61987C0347

++++

Hoeje Domstol .

1 . Under naervaerende sag, som er anlagt af Triveneta Zuccheri og en raekke andre italienske sukkerforhandlere i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 2, har sagsoegerne nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning 87/533/EOEF om den italienske regerings stoette til italienske sukkerforhandlere ( herefter benaevnt : den anfaegtede beslutning ) ( 1 ).

I den anfaegtede beslutning fastslaar Kommissionen, at den italienske stoette, som blev ydet ved beslutning af 11 . oktober 1984 af comitato interministeriale per la programmazione economica ( Interministerielt Naevn for OEkonomisk Planlaegning ) ( 2 ) samt de af comitato interministeriale prezzi ( Interministerielt Prisnaevn ) trufne foranstaltninger nr . 39/1984 af 24 . oktober 1984 ( 3 ) og nr . 41/1984 af 16 . november 1984 ( 4 ), ifoelge EOEF-Traktatens artikel 92 er uforenelig med faellesmarkedet og ikke omfattes af nogen af de undtagelser, der er fastsat i artikel 92 . Kommissionens beslutning angaar naermere en stoette, som var blevet udbetalt italienske sukkerforhandlere, og som udgjorde 37,12 LIT pr . kg hvidt sukker oplagret den 29 . oktober 1984, der var fritaget for fabrikationsafgift, og for hvilket der var betalt en saakaldt "sovrapprezzo" ( dvs . et pristillaeg, som producenter og italienske importoerer skal indbetale til Cassa conguaglio zucchero, der er en "udligningskasse for sukker ") ( 5 ).

2 . Der er grund til yderligere at have foelgende omstaendigheder for oeje for at kunne tage stilling til saavel sagens formalitet som dens realitet . Ved foernaevnte foranstaltning nr . 39/1984 af 24 . oktober 1984 blev der i foerste raekke, med virkning fra den 30 . oktober 1984, foretaget en nedsaettelse af maksimalpriserne for sukker, som beroerte afsaetningen af det sukker, der blev solgt af detailhandlere, grossister og/eller importoerer samt producenter ( 6 ). Ved samme retsakt blev der endvidere, som en supplerende overgangsforanstaltning, ydet en stoette til producenter og forhandlere, som havde sukker paa lager den 29 . oktober 1984 ( 7 ). Den anfaegtede beslutning vedroerer alene stoetten til "italienske forhandlere af ... sukker", uden at det naermere praeciseres, hvem der sigtes til ( sigtes der alene til mellemhandlerne eller ogsaa til producenterne ?) I sit procesdokument indgivet til Domstolen den 25 . marts 1988, hvori Kommissionen kraever sagen afvist, anfoerte samme, at den anfaegtede beslutning sigtede til den stoette, som er omhandlet i pkt . 7, litra b ), i den italienske foranstaltning nr . 39/1984, dvs . stoetten til mellemhandlerne ( 8 ).

Sagsoegernes anbringender

3 . Sagt i korthed har sagsoegerne fremfoert to argumenter til stoette for deres opfattelse, hvorefter den italienske stoetteforanstaltning for oplagret sukker ikke er nogen statsstoette, som "fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner", og at den ikke er "uforenelig med faellesmarkedet ".

For det foerste goer sagsoegerne gaeldende, at den italienske stoetteforanstaltning til sukkerlagrene blot er en godtgoerelse af det tab, som forhandlerne led paa grund af en national ordning, der strider mod faellesskabsretten . De regler i den nationale ordning, som sagsoegerne betegner som stridende mod faellesskabsretten, er forskrifterne vedroerende maksimalpriserne i de foernaevnte tre omsaetningsled ( produktions -, engros - og/eller import - samt detailleddet ). Sagsoegerne paastaar at have lidt et tab som foelge heraf, som de beregner paa foelgende maade . Foer maksimalpriserne blev nedsat, udgjorde forskellen mellem forhandlernes maksimale salgs - og indkoebspriser 43,27 LIT pr . kg, hvilket beloeb samtidig udgjorde forhandlernes reelle fortjenstmargin, da de fastsatte maksimalpriser var identisk med de faktisk anvendte priser ( 9 ). Da maksimalpriserne blev nedsat med 40,09 LIT pr . kg ( 10 ), mistede forhandlerne stoerstedelen af deres fortjeneste ( nemlig 40,09 af 43,27 LIT ) paa det sukker, som de havde paa lager den 29 . oktober 1984 . Dette tab af fortjeneste udlignedes altsaa naesten fuldt ud af den anfaegtede oplagringsstoette, som udgjorde 37,12 LIT pr . kg .

For det andet har sagsoegerne gjort gaeldende, at den italienske oplagringsstoette var i overensstemmelse med Traktaten, fordi den var noedvendig for at undgaa en mod EOEF-Traktatens artikel 40, stk . 3, andet afsnit, stridende forskelsbehandling af de forhandlere og importoerer, som havde sukker paa lager den 29 . oktober 1984, og dem, som ikke havde .

Sagens formalitet

4 . Sagsoegte, Kommissionen, bestrider ikke, at den anfaegtede beslutning "beroerer" sagsoegerne "umiddelbart og individuelt ". De domme, som sagsoegerne har paaberaabt sig til stoette herfor, maa da ogsaa siges at give grundlag for det anfoerte ( 11 ). Foelgelig kan sagen ikke afvises af denne grund .

Under skriftvekslingen har Kommissionen imidlertid, helt fra sagens begyndelse, fremfoert en formalitetsindsigelse grundet i tidspunktet for soegsmaalsfristens begyndelse ifoelge artikel 173, stk . 3 . Efter Kommissionens opfattelse maatte soegsmaalsfristen i denne sag, hvor den anfaegtede beslutning ikke var offentliggjort i EF-Tidende, saaledes regnes fra det tidspunkt, da Kommissionens beslutning blev omtalt i en beslutning fra en italiensk myndighed, som var offentliggjort i Gazzetta Ufficiale . I en senere ved Domstolen indgivet berigtigelse henledte Kommissionen imidlertid opmaerksomheden paa, at den anfaegtede beslutning alligevel var blevet offentliggjort i EF-Tidende den 4 . november 1987 ( 12 ). Foelgelig loeb soegsmaalsfristen i henhold til artikel 173, stk . 3, fra offentliggoerelsestidspunktet . Kommissionen frafaldt som foelge heraf denne formalitetsindsigelse .

5 . Kommissionen har fremfoert en anden formalitetsindsigelse, som kraever en mere indgaaende undersoegelse . Den gaar ud paa, at sagsoegerne i virkeligheden med deres soegsmaal oensker dom for, at den italienske ordning for sukkerpriser er traktatstridig . Dette udleder Kommissionen af den meget indgaaende behandling, som sagsoegerne har givet dette spoergsmaal i staevningen . Kommissionen anfoerer herom, at anfaegtelsen af dens beslutning i virkeligheden blot er et middel til, ad en omvej, at rejse et passivitetssoegsmaal mod Kommissionen under henvisning til, at samme i strid med faellesskabsretten har forsoemt at anlaegge sag mod Italien i henhold til Traktatens artikel 169 paa grund af dennes ordning for sukkerprisen .

Private kan nemlig ikke efter Traktaten, anfoerer Kommissionen videre, anlaegge sag mod Kommissionen under henvisning til, at denne ifoelge den sagsoegende part har tilsidesat sin forpligtelse til at anlaegge traktatbrudssag mod en medlemsstat ( 13 ). Saafremt Domstolen nemlig anerkendte en saadan indirekte soegsmaalsret for private, ville den beroeve den paagaeldende medlemsstat de processuelle garantier, som er foreskrevet i EOEF-Traktatens artikel 169 og 170, hvis betydning Domstolen har anerkendt i dommen af 1 . marts 1966 i Luetticke-sagen ( 14 ). Domstolens dom af 14 . februar 1989 i sag 247/87, Star Fruit Company, hvortil Kommissionen henviste i sit mundtlige indlaeg, indeholder et andet argument til stoette for denne opfattelse . I den dom fastslog Domstolen, at man ville fratage Kommissionen dennes traktathjemlede skoensbefoejelse, om man anerkendte en ret for private til at rejse passivitetssoegsmaal mod Kommissionen for ikke at have ivaerksat en procedure i henhold til artikel 169 ( 15 ).

Af det anfoerte konkluderer Kommissionen, at sagsoegerne har gjort sig skyldige i en "procedurefordrejning", som indebaerer, at sagen maa afvises .

6 . Sagsoegerne har tilbagevist Kommissionens formalitetsindsigelse under henvisning til, at der bestaar en uadskillelig forbindelse mellem den af Kommissionen trufne beslutning, som anfaegtes under sagen, og den italienske ordning for sukkerpriser . Denne forbindelse finder sagsoegerne "objektiv" i den forstand, at den stoette, Kommissionen kendte traktatstridig ved beslutningen, udspringer dels af den italienske prisordning, som Kommissionen ikke anfaegtede, dels af at den beslutning om at nedsaette maksimalpriserne, der blev truffet som led i prisordningen ( se herom tillige det ovenfor under pkt . 3 naevnte argument om, at stoetten havde karakter af en erstatning ). I oevrigt mener sagsoegerne, at Kommissionen i betragtningerne til den anfaegtede beslutning selv udtrykkeligt har erkendt, at der bestaar en saadan snaever forbindelse ( 16 ), hvorfor de ikke mener, at man kan anfaegte den omhandlede beslutning uden samtidig at komme ind paa den italienske prisordning . En omtale af prisordningen indebaerer i oevrigt ikke uden videre, at det er noedvendigt at foretage en bedoemmelse af, om denne er i strid med den faelles markedsordning eller ej .

7 . Jeg er enig med Kommissionen i, at et annullationssoegsmaal som det foreliggende, der er rettet mod en beslutning fra Kommissionen, som vedroerer en til sagsoegerne ydet stoette, ikke kan anvendes til at rejse passivitetssoegsmaal mod samme institution for at have truffet beslutning om ikke at ivaerksaette en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat . Sidstnaevnte soegsmaalstype indtager nemlig en saerlig position blandt de retsmidler, der er opregnet i Traktaten, idet den, som fastslaaet af Domstolen i foernaevnte sag Star Fruit Company ( 17 ), tillaegger Kommissionen en vigtig skoensbefoejelse . Hvis man indirekte gav private mulighed for at anvende denne soegsmaalstype, ville man tillige beroeve medlemsstaterne adgangen til at redegoere for ordningen ved Domstolen og fratage dem muligheden for at forsvare den ( 18 ).

Disse bemaerkninger er dog ikke ensbetydende med, at den foreliggende sag uden videre boer afvises . Tvaertimod kan jeg ikke se, hvorfor gyldigheden af den i sagen anfaegtede og af Kommissionen trufne beslutning ikke skulle kunne undersoeges paa grundlag af sin fremtraeden i det hele . Herefter maa jeg foelgelig konkludere, at der alene kan tages hensyn til de vedroerende den italienske prisordning fremfoerte argumenter, for saa vidt disse ikke indebaerer en bedoemmelse af, om ordningen er forenelig med faellesskabsretten eller ej ( 19 ).

Annullationspaastandens grundlag

8 . Jeg vil gerne foerst fremhaeve, at sagsoegerne tilsyneladende ikke bestrider Kommissionens beslutning, for saa vidt det heri fastslaas, at den anfaegtede oplagringsstoette har karakter af en statsstoette . Sagsoegernes argumentation vedroerer alene spoergsmaalet om stoettens forenelighed med faellesmarkedet .

Erstatning for tabet

9 . Sagsoegernes foerste argument mod Kommissionens opfattelse paa dette punkt er som sagt, at stoetten ikke er retsstridig, men jo blot udgoer en ( naesten fuld ) erstatning af tabet for de sukkerforhandlere, som den 29 . oktober 1984 havde sukker paa lager, og at tabet skyldtes, at maksimalpriserne var blevet nedsat med virkning fra den 30 . oktober 1984 .

Heroverfor indvender Kommissionen, at en nedsaettelse af fortjenstmarginen paa lagervarer, altsaa et tab af fortjeneste, ikke kan betegnes som et reelt tab, og derfor ikke udgoer en egentlig "skade ".

10 . Jeg finder det irrelevant i denne forbindelse at sondre mellem tab af fortjeneste og andet oekonomisk tab . Det betyder dog ikke, at sagsoegerne maa gives medhold i argumentet om, at tabet boer erstattes . Under den mundtlige forhandling paaberaabte sagsoegeren sig Domstolens domme i Denkavit - ( 20 ) og Ariete-sagerne ( 21 ), hvori Domstolen statuerede, at "der ikke foreligger stoette i den i EOEF-Traktatens artikel 92 forudsatte betydning, hvis en medlemsstats myndigheder har pligt til at godtgoere de afgiftspligtige, som fremsaetter krav herom, de afgifter eller byrder, som de ikke har vaeret pligtige at erlaegge, fordi de var uforenelige med faellesskabsretten ".

Begge domme vedroerte krav om tilbagebetaling af afgifter, som var opkraevet i strid med EOEF-Traktatens artikel 13 . Den foreliggende sag vedroerer en stoette, der er udbetalt af en medlemsstat som godtgoerelse for tab af en fortjeneste forvoldt ved en foranstaltning, der indgaar som led i en prisordning, som paastaas at stride mod faellesskabsretten . Selv bortset fra de oevrige forskelle, der findes mellem denne sag og de foernaevnte sager, har sammenligningen kun gyldighed i det omfang, hvori den italienske sukkerprisordning anses for traktatstridig . Af de tidligere angivne grunde ( jfr . pkt . 7 ) kan det imidlertid ikke komme paa tale at behandle dette spoergsmaal under den foreliggende sag .

Tager man isoleret stilling til argumentet om, at stoetteforanstaltningen havde karakter af en erstatning for tabet, tvinges man i oevrigt til den konstatering, at et saadant formaal ikke er berettiget ifoelge nogen af de undtagelsesbestemmelser, som findes i artikel 92, stk . 2 og 3 .

Forebyggelse af forskelsbehandling, fordrejning af konkurrencen og paavirkning af samhandelen inden for EF

11 . Sagsoegernes andet argument er, at stoetten var absolut noedvendig for at undgaa en mod faellesskabsretten, navnlig mod Traktatens artikel 40, stk . 3, stridende forskelsbehandling af de forhandlere, som den 29 . oktober 1984 havde sukker paa lager, og dem, der ikke havde ( uanset lagrenes oprindelse inden for EF; det er oplyst, at omkring 20% heraf hidroerte fra andre medlemsstater ). Forskelsbehandlingen bestod ifoelge sagsoegerne i, at forhandlerne i den foerste gruppe, i modsaetning til den anden, helt mistede deres fortjeneste af disse lagre .

12 . Dette spoergsmaal, altsaa spoergsmaalet, om der er udoevet forskelsbehandling, har Kommissionen alene oensket at droefte - og efter min opfattelse med rette ( 22 ) - i forbindelse med det her i sagen omhandlede spoergsmaal, om den anfaegtede beslutning er forenelig med faellesskabsretten, i saerdeleshed med Traktatens artikel 92 . I den forbindelse har Kommissionen, i overensstemmelse med den opfattelse, den lagde til grund for den anfaegtede beslutning, lagt afgoerende vaegt paa, at det kun var de forhandlere, som disponerede over lagre i Italien, der modtog stoetten paa 37,12 LIT pr . kg, hvilket stillede konkurrenter fra de oevrige medlemsstater, som ikke disponerede over lagre i Italien, ringere . Dette er jo saaledes i det vaesentlige selve betingelserne for anvendelsen af artikel 92, stk . 1, der her er paa tale, altsaa betingelserne om, at der skal foreligge en konkurrencefordrejning og en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, hvilke to betingelser er taet forbundne, saaledes som Domstolen har fremhaevet i sin praksis ( 23 ).

13 . Hvad angaar den foerste betingelse for anvendelse af artikel 92, stk . 1, er det angivet i den anfaegtede beslutning, at foranstaltningen "begunstiger de italienske forhandlere med oplagret hvidt sukker pr . 29 . oktober 1984 i forhold til de af deres konkurrenter i sukkersektoren i de oevrige medlemsstater, som oenskede at afsaette deres produkter efter denne dato" ( 24 ). Hvad angaar den anden betingelse hedder det, at den paagaeldende foranstaltning "ligeledes (( paavirker )) samhandelen med sukker mellem Italien og de andre medlemsstater, der oensker at udfoere sukker til dette land . De erhvervsdrivende i de paagaeldende medlemsstater har derfor fra den 30 . oktober 1984 maattet se deres eksport bremset, fordi de italienske forhandlere fra denne dato har foretrukket foerst at afsaette det sukker, de havde paa lager pr . 29 . oktober 1984, og for hvilket de kunne oppebaere en stoette paa 37,12 LIT pr . kg, og foerst derefter det sukker, der var importeret fra andre medlemsstater ..." ( 25 ). Efter saaledes at vaere naaet til den konklusion, at den italienske foranstaltning opfylder betingelserne i artikel 92, stk . 1, undersoeger Kommissionen videre i beslutningen, om undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk . 2 og 3, kan finde anvendelse, og naar frem til, at dette ikke er muligt .

14 . Det henhoerer under Domstolens kompetence, endog ex officio, at paase, om de retsakter, der er undergivet dens proevelse, lider af en begrundelsesmangel, som goer det vanskeligere for den at gennemfoere sin proevelse ( 26 ). Hvad angaar den foerste betingelse for at anvende artikel 92, som er, at konkurrencen er blevet fordrejet, har Kommissionen i den anfaegtede beslutning anfoert, at de forhandlere, der solgte i Italien og raadede over lagre inden for landet, hvortil der var ydet stoette ( 27 ), blev stillet bedre end de af deres konkurrenter fra de oevrige medlemsstater, som efter den 29 . oktober 1984 inden for Italien ville saelge de lagre, de havde erhvervet forud for dette tidspunkt, og for hvilke de nye, og lavere, maksimalpriser imidlertid stadig var gaeldende ( 28 ). Jeg finder, at denne begrundelse paa tilstraekkelig konkret maade fastslaar, at stoetten "ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner" havde fordrejet konkurrencevilkaarene eller udgjorde en trussel herom, jfr . Traktatens artikel 92, stk . 1 . Endvidere har soegsoegerne ikke fremfoert noget som helst overbevisende argument til afkraeftelse af denne begrundelses gyldighed .

15 . Jeg skal herefter gennemgaa den begrundelse, som er anfoert i den anfaegtede beslutning vedroerende betingelsen om, at stoetten skal "paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne ". Denne begrundelse er meget summarisk affattet og bestaar kun af det afsnit, jeg har citeret ovenfor under pkt . 13, og hvori anfoeres, at de erhvervsdrivende fra de oevrige medlemsstater efter den 30 . oktober 1984 maatte se deres eksport bremset, fordi de forhandlere, som disponerede over lagre i Italien ( 29 ), havde foretrukket foerst at afsaette det sukker, som de havde paa lager, og foerst derefter det importerede sukker, hvortil der ikke var stoette fra de andre medlemsstater .

Jeg finder ikke, at Kommissionen med denne begrundelse i tilstraekkelig grad har godtgjort, at den anfaegtede stoetteforanstaltning maatte befrygtes at paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne . Ganske vist kraeves der ikke noget endegyldigt bevis for, at samhandelen blev indskraenket eller omlagt, sammenlignet med den situation, der ville have bestaaet, saafremt stoetten ikke var blevet ydet - om det da overhovedet er muligt at foere bevis herfor . Ikke desto mindre er Kommissionen dog forpligtet til i beslutningen at redegoere i fornoedent omfang for sagens faktiske og retlige omstaendigheder samt forklare, hvilke antagelser, den bygger paa, og hvilke konklusioner den har draget - saafremt dette ikke allerede fremgaar uden videre - saaledes at Domstolen har mulighed for at efterproeve, om betingelsen vedroerende paavirkningen af EF' s samhandel ogsaa virkelig var opfyldt ( 30 ).

Efter min opfattelse opfylder den foernaevnte passus i beslutningen ikke denne betingelse, men efterlader flere spoergsmaal ubesvarede . Saaledes har Kommissionen navnlig anfoert, at forhandlerne foerst oenskede at afsaette de allerede eksisterende lagre og foerst bagefter ville fylde lagrene op igen, bl.a . ved import ( 31 ). Spoergsmaalet er imidlertid, om dette ikke maa anses for en helt normal fremgangsmaade, der lige saa godt kunne vaere anvendt, selv om den anfaegtede stoette ikke var blevet ydet . Det siger nemlig sig selv, at de paagaeldende forhandlere og producenter under alle omstaendigheder ville forsoege at saelge ud af det allerede eksisterende lager og i den forbindelse foerst ville saelge af det aeldste lager ( ogsaa selv om dette skulle vaere tabsgivende ). Desuden er det jo aabenbart saadan, at lageret ogsaa omfatter de foerhen importerede produkter ( tilsyneladende med en andel paa 20 %) - og at den italienske stoetteforanstaltning i hvert fald ikke udtrykkeligt undtog importerede produkter ( 32 ) - hvorfor det ikke fremgaar klart eller i det mindste ikke er direkte oplyst i den anfaegtede beslutning, i hvilket omfang, samhandelen inden for EF maatte anses for beroert af stoetten . Endelig fremgaar det heller ikke klart, hvorledes den anfaegtede stoette skulle have haft stoerre skadevirkninger for samhandelen inden for Faellesskabet end at kompensere den nedsaettelse af maksimalpriserne, som tidligere var blevet foretaget, og som ogsaa gjaldt for sukker importeret fra de oevrige medlemsstater .

Kommissionen har altsaa ikke, ikke engang antydningsvis, besvaret disse spoergsmaal i beslutningen, hvorved den efter min opfattelse har tilsidesat sin

begrundelsespligt vedroerende en af de vaesentlige betingelser for at anvende artikel 92, stk . 1, som den anfaegtede beslutning er baseret paa .

16 . Under disse forhold behoever jeg ikke at gaa naermere ind paa den begrundelse, som Kommissionen har angivet i beslutningen ( og som efter min opfattelse er berettiget ) for ikke at bringe undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk . 2 og 3, i anvendelse .

Sammenfatning

17 . Paa grundlag af det anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen, at Kommissionens beslutning 87/533/EOEF annulleres paa grund af mangelfuld begrundelse samt at sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger .

(*) Originalsprog : nederlandsk .

( 1 ) EFT L 313 af 4.11.1987, s . 24 .

( 2 ) GURI nr . 313 af 14.11.1984 .

( 3 ) GURI nr . 298 af 29.10.1984 .

( 4 ) GURI nr . 319 af 20.11.1984 .

( 5 ) Jfr . foernaevnte foranstaltning nr . 39/1984, pkt . 5 og 7, samt henvisningen i artikel 1 i den anfaegtede kommissionsbeslutning .

( 6 ) Jfr . foranstaltning nr . 39/1984, henholdsvis pkt . 1, 2 og 3 .

( 7 ) Jfr . foranstaltning nr . 39/1984, pkt . 7, henholdsvis litra a ) og b ).

( 8 ) Paa denne baggrund maa ordene i Kommissionens beslutning "for hvilket der er betalt sovrapprezzo" ( jfr . herom forslagets pkt . 1 in fine, og fodnote 5 ) antages at vaere blevet tilfoejet ved en fejltagelse . Den anfoerte betingelse er nemlig ikke naevnt i den italienske foranstaltnings pkt . 7, litra b ), som vedroerer stoetten til forhandlerne .

( 9 ) Under retsmoedet gjorde sagsoegernes repraesentant gaeldende, at de af de offentlige myndigheder paabudte maksimalpriser rent faktisk er identiske med de fra dag til dag gaeldende markedspriser, hvilket betyder, at der sjaeldent saelges under maksimalprisen; dette er ikke bestridt af sagsoegte .

( 10 ) 40 LIT for detailprisen .

( 11 ) I dommen af 17 . september 1980, Philip Morris ( 730/79, Sml . s . 2671, se praemis 5 ), som ligeledes angik en i medfoer af artikel 92 vedtaget beslutning rettet til en medlemsstat, udtalte Domstolen vedroerende formalitetsspoergsmaalet : "Kommissionen har ikke bestridt, at sagsoegeren, som eventuel modtager af den i beslutningen omhandlede stoette, har ret til at rejse annullationssoegsmaal, selv om beslutningen er rettet til en medlemsstat ". Kommissionen havde i oevrigt ikke grundlag for at bestride dette, naar henses til den betingelse for at paakende en sag i realiteten, som er formuleret paa foelgende maade af Domstolen i Plaumann-dommen af 15 . juli 1963 ( 25/62, Sml . 1954-64, s . 411, se s . 414 ): "Denne beslutning rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten ". I en sag som den foreliggende, der vedroerer en stoette til oplagring af produkter, som laa paa lager paa et naermere angivet tidspunkt, maa denne betingelse efter min opfattelse anses for opfyldt, eftersom stoetten ( og den herom trufne beslutning, der anfaegtes under sagen ) vedroerte en afgraenset kreds af private . Det er i den forbindelse tilsyneladende uden betydning, om det er et stoerre eller mindre antal private, som beroeres deraf .

( 12 ) Jfr . fodnote 1 .

( 13 ) Jfr . EOEF-Traktatens artikel 169, sammenholdt med artikel 173, stk . 3 .

( 14 ) Jfr . dom i sag 48/65 ( Sml . 1965-68, s . 169; Rec . 1966, s . 27, paa s . 39 ) og forslag til afgoerelse fra generaladvokat Gand .

( 15 ) Jfr . dommens praemisser 11 og 12, Sml . 1989, s . 291 .

( 16 ) I den anfaegtede beslutnings pkt . II.1 citerer Kommissionen den skrivelse, som den tilsendte den italienske regering den 23 . november 1984, og hvori den "knyttede" ( i den italienske version, der er den eneste retsgyldige, er anvendt ordet "subordinato ") sin stillingtagen sammen med den beslutning, som den ville traeffe vedroerende selve princippet om, at der fastsaettes sukkerpriser paa nationalt plan . Denne beslutning vedroerende prisordningen som helhed traf Kommissionen den 18 . december 1985, og den gik ud paa, at den nationale prisordning var forenelig med Faellesskabets prissystem . Paa et senere tidspunkt, nemlig den 7 . maj 1986, gav Kommissionen den italienske regering meddelelse om, at den havde besluttet at ivaerksaette en procedure vedroerende stoetten i henhold til Traktatens artikel 93, stk . 2 .

( 17 ) Dom af 14 . februar 1989 i sag 247/87, jfr . fodnote 15, samt forslag til afgoerelse fra generaladvokat Lenz i samme sag, se navnlig pkt . 17 og 18 .

( 18 ) Dette afskaerer dog ikke private, saasom sagsoegerne, fra at anfaegte nationale retsforskrifter ved de nationale domstole under henvisning til, at de er i modstrid med (( afledt )) faellesskabsret . Ved behandlingen af de spoergsmaal, som indbringes til afgoerelse for de nationale domstole, inddrager disse Domstolens afgoerelser paa omraadet og forelaegger, under anvendelse af proceduren i henhold til Traktatens artikel 177, Domstolen eventuelle spoergsmaal vedroerende faellesskabsrettens fortolkning ( jfr . f.eks . dom af 9 . oktober 1984 i sagerne 91/83 og 127/83, Heineken, praemis 10, Sml . s . 3435 ). Under retsmoedet i den foreliggende sag oplyste sagsoegernes repraesentanter i oevrigt, at der verserer en sag ved tribunale di Roma mellem dem ( visse af sagsoegerne ) og de italienske myndigheder vedroerende det krav om tilbagebetaling af stoetten, som de italienske myndigheder rejste i medfoer af den af Kommissionen trufne beslutning, der anfaegtes under sagen . De oplyste i den forbindelse, at denne sag var blevet udsat, indtil EF-Domstolen havde afsagt dom .

( 19 ) Jeg skal altsaa ikke tage stilling til de argumenter, sagsoegerne har fremfoert med stoette i Domstolens righoldige praksis paa omraadet - hvorefter den italienske prisordning er uforenelig med faellesskabsretten, i hvert fald for saa vidt angaar priserne i engrosleddet - men skal noejes med at fastslaa, at Kommissionen ikke indtil nu har givet et konkret svar paa spoergsmaalet, om den italienske ordning efter dens opfattelse er forenelig med faellesmarkedet .

( 20 ) Dom af 27 . marts 1980 i sag 61/79, se praemis 31 ( Sml . s . 1205 ).

( 21 ) Dom af 10 . juli 1980 i sag 811/79, se praemis 15, sidste punktum ( Sml . s . 2545 ).

( 22 ) Jeg kan saaledes ikke se, hvorledes en forskelsbehandling, som skal vaere fremkaldt af den italienske prisordning, der ifoelge sagsoegerne strider mod faellesskabsretten, navnlig mod artikel 40, stk . 3 - forudsat at denne bestemmelse ogsaa forbyder forskelsbehandling af forhandlere - vil kunne fjernes ved en national foranstaltning, som paa sin side indebaerer en anden EF-stridig forskelsbehandling, in casu forbudt ved artikel 92 .

( 23 ) Se f.eks . dommen i Philip Morris-sagen, praemisserne 10 og 11 ( jfr . fodnote 11 ).

( 24 ) Jfr . pkt . IV.1, foerste afsnit, i den anfaegtede beslutning .

( 25 ) Jfr . pkt . IV.1, fjerde afsnit, i den anfaegtede beslutning .

( 26 ) Allerede i dommen af 20 . marts 1959, Nold mod Den Hoeje Myndighed ( sag 18/57, Sml . 1954-64, s . 131; Rec . s . 89, paa s . 114 og 115 ), udtalte Domstolen : "Den pligt, der ifoelge EKSF-traktatens artikel 15 paahviler Den Hoeje Myndighed til at begrunde sine beslutninger, tjener ikke kun til beskyttelse af de (( retsundergivne )), men har desuden til formaal i fuldt omfang at muliggoere den retlige proevelse af beslutninger, der paahviler Domstolen ifoelge traktaten . Derfor kan og maa Domstolen ex officio undersoege en eventuel mangel ved begrundelsen, der kunne besvaerliggoere denne proevelsesret ". Vedroerende annullationssoegsmaal i henhold til artikel 173 har Domstolen fastslaaet, at der ogsaa her gaelder en tilsvarende begrundelsespligt iht . EOEF-Traktatens artikel 190, der er enslydende med EKSF-Traktatens artikel 15, jfr . herom dom af 7.juli 1981, Rewe-Nord og Rewe-Markt Steffen, praemisserne 18 og 19 ( sag 158/80, Sml . s . 1805 ).

( 27 ) Der tales i den anfaegtede beslutning om "italienske" forhandlere, hvor jeg finder det mere korrekt at tale om "forhandlere, som saelger i Italien og raader over lagre dér ". Hvis jeg har forstaaet sagsforholdet korrekt ( jfr . pkt . 6 og 7 i den italienske foranstaltning nr . 39/1984 ), var den italienske stoetteforanstaltning ikke gjort betinget af italiensk statsborgerskab, selv om den naturligvis territorialt var begraenset til Italiens omraade .

( 28 ) Se Kommissionens beslutning, pkt . IV, andet afsnit .

( 29 ) Vedroerende terminologien skal jeg her fremsaette samme bemaerkning som ovenfor under fodnote 27 .

( 30 ) I sin dom af 26 . november 1975, Papiers peints mod Kommissisonen ( sag 73/74, Sml . s . 1491, praemisserne 29-34 ), antog Domstolen, at Kommissionen ikke havde opfyldt sin begrundelsespligt vedroerende betingelsen om, at der skal foreligge en paavirkning af samhandelen ( jfr . den tilsvarende betingelse herom i Traktatens artikel 85, stk . 1 ), fordi der ikke var angivet nogen konkrete elementer i Kommissionens beslutning . Ganske vist fandt Domstolen i Philip Morris-dommen ( sag 730/79, jfr . fodnote 11 ), at Kommissionen havde opfyldt begrundelsespligten vedroerende betingelsen om, at samhandelen var blevet paavirket, i kraft af den ( imponerende ) dokumentation, den havde fremlagt til stoette for sin opfattelse, hvorefter konkurrencefordrejningsbetingelsen var opfyldt . I den foreliggende sag kan der dog ikke efter min opfattelse ud fra argumentationen vedroerende denne betingelse drages nogen klar konklusion vedroerende den anden betingelse, saaledes som det fremgaar af de ubesvarede spoergsmaal, som jeg skal behandle i det foelgende .

( 31 ) Det fremgaar af pkt . 7, andet afsnit, i den italienske foranstaltning nr . 39/1984, at afsaetningen af lagrene, dvs . hvad angaar saavel producenterne som forhandlerne, var en betingelse for at faa stoette . Ifoelge pkt . 7, tredje afsnit, der omhandler producenterne, og pkt . 6, tredje afsnit, der omhandler "sukkervirksomhederne" - hvilket ogsaa kan taenkes at omfatte forhandlerne ( om end dette ikke efter min opfattelse kan fastslaas med sikkerhed ) - gjaldt der en forpligtelse til foerst at saelge det sukker, som hidroerte fra det fjerneste produktionsaar, aaret 1984-85, og foerst derefter saelge det nye sukker .

( 32 ) Under pkt . 6 i den italienske foranstaltning nr . 39/1984, navnlig andet afsnit in fine, og frem for alt pkt . 7, foerste afsnit, litra a ), foerste led, tales der udtrykkeligt om importeret sukker . Pkt . 7, foerste afsnit, litra b ), omhandler generelt sukker, som er "fritaget for fabrikationsafgift ". Af det anvendte udtryk kan man ikke - i modsaetning til den mulige alternative formulering : "hvoraf er betalt fabrikationsafgift" udlede, at importeret sukker ( hvoraf der ikke skal svares fabrikationsafgift ) falder uden for begrebet .