|
B.
|
Hertil skal jeg bemærke følgende:
|
1.
|
Det kan for det første fastslås, at den forelæggende ret ikke har omtalt sagsøgerens anbringende om, at de omtvistede ordninger ikke indeholdt særlige bestemmelser for allerede indgåede kontrakter. Ved afgørelsen af gyldighedsspørgsmålet kan dette altså lades ude af betragtning. Lad mig dog antyde, at Kommissionens bemærkninger i den forbindelse virker indlysende, og at det af sagsøgeren anførte her ikke kan bevirke, at de omtvistede forordninger må erklæres ugyldige.
|
|
2.
|
Som jeg allerede har nævnt ved omtalen af de faktiske omstændigheder, burde der ved beregningen af monetære udligningsbeløb for forarbejdede produkter efter sagsøgerens opfattelse tages hensyn til produktionsomkostningerne, som sagsøgeren må udrede i hård valuta. Sagsøgeren har anført, at de nævnte omkostninger, som overvæltes på køberne, og som udgør ca. 10% af udgifterne til råstoffer, burde have været indregnet på den måde, at det for råstoffet gældende monetære udligningsbeløb skulle have været forhøjet med 10-15%. De for de forarbejdede produkter gældende beløb burde have været udregnet på det grundlag.
Ud fra gældende ret kan dette dog næppe tiltrædes. For det første kan man henvise til Rådets forordning nr. 974/71 af 12. maj 1971 (EFT 1971 I, s. 231). Sidste betragtning til forordningen har følgende ordlyd :
»De beløbsstørrelser, der skal bringes i anvendelse, bør begrænses til de beløb, der er strengt nødvendige for at udligne incidensen af valutaforanstaltningerne på priserne på de basisprodukter, for hvilke interventionsforanstaltninger er fastsat, og de bør kun anvendes i de tilfælde, hvor denne incidens måtte føre til vanskeligheder.«
I dommen i sag 4/79 (
2
) understregede Domstolen, at de monetære udligningsbeløb bør begrænses til de beløb, der er strengt nødvendige for at udligne incidensen af valutaforanstaltningerne på priserne på basisprodukterne (præmis 18).
Domstolen udtalte videre, at med hensyn til forarbejdede produkter tillader begrebet »incidensen« kun, at der ved fastsættelsen af de monetære udligningsbeløb tages hensyn til virkningerne af de monetære udligningsbeløb, der gælder for basisproduktet, på prisen for biproduktet (præmis 21).
Desuden udtalte Domstolen i dommen i sag 145/79 (
3
), at der ved beregningen af monetære udligningsbeløb for forarbejdede produkter ikke kan tages hensyn til den økonomiske situation i en bestemt produktionsgren. Domstolen henviste i den forbindelse også til, at der ved vurderingen af incidensen (af de monetære udligningsbeløb for basisprodukterne) på prisen for forarbejdede produkter ikke må tages hensyn til elementer, der er irrelevante for nævnte situation (præmis 24).
Herefter vil det ikke kunne antages, at der skal tages hensyn til, om der eventuelt skal afholdes produktionsomkostninger i hård valuta.
|
|
3.
|
Med hensyn til gyldigheden af forordning nr. 746/79 har sagsøgeren ved hjælp af beregninger søgt at påvise, at der er grundlag for en vis alvorlig tvivl. Såfremt man lægger den produktionsproces til grund, der er fremherskende i Tyskland og i Benelux-landene, viser det sig nemlig, at det monetære udligningsbeløb, der er fastsat for forarbejdede produkter, er 1,17 DM/t for lille i forhold til det monetære udligningsbeløb for majs.
Bortset fra, at den produktionsproces, Kommissionen har lagt til grund, og hvor en sådan negativ forskel ikke opstår, formentlig må anerkendes som den rigtige, synes det her berettiget at anlægge den vurdering, at det beløb, som sagsøgeren har udregnet, faktisk er en beskeden afvigelse, som der næppe kan rejses indsigelse imod, når der er tale om en ordning på et så kompliceret område.
Ved vurderingen af sagsøgerens opfattelse må desuden følgende betragtninger tillægges betydning :
— Man må ikke ikke glemme, at da den her omtvistede forordning blev udstedt (april 1979), blev de monetære udligningsbeløb for forarbejdede produkter udregnet på grundlag af interventionsprisen for majs uden fradrag af produktionsrestitutionen (hvilket dog er nødvendigt på baggrund af Domstolens udtalelser i dommen i sag 145/79 (
4
) Hvordan de sammenlignende beregninger ville se ud efter denne nødvendige ændring (som betyder, at de monetære udligningsbeløb bliver mindre), har sagsøgeren imidlertid ikke påvist, og sagsøgeren har navnlig ikke dokumenteret, at der også i det tilfælde ville være tale om en negativ forskel til skade for tyske forarbejdningsvirksomheder.
— Ved de sammenlignende beregninger har sagsøgeren desuden ikke taget hensyn til biproduktet ved forarbejdningen, majskim, og de for dette produkt gældende monetære udligningsbeløb. At noget sådant ikke er rimeligt, har jeg allerede påvist i mit forslag til afgørelse i sag 39/84 (
5
) Tages der imidlertid hensyn til de monetære udligningsbeløb for kim (også selv i det senest af Kommissionen antagne mindre omfang), ville der vel næppe opstå nogen negativ forskel i det af sagsøgeren anførte omfang.
— Endelig har sagsøgeren ved beregningen lagt en relativ høj andel af mel til grund (pos. 23.02 A I b) og en beskeden andel af klid (pos. 23.02 A I a). I forhold til, hvad Kommissionen har oplyst om produktionsprocessen i Tyskland (jeg skal henvise til Kommissionens svar på Domstolens spørgsmål, som sagsøgeren for så vidt ikke har bestridt), kan sagsøgerens beregninger imidlertidikke anses for realistiske, for efter den proces opstår der hos tyske forarbejdningsvirksomheder kun — og i relativt vidt omfang — fodermel henhørende under pos. 23.02 A I a.
Set ud fra det synspunkt er konklusionen således den, at intet taler for at erklære forordning nr. 746/79 ugyldig af de af sagsøgeren anførte grunde. — Den omstændighed, at forordningen (i henhold til den nævnte retspraksis) må anses for ugyldig, idet den for forarbejdede produkter har lagt interventionsprisen for majs til grund — uden fradrag af produktionsrestitutionen — kan ikke have betydning for sagsøgeren, for efter en tilsvarende ændring af de monetære udligningsbeløb opstår der ikke noget krav på yderligere betalinger; tværtimod bliver det monetære udligningsbeløb for majsgryn vel på den måde mindre.
|
|
4.
|
Med hensyn til forordning nr. 3013/80 har sagsøgeren opstillet to beregninger for at godtgøre, at den er behæftet med en mangel. Da der for forarbejdede produkter er fastsat for små monetære udligningsbeløb i forhold til udligningsbeløbet for majs, bevirker den omstændighed, at den i sag 4/79 (
6
) beskrevne produktionsproces på de franske møller lægges til grund (som Domstolen vel også har lagt til grund), at beløbet for de tyske møller bliver 7,40 DM/t mindre for gryn til bryggeriindustrien og 1,14 DM/t for andre former for gryn. Lægges imidlertid den produktionsproces, der anvendes på møllerne i Tyskland og i Benelux-landene, til grund (den må betragtes som fremherskende inden for Fællesskabet), andrager forskellen for gryn til bryggeriindustrien endda 12,05 DM/t og for andre former for gryn 5,79 DM/t i de tyske møllers disfavør.
Kommissionen, som understregede, at den ved udstedelsen af forordning nr. 3013/80 ikke længere lagde den franske produktionsproces til grund, men andre tal, fastsat i lyset af dommen i sag 4/79 (
7
), har i den forbindelse blotmedgivet, at der med hensyn til gryn til bryggeriindustrien er tale om en vis ulempe for de tyske møller (da det monetære udligningsbeløb for alle de forarbejdede produkter under ét er 3,11 DM/t mindre end for majs). Med hensyn til andre former for gryn har Kommissionen derimod ikke foretaget nogen beregning, givetvis fordi den er af den opfattelse, at der for forarbejdningsvirksomheder i lande med en stærk valuta overhovedet ikke er tale om nogen ulempe, når henses til det højere monetære udligningsbeløb for gryn.
|
a)
|
Hvis man i den sammenhæng først blot lægger de af Kommissionen nævnte faktiske omstændigheder til grund, kan resultatet i det foreliggende tilfælde ikke blive andet, end at forordning nr. 3013/80 må erklæres ugyldig, for så vidt som der deri er fastsat monetære udligningsbeløb for gryn til bryggeriindustrien.
Selv om man formentlig ikke kan forvente en fuldstændig overensstemmelse mellem de monetære udligningsbeløb for forarbejdede produkter og det monetære udligningsbeløb for basisproduktet, kan en afvigelse på 4,3% i forhold til det for majs fastsatte monetære udligningsbeløb ikke betegnes som beskedent og dermed ubetydeligt. Dette gælder navnlig — som allerede anført i mit forslag til afgørelse i sag 39/84 (
6
) — fordi forarbejdningsvirksomhederne i lande med en svag valuta opnår en tilsvarende fordel og således har en ganske betydelig konkurrencemæssig fordel i tredjelande.
Når Kommissionen også i sagen her har villet forsøge at gennemføre en total udligning, kan man af de anførte principielle grunde lige så lidt tilslutte sig dette. I øvrigt er Kommissionens udgangspunkt her ikke som i sag 39/841 forordning nr. 1372/83 af 19. maj 1981 (EFT L 138 af 25. 5. 1981, s. 14), men en henvisning til, at der ved udførsel til tredjelande gælder et højere monetært udligningsbeløb for gryn, idet produktionsrestitutionen ikke i dette tilfælde skal fradrages i interventionsprisen for majs, hvorfor summen af alle monetære uligningsbeløb for forarbejdede produkter overstiger det monetære udligningsbeløb for majs med 3,15 DM/t.
Det kan desuden foreholdes Kommissionen, at den ikke har foretaget noget tilsvarende for lande med svag valuta, navnlig fordi de nævnte lande har en sådan eksport til tredjelande, at den fordel, der anerkendes at bestå med hensyn til monetære udligningsbeløb ved handel inden for Fællesskabet, ville blive udlignet.
|
|
b)
|
Ud fra det i sagen anførte må man imidlertid desuden rejse det spørgsmål, om der ikke kan rettes yderligere kritik af størrelsen af de monetære udligningsbeløb for gryn til bryggeriindustrien (fordi ulempen for tyske møller nemlig muligvis er endnu højere, end Kommissionen har indrømmet), og om ikke også de for de øvrige former for gryn fastsatte monetære udligningsbeløb, for hvilke Kommissionen ikke har foretaget nogen beregninger, er for små i forhold til det monetære udligningsbeløb for basisproduktet.
Efter sagsøgerens opfattelse er dette som bekendt tilfældet, idet Kommissionen ifølge sagsøgeren ikke har lagt den korrekte produktionsproces til grund. Sagsøgeren har anført, at der burde have været taget hensyn til, at der ikke er noget marked for majskim (som sagsøgeren derfor har videreforarbejdet), og der burde altså ved de sammenlignende beregninger have været set bort fra de monetære udligningsbeløb for kim. Desuden burde Kommissionen også ellers have lagt en anden produktionsproces til grund; Kommissionen burde derfor ikke blot have anvendt gennemsnittet af de oplysninger, som var meddelt af virksomhederne i de forskellige medlemsstater, men den burde have foretaget en vægtning ud fra formalingskapaciteten, hvilket ville have haft til følge, at de moderne forarbejdningsmetoder i Tyskland og Belgien — da den største formalingskapacitet findes her — ville være kommet kraftigere til udtryk.
Efter min opfattelse kan hertil bemærkes :
|
aa)
|
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der skal tages hensyn til produktet majskim, kan jeg principielt henvise til, hvad jeg har anført i mit forslag til afgørelse i sag 39/84 (
8
). Det må anerkendes, at det er et marked for produktet, og at det handles mellem medlemsstaterne, selv om handelen i forhold til den samlede produktion kun er beskeden. Det må desuden anerkendes, at sidstnævnte aspekt ikke kan være udslaggivende, for i den sammenhæng kunne det være af betydning for Kommissionen, at manglende monetære udligningsbeløb for majskim kunne føre til en betydelig vækst i udførslerne fra lande med svag valuta og dermed en forstyrrelse af markedet. På det punkt har Kommissionen i henhold til retspraksis utvivlsomt et skøn, og sagsøgeren har ikke godtgjort, at Kommissionen har udøvet skønnet fejlagtigt.
Sagsøgerens synspunkt om, at der i nærværende sag må sondres mellem kim, som fremkommer ved fremstillingen af gryn (den udgør ca. en femtedel af den samlede produktion), og kim, som fremkommer ved fremstillingen af stivelse, og at aftagerne foretrækker sidstnævnte form for kim, idet den — da der ved produktionen anvendes vand — er af bedre kvalitet, kan også vanskeligt tiltrædes. I begge tilfælde er der nemlig tale om produkter henhørende under samme toldposition, som åbenbart vanskeligt kan skelnes fra hinanden. Desuden må man tænke på, at der let ville kunne fremstilles blandinger, således at det på den måde ville være muligt at omgå en differentieringsordning.
|
|
bb)
|
For så vidt i øvrigt angår produktionsprocessen ved fremstillingen af gryn, har vi hørt — og sagsøgeren anerkendt — at den er temmelig forskellig i de forskellige lande (jfr. den tabel, Kommissionen har fremlagt ved sin besvarelse af Domstolens spørgsmål). Det var derfor ikke let for Kommissionen at tage rimeligt hensyn hertil ved fastsættelsen af de monetære udligningsbeløb. Det må således antages, at tanken om faste beløb, som retspraksis har understreget, kommer ind i billedet her, og at Kommissionen har et tilsvarende skøn. Når Kommissionen imidlertid med hensyn til dette vanskelige spørgsmål blot søgte at arbejde med gennemsnitsstørrelser og undlod at foretage en vægtning efter kapacitet, er det ikke nødvendigvis udtryk for et groft fejlskøn. Det er desuden vanskeligt at se, hvorledes en vægtning ud fra den af Kommissionen opstillede tabel (hvis tal — for Tysklands og Belgiens vedkommende — sagsøgeren ikke har rejst tvivl om) taler for en anvendelse af den af sagsøgeren anbefalede produktionsproces (højere andel af mel og mindre andel af klid), selv om det kan udledes af tabellen for tyske og belgiske forarbejdningsvirksomheder, at der hos dem overhovedet ikke fremkommer mel, og at der for deres vedkommende er tale om en høj andel af fodermel henhørende under pos. 23.02 A I a).
|
|
cc)
|
Det må således fastholdes, at der ikke synes at være anledning til at anfægte de monetære udligningsbeløb, der er fastsat for andre former for gryn, og at der med hensyn til ulempen for forarbejdningsvirksomheder i lande med stærk valuta ved fremstilling af gryn til bryggeriindustrien ikke er anledning til at lægge et højere beløb til grund end det, som Kommissionen har udregnet. Forordning nr. 3013/80 kan således kun antages at være ugyldig for så vidt angår fastsættelsen af monetære udligningsbeløb for gryn til bryggeriindustrien.
|
|
|
|
5.
|
Også i sagen her opstår spørgsmålet om retsvirkningerne af den nævnte forordnings ugyldighed.
I den forbindelse kan jeg ganske enkelt henvise til mit forslag til afgørelse i sag 39/84 (
9
). Det betyder, at det — på grundlag af en analog anvendelse af EØF-traktatens artikel 174 — må fastslås, at forordningen kun er ugyldig fra domsafsigelsen. En undtagelse herfra kan kun komme på tale, hvis de pågældende virksomheder i rette tid inden domsafsigelsen har bragt retsmidler i anvendelse over for afgørelser om udligningsbeløb, som er truffet i henhold til den anfægtede forordning; dette er åbenbart tilfældet for sagsøgeren.
|
|