61988C0115

++++

Hoeje Domstol .

1 . AEgtefaellerne Reichert, der er tyske statsborgere og har bopael i Tyskland, ejede en fast ejendom i Antibes, Frankrig, og overdrog i form af en gave selve ejendomsretten ( dvs . med forbehold af brugsretten m.v .) til ejendommen til deres soen Mario Reichert, der ogsaa har bopael i Tyskland . Dispositionen blev foretaget for notar i departementet Moselle, Frankrig .

2 . Parterne i hovedsagen er det tyske selskab Dresdner Bank, hvis hjemsted er Frankfurt am Main, og aegtefaellerne Reichert og disses soen . Dresdner Bank anlagde sag ved Tribunal de grande instance de Grasse i henhold til artikel 1167 i den franske code civil - et soegsmaal der benaevnes actio pauliana - med paastand om, at gaven kendtes uden retsvirkning i forhold til sagsoegeren, der er aegtefaellerne Reicherts kreditor . Tribunal de grande instance de Grasse, i hvis retskreds ejendommen er beliggende, erklaerede sig kompetent paa grundlag af artikel 16, nr . 1, i konventionen af 27 . september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager; bestemmelsen er saalydende :

"1 . Enekompetente, uden hensyn til bopael, er : i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende ".

3 . AEgtefaellerne Reichert bestred, at Tribunal de Grasse havde kompetencen, og kaerede til Cour d' appel d' Aix-en-Provence .

4 . Ved dom af 16 . november 1987 har denne i medfoer af artikel 1 i protokollen af 3 . juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27 . september 1968 forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"Skal det forhold, at Bruxelles-konventionen i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom goer retterne i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende, enekompetente, forstaas saaledes, at konventionen herved regulerer kompetencespoergsmaalet uden henvisning til inddelingen af soegsmaalene i sager om obligatoriske rettigheder, sager om tinglige rettigheder og sager om blandede rettigheder, og at der kun tages hensyn til det underliggende retsforhold, dvs . indholdet af de omtvistede rettigheder, saaledes at den dermed opstillede kompetenceregel goer det muligt for en kreditor, der anfaegter retshandler, som hans debitor har indgaaet under resstridig tilsidesaettelse af kreditors rettigheder - i det foreliggende tilfaelde en gave i form af tinglige rettigheder over fast ejendom - at anlaegge sag ved retten i den kontraherende stat, hvor ejendommen er beliggende?"

5 . Jeg bemaerker indledningsvis, at jeg ligesom regeringen for Den Franske Republik mener, at spoergsmaalet skal deles i to, og at der foerst maa tages stilling til, om begrebet "sager om fast ejendom" skal fortolkes i overensstemmelse med de kontraherende staters ret eller i lyset af Bruxelles-konventionens maal og opbygning .

6 . A - Domstolen har - uden dog at have opstillet en generel regel - i sin hidtidige praksis overvejende haeldet til en selvstaendig fortolkning, selv om intet af de to fortolkningsgrundlag ifoelge Domstolen ubetinget boer foretraekkes frem for det andet, idet valget boer traeffes konkret, under hensyn til hvilken bestemmelse sagen drejer sig om ( 1 ). Dette synspunkt har Domstolen saaledes navnlig lagt til grund i to sager vedroerende fortolkningen af begrebet "leje eller forpagtning af fast ejendom", der ogsaa benyttes i konventionens artikel 16, nr . 1 ( 2 ).

7 . Cour d' appel d' Aix-en-Provence har anfoert, at bestemmelsen i artikel 16, nr . 1, ikke boer fortolkes som en ren henvisning til fransk national ret og til den klassiske inddeling af soegsmaalene i sager om obligatoriske rettigheder, sager om tinglige rettigheder og sager om blandede rettigheder .

8 . Samme opfattelse er fremfoert af de fleste af de regeringer, der har afgivet indlaeg i naervaerende sag . De har anfoert, at begrebet "tinglig ret" ikke har samme indhold i alle de kontraherende stater . Det vil herefter kun paa grundlag af en selvstaendig fortolkning af begrebet vaere muligt at gennemfoere konventionen ensartet inden for hele Faellesskabet, og jeg vil foreslaa Domstolen at vaelge denne fremgangsmaade .

