FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. VERLOREN VAN THEMAAT

FREMSAT DEN 14. DECEMBER 1983 ( 1 )

Høje Domstol.

1. Indledning

2. Det første spørgsmål

Hvad angår det første spørgsmål, må jeg allerførst ligesom Forbundsrepublikken Tysklands regering og Kommissionen præcisere, at spørgsmålet ikke vedrører fortolkningen af den i spørgsmålet nævnte position i den fælles toldtarif, men fortolkningen af den tilsvarende position i bilaget til Kommissionens forordning nr. 2787/81 af 25. september 1981. Kommissionen har i sit indlæg om denne præcisering nærmere anført, at forordningen til nomenklaturen i den fælles toldtarif ofte føjer særlige betingelser, f.eks. hvor den begrænser udbetaling af restitutionerne til en del af de varer, der falder ind under en underposition i den fælles toldtarif (underpositionerne »ex«). Da der er tale om en ordning med en selvstændig hjemmel og et selvstændigt formål, må der ifølge Kommissionens skriftlige indlæg ved fortolkningen af denne særlige nomenklatur ganske vist gås frem efter reglerne for fortolkning af den fælles toldtarif, dog i overensstemmelse med bestemmelserne i og formålene med den landbrugsforordning, hvorved den er indført. Navnlig under den mundtlige forhandling har Kommissionen senere tydeliggjort dette udgangspunkt — under henvisning til mit forslag til afgørelse i sag 145/81, Wünsche (Smi. 1982, s. 2507, højre spalte) og den deri nævnte henvisning til generaldvokat Mayras' forslag til afgørelse i sag 80/72 (Sml. 1973, s. 660, venstre spalte) — således. For det første må det tilstræbes at besvare fortolkningsspørgsmålene ved hjælp af den pågældende landbrugsforordnings bestemmelser og formål. Først når der ikke på denne måde kan opnås et klart svar, kan man konsultere den fælles toldtarif og de for denne gældende fortolkningsprincipper. Dette udgangspunkt kan jeg i sig selv også nu være enig i. For det førte spørgsmåls vedkommende giver dette efter min mening rigtige udgangspunkt imidlertid ikke meget mere til resultat end den konstatering, at »slag« som en billig type kød af forholdsvis lav kvalitet i overensstemmelse med den pågældende forordnings formål i princippet ikke skal kunne give ret til eksportrestitution.

Kommissionen har derefter navnlig bemærket, at en sammenligning af de udtryk, hvormed en bestemt kategori kød betegnes på de forskellige fællesskabssprog, ikke er tilstrækkelig til at sikre en ensartet fortolkning. Den måde, hvorpå slagtede dyr udbenes og udskæres, samt stykkernes præsentationsmåde varierer fra land til land og endog fra region til region, således at den samme betegnelse selv inden for samme sprogområde ikke altid bruges om præcis den samme anatomiske del. Fællesskabsretten indeholder ingen nøjagtig beskrivelse af begrebet »slag«, og af en publikation fra Det europæiske Produktivitetsagentur ved Den europæiske Samarbejdsorganisation af 1960, som er fremlagt af Kommissionen, fremgår det, at begrebet i forbindelse med de divergerende sædvanlige udskæringsmetoder fortolkes forskelligt i de forskellige medlemsstater.

Under henvisning til de pågældende diagrammer samt til de på de forskellige sprog anvendte udtryk — og efter en begrundet forkastelse af det svar, som sagsøgeren i hovedsagen havde foreslået — mente Kommissionen imidlertid i sit skriftlige indlæg til syvende og sidst, at begrebet »slag« alligevel kan fortolkes ensartet som »det stykke bugvæg, der sidder mellem de til kroppens bagfjerding hørende dele og brystet«. Der vil så efter Kommissionens mening fortsat bestå visse forskelle i fortolkningen, hovedsageligt med hensyn til den korrekte afgrænsning mellem slag og bryst. Som tidligere bemærket hænger disse forskelle sammen med traditionelt forskellige udskæringsmetoder.

Som svar på Domstolens skriftlige spørgsmål har Kommisionen i denne forbindelse foreslået, at Domstolen i sit svar også henviser til de fra land til land og ofte endog fra region til region forskellige skikke samt til fællesskabsbestemmelsernes formål.

Jeg kan tilslutte mig Kommissionens resultat. Fællesskabslovgiver vil højst selv kunne stræbe efter at harmonisere de lokale udskæringsmetoder ved hjælp af en nøjagtig definition, som de sagkyndige i medlemsstaterne imidlertid formentlig ikke let vil blive enige om. Det er klart, at det ikke påhviler Domstolen at foretage en sådan harmonisering. En henvisning til lokale skikke, som allerede har bestået i længere tid, udelukker desuden i reglen misbrug med det formål at opnå eksportrestitutioner, som ikke er ønsket med forordningen. Ikke desto mindre vil Domstolen i sit svar i overensstemmelse med Kommissionens forslag også kunne være opmærksom på denne fare for misbrug.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det første spørgsmål således:

»Ved begrebet ’slag’, som anvendes i Kommissionens forordning nr. 2787/81 af 25. september 1981 (EFT L 271, 1981) i position »ex 02.01 AII«, skal forstås det stykke bugvæg, der sidder mellem kroppens bagfjerding og brystet, og som ifølge — kodificeret eller ikke kodificeret — skik og brug i de forskellige medlemsstater skal anses for slag. For at undgå misbrug af muligheden for at opnå restitution skal der ved anvendelsen af denne betegnelse også tages hensyn til den nævnte forordnings formål.«

3. Det andet spørgsmål

Det andet spørgsmål er væsentligere og vanskeligere at besvare. Som tidligere bemærket gøres der i forordningens bilag kun undtagelse med hensyn til »slaget« og »skanken«. Rent sprogligt set kan der derunder muligvis forstås »dele af slaget« (eller af skanken). Sprogligt kan det i hvert fald ikke udledes af den nævnte bestemmelse, at også større eller mindre stykker slag, som sidder fast på et særskilt emballeret stykke kød af høj værdi, bevirker, at restitutionsmuligheden for det værdifulde kød helt bortfalder.

Den i min indledning nævnte skrivelse til alle medlemsstater af 20. oktober 1981 hjælper heller ikke domstolen meget videre i denne forbindelse. Af telex- og brevvekslingen med de irske myndigheder, som alle medlemsstaterne bliver underrettet om i denne skrivelse, fremgår det nemlig klart, at det spørgsmål, der blev besvaret, udelukkende vedrørte værdifulde stykker kød, hvorpå der sad en hel skank. Også de af mig nævnte svar vedrører udelukkende udbenet kød, som også omfatter skanken eller slaget (mine fremhævelser). Disse svar muliggør — i hvert fald på baggrund af de stillede spørgsmål — meget vel den fortolkning, at de udelukkende angår udbenet kød, som omfatter hele»slaget« eller en overvejende del »slag«. I alle tilfælde indeholder de overhovedet ingen udtalelser om de relativt små stykker »slag«, som i overensstemmelse med lokalt sædvanlige udskæringsmetoder plejer at sidde på værdifulde stykker kød, der giver ret til restitution. Jeg erindrer om, at der i dette tilfælde var tale om bryststykker med et i pistolform udskåret stykke kød, hvorfor Produktschap voor Vee en Vlees nægtede at udbetale eksportrestitution, fordi det anså dette i pistolform udskårne kød for »slag«.

Forbundsrepublikken Tysklands regering har under disse omstændigheder i sit skriftlige indlæg efter min mening med rette bemærket, at der i princippet kan gives tre svar på det stillede spørgsmål:

Domstolen bør erindre, at sagsøgeren i hovedsagen under den mundtlige forhandling har foreslået, at sidstnævnte kriterium præciseres således, at »slag«-delen ikke må udgøre mere end 20 % af hele kødstykket uden ben.

Den første løsning er valgt i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2773/82 af 13. oktober 1982 (EFT L 292, 1982, s. 20). I fodnote 7 til denne forordnings bilag præciseres det, at retitutionen kun udbetales for udbenede stykker, der ikke omfatter »hele (eller) en del af slaget«. Som den tyske regering med rette har bemærket, gjaldt denne forordning, der trådte i kraft den 1. november 1982, imidlertid endnu ikke i den i dette tilfælde relevante periode. Der opstår så, som tidligere bemærket, det spørgsmål, om et tilsvarende synspunkt med tilstrækkelig sikkerhed kan udledes af den da gældende forordning nr. 2787/81. Efter den tyske regerings mening er dette ikke tilfældet, og en løsning må derfor i overensstemmelse med Domstolens tidligere nævnte dom i Wünsche-sagen søges i den fælles toldtarifs almindelige bestemmelser (bestemmelse 3b i afsnit I, punkt A). Dette vil så nødvendigvis føre til den tredje løsning. Den anden løsning kan nemlig ifølge den tyske regering kun baseres på en udtrykkelig bestemmelse af dette indhold. Jeg vil her tilføje, at denne anden løsning i øvrigt forekommer mig uanvendelig i administrativ praksis.

Kommissionen mener, at den første løsning faktisk følger af den omtvistede bestemmelses ordlyd og formål. Hvad angår bestemmelsens ordlyd, har jeg allerede redegjort for, hvorfor jeg ikke kan tilslutte mig Kommissionens synspunkt, heller ikke når jeg tager den nævnte skrivelse af 29. oktober 1981 i betragtning. Hvad angår den omtvistede betemmelses formål, har Kommissionen bemærket, at udbetaling af restitutionen for stykker, der kun omfatter et lille stykke slag, ville være det samme som at udbetale en meget høj restitution for en kødtype af meget ringe værdi, hvorved eksport af dette kød indirekte stimuleres trods efterspørgslen efter det fra kødforarbejdningsindustrien i Fællesskabet.

Efter min mening er denne sidste argumentation fra Kommisionen på baggrund af dens egen redegørelse i forbindelse med det første spørgsmål imidlertid heller ikke helt overbevisende. Kommissionen har jo i denne redegørelse selv udtrykkeligt anført, at der kan være forskellige opfattelser vedrørende den rette afgrænsning mellem bryststykke og slag, som der her er tale om. Også af disse grunde har Kommissionen til syvende og sidst foreslået, at Domstolen i sit svar på det første spørgsmål også henviser til lokal skik og brug med hensyn til udskæringsmetoder. Under den mundtlige forhandling er der endvidere blevet henvist til, at de lokale udskæringsmetoder først efter den helt klare forordning af 1982 anvendes, når kødet er bestemt til eksport. En accept af Kommissionens forslag vil da i unødvendigt mange tilfælde måske kunne føre til problemer som angivet i min første fodnote.

Af alle disse grunde er det efter min mening mere logisk og mere praktisk i svaret på det andet spørgsmål ligeledes at henvise til de nævnte lokale skikke. I praksis vil dette i de fleste tilfælde formodentlig føre til omtrent de samme resultater som den af den tyske regering foreslåede løsning, men misbrug af restitutionsordningen bliver derved bedre forhindret.

Jeg foreslår derfor som konklusion, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål således:

»Når også henses til svaret på det første spørgsmål, skal medlemsstaterne for udbenede stykker, hvortil der hører et stykke flankekød, som i overensstemmelse med de lokale sædvanlige udskæringsmetoder ikke skal anses for hørende til disse stykker, men som skal anses for ’slag’, hverken helt eller delvis udbetale den i forordning nr. 2787/81 fastsatte restitution ved eksport til tredjelande.«

( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.

( 2 ) – Betydningen af Domstolens svar for andre tilfælde er da også begrænset til andre sogsmal vedrørende denne periode, til sporgsmålet om medlemsstaterne er berettigede eller forpligtede til at tilbagekræve restitutioner, der eventuelt betales for meget i denne periode, og til eventuelle virkninger af Domstolens svar på Kommissionens godkendelse af medlemsstaternes regnskaber for denne periode. Med hensyn til det sidste punkt henviser jeg lit sidste punktum i Kommissionens svar pa Domstolens skriftlige sporgsmål og de uddybende bemærkninger herom, som Kommissionen har fremsat under den mundtlige forhandling. De to sidste punkter, hvorpå Domstolens svar kan have virkninger for det andet sporgsmal, har imidlertid også andre retlige aspekter, som ikke stir i direkte forbindelse med de foreliggende problemstillinger.

( 3 ) – I et senere telex af 7. september 1981 blev dette svar yderligere således præciseret, at der »ikke kan udbetales eksportrestitution, jfr. bilaget til forordning (EØF) nr. 1928/81, for hver karton kød uden ben, som omfatter slag og/eller skank, ligeså lidt som for hvert parti kød uden ben, som omfatter slag og/eller skank«. I en endnu senere skrivelse blev der til yderligere præcision heraf anført: »Når partierne består af forskellige stykker, kan der betales eksportrestitutioner for ... de stykker i kartoner, som ikke omfatter stykker, der indeholder skank«. Om denne officielle fortolkning, som de irske myndigheder (ifølge Domstolens praksis med urette) opfattede som »instrukser«, bemærker jeg imidlertid, at den vedrørte en problemstilling i forbindelse med et stykke, der omfattede en bel skank. Også rent sprogligt passer svaret kun på stykker, der omfatter (hele) skanken og/eller (hele) slaget. Det spørgsmål står således fortsat åbent, hvad der gælder, når et stykke kun omfatter et lille stykke slag.