1.

Efter at have afsluttet sine universitetsstudier i året 1971 og derefter arbejdet uden for Fællesskaberne blev sagsøgeren i året 1981 efter en udvælgelsesprøve ansat ved Europa-Parlamentet. Med virkning fra 1. marts 1981 blev hun udnævnt til oversætter på prøve, lønklasse LA 7, løntrin 3.

Ved kontrakt af 8. december 1981 blev sagsøgeren af sagsøgte med virkning fra den 1. december 1981 ansat som midlertidigt ansat i lønklasse LA 5, løntrin 2 (sprogrevisor) ( 2 ).

Efter udløbet af kontrakten blev sagsøgeren ved kontrakt af 25. november 1983 yderligere ansat et år som sprogrevisor i lønklasse LA 6, løntrin 3.

Efter at have bestået den interne udvælgelsesprøve CC/LA/14/83 blev sagsøgeren med virkning fra 1. marts 1984 udnævnt til tjenestemand på prøve. På grundlag af hendes uddannelse og faglige erfaring blev hun i henhold til artikel 3, stk. 1, i Revisionsrettens beslutning nr. 81/5 af 3. december 1981 om indplacering af de ansatte indplaceret i lønklasse LA 6, løntrin 3. Den 1. december 1984 blev hun udnævnt til tjenestemand.

2.

Med henblik på at besætte en af de to ledige stillinger inden for stillingsgruppen LA 5/4, der var bevilget den græske afdeling af oversættelsestjenesten, offentliggjorde sagsøgte den 26. april 1983 meddelelse om en intern udvælgelsesprøve CC/LA/20/82 (sprogrevisor/ledende oversætter). ( 3 ) Denne prøve var en »udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver«.

Meddelelsen angav — ligesom meddelelsen om udvælgelsesprøve CC/LA/4/83 — det forhold, at stillingen principielt skulle besættes med indplacering i første lønklasse, altså i lønklasse LA 5.

En af betingelserne for at få adgang til denne udvælgelsesprøve var i henhold til punkt V.2 i den nævnte meddelelse »6 års erhvervserfaring på ledelsesplan med tilknytning til det pågældende arbejde«.

Opgaverne i forbindelse med stillingen var beskrevet på følgende måde:

Sagsøgeren deltog i denne udvælgelsesprøve, men blev ikke ansat, idet hun på den af udvælgelseskomiteen opstillede liste over egnede ansøgere kun blev opført på andenpladsen.

Den 2. juni 1983 offentliggjorde sagsøgte meddelelse om intern udvælgelsesprøve for institutionerne CC/LA/4/83 med henblik på ansættelse af en gruppeleder/sprogrevisor i stillingsgruppe LA 5/4 ( 4 ). Under punkt V.2 i denne meddelelse var som betingelse for adgang til prøven anført »mindst 10 års faglig erfaring med tilknytning til arbejdets art«. De opgaver, der var forbundet med stillingen, blev beskrevet på således :

»... ledelse af den græske oversættelsessektion;

...«

(Derefter fulgte angivelse af de samme funktioner, der også var beskrevet i meddelelse om udvælgelsesprøve CC/LA/20/82.)

Efter at udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøve CC/LA/4/83 i sin afsluttende rapport havde fastslået, at ingen af ansøgerne opfyldte betingelserne for adgang til prøven, særligt hvad angik den under punkt V.2 i meddelelsen opstillede betingelse om »mindst 10 års faglig erfaring med tilknytning til arbejdets art«, meddelte sagsøgte sagsøgeren ved skrivelse af 30. september 1983, at udvælgelseskomiteen ikke havde givet hende adgang til udvælgelsesprøven. Denne meddelelse er genstand for søgsmålet i sag 162/84.

3.

Den 29. juni 1983 trådte udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøven CC/LA/20/82 for første gang sammen. Den bestod af chefen for oversættelsestjenesten ved Revisionsretten, en kontorchef, der var græsk statsborger, samt som tredje medlem, der var udpeget af personaleudvalget, en ledende oversætter fra Revisionsrettens danske oversættelsesgruppe (intervenienten D.). Ved mødet den 29. juni 1983 besluttede udvælgelseskomiteen at give intervenienten K. og sagsøgeren adgang til prøverne.

Endvidere fastsatte udvælgelseskomiteen principielt de kriterier, på grundlag af hvilke den ville bedømme universitetseksaminerne og ansøgernes faglige erfaring, og foretog derefter bedømmelsen heraf. Samtidig fastlagde man datoen for prøverne og besluttede at udnævne lederen af den græske afdeling for Kommissionens oversættelsestjeneste i Luxembourg for middel- og langfristede opgaver som bisidder ved bedømmelsen af de skriftlige prøver.

Efter afholdelsen og bedømmelsen af prøverne afgav udvælgelseskomiteen sin endelige rapport til ansættelsesmyndigheden samt listen over egnede ansøgere, hvor intervenienten K. besatte førstepladsen med 104 points, mens sagsøgeren besatte andenpladsen med 96 points. Konkret havde udvælgelseskomiteen givet følgende points for kvalifikationsbeviser, skriftlige og mundtlige prøver:

Sagsøgeren opnåede således netop det mindste antal points (60% af i alt 160 points), der ifølge punkt VII. i meddelelse om udvælgelsesprøven krævedes for at blive optaget på listen over egnede ansøgere.

Den afsluttende rapport indeholdt desuden en håndskreven bemærkning fra intervenienten D., hvori denne anfører, at udvælgelseskomiteens vurdering giver et sandt billede af ansøgernes kvalitative rangfølge.

Den 20. juli 1983 offentliggjorde sagsøgte listen over egnede ansøgere, der var blevet opstillet efter gennemførelsen af udvælgelsesprøven CC/LA/20/82.

Ved ansøgning af 17. november 1983 rettede sagsøgeren henvendelse til sagsøgte og anførte herved, at der forelå retlige mangler i forbindelse med gennemførelsen af udvælgelsesprøven CC/LA/20/82; resultatet af udvælgelsesprøven og listen over egnede ansøgere var ugyldig, mente sagsøgeren.

Sagsøgeren bad sagsøgte om at opfordre udvælgelseskomiteen til at fremlægge principperne for tildelingen af points ved bedømmelsen samt undersøge, om det var muligt at ændre rækkefølgen for de ansøgere, der havde bestået, hvorved sagsøgeren anførte, at der for hendes vedkommende måtte lægges yderligere en faglig erfaring på 2 1/2 år til grund.

Ved afgørelse af 25. november 1983 ( 5 )udnævnte sagsøgte intervenienten K. på grundlag af den efter udvælgelsesprøve CC/LA/20/82 opstillede liste over egnede ansøgere med virkning fra 1. december 1983 til ledende oversætter i lønklasse LA 5, løntrin 1.

Ved klage af 17. februar 1984 ( 6 ) anfægtede sagsøgeren sagsøgtes beslutning om at udnævne intervenienten K. til ledende oversætter. Hun anførte, at K. ikke besad den krævede faglige erfaring for adgang til prøven. I øvrigt havde udvælgelseskomiteen tilsidesat princippet om ligebehandling, idet den ikke havde tilkendt sagsøgeren det korrekte antal points for hendes faglige erfaring og ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til hendes universitetseksamen. Hun henviste endelig til, at det af personaleudvalget udpegede medlem af udvælgelseskomiteen (intervenienten D.) i henhold til artikel 14 i tjenestemandsvedtægten ikke burde have haft noget at gøre med denne udvælgelsesprøve, idet han på det tidspunkt, da udvælgelsesprøven blev gennemført, havde haft et »overordentligt intimt forhold« til den anden ansøger (intervenienten K.).

Sagsøgeren krævede således, at afgørelserne fra udvælgelseskomiteen om at give intervenienten K. adgang til udvælgelsesprøven og at optage ham på listen over egnede ansøgere skulle annulleres; subsidiært, krævede hun ændring af udvælgelseskomiteens afgørelse, således at hun blev opført som nr. 1 på listen over egnede ansøgere; under alle omstændigheder krævede hun annullation af udnævnelsen af intervenienten K. til ledende oversætter.

Denne klage afviste sagsøgte ved afgørelse af 9. marts 1984 ( 7 ). Denne afgørelse begrundedes navnlig med henvisning til bestemmelserne vedrørende udvælgelsesprøven, hvorefter ansættelsesmyndigheden ikke kan gribe ind i gennemførelsen og den mide, som arbejdet i en udvælgelseskomite afvikles på, idet denne er suveræn med hensyn til sin vurdering. Desuden anførte sagsøgte, at ansættelsesmyndigheden efter Domstolens praksis ikke uden gyldig grund kan fravige rækkefølgen på den af udvælgelseskomiteen opstillede liste over egnede ansøgere.

4.

Parternes påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:

5.

Domstolen har ved beslutning af 14. november 1984 tilladt, at ansøgeren K. og medlemmet af udvælgelseskomiteen D. intræder som intervenienter til støtte for sagsøgtes påstande, D. dog kun i det omfang, hvor dennes påstand går ud på at afvise sagsøgerens klagepunkt om, at han har overtrådt tjenestemandsvedtægtens artikel 14.

6.

1.

Formaliteten

I øvrigt fremgår det af Domstolens praksis, at afgørelser, truffet af udvælgelseskomiteer, som regel ikke kan anfægtes selvstændigt; anfægtelsen skal tværtimod rette sig imod ansættelsesmyndighedens endegyldige afgørelse. Allerede i sin dom af 14. december 1965 i sag 21/65 ( 8 ) udtalte Domstolen således følgende:

»Principielt kan udvælgelseskomiteens foranstaltninger ikke i sig selv retligt anfægtes, idet udvælgelseskomiteen ikke er nogen ansættelsesmyndighed, der kan træffe bindende afgørelser for tjenestemændene; komiteens foranstaltninger er kun af forberedende art, således at deres retsstridighed kun kan gøres gældende ved søgsmål rettet mod de afgørelser, som de udgør forberedelsen til. I øvrigt har sagsøgeren selv opfattet sit søgsmål på denne måde, idet han har udtalt, at det særligt er rettet imod udnævnelsen af hr. P. Sagen imod denne udnævnelse kan derfor antages til realitetsbehandling, hvorimod påstanden om annullation af ranglisten kun kan behandles som anbringender imod udnævnelsesafgørelsen.«

Principielt er udvælgelseskomiteens afgørelser — fra det tidspunkt, da der gives adgang til udvælgelsesprøven, og indtil udfærdigelsen af listen over egnede ansøgere foreligger — forberedende foranstaltninger. Dette resultat er da heller ikke i strid med dom af 9. februar 1982 i de forenede sager 316/82 og 40/83 ( 9 ), hvorefter ansættelsesmyndigheden i vidtgående omfang er bundet af udvælgelseskomiteens resultat, og som regel skal udnævne ansøgeren med det bedste resultat. Ansættelsesmyndigheden kan ganske vist, som Domstolen har anført, fravige rækkefølgen i listen over egnede ansøgere, men den skal klart og fuldstændigt begrunde en sådan afgørelse.

Således er der ved opstillingen af listen over egnede ansøgere ganske vist på forhånd truffet en afgørelse, men den egentlige afgørelse forbliver dog ansættelsesmyndighedens, der i sidste ende skal træffe afgørelse om udnævnelsen.

Formalitetsindsigelsen må derfor forkastes.

2.

Meddelelsen om udvælgelsesprøven angiver »mindst 6 års erhvervserfaring på ledelsesplan med tilknytning til arbejdets art«. Der er tale om en stilling som revisor/ledende oversætter, således som det fremgår af meddelelsen om udvælgelsesprøven.

Imidlertid er der ikke i meddelelsen nogen oplysning om, hvad der skal forstås ved en faglig erfaring »på ledelsesplan«. Adgangsbetingelserne er således ikke udformet således, at det ved en simpel anvendelse af objektive kriterier kan afgøres, hvorvidt de er opfyldt.

Det var derfor nødvendigt, at udvælgelseskomiteen allerede inden ansøgerne fik adgang til udvælgelsesprøven fastlagde kriterierne for adgang for ansøgerne for herved at kunne afgøre, hvilke ansøgere kunne gives adgang. Dette følger af formuleringen af selve meddelelsen om udvælgelsesprøven, der kræver en fortolkning, i forbindelse med artikel 5 i bilag III til tjenestemandsvedtægten. I henhold til artikel 5, stk. 1, i bilag III skal udvælgelseskomiteen først alene gennemse akterne og udfærdige listen over ansøgere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Er betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven imidlertid ikke umiddelbart anvendelige, idet de kræver en vurderende fortolkning fra udnævnelseskomiteens side, påhviler det denne at opstille kriterierne for fortolkningen af adgangsbetingelserne, inden det afgøres, hvem der skal have adgang.

Dersom udvælgelseskomiteen ikke opstiller disse kriterier, vil den ikke senere være i stand til på korrekt måde at opstille den liste over egnede ansøgere samt en rapport, der er ledsaget af grunde, således som det kræves ifølge artikel 5, stk. 6 i bilag III til tjenestemandsvedtægten.

Jeg mener derfor i denne sammenhæng, at artikel 5, stk. 3, i bilag III, må anvendes analogt, når et uklart kriterium i en meddelelse om udvælgelsesprøve nødvendiggør en skønsmæssig vurdering fra udvælgelseskomiteens side.

Udvælgelseskomiteens mødeprotokol af 29. juni 1983 indeholder imidlertid intet, der tyder på, at udvælgelseskomiteen har opstillet de nævnte kriterier for fortolkningen af adgangsbetingelserne. Det fastslås alene, at udvælgelseskomiteen efter rådslagning har besluttet at give begge ansøgerne adgang til udvælgelsesprøven.

Det forhold, at udvælgelseskomiteen ikke har opstillet kriterierne for fortolkningen af adgangsbetingelserne inden bedømmelsen af ansøgernes akter, bekræftes af sagsøgtes indlæg under den mundtlige forhandling.

Sagsøgte har nemlig anført, at adgangsbetingelsen vedrørende den faglige erfaring i en stilling på højt niveau først blev nærmere behandlet ved gennemgangen af de to ansøgninger. Da det blev klart, at man ved at stille strenge krav ikke kunne give nogen af ansøgerne adgang, besluttede udvælgelseskomiteen alene at kræve en faglig erfaring i en mindre ansvarskrævende stilling, nemlig i stillingen som oversætter.

Denne fremgangsmåde fra udvælgelseskomiteens side er ikke i overensstemmelse med bilag III til tjenestemandsvedtægten. Til støtte for min opfattelse, hvorefter man ved adgangsbetingelser, der kræver fortolkning, skal anvende artikel 5, stk. 3, i bilag III på samme måde som ved bedømmelsen af kvalifikationsbeviser og opstille kriterier for disse bedømmelser, skal jeg henvise til Domstolens dom af 14. december 1965 i sag 21/65 ( 10 ), hvor Domstolen udtalte følgende:

»Da udvælgelseskomiteen ikke særligt har angivet de kriterier, som den har ladet sig lede af ved bedømmelsen af kvalifikationsbeviserne, mangler der i dens rapport et væsentligt grundlag for de heri opstillede forslag. Herved har udvælgelseskomiteen tilsidesat bestemmelserne i artikel 5, stk. 6, i bilag III til vedtægten.«

Disse betragtninger fra Domstolens side kan i fuldt omfang også anvendes på den her foreliggende sag. Dette gælder også den begrundelse, som Domstolen fremsatte i sin dom af 14. december 1965, og som lyder således:

»De i disse bestemmelser opstillede formforskrifter må anses for væsentlige, fordi den forudgående fastlæggelse af bedømmelseskriterierne skal sikre en objektiv og ensartet bedømmelse af kvalifikationsbeviserne. Endvidere skal kravet om en rapport, der er ledsaget af grunde... sætte ansættelsesmyndigheden i stand til at gøre meningsfuld brug af sin valgfrihed; dette forudsætter, at den får kendskab til både de almindelige bedømmelseskriterier, som udvælgelseskomiteen er gået ud fra, samt får underretning om, hvorledes komiteen har anvendt disse kriterier på de personer, der er optaget på listen over egnede ansøgere. Da de nævnte formforskrifter tillige skal beskytte ansøgerne, udgør tilsidesætelsen af dem et klagepunkt imod afviste ansøgere, jfr. tjenestemandsvedtægtens artikel 91.«

På grundlag af udvælgelseskomiteens mødeprotokol af 29. juni 1983 samt sagsøgtes indlæg under den mundtlige forhandling står det fast, at de nævnte kriterier ikke er blevet fastlagt af udvælgelseskomiteen. Udvælgelseskomiteens beslutning om at give begge ansøgere adgang til udvælgelsesprøven CC/LA/20/82 må derfor allerede af denne grund anses som retsstridig.

3.

Hvad angår bedømmelsen af den faglige erfaring, må det fastholdes, at udvælgelseskomiteen her har opstillet almindelige kriterier, idet den besluttede maksimalt at give 36 points, eller 6 points pr. år, for faglig erfaring, der var erhvervet inden for Fællesskabet, samt 14 points, eller 2,3 points for hvert år, hhv. 0,2 point for hver måned, for faglig erfaring, erhvervet uden for Fællesskaberne.

Imidlertid blev disse bedømmelseskriterier ikke opstillet inden, men først efter, at udvælgelseskomiteen havde fået kendskab til de dokumenter, der skulle bedømmes. Dette skete med det erklærede mål ikke at lade den betragteligt længere faglige erfaring, som sagsøgeren havde erhvervet uden for Fællesskaberne, komme sagsøgeren til gode i fuldt omfang.

Her gælder i endnu højere grad det forhold, som jeg allerede har nævnt under punkt 2 under henvisning til Domstolens dom af 14. december 1965 i sag 21/65: Udvælgelseskomiteen har undladt at opstille kriterier for bedømmelsen af kvalifikationsbeviser, inden denne bedømmelse fandt sted. Den har dermed tilsidesat væsentlige formforskrifter, idet »den forudgående opstilling af bedømmelseskriterier skal sikre en objektiv og ensartet bedømmelse af kvalifikationsbeviser« ( 11 ).

Tværtimod har udvælgelseskomiteen bevidst opstillet kriterierne for bedømmelsen med det formål at stille en bestemt ansøger ringere. Dette er præcis det modsatte af, hvad Domstolen har betegnet som en »objektiv og ensartet bedømmelse af kvalifikationsbeviser«.

Der foreligger således yderligere en tilblivelsesmangel, der i dette tilfælde er grov.

Dette kan ikke imødegås med sagsøgtes anbringende om, at de af sagsøgeren indsendte dokumenter var behæftet med en vis tvivl. Det var udvælgelseskomiteens opgave at bedømme disse dokumenter for at afgøre, om de kunne anerkendes. Derimod var det ikke retligt korrekt først at anerkende dem og derpå bevidst undervurdere dem.

4.

Hvad de øvrige fejl angår, som udvælgelseskomiteen har begået, skal de kun omtales kort, idet jeg allerede har anført dem under A 6 c) og vedrører simple regnefejl. Når udvælgelseskomiteen — Revisionsretten — har lagt forkert sammen, så skete dette næsten udelukkende til skade for sagsøgeren.

Jeg skal kun periferisk henvise til det forhold, at der ifølge meddelelsen om udvælgelsesprøven skulle gives 100 points for bedømmelsen af kvalifikationsbeviser, mens man ved de egentlige prøver kun kunne opnå 60 points. Når der således allerede ved bedømmelsen af ansøgernes akter var sket en manipulation af proceduren til gunst for en bestemt ansøger, var det i andet afsnit af den egentlige prøve vanskeligt, om ikke ligefrem umuligt, at udligne dette handicap.

5.

Sagsøgerens øvrige anbringender skal jeg alene behandle summarisk.

Dette gælder også påstanden om, at der bestod særdeles nære forbindelser mellem medansøgeren K. og medlemmet af udvælgelseskomiteen D. (de to intervenienter). Selv om man på grundlag af udvælgelseskomiteen og den håndskrevne bemærkning, som intervenienten D. påførte udvælgelseskomiteens rapport, kan udlede visse holdepunkter for, at udvælgelseskomiteen var negativt indstillet over for sagsøgeren, er dette dog ikke tilstrækkeligt til at anse de af sagsøgeren hævdede forhold som beviste.

Det samme gælder den påståede negative indstilling, som bisidderen skulle nære over for sagsøgeren, fordi sagsøgeren havde medvirket ved en negativ personaleafgørelse, der angik bisidderens søster. De akter fra udvælgelseskomiteen, der her kan være af betydning, nemlig bedømmelserne af de skriftlige og mundtlige prøver, hvor bisidderen på grund af sin sproglige kvalifikation har haft en afgørende indflydelse på de øvrige medlemmer af udvælgelseskomiteen, giver ikke grundlag for at antage, at man ville stille sagsøgeren ringere. Således har sagsøgeren i den mundtlige prøve i alt opnået en lidt bedre bedømmelse end sin medansøger; kun ved bedømmelsen af de skriftlige arbejder har hun klaret sig betydeligt dårligere. Skønt der kun har deltaget to ansøgere i disse prøver, har sagsøgeren i hvert fald ikke påstået, at anonymiteten omkring de skriftlige prøver ikke er blevet overholdt.

6.

Det må ganske vist indrømmes, at udvælgelseskomiteen med hensyn til den saglige vurdering af kvalifikationsbeviser og prøveresultater er uafhængig. Dette følger bl.a. af Domstolens dom af 9. oktober 1974 i de forenede sager 112, 144 og 145/73 ( 13 ) dom af 16. marts 1978 i sag 7/77 ( 14 ) samt dom af 9. februar 1984 i de forende sager 316/82 og 40/83 ( 15 ).

