1. 

Forud for Rådets forordning nr. 2615/76 af 21. oktober 1976 havde ansatte aflønnet over forsknings- og investeringsbevillingerne status som lokalt ansatte eller ansatte ved anlæg.

Ved nævnte forordning, der indeholdt en ændring af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (AØA) og visse overgangsbestemmelser, fik de pågældende status som midlertidigt ansatte efter artikel 2, d), der blev indføjet i AØA, dvs. som ansat »i en fast stilling, som aflønnes over forsknings- og investeringsbevillingerne, og som er opført i den liste over stillinger, der er knyttet som bilag til den pågældende institutions budget«.

I medfør af artikel 20 i AØA, således som ændret ved nævnte forordning, fastsattes de pågældende ansattes løn i en tabel, der svarer til tabellen i artikel 66 i vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber, dog med følgende afvigelse: lønnen til ansatte i lønklasserne C og D var cirka 5 % lavere end lønnen til tjenestemænd i samme kategorier.

2. 

Helga Aschermann og de 47 andre sagsøgere er midlertidigt ansatte som omhandlet i artikel 2, d) i AØA, der enten har opnået denne status i medfør af overgangsbestemmelserne i forordning nr. 2615/76 eller er ansat efter denne forordning trådte i kraft. De henhører alle i kategori C eller D.

Indtil december måned 1981 blev vederlagene til såvel tjenestemændene som de midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, d), og artikel 20 i AØA tilpasset ved forskellige forordninger med hjemmel i vedtægtens artikel 65, stk. 1. Selv om disse forordninger opretholdt forskellen på 5 %, er de, lige så lidt som forordning nr. 2615/76, hvormed nævnte forskel indførtes, blevet anfægtet af sagsøgerne.

Herefter vedtog Rådet forordning nr. 3821/81 af 15. december 1981, der ændrer såvel vedtægten som AØA og indfører et midlertidigt »ekstraordinært« krisefradrag, beregnet som en procentdel af de af Fællesskaberne udbetalte nettolønninger, -pensioner og -godtgørelser for udtræden af tjenesten.

Procentandelen, der stiger med tiden, er den samme for samtlige lønklasser med undtagelse af lønklasse D 4, første løntrin, der fritages for fradraget.

Ved to forordninger af 15. februar 1982 ændrede Rådet løntabellerne i vedtægtens artikel 66 og i artikel 20 i AØA med virkning fra den 1. juli 1980 (forordning nr. 371/82) og fra den 1. juli 1981 (forordning nr. 372/82).

3. 

Det er de to nævnte forordninger samt forordningen om krisefradraget, sagsøgerne med det den 20. december 1982 anlagte søgsmål i medfør af EØFtraktatens artikel 184 og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige traktater påstår kendt uanvendelige fra den 1. januar 1982. Herudover har sagsøgerne nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at yde dem genoprejsning i hvert fald fra den 1. januar 1982, således at sagsøgernes løn svarer til tjenestemænds i samme kategori, idet der yderligere nedlægges påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale et acontobeløb, hvortil kommer renter samt, endeligt, sagens omkostninger.

Søgsmålet er anlagt efter at Kommissionen den 20. december 1982 havde afvist en klage, som de pågældende havde indgivet den 24. maj 1982 i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2.

Der skal tages stilling til spørgsmålet om søgsmålets antagelse til realitetsbehandling samt, eventuelt, sagens realitet.

4. 

Kommissionen har rejst indsigelse mod sagens antagelse til realitetsbehandling, idet den gør gældende:

Den første af de nævnte formalitetsindsigelser forekommer mig ikke holdbar. Klagen, hvis afvisning er grundlag for nærværende søgsmål, angik lønsedlerne fra februar måned 1982, altså retsakter, der var en følge af Kommissionens beslutning om anvendelse af de omtvistede rådsforordninger. Ved vedtagelse af en sådan beslutning, der i øvrigt efter såvel Kommissionens som sagsøgernes opfattelse umuligt kunne være anderledes, må sagsøgerne være berettiget til direkte at indgive klage i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2. I øvrigt kan det bemærkes, at Kommissionen, der modtog sagsøgernes klage den 24. maj 1982, overhovedet ikke i sin afvisningsskrivelse af 20. december s.å. nævner nødvendigheden af en forudgående ansøgning.

Efter min opfattelse bør sagen imidlertid afvises på grundlag af den anden indsigelse. Den situation, klagerne anfægter, udspringer nemlig af Rådets forordning nr. 2615/76. Uanset den kritiserede lønforskel medførte denne forordning en væsentlig forbedring for de pågældende ansatte, hvilket forklarer, at forordningen i sin tid ikke gav anleding til indsigeler.

Forordningen af 1981, der indførte krisefradraget, og forordningerne af 1982 opretholdt procentvis forskellen fra 1976. De har på ingen måde skærpet denne. Hverken de nævnte forordninger eller Kommissionens nylige forslag om afskaffelse af nævnte forskel udgør nogen »ny omstændighed, som væsentlig ændrer de forudsætninger, som har ligget til grund for den oprindelige beslutning«, for at anvende formuleringen i retspraksis efter dommen Tontodonati ( 2 ).

Af denne grund bør sagen efter min opfattelse afvises.

5. 

Såfremt Domstolen imidlertid forkaster den nævnte formalitetsindsigelse, bør sagsøgte efter min opfattelse frifindes.

Sagsøgernes påstande støttes på to anbringender:

Som med rette anført af Kommissionen foreligger der efter fast retspraksis »forskelsbehandling, dels når forskellige forhold behandles ensartet, dels når ensartede forhold behandles forskelligt« ( 3 ).

Sagsøgerne, der er midlertidigt ansatte aflønnet over forsknings- og investeringsbevillingerne, ansættes imidlertid ikke efter samme kriterier og aflønnes ikke over samme bevillinger som tjenestemænd eller andre midlertidigt ansatte som omhandlet i litraerne a), b) og c) i artikel 2 i AØA. De er omfattet af særlige bestemmelser. Selv om de indplaceres i samme kategorier, befinder de sig altså hverken i henseende til ansættelsesvilkår eller budgetmæssigt i samme situation som tjenestemændene eller de øvrige midlertidigt ansatte.

Hvad angår anbringendet om en tilsidesættelse af omsorgspligten er dette ikke holdbart, da Kommissionen ikke har krænket grundsætningen om lighed med hensyn til løn. I øvrigt bestræber Kommissionen sig på at afskaffe denne lønforskel for fremtiden og disse bestræbelser, der er til gunst for sagsøgerne, kan ikke gøres gældende mod Kommissionen.

Jeg foreslår følgelig, at sagsøgte frifindes, og at sagsøgerne bærer deres egne omkostninger.