FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL

FREMSAT DEN 7. OKTOBER 1982 ( 1 )

Høje Domstol.

Sagsøgeren i den sag, som jeg herefter skal tage stilling til, gjorde fra 1966 til 1977 tjeneste ved Den europæiske Sammenslutning for Samarbejde (ESS). I dette tidsrum var han bl.a stillet til rådighed for Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, og han var Kommissionens delegerede i Benin i 1975 og i Zambia i 1976.

I begyndelsen af 1977 ophævede sagsøgeren sin tidsubegrænsede ansættelseskontrakt med ESS for den 9. juni 1977 at underskrive en ny kontrakt, der var blevet tilbudt ham af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber. Ved denne kontrakt ansattes sagsøgeren med tilbagevirkende kraft fra den 31. maj 1977 som kontorchef i lønklasse A 3, løntrin 4, i generaldirektoratet for udvikling (VIII-B-2) for et tidsrum af et år.

Efter udløbet af denne kontrakt og efter en kort forlængelse blev der den 15. november 1978 indgået en ny tidsbegrænset kontrakt, hvorved sagsøgeren med tilbagevirkende kraft for tiden fra den 23. september 1978 til den 30. juni 1980 blev ansat ved Kommissionens faste delegation ved de internationale organisationer i Geneve som kontorchef i lønklasse A 3, løntrin 4.

Efter at også denne kontrakt var udløbet, tilbød Kommissionen den 22. august 1980 sagsøgeren en ny kontrakt, der skulle træde i kraft med virkning fra den 1. juli 1980. Til forskel fra den forudgående kontrakt blev det nu bestemt, at sagsøgeren skulle ansættes uden tidsbegrænsning som ekspeditionssekretær i lønklasse A 4, løntrin 4, ved Kommissionens delegation i Geneve (generaldirektoratet for udvikling).

Den 27. september 1980 tilbagesendte sagsøgeren kontrakten i underskrevet stand sammen med en skrivelse, hvori han udtrykkeligt tog forbehold over for den i kontrakten foretagne indplacering i A 4/4. Han begrundede bl.a. sit forbehold med, at han ifølge de forudgående tidsbegrænsede kontrakter havde været indplaceret i lønklasse A 3, og at hans opgaver i Geneve stadig var de samme. Imidlertid var han af omstændighederne tvunget til at underskrive kontrakten, selv om den hverken lod sig forene med hans femten år lange, uafbrudte virke for Kommissionen og i dennes tjeneste eller var i overensstemmelse med det løfte om tjenestemandsansættelse, der var blevet givet ham ved indgåelsen af den første kontrakt.

Da Kommissionen ikke reagerede herpå, indbragte sagsøgeren den 22. november 1980 en administrativ klage efter vedtægtens artikel 90, stk. 2, med krav om, at den indplacering i lønklasse A 4 og den fastlæggelse af hans kompetenceområde, der var foretaget i kontrakten af 22. august 1980, blev ophævet, og om, at han blev indplaceret som »konsulent« i lønklasse A 3. Heller ikke denne klage blev besvaret.

Gennem en skrivelse af 9. januar 1981 fra generaldirektøren for generaldirektoratet for udvikling K. Meyer, til chefen for Kommissionens delegation ved De forenede Nationer, erfarede sagsøgeren derpå, at en ny tjenestemand med ansvar over for GD VIII, M. Grumbach, fra den 1. februar 1981 skulle udsendes til Genève; hans kompetenceområde blev udførligt omtalt i skrivelsen. Samtidig blev det bestemt, at sagsøgeren skulle medvirke til løsningen af de beskrevne opgaver med direkte ansvar over for denne tjenestemand.

Ved M. Grumbach's ankomst til Genève blev sagsøgeren desuden frataget sit akkrediteringskort ved de derværende internationale organisationer med den begrundelse, at akkrediteringen var forbeholdt den tjenestemand, der var ansvarlig over for generaldirektorat VIII.

Den 20. januar 1981 indgav sagsøgeren endnu en administrativ klage efter tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, hvori han stillede krav om igen at blive akkrediteret de internationale organisationer og om at få en detaljeret beskrivelse af sit kompetenceområde.

