1. 

Efter en særlig ad hoc udvælgelsesprocedure blev Aristides VLACHOS den 15. september 1980 ansat som juridisk sprogekspert i oversættelsestjenesten ved De europæiske Fællesskabers Domstol, der i overensstemmelse hermed tilbød ham en kontrakt som hjælpeansat i lønklasse AII/4. I sin svarskrivelse udtrykte Aristides Vlachos skuffelse over nævnte indplacering, idet han mente, at hans faglige erfaring i Grækenland (ved domstolene siden som advokat) berettigede til en højere lønklasse: han tiltrådte imidlertid Domstolens tilbud efter at denne med skrivelse af 25. august 1980 havde forsikret ham om, at (efter vedtagelsen af budgettet for 1981)

»vil de bedste juridiske sprogeksperter få mulighed for at blive udnævnt til revisorer (lønklasse LA 5)«.

Han ansættes som midlertidigt ansat i lønklasse LA 6/3 den 1. januar 1981 og han anmodes allerede den 1. april 1981 om at gøre midlertidig tjeneste som revisor i lønklasse LA 5/1 for en seks måneders periode. Efter at have bestået den interne udvælgelsesprøve nr. CJ 14/81 bliver han udnævnt til tjenestemand på prøve som juridisk sprogekspert og indplaceret i lønklasse LA 6/3 fra den 1. oktober 1981 at regne; ved samme beslutning bliver den midlertidige tjeneste som juridisk revisor forlænget og han oppebærer et tillæg dækkende forskellen mellem lønnen i lønklasse LA 6 og den aflønning, han ville have opnået i lønklasse LA 5, i hvilken han forud var indplaceret (vedtægtens artikel 7, stk. 2).

2. 

Sagsøgeren var imidlertid af den opfattelse, at Domstolen endnu ikke havde indfriet de forsikringer, den førnævnte skrivelse var udtryk for. Han indgav følgelig den 20. januar 1982 ansøgning med krav om fastansættelse som juridisk revisor (lønklasse LA 5/4).

Selv om han efter udløbet af den i vedtægtens artikel 34, stk. 1, foreskrevne tvungne prøvetid den 30. juni 1982 blev fastansat som juridisk sprogekspert med indplacering i lønklasse 6, løntrin 3, i kategori LA fra den 1. juli 1982 at regne, udtog han den 10. februar 1983 stævning (registreret under nr. 21/83) med påstand om, at han udnævnes til tjenestemand på løntrin 4 i lønklasse LA 5.

Sideløbende udtog sagsøgeren den 8. februar 1983 en yderligere stævning (registreret under nr. 20/83) mod en beslutning, der blev truffet den 29. juni 1982 i anledning af, at sagsøgeren havde bestået en yderligere udvælgelsesprøve nr. CJ 149/81, der blev afholdt i 1982 med henblik på ansættelse af fem juridiske revisorer, og hvorved han af ansættelsesmyndigheden blev:

»udnævnt som græsksproget juridisk revisor i direktoratet for oversættelse fra den 1. juli 1982 at regne og forfremmet fra lønklasse LA 6, løntrin 3, til lønklasse LA 5, løntrin 1, med anciennitet i løntrinnet fra den 1. september 1980.«

I sidstnævnte stævning er der nedlagt påstand om, at indplacering sker i LA 4 eller, subsidiært, på løntrin 4 i lønklasse 5, medens sagsøgeren p.t. er indplaceret på løntrin 2 i nævnte lønklasse som følge af den i vedtægtens artikel 44 foreskrevne automatiske toårige stigning i løntrin.

3. 

Efter såvel deres anbringender som deres genstand rejser de to søgsmål, Aristides Vlachos har anlagt, det samme spørgsmål til Domstolens afgørelse: kan ansættelsesmyndigheden i tilfælde af intern udvælgelsesprøve (artikel 29, stk. 1, litra b), ved bestemmelsen af ansøgernes indplacering anvende vedtægtens bestemmelser om avancement via forfremmelse (artikel 45, stk. 1, og artikel 46).

En bemærkning er imidlertid nødvendig: den første sag blev anlagt på grundlag af en forudgående klage af 28. juli 1982, ved hvis indgivelse sagsøgeren var uvidende om den dobbelte beslutning af 29. og 30. juni 1982, der meddeltes ham den 5. oktober 1982, medens den anden sag netop angår den første af de nævnte beslutninger.

