1. 

Ved stævning, indleveret den 19. januar 1984, har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber i medfør af EØF-traktatens artikel 169 anlagt nærværende sag, hvorunder den har nedlagt påstand om, at det statueres, at Den franske Republik har tilsidesat forbudet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner.

Artikel 80 i loi de finance for 1980 (nr. 80-30 af 18. januar 1980, JORF af 19. januar 1980) lyder således: »De i artikel 39 a, stk. 1, i code general des impôts nævnte udgivere (dvs. virksomheder, som udgiver dagblade, månedsblade eller blade, der udkommer hver 14. dag, og som for størstedelens vedkommende indeholder politisk information, kan ved forlods fradrag i den skattepligtige indkomst for 1980 og 1981, henlægge et beløb, fritaget for skat, som udelukkende anvendes til erhvervelse af driftsmateriel og byggeri, der er uomgængeligt nødvendigt til dagbladets drift, eller fra nævnte skattepligtige indkomst fradrage de udgifter, der har været afholdt til samme formål ...«. Samme artikels stk. 5 præciserer endvidere — hvilket er det væsentligt nye i forhold til den foregående artikel 39 a — at »udgiverne ikke oppebærer de nævnte skattelempelser for publikationer, som de lader trykke i udlandet«.

Denne nye bestemmelse, som tvinger de franske udgivere til at benytte nationale trykkerier, såfremt de ønsker at oppebære de nævnte skattelempelser, er efter Kommissionens opfattelse i strid med EØF-traktatens artikel 30. Kommissionen har som følge heraf to gange anmodet den franske regering om en nærmere forklaring herpå. Da Kommissionen ikke modtog noget svar på sine henvendelser, tilsendte den regeringen en begrundet udtalelse den 5. maj 1983, hvorved den opfordrede regeringen til inden en måned at træffe de nødvendige foranstaltninger til at bringe traktatbruddet til ophør. Da denne frist imidlertid udløb, uden at regeringen efterkom nævnte opfordring, har Kommissionen anlagt nærværende sag og herunder foreholdt Den franske Republik, at den ved lov har fastsat, at de nationale udgivervirksomheder er afskåret fra at oppebære visse skattelempelser for de udgivelser, som de lader trykke i andre medlemsstater og dermed tilsidesat EØF-traktatens artikel 30.

2. 

De argumenter, som den franske regering gør gældende til forsvar for den anfægtede bestemmelse, har den altså først fremført herunder selve sagen ved Domstolen. Dens hovedargument er meget enkelt, nemlig at bestemmelsen ikke har nogen som helst forbindelse med artikel 30. Efter den franske regerings opfattelse kan man opdele fremstillingen og salget af en publikation i tre faser: leveringen af papiret, trykningen og distributionen af det trykte produkt. Såvel under den første som den sidste fase frembringes en vare, for hvilken der gælder fri bevægelighed. Det gælder imidlertid ikke mellemfasen, da trykningen ikke kan betragtes som et materielt gode, men er en tjenesteydelse og dermed undergivet traktatens bestemmelser vedrørende tjenesteydelser. Følgelig er kritikpunktet om, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 30, som har til formål at sikre de frie varebevægelser og ikke den fri bevægelighed for tjenesteydelser, ubegrundet og må forkastes.

Heroverfor har Kommissionen anført, at tjenesteydelser i traktatens artikel 60, stk, l's forstand er de »ydelser, der ... udføres mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer...«, og at tjenesteydelser følgelig defineres negativt i forhold til de tre øvrige »friheder« i traktaten. Ganske vist kan det tænkes — tilføjer Kommissionen — at en national foranstaltning vil kunne anfægtes på grundlag af såvel artikel 30 som artikel 59. I den foreliggende sag er det imidlertid bestemmelsen om de frie varebevægelser, der er den væsentligste. De tre faser, som den franske regering har beskrevet, udgør én enkelt proces, som begynder med udgivervirksomhedens bestilling til trykkeriet og slutter med trykkeriets fremsendelse af de trykte eksemplarer. Trykkeriets indsats »indgår« med andre ord i den materielle levering af de eksemplarer, som udgiveren har bestilt. I kontraktsforholdet mellem de nævnte kontrahenter er det »fysiske« element med andre ord væsentligere end det »immaterielle« element, som er knyttet til den præsterede tjenesteydelse, der følgelig ikke har nogen selvstændig økonomisk betydning.

Heroverfor har den franske regering for det første gjort gældende, at denne opfattelse (hvorefter en tjenesteydelse »indgår« i leveringen af de varer, som er det materielle resultat heraf) ikke på noget tidspunkt har fundet tilslutning i Domstolens praksis, men at de to situationer tværtimod er blevet holdt klart ude fra hinanden i dommen af 30. april 1974 i sag 155/73, Sacchi (Smi. 1974, s. 409). For det andet har regeringen gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at de pågældende publikationer, forstået som det materielle resultat af tjenesteydelsen, er omfattet af begrebet»kvantitative restriktioner« i artikel 30.

3. 

Hver af parternes argumenter indeholder ganske vist, en del af sandheden, men er efter min opfattelse begge ret spinkle. Og her behøver man ikke gå helt tilbage til hovedværket i renæssancens bogtrykkerkunst, den berømte bibel fra Mainz, eller omtale den retssag, som bogtrykkerkunstens opfinder, Johann Gutenberg, blev offer for, for at anerkende, at trykkeri ikke blot er en tjenesteydelse, men en vanskelig og raffineret kunstart, også selv om der blot er tale om fremstillingen af et tidsskrift. På den anden side er aviser og tidsskrifter unægteligt et gode eller en vare, idet de ubestrideligt henhører under pos. 49.02 i den fælles toldtarif. Problemet i den foreliggende sag er imidlertid ikke hvorledes de i artikel 80 i den franske loi de finance omhandlede publikationer er defineret i fællesskabsretten, men om denne bestemmelse, i kraft af, at den som nævnt begrænser de franske udgiveres skattelempelser, er en foranstaltning, som er egnet til direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, at begrænse samhandelen inden for Fællesskabet med de af dem fremstillede tidsskrifter.

Herom skal jeg for det første bemærke, at den franske regering ikke benægter, at den nævnte bestemmelse har restriktiv virkning. Under de mundtlige forhandlinger har regeringen endog udtrykkeligt erkendt dette ved at anføre, at foranstaltningen har virkninger som en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser. Det må herefter afgøres, om begrænsningen af anvendelsesområdet for nævnte artikel 80, konkret medfører en begrænsning af samhandelen inden for Fællesskabet, eller om den udgør en hindring for den fri udveksling af tjenesteydelser, således som det hævdes af den franske regering. For at fastslå, om dette er tilfældet, er det tilstrækkeligt at undersøge indholdet af den påtalte bestemmelse og den praktiske virkning af den ved bestemmelsen fremkaldte restriktion.

Som anført tidligere under pkt. 1 i mit forslag kan de i artikel 80 omhandlede skattelempelser enten bestå i, at der oprettes en reservefond af midlerne fra en del af virksomhedens skattepligtige indkomst eller i, at virksomheden fradrager udgifter, der er afholdt til driften af avisen eller tidsskriftet fra nævnte skattepligtige indkomst. I begge tilfælde har skattefordelen altså den virkning, at den holder en del af virksomhedens fortjeneste ved salget af publikationerne uden for virksomhedens skattepligtige indkomst. Følgerne heraf er imidlertid åbenbare. Ved bestemmelsen om, at udgiverne »ikke oppebærer (de nævnte skattelempelser) for de publikationer, som de lader trykke i udlandet«, har den franske lovgiver i virkeligheden bevidst nægtet skattefritagelse for den del af fortjenesten, der hidrører fra salget af publikationer trykt på et andet lands område.

Hermed fremgår det imidlertid også klart, at den praktiske virkning af bestemmelsen ikke er at hindre den fri udveksling af tjenesteydelser inden for trykkerisektoren, da bestemmelsen ikke som sådan indebærer nogen fordele for udgiveren. Den har nemlig alene til virkning, at den hindrer, at skattelempelsen tillige ydes for så vidt angår den fortjeneste, der helt eller delvis hidrører fra salget af franske aviser og tidsskrifter, som trykkes i udlandet, og som dernæst importeres fra udlandet til Frankrig med henblik på at blive bragt i omsætning her. Set ud fra denne synsvinkel er den restriktive virkning af foranstaltningen både direkte og aktuel. Ja, ikke nok med det, foranstaltningen er tillige diskriminerende. Selv om den franske regering nemlig under retsforhandlingerne har anført, at de omhandlede publikationer for størstedelens vedkommende sælges i Frankrig, har den ikke udelukket, at de også sælges på andre markeder inden for Fællesskabet. Er tidsskriftet imidlertid trykt i Frankrig, men sælges i udlandet, vil fortjenesten heraf under alle omstændigheder indebære den fordel for virksomheden, at den kan holdes uden for dens skattepligtige indkomst. Det gælder derimod ikke i det tilfælde, hvor eksemplarerne af det samme tidsskrift, trykt i udlandet, importeres og sælges i Frankrig eller reeksporteres herfra til andre markeder inden for Fællesskabet.

4. 

Jeg er hermed nået til det stadium, hvor jeg kan og bør slutte min gennemgang af den foreliggende bestemmelse i den franske lovgivning. Kommissionen har flere gange under sagen understreget, at formålet med sagsanlægget udelukkende var at rejse indsigelse mod artikel 80, stk. 5, i lov nr. 80/30 af 18. januar 1980 på grund af bestemmelsens restriktive og diskriminerende virkning, og ikke at anfægte den i artikel 39 a i code general des impôts indeholdte skattelempelsesordning som helhed. Parternes drøftelse om, hvorvidt den omtvistede ordning kan anses for støtte i traktatens artikler 92-94's forstand og de eventuelle processuelle følger heraf, udgør måske derfor nok en interessant strid om fortolkningsproblemer, men er overflødige, idet de ligger uden for sagens genstand som denne er fastlagt af sagsøgeren.

5. 

På grundlag af det anførte skal jeg foreslå Domstolen at statuere, at Den franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser som følge af traktatens artikel 30 ved i lovgivningen at foreskrive, at udgivere ikke oppebærer nærmere angivne skattelempelser for de aviser eller tidsskrifter, som de lader trykke i andre medlemsstater.

I henhold til bestemmelsen om, at den, der taber sagen, skal betale sagens omkostninger, bør disse tilpligtes afholdt af sagsøgte, den franske regering.