61988J0049

++++

Faellesskabsret - principper - ret til kontradiktion - overholdelsen heraf under administrative procedurer - antidumping - institutionernes pligt til behoerig oplysning af de beroerte virksomheder - raekkevidde - maaden hvorpaa oplysningerne meddeles - oplysninger der skal meddeles - metode til beregning af den endelige antidumpingtold - ikke omfattet

[Raadets forordning nr. 2176/84, art. 7, stk. 4, litra a), b) og c), nr. ii)]

Kontradiktionsprincippet skal som grundlaeggende princip overholdes ikke blot inden for rammerne af administrative procedurer, der kan foere til sanktioner, men ogsaa i forbindelse med undersoegelser som dem, der gaar forud for vedtagelsen af antidumpingforordninger, som uanset deres generelle karakter kan paavirke de beroerte virksomheder umiddelbart og individuelt og paafoere dem skade.

I forbindelse med antidumpingforanstaltninger skal faellesskabsinstitutionerne handle med saa meget stoerre paapasselighed, som antidumpingforordningerne paa deres nuvaerende udviklingstrin ikke yder alle de processuelle garantier for beskyttelse af borgeren som visse nationale retssystemer.

For at overholde deres oplysningspligt efter artikel 7, stk. 4, litra b), i forordning nr. 2176/84 skal faellesskabsinstitutionerne udvise al mulig omhu for - for saa vidt det er foreneligt med forretningshemmeligheden - at meddele de beroerte virksomheder de fornoedne oplysninger til varetagelse af deres interesser, og de skal, i givet fald af egen drift, vaelge en passende maade at give oplysningerne paa. Under alle omstaendigheder skal de beroerte virksomheder under den administrative procedure have haft mulighed for effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoetter sin paastand om, at der foreligger dumping og en deraf foelgende skade.

Det forhold, at de oenskede oplysninger i henhold til ovennaevnte forordnings artikel 7, stk. 4, litra c), nr. ii), blot kan gives mundtligt, fritager ikke Faellesskabets myndigheder for deres pligt til bevissikring, saaledes at de, om fornoedent, kan bevise, at de rent faktisk har meddelt saadanne oplysninger.

Selv om stoerrelsen af den endelige told er en vaesentlig oplysning, gaelder det ikke, for saa vidt angaar den type told, der endeligt fastsaettes af Raadet, og metoden til beregning heraf, allerede fordi valget mellem de forskellige typer antidumpingtold principielt er uden betydning for det endelige toldbeloeb. At saadanne oplysninger mangler, kan derfor ikke antages at kraenke de beroerte virksomheders ret til kontradiktion.

1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 16. februar 1988, har de saudiarabiske selskaber Al-Jubail Fertilizer Company (herefter benaevnt "SAMAD"), Al-Jubail, og Saudi Arabian Fertilizer Company (herefter benaevnt Safco), Damman, i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 3339/87 af 4. november 1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af urinstof med oprindelse i Libyen og Saudi-Arabien (EFT L 317, s. 1), i det omfang forordningen finder anvendelse paa sagsoegerne.

2 De sagsoegende selskaber fremstiller urinstof i Saudi-Arabien. Ud over virksomheden som producent virker Safco som agent for SAMAD, for saa vidt angaar dette selskabs salg af varer i Saudi-Arabien og i en raekke andre lande, herunder EOEF-landene. De to selskaber er "joint-ventures" med en faelles aktionaer, nemlig selskabet Saudi Basic Industries Corporation, der blev stiftet af den saudiarabiske regering i 1976 med henblik paa at skabe basisindustrier, der kunne anvende og foraedle Saudi-Arabiens naturlige ressourcer.

3 Efter at have modtaget en klage fra CMC-Engrais (Faellesmarkedsudvalg for Fabrikanter af Nitrogen- og Fosforholdige Goedningsstoffer) paa vegne af producenter, der tegner sig for stort set hele produktionen i Faellesskabet af urinstof, indledte Kommissionen den 11. oktober 1986 en antidumpingprocedure vedroerende importen i Faellesskabet af urinstof med oprindelse i Tjekkoslovakiet, Den Tyske Demokratiske Republik, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Sovjetunionen, Trinidad og Tobago og Jugoslavien (EFT C 254, s. 3).

4 Denne antidumpingprocedure, der blev indledt af Kommissionen i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1 - herefter benaevnt "grundforordningen"), foerte foerst til, at Kommissionen ved forordning (EOEF) nr. 1289/87 af 8. maj 1987 (EFT L 121, s. 11) indfoerte en midlertidig antidumpingtold paa importen af urinstof med oprindelse i bl.a. Saudi-Arabien, svarende til forskellen mellem prisen pr. ton, netto, frit Faellesskabets graense, ufortoldet, og 133 ECU. Senere fastsatte Raadet ved den anfaegtede forordning den endelige antidumpingtold til 40% ad valorem.

5 Ved kendelse af 8. juni 1988 gav Domstolen Kommissionen tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for Raadet.

6 Vedroerende den retlige baggrund og sagens faktiske omstaendigheder samt retsforhandlingernes forloeb og parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

7 Til stoette for deres paastand har sagsoegerne fremsat fire anbringender vedroerende henholdsvis utilstraekkelig begrundelse, aabenbare fejlskoen, retsvildfarelse, der har foert til en forvanskning af de faktiske omstaendigheder, samt tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. Det sidste anbringende vil blive behandlet foerst.

8 Til stoette for anbringendet har sagsoegerne anfoert, at de ikke forud blev oplyst om begrundelsen for, at Raadet fandt, at deres anmodning om justeringer for forskelle i handelsleddet og i maengde, for saa vidt angaar salg i Saudi-Arabien og Faellesskabet, ikke kunne imoedekommes. Sagsoegerne har ligeledes anfoert, at de ikke forud blev oplyst om aendringen med hensyn til den type antidumpingtold, der indfoertes, at de ikke fik svar paa de rejste spoergsmaal vedroerende fastsaettelsen af skadestaersklen, og at det af Kommissionen fastsatte beloeb til justering for oplagringsomkostningerne var utilstraekkeligt.

9 Med hensyn til klagepunktet vedroerende afslaget paa anmodningen om justering paa grund af forskelle i handelsleddet har sagsoegerne anfoert, at Kommissionens tjenestemaend under hele proceduren indtog det standpunkt, at justeringen af forskellige grunde burde afvises, uden dog paa noget tidspunkt at have rejst tvivl om disse forskelle i handelsleddet, mens anmodningen om justering i henhold til den anfaegtede forordning blev afslaaet med den begrundelse, at stoerstedelen af salget af urinstof saavel i Saudi-Arabien som i Europa foregik til de endelige forbrugere, saaledes at der ikke var tale om forskelle i handelsleddet.

10 For saa vidt angaar afslaget paa anmodningen om justering for forskellen mellem de afsatte maengder i Saudi-Arabien og i Europa, har sagsoegerne anfoert, at Kommissionens tjenestemaend gentagne gange oplyste, at det ikke var noedvendigt at foretage yderligere justering, idet der var blevet taget hensyn til forskellen i maengde ved anvendelsen af maengderabatter, hvorimod Raadet ved udstedelsen af den anfaegtede forordning fastslog, at der ikke var blevet fremlagt tilstraekkeligt bevis for, at en saadan justering var begrundet.

11 Sagsoegerne har videre anfoert, at Kommissionen i forordningen om indfoerelse af den midlertidige antidumpingtold havde fastsat en minimumspris paa 133 ECU, mens Raadet i forordningen om indfoerelse af den endelige told havde fastsat en vaerditold og herved paalagt en betydelig stoerre byrde uden forinden at have underrettet virksomhederne herom eller givet dem mulighed for at fremsaette bemaerkninger, hvilket er i strid med oplysningspligten i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a).

12 Yderligere undlod Kommissionen ifoelge sagsoegerne at besvare de spoergsmaal, de havde stillet vedroerende fastsaettelsen af skadestaersklen, isaer for saa vidt angaar valget af den saakaldte "repraesentative" faellesskabsproducent og omfanget af dennes produktionsomkostninger, med den begrundelse, at saadanne oplysninger var fortrolige.

13 Sagsoegerne har endelig anfoert, at Kommissionens tjenestemaend ved justeringen for oplagringsomkostninger anvendte et lavere tal end det af sagsoegerne oplyste, og at de paa trods af deres udtrykkelige forespoergsel ikke fik nogen forklaring paa dette forhold.

14 Det bemaerkes foerst, at grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), bestemmer:

"a) Klageren og de importoerer og eksportoerer, der vides beroert, ... kan faa kendskab til alle de oplysninger, som [parter] ... har stillet til raadighed for Kommissionen ... forudsat at disse oplysninger har betydning for varetagelsen af deres interesser og ikke er fortrolige i henhold til artikel 8, og forudsat at Kommissionen anvender dem i undersoegelsen ....

b) Eksportoerer og importoerer af den vare, der er omfattet af undersoegelsen ... kan anmode om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det paataenkes at anbefale paalaeggelse af endelig told ...".

15 Det bemaerkes videre, at ifoelge Domstolens faste praksis (jf. senest dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925) indgaar grundrettighederne i de almindelige retsgrundsaetninger, som Domstolen skal beskytte. Med henblik paa fortolkningen af grundforordningens artikel 7, stk. 4, skal der saaledes bl.a. tages hensyn til de krav, der foelger af overholdelsen af kontradiktionsprincippet, hvis grundlaeggende karakter Domstolen har fastslaaet adskillige gange (jf. bl.a. dom af 17.10.1989, sag 85/87, Dow Benelux, Sml. s. 3137). Disse krav skal overholdes ikke blot inden for rammerne af procedurer, der kan foere til sanktioner, men ogsaa i forbindelse med undersoegelser, der gaar forud for vedtagelsen af antidumpingforordninger, som uanset deres generelle karakter kan paavirke de beroerte virksomheder umiddelbart og individuelt og paafoere dem skade.

