1.

Sagsøgeren i hovedsagen, Moksel, er et selskab, som især importerer og eksporterer oksekød.

2.

Selskabet indgav fredag den 10. februar 1984 til det tyske interventionsorgan på landbrugsområdet, Bundesanstalt für landwirtschaftliche Marktordnung (herefter benævnt »BALM«), som er sagsøgt i hovedsagen, en række ansøgninger om eksportlicens med forudfastsat eksportrestitutionsbeløb for nogle partier oksekød.

3.

Den fælles markedsordning for oksekød er indeholdt i Rådets forordning nr. 805/68 af 27. juni 1968 (EFT 1968 I, s. 179). Forordningen bemyndiger Kommissionen til i forvaltningskomitéprocedure at vedtage gennemførelsesbestemmelser for import- og eksportlicensordningen på området.

4.

Kommissionen har på dette grundlag den 4. september 1980 vedtaget forordning nr. 2377/80 om særlige gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser for oksekød (EFT L 241, s. 5). Forordningens artikel 8 a, stk. 2, der blev indsat ved forordning nr. 2798/81 af 28. september 1981 (EFT L 275, s. 24), bestemmer:

5.

Efter BALM's opfattelse var lørdag ikke en arbejdsdag i denne bestemmelses forstand (dvs. bestemmelsen om behandlingsfristen, herefter benævnt »fristbestemmelsen«). Følgelig var den femte arbejdsdag efter ansøgningernes indgivelse (fredag den 10. februar) fredag den 17. februar og ikke torsdag den 16. februar, som det ville have været tilfældet, såfremt lørdagen var blevet regnet soni arbejdsdag.

6.

Den 17. februar faldt i modsætning til den 16. februar i et tidsrum, hvor Kommissionen havde suspenderet forudfastsættelsen. Kommissionen havde den 15. februar 1984 vedtaget forordning nr. 387/84 om midlerti-dig suspension af forudfastsættelse af eksportrestitutioner for oksekødprodukter (EFT L 46, s. 39), hvorved forudfastsættelsen blev suspenderet for tidsrummet fra den 17. til den 21. februar 1984.

7.

Forordning nr. 387/84 er vedtaget med hjemmel i artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68 af 28. juni 1968 om de almindelige regler for ydelse af eksportrestitutioner for oksekød og om kriterierne for fastsættelse af disse restitutionsbeløb (EFT 1968 I, s. 229), som ændret ved forordning nr. 1504/76 af 21. juni 1976 (EFT L 168, s. 7). Artikel 5 lyder:

8.

I telex af 15. februar 1984 informerede Kommissionen BALM om vedtagelsen af forordning nr. 387/84. I telexteksten blev medlemsstaterne udtrykkeligt gjort opmærksom på, at fristbestemmelsen medførte, at der skulle gives afslag på de ansøgninger om forudfastsættelse, som var indgivet før suspensionsperioden, og som der skulle træffes afgørelse om i dette tidsrum.

9.

BALM afslog ansøgningerne ved afgørelse af 14. maj 1984. I begrundelsen herfor henvistes til fristbestemmelsen, hvorefter licenser med forudfastsættelse af restitutioner udstedes på den femte arbejdsdag efter ansøgningens indgivelse, »såfremt der ikke træffes særlige foranstaltninger i den pågældende periode«. Kommissionen havde imidlertid ved forordning nr. 387/84 suspenderet f o rudfastsættelsen i tidsrummet fra den 17. til den 21. februar 1984. Derfor fandt BALM, at de ansøgninger om licenser, som der skulle træffes afgørelse om den 17. februar eller senere, skulle afslås.

10.

Moksel har indbragt BALM's afgørelse for Verwaltungsgericht Frankfurt am Main.

11.

Verwaltungsgericht Frankfurt am Main har ved kendelse af 22. januar 1987 besluttet at udsætte sagen og i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende :

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende :

Såfremt det første, andet og tredje spørgsmål besvares benægtende:

12.

Som begrundelse for spørgsmålene har Verwaltungsgericht i forelæggelseskendelsen anført følgende overvejelser.

13.

Med det første spørgsmål ønsker Verwaltungsgericht afgjort, om ansøgninger om licenser med forudfastsættelse, der — som i det konkrete tilfælde — er indgivet før en periode med suspension af forudfastsættelsen, men hvorom der skal træffes afgørelse i dette tidsrum, skal afslås.

14.

Retten har anført, at artikel 5, stk. 4, afsnit 3, i Rådets forordning nr. 885/68 bestemmer, at kun ansøgninger, der er indgivet i suspensionsperioden, skal afvises og ikke ansøgninger, der — som i det foreliggende tilfælde — er indgivet før suspensionsperioden, og hvorom der skal træffes afgørelse i dette tidsrum. Denne bestemmelse kan således ikke begrunde afslaget på ansøgningerne.

15.

Verwaltungsgericht har dernæst anført, at Domstolen i dom af 27. oktober 1983 (De Beste Boter, sag 276/82, Smi. s. 3331) har fastslået, at »ansøgninger om forudfastsættelse, der er blevet indgivet forud for suspensionsperioden, og hvorom der skal træffes afgørelse i denne periode, skal afvises.«

16.

En tilsvarende besvarelse skal imidlertid ikke nødvendigvis gives i det foreliggende tilfælde. I den nævnte sag begrundede Domstolen udelukkende sin afgørelse med suspensionens formål og tilsigtede virkning. Verwaltungsgericht ønsker nu, at Domstolen behandler problemet i lyset af, om fristbestemmelsen er gyldig.

17.

Såfremt fristbestemmelsen medfører, at ansøgninger om forudfastsættelse skal afslås, når den sidste dag i fristen falder i en suspensionsperiode, er bestemmelsen efter Verwaltungsgericht's opfattelse i strid med artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68 og dermed ugyldig.

18.

Artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i den nævnte forordning giver kun Kommissionen beføjelse til at fravige den almindelige ordning for licenser med forudfastsættelse i enkeltstående tilfælde, mens der ved den her omhandlede bestemmelse er indført en behandlingsfrist. Desuden har man ved artikel 5, stk. 4, afsnit 2, fastsat den periode, hvor Kommissionen kan suspendere forudfastsættelsen, til højst tre arbejdsdage, medens indførelsen af en frist på fem arbejdsdage, sammenholdt med en suspension i højst tre arbejdsdage, har ført til en suspensionsperiode på i alt otte arbejdsdage.

19.

Såfremt fristbestemmelsen er ugyldig, burde de ansøgninger, der blev indgivet den 10. februar, have medført udstedelse af licenser den samme dag, dvs. forud for suspensionsperiodens begyndelse. Ansøgningerne skulle derfor have været imødekommet.

20.

I lyset af disse overvejelser har Verwaltungsgericht fundet det nødvendigt, at Domstolen får lejlighed til at uddybe præmisserne i afgørelsen af 27. oktober 1983 (De Beste Boter, jfr. ovenfor). Retten tilføjer uden at belyse det nærmere, at en sådan uddybning er nødvendig »navnlig efter Bundesverfassungsgerichts kendelse af 22. oktober 1986..., hvorefter EF-Domstolen må anses for at værne om de grundlæggende rettigheder, der anderkendes i national ret«.

21.

Verwaltungsgericht forudser derefter, at besvarelsen af det første spørgsmål kan gå ud på, at fristbestemmelsen er gyldig, og at ansøgninger, hvorom der skal træffes afgørelse i en suspensionsperiode, skal afslås. Det andet spørgsmål drejer sig derfor om, hvorvidt den femte arbejdsdag efter ansøgningernes indgivelse (dagen, hvor der skal træffes afgørelse herom) falder i suspensionsperioden.

22.

Da svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvorledes begrebet »arbejdsdag« (»Werktag«) i fristbestemmelsen skal forstås, spørger Verwaltungsgericht, om udtrykket »Werktag« udelukker lørdage. Såfremt dette er tilfældet, var den femte arbejdsdag efter ansøgningernes indgivelse (fredag den 10. februar) fredag den 17. februar, og den faldt dermed i suspensionsperioden (fra den 17. til den 21. februar). I dette tilfælde skal ansøgningerne afslås. Såfremt udtrykket »Werktag« derimod omfatter lørdage, var den femte arbejdsdag efter ansøgningernes indgivelse torsdag den 16. februar, hvor forudfastsættelsen endnu ikke var suspenderet. I det sidste tilfælde er de pågældende ansøgninger blevet afslået med urette.

23.

Efter Verwaltungsgerichts opfattelse omfatter udtrykket »Werktag« ikke lørdage. Såvel i den tidligere affattelse af den pågældende bestemmelse [artikel 2 i Kommissionens forordning nr. 2378/80 af 4. september 1980 (EFT L 241, s. 19)], som i de tilsvarende bestemmelser i andre markedsordninger anvendes udtrykket »Arbeitstag« (arbejdsdag). Det følger i øvrigt klart af artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT 1971 II, s. 311), at udtrykket ikke omfatter lørdage. Endvidere er hensigten med at indføre en behandlingsfrist at give Kommissionen lejlighed til at vurdere markedssituationen (første betragtning til Kommissionens forordning nr. 2378/80 af 4. september 1980, jfr. ovenfor), og da lørdag er en dag med reduceret økonomisk aktivitet, er den derfor ikke ganske egnet til observation af markedet.

24.

Verwaltungsgericht går derefter ud fra, at besvarelsen af det andet spørgsmål kan medføre, at der skal træffes afgørelse om ansøgningerne i suspensionsperioden. Rettens tredje spørgsmål er derfor, om Kommissionens forordning nr. 387/84 om suspension af forudfastsættelsen i tidsrummet fra den 17. februar til den 21. februar 1984 er gyldig. Såfremt forordningen er ugyldig, er forudfastsættelsen blevet suspenderet uden hjemmel den femte arbejdsdag efter ansøgningernes indgivelse. I dette tilfælde vil der ikke være truffet »særlige foranstaltninger« i fristbestemmelsens forstand, som kunne forhindre udstedelsen af licenserne. Disse er således uretmæssigt afslået.

25.

Verwaltungsgericht er på to punkter i tvivl om, hvorvidt forordning nr. 387/84 er gyldig.

26.

For det første finder retten, at forordningen er utilstrækkeligt begrundet, idet den i begrundelsen omtalte usikkerhed for så vidt angår prisen og spekulationsrisikoen ikke er underbygget, f. eks. med statistiske oplysninger. En udførlig begrundelse er nødvendig i dette tilfælde, fordi forordningen medfører visse begrænsninger af de erhvervsdrivendes grundrettigheder, bl. a. ejendomsretten, der er sikret ved den tyske grundlovs artikel 14.

27.

