RETSMØDERAPPORT

i sag 5/85 ( *1 )

I — Faktiske omstændigheder

AKZO Chemie BV og AKZO Chemie UK Ltd tilhører begge den nederlandske multinationale koncern AKZO, som blandt andet fremstiller benzoylperoxid, et produkt, der dels anvendes til blegning af mel, dels til fremstilling af visse plasticstoffer.

Også det engelske selskab Engineering and Chemical Supplies (herefter benævnt ECS) fremstiller benzoylperoxid. I begyndelsen solgte selskabet kun benzoylperoxid til kunder, som anvendte det til blegning af mel, men begyndte på et tidspunkt også at sælge det til fabrikanter med henblik på fremstilling af plastic. Produktionsområdet blev på denne måde først udvidet i England og dernæst i Tyskland.

Ifølge ECS havde AKZO under et møde den 3. december 1979 fremsat en trussel om, at det ville udkonkurrere ECS på markedet for tilsætningsstoffer til mel ved at føre en tabsgivende salgspolitik, såfremt ECS ikke indstillede produktionen indenfor plasticsektoren, navnlig eksporten til Tyskland. ECS nægtede imidlertid at efterkomme truslen, hvorefter AKZO gjorde alvor af den.

Den 15. juni 1982 indgav ECS en klage til Kommissionen i medfør af artikel 3 i forordning nr. 17/62, hvori den beskyldte AKZO for at have overtrådt traktatens artikel 86.

Den 24. november 1982 traf Kommissionen beslutning om at foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17/62, som foregik hos sagsøgerne den 15. og 16. december 1982.

Den 13. maj 1983 anmodede ECS Kommissionen om at træffe foreløbige foranstaltninger under henvisning til, at AKZO fortsat handlede i strid med traktatens artikel 86, selv efter at Kommissionen havde foretaget undersøgelsen i december 1982.

Den 29. juli 1983 udstedte Kommissionen en beslutning om visse foreløbige forholdsregler, hvorved den pålagde AKZO Chemie UK Ltd at holde visse mindstepriser for salg af benzoylperoxider til britiske møllerivirksomheder (EFT L 252, s. 13).

Den 3. september 1984 tilsendte Kommissionen AKZO Chemie BV en meddelelse om klagepunkter udelukkende vedrørende meladditivsektoren. Heri foreholdt Kommissionen AKZO Chemie BV at have overtrådt EØF-traktatens artikel 86 ved at true ECS med til dennes kunder at ville sælge benzoylperoxid, som anvendes til blegning af mel, til unormalt lave, diskriminerende priser, og ved at gøre alvor af denne trussel. Kommissionen oplyste, at den agtede at pålægge AKZO Chemie BV en betydelig bøde. Fristen for at afgive svar på meddelelsen om klagepunkterne var af Kommissionen fastsat til fire uger.

På begæring af AKZO Chemie BV forlængede Kommissionen den 1. oktober 1984 fristen for svaret på denne meddelelse om klagepunkter med tre uger, således at den seneste frist for svaret var den 22. oktober 1984.

Samme dag satte den tjenestemand ved Kommissionen, som forestod sagens efterforskning, sig telefonisk i kontakt med chefen for den juridiske afdeling ved AKZO Chemie BV for at forhøre sig om, hvilken reaktion, man kunne forvente fra AKZO over for meddelelsen over for meddelelsen om klagepunkter. Herpå svarede sidstnævnte, at AKZO formodentlig ville anfægte den.

Den 22. oktober 1984 afgav AKZO Chemie BV et første svar på Kommissionens meddelelse om klagepunkter, hvori den afviste at have gjort sig skyldig i nogen form for misbrug.

Den 26. oktober 1984 meddelte Kommissionen AKZO telefonisk, at den ville foretage yderligere kontrolundersøgelser hos AKZO vedrørende plasticsektoren, den 7. og 8. november 1984 hos AKZO Chemie BV og den 12. og 13. november 1984 hos AKZO Chemie UK Ltd.

