61987C0302

++++

Hoeje Domstol .

1 . Den 2 . oktober 1987 anlagde Europa-Parlamentet sag om annullation af Raadets afgoerelse af 13 . juli 1987 - om fastsaettelse af de naermere vilkaar for udoevelsen af de gennemfoerelsesbestemmelser, der tillaegges Kommissionen - som saedvanligvis gaar under navnet "comitologi-afgoerelsen" ( 1 ). Raadet paastod den 5 . november 1987 under henvisning til procesreglmentets artikel 91 sagen afvist . Samtidig fremsatte Raadet begaering om, at Domstolen straks traeffer afgoerelse vedroerende formaliteten . Sagen er blevet forhandlet uden afbrydelser . Europa-Parlamentet fremsendte den 9 . december 1987 sine bemaerkninger til afvisningspaastanden . Den 20 . januar 1988 besluttede Domstolen at hoere parterne om formalitetsspoergsmaalet i sagen i et retsmoede, der blev berammet til den 24 . marts 1988 . Tidspunktet er inde til at fremsaette forslag til afgoerelse i sagen .

2 . Raadet har foerst og fremmest gjort gaeldende, at Europa-Parlamentet ikke har kompetence til at rejse et annullationssoegsmaal . Dette principielle spoergsmaal, der, som enhver vil vide, er helt afgoerende for forholdet mellem EF' s institutioner, skal her for foerste gang afgoeres af Domstolen . Jeg vil som udgangspunkt benytte den domstolspraksis, der har udviklet sig vedroerende Europa-Parlamentets status som part i retssager, idet jeg er klar over, at denne praksis er omstridt meget forskelligt af sagens parter og i doktrinen, navnlig for saa vidt angaar de udvidelser, der vil kunne blive tale om . Det maa anfoeres, at Raadet og Europa-Parlamentet efter at have forfaegtet forskellige synspunkter, som de selv har aendret efter omstaendighederne i tidligere sager, ikke laengere har kritik at fremfoere mod denne praksis . I den foreliggende sag har Raadet saaledes indskraenket sig til at anfaegte de konsekvenser, Domstolens praksis ifoelge Parlamentet har . Europa-Parlamentet har paa sin side ved beslutning af 9 . oktober 1986 ( 2 ) udtrykt sin tilfredshed med denne praksis og konstateret, at Domstolen har anerkendt Europa-Parlamentets soegsmaalskompetence i sager efter Traktatens artikel 173, hvorfor naervaerende sag kan antages til realitetsbehandling .

3 . Lad os, idet der bortses fra tjenestemandssager og domstolsafgoerelser paa grundlag af EKSF-Traktaten, se paa denne praksis .

- Europa-Parlamentets retsakter kan vaere genstand for en praejudiciel sag ( 3 ).

- Domstolen fastslog i "Isoglucose"-dommene af 29 . oktober 1980 ( 4 ), at Europa-Parlamentet ikke er forpligtet til at godtgoere at have en berettiget interesse i en tvists afgoerelse, men har en almindelig ret til at intervenere efter artikel 37, stk . 1, i Domstolens statut ( 5 ).

- Domstolen anerkendte i dom af 22 . maj 1985 i sag 13/83 "Faelles transportpolitik" ( 6 ), at retten til ifoelge EOEF-Traktaten at rejse passivitetssoegsmaal ogsaa tilkommer Europa-Parlamentet ( 7 ).

- Domstolen kan i henhold til statuttens artikel 21, stk 2, saavel ved direkte soegsmaal ( 8 ) som ved praejudicielle sager ( 9 ) anmode Europa-Parlamentet om at meddele oplysninger .

- Domstolen anerkendte endelig i dom af 23 . april 1986 i sagen Miljoepartiet "De Groenne" mod Europa-Parlamentet ( 10 ), at Parlamentet kan vaere sagsoegt i et annullationssoegsmaal rejst i henhold til Traktatens artikel 173 ( 11 ).

4 . Det bemaerkes, at Domstolens afgoerelser, for saa vidt angaar praejudicielle sager, intervention, passivitetssoegsmaalet og afgivelse af indlaeg efter anmodning fra Domstolen - der har aldrig vaeret tale om en anfaegtelse paa sidstnaevnte punkt - har bygget paa en fortolkning af faellesskabsbestemmelsernes ordlyd .

5 . Der er tale om foelgende bestemmelser :

- For saa vidt angaar praejudicielle sager Traktatens artikel 177, hvorefter "Domstolen har kompetence til at afgoere praejudicielle spoergsmaal ... b ) om gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra Faellesskabets institutioner ". Den tvivl, der har ytret sig vedroerende realitetspaakendelse af en gyldighedsanfaegtelse, der jo er naert beslaegtet med proevelsen af akters lovlighed under et annullationssoegsmaal ( 12 ), er blevet ryddet af vejen efter afsigelsen af "Les Verts"-dommen ( 13 ).

- For saa vidt angaar intervention er det i artikel 37, stk . 1, i statutten for Domstolen bestemt, at "Medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner kan indtraede i retstvister, der er indbragt for Domstolen ".

- Om passivitetssoegsmaalet er det i EOEF-Traktatens artikel 175, stk . 1, bestemt : "Undlader Raadet eller Kommissionen i strid med denne Traktat at traeffe afgoerelse, kan Medlemsstaterne eller Faellesskabets andre institutioner indbringe klage for Domstolen for at faa fastslaaet denne overtraedelse af Traktaten ".

- Om fremlaeggelse af oplysninger hedder det endelig i artikel 21, stk . 2, i statutten for Domstolen : "Domstolen kan ... afkraeve medlemsstaterne og de institutioner, der ikke er parter i retssagen, enhver oplysning, som den finder noedvendig for sagens behandling ".

6 . I alle de naevnte tilfaelde er det begrebet "institution", der er blevet fortolket som omfattende Europa-Parlamentet . Der har i den forbindelse ikke vaeret tale om uenighed, for saa vidt angaar praejudicielle sager og fremlaeggelse af oplysninger for Domstolen, hvorimod der er blevet rejst indsigelser baade i forbindelse med intervention og passivitetssoegsmaal . I Domstolens "Isoglucose"-domme har Domstolen i overensstemmelse med generaladvokat Reischl' s forslag til afgoerelse fastslaaet :

"Ifoelge artikel 37, stk . 1, har alle Faellesskabets institutioner den samme ret til intervention . Man kan ikke for en af disse begraense udoevelsen af denne ret uden at skade dens institutionelle stilling, som Traktaten, navnlig stk . 1 i artikel 4 har villet indfoere" ( 14 ).

Endvidere har Domstolen i "Faelles transportpolitik"-dommen i overensstemmelse med generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse udtalt :

"Det bemaerkes, at artikel 175, stk . 1, som ogsaa er anerkendt af Raadet, udtrykkeligt bestemmer, at et passivitetssoegsmaal mod Raadet eller Kommissionen ogsaa kan anlaegges af 'Faellesskabets andre institutioner' . Bestemmelsen tillaegger saaledes samtlige faellesskabsinstitutioner samme ret til at anlaegge et passivitetssoegsmaal . Man kan ikke for en af disse begraense udoevelsen af denne ret uden at skade dens institutionelle stilling som Traktaten, navnlig artikel 4, stk . 1, har ville indfoere" ( 15 ).

7 . Domstolen har altsaa altid fortolket ordet "institution" i de dér henhoerende bestemmelser saaledes, at Parlamentet var omfattet deraf . Til stoette for denne fortolkning taler, at Europa-Parlamentet har status som en faellesskabsinstitution, der paa samme maade som Raadet, Kommissionen og Domstolen skal varetage "de opgaver, der paahviler Faellesskabet" ( 16 ). En fortolkning efter ordlyden kunne der imidlertid foerst blive tale om, naar der konkret skulle tages stilling til, om det er muligt at rejse annullationssoegsmaal ved Domstolen til proevelse af Europa-Parlamentets retsakter . Den efterproevelse af akters lovlighed, som EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 1, tager sigte paa, er nemlig kun en proevelse af Raadets og Kommissionens akter . Man har derfor benyttet en anden fremgangsmaade .

8 . Det er i tilknytning til tvisten herom, at udtrykkene "aktiv legitimation" og "passiv legitimation" er opstaaet og indgaaet i faellesskabsrettens terminologi, det foerste som en betegnelse for Europa-Parlamentets kompetence til at anlaegge sag og det andet dets adgang til at moede som sagsoegt for Domstolen . Hermed maatte man forudse, for ikke at sige med sikkerhed regne med, at mulige parter i tvister mellem institutionerne og teorien gik ind i en undersoegelse af, om den trilogi, som intervention, "sagsoegerstatus" i passivitetssoegsmaal og "partsstatus som sagsoegt" i annullationssoegsmaal ikke engang skulle forvandle sig til en "tetralogi" ved Domstolens anerkendelse af Parlamentet som sagsoeger i annullationssoegsmaal .

9 . Ved afgoerelsen af dette spoergsmaal maa der tillaegges anerkendelsen af Europa-Parlamentets interventionsadgang i henhold til "Isoglucose"-dommene en absolut relativ betydning . Det er blevet gjort gaeldende, at det ville vaere meningsloest at frakende Europa-Parlamentet kompetence til at rejse annullationssoegsmaal og dermed adgang til direkte at rejse krav, hvis anerkendelse det indirekte kan bidrage til , men det maa saa ( 17 ) i den forbindelse bemaerkes, at adgangen til at intervenere ikke noedvendigvis er underordnet den selvstaendige adgang til at anlaegge en sag ( 18 ).

10 . Omvendt kan i argumentationen til stoette for at anerkende Europa-Parlamentets mulighed for at rejse annullationssoegsmaal indgaa visse "tekniske" elementer i forbindelse med anlaeggelse af en passivitetssag, som ifoelge Domstolens praksis i "Faelles transportpolitik"-dommen staar aaben for Europa-Parlamentet, sammen med visse af de argumenter, der blev benyttet som grundlag for afgoerelsen af "Les Verts"-dommen . Hermed mener jeg, at forskellige traek i den just omtalte praksis, forekommer tilstraekkeligt tungtvejende til, at man kan gaa ind for en loesning, hvorefter Parlamentet kan vaerne om sine egne institutionelle praerogativer som sagsoeger i et annullationssoegsmaal .

11 . Passivitetssoegsmaalet indledes som bekendt med en opfordring til Raadet eller Kommissionen om at handle, og disse institutioner har derefter, jfr . Traktatens artikel 175, to maaneder til at "tage stilling" hertil . Dersom en saadan stillingtagen ikke fremkommer inden fristens udloeb, kan opfordringens afgiver inden for en frist paa yderligere to maaneder anlaegge sag ved Domstolen for at faa fastslaaet den omhandlede passivitet . Hvis omvendt den institution, der er blevet opfordret til at handle, har taget stilling inden for den fastsatte frist, er det ikke laengere muligt at rejse passivitetssoegsmaal . Derimod kan der rejses annullationssoegsmaal til proevelse af denne stillingtagen . I alt fald hvis den akt, der er stillet krav om, selv efter at vaere blevet vedtaget, kunne have vaeret genstand for et annullationssoegsmaal ( 19 ). Der er i Domstolens praksis, med henblik paa fastlaeggelsen af soegsmaalskompetencen blevet foretaget en bedoemmelse af en saadan stillingtagen inden for rammerne af passivitetssoegsmaalet; herved har Domstolen draget en parallel mellem den retlige beskaffenhed af den kraevede foranstaltning og beskaffenheden af den akt, ved hvilken institutionen har taget stilling med hensyn til denne . Naar den retsakt, der kraeves vedtaget, vil kunne proeves under et annullationssoegsmaal, kan en stillingtagen hertil ogsaa proeves under et annullationssoegsmaal . Omvendt kan en stillingtagen til en akt, der ikke opfylder anfaegtelighedskriterierne, ikke goeres til genstand for et annullationssoegsmaal .

12 . Europa-Parlamentet er befoejet til at rejse passivitetssoegsmaal i henhold til Traktatens artikel 175, og den effektive udoevelse af denne befoejelse kan der da ikke laegges hindringer i vejen for . Det ville vaere uforstaaeligt, om Europa-Parlamentet blev afskaaret fra effektivt og hensigtsmaessigt at udoeve denne ret, blot fordi den institution, der er blevet opfordret til at handle, udtrykkeligt afgiver en negativ stillingtagen til den opfordring, den har modtaget, og alene herved kan hindre, at sagen gaar videre til Domstolen ( 20 ). Sammenhaengen i Traktatens soegsmaalsordning vil ikke kunne bestaa, hvis det forholdt sig saaledes . Domstolen har i Chevalley-dommen ( 21 ), udtalt, at Traktatens artikler 173 og 175 er udtryk for ét og samme retsmiddel . Denne konstatering, der skete i relation til begrebet "en anfaegtelig retsakt", vedroerer ikke disse to retsmidlers beskaffenhed eller indbyrdes sammenhaeng .

13 . At anlaegge passivitetssoegsmaalet og annullationssoegsmaalet naert op ad hinanden vil ganske vist kunne begrunde, at man anerkender, at Europa-Parlamentet har ret til at rejse annullationssag til proevelse af negativ stillingtagen i anledning af en opfordring, Europa-Parlamentet har rettet til Raadet og til Kommissionen, naar den akt, hvis vedtagelse opfordringen gaelder, har vaeret en anfaegtelig akt . Men der kan ikke paa grundlag af passivitetssoegsmaalets "mekanik" drages den konklusion, at Europa-Parlamentet har en almindelig ret til at rejse annullationssoegsmaal, selv om det er oenskeligt, at der tilkendes det en saadan ret, naar dets egne praerogativer staar paa spil .

14 . I teorien er en del forfattere gaaet ind for det synspunkt, at en anerkendelse af Europa-Parlamentets "status som sagsoegt" noedvendgivis maa medfoere, at det ogsaa kan vaere sagsoeger . I generaladvokat Mancini' s forslag til afgoerelse i "Les Verts"-dommen, hvori den angiveligt noedvendige sammenhaeng mellem partssiderne i retssager afvises, er der en efterklang af dette synspunkt, men i forslaget hedder det ikke desto mindre, at grundene, til at Parlamentets retsakter efter hans mening maa kunne goeres til genstand for soegsmaal, "med samme vaegt taler for", at Parlamentet maa kunne anfaegte de andre institutioners retsakter ( 22 ).

15 . Personlig mener jeg, at spoergsmaalet om Europa-Parlamentet som sagsoeger ikke melder sig helt paa samme maade som spoergsmaalet om dets status som sagsoegt, selv om der en sammenhaeng . Ved undersoegelsen af denne problematik maa jeg igen gaa tilbage til praemisserne i "Les Verts"-dommen og tage stilling til, i hvilket omfang argumentationen kan overfoeres paa partsspoergsmaalet vedroerende sagsoegersiden .

16 . Indledningsvis skal jeg som generaladvokat Mancini naevne, at Domstolen i dom af 10 . februar 1983, Storhertugdoemmet Luxembourg mod Europa-Parlamentet ( Europa-Parlamentets hjemsted og arbejdssteder ) har udtalt, at EOEF-Traktatens artikel 173 og Euratom-Traktatens artikel 146

"ikke tager udtrykkelig hoejde for den mulighed, at Parlamentet som sagsoeger eller sagsoegt er part i en sag for Domstolen" ( 23 ).

Og jeg kan tilslutte mig Mancini' s udtalelse om, at hovedvaegten i denne udtalelse er lagt paa biordet "udtrykkeligt" ( 24 ).

17 . For saa vidt angaar Parlamentets status som sagsoeger, er det samme blevet konstateret i "Les Verts"-dommen, hvori udtales :

"Europa-Parlamentet figurerer ikke udtrykkeligt blandt de institutioner, hvis retsakter kan anfaegtes" ( 25 ).

Selv om sagsoegte, Europa-Parlamentets afvisningsindsigelse i det foerste af disse tilfaelde, hvormed det blev gjort gaeldende, at institutionen ikke kunne sagsoeges, blev forkastet under henvisning til EKSF-Traktatens artikel 38, stk . 1, hvormed spoergsmaalet om fortolkning af EOEF-Traktatens artikel 173 og artikel 146 i Euratom-Traktaten bortfaldt, ( 26 ) kunne der ikke blive tale om en tilsvarende loesning i det andet tilfaelde . For Miljoepartiet "Les Verts" anlagde jo sag alene i henhold til artikel 173, en bestemmelse, der som naevnt ikke omfatter Parlamentet, hvorfor Domstolen har haft anledning til at undersoege, i hvilket omfang Europa-Parlamentets status som sagsoegt kunne udledes af andre elementer .

18 . Efter en fremhaevelse af, at Europa-Parlamentet ikke udtrykkeligt figurerer blandt de institutioner, hvis retsakter kan anfaegtes med henblik paa annullation, fordi EOEF-Traktaten i sin oprindelige version kun tildelte det raadgivende og politisk kontrollerende kompetence, men ikke kompetence til at udstede retsakter ( 27 ), anerkendte Domstolen Europa-Parlamentet som sagsoegt, i det vaesentlige af to grunde, saa vidt jeg kan se .

19 . Domstolen udtalte for det foerste foelgende :

"En fortolkning af Traktatens artikel 173, hvorefter Europa-Parlamentets retsakter ikke hoerer til de retsakter, som kan anfaegtes, ville foere til et resultat, der er i strid saavel med Traktatens aand, saaldes som den er udtrykt i artikel 164, som med dets system . De retsakter, som Europa-Parlamentet udsteder inden for rammerne af EOEF-Traktaten, kunne uden mulighed for en proevelse ved Domstolen gribe ind i medlemsstaternes eller andre institutioners kompetence eller overskride de graenser, som er sat for Parlamentets kompetence ."

Det maatte herefter ifoelge Domstolen antages,

"at retsakter fra Parlamentet, som har til formaal at have retsvirkninger i forhold til tredjemand, kan goeres til genstand for annullationssoegsmaal" ( 28 ).

20 . Domstolen udtalte endvidere foelgende :

"Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab er et retsfaellesskab, idet baade dets medlemsstater og dets institutioner er undergivet kontrol med, at deres retsakter er forenelige med Faelleskabets forfatning, som er Traktaten" ( 29 ).

21 . Noedvendigheden af at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse og at fastholde legalitetsprincippet i Faellesskabets retsorden er saaledes efter min opfattelse de afgoerende grunde for Domstolens anerkendelse af Europa-Parlamentet som sagsoegt .

22 . Domstolen har i "Les Verts"-dommen fremfoert andre grunde, som parterne i naervaerende sag ikke har undladt at paaberaabe sig, men som her forekommer mindre relevante . Paa den ene side har Domstolen vel i "AETR"-dommen, der var den foerste sag mellem institutioner ved Domstolen, udtalt

"(( Det er hensigten med artikel 173 )) at anse enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at affoede retsvirkninger, som retsakter" ( 30 ).

Det er vigtigt at fremhaeve, at Domstolen ikke dengang behoevede at tage hensyn til, hvilken institution, der var sagsoegt . Det skulle i naevnte sag afgoeres, om der kunne anlaegges annullationssag til proevelse af en retsakt - nemlig en raadsbeslutning - der ikke figurerer i opregningen i Traktatens artikel 189 . Domstolen fastslog med udgangspunkt heri og desuden under henvisning til Domstolens opgave som fastlagt i Traktatens artikel 164, at

"det ville stride mod dette maal at foretage en indskraenkende fortolkning af betingelserne for realitetsbehandling af soegsmaalet ved at begraense det til kun at omfatte de former for retsakter, som omtales i artikel 189" ( 31 ),

for herefter at fastslaa, hvorledes den omtvistede beslutning var beskaffen uden herved i den anledning at tage stilling til Europa-Parlamentets soegsmaalskompetence . Der vil foelgelig ikke i "AETR"-dommen kunne findes noget virkeligt holdepunkt for at tilkende Europa-Parlamentet partsstatus som sagsoeger i henhold til Traktatens artikel 173 .

23 . Paa den anden side har Domstolen rigtignok i "Les Verts"-dommen udtalt, at

"der ... ved Traktaten (( er )) indfoert et fuldstaendigt retsmiddel - og proceduresystem, hvormed Domstolen skal kunne kontrollere legaliteten af institutionernes retsakter" ( 28 ).

Men med udtalelsen herom var der taenkt paa de retsmidler, som private har til raadighed for at opnaa en effektiv retsbeskyttelse . Den vedroerte ikke spoergsmaalet om, hvorvidt Europa-Parlamentet kan vaere sagsoeger i en sag ved Domstolen . Dette resultat foelger ogsaa af Domstolens Foto-Frost-dom ( 32 ), hvor den paagaeldende udtalelse genfindes .

24 . Anerkendelsen i Domstolens praksis af Europa-Parlamentet som sagsoegt udtrykkes helt i almindelighed og boer ikke opfattes som en loesning udelukkende i valg - eller budgettvister med det specielle indhold, der i oevrigt saa maatte vaere tale om dér .

25 . Naar henses til denne i Domstolen udformede "tvistemaalsprofil", maa det spoerges, hvad Raadets indsigelse mod Europa-Parlamentets soegsmaalskompetence i annullationssager gaar ud paa .

26 . Raadets argumentation falder, som det vil vaere Domstolen bekendt, i to led . Raadet har for det foerste gjort gaeldende, at det ikke ifoelge den retspraksis, der har udviklet sig, kan fastslaas, at Europa-Parlamentet har kompetence til at anlaegge sag i henhold til Traktatens artikel 173 . Derudover anfoerer det, at det hverken efter Traktatens aand, bogstav eller system er muligt at fortolke Traktatens artikel 173 saaledes, at ogsaa Parlamentet eventuelt vil kunne vaere sagsoeger i de af denne artikel omhandlede soegsmaal .

27 . Europa-Parlamentet har heroverfor paa samme grundlag anfoert, at det forholder sig stik modsat . Det er af den opfattelse, at det noedvendigvis maa have status som sagsoeger i henhold til Domstolens praksis om Parlamentets stilling i retssager ved Domstolen . Hertil kommer ifoelge Parlamentet, at der tilsyneladende hverken efter Traktatens aand eller system er noget til hinder for, at der tillaegges det en partsstatus som omhandlet .

28 . Det skal bemaerkes, at sager med Europa-Parlamentet som part naesten udelukkende stammer fra firserne, altsaa, efter at Parlamentet var blevet valgt ved almindelig direkte afstemning . Dermed vil jeg ikke sige "post hoc, ergo propter hoc ". Men det maa noedvendigvis fastslaas, at Europa-Parlamentets oenske om at faa en mere central placering i EF' s beslutningsproces har faaet en ny dimension med fremdriften som foelge af dets nye legitimitet .

29 . Det er sandelig en anden situation end i 1958! Forsamlingen fremhaevede i sin beslutning i det foerste moede "noedvendigheden af at finde et manende navn" og valgte betegnelsen "Forsamlingen" ( 33 ), som fire aar senere maatte vige for betegnelsen "Europa-Parlamentet" ( 34 ). Den Europaeiske Faelles Akt ( 35 ) bekraeftede valget af sidstnaevnte betegnelse og styrkede denne institutions rolle, navnlig ved de samarbejds - og medbestemmelsesprocedurer, der blev indfoert paa visse omraader .

30 . Europa-Parlamentet har ikke engang efter at vaere fremgaaet af direkte almindelige valg ( 36 ), opnaaet status som et virkeligt lovgivningskammer, men dets deltagelse i udarbejdelsen af faellesskabsbeslutninger er gradvis blevet mere intens . I den forbindelse maa omtales Budgettraktaterne fra 1970 og 1975 samt Europa-Parlamentets, Raadets og Kommissionens faelleserklaeringer af 4 . marts 1975 ( 37 ) og 30 . juni 1982, den foerste om indfoerelse af en samraadsprocedure, den anden vedroerende forskellige foranstaltninger til sikring af en bedre afvikling af budgetbehandlingen ( 38 ). Paa linje hermed kan naevnes den hoejtidlige erklaering om en europaeisk union, der blev undertegnet i Stuttgart den 19 . juni 1983 ( 39 ), som udvidede antallet af tilfaelde, hvor der gives Europa-Parlamentet underretning om internationale aftaler, en praksis, der blev indledt i 1964 ved Luns-proceduren ( 40 ) og udvidet ved Westerterp-proceduren ( 41 ) i 1973 .

31 . En af de institutioner, som det ifoelge EOEF-Traktatens artikel 4 blev betroet at gennemfoere de i Traktaten fastlagte maal, det organ, der bestod af repraesentanter for de europaeiske folk, fik oprindelig kun tilkendt en raadgivende rolle samt forhandlings - og kontrolbefoejelser . Parlamentet, der i begyndelsen i vidt omfang blev holdt uden for beslutningstagelsen i EF, har altid kraevet en mere aktiv rolle heri . Den gradvise, men effektive styrkelse af dets rolle ved flere senere reformer kan der ikke rokkes ved, selv om Europa-Parlamentets oensker ikke herved fuldt ud er imoedekommet .

32 . Denne udvikling inden for Europa-Parlamentet har ikke kunnet undgaa at indvirke paa dets soegsmaalspositioner i tidens loeb . Det er den, der i vidt omfang danner grundlag for loesningen af spoergsmaalet om Parlamentets partsstatus som sagsoegt . Men selv om Europa-Parlamentets akter via et annullationssoegsmaal kan goeres til genstand for en efterproevelse ved Domstolen, og dette uundgaaeligt foelger af dets udvidede befoejelser, kan udvidelsen i og for sig ikke danne grundlag for at anerkende institutionen som sagsoegende part . Til gengaeld faar retsbeskyttelseskravet helt afgoerende betydning . Og man maa paa baggrund af Faellesskabets institutionelle struktur og den rolle, der er tillagt denne strukturs forskellige organer, holde sig fri af enhver analogi, der i denne forbindelse ville vaere irrelevant, fra de nationale parlamenter .

33 . Europa-Parlamentet boer som deltager i Faellesskabets lovgivningsprocedure vaere i stand til at sikre respekten for sine praerogativer . Ved en ombytning af ordene i praemis 25 i "Les Verts "- dommen ville man kunne laese foelgende :

"De retsakter, som Raadet og Kommissionen udsteder inden for rammerne af EOEF-Traktaten, kunne uden mulighed for en proevelse ved Domstolen gribe ind i medlemsstaternes eller Europa-Parlamentets kompetence eller overskride de graenser, som er sat for den udstedende institutions kompetence ."

Efterproevelsen ved Domstolen af lovligheden af bebyrdende akter, som i andre relationer er af negativ art, kan altid ivaerksaettes af ethvert retssubjekt, men vaernet af Europa-Parlamentets kompetence boer ikke afhaenge af en tvistemaalsprocedure, der ikke kan ivaerksaettes af den institution, som har den stoerste interesse i sagens afgoerelse .

34 . Ganske vist er Parlamentets ret til at intervenere i tvister, der verserer ved Domstolen, og dets ret til at rejse passivitetssoegsmaal, ikke betinget af, at Parlamentet har en saerlig interesse i sagens afgoerelse . Men i begge tilfaelde er der tale om en udtrykkeligt ved de relevante bestemmelser fastlagt ret . Dette forhold kan begrunde anerkendelse af Europa-Parlamentets kompetence til at rejse annullationssoegsmaal, saaledes at forstaa, at der er tale om en mere begraenset kompetence, som kun omfatter retten til at vaerne om egne praerogativer . Selv i tilfaelde med en "stillingtagen" fra den institution, Europa-Parlamentet har opfordret til at handle, hvor Europa-Parlamentets ret til at rejse annullationssoegsmaal begraenses paa ovennaevnte maade . For i tilfaelde, hvor Europa-Parlamentet efter en opfodring til at handle foer sagens anlaeg opnaar en stillingtagen, sker det til opfyldelse af en af annullationssoegsmaalets hovedformaal, som er at faa vedkommende institution til at afbryde den uvirksomhed, der angiveligt er tale om .

35 . En afgoerelse af, om de anbringender, hvormed Europa-Parlamentet har anfaegtet den omtvistede afgoerelse, vedroerer Europa-Parlamentets praerogativer er et spoergsmaal, Domstolen senere maa tage stilling til .

36 . Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at forkaste Raadets afvisningspaastand og at statuere, at Europa-Parlamentet, saafremt der er sket en tilsidesaettelse af dets praerogativer, har kompetence til at rejse annullationssoegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 173 . Spoergsmaalet om, hvorvidt der i den foreliggende sag er sket en saadan tilsidesaettelse, maa undersoeges som led i sagens realitet .

(*) Oversat fra fransk .

( 1 ) 87/373/EOEF, EFT L 197 af 18.7.1987, s . 33 .

( 2 ) EFT C 283 af 10.11.1986, s . 85 .

( 3 ) Sag 101/64, Wagner, dom af 12 . maj 1964, Sml . 1954-1964, s . 483; 208/80, Lord Bruce of Donington, dom af 15 . september 1981, Sml . s . 2205; 149/85, Wybot, dom af 10 . juli 1986, Sml . s . 2391; 131/87, Kommissionen mod Raadet, endnu uafgjort, se kendelse af 30 . september 1987 .

( 4 ) Sag 138/79, SA Roquette Frères mod Raadet for De Europaeiske Faellesskaber, Sml . 1980, s . 3333; 139/79, Maïzena GmbH mod Raadet for De Europaeiske Faellesskaber, Sml . 1980, s . 3393 .

( 5 ) Europa-Parlamentet har saaledes interveneret i de forenede sager 281, 283, 284, 285 og 287/85, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ( indvandringspolitik - Faellesskabets kompetence ), dom af 9 . juli 1987 og i sagerne 131/87 og 16/88, Kommissionen mod Raadet, der endnu verserer for Domstolen .

( 6 ) Sag 13/83, Parlamentet mod Raadet, Sml . 1985, s . 1556 .

( 7 ) Europa-Parlamentet har rejst et andet passivitetssoegsmaal mod Raadet i sag 377/87, der endnu verserer for Domstolen .

( 8 ) Sag 270/84, Assunta Licata mod Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, dom af 10 . juli 1986, Sml . s . 2305; ovennaevnte sag 149/85, dom af 10 . juli 1986, Sml . s . 2391, 152/85, Misset, dom af 15 . januar 1987, Sml . s . 223 .

( 9 ) De ovenfor naevnte sager 101/63 og 208/80; 20/85, Roviello, dom af 7 . juni 1988, endnu ikke i Domstolssamlingen . Der skal henvises til artikel 20, stk . 2, i statutten for Domstolen, der lyder : Parterne, medlemsstaterne, Kommissionen og i paakommende tilfaelde Raadet (( og ikke andre )) kan inden to maaneder ... til Domstolen indgive indlaeg eller andre skriftlige udtalelser", dvs . i praejudicielle sager .

( 10 ) Sag 294/83, Sml . 1986, s . 1339, en praksis der er fastholdt i Domstolens kendelse af 4 . juni 1986 i den af De Europaeiske Hoejrepartiers Gruppe anlagte sag ( 78/85, Sml . 1986, s . 1753 ) og i dom af 3 . juli 1986, Raadet mod Europa-Parlamentet, "budgetbehandlingen", 34/86, Sml . s . 2155 .

( 11 ) To sager anlagt af Frankrig mod Europa-Parlamentet, 51 og 358/85, der er blevet forenede ved Domstolens kendelse af 8 . juli 1987, verserer endnu for Domstolen .

( 12 ) Vandersanden, G . og Barav, A .: Contentieux Communautaire, Bruxelles, E . Buylant, 1977, s . 304; Joliet, R .: Le droit institutionnel des Communautés européennes, le Contentieux, Faculté de droit, d' économie et de sciences sociales de Liège, 1981, s . 196 .

( 13 ) Isaac, G .: "L' Insertion du Parlement européen dans le système juridictionnel des Communautés européennes", Annuaire français de droit international, 1986, s . 794, 797 .

( 14 ) De tidligere naevnte sager 138/79 og 139/79, praemis 19 .

( 15 ) Ovennaevnte sag 13/83, praemis 17 .

( 16 ) EOEF-Traktatens artikel 4, stk . 1 .

( 17 ) Jfr . f.eks . Lenaerts, K .: "La position du Parlement européen devant la cour de Justice à la lumière de la position du Congrès americain devant le juge fédéral", rapport fremlagt paa det af institut for Europa-studier ved Det Frie Universitet i Bruxelles afholdte kollokvium den 24.-26 . september 1987 om emnet : "Le Parlement européen dans l' évolution institutionnelle", s . 10 i den duplikerede tekst .

( 18 ) Jfr . f.eks . Masclet, J.-C .: "La Parlement européen devant ses juges", Revue du marché commun, 1983, s . 518, 521 .

( 19 ) Se f.eks . sag 42/71, Nordgetreide GmbH & Co . KG mod Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, dom af 8 . marts 1972, Sml . 1972, s . 41, hvori det hedder :

"Denne stillingtagen fra Kommissionens side har karakter af en afvisning og maa derfor vurderes paa grundlag af genstanden for den opfordring, den er en besvarelse af ."

Se Vandersandenn, G . & Barav, A .: Contentieux communautaire, Bruxelles, Bruylant, 1977, s . 229 ff .; Joliet, R .: Le droit institutionnel des Communautés européennes, le contentieux, Faculté de droit, d' économie et de sciences sociales de Liège 1981, s . 150; endvidere Mégret, J ., Waelbroeck, M ., Louis, J.-V ., Vignes, D ., Dewost, J.-L . & Vandersanden, G .: Le droit de la Communauté économique européenne, bind 10 : La Cour de Justice, les Actes des instituions, tome 1, éditions de l' université de Bruxelles, 1983, s . 171 .

( 20 ) Jfr . Isaac, G . i den ovenfor citerede artikel, Annuaire français de droit international, 1986, s . 794, 809 . Se hertil endvidere Waelbroek' s bemaerkninger under det af Centret for Internationale og Europaeiske Studier ved Robert Schumann-universitetet i Strasbourg, den 10 . april 1987 organiserede seminar om emnet : "Europa-Parlamentet og De Europaeiske Faellesskabers Domstol", s . 24 . Det bemaerkes endvidere, at den anden institution og medlemsstaterne som privilegerede sagsoegere, kan anlaegge sager ved Domstolen for at faa dom for passivitet fra den institutions side, som Parlamentet forud har tilstillet en opfordring til at handle . I Traktatens artikel 175 stilles der ikke, og i al fald ikke udtrykkelige krav om, at sagsoegeren i al fald, naar der er tale om institutionerne og medlemsstaterne, noedvendigvis skal vaere den samme, som den institution, der oprindelig har fremsat opfordringen til at handle .

( 21 ) Sag 15/70, dom af 18 . november 1970, Rec . s . 975, praemis 6 ( dommen foreligger ikke paa dansk ).

( 22 ) Den tidligere naevnte sag 294/83, s . 1351 .

( 23 ) Sag 230/80, Sml . 1983, s . 255, praemis 17 .

( 24 ) Generaladvokat Mancini' s forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag 294/83, s . 1349 .

( 25 ) Ovennaevnte dom, praemis 24 .

( 26 ) Ovennaevnte dom i sag 230/81, praemis 20 .

( 27 ) Ovennaevnte dom i sag 294/83, praemis 24 .

( 28 ) Ovennaevnte dom i sag 294/83, praemis 25 .

( 29 ) Ovennaevnte dom i sag 294/83, praemis 23 .

( 30 ) Ovennaevnte dom i sag 22/70, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Raadet for De Europaeiske Faellesskaber, dom af 31 . marts 1971, Sml . s . 41, se navnlig praemis 39, en praemis, der til dels er blevet gentaget i praemis 24 i "Les Verts"-dommen .

( 31 ) Ovennaevnte sag 22/70, praemis 41 . Domstolen har i en anden sammenhaeng, bl.a . i dom af 15 . juli 1963 i sag 25/62, Plaumann & Co . mod Kommissionen for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab forkastet det synspunkt, at beslutninger, der er rettet til medlemstaterne, ikke vil kunne efterproeves ved et af en privatperson anlagt annullationssoegsmaal . I dommen, Sml . 1954-1964, s . 413, henvises til, at "i oevrigt kan de bestemmelser i Traktaten, som vedroerer borgernes soegsmaalsret, ikke fortolkes indskraenkende ".

( 28 ) Ovennaevnte sag 294/83, praemis 23 .

( 32 ) Sag 314/85, dom af 22 . oktober 1987, Sml . s . 4199 og 4231, praemis 16 .

( 33 ) Beslutning af 20 . marts 1958, JO 1 af 20.4.1958, s . 6 .

( 34 ) Beslutning af 30 . marts 1962, JO 31 af 26.4.1962, s . 1045 .

( 35 ) EFT L 169 af 29.6.1987 .

( 36 ) Akt af 20 . september 1976 om valg af Europa-Parlamentets medlemmer ved direkte almindelige valg, EFT L af 8.10.1976 .

( 37 ) EFT C 89 af 22.4.1975 .

( 38 ) EFT C 194 af 28.7.1982 .

( 39 ) Bulletin for De Europaeiske Faellesskaber nr . 6-1983, s . 26 .

( 40 ) Raadets moedereferat, 24 . og 25 . februar 1964, s . 26 .

( 41 ) Raadets notat af 15 . oktober 1973 .