61983J0248

1 . Socialpolitik _ mandlige og kvindelige arbejdstagere _ ligebehandling _ direktiv 76/207 og 75/117 _ sagligt anvendelsesomraade _ offentligretlige tjenesteforhold _ omfattet

( EOEF-traktaten , art . 119 ; Raadets direktiver 76/207 og 75/117 )

2 . Socialpolitik _ mandlige og kvindelige arbejdstagere _ adgang til beskaeftigelse og arbejdsvilkaar _ ligebehandling _ direktiv 76/207 _ gennemfoerelse _ offentligretlige tjenesteforhold og selvstaendige erhverv _ garanti som hviler paa grundlov og domstolskontrol _ gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet

( Raadets direktiv 76/207 )

3 . Socialpolitik _ mandlige og kvindelige arbejdstagere _ adgang til beskaeftigelse og arbejdsvilkaar _ ligebehandling _ direktiv 76/207 _ medlemsstaternes mulighed for at udelukke visse former for erhvervsudoevelse _ valgfrihed for saa vidt angaar anvendelsen af denne mulighed _ medlemsstaternes oplysningspligt

( Raadets direktiv 76/207 , art . 2 , stk . 2 , og art . 9 , stk . 2 )

4 . Socialpolitik _ mandlige og kvindelige arbejdstagere _ adgang til beskaeftigelse og arbejdsvilkaar _ ligebehandling _ direktiv 76/207 _ gennemfoerelse _ medlemsstats deklaratoriske forskrift om »koensneutrale« stillingsopslag _ tilsidesaettelse af en forpligtelse efter direktivet _ ingen tilsidesaettelse

( Raadets direktiv 76/207 )

1 . Direktiverne 76/207 og 75/117 finder anvendelse paa offentligretlige tjenesteforhold . Direktiverne har i lighed med EOEF-traktatens artikel 119 og i overensstemmelse med selve det deri fastsatte princip generel raekkevidde ; der kan nemlig ikke indfoeres ny forskelsbehandling ved at undtage visse kategorier fra de bestemmelser , som har til formaal at sikre ligebehandling af maend og kvinder paa hele arbejdsmarkedet .

2 . En medlemsstats grundlovs klare bestemmelser om ligebehandling af maend og kvinder , om forbud mod forskelsbehandling paa grund af koen og om lige adgang til ansaettelse i det offentliges tjeneste for alle medlemsstatens borgere , som umiddelbart finder anvendelse , sammen med muligheden for domstolskontrol , herunder indbringelse af en tvist for forfatnings- domstolen , maa anses for en tilstraekkelig garanti for inden for forvaltningen at gennemfoere det i direktiv 76/207 fastsatte princip om ligebehandling .

Det samme gaelder den frie adgang til selvstaendige erhverv , naar overholdelsen heraf sikres ved grundlovsbestemmelser og retsmidler i forening .

3 . Artikel 2 , stk . 2 , i direktiv 76/207 , som giver medlemsstaterne mulighed for at udelukke visse former for erhvervsudoevelse fra direktivets anvendelsesomraade , har hverken til formaal eller til foelge at paalaegge medlemsstaterne at anvende denne mulighed paa en bestemt maade .

Derimod paahviler det dem ifoelge artikel 9 , stk . 2 , saa noejagtigt som muligt og under en form , som paa en eller anden maade kan kontrolleres , at fastlaegge de former for erhverv og virksomhed , som udelukkes fra anvendelsesomraadet for princippet om ligebehandling , og meddele resultatet til Kommissionen , som skal kontrollere , om bestemmelsen gennemfoeres .

4 . En medlemsstats bestemmelser , hvorefter en arbejdsgiver ikke maa offentliggoere stillingsopslag , som ikke er »koensneutrale« , kan ikke anses for en bestemmelse til opfyldelse af en forpligtelse ifoelge direktiv 76/207 , men derimod for et selvstaendigt lovinitiativ til gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet . Det forhold , at bestemmelsen ikke er bindende , kan derfor ikke betragtes som en tilsidesaettelse af medlemsstaternes forpligtelser efter direktivet .

1 Ved staevning , indgivet til Domstolens justitskontor den 9 . november 1983 , har Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om , at det statueres , at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat de forpligtelser , der paahviler den i henhold til EOEF-traktaten , idet den ikke fuldt ud i national ret har gennemfoert Raadets direktiver 76/207 af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder , for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse , erhvervsuddannelse , forfremmelse samt arbejdsvilkaar ( EFT L 39 , s . 40 ), og 75/117 af 10 . februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder ( EFT L 45 , s . 19 ).

Sagens genstand og den retlige baggrund

2 Det fremgaar af sagen , navnlig af aabningsskrivelsen af 15 . januar 1982 og den begrundede udtalelse af 29 . oktober 1982 , at Kommissionen indledte proceduren i henhold til artikel 169 , efter at den tyske lov af 13 . august 1980 om ligebehandling af maend og kvinder paa arbejdspladsen ( Arbeitsrechtliches EG-Anpassungsgesetz , BGBl . 1980 , I , s . 1308 ) var traadt i kraft . Formaalet med loven var bl.a . at indfoeje en raekke nye bestemmelser i anden bog , VII . afdeling , 6 . afsnit , i Buergerliches Gesetzbuch , som vedroerer tjenestekontrakter . § 611 a indeholder et forbud mod , at arbejdsgiveren ved indgaaelse af en arbejdskontrakt , ved forfremmelse eller ved afskedigelse udsaetter en arbejdstager for forskelsbehandling paa grund af koen . Ifoelge samme bestemmelse er forskelsbehandling paa grund af koen dog mulig , naar koennet er en afgoerende forudsaetning for den virksomhed , der skal udoeves . Ifoelge § 611 b kan arbejdsgiveren ikke ved stillingsopslag angive , at der udelukkende ansaettes maend eller kvinder , medmindre koennet er en afgoerende forudsaetning for det arbejde , der skal udfoeres . Der er tilfoejet et nyt stykke til § 612 , hvorefter arbejdstagere ikke paa grund af koen kan afloennes forskelligt for samme arbejde eller arbejde af tilsvarende vaerdi .

3 Det fremgaar af de fremlagte dokumenter , at Kommissionen i det vaesentlige har paatalt , at Forbundsrepublikken Tyskland har begraenset de til gennemfoerelse af de naevnte direktiver trufne foranstaltninger til privatretlige arbejdsforhold , og at den yderligere ikke har sikret , at en bestemmelse i den naevnte lov har tilstraekkelig gennemslagskraft i retlig henseende .

4 Paa baggrund heraf har Kommissionen over for Forbundsrepublikken Tyskland fremfoert fem klagepunkter , som kan sammenfattes saaledes :

1 ) Direktiv 76/207 er ikke gennemfoert i national ret , for saa vidt angaar offentligretlige arbejdsforhold .

2 ) Direktiv 76/207 er ikke gennemfoert i national ret , for saa vidt angaar udoevelse af selvstaendige erhverv .

3 ) Anvendelsesomraadet for undtagelsesbestemmelserne i artikel 2 , stk . 2 , i direktiv 76/207 er ikke klart defineret .

4 ) Direktiv 76/207 er ikke fuldt ud gennemfoert i national ret , for saa vidt angaar bestemmelserne vedroerende stillingsopslag , jfr . § 611 b i Buergerliches Gesetzbuch .

5 ) Direktiv 75/117 er ikke gennemfoert i national ret , for saa vidt angaar afloenning i det offentliges tjeneste .

Det bemaerkes , at Kommissionen efter afsigelsen af Domstolens dom af 12 . juli 1984 ( Hofmann mod Barmer Ersatzkasse , 184/83 , Sml . 1984 , s . 3047 ) har frafaldet det sjette klagepunkt vedroerende barselsorlov , jfr . § 8 b i den tyske lov om beskyttelse af arbejdende moedre ( Mutterschutzgesetz ).

5 For naermere at kunne fastlaegge arten af de forpligtelser , som Forbundsrepublikken Tyskland paastaas at have tilsidesat , findes det hensigtsmaessigt at gennemgaa genstanden for og opbygningen af de to direktiver , som ligger til grund for Kommissionens soegsmaal , for saa vidt bestemmelserne er relevante for sagen .

6 I artikel 1 i direktiv 75/117 defineres raekkevidden af »ligeloensprincippet« , idet det fremhaeves , at princippet indebaerer , at for samme arbejde eller for arbejde , som tillaegges samme vaerdi , afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til koen , for saa vidt angaar alle loenelementer og loenvilkaar . Ifoelge artikel 2 skal medlemssta terne i deres nationale retsorden indfoere »de noedvendige bestemmelser til , at enhver arbejdstager , der foeler sig kraenket ved tilsidesaettelse af ligeloensprincippet , kan goere sine rettigheder gaeldende for retslige instanser« . Bestemmelsen suppleres af artikel 6 , hvorefter medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer skal traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre gennemfoerelsen af ligeloensprincippet .

7 Direktiv 76/207 er opbygget efter samme system som ovennaevnte direktiv . Artikel 1 , sammenholdt med artikel 2 , stk . 1 , definerer raekkevidden af princippet om ligebehandling af maend og kvinder saaledes , at princippet indebaerer , »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen , hverken direkte eller indirekte« , for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse og arbejdsvilkaar . I henhold til artikel 2 , stk . 2 , er direktivet ikke til hinder for , at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesomraade kan udelukke saadanne former for erhvervsudoevelse , »for hvilke udoeverens koen er afgoerende paa grund af deres art eller de forhold , under hvilke de udfoeres« . Ifoelge artiklens stk . 3 er direktivet ikke til hinder for bestemmelser vedroerende beskyttelse af kvinder , saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab . Det bemaerkes , at raekkevidden af sidstnaevnte bestemmelse i visse henseender blev fastlagt i ovennaevnte dom af 12 . juli 1984 .

8 Med henblik paa gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet paalaegger direktivet medlemsstaterne to former for forpligtelser . Ifoelge artiklerne 3 , 4 og 5 skal medlemsstaterne ophaeve enhver administrativ eller ved lov fastsat forskelsbehandling og ved lov traeffe de noedvendige foranstaltninger til at sikre , at ligebehandlingsprincippet overholdes i kollektive overenskomster eller individuelle arbejdskontrakter samt i vedtaegter for selvstaendige erhverv .

9 Ifoelge artikel 6 skal medlemsstaterne i deres nationale retsorden indfoere de noedvendige bestemmelser for at enhver person , der mener sig kraenket ved , at ligebehandlingsprincippet tilsidesaettes , kan goere sine rettigheder gaeldende for retslige instanser .

10 Det bemaerkes , at Domstolen i dom af 10 . april 1984 ( von Colson og Kamann , 14/83 , Sml . 1984 , s . 1891 ) i forbindelse med en fortolkning af direktiv 76/207 fastslog , »at der ikke kan skabes reel chancelighed uden et passende sanktionssystem . Dette resultat fremgaar ikke blot af selve direktivets formaal , men ganske saerligt af dets artikel 6 , der _ med sit krav om soegsmaalskompetence for stillingsansoegere , der er blevet udsat for forskelsbehandling _ anerkender , at disse har rettigheder , der kan goeres gaeldende ad rettens vej . Selv om en fuldstaendig gennemfoerelse af direktivet ikke ... stiller krav om en bestemt sanktionsform i tilfaelde af overtraedelse af forbudet mod forskelsbehandling , indebaerer den ikke desto mindre , at sanktionen skal vaere egnet til , at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse.«

11 Kommissionens fem klagepunkter skal gennemgaas i lyset af disse betragtninger .

Den manglende gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet i offentligretlige tjenesteforhold

12 Det fremgaar af sagen , at Forbundsrepublikken Tyskland oprindelig havde gjort gaeldende , at direktiv 76/207 ikke kunne anvendes paa offentligretlige tjenesteforhold . Derfor valgte Kommissionen at behandle dette spoergsmaal foerst . Ifoelge Kommissionen gaelder direktiv 76/207 generelt , hvilket navnlig fremgaar af artikel 3 , stk . 1 , som vedroerer adgangsvilkaarene »til stillinger og funktioner inden for enhver sektor eller erhvervsgren« . Da offentligretlige tjenesteforhold saaledes er omfattet af direktivet , har Forbundsrepublikken Tyskland undladt ved lov at traeffe de noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet paa dette omraade . Kommissionen har anerkendt , at princippet er fastlagt i den tyske grundlov , men har gjort gaeldende , at bestemmelserne maa konkretiseres og gennemfoeres ved almindelig lovgivning for at sikre deres anvendelse i praksis . Kun herved er det muligt at opfylde kravene om , »at den retstilstand , som tilsigtes med direktiverne , skal vaere klar og sikker« , jfr . Domstolens dom af 6 . maj 1980 ( Kommissionen mod Belgien , 102/79 , Sml . 1980 , s . 1473 , praemis 11 ). Kommissionen har yderligere anfoert , at de naevnte grundlovsbestemmelser kun sikrer maend og kvinders lige adgang til og ligebehandling i det offentliges tjeneste under forudsaetning af ansoegernes »egnethed« , hvilket giver mulighed for at genindfoere betingelser vedroerende deres koen . Det samme gaelder lovgivningen vedroerende ansaettelse i det offentliges tjeneste . Der burde saaledes ogsaa for den offentlige sektor vaere fastsat bestemmelser svarende til loven af 13 . august 1980 .

13 Heroverfor har Forbundsrepublikken Tyskland i svarskriftet rejst tvivl om , hvorvidt direktiv 76/207 omfatter offentligretlige tjenesteforhold . Det fremgaar imidlertid af senere udtalelser saavel i duplikken som under den mundtlige forhandling , at dette synspunkt ikke blev opretholdt . For saa vidt angaar realiteten , har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gaeldende , at saavel grundloven som lovgivningen om offentligretlige tjenesteforhold udtrykkeligt sikrer maend og kvinder samme adgangsvilkaar og ligebehandling inden for den offentlige forvaltning . Den tyske grundlovs artikel 3 , stk . 2 og 3 , bestemmer saaledes :

»2 ) Maend og kvinder har samme rettigheder .

3 ) Ingen maa stilles ringere eller bedre paa grund af sit koen ... « .

For saa vidt angaar den offentlige forvaltning , bestemmer grundlovens artikel 33 , stk . 2 , yderligere :

»2 ) Alle tyske statsborgere har lige adgang til ansaettelse i det offentliges tjeneste alt efter deres egnethed , kvalifikationer og faglige kundskaber.«

Grundlovens artikel 1 , stk . 3 , bestemmer :

»3 ) Nedenstaaende grundrettigheder binder den lovgivende , udoevende og doemmende magt som umiddelbart gaeldende ret.«

14 § 7 i Beamtenrechtsrahmengesetz af 1 . juli 1957 ( BGBl . I , s . 667 , som aendret den 3 . januar 1977 , BGBl . I , s . 21 ) bestemmer :

»Ansaettelser skal ske paa grundlag af egnethed , kvalifikationer og faglige kundskaber uden hensyn til koen ... «

§ 8 i Bundesbeamtengesetz af 14 . juli 1953 ( BGBl . I , s . 551 , som aendret den 3 . januar 1977 , BGBl . I , s . 1 ) bestemmer :

»Ledige stillinger skal besaettes ved stillingsopslag . Ansaettelse sker paa grundlag af egnethed , kvalifikationer og faglige kundskaber uden hensyn til koen ... « .

15 Alle disse bestemmelser fastlaegger direkte borgernes rettigheder og giver mulighed for , saafremt rettighederne tilsidesaettes , at anlaegge sag ved forvaltningsdomstolene og i givet fald ved forfatningsdomstolen . Det var derfor ifoelge Forbundsrepublikken unoedvendigt ved lov at traeffe foranstaltninger til gennemfoerelse af direktiv 76/207 , saa meget mere som en saadan lovgivning blot ville vaere en gentagelse af de principper , som allerede var fastsat i grundloven og i lovgivningen om offentligretlige tjenesteforhold . De offentligretlige tjenesteforhold afviger fra de privatretlige ansaettelsesforhold , idet det for sidstnaevntes vedkommende er usikkert , om grundlovsbestemmelserne vedroerende ligebehandling af maend og kvinder umiddelbart kan skabe rettigheder mellem borgerne ( »Drittwirkung« ). For at fjerne denne usikkerhed fandt de kompetente myndigheder det noedvendigt at traeffe de foranstaltninger , som er nedfaeldet i loven af 13 . august 1980 .

16 Med hensyn til den oprindelige af Forbundsrepublikken Tyskland rejste indsigelse bemaerkes , at direktiv 76/207 _ som i oevrigt ogsaa direktiv 75/117 _ finder anvendelse paa offentligretlige tjenesteforhold . Direktiverne har i lighed med EOEF-traktatens artikel 119 og i overensstemmelse med selve det deri fastsatte princip generel raekkevidde ; der kan ikke indfoeres ny forskelsbehandling ved at undtage visse kategorier fra de bestemmelser , som har til formaal at sikre ligebehandling af maend og kvinder paa hele arbejdsmarkedet .

17 Vedroerende realiteten bemaerkes for det foerste , at Kommissionen hverken har godtgjort eller forsoegt at godtgoere , at der inden for forvaltningen i Forbundsrepublikken Tyskland udoeves retlig eller faktisk forskelsbehandling paa grund af koen . Kommissionen har udelukkende undersoegt forholdet ud fra et principielt synspunkt , idet den har rejst spoergsmaalet , om bestemmelserne i grundloven eller andre lovbestemmelser i Forbundsrepublikken Tyskland kan anses for i tilstraekkelig grad at sikre mod eventuel forskelsbehandling , og om supplerende lovbestemmelser var noedvendige til gennemfoerelse af direktiv 76/207 .

18 Det bemaerkes , at grundlovens klare bestemmelser om ligebehandling af maend og kvinder , om forbud mod forskelsbehandling paa grund af koen og om lige adgang til ansaettelse i det offentliges tjeneste for alle tyske statsborgere , som umiddelbart finder anvendelse , sammen med muligheden for domstolskontrol , herunder indbringelse af en tvist for forfatningsdomstolen , maa anses for en tilstraekkelig garanti for inden for forvaltningen at gennemfoere det i direktiv 76/207 fastsatte princip om ligebehandling . Der findes en tilsvarende garanti i lovgivningen om offentligretlige tjenesteforhold , som udtrykkeligt bestemmer , at ansaettelse i det offentliges tjeneste skal ske paa grundlag af objektive kriterier uden hensyn til koen .

19 Herefter kan det fastslaas , at Forbundsrepublikken Tyskland allerede ved direktiv 76/207 ' s ikrafttraeden havde opfyldt direktivets maal , for saa vidt angaar offentligretlige tjenesteforhold , saaledes at det ikke var noedvendigt at udstede nye retsforskrifter til gennemfoerelse af direktivet .

20 Kommissionen har imidlertid gjort gaeldende , at saavel grundlovens artikel 33 , stk . 2 , som lovene om offentligretlige tjenesteforhold goer adgang til ansaettelse afhaengig af ansoegernes »egnethed« , hvilket goer det muligt at genindfoere forskelsbehandling paa grund af koen . Forbundsregeringen har heroverfor anfoert , at egnethed er et objektivt ansaettelseskriterium , og at princippet om forbud mod forskelsbehandling paa grund af koen ligeledes gaelder ved anvendelsen af dette kriterium .

21 Indledningsvis bemaerkes , at kriteriet om egnethed til at varetage offentligretlige hverv , saaledes som det anvendes i grundloven og i Forbundsrepublikken Tysklands lovgivning , i betragtning af de mangeartede opgaver , som udfoeres af forvaltningen , omfatter et stort antal skoenskriterier , som er spoergsmaalet om koen uvedkommende . Principielt kan det saaledes ikke kritiseres , at begrebet anvendes i den tyske grundlov og i almindelig tysk lovgivning .

22 Det skal saaledes alene afgoeres , om egnethedskriteriet , som i sig selv er et objektivt kriterium , i praksis er blevet anvendt saaledes , at der inden for forvaltningen er foretaget ansaettelser , som hviler paa forskelsbehandling paa grund af koen . Det paahviler Kommissionen at godtgoere , at den tyske forvaltning har fulgt en saadan praksis ; Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort , at det var tilfaeldet .

23 Foelgelig kan det foerste anbringende ikke laegges til grund .

Den manglende gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet inden for de selvstaendige erhverv

24 Af tilsvarende grunde som de vedroerende ansaettelse i forvaltningen anfoerte har Kommissionen gjort gaeldende , at Forbundsrepublikken Tyskland for at skabe en sikker og klar retsstilling ved lov burde have sikret , at ligebehandlingsprincippet ifoelge direktiv 76/207 anvendes paa adgangen til de selvstaendige erhverv , saa meget mere som vedtaegten for disse erhverv udtrykkeligt er naevnt i direktivets artikler 3 , 4 og 5 . Ifoelge Kommissionen skaber grundlovens bestemmelser ikke tilstraekkelig retssikkerhed paa dette omraade . Det er derfor uforstaaeligt , at lovgivningen til gennemfoerelse af direktivet er begraenset til arbejdsforhold uden ogsaa at omfatte selvstaendige erhverv . Som eksempel paa forskelsbehandling inden for disse erhverv har Kommissionen henvist til erhvervet som jordemoder , hvortil maend endnu ikke fuldt ud er sikret fri adgang .

25 Heroverfor har Forbundsrepublikken Tyskland anfoert , at de relevante bestemmelser i grundloven ogsaa inden for selvstaendige erhverv yder tilstraekkelig sikkerhed mod forskelsbehandling paa grund af koen . Ud over de allerede naevnte almindelige bestemmelser vedroerende ligestilling af maend og kvinder og ophaevelse af forskelsbehandling paa grund af koen har den tyske regering henvist til grundlovens artikel 12 , stk . 1 , som bestemmer :

»Alle tyske statsborgere har ret til frit at vaelge erhverv , arbejdssted og uddannelsessted« .

26 Ifoelge den tyske regering kan de for dette omraade relevante grundlovsbestemmelser anvendes direkte paa grund af det forhold , at adgangen til et selvstaendigt

erhverv , for saa vidt den goeres til genstand for en saerlig procedure , maa anses for en forvaltningsakt udstedt af et offentligretligt organ . Heraf foelger , at det i grundlovens artikel 1 , stk . 3 , fastlagte princip uden undtagelse omfatter vedtaegterne for de forskellige selvstaendige erhverv , saaledes som det kraeves i direktivet . En individuel gennemgang af vedtaegterne for de enkelte selvstaendige erhverv viser , at der ikke i Forbundsrepublikken Tyskland findes bestemmelser , som er i strid med direktivet . Under forudsaetning af , at de noedvendige faglige kvalifikationer er til stede , har maend og kvinder lige adgang til alle selvstaendige erhverv .

27 Den tyske regering har navnlig fremhaevet , at maend siden 1 . januar 1983 har haft adgang til uddannelsen som jordemoder , jfr . Ausbildungs- und Pruefungsordnung fuer Hebammen af 3 . september 1981 ( BGBl . I , s . 923 ). Foelgelig forberedes der en aendring af Hebammengesetz af 21 . december 1938 ( BGBl . I , s . 1893 ). Dette initiativ fra Forbundsrepublikken Tysklands side opfylder fuldt ud direktivets krav , jfr . Domstolens dom af 8 . november 1983 ( Kommissionen mod Det forenede Kongerige , 165/82 , Sml ., s . 3431 ).

28 Det bemaerkes , at Kommissionen under den mundtlige forhandling har udtalt , at den ikke vil laegge vaegt paa spoergsmaalet om jordemoedre , og at dette forhold , som kun var naevnt til at anskueliggoere problemstillingen , i virkeligheden ikke laengere kan betragtes som sagsgenstand .

29 Efter denne afklaring af spoergsmaalet kan det fastslaas , at Kommissionen _ som for det foerste anbringendes vedkommende _ ikke har fremfoert holdepunkter for , at der ifoelge vedtaegterne for selvstaendige erhverv finder forskelsbehandling sted i Forbundsrepublikken Tyskland . For saa vidt angaar dette punkt , blev soegsmaalet ligesom for det foregaaende punkts vedkommende rejst af principiellegrunde , da Kommissionen fandt , at den eksisterende retstilstand ikke var tilstraekkelig sikker og klar til , at den kunne antages at opfylde direktivets krav .

30 Af tilsvarende grunde som de for det foerste anbringende anfoerte , kan dette anbringende heller ikke laegges til grund . Naar henses til , at alle tyske statsborgere ifoelge grundloven og retssikkerhedssystemet er sikret fri adgang til selvstaendige erhverv alene under forudsaetning af objektivt fastsatte kvalifikationer uden hensyn til koen , maa det fastslaas , at for saa vidt angaar selvstaendige erhverv , havde Forbundsrepublikken Tyskland ved direktiv 76/207 ' s ikrafttraeden opfyldt dettes krav , saaledes at nye lovgivningsforanstaltninger ikke var noedvendige til gennemfoerelse af direktivet .

31 Dette anbringende kan saaledes heller ikke laegges til grund .

Manglende fastlaeggelse af anvendelsesomraadet for undtagelserne efter artikel 2 , stk . 2 , i direktiv 76/207

32 For det tredje har Kommissionen paatalt , at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har gennemfoert artikel 2 , stk . 2 , og artikel 9 , stk . 2 , i direktiv 76/207 vedroerende de former for erhvervsudoevelse , som paa grund af deres art eller de forhold , under hvilke de udfoeres , kan udelukkes fra anvendelsesomraadet for princippet om ligebehandling . Det fremgaar ikke klart , om Kommissionen kraever , at disse undtagelser fastsaettes ved lov , eller at en liste eller et katalog over undtagelserne opstilles paa anden maade . I alt fald har Kommissionen anfoert , at bestemmelsen i BGB ' s § 611 a , hvorefter det er muligt at fravige ligebehandlingsprincippet , naar koennet er en forudsaetning for udoevelse af bestemte former for erhverv , er utilstraekkelig , da bestemmelsen ikke indeholder et praecist katalog over de tilladte undtagelser . Kommissionen har yderligere paatalt , at Forbundsrepublikken Tyskland ikke i tilstraekkelig grad har gjort det muligt for Kommissionen at udoeve kontrol i henhold til artikel 9 , stk . 2 , i direktiv 76/207 . Kommissionen har anfoert , at en retssammenlignende undersoegelse viser , at de fleste oevrige medlemsstater generelt og retsanordnende har fastsat undtagelser , som de fandt begrundede i henhold til direktivets artikel 2 , stk . 2 .

33 Heroverfor har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gaeldende , at det ikke paa nogen maade fremgaar af artikel 2 , stk . 2 , i direktiv 76/207 , at medlemsstaterne er forpligtede til ved lov at opstille en udtoemmende liste over de efter denne bestemmelse tilladte undtagelser . Den i denne hensigt indfoejede bestemmelse i BGB ' s § 611 a opfylder ifoelge Forbundsrepublikken fuldt ud direktivets krav . Det er ikke en forudsaetning for , at Kommissionen kan udoeve sine kontrolbefoejelser , at der ved lov udarbejdes en fortegnelse . Yderligere kan det af Kommissionen opstillede krav ikke gennemfoeres , da de former for erhvervsudoevelse , som i medfoer af direktivets artikel 2 , stk . 2 , udelukkes fra anvendelsesomraadet for princippet om ligebehand ling , i betydeligt omfang vil foere til konkrete forbud mod adgangen til visse erhverv , som indfoeres som beskyttelsesforanstaltning paa grund af arten af det udoevede erhverv , jfr . artikel 2 , stk . 3 . Endelig har Forbundsrepublikken Tyskland anfaegtet Kommissionens udtalelser , for saa vidt angaar andre medlemsstaters gennemfoerelse af direktivet , saa meget mere som det ikke vides med sikkerhed , om disse stater har truffet foranstaltningerne til opfyldelse af en retlig forpligtelse eller inden for rammerne af deres skoensbefoejelser .

34 For at afklare dette tvistepunkt har Domstolen anmodet Kommissionen om at fremlaegge en kortfattet oversigt over resultaterne af sin undersoegelse vedroerende de forskellige medlemsstaters gennemfoerelse af artikel 2 , stk . 2 , i direktiv 76/207 og meddele , om Kommissionen paa grundlag heraf havde vaeret i stand til at opstille en for hele Faellesskabet gaeldende liste over de ved ovennaevnte bestemmelse undtagne former for erhvervsudoevelse . Kommissionen har ikke besvaret sidstnaevnte spoergsmaal . For saa vidt angaar oplysningerne om medlemsstaternes praksis , fremgaar det , at selv om der for bestemte erhverv ( eksempelvis sangere , skuespillere , dansere , modeller for kunstnere og mannequin ' er ) er overensstemmelse mellem de forskellige staters love og praksis , opretholder medlemsstaterne et stort antal forskellige undtagelser , som stoettes paa betragtninger af social , moralsk og endog i visse tilfaelde religioes karakter ; en vaesentlig del af disse undtagelser stoettes paa hensynet til beskyttelse af kvinden i fysisk og moralsk henseende ; endelig findes der vigtige undtagelser , som stoettes paa hensynet til vaernepligten , samt organisationen af politiet og lignende tjenestegrene . Grundlaget for disse undtagelser er ligeledes af forskellig art , for saa vidt nogle stoettes paa almindelig uskreven saedvane , andre paa love og administrative forskrifter og atter andre paa internationale aftaler . Endelig viser det sig , at visse medlemsstater i deres lovgivning har begraenset sig til generalklausuler i lighed med artikel 2 , stk . 2 , i direktiv 76/207 . Kommissionen har oplyst , at den paataenker at anlaegge traktatbrudssager mod en raekke medlemsstater .

35 For at tage stilling til raekkevidden af Kommissionens klagepunkt og afgoere , om det er begrundet , er det noedvendigt foerst at henvise til de relevante bestemmelser i direktiv 76/207 . Artikel 2 , stk . 2 , bestemmer :

»Dette direktiv er ikke til hinder for , at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesomraade kan udelukke saadanne former for erhvervsudoevelse og i givet fald de dertil foerende uddannelser , for hvilke udoeverens koen er afgoerende paa grund af deres art eller de forhold , under hvilke de udfoeres.«

Artikel 2 , stk . 3 , bestemmer :

»Dette direktiv er ikke til hinder for bestemmelser vedroerende beskyttelse af kvinder , saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab.«

Artikel 9 , stk . 2 , bestemmer :

»Medlemsstaterne foretager regelmaessigt en undersoegelse af de i artikel 2 , stk . 2 , omhandlede former for erhvervsudoevelse for at vurdere , om det under hensyntagen til den sociale udvikling er berettiget , at disse fortsat udelukkes . De meddeler Kommissionen resultatet af denne undersoegelse.«

36 Indledningsvis bemaerkes , at formaalet med artikel 2 , stk . 2 , ikke er at paalaegge medlemsstaterne en forpligtelse , men at give dem mulighed for at udelukke visse former for erhvervsudoevelse fra direktivets anvendelsesomraade . Bestemmelsen har hverken til formaal eller til foelge at paalaegge medlemsstaterne at anvende denne mulighed paa en bestemt maade , saa meget mere som det fremgaar af den af Kommissionen fremlagte retssammenlignende undersoegelse , at de paagaeldende undtagelser er saerdeles forskelligt begrundet , og at adskillige er snaevert knyttet til de bestemmelser , som regulerer visse former for erhverv eller virksomhed .

37 Derimod opstaar spoergsmaalet om , hvilke forpligtelser der paahviler medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 9 , stk . 2 . Bestemmelsen foreskriver to kontrolfaser , dels medlemsstaternes periodiske undersoegelse af , om undtagelserne fra princippet om ligebehandling er berettiget , dels Kommissionens kontrol , som stoettes paa resultatet af denne undersoegelse . Denne dobbeltkontrol skal gradvist ophaeve de eksisterende undtagelser , som ikke laengere kan anses for begrundet efter kriterierne i artikel 2 , stk . 2 , eventuelt sammenholdt med stk . 3 .

38 Det fremgaar af disse bestemmelser , at det foerst og fremmest paahviler medlemsstaterne saa noejagtigt som muligt og under en form , som paa en eller anden maade kan kontrolleres , at fastlaegge de former for erhverv og virksomhed , som udelukkes fra anvendelsesomraadet for princippet om ligebehandling , og meddele resultatet til Kommissionen . Kommissionen har i medfoer af sine befoejelser efter EOEF-traktatens artikel 155 ret og pligt til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til kontrol af , om direktivets bestemmelser gennemfoeres .

39 Det er under retsforhandlingerne oplyst , at Forbundsrepublikken Tyskland paa intet tidspunkt efter direktivets ikrafttraeden har truffet de noedvendige foranstaltninger til at skabe blot et minimum af gennemskuelighed , for saa vidt angaar gennemfoerelsen af artikel 2 , stk . 2 eller stk . 3 , og artikel 9 , stk . 2 , i direktiv 76/207 . Forbundsrepublikken har saaledes hindret Kommissionen i at foretage en rimelig kontrol og gjort det vanskeligere for de personer , som eventuelt paafoeres skade paa grund af forskelsbehandling , at varetage deres rettigheder .

40 Det maa derfor fastslaas , at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten , idet den har undladt at indfoere de noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af artikel 9 , stk . 2 , i direktiv 76/207 , for saa vidt angaar de former for erhvervsudoevelse , som i henhold til direktivets artikel 2 , stk . 2 , er udelukket fra anvendelsesomraadet for princippet om ligebehandling .

Manglende retlig gennemslagskraft af bestemmelserne om stillingsopslag

41 Dette klagepunkt vedroerer BGB ' s § 611 a , hvorefter en arbejdsgiver ikke maa offentliggoere stillingsopslag , som ikke er »koensneutrale« . Kommissionen har anfoert , at stillingsopslag , da de gaar forud for adgangen til ansaettelse , er omfattet af direktiv 76/207 . Den har paatalt , at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har udformet § 611 a som en ufravigelig forskrift . Kommissionen har anfoert , at den omstridte bestemmelse , som ikke har tilstraekkelig retlig gennemslagskraft , ikke opfylder kravene efter direktivets artikel 6 , hvorefter personer , som mener sig kraenket ved , at princippet om ligebehandling tilsidesaettes , skal kunne goere deres rettigheder gaeldende for retslige instanser .

42 Forbundsrepublikken Tyskland har heroverfor anfoert , at stillingsopslag ikke er omfattet af direktivet , da de gaar forud for adgangen til beskaeftigelse . Ingen af direktivets bestemmelser omhandler stillingsopslag . Det er foerst i den fase , hvor der er tale om adgang til beskaeftigelse , at direktivet finder anvendelse , at medlemsstaterne paalaegges forpligtelser , og at ansoegerne kan paaberaabe sig en subjektiv ret til ligebehandling . Det kan saaledes ikke goeres gaeldende , at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har udformet BGB ' s § 611 a som en ufravigelig forskrift .

43 Det bemaerkes , at det ikke umiddelbart er muligt at udelukke spoergsmaalet om stillingsopslag fra direktiv 76/207 ' s anvendelsesomraade , for saa vidt stillingsopslag er snaevert forbundet med adgangen til beskaeftigelse og saaledes kan begraense denne . Men det maa ligeledes anerkendes , at direktivet ikke paalaegger medlemsstaterne nogen forpligtelse til at indfoere almindelige bestemmelser for stillingsopslag , saa meget mere som spoergsmaalet er snaevert forbundet med de ifoelge direktivets artikel 2 , stk . 2 , tilladte undtagelser , da den fulde gennemfoerelse af artikel 9 , stk . 2 , vil sikre den noedvendige gennemskuelighed , ogsaa for saa vidt angaar stillingsopslag .

44 Heraf foelger , at BGB ' s § 611 a ikke kan anses for en bestemmelse til opfyldelse af en forpligtelse ifoelge direktiv 76/207 , men at den maa betragtes som et selvstaendigt lovinitiativ til gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet .

45 Anbringendet kan derfor ikke laegges til grund .

Den manglende gennemfoerelse i national ret af direktiv 75/117 for saa vidt angaar loen for offentlig ansaettelse

46 Endelig har Kommissionen gjort gaeldende , at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har omsat direktiv 75/117 til tysk offentlig ansaettelsesret , for saa vidt angaar lige loen til maend og kvinder . Kommissionen er saaledes af den opfattelse , at Forbundsrepublikken Tysklands lovgivning heller ikke paa dette omraade opfylder det krav om absolut klarhed , som maa stilles for at sikre en effektiv gennemfoerelse af direktivet .

47 Heroverfor har den tyske regering fremfoert betragtninger , som er knyttet til de over for det foerste klagepunkt fremfoerte . Den har herved navnlig gjort gaeldende , at afloenningen af tjenestemaend og dommere er betinget af stilling og loenramme uden hensyn til koen .

48 Der boer gives Forbundsrepublikken Tyskland medhold i dette anbringende . Kommissionen har ikke paa nogen maade godtgjort , at der ifoelge loensystemet for offentligt ansatte i Forbundsrepublikken Tyskland oeves forskelsbehandling paa grund af koen , da afloenningen som med rette fremfoert af den sagsoegte regering udelukkende er betinget af stilling og loenramme uden hensyn til koen .

49 Det kan herefter fastslaas , at Forbundsrepublikken Tyskland allerede ved direktiv 75/117 ' s ikrafttraeden havde opfyldt dets maal , saaledes at det ikke var noedvendigt at traeffe saerlige gennemfoerelsesforanstaltninger .

50 Dette anbringende kan saaledes heller ikke laegges til grund .

51 Det kan herefter fastslaas , at det foerste , andet , fjerde og femte anbringende ikke kan laegges til grund , men at sagsoegte har tilsidesat sine forpligtelser ifoelge traktaten , for saa vidt angaar det tredje anbringende .

Sagens omkostninger

52 I henhold til procesreglementets artikel 69 , stk . 2 , doemmes den part , der taber sagen , til at afholde sagens omkostninger . Kommissionen , som har tabt sagen paa de fleste punkter , boer afholde sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1 ) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-traktaten , idet den har undladt at indfoere de foranstaltninger , der til gennemfoerelse af artikel 9 , stk . 2 , i Raadets direktiv 76/207 af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder , for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse , erhvervsuddannelse , forfremmelse samt arbejdsvilkaar , skal traeffes med henblik paa de former for erhvervsudoevelse , som i henhold til direktivets artikel 2 , stk . 2 , er udelukket fra anvendelsesomraadet for princippet om ligebehandling .

2)I oevrigt frifindes sagsoegte .

3)Kommissionen betaler sagens omkostninger .