61983J0145

1 . Europaeiske Faellesskaber _ institutioner _ forpligtelser _ beskyttelse af tjenestehemmeligheder _ raekkevidde _ oplysninger afgivet af enkeltpersoner _ beskyttelse af meddelerens anonymitet _ betingelser

( EOEF-traktaten , art . 214 )

2 . Erstatningssoegsmaal _ foraeldelse _ indsigelse herom _ begraensninger

( EOEF-traktaten , art . 178 og 215 , stk . 2 ; statutten for EOEF-Domstolen , art . 43 )

1 . Uanset at EOEF-traktatens artikel 214 _ der paalaegger faellesskabsinstitutionernes medlemmer og ansatte en forpligtelse til »ikke at give oplysninger om forhold , som ifoelge deres natur er tjenestehemmeligheder , navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold« _ saerlig tager sigte paa oplysninger indsamlet hos virksomhederne , viser udtrykket »navnlig« , at der er tale om et generelt princip , der tillige finder anvendelse paa oplysninger afgivet af fysiske personer , dersom oplysningerne »ifoelge deres natur« er fortrolige . Det gaelder isaer for oplysninger afgivet ganske frivilligt , men som ledsages af en anmodning om fortrolighed for at beskytte meddelerens anonymitet . Den institution , der gaar ind paa at modtage saadanne oplysninger , er forpligtet til at respektere en saadan betingelse .

2 . Artikel 43 i statutten for EOEF-Domstolen , der bestemmer , at »krav mod Faellesskabet , der stoettes paa ansvar uden for kontraktsforhold , foraeldes fem aar efter , at den omstaendighed , der ligger til grund for kravet , er indtraadt« , skal fortolkes saaledes , at foraeldelsen ikke kan goeres gaeldende over for skadelidte , der foerst paa et senere tidspunkt har faaet kendskab til det forhold , der er aarsag til skaden , og derfor inden foraeldelsesfristens udloeb har haft rimelig tid til at indgive sin staevning til Domstolen eller goere sit krav gaeldende over for vedkommende institution .

1 Ved staevning , indgivet til Domstolens justitskontor den 18 . juli 1983 , har Stanley George Adams i medfoer af EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215 , stk . 2 , anlagt sag med paastand om , at Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber paalaegges at erstatte det tab , som han mener at have lidt ved retsstridige handlinger eller undladelser fra Kommissionens eller dens ansattes side under udoevelsen af deres hverv , og som saerlig medfoerte sagsoegerens anholdelse , faengsling og domfaeldelse i Schweiz .

2 De handlinger eller undladelser , som ifoelge sagsoegeren har paafoert ham skade , anfoeres naermere at vaere foelgende :

_ Det forhold , at Kommissionen lejlighedsvis har tilsidesat sin tavshedspligt i forhold til tredjemand ved at roebe oplysninger og forevise dokumenter , der gjorde det muligt at udpege sagsoegeren som kilden til de oplysninger , som foerte til , at Kommissionen paalagde det schweiziske selskab Hoffmann-Laroche , sagsoegerens tidligere arbejdsgiver , en boede for en raekke konkurrencestridige forhold .

_Det forhold , at man ikke har oplyst sagsoegeren om muligheden for at foretage forelaeggelse for Den europaeiske Menneskerettighedskommission i anledning af de schweiziske myndigheders straffesag mod sagsoegeren paa grund af hans virksomhed som Kommissionens meddeler .

Sagsoegeren har endvidere i replikken anfoert mod Kommissionen , at den ikke advarede ham om hans risiko ved at vende tilbage til Schweiz .

3 Domstolen har med parternes samtykke besluttet paa sagens nuvaerende trin at begraense paadoemmelsen til ansvarsspoergsmaalet og spoergsmaalet om , hvorvidt sagsoegerens soegsmaal er foraeldet .

Sagens faktiske baggrund

4 Sagsoegeren , der dengang arbejdede hos det schweiziske selskab Hoffmann-La Roche & Co . AG ( herefter benaevnt Roche ), Basel , henvendte sig ved et brev af 23 . februar 1973 til kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrencespoergsmaal og afsloerede en raekke konkurrencestridige forhold fra Roches side . Sagsoegeren fastslog i brevet , der bar paaskriften »Personligt og fortroligt« , at han endnu var ansat hos Roche , men at han agtede at forlade virksomheden omkring juli maaned s.aa . for at starte sin egen virksomhed i koedbranchen i Italien naer Rom . Sagsoegeren sluttede brevet saaledes :

»Jeg anmoder Dem om ikke at naevne mit navn i forbindelse med denne sag . Jeg staar dog ganske til Deres raadighed med yderligere , ogsaa skriftlige oplysninger med hensyn til samtlige spoergsmaal , som jeg har omtalt her i brevet . Jeg er endvidere naar som helst rede til at droefte ethvert spoergsmaal med Deres medarbejdere eller Dem selv , ligsom jeg om noedvendigt er villig til at flyve til Belgien eller Rom i den anledning . Jeg skal tilfoeje , at jeg efter min fratraeden fra Roche omkring juli 1973 endog er rede til at give moede for en hvilken som helst retsinstans og gentage mine udtalelser under vidneansvar . Jeg regner med at hoere fra Dem i naermeste fremtid og faa oplyst , hvorledes jeg kan vaere til yderligere hjaelp...« .

