a)

For det første fremgår det klart af sagens akter, at denne drejer sig om eksport fra Frankrig til Fællesskabets øvrige medlemsstater og ikke import fra de øvrige medlemsstater til Frankrig. Derfor er kun henvisningen til traktatens artikel 34, men ikke artikel 30 relevant. Videre må gennemgangen af spørgsmålet, om nationale lovbestemmelser er i overensstemmelse med fællesskabsretten, udstrækkes til også at gælde undtagelsesbestemmelsen i artikel 36, som derfor må tages i betragtning ved gennemgangen af de forelagte spørgsmål. Holder man sig til forelæggelsesdommens præmisser, fremgår det af næstsidste præmis, at der med spørgsmålet anmodes om en fortolkning af artikel 36.

b)

Lidt vanskeligere er sammenslutningens udtalelser vedrørende den karakter, som sammenslutningen er tillagt i den nationale rets præjudicielle spørgsmål. Sammenslutningen præciserer således, at den ikke »indsamler« olieaffald, men »opbevarer« og afleverer det direkte til en godkendt bortskaffelsesvirksomhed. Den nationale rets spørgsmål må derfor anses for at gælde såvel »opbevaringsvirksom-hedernes« som »indsamlingsvirksomhedernes« situation. Naturligvis tilkommer det den nationale ret at afgøre, om de sagsøgte er opbevaringsvirksomheder eller indsamlingsvirksomheder, idet den nationale ret »alene har direkte kendskab til sagens omstændigheder og de af parterne fremførte argumenter og ... har ansvaret for den afgørelse, der skal træffes« ( 4 ).

a)

Det står fast, at den omtvistede franske lovgivning blandt andet skal gennemføre Rådets direktiv af 16. juli 1975 om bortskaffelse af olieaffald (75/439/EØF) i fransk ret, og at direktivet bestemmer, at der bør foretages en indbyrdes tilnærmelse af de nødvendige foranstaltninger blandt andet til beskyttelse af miljøet, ligesom direktivet fastsætter EF-kontrolprocedurer, for så vidt angår overholdelse af reglerne. Ifølge Domstolens praksis indebærer dette, at »begrundelsen for at anvende artikel 36 [ophører], og [at] de egnede kontrolforanstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger må træffes inden for de rammer, som harmoniseringsdirektiverne angiver« ( 6 ).

Ifølge Syndicat national og den franske regering må denne praksis også gælde artikel 34. Syndicat national understreger, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 36 og hovedreglen i artikel 34 udgør et udeleligt hele. Ligesom Syndicat national anfører den franske regering ligeledes til støtte for denne opfattelse følgende citat fra generaladvokat Capotorti's forslag til afgørelse i »Cassis de Dijon«-sagen: »Når der er sket tilnærmelse af lovgivningerne, er det klart, at artikel 30 ikke længere finder anvendelse, alene fordi det da må antages, at de direktiver, der er udstedt i henhold til artiklerne 100 og 101, er i overensstemmelse med traktaten (herunder artikel 30)« ( 7 ).

b)

Efter min mening bliver enhver henvisning til traktaten ikke overflødig efter udstedelsen af et direktiv, når det drejer sig om at afgøre, om nationale lovbestemmelser er gyldige i forhold til fællesskabsretten. Begrundelsen herfor er enkel, ja indlysende, idet traktatens principper, blandt andet forbudet mod kvantitative restriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning i samhandelen mellem medlemsstaterne, som også generaladvokat Capotorti har anført »utvivlsomt også [er] bindende for fællesskabsinstitutionerne ved udstedelsen af foranstaltninger, der har virkning for samhandelen« ( 8 ). Efter min mening gælder princippet om, at direktiverne er underlagt traktatens regler, såvel traktatens artikel 36 som artikel 34. Artikel 36 finder først ikke længere anvendelse på et område omfattet af et direktiv, når direktivets bestemmelser opfylder kriterierne i artikel 36, blandt andet kriterierne i andet punktum.

Det samme gør sig gældende med hensyn til artikel 34, idet der eventuelt tages hensyn til tvingende omstændigheder, som kan lette de fastsatte forbud, jfr. f.eks. de tvingende omstændigheder, som er anerkendt i Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af artikel 30.

c)

Følgelig mener jeg, at gennemgang af spørgsmålet, om de pågældende nationale lovbestemmelser er forenelige med fællesskabsretten, først og fremmest skal foretages i forhold til direktivet, for så vidt det forudsættes, at direktivet er i overensstemmelse med traktaten. Efter min opfattelse vil en direkte sammenstilling med traktaten uden først at se på direktivets bestemmelser være i strid med Domstolens praksis i sagerne Tedeschi og Ratti. Det er kun nødvendigt at inddrage traktatens bestemmelser, hvis spørgsmålet om den nationale lovgivnings gyldighed gør det påkrævet at foretage en fortolkning af direktivet, herunder blandt andet hvis én fortolkning synes i strid med traktaten, mens andre fortolkninger er i overensstemmelse med denne. I så fald må den fortolkning, som er i overensstemmelse med traktaten, lægges til grund.

a)

Denne dobbelte hjemmel skyldes direktivets målsætning, som der er redegjort nærmere for i betragtningerne. Direktivets første betragtning begrunder henvisningen til traktatens artikel 100: det er nødvendigt at foretage en tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om bortskaffelse af olieaffald på grund af deres indbyrdes forskelle, som kan »skabe ulige konkurrencevilkår og ... dermed indvirke direkte på det fælles markeds funktion«. Anden og tredje betragtning belyser henvisningen til artikel 235, idet direktivet ligeledes indgår i den fælles miljøbeskyttelsespolitik, som der imidlertid ikke i traktaten er tilstrækkelig hjemmel til at gennemføre. Den fjerde betragtning bestemmer, at »genanvendelse af olieaffald ... i vid udstrækning [kan bidrage til en brændstofforsyningspolitik]«, og direktivet kan således bidrage til energibesparelser. Lad mig ligeledes ordret citere en del af syvende betragtning på grund af dennes betydning i nærværende sag: »et effektivt og sammenhængende behandlingssystem for dette affald, som ikke hæmmer samhandelen inden for Fællesskabet, og som ikke påvirker konkurrencevilkårene, bør anvendes på alle disse produkter ...«. Dette afsnit giver således ikke blot direktivet et udstrakt anvendelsesområde, men bestemmer samtidig, at reglerne om frie varebevægelser og de sædvanlige konkurrencevilkår finder anvendelse på de produkter, direktivet omhandler.

b)

Blandt direktivets bestemmelser kan man sondre mellem de forpligtelser, som direktivet pålægger medlemsstaterne, og de forpligtelser, som medlemsstaterne skal pålægge virksomhederne.

a)

Det olieaffald, som er omfattet af bestemmelsernes anvendelsesområde, er »mineralolie eller syntetisk olie, som efter brug er uegnet til samme anvendelse som tilsvarende nye olieprodukter, og som kan genanvendes enten som råstof med henblik på regenerering eller som brændstof i industrien, og som det er forbudt at udtømme i naturen i henhold til dekret nr. 77-254 af 8. marts 1977 ( 9 ). Den franske regering har i sit indlæg anført, at »de pågældende lovbestemmelser således omfatter både smøreolier, som kan regenereres (tunge og lette olier), og smøreolier, som ikke kan regenereres«. Derimod har Syndicat national på retsmødet anført, at nærværende sag kun omhandler brugte tunge olier med udelukkelse af alle andre olietyper, fordi eksportforbudet udelukkende rammer denne gruppe af olieaffald. Det er ikke Domstolens opgave at løse denne tilsyneladende modsætning vedrørende fortolkningen af den omhandlede nationale lovgivning. Dette er heller ikke nødvendigt, idet Tribunal de Versailles' spørgsmål vedrører adgangen til at eksportere olieaffald til andre medlemsstater, hvorfor mit forslag derfor vil omhandle samtlige produkter omfattet af dekretet, som ikke kan eksporteres.

b)

Der er i den franske lovgivning fastsat forskellige fremgangsmåder til at kontrollere indsamlingen og genanvendelsen af olieaffald på de forskellige trin.

Opbevaringsvirksomheder, som »ligger inde med olieaffald som led i deres erhversmæssige virksomhed« ( 10 ) skal opsamle og oplagre olieaffaldet på tilfredsstillende måde og herved blandt andet undgå vandolieblandinger og andre olieemulsioner ( 11 ). De »skal enten aflevere deres olieaffald til godkendte indsamlingsvirksomheder i overensstemmelse med dekretets artikel 4, eller selv sikre transporten af olieaffaldet og aflevere det direkte til en bortskaffelsesvirksomhed, som har opnået godkendelse i henhold til dekretets artikel 8, eller endelig selv sikre bortskaffelsen af deres olieaffald«, forudsat de har den nødvendige tilladelse hertil ( 12 ). Flere opbevarings-virksomheder har, som f.eks. de sagsøgte i hovedsagen, oprettet sammenslutninger for herved at kunne afsætte den olie, de ligger inde med, på de mest fordelagtige betingelser.

c)

For at sikre en landsdækkende indsamling af olieaffald er hele landet blevet inddelt i geografiske områder, der som hovedregel følger departementerne. Miljøministeren har for hvert område udpeget en godkendt indsamlingsvirksomhed ( 13 ) efter indkaldelse til licitation ( 14 ) og efter høring af et interministerielt udvalg til godkendelse ( 15 ). Godkendelsen tildeles en enkelt virksomhed for en periode af 3 år, hvorefter der indkaldes til ny licitation.

Samme virksomhed kan opnå godkendelse til at foretage indsamling i flere departementer. Flere mindre virksomheder kan slutte sig sammen for samlet at opnå en sådan godkendelse. Underentrepriser er tilladt indtil 30 % af indsamlingsvirksomheden i et bestemt område.

De godkendte indsamlingsvirksomheder er ansvarlige for indsamling af alle former for olieaffald inden for deres område. Indsamlingsvirksomhederne, som nøje skal overholde entreprisebetingelserne, skal inden for en frist af fjorten dage indsamle oliemængder over 200 liter. Indsamlingsvirksomhederne skal til de ved licitationen fastsatte priser aflevere det indsamlede olieaffald til godkendte bortskaffelsesvirksomheder i overensstemmelse med den i dekretets artikel 8 fastsatte fremgangsmåde ( 16 ).

d)

Bortskaffelse af olieaffald er ligeledes betinget af udstedelse af en ministeriel godkendelse ( 17 ). Denne godkendelse udstedes af miljøministeren for syv år under hensyn til virksomhedens tekniske kapacitet og økonomiske formåen efter høring af et interministerielt udvalg ( 18 ). Den godkendte virksomhed skal overholde entreprisebetingelserne, som blandt andet forpligter virksomheden til at modtage olieaffald i den udstrækning virksomheden har kapacitet til at behandle affaldet ( 19 ).

Godkendelsen giver ikke eneret til at bortskaffe olieaffald i et bestemt område, men myndighederne foretager en fordeling mellem de godkendte bortskaffelses-virksomheder af det af de godkendte indsamlingsvirksomheder indsamlede olieaffald.

På spørgsmålet om bortskaffelsesvirksomhederne kan eksportere det olieaffald, som de modtager, har den franske regering svaret, at dekretets artikler 8 og 9 og artiklerne 2 og 9 i bekendtgørelsen om betingelserne for bortskaffelse forpligter bortskaffelsesvirksomhederne til at behandle olieaffaldet i deres anlæg, idet godkendelsen principalt gælder anlægget og derfor afhænger af de konkrete forhold. Hvis ikke olieaffaldet behandles, tilbagekaldes og fortabes godkendelsen, medmindre den manglende behandling skyldes midlertidige kapacitetsproblemer.

e)

Det står fast, at eksport af olieaffald fra Frankrig til de øvrige medlemsstater ikke kan lade sig gøre som følge af denne ordning.

a)

Ifølge spørgsmålets ordlyd skal Domstolen alene tage stilling til spørgsmålet, om de bestemmelser i den franske lovgivning, som har til formål eller til følge at forbyde eksport af olieaffald til de øvrige medlemsstater, er i overensstemmelse med fællesskabsretten. De franske bestemmelser om tildeling af bestemte områder til de godkendt indsamlingsvirksomheder, som er i overensstemmelse med direktivets artikel 5, kan ikke som sådan anses for at være i strid med fællesskabsretten. Som Kommissionen har givet udtryk for i sit svar afgivet af Narjes på Kommissionens vegne, på Galland's skriftlige forespørgsel nr. 315/81, er disse bestemmelser ikke i strid med fællesskabsretten. Med andre ord er der ikke strid om medlemsstaternes ret til at påberåbe sig direktivets artikel 5, idet der alene er rejst spørgsmål om gyldigheden af eksportforbudet.

b)

Over for sammenslutningens påstand om, at der foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner til skade for sammenslutningen, har Syndicat national henvist til Domstolens praksis, hvorefter sådanne foranstaltninger kun kan påberåbes, for så vidt angår produkter, der er lovligt fremstillet og bragt i omsætning i en medlemssstat ( 20 ).

Uanset den omstændighed, at den citerede retspraksis i det væsentlige er udviklet med hensyn til indførselsforanstaltninger, kan dette argument ikke lægges til grund. Spørgsmålet om lovligheden af sammenslutningens virksomhed i forhold til fransk ret er klart et spørgsmål, som alene henhører under de franske domstoles kompetence. Selv om dette anbringende principielt er korrekt, må det imidlertid præciseres på et enkelt punkt: kravet om, at varer ifølge de nationale retsordener skal være lovligt fremstillet og bragt i omsætning gælder ikke, når der er tale om nationale bestemmelser, som er i strid med fællesskabsretten.

c)

Endelig skal det allerede her bemærkes, at den franske lovgivning, da den rent faktisk indeholder et eksportforbud, ikke kan anses for at være i overensstemmelse med fællesskabsretten, medmindre andre hensyn begrunder den opdeling af de nationale markeder, som dette forbud indebærer. Der kan således være tale om hensynet til beskyttelsen af den offentlige sundhed, jfr. traktatens artikel 36, eller snarere hensynet til beskyttelsen af miljøet eller energipolitiske overvejelser, som kan danne grundlag for en undtagelse fra det principielle forbud i artikel 34, på samme måde som man siden Dassonvilledommen ( 21 ) har anerkendt undtagelser baseret på »rule of reason« fra reglen i artikel 30 ved dens fortolkning. Ifølge Domstolens praksis ( 22 ) kan sådanne yderligere undtagelser fra de principielle regler kun påberåbes ved foranstaltninger, som uden forskel gælder for indenlandske og indførte produkter. Samme begrænsning må ligeledes gælde ved eksport. I nærværende sag omhandler den nationale lovgivning imidlertid alene fransk olieaffald. Jeg tvivler derfor på, at de anførte grunde kan tages i betragtning som sådan. I henhold til Domstolens domme Tedeschi og Ratti må dette imidlertid under alle omstændigheder vurderes på grundlag af direktiv 75/439.

a)

Der er til støtte for denne opfattelse fremført en række forskellige argumenter.

b)

Lad mig straks sige, at hvert af disse argumenter efter min mening må afvises.

c)

Endelig bekræfter de oplysninger, som er fremlagt af Kommissionen, og som ikke er blevet bestridt af Syndicat national, vedrørende andre medlemsstaters regler, som er truffet i henhold til og i overensstemmelse med direktivet, og som hverken har til formål eller til følge, at der opstilles hindringer med samhandelen inden for Fællesskabet, at det er muligt at sikre miljøbeskyttelsen og foretage energibesparelser uden herved at forbyde eksport af olieaffald. Blandt de nationale lovbestemmelser, som specielt er truffet i henhold til direktivet ( 23 ), kan jeg nævne de luxembourgske og nederlandske regler. Ifølge den luxembourgske lov af 26. juni 1980 om bortskaffelse af olieaffald kan en virksomhed ikke nægtes godkendelse, blot fordi en eller flere godkendte indsamlingsvirksomheder allerede driver virksomhed inden for samme område. Godkendte virksomheder kan efter ansøgning få tilladelse til at foretage eksport. Ifølge den nederlandske lov af 11. februar 1976 om fastsættelse af regler vedrørende kemikalieaffald og olieaffald ( 24 ) er det tilladt at eksportere olieaffald.

a)

Ifølge Syndicat national og den franske regering er eksportforbudet et resultat af de særlige og eksklusive rettigheder efter artikel 90, stk. 1, som er indrømmet de godkendte franske virksomheder i henhold til artikel 5. Da indrømmelsen af disse rettigheder er forenelige med fællesskabsretten ifølge Kommissionens svar givet af Narjes på Kommissionens vegne på den tidligere nævnte skriftlige forespørgsel fra Galland, må eksportforbudet ligeledes være i overensstemmelse hermed.

Syndicat national mener videre, at de virksomheder, som er godkendt til at indsamle og bortskaffe olieaffald, ligeledes kan anses som virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, hvorfor de ifølge artikel 90, stk. 2, under visse betingelser, som er opfyldt, ikke er underlagt traktatens bestemmelser. Eksportforbudet er således nødvendigt af hensyn til disse virksomheders opgaver, som er blevet pålagt dem, og samhandelen påvirkes ikke heraf i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesser.

b)

Efter min mening finder artikel 90 ikke anvendelse i nærværende sag.