61985J0089(01)

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° meddelelse om klagepunkter ° noedvendigt indhold

(Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 4)

2. Konkurrence ° aftaler ° samordnet praksis ° begreb ° samordning og samarbejde, der er uforenelige med enhver virksomheds pligt til selvstaendigt at fastlaegge sin adfaerd paa markedet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3. Konkurrence ° aftaler ° samordnet praksis ° parallel adfaerd ° formodning for samordning ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° overholdelse af retten til kontradiktion ° ret for de paagaeldende parter til, foer der vedtages en beslutning, at udtale sig om de klagepunkter, der er taget i betragtning, og om de dokumenter, som de bygger paa

5. Konkurrence ° aftaler ° paavirkning af handelen mellem medlemsstater ° aftale om fastsaettelse af prisen paa et halvfabrikata

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6. Konkurrence ° aftaler ° paavirkning af handelen mellem medlemsstater ° kriterier

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7. Konkurrence ° aftaler ° konkurrencebegraensning ° kriterier for bedoemmelsen ° konkurrencebegraensende formaal ° konstatering heraf tilstraekkelig

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

8. Konkurrence ° aftaler ° paavirkning af handelen mellem medlemsstater ° forbud mod at videresaelge og eksportere

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

9. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° tilsagn, som virksomheder har afgivet over for Kommissionen under en procedure om anvendelse af konkurrencereglerne ° sidestilling med et paabud om at bringe en overtraedelse til ophoer ° antagelse til realitetsbehandling

(EOEF-traktaten, art. 173; Raadets forordning nr. 17, art. 3)

10. Konkurrence ° boeder ° fastsaettelse under hensyn til virksomhedens individuelle adfaerd ° betydningen af, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet paalagt en sanktion ° ingen betydning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

1. Meddelelsen om klagepunkter, der har til formaal at give de virksomheder, der anklages i medfoer af konkurrencereglerne, alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning, skal vaere formuleret i vendinger, der, selv om de er kortfattede, er tilstraekkelig klare til, at parterne reelt kan forstaa, hvilken adfaerd Kommissionen laegger dem til last.

Dette krav opfyldes ikke af en meddelelse om klagepunkter, der i modsaetning til Kommissionens endelige beslutning ikke behandler to overtraedelser saerskilt, som hver har deres egne kendetegn med hensyn til saa vaesentlige faktorer som deltagerne i samordningen eller overtraedelsesperioden.

2. Begrebet samordnet praksis omhandler en form for samordning mellem virksomheder, hvorved disse ikke gaar saa langt som til at afslutte en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter konkurrencens risici med et indbyrdes praktisk samarbejde. Kriterierne om samordning og samarbejde, hvorved dette begreb defineres, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked.

Disse kriterier er ikke opfyldt for saa vidt angaar prisannonceringer, som producenterne foretager over for forbrugerne, og som i sig selv udgoer en markedsadfaerd, der ikke mindsker hver enkelt virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdning, for paa det tidspunkt, hvor en virksomhed annoncerer sine priser, kan den nemlig ikke vaere sikker paa, hvilken adfaerd de andre vil foelge.

3. En parallel adfaerd kan ikke betragtes som bevis paa en samordning, medmindre samordningen er den eneste sandsynlige forklaring paa den. Det er nemlig vaesentligt at bemaerke, at selv om traktatens artikel 85 forbyder enhver hemmelig aftale, der fordrejer konkurrencen, udelukker den ikke de erhvervsdrivendes ret til at foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfaerd.

4. Det foelger af retten til kontradiktion, at virksomhederne i en procedure om anvendelse af konkurrencereglerne skal have haft lejlighed til at udtale sig om de klagepunkter, der er taget i betragtning mod dem, og om de dokumenter, som disse klagepunkter bygger paa, foer Kommissionen vedtager sin beslutning.

Denne ret er ikke blevet sikret, saafremt Kommissionen som bevis for den overtraedelse, som den fastslaar i sin endelige beslutning, maa have bygget paa dokumenter, der er indsamlet efter fremsendelsen af meddelelsen om klagepunkter, og som de anklagede virksomheder ikke har haft lejlighed til at udtale sig om.

5. Enhver aftale, der har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen ved at fastsaette priserne for et halvfabrikata, kan paavirke handelen mellem medlemsstater, selv om det paagaeldende halvfabrikata ikke i sig selv er genstand for handel mellem medlemsstaterne, naar dette halvfabrikata udgoer raavaren i en anden vare, der afsaettes andetsteds i Faellesskabet.

6. For at en aftale kan paavirke handelen mellem medlemsstater, maa det paa grundlag af en flerhed af objektive, retlige eller faktiske omstaendigheder med tilstraekkelig sandsynlighed kunne forudses, at den kan udoeve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse paa handelen mellem medlemsstaterne paa en maade, der kan vaere til skade for virkeliggoerelsen af maalene for et mellemstatsligt enhedsmarked.

7. Den omstaendighed, at en bestemmelse i en aftale mellem virksomheder, der har til formaal at begraense konkurrencen, ikke er blevet haandhaevet af de kontraherende parter, kan ikke medfoere, at bestemmelsen falder uden for forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.

8. En bestemmelse i en aftale mellem virksomheder, der har til formaal at forhindre en koeber i at videresaelge de varer, han har koebt, er ifoelge sin natur egnet til at opdele markederne og saaledes paavirke handelen mellem medlemsstater.

9. Et tilsagn, som virksomheder har afgivet over for Kommissionen i forbindelse med en procedure om anvendelse af konkurrencereglerne, maa anses for en akt, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173. De ved en saadant tilsagn skabte forpligtelser maa nemlig sidestilles med paabud om at bringe overtraedelser til ophoer, som har hjemmel i artikel 3 i forordning nr. 17, der bemyndiger Kommissionen til at traeffe alle de foranstaltninger, saavel paabud som forbud, der er noedvendige for at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer. Ved at give dette tilsagn har sagsoegerne blot af grunde, som er deres egne, accepteret en beslutning, som Kommissionen havde kompetence til at vedtage ensidigt.

10. Naar en virksomhed har handlet i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, kan den ikke undgaa enhver sanktion med den begrundelse, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet paalagt nogen boede, saafremt denne erhvervsdrivende overhovedet ikke er inddraget i sagen for Domstolen.

I ° Indledning

1 Ved forskellige staevninger, der blev indleveret til Domstolens Justitskontor mellem den 4. og den 30. april 1985, har de finske virksomheder A. Ahlstroem Osakeyhtioe, United Paper Mills Ltd som retssuccessor for Joutseno-Pulp Osakeyhtioe, Kaukas Oy som retssuccessor for Oy Kaukas AB, Oy Metsae-Botnia AB som retssuccessor for Kemi Oy, Oy Metsae-Botnia AB, Metsae-Serla Oy som retssuccessor for Metsaeliiton Teollisuus Oy, Veitsiluoto Oy som retssuccessor for Oulu Oy, Wisaforest Oy AB som retssuccessor for Oy Wilh. Schauman AB, Sunila Osakeyhtioe, Veitsiluoto Oy, Finncell og Enso-Gutzeit Oy (herefter benaevnt "de finske sagsoegere"), den amerikanske producent Bowater Incorporated (herefter benaevnt "Bowater"), de amerikanske virksomheder The Chesapeake Corporation, Crown Zellerbach Corporation, Federal Paper Board Company Inc., Georgia-Pacific Corporation, Scott Paper Company og Weyerhaeuser Company (herefter benaevnt "medlemmerne af KEA"), den canadiske virksomhed St Anne-Nackawic Pulp and Paper Company Ltd (herefter benaevnt "St Anne"), den amerikanske virksomhed International Pulp Sales Company (herefter benaevnt "IPS"), den canadiske virksomhed Westar Timber Ltd (herefter benaevnt "Westar"), den canadiske virksomhed Welwood of Canada Ltd (herefter benaevnt "Welwood"), den canadiske virksomhed MacMillan Bloedel Ltd (herefter benaevnt "MacMillan"), den canadiske virksomhed Canadian Forest Products Ltd (herefter benaevnt "Canfor") og virksomheden British Columbia Forest Products Ltd, nu Fletcher Challenge Canada Limited (herefter benaevnt "British Columbia"), i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (EFT 1985 L 85, s. 1).

2 Ved kendelse af 16. december 1987 besluttede Domstolen at forene de ti sager med henblik paa retsforhandlingerne og dommen.

3 I den anfaegtede beslutning (herefter benaevnt "beslutningen") har Kommissionen fundet, at 40 celluloseproducenter og tre af deres brancheforeninger har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at samordne priserne. Af de 43 adressater for beslutningen har 36 faaet paalagt boeder paa mellem 50 000 ECU og 500 000 ECU.

A ° Produktet

4 Det produkt, der gav anledning til den paastaaede samordning, er bleget sulfatcellulose, som fremstilles ved kemisk behandling af papirmasse og benyttes til fremstilling af kvalitetspapir.

5 Bleget sulfatcellulose fremstilles af to slags trae, naaletrae og loevtrae. Da naaletrae har laengere og staerkere fibre, har naaletraescellulose en bedre kvalitet. Inden for disse to kategorier underinddeles cellulose yderligere i to undergrupper: cellulose fremstillet af trae fra nordlige lande, som har en forholdsvis langsom vaekst, og cellulose fremstillet af trae fra sydlige lande. Denne klassificering har resulteret i fire prisniveauer med nordligt naaletrae som det dyreste, derefter sydligt naaletrae, nordligt loevtrae og sydligt loevtrae.

6 Papir fremstilles af en blanding af celluloser, hvis sammensaetning afhaenger af, hvilken kvalitet og hvilke egenskaber fabrikanten oensker, papiret skal have, og hvilke muligheden han har i sit produktionsapparat. Inden for de enkelte kategorier er cellulosetyperne som oftest substituerbare, men naar foerst blandingen er bestemt, er fabrikanten ikke interesseret i at aendre den af frygt for at skulle tilpasse sine maskiner og udfoere tidkraevende og kostbare afproevninger.

7 For fabrikanten udgoer celluloseprisen 50%-75% af papirprisen.

B ° Producenterne

8 I den i sagen omhandlede periode var der over 50 virksomheder, som solgte cellulose i Faellesskabet. De fleste af disse var etableret i Canada, USA, Sverige og Finland. Salget skete gennem datterselskaber, agenter eller filialer i Faellesskabet. Ofte repraesenterede den samme agent flere producenter.

9 Alle de finske virksomheder var medlemmer af Finncell, bortset fra Enso-Gutzeit, som trak sig ud den 31. december 1979. Finncell, der blev stiftet i 1918, har til formaal i eget navn og for egen regning at saelge den af medlemmerne producerede cellulose paa hjemmemarkedet og i udlandet. Med henblik herpaa fastsaetter den priserne og fordeler de modtagne ordrer blandt medlemmerne.

10 De amerikanske sagsoegere var med undtagelse af Bowater medlemmer af Pulp, Paper and Paperboard Export Association of the United States, der tidligere hed Kraft Export Association (herefter benaevnt "KEA"). KEA blev etableret med hjemmel i Webb Pomerene Act af 10. april 1918, i henhold til hvilken amerikanske virksomheder uden at overtraede USA' s antitrust-lovgivning kan oprette sammenslutninger med henblik paa faelles eksportfremstoed. Ifoelge loven kan producenter bl.a. udveksle oplysninger om markedsfoeringen af deres produkter i udlandet og aftale eksportpriser. Producenten IPS trak sig ud af KEA den 13. marts 1979.

11 De fleste celluloseproducenter fremstiller papir eller indgaar i koncerner, som fremstiller papir, og i den forbindelse forarbejder de selv en vaesentlig del af den cellulose, de producerer. Den anfaegtede beslutning vedroerer imidlertid alene frimarkedscellulose, dvs. cellulose, der udbydes til salg paa det europaeiske marked af de ovennaevnte producenter.

C ° Kunderne og handelssaedvanerne

12 I den af sagen omfattede periode havde hver enkelt producent som regel ca. 50 kunder i Faellesskabet, bortset fra Finncell, der havde 290.

13 Celluloseproducenterne indgik saedvanligvis langfristede leveranceaftaler, som kunne loebe i indtil fem aar, med deres kunder. I medfoer af saadanne aftaler sikrede producenten sine kunder mulighed for hvert kvartal at koebe et mindstekvantum cellulose til en pris, der ikke maatte overstige den pris, producenten havde annonceret ved kvartalets begyndelse. Kunden kunne frit koebe mere eller mindre end den for ham reserverede maengde og forhandle sig frem til nedsaettelser af den annoncerede pris.

14 "Kvartalsvise annonceringer" var en veletableret handelssaedvane paa det europaeiske cellulosemarked. Ifoelge dette system meddelte producenterne nogle uger eller undertiden nogle dage foer begyndelsen af hvert kvartal deres kunder og agenter de priser, som regel fastsat i dollars, som de oenskede at opnaa det paagaeldende kvartal for hver type cellulose. Priserne varierede efter, om cellulosen skulle leveres til havne i Nordvesteuropa (zone 1) eller til Middelhavshavne (zone 2). Priserne blev som regel offentliggjort i fagpressen.

15 De endelige priser, der blev faktureret til kunderne (herefter benaevnt "faktureringspriserne"), kunne vaere enten identiske med de annoncerede priser eller lavere, naar der blev indroemmet koeberne rabatter eller lempelige betalingsbetingelser.

D ° Den administrative procedure

16 I 1977 meddelte Kommissionen, efter at den havde gennemfoert kontrolundersoegelser i medfoer af artikel 14 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), at den havde opdaget, at der i celluloseindustrien fandtes eksempler paa restriktiv praksis og aftaler, som ikke var blevet anmeldt i henhold til forordningens artikel 4 og 5.

17 Ved afslutningen af undersoegelserne besluttede Kommissionen af egen drift at indlede en procedure i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 mod 57 celluloseproducenter eller sammenslutninger, der var etableret i USA, Canada, Finland, Norge, Sverige, Det Forenede Kongerige, Spanien og Portugal. Foelgelig tilstillede Kommissionen den 4. september 1981 disse producenter en meddelelse om klagepunkter. Ifoelge foelgebrevet til dette dokument blev de anklaget for, at de havde deltaget i prisfastsaettelse ved hjaelp af samordnet praksis, i vedtagelser inden for sammenslutninger, i faelles organisationer samt deltaget i aftaler om salgsvilkaar og i udveksling af oplysninger.

18 Kommissionen hoerte parterne i marts og april 1982.

19 Da det i besvarelserne af meddelelsen om klagepunkter blev anfoert, at faktureringspriserne afveg fra de annoncerede priser, anmodede Kommissionen i september 1982 parterne om at levere bevis for dette, hvilket den har befoejelse til i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Over 100 000 fakturaer og kreditnotaer blev derefter tilstillet Kommissionen.

E ° Beslutningen

20 Den 19. december 1984 vedtog Kommissionen den anfaegtede beslutning. Som tidligere naevnt blev beslutningen rettet til 43 af adressaterne for meddelelsen om klagepunkter. Seks af beslutningens adressater er etableret i Canada, 11 i USA, 12 i Finland, 11 i Sverige, 1 i Norge, 1 i Portugal og 1 i Spanien. Kun 36 af disse adressater fik paalagt boeder paa mellem 50 000 ECU og 500 000 ECU. De norske, portugisiske og spanske adressater, 1 af de svenske producenter, 2 finske producenter og 1 amerikansk producent blev ikke paalagt boeder.

21 Beslutningens artikel 1, hvori er opregnet de forskellige overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1, indeholder fem stykker.

22 I henhold til artikel 1, stk. 1, samordnede alle de finske sagsoegere bortset fra Finncell, de amerikanske sagsoegere bortset fra Chesapeake Corporation og Scott Paper Company, og de canadiske sagsoegere saavel som en af deres amerikanske konkurrenter og nogle af deres svenske og norske konkurrenter "de priser paa bleget sulfatcellulose, som de annoncerede for levering til Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab" i hele eller en del af perioden fra 1975 til 1981.

23 Ifoelge artikel 1, stk. 2, deltog alle de finske sagsoegere bortset fra Finncell, de amerikanske og de canadiske sagsoegere bortset fra St Anne sammen med nogle af deres amerikanske og svenske konkurrenter i samordning af de faktiske faktureringspriser, der blev anvendt i Faellesskabet, i hvert fald for kunder i Belgien, Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige i hele eller en del af 1975, 1976 og 1979-1981.

24 I henhold til artikel 1, stk. 3, samordnede alle de amerikanske sagsoegere, der var medlemmer af KEA, deres annoncerede priser og faktiske faktureringspriser for leverancer af cellulose og udvekslede oplysninger om de enkelte virksomheders priser i forbindelse med disse leverancer. Navnlig blev KEA selv fundet skyldig i at have fastsat vejledende priser for disse leverancer. Der blev dog ikke fastsat nogen boeder for disse overtraedelser.

25 I henhold til artikel 1, stk. 4, udvekslede Finncell og den canadiske producent St Anne og en raekke andre svenske, norske, spanske og portugisiske producenter inden for rammerne af Fides oplysninger om de enkelte producenters priser for leverancer af bleget sulfatcellulose til Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab fra 1973 til 1977. Det fremgaar af begrundelsen for beslutningen, at Fides er et schweizisk forvaltningsselskab, som administrerer den europaeiske cellulose- og papirindustris forsknings- og informationscenter. Inden for Fides er der en mindre gruppe, som oprindelig hed "Mini-Fides Club", nu "Bristol Club". De paagaeldende udvekslinger af oplysninger fandt sted enten inden for selve Fides eller inden for "Bristol Club".

26 I artikel 1, stk. 5, anfoerer Kommissionen, at de canadiske sagsoegere Canfor, MacMillan, St Anne og Westar, saavel som en amerikansk producent, en norsk producent og flere svenske producenter i kontrakter om levering af cellulose til kunder i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab havde fastsat klausuler, der forboed eksport og videresalg af den til disse kunder solgte cellulose.

27 I bilaget til beslutningen findes et tilsagn, som alle sagsoegerne ° undtagen St Anne, Bowater og IPS ° gav Kommissionen. I henhold til dette tilsagn forpligtede parterne sig til at annoncere og fakturere mindst 50% af deres salg til Faellesskabet i koeberens valuta, ophoere med at annoncere deres priser kvartalsvis, men opretholde dem "indtil videre", kun at meddele deres priser til de i tilsagnet anfoerte modtagere, ophoere med samordningen inden for KEA og Fides og ikke laengere paalaegge koeberne forbud mod eksport og videresalg.

28 Sagsoegerne har i deres staevning nedlagt paastand om hel eller delvis annullation af Kommissionens beslutning, subsidiaert nedsaettelse af boeden. Endvidere har visse af sagsoegerne anmodet Retten om at annullere ovennaevnte tilsagn helt eller delvis eller om at frigoere dem fra det.

29 Endelig har de canadiske sagsoegere British Columbia, Canfor, MacMillan, Welwood og Westar samt de amerikanske sagsoegere, der er medlemmer af KEA, i henhold til procesreglementets artikel 91 fremsat begaering om, at Domstolen forbyder Kommissionen under sagen at anvende nogen af de dokumenter, som virksomhederne har tilstillet Kommissionen efter hoeringen, eller goere brug af Kommissionens eventuelle analyse af disse dokumenter med hensyn til faktureringspriserne. Ved kendelse af 10. juli 1985 besluttede Domstolen at behandle denne begaering sammen med afgoerelsen i hovedsagen og at udsaette afgoerelsen om sagens omkostninger.

F ° Retsforhandlingerne for Domstolen

30 Domstolen forkastede i en foerste dom af 27. september 1988 (forenede sager 89/85, 104/85, 114/85, 116/85, 117/85 og 125/85-129/85, Sml. s. 5193) anbringendet om, at der var anlagt en forkert bedoemmelse af det territoriale anvendelsesomraade for traktatens artikel 85, og at Kommissionens beslutning stred mod folkeretten, samt anbringendet om, at kun konkurrencereglerne i frihandelsoverenskomsten mellem Faellesskabet og Finland skulle anvendes. Domstolen annullerede dernaest Kommissionens beslutning, for saa vidt den vedroerte Pulp Paper and Paperboard Export Association of the United States.

31 Ved kendelse af 25. november 1988 besluttede Domstolen at indhente en sagkyndig erklaering om paralleliteten mellem priserne. De sagkyndige, der fik til opgave at udarbejde erklaeringen, blev udpeget ved kendelse af 16. marts 1989. De blev anmodet om at tage stilling til, om de dokumenter, paa grundlag af hvilke Kommissionen havde udarbejdet tabel 6 og 7 til beslutningen, gjorde det muligt at konkludere, at de annoncerede priser og faktureringspriserne var parallelle. Med hensyn til faktureringspriserne anmodede Domstolen de sagkyndige om at sondre mellem de dokumenter, der var blevet indsamlet under kontrolundersoegelserne, og dem, der var blevet indsamlet efter meddelelsen om klagepunkter. Den sagkyndige erklaering med svarene paa disse spoergsmaal blev fremsendt til Domstolen den 10. april 1990.

32 Domstolen besluttede ved kendelse af 25. oktober 1990 at indhente en ny sagkyndig erklaering. De sagkyndige, som blev udpeget ved samme kendelse, som blev stadfaestet paa dette punkt ved kendelse af 14. marts 1991, blev anmodet om at beskrive og analysere markedets karakteristika i den af beslutningen daekkede periode og udtale sig om, hvorvidt markedets naturlige funktion i betragtning af disse karakteristika burde foere til en differentieret eller ensartet prisstruktur. Endelig blev de sagkyndige anmodet om at udtale sig om, hvorvidt markedets karakteristika og funktion i den af beslutningen daekkede periode afveg fra dets karakteristika og funktion i perioden foer, henholdsvis efter beslutningen, og hvorvidt aarene 1977 og 1978 skilte sig ud fra resten af perioden fra 1975 til 1981. De sagkyndige fremsendte deres rapport den 11. april 1991.

33 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

34 Da den del af beslutningen, der vedroerer den generelle samordning af faktureringspriserne, som omhandles i artikel 1, stk. 2, i den dispositive del, anfaegtes paa grund af processuelle mangler, er det noedvendigt at behandle denne overtraedelse foerst. Derefter behandles overtraedelsen vedroerende samordning af de annoncerede priser, overtraedelsen vedroerende samordning inden for KEA, overtraedelsen vedroerende udveksling af oplysninger inden for Fides og endelig overtraedelsen vedroerende indfoejelse af klausuler om forbud mod eksport og videresalg i aftalerne eller de almindelige salgsbetingelser.

II ° Overtraedelsen vedroerende den generelle samordning af faktureringspriserne

A ° Den anfaegtede bestemmelse

35 Som tidligere naevnt har Kommissionen i artikel 1, stk. 2, i den anfaegtede beslutning beskyldt en raekke canadiske, amerikanske, finske og svenske producenter for at have samordnet faktureringspriserne for bleget sulfatcellulose.

36 I denne bestemmelse naevnes det ikke, mellem hvem samordningen skulle have fundet sted eller med hensyn til hvilke kvartaler. Som svar paa en anmodning fra Domstolen om yderligere oplysninger paa dette punkt har Kommissionen udtalt, at alle disse oplysninger findes i tabel 7 til beslutningen, som vedroerer de priser, hver enkelt producent har anvendt for hver type cellulose og for hvert kvartal.

37 Ifoelge Kommissionen maa en producent, hver gang han har anvendt samme pris som en anden producent for et givet produkt, i et givet omraade og for et givet kvartal, betragtes som havende gennemfoert en samordning med den anden producent. Saaledes goer tabel 7 det muligt at fastslaa forskellige tilfaelde af samordning, som har fundet sted enten mellem samtlige adressater for beslutningen eller mellem adressater i samme land eller paa samme kontinent eller mellem andre adressater (se beslutningens 81. betragtning). Denne tabel blev tilstillet de beroerte parter alene med angivelse af deres eget navn.

B ° Sagsoegernes anbringender

38 De canadiske sagsoegere med undtagelse af St Anne, de amerikanske sagsoegere og de finske sagsoegere har nedlagt paastand om annullation af artikel 1, stk. 2. De anbringender, de har fremfoert, falder i tre hovedkategorier. De har for det foerste haevdet, at der foreligger en overtraedelse af retten til kontradiktion. For det andet har de anfoert, at den parallelitet mellem faktureringspriserne, paa grundlag af hvilken Kommissionen anser samordningen for bevist, ikke eksisterer. Endelig har de anfoert, at selv om der var en saadan parallelitet, skyldes den ikke en samordning, men markedets normale funktion.

39 Ifoelge sagsoegerne er retten til kontradiktion i det vaesentlige blevet overtraadt paa tre maader. For det foerste naevnte meddelelsen om klagepunkter, der blev tilstillet sagsoegerne, ikke klagepunktet om samordning af faktureringspriserne. For det andet bygger denne del af beslutningen paa dokumenter, som blev indsamlet af Kommissionen efter meddelelsen om klagepunkter, og som sagsoegerne derfor ikke havde mulighed for at udtale sig om. For det tredje burde Kommissionen have arrangeret en faelles hoering af de paagaeldende producenter, saaledes som den kan goere det i henhold til artikel 9, stk. 3, i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99").

C ° Meddelelsen om klagepunkter naevnte ikke overtraedelsen som foelge af samordning af faktureringspriserne

40 Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at meddelelsen om klagepunkter kun omhandlede samordningen af de annoncerede priser. Ved i beslutningen at medtage endnu en overtraedelse om samordning af faktureringspriserne har Kommissionen tilsidesat artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og artikel 4 i forordning nr. 99, ifoelge hvilke den i sin endelige beslutning kun maa tage saadanne klagepunkter i betragtning, om hvilke de paagaeldende virksomheder har haft lejlighed til at udtale sig.

41 Kommissionen finder derimod, at meddelelsen om klagepunkter vedroerte saavel samordning af faktureringspriserne som samordning af de annoncerede priser. I denne forbindelse henviser den til forskellige passager i dokumentet og til de svar, producenterne har givet skriftligt eller under hoeringen. Det fremgaar ifoelge Kommissionen af disse svar, at de paagaeldende parter har opfattet meddelelsen om klagepunkter saaledes, at den vedroerte begge former for samordning.

42 Paa baggrund af disse argumenter er det noedvendigt at undersoege, om meddelelsen om klagepunkter i den foreliggende sag var formuleret i vendinger, der, selv om de var kortfattede, var tilstraekkelig klare til, at parterne reelt kunne forstaa, hvilken adfaerd Kommissionen lagde dem til last. Kun saafremt dette er tilfaeldet, har meddelelsen om klagepunkter opfyldt sin rolle i henhold til faellesskabsreglerne, nemlig at give virksomhederne alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning (se herom dom af 15.7.1970, sag 45/69, Boehringer Mannheim mod Kommissionen, Sml. s. 153, org. ref.: Rec. s. 769, af 14.7.1972, sag 52/69, Geigy mod Kommissionen, Sml. s. 225, org. ref.: Rec. s. 787, af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73 og 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie mod Kommissionen, Sml. s. 1663, af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, og af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461).

43 I den foreliggende sag skal det indledningsvis bemaerkes, at meddelelsen om klagepunkter er inddelt i to hoveddele, den foerste med overskriften "De faktiske omstaendigheder" og den anden med overskriften "Anvendeligheden af artikel 85, stk. 1, i EOEF-traktaten". Den indeholder ikke nogen dispositiv del. I mangel af en dispositiv del er det den anden del af meddelelsen om klagepunkter, man maa henholde sig til for at fastslaa, hvilken adfaerd fra producenternes side der klages over.

44 En gennemlaesning af den del, der har overskriften "Anvendeligheden af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1", viser, at alene én passage kan fortolkes som indeholdende en saerlig henvisning til faktureringspriserne. Det er punkt 66, hvori det hedder, at "de nordamerikanske producenter indtil 1978, dvs. i tre og et halvt aar, anvendte samme priser som de skandinaviske producenter, undtagen i foerste halvdel af 1977, hvor de ydede rabatter og oegede deres markedsandel". De oevrige af Kommissionen anfoerte passager naevner i et tilfaelde "prisfastsaettelse bl.a. gennem prisannonceringssystemet" og i andre tilfaelde "priserne" i almindelighed, uden naermere angivelse.

45 Saaledes som meddelelsen om klagepunkter hermed er affattet, kan den ikke betragtes som opfyldende det tidligere naevnte krav om klarhed.

46 Kommissionen kan ikke som argument imod denne konstatering haevde, at meddelelsen om klagepunkter ikke indeholder en saerskilt omtale af overtraedelsen vedroerende faktureringspriserne, fordi Kommissionen i forbindelse med de undersoegelser, der gik forud for meddelelsen, havde anmodet producenterne om at fremlaegge repraesentative fakturaer, og disse fakturaer viste, at der var sammenfald mellem de annoncerede priser og faktureringspriserne.

47 Det skal hertil bemaerkes, at de to overtraedelser ifoelge beslutningen ikke er sammenfaldende.

48 For det foerste er visse producenter ° som f.eks. Chesapeake Corporation ° blevet paalagt boeder for at have deltaget i samordning af faktureringspriserne og ikke af de annoncerede priser, mens forholdet for andre producenter ° som f.eks. St Anne ° er det omvendte.

49 For det andet er der forskelle med hensyn til overtraedelsesperioderne. Overtraedelsen i form af samordning af faktureringspriser vedroerer ikke perioden fra 1977 til 1978, som derimod omfattes af klagepunktet om de annoncerede priser. I denne forbindelse er det bemaerkelsesvaerdigt, at mens meddelelsen om klagepunkter ledsages af en enkelt tabel med overskriften "Price trends based on prices announced and confirmed by producers", som daekker hele perioden fra 1974 til 1980, ledsages beslutningen af tre saerskilte tabeller, en om de annoncerede priser (tabel 6), som gengiver indholdet af den tabel, der er knyttet som bilag til meddelelsen om klagepunkter, og de to andre om faktureringspriserne, nemlig "Faste faktureringspriser" (tabel 7) og "Afvigelser fra de faste faktureringspriser i tabel 7" (tabel 8). Tabel 7 omfatter ikke 1977 og 1978.

50 Da de to overtraedelser i beslutningen hver har deres egne kendetegn, og disse vedroerer saa vaesentlige faktorer som deltagerne i samordningen eller overtraedelsesperioden, burde de allerede i meddelelsen om klagepunkter have vaeret behandlet saerskilt, og dette saa meget mere i denne sag, som de to overtraedelser har givet anledning til paalaeggelse af forskellige boeder.

51 I modsaetning til, hvad Kommissionen haevder, fremgaar det ikke af svarene paa meddelelsen af klagepunkter, at sagsoegerne havde opfattet meddelelsen om klagepunkter som omfattende overtraedelsen vedroerende faktureringspriserne. De forskellige passager, der henvises til i duplikken til stoette for denne paastand, kan nemlig fortolkes paa to maader. For saa vidt som producenterne under hoeringen eller i deres skriftlige bemaerkninger flere gange har henvist til faktureringspriserne, kan formaalet have vaeret at vise, at da disse priser var forskellige, havde samordningen af de annoncerede priser ikke haft nogen indvirkning paa markedet, saaledes at betingelserne i artikel 85, stk. 1, ikke var opfyldt, og ikke at vise, at de i modsaetning til, hvad der haevdes at fremgaa af meddelelsen om klagepunkter, ikke havde samordnet faktureringspriserne.

52 Det foelger af ovenstaaende, at klagepunktet om samordning af faktureringspriserne ikke var klart angivet i meddelelsen om klagepunkter, og at sagsoegerne derfor ikke har haft mulighed for at forsvare sig effektivt under den administrative procedure.

53 Foelgelig boer artikel 1, stk. 2, i den anfaegtede beslutning, som vedroerer samordning af faktureringspriserne, annulleres, uden at det er noedvendigt at behandle de oevrige anbringender.

54 Herefter maa begaeringen om, at Domstolen holder visse dokumenter vedroerende denne overtraedelse uden for sagen, erklaeres for indholdsloes.

III ° Overtraedelsen vedroerende den generelle samordning af de annoncerede priser

55 De finske, amerikanske og canadiske sagsoegere har nedlagt paastand om annullation af beslutningens artikel 1, stk. 1, ifoelge hvilken de og andre svenske, amerikanske og norske producenter samordnede de priser paa bleget sulfatcellulose, som de annoncerede for levering til Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab i hele eller en del af perioden fra 1975 til 1981.

56 Domstolen har ved skrivelser af 6. marts og 2. maj 1990 anmodet Kommissionen om at tydeliggoere artikel 1, stk. 1.

57 Domstolen har for det foerste spurgt, om det system med kvartalsvise prisannonceringer, som Kommissionen har kritiseret, i sig selv skulle betragtes som en overtraedelse af traktaten, eller om systemet blot var bevis paa en samordning af de annoncerede priser, som fandt sted tidligere. Kommissionens svar goer det ikke muligt at vaelge mellem disse to fortolkninger, hvorfor de begge maa tages i betragtning.

58 Da det ikke af artikel 1, stk. 1, fremgaar, mellem hvilke parter eller med hensyn til hvilke kvartaler overtraedelsen fandt sted, har Domstolen for det andet anmodet Kommissionen om at give disse oplysninger. Kommissionen har i sit svar udtalt, at alle de oplysninger, den raadede over, fremgik af tabel 6 til beslutningen. I denne tabel, der har overskriften "Annoncerede priser", angives for hvert kvartal i den i sagen omhandlede periode de priser, der var annonceret af forskellige producenter, og datoen for annonceringerne. Som forklaret af Kommissionen, maa alle de producenter, der i henhold til tabellens oplysninger annoncerede samme pris for et givet kvartal, betragtes som havende deltaget i en samordning i den periode.

A ° Systemet med kvartalsvise prisannonceringer udgoer i sig selv en overtraedelse af artikel 85 i traktaten

59 Kommissionens foerste synspunkt gaar ud paa, at det er selve systemet med kvartalsvise prisannonceringer, der udgoer overtraedelsen af artikel 85 i traktaten.

60 For det foerste finder Kommissionen, at dette system bevidst blev indfoert af celluloseproducenterne, saaledes at de kunne faa kendskab til, hvilke priser deres konkurrenter ville anvende i de foelgende kvartaler. Meddelelsen af priserne til tredjemand, navnlig til pressen og til agenter, som arbejdede for flere producenter, i god tid foer priserne blev bragt i anvendelse ved begyndelsen af et nyt kvartal, gav de oevrige producenter tilstraekkelig lang tid til at annoncere deres egne ° og tilsvarende ° nye priser foer det paagaeldende kvartal og anvende dem straks fra begyndelsen af kvartalet.

61 For det andet finder Kommissionen, at indfoerelsen af denne mekanisme gjorde markedet kunstigt gennemskueligt ved at goere det muligt for producenterne at faa et hurtigt og noejagtigt overblik over de af konkurrenterne anvendte priser.

62 Ved afgoerelsen af dette punkt maa det erindres, at traktatens artikel 85, stk. 1, forbyder alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet.

63 Ifoelge Domstolens ovennaevnte dom i Suiker Unie-sagen (praemis 26 og 173) omhandler begrebet "samordnet praksis" en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke gaar saa langt som til at afslutte en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter konkurrencens ricisi med et indbyrdes praktisk samarbejde. I samme dom anfoerte Domstolen endvidere, at kriterierne om koordination og samarbejde skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked.

64 I den foreliggende sag foretages meddelelserne i form af prisannonceringer til brugerne. Disse udgoer i sig selv en markedsadfaerd, der ikke mindsker hver enkelt virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes fremtidige holdning. Paa det tidspunkt, hvor hver enkelt virksomhed annoncerer sine priser, kan den nemlig ikke vaere sikker paa, hvilken adfaerd de andre vil foelge.

65 Foelgelig kan systemet med kvartalsvise prisannonceringer paa cellulosemarkedet ikke i sig selv betragtes som en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

B ° Overtraedelsen foelger af en samordning af de annoncerede priser

66 Kommissionens andet synspunkt gaar ud paa, at prisannonceringssystemet er bevis paa en samordning paa et tidligere stadium. Kommissionen har i beslutningens 82. betragtning erklaeret, at beviset for en saadan samordning er celluloseproducenternes parallelle adfaerd i perioden fra 1975 til 1981 samt forskellige former for direkte eller indirekte udveksling af oplysninger.

67 Det fremgaar af beslutningens 82. og 107.-110. betragtning, at den parallelle adfaerd hovedsagelig bestaar i systemet med kvartalsvise prisannonceringer, i annonceringernes samtidighed eller naesten samtidighed, samt i, at de annoncerede priser er identiske. Det fremgaar ligeledes af de forskellige telexer og dokumenter, der henvises til i beslutningens betragtning 61 ff., at der var moeder og kontakter mellem visse producenter med henblik paa at udveksle oplysninger om deres respektive priser.

1. Telexerne, der naevnes i beslutningens betragtning 61 ff.

68 Domstolen har i sine begaeringer af 6. marts og 2. maj 1990 anmodet Kommissionen om noejere at angive, hvilke konklusioner den drog af de telexer og dokumenter, der er naevnt i beslutningens betragtning 61 ff., dvs. oplyse, mellem hvilke producenter den ved hvert telex eller dokument beviste samordning fandt sted og for hvilken periode. Som svar paa dette spoergsmaal har Kommissionen erklaeret, at disse dokumenter blot underbyggede det bevis, der byggede paa den parallelle adfaerd, og at de derfor var relevante ikke blot for saa vidt angaar de virksomheder og den periode, der udtrykkeligt er naevnt deri, men ogsaa for saa vidt angaar samtlige virksomheder og hele den periode, i hvilken den parallelle adfaerd havde fundet sted.

69 Paa baggrund af dette svar boer disse dokumenter lades ude af betragtning. Da identiteten af dem, der deltog i samordningen, er et af elementerne i overtraedelsen, kan man ikke som bevis for overtraedelsen benytte dokumenter, hvis beviskraft i saa henseende Kommissionen ikke har kunnet angive noejere.

2. De oevrige beviser, der er fremlagt af Kommissionen

70 Da Kommissionen ikke raader over dokumenter, der direkte beviser, at der har fundet samordning sted mellem de paagaeldende producenter, maa det undersoeges, om systemet med kvartalsvise prisannonceringer, prisannonceringernes samtidighed eller naesten samtidighed og den parallelitet mellem prisannonceringerne, der er konstateret for perioden 1975-1981, udgoer en samling tungtvejende, noejagtige og samstemmende beviser for forudgaaende samordning.

71 Med henblik paa bedoemmelsen af disse forskellige faktorers beviskraft skal det bemaerkes, at en parallel adfaerd ikke kan betragtes som bevis paa en samordning, medmindre samordningen er den eneste sandsynlige forklaring paa en saadan adfaerd. Det er nemlig vaesentligt at bemaerke, at selv om traktatens artikel 85 forbyder enhver hemmelig aftale, der fordrejer konkurrencen, udelukker den ikke de erhvervsdrivendes ret til at foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfaerd (se ovennaevnte dom i Suiker Unie-sagen, praemis 174).

72 Derfor skal det i denne sag undersoeges, om ikke den af Kommissionen paastaaede adfaerd i betragtning af produkternes art, virksomhedernes stoerrelse og antal og omfanget af det paagaeldende marked kan forklares paa anden maade end ved en samordning.

a) Prisannonceringssystemet

73 Som naevnt ovenfor, betragter Kommissionen systemet med kvartalsvise prisannonceringer som bevis for en samordning paa et tidligere stadium.

74 Derimod har sagsoegerne i deres skriftlige indlaeg haevdet, at systemet kan forklares med de saerlige forretningsmaessige krav paa cellulosemarkedet.

75 Domstolen har ved kendelser af 25. oktober 1990 og 14. marts 1991 anmodet to sagkyndige om at undersoege, hvad der er kendetegnende for markedet for bleget sulfatcellulose i den af den anfaegtede beslutning daekkede periode. De sagkyndiges erklaering indeholder foelgende betragtninger.

76 De sagkyndige har for det foerste bemaerket, at det anfaegtede annonceringssystem maa ses i sammenhaeng med de mangeaarige forbindelser, der var mellem producenterne og disses kunder, og som skyldtes saavel fremstillingsmaaden for cellulose som markedets konjunkturfoelsomhed. Da hver enkelt papirtype var resultatet af en saerlig blanding af cellulosetyper med hver deres kendetegn, og da blandingen var vanskelig at aendre, var der blevet skabt et taet samarbejde mellem celluloseproducenterne og papirfabrikanterne. Forbindelserne var saa meget desto taettere, som de indebar den fordel, at de beskyttede begge parter mod den usikkerhed, der praeger markedet paa grund af dets konjunkturfoelsomhed, idet de gav koeberne forsyningssikkerhed og samtidig sikrede producenternes afsaetning.

77 De sagkyndige har understreget, at det er som led i disse langvarige forbindelser, at koeberne efter anden verdenskrig kraevede dette annonceringssystem indfoert. Da cellulosen tegner sig for mellem 50% og 75% af papirprisen, oenskede disse koebere saa hurtigt som muligt at kende de priser, der ville blive forlangt af dem, saaledes at de kunne beregne deres omkostninger og fastsaette prisen paa deres egne produkter. Da disse koebere dog ikke oenskede at vaere bundet af en hoej fast pris i tilfaelde af en svaekkelse af markedet, blev den annoncerede pris betragtet som et loft, saaledes at man altid kunne forhandle paa ny om en lavere faktureringspris.

78 At priserne annonceres kvartalsvis, forklares ved, at dette er resultatet af et kompromis mellem papirfabrikanternes oenske om til en vis grad at kunne forudse celluloseprisen og producenternes oenske om ikke at gaa glip af mulighederne for fortjeneste i tilfaelde af et styrket marked.

79 Ifoelge de sagkyndige blev US-dollaren introduceret paa markedet af de nordamerikanske producenter i 1960' erne. Dette blev vel modtaget af koeberne, som betragtede det som et middel til at sikre, at de ikke betalte mere end deres konkurrenter.

b) Annonceringernes samtidighed eller naesten samtidighed

80 I beslutningens 107. betragtning har Kommissionen haevdet, at det ikke ville have vaeret muligt for de paagaeldende virksomheder at annoncere deres priser med saa korte tidsintervaller eller endog samtidigt, hvis der ikke havde vaeret en konstant stroem af oplysninger mellem dem indbyrdes.

81 Ifoelge sagsoegerne maa annonceringernes samtidighed eller naesten samtidighed ° hvis den kan anses for bevist ° derimod betragtes som en direkte foelge af, at markedet var meget gennemskueligt. Denne gennemskuelighed, der langt fra er kunstig, kan forklares med det yderst taette og veludviklede netvaerk af forbindelser, som i betragtning af markedets beskaffenhed og struktur var blevet etableret mellem de forskellige erhvervsdrivende.

82 De sagkyndige har bekraeftet denne analyse i deres erklaering og under den mundtlige forhandling.

83 For det foerste har de paapeget, at en koeber altid er i kontakt med flere celluloseproducenter. Dette skyldes ikke alene papirfremstillingsprocessen, men ogsaa det forhold, at cellulosekoeberne for at undgaa at blive for afhaengige af én producent soergede for at sprede deres forsyningskilder. For at faa de lavest mulige priser plejede de, navnlig i perioder med faldende priser, at underrette deres leverandoerer om de af konkurrenterne annoncerede priser.

84 For det andet skal det bemaerkes, at det meste af cellulosen blev solgt til forholdsvis faa, store papirfabrikanter. Disse faa koebere opretholdt naer kontakt med hinanden og udvekslede oplysninger om prisaendringer, som de havde kendskab til.

85 For det tredje koebte flere producenter, som selv fremstillede papir, cellulose fra andre producenter og blev saaledes baade i tider med stigende priser og i tider med faldende priser informeret om de af deres konkurrenter anvendte priser. Disse oplysninger var ligeledes tilgaengelige for producenter, som ikke selv fremstillede papir, men var knyttet til koncerner, der gjorde det.

86 For det fjerde blev denne hoeje grad af gennemskuelighed paa cellulosemarkedet, som skyldtes forbindelserne mellem de erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende, yderligere foroeget ved, at der i Faellesskabet var agenter, der arbejdede for flere producenter, og ved tilstedevaerelsen af en meget dynamisk fagpresse.

87 I forbindelse med sidstnaevnte punkt skal det bemaerkes, at de fleste af sagsoegerne har benaegtet, at de har givet fagpressen oplysninger om deres priser, og at de, der har forklaret, at de har gjort det, har paapeget, at oplysningerne blev givet sporadisk og efter anmodning fra pressen selv.

88 Endelig skal det tilfoejes, at anvendelsen af hurtige kommunikationsmidler, som f.eks. telefon og telex, og papirfabrikanternes meget hyppige henvendelser til meget velinformerede, professionelle koebere betyder, at uanset hvor mange led de skal gaa igennem ° producent, agent, koeber, agent, producent ° spredes oplysninger om niveauet for de annoncerede priser paa cellulosemarkedet i loebet af faa dage, for ikke at sige faa timer.

c) Paralleliteten mellem de annoncerede priser

89 Den parallelitet mellem de annoncerede priser, som Kommissionen bruger som bevis paa samordningen, er beskrevet i beslutningens 22. betragtning. Heri anfoerer Kommissionen med henvisning til tabel 6 til beslutningen, at de af de canadiske og amerikanske producenter annoncerede priser var ens i perioden fra foerste kvartal 1975 til tredje kvartal 1977 og fra foerste kvartal 1978 til tredje kvartal 1981, at de af de svenske og finske producenter annoncerede priser var ens fra foerste kvartal 1975 til andet kvartal 1977 og fra tredje kvartal 1978 til tredje kvartal 1981, og endelig, at samtlige producenters priser var ens fra foerste kvartal 1976 til andet kvartal 1977 og fra tredje kvartal 1979 til tredje kvartal 1981.

90 Ifoelge Kommissionen kan en saadan parallelitet mellem priserne kun forklares ved en samordning mellem producenterne. Dette anbringende bygger hovedsagelig paa foelgende betragtninger.

91 For det foerste kan den ensartede pris, der blev anvendt af producenterne i den paagaeldende periode, ikke betragtes som en ligevaegtspris, dvs. en pris, som er en naturlig foelge af loven om udbud og efterspoergsel. Kommissionen har fremhaevet, at der ikke var tale om nogen "famlende" afproevning af markedet, hvilket kan ses af prisstabiliteten mellem foerste kvartal 1975 og fjerde kvartal 1976 og af, at det for naaletrae generelt var saaledes mellem tredje kvartal 1979 og andet kvartal 1980, at den foerste prisforhoejelse altid blev fulgt af de oevrige producenter.

92 Argumentet om "price leadership" kan ej heller godtages. Ligheden mellem de annoncerede priser ° og i oevrigt ogsaa ligheden mellem faktureringspriserne ° kan ikke forklares ved, at der var en markedsfoerende virksomhed, hvis priser blev overtaget af konkurrenterne. Raekkefoelgen for annonceringerne aendrede sig loebende fra kvartal til kvartal, og ingen producent var tilstraekkelig staerk til at optraede som markedsfoerende.

93 For det andet finder Kommissionen, at producenterne burde have anvendt forskellige priser, da de oekonomiske vilkaar var forskellige fra producent til producent eller fra producentgruppe til producentgruppe. Cellulosefabrikanter med lave omkostninger burde nemlig have nedsat deres priser for at oege deres markedsandele paa bekostning af deres mindst effektive konkurrenter. Ifoelge Kommissionen vedroerte disse forskelle produktions- og transportomkostningerne, forholdet mellem disse omkostninger (fastsat i national valuta: canadisk dollar, svensk krone eller finsk mark) og salgspriserne (fastsat i US-dollars), ordrestoerrelse, svingninger i efterspoergslen efter cellulose i de forskellige importlande, det europaeiske markeds relative betydning, der var stoerre for de skandinaviske producenter end for de amerikanske og canadiske producenter, og kapacitetsudnyttelsesgraden, som generelt var hoejere i USA og Canada end i Sverige og Finland.

94 For saa vidt angaar ordrestoerrelsen finder Kommissionen, at prisoversigterne burde have vist betydelige forskelle mellem koebere af store maengder og koebere af smaa maengder, da salget af store maengder gjorde det muligt for producenterne at nedsaette deres omkostninger vaesentligt. I praksis var forskellen sjaeldent over 3%.

95 For det tredje har Kommissionen gjort gaeldende, at de annoncerede priser for cellulose i hvert fald i en periode i 1976, 1977 og 1981 befandt sig paa et kunstigt hoejt niveau, som afveg meget fra, hvad man kunne have forventet under normale konkurrencevilkaar. Uden samordning ville det vaere utaenkeligt, at den annoncerede pris for nordligt naaletrae fra foerste kvartal 1975 til tredje kvartal 1977 holdt sig uaendret paa 415 USD, og at den annoncerede pris saerlig i andet og tredje kvartal 1977 laa 100 USD over den salgspris, der kunne opnaas paa markedet. At priserne var blevet holdt paa et unormalt hoejt niveau, bevises af den omstaendighed, at prisfaldet var saerlig brat i 1977 og 1982.

96 Endelig har Kommissionen som argument henvist til, at rabatterne var hemmelige, og til udviklingen i markedsandelene.

97 For saa vidt angaar indroemmelsen af hemmelige rabatter skal det bemaerkes, at der er en modsaetning mellem beslutningen og det, der siden er blevet anfoert under forhandlingerne. I beslutningens 112. betragtning har Kommissionen bemaerket, at hemmelig konkurrence var udelukket, mens den i sine skriftlige indlaeg har anfoert, at naar rabatterne var hemmelige, var grunden den, at de var i strid med samordningen og derfor maatte skjules for de oevrige producenter.

98 For saa vidt angaar aendringerne i markedsandelene mellem 1975 og 1981 finder Kommissionen ikke, at de berettiger til at fastslaa, at der ikke fandt samordning sted. Disse aendringer var meget mindre markante fra 1975 til 1976 og 1980 til 1981 end fra 1978 til 1979 og 1979 til 1980.

99 Sagsoegerne har bestridt, at de parallelle priser kunne tilskrives samordning.

100 Domstolen har i forbindelse med den anden sagkyndige erklaering anmodet de sagkyndige om at udtale sig om, hvorvidt et naturligt fungerende cellulosemarked efter deres opfattelse burde foere til en differentieret prisstruktur eller en ensartet prisstruktur.

101 Det fremgaar af den sagkyndige erklaering, som uddybet i de efterfoelgende mundtlige indlaeg, at de sagkyndige har betragtet markedets normale funktion som en mere sandsynlig forklaring paa de ensartede priser end en samordning. Hovedpunkterne i deres analyse kan sammenfattes saaledes:

i) Beskrivelse af markedet

102 De sagkyndige har indledningsvis beskrevet markedet som en raekke oligopoler-oligopsoner, som hver omfatter visse producenter og visse koebere, og som hver vedroerer en given type cellulose. Markedsstrukturen er hovedsagelig en foelge af fremstillingsmetoden for cellulose. Da papir fremstilles af en celluloseblanding med bestemte egenskaber, kan hver enkelt papirfabrikant kun handle med et begraenset antal celluloseproducenter, og omvendt kan hver enkelt celluloseproducent kun forsyne et begraenset antal kunder. Inden for de grupper, der saaledes er opstaaet, er samarbejdet yderligere blevet styrket, da det har vist sig, at det har givet saavel koebere som saelgere af cellulose beskyttelse mod markedets risici.

103 Denne markedsstruktur foerer sammen med markedets hoeje grad af gennemskuelighed paa kort sigt til en situation, hvor priserne reagerer langsomt. Producenterne ved, at hvis de forhoejer deres priser, vil deres konkurrenter uden tvivl afholde sig fra at goere det samme og derved tage kunderne fra dem. De vil ogsaa vaere utilboejelige til at nedsaette priserne, da de ved, at goer de det, vil de oevrige producenter foelge efter, forudsat at de har uudnyttet kapacitet. Et saadant prisfald vil vaere saa meget mindre oenskvaerdigt, som det vil skade hele erhvervsgrenen. Da den samlede efterspoergsel efter cellulose er uelastisk, vil indtaegtstabet som foelge af prisnedsaettelsen nemlig ikke blive opvejet af fortjeneste ved et stoerre salg, og producenternes samlede fortjeneste vil falde.

104 Paa laengere sigt vil koebernes mulighed for ° efter en vis investering ° at anvende andre typer cellulose, og eksistensen af substitutionsprodukter, som f.eks. brasiliansk cellulose eller cellulose fremstillet af genbrugspapir, svaekke de oligopolistiske tendenser paa markedet. Dette forklarer, at prisudviklingen set over en periode paa flere aar har vaeret forholdsvis svag.

105 Endelig kan markedets gennemskuelighed vaere skyld i visse generelle prisstigninger paa kort sigt. Naar efterspoergslen overstiger udbuddet, vil de producenter, der ° som tilfaeldet var paa cellulosemarkedet ° er klare over, at deres konkurrenter har smaa lagerbeholdninger og en hoej kapacitetsudnyttelsesgrad, ikke vaere betaenkelige ved at haeve priserne. De vil med stor sandsynlighed blive fulgt af deres konkurrenter.

ii) Markedets udvikling fra 1975 til 1981

106 De forskellige mekanismer, der er beskrevet ovenfor, forklarer de forskellige faser i prisudviklingen, der af Kommissionen betragtes som "unormale", navnlig prisstabiliteten i perioden fra 1975 til 1976, markedets sammenbrud i 1977 og det nye prisfald ved udgangen af 1981.

° Perioden 1975-1976

107 I 1974 var der en meget stor efterspoergsel efter cellulose. Da kapacitetsudnyttelsesgraden var meget hoej og lagerbeholdningerne meget smaa, foerte den overskydende efterspoergsel til prisstigninger.

108 I 1975 og 1976 aendrede omstaendighederne sig. Lagerbeholdningerne voksede, og kapacitetsudnyttelsesgraden faldt generelt. Trods disse aendringer tog ingen producent initiativet til at saenke sine priser, da han vidste, at saenkede han priserne, ville hans konkurrenter goere det samme. Omvendt ville han, saafremt han havde besluttet at haeve priserne, vaere blevet isoleret paa markedet og have mistet nogle, om ikke alle sine kunder.

109 Ifoelge de sagkyndige var markedets oligopolistiske karakter og meget store gennemskuelighed ikke de eneste faktorer, der laa til grund for prisstabiliteten i perioden 1975-1977. En yderligere forklaring er de saerlige omstaendigheder, der gjorde sig gaeldende i denne periode.

110 For det foerste skal det generelt bemaerkes, at den globale efterspoergsel efter papir havde rettet sig op i 1976, hvilket gav anledning til optimistiske prognoser. Hertil kom, at inflationsraten var hoej, priserne var reelt faldet, og renten var lav. Endvidere kunne de svenske producenter opnaa et skattenedslag til fremme af lageropbygningen, som blev beregnet paa grundlag af vaerdien af lagerbeholdningerne. Endelig havde de nordamerikanske producenter en afsaetningsmulighed paa det amerikanske marked, som paa det tidspunkt var meget aktivt, samtidig med at de udnyttede produktionskapaciteten naesten fuldt ud.

° AAret 1977

111 Prisernes sammenbrud i 1977 skyldtes den massive stigning i udbuddet og den stagnerende efterspoergsel, som kendetegnede denne periode. Den svenske regering havde for det foerste ophaevet lagerstoetteordningen, hvorved den skabte en voldsom foroegelse af udbuddet paa et tidspunkt, da lagerbeholdningerne i de oevrige producentlande var forholdsvis store. Producenterne havde for det andet indset, at den forventede stigning i efterspoergslen ikke var blevet en realitet, og at der saaledes var mindre sandsynlighed for prisstigninger. Under disse omstaendigheder kunne en virksomhed, som besluttede at nedsaette sine priser, vaere sikker paa, at konkurrenterne ville goere det samme, dog forudsat, at de havde ledig produktionskapacitet.

° Perioden 1978-1981

112 Fra fjerde kvartal 1978 rettede efterspoergslen sig op og blev stoerre end udbuddet. Markedets gennemskuelighed foerte da til en hurtig opjustering af priserne. Virksomheder, der var klare over, at deres konkurrenter ikke havde overskydende produktionskapacitet, kunne i denne situation haeve deres priser uden frygt for at blive isoleret og saaledes miste deres markedsandel.

113 Denne periode med stigende priser blev efterfulgt af en periode med stabilitet fra midten af 1980 til udgangen af 1981. Stabiliteten skyldtes, at lagerbeholdningerne var smaa, at kapacitetsudnyttelsesgraden var hoej, og at efterspoergslen, som blev paavirket af, at der dukkede nye typer cellulose op paa markedet, var statisk.

114 I fjerde kvartal 1981 oplevede markedet paa ny en tilbagegang som foelge af store lagerbeholdninger, faldende kapacitetsudnyttelse og faldende efterspoergsel efter papir paa globalt plan. Det hurtigere prisfald skyldtes, at de saerlige faktorer, der gjorde sig gaeldende i 1975-1977, nemlig hoejere inflation og den svenske lagerstoetteordning, ikke var til stede.

iii) Flere af de faktorer, der er konstateret paa markedet, er uforenelige med forklaringen om, at der forelaa samordning

115 De sagkyndige har analyseret markedsstrukturerne og pristendenserne i den relevante periode og derefter anfoert, at flere af de faktorer eller mekanismer, der er saeregne for dette marked, er uforenelige med en forklaring, der bygger paa samordning. Disse faktorer er tilstedevaerelsen af faktiske og potentielle "outsidere", der ikke tilhoerer den gruppe af virksomheder, der paastaas at have indgaaet hemmelige aftaler, aendringerne af markedsandelene, den omstaendighed, at der ikke anvendtes produktionskvoter, samt at producenterne, som det er konstateret, ikke udnyttede forskellene mellem de forskellige importlande med hensyn til efterspoergselselasticitet. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 685J0089(01).1

116 For saa vidt angaar det foerste punkt skal det bemaerkes, at Kommissionen i beslutningens 137. betragtning har skoennet, at "outsideres" produktion tegner sig for 40% af det samlede celluloseforbrug i Faellesskabet. I betragtning af stoerrelsen af denne markedsandel ville et kartel udelukkende bestaaende af de virksomheder, der haevdes at have begaaet en overtraedelse ved at deltage i en samordning, have haft vanskeligt ved at fungere.

117 Kommissionens modargument er, at den undlod at indlede en procedure mod disse andre producenter, fordi de efter Kommissionens opfattelse havde optraadt som "followers" i den paagaeldende periode.

118 Dette argument kan ikke godtages. Det strider fuldstaendigt imod den argumentation, Kommissionen har anvendt i forbindelse med tabel 6 for at identificere de producenter, der har deltaget i samordningen. Naar det, som naevnt ovenfor i praemis 58, efter Kommissionens opfattelse forholder sig saaledes, at den blotte omstaendighed, at en producent annoncerer den samme pris som en anden producent for den samme periode, faktisk udgoer et tilstraekkeligt bevis for samordning, burde overtraedelsesproceduren i henhold til artikel 85 klart have vaeret udstrakt til at omfatte de outsidere, der, som Kommissionen erkender ved at anvende udtrykket "follower", annoncerede den samme pris som de producenter, der straffes i henhold til artikel 1, stk. 1, i beslutningens dispositive del.

119 Med hensyn til den anden faktor finder de sagkyndige, at der i henhold til tabel 2 til beslutningen skete aendringer i markedsandelene mellem 1975 og 1981. Disse aendringer viser, at der var konkurrence mellem producenterne, og at der ikke var fastsat kvoter.

120 For saa vidt angaar de manglende prisforskelle mellem de forskellige medlemsstater, finder de sagkyndige endelig, at det er fejlagtigt at paastaa, som Kommissionen goer i beslutningens 136.-140. betragtning, at celluloseproducenterne burde have udnyttet forskellene i priselasticiteten i de forskellige medlemsstater. Ifoelge de sagkyndige skulle virksomhederne for at kunne goere dette have vaeret i stand til at opdele markedet, hvilket kun ville have vaeret muligt, saafremt der havde eksisteret et effektivt kartel omfattende alle eksisterende og potentielle leverandoerer, som kunne haandhaeve forbud mod videresalg og handel mellem medlemsstaterne. Under disse omstaendigheder udgoer prisernes ensartethed tvaertimod et argument, der taler for den forklaring, der bygger paa det normalt fungerende marked.

iv) De sagkyndiges kritik af Kommissionens forklaring paa konkrete punkter

121 De sagkyndige har paa flere konkrete punkter kritiseret Kommissionens forklaring. Kritikken vedroerer de prismaessige konsekvenser af transportomkostninger, betydningen af ordrestoerrelsen og i almindelighed forskelle i omkostninger og indroemmelse af hemmelige rabatter.

122 For det foerste har de sagkyndige som svar paa Kommissionens paastand om, at priserne burde have varieret efter bestemmelsessted, gjort gaeldende, at det kun i ringe grad paavirkede transportomkostningerne, om cellulosen skulle leveres i Atlanterhavshavne eller i OEstersoehavne. Dette kunne hoejst have medfoert en forskel i omkostninger paa 10 USD pr. ton. I modsaetning til, hvad Kommissionen haevder, er denne forskel for lille til at paavirke priserne inden for hver af de to zoner.

123 For det andet har de sagkyndige forklaret, hvorfor meget store celluloseordrer efter deres mening ikke foerte til store prisnedsaettelser. Saadanne ordrer giver af forskellige grunde ikke vaesentlige omkostningsbesparelser. For det foerste er cellulose normalt et standardprodukt, der leveres fra et anonymt lager. For det andet plejer producenterne at etablere lagerfaciliteter i de store destinationshavne. For det tredje foretraekker cellulosefabrikanterne, da de bruger et bredt udvalg af forskellige cellulosetyper, naar de bestiller store maengder, at faa cellulosen leveret i flere sendinger. Endelig indskraenker stordriftsfordelene i forbindelse med meget store ordrer sig til generalomkostningerne og administrationsomkostninger.

124 For det tredje mener de sagkyndige, at selv om der kunne opnaas reelle stordriftsfordele, ville de forskelle i omkostningsniveauet, de foerte til mellem producenterne, ikke paavirke priserne, men virksomhedernes fortjeneste.

125 At de indroemmede rabatter var hemmelige, kan endelig henfoeres til forskellige aarsager, som celluloseproducenterne ikke er herrer over. For det foerste er rabatter, der ikke retfaerdiggoeres af omkostningsbesparelser, i visse lande, som f.eks. Frankrig, ulovlige. Dernaest kan rabatterne, da de saedvanligvis beregnes paa grundlag af den aarlige maengde, ikke beregnes foer regnskabsaarets udgang. Endelig er det koeberne, der anmoder om at faa hemmeligholdt rabatterne, dels for at faa en fordel frem for deres konkurrenter ved at opnaa bedre priser, dels for at forhindre, at papirkoeberne selv kraever et prisnedslag.

3. Konklusioner

126 Efter denne gennemgang skal det bemaerkes, at samordning i dette tilfaelde ikke er den eneste sandsynlige forklaring paa den parallelle adfaerd. For det foerste kan prisannonceringssystemet betragtes som en rationel reaktion paa, at cellulosemarkedet er et langsigtet marked, og paa baade koebernes og saelgernes behov for at begraense de forretningsmaessige risici. Endvidere kan sammenfaldet mellem prisannonceringsdatoerne betragtes som en direkte foelge af den hoeje grad af gennemskuelighed paa markedet, som ikke noedvendigvis maa betegnes som kunstig. Endelig kan paralleliteten mellem priser og pristendenser forklares paa tilfredsstillende maade med de oligopolistiske tendenser paa markedet og de saerlige omstaendigheder, der gjorde sig gaeldende i visse perioder. Under disse omstaendigheder udgoer den af Kommissionen paaviste parallelle adfaerd ikke et bevis paa samordning.

127 Da der ikke foreligger en samling tungtvejende, noejagtige og samstemmende beviser, maa det konkluderes, at Kommissionen ikke har bevist, at der har fundet samordning sted af de annoncerede priser. Artikel 1, stk. 1, i den anfaegtede beslutning boer derfor annulleres.

IV ° Samordningen inden for KEA

128 De amerikanske sagsoegere bortset fra Bowater har nedlagt paastand om annullation af artikel 1, stk. 3, i beslutningens dispositive del, i hvilken medlemmerne af KEA beskyldes for at have samordnet de annoncerede priser og faktureringspriserne i forbindelse med leverancer til Faellesskabet og for at have udvekslet oplysninger om de enkelte virksomheders priser, og KEA beskyldes for at have fastsat vejledende priser for de paagaeldende leverancer.

129 Ved ovennaevnte dom af 27. september 1988 blev denne bestemmelse annulleret, for saa vidt den vedroerte KEA.

A ° Samordning af de annoncerede priser og udveksling af oplysninger om faktureringspriserne

130 For saa vidt angaar samordningen af de annoncerede priser og udvekslingen af oplysninger om faktureringspriserne skal der foerst og fremmest henvises til artikel II (A) i "Policy Statement of the Pulp Group" (retningslinjer for cellulosegruppen). Ifoelge denne bestemmelse skal gruppens medlemmer moedes med jaevne mellemrum for enstemmigt at fastsaette salgspriserne for cellulose, de saakaldte "vejledende KEA-priser", og de forpligter sig til at annoncere disse priser over for deres kunder. Saafremt sammenslutningens medlemmer derefter fraviger disse priser ° hvad de fortsat har ret til at goere ° skal de foerst meddele dette til gruppens formand, som i givet fald kan beslutte at indkalde til et nyt moede i gruppen for at droefte, hvilke forholdsregler der boer traeffes.

131 Da producenterne moedtes med jaevne mellemrum for at fastsaette "den vejledende KEA-pris", er det klart, at de producenter, der var medlemmer af KEA, samordnede de annoncerede priser for cellulose inden for rammerne af denne sammenslutning. Det skal ligeledes bemaerkes, at de ved at forpligte sig til paa forhaand at give meddelelse om enhver pris, der afveg fra den, de havde aftalt, etablerede et system for udveksling af oplysninger om deres fremtidige adfaerd, der virkede konkurrencebegraensende.

132 I lyset af disse klare kendsgerninger er det et virkningsloest argument fra sagsoegerne, at den af gruppen fastsatte "vejledende KEA-pris" ikke altid blev overholdt af dens medlemmer. Med dette argument indroemmes det indirekte, at sagsoegerne i hvert fald for visse perioder annoncerede vejledende KEA-priser og saaledes samordnede disse priser.

B ° Samordning af faktureringspriserne

133 I beslutningens artikel 1, stk. 3, har Kommissionen endvidere anfoert, at de sagsoegere, der var medlemmer af KEA, samordnede deres faktureringspriser inden for rammerne af denne sammenslutning.

134 Selv om artikel 1, stk. 3, ikke siger noget herom, maa denne overtraedelse betragtes som havende fundet sted i 1975 og 1976. I beslutningens 120. og 121. betragtning har Kommissionen erklaeret, at de vejledende KEA-priser blev overholdt "i hvert fald i aarene 1975 og 1976", mens der "i 1977 og 1978 kan have vaeret en forskel mellem den vejledende pris og den faktisk beregnede pris". Over for sagsoegerne, der af disse paastande udledte, at Kommissionen var af den opfattelse, at de vejledende KEA-priser ikke var blevet overholdt i 1979, 1980 og 1981, har Kommissionen udtalt, at "grunden til, at den maatte begraense konstateringen til aarene 1975 og 1976", var, at "den ikke var i besiddelse af de noedvendige oplysninger om de vejledende KEA-priser i aarene 1979 til 1981". Det fremgaar klart af disse paastande, at overtraedelsesperioden maa begraenses til 1975 og 1976.

135 Med henblik paa bedoemmelsen af denne overtraedelse, maa det erindres, at i henhold til Domstolens praksis (se ovennaevnte dom i Hoffmann-La Roche-sagen) skal de paagaeldende virksomheder i medfoer af retten til kontradiktion have haft lejlighed til at udtale sig om de klagepunkter, der er taget i betragtning mod dem, og om de dokumenter, som disse klagepunkter bygger paa, foer Kommissionen vedtager sin beslutning.

136 Ved kendelser af 25. november 1988 og 16. marts 1989 har Domstolen udpeget to sagkyndige med henblik paa navnlig at fastslaa, hvorvidt de dokumenter, Kommissionen havde indsamlet under kontrolundersoegelsen, dvs. foer meddelelsen om klagepunkter, gav behoerigt grundlag for den af Kommissionen dragne konklusion, hvorefter de priser, producenterne faktisk anvendte, var de samme som de annoncerede priser.

137 Det fremgaar af den sagkyndige erklaering, der blev forelagt Domstolen den 10. april 1990, at Kommissionen paa tidspunktet for fremsendelsen af meddelelsen om klagepunkter ikke raadede over tilstraekkelig mange fakturaer til at underbygge paastanden om, at medlemmerne af KEA havde begaaet en overtraedelse ved at samordne deres faktureringspriser. Bilag 15-1 til erklaeringen viser tydeligt, at Kommissionen for saa vidt angaar tre medlemmer af sammenslutningen ° Chesapeake Corporation, Mead Corporation og Scott Paper ° overhovedet ikke havde nogen fakturaer, mens den med hensyn til Crown Zellerbach og IPS kun havde henholdsvis tre og fire fakturaer. Endvidere vedroerte dokumenterne fra IPS aarene 1977 og 1978, som ikke er omfattet af overtraedelsen.

138 Det foelger heraf, at Kommissionen som bevis for overtraedelsen i forbindelse med faktureringspriserne i det vaesentlige maa have bygget paa dokumenter, der blev indsamlet efter fremsendelsen af meddelelsen om klagepunkter. Da medlemmerne af KEA ikke har haft lejlighed til at udtale sig om disse dokumenter, maa artikel 1, stk. 3, i den anfaegtede beslutning annulleres paa grund af tilsidesaettelse af retten til kontradiktion for saa vidt angaar denne overtraedelse.

C ° Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

139 I medfoer af traktatens artikel 85 kan Kommissionen ikke straffe en konkurrencebegraensende adfaerd, medmindre den paavirker handelen mellem medlemsstater.

140 Kommissionen har i beslutningens 136. betragtning og foelgende betragtninger anfoert, at dette er tilfaeldet i den foreliggende sag. Det ensartede prisniveau, der fremkom som foelge af de former for praksis, der er tale om her, hindrede den handel mellem medlemsstaterne, der ellers ville vaere opstaaet paa grund af forskellene i efterspoergsel, valutakurser og transportomkostninger. En saadan handel ville vaere blevet gennemfoert af uafhaengige mellemmaend og af papirfabrikanter, som solgte deres overskydende cellulose paa det staerkere marked i en anden medlemsstat.

141 De sagsoegere, der er medlemmer af KEA, har bestridt denne paastand af tre grundlaeggende aarsager. For det foerste er deres aktiviteter begraenset til eksport til Faellesskabet og angaar ikke handelen mellem medlemsstater. Endvidere foregaar der naesten ingen handel med dette produkt mellem medlemsstater, da de faa cellulosefabrikker i Faellesskabet bruger stort set hele deres produktion i deres egne papirfabrikker. Hertil kommer, at papirfabrikanterne af hensyn til lageromkostningerne som regel alene koeber cellulose til eget forbrug. Endelig finder sagsoegerne, at deres markedsandel var for lille til at paavirke handelen mellem medlemsstater vaesentligt.

142 Over for de foerste to argumenter skal det foerst bemaerkes, at efter Domstolens praksis (se dom af 30.1.1985, sag 123/83, BNIC, Sml. s. 391) kan enhver aftale, der har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen ved at fastsaette priserne for et halvfabrikata, paavirke handelen mellem medlemsstater, selv om det paagaeldende halvfabrikata ikke i sig selv er genstand for handel mellem medlemsstaterne, naar dette halvfabrikata udgoer raavaren i en anden vare, der afsaettes andetsteds i Faellesskabet. For saa vidt angaar naervaerende sag skal det bemaerkes, at cellulosen tegner sig for 50%-75% af papirprisen, og at der derfor ikke er nogen tvivl om, at den samordning af cellulosepriserne, der fandt sted, paavirkede handelen med papir mellem medlemsstaterne.

143 Paa samme maade maa det tredje argument, der er fremfoert af medlemmerne af KEA, og som bygger paa deres lille markedsandel, forkastes. I den forbindelse maa det erindres, hvilket Domstolen flere gange har fastslaaet (se f.eks. dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française, Sml. s. 1825), at for at en aftale kan paavirke handelen mellem medlemsstater, maa det paa grundlag af en flerhed af objektive, retlige eller faktiske omstaendigheder med tilstraekkelig sandsynlighed kunne forudses, at den kan udoeve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse paa handelen mellem medlemsstaterne paa en maade, der kan vaere til skade for virkeliggoerelsen af maalene for et mellemstatsligt enhedsmarked.

144 I den foreliggende sag fremgaar det af tabel 2 til beslutningen, at de amerikanske producenters eksport varierede mellem 14,10% og 17,67% af det samlede celluloseforbrug i Faellesskabet i den i sagen omhandlede periode. Da markedsandele af den stoerrelsesorden ikke er ubetydelige, maa det konkluderes, at den samordning af de annoncerede priser og den udveksling af oplysninger, der fandt sted inden for KEA, kunne paavirke handelen mellem medlemsstater.

D ° Anvendelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling

145 Endelig har de sagsoegere, der er medlemmer af KEA, kritiseret beslutningens artikel 1, stk. 3, med den begrundelse, at de har vaeret udsat for forskelsbehandling i forhold til Finncell. I beslutningens 135. betragtning har Kommissionen givet udtryk for, at den vil tage stilling til spoergsmaalet, om denne sammenslutning er forenelig med traktatens artikel 85, i en saerskilt beslutning. Medlemmerne af KEA har haevdet, at Finncell har flere kunder i Faellesskabet end KEA, og at Finncell' s regler, ifoelge hvilke cellulosen skal markedsfoeres gennem sammenslutningen, er mere restriktive.

146 Dette argument er irrelevant for vurderingen af denne overtraedelse. At en erhvervsdrivende, for hvem omstaendighederne var de samme som for sagsoegeren, ikke af Kommissionen er fundet skyldig i nogen overtraedelse, kan under ingen omstaendigheder berettige til at tilsidesaette konstateringen af den overtraedelse, der er lagt denne sagsoeger til last, forudsat at overtraedelsen er behoerigt bevist.

147 Paa grundlag af det anfoerte i det hele boer beslutningens artikel 1, stk. 3, annulleres paa grund af tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, for saa vidt den fastslaar, at der skete samordning mellem medlemmerne af KEA vedroerende faktureringspriserne.

V ° Samordning inden for Fides

148 I beslutningens artikel 1, stk. 4, beskyldes St Anne, Finncell og forskellige svenske, norske, spanske og portugisiske producenter for inden for rammerne af Fides at have udvekslet oplysninger om de enkelte virksomheders priser for leverancer af loevtraescellulose i perioden fra 1973 til 1977.

149 Ifoelge beslutningen var det de finske producenter, der sammen med de svenske producenter tog initiativet til at indkalde de paagaeldende moeder og soegte at paalaegge parterne en vis disciplin, som gik ud paa, at producenterne skulle aftale en salgspris, og at hver producent over for de oevrige forpligtede sig til at begrunde eventuelle forskelle mellem hans priser og de aftalte priser. Den canadiske producent St Anne havde alene deltaget i udvekslingen af oplysninger om salgspriserne uden at acceptere nogen form for disciplin.

150 Kommissionen har bygget sin konstatering af denne overtraedelse paa de forskellige dokumenter og telexer, der er naevnt i beslutningens 44.-60. betragtning. De paagaeldende dokumenter er referater af visse moeder, skrivelser, hvori producenterne underrettede deres datterselskaber eller salgsagenter om udfaldet af de paagaeldende moeder, samt interne notater fra visse producenter om disse moeder.

151 Den canadiske producent St Anne og den finske sammenslutning Finncell har nedlagt paastand om annullation af denne del af beslutningen.

A ° St Anne' s deltagelse i Fides-moederne

152 St Anne har gjort gaeldende, at overtraedelsen paa grund af virksomhedens deltagelse i Fides-moederne ikke var naevnt i meddelelsen om klagepunkter.

153 Det skal for det foerste bemaerkes i denne forbindelse, at naar der i meddelelsen om klagepunkter tales om moeder i Fides, naevnes alene de skandinaviske og europaeiske producenter. Det gaelder navnlig punkt 61 og 80 i den del, der har overskriften "Anvendeligheden af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1". Den eneste undtagelse herfra findes i punkt 32 i meddelelsen om klagepunkter, hvori der henvises til et telex af 28. marts 1977, hvorved den spanske producent ENCE underrettede sin agent Becelco om de priser, som dels de skandinaviske producenter, dels producenterne St Anne, Portucel og Celbi, fakturerede. Dette dokument kan imidlertid ikke tages i betragtning. Da det er naevnt under de faktiske omstaendigheder i meddelelsen om klagepunkter, og da der ikke drages nogen konklusion paa grundlag af det i den retlige vurdering, kan det ikke benyttes til at praecisere den adfaerd, der laegges sagsoegerne til last. Endvidere skal det bemaerkes, at der i bilag VII til meddelelsen om klagepunkter, som ifoelge overskriften indeholder en fortegnelse over "De vigtigste medlemmer af loevtraescelluloseafdelingen i Fides", intet er anfoert om St Anne.

154 Under disse omstaendigheder maa det konkluderes, at sagsoegeren St Anne, da meddelelsen om klagepunkter blev afgivet, ikke kunne have kendskab til klagepunktet vedroerende sin deltagelse i Fides-moederne og saaledes heller ikke kunne forsvare sig vedroerende dette punkt. Da reglerne i artikel 2, stk. 1, og artikel 4 i forordning nr. 99 saaledes er tilsidesat, maa beslutningens artikel 1, stk. 4, annulleres for saa vidt angaar producenten St Anne.

B ° Finncell' s deltagelse i Fides-moederne

155 For saa vidt angaar deltagelsen i Fides-moederne har Finncell for det foerste gjort gaeldende, at de oplysninger og dokumenter, der henvises til i beslutningens 57.-60. betragtning, blev indsamlet efter meddelelsen om klagepunkter, og at sammenslutningen ikke havde faaet lejlighed til at udtale sig om disse dokumenter, foerend beslutningen blev vedtaget.

156 Som det fremgaar af beslutningens ordlyd, stammer de paagaeldende oplysninger fra andre virksomheders svar paa meddelelsen om klagepunkter. Da sagsoegeren ikke kunne udtale sig om disse dokumenter foer beslutningens vedtagelse, maa der under sagens behandling ses bort fra dokumenterne, da retten til kontradiktion ellers ville blive tilsidesat.

157 Finncell har endvidere anfaegtet de oevrige bemaerkninger i beslutningens 44.-56. betragtning. For det foerste benyttes de til at bevise en samordning mellem Finncell og canadiske, svenske, norske, spanske og portugisiske producenter, mens Finncell i meddelelsen om klagepunkter kun beskyldes for at have udvekslet oplysninger med GEC, et fransk oekonomisk interessefaellesskab. For det andet henviser nogle af disse dokumenter kun til skandinaviske producenter, hvilket ikke omfatter finske producenter. For det tredje vedroerer de droeftelser, der naevnes i nogle af disse dokumenter, ikke celluloseprisen, men andre spoergsmaal, som f.eks. situationen paa markedet eller udnyttelsen af produktionskapaciteten. For det fjerde har Finncell understreget, at sammenslutningen havde fastsat sine priser forud for disse moeder, som saaledes ikke paavirkede dens priser.

158 Disse argumenter kan ikke tages til foelge.

159 For det foerste er der ingen forskel mellem den samordning, der konstateres i de naevnte betragtninger i beslutningen, for saa vidt angaar deltagerne deri, og den samordning, der er beskrevet i meddelelsen om klagepunkter. Punkt 80, der findes i afsnittet vedroerende den retlige vurdering i meddelelsen om klagepunkter, og som har overskriften "Udveksling af oplysninger inden for rammerne af Fides", henviser ganske rigtigt kun til samordning mellem GEC og Finncell. Men i punkt 61 i samme afsnit i meddelelsen om klagepunkter omtales endvidere et samarbejde om priser inden for Fides under overskriften "Samarbejde mellem skandinaviske producenter og andre europaeiske producenter", og der henvises til punkt 30 i meddelelsen. I punkt 30 hedder det, at Fides havde "en afdeling for loevtraescellulose, inden for hvilken de stoerste skandinaviske producenter og andre europaeiske virksomheder udveksler markedsoplysninger", og der henvises til deltagerfortegnelsen i bilag 7.

160 For det andet staar det fast, at udtrykket "skandinavisk", der benyttes i de dokumenter, der naevnes i beslutningens 48., 49., 51., 52. og 53. betragtning, daekker saavel finske som svenske producenter. Selv om dette ikke var tilfaeldet, skal det bemaerkes, at de i 45. og 54. betragtning omhandlede dokumenter herudover naevner de finske producenter ved navn, mens der i 53. betragtning tales om en rejse foretaget af GEC' s chef til Helsinki "for at undersoege mulighederne for en prisforhoejelse fra andet halvaar 1977". I modsaetning til, hvad Finncell har paastaaet, kan dette skridt ikke kaldes ensidigt. De i 51., 53. og 54. betragtning omhandlede dokumenter viser, at formaalet var at retfaerdiggoere GEC' s adfaerd med hensyn til priser i lyset af kritik fra navnlig de skandinaviske producenter.

161 Som svar paa det tredje argument skal det bemaerkes, at de fleste af de dokumenter, der er tale om, klart henviser til diskussioner om priserne. Dette er navnlig tilfaeldet med de dokumenter, der er omhandlet i 48., 49., 52. og 53. betragtning.

162 Endelig er argumentet om, at Finncell' s priser blev fastsat foer Fides-moederne, irrelevant, da den adfaerd, Kommissionen paataler i artikel 1, stk. 4, i beslutningens dispositive del, ikke alene er producenternes deltagelse i moeder, hvorunder disse priser blev fastsat, men ogsaa den omstaendighed, at en producent paalagde sine konkurrenter at anvende de priser, som han selv i forvejen havde lagt sig fast paa.

163 Det foelger af ovenstaaende, at de i beslutningens 44.-56. betragtning naevnte dokumenter tilsammen kan betragtes som bevis for, at Finncell deltog i Fides-moederne.

C ° Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

164 De finske sagsoegere finder ikke, at de overtraedelser, som Kommissionen haevder at have bevist, i almindelighed kan have haft nogen virkning paa handelen med cellulose mellem medlemsstaterne.

165 De har gjort gaeldende, at beslutningen alene vedroerer handelsstroemmene mellem tredjelande og medlemsstaterne, og at der ikke heraf kan drages nogen konklusioner med hensyn til handelen inden for Faellesskabet. Endvidere var der praktisk taget ingen handel med cellulose mellem medlemsstaterne. Endelig havde papirfabrikanterne i betragtning af den maade, hvorpaa cellulose fremstilles, og deres naere forbindelser med leverandoererne ingen interesse i, at der udviklede sig en parallelimport.

166 Disse argumenter er de samme, som sagsoegerne, der er medlemmer af KEA, har fremfoert og skal besvares paa samme maade som i praemis 143. De maa derfor forkastes.

167 I betragtning af ovenstaaende annulleres artikel 1, stk. 4, paa grund af tilsidesaettelse af retten til kontradiktion for saa vidt angaar producenten St Anne.

VI ° Klausuler om forbud mod eksport og videresalg

168 De canadiske sagsoegere St Anne, Westar, MacMillan og Canfor har nedlagt paastand om annullation af beslutningens artikel 1, stk. 5, hvori de sammen med andre ° amerikanske, svenske og norske ° producenter anklages for i aftaler om salg af cellulose at have indfoejet klausuler, som forbyder koeberne at eksportere og videresaelge cellulosen.

169 Sagsoegerne, som ikke bestrider eksistensen af disse klausuler, har fremfoert tre typer argumenter.

170 For det foerste har de anfoert, at disse klausuler ved en fejltagelse var blevet skrevet af fra aeldre aftaler, og at det skyldtes uagtsomhed, at de ikke var blevet fjernet fra aftalerne.

171 For det andet har klausulerne ikke haft nogen foelger for de andre aftaleparter, idet koeberne aldrig har betragtet sig som bundet af de i klausulerne fastsatte forpligtelser, og saelgerne aldrig har soegt at haandhaeve klausulerne. Endvidere blev klausulerne generelt fjernet fra aftalerne straks efter modtagelsen af meddelelsen om klagepunkter.

172 Endelig har de anfaegtede klausuler ikke paavirket handelen mellem medlemsstaterne. Paa grund af deres naere forbindelser med celluloseproducenterne var papirfabrikanterne ikke saerlig tilboejelige til at handle med konkurrenter i andre medlemsstater. Dette var navnlig tilfaeldet, fordi priserne i Faellesskabet var ensartede, og fordi saadanne transaktioner, hvis de havde fundet sted, ville have medfoert yderligere transport-, laste- og losseomkostninger. I denne forbindelse har visse producenter ligeledes fremhaevet, at der kun var faa aftaler, der indeholdt saadanne klausuler. Producenten St Anne har navnlig paapeget, at den aarlige maengde cellulose, virksomheden solgte i Faellesskabet i den i sagen omhandlede periode, kun udgjorde 3% af det samlede forbrug i Faellesskabet.

173 Disse argumenter er ikke af en saadan art, at den af Kommissionen konstaterede overtraedelse ikke kan anses for at foreligge.

174 For det foerste bemaerkes, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 giver Kommissionen ret til at paalaegge virksomheder boeder, saafremt de "forsaetligt eller uagtsomt" har overtraadt bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1. Foelgelig kan der ikke tages hensyn til, at klausulerne blev indfoejet i aftalerne ved uagtsomhed.

175 For det andet maa det erindres, at i henhold til fast praksis (se f.eks. dom af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad, Sml. s. 883, og af 11.1.1990, sag C-277/87, Sandoz, Sml. I, s. 45) kan den omstaendighed, at en bestemmelse, der har til formaal at begraense konkurrencen, ikke er blevet haandhaevet af de kontraherende parter, ikke medfoere, at bestemmelsen falder uden for forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.

176 Endelig skal det som svar paa sagsoegernes tredje argument bemaerkes, at en bestemmelse, der har til formaal at forhindre en koeber i at videresaelge eller eksportere de varer, han har koebt, ifoelge sin natur er egnet til at opdele markederne og saaledes paavirke handelen mellem medlemsstater, en betingelse, der ° som det boer bemaerkes (se dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 430) ° alene bruges til at fastslaa, hvilke aftaler der omfattes af faellesskabsretten.

177 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegerne St Anne, Westar, MacMillan og Canfor ved at indfoeje klausuler om forbud mod eksport og videresalg i deres aftaler eller almindelige salgsbetingelser har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1.

VII ° Tilsagnet

178 De amerikanske sagsoegere ° herunder Bowater, men ikke IPS ° og de canadiske sagsoegere Westar, Welwood, MacMillan, Canfor og British Columbia har nedlagt paastand om hel eller delvis annullation af det tilsagn, der er knyttet til beslutningen som bilag.

179 Disse sagsoegere ° med undtagelse af Bowater ° har ved at give dette tilsagn forpligtet sig til at annoncere og fakturere mindst 50% af deres salg til Faellesskabet i koeberens valuta, annoncere priser, der er gaeldende "indtil videre", kun at videregive dem til de erhvervsdrivende, der er naevnt i dokumentet, bringe den samordning og udveksling af oplysninger, der har fundet sted inden for KEA og Fides, til ophoer samt ophoere med at paalaegge koeberne forbud mod eksport og videresalg. De parter, der underskrev dette tilsagn, opnaaede en vaesentlig nedsaettelse af boeden.

180 Kommissionen har nedlagt paastand om afvisning af denne paastand. Efter Kommissionens opfattelse udgoer tilsagnet en ensidig akt fra de ovennaevnte sagsoegere ° undtagen Bowater, som ikke underskrev det ° og det kan derfor ikke goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173.

181 Dette synspunkt kan ikke tiltraedes. De forpligtelser, tilsagnet paalaegger sagsoegerne, maa sidestilles med et paabud om at bringe en overtraedelse til ophoer i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17. Det foelger nemlig af Domstolens dom af 6. marts 1974 (forenede sager 6/73 og 7/73, Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223), at Kommissionen ved denne bestemmelse bemyndiges til at traeffe alle de foranstaltninger, der er noedvendige for at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer, og at disse kan omfatte baade paabud og forbud. Ved at give dette tilsagn har sagsoegerne saaledes blot af grunde, som er deres egne, accepteret en beslutning, som Kommissionen havde kompetence til at vedtage ensidigt.

182 Bestemmelserne i tilsagnet maa inddeles i to saerskilte kategorier, hvoraf den foerste omfatter de bestemmelser ° som f.eks. tilsagnene om at bringe den samordning og udveksling af oplysninger, der fandt sted i KEA og Fides, til ophoer eller tilsagnet om at fjerne klausulerne om forbud mod eksport og videresalg ° hvorefter sagsoegerne skal standse den ulovlige adfaerd, der paatales i beslutningens artikel 1, stk. 3, 4 og 5, mens den anden kategori omfatter de bestemmelser, der har til formaal at fjerne prisannonceringssystemet og mindske markedets gennemskuelighed. Under den anden gruppe falder pligten til at annoncere priser for cellulose, der skal forblive gaeldende indtil videre, pligten til for saa vidt angaar 50% af salget at annoncere og fakturere priser i koeberens valuta og afgraensningen af den gruppe erhvervsdrivende, som priserne herefter kan meddeles til.

183 Begrundelsen for at annullere bestemmelserne, der indgaar i den anden gruppe, foelger logisk af, hvad der allerede er fastslaaet. Da det ikke er godtgjort, at prisannonceringssystemet ikke opfyldte markedets behov, eller at den gennemskuelighed, som det skabte, maatte betragtes som kunstig, er det klart, at de bestemmelser, der har til formaal at aendre dette system, ikke tjener noget formaal.

184 Bestemmelserne om, at sagsoegerne skal ophoere med en vis adfaerd, som det er konstateret, at de har fulgt inden for KEA, og afstaa fra at udveksle oplysninger inden for Fides og fra at indsaette klausuler om forbud mod eksport og videresalg i aftaler eller almindelige salgsbetingelser, er blot en praecisering af de fremtidige konsekvenser, adressaterne maa udlede af beslutningens artikel 1, stk. 3, 4 og 5. Disse paabud staar ved magt, for saa vidt de angaar konstateringer af overtraedelser, der ikke er erklaeret ugyldige af Domstolen.

185 Foelgelig boer tilsagnets bestemmelser annulleres, for saa vidt der herved paalaegges andre forpligtelser end dem, der foelger af Kommissionens konstateringer om overtraedelser, der ikke er erklaeret ugyldige af Domstolen.

VIII ° Boederne

186 Det foelger af ovenstaaende, at alene de overtraedelser eller nogle af de overtraedelser, der er anfoert i artikel 1, stk. 3, 4 og 5 i beslutningens dispositive del, skal tages i betragtning. Som tidligere anfoert, bestaar disse overtraedelser for det foerste ° for KEA-medlemmernes vedkommende ° i samordning af de annoncerede priser og udveksling af oplysninger om de enkelte virksomheders priser inden for denne sammenslutning, for det andet ° for Finncell' s vedkommende ° i udveksling af oplysninger om de enkelte virksomheders priser med andre producenter inden for Fides og for det tredje ° for saa vidt angaar de canadiske sagsoegere St Anne, Westar, MacMillan og Canfor ° i indsaettelse af klausuler om forbud mod eksport og videresalg i aftaler eller almindelige salgsbetingelser.

A ° Overtraedelserne vedroerende KEA

187 Det fremgaar af beslutningens 146. betragtning, at der ikke er blevet paalagt de amerikanske producenter nogen boede for deres deltagelse i KEA' s aktiviteter. Da denne sag er den foerste, hvor Webb Pomerene Act anfaegtes, har sagsoegte erkendt, at de paagaeldende producenter ikke vidste, at deres adfaerd var i strid med EOEF-traktaten.

B ° Overtraedelsen vedroerende Fides

188 I medfoer af beslutningens artikel 3 er sagsoegeren Finncell blevet paalagt en boede paa 100 000 ECU for at have udvekslet oplysninger om priser med andre producenter i Fides.

189 I denne forbindelse skal det erindres, at Finncell spillede en dominerende rolle i sammenslutningen, og at overtraedelsen varede fra 1973 til 1977. I betragtning af overtraedelsens grovhed og varighed boer den af Kommissionen paalagte boede opretholdes.

C ° Overtraedelsen vedroerende klausulerne om forbud mod eksport og videresalg

190 Ved beslutningens artikel 3 er sagsoegerne Canfor, MacMillan, St Anne og Westar blevet paalagt boeder paa henholdsvis 125 000, 150 000, 200 000 og 150 000 ECU.

191 Disse boeder blev paalagt for forbuddet mod eksport og videresalg og, for saa vidt angaar Canfor, MacMillan og Westar, tillige for overtraedelserne i form af deltagelse i den generelle samordning af de annoncerede priser og faktureringspriserne og i St Anne' s tilfaelde for overtraedelserne i form af deltagelse i den generelle samordning af de annoncerede priser og i Fides-moederne.

192 Da det for saa vidt angaar disse sagsoegere kun er overtraedelsen som foelge af klausulerne om forbud mod eksport og videresalg, der er taget i betragtning, boer spoergsmaalet om boedernes stoerrelse undersoeges.

193 Klausulerne om forbud mod eksport og videresalg bringer klart den frie handel mellem medlemsstater direkte i fare og udgoer saaledes grove overtraedelser af traktaten.

194 Det boer imidlertid bemaerkes, at de paagaeldende parter hurtigt bragte overtraedelsen til ophoer. Den eneste af Westar' s aftaler, der indeholdt den anfaegtede klausul, udloeb den 31. december 1978, dvs. laenge foer meddelelsen om klagepunkter, der er dateret den 4. september 1981. Sagsoegerne Canfor og St Anne fjernede de anfaegtede klausuler fra deres aftaler eller almindelige salgsbetingelser straks efter modtagelsen af meddelelsen om klagepunkter. MacMillan har for sit vedkommende uimodsagt af Kommissionen fastholdt, at den fjernede klausulen fra alle sine aftaler ved udgangen af 1981.

195 Endvidere skal det paapeges, at samtlige sagsoegere til deres forsvar har anfoert, at indsaettelsen af den anfaegtede klausul i aftalerne eller de almindelige salgsbetingelser alene skyldtes uagtsomhed, hvilket Kommissionen ikke har bestridt.

196 Endelig skal det bemaerkes, at hvad angaar dette paatalte forhold har sagsoegerne Canfor og Westar paastaaet, at de er blevet forskelsbehandlet i forhold til producenten ITT Rayonier. Selv om denne producent ligeledes havde indsat klausuler om forbud mod eksport og videresalg i sine almindelige salgsbetingelser, har Kommissionen ikke paalagt virksomheden nogen boede overhovedet. Westar, med hensyn til hvilken Kommissionen kun har fundet én kontrakt indeholdende den anfaegtede klausul, har paastaaet, at der i dens tilfaelde er tale om en saerlig grov forskelsbehandling.

197 Dette argument kan ikke laegges til grund. Naar en virksomhed har handlet i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, kan den ikke undgaa enhver sanktion med den begrundelse, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet paalagt nogen boede, saafremt denne erhvervsdrivende overhovedet ikke er inddraget i sagen for Domstolen.

198 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger boer boeden til hver af de beroerte parter fastsaettes til 20 000 ECU.

Sagens omkostninger

199 Ved kendelse af 20. marts 1990 blev den sag, der var anlagt af Mead Corporation, som er medlem af KEA, slettet af Domstolens register, og afgoerelsen om sagens omkostninger blev udsat.

200 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 5, foerste afsnit, paalaegges det den part, som haever sagen, at betale sagens omkostninger, saafremt den anden part har nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har nedlagt paastand om, at Mead Corporation skal baere sine egne omkostninger, boer Mead Corporation doemmes til at betale disse.

201 I oevrigt bemaerkes, at den tabende part i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, skal betale sagens omkostninger, og at Domstolen, hvis der er flere tabende parter, traeffer afgoerelse om omkostningernes fordeling.

202 I den foreliggende sag maa der med henblik paa denne fordeling sondres mellem omkostningerne i forbindelse med de to sagkyndige erklaeringer og de oevrige omkostninger.

203 Omkostningerne i forbindelse med de sagkyndige erklaeringer boer betales af Kommissionen, da disse erklaeringer vedroerer de overtraedelser, Kommissionen har konstateret i beslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, som Domstolen har kendt ugyldige.

204 Med hensyn til de oevrige omkostninger boer to tredjedele betales af Kommissionen, en niendedel af de sagsoegere, der er medlemmer af KEA, en niendedel af Finncell og en niendedel af de canadiske sagsoegere St Anne, Westar, MacMillan og Canfor.

205 Ved denne fordeling er der taget hensyn til, at Kommissionen ikke har faaet medhold i sine anbringender om overtraedelsen vedroerende generel samordning af de annoncerede priser, overtraedelsen vedroerende generel samordning af faktureringspriserne, overtraedelsen vedroerende samordning af faktureringspriserne inden for KEA og overtraedelsen vedroerende udveksling af oplysninger inden for Fides for saa vidt angaar St Anne, mens de sagsoegere, der er KEA-medlemmer, ikke har faaet medhold med hensyn til overtraedelsen vedroerende samordning af de annoncerede priser og udveksling af oplysninger inden for denne sammenslutning, Finncell har ikke faaet medhold med hensyn til overtraedelsen vedroerende udveksling af oplysninger af de enkelte virksomheders priser inden for Fides, og ovennaevnte canadiske sagsoegere har ikke faaet medhold med hensyn til overtraedelsen vedroerende klausulerne om forbud mod eksport og videresalg.

206 Endelig skal Det Forenede Kongerige, der er indtraadt i flere af sagerne til stoette for Kommissionen, ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 4, baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Artikel 1, stk. 1, i Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 annulleres.

2) Artikel 1, stk. 2, i den naevnte beslutning annulleres.

3) Artikel 1, stk. 3, i den naevnte beslutning annulleres, for saa vidt det heri fastslaas, at der har fundet en samordning sted vedroerende faktureringspriserne.

4) Artikel 1, stk. 4, i den naevnte beslutning annulleres, for saa vidt det vedroerer sagsoegeren St Anne.

5) Kommissionen frifindes for paastandene vedroerende den naevnte beslutnings artikel 1, stk. 5.

6) Bestemmelserne i tilsagnet i beslutningens bilag annulleres, for saa vidt der herved paalaegges andre forpligtelser end dem, der foelger af de konstateringer vedroerende overtraedelser, som Kommissionen har foretaget, og som Domstolen ikke har kendt ugyldige.

7) De boeder, som er paalagt sagsoegerne, bortfalder, undtagen boeden til Finncell samt boederne til Canfor, MacMillan, St Anne og Westar, hvilke sidste nedsaettes til 20 000 ECU.

8) Mead Corporation baerer sine egne omkostninger.

9) Kommissionen afholder udgifterne til de to sagkyndige erklaeringer, som er indhentet af Domstolen.

10) Sagens oevrige omkostninger betales af Kommissionen med to tredjedele, af de sagsoegere, som er medlemmer af KEA, med en niendedel, af Finncell med en niendedel samt af de canadiske sagsoegere St Anne, Westar, MacMillan og Canfor med en niendedel.

11) Det Forenede Kongerige, der er indtraadt i sagen som intervenient, baerer sine egne omkostninger.