16 Det skal endvidere understreges, at det af hensyn til retten til kontradiktion maa kraeves, at faellesskabsinstitutionerne handler med saa meget stoerre paapasselighed, som de paagaeldende forordningsbestemmelser paa deres nuvaerende udviklingstrin ikke yder alle de processuelle garantier for beskyttelse af borgeren som visse nationale retssystemer.

17 For at overholde deres oplysningspligt skal faellesskabsinstitutionerne, som fastslaaet af Domstolen i dom af 20. marts 1985 (sag 264/82, Timex, Sml. s. 849, navnlig s. 870), derfor udvise al mulig omhu for - for saa vidt det er foreneligt med forretningshemmeligheden - at meddele de beroerte virksomheder de fornoedne oplysninger til varetagelse af deres interesser, og de skal, eventuelt af egen drift, vaelge en passende maade at give oplysningerne paa. Under alle omstaendigheder skal de beroerte virksomheder have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoetter sin paastand om, at der foreligger dumping og en deraf foelgende skade.

18 Sagens akter indeholder imidlertid intet, der viser, at faellesskabsinstitutionerne har overholdt deres pligt til at meddele sagsoegerne enhver oplysning, som de kunne have anvendt til effektivt at varetage deres interesser.

19 Med hensyn til kravet om justeringer for forskelle i maengde og i handelsleddet har sagsoegte til stoette for sine anbringender alene henvist til en intern tjenesterejserapport affattet af tjenestemaend fra Kommissionen efter kontrolundersoegelser i Saudi-Arabien samt referater af to moeder, der den 22. maj og den 5. oktober 1987 blev afholdt i Bruxelles med repraesentanter for virksomhederne. Naar henses til, at de fremlagte dokumenter viser, at oplysningerne i disse interne dokumenter ikke paa anden maade blev bragt til sagsoegernes kendskab, er der saa meget mindre grund til at tillaegge dem bevisvaerdi.

20 I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c, nr. ii), kan de oenskede oplysninger blot gives mundtligt. Denne mulighed fritager dog ikke Faellesskabets myndigheder for deres pligt til bevissikring, saaledes at de, om fornoedent, kan bevise, at de rent faktisk har meddelt saadanne oplysninger. Da Raadet ikke har fremlagt beviser til stoette for sine argumenter, kan sagsoegernes foerste to argumenter tiltraedes.

21 Det samme gaelder argumenterne vedroerende de af Kommissionen begaaede fejl ved fastsaettelsen af skadestaersklen og ved beregningen af justeringen for oplagringsomkostninger.

22 I denne forbindelse har sagsoegte under hele sagen henvist til en skrivelse af 8. september 1988, som sagsoegerne haevder ikke at have modtaget. Af de allerede fremfoerte grunde kan denne skrivelse - som ikke blev fremsendt rekommanderet, hvorfor det ikke med sikkerhed kan bevises, at den blev modtaget af adressaten - ikke betragtes som en forsvarlig opfyldelse af oplysningspligten i henhold til grundforordningen. Disse to klagepunkter kan derfor ogsaa tiltraedes.

23 For saa vidt endelig angaar den manglende oplysning vedroerende den aendrede metode til beregning af den endelige told, skal det foerst fastslaas, at mens stoerrelsen af den endelige told er en vaesentlig oplysning, gaelder dette ikke, for saa vidt angaar den type told, der endeligt fastsaettes af Raadet, og metoden til beregning heraf.

24 Naar henses til, at valget mellem de forskellige typer antidumpingtold principielt er uden betydning for det endelige toldbeloeb, samt til, at vaerditold er langt den mest anvendte i tilfaelde af dumping, kan oplysninger om metoden til beregning af antidumpingtolden ikke anses for vaesentlige. At saadanne oplysninger mangler, kan derfor ikke antages at kraenke retten til kontradiktion. Dette argument kan derfor ikke tiltraedes.

25 Det foelger imidlertid af det tidligere anfoerte, at anbringendet vedroerende tilsidesaettelsen af retten til kontradiktion kan tages til foelge. Herefter, og uden at der er anledning til at gennemgaa sagsoegerens oevrige anbringender, boer artikel 1 i forordning nr. 3339/87 annulleres, for saa vidt som sagsoegerne herved paalaegges en antidumpingtold.

Sagens omkostninger

26 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Kommissionen har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger. Intervenienten baerer sine omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 3339/87 af 4. november 1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af urinstof med oprindelse i Libyen og Saudi-Arabien annulleres, for saa vidt som sagsoegerne herved paalaegges en antidumpingtold.

2) Sagsoegte betaler sagens omkostninger.