den belgiske lov . Spoergsmaalene vil blive gennemgaaet saerskilt under de naevnte to synsvinkler paa grundlag af de faellesskabsretlige bestemmelser, der fandt anvendelse paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, saaledes at der navnlig ikke vil ske nogen inddragelse af de senere bestemmelser i Raadets direktiv 90/364 af 28 . juni 1990 om opholdsret ( EFT L 180, s . 26 ) og i Raadets direktiv 90/365 af 28 . juni 1990 om opholdsret for loenmodtagere og selvstaendige, der er ophoert med erhvervsaktivitet ( EFT L 180, s . 28 ).

Spoergsmaalene vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser, der anses for umiddelbart anvendelige ( foerste og andet spoergsmaal fra tribunal de première instance de Bruxelles og spoergsmaalene fra cour d' appel de Bruxelles )

Domstolens kompetence

16 Kommissionen og den belgiske stat har gjort gaeldende, at der ved de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, er tale om et rent nationalt anliggende, idet den EF-statsborger, hvis aegtefaelle angiver at have en ret til ophold eller til at blive boende, aldrig udoevede beskaeftigelse eller havde bopael i en anden medlemsstat end den, hvori han var statsborger . Kommissionen har paa denne baggrund anfoert, at Domstolen boer statuere, at de faellesskabsretlige bestemmelser ikke finder anvendelse i et saadant tilfaelde . Den belgiske stat har paa samme grundlag gjort gaeldende, at Domstolen savner kompetence til at besvare de praejudicielle spoergsmaal .

17 Dette er ikke blevet bestridt af Dzodzi, hvis indlaeg udelukkende drejer sig om de spoergsmaal, der er forelagt under henvisning til artikel 40 i den belgiske lov af 15 . december 1980 .

18 Det bemaerkes, at de omstaendigheder, som Kommissionen og den belgiske stat har henvist til som begrundelse for, at der er tale om et rent nationalt anliggende, har sammenhaeng med indholdet af de af de nationale retsinstanser forelagte spoergsmaal . Selv om disse omstaendigheder derfor kan tages i betragtning ved besvarelsen af spoergsmaalene, er de uden betydning for vurderingen af, om Domstolen har kompetence til at traeffe afgoerelse om de praejudicielle anmodninger ( dom af 28 . juni 1984, Hans Moser, praemis 10, 180/83, Sml . s . 2539 ).

19 Der kan herefter ikke gives den belgiske regering medhold i, at Domstolen savner kompetence .

Realiteten

20 Spoergsmaalet om den frie bevaegelighed inden for Faellesskabet for aegtefaeller til EF-arbejdstagere er reguleret i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( EFT 1968 II, s . 467 ).

21 Hvad angaar aegtefaellers ret til ophold og til at blive boende i en medlemsstat, er spoergsmaalet om retten til ophold reguleret ved Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15 . oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer ( EFT 1968 II, s . 477 ), mens spoergsmaalet om retten til at blive boende er reguleret i den tidligere naevnte forordning nr . 1251/70 af 29 . juni 1970 .

22 Formaalet med de naevnte forordninger og det naevnte direktiv er at fremme virkeliggoerelsen af maalsaetningerne med bestemmelsen i Traktatens artikel 48 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet .

23 Som Domstolen imidlertid har fastslaaet, finder de faellesskabsretlige bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed ikke anvendelse i situationer, som ikke har nogen som helst tilknytning til de forhold, faellesskabsretten gaelder for ( dom af 27 . oktober 1982, Morson og Jhanjan, praemis 16, 35/82 og 36/82, Sml . s . 3723 ).

24 Dette gaelder et tilfaelde som det, den nationale retsinstans sigter til, og hvor der er tale om en statsborger i et tredjeland, der er aegtefaelle til en statsborger i en medlemsstat, naar den ret til ophold eller til at blive boende, som den paagaeldende alene paa grundlag af sin status som aegtefaelle mener at have i denne medlemsstat, paa ingen maade kan stoettes paa, at vedkommende EF-statsborger har gjort brug af sin ret til fri bevaegelighed inden for Faellesskabet .

25 Der maa gives en tilsvarende besvarelse af spoergsmaalene fra cour d' appel de Bruxelles, for saa vidt disse udelukkende sigter til faellesskabsretten .