For det andet finder retten det tvivlsomt, om der faktisk forelå et »særlig hastende« tilfælde, jfr. artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, der er grundlag for forordning nr. 387/84. Verwaltungsgericht erkender, at der ikke foreligger holdepunkter for denne tvivl. Den beror udelukkende på Moksel's erklæringer for retten. Da en national domstol kan have svært ved at vurdere den økonomiske situation på fællesskabsplan, anmoder Verwaltungsgericht Domstolen om at efterprøve, om der på det pågældende tidspunkt forelå et særlig hastende tilfælde på det fælles marked for oksekød.

28.

Endelig har Verwaltungsgericht — for det tilfælde at besvarelsen af de nævnte spørgsmål medfører, at BALM's afgørelse er ulovlig — i sit ßerde spørgsmål anmodet om en afgørelse af, hvorvidt eksportlicenser med forudfastsættelse af restitutionen kan udstedes med tilbagevirkende gyldighed. Retten finder, at dette bør være muligt, såfremt den pågældende markedsordning ikke forstyrres. I det foreliggende tilfælde er der ikke fare for en sådan forstyrrelse, da licenserne vedrører en periode, for hvilken licensudstedelsen principielt er afsluttet, og da licensudstedelsen med tilbagevirkende gyldighed kun vedrører et enkelt selskab.

29.

Verwaltungsgericht's kendelse er indgået til Domstolens Justitskontor den 23. februar 1987.

30.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der den 20. maj 1987 indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent D. Booss som befuldmægtiget, og den 25. maj 1987 af sagsøgeren i hovedsagen ved advokaterne Ehle, Schiller og Reszel, Köln.

31.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har dog anmodet Moksel og Kommissionen om at fremkomme med visse oplysninger samt om at besvare en række spørgsmål skriftligt. Anmodningerne er blevet efterkommet inden for den fastsatte frist.

32.

Ved kendelse af 11. november 1987 har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 95, stk. 1 og 2, henvist sagen til Domstolens Første Afdeling.

33.

Efter Moksels opfattelse følger det klart af ordlyden af artikel 5; stk. 4, afsnit 3, i Rådets forordning nr. 885/68, at kun ansøgninger, som er indgivet i en suspensionsperiode, skal afvises. Bestemmelsen bør fortolkes indskrænkende, da den er en undtagelse fra reglen om, at erhvervsdrivende har ret til forudfastsættelse af restitutioner — en regel, der er indført af hensyn til sikkerheden i handelsforhold.

34.

I øvrigt finder Moksel, at såfremt fristbestemmelsen skal fortolkes således, at ansøgninger om forudfastsættelse, der er indgivet før suspensionsperioden, men hvorom der skal træffes afgørelse i dette tidsrum, skal afslås, er bestemmelsen ugyldig af de grunde, som er fremført af Verwaltungsgericht.

35.

Moksel foreslår derfor, at det første spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 4, afsnit 3, i Rådets forordning nr. 885/68 skal fortolkes således, at ansøgninger om licenser med forudfastsættelse, som er behørigt indgivet forud for suspensionen af forudfastsættelsen, ikke kan afslås.

36.

Kommissionen har anført, at Domstolen bør følge sin praksis fra dommen af 27. oktober 1983 (De Beste Boter, jfr. ovenfor), hvor det er afgjort, at ansøgninger om forudfastsættelse, som er indgivet forud for suspensionsperioden, men hvorom der skal træffes afgørelse i dette tidsrum, skal afslås af hensyn til suspensionens tilsigtede virkning.

37.

Efter Kommissionens opfattelse kan den af Verwaltungsgericht udtrykte tvivl om fristbestemmelsens gyldighed ikke medføre en ændring af denne retspraksis, da tvivlen er ubegrundet.

38.

Med hensyn til gyldighedsspørgsmålet har Kommissionen gjort gældende, at den ikke har overskredet sine beføjelser ved at indføre en generel frist for udstedelse af licenser. Fristbestemmelsen har nemlig ikke, som Verwaltungsgericht anfører, hjemmel i artikel 5 i Rådets forordning nr. 885/68, som indeholder reglerne om forudfastsættelse, men i artikel 15 i Rådets forordning nr. 805/68, som giver Kommissionen hjemmel til — i forvaltningskomitéprocedure — at vedtage gennemførelsesbestemmelser til licensordningen. Da artikel 15 selv regulerer alle væsentlige elementer i ordningen, kan Kommissionen lovligt vedtage en fristbestemmelse, som kun angår et underordnet procedurespørgsmål (dom af 17. december 1970, Koster, sag 25/70, Sml. s. 259).

39.

For det andet kan fristbestemmelsen ikke være ugyldig på grund af en påstået uforenelighed med artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68. Fristbestemmelsen er nemlig, som det allerede er anført, ikke vedtaget med hjemmel i denne forordning.

40.

For det tredje er fristbestemmelsen kun i strid med en grundlæggende rettigheder, såfremt bestemmelsen griber ind i en velerhvervet rettighed eller en erhvervsdrivendes berettigede forventning. I denne sammenhæng henviser Kommissionen til dom af 27. oktober 1983 (De Beste Boter, jfr. ovenfor), hvor Domstolen har fastslået, at »ansøgninger om forudfastsættelse kun stifter ret, såfremt der ikke træffes egnede foranstaltninger i henseende til de ansøgninger, som endnu er under behandling, mens denne frist løber«. Der er således ingen velerhvervet ret til udstedelse af licenser. I øvrigt kan de erhvervsdrivende ikke gøre en berettiget forventning gældende i dette tilfælde, da forudfastsættelsen på oksekødsområdet allerede havde været suspenderet i maj 1982 [Kommissionens forordning nr. 1174/82 af 17. maj 1982 (EFT L 137, s. 12), og Kommissionens forordning nr. 1181/82 af 18. maj 1982 (EFT L 138, s. 13)].