9 . B - Med den anden del af spoergsmaalet oenskes det fastslaaet, om begrebet "sager om rettigheder over fast ejendom", naar det fortolkes i lyset af Bruxelles-konventionen, omfatter en sag, som den i fransk ret hjemlede actio pauliana, naar en saadan sag - som ogsaa kan vedroere loesoere - anlaegges af en kreditor for at faa omstoedt en gavedisposition, hvorved debitor har overdraget ejendomsretten - og kun denne - over en fast ejendom .

10 . Den nationale domstol er af den opfattelse, at det kriterium, der anvendes i artikel 16, nr . 1, ikke er soegsmaalets karakter, men beskaffenheden af de paagaeldende rettigheder, i dette tilfaelde ejendomsretten til en fast ejendom, der med sikkerhed er en tinglig ret . Paa denne baggrund oensker den fastslaaet af Domstolen, at et soegsmaal, der kan beroere denne ret, skal anlaegges ved retterne i den stat, hvor ejendommen er beliggende .

11 . Noget taler for denne opfattelse . Er det ikke korrekt, at aegtefaellerne Reicherts soen, saafremt sagsoegeren faar medhold, ikke laengere vil kunne goere sin tinglige ret over ejendommen, som indtil nu har bestaaet erga omnes, gaeldende over for Dresdner Bank? Har man i saa fald ikke at goere med en sag "om rettigheder over fast ejendom?"

12 . Det taler yderligere for synspunktet, at det imoedekommer et hensyn, som Domstolen har fremfoert i praemis 23 i den allerede naevnte dom Roesler mod Rottwinkel ( 241/83, Sml . 1985, s . 99 ) - ganske vist vedroerende leje eller forpagtning af fast ejendom - nemlig at der maa tages hensyn

"til den usikkerhed, som ville opstaa, hvis retterne tillod undtagelser fra den almindelige regel i artikel 16, nr . 1, som har den fordel, at den under alle omstaendigheder indeholder en klar og konsekvent tildeling af kompetencen, idet den herved tager hensyn til konventionens formaal, som er at foretage en sikker og forudselig tildeling af kompetence ".

13 . Hertil kommer, at actio pauliana kun kan anvendes, naar fordringen er opgjort til et bestemt beloeb og er forfalden ( 3 ). Soegsmaalet efterfoelges derfor typisk af tvangssikringsskridt vedroerende ejendommen, hvilket kun kan ske paa det sted, hvor ejendommen er beliggende . Det fremgaar i oevrigt af artikel 54 i den franske lov om retsplejen i borgerlige sager, at enhver fordringshaver kan faa noteret et foreloebigt retspant paa en ejendom, hvis han godtgoer at have "en fordring, der umiddelbart ses at bestaa", samt at der foreligger uopsaettelighed, og at fordringens fyldestgoerelse er usikker ( 4 ). Dette er tilsyneladende sket i naervaerende sag . Alle disse argumenter stoetter saaledes en fortolkning, hvorefter retten paa det sted, hvor ejendommen er beliggende, betragtes som rette vaerneting for actio pauliana, idet retten har den "bedste beliggenhed" ( 5 ) med henblik paa paadoemmelsen af sagen .

14 . Paa den anden side er det imidlertid klart, at sagsoegeren i forbindelse med actio pauliana ikke paaberaaber sig nogen tinglig ret ( 6 ), og - som anfoert af den franske regering - at en omstoedelsesdom

"ikke har den retsvirkning, at der sker en tilbagefoersel af en tinglig ret over en fast ejendom . Omstoedelsen af gaveoverdragelsen af den faste ejendom sker kun i en bestemt relation . Den indebaerer, at gaven ikke kan goeres gaeldende over for fordringshaveren . Det karakteristiske for tinglige rettigheder er derimod, at de har ubetinget retsvirkning erga omnes ".

