FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

SIR GORDON SLYNN

fremsat den 6. juni 1985 ( *1 )

Høje Domstol.

Pauvert blev ansat som chauffør ved Kommissionen den 1. juli 1973 i lønklasse D 3. Med virkning fra den 1. juni 1978 blev han overflyttet til Revisionsretten i lønklasse D 2. Den 16. februar 1983 offentliggjorde Revisionsretten en meddelelse om ledig stilling som chaufførformand i lønklasse D 1 (CC/D/1/83). En af de angivne betingelser var, at ansøgeren skulle have femten års erfaring som chauffør. Det hed i meddelelsen, at ansøgninger om forflyttelse skulle være personaleafdelingen i hænde senest den 10. marts. Den 17. marts havde formanden for Revisionsretten en samtale med Pauvert, og i en skrivelse af samme dag til Pauvert og med nr. 2517 bekræftede formanden, at han havde meddelt Pauvert, at han agtede at indgå en aftale vedrørende stillingen, som indebar visse funktioner, og at han, efter at have undersøgt Pauvert's kvalifikationer, var indstillet på at udnævne ham i D 1-stillingen, hvis Pauvert kunne bekræfte, at han kunne udføre de angivne arbejdsopgaver, og at han var enig. Han nævnte videre, at såfremt Pauvert var enig, ville han udnævne ham. Formanden var ansættelsesmyndighed for stillingen.

Ved skrivelse af 18. marts 1983 bekræftede sagsøgeren, at han var i stand til at udføre arbejdsopgaverne. Pauvert indgav ikke ansøgning i henhold til meddelelsen om ledig stilling. Den eneste ansøger, der gjorde det, var en anden chauffør, ligeledes i lønklasse D 2, og som, ligesom Pauvert, ville skulle forfremmes og ikke overflyttes til D 1-stillingen. Formanden erfarede herefter, at selv om Pauvert havde mere end femten års erhvervsmæssig erfaring, havde han kun arbejdet som chauffør i elleve år og tre måneder, hvorfor han ikke opfyldte kravet om femten års erfaring som chauffør. Den anden chauffør havde mere end femten års erfaring som chauffør. Herefter traf formanden afgørelse om, at den oprindelige meddelelse om ledig stilling ikke på tilfredsstillende måde beskrev stillingens karakter eller de kvalifikationer, en sådan stilling virkelig krævede. Han lod derfor udarbejde en ny meddelelse om ledig stilling (CC/D/2/83), der skulle offentliggøres den 7. juli 1983, og hvori der krævedes mindst femten års erfaring, heraf otte som chauffør. Det hed i meddelelsen, at ansøgninger om forflyttelser skulle være personaleafdelingen i hænde senest den 29. juli 1983.

Grunden til offentliggørelsen af den nye meddelelse om ledig stilling, som skulle erstatte den første meddelelse af 16. februar 1983, var tilsyneladende, at Pauvert som ansøger skulle blive kvalificeret.

Både Pauvert og den anden chauffør indgav ansøgninger i henhold til sidstnævnte meddelelse.

Den 6. april 1984 anmodede Pauvert om, at skrivelsen af 17. marts 1983 blev lagt i hans personlige aktmappe, men han anmodede ikke om at blive udnævnt, og klagede heller ikke over, at han ikke var blevet udnævnt. Ansøgningen blev afvist den 10. april 1984. En tilsvarende ansøgning af 12. april 1984, som nævnte formandens oplysning om, at han ville foretage en udnævnelse (hvilket i ansøgningen var beskrevet som en ændring af Pauvert's administrative stilling) blev ligeledes afvist den 8. maj 1984.

Efter at have vurderet de to ansøgninger og tilsyneladende også andre chauffører, som ikke havde indgivet ansøgning til nogen af stillingerne, traf formanden — under hensyn til tjenestens interesse — afgørelse om at afholde en intern udvælgelsesprøve. Meddelelsen (CC/D/2/84) blev offentliggjort den 16. maj 1984, og ansøgninger skulle indsendes senest den 12. juni 1984. En af adgangsbetingelserne var, at ansøgerne skulle have mindst femten års faglig erfaring, heraf mindst otte som chauffør. Der blev imidlertid ikke foretaget nogen udnævnelse i henhold til nævnte udvælgelsesprøve.

Den 27. juni 1984 indgav Pauvert i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage på foranledning af, at meddelelsen om intern udvælgelsesprøve var offentliggjort den 16. maj 1984. I klagen henviste han på ny til formandens oplysning i den skrivelse, der ikke var tilbagekaldt, og hvorefter han ville udnævne Pauvert i en D 1-stilling. Han anmodede således om, at beslutningen om udnævnelse skulle indbringes for Domstolen for at få prøvet dens lovlighed. Han anmodede også om, at hans udnævnelse i stillingen skulle gøres officiel.

Hans skrivelse blev betragtet som en klage og blev afvist den 12. juli 1984. I den skrivelse, hvorved klagen blev afvist, anerkendtes det, at skrivelse nr. 2517 faktisk var et tilsagn fra ansættelsesmyndighedens side om at besætte stillingen ved at forfremme Pauvert, efter en sammenlignende vurdering af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kunne komme i betragtning ved forfremmelsen. I skrivelsen hed det imidlertid, at afgørelsen var truffet på grundlag af betingelserne i den første meddelelse om ledig stilling, CC/D/1/83, og at det havde vist sig, at sagsøgeren ikke opfyldte kravet om faglig erfaring, hvorfor han ikke kunne udnævnes.

Ifølge skrivelsen var Revisionsretten i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 45 forpligtet til at foretage en fornyet sammenligning af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kunne komme i betragtning ved forfremmelsen. Da en række tjenestemænd syntes at kunne forfremmes, blev den interne udvælgelsesprøve afholdt.

Pauvert har anført, at skrivelse nr. 2517 var en gyldig afgørelse eller erklæring om, at man agtede at forfremme ham; når den først var blevet fuldendt efter hans accept, var der intet grundlag for ikke at efterleve den. Selv om han ikke opfyldte kvalifikationskravene i den første meddelelse om ledig stilling, gjorde han det efter den anden, og tilsagnet om at udnævne ham forblev gyldigt og endeligt, navnlig fordi det var givet på grundlag af en vurdering af hans kvalifikationer. Han har desuden bemærket, at den omstændighed, at han ikke blev forfremmet, er en tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning og om god forvaltningsskik.

Der er i sagen intet dokument eller nogen mundtlig afgørelse om afvisning af at foretage den i første omgang lovede udnævnelse, og heller ikke en formel ansøgning om en sådan udnævnelse. Jeg er imidlertid enig i, at sagsøgerens anmodning om, at skrivelse nr. 2517 blev lagt i hans personlig aktmappe — selv om hans ansøgning ikke ramte sagens kerne — tyder på, at han anmodede om at blive udnævnt, og at afvisningen heraf i skrivelse nr. 2517, set i forbindelse med offentliggørelsen af meddelelsen om intern udvælgelsesprøve, var genstanden for hans klage i henhold til artikel 90, stk. 2, således som Revisionsretten klart accepterede.

Selv om Pauvert ikke havde indgivet ansøgning i henhold til den første meddelelse om ledig stilling, synes det imidlertid klart, at den hensigtserklæring, formanden for Revisionsretten afgav, blev givet på baggrund af den pågældende meddelelse og i henhold til dens ordlyd. Selv om det kan forekomme ejendommeligt, at en person, som ikke i rette tid havde indgivet ansøgning, skulle have fået løfte om at blive udnævnt, er det også klart, at hvis Pauvert faktisk havde været kvalificeret, ville han være blevet forfremmet og udnævnt i stillingen. Forudsætningen for hensigtserklæringen var imidlertid, at Pauvert faktisk var kvalificeret som ansøger med femten års erfaring som chauffør. Forudsætningen viste sig at være ukorrekt, inden han blev udnævnt. Pauvert må have været klar over, at han ikke var kvalificeret, og intet tyder på, at formanden var indstillet på at fravige kravet om femten års erfaring som chauffør i forbindelse med den første meddelelse om ledig stilling, og faktisk heller ikke gjorde det.

Selv om jeg ikke kan tiltræde Revisionsrettens argument om, at en sådan faktisk vildfarelse gjorde forpligtelsen ugyldig, forekommer det mig, at når først formanden havde kendskab til de faktiske omstændigheder, kunne han under de omstændigheder afvise at gennemføre sit tilsagn, og han var berettiget til ikke at foretage udnævnelsen. Da den nye meddelelse om ledig stilling blev offentliggjort — og den var endda skræddersyet til Pauvert's kvalifikationer — begyndte sagen faktisk forfra. Formanden kunne ikke med rimelighed afvise at foretage en vurdering af de to ansøgeres fortjenester. Han kunne have gjort det med henblik på at gå videre med en intern udvælgelsesprøve.

Selv om det mildest talt er uheldigt, at tilsagnet blev givet inden de faktiske omstændigheder var undersøgt, mener jeg følgelig ikke, at det i det foreliggende tilfælde var retsstridigt at afvise at foretage en udnævnelse eller forfremmelse. Da sagsøgeren må have vidst, at han ikke var kvalificeret (hvilket måske var grunden til, at han ikke ansøgte i første omgang), kan han heller ikke bevise, at der har været tale om en tilsidesættelse af hans berettigede forventninger. Den omstændighed, at der blev begået en fejl, kan ikke i den foreliggende sag begrunde sagsøgerens krav om, at han som et udslag af god forvaltningsskik skal udnævnes i en stilling, som han har fået tilsagn om på grundlag af en faktisk vildfarelse. Han havde alle muligheder for at indgive ansøgning i henhold til den anden meddelelse om ledig stilling og til meddelelsen om den interne udvælgelsesprøve.

Jeg skal derfor foreslå, at sagsøgte frifindes. Selv om det oprindelige tilsagn må have givet Pauvert visse forhåbninger, mener jeg ikke, at Revisionsretten kan siges at have forvoldt ham udgifter unødvendigt eller af ond vilje, jfr. procesreglementets artikel 69, stk. 3.

Jeg skal derfor foreslå, at hver part bærer sine omkostninger.

( *1 ) – Oversat fra engelsk.