41.

Følgelig foreslår Kommissionen, at det første spørgsmål besvares med, at fristbestemmelsen er gyldig, og at ansøgninger om forudfastsættelse, som indgives forud for suspensionsperioden, men hvorom der skal træffes afgørelse i denne periode, skal afslås.

42.

Efter Moksels opfattelse omfatter udtrykket »Werktag« i fristbestemmelsen også lørdage.

43.

Til støtte herfor har Moksel henvist til den ovenfor nævnte rådsforordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971, hvor begrebet »arbejdsdag« (»Arbeitstag«) ikke omfatter lørdage. Ved at anvende udtrykket »Werktag« i stedet for »Arbeitstag« i ventefristbestemmelsen har man villet medregne lørdage i fristen.

44.

Endvidere har BALM's hidtidige praksis været at fortolke begrebet »Werktag« som omfattende lørdage.

45.

Endelig har Moksel gjort gældende, at såfremt en sammenligning af de forskellige sproglige versioner af fristbestemmelsen medfører tvivl om, hvorvidt lørdage er omfattet af »Werktag«, må den mindst indgribende fortolkning foretrækkes (dom af 12. november 1969, Stauder mod Ulm, 29/69, Sml. s. 107). Dette kriterium fører til, at lørdage er omfattet af begrebet »Werktag«. Denne fortolkning fører derfor til, at de licenser, der blev indgivet ansøgning om den 10. februar 1984, skulle have været udstedt torsdag den 16. februar 1984, dvs. på et tidspunkt, hvor forudfastsættelsen endnu ikke var suspenderet, og hvor der således ikke var truffet »særlige foranstaltninger«, som kunne forhindre udstedelsen af licenserne.

46.

Moksel finder derfor, at det andet spørgsmål må besvares således, at udtrykket »Werktag« i fristbestemmelsen omfatter lørdage.

47.

Kommissionen har henvist til, at ifølge dommen af 12. november 1969 (Stauder mod Ulm, jfr. ovenfor) kan en bestemmelse ikke betragtes isoleret i en af sine sproglige versioner, men skal fortolkes »i overensstemmelse såvel med ophavsmandens virkelige vilje som med det af ham forfulgte mål, navnlig i lyset af dens affattelse på alle sprogene«.

48.

Med hensyn til »ophavsmandens vilje« i forbindelse med anvendelsen af udtrykket »Werktag« har Kommissionen anført, at formålet var at udelukke lørdag fra behandlingsfristens fem arbejdsdage. Det fremgår klart af betragtningerne til forordning nr. 2798/81, der indeholder fristbestemmelsen, at Kommissionen har villet videreføre den tidligere udgave af bestemmelsen, nemlig artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 2378/80 af 4. september 1980. Denne bestemmelse indeholdt udtrykket »Arbeits tag«, som i henhold til Rådets forordning nr. 1182/71 udelukker lørdage.

49.

Det tilstræbte mål var at fastsætte den samme frist for ansøgninger om forudfastsættelse i alle medlemsstater. Kommissionen konstaterer nu, at alle sproglige versioner med undtagelse af den tyske synes at anvende et udtryk, der svarer til udtrykket »Arbeitstag« i Rådets forordning nr. 1182/71. Kravet om den nødvendige enhed i fællesskabsretten medfører således, at udtrykket »Werktag« fortolkes som »Arbeitstag«, hvilket udelukker lørdage.

50.

Kommissionen har derfor anført, at det andet spørgsmål bør besvares med, at udtrykket »Werktag« i fristbestemmelsen udelukker lørdage.

51.

Moksel har anført, at Kommissionens forordning nr. 387/84 er utilstrækkelig begrundet, idet det ikke fremgår af dens betragtninger på en måde, der kan efterprøves, hvad det særlig hastende tilfælde har bestået i, jfr. artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, der er hjemmelen for forordning nr. 387/84.

52.

Moksel foreslår, at første del af tredje spørgsmål besvares som anført.

53.

Kommissionen har fastholdt, at begrundelsespligten er opfyldt, når koncipistens overvejelser klart fremgår af en forordnings betragtninger. I det foreliggende tilfælde er dette krav opfyldt, idet det^i forordningen nævnes, at nedsættelsen af restitutionerne kunne medføre forudfastsættelse i spekulativt øjemed på grund af den usikkerhed med hensyn til prisen, der karakteriserede markedet for oksekød på det pågældende tidspunkt.

54.

Kommissionen finder derfor, at svaret på første del af det tredje spørgsmål må være, at forordningen er tilstrækkeligt begrundet.

55.

Moksel hm bestridt, at der forelå et særlig hastende tilfælde, jfr. artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, som er grundlaget for Kommissionens forordning nr. 387/84. Prisniveauet, antallet af ansøgninger om eksportlicenser med forudfastsættelse, samt det antal tons oksekød, som ansøgningerne vedrørte, var ikke tilstrækkeligt til at udgøre et særlig hastende tilfælde. Kommissionen havde derfor ikke hjemmel til at handle alene, men skulle have benyttet forvaltningskomitéproceduren, jfr. artikel 5, stk. 4, afsnit 1, i forordning nr. 885/68.

56.

Såfremt der virkelig forlå et særlig hastende tilfælde, havde Kommissionen selv fremkaldt det, idet den havde undladt at handle i rette tid i henhold til forvaltningskomitéproceduren. Moksel anfører, at Kommissionen ikke kan forsvare sin handlemåde ved at påberåbe sig sin egen fejlagtige handlemåde. Flertallet af medlemmerne af Forvaltningskomitéen for Oksekød kritiserede i øvrigt Kommissionens adfærd på det 495. møde i komitéen.