5 Efter en svarskrivelse af 26 . marts 1973 fra Schlieder , der dengang var generaldirektoer for Kommissionens generaldirektorat for konkurrence ( GD IV ), havde sagsoegeren den 9 . april 1973 et moede i Bruxelles med to kommissionstjenestemaend , Carisi og Rihoux . Under samtalen gav sagsoegeren Kommissionen en raekke supplerende oplysninger om Roches aktiviteter . I april og juli 1973 tilstillede sagsoegeren ogsaa Kommissionen fotokopier af et stort antal interne Roche-dokumenter , blandt andet 14 direktionsskrivelser ( »Management Information« ) og en skrivelse rettet til Roches direktoerer fra selskabets bestyrelsesformand .

6 I en skrivelse af 21 . juli 1973 gav sagsoegeren Kommissionen meddelelse om , at han blev hos Roche indtil udgangen af oktober maaned 1973 . Sagsoegeren forlod rent faktisk Roche den 31 . oktober 1973 ; den 1 . april 1974 bosatte han sig i Italien med sin kone og sine boern .

7 Derefter indledte Kommissionen en undersoegelse af Roches aktiviteter inden for de omraader , som sagsoegeren havde beskrevet over for Kommissionen . I forbindelse med undersoegelsen aflagde kommissionstjenestemaend , herunder Rihoux og Pappalardo , besoeg i Roche-datterselskaberne i Paris og Bruxelles hhv . den 22 . og den 29 . oktober 1974 , hvor de proevede at fremskaffe kopier af de dokumenter , som sagsoegeren havde overladt Kommissionen . Da repraesentanterne for Roche naegtede at have kendskab til disse dokumenter , overgav kommissionstjenestemaendene til sidst retoucherede kopier af de paagaeldende »Management Information«-papirer og den naevnte skrivelse fra bestyrelsesformanden til direktoererne for Roche , efter at have daekket en raekke oplysninger eller haandskrevne notater , som de mente kunne give konkrete oplysninger om kilden til de kopierede dokumenter . Kommissionens tjenestemaend fik til gengaeld bekraeftelse paa , at dokumenterne var autentiske .

8 Den 9 . juni 1976 vedtog Kommissionen beslutning nr . 76/642 om en procedure i henhold til artikel 86 i traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab ( EFT 1976 L 223 , s . 27 ), hvori den fastslog , at Roche havde misbrugt sin dominerende stilling paa markedet for industrivitaminer og paalagde selskabet en boede paa 300 000 regningsenheder . Beslutningen blev i det vaesentlige stadfaestet ved Domstolens dom af 13 . februar 1979 ( Hoffmann-La Roche mod Kommissionen , sag 85/76 , Sml . 1979 , s . 461 ).

9 I mellemtiden havde Roches schweiziske advokat Alder den 8 . november 1974 aflagt besoeg i Kommissionen for at faa oplyst , hvorledes den var kommet i besiddelse af de foernaevnte dokumenter . Advokat Alder oplyste da , at dersom Kommissionen gav oplysninger om sin meddelers identitet , var Roche rede til at give de noedvendige oplysninger i forbindelse med Kommissionens undersoegelse , ligesom man ville afstaa fra at foranledige straffesag indledt mod meddeleren , hvilket i modsat fald ville ske i henhold til den schweiziske straffelovs artikel 273 om oekonomisk spionage ved videregivelse af forretningsoplysninger . Ifoelge Kommissionens forklaring gik de tjenestemaend , der deltog i samtalen , til sidst »ind paa at overveje at give oplysning om , hvorvidt den person , der havde overgivet dokumenterne , var ansat hos Roche« . Imidlertid erklaerede Schlieder , da han fik kendskab til advokat Alders forslag , at Kommissionen under ingen omstaendigheder ville aendre sin almindelige praksis om ikke at roebe sine meddeleres indentitet . Foelgelig fik advokat Alder den 6 . december 1974 meddelelse om , at Kommissionen ikke agtede at droefte , hvorfra de dokumenter , der var i dens besiddelse , hidroerte .

10 Ved skrivelse af 18 . december 1974 til anklagemyndigheden i Bern indgav advokat Alder anmeldelse paa Roches vegne for oekonomisk spionage i henhold til foernaevnte artikel 273 i den schweiziske straffelov . Navnlig paa grundlag af kopier af de dokumenter , der af Kommissionens tjenestemaend var overgivet ansatte hos Roche i oktober 1974 , drog advokat Alder den konklusion , at mistanken isaer maatte rettes mod sagsoegeren .

11 Den 31 . december 1974 blev sagsoegeren anholdt af de schweiziske myndigheder , da han med sin familie passerede graensen fra Italien . Det fremgaar af politirapporten , at sagsoegeren under afhoeringerne , der fandt sted den 31 . december 1974 og den 1 . januar 1975 , anerkendte at vaere Kommissionens meddeler , og at det var »bestemt var muligt« , at han havde overladt Kommissionen de paagaeldende dokumenter . Sagsoegeren blev den 1 . januar sat under tiltale for oekonomisk spionage efter den schweiziske straffelovs artikel 273 . Under de foelgende afhoeringer fastholdt sagsoegeren , at han kun havde givet Kommissionen mundtlige oplysninger , og at rapporten af 31 . december 1974 og af 1 . januar 1975 ikke gav en korrekt gengivelse af , hvad han havde sagt .