I en skrivelse af 18. marts 1981 bekræftede chefen for den faste delegation, Trân Van-Thinh, sagsøgerens nye kompetenceområde over for ham, idet han gjorde det klart, at sagsøgeren under delegationschefens ledelse og kontrol skulle bistå M. Grumbach i forbindelse med behandlingen af spørgsmål, der angik forskellige internationale organisationer.

Ved beslutning af 13. juli 1981 afviste Kommissionen endelig udtrykkeligt sagsøgerens administrative klager.

I mellemtiden havde sagsøgeren anlagt sag ved stævning indgået til Domstolen den 22. juni 1981 og principalt nedlagt følgende påstande:

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at der tillægges ham erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade med rente 8 % fra den 22. november 1980.

Endelig har han nedlagt påstand om, at sagsøgte under alle omstændigheder tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Heroverfor har Kommissionen i det væsentlige nedlagt påstand om, at sagsøgte frifindes, og at der træffes afgørelse om omkostningerne efter procesreglementet.

Jeg skal tage stilling til disse påstande som følger.

I — Formaliteten

Sagsøgerens påstand om annullation af den stiltiende afvisning af hans klager må efter Kommissionens opfattelse afvises, idet en beslutning, der alene er en afvisning — som Domstolen har fastslået det, især i dommen i Kuhner-sagen ( 2 ) — blot er en bekræftelse af den foranstaltning eller undladelse, som klageren gør indsigelse imod, og dermed ikke udgør en akt, der kan anfægtes.

Over for denne formalitetsindsigelse er det tilstrækkeligt at henvise til, at efter tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, anses undladelse af at besvare en klage inden for den dér nævnte frist som en stiltiende afvisning, der kan gøres til genstand for et søgsmål i henhold til artikel 91. I overensstemmelse hermed anså Domstolen i de nævnte forenede sager da også undladelsen af at besvare klagen som en stiltiende afvisning, som det første søgsmål, uden at der forelå en formalitetsmangel, rettede sig imod. Det var alene vedrørende det andet søgsmål, at Domstolen fastslog, at enhver beslutning, som blot er en afvisning, ikke i sig selv udgør en foranstaltning, der selvstændigt kan anfægtes gennem et særskilt søgsmål; derfor fandt Domstolen, at det andet søgsmål var uden genstand og måtte afvises. Da den sidstnævnte forudsætning ikke foreligger i dette tilfælde, er der ikke anledning til at afvise søgsmålet for så vidt angår den nævnte påstand.

II — Realiteten

1. Den første påstand

Med sin første påstand tilsigter sagsøgeren en ændring af sin indplacering og stillingsbetegnelse som indeholdt i den anfægtede kontrakt af 22. august 1980 med tilbagevirkende kraft fra kontraktens begyndelsestidspunkt, således at kontrakten i øvrigt opretholdes. Han støtter i det væsentlige dette krav på to anbringender, som jeg skal tage stilling til i det følgende.

a) Det første anbringende

Efter sagsøgerens opfattelse er hans indplacering i lønklasse A 4 og hans stillingsbetegnelse som ekspeditionssekretær i strid med den grundsætning om overensstemmelse mellem arbejdets art, lønklassen og stillingen, som er indeholdt i artikel 5 og artikel 7 i tjenestemandsvedtægten, og som ifølge artikel 9 og artikel 10 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne også gælder for midlertidigt ansatte. Sagsøgeren har herved anført, at hans kompetenceområde og hans arbejde også efter den 30. juni 1980, altså siden udløbet af den anden tidsbegrænsede kontrakt af 15. november 1978, i det væsentlige har været det samme som før. Som det bl.a. fremgår af den forudgående kontrakt og ligeledes af den af sagsøgte i medfør af vedtægtens artikel 5 opstillede beskrivelse af hver stillingsbetegnelses arbejds- og kompetenceområde (Personaleposten nr. 272 af 4. september 1973), svarer opgaverne til lønklasse A 3 og til stillingsbetegnelsen konsulent eller kontorchef. En anden indplacering eller stillingsbetegnelse er en retlig eller faktisk fejl, der medfører, at indplaceringen eller betegnelsen er retsstridig. Efter sagsøgerens opfattelse kan heller ikke skrivelsen af 9. januar 1981 fra generaldirektøren for generaldirektorat VIII og skrivelsen af 18. marts 1981 fra chefen for den faste delegation, der begge først fremkom senere, ændre noget herved, idet disse skrivelser efter hans opfattelse alene forfulgte det formål efterfølgende at retfærdiggøre denne fejl.

