FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT S. ROZÈS

FREMSAT DEN 30. JUNI 1983 ( 1 )

Høje Domstol.

Ved Domstolen har tjenestemænd og midlertidigt ansatte den 15. juni 1981 anlagt en række sager mod Kommissionen; sagerne drejer sig om betingelserne for fordobling af uddannelsestillægget i tilfælde af, at de ansattes børn er indskrevet ved en læreanstalt for videregående uddannelse.

De sager, jeg skal tage stilling til i dag, er kun en del af de sager, der blev anlagt. Forslaget omfatter således ikke de sager, hvis forening Domstolen ophævede ved kendelse af 25. maj 1982, idet Kommissionen havde påstået de pågældende sager afvist på grund af, at klagen forud for søgsmålet var for sent indgivet. I de nævnte sager blev retsforhandlingerne udskudt indtil videre ved beslutning af Domstolens præsident af 7. juni 1982.

I nærværende sager er der i det væsentlige nedlagt påstand om:

—	at det statueres, at artikel 3, stk. 3, andet led, i vedtægtens bilag VII ikke finder anvendelse, for så vidt den begrænser retten til fordobling af uddannelsestillægget til tilfælde, hvor tjenestemanden modtager udlands-tillæg,

—	at det følgelig statueres, at Kommissionen er forpligtet til at berigtige sagsøgernes konti ved at overføre beløb svarende til de dobbelte uddannelsestillæg, som sagsøgerne retsstridigt er blevet unddraget.

I —

De faktiske omstændigheder i de foreliggende sager, hvor problemet er ren jura, er yderst enkle.

Sagsøgerne, som alle gør tjeneste ved Det fælles Forskningscenters anlæg i Ispra, opfylder alle betingelserne for at få udbetalt dobbelt uddannelsestillæg, bortset fra én: de får ikke udbetalt det udlandstillæg, der er fastsat og reguleret i vedtægtens artikel 69 og afdeling 2 i dens bilag VII. Efter sagsøgernes opfattelse er de derfor udsat for en forskelsbehandling i forhold til deres kollegaer, som oppebærer nævnte tillæg, og hvis børn på linje med sagsøgernes er indskrevet ved en højere læreanstalt, der ligger i Italien og mindst halvtreds kilometer fra deres tjenestested. I praksis er der i de fleste tilfælde tale om Universitetet i Milano, som ligger tooghalvfjerds kilometer fra Ispra.

I slutningen af 1980 indgav de ansøgninger i henhold til artikel 90, stk. 1, om fordobling af tillægget. Ansættelsesmyndigheden afviste ansøgningerne under henvisning til den klare ordlyd af artikel 3 i bilag VII.

2.	Herefter indgav sagsøgerne klager i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2. Men alle klagerne blev afvist, først stiltiende (intet svar inden for firemånedersfristen), derefter — efter at sagsøgerne havde anlagt sag — udtrykkeligt den 15. juli og den 9. december 1981.

II —

Det omtvistede spørgsmål kan efter min opfattelse ikke bedømmes korrekt, uden at jeg først gennemgår den betydelige udvikling med hensyn til betingelserne for at få udbetalt uddannelsestillæg, der har fundet sted siden vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i EØF og Euratom trådte i kraft den 1. januar 1962 ( 2 ).

I henhold til Rådets forordninger nr. 31 (EØF) og nr. 11 (Euratom) af 18. december 1961 blev tillægget givet enhver tjenestemand, uanset om denne modtog udlandstillæg og uden hensyn til, ved hvilken undervisningsinstitution barnet var indskrevet.

Uddannelsestillægget omfattede derimod ikke hele det videregående uddannelsesforløb, idet tillægget ophørte på det tidspunkt, hvor barnet fyldte 21 år. Forordningerne indeholdt heller ikke nogen regel om fordobling af tillægget.

Det dobbelte tillæg blev indført i 1965 ( 3 ). Det kunne gives til tjenestemænd, hvis børn var indskrevet ved en undervisningsinstitution, og hvis tjenestested lå i en afstand af mindst halvtreds kilometer fra en europæisk skole, men på betingelse af, at tjenestemændene oppebar udlandstillæg. Denne ordning blev i 1968 indarbejdet i den for alle tjenestemænd ved Fællesskabet fælles vedtægt, som erstattede EKSF-, EØF- og Euratomvedtægterne ( 4 ).