12 Sagsoegeren sad under faengslingen i isolation og fik ikke lov til at holde forbindelse med sin familie . Hans hustru blev ogsaa afhoert af det schweiziske politi og begik den 10 . januar 1975 selvmord . Den 25 . januar modtog en tjenestemand ved Kommissionen et anonymt brev med oplysning om sagsoegerens anholdelse og en anmodning om , at Kommissionen greb ind til stoette for ham .

13 I begyndelsen af februar maaned fandt der en telefonsamtale sted mellem advokat Alder og Schlieder , hvorunder sidstnaevnte bekraeftede , at sagsoegeren var Kommissionens meddeler . Det er imidlertid blevet bestridt , at Schlieder har bekraeftet , at det var sagsoegeren , der fremskaffede dokumenterne . Imidlertid oplyste en politiembedsmand den 14 . februar 1975 overfor advokat Portmann , som arbejdede sammen med advokat Bollag , der var sagsoegerens schweiziske advokat , at en hoejtstaaende tjenestemand i Kommissionen havde udpeget sagsoegeren som den , der havde overgivet dokumenterne , og som Kommissionens meddeler . Advokat Portmann gav omgaaende sagsoegeren meddelse herom .

14 Den 21 . marts 1975 blev sagsoegeren loesladt mod en sikkerhedsstillelse paa 25 000 SFR , hvilket beloeb blev godtgjort sagsoegeren af Kommissionen , ligesom den i oevrigt har betalt advokatsalaererne i forbindelse med straffesagen .

15 Ved dom afsagt den 1 . juli 1976 fandt Strafgericht Basel-Stadt sagsoegeren skyldig i overtraedelse af blandt andet den schweiziske straffelovs artikel 273 . Sagsoegeren , der ikke var moedt , blev idoemt faengsel i et aar , der gjordes betinget . Ifoelge dommen , der er affattet paa tysk , overlod kommissionstjenestemaendene ved deres besoeg i Roche-afdelingerne i oktober 1974 personalet dér fotokopier af de dokumenter , som sagsoegeren havde tilstillet Kommissionen . I dommen udtales det endvidere , at sagsoegeren havde erkendt at have givet Kommissionens tjenestemaend mundtlige oplysninger om aktiviteterne hos Roche , der efter hans opfattelse udgjorde konkurrencestridige forhold . Endelig blev det i dommen anfoert , at det forhold , at sagsoegeren var Kommissionens meddeler , ligeledes fremgik af telefonopkaldet fra Schlieder til advokat Alder .

16 Den 27 . september 1977 blev dommen efter paaanke fra sagsoegeren , stadfaestet af Appellationsgericht Basel-Stadt . I dommen hedder det blandt andet , at Kommissionens tjenestemaend under deres besoeg i den franske Roche-afdeling havde fremvist de paagaeldende dokumenter til afdelingsdirektoeren , der havde taget kopier af dem . Ved skrivelse af 6 . januar 1978 fremsendte Kommissionen til sagsoegeren en engelsk oversaettelse af ankedommen .

17 Efter paaanke fra sagsoegeren til Bundesgericht blev dommen stadfaestet , ligesom en begaering om genoptagelse af sagen blev afslaaet .

18 I februar 1979 oenskede sagsoegeren sig ikke laengere repraesenteret af advokat Bollag og overdrog i stedet sagen til advokat Diefenbacher i Bern . Ved skrivelse af 18 . august 1980 meddelte advokaten Kommissionen , at han var kommet i besiddelse af »et bevis , der paa enestaaende maade godtgoer Kommissionens direkte ansvar for den ulykkelige situation , som Adams er kommet i« .

19 Sagsoegeren indgav endelig den 28 . maj 1982 et andragende til Den europaeiske Menneskerettighedskommission mod Schweiz , hvori han haevdede , at de retsskridt , som de schweiziske myndigheder havde ivaerksat imod ham , var blevet gennemfoert under overtraedelse af blandt andet artiklerne 6 og 10 i den europaeiske Konvention af 4 . november 1950 til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlaeggende Frihedsrettigheder . Ved beslutning af 9 . maj 1983 blev andragendet af Den europaeiske Menneskerettighedskommission afvist som for sent indgivet .

Afhoering ved Domstolen

20 Under sagen er der for Domstolen ( anden afdeling ) afgivet forklaring af sagsoegeren , af dennes tidligere advokat Portmann , og af en raekke tidligere eller nuvaerende kommissionstjenestemaend .

21 Sagsoegeren har blandt andet forklaret , at han med sin skrivelse af 25 . februar 1973 ville binde Kommissionen til en tidsubegraenset tavshedspligt . Rigtignok anfoerte han i skrivelsen , at han efter at have forladt Roche var villig til at give moede for en hvilken som helst retsinstans , men han troede ikke , at et saadant fremmoede ville blive noedvendigt , og mente , saafremt det skulle blive det , at hans identitet kunne forblive hemmelig . Endvidere lovede Carisi og Rihoux , at sagsoegerens navn ikke ville blive naevnt i forbindelse med undersoegelsen . Sagsoegeren mener ikke udtrykkeligt over for Kommissionens tjenestemaend at have anfoert , at de Kommissionen overladte dokumenter ikke maatte forevises tredjemaend , eller at have oplyst , at kombinationen af dem var nok til over for Roche at afsloere , hvilken afdeling de stammede fra , eftersom han slet ikke kunne forestille sig , at Kommissionen ville goere brug af dem uden for institutionen . Han anmodede heller ikke om at blive holdt loebende underrettet om forloebet af undersoegelsen mod Roche , men det havde vaeret muligt for Kommissionen at give ham oplysning herom , idet den ved skrivelse af 25 . februar 1973 allerede havde faaet kendskab til hans planer om at slaa sig ned i Italien , ligesom sagsoegeren ved moedet med Carisi og Rihoux i april 1973 praeciserede , at disse planer skulle realiseres i den lille by Latina .