At man ved kontraktens afslutning havde sagsøgerens fortsatte beskæftigelse inden for hans hidtidige arbejdsområde i tankerne, følger efter sagsøgerens opfattelse af en række indicier, som Kommissionen ikke har afkræftet. I denne retning taler i første række den omstændighed, at han også efter kontraktens afslutning og i hvert fald indtil januar 1981, altså i mindst fire måneder, varetog de samme opgaver som hidtil, uden at der var blevet meddelt ham nogen ændring i hans arbejdsområde. Endvidere har han både i sin skrivelse i forbindelse med afslutningen af kontrakten af 27. september 1980 og i sin senere administrative klage af 22. november 1980 klart udtrykt, at han gik ud fra, at han fortsat skulle varetage sine hidtidige opgaver, uden at Kommissionen modsagde dette. Denne opfattelse støttes efter sagsøgerens opfattelse også af, at han blev aflønnet over den samme budgetpost som under den forudgående kontrakt, og at Kommissionen har været ude af stand til at fremlægge dokumenter, hvoraf det fremgår, at en ændring af hans opgaver var påtænkt ved kontraktens afslutning.

Imod denne opfattelse, hvorefter det hidtidige arbejdsforhold stiltiende skulle fortsættes, hvis største svaghed ligger deri, at den beror på indicier, taler efter min opfattelse i første række den kendsgerning, at kontrakten af 22. august 1980 i sit indhold adskiller sig væsentligt fra de forudgående kontrakter, idet det udtrykkeligt og utvetydigt hedder, at sagsøgeren beskæftiges som ekspeditionssekretær i lønklasse A 4, men nu for et ubestemt tidsrum. Heraf fremgår det, at det hidtidige kontraktsforhold ikke blot skulle fortsættes. Sagsøgeren, der var vidende om den af Kommissionen opstillede beskrivelse af hver stillingsbetegnelses arbejds- og kompetenceområde, kunne næppe heller gå ud fra, at han uden tidsbegrænsning kunne fortsætte inden for det arbejdsområde, han hidtil havde haft. Skulle han imidlertid have været i tvivl, havde denne tvivl i hvert fald kunnet ryddes af vejen ved, at han havde stillet spørgsmål herom ved kontraktens afslutning.

En opretholdelse af det hidtidige kompetenceområde kan heller ikke udledes af, at Kommissionen ikke straks berigtigede den antagelse, som sagsøgeren anførte i skrivelsen af 27. september 1980 og i den administrative klage af 22. november 1980, nemlig at han fortsat skulle varetage sine hidtidige opgaver. Selv om en sådan optræden ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, rejser den dog under ingen omstændigheder tvivl om den forudgående klare indplacering og stillingsbetegnelse. Et modsat resultat kan heller ikke, således som sagsøgeren mener det, udledes af Kommissionens optræden, når den ifølge sin egen uvane først efter fristens udløb har givet udtrykkeligt afslag på sagsøgerens klage, idet vedtægten klart bestemmer, at dersom en klage ikke besvares inden for firemånedersfristen, skal dette anses som en afvisning.

Endelig følger det heller ikke nødvendigvis af, at der ikke foreligger interne dokumenter — om end dette virker besynderligt — at Kommissionen på tidspunktet for kontraktens indgåelse ikke påtænkte en personaleudskiftning i sin tjenestegren i Genève. Som Kommissionen har fremhævet det, kan sådanne beslutninger også træffes mundtligt. Nyaffattelsen af kontrakten og den ændrede budgetmæssige placering i en A 4/5-stil-ling under ESS med tidsbegrænsning beviser i hvert fald, at en sådan beslutning var blevet truffet.

Ved afgørelsen af, om grundsætningen om overensstemmelse mellem arbejdsopgaver og lønklasse er blevet iagttaget, skal det derfor, således som Kommissionen med rette har fremhævet det, alene undersøges, hvorvidt de opgaver, som sagsøgeren fik pålagt ved den nye kontrakt, rent faktisk svarede til en ekspeditionssekretærs med indplacering i lønklasserne i stillingsgruppe A 4. Så vidt jeg kan se, er det herved ubestridt, at de opgaver, som sagsøgeren varetog indtil M. Grumbach's ankomst den 1. februar 1981, nogenlunde har kunnet sammenlignes med hans tidligere arbejdsområde, mens der i hvert fald i tiden derefter indtrådte en kvalitativ og kvantitativ ændring, således som det også fremgår af skrivelsen af 9. januar 1981 fra generaldirektøren for generaldirektorat VIII og skrivelsen af 18. marts 1981 fra chefen for den faste delegation i Geneve. Efter Kommissionens opfattelse må en sådan midlertidig tjeneste i forbindelse med varetagelse af opgaver, der henhører under en højere stillingsgruppe, imidlertid accepteres af tjenestemanden.

Denne retsopfattelse må for så vidt tiltrædes, som en tjenestemand, der, jfr. vedtægtens artikel 7, stk. 2 i indtil et år skal gøre tjeneste i en højere stilling end sin egen inden for samme kategori, ikke kan modsætte sig en sådan forbigående tjeneste, ligesom han ikke herved får et krav på en ændret indplacering, hvilket Domstolen flere gange har udtalt (jfr. bl.a. dommene van Reenen ( 3 ) og Tontodonati ( 4 )).

På den anden side skulle der — således som det blev statueret i sagerne Boursin ( 5 ) og Lampe ( 6 ) — have været taget hensyn til, at »pligten« for en tjenestemand til at gøre tjeneste i en højere stilling kræver ansættelsesmyndighedens udtrykkelige samtykke, idet det fremgår af den pågældende artikel, at tjenestemanden fra den fjerde måned har krav på at få et løntillæg. I denne sammenhæng må der især henvises til artikel 10, stk. 3, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, hvorefter der skal indgås en tillægskontrakt til ansættelseskontrakten, hvis en midlertidigt ansat gør tjeneste i en stilling i en højere lønklasse end den, han er blevet ansat i.

Da princippet om, at stillingen og lønklassen skal svare til hinanden endeligt, ikke er blevet tilsidesat, skal der tages stilling til det subsidiært anførte anbringende om, at Kommissionen ikke kunne tilbyde sagsøgeren mindre kvalificerede opgaver og en stilling i en lavere lønklasse, sammenlignet med hans hidtidige stilling, uden at tilsidesætte hans rettigheder.

b) Det andet anbringende

Sagsøgeren har til støtte for dette anbringende anført, at indplaceringen i en lavere lønklasse og fastsættelse af opgaverne er en overtrædelse af det princip om bistandspligt, der er fastsat i vedtægtens artikel 24, og af en række andre almindelige retsgrundsætninger, især omsorgspligten (Fürsorgepflicht).

Efter Kommissionens opfattelse lader de rettigheder, som sagsøgeren gør gældende, sig derimod hverken udlede af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne eller af kontrakten af 22. august 1980, der blev tilbudt sagsøgeren uden forpligtelse af nogen art, og som frivilligt blev underskrevet af ham.

Ved vurderingen af dette anbringende må det medgives Kommissionen — således som Domstolen gentagne gange og senest i Munksagen ( 7 ) har fastlået det — at vedtægtens artikel 24 ikke kommer til anvendelse, idet denne bestemmelse angår institutionens forsvar af tjenestemændene mod angreb fra tredjemænd, derimod ikke institutionens egne handlinger. Derimod kan jeg ikke tilslutte mig Kommissionens anbringende om, at den pågældende kontrakt skal betragtes isoleret, og heller ikke Kommissionens konklusion, hvorefter sagsøgerens ændrede indplacering ikke er en krænkelse af de rettigheder, der følger af det hidtidige arbejdsforhold.

Især det formelle argument, der ved første øjekast er indlysende, at Kommissionen efter udløbet af den forudgående kontrakt ikke var forpligtet til at tilbyde sagsøgeren en ny og følgelig heller ikke var forhindret i at tilbyde ham en stilling

i en lavere lønklasse, viser sig her ved nærmere eftersyn ikke at være indlysende. Det kan i denne sammenhæng ikke lades ude af betragtning, at der forud for kontrakten allerede bestod et arbejdsforhold mellem sagsøgeren og sagsøgte. Dette arbejdsforhold skulle forsættes uden afbrydelse, hvilket især fremgår af kontraktens tilbagevirkende kraft. Vi har således at gøre med et vedvarende arbejdsforhold på grundlag af en række tidsbegrænsede kontrakter, der ligger i forlængelse af hinanden, og en kontrakt uden tidsbegrænsning. Selv om man ikke uden videre kan afvise, at sådanne sammenkædede kontrakter lovligt kan indgås — idet der kan foreligge grunde, der økonomisk kan begrunde arbejdsgiverens optræden, uden at kontrakterne fremtræder som socialt anstødelige — turde det dog efter arbejdsretten i alle eller i det mindste en stor del af medlemsstaterne være anerkendt, at sådanne sammenkædede arbejdskontrakter ikke må føre til en udhulning af det princip om beskyttelsen af rettighederne ifølge arbejdsforholdet, som arbejdsretten giver de ansatte, der økonomisk og socialt er afhængige af arbejdsgiverne. Ifølge dette princip skal — korrektvurderet — sammenkædede arbejdskontrakter med hensyn til beskyttelsen mod opsigelse og beskyttelse af arbejdstagernes øvrige velerhvervede rettigheder anses som et enkelt arbejdsforhold.

Anvendt på det foreliggende tilfælde betyder dette, at sagsøgeren med hensyn til beskyttelsen af sine rettigheder skal behandles, som om beskæftigelsesforholdet fortsatte, og det uafhængigt af, om det drejer sig om en kontraktsforlængelse eller om indgåelse af en ny kontrakt. Rigtigt opfattet opstår der derfor ikke et spørgsmål om, hvilken ny indplacering sagsøgeren skulle have, med tværtimod et spørgsmål om, hvorvidt han efter sin forudgående beskæftigelse som kontorchef, henholdsvis konsulent i lønklasse A 3, kunne indplaceres i en lavere lønklasse som ekspeditionssekretær i lønklasse A 4.

En sådan forringelse af indplaceringen er efter vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber, men også f.eks. efter tysk tjenestemandsret, principielt udelukket, bortset fra bestemte særtilfælde, såsom en disciplinærretlig straf. En nednormering og overflytning til et mindre kvalificeret hverv er desuden, i det mindste efter de tyske retsregler, der gælder for arbejdere og ansatte inden for det offentlige, kun tilladelig under særdeles snævre betingelser, såsom den ansattes samtykke eller en opsigelse med tilbud om ændret ansættelse. Endelig turde overflytningen til et mindre kvalificeret hverv, der er forbundet med en tilsvarende lønnedgang, heller ikke uden videre være tilladelig i andre arbejdsforhold, men kun dersom bestemte betingelser er opfyldt. Denne beskyttelsestanke, der kan udledes af selve arbejdsrettens væsen, må man imidlertid egså tage hensyn til for så vidt angår ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, også selv om den ikke her er kommet klart til udtryk. Derfor må der også i dette tilfælde tages hensyn til arbejdsrettens elementære grundsætning om, at et langvarigt arbejdsforhold medfører særlige beskyttelses- og omsorgspligter, og at denne beskyttelse ikke kan omgås gennem sammenkædede kontrakter eller gennem ansættelse hos forskellige juridiske personer, der i virkeligheden er dele af et og samme organ.

Efter disse overvejelser kan Kommissionens anbringende om, at den omsorgspligt, som Domstolen i Kuhner-sagen ( 8 ) har anerkendt består over for tjenestemænd, ikke skulle gælde over for øvrige ansatte, ikke lægges til grund.

Hvad angår indholdet af omsorgspligten over for tjenestemændene, har Domstolen i den nævnte sag og i Arningsagen ( 9 ) fremhævet, at omsorgspligten, idet den er et udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og embedsmændene i offentlig tjeneste, især betyder, at myndigheden ved afgørelsen af en tjenestemands situation skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og herved skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse. Noget tilsvarende må også gælde den omsorgspligt, der består over for de øvrige ansatte. Også her fordrer balancen, at myndigheden, når den skal træffe afgørelse om de øvrige ansattes forhold, gennem en gensidig interesseafvejning skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til den ansattes interesse.

For så vidt er det også uholdbart, når Kommissionen subsidiært har anført, at omsorgspligten alene indtræder, når myndigheden handler ensidigt, men ikke når den optræder kontraktretligt. Argumentet skulle være, at sagsøgeren, når alt kommer til alt, frivilligt og med fuld viden om indholdet har underskrevet kontrakten.

Bortset fra spørgsmålet om, hvorvidt omsorgspligten, der må opfattes som et væsentligt indhold i ethvert arbejdsforhold, overhovedet kan fraviges ved aftale, må det i hvert fald i dette tilfælde fastslås, at sagsøgeren, der dengang var 54 år og fagligt stærkt specialiseret, kun tilsyneladende frivilligt og under udtrykkeligt forbehold af sine rettigheder skrev under, da han blev stillet over for valget mellem enten at fortsætte som ekspeditionssekretær eller ikke at være ansat.

Når vi herefter vender os mod spørgsmålet, om Kommissionen gennem den lavere indplacering har tilsidesat den omsorgspligt, den principielt har, skal det undersøges, om Kommissionen ved pålæggelsen af de nuværende opgaver har foretaget en fuldstændig vurdering af alle relevante kendsgerninger, herunder dem, der står i forbindelse med sagsøgerens personlige situation. Hvad angår varigheden af sagsøgerens ansættelse, har Kommissionen herved gjort gældende, at sagsøgeren indtil den 22. maj 1977 gjorde tjeneste ved Den europæiske Sammenslutning for Samarbejde, der er en selvstændig juridisk person, og først derefter på grundlag af en fri beslutning og efter at have afvejet alle omstændigheder trådte i Kommissionens tjeneste.

Om end dette argument formelt kan være rigtigt, kan man dog ikke se bort fra, at sagsøgeren, allerede mens han var ansat ved ESS, stod til rådighed for sagsøgte og bl.a. var sagsøgtes delegerede i Benin og Zambia. Bortset fra, at han var ansat hos ESS, lader det sig dog ikke bestride, at han allerede dengang — og dette forekommer mig at være det afgørende synspunkt — ifølge sine arbejdsopgaver var beskæftiget i Kommissionens interesse og igennem rundt regnet 14 år har stillet sin hele formåen til rådighed for Kommissionen.

Desuden må der i denne sammenhæng tages hensyn til, at sagsøgeren efter al menneskelig beregning næppe havde opsagt sin tidsubegrænsede kontrakt med ESS, hvis der ikke var stillet ham en ansættelse i udsigt, der mindst svarede til hans hidtidige status. Som det fremgår af de to kontrakter af 9. juni 1977 og af 15. november 1978, gik begge kontraktparter — i det mindste oprindeligt — åbenbart ud fra, at stillingen som kontorchef eller konsulent i lønklasse A 3 svarede til de arbejdsopgaver, som sagsøgeren hidtil havde varetaget. Efter min opfattelse kunne sagsøgeren derfor med føje og rette forvente, at han efter princippet om, at ikke alene aftalen, men også i fremtiden ville få anvist et arbejde, der svarede til denne stilling.

Især kan det ikke herimod indvendes, at den lavere indplacering af sagsøgeren var krævet i tjenestens interesse, fordi den stilling, som sagsøgeren hidtil havde haft, af budgetmæssige grunde skulle besættes med en tjenestemand. Når sagsøgeren således muligvis ikke længere kunne beskæftiges i Genève, havde man med det store antal stillinger, der står til Kommissionens rådighed, i hvert fald andetsteds kunne finde et hverv, delsvarede til den stilling, som sagsøgeren hidtil havde haft.

Endvidere kan den lavere indplacering heller ikke begrundes med, at de tidsbegrænsede A 3-kontrakter blev afløst af en A 4-kontrakt, der nu var uden tidsbegrænsning, og som gav sagsøgeren større sikkerhed. Bortset fra, at også sådanne tidsubegrænsede kontrakter på grund af muligheden for opsigelse kun giver en begrænset beskyttelse, fik sagsøgeren gennem kontrakten, der var indgået på ubestemt tid, blot den status, som han under hensyn til, hvad jeg har sagt om den beskyttelsespligt, der kan udledes af de sammenkædede kontrakter, også i øvrigt havde krav på.

Da det således afsluttende må fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sin omsorgspligt ved i kontrakten af 22. august 1980 alene at have tilbudt sagsøgeren en stilling som ekspeditionssektretær i lønklasse A 4, bør den stedfundne indplacering og fastsættelsen af kompetenceområdet i forbindelse hermed efter sagsøgerens påstand annulleres, ligesom det bør statueres, at sagsøgeren efter de nævnte grundsætninger og under hensyn til sine rettigheder skal indplaceres i den lønklasse, som han tidligere havde, med virkning tilbage fra den 1. juli 1980.

2. Den anden påstand

Denne påstand angår tilbagekaldelsen af sagsøgerens akkreditering ved de internationale organisationer i Genève og den nye afgrænsning af hans kompetenceområde, der var indeholdt i skrivelsen af 9. januar 1981 fra generaldirektøren for Generaldirektorat VIII. Det er sagsøgerens standpunkt, at der her foreligger beslutninger, der indeholder et klagepunkt imod ham, og som derfor skulle have været begrundet i medfør af artikel 25, stk. 2, i tjenestemandsvedtægten, jfr. henvisningen i artikel 11 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne.

Som jeg imidlertid allerede har påvist det, må den foranstaltning, der indeholder et klagepunkt imod sagsøgeren, allerede anses for at foreligge ved den lavere indplacering, der er indeholdt i kontrakten af 22. august 1980. Den anfægtede skrivelse kan således kun vurderes som en intern akt fra institutionen, der ikke indeholder et klage-punkt imod sagsøgeren, hvorved sagsøgerens opgaver som ekspeditionssekretær er kommet konkret til udtryk; den kan som sådan ikke anfægtes selvstændigt. Gives der dom efter den første påstand, mister denne påstand desuden sin genstand, idet sagsøgeren i så fald ikke længere har interesse i at anfægte denne beslutning.

Hvad angår sagsøgerens påstand om på ny at blive placeret i sit tidligere kompetenceområde, har jeg ligeledes allerede antydet, at der hverken efter ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne eller efter tjenestemandsvedtægten består et krav på beskæftigelse inden for et bestemt kompetenceområde. En modsat opfattelse ville nemlig, således som Domstolen gennem fast retspraksis har fastslået det, føre til en alt for stærk indskrænkning i institutionernes frihed til at indrette deres interne tjenstlige virkemåde så hensigtsmæssigt som muligt efter tjenestens interesse. Det skøn, som forvaltningen råder over med hensyn til nødvendige organisatoriske foranstaltninger, begrænses alene derved, at en tjenestemand eller anden ansat ikke — alene på grundlag af overvejelser vedrørende forvaltningens hensigtsmæssighed — kan pålægges opgaver, der efter deres beskaffenhed, betydning og omfang åbenbart ikke svarer til hans uddannelse og hidtidige hverv.

Endelig må også akkreditering ved andre stater eller internationale organisationer ses i snæver sammenhæng med den interne kompetencefordeling. I bred almindelighed og uden, at det specielle indhold af akkrediteringen skal omtales, kan det fastslås, at hovedformålet med akkrediteringen består i at gøre det muligt for de pågældende tjenestemænd eller øvrige ansatte at udføre deres hverv og at lette varetagelsen af stillingen. Følgelig er de fordele, der følger med akkrediteringen, knyttet til stillingen og ikke til den pågældende tjenestemands person. Ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der til et bestemt kompetenceområde kræves en akkreditering, må ansættelsesmyndigheden derfor råde over et skøn. Ændrer en tjenestemands kompetenceområde sig, og finder ansættelsesmyndigheden under udøvelsen af sit pligtmæssige skøn, at en akkreditering i og for sig ikke mere er nødvendig, angår denne beslutning ikke den pågældende persons retsstilling som fastsat i tjenestemandsvedtægten eller i vilkårene for de øvrige ansatte, og den kan derfor heller ikke anses som en afgørelse, der indeholder et klagepunkt som nævnt i tjenestemandsvedtægtens artikel 25, stk. 2.

Når Kommissionen efter at have anvist sagsøgeren et nyt kompetenceområde har trukket akkrediteringen tilbage med den begrundelse, at en sådan ikke er nødvendig for udøvelsen af det nye hverv, kan denne interne beslutning fra myndighedens side ikke anfægtes retligt — og det er kun i denne henseende, der skal træffes afgørelse i det foreliggende tilfælde — hverken på grund af manglende begrundelse eller som magtfordrejning.

Da sagsøgeren som påvist ikke har et krav på at få tildelt et bestemt kompetenceområde, har han heller ikke krav på, at hans akkreditering herefter på ny tildeles ham.

3. De øvrige påstande

Sagsøgeren har yderligere nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han gennem indplaceringen i en lavere lønklasse og ændringen i sin tjenstlige stilling mener at have lidt. I det væsentlige begrunder han dette tab med en krænkelse af sin faglige ære og sit omdømme.

Bortset fra, at et sådant tab ikke i tilstrækkeligt grad er bevist, forekommer det mig, at den foreslåede løsning er en passende genoprettelse for en eventuel krænkelse af sagsøgerens faglige omdømme, hvilket medfører, at genstanden for påstanden om erstatning for ikke-økonomisk skade bortfalder.

I betragtning af de anførte konklusioner er genstanden for påstanden om annullation af den stiltiende afvisning af sagsøgerens klager og de subsidiært anførte påstande ligeledes bortfaldet.

III —

Afsluttende foreslår jeg derfor, at Domstolen, idet den i øvrigt frifinder sagsøgte, annullerer den beslutning om indplacering af sagsøgeren i lønklasse A 4 og fastsættelsen af hans kompetenceområde, der er indeholdt i kontrakten af 22. august 1980, samt statuerer, at hans indplacering skal ske under hensyn til hans erhvervede rettigheder og de anførte grundsætninger med virkning fra den 1. juli 1980. Da Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen, pålægges det den at betale sagens omkostninger, jfr. procesreglementets artikel 69, stk. 2.

( 1 ) – Oversat fra tysk.

( 2 ) – Dora af 28. 5. 1980 ¡ de forenede sager 33 og 75/79 — Richard Kuhner mod Kommissionen — Sml. 1980, s. 1677.

( 3 ) – Dom af 19. 3. 1975 i sag 189/73 — van Reenen mod Kommissionen — Sml. 1975, s. 445.

( 4 ) – Dom af 12. 7. 1973 i sag 28/72 — Leandro Tontodonati mod Kommissionen — Sml. 1973, s. 779.

( 5 ) – Dom af 17. 12. 1964 i sag 102/63 — Jacques Boursin mod Den Høje Myndighed — Sml. 1954-1964, s. 561.

( 6 ) – Dom af 9. 7. 1970 i sag 35/69 — Herta Lampe, enke efter Grosz, mod Kommissionen — Sml. 1970, s. 101.

( 7 ) – Dom af 25. 3. 1982 i sag 98/81 — K.J. Munk mod Kommissionen. Sml. 1982, s. 1155.

( 8 ) – Dom af 28. 5. 1980 i de forenede sager 33 og 75/79 — Richard Kuhner mod Kommissionen — Sml. 1980.

( 9 ) – Dom af 29. 10. 1981 i sag 125/80 — Güncher Arning mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1981, s. 2539.