15 . Det er slaaende at se, at denne opfattelse af, hvad der er det karakteristiske for en tinglig ret, deles af den britiske regering, som repraesenterer "common law"-traditionen . Ogsaa den britiske regering har anfoert, at anvendelsesomraadet for artikel 16, nr . 1, boer begraenses til sager, hvorunder der nedlaegges paastand om en afgoerelse erga omnes vedroerende ejendomsretten til ejendommen eller vedroerende den retmaessige besiddelse af denne . Som med rette anfoert af den britiske regering er hovedformaalet med den i sagen omhandlede soegsmaalsform at faa fastslaaet, at sagsoegte svigagtigt har kraenket sine kreditorers rettigheder, og ikke at faa fastslaaet, hvem der ejer den faste ejendom eller er ejendommens rette besidder .

16 . Ligesom den britiske regering har den tyske og den italienske regering og Kommissionen anfoert, at artikel 16, nr . 1, ikke bliver anvendelig, blot fordi en tinglig ret over en fast ejendom beroeres af et soegsmaal, eller soegsmaalet vedroerer en fast ejendom eller har tilknytning til en fast ejendom . Den tinglige ret skal derimod vaere selve soegsmaalsgrunden . Formaalet med soegsmaalet skal vaere at faa en afgoerelse erga omnes vedroerende ejendomsretten til den faste ejendom .

17 . Selv om vi her har at goere med et graensetilfaelde, vil jeg ogsaa for mit vedkommende gaa ind for den loesning, som i smuk samdraegtighed foreslaas af den tyske, britiske, franske og italienske regering saavel som af Kommissionen . Jeg er enig med dem i, at artikel 16, nr . 1, boer fortolkes snaevert, idet den er en undtagelse fra det grundlaeggende princip om retternes kompetence, der fastslaas i konventionens artikel 2, stk . 1 :

"Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, uanset deres nationalitet, sagsoeges ved retterne i denne stat ".

18 . Domstolen har i den allerede naevnte praksis ( note 2 ) - der vedroerer leje eller forpagtning af fast ejendom, som ogsaa omhandles i bestemmelsen - da ogsaa anlagt en temmelig snaever fortolkning, idet den har fastslaaet, at artikel 16 ikke omfatter sager vedroerende kontrakter, hvis hovedformaal ikke er leje eller forpagtning af en fast ejendom ( f.eks . kontrakter om forpagtning af driften af en forretning, der drives i en fast ejendom, som bortforpagteren har lejet af en tredjemand, jfr . Sanders-sagen ), og at artiklen heller ikke omfatter sager, som kun indirekte staar i forbindelse med brugen af den lejede ejendom ( f.eks . sager vedroerende oedelagt ferie og rejseudgifter, jfr . Roesler-sagen ).

19 . Denne fortolkning af konventionen bekraeftes endvidere af nogle formaalsbetragtninger .

20 . Det er for det foerste klart, at det formaal, artikel 2 forfoelger, nemlig at beskytte sagsoegte, ikke ville blive naaet, hvis man fortolkede andre bestemmelser i konventionen for vidt .

21 . Det er endvidere vaesentligt, at artikel 16, nr . 1, hjemler en enekompetence, og at konsekvenserne af en for vid fortolkning derfor bliver endnu mere indgribende .

22 . Man kan i oevrigt ikke anvende artikel 16, nr . 1, uden at tage hensyn til denne bestemmelses begrundelse . Saaledes udtalte Domstolen i Sanders-dommen :

"den eksklusive kompetence, der af hensyn til en god retspleje er tillagt en kontraherende stats retter i henhold til konventionens artikel 16, har desuden den virkning, at parterne fratages den ret til valg af vaerneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfaelde kan sagsoeges ved en ret, som ikke er deres hjemting;

artikel 16 maa derfor ikke fortolkes videre, end dens formaal kraever ".