57.

Efter Moksels opfattelse bør anden del af det tredje spørgsmål derfor besvares med, at Kommissionens forordning nr. 387/84 er ugyldig, fordi betingelserne i artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, som er grundlaget for den omstridte forordning, ikke var opfyldt ved forordningens vedtagelse.

58.

Efter Kommissionens opfattelse foreligger der et særlig hastende tilfælde, jfr. artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, når en retsakt ikke — efter vedtagelse i forvaltningskomitéprocedure — fremkommer i rette tid til at afhjælpe de vanskeligheder, som markedet er udsat for.

59.

Et sådant særlig hastende tilfælde foreligger i denne sag. Fredag den 10. februar og mandag den 13. februar 1984 var det indgivne antal ansøgninger om eksportlicenser med forudfastsættelse og den mængde oksekød, det drejede sig om, omtrent tyve gange højere end normalt, hvilket viser, at hovedparten af ansøgningerne var indgivet i spekulativ øjemed. For at kunne afslå disse ansøgninger var det nødvendigt — under hensyn til behandlingsfristen på fem dage — at suspendere forudfastsættelsen senest fra og med den 17. februar.

60.

Som bestemt i artikel 16 i Kommissionens forordning nr. 2377/80, som ændret ved forordning nr. 2798/81, fik Kommissionen mandag den 13. februar kl. 16 meddelelse om det antal ansøgninger, som var blevet indgivet den 10. og 13. februar.

61.

Såfremt forvaltningskomitéen var blevet indkaldt af Kommissionen samme dag, mandag den 13. februar, kunne den ifølge sin forretningsorden først mødes efter udløbet af en frist på to dage, nemlig den 16. februar. Forordningen om suspension af forudfastsættelsen kunne derfor først vedtages denne dag. I dette tilfælde kunne den tidligst offentliggøres i EF-Tidende den 17. februar. Såfremt forordningen suspenderede forudfastsættelsen fra dagen for dens offentliggørelse, hvilket havde været nødvendigt, for at ansøgninger indgivet den 10. og 13. februar kunne afslås, ville den have haft en kritisabel tilbagevirkende karakter.

62.

Ved at handle alene på grundlag af artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68 kunne Kommissionen derimod vedtage forordning nr. 387/84 allerede den 15. februar. Ved udstedelsen af forordningen, der blev offentliggjort i EF-Tidende den 16. februar, suspenderedes forudfastsættelsen således fra den 17. februar, uden at forordningen havde tilbagevirkende karakter.

63.

Ifølge Kommissionen bør anden del af tredje spørgsmål derfor besvares med, at Kommissionens forordning nr. 387/84 er gyldigt vedtaget på grundlag af artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68.

64.

Moksel har anført, at det bør være muligt at udstede licenser med forudfastsættelse med tilbagevirkende gyldighed, da dette er den mest hensigtsmæssige måde at beskytte de erhvervsdrivende mod konsekvenserne af et uretmæssigt afslag fra den pågældende myndighed på tildeling af licenser.

65.

Moksel har fremført følgende argumenter til støtte for en sådan mulighed.

66.

For det første findes der ikke fællesskabsretlige bestemmelser, der forbyder udstedelse af licenser med tilbagevirkende kraft.

67.

Dernæst vedrører en sådan licensudstedelse kun en enkelt erhvervsdrivende, og der vil ikke ske forstyrrelse af licensordningen under den pågældende markedsordning.

68.

Endelig har Domstolen i sin dom af 16. december 1982 (BALM mod Bruggen, 71/82, Smi. s. 4647, 4654) fastslået, at der kan ske en efterfølgende forlængelse af gyldighedsperioden for en eksportlicens med forudfastsættelse. Udstedelse af en sådan licens bør derfor også kunne ske med tilbagevirkende gyldighed.

69.

Efter Moksels opfattelse bør svaret på det fjerde spørgsmål være, at det er muligt med tilbagevirkende gyldighed at udstede en eksportlicens med forudfastsættelse, som er blevet afslået med urette.

70.

Kommissionen har anført, at en besvarelse af det fjerde spørgsmål er overflødig i lyset af besvarelsen af de tre første spørgsmål.

—

prisen for oksekød i Fællesskabet;

—

verdensmarkedsprisen for oksekød;

—

antal ansøgninger om eksportlicenser med forudfastsættelse af restitutionen, indgivet den pågældende dag;

—

antal tons oksekød, som ansøgningerne om eksportlicenser med forudfastsættelse af eksportrestitutionen, indgivet den pågældende dag, drejede sig om.

—

prisen for oksekød i Fællesskabet var stabil i den pågældende periode;

—

verdensmarkedsprisen for oksekød steg med 4,1% mellem den 21. december 1983 og den 24. januar 1984;

—

det antal tons oksekød, som de i perioden fra den 10. til den 13. februar 1984 indgivne ansøgninger om licenser med forudfastsættelse drejede sig om, var betydeligt højere (17177 tons, heraf 15880 tons alene den 10. februar 1984), end den mængde, som ansøgningerne i den foregående halve uge havde drejet sig om (mellem 1000 og 2500 tons i gennemsnit).

—

er det rigtigt, at prisen på oksekød i Danmark, Grækenland, Irland og Luxembourg var stabil i januar-februar 1984?