I 1972 ( 5 ) blev udbetalingen af det dobbelte uddannelsestillæg udvidet til også at omfatte tjenestemænd, hvis børn følger en videregående uddannelse. Dog skulle følgende tre betingelser alle være opfyldt:

—	tjenestemanden skulle modtage udlandstillæg,

—	at en læreanstalt på universitetsniveau i tjenestemandens hjemland lå mindst halvtreds kilometer fra hans tjenestested, og

—	at barnet faktisk var indskrevet ved en læreanstalt på universitetsniveau, der lå mindst halvtreds kilometer fra tjenestestedet.

En sammenligning af de to sidste betingelser viser, at den læreanstalt, barnet var indskrevet ved, ikke nødvendigvis skulle ligge i tjenestemandens hjemland.

I 1974 tilstillede Kommissionen Rådet et forslag, der indeholdt en yderligere udvidelse af betingelserne for ydelse af det dobbelte uddannelsestillæg. Forslaget indeholdt bla. en ophævelse af betingelsen om, at tjenestemanden skulle modtage udlandstillæg. Ved udstedelsen af forordning nr. 711/75 ( 6 ) fulgte Rådet kun i ganske ringe omfang Kommissionens forslag med hensyn til den videregående uddannelse. Ganske vist accepterede Rådet, at betingelsen om, at tjenestemanden skulle modtage udlandstillæg, blev ophævet i forbindelse med grundskole- og gymnasieuddannelse, men Rådet fastholdt betingelsen i forbindelse med den videregående uddannelse. Rådet tilføjede dog sidst i bestemmelsen, at betingelsen »[ikke] kræves... opfyldt, såfremt der ikke er en sådan læreanstalt i det land, hvor tjenestemanden har statsborgerskab« ( 7 ).

Den bestemmelse, der nu er gældende, har følgende ordlyd:

»Den i stk. 1 nævnte øverste grænse fordobles for:

...

—

tjenestemænd, hvis tjenestested ligger mindst 50 km fra en læreanstalt for videregående uddannelse i det land, hvor han har statsborgerskab, og hvor der undervises på hans sprog, på betingelse af, at barnet faktisk er indskrevet ved en læreanstalt for videregående uddannelse, der ligger mindst 50 km fra tjenestestedet, og at tenestemanden modtager udlandstillæg, sidstnævnte betingelse kræves ikke opfyldt, såfremt der ikke er en sådan læreanstalt i det land, hvor tjenestemanden har statsborgerskab«.

Nævnte ordlyd er kun på ubetydelige punkter en ændring af den tidligere formulering ( 8 ). De tre betingelser efter den tidligere ordlyd gælder fortsat.

Det bør desuden nævnes, at i henhold til artikel 5, stk. 1, i de »generelle gennemførelsesbestemmelser for tildeling af uddannelsestillæg« ( 9 ) udbetales uddannelsestillægget i tilfælde af, at barnet er indskrevet ved en læreanstalt for videregående uddannelse, med et fast beløb, nemlig svarende til det i artikel 3, stk. 1, i vedtægtens bilag VII nævnte loft, uafhængigt af de faktisk afholdte undervisningsudgifter og af den pågældende tjenestemands vederlag. I undervisningsåret 1981-1982 androg beløbet 4105 BFR pr. barn og pr. måned ( 10 ).

Tilsvarende får tjenestemænd, der opfylder betingelserne for at få udbetalt det dobbelte tillæg og hvis børn er indskrevet ved en læreanstalt for videregående uddannelse, i medfør af artikel 5, stk. 2, automatisk udbetalt et beløb svarende til det dobbelte loft. I samme år modtog tjenestemanden således hver måned 8210 BFR pr. barn.

III —

Sagsøgerne har som deres eneste anbringende gjort gældende, at der er tale om en tilsidesættelse af forbudet mod forskelsbehandling, en almindelig retsgrundsætning, der anerkendes i Domstolens praksis. Den pågældende retsgrundsætning tilsidesættes, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt eller forskellige situationer behandles ens, uden at dette er objektivt begrundet ( 11 ).

Sagsøgerne har anført, at kravet om, at tjenestemanden skal modtage udlands-tillæg for at få udbetalt dobbelt uddannelsestillæg, svarer til, at tjenestemænd, der befinder sig i sammenlignelige situationer, uden nogen som helst berettigelse behandles forskelligt.

De har anført, at alle de tjenestemænd, hvis børn følger en videregående uddannelse ved en læreanstalt, der ligger mindst halvtreds kilometer fra deres tjenestested, har de samme udgifter i forbindelse med de pågælgende studier. Tjenestemændene befinder sig således i ensartede situationer. Men de tjenestemænd, der modtager udlandstillæg, får udbetalt dobbelt uddannelsestillæg, mens dette ikke er tilfældet for de tjenestemænd, der ikke modtager udlandstillæg. Og heri ligger forskelsbehandlingen.

Desuden har sagsøgerne anført, at en sådan forskelsbehandling overhovedet ikke er objektivt begrundet. Efter min opfattelse er dette det centrale spørgsmål i de foreliggende sager.

Spørgsmålet er, om den omstændighed, at udbetalingen af det dobbelte uddannelsestillæg er betinget af, at tjenestemanden modtager udlandstillæg, medfører »en vilkårlig forskelsbehandling mellem tjenestemænd ( 12 ), eller om »forskelsbehandlingen... [med andre ord og i visse tilfælde]... skyldes anvendelsen af en generel regel, der... har medført, at princippet om ligebehandling af tjenestemænd, der befinder sig i ens situationer, er tilsidesat« ( 13 )? Eller medfører betingelsen en opdeling baseret på objektive kriterier og i umiddelbar sammenhæng med formålet med ordningen, som gælder på samme måde for samtlige tjenestemænd, der befinder sig i den i vedtægten omhandlede situation, men som i grænsetilfælde kan føre til ulemper ( 14 )?

Det fremgår ikke udtrykkeligt af de udstedte bestemmelser, men står fast, at det formål, Rådet har ønsket tilgodeset ved at opretholde betingelsen om udlandstillæg, er at give de tjenestemænd, der ikke er statsborgere i den stat, hvor de gør tjeneste, mulighed for at bære deres børns højere udgifter, når de studerer i deres hjemlande.

I den forbindelse kan man være enig med Rådet og Kommissionen i, at den studerende, der læser i et andet land end faderens eller moderens tjenesteland, i almindelighed har højere udgifter, navnlig til transport, end den, der studerer i tjenestelandet.

Det kan ligeledes fastslås, at i de fleste tilfælde er de tjenestemænd, der modtager udlandstillæg, statsborgere i et andet land end deres tjenesteland (f.eks. er 97,4 % af de tjenestemænd og midlertidigt ansatte, der gør tjeneste i Ispra, og som har ret til udlandstillæg, ikke italienere), og at deres børn for det meste vender tilbage til deres hjemland for at fuldende deres videregående uddannelse (f.eks. var dette i Ispra tilfældet for 147 børn i undervisningsåret 1981-1982, mens 36 studerede i Italien).

Imidlertid bør også sagsøgernes argumentation tages i betragtning; sagsøgerne er langt fra overbevist om Rådets begrundelse og har bestridt, at de påståede højere omkostninger i forbindelse med studier i hjemlandet er den korrekte begrundelse for líravet om udlandstillæg. Sagsøgerne har i den forbindelse fremført tre argumenter, og efter min opfattelse er deres sidste argument det vægtigste.

Hvis den forklaring, der er givet, er korrekt, har sagsøgerne vanskeligt ved at forstå, hvorfor den pågældende betingelse i 1975 blev ophævet med hensyn til udbetaling af dobbelt uddannelsestillæg i forbindelse med grundskole- og gymnasieuddannelse.

Men en sådan sammenligning med de forskellige typer af undervisning er for mig at se ikke relevant. Når Rådet har opretholdt betingelsen om udlandstillæg i forbindelse med den videregående uddannelse, har det foretaget et valg af personalepolitisk karakter, som en retsinstans ikke har kompetence til at prøve, og har draget de logiske følger heraf. Rådet har villet lade det dobbelte uddannelsestillæg have karakter af en undtagelse, navnlig af budgetmæssige grunde. Ophævelsen af betingelsen om udlandstillæg med hensyn til grundskole- og gymnasieuddannelse indebærer ikke nogen nævneværdig forhøjelse af det antal tjenestemænd, der modtager det dobbelte tillæg, for på langt den største del af deres tjenestesteder er der i det mindste en Europaskole, der kan give børnene en passende grundskole- og gymnasieuddannelse. Derimod findes der ikke inden for den videregående uddannelse en undervisningsinstitution, der svarer til Europaskolerne, hvorfor den samme udvidelse ville have medført en betydelig forøgelse af antallet af tjenestemænd, der havde ret til det dobbelte tillæg.

Sagsøgerne har også anført, at de yderligere udgifter som følge af, at et barn af en tjenestemand, der er ansat i udlandet, studerer i sit eget land, er dækket med et fast beløb af udlandstillægget. Hertil har Kommissionen dog med rette svaret, at udlandstillægget er personligt for tjenestemand, mens uddannelsestillægget netop skal dække udgifterne i forbindelse med deres børns studier.

Under hele sagen har sagsøgerne fremhævet det meningsløse i en ordning, hvorefter tjenestemænd, der modtager udlandstillæg, også får udbetalt dobbelt uddannelsestillæg, mens de kollegaer, der ikke modtager udlandstillæg, heller ikke får dobbelt uddannelsestillæg, selv om deres børn er indskrevet ved det samme universitet og derfor skal afholde de samme udgifter.

Det kan ikke bestrides, at dette argument er af en vis vægt. Men der er efter min opfattelse ikke tale om en vilkårlig forskelsbehandling. Det følger nemlig af Domstolens praksis, at fortolkningen af en bestemmelse med en ufuldstændig ordlyd, bør ske ud fra bestemmelsens formål og opbygning ( 15 ). Fællesskabslovgiveren har ikke ønsket, at tjenestemænd, der modtager udlandstillæg, i langt den største del af tilfældene altså udlændinge i deres tjenesteland, skulle modtage dobbelt uddannelsestillæg; dette er blot en følge af den gældende bestemmelses ufuldstændige karakter, hvilket Kommissionen har anerkendt. Sagsøgerne burde derfor snarere sammenligne deres tilfælde med det tilfælde, at Rådet kun har villet yde det dobbelte uddannelsestillæg til de tjenestemænd, der modtager udlandstillæg, og som sender deres børn til deres hjemlande.

Selv om de tilfælde, sagsøgerne har valgt som sammenligningsgrundlag, ikke er grænsetilfælde ( 16 ), fremgår det dog af de nævnte tal, at langt det almindeligste er det tilfælde, Rådet har haft i tankerne som grundlag for den anfægtede bestemmelse. Man kan derfor sige, at bestemmelsen afspejler et ubestrideligt sociologisk faktum.

Hvis børn af tjenestemænd ved Fællesskaberne i langt de fleste tilfælde studerer i deres hjemlande ( 17 ), må det være fordi de tilskyndes dertil af vægtige årsager. Adgangen til en række stillinger, navnlig inden for den offentlige administration og visse liberale erhverv, er ofte betinget af nationale eksamensbeviser, selv om visse eksamensbeviser på nuværende tidspunkt anerkendes gensidigt af de forskellige medlemsstater. Ligeledes kommer sproglige overvejelser ind i billedet. Endelig er det klart, at adgangen til hjemlandets arbejdsmarked lettes, navnlig ud fra et psykologisk synspunkt, når de studier, som danner baggrund herfor, er fuldført i det pågældende land.

IV —

Det ser herefter ud til, at betingelsen med hensyn til udlandstil-Iægget, som Rådet opretholdt i 1975, dels har en umiddelbar forbindelse med formålet med ordningen om udbetaling af dobbelt uddannelsestillæg, og dels er af objektiv og ensartet karakter, dvs., at den anvendes over for alle personer, der befinder sig i samme situation, uden at der foretages en skønsmæssig vurdering af deres individuelle forhold.

Efter min opfattelse kan det imidlertid udledes af Domstolens praksis, at den pågældende betingelse bliver ulovlig, hvis dens anvendelse fører til en for stor udvidelse af det antal tjenestemænd, som ikke får udbetalt dobbelt tillæg, men som logisk set burde have det. Selv uden betingelsen om udlandstillægget, vil der alene som følge af »indførelsen af en almindelig og abstrakt bestemmelse« være »grænsesituationer« ( 18 ), hvor tjenestemænd med urette unddrages det dobbelte tillæg på forhånd.

Men når der til de øvrige kriterier føjes kriteriet om udlandstillægget, forøges den pågældende risiko, ligesom antallet af personer, der med urette unddrages det dobbelte tillæg, kan blive for stort, til at deres tilfælde fortsat kan betegnes som grænsetilfælde. Det kan nemlig ikke bestrides, at anvendelsen af artikel 4, stk. 1, i vedtægtens bilag VII, som fastlægger betingelserne for, at der udbetales udlandstillæg, ligeledes kan føre til uretfærdige situationer, selv om disse ikke indeholder en vilkårlig forskelsbehandling ( 19 ).

Den omstændighed, at to ufuldstændige kriterier skal tages i betragtning samtidig, kan med andre ord bevirke, at den ordning, de omfattes af, bliver diskriminerende og derfor retsstridig.

Jeg vil herefter undersøge konkret, om dette er tilfældet i den foreliggende sag.

Efter min opfattelse må der sondres mellem fire forskellige situationer, der kan betegnes som atypiske.

Det drejer sig for det første om tjenestemænd, der er statsborgere i det land, hvor deres tjenestested er beliggende, og som modtager udlandstillæg (sjældent forekommende), som f.eks. italienere i Ispra. Det fremgår af de statistiske oplysninger, der er vedlagt duplikken, at i undervisningsåret 1981-1982 var der i Ispra kun 9 børn af sådanne tjenestemænd ud af 374, der var i gang med en videregående uddannelse. Da deres tjenestested ligger mindst halvtreds kilometer fra en læreanstalt for videregående uddannelse i det land, hvor de har statsborgerskab, og hvor der undervises på deres sprog, vil disse tjenestemænd altid få udbetalt dobbelt tillæg, uanset om den valgte læreanstalt ligger i samme land som deres tjenestested og det land, hvor de har statsborgerskab, eller i et andet land. Man kan hævde, at de pågældende tjenestemænd er privilegerede i forhold til deres landsmænd, som ikke modtager udlandstillæg (hvilket er det normale) og som således ikke kan få udbetalt dobbelt uddannelsestillæg.

Efter min opfattelse er det rimeligt, at sidstnævnte gruppe ikke kan få udbetalt dobbelt tillæg, såfremt de lader deres børn læse videre i udlandet, bortset fra helt særlige tilfælde. Man kan ikke tale om forskelsbehandling, når fordelen f.eks. ydes en tysk tjenestemand, der er placeret i Ispra, og som lader sit barn indskrive ved et tysk universitet, mens den ikke ydes en tjenestemand fra Ispra med italiensk statsborgerskab, hvis barn følger de samme studier i Tyskland som hans kollegas barn. De pågældende to tjenestemænds forhold er objektivt set forskellige i den forstand, at det trufne valg ofte er tvungent for førstnævnte tjenestemand, men næsten altid frivilligt for sidstnævnte tjenestemand. Ganske vist svarer den omstændighed, at der kan vælges et udenlandsk universitet, til princippet om frit valg af læreanstalt for videregående uddannelse, som Fællesskabets institutioner hverken kan eller vil rokke ved. Men princippet om forbud mod forskelsbehandling kan ikke med rimelighed påberåbes med henblik på at binde Rådet til at udbetale dobbelt uddannelsestillæg i sådanne tilfælde, som ifølge Rådet skal være en undtagelse.

Efter min opfattelse er det ønskeligt, at en tjenestemand, der modtager udlands-tillæg på sit tjenestested, og som mister denne fordel som følge af sin forflyttelse til sit hjemland, fortsat kan modtage dobbelt uddannelsestillæg for sit barn, som fortsætter og ikke ønsker at afbryde sine studier i førstnævnte land ( 20 ). Men det uden tvivl særdeles begrænsede antal af tjenestemænd, der befinder sig i en sådan situation, bevirker, at situationen ganske vist kan betragtes som uheldig, men også som en grænsesituation. Den kan således ikke betragtes som diskriminerende i henhold til Domstolens praksis. Snarere tilkommer det fællesskabslovgiveren at finde en passende løsning med henblik på at bringe situationen til ophør.

Sagsøgerne har omtalt endnu en atypisk situation, nemlig hvor en tjenestemand, der ikke er statsborger i det land, hvor hans tjenestested er beliggende, og som modtager udlandstillæg (hvilket er det normale), har børn, der studerer i tjenestelandet og ikke — svarende til Rådets formodning — i deres hjemlande. Dette er tilfældet for børn af ikke-italienske tjenestemænd i Ispra, som studerer i Italien, navnlig i Milano. Man kan også nævne franske tjenestemænds børn, der studerer i Belgien ved et fransksproget universitet eller nederlandsksprogede belgiere, der gør tjeneste ved Det fælles Forskningscenters anlæg i Petten, og hvis børn studerer i Nederlandene. Sandsynligvis er en del af de pågældende børn fra blandede ægteskaber eller født i deres ydelsesberettigede pårørendes tjenesteland efter dennes tiltræden af tjenesten ved Fællesskaberne, således at de snarere føler sig integreret i det pågældende land end i det land, hvor de er statsborgere. At de ønsker at fortsætte deres videregående uddannelse i tjenestelandet, er derfor let at forstå.

Det er også rigtigt, at efter den nuværende ordning kan de pågældende tjenestemænd ikke alene få udbetalt dobbelt uddannelsestillæg, hvis de sender deres børn til deres hjemlande, men også, hvis de sender dem til et helt andet land. Man ved, at Rådet ikke har ønsket sådanne konsekvenser, men de er alene en følge af den ufuldstændige affattelse af bestemmelsen, og er ikke i sig selv angribelige, navnlig ikke ud fra en europæisk mentalitet, hvis barnet studerer i et andet EF-land end det land, hvor dets ydelsesberettigede pårørende gør tjeneste eller er statsborger. Men følgerne bliver mere graverende, når man ser på de modsatte tilfælde af de tjenestemænd, der er omfattet af bestemmelsen. Hvis man imidlertid ser på tallene for Ispra, kan man dog ikke, når henses til det ringe antal tjenestemænd, der nyder denne fordel, hævde, at der her er tale om en forskelsbehandling til skade for de tjenestemænd, der ikke ydes den pågældende fordel. Selv om de fordelagtigt stillede ikke har nogen interesse i at beklage sig over den bestående tilstand, må man desuden ikke glemme, at et af midlerne til at bringe den nuværende ulige behandling til ophør, er at ophæve den pågældende fordel.

Blandt de beklagelige tilfælde kan nævnes de tjenestemænd, der ikke er statsborgere i deres tjenesteland, og som på trods heraf ikke modtager udlands-tillæg (sjældent forekommende) ( 21 ), men hvis børn følger en videregående uddannelse uden for tjenestelandet, f.eks. i deres hjemland. Der er intet sådant tilfælde i Ispra i 1981-1982. Det fremgår af de yderligere oplysninger, som Kommissionen har fremlagt vedrørende det personale, der gør tjeneste i Bruxelles og Luxembourg, at der er tale om en yderst sjældent forekommende situation, idet den kun omfattede 2 af de 32 børn, for hvilke tjenestemænd og midlertidigt ansatte havde ret til at få udbetalt uddannelsestillæg i forbindelse med deres videregående studier.

Sammenfattende viser oversigten over de atypiske situationer, at de ikke har en tilstrækkelig bredde til, at man kan henføre den anfægtede bestemmelse til bestemmelser, der indeholder en vilkårlig forskelsbehandling. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at den valgte ordlyd på grund af dens mange kriterier og det særlige kriterium om udlands-tillæg måske er unødigt kompliceret. I betragtning af de utroligt mange individuelle situationer som følge af det betydelige antal faktorer, der spiller en rolle, er en fuldstændig retfærdig ordning, hvor ingen hverken forfordeles eller opnår utilbørlige fordele, givetvis utopisk. Men måske kunne man ved en anden ordning i højere grad tilgodese formålet om rimelighed.

Af de ovenfor nævnte grunde vil jeg derfor foreslå, at sagsøgte frifindes. Følgelig bør hver af parterne i medfør af procesreglementets artikel 70 bære deres egne omkostninger.

( 1 ) – Oversat fra fransk.

( 2 ) – EKSF-vcdtægtcn af 1962 havde pá dette punkt samme ordlyd.

( 3 ) – Ved forordningerne nr. 30 (EØF) og nr. 4 (Euratom) af 16. mans 1965; EKSF-vcdtægtcn blev amdret tilsvarende.

( 4 ) – Ved forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968.

( 5 ) – Ved artikel 52 i forordning nr. 1473/72 af 30. juni 1972.

( 6 ) – Af 18. marts 1975.

( 7 ) – Denne undtagelse vedrører luxembourgske tjeneste-mænd, idet det ikke er muligt at gennemføre et fuldt universitetsstudium i deres land.

( 8 ) – Ud over den allerede nævnte tilføjelse sidst i bestemmelsen er der tale om:

—	ombytning af ordene »læreanstalt på universitetsniveau« med udtrykket »læreanstalt for videregående uddannelse«,

—	og en ombytning af ordet »oprindelsesland« med udtrykket »det land, hvor han har statsborgerskab, og hvor der undervises på hans sprog«.

( 9 ) – Trykt i »Meddelelser fra administrationen«, nr. 153 af 2. maj 1977, s. 25-28.

( 10 ) – Rådets forordning nr. 372/82 af 15. februar 1982 — artikel 1, litra b), sidste led.

( 11 ) – F.eks. dommene af: 25. oktober 1978, Koninklijke Scholten-Honig, sag 125/77, præmis 27, Sml., s. 2004; af 15. december 1982 (forstc afdeling), Maizena, sag 5/82, præmisserne 16 og 17; af 23. februar 1983 (forste afdeling), Wagner, sag 8/82, præmisserne 18 og 19, Sml., s. 387.

( 12 ) – Jfr. sag 20/71, Luisa Bertoni, gift Sabbatini, mod Parlamentet; dom af 7. Juni 1972 (anden afdeling), præmis 13, Sml. 1972, s. 95.

( 13 ) – Jfr. sag 156/78, Newth mod Kommissionen; dom af 31. maj 1979 (anden afdeling), præmis 13, Sml., s. 1952 og 1953.

( 14 ) – Jfr. dommene i: sag 147/79, Hochstrass mod Domstolen (dom af 16. oktober 1980 (anden afdeling), præmisserne 13 og 14, Sml., s. 3020 og 3021) og sag 1322/79, Vutera mod Kommissionen (dom af 15. januar 1981 (anden afdeling), præmis 9, Sml., s. 138).

( 15 ) – Dom af 27. november 1980 (forste afdeling), Sorasio m.fl. mod Kommissionen, de forenede sager 81, 82 og 146/79, præmis 15, Sml., s. 3571 og 3572.

( 16 ) – I 1981-1982 studerede 36 born af tienestcmænd, der modtager udlandstillæg, I Italien, mens 147 var vendt tilbage til deres hjemlande, alisi dog ca 1 ud af 4 (4,08333 for at være helt nojagtig).

( 17 ) – Til de allerede angivne tal kan fojes, at kun 4 born af de 1050 italienske tjenestemænd og ovrige ansatte, som gjorde tieneste i Ispra, var i gang med en videregående uddannelse uden for Italien.

( 18 ) – Hochslrass-dommen, jfr. ovenfor, præmis 14, Sml. 1980,5. 3021.

( 19 ) – Vutera-dommen, jfr. ovenfor, præmis 9, Sml., s. 138.

( 20 ) – S.tlcdcs modtog Giuseppe Carrara (sag 305/81), som er italiensk statsborger, udlandstillæg og dobbelt uddannelsestillæg for sin datter, der var indskrevet ved det belgiske universitet I Louvain-la-Ncuve, så længe han var placeret ved Det fælles Forskningscenters anlæg I Geel. Efter at han var forflyttet til Ispra I begyndelsen af december 1980 modlog han ikke udlandstillæg og som folge deraf heller ikke dobbelt uddannelsestillæg, selv om hans datter fortsatte sine studier I Belgien.

( 21 ) – For eksempel fordi de i den femårsperiode, der udløber seks måneder før deres tiltrædelse af tjenesten, har arbejdet for en privat virksomhed i det pågældende land, selv om de ikke boede i landet — artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, i bilag VII.