23 . Der er endelig en helt praecis begrundelse for, at artikel 16, nr . 1, hjemler enekompetence for retterne i den stat, hvor ejendommen er beliggende ( 7 ). I "sager om rettigheder over fast ejendom" er det ofte noedvendigt at gennemfoere en raekke processuelle skridt, der kun kan foretages paa stedet . Der kan saaledes blive tale om kontrol, undersoegelser eller sagkyndige erklaeringer, der i sagens natur kun kan afvikles paa det sted, hvor ejendommen er beliggende, og som derfor rimeligvis vil vaere omfattet af lex rei sitae . Endvidere maa der ofte tages hensyn til lokale saedvaner, som kun kendes af de lokale retsinstanser . Man har endelig villet tage hensyn til, at det ofte er noedvendigt at foretage tilfoersler til tingboeger eller lignende, som foeres paa det sted, hvor den faste ejendom er beliggende .

24 . Af det anfoerte foelger modsaetningsvis, at bestemmelsen ikke boer finde anvendelse, naar sagen ikke goer det noedvendigt at traeffe saadanne foranstaltninger med henblik paa sagens behandling, eller naar kendskab til lokale saedvaner ikke er relevant .

25 . For saa vidt angaar det konkrete svar, som skal gives Cour d' appel d' Aix-en-Provence, kan man enten vaelge at udforme svaret negativt og fastslaa, at et almindeligt omstoedelsessoegsmaal ( actio pauliana ) i henhold til artikel 1167 i den franske code civil ikke er omfattet af konventionsbestemmelsen ( hvilket givet vil vaere tilstraekkeligt, for at den nationale ret kan traeffe afgoerelse i den verserende sag ), eller at formulere besvarelsen positivt og angive de soegsmaalstyper, der maa anses for omfattet af artikel 16, nr . 1 . I sidstnaevnte tilfaelde kunne det vaere hensigtsmaessigt at anvende det foerste afsnit af den britiske regerings forslag, som med sikkerhed vil blive forstaaet rigtigt i "common law"-landene .

26 . Naar alt kommer til alt foretraekker jeg den foerste mulighed - ligesom den franske og italienske regering og Kommissionen . Jeg har nemlig under min gennemgang af spoergsmaalet noedvendigvis maattet laegge formaalet med og virkningerne af actio pauliana i fransk ret til grund ( men naturligvis uden hensyn til den retlige kvalifikation af soegsmaalet ifoelge fransk ret ). Det forsigtigste vil derfor vaere ikke at formulere svaret, saa det raekker videre end angivet .

27 . Jeg foreslaar foelgelig, at det kendes for ret :

"1 ) Begrebet 'sager om rettigheder over fast ejendom' i artikel 16, nr . 1, i Bruxelles-konventionen af 27 . september 1968 skal fortolkes paa baggrund af konventionens formaal og opbygning .

2 ) En almindelig omstoedelsessag ( actio pauliana ) i henhold til artikel 1167 i den franske code civil er ikke omfattet af dette begreb ."

(*) Originalsprog : fransk .

( 1 ) Jfr . dom af 15 . november 1983, Duijnstee mod Goderbauer, praemis 17 ( 288/82, Sml . s . 3663 ), hvori der henvises til sager, som Domstolen har afgjort ud fra dette synspunkt . En mere nuanceret bedoemmelse fremgaar af dom af 6 . oktober 1976, Tessili mod Dunlop ( 12/76, Sml . s . 1473 ).

( 2 ) Jfr . dom af 14 . december 1977, Sanders mod Van der Putte ( 73/77, Sml . s . 2383 ) og dom af 15 . januar 1985, Roesler mod Rottwinkel ( 241/83, Sml . s . 99 ).

( 3 ) Jfr . Alex Weill og François Terré : Droit civil : Les obligations, Paris, Précis Dalloz, 1980, s . 960 .

( 4 ) Jfr . Roland Tendler : Les sûretés, Paris, Dalloz, 1983, s . 246 .

( 5 ) Jfr . den tidligere naevnte dom af 14 . december 1977, Sanders mod Van der Putte, praemis 11 .

( 6 ) Jfr . Weill og Terré, a.st ., s . 966, fodnote 1 .

( 7 ) Jfr . herom rapporten fra P . Jenard om konventionen af 27 . september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handessager ( EFT C 59 af 5.3.1979, s . 35 ).