1.

Ved artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EKSF, EØF, Euratom) nr. 2615/76 af 21. oktober 1976 om ændring af forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 for så vidt angår ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber (EFT L 299, s. 1) indsattes der et litra d) i artikel 2 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber (herefter benævnt ansættelsesvilkårene), hvorefter en medarbejder er omfattet af begrebet midlertidigt ansat i ansættelsesvilkårene, såfremt vedkommende midlertidigt ansættes i en fast stilling, som aflønnes over forsknings- og investeringsbevillingerne, og som er opført i den liste over stillinger, der er knyttet som bilag til den pågældende institutions budget. Tidligere blev sådanne medarbejdere ansat som lokalt ansatte eller ansatte ved de pågældende anlæg. I sidste betragtning til forordning nr. 2615/76 anføres det, at de i forordningen fastsatte ansættelsesvilkår kun gælder for personale aflønnet over forsknings- og investeringsbevillingerne, og at disse ansættelsesvilkår under ingen omstændigheder kan skabe præcedens for tjenestemænd eller andre ansatte ved De europæiske Fællesskaber.

Ved artikel 1, stk. 5, i sidstnævnte forordning indsattes der et femte stykke i ansættelsesvilkårenes artikel 20, hvorefter de månedlige grundlønninger for de i artikel 2, litra d), omhandlede ansatte for hver lønklasse og hvert løntrin blev fastsat efter en til den pågældende bestemmelse knyttet løntabel. Denne løntabel var forskellig fra de løntabeller, der gjaldt for tjenestemænd, idet lønningerne for ansatte i kategorierne C og D var omkring 5% lavere end dem, der gjaldt for tjenestemænd i de tilsvarende kategorier.

2.

Ved artikel 7 i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 1578/85 af 10. juni 1985 om ændring af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber (EFT L 154, s. 1) ophævedes femte stykke i ansættelsesvilkårenes artikel 20 og den hertil knyttede tabel over månedlige grundlønninger. I henhold til artikel 13 i forordning nr. 1578/85 skulle denne gælde med virkning fra den 1. januar 1985 for midlertidigt ansatte, der gjorde tjeneste på tidspunktet for forordningens ikrafttræden. Det bemærkes, at forordningen blev udstedt efter anlægget af denne sag, hvori stævningen blev indgivet den 5. april 1985.

3.

De tre sagsøgere blev ansat af Kommissionen — Anne-Marie Christ den 1. juli 1979, Olga Priplata den 4. juli 1979 og Elizabeth Mc Donnell den 1. juni 1979 — som midlertidigt ansatte i stillinger omfattet af begrebet stillinger i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution, og af budgetmyndighederne er betegnet som midlertidige (jf r ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a]. Sagsøgerne blev indplaceret i kategori C.

4.

I 1983 blev sagsøgerne placeret i midlertidige stillinger (FAST), der blev omdannet til faste stillinger med virkning fra den 1. januar 1984.

5.

Den 30. marts 1984 fremsendte Kommissionen til sagsøgerne nogle forslag om et tillæg til deres ansættelseskontrakter, således at de med virkning fra den 1. januar 1984 skulle anses for ansat som midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra d), og dermed omfattet af de for sådanne midlertidigt ansatte gældende bestemmelser. Tillægget blev underskrevet i slutningen af april 1984 af Anne-Marie Christ og Elizabeth Mc Donnell og i begyndelsen af maj 1984 af Olga Priplata.

6.

Ved skrivelse af 27. april 1984 blev det meddelt Priplata, at da den nye lønsats skulle anvendes med virkning fra januar 1984, skyldte hun Kommissionen et beløb på 11388 BFR, som hun havde fået udbetalt for meget for perioden 1. januar — 30. april 1984, idet beløbet ville blive opkrævet på den måde, at det ville blive fratrukket hendes løn for juni 1984.

Priplata og Mc Donnell kunne på grundlag af deres lønsedler for maj 1984 konstatere, at deres grundløn var blevet nedsat.

Ved en skrivelse af 7. juni 1984 blev det meddelt Mc Donnell, at hun for perioden 1. januar — 30. april 1984 havde fået udbetalt 10748 BFR for meget, idet dette beløb ville blive opkrævet i forbindelse med udbetalingen af hendes løn for juni og juli 1984.

Hvad angår Christ, blev den nye løntabel anvendt for første gang i forbindelse med udbetalingen af hendes løn for juli 1984, idet der i samme forbindelse blev opkrævet et beløb på 20262 BFR, som hun havde fået udbetalt for meget for perioden 1. januar — 30. juni 1984.

Efter at sagsøgerne havde klaget herover, frafaldt ansættelsesmyndigheden sit krav om tilbagebetaling af de med urette udbetalte beløb, men kun for så vidt angår januar, februar og marts 1984, idet tillægget til ansættelseskontrakterne var dateret den 30. marts 1984.

7.

Ved skrivelser af henholdsvis 25., 26. og 20. juli 1984 indbragte sagsøgerne i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, klager over tillægget om ændring af deres ansættelseskontrakter, idet de anførte, at »overførslen af kontrakten om midlertidig ansættelse fra ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a) (den oprindelige kontrakt) til artikel 2, litra d), er en for mig bebyrdende afgørelse derved, at min grundløn nedsættes (- 5%)«.

8.

Kommissionen afviste klagerne ved begrundede afgørelser, henholdsvis af 4. januar 1984, for så vidt angår Christ, der fik meddelt afgørelsen den 25. januar 1985, og af 10. januar 1985, for så vidt angår Priplata og Mc Donnell, idet Priplata fik afgørelsen meddelt den 25. januar 1985 og Mc Donnell den 21. januar 1985.

9.

Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 5. april 1985, har Anne-Marie Christ, født Clemen, Olga Priplata, født Schneider, og Elizabeth Mc Donnell anlagt sag mod Kommissionen med følgende påstande:

I replikken, der er indgivet den 13. december 1985, har sagsøgerne på baggrund af udstedelsen af forordning nr. 1578/85 indskrænket deres påstande, således at sagsøgernes endelige påstande er følgende:

10.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

11.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

A —

Ulovligheden af forordning nr. 2615/76.

B —

Den historiske og budgetmæssige baggrund for forordningen.

C —

Kommissionens og Rådets viden om forordningens ulovlighed.

1.

Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at forordning nr. 2615/76 er ulovlig, for så vidt der herved indsattes et femte stykke i ansættelsesvilkårenes artikel 20, idet lønningerne for personale i kategorierne C og D herefter blev omkring 5% lavere end dem, der gjaldt for tjenestemænd og andre midlertidigt ansatte i de tilsvarende kategorier. Da der ikke foreligger nogen objektiv begrundelse herfor, er forordningen åbenbart i strid med den overordnede retsgrundsætning, som ligebehandlingsprincippet ifølge Domstolens praksis er, jfr. dommen af 31. maj 1979 (Newth mod Kommissionen, 156/78, Sml. s. 1921) og dommen af 2. december 1982 (Micheli m.fl. mod Kommissionen, 198-202/81, Sml. s. 4185). Sagsøgerne blev fra den 1. april 1984 med tilbagevirkende kraft udsat for forskelsbehandling i forhold til andre tjenestemænd og ansatte, der udførte de samme opgaver, og hvis forhold måtte sidestilles med sagsøgernes. Sagsøgerne anfører, at det retsforhold, i henhold til hvilket arbejdet udføres, er det samme for ansatte i kategorierne C og D omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra d), som for ansatte i kategorierne A og B, der aflønnes over de samme bevillinger. Sagsøgerne gør gældende, at de er blevet ansat efter de samme ansættelseskriterier som tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber, og at Kommissionen ikke har begrundet lønforskellen med en forskel med hensyn til anciennitet eller alder eller med noget andet objektivt forhold.

Sagsøgerne var udsat for en lønnedgang på omkring 5%, skønt de udførte nøjagtigt de samme opgaver som dem, de udførte, før deres overgang fra at være »artikel 2, litra a)-midlertidigt ansatte« til at være »artikel 2, litra d)-midlertidigt ansatte«.

2.

Kommissionen har anført, at midlertidigt ansatte i faste stillinger, som aflønnes over forsknings- og investeringsbevillingerne, og som er opført i den liste over stillinger, der er knyttet som bilag til den pågældende institutions budget, oprindelig ikke var omfattet af begrebet midlertidigt ansatte, idet sådanne medarbejdere var lokalt ansatte eller ansatte ved de pågældende anlæg. Selv om alle ansatte ved forskningscentrene ganske vist ved forordning nr. 2615/76 fik status som midlertidigt ansatte, hvilket ikke blev gennemført uden betænkeligheder, blev det ved forordningen også fastsat, at disse ansatte uanset kategori skulle udgøre en særlig undergruppe inden for kategorien midlertidigt ansatte. Det er denne undergruppe, som ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra d), omhandler.

Det savner ethvert grundlag, når sagsøgerne i realiteten hævder, at sådanne ansatte uden videre og altid har haft krav på ansættelsesvilkår som midlertidigt ansatte, der er identiske med vilkårene for øvrige ansatte.

Kommissionen henviser i denne forbindelse til generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse i sag 326/82 (dom af 30. maj 1984, Helga Aschermann m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2268), hvori det hedder:

»[Der foreligger] ’forskelsbehandling, dels når forskellige forhold behandles ensartet, dels når ensartede forhold behandles forskelligt’. Sagsøgerne, der er midlertidigt ansatte aflønnet over forsknings- og investeringsbevillingerne, ansættes imidlertid ikke efter samme kriterier og aflønnes ikke over samme bevillinger som tjenestemænd eller andre midlertidigt ansatte som omhandlet i litraerne a), b) og c) i artikel 2 [i ansættelsesvilkårene]. De er omfattet af særlige bestemmelser. Selv om de indplaceres i samme kategorier, befinder de sig altså hverken i henseende til ansættelsesvilkår eller budgetmæssigt i samme situation som tjenestemændene eller de øvrige midlertidigt ansatte.«

Kommissionen anfører, at det fremgår af Domstolens praksis,

»at der ikke kan gøres indsigelse mod, at forskellige grupper af ansatte ved Fællesskaberne har forskellig status, alt efter om de er egentlige tjenestemænd eller falder ind under de forskellige grupper af ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene... definitionen af hver enkelt af de pågældende grupper [svarer] til fællesskabsadministrationens velbegrundede behov og arten af de arbejdsopgaver — vedvarende eller midlertidige — som den pågældende gruppe af ansatte skal udføre. Det er derfor ikke udtryk for forskelsbehandling, at visse grupper af ansatte ved Fællesskaberne med hensyn til vedtægtsmæssige garantier og socialsikringsfordele kan have garantier eller fordele, som andre grupper ikke har« (dom af 6. oktober 1983, Celant m.fl. mod Kommissionen, 118-123/82, Sml. s. 3012, præmis 22, og dom af 23. januar 1986, Soma mod Kommissionen, 171/84, præmis 30, Sml. s. 192).

Under henvisning til denne praksis gør Kommissionen gældende, at definitionen af hver enkelt af grupperne af midlertidigt ansatte i ansættelsesvilkårenes artikel 2 svarer til fællesskabsadministrationens velbegrundede behov og arten af de arbejdsopgaver — vedvarende eller midlertidige — som den pågældende gruppe af ansatte skal udføre, hvorfor det ikke er udtryk for forskelsbehandling, at forskellige grupper af midlertidigt ansatte som omhandlet er underlagt regler, der kan være forskellige fra gruppe til gruppe. Dette gælder navnlig, for så vidt angår de forskellige vilkår, der gælder for henholdsvis midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), og midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra d).

Kommissionen gør gældende, at der ikke i sig selv er noget ulovligt ved, at ansatte, der arbejder for Fællesskabets institutioner, og som udfører de samme opgaver, aflønnes forskelligt. Forskelle med hensyn til det retsforhold, i henhold til hvilket arbejdet udføres, og med hensyn til de pågældendes eksamensbeviser, kvalifikationer, faglige erfaring, anciennitet og alder samt endvidere forhold af historisk art kan begrunde, at det samme arbejde aflønnes forskelligt.

Kommissionen anfører endvidere, at selv om ansatte omfattet af artikel 2, litra d), i hvert fald ansatte i kategorierne C og D, havde en grundløn, der var omkring 5% lavere end lønnen for midlertidigt ansatte omfattet af litra a), udgjorde dette imidlertid ikke den eneste forskel.

Indtil for nylig havde midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a) eller b), således kun ret til udtrædelsespenge i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 39, men ikke til pension, hvorimod midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra c) eller d), efter de samme vilkår som for tjenestemænd havde krav på enten pension eller udtrædelsespenge efter de herom gældende regler. Det er kun for ganske nylig, nemlig den 27. september 1985, at Rådet har vedtaget en forordning, hvorefter de hidtil gældende forskelle med hensyn til udtrædelsespenge mellem de af ansættelsesvilkårenes artikel 2 omfattede forskellige grupper af midlertidigt ansatte ophæves, og hvorefter midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), nu har krav på at blive tilsluttet en pensionsordning.

Kommissionen anfører endvidere, at sagsøgerne i deres skriftlige indlæg har gjort gældende, at de har været udsat for en lønnedgang som følge af deres overgang fra gruppen af midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), til den af artikel 2, litra d), omfattede gruppe, hvorimod sagsøgerne har undladt at nævne, at de derved fik krav på at blive tilsluttet en pensionsordning, hvilket de tidligere ikke havde haft. Sagsøgerne har heller ikke nævnt, at de efter ændringen af deres ansættelsesvilkår nu har bedre udsigter med hensyn til sikkerhed i ansættelsen, idet sagsøgerne herefter er ansat i faste stillinger, og ikke som tidligere i midlertidige.

Kommissionen anfører, at der endvidere må tages hensyn til, at sagsøgerne af egen fri vilje har underskrevet en aftale, hvorved de accepterede, at de herefter skulle være midlertidigt ansatte omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra d), dvs. med kendskab til de forskelle — dels positive, dels negative — dette indebar i forhold til deres tidligere status som midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra a).

Det må i denne forbindelse være uden betydning, at sagsøgerne rent faktisk har fortsat med at udføre de samme opgaver som tidligere.

1.

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke som begrundelse for femte stykke i artikel 20 i forordning nr. 2615/76 med rette kan påberåbe sig, at dette har en bestemt historisk eller budgetmæssig baggrund.

I sin begrundelse til det forslag, der førte til udstedelsen af forordningen af 14. juli 1983, erkendte Kommissionen udtrykkeligt, at »lighedsprincippet bør gå forud for det historiske princip, som ... har ligget til grund for denne lønforskel«, og at »det er urimeligt at fastholde denne ulighed i lønnen, når arbejdsvilkårene i øvrigt er lige«.

Også de påberåbte budgetmæssige hensyn viser sig ved en nærmere undersøgelse at savne grundlag. Sagsøgerne og de øvrige midlertidigt ansatte, som har været udsat for forskelsbehandling, tilhører kategorierne C og D, og oppebærer som følge heraf en væsentligt mindre løn. Forskellen på 5% var kun udtryk for en ubetydelig besparelse i forhold til de samlede lønudgifter og i forhold til de samlede udgifter, der var en følge af, at de tidligere ansatte ved anlæg og lokalt ansatte fik status som midlertidigt ansatte.

Sagsøgerne anfører i denne forbindelse, at de samme økonomiske overvejelser så meget mere måtte have ført til, at man indførte en diskriminatorisk ordning for midlertidigt ansatte i kategorierne A og B.

2.

Kommissionen har gjort gældende, at den historiske baggrund for forskellen med hensyn til de månedlige grundlønninger er budgetmæssig.

Kommissionen anfører, at forordning nr. 2615/76 — hvorved der blev indført en ensartet kontraktmæssig ordning, hvorefter alle ansatte ved forskningscentrene, herunder ansatte på tilsvarende niveau som medarbejdere i kategorierne C og D, der tidligere havde været ansatte ved de pågældende anlæg eller lokalt ansatte, fik status som midlertidigt ansatte — uden denneforskel utvivlsomt aldrig var blevet udstedt. Det var på grundlag af den skete fastsættelse af lønsatserne for ansatte i kategorierne C og D (- 5% i forhold til lønsatserne for tjenestemænd i kategorierne C og D), at Kommissionen kunne pege på, at den påtænkte ændring med hensyn til de pågældende medarbejderes ansættelsesvilkår kunne gennemføres uden nogen yderligere belastning af forskningsbevillingerne.

Grunden til, at der i henhold til forordning nr. 2615/76 ikke var nogen tilsvarende lønforskel på 5% med hensyn til de månedlige grundlønninger for midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra d), der henhørte under kategorierne A og B, var, at størstedelen af de ansatte i kategorierne A og B umiddelbart før udstedelsen af forordningen var tjenestemænd, mens størstedelen af de ansatte i de lavere kategorier var lokalt ansatte eller ansatte ved de pågældende anlæg, idet der samtidig kun var meget få tjenestemænd i kategori C og ingen i kategori D.

Under alle omstændigheder indebar forordning nr. 2615/76 en betydelig forbedring af forholdene for dem, der tidligere havde været lokalt ansatte eller ansatte ved de pågældende forskningscentre. Kommissionen anfører, at disse ansatte ved at få status som midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra d), ikke alene fik en sikkerhed for, at de ikke ville blive udsat for nogen lønnedgang. Herudover opnåede de pågældende tidligere ansatte ved næsten alle anlæggene en væsentligt højere løn end den, de tidligere havde oppebåret, uanset de månedlige grundlønninger i henhold til den til ansættelsesvilkårenes artikel 20 knyttede løntabel for ansatte i kategorierne C og D var omkring 5% lavere end lønnen for tjenestemænd og andre midlertidigt ansatte i de tilsvarende kategorier.

1.

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har været fuldt vidende om, at den omtvistede ordning var udtryk for forskelsbehandling.

Sagsøgerne henviser i denne forbindelse til den sag, der blev anlagt ved Domstolen den 20. december 1982 af Helga Aschermann og 47 andre ansatte, og hvori sagsøgerne havde nedlagt påstand om genoprejsning, således at deres aflønning i alle dennes bestanddele skulle svare til aflønningen af tjenestemænd i samme kategori. Knap syv måneder efter anlægget af denne sag, og efter at Kommissionen havde anvendt forordning nr. 2615/76 i mere end 7 1/2 år, fremsatte Kommissionen den 14. juli 1983 et forslag til en forordning om ændring af ansættelsesvilkårene, navnlig således at femte stykke i artikel 20 og den hertil knyttede løntabel blev ophævet. Den nævnte sag blev afvist, uden at Domstolen tog stilling til realiteten.

Sagsøgerne anfører, at Kommissionens forslag først blev vedtaget den 10. juni 1985, hvilket imidlertid var mindre end ti uger efter, at sagsøgerne havde anlagt nærværende sag, og at Kommissionen i sagen endvidere har opnået udsættelse af fristen for indgivelse af indlæg under påskud af, at der fandt drøftelser sted med sagsøgerne.

2.

Kommissionen har bestridt, at den selv eller Rådet har været vidende om, at forordning nr. 2615/76 skulle være ulovlig, ligesom det bestrides, at det kun var under indtryk af de sager, der har været anlagt ved Domstolen, at Kommissionen tog skridt til at få fjernet den ulovlighed, som sagsøgerne i sagen hævder har foreligget.

Det anføres, at forordning nr. 2615/76 medførte en betydelig forbedring af forholdene for de medarbejdere, der tidligere havde haft status som ansatte ved anlæg eller været lokalt ansatte ved forskningscentrene. Dette er forklaringen på, at det først var efter adskillige år, således at bevidstheden om denne forbedring var blevet udvisket, at der i 1981 fra fagforeningernes side blev fremsat de første krav om en fjernelse af den bestående forskel med hensyn til ansættelsesvilkårene.

Kommissionens forslag af 14. juli 1983 var udtryk for, at den fandt, at tiden var inde til at fuldføre det reformarbejde, der var blevet indledt i 1976, således at der skete en ophævelse af lønforskellene, som havde en bestemt historisk baggrund, idet de til grund herfor liggende hensyn ikke længere gjorde sig gældende. Dette var ikke på nogen måde udtryk for, at Kommissionen erkendte, at forordningen fra 1976 fra starten på noget punkt skulle have været ulovlig. Forordning nr. 1578/85 blev udstedt, fordi de heri indeholdte regler fandtes rimelige og hensigtsmæssige, idet der derimod ikke lå nogen retlige overvejelser til grund herfor.

Kommissionens initiativ var et ganske naturligt led i dens bestræbelser med henblik på at forbedre ansættelsesvilkårene for Fællesskabets personale, og den tid, der gik fra Kommissionens fremsættelse af forslaget til Rådets vedtagelse af det, var ikke udtryk for noget unormalt, når henses til de forskellige stadier, en sådan sag nødvendigvis må gennemgå, inden den pågældende forordning bliver endelig vedtaget.

Om det forhold, at den to gange har anmodet om udsættelse af fristen for at indgive svarskrift, har Kommissionen anført, at dette skete, fordi det lå klart, at vedtagelsen af forslaget kunne ske når som helst, idet Kommissionen nærede forhåbning om, at sagsøgerne ville stille sig tilfreds hermed og afholde sig fra at forfølge sagen videre ud fra den betragtning, at forudsætningerne herfor under disse omstændigheder måtte anses for bortfaldet.

1

Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 5. april 1985, har Olga Priplata, født Schneider, Elizabeth Mc Donneil og Anne-Marie Christ, født Clemen, der er midlertidigt ansatte ved Kommissionen, anlagt sag med påstand om annullation, for så vidt angår Priplata og Mc Donnell, af deres lønsedler for maj-december 1984, og for så vidt angår Christ, af hendes lønsedler for julidecember 1984.

2

Sagsøgerne blev ansat af Kommissionen som midlertidigt ansatte i stillinger som omhandlet i artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber (herefter benævnt ansættelsesvilkårene), det vil sige i stillinger omhandlet i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører den pågældende institution, og som af budgetmyndighederne er betegnet som midlertidige. Sagsøgerne blev indplaceret i kategori C.

3

De midlertidige stillinger, sagsøgerne var blevet ansat i, blev omdannet til faste stillinger med virkning fra den 1. januar 1984. Sagsøgerne underskrev i slutningen af april /begyndelsen af maj 1984 nogle tillæg til deres ansættelseskontrakter, hvorefter de blev ansat som midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra d), med virkning fra den 1. januar 1984.

4

Sagsøgerne har anført, at det først var, da de begyndte at modtage løn efter denne ændring i deres forhold, at de blev klar over, at ændringen af deres kontrakter medførte en nedsættelse af deres løn med omkring 5%. Sagsøgerne indbragte herefter i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, nogle klager over ændringen i deres kontrakter, der blev afvist ved afgørelser af henholdsvis 4., 10. og 21. januar 1985.

5

Den indtrufne ændring med hensyn til sagsøgernes løn var en følge af det femte stykke i ansættelsesvilkårenes artikel 20, der blev indsat ved artikel 1, stk. 5, i Rådets forordning nr. 2615/76 af 21. oktober 1976 om ændring af forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 for så vidt angår ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber (EFT L 299, s. 1). I henhold til denne bestemmelse gælder det for den, der midlertidigt ansættes i en fast stilling, som aflønnes over forsknings- og investeringsbevillingerne, og som er opført i den liste over stillinger, der er knyttet som bilag til den pågældende institutions budget, at vedkommende aflønnes efter en anden løntabel end den, der gælder for andre midlertidigt ansatte. Lønningerne for ansatte i kategorierne C og D aflønnet over forskningsbevillingerne blev herefter omkring 5% lavere end dem, der gjaldt for andre midlertidigt ansatte i samme kategorier.

6

Sagsøgerne har gjort gældende, at denne bestemmelse er ulovlig, idet den strider mod den overordnede retsgrundsætning, som ligebehandlingsprincippet ifølge Domstolens praksis er, og idet det må følge af dette princip, at sagsøgerne ikke må gives ringere lønvilkår end dem, der gælder for andre tjenestemænd og ansatte, som udfører de samme opgaver, og hvis forhold må sidestilles med sagsøgernes, ligesom det må stride mod ligebehandlingsprincippet at nedsætte sagsøgernes løn, når de fortsatte med at udøve de samme opgaver som dem, de udførte, før de blev omfattet af den nye ordning. Sagsøgerne anfører endvidere, at denne forskelsbehandling kun bestod, for så vidt angår ansatte i kategorierne C og D, idet der ikke skete nogen nedsættelse af lønningerne for ansatte i kategorierne A og B.

7

Kommissionen har bestridt, at det er udtryk for forskelsbehandling at fastsætte forskellige vilkår for henholdsvis midlertidigt ansatte, der aflønnes over forsknings-og investeringsbevillingerne, og andre midlertidigt ansatte, idet førstnævnte gruppe af medarbejdere ikke ansættes efter samme kriterier som andre midlertidigt ansatte, og idet de ikke aflønnes over de samme bevillinger som disse. Det gøres gældende, at der ikke i sig selv er noget ulovligt ved, at ansatte, der udfører de samme opgaver, aflønnes forskelligt. Kommissionen anfører endvidere, at overgangen fra den tidligere ordning til den nugældende også har medført fordele for sagsøgerne, som for eksempel en bedre udsigt til varig beskæftigelse samt ret til pension, som der efter den nye ordning er mulighed for frem for udtrædelsespenge, der var den eneste hjemlede form for social fordel i så henseende i henhold til den tidligere ordning. Det må således antages at fremgå af en samlet vurdering af den nye ordning, at den som helhed er mere gunstig, idet de fordele, den indebærer for de pågældende, under alle omstændigheder må antages at opveje den ringe lønnedgang, som ordningen medførte.

8

Inden undersøgelsen af de af parterne fremsatte anbringender bemærkes, at den anfægtede lønforskel blev ophævet ved artikel 7 i Rådets forordning nr. 1578/85 af 10. juni 1985 om ændring af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber (EFT L 154, s. 1), hvorved den anfægtede bestemmelse i ansættelsesvilkårenes artikel 20 tillige med den hertil knyttede særlige løntabel blev ophævet. Da Kommissionen i juli 1983 fremsatte forslag til Rådet om en forordning om ændring af ansættelsesvilkårene, således at den særlige løntabel blandt andet blev ophævet, og lønningerne for ansatte i kategorierne C og D aflønnet over forskningsbevillingerne blev de samme som for andre midlertidigt ansatte i disse kategorier, angav den følgende begrundelse herfor: »Lighedsprincippet bør gå forud for det historiske princip, som, siden ’de nye ansættelsesvilkår’ trådte i kraft (30. oktober 1976), har ligget til grund for denne lønforskel; det er urimeligt at fastholde denne ulighed i lønnen, når arbejdsvilkårene i øvrigt er lige. Derfor foreslås det at råde bod på denne forskel (artikel 6), der af de pågældende betragtes som diskriminerende.«

9

Det bør herefter undersøges, om bestemmelsen i ansættelsesvilkårenes artikel 20, for så vidt den var i kraft, indtil den blev ophævet ved artikel 7 i forordning nr. 1578/85, strider mod princippet om ligebehandling med hensyn til løn mellem tjenestemænd, hvis forhold må sidestilles, jfr. navnlig dommen af 31. maj 1979 (Newth, 156/78, Sml. s. 1941).

10

Som Domstolen har fastslået i dom af 2. december 1982 (Micheli, 198-202/81, Sml. s. 4145), strider en forskelsbehandling mellem forskellige tjenestemænd kun mod ligebehandlingsprincippet, såfremt forskellen ikke er objektivt begrundet.

11

Kommissionen har gjort gældende, at den i sagen omhandlede forskelsbehandling er objektivt begrundet, dels fordi personalet ved forsknings- og investeringsprogrammerne oprindeligt blev ansat som lokalt ansatte eller som ansatte ved de pågældende anlæg, dels fordi den nye ordning som helhed må antages at være mere fordelagtig for de pågældende end den tidligere.

12

Det første af disse anbringender kan ikke lægges til grund. Sagsøgerne har således lige fra det tidspunkt, hvor de tiltrådte, været midlertidigt ansatte. Om det andet anbringende bemærkes blot, at sagsøgerne efter at være blevet overført til den nye kategori af midlertidigt ansatte har fortsat med at udføre nøjagtig de samme opgaver som før, og at det herudover må undersøges, om nedsættelsen af deres løn i forhold til den, de tidligere oppebar, og den, der gjaldt for andre midlertidigt ansatte, kan anses for tilstrækkeligt begrundet i og opvejet som følge af den forbedring på andre områder, der skete med hensyn til deres ansættelsesvilkår.

13

Kommissionen har i denne forbindelse anført, at sagsøgerne efter den nye ordning har bedre udsigter med hensyn til sikkerhed i ansættelsen. Hertil bemærkes, at selv om kontrakterne efter den tidligere ordning kun blev indgået for et tidsrum, der svarede til det pågældende programs varighed, kunne kontrakterne forlænges, når også programmerne blev videreført eller afløst af andre. Det fremgår i øvrigt af den omstændighed, at bestående stillinger blev omdannet til faste stillinger, at programmerne ikke ville blive indstillet. Endvidere bemærkes, at selv om en medarbejder efter den nye ordning er ansat i en fast stilling, indebærer dette ikke nogen særlig sikkerhed for den pågældende, idet hans kontrakt som midlertidigt ansat til enhver tid kan opsiges med tre måneders varsel.

14

Tilbage står, at sagsøgerne under den nye ordning har krav på at blive tilsluttet en pensionsordning. For det første er der imidlertid i denne forbindelse blot tale om nogle fordele, som sagsøgerne kan have udsigt til på et senere tidspunkt, og som forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, herunder navnlig ansættelse i mindst et bestemt tidsrum, hvilket var en betingelse, som sagsøgerne ikke opfyldte på det tidspunkt, deres forhold blev ændret. For det andet bemærkes, at sagsøgerne efter den tidligere ordning havde krav på udtrædelsespenge, hvilket kan sidestilles med et kapitaliseret pensionskrav. Under alle omstændigheder er denne forskel med hensyn til ansættelsesvilkårene i mellemtiden blevet ophævet, og alle midlertidigt ansatte har nu ret til pension.

15

Der er herefter grund til at bemærke, at indførelsen af en så elementær rettighed i forbindelse med ansættelse i den offentlige sektor som ret til pension ikke kan begrunde, at der som modstykke hertil sker en nedsættelse af lønnen.

16

Hvad endvidere angår spørgsmålet om, at lønnedsættelsen kun gjaldt ansatte i kategorierne C og D, men ikke ansatte i kategorierne A og B, har Kommissionen henvist til budgetmæssige hensyn, idet det anføres, at Fællesskabets økonomiske situation dengang i betragtning af det store antal ansatte i disse kategorier ikke gjorde det muligt at aflønne ansatte i kategorierne C og D, der tilhørte den nye medarbejdergruppe, efter de normale lønsatser, hvorimod der ikke var de samme vanskeligheder med hensyn til ansatte i kategorierne A og B som følge af disses begrænsede antal.

17

Rent bortset fra, at det er vanskeligt at se, hvorledes dette kan være rigtigt, når henses til, at både sagsøgerne og andre ansatte i kategorierne C og D før ændringen af sagsøgernes ansættelsesvilkår blev aflønnet efter de almindeligt gældende lønsatser for disse kategorier, bemærkes, at budgetmæssige hensyn ikke kan begrunde lønforskelle mellem ansatte, der er placeret i samme kategori, og som udfører opgaver, der er identiske eller må sidestilles.

18

Kommissionen har endvidere gjort gældende, at sagsøgernes ret til at anfægte, at de blev omfattet af den nye ordning, må være bortfaldet, idet sagsøgerne udtrykkeligt accepterede ændringen af deres vilkår ved at underskrive tillægget til deres ansættelseskontrakt. Der kan ikke gives Kommissionen medhold heri, idet sagsøgerne efter omstændighederne i sagen ikke ved at underskrive tillægget kan antages dermed at have accepteret samtlige vilkår i henhold til den nye ordning. For det første havde sagsøgerne intet andet valg, hvis de ville undgå at miste deres arbejde, således som det fremgår af Kommissionens afgørelse om afvisning af deres klager. For det andet fremgik det på ingen måde af tillægget, at de således ændrede kontrakter ville medføre en nedsættelse af sagsøgernes løn, idet bemærkes, at denne følge af ændringen i betragtning af de pågældende bestemmelsers indviklede karakter med hensyn til enkelthederne i den nye ordning meget vel kan være blevet overset af sagsøgerne.

19

Det må herefter fastslås, at der ved artikel 1, stk. 5, i forordning nr. 2615/76 — hvorved der, alene for så vidt angår kategorierne C og D, blev fastsat bestemmelse om, at midlertidigt ansatte i faste stillinger aflønnet over forsknings- og investeringsbevillingerne skulle aflønnes efter en løntabel, hvorefter deres løn var omkring 5% lavere end andre midlertidigt ansattes — i et tilfælde, hvor en sådan forskel ikke har været objektivt begrundet, er sket en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling med hensyn til løn mellem tjenestemænd, hvis forhold må sidestilles, og som udfører de samme opgaver.

20

Bestemmelsen udgør derfor ingen gyldig hjemmel for de i sagen omhandlede lønsedler.

21

Lønsedlerne for sagsøgerne Olga Priplata, født Schneider, og Elizabeth Mc Donnell for månederne maj-december 1984 og lønsedlerne for sagsøgeren Anne-Marie Christ, født Clemen, for månederne juli-december 1984 vil herefter være at annullere, for så vidt sagsøgernes løn herved blev fastsat til et lavere beløb end den løn, der gjaldt for midlertidigt ansatte i kategorierne C og D, hvis forhold må sidestilles med sagsøgernes.

22

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger. Kommissionen har tabt sagen og bør derfor betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (første afdeling)