Den 6. november 1984 omkring kl. 16.15 gav AKZO Chemie BV Kommissionen telefonisk meddelelse om, at selskabet nægtede at lade sig underkaste de påtænkte kontrolundersøgelser frivilligt. Ved samme lejlighed skal AKZO Chemie BV have meddelt Kommissionen, at den havde tilsendt den en skrivelse, som ville tilgå Kommissionen samme dag, hvori grundene til selskabets nægtelse var angivet. Herpå skal Kommissionen have svaret, at den ville afvente modtagelsen af skrivelsen, før den traf sin beslutning.

Under sagen har Kommissionen først benægtet, at den havde lovet at vente, indtil den havde modtaget skrivelsen. Derpå har AKZO Chemie BV, som bilag til sin replik, fremlagt et referat, som gengiver den nøjagtige ordlyd af telefonsamtalen den 6. november 1984, der blev optaget af AKZO på bånd. Heraf fremgår, at Kommissionen under samtalen rent faktisk lovede at vente, indtil den havde modtaget skrivelsen. I duplikken har Kommissionen indirekte erkendt, at samtalen er korrekt gengivet, men fastholder, at den ikke har fremsat nogen løfter under samtalen.

Den 6. november 1984 kl. 18.30 blev den skrivelse af samme dato, som AKZO Chemie BV havde meddelt Kommissionen ville blive tilsendt senere på dagen, afleveret hos Kommissionen, men først registreret dagen efter om morgenen.

Den 6. november 1984 traf det kommissionsmedlem, under hvem konkurrenceområdet henhører, den beslutning, som anfægtes under sagen. Ved beslutningen pålægges AKZO Chemie BV og AKZO Chemie UK Ltd at underkaste sig en kontrolundersøgelse for at få afklaret formodningen om, at AKZO havde misbrugt en dominerende stilling på EF-markedet for benzoylperoxider.

Den 7. november 1984 præsenterede to af Kommissionens tjenestemænd, under ledsagelse af en repræsentant for den nederlandske regering, sig hos AKZO Chemie BV for at foretage kontrolundersøgelsen. De fremviste herved en bekræftet kopi af Kommissionens beslutning af 6. november 1984.

Kontrolundersøgelserne fandt sted hos AKZO Chemie BV den 7. og 8. november 1984 og hos AKZO Chemie UK Ltd den 20. og 21. november 1984.

Sagen er registreret på Domstolens justitskontor den 14. januar 1985.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (femte afdeling) den 15. januar 1986 afsagt kendelse om af egen drift at lade foretage vidneafhøring i henhold til procesreglementets artikel 47. Den har herved besluttet at lade foretage afhøring af følgende vidner: den tjenestemand ved Kommissionen, som forestod sagens efterforskning, chefen for den juridiske afdeling ved selskabet AKZO Chemie BV samt den ene af direktørerne for dette selskab. Genstanden for vidneafhøringen er forløbet af telefonsamtalen den 1. oktober 1984 mellem Kommissionens tjenestemand og cheften for AKZO's juridiske afdeling.

Kommissionen er blevet anmodet om at fremlægge visse dokumenter og besvare en række spørgsmål skriftligt, hvilken opfordring Kommissionen har efterkommet inden for den fastsatte frist.

II — Parternes påstande

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

III — Parternes anbringender og argumenter

I stævningen har sagsøgerne fremført fire anbringender til støtte for deres påstande:

Kommissionens svarskrift har foranlediget sagsøgerne til, under påberåbelse af procesreglementets artikel 42, stk. 2, at fremføre følgende nye anbringender:

Kommissionen påstår ikke sagsøgernes anbringender afvist fra realitetspåkendelse, men at de alle er ubegrundede.

A — Anbringender fremført i stcevningen

1. Tilsidesættelse af grundlæggende principper i artikel 8 i Den europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder

Sagsøgerne har fremhævet, at proceduren om iværksættelse af kontrolundersøgelser i forordning nr. 17/62 har en speciel karakter, idet Kommissionen kan bringe den i anvendelse uden først at skulle indhente forudgående godkendelse hertil fra et andet, uafhængigt organ.

De gør gældende, at proceduren er i strid med artikel 8 i Den europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, medmindre den gennemføres under iagttagelse af de garantier, som er fastsat i artikel 14 i forordning nr. 17/62. Ifølge dem skal de tjenestemænd, der forestår kontrolundersøgelsen, være udstyret med en skriftlig fuldmagt, kontrolundersøgelsen skal være iværksat på grundlag af en beslutning herom fra Kommissionen, kontrolundersøgelsen skal være nødvendig, beslutningen om kontrolundersøgelsen skal være udtrykkeligt og tilstrækkeligt begrundet, der skal være indhentet udtalelse fra vedkommende myndighed i den pågældende medlemsstat, og det skal være angivet i beslutningen om kontrolundersøgelsen, at den kan indbringes til prøvelse for Domstolen.

Efter sagsøgernes opfattelse fremgår det af beskrivelsen vedrørende de tre anbringender om, at der foreligger misbrug af en kompetencedelegation, at beslutningen er utilstrækkeligt begrundet, og at der ikke er indhentet fornøden udtalelse fra de kompetente nationale myndigheder, at de nævnte processuelle garantier ikke er blevet iagttaget i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede beslutning, navnlig på grund af det meget korte tidsrum, der medgik til beslutningens vedtagelse.

Af de nævnte grunde er den anfægtede beslutning således blevet vedtaget under tilsidesættelse af de grundlæggende principper, der er nedfældet i artikel 8 i Den europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder.

Kommissionen har gjort gældende, at anbringendet er uden enhver selvstændig betydning, og at samtlige de garantier og krav, som er indeholdt i artikel 14 i forordning nr. 17/62, er blevet iagttaget.

2. Misbrug af kompetencedelegation

Sagsøgerne har for det første påberåbt sig kollegialitetsprincippet i artikel 17 i fusionstraktaten af 8. april 1965, hvorefter Kommissionens beslutninger skal træffes af et flertal af dens medlemmer.

Artikel 27 i Kommissionens foreløbige forretningsorden (Kommissionens afgørelse af 6. juli 1967 som ændret ved afgørelse af 23. juli 1975, EFT L 199, s. 43) indeholder ganske vist hjemmel til at delegere visse beslutninger, men under følgende to betingelser: delegationen skal være begrænset til klart angivne foranstaltninger af forvaltningsmæssig eller administrativ art, og princippet om Kommissionens ansvar som kollegium skal være iagttaget fuldt ud.

Efter sagsøgernes opfattelse var disse to betingelser ikke opfyldt i denne sag, hvorfor det var ulovligt at gøre brug af kompetencedelegationen. En kontrolundersøgelse er nemlig en foranstaltning af væsentlig betydning, som går videre end en almindelig forvaltningsmæssig eller administrativ foranstaltning. Desuden havde sagsøgernes nægtelse af at lade sig underkaste de påtænkte kontrolundersøgelser bragt en række kritiske omstændigheder for dagen, som gjorde det nødvendigt, at Kommissionen traf beslutningen i plenum.

Kommissionens interne afgørelse af 5. november 1980, hvorved den giver det kommissionsmedlem, under hvem konkurrenceområdet sorterer, bemyndigelse til at træffe beslutning om iværksættelse af kontrolundersøgelser i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17/62, fritager ikke Kommissionen fra forpligtelsen til at iagttage det i traktaten nedfældede kollegialitetsprincip. Den interne afgørelse yder i øvrigt ikke borgerne de samme retssikkerhedsgarantier som den procedure, der er foreskrevet i traktaten, navnlig fordi afgørelsen ikke er blevet offentliggjort.

Heroverfor har Kommissionen anført, at den anfægtede beslutning gyldigt kunne træffes i overensstemmelse med den delegationsprocedure, der er fastsat i artikel 27 i Kommissionens foreløbige forretningsorden, hvorfor sagsøgernes to anbringender er ubegrundede.

Dels er beslutningen om iværksættelse af en kontrolundersøgelse et forberedende skridt i forhold til den beslutning, hvorved Kommissionen fastslår, at der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, og udgør derfor en almindelig forvaltningsmæssig eller administrativ foranstaltning. Dels afviser Kommissionen, at der forelå særligt kritiske omstændigheder, som gjorde det nødvendigt at iagttage kollegialitetsprincippet.

Kommissionen fastholder endvidere, at den interne afgørelse af 5. november 1980 er gyldig, fordi Kommissionen i henhold til sine egne interne regler udelukkende er forpligtet til at træffe en beslutning i plenum, når der foreligger særlig kritiske omstændigheder, nemlig når beslutningerne er forbundet med politiske vurderinger, og når en eller flere af Kommissionens tjenestegrene ikke kan tilslutte sig udkastet til beslutning. Desuden skal det kommissionsmedlem, som har fået tillagt delegationen, underrette sine kolleger, såfremt han agter at iværksætte kontrolundersøgelse, medmindre der foreligger en hastesag. Ingen af de betingelser, der gjorde det nødvendigt at bringe kollegialitetsprincippet i anvendelse var således opfyldt, hvorimod der forelå en hastesag. Følgelig udgjorde vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke misbrug af en kompetencedelegation.

3. Utilstrækkelig begrundelse

Sagsøgerne anfører, at den anfægtede beslutning på to punkter tilsidesætter begrundelseskravet i traktatens artikel 190.

For det første fordi den ikke nævner de argumenter, der er indeholdt i sagsøgernes skrivelse af 6. november 1984, og ikke tager stilling til disse argumenter.

For det andet fordi den overhovedet ikke nævner sagsøgernes skrivelse af 6. november 1984, hvilket dels afskærer Domstolen fra at udøve sin prøvelsesret under fuldt kendskab til sagens omstændigheder, dels forhindrer en behørig underretning af de af Kommissionens tjenestegrene, som skulle afgive udtalelse om udkastet til beslutning.

Heroverfor anfører Kommissionen, at den ikke var forpligtet til at tilbagevise de argumenter, som sagsøgerne havde gjort gældende i skrivelsen af 6. november 1984, da disse argumenter vedrørte selve det retlige problem, der er omtvistet mellem parterne, og ikke begrundelsen. Desuden blev argumenterne fremført for sent og beror endvidere på en ubegrundet sammenligning mellem sagsøgernes anfægtelse af klagepunkterne og de nye kontrolundersøgelser, der blev iværksat. Ifølge Kommissionen er det tilstrækkeligt, at beslutningen opfylder samtlige de krav, der er angivet i artikel 14 i forordning nr. 17/62, hvilket er tilfældet i denne sag.

4. Ikke indhentet forskriftsmæssig udtalelse fra de nationale myndigheder

Sagsøgerne har herom henvist til den ensartede administrative praksis, som har udviklet sig vedrørende indhentning af udtalelse fra de nationale myndigheder, før der træffes beslutning om at iværksætte en kontrolundersøgelse. Det foregår normalt på den måde, at de ansatte ved Kommissionen, som skal foretage kontrolundersøgelsen, aflægger besøg hos de nationale myndigheder og forelægger dem det fuldstændige udkast til beslutning om at iværksætte kontrolundersøgelse, om nødvendigt med supplerende forklaringer. Genstanden for udtalelsen og resultatet heraf nedfældes skriftligt (jfr. Kommissionens svar på den skriftlige forespørgsel i Europa-Parlamentet nr. 677/79, EFT C 310, s. 31). De nationale myndigheder modtager skriftlig underretning mindst to uger før (House of Lords Select Committee on the European Communities, session 1983-1984, 18th Report, Memorandum by the Office of Fair Trading, s. 45, nr. 10).

Disse betingelser kan ifølge sagsøgerne umuligt være opfyldt inden for det meget korte tidsrum, hvorunder den anfægtede beslutning blev vedtaget, nemlig den 6. november 1984 efter kl. 16.15. Det er endvidere uoplyst, hvorledes udtalelsen fra de britiske myndigheder blev indhentet, idet der ikke er blevet fremlagt referat til godtgørelse af, at der også rent faktisk blev indhentet udtalelse. Følgelig kan der ikke antages at være indhentet forskriftsmæssig udtalelse fra de nationale myndigheder, hvorfor den anfægtede beslutning må anses for behæftet med en væsentlig mangel som følge af tilsidesættelse af en formforskrift.

Kommissionen anfører, at den har fremlagt et referat af udtalelsen fra de nederlandske myndigheder, som er vedlagt sagens akter, hvoraf fremgår, at udtalelsen blev afgivet den 6. november 1984.

Endvidere fremgår det af en skrivelse af 20. december 1984 fra Office of Fair Trading, som ligeledes er vedlagt sagens akter, at der også blev indhentet udtalelse fra de britiske myndigheder. På grund af sagens hastende karakter blev udtalelsen indhentet telefonisk. Lovligheden af en udtalelse er ikke betinget af, at der er udfærdiget skriftligt referat.

B — Sagsøgernes anbringender i replikken

I replikken har sagsøgerne fremført tre nye anbringender, nemlig dels, at vedkommende kommissionsmedlem ikke underskrev beslutningen, dels at der foreligger en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og endelig, at der foreligger magtfordrejning. Til godtgørelse af, at betingelserne i procesreglementets artikel 42, stk. 2, er opfyldt, (ifølge denne bestemmelse må der ikke fremføres nye søgsmålsgrunde under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder) anfører sagsøgerne følgende argumenter.

Da den tjenestemand ved Kommissionen, som forestod sagens behandling, den 1. oktober 1984 henvendte sig telefonisk til chefen for den juridiske afdeling ved AKZO Chemie BV for at forhøre sig om, hvilken reaktion, man kunne forvente fra selskabet over for meddelelsen om klagepunkter, gjorde den pågældende tjenestemand sig skyldig i en veritabel afpresningsmanøvre. Han truede nemlig med, at Kommissionen ville iværksætte yderligere kontrolundersøgelser inden for plasticsektoren, såfremt selskabet gjorde indsigelse mod den meddelelse om klagepunkter, der var tilsendt vedrørende dets forhold inden for meladditivsektoren. Sagsøgerne har i den forbindelse fremlagt et skriftligt referat af telefonsamtalen. De gør herom endvidere gældende, at de på det tidspunkt, hvor stævningen blev indleveret, var overbevist om, at disse trusler måtte bero på den pågældende tjenestemands eget personlige initiativ. Det fremgik imidlertid af svarskriftet, at Kommissionen fuldt ud havde billiget tjenestemandens fremgangsmåde. For sagsøgerne er dette »en ny og foruroligende omstændighed«, som begrunder fremførelsen af de tre nye anbringender.

Kommissionen påstår ikke disse nye anbringender afvist fra realitetsbehandling, men har ikke i øvrigt udtalt sig om deres berettigelse.

1. Beslutningen ikke underskrevet a/vedkommende kommissionsmedlem

Sagsøgerne har gjort gældende, at der ikke engang er sikkerhed for, at vedkommende kommissionsmedlem har godkendt den anfægtede beslutning. De gør i den forbindelse gældende, at den bekræftede kopi af beslutningen, som sagsøgerne fik udleveret, ikke er forsynet med kommissionensmedlemmets underskrift. Ej heller det dokument, Kommissionen har fremlagt som bevis for, at den anfægtede beslutning er blevet underskrevet af kommissionsmedlemmet (se svarskriftets bilag 2), godtgør, at han har godkendt beslutningen, idet underskriften ikke er dateret, og det desuden ikke er angivet, hvilke aktstykker, underskriften vedrører. Sagsøgerne anfører, at det ikke kan udelukkes, at kommissionsmedlemmet forud har underskrevet det pågældende dokument in blanco, på et andet tidspunkt, som det er umuligt at fastslå.

Kommissionen har anført, at det ikke er dens opgave at fremlægge de anførte beviser i sagen, og bestrider i øvrigt, at den er forpligtet til at fremlægge andre dokumenter til godtgørelse af, at kommissionsmedlemmet rent faktisk godkendte den anfægtede beslutning. I øvrigt kan den ikke se, hvilke dokumenter den kan fremlægge, som tilfredsstiller sagsøgernes beviskrav.

2. Tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet

Det andet af de nye anbringender, som sagsøgerne har fremført, er, at der foreligger en tilsidesættelse af det ved artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17/62 sikrede kontradiktionsprincip. Såfremt selskabets beslutning om at anfægte meddelelsen om klagepunkterne inden for en bestemt sektor indebærer, at Kommissionen som sanktion stiller virksomheden kontrolundersøgelser inden for andre sektorer i udsigt, således som det er tilfældet i denne sag, må kontradiktionsprincippet anses for tilsidesat.

Kommissionen bestrider at have forhindret sagsøgerne i at udøve deres ret til kontradiktion. Ganske vist kunne den omstændighed, at sagsøgerne anfægtede meddelelsen om klagepunkter inden for meladditivsektoren, tænkes at medføre yderligere kontrolundersøgelser inden for plasticsektoren, men dette havde ikke karakter af en sanktion, men skyldtes blot, at det var blevet klart, at sagsøgerne ikke ønskede at ordne sagen på den uformelle måde, som Kommissionen har foreslået. Hertil føjer Kommissionen, at den på sagsøgernes begæring havde forlænget den frist med tre uger, som den oprindelig havde fastsat for afgivelse af svaret på meddelelsen om klagepunkter, hvorved Kommissionen klart havde tilkendegivet sit ønske om, at sagsøgerne fuldt ud udnyttede deres ret til kontradiktion.

3. Magtfordrejning

Vedrørende dette tredje nye anbringende anfører sagsøgerne, at artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17/62 tillægger Kommissionen beføjelse til at iværksætte kontrolundersøgelser med det formål at opklare overtrædelser af traktatens artikler 85 og 86. I denne sag har den imidlertid udnyttet beføjelsen til et andet formål, nemlig for at fremsætte en trussel om afpresning over for sagsøgerne og gøre alvor heraf, for det tilfælde, at sagsøgerne gjorde indsigelse mod meddelelsen om klagepunkter vedrørende meladditivsektoren. Dette er imidlertid i strid med selve formålene med kontrolundersøgelsen og indebærer derfor magtfordrejning.

Kommissionen har heroverfor anført, at det fremførte argument beror på en fejlagtig fortolkning af de foreliggende omstændigheder. Kommissionen bestrider således indholdet af referatet vedrørende telefonsamtalen den 1. oktober 1984 og benægter aţ have gjort sig skyldig i nogen afpresningstrussel. Den havde blot givet udtryk for den opfattelse, den havde dannet sig efter et samråd med AKZO Chemie BV, og hvorom den altså underrettede selskabet, nemlig at man hurtigt kunne færdigbehandle sagen, dels på den betingelse, at AKZO Chemie BV dels anerkendte rigtigheden af de klagepunkter vedrørende meladditivsektoren, som Kommissionen havde tilsendt den, dels at selskabet indvilgede i at opfylde visse betingelser inden for plasticsektorenn, der så i givet fald nærmere skulle fastlægges. Da det imidlertid fremgik, at AKZO Chemie BV agtede at gøre indsigelse mod meddelelsen om klagepunkter, var den første af disse to betingelser ikke opfyldt, hvorefter Kommissionen gjorde selskabet opmærksom på, at den ville fortsætte kontrolundersøgelserne inden for plasticsektoren. Vedrørende dette sidste anbringende konkluderer Kommissionen sammenfattende, at den finder anbringendet aldeles ubegrundet.

R. Joliet

Refererende dommer

( *1 ) – Processprog: Nederlandsk.

DOMSTOLENS DOM (femte afdeling)

23. september 1986 ( *1 )

I sag 5/85

1) Det nederlandske selskab AKZO Chemie BV, Amersfoort (Nederlandene),

2) Det engelske selskab AKZO Chemie UK Ltd, Walton-on-Thames, Surrey (Det forenede Kongerige),

begge ved advokaterne Ivo Van Bael og Jean-François Bellis, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Elvinger og Hoss, 15, Côte d'Eich,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved juridisk konsulent B. van der Esch, bistået af F. Grondman, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos G. Kremlis, Kommissionens juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,

sagsøgt,

hvori der er nedlagt påstand om annullation af en kommissionsbeslutning af 6. november 1984, hvorved Kommissionen i medfør af artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning nr. 17/62 af 6. februar 1962 (EFT 1959-62, s. 81) pålagde sagsøgerne at lade sig underkaste en kontrolundersøgelse i plasticsektoren,

har

DOMSTOLEN (femte afdeling),

sammensat af afdelingsformanden U. Everling, dommerne R. Joliét, Y. Galmot, F. Schockweiler og J. C. Moitinho de Almeida,

generaladvokat: C. O. Lenz

justitssekretær: fuldmægtig D. Louterman

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 24. april 1986,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. juni 1986,

afsagt følgende

DOM

Realitetsbehandlingen af de anbringender der er fremført i replikken

Realiteten

Sagens omkostninger

( *1 ) – Processprog: Nederlandsk.