Sag 21/83 angår således sagsøgerens udnævnelse og indplacering allerede fra den 20. januar 1982, den dag ansøgning herom blev indgivet, uafhængig af den førnævnte dobbelte beslutning. Et heldigt udfald i denne sag er således forudsætningen for den principale påstand i sag 20/83.

Det vil herefter være hensigtsmæssigt at behandle de to sager efter hinanden.

4. 

I stævningen i sag 21/83 har Aristides Vlachos gjort to anbringender gældende, det ene støttet på de forsikringer, ansættelsesmyndigheden gav ham vedrørende hans indplacering, det andet støttet på anvendelsen af artiklerne 31 og 32 ved bestemmelsen af lønklasse og løntrin.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at den forventning, han berettiget havde efter ansættelsesmyndighedens forsikringer, er blevet krænket. Han henviser i den forbindelse til de forsikringer, der er udtrykt i skrivelsen af 25. august 1980, der bekræftedes af hans midlertidige tjeneste som juridisk revisor fra den 1. april 1981 og af udvælgelseskomiteernes rapporter i forbindelse med udvælgelsesprøverne nr. CJ 14/81 og nr. CJ 149/81, hvori det, jfr. betingelsen i nævnte skrivelse, anføres, at han var en af de »bedste juridiske sprogeksperter« i den græske oversættelsesafdeling.

Modsat sagsøgeren mener jeg ikke, at anbringendet er holdbart. Skrivelsen af 25. august 1980 var foranlediget af Aristides Vlachos' skuffelse over at blive ansat som hjælpeansat A II/4, hvorfor det navnlig heri fremhæves, at denne situation kun var foreløbig og beroede på de forhåndenværende budgetmæssige muligheder. Skrivelsen oplyste om udsigterne for en karriere inden for den oversættelsesafdeling, der var under opbygning, når de fornødne bevillinger var blevet vedtaget: sagsøgerens ansættelse ville nemlig normalt føre til en udnævnelse som juridisk sprogekspert i LA 6 og, i givet fald, såfremt han var blandt de bedste af disse, som juridisk revisor i LA 5.

Skrivelsen, der i øvrigt blev underskrevet af den assisterende direktør for Domstolens forvaltning, gik således alene ud på at oplyse Aristides Vlachos og forpligtede på ingen måde ansættelsesmyndigheden til at udnævne ham i den ønskede lønklasse efter et bestemt tidsrum, hvilket ikke ville have været i overenesstemmelse med vedtægtens regler, der udtømmende angiver de betingelser, hvorunder ansættelsesmyndigheden kan udnævne tjenestemænd ved De europæiske Fællesskaber: sådan ansættelse kan ikke bero på en aftale, da retsforholdet mellem personalet ved en institution og ansættelsesmyndigheden beror på vedtægten og ikke er af aftaleretlig karakter ( 2 ).

For så vidt angår sagsøgerens indplacering i LA 5/4 forud for beslutningerne af 29 og 30 juni 1982 er der således kun det andet anbringende, Aristides Vlachos anfører, tilbage.

Den på vedtægtens artikler 31 og 32 støttede argumentation forekommer mig ikke relevant i betragtning af søgsmålets genstand. Efter udvælgelsesprøven nr. CJ 14/81 var sagsøgeren nemlig blevet udnævnt til tjenestemand på prøve og indplaceret i LA 6/3 i overensstemmelse med vedtægtens artikler 27-34, således som dette ganske entydigt fremgik af ansættelsesmyndighedens beslutninger af 11. og 25. november 1981. Der var således gjort to undtagelser til fordel for sagsøgeren : Han blev i overensstemmelse med institutionens faste praksis udnævnt i den højere lønklasse inden for den stillingsgruppe, han var blevet ansat i efter en intern udvælgelsesprøve (La 7/LA 6), hvilket har hjemmel i artikel 31, stk. 2, og han var i medfør af artikel 32, stk. 2, blevet indplaceret på løntrin 3 under hensyntagen til hans faglige erfaring. Aristides Vlachos har i øvrigt taget til efterretning, at hans indplacering efter denne udvælgelsesprøve skete på grundlag af de nævnte bestemmelser; han har imidlertid fasthold sit krav om fastansættelse i højere lønklasse og -trin.

Fastansættelsen kunne imidlertid først indtræde efter udløbet af den i artikel 34, stk. 1, foreskrevne tvungne prøvetid, eller den 1. juli 1982, hvilket netop skete ved ansættelsesmyndighedens beslutning af 30. juni 1982.

Hvad angår indplaceringen i LA5/4 kunne en sådan uden enhver udvælgelsesprøve kun ske ved anvendelse af artiklerne 45 og 46 om forfremmelse: men som anerkendt af såvel ansættelsesmyndigheden som sagsøgeren var disse bestemmelser i mangel af fastansættelse uanvendelige på det pågældende tidspunkt (artikel 45, stk. 1, andet afsnit).

Udnævnelsen af sagsøgeren som tjenestemand på prøve i LA 6/3 kan således ikke anses som en »capitis deminutio«. Selv om den midlertidige tjeneste som juridisk revisor indtil da havde tilladt en indplacering i LA 5/1 i medfør af artikel 10, stk. 3, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber, levnede meddelelsen om udvælgelsesprøven efter sin ordlyd og vedtægtens bestemmelser ikke ansættelsesmyndigheden noget andet valg; endvidere oppebar sagsøgeren allerede fra den 1. oktober 1981 netop på grund af ændringen i lønklasse et udligningstillæg i medfør af vedtægtens artikel 7, stk. 1.

Efter det anførte finder jeg, at der i sag 21/83 bør ske frifindelse.

5. 

Herefter kommer jeg til det grundlæggende spørgsmål, jeg før nævnte, og som er kernen i den anden sag: kan bestemmelserne om indplaceringen af en forfremmet tjenestemand i lønklasse og på løntrin (vedtægtens artikel 45, stk. 1, og artikel 46, bringes i anvendelse af ansættelsesmyndigheden ved indplaceringen af en tjenestemand, der efter en intern udvælgelsesprøve udnævnes i en stilling i samme kategori?

Forinden jeg redegør for min opfattelse af spørgsmålet skal jeg kort nævne det parterne har anført herom.

Aristides Vlachos er af den opfattelse, at beslutningen af 29. juni 1982, hvormed han udnævnes til juridisk revisor efter deltagelse i den interne udvælgelesesprøve nr. CJ 149/81, udgør en beslutning om ansættelse: herefter bør hans indplacering bestemmes efter reglerne i vedtægtens artikler 31 og 32. Artikel 31, stk. 2, og artikel 32, stk. 2, giver netop ansættelsesmyndigheden mulighed for under visse betingelser at tilpasse ansøgerens indplacering efter dennes faglige erfaring. Derimod giver anvendelsen af artiklerne 45 og 46 (om forfremmelse) ikke mulighed for en sådan smidighed, da tjenestemandens indplacering bestemmes uafhængigt af den pågældendes faglige erfaring, idet der normalt allerede er taget hensyn til denne ved den første indplacering. Bestemmelserne i artiklerne 31 og 32 er således mere gunstige end bestemmelserne i artiklerne 45 og 46.

Til støtte for sin opfattelse har sagsøgeren gjort tre argumenter gældende:

Ansættelsesmyndighedens forsvar heroverfor følger sagsøgerens argumentation:

6. 

Parternes modstridende fortolkninger af vedtægtens bestemmelser gør det nødvendigt at indkredse problemet punkt for punkt for at bestemme efter hvilke vedtægtsbestemmelser sagsøgerens indplacering skal afgøres. Først må anvendelsesområderne for henholdsvis ansættelsesproceduren og forfremmelses-proceduren bestemmes på grundlag af vedtægten; herefter vil det kunne afgøres, hvilke regler der kan anvendes på indplaceringen Aristides Vlachos.

Generaladvokat Lagrange fremhævede i forbindelse med en undersøgelse af sammenhængen og betydningen af vedtægtens bestemmelser om ansættelse og om forfremmelse, at hver af de nævnte procedurer havde deres egenart, hvilket fremgik af såvel ordlyden som systematikken i kapitlerne 1 og 3, der indeholder de nærmere regler om disses anvendelse ( 5 ). En tilsvarende opfattelse giver generaladvokat Reischl udtryk for: selv om udtrykket ansættelse eller udnævnelse nemlig »omfatter alle arter af stillingsbesættelser« ( 6 ), bør det dog adskilles fra forfremmelse. I overensstemmelse med det af de nævnte to generaladvokater anførte bør kendemærkerne for de to procedurer udledes af formålet med hver især.

Med en enkelt undtagelse (artikel 29, stk. 2) sker ansættelse ved afholdelse af udvælgessesprøve. Dette fremgår ikke alene af sammenhængen i artikel 29, stk. 1, der fastslår hovedreglen om ansættelse via almindelige udvælgelsesprøver, men også af artikel 45, stk. 2, der giver samme regel for en tjenestemands overgang til en anden tjenestegruppe eller kategori. Domstolen har i øvrigt fastslået, at i sidstnævnte tilfælde var ansættelsesmyndighedens adgang til at benytte en anden procedure udelukket i betragtning af undtagelseskarakteren af den nævnte bestemmelse i artikel 29, stk. 2, ( 7 ).

Forfremmelse fastlægger tjenestemændenes senere avancement inden for hans stillingsgruppe eller inden for lønklassen. Da tjenestemændenes egnethed er fastslået i forbindelse med ansættelsen, sker forfremmelse følgelig efter ansættelsesmyndighedens valg. Det forudsættes imidlertid, at den ansatte tjenestemand forud har godtgjort sine faglige kvalifikationer inden for den stilligsgntppe eller lønklasse, ban er ansat i: derfor kræves en vis frist for at muliggøre en sammenligning af de pågældendes fortjenester (artikel 45, stk. 1, andet afsnit), selv i tilfælde af overgang til anden kategori eller tjenestegruppe ( 8 ).

De nævnte to procedurers særlige egenart forklarer den særlige stilling forfremmelse indtager blandt de fremgangsmåder, ansættelsesmyndigheden kan benytte ved besættelse af en ledig stilling. Efter artikel 29, stk. 1, litra a) er forfremmelse og forflyttelse den første mulighed, ansættelsesmyndigheden skal tage i betragtning: den rangfølge, der således opstilles, er udtrykket for selve grundsætningen om de ansatte tjenestemænds adgang til karriere ( 9 ). Det ville nemlig være selvmodsigende i dette tilfælde at udelukke muligheden af forfremmelse til fordel for udelukkende ansættelse samtidig med, at adgang til forfremmelse efter ansættelse fastslås som en grundsætning, hvilket fremgår af selve sammenhængen i vedtægtens afsnit III med de nærmere regler om indholdet og forløbet i tjenestemandskarrieren (kapitlerne 1-4).

Når jeg har fundet anledning til at fremhæve de to procedures egenart, er det fordi denne beror på de respektive særlige formål, der ligger til grund for de nævnte procedurer. Medens ansættelsen således angår indtræden i en kategori eller en tjenestegruppe ved De europæiske Fællesskaber, angår forfremmelse derimod forløbet af den således påbegyndte karriere inden for de kategori eller den stillingsgruppe, hvori den pågældende er blevet ansat. Ansættelse angår således de nærmere regler om indtræden i Fællesskabernes tjeneste og mere generelt, som antydet af generaladvokat Lagrange, »indtræden i en ny tjenestegruppe eller i en ny kategori« ( 10 ), medens forfremmelse derimod har til formål at give den ansatte tjenestemand mulighed for avancement i den således påbegyndte karriere.

Efter således at have fastlagt anvendelsesområdet for de to procedurer er det lettere at forstå institutionernes praksis, der, som nærværende sag viser, undertiden er sådan indrettet, at en anvendelse enten eller af de forskellige bestemmelser, jeg har omtalt, er vanskelig.

7. 

Beslutningen af 29. juni 1982 angår både udnævnelsen af og forfremmelse af Aristides Vlachos, idet beslutningen i øvrigt henviser til artikel 29 og artiklerne 45 og 46. Der er således tale om et »mellem« tilfælde i forhold til de situationer, jeg har omtalt. Beslutningen bringer således reglerne om indplacering af en forfremmet tjenestemand i anvendelse på en tjenestemand, der inden for sin kategori (LA) er udnævnt i en ny stilling (juridisk revisor) efter deltagelse i den interne udvælgelsesprøve nr. CJ 149/81.

Dette fører til en første bemærkning: ingen bestemmelse i vedtægten udelukker benyttelsen af en intern udvælgelsesprøve i en sådan situation, når der i vedkommende tilfælde ikke er anden mulighed for de pågældende tjenestemænds avancement i karrieren: forfremmelse forudsætter nemlig udløbet af den i artikel 45, stk. 1, fastsatte minimumsfrist og forflyttelse er udelukket ved udnævnelse i en højere lønklasse (vedtægtens artikel 7, stk. 1). Ansættelsesmyndigheden forekommer mig således ikke at være gået ud over den skønsmæssige beføjelse, der er tillagt den i forbindelse med valget af den mest hensigtsmæssige procedure til besættelse af ledige stillinger ( 11 ).

Dette løser imidlertid ikke — og dette er min anden bemærkning — spørgsmålet om hvilke regler, der skal anvendes ved indplaceringen: ved udnævnelse af en tjenestemand efter en intern udvælgelsesprøve kan ansættelsesmyndigheden bestemme dennes indplacering ved anvendelse af artikel 45, stk. 1, og artikel 46 eller skal den anvende artiklerne 31 og 32 om indplacering efter ansættelse?

8. 

Dette spørgsmål mener jeg skal besvares på følgende måde: kan bestemmelserne i artiklerne 31 og 32 ikke anvendes i Aristides Vlachos' situation, er det under sagens særlige omstændigheder ikke alene muligt men også ønskeligt at bringe de for forfremmelse gældende regler i analog anvendelse.

Hvad angår anvendelsen af artiklerne 31 og 32 finder jeg, at deres anvendelse ikke nødvendigvis vil tilfredsstille sagsøgeren, og at den heller ikke passer til formålet med den procedure, der er sagens genstand.

Vælger man således at bringe de indplaceringsregler, der fastsættes i artiklerne 31 og 32, i anvendelse, vil ansættelsesmyndigheden ikke hermed for så vidt være tvunget til en bedre indplacering. I medfør af artikel 31, stk. 1, og artikel 32, første punktum, bør sagsøgeren principielt indplaceres på første løntrin i den pågældende lønklasse, dvs. her i LA 5/1; anvendelsen af undtagelsesbestemmelserne i artikel 31, stk. 2, og artikel 32, andet og tredje punktum, beror på ansættelsesmyndighedens skøn. Ganske vist kunne ansættelsesmyndigheden ikke undslå sig at lade Aristides Vlachos nyde godt af disse undtagelsesbestemmelser, såfremt anvendelsen heraf var blevet fast praksis i institutionen: ellers ville ansættelsesmyndigheden, bortset fra situationer, der er objektivt forskellige herfra, herved krænke grundsætningen om ligebehandling af tjenestemænd i samme kategori eller tjenestegruppe, jfr. vedtægtens artikel 5, stk. 3. Da sagsøgeren imidlertid ikke har kunnet godtgøre, at der forelå nogen forskelsbehandling, er et sådant anbringende uden betydning.

Under alle omstændigheder bør man efter min opfattelse se bort fra anvendelsen af de nævnte bestemmelser i nærværende tilfælde.

Man kan således ikke sidestille Aristides Vlachos med en »nyansat« tjenestemand, når han, langt fra at indtræde i en ny kategori eller tjenestegruppe, via en intern udvælgelsesprøve er genstand for avancement inden for kategorien LA, i hvilken han har været tjenestemand på prøve fra den 1. oktober 1981. Sagsøgeren påbegynder ikke nogen ny karriere som tjenestemand ved Fællesskaberne inden for en anden tjenestegruppe eller kategori, men er, om jeg så må sige, avanceret inden for samme kategori, han ansattes i som tjenestemand den 1. oktober 1981.

9. 

Derimod taler flere omstændigheder til fordel for en analog anvendelse af de bestemmelser, der gælder for indplaceringen af en forfremmet tjenestemand.

Det var den manglende mulighed for direkte at anvende artikel 45, stk. 1, der foranleldigede ansættelsesmyndigheden til at vælge den omhandlede procedure. At der i vedtægten savnes regler om en situation som den foreliggende kan dog ikke i sig selv begrunde en analogisk anvendelse af artiklerne 45 og 46: det må yderligere undersøges, dels om en sådan anvendelse er overensstemmende med formålet med, vilkårene for og virkningerne af forfremmelsesproceduren, dels om den nævnte anvendelse er nødvendig.

Sammenholdes Aristides Vlachos' tilfælde med det typetilfælde, artikel 45, stk. 1, har for øje, er ligheden fremtrædende. I de to tilfælde er det inden for samme kategori, at tjenestemændene udvælges for at overgå til den lønklasse, der ligger umiddelbart over den, de hidtidig var indplaceret i. I øvrigt er den procedure, ansættelsesmyndigheden iværksatte, logisk i overensstemmelse med grundsætningen om tjenestemands-karrieren og den i artikel 29, stk. 1, fastsatte rangfølge: efter at have konstateret den manglende mulighed for at forfremme eller forflytte tjenestemænd i kategori LA, har ansættelsesmyndigheden valgt proceduren med intern udvælgelsesprøve for at opnå et tilsvarende resultat og opbygge den græske oversættelsesafdeling.

Ansættelsesmyndighedens beslutning forekommer mig således at være i overensstemmelse med ånden i og formålet med artikel 45, stk. 1, for så vidt som denne tilgodeser tjenestemandens adgang til karriere inden for hans kategori i forbindelse med overgangen til den følgende lønklasse inden for kategorien. Der foreligger ingen overtrædelse af artikel 45, stk. 1, ved under nærværende sags omstændigheder at forfremme de ansøgere, der har bestået en intern undvælgelsesprøve til juridiske revisorer i den næstfølgende lønklasse i deres kategori og på et løntrin svarende til deres anciennitet, så meget desto mere som en sådan procedure valgtes i de pågældende juridiske sprogeksperters egen interesse. Ansættelsesmyndigheden kunne nemlig i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, have valgt andre fremgangsmåder, såsom overflyttelse eller fælles intern udvælgelsesprøve for institutionerne. Ved at vælge den interne udvælgelsesprøve har ansættelsesmyndigheden gjort det muligt for de bedste juridiske sprogeksperter at avancere hurtigere i deres karriere. Det er endvidere ikke bestridt, at ansættelsesmyndigheden har handlet i tjenestens interesse.

Ifølge fast praksis anerkender Domstolen, at ansættelsesmyndigheden har et vidt skøn med hensyn til at tilrettelægge tjenesten ( 12 ), hvilket i øvrigt er baggrunden for ansættelsesmyndighedens adgang til at vælge den mest egnede procedure ved besættelse af stillinger. Formålet med den hurtige procedure, ansættelsesmyndigheden valgte i nærværende sag, var hurtigst muligt at opbygge den græske oversættelsesafdeling med de to stillingsgrupper henholdsvis juridisk sprogekspert (LA7/LA6) og juridisk revisor (LA5/LA4) ved hjælp af det personale, der allerede var ansat forud for Grækenlands tiltræden den 1. januar 1981. Baggrunden for den fremgangsmåde, ansættelsesmyndigheden benyttede for at udnævne og forfremme Aristides Vlachos, var ønsket om hurtigt at opbygge den græske oversættelsesafdeling men under iagttagelse af grundsætningen om tjenestemænds adgang til karriere, hvilket førte ansættelsesmyndigheden til at vælge en procedure med udvælgelsesprøve med henblik på efterfølge forfremmelse.

Med det anførte afslutter jeg undersøgelsen af det lovlige i en analogisk anvendelse af artilderne 45 og 46: Sagsøgeren har nemlig ikke frembragt noget bevis for det af ham mod beslutningen af 29. juni 1982 anførte anbringende om forskelsbehandling støttet på dommen Williams ( 13 ). Der kan efter min opfattelse ikke gives sagsøgeren medhold i dette anbringende, når det ikke er godtgjort, at situationer, der svarer til sagsøgerens, har givet anledning til indplacering efter andre regler. Den situation, tjenestemænd ansat i andre institutioner efter udvælgelsesprøve befinder sig i, er som påvist ikke sammenlignelig med sagsøgerens situation, idet der her er tale om indtræden i en anden tjenestegruppe eller kategori.

De anførte betragtninger bringer mig således til at konkludere, at der bør ske frifindelse i de søgsmål, Aristides Vlachos med sagerne 20 og 21/83 har anlagt vedrørende den inplacering, ansættelsesmyndigheden har foretaget. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 69, stk. 2, og artikel 70 bør hver part bære sine omkostninger.