61987C0080

++++

Hoeje Domstol .

1 . Ved kendelse af 19 . februar 1987, registreret paa Domstolens Justitskontor den 19 . marts s.aa ., har Raad van Beroep, Arnhem, anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende anvendelsen i tid af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19 . december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ( EFT 1979 L 6, s . 24 ).

Spoergsmaalene er blevet rejst under to sager anlagt af A . Dik og A . Menkutos-Demirci mod Arnhem Kommune henholdsvis H . G . W . Laar-Vreeman mod Winterwijk Kommune . Sagsoegerne i hovedsagen, som alle er gift, klager over at have mistet retten til ydelser ved arbejdsloeshed i henhold til Wet Werkloosheidsvoorziening ( den nederlandske lov om arbejdsloeshedsforsikring, herefter benaevnt "WWV "), der traadte i kraft den 1 . januar 1965 ( Stbl . 1964, s . 485 ). De to kommuners afslag paa de naevnte ydelser stoettes navnlig paa lovens artikel 13, stk . 1, litra l ), der bestemmer : "Der kan ikke goeres krav paa ydelser, saafremt arbejdstageren ... er en gift kvinde, som ikke ifoelge de af vedkommende minister efter hoering af centrale commissie fastsatte bestemmelser kan anses for forsoerger (" kostwinster "), eller ikke definitivt har ophaevet samlivet med aegtefaellen ."

Denne bestemmelse blev med tilbagevirkende gyldighed fra den 23 . december 1984 ophaevet ved lov af 24 . april 1985 ( Stbl . 230 ), der traadte i kraft den 1 . maj s.aa . Lovens artikel II, litra A ), indeholder en overgangsbestemmelse, der lyder saaledes : "AEndringen i henhold til artikel I, litra A ), omfatter ikke arbejdstagere, der er blevet arbejdsloese inden den 23 . december 1984, medmindre de paa dette tidspunkt oppebar ydelser i henhold til Werkloosheidswet (" WW ") ... eller andre arbejdsloeshedsydelser i henhold til bestemmelser, der omfatter personer, som ikke betragtes som arbejdstagere i henhold til WW' s artikel 6, stk . 1, litra a ) og b )." Ophaevelsen af kravet om status som familieforsoerger gaelder saaledes ikke for arbejdstagere, der enten var blevet arbejdsloese inden den 23 . december 1984, eller som i maksimumperioden havde modtaget ydelser i henhold til WW, og som, hvis denne bestemmelse aldrig havde eksisteret, ville have oppebaaret ydelser i henhold til WWV .

Dik, Menkutos-Demirci og Laar-Vreeman var imidlertid blevet arbejdsloese inden den 23 . december 1984, og da de efter dette tidspunkt ikke havde status som familieforsoerger, fik de afslag paa deres ansoegning om ydelser efter WWV . Herefter indbragte de de af de respektive kommuner trufne afgoerelser for Raad van Beroep . Med henblik paa at faa afgjort, om ovennaevnte begraensning er forenelig med direktiv 79/7/EOEF har den forelaeggende ret forelagt Domstolen foelgende to praejudicielle spoergsmaal :

"1 ) Giver direktiv 79/7/EOEF medlemsstaterne mulighed for i loven til gennemfoerelse af direktivet at indfoeje en overgangsbestemmelse, hvorefter et krav om forsoergerstatus opretholdes efter den 23 . december 1984, for saa vidt angaar gifte kvinder, som var blevet arbejdsloese inden denne dato?

2 ) Er det foreneligt med direktivet at tillaegge en overgangsbestemmelse af den i foerste spoergsmaal naevnte art tilbagevirkende gyldighed fra det tidspunkt, da den i direktivets artikel 8, stk . 1, fastsatte frist udloeb?"

2 . Det er ikke vanskeligt at besvare det foerste spoergsmaal . I dom af 14 . december 1986 ( 71/85, den nederlandske stat mod Federatie Nederlandse Vakbeweging ( FNV ), Sml . s . 3855 ) har Domstolen fortolket princippet om ligebehandling af maend og kvinder, som fastsat i artikel 4, stk . 1, i direktiv 79/7/EOEF, for saa vidt angaar social sikring, netop i forbindelse med den nederlandske ordning for arbejdsloeshedsunderstoettelse . Jeg skal minde om, at Nederlandene paa det for denne sag relevante tidspunkt endnu ikke havde gennemfoert direktiv 79/7/EOEF . Foelgelig skulle WWV' s artikel 13, stk . 1, anvendes . Overgangsbestemmelsen, som derefter blev vedtaget ved lov af 24 . april 1985, var under forberedelse . For saa vidt angaar de naermere enkeltheder vedroerende den nederlandske ordning for arbejdsloeshedsunderstoettelse og de problemer, der opstod i Nederlandene i forbindelse med gennemfoerelsen af direktiv 79/7/EOEF, skal jeg henvise til mit forslag til afgoerelse i sag 71/85 fremsat den 2 . juli 1986 .

Ligesom i dommen af 24 . juni 1986 ( sag 150/85, Drake mod Chief Adjudication Officer, Sml . s . 1995 ) fastslog Domstolen i FNV-dommen, at artikel 4, stk . 1, har umiddelbar virkning . Domstolen fastslog bl.a ., at denne bestemmelse "i mangel af ivaerksaettelse af direktivet kunne paaberaabes fra den 23 . december 1984 for at afvaerge anvendelsen af nationale bestemmelser, som er i strid med artikel 4, stk . 1 . En kvinde har i mangel af foranstaltninger til gennemfoerelse af naevnte artikel ret til at blive behandlet paa samme maade og til at vaere omfattet af samme ordning som en mand, der er i samme situation, hvilken ordning i mangel af gennemfoerelse af naevnte direktiv er den eneste, som retsgyldigt vil kunne anvendes" ( praemis 23 ).

Allerede dengang gav Domstolen imidlertid - i det mindste indirekte - udtryk for den opfattelse, at en overgangsbestemmelse ville vaere uforenelig med den direkte virkning, som tillaegges ligebehandlingsprincippet . Under henvisning til dommen af 19 . januar 1982 ( sag 8/81, Becker, Sml . s . 53 ), hvorefter medlemsstaternes mulighed for frit at vaelge de noedvendige midler til gennemfoerelse af deres forpligtelser, ikke er til hinder for, at direktivbestemmelser kan paaberaabes umiddelbart, fastslog Domstolen i praemis 25, at "uanset at der tilkom medlemsstaterne et skoen ved valget af midlerne til gennemfoerelse af det i direktiv 79/7/EOEF fastlagte princip om ligebehandling, for saa vidt angaar social sikring, kan denne skoensbefoejelse ikke paaberaabes for ganske at tilsidesaette direktivets artikel 4, stk . 1, der efter sin beskaffenhed kan goeres gaeldende i retssager, selv om direktivet ikke i sin helhed er blevet gennemfoert ."

Jeg skal yderligere henvise til, at Domstolen i dom af 24 . juni 1987 ( sag 384/85, Borrie Clarke mod Chief Adjudication Officer, Sml . s . 2865 ) har behandlet spoergsmaalet, om en overgangsregel med tilbagevirkende gyldighed er forenelig med artikel 4, stk . 1 . I denne sag, hvor Domstolen var blevet anmodet om at afgoere, om den direkte virkning af ligebehandlingsprincippet kunne paavirke en overgangsbestemmelse vedtaget efter direktivets ikrafttraeden med det formaal at forlaenge de diskriminerende virkninger af den tidligere ordning, fastslog den, at "direktivet ikke indeholder nogen undtagelse fra ligebehandlingsprincippet ". Domstolen tilfoejede, "at en medlemsstat ikke efter den 22 . december 1984 maa opretholde en forskelsbehandling, der skyldes, at ydelsesvilkaarene er de samme som foer den naevnte dato . Det goer herved ingen forskel, at en saadan forskelsbehandling foelger af overgangsbestemmelser, der er givet i forbindelse med indfoerelsen af en ny ydelse" ( praemis 10 ). Domstolen kendte for ret, at i mangel af passende foranstaltninger til gennemfoerelse af direktivet efter dettes ikrafttraeden er det eneste gyldige kriterium anvendelsen af samme ordning paa maend og kvinder i samme situation .

Der er ikke tvivl om, at disse principper ligeledes skal anvendes i den foreliggende sag .

3 . Det andet spoergsmaal vedroerer muligheden for at tillaegge gennemfoerelsesbestemmelser til et direktiv, som fastsaettes efter udloebet af medlemsstaternes frist hertil, tilbagevirkende gyldighed . Det forelagte spoergsmaal er knyttet til den saerlige situation, den forelaeggende ret skal tage stilling til, men mere generelt vedroerer det de nationale foranstaltninger til gennemfoerelse af de forpligtelser, direktiver indebaerer . Lovligheden af love med tilbagevirkende gyldighed skal derfor vurderes ud fra den nationale retsorden .

Set ud fra et faellesskabssynspunkt mener jeg under alle omstaendigheder som Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, at spoergsmaalet boer besvares bekraeftende . I det foreliggende tilfaelde giver den direkte virkning, som tillaegges artikel 4, stk . 1, helt givet mulighed for at paaberaabe denne bestemmelse fra tidspunktet for fristen for direktivets gennemfoerelse; i denne forbindelse er gennemfoerelsesbestemmelsernes eventuelle tilbagevirkende gyldighed derfor helt irrelevant .

Saafremt en faellesskabsbestemmelse ikke kan tillaegges direkte virkning, mener jeg derimod, at det forhold, at medlemsstaterne naegtes ret til eterfoelgende at gribe ind ved at give gennemfoerelsesbestemmelserne tilbagevirkende gyldighed fra udloebet af gennemfoerelsesfristen, vil bevirke, at direktivet ikke samtidig har den tilsigtede harmoniserende virkning i alle de nationale retsordener .

4 . Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Domstolen besvarer de spoergsmaal, som Raad van Beroep, Arnhem, har forelagt ved kendelse af 19 . februar 1987 i sagerne A . Dik og A . Menkutos-Demirci mod Arnhem Kommune og H . G . W . Laar-Vreeman mod Winterswijk Kommune, saaledes :

"1 ) Fra den 23 . december 1984, da fristen for gennemfoerelse af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19 . december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring udloeb, havde direktivets artikel 4, stk . 1, som indeholder et forbud mod enhver forskelsbehandling paa grundlag af koen saavel direkte som indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, direkte virkning .

Uden passende foranstaltninger til gennemfoerelse af den naevnte bestemmelser skal der over for gifte kvinder anvendes den ordning, der gaelder for maend i samme situation . De kan derfor for de nationale retter paaberaabe sig deres rettigheder i henhold til artikel 4, stk . 1, over for en overgangsbestemmelse, hvorefter gifte kvinder, der var blevet arbejdsloese inden den 23 . december 1984, selv efter denne dato fortsat skal opfylde kravet om status som familieforsoerger .

2 ) Gennemfoerelsesbestemmelser, der er fastsat efter udloebet af fristen for gennemfoerelse af direktivet i national ret, og hvorefter bestemmelserne har tilbagevirkende gyldighed fra den naevnte udloebsdato, er ikke i strid med artikel 4, stk . 1, i direktiv 79/7/EOEF ."

(*) Oversat fra italiensk .