22 Schlieder har blandt andet forklaret , at det var aabenbart for Kommissionen , at undersoegelsen af Roche under alle omstaendigheder maatte vente , indtil sagsoegeren havde forladt selskabet . Noedvendigheden af at beskytte ham efter hans fratraeden blev ikke droeftet , fordi ingen for alvor overvejede muligheden af en straffesag mod ham . Schlieder gav ingen instrukser om brugen af de dokumenter , som sagsoegeren havde tilstillet Kommissionen . Advokat Alders trusler blev derfor simpelt hen betragtet som et kneb for at faa kendskab til navnet paa meddeleren . Det var grunden til , at Kommissionen fandt det overfloedigt at give sagsoegeren meddelelse herom . I oevrigt fremgik det af en skrivelse fra sagsoegeren , at denne havde forladt Roche og foelgelig Schweiz for at slaa sig ned i Italien . Endelig erindrer Schlieder ikke have haft en telefonsamtale med advokat Alder i begyndelsen af februar 1975 , men efter modtagelsen af det anonyme brev med oplysning om sagsoegerens anholdelse var det klart , at Kommissionen officielt maatte stille sig solidarisk med ham og yde ham bistand .

23 Rihoux har blandt andet forklaret , at han forstod sagsoegerens skrivelse af 25 . februar 1973 saaledes , at Kommissionen havde frie haender efter sagsoegerens fratraeden fra Roche . Han modtog i oevrigt ingen instrukser fra sin overordnede om , hvorledes oplysningerne fra sagsoegeren skulle behandles . Ved moedet den 9 . april 1973 med sagsoegeren blev spoergsmaalet om den fortrolige karakter af hans oplysninger ikke beroert , ligesom sagsoegeren ikke gav oplysninger om sin fremtidige adresse . I oktober 1974 aflagde Rihoux med to kolleger , hvoraf den ene var Pappalardo , besoeg i Roche-afdelingen i Paris , hvor de ved alle midler , men forgaeves , proevede at faa kopier af de dokumenter , som sagsoegeren havde givet Kommissionen . I den forbindelse laeste de passager af disse dokumenter hoejt for Roche-personalet , dog uden at forevise dem . Spoergsmaalet var derefter om , man var noedt til at afslutte undersoegelsen trods det aabenbare bevis , som Kommissionen sad inde med . Det var derfor noedvendigt at foretage en omhyggelig afvejning af de interesser , der stod paa spil , nemlig dels den offentlige interesse i , at traktaten blev overholdt , dels den individuelle interesse , som tilsagde , at meddelerens identitet ikke blev roebet . Imod den loesning at bruge dokumenterne talte saerlig den maade , hvorpaa de var blevet overgivet , og de deri indeholdte oplysninger . Resultatet blev , at man ville goere brug af dem og give Roche retoucherede fotokopier af dokumenter , der baade havde anonym karakter og samtidig tilstraekkeligt overbevisende til at kunne baere , at undersoegelsen blev gennemfoert . Rihoux har forklaret , at ingen i Kommissionen taenkte paa at oplyse sagsoegeren om de trusler , der blev fremsat af advokat Alder ved hans besoeg i Kommissionen den 8 . november 1974 . Sagsoegeren var nemlig forsvundet uden at oplyse Kommissionen om sin adresse , og der var ingen grund til at tro , at han ville vende tilbage til Schweiz . Endelig mente man i Kommissionen , at advokat Alders trusler var rent »bluff« .

24 Pappalardo , der har vaeret tilknyttet GD IV siden september 1973 , har til Rihouxs forklaringer foejet , at advokat Alder under sit besoeg hos Kommissionen den 8 . november 1974 gav en redegoerelse for indholdet af den schweiziske straffelovs artikel 273 .

25 Advokat Portmann har forklaret , at forsvaret af sagsoegeren blev overdraget ham efter dennes anmodning i begyndelsen af 1975 . Sagsoegerens advokater modtog i begyndelsen kun instrukser fra sagsoegeren selv . Senere modtog advokaterne oplysninger fra Kommissionen , men der har aldrig vaeret tale om konkrete instrukser .

Foraeldelsesindsigelsen

26 Kommissionen har som indsigelse gjort gaeldende , at sagsoegerens soegsmaal er foraeldet i henhold til artikel 43 i protokollen vedroerende statutten for Domstolen .

27 Eftersom soegsmaalet hviler paa en raekke begivenheder , der er indtraadt paa forskellige tidspunkter , og som sagsoegeren har faaet kendskab til paa forskellige tidspunkter , er det ikke muligt at vurdere relevansen af foraeldelsesindsigelsens holdbarhed uden foerst at tage stilling til , hvilken eller hvilke af begivenhederne , der eventuelt kan paadrage Kommissionens ansvar uden for kontraktforhold . Foerst naar dette spoergsmaal er afgjort , er det muligt at fastslaa , om fem aarsfristen efter statuttens artikel 43 er overskredet . Der skal derfor foerst foretages en gennemgang af anbringenderne om ansvarsspoergsmaalet .

