FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL

FREMSAT DEN 26. OKTOBER 1983 ( 1 )

Høje Domstol.

Sagsøgeren i den foreliggende sag er en mindre italiensk virksomhed, der næsten udelukkende fremstiller armeringsstål ved forarbejdning af halvfabrikata for tredjemands regning (det var i hvert fald tilfældet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder).

Med hjemmel i beslutning nr. 1831/81 (EFT L 180 af 1. 7. 1981, s. 1 ff.), ændret ved beslutning nr. 1832/81 (EFT L 184 af 4. 7. 1981, s. 1 ff.), meddelte Kommissionen virksomheden ved skrivelse af 6. august 1981, at dens produktionskvota for tredje kvartal 1981 for produkterne i gruppe V og VI udgjorde 12729 tons. Ved en revision viste det sig imidlertid, at sagsøgeren inden for nævnte kvartal havde produceret 13741 tons, dvs. 1012 tons for meget.

I en skrivelse af 25. februar 1982 henledte Kommissionen den sagsøgende virksomheds opmærksomhed på forholdet og opfordrede den til at fremsætte sine bemærkninger.

Dette skete ved en skrivelse af 4. marts 1982, hvori sagsøgeren med hensyn til klagepunktet om overskridelsen af produktionskvotaerne påberåbte sig, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til, at sagsøgeren var gået frem efter artikel 11, stk. 2 og stk. 3, i beslutning nr. 1831/81, hvori det hedder:

»2.	For virksomheder, hvis produktion kun omfatter en enkelt gruppe, tillades en overskridelsestolerance på 3 % af den del af deres produktionskvota, som kan leveres på det fælles marked, inden for produktionskvotaen.

3.	Virksomheder, som ikke har udnyttet deres produktionskvotaer eller den del af deres kvotaer, som kan leveres på det fælles marked, kan overføre indtil 5 % heraf inden for samme produktgruppe til næste kvartal«.

Den sagsøgende virksomhed bemærkede i den forbindelse, at den i andet kvartal 1981 havde fået tildelt en kvota på 13789 tons, men havde en faktisk produktion på 11277 tons, hvilket ifølge artikel 11, stk. 3, i beslutning nr. 1831/81 måtte betyde, at produktionskvotaen for tredje kvartal 1981 skulle forhøjes med 636 tons (svarende til 5 % af 12729 tons). Hertil kom overskridelsestolerancen i henhold til artikel 11, stk. 2 (3 % af 12729 tons), der bragte den tilladte maksimalproduktion op på i alt 13746 tons. Følgelig havde sagsøgeren ikke overskredet sin produktionskvota.

Ved et møde den 4. juni 1982, hvorunder sagsøgeren fik lejlighed til at fremføre sine bemærkninger, erkendte man at have begået en fejl ved anvendelsen af artikel 11, men gjorde gældende, at der burde tages hensyn til, at man dog havde handlet i god tro, ligesom det måtte være af betydning, at merproduktionen var blevet oplagret. Endelig anførte den sagsøgende virksomhed i en skrivelse af 21. juni 1982, at den ikke havde overskredet kvotaerne for 1981 som helhed, men at det havde produceret 1131 tons mindre end tilladt, hvilket også burde tages i betragtning ved anvendelse af bødereglerne i beslutning nr. 1831/81.

Kommissionen fandt imidlertid ikke virksomhedens argumentation holdbar og pålagde den 13. august 1982 sagsøgeren en bøde i medfør af artikel 12 i beslutning nr. 1831/81 for med 1012 tons at have overskredet produktionskvotaerne for produkterne i gruppe V og VI. Bøden blev fastsat til 75900 ECU (100 284393 lire) ifølge reglen om 75 ECU pr. ton overskridelse. Bøden skulle betales inden to måneder efter meddelelsen af beslutningen. Endvidere bestemte beslutningen, at bøden blev forhøjet med 1 % for hver måned betalingen forsinkedes.

Sagsøgeren, firmaet Roè Volciano, anlagde herefter sag ved Domstolen den 17. september 1982 med påstand om, at det kendes for ret, at sagsøgeren ikke er pligtig at betale den bøde, som blev pålagt ved beslutningen af 13. august 1982, subsidiært at Domstolen skønsmæssigt nedsætter bødens størrelse. I replikken har sagsøgeren nedlagt den mere subsidiære påstand, at renter 1 % pr. måned, hvormed betalingen forsinkes, kendes fyldestgørende med hensyn til de bøder, som blev fastsat i 1982.

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. marts 1983 blev gennemførelsen af den anfægtede beslutning udsat, indtil der er afsagt dom i hovedsagen, uden at sagsøgeren, som det ellers er sædvanlig praksis, blev pålagt at stille sikkerhed.

Sagsøgerens første anbringende er, at man ikke for 1981 som helbed bar overskredet sine prodnktionskvotaer

Dette er korrekt, for så vidt som sagsøgeren ifølge det under sagen fremlagte talmateriale ikke i første og andet kvartal 1981 overskred produktionskvotaen for produkterne i gruppe IV, som blandt andet omfatter armeringsstål (produktionen udgjorde i første kvartal 29 tons mindre end tilladt og i andet kvartal 2512 tons mindre), men øjensynligt ikke holdt sig inden for kvotaen, for så vidt angår fjerde kvartal 1981.

Som jeg allerede har fastslået i mit forslag til afgørelse i sag 179/82 ( 2 ), kan betragtningen om, at sagsøgeren ikke har overskredet kvotaen for 1981 som helhed, imidlertid ikke undskylde, at sagsøgeren har handlet i strid med kvotabestemmelserne, som ganske klart er baseret på kvartalsvise kvotaer. Det afgørende er altså kvotaen pr. kvartal.

Tillige må man afvise at acceptere sagsøgerens kvotaoverskridelse, blot fordi kvotaen i det foregående kvartal ikke er udtømt.

Artikel 8, stk. 2, i beslutning nr. 2794/80 (EFT L 291 af 31. 10. 1980, s. 1), hvorefter

»[virksomheder], som ikke har udnyttet deres kvotaer, kan overføre indtil 50 % af den ikke udnyttede produktion til næste kvartal«

kunne nemlig med sikkerhed kun bringes i anvendelse inden for dennes beslutnings egne rammer, og den efter artikel 8, stk. 2, bestående mulighed faldt imidlertid væk, da beslutningen pr. 30. juni 1981 ikke længere var i kraft (jfr. herved artikel 15 i beslutning nr. 2794/80).

Ej heller artikel 11, stk. 3, i beslutning nr. 1831/81, som jeg citerede ovenfor, har relevans i det foreliggende tilfælde, hvilket det sagsøgende firma har antaget i replikken (her har firmaet i øvrigt indtaget et andet Standpunkt end under mødet med Kommissionen). Det fremgår nemlig klart af beslutningens ordlyd og opbygning, at de anførte bestemmelser alene gælder for de kvotaer, der er tildelt i medfør af beslutning nr. 1831/81, dvs., at de først fandt anvendelse fra fjerde kvartal 1981. At kun dette var tilsigtet bekræftes yderligere af, at kvotaordningen var væsentligt ændret i forhold til den tidligere beslutning nr. 2794/80, for så vidt angår de omfattede produkter og de kvotaer, som skulle fastsættes for produkterne. I beslutning nr. 2794/80 var kvotaerne nemlig fastsat for produkter i gruppe I på den ene side (coils og varmtvalsede bånd valset på specialvalseværker) og for produkter i gruppe IV på den anden side (lette profiler (valstråd i ringe, armeringsstål og andet handelsstål)), mens beslutning nr. 1831/81 fastsatte kvotaer for visse afledede produkter (som det fremgår af opregningen i artikel 1), og den tidligere gruppe IV blev opdelt i tre grupper IV, V og VI, og for hver enkelt gruppe blev der fastsat særskilte kvotaer. Hermed var det altså udelukket at overføre den kvota for andet kvartal 1981, som ikke var fuldt udnyttet, til tredje kvartal 1981.

En kvotaoverskridelse for tredje kvartal 1981 kunne altså ikke alene begrundes med, at den pågældende virksomhed havde produceret mindre af de pågældende produkter i andet kvartal 1981 end den tildelte kvota. På baggrund heraf kan der ved fastsættelsen af bøden i givet fald kun tages hensyn til sagsøgerens faktiske produktionsforhold som en formildende omstændighed, netop fordi en ændring af ordningen afskar fra fortsat anvendelse af reglen i artikel 8 i beslutning nr. 2794/80 også i det følgende kvartal, hvorimod der i henhold til beslutning nr. 1831/81 stadig fandtes en sådan mulighed, for så vidt angår andet kvartal 1981. Dette skal jeg senere komme tilbage til i anden forbindelse.

Den sagsøgende virksomheds andet anbringende er, at den ikke har solgt den merproduktion, hvormed den tilladte kvota blev overskredet, men har oplagret den, fordi sagsøgeren udelukkende arbejder for tredjemands regning, som derfor bevarer ejendomsretten til produkterne, hvorfor sagsøgeren ikke selv har nogen direkte adgang til markedet. Sagsøgeren har kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til denne omstændighed.

Ej heller dette anbringende kan imidlertid godtages som begrundelse for at fritage sagsøgeren for at betale den pålagte bøde.

Kvotaerne er klart knyttet til selve produktionsprocessen og foreskriver som forudset i EKSF-traktatens artikel 58 en række indskrænkninger heri. Det kan der da også anføres fornuftige grunde til, idet der herved er sikret bestemmelserne større gennemslagskraft end i det tilfælde, hvor det tillige ville være nødvendigt at overvåge bevægelserne i virksomhedernes lagre. For at pålægge en bøde er det derfor principielt tilstrækkeligt at fastslå, at den pågældende virksomhed har produceret mere end af Kommissionen tildelt. Hvad der senere sker med produktionen er der derfor uden betydning.

Sagsøgeren har i den forbindelse ganske vist anført, at man ikke havde adgang til markedet og derfor kom i vanskeligheder, men den side af sagen er klart uden betydning med hensyn til tredje kvartal 1981. På daværende tidspunkt havde Kommissionen med rette — fordi virksomheden udelukkende arbejdede for tredjemands regning — endnu ikke fastsat den del af den reducerede produktionsmængde, som den lovligt kunne afsætte på det fælles marked. Det skete først i sommeren 1982, da sagsøgeren gjorde det klart for Kommissionen, at man ville få vanskeligheder som følge af, at bestilleren nu selv ville foretage forarbejdningen. I november 1982 tildelte Kommissionen derfor i medfør af artikel 8, stk. 3, i beslutning nr. 1696/82 sagsøgeren supplerende leveringskvotaer.

Den sagsøgende virksomheds tredje anbringende er, at den tvinges til at standse alle sine betalinger og lukke, såfremt den må betale bøden. Dette kan ifølge sagsøgeren imidlertid ikke være i overensstemmelse med EKSF-traktatens artikel 3, herunder med artikel 3, litra a) og d), hvortil sagsøgeren navnlig har henvist i replikken, og en sådan modstrid måtte Kommissionen have afværget. I replikken har sagsøgeren endvidere henvist til, at Kommissionen i henhold til artiklerne 14 og 15 i beslutning nr. 1831/81 burde have taget hensyn til firmaets vanskeligheder på grund af bødepålæggelsen.

Hvad angår dette anbringende, er det ikke nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt sagsøgeren fyldestgørende har godtgjort, at betaling af bøden vil få de frygtede følger. Som bekendt har sagsøgeren henvist til følgende forhold, som Kommissionen ikke betragter som fornødent bevis: sagsøgerens årsregnskab for 1981, en skrivelse af 18. november 1982, ifølge hvilken sagsøgerens banker ikke var indstillet på at kautionere for betalingen af bøden, samt til et aktionærmøde, hvorunder der blev givet en redegørelse for sagsøgerens situation i december 1982. På grund af de nedenfor anførte betragtninger er jeg af den opfattelse, at der ikke i sagsøgerens argumenter er fornødne holdepunkter til støtte for påstanden om at annullere eller ændre beslutningen om at pålægge sagsøgeren en bøde.

For det første fremgår det med sikkerhed, at beslutningen om at pålægge sagsøgeren en bøde ikke er i strid med EKSF-traktatens artikel 3.

Jeg kan ikke se nogen overtrædelse af artikel 3, litra a). Ganske vist synes henvisningen til litra d) ikke helt irrelevant, men Kommissionen har under påberåbelse af Domstolens praksis med rette gjort gældende, at det ikke er muligt at forfølge alle formålene i artikel 3 på én gang, men at den kan give nogle af målene forrang frem for andre, afhængigt af de økonomiske omstændigheder. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke efter Kommissionens opfattelse godtgjort, at den med hensyn til de bestemmelser, som sagsøgeren har påberåbt sig, har udøvet sit skøn retsstridigt.

Endvidere må det anerkendes, at det er nødvendigt at pålægge mærkbare bøder for at sikre kvotaordningens effektivitet, hvis formål er at overvinde en vanskelig krise og at skabe de nødvendige forudsætninger for på en fornuftig måde at kunne forfølge de mål, som er nævnt i EKSF-traktatens artikel 3. På den baggrund kan det med sikkerhed ikke forlanges af Kommissionen, at den enten giver afkald på at pålægge en virksomhed bøder eller kun pålægge den meget små bøder, fordi virksomheden er kommet i økonomiske vanskeligheder. I modsat fald ville sådanne virksomheder praktisk talt ustraffet kunne overtræde kvotabestemmelserne, hvilket ville være i strid med lighedsgrundsætningen. Hertil kommer, at det i praksis ville være vanskeligt at udmåle bøderne i forhold til den pågældende virksomheds økonomiske muligheder. Det ville klart besværliggøre bødeordningen helt urimeligt og dermed også håndhævelsen af kvotasystemet.

I princippet må det derfor, når en virksomhed har problemer med at betale bøden, være tilstrækkeligt, at Kommissionen i så fald erklærer sig rede til at indrømme passende frister for bødens betaling eller indvilger i en afdragsordning.

Endelig er artiklerne 14 og 15 i beslutning nr. 1831/81, som sagsøgeren har påberåbt sig, helt åbenbart irrelevante i sagen.

Artikel 14 finder nemlig kun anvendelse, såfremt beregningen af produktionskvotaerne har skabt usædvanlige vanskeligheder for den pågældende virksomhed. Det har den sagsøgende virksomhed imidlertid ikke gjort gældende, men har udelukkende påberåbt sig de vanskeligheder, der vil opstå, såfremt den nødsages til at betale bøden. Desuden har den sagsøgende virksomhed ej heller, som det kræves efter artikel 14, indgivet en anmodning til Kommissionen i medfør af denne bestemmelse.

Artikel 15 vedrører den situation, at en virksomhed har ændret sine traditionelle leverancer så meget, at det ikke længere er muligt at sikre en rimelig forsyning af de forarbejdningsvirksomheder, som er afhængige af virksomheden. Ifølge denne artikel ville Kommissionen altså for at sikre forarbejdningen højst have kunnet yde supplerende kvotaer til sagsøgerens leverandør, men kun efter en herpå rettet klage, som ikke uden videre ses at foreligge med sagsøgerens skrivelse af 4. marts 1982, hvorved jeg ser bort fra, at de halvfabrikata, som sagsøgeren havde brug for til forarbejdningen, ganske klart slet ikke var omfattet af kvotasystemet.

Endvidere har sagsøgeren fremført et argument, som allerede tidligere var gjort gældende under den mundtlige høring ved Kommissionen, nemlig at det, hvis der ikke kan antages at foreligge de nødvendige objektive betingelser for at anvende artikel 11, stk. 2 og 3, i beslutning nr. 1831/81 på sagsøgeren, dog i det mindste må anerkendes, at sagsøgeren i god tro var af den opfattelse, at den tildelte kvota kunne overskrides i medfør af disse bestemmelser. Sagsøgeren vil hermed kun hævde, at man ved kvotaoverskridelsen befandt sig i en diskulperende retsvildfarelse, der må udelukke bødesanktionen.

Dette argument kan i hvert fald ikke tiltrædes i relation til bestemmelsen i artikel 11, stk. 2. Den drejer sig nemlig ganske åbenbart ikke om overskridelse af produktionskvotaen, men — efter sin placering i systemet — om overskridelse af leveringskvotaer, som den sagsøgende virksomhed ikke fik tildelt, da den udelukkende foretog forarbejdning for tredjemand. Artikel 11, stk. 2, kan ikke misforstås. Meningen var at skabe en vis dispositionsfrihed med hensyn til leveringskvotaerne for de virksomheder, som kun fremstiller produkter i én gruppe, og for hvem det ikke kunne komme på tale at tolerere en kvotaoverskridelse i medfør af artikel 11, stk. 1. Det fremgår desuden klart af artikel 11, stk. 1, der vedrører overskridelse af produktionskvotaer, at der ganske vist kunne indrømmes en overskridelsestolerance for enkelte produktgrupper, men at den samlede produktion for alle produktgrupperne ikke måtte overstige summen af de tiltalte kvotaer. Følgelig kan der ikke antages at foreligge nogen diskulperende retsvildfarelse, for så vidt angår artikel 11, stk. 2.

Artikel 11, stk. 3, hjemlede på sin side ingen mulighed for at overføre en uudnyttet kvota fra andet til tredje kvartal 1981. Det er min opfattelse, at der ej heller reelt kan være tvivl om dette spørgsmål, hvorfor der ikke kan antages at foreligge en relevant retsvildfarelse. Skulle sagsøgeren imidlertid have manglet den nødvendige klarhed på det punkt, kunne den let være blevet frembragt ved en simpel forespørgsel til Kommissionen. I det mindste på grund af

denne undladelse — hvorved bemærkes, at den sagsøgende virksomhed ikke har kunnet godtgøre, at Kommissionens inspektører bekræftede dens opfattelse af artikel 11 — må det være berettiget at tilskrive sagsøgeren en vis skyld, som med henblik på artikel 11, stk. 3, i beslutning nr. 1831/81 udelukker, at kvotaoverskridelsen ganske roligt betragtes som uvæsentlig.

I denne forbindelse vil jeg imidlertid gerne tilføje — og herved kommer jeg tilbage til en tidligere foretaget antydning — at det forekommer mig rimeligt i det mindste at anse det forhold, at sagsøgeren ikke fuldt ud udnyttede sin produktionskvota for andet kvartal 1981, som en formildende omstændighed. En nedsættelse af bøden er derfor berettiget, og selv om dette ikke kan ske på grundlag af den vidtgående overførselsmulighed efter artikel 8, stk. 2, i beslutning nr. 2794/80, så vil det dog være muligt i analogi med den tilsvarende mulighed efter artikel 11, stk. 3, i beslutning nr. 1831/81. Noget sådant bør komme på tale fordi bestemmelserne vedrørende kvotaoverførsler stedse indgår i alle kvotaordningerne, hvorefter der hos de erhvervsdrivende muligvis kan være fremkaldt en forventning om, at der fortsat gælder sådanne bestemmelser ved overgangen fra en kvotaordning til en anden. At gå frem på den måde er tillige særlig nærliggende i dette tilfælde, da sagsøgeren kun fremstiller én slags produkter, og der følgelig ikke er nogen omregningsproblemer på grund af den omstændighed, at inddelingen af produktgrupperne i beslutning nr. 1831/81 delvis er forskellig fra den tidligere beslutning vedrørende kvotaordningen.

Til sidst skal jeg behandle yderligere to punkter, hvorom sagsøgeren intet anførte i stævningen, men først i replikken. De vedrører dels de bestemmelser om renter, som finder anvendelse på sagsøgeren, dels bestemmelserne vedrørende bødens maksimale størrelse, navnlig bestemmelsen i EKSF-traktatens artikel 58, stk. 4, som lyder

»Den Høje Myndighed kan pålægge virksomheder, som overtræder de i medfør af denne artikel trufne beslutninger, bøder op til et beløb svarende til værdien af den uretmæssige produktion«.

Vedrørende det første punkt, hvorom sagsøgeren som ovenfor anført har indgivet en udtrykkelig ansøgning til Kommissionen, har sagsøgeren gjort gældende, at der ikke findes nogen klar afgørelse om dette spørgsmål, hvorfor det må antages, at Kommissionen fastsætter forskellige renter afhængig af, hvilken medlemsstat der er tale om, og at Kommissionen dermed behandler virksomhederne i de forskellige medlemsstater ulige.

Dette spørgsmål kan jeg ret hurtigt gøre op med. Den anfægtede beslutning bestemmer udtrykkeligt, at bøden forhøjes med 1 % for hver måned, hvormed betalingen forsinkes, således at den årlige rente udgør 12 % og ikke 22 % for de italienske virksomheder, således som sagsøgeren befrygter. Kun dette har betydning for den sagsøgende virksomhed, hvorfor jeg ikke kan se, at den skulle have nogen interesse i, at Domstolen på ny bekræfter Kommissionens pligt til at følge beslutningen. Selv om Kommissionen skulle have gjort sig visse overvejelser med hensyn til at fastsætte renterne forskelligt fra land til land, er der imidlertid ingen grund til i den foreliggende sag at beskæftige sig med dette spørgsmål, fordi der åbenbart udelukkende er tale om udkast til en beslutning, der endnu er under behandling, og hvis indhold i hvert fald endnu ikke har haft nogen indvirkning på den foreliggende sag.

Det kan derfor uden videre fastslås, at der ikke findes grund til i dommen at tage sagsøgerens påstand til følge på dette punkt.

Vedrørende det andet punkt har sagsøgeren allerede i en skrivelse til Domstolen af 5. oktober 1982, og senere igen i replikken, gjort gældende, at den pålagte bøde ikke er i overensstemmelse med den ovenfor citerede artikel 58, stk. 4, i EKSF-traktaten, ifølge hvilken bødens maksimale størrelse ikke må være større end værdien af den uretmæssige produktion. Ifølge sagsøgeren må der her tages hensyn til, at hele sagsøgerens produktion, herunder den af Kommissionen påtalte merproduktion, er fremstillet for tredjemands regning, hvorfor det også er tredjemand, der har bevaret ejendomsretten til de forarbejdede produkter. Efter sagsøgerens opfattelse kan der derfor højst pålægges firmaet en bøde svarende til værdien af de udbetalte lønninger i forbindelse med forarbejdningsprocessen, dvs. højst en sats på 57 ECU pr. ton overskridelse, såfremt man lægger gennemsnitsværdien af sagsøgerens forarbejdning pr. kg til grund, som i 1981 udgjorde 75307 lire.

Ej heller på det punkt vil man næppe efter min opfattelse kunne give sagsøgeren medhold, og dette ganske uafhængigt af, om det af sagsøgeren i replikken indgivne anbringende herom er for sent indgivet (og dermed i givet fald må afvises), fordi det ovennævnte brev til Domstolen ikke var underskrevet af sagsøgerens advokat.

Jeg mener ikke, at der foreligger nogen overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 58, som fastsætter en overgrænse for bødens størrelse, eftersom begrebet »værdien af den uretmæssige produktion« i artikel 58 ikke efter sin ordlyd er den merværdi, som frembringes af forarbejderen, men handelsværdien af de færdigvarer, som er undergivet kvotaordningen, før de bringes på markedet. Også hensynet til administrationen af bestemmelserne taler herfor. Dette hensyn ville nemlig i høj grad blive tilsidesat, såfremt Kommissionen var forpligtet til at bestemme merværdiens størrelse, da det ville indebære, at der skulle foretages en undersøgelse af de forskellige forarbejdningsled og herunder også måtte tages hensyn til virksomhedernes forskellige produktivitet. Men da værdien af de her relevante produkter, som af Kommissionen påvist, udgør et multiplum af den bøde, der kan pålægges efter artikel 12 i beslutning nr. 1831/81, er sanktionsbeslutningen ikke uforenelig med EKSF-traktatens artikel 58.

Endvidere kan det vel ej heller forlanges af Kommissionen, at den ved fastsættelsen af de individuelle bøder tager hensyn til den omstændighed, at en virksomhed, som den sagsøgende, kun arbejder for tredjemands regning, for på denne vis — helt uafhængig af den overgrænse, der er fastsat i EKSF-traktatens artikel 58 — at træffe afgørelsen efter billighed. Det er der imidlertid ikke grundlag for, fordi de bøder, der kan komme på tale, som regel er bekendtgjort i de generelle beslutninger om kvotaordningerne, hvorfor alle virksomheder på forhånd er klar over, hvilken risiko der er forbundet med at overskride en produktionskvota. I forlængelse af det indledende synspunkt må det også fastslås som væsentligt, at man i modsat fald ville kunne komme til at forskelsbehandle virksomheder, der frembringer tilsvarende arbejdsydelser som rene forarbejdningsvirksomheder, men for hvem den ovenfor nævnte betragtning ikke vil kunne komme på tale, fordi disse virksomheder indkøber halvfabrikata og selv afsætter de færdige produkter på markedet. Endvidere må der ikke mindst tages hensyn til risikoen for, at kvotaordningen omgås og dermed udhules, hvilket f.eks. kan tænkes at blive tilfældet, såfremt ordregiveren og den forarbejdende virksomhed enes om kun at frembringe en aftalt merproduktion, som imidlertid skal ligge hos sidstnævnte, da de således kan regne med, at bøden bliver lavere.

Jeg kan sammenfatte mit forslag til afgørelse som følger: Lægges det til grund, at den sagsøgende virksomhed i andet kvartal 1981 har produceret 2512 tons mindre end tilladt, og at det var afskåret fra at drage fordel heraf i det efterfølgende kvartal, udelukkende fordi kvotaordningen blev ændret, og tager man endvidere hensyn til, at Kommissionen ifølge fast praksis undlader at pålægge en bøde, såfremt der er tale om en førstegangsovertrædelse, og kvotaoverskridelsen udgør mindre end 500 tons, er der i den foreliggende sag ikke blot grundlag for en væsentlig nedsættelse af den fastsatte bøde, men også for at betegne den som urimelig stor. Følgelig bør der gives sagsøgeren medhold i den principale påstand, og sagens omkostninger bør derfor pålægges Kommissionen, herunder omkostningerne i forbindelse med de foreløbige forholdsregler med henblik på at få beslutningens fuldbyrdelse udsat.

( 1 ) – Oversac fra tysk.

( 2 ) – Dom af 19. 10. 1983 i sag 179/82 — Lucchini Siderurgica SpA, Brescia, mod Kommissionen for Dc europæiske Fællesskaber, Smi. 1983, s. 3083.