26 Direktiv 64/221 af 25 . februar 1964, hvis artikler 8 og 9 cour d' appel de Bruxelles oensker en fortolkning af, finder paa de i direktivets artikel 1 fastlagte vilkaar anvendelse paa aegtefaeller til EF-statsborgere, naar disse har ophold i eller rejser til en anden EF-medlemsstat for at udoeve en loennet beskaeftigelse eller en selvstaendig erhvervsvirksomhed eller for at modtage tjenesteydelser .

27 Det tilfaelde, som cour d' appel de Bruxelles sigter til, er uden sammenhaeng med de forhold, der er omhandlet i direktivets artikel 1 .

28 Der maa herefter gives det svar, at forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968, direktiv 68/360 af 15 . oktober 1968, forordning nr . 1251/70 af 29 . juni 1970 og direktiv 64/221 af 25 . februar 1964 ikke finder anvendelse paa rent interne situationer i en medlemsstat, som f.eks . det tilfaelde, hvor en statsborger i et tredjeland alene paa grundlag af sin status som aegtefaelle til en statsborger i en medlemsstat stiller krav om ret til ophold eller til at blive boende i denne medlemsstat .

Spoergsmaalene vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser, der i henhold til artikel 40 i den belgiske lov af 15 . december 1980 finder anvendelse ( det tredje spoergsmaal fra tribunal de première instance de Bruxelles og spoergsmaalene fra cour d' appel de Bruxelles )

Domstolens kompetence

29 Den belgiske stat og Kommissionen har gjort gaeldende, at der i hovedsagen kun er spoergsmaal om en anvendelse af national belgisk ret, idet Kommissionen navnlig har anfoert, at en bestemmelse som den i artikel 40 i den belgiske lov indeholdte er uden betydning for fastlaeggelsen af anvendelsesomraadet for faellesskabsretlige bestemmelser . Den belgiske stat har gjort gaeldende, at Domstolen boer statuere, at den savner kompetence til at besvare de naevnte spoergsmaal .

30 Dzodzi har heroverfor gjort gaeldende, at de faellesskabsretlige bestemmelser som foelge af artikel 40 i den belgiske lov er relevante for tvisten i hovedsagen . Det maa paahvile Domstolen at traeffe afgoerelse om fortolkningsspoergsmaal, der forelaegges i anledning af tvister som den omhandlede, idet der ellers vil udvikle sig en forskellig praksis vedroerende fortolkningen af faellesskabsretlige bestemmelser fra henholdsvis Domstolens og de nationale retsinstansers side .

31 I henhold til Traktatens artikel 177 har Domstolen kompetence til at afgoere praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktaten og af retsakter fra Faellesskabets institutioner .

32 Artikel 177, stk . 2 og 3, indeholder bestemmelse om, at saafremt der ved en ret i en af medlemsstaterne rejses spoergsmaal om fortolkningen af en faellesskabsretlig bestemmelse, kan denne ret anmode Domstolen om at afgoere spoergsmaalet, hvis den skoenner, at en saadan afgoerelse er noedvendig, foer den afsiger dom, idet denne hjemmel er udtryk for en forpligtelse, naar der er tale om en ret, som traeffer afgoerelse i sidste instans .

33 Proceduren efter Traktatens artikel 177 er dermed grundlaget for et samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, hvorved Domstolen kan forsyne de nationale retsinstanser med de faellesskabsretlige fortolkningselementer, der er noedvendige for, at disse retsintanser kan traeffe afgoerelse i de sager, der indbringes for dem .

34 Det tilkommer saaledes udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem de konkrete tvister er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, ligesom relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen, er et anliggende, der paa det naevnte grundlag udelukkende henhoerer under de nationale retsinstansers vurdering .

35 Det foelger heraf, at for saa vidt spoergsmaal forelagt af nationale retsinstanser angaar fortolkningen af en faellesskabsretlig bestemmelse, er Domstolen principielt forpligtet til at traeffe afgoerelse .

36 Det fremgaar hverken af ordlyden af artikel 177 eller af formaalet med den ved denne bestemmelse indfoerte procedure, at forfatterne til Traktaten fra Domstolens kompetence har villet undtage forelaeggelse af praejudicielle spoergsmaal vedroerende en faellesskabsretlig bestemmelse i den saerlige situation, hvor der i en medlemsstats nationale lovgivning henvises til indholdet af den paagaeldende bestemmelse for at fastlaegge de regler, der finder anvendelse paa rent nationale forhold i medlemsstaten .