Ansvarsspoergsmaalet

a ) Kraenkelserne af tavshedspligten og af pligten til at advare sagsoegeren

28 Sagsoegeren har gjort gaeldende , at hans forhold til Kommissionen var af fortrolig karakter , saaledes som det klart fremgaar dels af hans foerste skrivelse til Kommissionen af 25 . februar 1973 , dels af de samtaler , som han havde med Kommissionens tjenestemaend ved moedet den 9 . april 1973 . Endvidere fremgaar tavshedspligten af de almindelige principper , der er faelles for medlemsstaternes retssystemer , og af de forpligtelser , der paalaegges Kommissionen ved traktatens artikel 214 og ved artikel 20 i Raadets forordning nr . 17 af 6 . februar 1962 ( EFT 1959-1962 , s . 81 ).

29 Sagsoegeren har saerlig anfoert , at den omstaendighed , at han i sin skrivelse af 25 . februar 1973 angav , at han var rede til under vidneansvar for Domstolen at bekraefte sit udsagn viste , at hans identitet ikke maatte afsloeres af andre end ham selv , efter at Kommissionen havde afsluttet undersoegelsen , og sag anlagt ved Domstolen . Sagsoegeren har aldrig over for Kommissionen anfoert , at han gav afkald paa denne beskyttende tavshedspligt efter sin fratraeden fra Roche . Endelig viste Kommissionens adfaerd , at den ansaa sig selv for at vaere bundet af en saadan pligt . Saaledes undlod Kommissionen ved adskillige lejligheder bevidst at opgive navnet paa sin meddeler _ endog indtil begyndelsen af 1975 , da hans navn blev roebet af Schlieder _ uden at man sondrede mellem tidsrum , der laa efter eller forud for det tidspunkt , hvor sagsoegeren forlod Roche .

30 Dersom Kommissionen havde en hemmelighedholdelsespligt for at beskytte sagsoegeren , har den efter hans opfattelse navnlig tilsidesat pligten ved tre lejligheder . For det foerste foreviste man i oktober 1974 Roche-personalet kopier af dokumenterne , hvilket gjorde det muligt for Roche at slutte , at sagsoegeren efter al sandsynlighed var kilden til oplysningerne . For det andet undlod Kommissionen at advare sagsoegeren om den risiko , som han uvaegerligt loeb ved at vende tilbage til Schweiz . Efter sagsoegerens opfattelse var det Kommissionens pligt at advare ham herimod , enten efter dokumenterne var blevet overladt til Roche-personalet , eller i hvert fald efter advokat Alders foerste besoeg i Kommissionen i november 1974 , da Kommissionen fuldt ud kunne vurdere omfanget af denne risiko . Sagsoegeren har i den forbindelse bemaerket , at advokat Alder over for kommissionstjenestemaendene havde fastslaaet , at Roche overvejede muligheden for en straffesag mod meddeleren , ligesom advokaten endog forklarede indholdet af den relevante bestemmelse i den schweiziske straffelov . For det tredje blev sagsoegeren endelig i februar 1975 ved navns naevnelse udpeget af Schlieder som Kommissionens meddeler .

31 Kommissionen har bestridt , at den har vaeret bundet af en tavshedspligt i forhold til tredjemand , efter at sagsoegeren havde forladt sin stilling hos Roche . Den har i saa henseende isaer henholdt sig til sagsoegerens erklaering , som den foreligger i hans skrivelse af 25 . februar 1973 , hvorefter han efter at have forladt Roche var rede til at give moede for en hvilken som helst retsinstans , altsaa ikke alene for Domstolen , for under vidneansvar at bekraefte sine udtalelser . Endvidere har sagsoegerens adfaerd efter hans fratraeden fra Roche givet Kommissionen god grund til at tro , at det var ham ligegyldigt , om han blev identificeret som meddeleren , idet sagsoegeren end ikke havde oplyst Kommissionen om sin nye adresse . Det forhold , at Kommissionen ved flere lejligheder naegtede at oplyse identiteten paa sin meddeler beviser paa ingen maade , at den ansaa sig for bundet af en hemmeligholdelsespligt ; dens adfaerd var alene dikteret af dens almindelige praksis , hvorefter man ikke roeber identiteten paa sine meddelere .

32 Kommissionen har under alle omstaendigheder bestridt at have tilsidesat en eventuel pligt til at hemmeligholde sagsoegerens identitet . En saadan pligt er ikke tilsidesat ved , at Roche-personalet fik overladt fotokopier , idet den omstaendighed , at Roche kunne identificere kilden til dokumenterne ved at granske kopierne ikke paa nogen maade kunne forudses . Sagsoegeren har aldrig anmodet Kommissionen om ikke at forevise Roche dokumenterne . Han gav tvaertimod sit samtykke til , at Kommissionen brugte dokumenterne i forbindelse med en undersoegelse mod Roche . Da Kommissionen fandt det noedvendigt at vise dem til Roche , soergede den ikke desto mindre for at fjerne alt , der forekom den at kunne angive dokumenternes konkrete kilde . Endvidere var de paagaeldende dokumenter uden aabenbar tilknytning til sagsoegeren , der kun kunne blive identificeret af en person , der havde et meget indgaaende kendskab til Roches organisation og aktiviteter . Sagsoegeren har aldrig advaret Kommissionen om en saadan risiko .

33 Hvad angaar den mulige pligt for Kommissionen til at advare sagsoegeren , har Kommissionen gjort gaeldende , at en saadan pligt ikke kan udledes af en mulig tavshedspligt . For saa vidt som der her er tale om et selvstaendigt anbringende , har Kommissionen tilfoejet , at det er umuligt retligt at fastslaa , at den efter advokat Alders besoeg havde pligt til at advare sagsoegeren mod risikoen ved at vende tilbage til Schweiz . Kommissionen havde i oevrigt ikke grund til at tro , at Roche kunne identificere sagsoegeren som meddeleren . Under telefonsamtalen med advokat Alder i begyndelsen af februar 1975 afsloerede Schlieder endelig intet , som Roche og de schweiziske myndigheder ikke allerede vidste , idet sagsoegeren allerede paa det tidspunkt havde erkendt at vaere Kommissionens meddeler .

34 Vedroerende det spoergsmaal , om der gaelder en tavshedspligt , bemaerkes , at traktatens artikel 214 forpligter isaer medlemmer af og ansatte ved Faellesskabets institutioner til »ikke at give oplysninger om forhold , som ifoelge deres natur er tjenestehemmeligheder , navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold« . Uanset at denne bestemmelse saerlig tager sigte paa oplysninger indsamlet hos virksomhederne , viser udtrykket »navnlig« , at der er tale om et generelt princip , der tillige finder anvendelse paa oplysninger afgivet af fysiske personer , dersom oplysningerne »ifoelge deres natur« er fortrolige . Det gaelder isaer for oplysninger afgivet ganske frivilligt , men som ledsages af en anmodning om fortrolighed for at beskytte meddelerens anonymitet ; den institution , der gaar ind paa at modtage saadanne oplysninger , er forpligtet til at respektere en saadan betingelse .

35 I dette tilfaelde fremgaar det allerede tvetydigt af sagsoegerens skrivelse af 25 . februar 1973 , at han anmodede Kommissionen om ikke at afsloere hans identitet . Det kan derfor ikke bestrides , at Kommissionen over for sagsoegeren var forpligtet til hemmeligholdelse vedroerende dette punkt . Det maa antages , at forskellen mellem saadanne betingelser at bekraefte rigtigheden af sine oplysninger kan derfor ikke forstaas som et almindeligt afkald paa den pligt til hemmeligholdelse , der paahvilede Kommissionen . Heller ikke sagsoegeren senere adfaerd kan forstaas saaledes .

37 Det maa derfor fastslaas , at Kommissionen var forpligtet til at hemmeligholde sagsoegerens identitet , ogsaa efter at han havde forladt sin arbejdsgiver .

38 Blandt de forhold , der er blevet fremdraget af sagsoegeren , ses telefonsamtalen mellem Schlieder og advokat Alder i begyndelsen af februar 1975 at vaere den eneste gang , hvor Kommissionen direkte har afsloeret sin meddelers identitet . Denne samtale fandt imidlertid sted efter at sagsoegeren havde foranlediget et anonymt brev sendt til Kommissionen med oplysning om hans faengsling og en anmodning om Kommissionens bistand . Det kan vanskeligt antages , at Kommissionen kunne efterkomme anmodningen uden i det mindste indirekte at bekraefte , at sagsoegeren faktisk var dens meddeler . I oevrigt viste det sig senere , at sagsoegeren da allerede havde tilstaaet over for det schweiziske politi , at han i det mindste mundtligt havde givet Kommissionen oplysninger , ligesom det fremgaar af de schweiziske domstoles afgoerelser , at bekraeftelsen af dette forhold fra Schlieders side ikke var afgoerende for sagsoegerens domfaeldelse . Afsloeringen af sagsoegerens identitet paa dette tidspunkt og under disse omstaendigheder kan ikke betragtes som et brud paa tavshedspligten , der kan paadrage Kommissionen ansvar over for sagsoegeren .

39 Hvad derimod angaar det forhold , at man overlod retoucherede fotokopier til personalet i Roche-afdelingerne , maa det fastslaas , at Roche herved fik mulighed for at identificere sagsoegeren som hovedmistaenkt i den anmeldelse , selskabet indgav til den schweiziske anklagemyndighed . Det var derfor denne dokumentovergivelse , der var aarsag til sagsoegerens anholdelse , ligesom den ogsaa gav politiet og de schweiziske myndigheder vigtige beviser mod sagsoegeren .

40 Det fremgaar af sagen , at Kommissionen ganske var paa det rene med , at en overgivelse til Roche af de fotokopier , som sagsoegeren havde leveret , indebar risiko for en afsloering af meddelerens identitet . Kommissionens tjenestemaend soegte derfor foerst at fremskaffe andre kopier af de paagaeldende dokumenter i Roche-afdelingerne i Paris og Bruxelles . Da dette slog fejl , tog Kommissionen nye kopier af de dokumenter , som den fandt mindst risikable for sagsoegeren , og den drog omsorg for fra kopierne at fjerne erhvert holdepunkt i teksten , som efter dens opfattelse kunne afsloere kilden . Da Kommissionen imidlertid ikke kendte fremgangsmaaderne i den interne fordeling af de paagaeldende dokumenter inden for virksomheden , kunne den ikke vaere sikker paa , at disse forsigtighedsforanstaltninger var tilstraekkelige til at fjerne enhver risiko for , at sagsoegeren kunne identificeres ved hjaelp af de kopier , der saaledes var overgivet til Roche . Kommissionen har saaledes under alle omstaendigheder udvist uforsigtighed ved at overlade kopierne til Roche uden at have raadfoert sig med sagsoegeren herom .

41 Naar henses til situationen , som den dengang forelaa , og saerlig de oplysninger , som Kommissionen raadede over , findes det imidlertid unoedvendigt at afgoere , om dokumentovergivelsen er tilstraekkelig til at paadrage Kommissionen ansvar for konsekvenserne af , at sagsoegeren blev identificeret som meddeleren . Dersom Kommissionen ved overgivelsen ikke i tilstraekkelig grad var sig omfanget af den risiko bevidst , som den udsatte sagsoegeren for , gav derimod advokat Alders besoeg den 8 . november 1974 Kommissionen alle noedvendige oplysninger i saa henseende . Efter besoeget vidste Kommissionen , at Roche var fast besluttet paa at faa opklaret , hvorledes Kommissionen var kommet i besiddelse af de paagaeldende dokumenter , og at virksomheden ville indgive politianmeldelse mod meddeleren i henhold til den schweiziske straffelovs artikel 273 , som advokat Alder endog soergede for at forklare indholdet af . Kommissionen vidste ligeledes , at der forelaa en mulighed for at faa Roche til at forpligte sig til intet at foretage sig over for meddeleren , dersom Kommissionen ville afsloere hans identitet , hvilken mulighed den imidlertid ikke kunne goere brug af uden sagsoegerens samtykke .

42 Under disse omstaendigheder kunne Kommissionen paa ingen maade blot holde sig til den antagelse , at sagsoegeren hoejst sandsynligt ikke ville blive identificeret , at han sandsynligvis aldrig ville vende til Schweiz , og at de schweiziske myndigheder i hvert fald ikke havde til hensigt at indlede straffesag mod sagsoegeren . Kommissionen var tvaertimod forpligtet til dels at traeffe alle mulige foranstaltninger for at advare sagsoegeren og saaledes goere det muligt for ham at traeffe sine egne forholdsregler i lyset af advokat Alders oplysninger , dels at raadfoere sig med ham vedroerende den holdning , man skulle indtage over for Alders forslag .

43 Selv om sagsoegeren ikke havde givet nogen noejagtig adresse , der gjorde det muligt for Kommissionen nemt at komme i kontakt med ham , havde han allerede i sin skrivelse af 25 . februar 1973 oplyst , at han agtede at starte sin egen koedproduktionsvirksomhed i Italien naer Rom . Selv om der ikke forelaa andre oplysninger , satte denne ene oplysning Kommissionen i stand til at foretage undersoegelser for at finde frem til sagsoegerens opholdssted . Det er imidlertid ubestridt , at Kommissionen end ikke har soegt at opspore sagsoegeren , selv om den lod naesten en hel maaned hengaa , foer end den meddelte advokat Alders sit endelige afslag paa at droefte oprindelsen til dokumenterne i dens besiddelse , hvilket afslag medfoerte indgivelsen af politianmeldelse fra Roche til den schweiziske anklagemyndighed .

44 Kommissionen findes herefter at have paadraget sig ansvar over for sagsoegeren for den skade , som han har lidt ved , at Kommissionen ikke har foretaget det fornoedne for at meddele sagsoegeren de oplysninger , som den sad inde med efter advokat Alders besoeg den 8 . november 1974 , selv om en saadan meddelelse havde kunnet forhindre eller i det mindste begraense skaden ved , at sagsoegerenblev identificeret gennem de dokumenter , som Kommissionen havde overladt Roche .

b ) Pligten til at raadgive sagsoegeren om Konventionen til beskyttelse af Menneskerettigheder

45 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende , at Kommissionen ved omkring april maaned 1975 at have paataget sig at raadgive advokat Bollag om forberedelsen af sagsoegerens forsvar paatog sig en bistandspligt over for sagsoegeren , der bestod i at give ham passende raadgivning . Kommissionen har imidlertid tilsidesat denne pligt , idet den ikke i rette tid oplyste sagsoegeren om hans ret til at forelaegge sagen for til Den europaeiske Menneskerettighedskommission .

46 Kommissionen har gjort gaeldende , at den aldrig har paataget sig at raadgive sagsoegeren eller hans advokat med hensyn til muligheden for at indgive andragende til Den europaeiske Menneskerettighedskommission . Den har ganske enkelt betalt omkostningerne ved sagsoegerens forsvar og overladt det til sagsoegerens advokater at raadgive ham .

47 Sagsoegtes indsigelse er aabenbart ubegrundet . Det fremgaar af sagen , saerlig af advokat Portmanns vidneudsagn , at sagsoegeren selv havde skaffet advokatbistand til sit forsvar , og at advokaterne alene modtog instrukter fra sagsoegeren . Kommissionen begraensede sig til at afgive de udbedte oplysninger , navnlig om frihandels overenskomsten mellem Faellesskabet og Schweiz , og til i oevrigt til at betale sagsomkostningerne . Kommissionen findes ikke at have haft nogen videregaaende pligt , og den har derfor ikke har udvist forsoemmelse ved ikke at have givet konkrete instrukser til sagsoegerens advokater vedroerende hans forsvar eller ved ikke at have raadgivet ham direkte herom .

Foraeldelsesspoergsmaalet

48 Det er Kommissionens opfattelse , at sagsoegerens soegsmaal under alle omstaendigheder er foraeldet i medfoer af artikel 43 i protokollen vedroerende statutten for Domstolen . Samtlige faktiske omstaendigheder , som sagsoegeren har paaberaabt sig til stoette for soegsmaalet , er indtraadt mere end fem aar foer sagens anlaeggelse . Artikel 43 kraever ikke , at sagsoegeren havde kendskab til disse omstaendigheder i rette tid . Under alle omstaendigheder har sagsoegeren haft tilstraekkelig viden til at kunne goere sine mulige rettigheder gaeldende paa grundlag af de oplysninger , som det schweiziske politi gav under afhoeringerne , eller senest , da han laeste de schweiziske domme .

49 Sagsoegeren har gjort gaeldende , at han taget i almindelighed foerst i 1980 fik kendskab til de af ham paaberaabte faktiske omstaendigheder , efter at hans nye advokat Diefenbacher havde haft lejlighed til at saette sig ind i straffesagens akter . Han havde ikke troet paa oplysningerne fra det schweiziske politi og kunne ikke laese de schweiziske domme , der var affattet paa tysk . Han havde under alle omstaendigheder ingen mulighed for at kende de faktiske omstaendigheder i forbindelse med advokat Alders besoeg i Kommissionen den 8 . november 1974 .

50 Artikel 43 i statutten for Domstolen bestemmer : »Krav mod Faellesskabet , der stoettes paa ansvar uden for kontraktforhold , foraeldes fem aar efter , at den omstaendighed , der ligger til grund for kravet , er indtraadt« . Bestemmelsen skal fortolkes saaledes , at foraeldelsen ikke kan goeres gaeldende over for skadelidte , der foerst paa et senere tidspunkt har faaet kendskab til det forhold , der er aarsag til skaden , og derfor ikke inden foraeldelsesfristens udloeb har haft rimelig tid til at indgive sin staevning til Domstolen eller goere sit krav gaeldende over for vedkommende institution .

51 I dette tilfaelde boer der henvises til det af Domstolen antagne vedroerende erstatningsansvaret , hvorefter Faellesskabet har paadraget sig ansvar som foelge af , at Kommissionen ikke soegte at informere og konsultere sagsoegeren efter advokat Alders besoeg den 8 . november 1974 . Det fremgaar af sagen , at sagsoegeren foerst har kunnet faa kendskab til dette forhold i forbindelse med sagens behandling , idet advokat Alders besoeg foerste gang naevnes i Kommissionens svarskrift . Sagsoegeren har derfor ikke haft mulighed for paa dette grundlag at goere ansvar gaeldende mod Faellesskabet inden det tidspunkt , paa hvilket foraeldelsesfristen normalt ville udloebe .

52 Kommissionens indsigelse tages derfor ikke til foelge .

Erstatningen

53 Faellesskabet findes herefter principielt pligtigt at erstatte skaden ved , at sagsoegeren er blevet identificeret gennem de dokumenter , som Kommissionen havde overladt Roche . Det maa dog antages , at Kommissionens ansvar boer lempes under hensyn til den af sagsoegeren selv udviste uagtsomhed . Sagsoegeren oplyste saaledes ikke Kommissionen om muligheden for af selve dokumenterne at udlede hans identitet som meddeleren , skoent han var den naermeste til at indse og fjerne denne risiko . Han bad heller ikke Kommissionen om at blive holdt underrettet om forloebet af undersoegelsen mod Roche , saerlig med hensyn til den mulige brug af dokumenterne i den forbindelse . Endelig vendte han tilbage til Schweiz uden at soege oplysninger i saa henseende , selv om han burde have vaeret klar over de risici , som hans adfaerd over for hans tidligere arbejdsgiver udsatte ham for efter schweizisk lovgivning .

54 Under disse omstaendigheder har sagsoegeren selv i vaesentlig grad medvirket til , at skaden indtraadte . Efter en bedoemmelse af adfaerden fra henholdsvis Kommissionens og sagsoegerens side findes ansvaret at burde fordeles ligeligt mellem parterne .

55 Herefter findes Kommissionen pligtig at erstatte halvdelen af det tab , som sagsoegeren har lidt ved , at han har kunnet udpeges som ophavsmand til oplysningerne om en raekke konkurrencestridige forhold fra Roches side ; i oevrigt frifindes sagsoegte . Fastsaettelsen af erstatningsbeloebet henskydes til parternes afgoerelse , idet Domstolen fastsaetter erstatningsbeloebet , saafremt parterne ikke opnaar enighed .

Paa grundlag af disse praemisser

og inden endelig afgoerelse traeffes , udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1 ) Kommissionen erstatter halvdelen af det tab , som sagsoegeren har lidt ved , at han har kunnet udpeges som ophavsmand til de oplysninger , der medfoerte , at Kommissionen paalagde sagsoegerens tidligere arbejdsgiver , det schweiziske selskab Hoffmann-La Roche , en boede for en raekke konkurrencestridige forhold .

2)Sagsoegte frifindes i oevrigt .

3)Inden for en frist af ni maaneder efter afsigelsen af denne dom meddeler parterne Domstolen de erstatningsbeloeb , de er enedes om .

4)Dersom enighed ikke opnaas , meddeler parterne inden for samme frist Domstolen deres paastande med beloebsangivelse .

5)Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes .