61984C0281

++++

Hoeje Domstol .

I denne sag har tre tyske sukkerraffinaderier, Zuckerfabrik Bedburg AG ( herefter benaevnt "Bedburg "), Lehrter Zucker AG ( herefter benaevnt "Lehrter ") og Lippe-Weser Zucker AG ( herefter benaevnt "Lippe ") i medfoer af EOEF-traktatens artikel 215 anlagt erstatningssag mod Raadet og Kommissionen . De har herunder nedlagt paastand om erstatning for de tab, de haevder at have lidt som foelge af Raadets forordning nr . 855/84 af 31 . marts 1984 om beregning og afvikling af de monetaere udligningsbeloeb, der gaelder for visse landbrugsprodukter ( EFT 1984 L*90, s.*1 ) samt Kommissionens forordning nr . 2677/84 af 20 . september 1984 om overgangsforanstaltninger i forbindelse med opskrivningen af den repraesentative kurs for den tyske mark pr . 1 . januar 1985 ( EFT 1984 L*253, s.*31 ).

Sagens baggrund er foelgende . Paa grund af opbygningen af den faelles markedsordning for sukker er sagsoegerne noedt til til stadighed at have et vist lager af sukker til raadighed igennem hele produktionsaaret ( som loeber fra den 1 . juli til den 30 . juni ). Ved Raadets forordning nr . 855/84 blev der bl.a . truffet foranstaltninger til afvikling af de positive monetaere udligningsbeloeb ved en aendring af de repraesentative kurser, som traadte i kraft den 1 . januar 1985, dvs . midt i sukkerproduktionsaaret ( altsaa ikke ved produktionsaarets begyndelse den 1 . juli 1984, saadan som Kommissionen oprindeligt havde foreslaaet, men som Raadet modsatte sig ). Den repraesentative kurs for sukker blev herved aendret fra 1 ECU = 2,51457 DM til 1 ECU = 2,38516 DM . Sagsoegerne har i den forbindelse anfoert, at de for leveringerne fra 1984-hoesten maatte betale sukkerroedyrkerne hoejere priser som foelge af den tidligere omregningskurs, mens de selv kun for de sukkermaengder, de fremstillede efter den 1 . januar 1985, fik udbetalt den lavere pris, der var fastsat paa grundlag af den nye omregningskurs . Interventionsprisen for hvidt sukker for produktionsaaret 1984/85 var fastsat til 53,47 ECU pr . 100 kg, hvilket svarede til den tidligere groenne kurs paa 134,45 DM pr . 100 kg, mens den nye groenne kurs, der gjaldt fra den 1 . januar 1985, kun svarede til 127,53 DM pr . 100 kg . Vaerdien af deres davaerende lagerbeholdning faldt altsaa med 6,92 DM pr . 100 kg .

Det erkendes dog af sagsoegerne, at Kommissionen efterfoelgende vedtog forordning nr . 2677/84, angiveligt med det formaal at afboede virkningerne af denne aendring . Denne forordning indeholder to bestemmelser, som er relevant for den foreliggende sag . Den ene er artikel 2, som bestemmer, at "for saa vidt angaar de tilbudte maengder sukker, som det tyske interventionsorgan accepterer fra datoen for denne forordnings ikrafttraeden (( dvs . den 21 . september 1984 )), omregnes opkoebsprisen for hvidt sukker og for raasukker til national valuta ved hjaelp af den repraesentative kurs, der gaelder fra den 1 . januar 1985 ". Formaalet med denne bestemmelse var ifoelge sagsoegerne at forhindre sukkerproducenterne i at afsaette 1984-produktionen til interventionsorganerne til den gamle pris, som var hoejere . Den anden bestemmelse er artikel 3, stk . 1, som lyder : "for saa vidt angaar de i artikel 3 i forordning ( EOEF ) nr . 1106/84 ( EFT 1984 L*113, s.*14 ) omhandlede minimumspriser for A - og B-sukkerroer, som sukkerfabrikanterne i Forbundsrepublikken Tyskland skal betale til sukkerroedyrkerne for hele hoestaaret 1984/1985, foretages omregningen til national valuta ved anvendelse af foelgende kurs : 1 ECU = 2,41751 DM ". Denne kurs er fastsat midt i mellem den hoejere kurs, der gjaldt tidligere, og den nye, lavere kurs . Bestemmelsens formaal var ifoelge sagsoegerne at undgaa, at sukkerfabrikanterne alene skulle baere byrden af de lavere priser fra den 1 . januar 1985 . Basisprisen for sukkerroer paa 40,89 ECU pr . ton svarede efter den tidligere groenne kurs til 102,82 DM pr . ton, men til 98,85 DM pr . ton efter den groenne kurs, der var fastsat ved forordning nr . 2677/84 som en overgangsforanstaltning . Laegges det til grund, at der af 1 ton roer fremstilles 130 kg sukker, udgjorde basisprisen for samme maengde sukker 76,03 DM pr . 100 kg sukker i henhold til forordning nr . 2677/84, men 79,08 DM pr . 100 kg sukker efter de tidligere regler .