—

er det rigtigt, at markedet for oksekød i Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige nok var svagt, men ikke viste klar nedadgående tendens?

—

er det rigtigt, at der forekom visse fald i prisen i Belgien, Frankrig og Italien, uden at dette dog havde drastiske virkninger?

—

Domstolen har anmodet Moksel om at fremlægge bevis for, at Kommissionens forordning nr. 387/84 er blevet kritiseret på det 495. møde i Forvaltningskomitéen for Oksekød af flertallet af de tilstedeværende medlemmer.

Som svar herpå har Moksel fremlagt referatet af forvaltningskomitéens møde og har henledt Domstolens opmærksomhed på et afsnit i referatet, hvorefter flertallet af medlemsstaternes delegationer fandt, at Kommissionen havde overskredet sin kompetence. Delegationerne gav enstemmigt udtryk for den opfattelse, at en sådan fremgangsmåde ikke måtte gentages, og at de erhvervsdrivende for fremtiden skulle have en frist til at tilpasse sig de ændrede markedsbetingelser.

—

Moksel er endvidere blevet bedt om at fremlægge bevis for sin erklæring om, at BALM tidligere fortolkede udtrykket »Werktag« som omfattende lørdag.

—

sagsøgeren i hovedsagen Alexander Moksel Import und Export GmbH & Co. Handels-KG ved advokat V. Schiller, Köln,

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent D. Booss,

1

Ved kendelse af 22. januar 1987, indgået til Domstolen den 23. februar 1987, har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets forordning nr. 885/68 af 28. juni 1968 om de almindelige regler for ydelse af eksportrestitutioner for oksekød og om kriterierne for fastsættelse af disse restitutionsbeløb (EFT 1968 I, s. 229), om fortolkningen og gyldigheden af Kommissionens forordning nr. 2377/80 af 4. september 1980 om særlige gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser for oksekød (EFT L 241, s. 5), samt om gyldigheden af Kommissionens forordning nr. 387/84 af 15. februar 1984 om midlertidig suspension af forudfastsættelse af eksportrestitutioner for oksekødprodukter (EFT L 46, s. 39).

2

Spørgsmålene er blevet rejst under en retssag, hvori sagsøgeren i hovedsagen, Alexander Moksel Import und Export GmbH & Co. Handels-KG (herefter benævnt »Moksel«), har nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved sagsøgte i hovedsagen, Bundesanstalt für landwirtschaftliche Marktordnung (herefter benævnt »BALM«), har afslået at udstede licenser med forudfastsættelse af eksportrestitutioner for nogle partier oksekød.

3

Verwaltungsgericht Frankfurt am Main, som behandler hovedsagen, har besluttet at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen :

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende :

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende:

Såfremt det første, andet og tredje spørgsmål besvares benægtende:

4

Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, de relevante bestemmelser samt de skriftlige indlæg for Domstolen henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

5

Med det første spørgsmål ønsker Verwaltungsgericht afgjort, om ansøgninger om forudfastsættelse af eksportrestitutioner, som er indgivet forud for en periode, hvor forudfastsættelsen er suspenderet, men som der skal træffes afgørelse om i dette tidsrum, skal afslås.

6

Verwaltungsgericht har anført, at Kommissionen i artikel 8 a, stk. 2, i forordning nr. 2377/80, som affattet ved forordning nr. 2798/80 af 28. september 1981 (EFT L 275, s. 24), har fastsat en almindelig behandlingsfrist for udstedelse af licenser med forudfastsættelse. Bestemmelsen lyder: »For produkter henhørende under pos. 02.01 A II i Den Fælles Toldtarif udstedes... eksportlicens med forudfastsættelse af restitutionen... på den femte arbejdsdag efter ansøgningens indgivelse, såfremt der ikke træffes særlige foranstaltninger i den pågældende periode«.

7

Såfremt en suspension af forudfastsættelsen, således som den, der blev foretaget ved den ovennævnte kommissionsforordning nr. 387/84, må anses som en særlig foranstaltning i fristbestemmelsens forstand, følger det heraf, at ansøgninger om licenser med forudfastsættelse, som indgives forud for perioden med suspension af forudfastsættelsen, men hvorom der skal træffes afgørelse i dette tidsrum, skal afslås. Denne fortolkning er blevet fastslået af Domstolen i en sag vedrørende en anden markedsordning, hvor der var fastsat regler, som svarede til dem, der skal tages stilling til i denne sag (dom af 27. oktober 1983, De Beste Boter, sag 276/82, Smi. s. 3331).

8

Verwaltungsgericht har imidlertid anført, at Domstolen i den nævnte dom begrundede sin afgørelse udelukkende med suspensionens formål og tilsigtede virkning. Den tog derimod ikke stilling til spørgsmålet om fristbestemmelsens gyldighed.

9

Verwaltungsgericht har gjort gældende, at artikel 8 a, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 2377/80, hvorved behandlingsfristen blev indført, er ugyldig, da den er i strid med artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, som affattet ved forordning nr. 1504/76 af 21. juni 1976 (EFT L 168, s. 7). I henhold til den sidstnævnte bestemmelse kan Kommissionen, når en undersøgelse af markedssituationen viser, at der er opstået vanskeligheder som følge af anvendelsen af bestemmelserne om forudfastsættelse af restitutionen, eller såfremt der er risiko for, at sådanne vanskeligheder vil opstå, i særlig hastende tilfælde beslutte at suspendere forudfastsættelsen i højst tre arbejdsdage. Artikel 8 a, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 2377/80 må være i strid med denne bestemmelse, især fordi den indfører en behandlingsfrist, der skal anvendes generelt, mens den netop omtalte bestemmelse kun giver Kommissionen beføjelse til at suspendere forudfastsættelsen i særlige tilfælde.

10

Den forelæggende ret har anført, at såfremt fristbestemmelsen er ugyldig, skal spørgsmålet om, hvorvidt licensansøgningerne kunne imødekommes, bedømmes udelukkende på grundlag af artikel 5, stk. 4, afsnit 3, i Rådets forordning nr. 885/68. Det følger af denne bestemmelses klare ordlyd, at kun ansøgninger om licenser med forudfastsættelse, som indgives i løbet af en suspensionsperiode, skal afvises. Da de omstridte ansøgninger er blevet indgivet før suspensionsperiodens begyndelse, må Moksel have krav på at få udstedt licenserne.

11

Det bemærkes, at artikel 8 a, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 2377/80, hvorved der blev indført en generel behandlingsfrist, direkte er udstedt med hjemmel i artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød (EFT 1968 I, s. 179), som affattet ved forordning nr. 425/77 af 14. februar 1977 (EFT L 61, s. 1), hvorved Kommissionen fik bemyndigelse til at fastsætte en frist for udstedelse af licenser. Fristbestemmelsens gyldighed kan således ikke bedømmes på grundlag af artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, som ikke er hjemmel for bestemmelsen, og som drejer sig om betingelserne for, at Kommissionen kan suspendere forudfastsættelsen.

12

Behandlingen af sagen har i øvrigt intet frembragt, som kan begrunde, at Domstolen anlægger en anden vurdering end den, der fremgår af dens afgørelse af 27. oktober 1983 (ovennævnte dom i sagen De Beste Boter).

13

Det første spørgsmål skal derfor besvares således, at ansøgninger om forudfastsættelse af eksportrestitutioner i henhold til artikel 5, stk. 3, i Rådets forordning nr. 885/68, som er indgivet før en periode, hvor forudfastsættelsen er suspenderet, men hvorom der skal træffes afgørelse i denne periode, skal afslås.

14

Med det andet spørgsmål ønsker Verwaltungsgericht afgjort, om udtrykket »Werktag« i den tyske version af artikel 8 a, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 2377/80 skal fortolkes som synonymt med udtrykket »Arbeitstag« i den tyske version af artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT 1971 II, s. 311), dvs. således, at det ikke omfatter lørdage. En afklaring heraf er nødvendig, for at den forelæggende ret kan afgøre, om den dag, hvor der skulle træffes afgørelse om licensansøgningerne (den femte arbejdsdag efter ansøgningernes indgivelse), faktisk befandt sig i perioden, hvor forudfastsættelsen var suspenderet.

15

Domstolen har i dom af 12. november 1969 (Stauder mod Ulm, 29/69, Sml. s. 107) fastslået, at det på grund af nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed fortolkning må være udelukket, at en bestemmelse »betragtes isoleret i en af sine versioner, idet det tværtimod er påkrævet, at den fortolkes i overensstemmelse såvel med ophavsmandens virkelige vilje som med det af ham forfulgte mål, navnlig i lyset af dens affattelse på alle sprogene«.

16

En sammenligning af de forskellige sproglige versioner af artikel 8 a, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 2377/80 og artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1182/71 viser, at de fleste versioner anvender det samme udtryk i de to bestemmelser, nemlig et udtryk, som svarer til »Arbeitstag«, jfr. artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1182/71, og som ikke omfatter lørdage.

17

Dernæst er formålet med indførelsen af en generel behandlingsfrist »at gøre det muligt for Kommissionen at vurdere markedssituationen og i givet fald at træffe passende foranstaltninger vedrørende de pågældende ansøgninger, eventuelt afslag af disse« [første betragtning i Kommissionens forordning nr. 2378/80 af 4. september 1980 om supplerende gennemførelsesbestemmelser for udstedelse af eksportlicenser for oksekød (EFT L 241, s. 19), som allerede indeholdt bestemmelsen om en generel behandlingsfrist]. Nu er lørdag imidlertid en dag, hvor den økonomiske aktivitet er begrænset, og hvor en vurdering af markedssituationen derfor vanskeligt lader sig foretage.

18

Hensynet til såvel en ensartet anvendelse af fællesskabsretten som til, at fristbestemmelsen opfylder sit formål, medfører derfor, at udtrykket »Werktag« i sidstnævnte bestemmelse skal fortolkes således, at det ikke omfatter lørdage.

19

Herefter skal det andet spørgsmål besvares med, at udtrykket »Werktag« i den tyske version af artikel 8 a, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 2377/80 skal fortolkes som synonymt med udtrykket »Arbeitstag« i den tyske version af artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1182/71, dvs. således, at det ikke omfatter lørdage.

20

Med det tredje spørgsmål ønsker Verwaltungsgericht i det væsentlige afgjort, om Kommissionens forordning nr. 387/84 om suspension af forudfastsættelsen er tilstrækkeligt begrundet, og — i bekræftende fald — om betingelserne i artikel 5, stk. 4, i Rådets forordning nr. 885/68 for, at Kommissionen gyldigt kunne vedtage forordning nr. 387/84, var opfyldt.

21

Den forelæggende ret anser begrundelsen i forordning nr. 387/84 for utilstrækkelig. Retten har anført, at i henhold til artikel 5, stk. 4, i Rådets forordning nr. 885/68, som Kommissionens forordning nr. 387/84 er udstedt med hjemmel i, kan suspension af forudfastsættelsen kun ske, »når en undersøgelse af markedsituationen viser, at der er opstået vanskeligheder som følge af anvendelsen af bestemmelserne om forudfastsættelse af restitutionen, eller såfremt der er risiko for, at sådanne vanskeligheder vil opstå«. Kommissionen var derfor forpligtet til ved hjælp af statistiske oplysninger at dokumentere, at der var opstået vanskeligheder på markedet, eller at der var risiko for, at sådanne kunne opstå.

22

Det bemærkes, at forordning nr. 387/84 blev udstedt ud fra følgende betragtning: »markedet for oksekød karakteriseres af usikkerhed for så vidt angår prisen; nedsættelsen af restitutionerne for fersk og kølet kød fra den 11. februar 1984 kan medføre forudfastsættelse af restitutionerne i spekulativt øjemed; der er derfor anledning til midlertidigt at suspendere forudfastsættelse af restitutionerne«.

23

Ifølge Domstolens faste praksis, jfr. særlig dom af 22. januar 1986 (Eridania, sag 250/84, Sml. s. 117), »skal begrundelsen, jfr. Traktatens artikel 190, tilpasses den pågældende retsakts karakter. De betragtninger, der er lagt til grund af den fællesskabsmyndighed, som har udstedt retsakten, skal klart og utvetydigt fremgå af begrundelsen, således at den berørte kan sætte sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning og Domstolen udøve sin kontrol. Det fremgår yderligere af Domstolens praksis, ... at det ikke kan kræves, at begrundelsen af forordningerne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordningerne, når de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgår«.

24

Forordning nr. 387/84 opfylder disse krav. Karakteren af de vanskeligheder, der kan opstå på det pågældende marked, fremgår klart af forordningens betragtning, hvor indgivelse af ansøgninger i spekulativt øjemed omtales sammen med årsagen til disse vanskeligheder, som er nedsættelsen af restitutionerne. Disse oplysninger er tilstrækkelige til, at de berørte erhvervsdrivende er klar over baggrunden for forordningen, og at Domstolen kan udøve sin kontrol.

25

Verwaltungsgericht ønsker dernæst afgjort, om betingelserne i artikel 5, stk. 4, i Rådets forordning nr. 885/68 for, at Kommissionen kan vedtage en forordning som den foreliggende, hvis gyldighed bestrides, var opfyldt i dette tilfælde. Disse betingelser er dels, at markedssituationen er eller risikerer at blive karakteriseret af vanskeligheder, som er forbundet med forudfastsættelsen, og dels, at der foreligger et særlig hastende tilfælde.

26

Kommissionen har som svar på et spørgsmål fra Domstolen oplyst, at den mængde, der blev ansøgt om licens med forudfastsættelse til i tidsrummet fra den 10. til den 13. februar 1984, var betydeligt højere (17770 tons, heraf 15880 tons alene den 10. februar 1984) end den mængde, der var blevet ansøgt om licens til i de tilsvarende perioder forud (i gennemsnit mellem 1000 og 2500 tons).

27

Det fremgår af disse tal, at markedssituationen for oksekød på tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 387/84, den 15. februar 1984, faktisk var karakteriseret af vanskeligheder som følge af anvendelsen af bestemmelserne om forudfastsættelse af restitutioner.

28

For at vurdere, om der forelå et særlig hastende tilfælde, jfr. artikel 5, stk. 4, afsnit 2, i Rådets forordning nr. 885/68, som berettigede, at forvaltningskomitéen ikke blev hørt, er det nødvendigt at undersøge, om en forordning, som var blevet vedtaget efter forvaltningskomitéproceduren, kunne være trådt i kraft så betids, at de bestående vanskeligheder på markedet kunne imødegås.

29

Kommissionen har hertil anført, at det for at kunne afslå det unormalt store antal ansøgninger om forudfastsættelse, der var indgivet i tidsrummet fra den 10. til 13. februar 1984, var nødvendigt at suspendere forudfastsættelsen fra den 17. februar 1984 på grund af behandlingsfristen på fem arbejdsdage for licensernes udstedelse. Kommissionen har oplyst, at en forordning, som var blevet vedtaget i forvaltningskomitéprocedure, tidligst kunne offentliggøres i EF-Tidende den 17. februar. Såfremt forudfastsættelsen var blevet suspenderet fra dagen for forordningens offentliggørelse, hvilket havde været nødvendigt, ville den have haft en kritisabel tilbagevirkende karakter. Forordning nr. 387/84 derimod, som Kommissionen vedtog den 15. februar efter reglerne om særlig hastende tilfælde, blev offentliggjort i EF-Tidende den 16. februar, og forudfastsættelsen kunne derfor suspenderes fra den 17. februar, uden at forordningen havde den kritisable tilbagevirkende karakter.

30

Det følger heraf, at Kommissionen gyldigt kunne vedtage forordning nr. 387/84 uden at høre forvaltningskomitéen.

31

Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at behandlingen af sagen intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Kommissionens forordning nr. 387/84.

32

Det fjerde spørgsmål er forelagt under den forudsætning, at svarene på de foregående spørgsmål medfører, at Moksel har krav på at få udstedt de omstridte licenser. Den forelæggende ret ønsker i så fald afgjort, om udstedelsen af licenserne kan ske med tilbagevirkende gyldighed.

33

Under hensyn til svarene på de foregående spørgsmål findes det ikke fornødent at besvare det fjerde spørgsmål.

34

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Verwaltungsgericht Frankfurt am Main ved kendelse af 22. januar 1987, for ret: