61986J0057

++++

1 . Statsstoette - begreb - rentegodtgoerelse af eksportkreditter - Kommissionens vurdering ved anvendelse af landbrugsordningerne - irrelevant

( EOEF-Traktaten, art . 92 )

2 . Medlemsstater - forpligtelser - udoevelse af forbeholdt kompetence paa valutaomraadet - ensidige foranstaltninger forbudt ifoelge Traktaten - retsstridighed

3 . Statsstoette - begreb - stoette der ikke ydes af statsmidler - stoette ydet via offentlige eller private organer - omfattet

( EOEF-Traktaten, art . 92 )

4 . Statsstoette - kommissionsbeslutning om en stoettes uforenelighed med Faellesmarkedet - begrundelsespligt - noedvendig angivelse af relevante omstaendigheder

( EOEF-Traktaten, art . 92 og art . 190 )

1 . Rentegodtgoerelse af eksportkreditter, der giver eksportvirksomheder en oekonomisk fordel, der nedsaetter deres omkostninger ved salg paa de oevrige medlemsstaters markeder, udgoer en statsstoette i den i Traktatens artikel 92 forudsatte betydning . Denne bedoemmelse er uafhaengig af Kommissionens vurdering af naevnte godtgoerelse i forbindelse med anvendelsen af Faellesskabets landbrugsordninger .

2 . Medlemsstaternes udoevelse af deres forbeholdte kompetence paa valutaomraadet giver dem ikke ret til ensidigt at traeffe foranstaltninger, der er forbudt ifoelge Traktaten .

3 . En stoette skal ikke noedvendigvis vaere finansieret af statsmidler for at kunne anses for statsstoette . Artikel 92 omfatter stoette af enhver art, der gives af staterne eller ved hjaelp af statsmidler, uden at der er anledning til at sondre mellem, om stoetten ydes direkte af staten eller af offentlige eller private organer, som staten opretter eller udpeger til at forvalte stoetten .

4 . Det kan fremgaa af selve de omstaendigheder, hvorunder en stoette er blevet givet, at den er egnet til at paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen, men det paahviler alligevel Kommissionen at omtale disse omstaendigheder i begrundelsen til beslutningen . Kravet herom er opfyldt, naar beslutningen indeholder en tilstraekkelig udtrykkelig og udfoerlig begrundelse, paa grundlag af hvilken det kan fastslaas, at Kommissionen behoerigt har kunnet naa til det resultat, at en rentegodtgoerelse af eksportkreditter ved at give eksportoerer en fordelagtigere stilling i konkurrencen end de oevrige erhvervsdrivende, som ikke profiterer heraf, faktisk kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater og fordreje konkurrencen .

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 26 . februar 1986 har Den Hellenske Republik i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 1, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 86/187/EOEF af 13 . november 1985 om Graekenlands stoette i form af rentegodtgoerelse til eksport af alle produkter, bortset fra olieprodukter ( EFT 1986 L 136, s . 61 ).

2 Ved begaering, indgivet til Domstolens Justitskontor den 13 . marts 1986 har sagsoegeren i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 185 anmodet om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning . Domstolens praesident har ved kendelse af 30 . april 1986 afslaaet at tage denne begaering til foelge og udsat afgoerelsen om sagens omkostninger .

3 Det fremgaar af sagen, at udlaansrentesatserne i forbindelse med en gennemgribende reform af kreditsystemet, som blev gennemfoert i Graekenland i april 1983, blev fastsat til 21,5% for industrivirksomheder, 18,5% for virksomheder, der forarbejder landbrugsprodukter, og 14% for haandvaerksvirksomheder . Den indtil april 1983 gaeldende rentesats for eksportlaan paa 10,5% blev afskaffet . For at ophaeve den ulempe, dette medfoerte for de graeske eksportoerer, blev disse indroemmet en rentegodtgoerelse paa 6% ( eller 3% i tilfaelde, hvor laanets rentesats var 14 %), saafremt de hurtigt hjemtog deres eksportindtaegter og omvekslede dem til drachmer . Denne godtgoerelse ydes ved eksport af alle produkter bortset fra olieprodukter .

4 I den anfaegtede beslutning konstateredes det foerst og fremmest, at stoetten i form af rentegodtgoerelse paa 6 eller 3%, som de graeske myndigheder paa visse betingelser yder for eksportlaan, er uforenelig med det faelles marked, jfr . Traktatens artikel 92, og derfor skal ophaeves .

5 Den Hellenske Republik har til stoette for sine paastande fremfoert fire soegsmaalsgrunde, der alle vedroerer de forskellige kategorier af eksport .

6 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingerne og parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Den foerste soegsmaalsgrund

7 Den Hellenske Republik har i foerste raekke gjort gaeldende, at den omtvistede rentegodtgoerelse ikke er en statsstoette . Der er derimod tale om en rent valutarisk foranstaltning til forbedring af landets betalingsbalance derved, at eksportoererne tilskyndes til hurtigt at hjemtage deres udenlandske tilgodehavender . Rentegodtgoerelsen skulle i forhold til den ordning, der var gaeldende foer april 1983, vaere neutral og alene ophaeve de negative virkninger, som de forhoejede rentesatser har for eksportoererne, men ikke give dem en ekstra fordel . Endelig kan Kommissionen ikke i det omfang, den ikke har undersoegt den tidligere eksportkreditordning rejse kritik af den ny ordning, der blot skal ophaeve de negative virkninger, rentestigningen har for eksportoererne .

8 Det staar fast, at de rentesatser, der almindeligvis anvendes paa handelskreditter i Graekenland, paa grund af at rentegodtgoerelsen alene blev nedsat for eksportkreditter . Den omtvistede godtgoerelse er derfor en stoette til de hellenske eksportvirksomheder, idet disse virksomheder derved opnaar en oekonomisk fordel, der nedsaetter deres omkostninger ved salg paa de oevrige medlemsstaters markeder . Der skal herved henvises til Domstolens praksis ( dom af 10 . december 1969, Kommissionen mod Den Franske Republik, forenede sager 6 og 11/69, Sml . 1969, s . 143 ), hvorefter en praeferencesats for rediskontering ved udfoersel, som en medlemsstat kun yder til fordel for udfoerte nationale varer, udgoer en stoette efter artikel 92 .

9 Vedroerende argumentet om rentegodtgoerelsens rent valutariske karakter bemaerkes alene, at Domstolens praksis ( ovennaevnte dom af 10 . december 1969 samt dom af 9 . juni 1982, Kommissionen mod Italien, 95/81, Sml . s . 2187 ) er, at medlemsstaterne ikke ved udoevelsen af deres forbeholdte kompetence paa valutaomraadet har ret til ensidigt at traeffe foranstaltninger, der er forbudt ifoelge Traktaten .

10 Det er endelig uden betydning, at rentegodtgoerelsen i sammenligning med den tidligere ordning for eksportkreditter er oekonomisk neutral for saa vidt angaar den hellenske eksports konkurrencedygtighed, og at Kommissionen ikke har grebet ind over for den tidligere ordning, idet den nugaeldende ordning bedoemt separat begunstiger visse virksomheder . Den foerste soegsmaalsgrund maa derfor afvises .

Den anden soegsmaalsgrund

11 Den Hellenske Republik har gjort gaeldende, at rentegodtgoerelsen ikke ydes af statsmidler, men finansieres gennem anbringelse paa termin af kapital, der investeres af udlaansbankerne . Kommissionen har paa sin side anfoert, at Den Graeske Nationalbank stiller midler til raadighed for udlaansbankerne med henblik paa finansieringen af de rentegodtgoerelser paa henholdsvis 6 eller 3%, de giver paa eksportkreditterne .

12 Det fremgaar af Domstolens faste praksis ( jfr . bl.a . Domstolens dom af 30 . januar 1985, Kommissionen mod Den Franske Republik, 290/83, Sml . s . 439 ) at en stoette ikke noedvendigvis skal vaere finansieret af statsmidler for at kunne anses for statsstoette . Artikel 92 omfatter stoette af enhver art, der gives af staterne eller ved hjaelp af statsmidler, uden at der er grundlag for at sondre mellem, om stoetten ydes direkte af staten eller af offentlige eller private organer, som staten opretter eller udpeger som ansvarlig for forvaltning af stoetten .

13 I det foreliggende tilfaelde vil det vaere tilstraekkeligt at undersoege, at rentegodtgoerelsen blev indfoert af Den Hellenske Republik via Den Graeske Nationalbank, og at sidstnaevnte herved handlede under statens direkte tilsyn, samt at bankerne udbetaler rentegodtgoerelsen eller tilstiller Den Graeske Nationalbank dokumentation for valutaindkoeb, som herefter foretager udbetalingen . Den anden soegsmaalgsgrund savner grundlag og maa derfor afvises .

Den tredje soegsmaalsgrund

14 Den Hellenske Republik har gjort gaeldende, at Kommissionens beslutning ikke indeholder bevis for, at rentegodtgoerelsen paavirker samhandelen mellem medlemsstater og de graeske eksportvarers konkurrenceevne . Kommisionen burde her have angivet konkrete tal med henblik paa at godtgoere, at den hellenske eksport er gaaet frem som foelge af stoetten . Realiteten er imidlertid, at den hellenske eksport er gaaet tilbage, navnlig i kornsektoren .

15 Domstolen har allerede ( i dom af 13 . marts 1985, Kongeriget Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, forenede sager 296 og 318/82, Sml . s . 809 ) statueret, at det kan fremgaa af selve de omstaendigheder, hvorunder en stoette er blevet givet, at den er egnet til at paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen . Det paahviler imidlertid Kommissionen at omtale disse omstaendigheder i begrundelsen til beslutningen .

16 I det foreliggende tilfaelde kan det paa grundlag af beslutningens tilstraekkelige, udtrykkelige og udfoerlige begrundelse antages, at Kommissionen behoerigt kunne fastslaa, at den omtvistede rentegodtgoerelse faktisk gav de hellenske eksportoerer en fordelagtigere stilling i konkurrencen end de oevrige erhvervsdrivende, som ikke profiterede heraf, og derved har kunnet paavirke samhandelen mellem medlemsstater og fordreje konkurrencen . Den tredje soegsmaalsgrund kan derfor heller ikke tages til foelge .

Den fjerde soegsmaalsgrund

17 Den Hellenske Republik har endelig gjort gaeldende, at Kommissionen ved afslutningen for EUGFL for aarene 1983 til 1985 fandt, at rentegodtgoerelsen ikke havde stoerre betydning og kun havde ubetydelig indflydelse paa samhandelen mellem medlemsstater, hvorfor denne udgift ikke kunne paalaegges Den Hellenske Republik .

18 Hertil bemaerkes, at Kommissionens vurdering af rentegodtgoerelsen i forbindelse med anvendelse af landbrugsordningerne under alle omstaendigheder ikke kan paavirke en saadan ordnings bedoemmelse efter Traktatens artikel 92 . Denne sidste soegsmaalsgrund maa derfor ogsaa afvises .

19 Da ingen af Den Hellenske Republiks soegsmaalsgrunde har kunnet tages til foelge, frifindes sagsoegte i det hele .

Sagens omkostninger

20 Ifoelge procesreglementes artikel 69, stk . 2, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger . Den Hellenske Republik har tabt sagen, og doemmes derfor til at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1 ) Sagsoegte frifindes .

2 ) Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler .