1.

Først skal jeg behandle regeringens indsigelse om, at Kommissionen ikke har nogen søgsmålsinteresse, og at sagen følgelig bør afvises.

Regeringen har til støtte herfor for det første henvist til, at den anfægtede bestemmelse var optaget i en lov om godkendelse af udgifter, som kun gjaldt i to år, nemlig fra 1982 til 1983. I denne periode blev der rent faktisk ikke udbetalt nogen støtte af den nævnte art, og efter periodens udløb var der ikke længere mulighed for at udbetale støtte, hvoraf det vil ses, at loven har været uden virkning. For det andet anføres det, at der for den umiddelbart efterfølgende periode blev udfærdiget et nyt lovforslag, som ikke indeholdt en betingelse af den nævnte art. Man vil derfor heller ikke kunne regne med, at den betingelse, Kommissionen anser for traktatstridig, genindføres.

Efter min opfattelse står disse argumenter næppe for en nærmere prøvelse.

2.

Jeg skal derefter gå over til en behandling af selve sagens realitet. Hvad her angår det spørgsmål, om den italienske ordning kan anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning, jfr. EØF-traktatens artikel 30, kan der ikke være tvivl om, at det må anses for en forskelsbehandling af varer fra andre medlemsstater at gøre udbetalingen af statslig støtte til indkøb af bestemte varer betinget af, at de er fremstillet inden for landets grænser. Heri ligger nemlig en klar tilskyndelse til at rette efterspørgslen mod indenlandske varer til skade for varer importeret udefra, hvilket kan begrænse importen. Det er da i øvrigt også betegnende — som vi har fået at vide — at det i motiverne i forslaget til den lov, der skulle vedtages for årene 1984-86, og hvorved det nævnte nationalitetskrav skulle ophæves, direkte udtales, at en protektionistisk bestemmelse ikke længere var nødvendig. Den italienske foranstaltning må derfor ganske afgjort anses for omfattet af det begreb vedrørende foranstaltninger med tilsvarende virkning, som er udviklet i domspraksis, og må betragtes som en af en medlemsstat udstedt handelsforskrift, som »direkte eller indirekte, øjeblikkeligt eller potentielt, kan ændre samhandelen i Fællesskabet« (jfr. sag 8/74, Sml. 1974, s. 851-52 ( 3 )).

Denne opfattelse bekræftes endvidere af dommen i sag 249/81 ( 4 ), som vedrørte en foranstaltning, der på statsinitiativ var vedtaget med det formål at fremme afsætningen af irske varer. Som bekendt udtalte Domstolen, at foranstaltningen var »egnet til at påvirke omfanget af den samhandel, der foregår inden for Fællesskabet« (Sml. 1982, s. 4022, præmis 25) netop fordi den havde til formål at erstatte de udenlandske varer med indenlandske og at dæmme op for indførslerne, og fordi den skulle påvirke forbrugernes vaner, idet den tilskyndede de erhvervsdrivende til at indkøbe indenlandske varer. Der kan også henvises til en for nylig afsagt dom i en sag mod Den hellenske Republik,(sag 192/84 ( 5 )), hvori det statueredes, at indførelsen af gunstigere kreditvilkår for køb af indenlandske maskiner udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning efter artikel 30, fordi den har til følge, at de erhvervsdrivende køber de indenlandsk fremstillede maskiner.

3.

Det tidligere nævnte direktiv fia Kommissionen 70/50, navnlig dettes artikel 2, stk. 3, litra k), hvorefter begrebet »foranstaltninger med tilsvarende virkning« også omfatter de foranstaltninger, der »skaber hindringer for privatpersoners køb alene ved importerede varer eller opfordrer til udelukkende at købe indenlandske varer eller påbyder et sådant køb, eller giver det en fortrinsstilling«, indeholder sådant set ikke noget nyt af interesse for den foreliggende sag.

Som tidligere nævnt er det sagsøgtes opfattelse, at denne direktivbestemmelse kun vedrører foranstaltninger, truffet i forhold til private, og at den forudsætter, at samtlige erhvervsdrivende er omfattet deraf. Efter regeringens opfattelse finder den altså ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor kun en gruppe på omkring 20 adressater er berørt af foranstaltninger (ganske bestemte kommunale transportvirksomheder, som ikke er juridiske personer; desuden drejede foranstaltningen sig kun om afsætning af prototyper og ikke om allerede markedsførte varer.

Skal jeg også kort behandle denne indsigelse, kan man vel sige, at det ikke er muligt at fastslå med sikkerhed, om dette er en korrekt fortolkning af nævnte direktivbestemmelse. Som bekendt indeholder direktivet ikke en udtømmende opregning af alle de foranstaltninger, der må betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning efter artikel 30, men kun visse særligt klare eksempler. Det er væsentligt, at man allerede på den baggrund kan fastslå, at den her i sagen anfægtede bestemmelse i kraft af sit formål og sine virkninger helt igennem svarer til de foranstaltninger, som er beskrevet under litra k). Herudover har Kommissionen af relevans for det foreliggende tilfælde kunnet henvise til den del af artikel 2, stk. 2, hvori der tales om foranstaltninger, som »begunstiger« indenlandske varer. Det er i hvert fald uden tvivl tilfældet i denne sag.

Det er altså med rette, at Kommissionen tillige har henvist til de definitioner af det omhandlede begreb, som den har opstillet i sit direktiv. Det bekræfter kun den tidligere nævnte vurdering af den italienske ordning.

4.

Før jeg foretager en afsluttende bedømmelse af Kommissionens opfattelse, skal jeg dog lige tage stilling til to indsigelser, der er fremført af den italienske regering.

Til sit forsvar har regeringen for det første henvist til, at foranstaltningen ikke tilsigtede en fuldstændig udskiftning af de kommunale transportvirksomheders vognpark, men blot skulle tilskynde til køb af visse prototyper. Hermed ville regeringen vel fremhæve de forholdsvis ubetydelige økonomiske virkninger af de italienske foranstaltninger til fremme af de pågældende varer. For det andet har regeringen gjort gældende, at artikel 30 ikke kan bringes i anvendelse, fordi der er tale om en støtteforanstaltning, hvor traktaten foreskriver en særlig procedure, hvorunder der skal foretages den i artikel 92 omhandlede bedømmelse.

Det er sikkert korrekt, at en støtteforanstaltning, som kun har til formål at begunstige visse indenlandske virksomheder, ikke kan betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning efter artikel 30. Det blev klart og overbevisende fastslået i dommen i sag 74/76 ( 7 ). Hvad angår det foreliggende tilfælde må det imidlertid på den ene side betragtes som ret tvivlsomt, om den italienske ordning overhovedet falder ind under artikel 92. På den anden side er det væsentligt, som det blev fremhævet i nævnte dom, og hvortil Kommissionen udtrykkelig har henvist, at man godt kan udtage visse elementer af en støtteordning, som ikke er uomgængeligt nødvendige for at opfylde de formål, der tilsigtes med støtten, og som meget vel kan udgøre en tilsidesættelse af andre traktatbestemmelser, herunder artikel 30.

For så vidt den italienske foranstaltning udgør en begunstigelse af kommunale transportvirksomheder og tilskynder til udskiftning af vognparken med andre mere energiøkonomiske køretøjer, er det meget muligt, at artikel 92 ikke finder anvendelse, fordi støttemodtagerne ikke er i indbyrdes konkurrence og den tildelte statsstøtte dermed ikke har nogen konkurrencefordrejende virkning, hvilket er en betingelse efter artikel 92. I det omfang, det endvidere må antages, at foranstaltningen tillige med nationalitetskravet har til formål at yde automobilfabrikanterne en indirekte støtte med det videre sigte at fremme forskningen og sikre udviklingen af energiøkonomiske køretøjer, er det ligeledes tvivlsomt, om der i så fald foreligger en støtte til producenter i traktatens artikel 92's forstand. Producenterne modtager jo ingen tilskud, som kan nedsætte deres omkostninger, men får et vederlag for deres ydelse, hvori bl. a. er indeholdt den del af købesummen, køberen af køretøjet får godtgjort af staten. Argumentet om, at der foreligger en støtte til automobilfabrikanterne, kan altså vanskeligt forsvares. Tilbage bliver vel derfor ikke andre muligheder end at antage, at der foreligger en efterspørgselsregulerende foranstaltning, der som påvist i det foregående omfattes af artikel 30.

Det er imidlertid ikke nødvendigt at foretage en dybtgående behandling af ovennævnte spørgsmål, da de argumenter, Kommissionen har anført under henvisning til det andet af de principper, som er opstillet på grundlag af dommen i sag 74/76 ( 8 ), i alt fald må siges at være overbevisende. Måtte der ikke desto mindre antages at foreligge en støtteforanstaltning, kunne man endvidere klart fastslå, at den påtalte bestemmelse hvad angår det energipolitiske formål, som søges opnået med foranstaltningen (at fremme transportvirksomhedernes omstilling til anvendelse af elektrisk drevne køretøjer) ikke er væsentlig for at opfylde dette formål, som derimod også kan nås ved at fremme indkøb af tilsvarende udenlandske køretøjer. Her foreligger altså klart en unødvendig betingelse, som utvivlsomt også kan påtales i medfør af andre traktatbestemmelser, herunder artikel 30. Det samme gælder det andet af de nævnte formål, altså formålet om at fremme udviklingen af en indenlandsk produktion af elektrisk drevne køretøjer. Skaber man nemlig overhovedet en tilskyndelse for de kommunale transportvirksomheder til at indkøbe sådanne køretøjer, kan det ikke afvises, at allerede den blotte mulighed for at foretage et sådant indkøb i udlandet — hvorved en forskelsbehandling af den nævnte art undgås — udgør et tilstrækkeligt incitament for de tilsvarende italienske virksomheder til at udvikle deres kapacitet på det pågældende produktionsfelt. I så fald kan man næppe heller på dette punkt argumentere med, at der foreligger en støtteforanstaltning, hvorfor der ikke er grundlag for synspunktet om, at der skal foretages en bedømmelse efter EØF-traktatens artikel 92.

5.

Af det anførte følger, at Kommissionens vurdering af den anfægtede foranstaltning ikke kan kritiseres, og at der altså foreligger en overtrædelse af traktatens artikel 30. Det kan også meget kort påvises, at foranstaltningen utvivlsomt ikke kan begrundes med henvisning til artikel 36, hvilket den italienske regering da heller ikke har gjort forsøg på. I den forbindelse behøver blot anføres, at artikel 36 kun vedrører foranstaltninger af ikke-økonomisk art, således som det blev fastslået i dommen i sag 238/82 ( 9 ). Noget sådant har vi ikke at gøre med her i sagen, idet artikel 13 i lov nr. 308 — således som det også udtrykkeligt er blevet bekræftet — alene har energi- og forskningspolitiske formål, som det næppe er muligt at betegnes som ikke-økonomiske.