Udvælgelseskomiteens uafhængighed angår imidlertid kun den saglige bedømmelse af kvalifikationsbeviser og eksamensbeviser; disse var genstand for de nævnte afgørelser: bedømmelse af ansøgerens egnethed (dom af 9. oktober 1974), bedømmelse af den relevante erfaring (dom af 16. marts 1978) og bedømmelse af den faglige egnethed (dom af 9. februar 1984).

Denne uafhængighed fritager imidlertid ikke udvælgelseskomiteen fra at overholde retsforskrifter. Generaladvokat Gand har i sit forslag til afgørelse i sag 23/64 ( 16 ) udtrykt det på følgende måde:

»Givetvis ligger grænsen for udvælgelsesko-, miteens frihed i den forpligtelse, der består for den til at overholde gældende bestemmelser om udvælgelsesprøver, både de almindelige bestemmelser og også regler vedrørende enkelthederne i udvælgelsesprøven, f.eks. angående arten af prøverne og de koefficienter, der er fastsat for hver enkelt prøve. På den anden side træffer udvælgelseskomiteen sin afgørelse absolut suverænt, når det foretager sine bedømmelser af de forskellige ansøgere inden for de førnævnte grænser, giver ansøgerne karakterer eller opstiller en bestemt rangfølge.«

Denne sondring mellem retlig bundethed på den ene side og bedømmelseskompetencen på den anden har betydning ved bestemmelsen af de beføjelser, som ansættelsesmyndigheden har over for udvælgelseskomiteen. Ganske vist har Domstolen i den nævnte dom af 16. marts 1978 i sag 7/77 anført, at klageproceduren er meningsløs, hvis det er beslutninger fra udvælgelseskomiteen, der anfægtes, eftersom ansættelsesmyndigheden ikke kan ændre disse beslutninger. Dette kan imidlertid kun gælde i det tilfælde, hvor udvælgelseskomiteen foretager tilladelige bedømmelser i forbindelse med de opgaver, der er overdraget den. Resultatet kan imidlertid ikke anvendes, dersom udvælgelseskomiteen sætter sig ud over retsregler, hvilket den trods sin saglige uafhængighed ikke er beføjet til.

Ansættelsesmyndigheden er således ikke kun beføjet, men tillige forpligtet til at påse, at udvælgelseskomiteens arbejde forløber korrekt, og i givet fald annullere retsstridige afgørelser fra en udvælgelseskomite, når blot ansættelsesmyndigheden herved respekterer komiteens saglige uafhængighed med hensyn til bedømmelsen af kvalifikationsbeviser og prøver.

Dette følger også af kravene om en hensigtsmæssig og effektiv retsbeskyttelse. Det er ikke rimeligt at henvise en tjenestemand, der er blevet skadet ved en åbenbart retsstridig optræden fra en udvælgelseskomites side, at skulle anlægge en tidsmæssigt betragteligt længere retssag for Domstolen, når ansættelsesmyndigheden på forhånd råder over muligheden for under forvaltningsproceduren i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90 at tage stilling til den berørtes klage.

Dette har sagsøgte imidlertid ikke gjort i nærværende tilfælde.

7.

Sammenfattende skal det fastslås, at forskellige afgørelser, som udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøven CC/LA/20/82 traf, var retsstridige, hvorfor udvælgelseskomiteen ikke kunne tilsende ansættelsesmyndigheden en korrekt liste over egnede ansøgere og heller ikke en korrekt rapport, ledsaget af grunde.

Da der ikke forelå en liste over egnede ansøgere, der var udfærdiget på retmæssigt grundlag, var også sagsøgtes udnævnelse af 25. november 1983 af intervenienten K. til ledende oversætter i lønklasse LA 5 ulovlig. Denne afgørelse skal derfor annulleres.

8.

Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagsomkostningerne. Da afgørelsen, der skal annulleres, alene kan tilregnes sagsøgte, findes det korrekt alene at pålægge denne sagsøgerens omkostninger. Følgelig skal intervenienterne derfor kun bære deres egne sagsomkostninger.

1)

Sagsøgtes afgørelse nr. 3931 af 25. november 1983 om at udnævne hr. K. til ledende oversætter annulleres.

2)

Sagsøgte betaler sagens omkostninger, dog ikke intervenienternes omkostninger.

3)

Intervenienterne betaler deres egne omkostninger.