37 Tvaertimod bestaar der for Faellesskabets retsorden en aabenbar interesse i, at enhver faellesskabsretlig bestemmelse fortolkes ensartet, uanset de vilkaar, hvorunder bestemmelsen skal anvendes, saaledes at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgaas .

38 Da Domstolens kompetence i henhold til artikel 177 har til formaal at sikre en ensartet fortolkning af faellesskabsrettens bestemmelser i samtlige medlemsstater, er Domstolens opgave alene af ordlyden af de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelser og de reale hensyn, der ligger til grund for dem, at udlede, hvilke retsvirkninger bestemmelserne har . Det tilkommer herefter alene de nationale retsinstanser paa grundlag af de faktiske og retlige omstaendigheder i de sager, der er indbragt for dem, at bringe de saaledes fortolkede faellesskabsretlige bestemmelser i anvendelse .

39 Det foelger saaledes af den kompetencefordeling i henhold til artikel 177, der gaelder med hensyn til henholdsvis Domstolen og de nationale retter, at Domstolen traeffer praejudiciel afgoerelse uden principielt at skulle goere sig overvejelser med hensyn til de omstaendigheder, der har givet de nationale retsinstanser anledning til at forelaegge Domstolen de paagaeldende spoergsmaal, og hvorunder de vil anvende den faellesskabsretlige bestemmelse, som de har anmodet Domstolen om at fortolke .

40 Forholdet er et andet, saafremt det fremgaar, at der foreligger et misbrug af proceduren efter artikel 177, naar henses til dennes formaal, og at proceduren i realiteten er blevet ivaerksat med henblik paa paa grundlag af en kunstig tvist at formaa Domstolen til at traeffe afgoerelse, eller saafremt det er aabenbart, at den faellesskabsretlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse .

41 I tilfaelde, hvor faellesskabsretten er blevet gjort anvendelig ved bestemmelser i national ret, tilkommer det alene den nationale retsinstans at vurdere spoergsmaalet om de noejagtige retsvirkninger af denne henvisning til faellesskabsretten . Finder den nationale retsinstans, at indholdet af en faellesskabsretlig bestemmelse i kraft af en saadan henvisning finder anvendelse paa de rent nationale forhold, der ligger til grund for tvisten for den nationale retsinstans, har denne hjemmel til at forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal paa de vilkaar, der er fastlagt i bestemmelserne i Traktatens artikel 177 som helhed, saaledes som disse er blevet fortolket i Domstolens praksis .

42 Domstolens kompetence er dog begraenset til en undersoegelse af de faellesskabsretlige bestemmelser alene . Domstolen kan ikke ved sit svar til den nationale retsinstans inddrage de generelle hensyn, der ligger til grund for de nationale bestemmelser, hvis indhold samtidig med at henvise til faellesskabsretten er afgoerende for omfanget af de retsvirkninger, som foelger heraf . Spoergsmaalet om de begraensninger, som den nationale lovgivningsmagt maatte have opstillet med hensyn til anvendelsen af faellesskabsretten paa rent nationale forhold - som faellesskabsretten kun finder anvendelse paa i kraft af den nationale lovgivning - henhoerer under national ret og dermed under medlemsstatens retsinstansers eksklusive kompetence .

43 Om den konkrete sag bemaerkes, at de omhandlede spoergsmaal ikke angaar bestemmelser i national belgisk ret, men udelukkende bestemmelser i de foernaevnte forordninger og direktiver vedroerende retten til ophold og retten til at blive boende i en medlemsstat for aegtefaeller til EF-arbejdstagere og bestemmelser i direktiv 64/221 af 25 . februar 1964 . Af de anfoerte grunde og inden for de angivne graenser har Domstolen herefter kompetence til at traeffe afgoerelse om de praejudicielle spoergsmaal .

Ret til ophold og ret til at blive boende for en aegtefaelle til en EF-statsborger ( det tredje spoergsmaal fra tribunal de première instance de Bruxelles )

44 Artikel 10 i forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet omhandler retsstillingen for aegtefaellen til en arbejdstager med statsborgerskab i en medlemsstat, der udoever beskaeftigelse i en anden medlemsstat . I henhold til denne bestemmelse har aegtefaellen uanset nationalitet ret til at tage bopael hos arbejdstageren i beskaeftigelseslandet, jfr . dog bestemmelserne i artikel 10, stk . 3, om den bolig, arbejdstageren skal raade over .

45 I henhold til artikel 1 og artikel 3, stk . 1, i direktiv 68/360 af 15 . oktober 1968 skal en medlemsstat tillade, at en aegtefaelle, der er omfattet af forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968, indrejser paa dens omraade, idet denne ret alene er betinget af, at den paagaeldende foreviser et gyldigt identitetskort eller pas . Artikel 3, stk . 2, fastlaegger de vilkaar, hvorunder medlemsstaterne herudover af aegtefaeller, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan kraeve, at disse foreviser et indrejsevisum eller bevis for, at en tilsvarende tilladelse er opnaaet .

46 I henhold til direktivets artikler 1 og 4 skal en medlemsstat indroemme en saadan aegtefaelle, der foreviser de i artikel 4, stk . 3, opregnede dokumenter, opholdsret i medlemsstaten, idet denne opholdsret konstateres ved udstedelsen af en opholdstilladelse .

47 Endelig gaelder det i henhold til direktivets artikel 10, at medlemsstaterne kun kan fravige direktivets bestemmelser, herunder de ovenfor naevnte, saafremt dette er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed .

48 Forordning nr . 1251/70 af 29 . juni 1970, der regulerer spoergsmaalet om retten til at blive boende, finder, jf . artiklerne 1 og 3, anvendelse paa aegtefaeller til EF-arbejdstagere som omhandlet i artikel 10 i forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 .

49 I henhold til forordningens artikel 3, stk . 1, har en aegtefaelle til en arbejdstager, som bor sammen med denne i en medlemsstat, ret til fortsat at blive boende dér, hvis arbejdstageren efter forordningens artikel 2 har erhvervet ret til at blive boende i medlemsstaten, og aegtefaellens ret bestaar fortsat, ogsaa selv om arbejdstageren er afgaaet ved doeden .

50 I henhold til forordningens artikel 2 er arbejdstagerens ret til at blive boende betinget af, at han har haft beskaeftigelse og bopael i medlemsstaten i nogle minimumsperioder, jf . dog undtagelsesreglerne i bestemmelsens stk . 1, litra b ), andet afsnit, og stk . 2 .

51 Forordningens artikel 3, stk . 2, omhandler det tilfaelde, hvor arbejdstageren er afgaaet ved doeden under sin erhvervsmaessige beskaeftigelse og foer opnaaelse af ret til at blive boende i medlemsstaten . I saadanne tilfaelde bestaar der en ret for aegtefaellen til at blive boende, blandt andet saafremt arbejdstageren paa tidspunktet for sin doed har haft bopael uafbrudt i medlemsstaten i mindst to aar, eller saafremt doedsfaldet er sket som foelge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom .

52 Forordningens artikel 5 fastlaegger de vilkaar, der gaelder med hensyn til udoevelsen af retten til at blive boende . Efter artikel 5, stk . 1, har vedkommende en frist paa to aar fra det tidspunkt, hvor retten er opnaaet i henhold til forordningens bestemmelser, til at goere brug af sin ret . Han eller hun kan inden for denne periode forlade medlemsstaten, uden at retten fortabes . Artikel 5, stk . 2, indeholder bestemmelse om, at der ingen formaliteter kraeves opfyldt af den, der vil goere brug af retten .

53 Endelig bemaerkes, at retten til at blive boende fastslaas i form af, at der paa de i forordningens artikel 6 fastlagte vilkaar udstedes et opholdsbevis eller en opholdstilladelse .

54 Saafremt anvendelsen af de naevnte faellesskabsretlige bestemmelser maatte skabe vanskeligheder som foelge af, at der i hovedsagen er tale om en anvendelse paa rent nationale forhold, tilkommer det den nationale retsinstans at traeffe afgoerelse om, hvorledes disse vanskeligheder boer loeses . Det bemaerkes herved, at det henhoerer under den nationale retsinstans at vurdere de retsvirkninger, som den nationale lovgivningsmagt har villet knytte til sin henvisning til faellesskabsretten, og for eksempel - saafremt den skoenner det noedvendigt - at traeffe afgoerelse om de vilkaar, hvorunder bestemmelserne i artikel 10 i forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om den bolig for familien, som arbejdstageren skal raade over, eller bestemmelserne i forordning nr . 1251/70 af 29 . juni 1970, hvorefter retten til at blive boende forudsaetter minimumsbopaelsperioder i en medlemsstat, kan bringes i anvendelse, for saa vidt angaar en arbejdstager med statsborgerskab i medlemsstaten .

55 Der maa herefter gives det svar, at aegtefaellen til en arbejstager med statsborgerskab i en medlemsstat, der er eller har vaeret beskaeftiget i en anden medlemsstat, har krav paa opholdsret eller ret til at blive boende i sidstnaevnte medlemsstat paa de vilkaar, der er fastsat i direktiv 68/360 af 15 . oktober 1968, forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 og forordning nr . 1251/70 af 29 . juni 1970 . Den nationale retsinstans er bundet af de faellesskabsretlige angivelser og fortolkninger, som Domstolen har forsynet den med, men det tilkommer den nationale retsinstans paa grundlag af retsvirkningerne af henvisningen i national lovgivning til de naevnte faellesskabsretlige bestemmelser at vurdere de vilkaar, hvorunder disse bestemmelser kan anvendes paa de rent nationale forhold, der ligger til grund for den verserende tvist .

Klageadgang efter direktiv 64/221 af 25 . februar 1964 ( spoergsmaalene fra cour d' appel de Bruxelles )

56 Det bemaerkes, at artikel 1 i direktiv 64/221 af 25 . februar 1964 som naevnt fastlaegger anvendelsesomraadet for direktivet, der blandt andet omfatter statsborgere i en medlemsstat, som opholder sig eller indrejser i en anden medlemsstat for at udoeve en loennet beskaeftigelse, og - paa de deri fastlagte vilkaar - saadanne personers aegtefaeller .

Direktivets artikel 8

57 I henhold til artikel 8 skal enhver, der er omfattet af direktivet, "have samme adgang til at paaklage den beslutning, hvorved indrejse, udstedelse eller forlaengelse af opholdstilladelse naegtes, eller beslutningen om udvisning, som indlaendinge har med hensyn til administrative afgoerelser ".

58 Efter denne bestemmelse anses de afgoerelser, som direktivet omhandler, som "administrative afgoerelser", og der paalaegges medlemsstaterne en forpligtelse til at give enhver, som beroeres af en saadan foranstaltning, adgang til at anvende samme retsmidler, som indlaendinge har med hensyn til administrative afgoerelser . En medlemsstat kan derfor ikke uden at tilsidesaette forpligtelsen ifoelge artikel 8 for de af direktivet omfattede personer indfoere saerlige klageordninger, som indebaerer en ringere retssikkerhed end den, som gaelder for de retsmidler, indlaendinge har mod administrative afgoerelser ( dom af 15 . marts 1980, Josette Pecastaing, praemis 10, 98/79, Sml . s . 691 ).

59 Det foelger heraf, at hvis forvaltningsdomstolene i en medlemsstat ikke har befoejelse til at udsaette gennemfoerelsen af en administrativ afgoerelse eller til at traeffe bestemmelse om retssikrende forholdsregler vedroerende gennemfoerelsen af saadanne afgoerelser, mens de almindelige domstole har kompetence hertil, er denne medlemsstat forpligtet til at give de personer, der er omfattet af direktivet, adgang til at indbringe spoergsmaalet for de almindelige domstole paa samme betingelser som indlaendinge . Det skal imidlertid understreges, at disse muligheder hovedsagelig afhaenger af domstolenes organisation og af kompetencefordelingen mellem retterne indbyrdes i de forskellige medlemsstater, idet artikel 8 alene paalaegger medlemsstaterne at indroemme personer, der er beskyttet af faellesskabsretten, en klageadgang, som ikke er mindre fordelagtig end den, som indlaendinge kan udnytte mod administrative afgoerelser ( dom af 5 . marts 1980, Josette Pecastaing, jfr . ovenfor, praemis 11 ).

60 Der maa herefter gives det svar, at artikel 8 i direktiv 64/221 af 25 . februar 1964 paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre de af direktivet omfattede personer en judiciel retsbeskyttelse, som ikke er mindre fordelagtig end den, de indroemmer deres egne statsborgere i forbindelse med klage over administrative afgoerelser, navnlig hvad angaar den myndighed, for hvilken en sag kan indbringes, og denne myndigheds befoejelser .

Direktivets artikel 9

61 Med det forelagte spoergsmaal oenskes det i det vaesentlige oplyst, hvorvidt direktivets artikel 9 indebaerer en forpligtelse for medlemsstaterne til at give de personer, der er omfattet af direktivet, adgang til inden gennemfoerelsen af en beslutning, hvorved det afslaas at udstede opholdstilladelse, eller hvorved der traeffes bestemmelse om udvisning, at indbringe sagen for en retsinstans, der traeffer afgoerelse efter en hasteprocedure, og som har kompetence til at traeffe bestemmelse om retssikrende forholdsregler, for saa vidt angaar opholdsret .

62 Formaalet med artikel 9, stk . 1, i direktiv 64/221 af 25 . februar 1964 er at sikre en proceduremaessig mindstegaranti for personer, der har faaet afslag paa forlaengelse af en opholdstilladelse, eller som er indehavere af en opholdstilladelse, men rammes af en beslutning om udvisning . I henhold til denne bestemmelse, der finder anvendelse i tilfaelde, hvor der ikke bestaar nogen judiciel klageadgang, eller hvor denne klageadgang kun angaar spoergsmaalet om beslutningens lovlighed eller ikke er forbundet med nogen opsaettende virkning, skal der indhentes en udtalelse fra en anden kompetent myndighed end den, der er befoejet til at traeffe beslutningen . Medmindre der foreligger uopsaettelighed, kan vedkommende forvaltningsmyndighed saaledes foerst traeffe sin beslutning, efter at der er indhentet en udtalelse fra denne raadgivende myndighed . Den paagaeldende skal have mulighed for over for denne myndighed at goere sine synspunkter gaeldende og for at lade sig bistaa eller repraesentere i overensstemmelse med den fremgangsmaade, der er fastsat i den nationale lovgivning .

63 I henhold til artikel 9, stk . 2, kan personer, der naegtes opholdstilladelse for foerste gang, eller over for hvem der traeffes en beslutning om udvisning foer udstedelsen af en saadan, indbringe spoergsmaalet for den myndighed, hvis udtalelse skal indhentes ifoelge stk . 1 . Den paagaeldende har da krav paa personligt at kunne goere sine synspunkter gaeldende, medmindre hensynet til statens sikkerhed er til hinder herfor .

64 Den naevnte myndighed skal afgive en udtalelse, der, saaledes som det fremgaar af maalsaetningerne med den ved direktivet indfoerte ordning, behoerigt skal meddeles ansoegeren ( dom af 18 . maj 1982, Adoui og Cornuaille, praemis 18, 115/81 og 116/81, Sml . s . 1665 ).

65 Direktivet indeholder ingen naermere regler for, hvorledes den kompetente myndighed i artikel 9 udpeges . Direktivet stiller ikke krav om, at myndigheden skal vaere en retsinstans eller vaere sammensat af dommere, eller om, at medlemmerne skal udnaevnes for en bestemt periode . Det afgoerende er, dels at myndigheden med sikkerhed kan udoeve sin virksomhed i fuld uafhaengighed, og at den ikke, direkte eller indirekte, ved udoevelsen af sin virksomhed er undergivet den myndighed, som traeffer beslutning om de foranstaltninger, der er naevnt i direktivet ( dom af 18 . maj 1982, Adoui og Cornuaille, jfr ovenfor, praemis 16 ), dels at myndigheden udoever sin virksomhed efter en procedure, der goer det muligt for ansoegeren paa de i direktivet fastlagte vilkaar at goere sine synspunkter gaeldende .

66 Der foreligger ingen bestemmelse om, at den naevnte myndighed skal kunne traeffe bestemmelse om retssikrende forholdsregler, for saa vidt angaar opholdsret, men det maa fremhaeves, at det fremgaar af direktivets artikel 9, saaledes som Domstolen har fortolket denne bestemmelse ( dom af 5 . marts 1980, Pecastaing, jfr . ovenfor, praemis 18 ), at en beslutning om udvisning som omhandlet i bestemmelsen, naar spoergsmaalet er blevet indbragt for myndigheden, ikke - medmindre der foreligger uopsaettelighed - maa gennemfoeres, foer denne raadgivende myndighed har afgivet udtalelse, og foer den paagaeldende har faaet meddelelse herom . Det boer endvidere fremhaeves, at en saadan foranstaltning ikke maa gennemfoeres under tilsidesaettelse af den paagaeldendes ret til at opholde sig i medlemsstaten i det tidsrum, der er noedvendigt, for at vedkommende kan goere brug af sin ret efter direktivets artikel 8 til at paaklage beslutningen ( dom af 5 . marts 1980, Pecastaing, jfr . ovenfor, praemis 12 ).

67 Det maa herefter laegges til grund, at artikel 9 ikke kan fortolkes saaledes, at der bestaar en forpligtelse til at give de af direktivet omfattede personer en judiciel klageadgang af den art, som cour d' appel de Bruxelles omtaler .

68 Det bemaerkes, at i modsaetning til, hvad Dzodzi har gjort gaeldende, strider denne fortolkning af direktivets artikel 9 ikke mod en almindelig faellesskabsretlig grundsaetning, der ifoelge hende blandt andet fremgaar af artikel 6 i den europaeiske konvention af 4 . november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder og af artikel 14 i den internationale konvention af 16 . december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder ( Danmarks Traktater, 1976, s . 154 ), idet det fremgaar af selve ordlyden af de naevnte bestemmelser i disse internationale konventioner, at ingen af bestemmelserne kan fortolkes saaledes, at der bestaar noget krav om en judiciel klageadgang af den art, som cour d' appel de Bruxelles omtaler .

69 Der maa herefter gives den besvarelse, at artikel 9 i direktiv 64/221 af 25 . februar 1964 ikke paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at give de af direktivet omfattede personer adgang til - foer en beslutning om afslag paa opholdstilladelse eller om udvisning gennemfoeres - at indbringe deres sag for en retsinstans, der traeffer afgoerelse efter en hasteprocedure, og som har kompetence til at traeffe retssikrende forholdsregler mht . opholdsret .

Sagens omkostninger

70 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for de nationale retsinstanser, tilkommer det disse at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af tribunal de première instance de Bruxelles ved kendelse af 5 . oktober 1988 og af cour d' appel de Bruxelles ved kendelse af 16 . maj 1989, for ret :

1 ) Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, Raadets direktiv 68/360/EOEF af 15 . oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1251/70 af 29 . juni 1970 om arbejdstageres ret til at blive boende paa en medlemsstats omraade efter at have haft beskaeftigelse dér, og Raadets direktiv 64/221/EOEF af 25 . februar 1964 om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, finder ikke anvendelse paa rent interne situationer i en medlemsstat, som for eksempel det tilfaelde, hvor en statsborger i et tredjeland alene paa grundlag af sin status som aegtefaelle til en statsborger i en medlemsstat stiller krav om ret til ophold eller til at blive boende i denne medlemsstat .

2 ) AEgtefaellen til en arbejdstager med statsborgerskab i en medlemsstat, der er eller har vaeret beskaeftiget i en anden medlemsstat, har krav paa opholdsret eller ret til at blive boende i sidstnaevnte medlemsstat paa de vilkaar, der er fastsat i direktiv 68/360/EOEF af 15 . oktober 1968, forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 og forordning ( EOEF ) nr . 1251/70 af 29 . juni 1970 . Den nationale retsinstans er bundet af de faellesskabsretlige angivelser og fortolkninger, som Domstolen har forsynet den med, men det tilkommer den nationale retsinstans paa grundlag af retsvirkningerne af henvisningen i national lovgivning til de naevnte faellesskabsretlige bestemmelser at vurdere de vilkaar, hvorunder disse bestemmelser kan anvendes paa de rent nationale forhold, der ligger til grund for den verserende tvist .

3 ) Artikel 8 i direktiv 64/221/EOEF af 25 . februar 1964 paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre de af direktivet omfattede personer en judiciel retsbeskyttelse, som ikke er mindre fordelagtig end den, de indroemmer deres egne statsborgere i forbindelse med klage over administrative afgoerelser, navnlig hvad angaar den myndighed, for hvilken en sag kan indbringes, og denne myndigheds befoejelser .

4 ) Artikel 9 i direktiv 64/221/EOEF af 25 . februar 1964 paalaegger ikke medlemsstaterne en forpligtelse til at give de af direktivet omfattede personer adgang til - foer en beslutning om afslag paa opholdstilladelse eller om udvisning gennemfoeres - at indbringe deres sag for en retsinstans, der traeffer afgoerelse efter en hasteprocedure, og som har kompetence til at traeffe retssikrende forholdsregler mht . opholdsret .