I staevningen beregnede sagsoegerne deres tab ved at multiplicere deres samlede lager pr . 31 . december 1984 med den af dem paastaaede prisnedsaettelse, udtrykt i DM pr . ton ( altsaa 6,92 DM pr . 100 kg ), og derefter fradrage den besparelse i sukkerroeprisen, som de opnaaede i kraft af artikel 3, stk . 1, i forordning nr . 2677/84 . De anfoerte, at de ikke var i stand til at angive de noejagtige tal foer efter den 1 . januar 1985, men at de havde beregnet deres tab efter denne fremgangsmaade til 1*134*220 DM for Bedburg' s vedkommende, 3*970*412 DM for Lehrter' s vedkommende og 1*587*946 DM for Lippe' s vedkommende .

Sagsoegernes anbringender er, at forordning nr . 855/84 udgoer en tilsidesaettelse af foelgende retsregler : a)*prisbestemmelserne i forordning nr . 1785/81 ( EFT 1981 L*177, s.*4 ), dvs . grundforordningen om den faelles markedsordning for sukker, fordi den nye, repraesentative omregningskurs for tyske mark, som blev indfoert ved forordning nr . 855/84, traadte i kraft paa et tidspunkt, der ligger midt i sukkerproduktionsaaret, uden hensyn til, at dette medfoerte et prisfald, der nedsatte sukkerfabrikanternes fortjenstmargen med 13,64%; b)*tilsidesaettelse af ejendomsretten - som er en grundrettighed - fordi forordningen griber ind i selve grundlaget for den virksomhed, som er grundlagt og viderefoert af sagsoegerne, og fordi den nedsatte vaerdien af lagerbeholdningen af sukker pr . 1 . januar 1985 med 5,15% ( sagsoegerne havde ikke mulighed for at undgaa tabene som foelge af prisfaldet paa grund af den dem paahvilende forpligtelse til at aftage sukkerroerne til de forud i efteraaret 1984 fastsatte priser ); c)*overtraedelse af forbudet mod forskelsbehandling i EOEF-traktatens artikel 40, stk . 3, 2 . afsnit; d)*tilsidesaettelse af det generelle ligebehandlingsprincip, fordi forordningen paalaegger de tyske sukkerraffinaderier en unoedvendig byrde ved opfyldelsen af formaalet med at justere omregningskursen for landbrugsprodukter; og e)*tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, da prisfaldet paa sukker kunne have vaeret undgaaet, saafremt den nye omregningskurs var traadt i kraft ved produktionsaarets begyndelse . Sagsoegerne har tillige anfoert, at Raadet gennem vedtagelsen af de omhandlede regler har gjort sig skyldig i en aabenbar og vaesentlig overskridelse af sine befoejelser, fordi der er tilsidesat saerligt vigtige bestemmelser og principper, fordi antallet af de beroerte virksomheder er ringe, og fordi virksomhederne har lidt et vaesentligt tab .

Sagsoegerne erkender i replikken, at i kraft af Kommissionens forordning nr . 2677/84 er det tab paa mindst 6,92 DM pr . 100 kg i sukkerprisen, som blev forvoldt ved forordning nr . 855/84, blevet nedsat til 2,85 DM pr . 100 kg, forudsat denne forordnings artikel 3, som sagsoegerne ikke anfaegter, er gyldig . De anfoerer imidlertid, at artikel 2 i Kommissionens forordning nr . 2677/84, som de mener har forhindret dem i at foretage interventionssalg til hoejere priser, har fremkaldt dette tab i faellesskab med forordning nr . 855/84 . Under hensyn til overgangsordningen goer Bedburg gaeldende at have lidt et tab paa 1*785*000 DM, mens Lippe og Lehrter rejser krav om henholdsvis 2*330*000 DM og 5*178*000 DM .

Som svar paa spoergsmaal fra Domstolen har sagsoegerne foretaget en fornyet beregning af deres tab under hensyn til de overgangsforanstaltninger, som blev indfoert ved forordning nr . 2667/84 . Bedburg har herved beregnet sit tab til 1*423*406 DM, Lippe sit til 1*919*928 DM og Lehrter sit til 5*059*367 DM . De har endvidere efter opfordring fra Domstolen beregnet det tab, de ville have lidt, saafremt den groenne kurs for tyske mark var blevet aendret enten med virkning fra den 1 . juli 1984 ( hvor de har angivet deres tab til henholdsvis 2*993*124 DM, 3*680*428 DM og 8*102*505 DM ) eller med virkning fra den 1 . juli 1985 ( angivet til henholdsvis 808*566 DM, 1*098*022 DM og 892*531 DM ).

Raadet og Kommissionen har bestridt samtlige disse anbringender . Endvidere har de gjort gaeldende, at sagsoegerne ikke har lidt det af dem paastaaede tab, eller overhovedet lidt tab som foelge af de to forordninger . I duplikken har Kommissionen gjort gaeldende, at kun Bedburg led tab som foelge af de nye foranstaltninger ( 179*552 DM ), mens Lippe og Lehrter var bedre stillet, idet de havde en fortjeneste paa henholdsvis 567*168 DM og 1*646*111 DM . Bedburg' s tab skyldtes, at firmaet solgte mindre sukker end forventet i slutningen af 1984 og laa under alle omstaendigheder inden for det, der maa betragtes som normalt paa grund af handelskonjunkturerne .

I deres skriftlige indlaeg har de sagsoegte imidlertid indledningsvis fremfoert to formalitetsindsigelser . For det foerste, at sagen maa afvises, fordi sagsoegerne kunne have udtoemt retsmidlerne ved de nationale domstole . Heri er jeg dog ikke enig, hovedsagelig fordi det her i sagen omtvistede kvantum sukker hverken helt eller delvis blev solgt som interventionssukker, og sagsoegerne dermed ikke har noget grundlag for at anlaegge sag mod det nationale interventionsorgan ved de nationale domstole . Sagsoegernes tab paastaas nemlig at hidroere fra en kommissionsforordning og en raadsforordning, uden at det nationale interventionsorgan har medvirket, hvorfor kravet boer kunne indtales under en her ved Domstolen anlagt erstatningssag . Et saadan erstatningssoegsmaal udgoer et selvstaendigt retsmiddel inden for Faellesskabets retsorden, jfr . herved sag 59/83, Biovilac mod EOEF ( Sml . 1984, s.*4057, se s.*4074, praemisserne 6-7 ).

Den anden formalitetsindsigelse gaar ud paa, at erstatningskravet vedroerer en fremtidig skade, som endnu ikke er forvoldt og hvoraf sandsynligheden for, at den overhovedet indtraeder, ikke er tilstraekkeligt fastslaaet . Selv om det efter forordning nr . 855/84 kan have set ud som om indfoerslen af en ny repraesentativ kurs for tyske mark i midten af sukkerproduktionsaaret ville paafoere sagsoegerne et tab, var det stadig usikkert, paa det tidspunkt hvor staevningen blev indgivet, hvilken virkning overgangsforanstaltningerne i Kommissionens forordning nr . 2677/84 ville faa . Desuden var de anslaaede tab beregnet paa grundlag af interventionsprisen, mens intet af det her i sagen omhandlede kvantum sukker blev solgt eller kunne saelges som interventionssukker . Uden at blive modsagt paa dette punkt har Kommissionen erklaeret, at der i Tyskland i 1976-1977 ikke blev solgt noget sukker til intervention, bortset fra 43*000 tons i september 1984 og yderligere 40*000 tons i december 1984, men at salget af de sidstnaevnte maengder tilsyneladende blev foretaget i spekulativt oejemed og ikke afspejler de normale tendenser paa markedet . Som foelge heraf mener Kommissionen ikke, at man direkte kan beregne tabet paa basis af interventionsprisen .

I de forenede sager 56-60/74, Kampffmeyer mod Kommissionen og Raadet ( Sml . 1976, s.*711 ) antog Domstolen, at der i medfoer af artikel 215 kan anlaegges erstatningssag vedroerende umiddelbart forestaaende tab, blot tabet kan fastslaas med tilstraekkelig sikkerhed, selv om det ikke kan opgoeres noejagtigt . Denne praksis er blevet stadfaestet i senere domme . Som tidligere anfoert har sagsoegerne opgjort tabet til tre forskellige beloeb . Begrundelsen herfor er ifoelge sagsoegerne, at de priser, de angav i staevningen, var fiktive, at tallene i replikken var angivet foreloebigt for foerste halvdel af produktionsaaret, og at tallene i besvarelsen af spoergsmaalene fra Domstolen var de endelige . Da spoergsmaalet om, hvorvidt der overhovedet er lidt et erstatningspligtigt tab, er et af sagens hovedspoergsmaal, foretraekker jeg at behandle denne formalitetsindsigelse i forbindelse med selve erstatningsspoergsmaalet .

Tre betingelser skal vaere opfyldt, for at Faellesskabet kan ifalde erstatningsansvar uden for kontrakt . For det foerste skal den retsakt, som er udstedt af den paagaeldende institution, vaere retsstridig, for det andet skal der faktisk vaere lidt et tab, og for det tredje skal der vaere aarsagsforbindelse mellem den retsstridige retsakt og tabet, jfr . herved bl.a . sag 49/79, Pool mod Raadet ( Sml . 1980, s.*569, s.*580 ). Er der tale om en generel retsforskrift vedroerende den oekonomiske politik, er det ikke nok, at retsakten er retsstridig, for at Faellesskabet ifalder erstatningsansvar . Saafremt en saadan retsakt endvidere indeholder visse valgmuligheder vedroerende den oekonomiske politik, gaelder yderligere den betingelse, at der skal foreligge en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private, jfr . bl.a . sag 238/78, Ireks-Arkady mod Raadet og Kommissionen ( Sml . 1979, s.*2955, s.*2972 ) og de forenede sager 197-200, 243, 245 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle mod Raadet og Kommissionen ( Sml . 1981, s.*3211, s.*3246 ). Paa omraader, der henhoerer under Faellesskabets oekonomiske politik ( saaledes som det er tilfaeldet i denne sag ), boer private, inden for rimelige graenser og uden at kunne opnaa skadesloesholdelse af offentlige midler, affinde sig med, at en generel retsakt medfoerer skadelige virkninger for deres oekonomiske interesser, selv om retsakten er erklaeret for ugyldig, jfr . herved de forenede sager 83 og 94/76 samt 4, 15 og 40/77, Bayerische HNL mod Raadet og Kommissionen ( Sml . 1978, s.*1209, s.*1224 ).

I sag 97/76, Merkur mod Kommissionen ( Sml . 1977, s.*1063, s.*1077 ) anerkendte Domstolen, at saafremt der i medfoer af en kompetencedelegation udstedes "oekonomisk-politiske generelle retsakter, som Faellesskabet vedtager af hensyn til den overordnede interesse i, at (( markeds))ordningerne fungerer gnidningsloest", vil Faellesskabet, "skoent muligheden for at beskytte den erhvervsdrivendes berettigede interesser under disse omstaendigheder ikke skal udelukkes, ... dog kun kunne paadrage sig ansvar for skader, som erhvervsdrivende paastaar at have lidt som foelge af de generelle retsakter vedroerende en saadan ordning, dersom Kommissionen, uden at der foreligger modstaaende og tvingende almende hensyn, afskaffer eller aendrer udligningsbeloebene i en bestemt sektor med oejeblikkelig virkning uden forudgaaende meddelelse og uden rimelige overgangsforanstaltninger, og dersom afskaffelsen eller aendringen ikke kunne forudses af en omhyggelig erhvervsdrivende ".

I den foreliggende sag blev ordningen med monetaere udligningsbeloeb ikke aendret med oejeblikkelig virkning eller uden forudgaaende meddelelse . Forordning nr . 855/84 blev nemlig vedtaget den 31 . marts 1984, mens opskrivningen af den tyske mark foerst traadte i kraft den 1 . januar 1985 . AEndringen blev vedtaget af hensyn til den overordnede interesse i, at markedsordningerne fungerer gnidningsloest, og navnlig, som det hedder i den ottende betragtning til forordningen, med det formaal at foretage en "tilnaermelse" af de repraesentative kurser "til det faelles prisniveau", dvs . at bringe kurserne i overensstemmelse med de reelle markedsforhold . Formaalet var altsaa at bringe de ordninger til ophoer, der gjorde det muligt for medlemsstater med en staerk valuta at drage fordel af deres staerke valuta, samtidig med at de blev afskaermet fra konkurrencen fra de billigere udfoersler fra medlemsstater med en svagere valuta . Dette finder jeg klart maa henhoere under omraadet for den oekonomiske politik, som Faellesskabet kan vedtage eller aendre . Efter min opfattelse kan producenter, forarbejdningsvirksomheder og handlende inden for denne sektor kun kraeve erstatning, saafremt de kan paavise, at der ikke er truffet passende overgangsforanstaltninger, dvs . saafremt der ikke er truffet foranstaltninger eller truffet hensigtsmaessige foranstaltninger til at afboede virkningerne af en saa pludselig og drastisk aendring, at den bringer forstyrrelse i de normale markedsvilkaar og paafoerer de enkelte erhvervsdrivende stoerre risici end de med rimelighed maa forvente under normale omstaendigheder .

Artikel 7 i Raadets forordning nr.*855/84 gav jo imidlertid netop Kommissionen bemyndigelse til at vedtage saadanne overgangsforanstaltninger, saaledes som den gjorde ved forordning nr.*2677/84 .

Den her i sagen relevante overgangsbestemmelse findes i sidstnaevnte forordnings artikel 3, stk . 1, som jeg tidligere har vaeret inde paa i mit forslag til afgoerelse, og som er naermere begrundet i forordningens fjerde og fremte betragtning . I disse betragtninger hedder det : "ifoelge artikel 6 i Raadets forordning nr . 1785/81 *... er sukkerfabrikanterne forpligtet til at betale sukkerroedyrkerne minimumspriserne for A - og B-sukkerroer; paa grund af aendringen i den repraesentative kurs for den tyske mark pr . 1 . januar 1985 vil der under normale omstaendigheder kunne forventes en aendring i disse minimumspriser udtrykt i national valuta fra denne dato i Forbundsrepublikken Tyskland; imidlertid starter hoestperioden og perioden for forarbejdningen af sukkerroerne i denne medlemsstat i begyndelsen af oktober, og de fortsaetter indtil udgangen af december, medens afsaetningen af det fremstillede sukker er jaevnt fordelt over perioden indtil den nye hoest; under disse omstaendigheder og for ikke at lade sukkerfabrikanterne alene baere den byrde, som et fald i priserne udtrykt i national valuta fra den 1 . januar 1985 vil medfoere, boer der for hele hoestaaret foretages en tilpasning af den omregningskurs, der anvendes ved beregningen af disse minimumspriser; for at sikre en rimelig behandling af sukkerfabrikanter og sukkerroedyrkere, boer der ved beregningen af disse minimumspriser anvendes en gennemsnitlig omregningskurs, som findes ved en vaegtning, dels af den gamle repraesentative kurs for en periode paa tre maaneder, i hvilken foranstaltningerne under den faelles markedsordning, bortset fra intervention, stadig forbliver uaendrede, og dels af den nye repraesentative kurs for en periode af ni maaneder" ( mine understregninger ).

Overgangsforanstaltningerne havde saaledes til formaal at afhjaelpe selve de skadelige virkninger, som sagsoegerne har kritiseret under sagen . Den passus, som jeg har understreget, viser klart, at det var hensigten med overgangsforanstaltningerne at undgaa, at sukkerfabrikanterne skulle baere hele byrden som foelge af, at den groenne tyske mark blev opskrevet midt i produktionsaaret . Kommissionen fulgte derfor en korrekt handlemaade ved at rette op paa disse forhold . Vaegtningen af den gennemsnitlige omregningskurs i forholdet 3:9 laegger i vidt omfang byrden over paa sukkerroedyrkerne . Dette har sagsoegerne ikke beklaget sig over, eftersom det var til deres egen fordel . Heller ikke sukkerroedyrkerne havde grundlag for at beklage sig, da de opnaaede kompensation, ja efter min opfattelse overkompensation ( jeg skal herom henvise til mit forslag til afgoerelse i sag 253/84, GAEC ). Endvidere er det blevet paavist, at den omstaendighed, at bestemmelserne havde tilbagevirkende gyldighed, er i overensstemmelse med Domstolens praksis .

Artikel 3, stk . 1, i forordning nr.*2677/84 er saaledes efter min opfattelse en hensigtsmaessig og gyldig overgangsforanstaltning og er navnlig ikke behaeftet med nogen mangel, hverken som foelge af magtoverskridelse eller i kraft af dens tilbagevirkende gyldighed .

Sagsoegerne har gjort gaeldende, at de blev forhindret i at saelge sukker til interventionsorganet paa grund af bestemmelsen i artikel 2, hvorved Kommissionen fra den 21 . september 1984 bragte den opskrevne groenne kurs for tyske mark i anvendelse paa interventionsopkoeb af sukker i Tyskland . Hvad angaar dette spoergsmaal, synes det klart at fremgaa, at der rent faktisk ikke blev solgt noget interventionssukker, hvorfor der ikke indtraadte noget tab paa grund af denne bestemmelse og derfor ikke kan rejses krav om erstatning . Hele den maengde sukker, sagsoegerne solgte mellem den 21 . september 1984 og den 31 . december 1984, blev nemlig solgt til markedspriser, som var hoejere end interventionsprisen i tyske mark, beregnet efter den gamle, dvs . hoejere omregningskurs . Anbringendet er derfor uholdbart . Under alle omstaendigheder finder jeg det ikke paavist, at artikel 2 i sig selv var ugyldig af de grunde, som sagsoegerne har fremfoert .

Jeg skal herefter behandle spoergsmaalet om selve tabet . Artikel 3, stk . 1, indebar, at sagsoegerne igennem hele produktionsaaret 1984/85 kunne indkoebe sukkerroer til priser udtrykt i tyske mark, beregnet paa grundlag af omregningskursen 1 ECU = 2,41751 DM, dvs . til lavere priser end den tidligere kurs paa 1 ECU = 2,51457 DM, som ellers ville have vaeret i kraft i hoestmaanederne oktober-december 1984 . Paa den anden side holdt markedsprisen for sukker i Tyskland sig paa et hoejt niveau i oktober-december 1984 i forhold til den tidligere groenne kurs . Det fremgaar imidlertid af det talmateriale, som saavel sagsoegerne som den tyske regering har fremlagt, at markedspriserne for sukker ganske vist faldt en lille smule i de sidste tre maaneder af 1984, men ellers i maanederne forud for den 1 . januar 1985 holdt sig paa et hoejere niveau end interventionsprisen i tyske mark, beregnet efter den tidligere groenne kurs . Kommissionen anfoerer i denne forbindelse, at den i artikel 3, stk . 1, i forordning nr . 2677/84 fastsatte omregningskurs var baseret paa den antagelse, at den tidligere groenne kurs ville blive anvendt paa salgene over en periode paa tre maaneder og den nye groenne kurs paa salgene over en periode paa ni maaneder . Kommissionen anfoerer saaledes i realiteten, at sagsoegerne - dvs . i det mindste Lippe og Lehrter - ikke solgte 25%, men omkring 40% af deres sukker fra 1984/85-hoesten til priser, der svarer til den tidligere og altsaa hoejere groenne kurs . Kommissionens argument er altsaa med andre ord, at sagsoegerne har opnaaet mere end blot en godtgoerelse af det tab, de led paa grund af opskrivningen af den groenne tyske mark pr . 1 . januar 1985 .

For saa vidt angaar dette spoergsmaal, har Kommissionen foretaget en beregning, som den naermere har uddybet i sin besvarelse af Domstolens spoergsmaal . Efter denne beregning havde sagsoegerne, paa grundlag af de salg, de faktisk foretog til de dagaeldende markedspriser, en fortjeneste ved deres forarbejdningsmargen paa 74*448 DM for Bedburg' s vedkommende, 894*605 DM for Lippe' s vedkommende og 2*200*091 DM for Lehrter' s vedkommende . Som jeg har forstaaet det, tilstraeber Kommissionen med denne beregning ikke at vise den faktiske fortjeneste inden for hele produktionsaaret, men det beloeb, hvormed sagsoegernes fortjeneste paa grund af overgangsforanstaltningerne oversteg det maksimumsbeloeb, som de lovligt kunne forvente, at Faellesskabet garanterede dem, nemlig deres "forarbejdningsmargen ".

Endvidere har Raadet gjort gaeldende, at der foer den 1 . januar 1985 blev solgt betydelige maengder sukker paa det tyske marked, som var fremstillet af sagsoegerne af roer, der var indkoebt fra 1984-85-hoesten, til priser svarende til den tidligere groenne kurs, og at salget heraf indbragte en fortjeneste . Raadet har fremlagt beregninger til godtgoerelse af denne fortjeneste, men disse beregninger er baseret paa den antagelse, at sagsoegerne erkender, at opskrivningen af den groenne tyske mark, som blev indfoert ved forordning nr.*855/84 fra den 1 . januar 1985, ville have vaeret lovlig, saafremt den var blevet indfoert med virkning fra 1 . juli 1984 . Selv om sagsoegerne paa et vist stadium af sagen synes at have fremfoert dette argument, har jeg ved slutningen af de mundtlige forhandlinger forstaaet deres advokat paa den maade, at han har frafaldet argumentet . Under alle omstaendigheder forudsaetter den faelles markedsordning for sukker, at sukkerfabrikanterne opretholder et vist lager fra slutningen af ét produktionsaar til begyndelsen af det naeste, saaledes at visse produkter paa lageret, som er indkoebt til gamle priser, under alle omstaendigheder vil blive beroert, selv om den repraesentative kurs aendres ved slutningen af produktionsaaret, hvorved der altsaa alligevel kan opstaa et problem mht . vaerditabet . Selv om man imidlertid ikke anerkender det af Raadet fremlagte talmateriale, synes Raadets argument ikke desto mindre at vaere af relevans, for saa vidt som sagsoegerne i alt forud for den 1 . januar 1985 solgte mere end 25% af deres produktion paa grundlag af roer hidroerende fra 1984-85-hoesten .

Sagsoegernes vurdering af overgangsforanstaltningernes virkning fremgaar af deres samlede beregning af de tab, som de paastaar at have lidt . Denne beregning findes i bilag 4 b ) i deres besvarelse af Domstolens spoergsmaal . Beregningen ser saaledes ud .

Disse beregninger er efter min opfattelse behaeftet med flere fejl . Den vaesentligste fejl ligger i selve beregningsmetoden . Sagsoegerne naar saaledes i deres beregninger frem til et beloeb, som repraesenterer vaerdien af deres samlede produktion i 1984/85 ( plus det varelager, som overfoeres til begyndelsen af dette produktionsaar fra det foregaaende produktionsaar ) - til den pris, som sagsoegerne anfoerer at ville have opnaaet, saafremt de faktiske priser mellem juli og 20 . september 1984 blev lagt til grund - hvorfra de fradrager de mellem oktober 1984 og september 1985 effektuerede salg ( plus en skoensmaessig ansaettelse af den vaerdi, som deres resterende varelager udgjorde i september 1985 ). Denne forskel udgoer ifoelge sagsoegerne deres tab, uden at der herved er taget hensyn til virkningen af artikel 3, stk . 1, i Kommissionens forordning nr . 2677/84 . Denne beregningsmetode er efter min opfattelse forkert . Sagsoegerne er ubefoejet til at medregne deres samlede produktion i 1984/85 . I staevningen kraever de godtgoerelse for vaerditabet vedroerende det varelager, som blev afhaendet efter den 31 . december 1984 . Et krav om godtgoerelse af tab vedroerende varemaengder, som blev afhaendet foer dette tidspunkt, indebaerer imidlertid en aendring af staevningen i strid med processreglementets artikel 42, stk . 2 . Desuden er beregningen baseret paa en fejlagtig opfattelse, nemlig at markedsprisen for sukker ville holde noejagtig samme niveau i resten af produktionsaaret 1984/85 som i perioden fra juli til september 1984 . Tvaertimod maa man tage hensyn til de normale markedssvingninger . Det gaelder navnlig det beskedne prisfald fra oktober til december 1984, som udgjorde omkring 1 DM, og som dermed laa et godt stykke under den graense paa 2 DM, som sagsoegerne selv anerkender som vaerende en normal udsvingsmargen . Det er derfor ikke korrekt, naar sagsoegerne baserer deres beregning paa den forudsaetning, at de for deres samlede sukkerproduktion af 1984/85-hoesten ville have opnaaet samme markedspris som i perioden fra juli til september 1984, saafremt de anfaegtede foranstaltninger ikke var blevet vedtaget .

Jeg finder det endvidere uberettiget, at sagsoegerne medtager varelageret fra produktionsaaret 1983/84 . Opkoebet af sukkerroerne i naevnte produktionsaar blev nemlig foretaget til de priser, der var fastsat i henhold til de tidligere forordninger, som ikke anfaegtes under denne sag . Efter min opfattelse er det desuden uberettiget, at de medregner de sukkermaengder, der blev solgt efter udgangen af produktionsaaret 1984/85, da de blev afhaendet til markedspriser, som ikke svarer til den interventionspris, som er fastsat i de anfaegtede retsforskrifter . Derimod svarer de til den interventionspris, der blev fastsat i de siden hen udstedte forordninger, som heller ikke er anfaegtet under sagen . Det samme gaelder sagsoegernes skoensmaessige ansaettelse af vaerdien af deres lagre i september 1985 .

Beregningerne anfaegtes imidlertid ogsaa paa andre punkter . Kommissionen goer saaledes gaeldende, at det ikke er korrekt, naar priserne beregnes kvartalsvis, saadan som sagsoegerne har gjort, men at de boer beregnes maanedsvis . Dette anser jeg for et staerkt argument . Kommissionen har endvidere bestridt berettigelsen af at fradrage forhaandssalgene inden for perioden oktober-december 1984 ( jfr . 4 . rubrik ), men jeg finder ikke, at de herom fremfoerte argumenter er tilstraekkeligt dokumenterede til at Domstolen kan tage stilling hertil .

De i rubrikkerne 4, 6, 7, 8, 9 og 11 angivne priser ved salg af sukker synes at vaere beregnet paa den maade, at man fra prisen ab fabrik har fradraget et vist beloeb til sukkerafgift samt emballage - og salgsomkostninger . Kommissionen anfaegter ikke fradraget for de to foerstnaevnte beloeb, men finder fradraget for salgsomkostninger ( 1,20 DM ) uberettiget og i strid med saedvane . Sammenligner man de justerede priser ab fabrik, som er angivet i replikkens bilag I, med de markedspriser, som den tyske regering har angivet i sin besvarelse af Domstolens spoergsmaal, fremgaar det, at sagsoegernes salgspriser gennemgaaende ligger et godt stykke under de af den tyske regering angivne markedspriser, nemlig omkring 1,20 DM, hvilket altsaa synes at svare til de naevnte salgsomkostninger . Selv om det ikke klart fremgaar, hvad disse salgsomkostninger noejagtigt daekker, indeholder de sandsynligvis en del af sukkerfabrikanternes fortjeneste, som det ikke i denne forbindelse er berettiget at traekke fra prisen ab fabrik ved beregningen af tabet . Er dette korrekt, mister sagsoegerens beregninger en stor del af deres vaerdi, fordi et beloeb paa 1,20 DM i denne forbindelse kan vaere tilstraekkeligt stort til at udgoere en forskel mellem et tab og en fortjeneste .

Det sidste led i sagsoegernes beregning bestaar i, at de fra det paastaaede bruttotab har fratrukket besparelsen som foelge af den nedgang i sukkerroepriserne, som skyldes artikel 3, stk . 1, i Kommissionens forordning nr . 2677/84 ( jfr . 13 . rubrik ). Denne besparelse udregnes ved at multiplicere produktionen med 3,06 DM pr . 100 kg . Sidstnaevnte sats er imidlertid rent fiktiv . Det fremgaar saaledes af replikken, paa side 18, at satsen er udregnet paa grundlag af basisprisen for roer ( 40,89 ECU pr . ton i henhold til Raadets forordning nr . 1105/84, EFT 1984 L*113, s.*12 ), mens artikel 3, stk . 1, i forordning nr . 2677/84, som tidligere naevnt, vedroerer mindstepriserne paa A - og B-sukkerroer, dvs . andre priser . Desuden er satsen baseret paa et afkast paa 130 kg hvidt sukker pr . ton sukkerroer, der, som det fremgaar af den fjerde betragtning til forordning nr.*1105/84, udelukkende har karakter af en antagelse, man har lagt til grund for beregningen af sukkerpriserne inden for produktionsaaret . Det nuvaerende afkast i Tyskland i produktionsaaret 1984/85 har Raadet skoensmaessigt ansat til 142 kg sukker pr . ton sukkerroer . Af disse grunde finder jeg ikke, at de tal i rubrik 13, som er baseret paa de naevnte beregninger, afspejler den reelle virkning af de overgangsforanstaltninger, der er indeholdt i artikel 3, stk . 1, i forordning nr.*2677/84 .

Denne del af beregningen ( som er i overensstemmelse med sagsoegernes mundtlige indlaeg ) godtgoer saaledes ikke, at de af Raadet foreskrevne og Kommissionen udstedte foranstaltninger var uhensigtsmaessige . Da sagsoegernes eneste mulige erstatningsgrundlag ( ifoelge Domstolens praksis i sager om ansvar uden for kontraktsforhold, navnlig dommen i sagen Merkur ) var EF-institutionernes evt . undladelse af at traeffe overgangsforanstaltninger, finder jeg, at Kommissionen maa frifindes for sagsoegernes paastand alene af denne grund .

Spoergsmaalet i oevrigt om, hvorvidt sagen kan fremmes til realitetsbehandling, maa, saa vidt jeg kan se, hovedsagelig afgoeres ud fra den fremgangsmaade, sagsoegerne har fulgt i sagen . Erstatningskravet blev oprindeligt beregnet paa grundlag af interventionsprisen, hvilket jeg finder er en uegnet fremgangsmaade, eftersom der i lang tid ikke var blevet solgt noget sukker til interventionsorganerne . Desuden var virkningen af overgangsforanstaltningerne endnu ukendt . Under alle omstaendigheder finder jeg, at erstatningskravet blev for tidligt fremsat . Der var nemlig endnu ikke indtruffet noget tab, og det kunne heller ikke med nogen grad af sandsynlighed fastslaas, at der i fremtiden ville indtraeffe et saadant tab . Paa den anden side syntes erstatningskravet at vaere lovligt ud fra en umiddelbar betragtning, saa laenge der endnu ikke var foretaget en naermere proevelse deraf, og kravet viste sig da ogsaa foerst at vaere ubegrundet efter en saadan mere indgaaende proevelse . I henseende til formalitetsspoergsmaalet maa den foreliggende sag anses for et graensetilfaelde, og denne tvivl vil jeg - dog ikke uden toeven - lade komme sagsoegerne til gode, hvorefter jeg altsaa skal indstille, at Domstolen antager sagen til realitetsbehandling .

Hvad angaar selve sagens realitet, maa jeg afvise den opgoerelse af tabet, som sagsoegerne har foretaget i deres besvarelse af Domstolens spoergsmaal, og dermed saa meget mere afvise de to oevrige metoder for opgoerelsen af tabet . Efter min opfattelse har sagsoegerne ikke godtgjort at have lidt noget tab og i hvert fald ikke foert bevis for de omhandlede beloeb . Af denne grund skal jeg indstille, at Kommissionen frifindes . Sagsoegerne har heller ikke paavist den noedvendige aarsagssammenhaeng mellem det paastaaede tab og de anfaegtede retsforskrifter .

Naar der saaledes ikke er godtgjort at vaere lidt et tab, kan Domstolen vaelge helt at se bort fra anbringendet om de anfaegtede retsforskrifters ulovlighed . Domstolen kan derfor uden videre frifinde Kommissionen, saaledes som det f.eks . var tilfaeldet i Pool-sagen . Under alle omstaendigheder mener jeg, at den omstaendighed, at de tidligere naevnte erstatningsbetingelser ikke er opfyldt, indebaerer, at grundlaget for sagsoegernes talrige anbringender om retsstridigheden af Raadets forordning nr.*855/84 bortfalder . Jeg finder det saaledes ikke paavist, at forordning nr.*855/84 er i strid med forordning nr.*1785/81, eller at den tilsidesaetter en grundlaeggende ejendomsret, som er anerkendt i faellesskabsretten, eller at den er i strid med EOEF-traktatens artikel 40, stk . 3 . Heller ikke anbringenderne om, at lighedsprincippet og proprotionalitetsprincippet er tilsidesat, er tilstraekkeligt dokumenteret . De i sagen omhandlede foranstaltninger maa derfor anses for at ligge inden for de lovlige rammer for den skoensmargen, der tilkommer Raadet . Endelig finder jeg det ikke godtgjort, at artikel 2 i Kommissionens forordning nr . 2677/84 er retsstridig .

(*) Oversat fra engelsk .